NOTAT Udenrigsministeriet Juridisk Tjeneste Til: J.nr.: JTF 8.U.105 CC: Bilag: Fra: Udenrigsministeriet Dato: 5. august 2005 Emne: Hans Ø Historik Ved et møde mellem Danmark og Canada i Ottawa den 23. februar 1971 vedrørende sokkelaf- grænsningsforhandlinger blev begge lande for første gang opmærksomme på, at modparten gjorde krav på Hans Ø. Efterfølgende har begge parter redegjort for deres kravs berettigelse. Danmark har en række gode historiske, geologiske, juridiske og administrative argumenter for øens tilhørsforhold til Danmark.   Danmark henviser til, at øen blev opdaget i forbindelse med ekspeditioner (1853 og 1871-73, da øen blev kortlagt), der havde fået dansk accept og assistance. Endvidere var en grønlænder med på disse ekspeditioner, og øen er opkaldt efter ham.   Ellesmere Island, som er det nærmeste canadiske territorium til Hans Ø,  blev udforsket i 1870’erne og inkorporeret i Canada i 1880. Hans Ø nævnes ikke i denne forbindelse. Det forhold, at ingen af parterne oprindelig fremsatte et formelt krav på øen, forekommer normalt, idet begge har været overbevist om at være ene om at have suverænitet over øen.   Danmark henviser endvidere til, at den større geografiske nærhed samt de geomorfologiske forhold taler for øens tilknytning til Grønland. Canada finder ikke dette godtgjort.   Canada lægger bl.a. vægt på, at Hans Ø har været aftegnet på kortmateriale som liggende inden for et område, hvor Canada har udøvet administrativ kontrol.   Danmark gør på dette punkt gældende, at Hans Ø er omfattet af flere love/anordninger om Grønland og tilstødende øer. Den første anordning udstedtes i 1740, hvorefter anordninger udstedtes løbende frem til 1921. Danmark har desuden mere specifikt reguleret det beboede område tæt ved Hans Ø, Thuleområdet. Hans Ø er traditionelt en del af Thulebeboernes jagt- område.   
-  - 2 En anden lejlighed, hvorved Hans Ø direkte blev reguleret, var ved stednavneudvalgets officiel- le anerkendelse af øens navn i 1957. Hans Ø blev angivet som ”tilhørende Kap York Distrikt Thule, et område beboet af Thuleeskimoerne.” Ud fra det foreliggende materiale har Canada ikke dokumenter, der på samme vis specifikt regulerer Hans Ø. Canada har ej heller selvstæn- digt navngivet øen. Den engelske version af navnet har således ingen officiel status. Adskillige officielle danske kort har siden 1906 haft Hans Ø indtegnet som dansk. Tilsvarende canadisk kortmateriale forelå tidligst i 1931. Canada har ifølge eget udsagn periodisk udført patruljering i Kennedy Kanal siden Low’s eks- pedition (1875).  Det må dog ud fra de foreliggende oplysninger anses for tvivlsomt, at Canada i årene op til 1931 har gennemført periodisk patruljering ved Hans Ø.   I 1950 og fremefter har der været flere canadiske aktiviteter på Hans Ø. Også flere danske eks- peditioner har passeret forbi Hans Ø og foretaget de nødvendige observationer til kortlægning.   Op gennem 1980erne og 1990erne var begge parter aktive på øen. Vejrforholdene gør det dog ofte vanskeligt at besøge området. I 1980 og 81 foretog  Canada isundersøgelser. Danmark protesterede, men Canada svarede, at de betragtede Hans Ø som canadisk. I 1983 opdagede det danske forsvar en canadisk lejr på Hans Ø, hvorefter Danmark på ny rettede henvendelse til Canada med anmodning om under- retning i henhold til dansk lovgivning. I tilknytning hertil foreslog Danmark oprettelse af en notifikationsprocedure.   