Indenrigs- og Sundhedsministeriet
Dato:
24. november 2004
Kontor:
1.ø.kt.
J.nr.:
2004 -2400-19
Sagsbeh.:
mb
Fil-navn:
L 16 Spørgsmål 4
Besvarelse af spørgsmål nr. 4 (L 16), som Folketingets
Kommunaludvalg har stillet til indenrigs- og sund
hedsministeren den 28. oktober 2004
Spørgsmål 4:
"Ministeren bedes redegøre nærmere for borgernes retsbeskyttelse, når det er
den private leverandør, der alene afgør om en klagesag, der er tvivl om, skal
behandles af leverandøren selv eller kommunen?"
Svar:
Når den ansvarlige kommune eller amtskommune træffer en afgørelse om,
hvilke offentlige serviceydelser den enkelte borger har krav på, der ikke fuldt ud
giver borgeren medhold, skal afgørelsen ledsages af en klagevejledning, der
bl.a. informerer om, hvilken myndighed der i givet fald kan klages til.
Hvis den pågældende serviceydelse udføres af en privat leverandør, skal visse
klager rettes til den private leverandør. Det gælder klager angående praktiske
forhold, herunder klager vedrørende den private leverandørs personales
optræden eller henvendelser fra borgeren om den private leverandørs
praktiske tilrettelæggelse af opgavens udførelse.
Det fremgår af de almindelige bemærkninger til lovforslaget, pkt. 2.2.2., at den
private leverandør i tilfælde, hvor der modtages en klage, hvis karakter kan
give anledning til tvivl, kan rette henvendelse til den ansvarlige myndighed med
henblik på, at myndigheden tager stilling til, hvem der skal behandle klagen.
På tilsvarende måde kan en borger rette henvendelse til kommunen med
henblik på vejledning, hvis vedkommende er i tvivl om, til hvem en klage skal
rettes.
Der er således ikke tale om, at den private leverandør er tillagt kompetence
ved behandlingen af klager over retlige spørgsmål, eller på anden måde kan
træffe afgørelse om behandlingen af klager vedrørende forhold, som kan
forringe den enkelte borgers retsbeskyttelse.