J.nr. M 1034-0527 Den 3. maj 2005 Miljøministerens besvarelse af spørgsmål nr. 7 (L 91) stillet af Folketingets Miljø - og Planlægningsudvalg den 27. april 2005. Spørgsmål  nr. 7: En vandindvindingstilladelse skal gives på grundlag af grund vandsressour- cens størrelse, vandføringen i vandløbene og påvirkningen heraf, grundva n- dets kvalitet og sårbarhed, og ansøgerens vandbehov. Større vandindvind   e- re indvinder fra flere grundvandsmagasiner, der hver for sig kan strække sig under flere kommuner og påvirke flere overfladevandsforekomster. Hvordan vil miljøministeren på denne baggrund sikre, at kommunernes tilladelser til vandindvinding koordineres?   Svar: Det overordnede plangrundlag for forvaltningen af vandressourcen (både overfladevand og grundvand) vil fremover blive fastsat i vandplanen, jf. lov om miljømål m.v. Vandplanen udarbejdes af staten. I vandplanen skal der fastsættes bindende mål for grundvandet, både med hensyn til grundva  n- dets mængde og kvalitet. I vandplanens tilhørende indsatsp  rogram skal det beskrives, hvordan de opstillede miljømål nås, og der fastsæ   ttes i indsats- programmet nærmere retningslinier for de tilladelser - herunder indvindings- tilladelser - der kan meddeles. Kommunalbestyrelsen udarbejder planer for, hvorledes vandforsyningen skal tilrettelægges. Vandforsyningsplanen kan helt eller delvis udarbejdes i sam- arbejde med andre kommuner. Vandforsyningsplanen må ikke stride imod vandplanen, jf. lov om miljømål m.v. I henhold til vandforsyningslovens § 4 gælder, at såfre mt en sag, der efter loven henhører under en kommunalbestyrelse, berører vandforsyningsfo  r- holdene i en anden kommune, skal der forhandles mellem kommunalbesty- relserne. Opnås der herefter ikke enighed mellem de to kommunalbestyre l- ser, afgøres sagen af miljø  ministeren. En kommunalbestyrelse har således pligt til at inddrage de øvrige berørte kommunalbestyrelser såfremt en in   d- vindingstilladelse kan antages at påvirke nabokommune rne.   Kommunalbestyrelsens afgørelse angående vandindvinding vil efter L 92 kunne påklages til Miljøkl  agenævnet.