1. møde

Tirsdag den 7. oktober 2025 kl. 12.00

Dagsorden

1) Valg af formand.

2) Valg af 4 næstformænd.

3) Valg af 5 tingsekretærer.

4) Statsministerens redegørelse i henhold til grundlovens § 38.

Kl. 12:00

Aldersformanden (Pia Kjærsgaard):

Mødet er åbnet.

Jeg har endnu en gang æren af som både det længst siddende og såmænd også ældste medlem af Folketinget at åbne Tinget på denne første tirsdag i oktober, sådan som grundloven foreskriver det. Vores grundlov påbyder, at vi samles i dag for at høre statsministerens redegørelse om rigets almindelige stilling og de af regeringen påtænkte foranstaltninger. Det er min opgave at få Tinget sat; at lede valget af Præsidium og tingsekretærer og dermed sikre, at vi kan tage hul på det nye folketingsår.

Jeg vil begynde med at byde Hans Majestæt Kongen, Hendes Majestæt Dronning Mary, Hendes Majestæt Dronning Margrethe og Hendes Kongelige Højhed Prinsesse Benedikte hjerteligt velkommen. Også et varmt velkommen til alle folketingsmedlemmer og regeringen.

Valgperioden lakker mod enden, og selv med alle udskiftninger og rokader har jeg en fornemmelse af, at alle er faldet godt på plads her på landets mest priviligerede arbejdsplads, hvor jeg selv har haft min gang i mere end 40 år. Jeg glæder mig hver dag til at komme herind, og jeg er sikker på, at de fleste har det på samme måde.

Det at være folkevalgt kan jo ikke sammenlignes med andre job. Vi har danskerne som arbejdsgivere og deraf det følgende ansvar som noget helt særligt for os alle. Der stilles krav til os selv i vores indbyrdes omgang med hinanden både her i huset og udenfor. Der stilles krav til regeringen om at samarbejde loyalt med hele Folketinget, også med oppositionen. For det er jo netop forudsætningen for et levende demokrati, at man ikke blot har retten til at tale, men også, at man bliver lyttet til og taget alvorligt.

Det politiske arbejde stiller også krav til vores kommunikation med det omgivende samfund, at vi lytter, og at vi møder danskerne med forståelse og ydmyghed, og det stiller krav til de interne standarder i dette parlament som arbejdsplads, til respekt og ordentlighed over for de mange ansatte i Folketinget, der dagligt hjælper os og er uundværlige i vores gerning. En dyb respekt for Folketinget som lovgivende institution og alle de hverv, som er forbundet hermed. Når vi lovgiver for andre, skal vi derfor selv gå forrest med det gode eksempel. Men politik er jo andet end pligter og lange arbejdsdage. Det byder på store privilegier, og her er det den største tillid, den danske befolkning giver os, når de vælger os til at repræsentere dem i dette parlament. Den tillid kræver integritet, den højeste moral, flid samt evne og vilje til at søge løsninger sammen, også selv om uenigheden mellem os kan være stor. Langsigtede politiske løsninger finder man jo altså ikke på de sociale medier, men i møderne her i Folketinget, i den respektfulde samtale på tværs af partier og i de daglige møder med danskerne i deres hverdag, hvor bekymringerne i denne tid nok er meget store.

Endelig vil jeg rette en varm tak til Folketingets Administration og de mange dygtige medarbejdere, som sikrer, at vi kan udføre vores arbejde under de bedste rammer. Uden jeres daglige hjælp ville vi ikke komme langt. Således ønsker jeg os alle et folketingsår, som er præget af respekt, samarbejde og et levende demokrati. Rigtig god arbejdslyst i danskernes og demokratiets tjeneste.

Hermed skal Tinget sættes.

Det første punkt på dagsordenen er:

1) Valg af formand.

Kl. 12:04

Aldersformanden (Pia Kjærsgaard):

Til formand har Socialdemokratiet, Venstre, Danmarksdemokraterne, Socialistisk Folkeparti, Liberal Alliance, Moderaterne, Det Konservative Folkeparti, Dansk Folkeparti, Radikale Venstre, Borgernes Parti, Naleraq, Inuit Ataqatigiit, Sambandsflokkurin, Javnaðarflokkurin, Mike Villa Fonseca (UGF), Jon Stephensen (UFG), Jeppe Søe (UFG) og Peter Seier Christensen (UFG) indstillet hr. Søren Gade.

