Bilag 1 Straffelovens  regler  om  straffemyndighed  herunder  princippet  om  dobbelt strafbarhed Straffelovens §§ 6-9 indeholder almindelige bestemmelser om, under hvilke betingelser en  strafbar  handling   hører  under  dansk  straffemyndighed  (jurisdiktion).   Disse bestemmelser  afgrænser  således,  hvilke  straffesager  der  kan  pådømmes  ved  danske domstole. Dansk  straffemyndighed  omfatter  bl.a.  handlinger  foretaget  i  den  danske  stat,  jf. straffelovens § 6, nr. 1 (territorialprincippet). Det gælder også, hvis blot en del af den strafbare virksomhed er foretaget her i landet. Handlingen kan tillige være undergivet dansk straffemyndighed, hvis den uden at være foretaget i Danmark har haft virkning her i landet, jf. straffelovens § 9 (virkningsprincippet). Hvis den kriminelle handling hverken for så vidt angår handling eller virkning har nogen tilknytning til det danske territorium, kan der i stedet være dansk straffemyndighed efter straffelovens  §  7  (personalitetsprincippet)  .  I  så  fald  er  det  normalt  en  betingelse,  at gerningsmanden  er  dansk  statsborger  eller  er  bosat  her  i  landet,  og  at  handlingen  er strafbar både efter gerningsstedets lov og dansk lov (dobbelt strafbarhed). De nævnte bestemmelser suppleres af straffelovens § 8. Efter denne bestemmelse er der bl.a.  dansk  straffemyndighed  i  forhold  til  handlinger  i  udlandet  uanset  andre tilknytningsmomenter,  ”når  handlingen  er  omfattet  af  mellemfolkelig  overenskomst, ifølge hvilken Danmark er forpligtet til at foretage retsforfølgning”, jf. straffelovens § 8, nr. 5.