STATSMINISTERIET Dato:15. november 2004 Statsminister Anders Fogh Rasmussens supplerende svar på spørgsmål nr. S 442 stillet af Line Barfod (EL). Spørgsmål:    ”Vil statsministeren oplyse, om medlemmerne af de europæiske kongehuse er unddraget straffeloven på linje med vilkårene for det danske kongehus.” Svar: Som  jeg  tilkendegav  i  mit  svar  af  28.  oktober  2004,  anmodede  Statsministeriet Udenrigsministeriet om at tilvejebringe de ønskede oplysninger. Udenrigsministeriet har  nu oplyst følgende: ”Regenterne i Belgien, Nederlandene, Norge, Spanien, Storbritannien og Sverige nyder  alle immunitet for straffeloven. Hvad angår øvrige medlemmer af kongehusene gør forskellig praksis sig gældende. I Norge omfatter kongens immunitet også øvrige medlemmer af den kongelige familie på nær kongens borgerligt gifte søstre og datter. Ifølge den norske Grundlov af 17. maj 1814    skal de kongelige Prinser og Prinsesser "for deres personer, ikke svare  for andre end Kongen, eller hvem han til dommer over dem forordner". I Nederlandene betragtes alle øvrige medlemmer af kongehuset, fødte såvel som indgifte, som  værende  undtaget  fra straffelovens  bestemmelser  og  er  ej  heller  omfattet  af bestemmelser om straf eller andre retlige sanktioner i særlovgivningen. I Spanien er det vurderingen, at øvrige medlemmer af kongefamilien er straffri i henhold   til  straffeloven,  men  den endelige  fortolkningskompetence  ligger  hos  det  spanske - 1 - Statsråd. I Belgien, Storbritannien og Sverige er kongehusets øvrige medlemmer ikke undtaget for  straffeloven.” Jeg kan henholde mig til det af Udenrigsministeriet oplyste.