Enhedslisten har begæret afstemning i forbindelse med valget, jf. forretningsordenens § 36, stk. 2. I overensstemmelse med praksis vil der ved denne afstemning kunne stemmes for, imod og hverken for eller imod indstillingen.

Kl. 12:05

Afstemning

Aldersformanden (Pia Kjærsgaard):

Afstemningen kan starte.

Afstemningen er slut.

For stemte 119 (S, V, DD, SF, LA, M, KF, DF, RV, BP, Jeppe Søe (UFG), Jon Stephensen (UFG) og Mike Villa Fonseca (UFG)), imod stemte 10 (EL, ALT og Theresa Scavenius (UFG)), hverken for eller imod stemte 0.

Hr. Søren Gade er hermed valgt som Folketingets formand.

Det næste punkt på dagsordenen er:

2) Valg af 4 næstformænd.

Kl. 12:06

Aldersformanden (Pia Kjærsgaard):

Til første næstformand har Socialdemokratiet udpeget hr. Leif Lahn Jensen. Som anden næstformand har Danmarksdemokraterne udpeget fru Karina Adsbøl. Da Socialistisk Folkeparti og Liberal Alliance har lige mange medlemmer, har der fundet lodtrækning sted mellem de to grupper, hvorefter Liberal Alliance til tredje næstformand har udpeget hr. Lars-Christian Brask og Socialistisk Folkeparti til fjerde næstformand har udpeget hr. Karsten Hønge.

Det næste punkt på dagsordenen er:

3) Valg af 5 tingsekretærer.

Kl. 12:06

Aldersformanden (Pia Kjærsgaard):

Til tingsekretærer er i henhold til de indgåede valgforbund og gruppernes indstilling valgt følgende medlemmer: fru Birgitte Vind (S), hr. Bjarne Laustsen (S), hr. Erling Bonnesen (V), hr. Jeppe Søe (UFG) og fru Theresa Berg Andersen (SF).

Tinget er hermed sat, og jeg skal bede formanden om at indtage formandsposten. Tilykke med det.

Kl. 12:07

Formanden (Søren Gade):

Tak for det. Jeg vil indlede med at takke Tingets medlemmer for at have genvalgt mig som formand for Folketinget. Det er både en ære og en glæde at få lov til at fortsætte i dette hverv. Jeg sætter stor pris på den tillid, som mange af min kollegaer har vist mig i dag. Jeg er samtidig bevidst om, at det ikke er alle partigrupper, der har indstillet mig til posten, og dermed går jeg selvfølgelig til opgaven med endnu større ydmyghed. Det er min hensigt at være formand for alle medlemmer, uanset om man har støttet mit genvalg eller ej.

At vi ikke altid er enige, er ikke det, der er problemet; det er kendetegnet ved et levende demokrati. Jeg vil lede Folketingets arbejde med respekt for forskelligheder og med ansvaret for helheden. Og så vil jeg bestræbe mig på, at alle folketingsmedlemmer har de bedst mulige betingelser for deres arbejde.

Som i de forrige år vil jeg lede det parlamentariske arbejde i overensstemmelse med grundloven og Folketingets forretningsorden. Udadtil vil jeg repræsenterer Folketinget som en af de bærende samfundsinstitutioner, borgerne skal kunne have tillid til. Folketingets arbejde er jo ikke blot at vedtage love; det er også at give stemme til hele befolkningen, at lade forskellige holdninger brydes åbent og fair, og at finde løsninger, samfundet kan stå på. Det er også det, vælgerne forventer af os.

Jeg synes, det kendetegner Folketinget, at vi indbyrdes oftest har en god tone. Vi respekterer de holdninger, vi er valgt til at repræsentere, og mit håb er, at vi fortsat kan fastholde en værdig dialog, også selv om et folketingsvalg rykker nærmere.

