Besvarelse  af  spørgsmål  nr.    S  819,  som   medlem  af Folketinget Birthe Skaarup (DF) har stillet til indenrigs- og sundhedsministeren den 18. april 2005 Spørgsmål  S 819: "Hvilke  planer  har  ministeren  om  at  tilpasse  straffelovens  §  239  om  drab efter  begæring  til  Sundhedsstyrelsens  melding  i  1998,  hvoraf  fremgik,  at ”en patients tilkendegivelse forud for iværksættelse  af respiratorbehandling, om at behandlingen skal ophøre på et bestemt stadium, er en udøvelse af patientens  selvbestemmelsesret.  En  sådan  tilkendegivelse  skal  respekt e- res, også selvom dette medfører dødens indtræden” og i forlængelse he raf om ministeren er bekendt med sager, hvor læger er blevet sigtet eller tiltalt for overtrædelse af § 239 for at have slukket for respiratorer?" Svar: Spørgsmålet  om  patienters  selvbestemmelsesret  er  omhandlet  af  lov  om patienters retsstilling. For habile patienter følger  det af lovens § 6, at ingen behandling må indledes eller fortsættes uden patientens informerede sa m- tykke.  Vedrørende  spørgsmålet  om  udøvelse  af  selvbestemmelse,  der eventuelt  kan  medføre  dødens  indtræden,  er  de  relevante  bestemme   lser herudover lovens §§ 16 og 17. Efter § 16 kan en uafvendeligt døende patient afvise behandling, der kun kan udskyde dødens indtræden. Såfremt en uafvendeligt døende patient ikke længere er i stand til at u   døve sin selvbestemmelsesret, kan lægen undlade at påbegynde eller for tsætte en  livsforlængende  behandling.  Ved  livsforlængende  behandling  forstås behandling,  hvor  der  ikke  er  udsigt  til  helbredelse,  bedring  eller  lindring, men alene til en vis livsforlængelse. En  uafvendeligt  døende  patient  kan  modtage  de  smertestillende,   beroli- gende  eller  lignende  midler,  som  er  nødvendige  for  at  lindre  patientens tilstand, selv om dette kan medføre fremskyndelse af dødstidspunktet. Efter § 17 kan enhver, der er habil og fyldt 18 år, oprette et livstestamente. I et livstestamente kan optages bestemmelser om, at 1) der ikke ønskes liv s- forlængende behandling i en situation, hvor testator er uafvendeligt døe  n- de, og 2) der ikke ønskes livsforlængende behandling i tilfælde af, at sy  g- dom,  fremskreden  alderdomssvækkelse,  ulykke,  hjertestop  eller  lignende Indenrigs- og Sundhedsministeriet Dato: Kontor: 1.s.kt. J.nr.: 2005-1650-15 Sagsbeh.: BRA Fil-navn: S819.svar.doc

2 har medført så svær invaliditet, at testator varigt vil være ude af stand til at tage vare på sig selv fysisk og mentalt. Testators ønske efter nr. 1 er bindende for lægen, medens et ønske efter nr. 2 er vejledende for lægen og skal indgå i denne s overvejelser om be- handling. Ovennævnte  bestemmelser  definerer  således  det  rum,  som  lovgiver  har fastlagt  for  lægens  udøvelse  af  passiv  dødshjælp     inden  for  rammerne  af patientens selvbestemmelsesret. Indenrigs- og Sundhedsministeriet har indhentet en udtalelse fra Justitsmi- nisteriet,  der  har  oplyst,  at  Rigsadvokaten  over  for  Justitsministeriet  har oplyst, at rigsadvokaturen ikke er bekendt med nyere sager, hvor læger er blevet sigtet eller tiltalt for overtrædelse af straffelovens § 239 om straf for den, som dræber en anden efter dennes bestemte begæring.   Justitsministeriet har endvidere oplyst, at ministeriet ikke har planer om at tage initiativ til en ændring af bestemmelsen i straffelovens § 239, som og- så omfatter en række tilfælde, som ikke omfatte  s af de særlige bestemmel- ser  i  lov  om  patienters  retstilling.  Bestemmelsen  er  i  praksis  bl.a.  blevet anvendt i et tilfælde, hvor en person havde dræbt sin mor efter dennes b e- stemte begæring herom  ved at indgive moderen ca. 150 Nitrazepamtablet- ter  og  snitte  i  moderens  pulsåre  med  et  barberblad ,  jf.  Vestre  Landsrets dom i Ugeskrift for Retsvæsen, 1993, side 437. Under henvisning til det ovenfor anførte finder jeg  ikke, at der er behov for at ændre den gældende lovgivning på omr å det.