Bilag Eksempler   på   sager om   ministres   oplysningspligt   i   forhold   til   Folketinget,   jf.   herved ministeransvarlighedslovens § 5, stk. 2 Der  findes  en  række  sager  om  ministres  oplysningspligt  i  forhold  til  Folketinget/pligt  til  at  give rigtige og fuldstændige oplysninger om et sagsforhold, hvis ministeren udtaler sig. En del sager har været  undersøgt  af  kommissionsdomstole  m.v.,  men  undersøgelser  har  også  været  gennemført  af folketingsudvalg. De  følgende  eksempler  er  ikke  udtømmende,  men  er  nogle  konkrete  eksempler  primært  fra  de senere år, hvor spørgsmålet om ministres   oplysningspligt i forhold Folketinget m.v. har været rejst.¹ Det   mest   gennemgående   tema   i   de   sager,   som   Jens   Peter   Christensen   har   behandlet   i sin doktorafhandling  Ministeransvar  fra  1997,  er  spørgsmålet  om  ministerens  sandhedspligt  over  for Folketinget og dets udvalg.² Til tider har sandhedstemaet i kommissoriet for undersøgelserne været formuleret således, at det har påhvilet  det  undersøgende  organ  at  vurdere,  om  Folketinget  er  blevet   orienteret  ”fyldestgørende”, eller  om  Folketinget  har  fået  ”urigtige  eller  mangelfulde  oplysninger” .  I  de  fleste  tilfælde  er spørgsmålet om ministres sandhedspligt imidlertid indgået som element i vurderingen af, om nogen af de involverede embedsmænd eller ministre havde gjort sig skyldige i ”fejl og forsømmelser” for eksempel i relation til behandlingen af bevillingsmæssige spørgsmål. Som  det  fremgår  af   Ministeransvar  (kapitel  6-19),  har  undersøgelsesorganerne  i  flere  af  sagerne kritiseret,  at  ministrene  har  afgivet  ufyldestgørende  eller  ukorrekte  oplysninger  eller  har  fortiet oplysninger over for Folketinget eller dets udvalg. Dette er sket, uden at man direkte har foretaget nogen subsumption af det konkrete tilfælde under ministeransvarlighedslovens § 5, stk. 2 (eller før 1964 straffeloven). Man har bestræbt sig på alene at tage stilling til, om de afgivne oplysninger ud fra en rent faktuel vurdering har været fyldestgørende og korrekte. Jens  Peter  Christensen  påpeger  i  Ministeransvar  (side  360 -61),  at  der  formentlig  er  to  principielt forskellige  opfattelser  af,  hvor  alvorligt  sandhedspligten  skal  tages.  Den  ene  opfattelse  er  den,  at ministres   svar   og   oplysninger   til   Folketinget   indgår   i   et   partipolitisk   spil,   som   giver   nogen betydelige  friheder,  jf.  herom  nedenfor.  Den  anden  opfattelse  er,  at  ministeransvaret  er  en  helt 1 De konkrete sager er behandlet i Jens Peter Christensen, Ministeransvar (1997) samt i Undersøgelseskommissioner, Embedsmandsansvaret & Folketingets Rolle med kommentarer af Oliver Talevski m.fl. (2002). 2 Jf. Ministeransvar, side 359. Jens Peter Christensen benytter udtrykket sandhedspligt over for Folketinget i relation til de embedspligter, der fremgår af bestemmelsen i ministeransvarlighedslovens § 5, stk. 2, jf. Ministeransvar, side 49 og 359 ff. Udtrykket er derfor anvendt i bilaget.

