7. januar 2006

 

Eksp.nr.

PVS/TNO

EM 1998 01531

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Høringsnotat vedrørende forslag til lov om ændring af patentloven (Ratifikation af ændringer i den europæiske patentkonvention) (L104).

 

Lovforslaget har været sendt i høring hos de i bilag 1 nævnte interessenter.

 

Patent- og Varemærkestyrelsen har modtaget høringssvar fra Advokatrådet, Dansk Forening for Industriens Patent- og Varemærkespecialister, Dansk Industri, Foreningen Industriel Retsbeskyttelse, Handelshøjskolen i Århus, HTS – Handel, Transport og Serviceerhvervene, Landbrugsraadet, Larsen & Birkeholm A/S, LEGO Juris A/S, LIF – Lægemiddelindustriforeningen, Novo Nordisk A/S og Patentagentforeningen.

 

Kort efter høringsfristens udløb er endvidere modtaget høringssvar fra Københavns Universitet, Sø- og Handelsretten og Forsvarskommandoen.

 

Høringssvarene indeholder følgende væsentlige bemærkninger til lovforslaget:

 

1.      Generelle bemærkninger

Det fremgår af de afgivne høringssvar, at der generelt er tilslutning til forslaget. I høringssvarene er tre hovedargumenter for forslagets vedtagelse fremført:

 

1. Reduktion af omkostningerne forbundet med begrænsning af et europæisk patent.

Forslaget om gennemførelsen af patenthaverens mulighed for ved en central procedure ved EPO at begære et europæisk patent begrænset i lyset af kendt teknik er ifølge Advokatrådet ”udtryk for en rationel og procesbesparende fremgangsmåde”, som ifølge Dansk Forening for Industriens Patent- og Varemærkespecialister, Foreningen Industriel Retsbeskyttelse og LIF – Lægemiddelindustriforeningen; ”vil medføre en forenkling for den patenthaver, der opdager et nyt modhold”. Advokatrådet, Dansk Forening for Industriens Patent- og Varemærkespecialister, Foreningen Industriel Retsbeskyttelse og LIF – Lægemiddelindustriforeningen finder på denne baggrund, ”at der vil være tale om væsentligt, reducerede omkostninger [for patenthaver] i modsætning til at skulle søge patentet ændret i de enkelte lande”.

 

2. Tredjemands retsstilling bliver ikke forringet

Forslaget vil ifølge Advokatrådet ikke ”medføre øgede omkostninger eller anden ulempe for tredjemand”. Dette støttes af Foreningen Industriel retsbeskyttelse der peger på, at ”den foreslåede ændring ikke kan medføre en udvidelse af beskyttelsesomfanget”. Synspunktet støttes endvidere af Patentagentforeningen, der fremfører, ”at der ikke sker nogen forringelse af retssikkerheden for en dansk virksomhed, som kommer i konflikt med et europæisk patent, da tredjemand bevarer sin adgang til at anfægte gyldigheden af et europæisk patent med virkning her i landet gennem administrativ omprøvning”. Patentagentforeningen fremfører endvidere, ”at det for tredjemand mest ugunstige resultat af patenthavers begæring om ændring eller ophævelse af patentet vil bestå i, at begæringen afslås, så patentet opretholdes i den form, hvori det er udstedt, samt at resultatet i alle andre tilfælde vil blive en begrænsning af patentets beskyttelsesomfang, hvorfor et patent som ændres ved den centrale procedure ikke kan føre til en forringelse af tredjemands retsstilling i forhold til patenthaveren”.

 

3. Et patent kan blive bedømt administrativt en ekstra gang før retssag herom anlægges

Der peges af Dansk Forening for Industriens Patent- og Varemærkespecialister, Foreningen Industriel Retsbeskyttelse og LIF – Lægemiddelindustriforeningen endvidere på, at det også for patenthaveren er en fordel, at man ved den nye procedure kan få mulighed for en ekstra bedømmelse af gyldigheden af et patent, hvis man er blevet opmærksom på et eller flere relevante nye modhold inden en beslutning om anlæg af en eventuel krænkelsessag.

 

HTS – Handel, Transport og Serviceerhvervene, Forsvarskommandoen, Landbrugsraadet, og Sø- og Handelsretten har ingen bemærkninger til lovforslaget.

 

2. Fortsat dansk medlemskab af Den Europæiske Patentorganisation

For så vidt angår Danmarks fortsatte medlemskab af Den Europæiske Patentkonvention fremfører Dansk Forening for Industriens Patent- og Varemærkespecialister, at det uden tvivl vil have alvorlige økonomiske konsekvenser for industrien, hvis Danmark måtte udtræde af det europæiske patentsamarbejde, hvilket suppleres af Dansk Industri, der peger på, ”at EPK er med til at sikre, at virksomhederne har mulighed for på en mere enkel måde at få udstedt patenter i en række lande”.

