Besvarelse af spørgsmål nr. 1 (L 140), som Folketin-
gets Sundhedsudvalg har stillet til indenrigs- og sund-
hedsministeren den 7. februar 2006
Spørgsmål 1:
"Ministeren bedes kommentere henvendelsen af 31. oktober 2005 fra
Landsforeningen SIND, jf. L 140 – bilag 3"
Svar:
SIND anfører i brevet af 31. oktober 2005 blandt andet, at foreningen si d-
der inde med mange erfaringer om sindslidende, der udskrives, dropper
medicinen og langsomt går i hundene, og at dette sker, mens nærtstående
magtesløse ser til og måske endda terroriseres af den sindslidende.
Jeg har noteret mig, at SIND deler min opfattelse af, at der eksisterer et
alvorligt problem med at fastholde en gruppe af de allersvageste psykiatri-
ske patienter med manglende sygdomsindsigt i den behandling, de har
brug for.
Der findes således en gruppe svært psykotiske patienter, som er uden syg-
domsindsigt, og som konsekvent er afvisende overfor behandling. Disse
patienter vil ofte være svært forpint af deres sygdom og have tilbageve n-
dende tvangsindlæ ggelser og tvangsbehandlingsforløb bag sig, som i den
sidste ende kan være resultatløse, fordi de kort efter udskr ivelsen ophører
med at tage den medicin, de har brug for. Disse patienter risikerer reelt at
leve det meste af deres liv ubehandlet i en psykotisk verden. Det vil efter
min opfattelse være udtryk for omsorgssvigt, hvis vi blot lader stå til i for-
hold til disse meget syge medborgere.
Jeg vil give SIND ret i, at det kan være svært at få hold på begrebet ”amb u-
lant tvang”. Der er efter min opfattelse ikke tale om et entydigt begreb. Når
begrebet omtales i pressen anvendes det ofte til at beskrive forskellige ord-
ninger i andre lande, som har forskelligt indhold og som derfor ikke er sam-
menlignelige.
Den ordning med tvungen opfølgning efter u dskrivning, som regeringen
lægger op til i lovforslaget om ændring af psykiatriloven, kan efter min o p-
fattelse ikke sammenlignes med udenlandske ordninger, hvor kriterierne for
at blive omfattet og indholdet i ordningerne er forskellige fra det, vi foreslår i
Danmark.
Indenrigs- og Sundhedsministeriet
Dato:
Kontor:
Regional sundhed
J.nr.:
2003-12140-54
Sagsbeh.:
SEB
Fil-navn:
Dokument 6
2
SIND stiller i henvendelsen spørgsmålstegn ved, hvad indholdet i en b e-
slutning om tvungen opfølgning efter udskrivning kan gå ud på. SIND anfø-
rer, at det er foreningens synspunkt, at det ikke skal være muligt at
tvangsmedicinere en person i vedkommendes eget hjem, og at der derfor
ikke kan blive tale om ambulant tvang.
Jeg kan følge SINDs synspunkt om, at de t ikke skal være muligt at tvang s-
medicinere patienten i eget hjem. Derfor fremgår det også specifikt af rege-
ringens forslag, at overlægens beslutning om tvungen opfølgning efter u d-
skrivning alene kan indeholde et pålæg til patienten om at møde op til m e-
dicinering i det psykiatriske sygehusvæsen. Der bliver således ikke tale om,
at patienten kan tvangsmedicineres i eget hjem.
Jeg er helt enig med SIND i, at det ikke giver mening at tvinge patienter til
at modtage samtaleterapi. På den anden side er det naturligvis vigtigt, at
også dette behandlingselement i det omfang, det er relevant, tilbydes pati-
enter, der er i tvungen opfølgning efter udskri vning. Derfor fremgår det klart
af bemærkningerne til lovforslaget, at det fo rudsættes, at patienter, der er i
tvungen opfølgning, tilbydes andre behandlingsformer, hvor dette er rel e-
vant, herunder samtaleterapi og andre terapeutiske tiltag.
SIND anfører, at hvis en sindslidende skal tvangsmedicineres for at klare
sin tilværelse, skal dette ske i en behandlingsinstitu tion under psykiatrilo-
vens retssikkerhed og dermed med mulighed for at få afgørelsen prøvet i
det psykiatriske patientklagenævn og med beskikkelse af en patientrådg i-
ver. SIND anfører videre, at hvis vedkommende ikke behøver at være in d-
lagt, skal der være m ulighed for betinget udskrivelse mellem medicinerin-
gerne, hvor en tilbageførsel imellem udeblivelserne er mulig.
SIND skriver desuden, at hvis tvangsbehandling i eget hjem skal gøres
muligt, står vi overfor det dilemma, at det bliver vanskeligt at vurdere, hvor
længe tvangen skal vare, og at psykiatriloven i så tilfælde skal tilføjes en
bestemmelse om, at en nærmere ikke defineret gruppe mennesker skal stå
udenfor grundlovens bestemmelser om boligens ukrænkelighed, og heller
ikke have retssikkerhed for, hvor længe de kan underlægges tvang.
Jeg mener, at vi med lovforslaget har taget højde for de betænkeligheder,
som SIND her anfører. Som forslaget er udformet, er der netop tale om, at
patienten kan hentes ind til medicinering på en psykiatrisk afdeling, hvis
vedkommende udebliver fra behandlingen.
En beslutning om tvungen opføl gning vil endvidere, som SIND lægger vægt
på, med regeringens forslag blive fulgt op af stærke retssikkerhedsgaranti-
er. Alle patienter, der bliver underlagt tvungen opfølgning, får således tildelt
en patientrådgiver. Der kan klages til det psykiatriske patientklagenævn ved
statsforvaltningen, som skal træffe afgørelse i sagen inden 7 hverdage efter
klagens modtagelse. En klage skal tillægges opsættende virkning, hvilket
vil sige, at den tvungne opfølgning ikke kan iværksættes, før det psykiatr
i-
ske patientklagenævn har behandlet klagen. Hvis patienten ikke får med-
3
hold i det psykiatriske patientklagenævn, kan afgørelsen in dbringes for
domstolen.
Der kan efter forslaget alene blive tale om en beslutning for en tidsbegræ n-
set periode, idet tvungen opfølgning efter udskrivning kan vare i indtil 3
måneder efter udskrivningen af patienten. Hvis der er begrundet frygt og
nærliggende risiko for, at patienten ved 3 -måneders periodens udløb vil
ophøre med at følge den nødvendige behandling, kan perioden forlænges
3 måneder ad gangen, dog således, at patienten maksimalt kan være un-
dergivet tvungen opfølgning i 12 måneder.