2 fundamental  del  af  det  demokratisk-parlamentariske  system,  at  Folketinget  i  udøvelsen  af  sin kontrolfunktion er særdeles afhængig af at kunne stille spørgsmål og få dem korrekt besvaret, o  g at ministeransvarets   funktion   derfor   uomgængeligt   er   knyttet   til   den   forudsætning,   at   stillede spørgsmål besvares i overensstemmelse med sandheden , jf. herom nedenfor . 3 I. Sager, der har været undersøgt af kommissionsdomstole m.v. Kjærbølsagen:⁴ Den 30. januar 1959 forliste Den Kgl. Grønlandske Handels nyeste skib m/s ”Hans Hedtoft” på sin første rejse under en orkan i farvandet ved Kap Farvel, og alle 95 ombordværende druknede.  Efter  forliset  blev  der  i  pressen  rejst  spørgsmål  om  forsvarligheden  af  vin tersejlads  i Grønland.  Det  blev  i  den  forbindelse  fremdraget,  at  besejlingen  af  Grønland  i  vintermånederne allerede  tidligere,  i  1957,  havde  været  kritiseret,  og  det  blev  i  samme  forbindelse  hævdet,  at daværende   grønlandsminister   Johannes   Kjærbøl   i   marts   1957   havde   besvaret   et   spørgsmål   i Folketinget   om   forsvarligheden   af   vinterbesejlingen   af   Grønland   på   en   ufyldestgørende   og vildledende  måde.  Til  at  undersøge  sagen  blev  nedsat  et  undersøgelsesudvalg  bestående  af  tre dommere,    der    tog    stilling    til    den    rejste    kritik    af    Kjærbøls    embedsførelse.    Det    var undersøgelsesudvalgets konklusion, at grønlandsminister Johannes Kjærbøl, da han (den 13. marts 1957)  i  Folketinget  besvarede  folketingsmedlem  Augo  Lynges  spørgsmål  om  forsvarligheden  af vinterbesejling   af   Grønland,   havde   fremført   en   række   oplysninger   (fra   nogle   kaptajner)   om forsvarligheden  af  vintersejlads  i  Grønland  med  større  vægt,  end  oplysningerne  kunne  bære.  Til grund    for    undersøgelsesudvalgets    vurdering    om,    at    grønlandsministerens    besvarelse    var ufyldestgørende  og  vildledende,  lå  den  ikke   direkte  udtalte  norm,  hvorefter  en  minister  har  en forpligtelse til, når vedkommende besvarer et spørgsmål i Folketinget, at   svare på en fyldestgørende og korrekt måde , således at væsentlige oplysninger ikke forties for Fol ketinget.⁵ Undersøgelsesudvalgets  vurdering  blev  sanktioneret  af  Folketinget,  da  man  som  afslutning  på andenbehandlingen  af  et  forslag  til  beslutning  om  rigsretstiltale  mod  Johannes  Kjærbøl  vedtog  en motiveret   dagsorden,   hvorefter   man   tog   undersøgelsesudvalgets   vurdering   til   efterretning   og understregede  det  beklagelige  i  Kjærbøls  embedsførelse.  Sagen  gav  ikke  i  øvrigt  anledning  til konsekvenser, herunder rigsretstiltale. Aaberg-sagen:⁶  Sagen  vedrørte  spørgsmålet  om  Statens  Byggeforskningsinstituts  afvisni ng  af  at anerkende,   at   et   staldventilationsanlæg   (konstrueret   af   fabrikant   C.P.   Aaberg)   havde   særlige 3 Ministeransvar, side 360-61. Jf. i øvrigt og Lars Nordskov Nielsen, Politikere om embedsmænd: Behov for åbenhed og offentlig debat, side 67-79 i Marius Ibsens m.fl. (red.), Folkestyre og Forvaltning (1994). 4 Sagen er udførligt omtalt i Ministeransvar, kapitel 6 og kapitel 20.2. 5 Kjærbølsagen var den reelle anledning til, at ministeransvarlighedsloven i 1964 og ikke mindst lovens § 5, stk. 2, blev gennemført. Urigtige eller vildledende oplysninger eller fortielser i forbindelse med besvarelse af folketingsspørgsmål ville  på  daværende  tidspunkt  kun ne  begrunde  et  strafansvar  efter  straffelovens  §§  156  og  157  om  (forsætlige)  ikke- opfyldelse  af  tjenestepligter  m.v.  Jens  Peter  Christensen  anfører  i  Ministeransvar,  side  362,  at  vurderet  i  forhold  til ministeransvarlighedsloven,  således  som  den  blev  vedta get  i  1964,  ville  Kjærbøls  svar  i  objektiv  forstand  kunne henføres under lovens § 5, stk. 2.   6 Sagen er udførligt omtalt i Ministeransvar, kapitel 14 og kapitel 20.2.

