Justitsministeriet Lovafdelingen Kontor: Procesretskontoret Sagsnr.: 2005-740-0019 Dok.: KHE40120 Besvarelse af spørgsmål nr.    6 af 26. april 2005 fra Folketingets Retsudvalg vedrørende fo r- slag til lov om ændring af retsplejeloven og forskellige andre love (Sagsomkostninger, ret  s- hjælp og fri proces) (L 132)  . Spørgsmål   nr. 6: ”Minist eren  bedes  kommentere  henvendelse  af  10/4-05  fra  Retsassessor  Hans  Eng- berg, Faaborg, jf. L 132 – 10 .” Svar: 1.  Henvendelsen  fra  Hans  Engberg  til  Retsudvalget  vedrører   spørgsmålet  om    omkostninger  i inkassosager,    dvs.    sager,    hvor    sagsøgte/skyldneren ikke    gør    indsigelse    mod    sagsøg  e- rens/fordringshaverens krav. En inkassosag ved domstolene kan gennemføres enten som en retssag med stævning og (ud   ebli- velses)dom eller – – betalingspåkrav i retsplejelovens kapitel 44 a, der trådte i kraft den 1. januar 2005.   Reglerne om omkostninger er de samme i de to tilfælde. Det overordnede formål med reglerne om omkostninger i inkassosager er, at når skyldneren ikke betaler et skyldigt beløb ti l tiden, skal fordringshaveren have dækket sine rimelige o  mkostninger ved at inddrive kravet, herunder omkostningerne ved om nødvendigt at gennemføre en inkass  o- sag ved domstolene. Samtidig er reglerne om omkostninger i inkassosager udformet med henblik på,  at skyldneren kun kan afkræves, hvad der må anses for rimelige omkostni   nger. Reglerne  om  omkostninger  i  inkassosager  findes  dels  i  renteloven  og  den  bekendtgørelse  om inkassoomkostninger,  som  justitsministeren  har  udstedt  med  hjemmel  i  renteloven  (bekendtgø- relse nr. 601 af 12. juli  2002 om udenretlige inddrivelsesomkostninger i  anledning af forsinket betaling – , dels i retsplejeloven. Som  udgangspunkt  angår  de  to  regelsæt     – kendtgørelsen  henholdsvis retsplejeloven –  to forskellige stadier af sagen. Renteloven og omkostningsbekendtgørelsen a n-

- 2 - går de udenretslige inddrivelsesskridt, mens retsplejeloven som udgangspunkt angår omkos  tnin- gerne ved at gennemføre en inkassosag ved domsto lene.  Omkostninger ved udenretslige inddri- velsesskridt kan navnlig bestå i  rykkergebyr, inkassogebyr (gebyr for at overgive sagen til frem- medinkasso),  salær  til  fremmed  inkassator  (autoriseret  inkassovirksomhed  eller  adv  okat)  eller udgifter  til  egeninkasso  (udarbejdelse  og  indgåelse  af  frivilligt  forlig  og  administrat ion  heraf). Omkostningerne ved at gennemføre en inkassosag ved domstolene  kan navnlig bestå  i retsafgift og, hvis inkassosagen ved domstolene udføres af en advo kat, salær til advokaten   herfor. 2. Den ordning med hensyn til forholdet mellem udenretslige og indenretslige omkostninger, der lægges op til med lovforslaget, kan sammenfattes således: Som  udgangspunkt  opgøres  omkostningerne  vedrørende  den  udenretslige  og  den  indenretslige del  af  sagen  hver  for  sig  og  efter  hver  sit  regelsæt    – kendtgørelsen henholdsvis  retsplejeloven.  Udgangspunktet  er  således,  at  fordringshaveren  kan  få  dækket  sine udgifter til udenretslige inkassoskridt efter rentelovens og omkostningsbekendtgø relsens regler, mens udgifterne ved at gennemføre en inkassosag ved domstolene dækkes som sagsomkostni   n- ger efter retsplejelovens regler. På et enkelt punkt  –  som navnlig synes at være det, Hans Engbergs henvendelse til Retsudva  lget vedrører, jf. nedenfor  –   er der dog et kompliceret samspil mellem de to regelsæt. Det dr  ejer sig om tilfælde, hvor fordringshaveren har antaget en advokat til først at foretage udenret   slige ind- drivelsesskridt og dernæst om nødvendigt at gennemføre en inkassosag ved domst olene. I nogle af disse tilfælde bliver det ikke nødvendigt at gennemføre en inkassosag ved domstol ene, eksempelvis  fordi  skyldneren  betaler  eller  underskriver  et  frivilligt  forlig.  