Beskæftigelsesministerens besvarelse af § 20-spørgsmål nr. 327 af 15. oktober 2004 stillet af Søren Søndergaard (EL). Spørgsmål nr. 327: Oktober  2004 Vores sag 104-0004 Ville det efter ministerens mening ikke give et mere reelt billede af ansatte i AF´s forhold til diskrimination af ikke-danskere, hvis Arbejdsmarkedsstyrelsen gennemførte en uanmeldt stikprøveundersøgelse, i stedet for som nu, hvor styrelsen på forhånd har annonceret stikprøveundersøgelsen på deres hjemmeside? Svar: Målet er nu at øge bevidstheden hos ansatte i AF omkring den korrekte håndtering af forskelsbehandlende krav ved bl.a. at synliggøre, at der nu sættes en række initiativer i gang, herunder stikprøveundersøgelsen.   Formålet med en stikprøveundersøgelse er netop at sikre, at AF medarbejdere håndterer henvendelser fra arbejdsgivere med forskelsbehandlende krav korrekt. Stikprøveundersøgelsen skal medvirke til at fastholde fokus på forbuddet mod forskelsbehandling og samtidig kvalitetssikre kendskabet til reglerne i regionerne. Jeg kan i øvrigt oplyse, at der i den konkrete situation vil være tale om en uanmeldt stikprøveundersøgelse, idet annonceringen på Arbejdsmarkedsstyrelsens hjemmeside alene er en orientering om, at stikprøveundersøgelser vil kunne forekomme.