3 egenskaber  af  betydning  for  staldklimaet  samt  sagsbehandlingen  i  forbindelse  hermed.  Efter  sit kommissorium  skulle  kommissionsdomstolen  i  sagen  alene  vurdere,  om  ansatte  i  den  offentlige forvaltning,  men  ikke  ministre,  havde  gjort  sig  skyldige  i  fejl  og  forsømmelser.  Da  forskellige boligministre     havde     deltaget     i     sagsbehandlingen     og     truffet     afgørelser     i     sagen,     måtte kommissionsdomstolen  imidlertid  konstatere,  at  den  ikke  kunne  komme  uden  om  at  foretage  en vurdering  af  forskellige  boligministres  embedsførelse  i  forbindelse  med  besvarelser  af  spørgsmål fra   folketingsmedlemmer.   Vurderingen   blev   foretaget   på   grundlag   af   en   norm   for    korrekt information  af  Folketinget,  men  domstolen  fandt  ikke,  at  der  var  blevet  misinformeret  eller  givet urigtige  oplysninger.  Sagen  fik  derfor  ikke  retlige  eller  politiske  konsekvenser  i  forhold  til  de involverede ministre. Dagpengesagen:⁷  Kernen i dagpengesagen var, om staten var berettiget til at udbetale refusion af arbejdsløshedskassernes udgifter til dagpenge m.v. på forskud, samt hvorledes der burde forholdes med    renteafkastet    af    de    forskud,    som    kasserne    modtog.    Der    blev    først    foretaget    en dommerundersøgelse af sagen, der konstaterede en række fejl og forsømmelser, men som ikke tog stilling  til  den  individuelle  ansvarsplacering.  Efter  betydelig  politisk  strid  med  beskyldninger  om politisk forfølgelse vedtog Folketinget at opfordre regeringen til at nedsætte en kommissionsdomstol med det sigte at foretage den individuelle ansvarsplacering. I sin vurdering af de   involverede   ministres   ansvar   lagde   kommissionsdomstolen   til   grund,   at   embedsmændenes manglende  rådgivning  diskulperede  ministrene.  Vurderingen  af  de  to  arbejdsministres  m anglende initiativer   blev   overladt   til   Folketinget,   men   med   en   vis   ledsagende   præmisangivelse.   I   sin stillingtagen til beretningen lagde Folketingets flertal disse præmisser til grund, både for den retlige og   den   politiske   vurdering   af   ministrenes   embedsførelse.⁸   Dommerundersøgelsen   vurderede   i modsætning  til  kommissionsdomstolen  sandhedsværdien  af  en  række  svar  og  redegørelser  fra arbejdsministeren til Folketinget  og lagde i den forbindelse en norm om korrekt og fyldestgørende information  til  grund.  Dommerundersøgelsen  konkluderede,  at  ministrenes  svar  på  visse  punkter havde  været  ukorrekte  og  ufyldestgørende.  Justitsministeriet  anfægtede  dommerundersøgelsens kritik af ministrenes svar,⁹ men Folketingets flertal tilsluttede sig kritikken. Folketinget erklærede sig dog enig med Justitsministeriet i det generelle synspunkt, at besvarelser af folketingsspørgsmål   i   sagens   natur   må   være   relativt   kortfattede,   således   at   besvarelsen   må koncentreres  om,  hvad  der  antages  at  være  det  væsentligste  i  spørgsmålet.  