Beskæftigelsesministerens besvarelse af § 20-spørgsmål nr. 424 af 21. oktober 2004 stillet af
Ole Vagn Christensen (S).
Spørgsmål nr. 424:
Oktober 2004
Vores sag
04-703-154
Finder ministeren grundlag for at antage, at de 55 sager, som ikke blev
oversendt til Arbejdsskadestyrelsen, generelt ligger uden for den type af sager, som
Arbejdsskadestyrelsen behandler, vil ministeren oplyse, om myndighederne har foretaget en
krydsrevision med Søfartsstyrelsens oplysninger i forhold til de 55 sager, og vil ministeren
redegøre for, med hvilke begrundelser at 55 sager om arbejdsskader i fiskeriet i 2003 ikke er
videresendt fra forsikringsselskabet til Arbejdsskadestyrelsen, i lyset af at de 55 personer ikke
har tilkendegivet, at de ikke vil søge om eventuel erstatning?
Svar:
Som det fremgår af svarene på spørgsmål nr. S 4932 gælder der forskellige anmeldelsesregler til
Søfartsstyrelsen efter lov om sikkerhed til søs og til arbejdsskadesystemet efter lov om
arbejdsskadesikring.
Anmeldelsesreglerne er nærmere beskrevet i svaret på spørgsmål S 4932.
Det skal fremhæves, at forsikringsselskaberne, herunder Fiskeriets Ulykkesforsikringsforbund,
skal videresende anmeldelserne til Arbejdsskadestyrelsen hvis:
Skaden har medført eller må antages at ville medføre den tilskadekomnes død, eller
Skaden har medført, at tilskadekomne inden 5 uger efter skadens indtræden ikke har
genoptaget sit sædvanlige arbejde i fuldt omfang, eller
Skadens følger kan begrunde erstatning ud over behandlingsudgifter under sagens
behandling, eller
Fiskeriets Ulykkesforsikring i øvrigt ikke har kompetence til at behandle sagen
Som følge heraf er der sager, der ikke skal anmeldes til Arbejdsskadestyrelsen. Disse skader kan
være anmeldelsespligtige til Søfartsstyrelsen.
De 55 sager kan være af denne type. Da de ikke er anmeldt til Arbejdsskadestyrelsen, kan der
ikke siges noget konkret om sagerne.
Der er ikke foretaget krydsrevision af sagerne med Søfartsstyrelsen.
Arbejdsskadestyrelsen finder på det foreliggende ikke grundlag for at foretage en krydsrevision
af sagerne. Det skyldes, at Arbejdsskadestyrelsen vurderer, at udbyttet vil være yderst minimalt i
forhold til de resursemæssige omkostninger, der vil være forbundet med krydsrevisionen.