Men vores gode samtaler og samarbejde udfordres af de vilkår, vi arbejder under. Tempoet i politik er blevet opskruet, og lovmøllen maler for hurtigt. Det betyder, at vi ikke altid har tid til at komme i dybden med lovforslagene. Arbejdet kan stresse; betingelserne er ikke altid de bedste. Derfor er jeg glad for, at vi allerede i fællesskab har ændret nogle af rammerne, vi arbejder under. Der skal nu gå mindst 40 dage, fra et lovforslag fremsættes, til det tredjebehandles og endeligt vedtages. Vi har valgt at reducere antallet af stående udvalg fra 30 til 20 efter næste folketingsvalg. Ændringerne skulle gerne give medlemmerne bedre tid til at passe deres udvalg, og, vigtigst, det skal give borgerne bedre love.

I det kommende folketingsår skal vi se nærmere på, hvordan vi styrker udvalgsarbejdet yderligere. Her skal vi arbejde videre med de mange gode idéer, som fremkom for nylig. Jeg tror, det var 49, der indkom på vores seminar. Jeg ser frem til, at vi sammen kan fortsætte det konstruktive arbejde med at udvikle rammerne for Folketingets virke.

Med disse ord vil jeg endnu en gang takke for valget af mig som formand for Folketinget.

Kl. 12:10

Velkomstord

Formanden (Søren Gade):

Hermed vil jeg også, i lighed med vores kollega fru Pia Kjærsgaard, byde velkommen til vores gæster Hans Majestæt Kong Frederik, Hendes Majestæt Dronning Mary, Hendes Majestæt Dronning Margrethe og Hendes Kongelige Højhed Prinsesse Benedikte. Hjertelig velkommen til repræsentanterne for selvstyremyndighederne i Grønland og hjemmestyremyndighederne på Færøerne. Også velkommen til Københavns overborgmester Lars Weiss og selvfølgelig også til repræsentanterne for Højesteret.

Det sidste punkt på dagsordenen er:

4) Statsministerens redegørelse i henhold til grundlovens § 38.

Kl. 12:11

Formanden (Søren Gade):

Herefter vil jeg give ordet til statsministeren, så statsministeren efter grundloven kan give en redegørelse for rigets almindelige tilstand og de foranstaltninger, regeringen påtænker. Statsministeren.

Kl. 12:11

Statsministeren (Mette Frederiksen):

Deres Majestæter, Deres Kongelige Højhed, Folketingets formand, Færøernes lagmand og formanden for naalakkersuisut. Kære kolleger her i Folketingssalen og alle jer, der ser med hjemmefra.

Jeg vil starte min tale i dag med en lille historie fra oldtiden. Vi skal til byen Capua i det gamle Romerrige. Det var en by i udvikling, og her dyrkede man spelt, vin, roser og krydderier, man producerede salver og solgte bronzevarer. Men alt var langtfra fredeligt. I Capua herskede nemlig en stor utilfredshed med bystyret. De var en flok forbrydere, lød det, og der gik ikke længe, før folk skred til handling. Bystyret blev spærret inde på rådhuset, man samledes på torvet, og stemningen var uforsonlig; de skulle alle henrettes.

Så tog en mand ordet. Han foreslog, at man først valgte et nyt bystyre, før man henrettede det gamle. Flere kandidater blev nu bragt på bane. Men om den første blev der råbt, at han havde begået underslæb. Om den næste blev det sagt, at han var moralsk anløben. Og sådan fortsatte det faktisk med alle de navne, der kom frem. Efter nogen tid tog den samme mand ordet igen, og han konstaterede, at det ikke havde været muligt at finde et nyt og bedre bystyre, og foreslog derfor, at man i stedet lukkede de gamle byrådsmedlemmer ud og bad dem om at genoptage deres embede.

Den her lille historie er fortalt i Hal Kochs bog »Hvad er demokrati?«, og som I ved, blev den skrevet lige efter anden verdenskrig. Når jeg frembringer den i dag, er det ikke for at sige, at det her er regeringens strategi frem mod næste folketingsvalg – dog ikke – men fordi den, her mere end 2.000 år senere, stadig er vedkommende.