Jens   Peter  Christensen anfører i Ministeransvar, side 363, at i kravet om – eller snarere retten til – kortfattethed rimeligvis må   ligge,   at   ministersvar   på   folketingsspørgsmål   ikke   (altid)   i   enhver   henseende   kan   være udtømmende,   men   kortfattetheden   må   på   den     anden   side   ikke   betyde,   at   svaret   reelt   bliver 7 Sagen er udførligt omtalt i Ministeransvar, kapitel 11 og kapitel 20.2. 8 Kommissionsdomstolens beretning i anledning af undersøgelse af statens forskudsvise udbetalinger til arbejdsløshedskasserne til dækning af udgifter til arbejdsløshedsdagpenge mv. Beretning afgivet af Udvalget for Forretningsordenen den 30. maj 1986, Folketingstidende 1985-86, tillæg B, sp. 2355 ff. 9 Justitsministeriet anførte, at besvarelsen af folketingsspørgsmål m.v. i sagens natur måtte være relativt kortfattede, således at besvarelserne koncentreres om det væsentlige i spørgsmålet.

4 vildledende,   misvisende   eller   urigtigt.   Retten   til   kortfattethed   skal   administreres   loyalt   af ministeren. Sagen fik ikke i øvrigt konsekvenser i forhold til de involverede ministre. Sagen  om  salg  af  aktier  i  Kryolitselskabet  Øresund  A/S:¹⁰  Også  i  sagen  om  salg  af  aktier  i Kryolitselskabet Øresund A/S var spørgsmålet om ministerens overholdelse af sandhedspligten det centrale  problem.  Spørgsmålet  var,  om  grønlandsminister  Tom  Høyem  mod  bedre  vidende  havde givet  Folketinget  og  Finansudvalget  vildledende  oplysninger  om  kryolitforekomsten  i  Grønland forud  for  beslutningen  om  salget  af  statens  aktier  i  selskabet.  Den  dommerundersøgelse,  der  blev iværksat i sagen, konkluderede i sin beretning, at det ikke var tilfældet. Beretningen indebar således ikke nogen kritik af grønlandsministeren. Ved  vurderingen  af,  om  oplysningerne  i  det  for  sagen  centrale  aktstykke  var  misvisende,  synes undersøgelsesdommeren efter Jens Peter Christens opfattelse (jf. Ministeransvar) at have tillagt det betydning, at oplysningerne i aktstykket hverken under udvalgsbehandlingen eller folketingsdebatten  blev  kritiseret  for  at  være  upræcise,  og  at  der  ikke  blev  stillet  spørgsmål  til ministeren,  der  nødvendiggjorde  fremskaffelsen  af  yderligere  oplysninger.  Jens  Peter  Christensen anfører (i Ministeransvar, side 364), at det er vanskeligt at se relevansen af undersøgelsesdommerens  synspunkt.  Det  kan  for  vurderingen  af,  om  en  ministers  oplysninger  til Folketinget har været misvisende eller ufyldestgørende, efter Jens Peter Christensens opfattelse ikke være afgørende, at Folketinget på tidspunktet for oplysningernes afgivelse ikke har kritiseret disse eller krævet dem uddybet. Manglende reaktion fra Folketingets side kan skyldes, at Tinget ikke på tidspunktet  for  oplysningernes  afgivelse  besad  tilstrækkelig  viden  til  at  forstå  eller  til  at  burde forstå,  at  ministerens  svar  måske  var  ufyldestgørende.  Dette  var  tilfældet  i  sagen,  idet  notater  og oplysninger,  som  siden  hen  gav  anledning  til,  at  dommerundersøgelsen  blev  iværksat,  ikke  var kendt, hverken af ministeren eller af Folketinget, på tidspunktet for Finansudvalgets og Folketingets behandling af aktiesalget.¹¹ Sagen  om  landbrugsfondene:¹²  Spørgsmålet  om,  hvorvidt  en  minister  kan  se  mere  afslappet  p å sandhedspligten  i  tilfælde,  hvor  vedkommende  minister  finder,  at  det  stillede  spørgsmål  er  af 10 Sagen er udførligt omtalt i Ministeransvar, kapitel 12 og kapitel 20.2. 