 

Foreningen Industriel Retsbeskyttelse og Novo nordisk A/S anfører begge, at omkostningerne ved at få beskyttelse for danske opfindere vil blive forøget, hvis Danmark kommer til at stå udenfor Den Europæiske Patentkonvention.

 

Professor dr. Jur. Jens Schovsbo, Københavns Universitet udtaler, at "medlemskabet af Den Europæiske Patentkonvention samtidigt sikrer Danmark indflydelse på det europæiske patentsamarbejde og dermed på patentrettens udvikling, og at betydningen af medlemskabet kun vil tage til i de kommende år i takt med patentrettens øgede internationalisering og øgede almene og økonomiske betydning”.

 

Foreningen Industriel Retsbeskyttelse anfører endvidere, at ”den viden danske virksomheder og danske rådgivere indenfor de sidste 15 år har erhvervet om det europæiske patentsystem, vil blive forringet, hvis ikke Danmark ratificerer den ændrede Europæiske Patentkonvention”.

 

Endelig påpeger Patentagentforeningen, at ”Patent- og Varemærkestyrelsen givetvis må udbygges til behandling af et betydeligt forøget antal nationale danske patentansøgninger”, og at det vil have ”ganske uoverskuelige konsekvenser” for patentagentforeningen, hvis Danmark som eneste EU land kommer til at stå uden for det europæiske patentsamarbejde.

 

3. Spørgsmålet om suverænitetsafgivelse ved ratifikation af ændringer til Den Europæiske Patentkonvention

En række af de hørte parter medgiver, at det teoretisk set er korrekt, at den foreslåede ratifikation medfører afgivelse af suverænitet, om end der er tale om en ganske beskeden ændring.

 

Handelshøjskolen i Århus og Dansk Forening for Industriens Patent- og Varemærkespecialister finder ikke grundlag for, at ratifikationen af ændringer til EPK (artikel 105 (a-c)) medfører afgivelse af suverænitet, da der ikke overlades nye beføjelser til myndigheder, som ikke allerede eksisterer implicit i systemet, således som det ser ud i dag.

 

Kommentar:

Patent- og Varemærkestyrelsen har ved brev af 5. juli 2005 anmodet Justitsministeriet om at foretage en vurdering af hvorvidt ændringen af Den Europæiske Patentkonvention, hvorefter EPO får kompetence til - på patenthavers foranledning - at foretage en begrænsning eller tilbagekaldelse af et allerede meddelt patent, indebærer afgivelse af suverænitet, idet en sådan afgørelse i medfør af konventionen vil have direkte virkning her i landet.

 

Justitsministeriet har ved notat af 19. oktober 2005 afgivet en tilkendegivelse om forholdet til grundlovens § 20. Justitsministeriet vurderer, at den nye beføjelse, som tildeles EPO, medfører, at der overlades beføjelser, som efter grundloven tilkommer rigets myndigheder. På den baggrund vil vedtagelse af forslaget kræve 5/6 flertal i Folketinget.

 

4.  Øvrige bemærkninger

Det fremgår af høringssvarene fra Dansk Forening for Industriens Patent- og Varemærkespecialister, Patentagentforeningen, LIF – Lægemiddelindustriforeningen og Novo Nordisk A/S, at disse parter udover ændringsforslagene indeholdt i lovforslaget, ser behov for yderligere to ændringer af patentloven i lyset af ændringerne til EPK:

 

a) Kodificering af Artikel 54(5) i Den Europæiske Patentkonvention.

Dansk Forening for Industriens Patent- og Varemærkespecialister, Patentagentforeningen, LIF – Lægemiddelindustriforeningen og Novo Nordisk A/S gør opmærksom på, at den tilføjede materielle bestemmelse i artikel 54 (5) EPK vedrørende patenterbarhed af den såkaldte ”2. medicinske indikation” ikke på nuværende tidspunkt er kodificeret i en tilsvarende bestemmelse i den danske patentlov. De ovenfor nævnte parter opfordrer i den forbindelse til, at dette aspekt medtages i lovforslaget.

 

b) Indførelse af immunitetsregler for professionelle europæiske patentfuldmægtige i forbindelse med sager ved EPO.

Patentagentforeningen foreslår, at der at der i lovforslaget indføres en bestemmelse, der svarer til den nye bestemmelse i EP’s artikel 134 (a), litra d). Denne artikel giver EPO’s Administrationsråd kompetence til at fastsætte immunitetsregler for professionelle europæiske patentfuldmægtige i forbindelse med sager ved EPO, hvilket er sket i regel 101a i gennemførelsesforskrifterne til EPK.

