Udvalget for Videnskab og Teknologi

Folketinget

Christiansborg

1240 København K

 

 

 

 

./.

Til orientering fremsendes hermed mit talepapir fra samrådet i Videnskabsudvalget onsdag den 21. juni 2006 vedrørende lukkede vs. åbne bestyrelsesmøder.

 

 

 

 

 

Med venlig hilsen

 

 

Helge Sander

 

 


Samråd (åbent) i Folketingets Udvalg for Videnskab og Teknologi onsdag den 21. juni 2006 om lukkede vs. åbne bestyrelsesmøder – UVT alm. del, spm. AV-AX

 

 

Spørgsmål AV:

Hvad er ministerens kommentar til Danmarks Tekniske Universitets brug af lukkede bestyrelsesmøder, jf. Forskerforums artikler ”DTU-bestyrelse hemmelig-stempler fortsat”, ” Sander ser stort på demokratiet”, ”DTU-foragt for offentligheden” og ”DTU: Hemmelig udviklingskontrakt”?

 

Svar:

Som minister er det min opgave at forholde mig til, om universitetslovens krav til bestyrelsens arbejde er overholdt, herunder lovens bestemmelser om åbenhed i bestyrelsesarbejdet.

 

Bestyrelsesarbejdet er reguleret i universitetets vedtægt og forretningsorden.

 

Det er bestyrelsens ansvar inden for lovens rammer at tilrettelægge bestyrelsens arbejde og argumentere over for offentligheden for de beslutninger, som den træffer.

 

Jeg har fået oplyst af DTU, at de lukkede punkter på bestyrelsesmødet den 16. april 2006 har handlet om godkendelse af årsregnskab og revisionsprotokol, en personalesag og en bygningssag med oplysninger om økonomi- og konkurrenceforhold.

 

Jeg vil bede mine embedsmænd om at tage kontakt til DTU med henblik på en drøftelse af spørgsmålet om, hvorvidt brug af lukkede punkter på dagsordener er i overensstemmelse med universitetsloven og god forvaltningsskik.

 

Spørgsmål AW:

Hvordan skal universitetsloven fortolkes med hensyn til spørgsmålet om lukkede eller åbne bestyrelsesmøder og lukkede eller åbne punkter på bestyrelsesmødets dagsorden, og hvornår er det rimeligt at lukke et bestyrelsesmøde eller et punkt på dagsordenen, og hvornår er det ikke rimeligt?

 

Svar:

Som det fremgår af forslaget til universitetsloven, lægges der i loven op til, at der i størst muligt omfang skal være åbenhed om bestyrelsens beslutninger, om grundlaget for beslutningerne og om bestyrelsens bevæggrunde.

 

Ministeriet vejledte i et brev i april 2004 alle universiteterne om, i hvilke situationer sager kan behandles for lukkede døre, og om i hvilke tilfælde mødemateriale kan undtages for offentlighed. 

 

Sager kan behandles for lukkede døre, hvis det på grund af sagens beskaffenhed eller omstændighederne i øvrigt findes nødvendigt.


Følgende sager skal undtages fra åbenhedsbestemmelsen:

·         personsager,

·         sager med oplysninger om kontraktforhandlinger med private eller tilsvarende forhandlinger med offentlige samarbejdspartnere, og

·         sager, der er omfattet af forvaltningslovens bestemmelser om tavshedspligt.

 

Bestyrelsens mødemateriale, herunder dagsordener og referater, skal gøres offentligt tilgængelige.

 

Sager, dokumenter eller oplysninger, som er omfattet af forvaltningslovens regler om tavshedspligt, må dog ikke offentliggøres.

 

Sager, der behandles for lukkede døre, kan undtages for offentlighed, hvis det på grund af sagens beskaffenhed eller omstændighederne i øvrigt findes nødvendigt.

 

Jeg kan ikke generelt tage stilling til spørgsmålet om hvilke sager, der kan behandles for åbne henholdsvis lukkede døre, da det må bero på en konkret vurdering i hvert enkelt tilfælde.

 

Hvis det efter en konkret vurdering skønnes at være nødvendigt at behandle et dagsordenspunkt for lukkede døre, skal dagsordenspunktet offentliggøres, hvis det ikke strider mod de hensyn, der har ført til, at punktet behandles for lukkede døre.

 

Spørgsmål AX:

Hvilke initiativer vil ministeren tage for at sikre mest mulig åbenhed omkring bestyrelsesarbejdet på landets universiteter, og hvis ministeren ikke ønsker at tage nye initiativer i denne sag, hvad er så begrundelsen herfor?

 

Svar:

Det er min opfattelse, at universitetsloven på tilstrækkelig vis sikrer stor åbenhed om bestyrelsesarbejdet.

 

Jeg er derfor ikke indstillet på at tage yderligere initiativer på området.

 

Jeg henviser dog til mit svar på spørgsmål AV, hvor jeg oplyste, at jeg vil bede mine embedsmænd om at tage kontakt til DTU.