11 I den nedenfor omtalte såkaldte  Ambisag gav flertallet i Udvalget for Forretningsordenen udtryk for en retsopfattelse svarende hertil. I  sagen  havde to  ministre over  for udvalget givet  udtryk  for, at Folketingets Skatte- og  Afgiftsudvalg åbenbart havde anset skatteministerens besvarelse af et spørgsmål for at være tilfredsstillende, idet der ikke blev stillet opfølgende  spørgsmål.  Heroverfor  fandt  flertallet  i  Udvalget  for  Forretningsorden  at  måtte  præcisere,  ”a  t  ethvert  svar fra en minister i sig selv skal opfylde kravene i ministeransvarlighedsloven, og at det ikke kan forudsættes, at man blot senere  kan  supplere  eller  korrigere  svar,  hvis  udvalget  måtte  ønske  dette  f.eks.  i  form  af  opfølgende  spørgsmål”.  Et noget   tilsvarende   synspunkt   har   Det   særlige   Undersøgelsesudvalg   (”Stavad-udvalget”),   nedsat   af   Folketinget   i anledning af Spar Nord-sagen, jf. hermed nedenfor, givet udtryk for. I udvalgets beretning om sagen fastslår udvalget således,   at   upræcist   formulered e   spørgsmål   ikke   fritager   en   minister   fra   forpligtelsen   til   at   give   fyldestgørende besvarelser, og at sådanne spørgsmål ikke legitimerer tilsvarende upræcise svar eller såkaldte ikke   -svar.   12 Sagen er udførligt omtalt i Ministeransvar, kapitel 16 og kapitel 20.2

5 såkaldt  ”politisk”  karakter   (jf.  ovenfor),  og  om  ministeren  kan  forholde  sig  på  tilsvarende  måde  i tilfælde, hvor ministeren forventer, at spørgeren allerede kender til de forhold, hvorom spørgsmålet drejer  sig,  dukkede  op  i  sagen  om  landbrugets  fonde.  I  relation  til  besvarelsen  af  et  mundtligt spørgsmål fra  folketingsmedlem Ole Stavad under Folketingets behandling af et beslutningsforslag tilkendegav  landbrugsminister  Niels  Anker  Kofoed  over  for  den  kommissionsdomstol,  der  blev nedsat i sagen, at han var klar over, at han ikke havde svaret på det, som Ole Stavad spurgte om. Ole Stavads spørgsmål var, forklarede  Niels Anker Kofoed for kommissionsdomstolen, politisk, og han fik derfor et politisk svar igen. Kommissionsdomstolen mødte landbrugsministerens svar med en  mild  kritik,  idet  retten  blot  fastslog,  at  ministerens  svar  kunne  have  været  klarere.  Nogen vurdering af det berettigede i ministerens handlemåde og det  af ham anførte ræsonnement foretog kommissionsdomstolen ikke. Der henvises i øvrigt til Ministeransvar, kapitel 16. Sagen om den kreative bogføring i Skatteministeriet:¹³ I sagen dukkede det synspunkt på ny  op, at det måtte være af betydning for minister ens sandhedspligt, om et spørgsmål til ministeren måtte betragtes som ”politisk”. I relation til et svar på et spørgsmål   fra Folketingets Finansudvalg gjorde skatteminister Anders Fogh Rasmussen  gældende, at det afgivne svar kunne forsvares med, at det stillede spørgsmål var udslag af politisk drilleri, hvor det måtte være en ministers ret at foretage en politisk  vurdering  af,  hvornår  det  rigtige  tidspunkt  var  inde  for  at  give  en  fyldestgørende   og udtømmende  orientering  af  Finansudvalget.  