Besvarelse af spørgsmål nr.<DOCUMENT_START> 68 af 25. april 2006 fra Folketingets Retsudvalg vedrørende forslag til lov om ændring af straffeloven, retsplejeloven og forskellige andre love (Styrkelse af indsatsen for at bekæmpe terrorisme mv.) (L 217).

 

Spørgsmål nr. 68:

 

          ”Ministeren bedes - evt. på baggrund af indhentede udtalelser fra andre relevante ministerier - kommentere henvendelsen af 24/4-06 fra BYG - DTU om supplerende anbefalinger til regeringens handlingsplan for terrorbekæmpelse, jf. L 217 - bilag 20.”

 

Svar:

 

Justitsministeriet har til brug for besvarelsen af spørgsmålet indhentet en udtalelse fra Økonomi- og Erhvervsministeriet, der har oplyst følgende:

 

”Jeg kan oplyse, at bygningsreglementerne med hjemmel i byggeloven stiller minimumskrav til bl.a. bygningers sikkerhed og brandsikkerhed f.eks. ved henvisninger til forskellige standarder og normer.

 

Byggeloven finder anvendelse ved bl.a. opførelse af nye bygninger og tilbygninger.

 

Som hovedregel kan ændringer i byggelovens bestemmelser ikke forlanges opfyldt for bygninger, der eksisterede ved ændringernes ikrafttræden. Dette betyder, at en bygning, der er lovligt opført efter de byggeforskrifter, der var gældende på opførelsestidspunktet, som helt overvejende regel ikke senere kan mødes med krav om opfyldelse af nye skærpede krav.

 

Regeringens handlingsplan for terrorbekæmpelse fokuserer på forebyggelse i form af præventive midler og etablering af barrierer, der skal hindre en terrorist i at nærme sig potentielle terrormål i Danmark. Dette må bl.a. ses i lyset af, at det hverken er praktisk eller økonomisk muligt at imødegå alle trusler ved egentlig fysisk beskyttelse af truede mål i form af bygninger, anlæg og infrastuktur.”

 

Spørgsmålet om fysisk sikring af anlæg, byggeri og infrastruktur mod terrorangreb har ikke været genstand for drøftelser i den tværministerielle arbejdsgruppe om terrorbekæmpelse.