Jeg vil i min tale i dag berøre et emne, man som politiker plejer at undgå. Vi er her for at tjene folket, ikke for at tale om os selv. I dag vil jeg gøre en undtagelse, for der er noget mere dyrebart på spil end vores eget ve og vel, og eksemplerne er blevet for mange:

Kære kolleger. Det er ganske vist ikke jer alle her i salen, der har modtaget et billede af jeres egen gravsten. Men en af jer har. Det er ikke jer alle her i salen, der er blevet vækket med jeres familie af politiet midt om natten med besked om, at en mand havde sneget sig ind ved jeres bopæl med en kniv og en peberspray. Men en af jer er. Det er ikke jer alle her i salen, der er blevet ringet op midt i madlavningen og med telefonen på medhør, så dine børn kunne høre dig blive kaldt skældsord så grimme, at jeg ikke vil gentage dem her. Men en af jer er. Det er ikke jer alle her i salen, der er blevet angrebet med sten og slag på Nørrebro og måtte flygte i sikkerhed i en bank, indtil politiet kom. Men en af jer er. Det er ikke jer alle her i salen, der er blevet slået, mens I delte croissanter og valgpjecer ud. Men en af jer er. Det er ikke jer alle her i salen, der har børn, som har modtaget breve med falske og meget grove anklager mod jeres mand og deres far. Men en af jer har. Det er ikke jer alle her i salen, der har hemmelig adresse, men som alligevel fandt en intimiderende besked foran hoveddøren lillejuleaften sidste år og måtte flygte med mand og børn fra jeres hjem midt i juleforberedelserne. Men en af jer har. Det er ikke jer alle her i salen, der har fået en knytnæve i ansigtet, mens I så landskamp. Men en af jer har.

Kig jer rundt. Jeg tror, at næsten alle herinde efterhånden har oplevet chikane. Eksemplerne er bare et udsnit af det, flere af jer har fortalt om, og som man kender til. Et liv i politik er først og fremmest et liv med mening, med indflydelse og med muligheden for at skabe et endnu bedre Danmark for folk flest. Et liv i politik kommer også med omkostninger. Sådan må det være. Med magt følger ansvar, satire, spot og spe, men chikane, vold og dødstrusler er langt over stregen. Og vi, der sidder her, må ikke blive så undseelige, at vi svigter det ansvar, vi sammen har på folkestyrets vegne: at mennesker, som de er flest, har lyst til at tjene vores land. Og det må ikke blive sådan, at det kun er de mest hårdhudede, der til sidst er tilbage – dem, der mener, at man skal kunne tåle alt og finde sig i alt.

Kan man rejse den her debat uden at virke svag? Kan man rejse den her debat uden at give ammunition til en ny omgang på de sociale medier, hvor vi politikere lægges for had? Det er jeg ikke sikker på. Og jeg kan allerede se overskrifterne for mig.

Nogle af jer vil måske kritisere mig for at indlede med netop det her emne: Har Danmark virkelig ikke større og mere presserende udfordringer? Jo, det har vi, og dem kommer jeg tilbage til. Men vores demokrati er under pres: udefra af kræfter, der vil os det ondt, og indefra, hvis vi lader gadens parlament tage over.

Kl. 12:17

Vi har brug for journalister og chefredaktører, der står vagt om den frie debat – uden at blive mødt af trusler. Vi har brug for lærere, der underviser – uden at blive kaldt skældsord. Vi har brug for fængselsbetjente, der holder styr på de indsatte – uden at blive overfaldet. Vi har brug for socialrådgivere, der træffer beslutninger i svære sager – uden at blive opsøgt på deres bopæl. Vi har brug for skraldemænd, der henter vores skrald – uden at blive spyttet på. Vi har brug for eksperter, der tør lægge deres viden frem – uden at blive intimideret. Vi har brug for ansatte på Terma, der kan være med til at passe på Danmark – uden at de bliver chikaneret på en tankstation. Vi har brug for voksne til at være dommere i vores børns fodboldkampe – uden at de bliver tilsvinet eller truet.

Det er ikke kassedamen i Netto, der er skyld i, at køen er lang. Og det er ikke medarbejderen ved bommen på Storebælt, der er skyld i, at Nets en aften havde nedbrud. Færgeassistenterne på Molslinjen forsøger faktisk bare at få plads til alle biler. Parkeringsvagterne passer bare deres arbejde. Og det samme gør skolepatruljerne – ja, de yngste er faktisk kun 11-12 år.