 

Kommentar:

Hovedformålet med lovforslaget er at gennemføre ratifikationen af ændringerne til EPK for at sikre Danmarks fortsatte medlemskab af det europæiske patentsamarbejde. Ratifikationen indebærer suverænitetsafgivelse, hvorfor det er fundet mest hensigtsmæssigt, at begrænse lovforslaget til at omfatte bestemmelser, der direkte har berøring med dette spørgsmål. Da de ovennævnte supplerende forslag ikke kræver afgivelse af suverænitet, er disse elementer ikke medtaget i lovforslaget, men de kan overvejes medtaget ved en eventuel senere revision af patentloven.


BILAG 1

 

Liste over hørte interessenter

 

  1. Activinova
  1. Advokatrådet
  1. Akademiet for de Tekniske Videnskaber
  1. Bech-Bruun Advokatfirma
  1. Bioteknologisk Institut                    
  1. Budde, Schou & Ostenfeld A/S
  1. CBS Copenhagen Business School v/ Thomas Riis
  1. Chas. Hude A/S
  1. Chr. Hansen A/S
  1. Coop Danmark A/S
  1. DAKO A/S
  1. Danfoss A/S
  1. Danisco A/S
  1. Danmarks Fødevare Forskning
  1. Danmarks Jordbrugsforskning        
  1. Danmarks Tekniske Universitet
  1. Dansk Design Center
  1. Dansk Forening for Industriens Patent- og Varemærkespecialister
  1. Dansk Forening til Bekæmpelse af Produktpirateri v/adv. Sture Rygaard
  1. Dansk Handel & Service
  1. Dansk Industri
  1. Dansk Opfinderforening (DaFFO)
  1. Dansk Patent- og Varemærkekonsulentforening af 1953
  1. De Danske Patentagenters Forening
  1. Den Kgl. Veterinær og landbohøjskole
  1. Dumex-Alpharma A/S
  1. Durascan Medical Products A/S
  1. Elektronikindustrien
  1. Emballage- og Transportinstituttet
  1. Emballageindustrien 
  1. F.L. Smidth & Co. A/S
  1. Ferring A/S
  1. Ferrosan A/S
  1. Finansministeriet  
  1. Foreningen af Bioteknologiske Industrier i Danmark
  1. Foreningen Industriel Retsbeskyttelse
  1. Forsvarsministeriet
  1. Fødevareindustrien   
  1. GN Danavox A/S
  1. H. Lundbeck A/S
  1. Haldor Topsøe A/S
  1. Handelshøjskolen i Århus V/Tine Sommer
  1. Hans Harding ApS
  1. Heiden A/S
  1. Hexal A/S
  1. HTS – Handel, Transport og Serviceerhvervene
  1. Høiberg ApS
  1. Håndværksrådet
  1. Ingeniørforbundet i Danmark
  1. Ingeniørforeningen i Danmark
  1. Internationalt Patentbureau A/S
  1. Inspicos A/S
  1. Johan Schlüter advokatfirma
  1. Kulturministeriet
  1. Københavns Universitet v/Jens Schovsbo
  1. Landbrugsraadet
  1. Landsforeningen til fremme af opfinders rettigheder v. Willy Pedersen
  1. Larsen & Birkeholm A/S
  1. LEGO Holding A/S
  1. LEGO Juris A/S
  1. LIF Lægemiddelindustriforeningen
  1. LK A/S
  1. LEO Pharma
  1. Magnus Jensens Eftf.
  1. Man B&W Diesel A/S
  1. Ministeriet for Videnskab, Teknologi og Udvikling
  1. NeuroSearch A/S
  1. NIRO A/S
  1. NKT Research  & Innovation A/S
  1. Novo Nordisk A/S
  1. Novozymes A/S
  1. Nycomed A/S
  1. Ole Olsson Rådgivende Civilingeniører ApS
  1. Opfinderforeningen.dk
  1. Oticon A/S
  1. Patentgruppen ApS
  1. Patrade A/S
  1. Plastindustrien i Danmark               
  1. Plesner, Svane, Grønborg advokatfirma
  1. Plougmann & Vingtoft A/S
  1. Pressalit A/S
  1. Radiometer Medical A/S
  1. Rigsrevisionen
  1. Rockwool International A/S
  1. Sandel, Løje & Wallberg
  1. SJP Consult
  1. Smithkline Beecham Consumer Health Care
  1. Statens Seruminstitut
  1. Sø- og Handelsretten
  1. Teknologirådet
  1. Teknologisk Institut
  1. Udenrigsministeriet
  1. Unomedical A/S
  1. VELUX Industri A/S
  1. Zacco Danmark A/S
  1. Ã…rhus universitet v/ Palle Bo Madsen