23. maj 2005 Undervisningsminister Bertel Haarders skriftlige svar til medlem af Folketinget Louise Frevert (DF) på spørgsmål af 11. maj 2005 (Spm. nr. S 1352 (2. samling)) ”Vil ministeren redegøre for ministerens tiltag, såfremt muslim Musa Kronholt vil opnå ansættelse som folkeskolelærer, og hvordan vil ministeren sidde de signaler overhørig fra bl.a. Danmarks Lærerforening, foreningen af skolebestyrelser, Skole og Samfund samt forældregrupper, som ikke ønsker Musa Kronholt ansat eller deres børn undervist af et medlem af Hizb-ut-Tahrir, idet man med frygt kan forvente, at Musa Kronholt som skolelærer vil hverve medlemmer til foreningen, og vil ministeren samtidig oplyse de grundliggende grænser for et ansættelsesforhold i folkeskolen, når ansættelsesforholdet vedrører en person med stærk politisk eller ekstremistisk profil ?” Svar: Folkeskolen er et kommunalt anliggende, og kommunalbestyrelsen træffer, efter indhentet udtalelse fra vedkommende skolebestyrelse, beslutning om ansættelse af lærere.   Hvad angår de grundlæggende grænser for et ansættelsesforhold i folkeskolen, kan jeg oplyse, at ansæt- telsesformen for nyansatte lærere i folkeskolen er overenskomstansættelse, og at det i den forvaltnings- retlige litteratur antages, at der på ulovbestemt grundlag for overenskomstansatte gælder decorumkrav svarende til dem, der er gældende for tjenestemænd.   Decorumkravet er for tjenestemænd beskrevet i tjenestemandslovens § 10, hvorefter tjenestemanden samvittighedsfuldt skal overholde de regler, der gælder for hans tjeneste, og såvel i som uden for tjene- sten vise sig værdig til den agtelse og tillid, som stillingen kræver. Værdighedskravet beror på stillingens art og indhold, men kan også variere efter de omgivelser, hvori hvervet udføres. Decorumkravets typi- ske anvendelsesområde angår de ansattes strafbare handlinger, og det er i øvrigt vanskeligt nærmere at fastlægge decorumkravets anvendelsesområde. Gældende decorumkrav kan dog ikke betragtes som tilsidesat alene ved en lærers medlemskab af en lovlig forening, som f.eks. Hizb-ut-Tahrir. Almindelig medlemsaktivitet og lovlige ytringer i offentlig- heden til støtte for foreningens synspunkter kan heller ikke antages at være i strid med decorumkravet, hvis sådanne ytringer eller aktiviteter ikke kan påvises at have alvorlige negative følgevirkninger for den pågældende folkeskole. Rækkevidden af decorumkravet vil i alle tilfælde bero på en konkret vurdering, som i sidste instans kan prøves ved domstolene, muligvis ved voldgift. Denne prøvelse vil ske inden for samme retlige rammer som sager om offentligt ansattes ytringsfrihed og foreningsfrihed. I øvrigt vil jeg ikke udtale mig om mine eventuelle tiltag på grundlag af en række hypotetiske antagelser om en bestemt persons mulige ansættelse i folkeskolen.   Bertel Haarder