I 1984 notificerede Danmark om fremtidige danske aktiviteter på øen i form af geologiske un- dersøgelser. Grønlandsminister Tom Høyem deltog i besøg på Hans Ø og opsatte et dansk flag. I referatet fra besøget var der ingen oplysninger om observation af et canadisk flag. Canada protesterede i august 1984 over flaghejsningen. I svarnote af august 1984 fastholdt Danmark sin adkomst, men oplyste samtidig, at Danmark var klar over, at kravet var omstridt, hvorfor man ønskede, at notifikationsproceduren nu blev iværksat.   Canada reagerede ikke på de danske forslag om en notifikationsprocedure.   Af en artikel om journalisters overflyvning af Hans Ø den 1.-2. august 1987 fremgår, at både et canadisk og dansk flag vajede over øen. Samtidig havde flere grønlandske fangere slået lejr på øen for derfra at jage  vildt. Danmark oplyste efterfølgende Canada om planer for dansk geodætisk aktivitet i 1988/89. Dansk flagplantning (fornyelse af flag) blev foretaget i august 1988 ved en dansk inspektionskutter. På turen observeredes en hytte, bygget af canadierne samt et canadisk trianguleringsmærke. Øen bar tydelige præg af canadisk aktivitet. Canadisk protest fremsendtes den 31. oktober 1988. Danmark svarede, at man anså Hans Ø for dansk territori- um, men man var klar over, at spørgsmålet var omtvistet, og  var rede til forhandlinger.  
-  - 3 Som led i den rutinemæssige suverænitetshåndhævelse har forsvaret i 1995, 2002 og 2003 be- søgt Hans Ø (med orlogsfartøjer og/eller helikopter) og hejst Dannebrog. Dette gav, om end først i 2004, anledning til en canadisk protestnote. Danmark reagerede som tidligere ved at fastholde, at Hans Ø var dansk territorium og understregede, at anmodninger om passage af canadisk territorialfarvand ikke indebar, at et besøg på Hans Ø forudsatte eller var omfattet af en sådan tilladelse. Man gentog samtidig erkendelsen af, at øen er omstridt, og var villig til på et passende tidspunkt at genoptage bilaterale  konsultationer herom. Canada gennemførte i sen- sommeren 2004 en større militærmanøvre i dele af sine arktiske områder, men ikke i nærheden af Hans Ø.    Den aktuelle sag og regeringens holdning Den aktuelle sag har sit udspring i den canadiske forsvarsminister  Bill Grahams besøg på øen den 17. juli 2005. Umiddelbart forud for besøget havde en canadisk militærpatrulje den 13. juli været på øen, hvor de havde nedtaget Dannebrog og hejst det canadiske flag. I en sådan sag, hvor suveræniteten over et territorium er omstridt, må det, som den ene part opfatter som naturlig suverænitetshævdelse, nødvendigvis af den anden part opfattes som en suverænitetskrænkelse. Danmark og Canada har derfor rutinemæssigt protesteret ad diploma- tisk vej over besøg på Hans Ø. Udenrigsministeren drøftede i april 2004 sagen med Graham, som på daværende tidspunkt var canadisk udenrigsminister. I det nyeste tilfælde blev den cana- diske ambassadør indkaldt til en samtale i Udenrigsministeriet den 25. juli og fik herunder over- rakt en note med beklagelse af, at de seneste canadiske aktiviteter på Hans Ø havde krænket dansk suverænitet. Samtidig bekræftedes Danmarks vilje til at søge øens tilhørsforhold afklaret gennem forhandlinger. Indtil videre er det fortsat regeringens holdning ”to agree to disagree” med Canada.   Regeringen fastholder selvsagt det territoriale krav på Hans Ø og vil også fremover som led i den almindelige suverænitetshåndhævelse fortsætte den hidtidige rutine med besøg af inspekti- onsskibe på passende tidspunkter. Regeringen lægger stor vægt på at håndtere sagen i et tæt samarbejde med Grønland.   Samtidig har Danmark ad diplomatisk vej taget initiativ til, at der indledes drøftelser om en løs- ning af suverænitetstvisten.   Udenrigsministeriet