Bilag til udenrigsministerens                                                                                                                                 Forsvarsudvalget

skrivelse af 22.maj 2006                                                                                                                               (B 139 – spørgsmål 10)

                                                                                                                                                                                                   (offentligt)

 

Spørgsmål nr. 10:

 

Ministeren bedes redegøre for udviklingen i olieproduktionen og udviklingen i produktionen af elektricitet på årsbasis i perioden 2002-2005.

 

Svar:

 

Det nuværende niveau for produktionen af råolie ligger på omkring 2,1 mio. tønder om dagen, hvilket er under niveauet fra begyndelsen af 2003 (ca. 2,5 mio. tønder om dagen). Årsagen til, at det endnu ikke er lykkedes at nå op på samme niveau, skyldes både et nedslidt produktionsapparat og løbende sabotage mod produktionsfaciliteter og olieledninger. Historisk set kulminerede Iraks olieproduktion i juli 1990 forud for invasionen af Kuwait med 3,7 mio. tønder pr. dag. Det bæredygtige niveau for olieproduktionen med det nuværende produktionsapparat vurderes at ligge på 2,5 mio. tønder pr. dag (nedjusteret fra 2.8-3 mio. tønder pr. dag primo 2005). Udviklingsfonden for Irak administrer olieindtjeningen. Tilsynet med Udviklingsfonden føres af  The International Advisory and Monitoring Board (IAMB), der har udpeget det private firma KPMG som uafhængig revisor.[1]

 

Ifølge the Brookings Institution lå produktionskapaciteten for elektricitet i Irak i april 2006 på omkring 3.600 megawatt. Kapaciteten før konflikten i 2003 skønnes at have været i størrelsesordenen 4.000 megawatt, mens den i juni-august 2003, umiddelbart efter kamphandlingerne var standset, lå på omkring 3.200 megawatt. Målet er 6.000 megawatt. Det er endnu ikke lykkes at nå målet på grund af et nedslidt produktionsapparat, sabotage og tyveri af bl.a. elektriske ledninger. Sideløbende er efterspørgslen på det eksisterende net øget som følge af den økonomiske vækst og ligger nu anslået i størrelsesordenen 10-12.000 megawatt. Manglen på elektricitet er således steget, men drevet af en større efterspørgsel, ikke en markant faldende produktion. Det anslås, at en forøgelse af produktionen på 1.000 megawatt kræver investeringer i størrelsesordenen 1 mia. USD.[2] Den nuværende kapacitet leverer gennemsnitligt 11 timers tilgængelig elektricitet om dagen på landsplan, hvilket opfylder den kortsigtede målsætning om at levere mellem 10-12 timers elektricitet. I Bagdad-området er der dog kun tale om ca. 4 timers tilgængelig elektricitet om dagen. Under Saddam Hussein-regimet var Bagdad prioriteret og havde anslået mellem 16 og 24 timers tilgængelig elektricitet, mens resten af landet anslået lå på mellem 4 og 6 timer, ifølge the Brookings Institution.

 

 

 

 

 



[1] Alle revisionsrapporter er tilgængelige på http://www.iamb.info/.

[2] US State Dept., Brookings Iraq Index og Ambassaden Bagdad.