I  sådanne  tilfæ   lde, hvor sagen ikke indbringes for domstolene, er det alene renteloven og omkostningsbekendtgøre l- sen, der regulerer, hvilke omkostninger ved inddrivelsen skyldneren er forpligtet til at betale. I  andre  tilfælde  gennemføres  der  også  en  inkassosag  ved  domstolene. I  sådanne  tilfæ   lde,  hvor sagen på fordringshaverens  vegne indbringes for domstolene af en advokat, er ordningen den, at fordringshaveren  af  retten  tilkendes  omkostninger  efter  standardiserede  takster,  der  bygger  på sagens værdi, jf. pkt. 2.1.5   og 2.3.4 i lovforslagets almindelige bemærkninger. Disse  takster,  der  gælder  for  alle  inkassosager,    er  udformet  således,  at  de  beløbsmæssigt  også dækker  fordringshaverens  udgifter  til  eventuelle  forudgående  udenretslige  inddrivelsesskridt, som  advokaten  måtte  have  foretaget.   Med  henblik  på   at  gøre  ordningen   enkel  at  administrere sondres der således ikke mellem, om fordringshaveren i den konkrete sag har  eller ikke har haft udgifter til, at advokaten har foretaget udenretslige inddrivelsesskridt forud for indbringelsen for retten. Ordningen bygger på, at taksterne ud fra en g ennemsnitsbetragtning må anses for rimelige

- 3 - for både fordringshavere og skyldnere. Endvidere  har en advokat, der antages til at gennemføre en inkassosag ved domstolene uden tidligere at have foretaget udenretslige inkassoskridt i sagen, en selvstændig   forpligtelse til at undersøge, om forudgående inddrivelse  sskridt har været i ove  r- ensstemmelse  med  reglerne  i  inkassoloven,  renteloven  og  omkostningsbekendtgørelsen,  jf.  pkt. 2.2.4 i lovforslagets almindelige bemærkninger. Den beskrevne ordning indebærer, at d  e omkostninger, fordringshaveren kan få  tilkendt af retten, så  at sige ”in kluderer” fordringshaverens eventuelle  udgifter til udenretslig fremmedinkasso ved advokat. Fordringshaveren kan derfor ikke i samme sag både kræve at få ers tattet sine udgifter til fremmedinkasso ved advokat efter reglerne i omkostningsbekendtgøre lsen og af retten få tilkendt omkostninger med det fulde beløb, som fremgår af standardtakste  rne. Rent teknisk er ordningen tilrettelagt på den måde, at retten ved tilkendelsen af omkostning  er fratrækker, hvad fordringsh  a- veren (berettiget) måtte  have krævet efter reglerne i omkostningsb   ekendtgørelsen, jf. pkt. 2.1.5 og 2.3.4 i lovforslagets almindelige bemærkni  nger. Som eksempel kan nævnes en inkassosag om 10.000 kr. Har fordringshaveren ant  aget en advo- kat til først at foretage udenretslige inddrivelsesskridt og dernæst om nødvendigt at genne mføre en inkassosag ved domstolene, og bliver det faktisk nødvendigt at gennemføre en inkass  osag ved domstolene, kan fordringshaveren – e efter omkostningsbekendtgøre lsen er op- fyldt – mmedinkasso ved advokat efter omkostningsbekendtgørelsens regler, hvilket for en sag om 10.000 kr. betyder, at fordring s- haveren maksimalt kan kræ  ve 900 kr. (ekskl. moms) til dækning af disse udgifter. Fo  rdringsha- veren vil herudover få tilkendt omkostninger af retten med 410 kr. (ekskl. moms) (nemlig 1.310 kr. minus 900 kr.), således at fordringshaveren samlet vil få 1.310 kr. (ekskl. moms) til dækn ing af sine samlede udgifter til advokatbistand i sagen. Fordringshaveren kan alternativt undlade at fremsætte krav om betaling af sine udgifter til ude  n- retslig fremmedinkasso ved advokat, og fordringshaveren vil i så fald få tilkendt omkos  tninger af retten på grundlag af standardtaksterne, hvilket for en sag om 10.000 kr. betyder, at fordring sha- veren vil få tilkendt 1.310 kr.  (ekskl. moms) til dækning af sine samlede udgifter til adv  okatbi- stand i sagen. 3.  Justitsministeriet  har  forstået  Hans  E ngbergs  henvendelse  således,  at  den  beskrevne  or dning for,  hvilke  udgifter  til  advokatbistand  fordringshaveren  kan  få  erstattet  i  de  tilfælde,  hvor  fo   r- dringshaveren har antaget en advokat til først at foretage udenretslige inddrivelsesskridt og de r- næst om nødvendigt    at gennemføre en inkassosag ved domst olene, efter Hans Engbergs opfattel- se ikke er rimelig.  Hans Engberg kritiserer navnlig, at ordningen indebærer, at det i de tilfælde, hvor  der  med  bistand  af  advokat  gennemføres  en  inkassosag  ved  retten,  er  uden  b etydning  for størrelsen af de samlede omkostninger,  som skyldneren skal betale til fordringshaveren, om og i

- 4 - givet  fald  i  hvilket  omfang  fordringshaveren  efter  reglerne  i  omkostningsbekendtgørelsen  har krav på erstatning af  sine udgifter til udenretslig fremmedinkasso ved advokat. Justitsministeriet skal hertil bemærke, at   udgangspunktet efter lovforslaget som nævnt er, at o  m- kostningerne vedrørende den udenretslige og den indenretslige del af sagen opgøres hver for sig og  efter  hver  sit  regelsæt    – kostningsbekendtgørelsen  henholdsvis  retsplejel oven. Udgangspunktet  er  således,  at  fordringshaveren  kan  få  dækket  sine  udgifter  til  udenretsl ige  in- kassoskridt  efter  rentelovens  og  omkostningsbekendtgørelsens  regler,  mens  udgifterne  ved  at gennemføre  en  ink assosag  ved  domstolene  dækkes  som  sagsomkostninger  efter  retsplejel  ovens regler. I de tilfælde, hvor fordringshaveren har antaget en advokat til først at foretage udenretslige in   d- drivelsesskridt  og  dernæst  om  nødvendigt  at  gennemføre  en  inkassosag  ved  dom stolene,  kan fordringshaveren dog vælge at få sine samlede udgifter til advokatbistand dækket efter retspl eje- lovens  regler  om  sagsomkostninger  og  undlade  at  kræve  et  omkostning  sbeløb  efter  reglerne  i renteloven/omkostningsbekendtgørelsen .  Dette  er  bl.a.  begrundet  i,  at  ordningen  samlet  set  bør være  nem  at  administrere  for  de  invo  lverede,  dvs.  domstole,  advokater,  fordringshavere  og skyldnere,  og  ordningen  bygger  derfor  på  gennemsnitsbetragtninger   ved  fastsættelsen  af  sta  n- dardtakster for de omkostningsbeløb,  der kan tilkendes. Efter Justitsministeriets opfattelse ville fordelene ved at foretage en helt præcis opgørelse af fordringshaverens konkrete udgifter til ad- vokatbistand i hver enkelt sag, herunder til eventuelle udenretslige inkassoskridt,  og herefter at vurdere i hvilket omfang de konkrete udgifter har været rimelige,    ikke stå mål med de a  dmini- strative  omkostninger,  der  ville  være  forbundet  hermed.  Justitsministeriet  b  emærker  i  den  fo  r- bindelse, at sådanne administrative omkostninger i sidste ende ville  skulle betales af skyldnerne. Efter Justitsministeriets opfattelse er den ordning for fastsættelse af omkostninger i inkassos  ager, der  lægges  op  til  med  lovforslaget,    udtryk  for  en  rimelig  afvejning  af  hensynet  til  fordringsha- verne over for hensynet til skyldnerne, herunder hensynet til, at ordningen bør være    nem og hen- sigtsmæssig at administrere.   Det gælder også den situat   ion, hvor fordringshaveren har antaget en advokat til først at foretage udenretslige inddrivelsesskridt og dernæst om nø dvendigt at gennem- føre en inkassosag ved domstolene.