Jeg ved ikke, om det er de sociale medier, der har gjort det – at man hurtigt lige kan fyre en bemærkning af uden tanke for, at der sidder et menneske i den anden ende. Jeg ved ikke, om afstanden mellem os er blevet for stor. Uanset årsagen er det, som om der er mere vrede og mere uforsonlighed i vores samfund. Det er, som om grænserne for, hvad vi kan tillade os at sige om og til hinanden, er blevet udvisket. Vi vænner os til, at det er sådan, og derfor ser vi måske heller ikke det skred, der sker lige foran øjnene på os. Men måske vil det klæde os at træde et skridt tilbage, og måske er det på tide, at det store, brede flertal ikke også er et stort, tavst flertal. For vi har brug for alles stemmer i den offentlige debat, ikke kun dem, der råber højest.

Vi vælger jo selv, hvad det er for et samfund, vi gerne vil have. Vi kan godt importere en politisk kultur fra USA, men vi kan så sandelig også lade være. For det ekko, det sender, skaber et samfund med mistillid, og det er faktisk det modsatte, vi har bygget Danmark på. Vi har bygget Danmark på tillid, på samarbejde, også med dem, der ikke mener det samme som os selv – et stærkt fællesskab.

Lad det være sagt med det samme: Jeg bryder mig ikke selv om medlidenhed, og jeg er ikke bleg for en hård debat; der kan ryge en finke af panden. Når valget kommer, må danskerne gøre deres stilling op. Men der skal jo være nogen at stemme på og gerne nogle, der ligner mennesker, som vi er flest; nogle, der stiller sig frem og er klar til at tage ansvaret på sig.

Til kommunal- og regionsrådsvalget i november er der tusindvis af landsmænd og -kvinder, der gør præcis det. Det er landmænd og laboranter, det er politibetjente og pædagoger, det er advokater, og det er ambulancereddere. Der er dem, der har livet foran sig, og dem, der har et levet liv bag sig. Der er dem, der altid har været her, og dem, der har taget Danmark til sig – mennesker i alle afskygninger med alle baggrunde og alle holdninger. Og du finder næppe en, du er enig med det hele om, men du kan i hvert fald finde en, som du er enig med det meste om. Og de har i øvrigt alle det tilfælles, at de stiller sig frem og siger: Jeg vil gerne tage ansvar for min by, for min kommune, for min region. Det vil jeg gerne hylde.

Kl. 12:21

Men jeg vil også gerne sige, at der er nogle, der ikke længere er på den stemmeseddel. Nogle vil hellere noget andet, nogle har ydet deres – respekt for det. Men der er også dem, der simpelt hen ikke kan mere; som har fået nok af chikane, overfusninger, skældsord, falske anklager, hærværk eller vold; som gik ind i politik for at handle, ikke for at blive lagt for had; og som nu har set deres familie i øjnene og besluttet sig for, at hvis det er den her måde, det fungerer på, så bliver det uden dem.

Tænk, at vi er kommet dertil, at man i Hjørring nu hyrer vagter til byrådsmøderne; et par voksne mænd til lige at være der i en grå trøje, som borgmesteren siger på nordjysk. Og som et af de lokale byrådsmedlemmer siger: Vi burde kunne være uenige uden at blive ubehagelige.

Øh, ja. Det burde vi. Og det burde ikke være sådan, at nogle lader være med at engagere sig i politik, fordi de personlige omkostninger er for høje. Men det sker. Det burde ikke være sådan, at man undlader at blande sig i debatter, fordi man ved, man ellers bliver svinet til. Men det sker. Og det burde ikke være sådan, at vi er nødt til at styrke beskyttelsen af folkevalgte eller for den sags skyld vores politibetjente og ansatte i kriminalforsorgen og andre. Men det er vi, og det har vi tænkt os at gøre.

Regeringen vil derfor invitere Folketingets partier til en drøftelse af hvordan. Noget af det, vi vil foreslå, er en særlig beskyttelse af pårørende til folkevalgte eller andre, som udfører offentlig tjeneste eller hverv. Det er sådan set problematisk nok i sig selv at blive truet, fordi man siger sin mening. Men det hører ingen steder hjemme, når truslerne rettes mod ens børn eller familie.

Kære kolleger. Man siger, at hvis man vil have en ven i politik, skal man anskaffe sig en hund. Og jeg ved ikke, om det ligeledes er et tegn på tidens tilstand, at der er flere af jer, der har gjort det – anskaffet jer en hund. I hvert fald synes der at være kommet væsentlig flere hunde på Christiansborg i de år, jeg har været her.

