Ved lov nr. 445 af 9. juni 2004 om ændring af lov om euforiserende stoffer og straffuldbyrdelsesloven (Skærpet indsats mod narko mv.) blev der i straffuldbyrdelseslovens § 60 a fastsat en bestemmelse om urinprøvekontrol hos indsatte i kriminalforsorgens institutioner.

 

I forbindelse med behandlingen af lovforslaget orienterede jeg Folketingets Retsudvalg om, at den nærmere udformning af den øgede urinprøvekontrol ville blive fastlagt af en projektgruppe, som tillige fik til opgave at indsamle erfaringer og udfærdige en plan for opfølgning af ordningen. Jeg lovede i den forbindelse at orientere Folketinget om de indhøstede erfaringer med rutinemæssig urinprøvekontrol på baggrund af den foretagne evaluering.

 

Kriminalforsorgen har nu foretaget en evaluering af de foreløbige erfaringer med den skærpede urinprøvekontrol.

 

Evalueringen tyder på, at den skærpede urinprøvekontrol og de øvrige tiltag, der er gjort for at styrke behandlingsindsatsen over for narkotikamisbrug, har ført til en udvikling mod mindre narkotikamisbrug i fængsler og arresthuse. Det er meget tilfredsstillende.  

 

Der har tidligere været spekulationer fremme om, at den skærpede urinprøvekontrol skulle føre til, at flere skiftede fra hash til hårde stoffer, da disse udskilles langt hurtigere fra kroppen og derfor umiddelbart er sværere at spore i en urinprøve. Opgørelsen giver intet belæg for denne påstand. Tværtimod er hashmisbruget faldet uden, at der konstateret en stigning i misbruget af hårde stoffer.

 

I forbindelse med evalueringen har Kriminalforsorgen konstateret, at det er nødvendigt at forbedre og udbygge statistikken over de reaktioner, der iværksættes, når indsatte aflægger positiv urinprøve. Evalueringen vil på et senere tidspunkt blive fulgt op af en orientering herom.

 

Evalueringen vedlægges i 5 eksemplarer.

 

Med venlig hilsen

 

Lene Espersen