Dette  synspunkt  fandt  ikke  kommissionsdomstolens tilslutning,  og  det  blev  således  ikke  i  denne  sag  accepteret,  at  ministeren  på  et  politisk  spørgsmål kunne give  et politisk svar. Det pågældende kritikpunkt vedrørte et spørgsmål fra Finansudvalget, som  domstolen  fandt  var  blevet  besvaret  ufyldestgørende.  Ved  vurderingen  af  dette  forhold  lagde kommissionsdomstolen  den  ikke  direkte  formulerede  norm  til  grund,  at  væsentlige  oplysninger  af betydning for Folketingets (Finansudvalgets) stillingtagen ikke må foreholdes dette . Da det stillede spørgsmål præcist vedrørte omfanget af budgetoverskridelser og omposteringer i Skatteministeriet for    en    række    nærmere    angivne    år,    fandt    kommissionsdomstolen,    at    det    var    en    fejl,    at Skatteministeriet ikke i sit svar havde omtalt en række omposteringer i disse år, som Rigsrevisionen havde  påtalt.  Om  de  øvrige  kritikpunkter  i  sagen,  som  kommissionsdomstolen  gjorde  gældende  i relation  til  skatteminister  Anders  Fogh  Rasmussens  embedsførelse  (disse  kritikpunkter  vedrørte også   spørgsmålet   om   ministerens     information   af   Folketinget   og   Finansudvalget)   henvises   til Ministeransvar,  kapitel  18  og  kapitel  20.2.  Sagen  fik  som  konsekvens,  at  skatteminister  Anders Fogh Rasmussen gik af, som følge af, at kommissionsdomstolen havde karakteriseret flere af hans svar til Folketinget/Finansudvalget som urigtige, behæftede med fejl eller meget uklare. Tamil-sagen:  I  betænkningen  fra  Udvalget  for  Forretningsordenen  udtrykte  flertallet  i  udvalget ”alvorlig   misbilligelse”   af   tidligere   statsminister   Poul   Schlüter   og   ”misbil ligelse”   af   tidligere justitsminister  H.P.  Clausen  i  anledning  af  de  oplysninger,  som  de  havde  afgivet  til  Folketinget. Som præmis for denne kritik henviste flertallet til undersøgelsesrettens beretning, hvor en række af de  to  ministres  oplysninger  til  Folketinget  var  blevet  karakteriseret  som  misvisende/vildledende 13 Sagen er udførligt omtalt i Ministerkapitel 18 og kapitel 20.2.

6 og/eller  urigtige,  og  hvor  undersøgelsesretten  havde  konkluderet,  at  oplysningernes  manglende kvalitet måtte have stået de to ministre klart. Det politiske flertal i Udvalget for Forretningsorde  nen fastslog som grundlag for den udtalte politiske kritik af de to tidligere ministre, at de begge havde brudt  ministeransvarlighedslovens  §  5,  stk.  2.¹⁴  Sagen  fik  som  konsekvens,  at  statsminister  Poul Schlüter    gik   af,   bl.a.   efter   at   flere   af   de   oplysninger,   han   havde   afgivet   til   Folketinget,   af undersøgelsesretten blev karakteriseret som misvisende og urigtige. II. Sager, der har været undersøgt af folketingsudvalg Spar Nord-sagen:¹⁵  Det særlige Undersøgelsesudvalg (”Stavad-udvalget”) blev nedsat i medfør af en motiveret dagsorden vedtaget den 14. oktober 1994 under en forespørgselsdebat om Sparekassen Nordjyllands overtagelse af engagementer fra Himmerlandsbanken. Udvalget havde som opgave at undersøge,   om   ministre   ved   fejl   eller   forsømmelser   havde   afgivet   mangelfulde   eller   forkerte oplysninger    til    Folketinget,    som    kunne    give    anledning    til    at    drage    de    pågældende    til ansvar.