27. oktober 2004 Undervisningsminister Ulla Tørnæs’ skriftlige svar til medlem af Folketinget Pernille Rosenkrantz-Theil (EL) på spørgsmål af 7. oktober 2004 (nr. S 176) ”Vil ministeren redegøre for reglerne om brugerbetaling på ungdomsuddannelser og efteruddannelse og bekræfte, at der er moms på lærebøger?” Svar: Som svar på spørgsmålet kan jeg for så vidt angår de offentlige skoler og de offentlige selvejende uddannelsesinstitutioner oplyse følgende: Undervisningsmidler I henhold til § 1, stk. 1 og 2, i bekendtgørelse nr. 616 af 26. juni 2001 om elevers og kursisters betaling for visse undervisningsmidler i de gymnasiale uddannelser og erhvervsuddannelserne afholder amtsrådet, henholdsvis Københavns og Frederiksberg Kommuner, udgifterne til undervisningsmidler på de offentlige gymnasier, studenterkurser og kursus til højere forberedelseseksamen, mens udgifterne til undervisningsmidler ved erhvervsuddannelserne og de erhvervsgymnasiale uddannelser til højere handelseksamen og højere teknisk eksamen afholdes af institutionerne. Efter stk. 3 kan amtsrådet, henholdsvis Københavns og Frederiksberg Kommuner, eller de i stk. 2 nævnte skoler dog bestemme, at elever og kursister ved de nævnte uddannelser selv i begrænset omfang anskaffer en del af undervisningsmidlerne. Omfanget kan ikke overstige 2.500 kr. for en elev eller en kursist i en gymnasial uddannelse eller i en erhvervsuddannelses grundforløb. Efter bekendtgørelsens § 2 træffer skolen eller kurset efter drøftelse med eleverne eller kursisterne afgørelse om, hvilke undervisningsmidler, jf. stk. 2, eleverne eller kursisterne selv skal anskaffe, når bemyndigelsen i § 1, stk. 3, er anvendt. De nævnte undervisningsmidler kan være ordbøger, lommeregnere og andre elektroniske hjælpemidler, papir og lignende til eget brug, herunder fotokopier samt lærebøger, der kan have varig værdi for eleverne. Undervisningsmidler, som eleverne eller kursisterne selv har afholdt udgifterne til, forbliver deres ejendom. Ekskursioner Af ensartede bestemmelser i bekendtgørelse nr. 183 af 22. marts 2004 af lov om erhvervsuddannelser, bekendtgørelse nr. 864 af 23. oktober 2003 af lov om kursus til højere forberedelseseksamen og om studieforberedende enkeltfagsundervisning for voksne, bekendtgørelse nr. 833 af 8. oktober 2003 af lov om gymnasiet og bekendtgørelse nr. 823 af 15. juli 2004 af lov om grundlæggende social- og sundhedsuddannelser fremgår følgende: Eleverne kan afkræves betaling for deltagelse i ekskursioner mv., der indgår som en del af undervisningen. Ekskursioner m.v. med en deltagerbetaling, der alene vedrører forplejning og højst udgør 50 kr. pr. påbegyndt døgn (1998-niveau) pr. deltager, er omfattet af den almindelige mødepligt. En elev kan ikke udelukkes fra deltagelse heri på grund af manglende erlæggelse af deltagerbetaling.
1 Deltagelse i ekskursioner mv. med en deltagerbetaling, der vedrører andet end forplejning eller udgør mere end 50 kr. pr. påbegyndt døgn pr. deltager, er frivillig for den enkelte elev, og skolen skal tilbyde alternativ undervisning til elever, der ikke deltager. Vederlag for undervisningen Undervisningen på ungdomsuddannelserne er vederlagsfri, dog skal der for studieforberedende enkeltfagsundervisning opkræves deltagerbetaling for undervisning og prøveaflæggelse. Deltagerbetalingen kan tilbagebetales, når der udstedes bevis for en samlet eksamen, hvis faget indgår heri. Moms på lærebøger Jeg kan bekræfte, at der er moms på lærebøger. Det har der været siden 1967, da momsen blev indført. Brugerbetaling på efteruddannelse For så vidt angår åben uddannelse uden for rammen for erhvervsrettet voksen- og efteruddannelse fastsættes deltagerbetalingen af den enkelte uddannelsesinstitution, jf. bekendtgørelse nr. 956 af 28. november 2003 af lov om åben uddannelse (erhvervsrettet voksenuddannelse) m.v. (ÅU-loven). Inden for rammen for erhvervsrettet voksen og efteruddannelse opkræves deltagerbetaling således: Følgende uddannelsesaktiviteter er i 2004 omfattet af fast deltagerbetaling i det omfang, de er optaget i en fælles kompetencebeskrivelse: 1) Arbejdsmarkedsuddannelser (AMU) efter lov om arbejdsmarkedsuddannelser, dog undtaget Træningsskolens arbejdsmarkedsuddannelser (TAMU) samt arbejdsmarkedsuddannelser på det pædagogiske område og social- og sundhedsområdet, jf. nedenfor. 2) Enkeltfag på erhvervsuddannelserne efter ÅU-loven. 3) Enkeltfag på landbrugsuddannelserne efter ÅU-loven. Følgende uddannelsesaktiviteter er omfattet af ikke-reguleret deltagerbetaling: 1) Deltidsuddannelser på niveau med erhvervsuddannelser og enkeltfag herfra. 2) Enkeltfag på fodterapeutuddannelsen efter ÅU-loven. 3) Enkeltfag på erhvervsuddannelserne og landbrugsuddannelserne, i det omfang de ikke er optaget i en fælles kompetencebeskrivelse. Følgende uddannelsesaktiviteter er i 2004 ikke omfattet af deltagerbetaling: 1) Arbejdsmarkedsuddannelser på det pædagogiske område og social- og sundhedsområdet. 2) Enkeltfag på de grundlæggende social- og sundhedsuddannelser og deltidsuddannelser ved social- og sundhedsuddannelserne efter ÅU-loven og enkeltfag herfra. 3) Merituddannelsen på pædagogisk grunduddannelse ( PGU-merituddannelsen ) efter ÅU-loven. 4) Individuel kompetenceafklaring efter lov om arbejdsmarkedsuddannelser m.v. og kompetenceafklarende forløb m.v. som led i grunduddannelse for voksne efter lov om erhvervsrettet grunduddannelse og videregående uddannelse (videreuddannelsessystemet) for voksne. Ved fast deltagerbetaling udgør deltagerbetalingen 500 kr. eller 750 kr. pr. uge som fastsat i anmærkningerne til finansloven for 2004. Deltagerbetalingens størrelse for de enkelte uddannelsesaktiviteter fremgår af et takstkatalog, som er offentliggjort på Undervisningsministeriets hjemmeside ”www.uvm.dk”.
2 Ved ikke-reguleret deltagerbetaling fastsættes deltagerbetalingens størrelse af uddannelsesinstitutionerne efter de almindelige regler i ÅU-loven. I tillæg hertil kan jeg oplyse, at der endvidere ikke opkræves deltagerbetaling for ledige personer, der deltager som led i 6 ugers selvvalgt uddannelse eller personer, der deltager i uddannelse som led i en GVU-plan. Ulla Tørnæs