Folketingets Uddannelsesudvalg

Christiansborg

 I forbindelse med behandlingen af (L 184) Forslag til Lov om ændring af lov om Centre for Videregående Uddannelse og andre selvejende institutioner for videregående uddannelser m.v., lov om institutioner for erhvervsrettet uddannelse, lov om almen voksenuddannelse og om voksenuddannelsescentre og lov om folkehøjskoler, efterskoler, husholdningsskoler og håndarbejdsskoler (frie kostskoler). (Opfølgning på Undervisningsministeriets styringsanalyse af selveje og taxametersystemet i forbindelse med strukturreformen m.v.) har Folketingets Uddannelsesudvalg i brev af 28. april 2006 stillet mig følgende spørgsmål:

 

Spørgsmål 11:

”Hvordan skal selvsupplering til en bestyrelse for en institution for erhvervsrettet uddannelse finde sted, og hvad er formålet hermed? ”

 

Svar:

Lovforslagets bestemmelse om bestyrelsessammensætningen for en institution for erhvervsrettet uddannelse indeholder ikke krav om selvsupplering til bestyrelsen, herunder krav om, hvordan den skulle finde sted. Af bemærkningerne til bestemmelsen fremgår, at selvsupplering i et vist omfang kan finde sted, og at det i så fald skal fremgå af vedtægten.

 

Det er således overladt til den enkelte institution selv at afgøre, om den ønsker selvsupplering til bestyrelsen, og i givet fald at fastlægge i vedtægten, hvordan dette sker, herunder om det kan eller skal ske efter forslag fra andre.

 

Muligheden for selvsupplering til bestyrelsen er i øvrigt ikke ny, men er i praksis anvendt i meget lille omfang. Fremhævelsen i lovforslagets bemærkninger af denne mulighed skal ses på baggrund af anbefalingen i styringsanalysen om at lade bestyrelserne være en kombination af bestyrelsesposter, der besættes ved udpegning og bestyrelsesposter, som besættes ved selvsupplering. Ved selvsupplering får bestyrelsens medlemmer mulighed for at supplere bestyrelsen med bestemte kompetencer, som bestyrelsen finder at have behov for, ved at udpege konkrete personer, der besidder disse kompetencer.

 

Dette svar fremsendes i 5 eksemplarer.

 

 

Med venlig hilsen

 

 

 

Bertel Haarder