Folketingets Uddannelsesudvalg

Christiansborg

 I forbindelse med behandlingen af (L 184) Forslag til Lov om ændring af lov om Centre for Videregående Uddannelse og andre selvejende institutioner for videregående uddannelser m.v., lov om institutioner for erhvervsrettet uddannelse, lov om almen voksenuddannelse og om voksenuddannelsescentre og lov om folkehøjskoler, efterskoler, husholdningsskoler og håndarbejdsskoler (frie kostskoler). (Opfølgning på Undervisningsministeriets styringsanalyse af selveje og taxametersystemet i forbindelse med strukturreformen m.v.). har Folketingets Uddannelsesudvalg i brev af 28. april 2006 stillet mig følgende spørgsmål:

 

Spørgsmål 10:

”Hvordan og af hvem bliver udefrakommende medlemmer til en bestyrelse for en institution for erhvervsrettet uddannelse udpeget? ”

 

Svar:

Det fremgår ikke af lovforslaget, hvordan og af hvem de udefrakommende medlemmer i bestyrelsen for en institution for erhvervsrettet uddannelse skal udpeges, bortset fra det medlem, der udpeges af en eller flere kommunalbestyrelser i forening.

 

Lovforslaget giver, ligesom det er tilfældet efter de gældende regler, de selvejende institutioner frihed til – inden for de i standardvedtægten fastsatte rammer - selv at bestemme dette og fastsætte bestemmelser herom i vedtægten. Institutionen bestemmer selv blandt andet, hvem der konkret skal udpege medlemmer til bestyrelsen, og om bestyrelsen selv, eventuelt efter forslag fra andre, kan udpege bestyrelsesmedlemmer. Ved fastsættelsen af vedtægtens bestemmelser herom skal den siddende bestyrelse sikre, at de udefrakommende medlemmer vil kunne opfylde lovens krav om, at bestyrelsen som en samlet gruppe skal have en uddannelsesfaglig kompetence samt erfaring med ledelse, organisation og økonomi. 

 

Dette svar fremsendes i 5 eksemplarer.

 

Med venlig hilsen

 

 

Bertel Haarder