ØKONOMI- OG ERHVERVSMINISTEREN

 

 

 

4. april 2006

 

Besvarelse af spørgsmål 5 (L104) stillet af Erhvervsudvalget den 28. marts 2006.    

 

 

 

 

 

 

Spørgsmål:

Agter ministeren i lovforslaget at medtage Patentagentforeningens forslag om, at der indføres en bestemmelse om immunitet for europæiske patentfuldmægtige i forbindelse med sager ved EPO?

 

Svar:

I høringssvaret dateret den 23. november 2005 fremfører Patentagentforeningen, ”at den med Art. 134(a), pkt. (d) indførte kompetence for Administrationsrådet under Den europæiske Patentorganisation til at fastsætte immunitetsregler for professionelle europæiske patentfuldmægtige i forbindelse med procedurer for EPO bør give anledning til indførelse af en tilsvarende bestemmelse i den danske patentlov, f.eks. i form af en bemyndigelse til Erhvervs- og Økonomiministeren om at fastsætte her i landet gældende immunitetsregler for autoriserede europæiske patentfuldmægtige svarende indholdsmæssigt til de regler, som er indeholdt i Rule 101a i de af Administrationsrådet vedtagne gennemførelsesforskrifter til EPC 2000”.

                     

Det Patentagentforeningen ønsker er, at deres professionelle relationer til klienterne kan ske i fuld fortrolighed. Agenterne ønsker ikke at kunne blive pålagt at skulle vidne i forbindelse med en retssag og i den forbindelse redegøre for deres korrespondance med klienterne omkring vurderingen af en opfindelses patenterbarhed, forberedelsen af eller retsforfølgning i forbindelse med en patentansøgning eller enhver holdning til gyldigheden, beskyttelsesomfanget eller krænkelsen af et patent eller en patentansøgning.

 

Som begrundelse for indførelsen af sådanne immunitetsregler peger patentagentforeningen på, at det ”vil medføre en forbedret retsstilling for virksomheder, der inddrages i patentkonflikter, ikke blot for så vidt angår europæiske patenter, men også i forhold til patentkonflikter i andre lande, f.eks. USA, hvor der i dag gælder immunitetsregler for nationale fuldmægtige, men for udenlandske patentrådgivere kun, hvis disse er omfattet af immunitetsregler i deres hjemlande”.

 

Det er min vurdering, at Patentagentforeningens ønske om et fortrolighedsprivilegium nødvendiggør overvejelser om udstrækningen af den personkreds, for hvilken der gælder særlige regler om vidnefritagelse. Vidnefritagelsesregler for bestemte professioner er reguleret i Retsplejeloven, som henhører under justitsministeren.

 

Jeg har noteret mig Patentagentforeningens ønske, men finder samtidig, at spørgsmålet giver anledning til mere principielle overvejelser.

 

På denne baggrund og med henvisning til, at formålet med L104 er at gennemføre ratifikationen af ændringerne til EPK for at sikre Danmarks fortsatte medlemskab af det europæiske patentsamarbejde, finder jeg det således mest hensigtsmæssigt at koncentrere lovforslaget til at omfatte de bestemmelser, der direkte har berøring med dette spørgsmål. Derfor finder jeg ikke anledning til inddrage dette spørgsmål i det foreliggende lovforslag.

 

ØKONOMI- OG ERHVERVSMINISTERIET

Slotsholmsgade 10-12

1216 København K

 

Tlf.           33 92 33 50

Fax          33 12 37 78

CVR-nr    10 09 24 85

[email protected]

www.oem.dk