Folketingets Uddannelsesudvalg

Christiansborg

 I forbindelse med behandlingen af (L 114) Forslag til Lov om uddannelsen til professionsbachelor som pædagog har Folketingets Uddannelsesudvalg i brev af 9. februar 2006 stillet mig følgende spørgsmål:

 

Spørgsmål 13:

”Hvordan vil ministeren sikre, at reform af læreruddannelsen og reform af pædagoguddannelsen begge får elementer, der styrker samarbejdet mellem lærer og pædagog, som vil være virkeligheden både i forhold til indskoling, samarbejde mellem skole/SFO/fritidshjem, specialundervisning m.v.?”

 

Svar:

Med forslaget indføres et tværprofessionelt element, der sigter mod, at den studerende tilegner sig kompetencer til fremme af samarbejdet med andre relevante professioner. I forhandlingerne om en reform af læreruddannelsen drøftes indførelse af et tilsvarende element i læreruddannelsen.

 

Forslaget indeholder i øvrigt elementer, der skal styrke pædagogens mulighed for nærmere samarbejde med lærerprofessionens arbejdsområde.

F.eks. skal der ske en styrkelse af faget dansk bl.a. med henblik på at give pædagogerne bedre forudsætninger for at bidrage til barnets sproglige udvikling, og der gives mulighed for ved tilrettelæggelsen af specialiseringsperioden at underopdele de enkelte specialiseringer, således at f.eks. specialiseringen: Børn og unge kunne opdeles i ”indskoling”, ”større børn og unge”.

 

Dette svar fremsendes i 5 eksemplarer.

 

Med venlig hilsen

 

 

Bertel Haarder