¹⁶Udvalget   fastslog,   at   upræcist   formulerede   spørgsmål   ikke   fritager   en   minister   fra forpligtelsen til at give fyldestgørende besvarelser, og det legitimerer ikke tilsvarende upræcise svar eller såkaldte ikke -svar. På det tekniske plan er Folketinget ikke i stand til at matche et ministerium og almindelige folketingsmedlemmer kan ikke have overblik over alle (skatte)tekniske detaljer. I en række tilfælde konstaterede udvalget i sin beretning, at der af statsminister Poul Nyrup Rasmussen og skatteminister Ole Stavad var blevet afgivet ”ufyldestgørende”, ”problematiske” og ”kritisable” m.v. besvarelser til Folketinget. I de fleste af disse tilfælde konstaterede udvalget imidlertid, at de to ministre  pga.  mangelfuld  orientering  fra  deres  embedsmænd  ikke  havde  vidst  eller  burdet  vide bedre,  og  ministrene  gik  derfor  fri  for  kritik.  Kun  i  et  enkelt  tilfælde  –  hvor  skatteminister  Ole Stavad   afgav   et   efter   udvalgsflertallets   opfattelse   vildledende   ”ikke-svar”,   og   hvor   dette,   i overensstemmelse med ministerens egen forklaring for udvalget, skete helt bevidst – rejste udvalget kritik af ministeren. Ole Stavad var på det tidspunkt allerede  gået af  som ølge af sagen . Ambisagen:¹⁷  Sagens  baggrund  var,  at  Folketinget  på  skatteministerens  forslag  i  december  1987 havde  vedtaget  indførelse  af  et  nyt  arbejdsmarkedsbidrag  (ambien)  på  2  ½  pct.  af  virksomhedens momsgrundlag, samtidig med at arbejdsgiverens bidrag til en række arbejdsmarkedsordninger blev afskaffet. Ved dom af 31. marts 1992 fandt EF-Domstolen, at ambibidraget var i strid med Rådets sjette   momsdirektiv.   På    denne   baggrund   besluttede   Folketinget   ved   en   motiveret   dagsorden, vedtaget den 23. april 1992, at Udvalget for Forretningsordenen skulle klarlægge forløbet i sagen, herunder spørgsmålet om, i hvilket omfang Folketinget havde modtaget mangelfulde eller forkerte oplysninger. Udvalgets arbejde mundede ud i en beretning (afgivet den 17. marts 1993). Udvalgets 14 Betænkning og indstilling vedrørende Tamilsagen. Betænkning blev afgivet af Udvalget for Forretningsordenen den 2. juni 1993 og den er optrykt i Folketingstidende 1992-93, tillæg B, sp. 1607 ff. 15 Sagen er omtalt i Ministeransvar, side 528 og 565-567. 16 Det  særlige  Undersøgelsesudvalgets  beretning  af  29.  juni  1995  om  ministres  håndtering  af  sagen  om  Sparekassen Nordjyllands  overtagelse  af  visse  engagementer  i  Himmerlandsbanken.  Beretningen  er  optrykt  i  Folketingstidende 1994-95, tillæg B, sp. 1092 ff. 17 Sagen er omtalt i Ministeransvar, side 532 og 564.

7 flertal tilkendegav, at man anså skatteminister Anders Fogh Rasmussens besvarelse af et spørgsmål fra Skatte- og Afgiftsudvalget vedrørende forslag til lov om arbejdsmarkedsbidrag for ikke at være rigtigt. Flertallet ønskede ”klart at udtrykke misbilligelse af den urigtige besvarelse”. Skatteminister Anders Fogh Rasmussen var forinden beretningens afgivelse fratrådt som skatteminister som følge af sagen om Skatteministeriets kreative bogføring, jf. herom ovenfor.