Men I har også noget andet. Mange af jer har børn. Mange af jer har en partner eller en ægtefælle. Og alle har I en familie. Tillad mig i dag at sige nogle ord direkte til dem: Et liv i politik var ikke jeres valg. Måske synes I, det er en god idé. Måske lever I bare med det. Måske glæder I jer til, at det slutter en dag. Uanset hvad, vil jeg sige: Tak for, at I bakker os op. Og vid, at de mennesker, der sidder her, jeres kæreste eller ægtefælle, jeres far eller jeres mor, jeres søn eller jeres datter, jeres bror eller jeres søster, gør det, fordi de hver og en har valgt at tjene deres land. Det vil altid have min dybeste respekt.

Det samme gælder alle jer kandidater til kommunal- og regionsrådsvalget, der om kort tid hænger jeres plakater op i lygtepælene, og som med ordets magt forsøger at overbevise vælgerne om netop det, I står for: Tak, fordi I stiller jer til rådighed for os alle sammen. Folkestyret var ikke noget uden jer.

Er det højstemt? Ja, måske. Men det er først og fremmest praktisk. Det er en opgave, der skal løses. Det er kompromisser, der skal findes. Og det er et land, der skal ledes. Det er samtalens og samarbejdets møjsommelige vej, man må vandre. Og det er heldigvis den vej, vi følger det meste af tiden her i Danmark.

Hvordan går det så? Tillad mig nævne fem områder: Danskernes købekraft er for de flestes vedkommende steget. Ventetiderne på sygehusene er faldet. Klimamålene ser vi ud til at nå, i hvert fald her i Danmark. Asyltilstrømningen er lav. Og beskæftigelsen er høj. Det er fem resultater, man kan sige meget om. Man kan også sammenfatte det med bare to ord: Politik virker! Eller rettere: Samarbejde virker!

Det er jo ikke noget særkende kun for Christiansborg. Det kendetegner faktisk hele Danmark: den der særlige ukuelighed, når et lokalsamfund går sammen og trodser modgangen; den der iboende optimisme, hvor den næste slutrunde i fodbold må blive der, hvor vi genskaber miraklet fra 1992. Tænk jer, at generationer før os har skabt det her fantastiske land, velsagtens det bedste på jordkloden. Og tænk sig, at det nu er os, der får muligheden for at gøre det endnu bedre, i det små og i det store.

Kl. 12:26

Vi er et lille land, og vi taler et sprog, de færreste forstår, men vi har til gengæld nogle stærke værdier, vores danske måde at gøre tingene på, og så har vi hinanden. Vi ved nok, hvad vi er gjort af, og vi ved, hvor vi kommer fra. Jeg elsker, at Jonas Vingegaard hellere vil hyldes i Skive end at spise pandekager på rådhuset i København. Jeg elsker, at vi altid som folk rejser os, hvis der er noget, der slår os ud. Og jeg elsker, at vi altid spørger, om ikke vi kan gøre det lidt bedre. For jo, det kan vi jo.

Så tillad mig at vende tilbage til de samme fem emner. For det første er der købekraften. Gode overenskomster, skattelettelser og lønløftet og regeringens finanslovsforslag betyder alt sammen, at de fleste danskere har og får markant flere penge mellem hænderne. Selv når man tager højde for prisstigningerne, vil en lønmodtagerfamilie med børn, der bor i hus, f.eks. have over 30.000 kr. mere til forbrug næste år sammenlignet med sidste år.

Men det ændrer jo ikke på, at det er blevet dyrt at handle. Kød, oksekød, kaffe og smør er bare nogle af de ting, der er steget i pris. Noget skyldes udviklingen i de globale råvarepriser, usikre forsyningskæder og høster, der er slået fejl rundtom på kloden. Men bundlinjen er, at en række helt almindelige varer er blevet så dyre, at det presser mange danskere, særlig jer, der i forvejen har mindst.

Derfor har vi foreslået næsten at afskaffe elafgiften de næste 2 år. Derfor har vi foreslået at afskaffe en række punktafgifter permanent. Derfor sætter vi et arbejde i gang, der gør det muligt at differentiere momsen. Vores forslag er at reducere forældrebetalingen på dagpleje, på vuggestuer og på børnehaver, og vi vil gøre dagens varme måltid billigere for vores ældre. Vi har hævet ældrechecken. Den 1. januar stiger folkepensionen igen – den største stigning i 16 år – så en enlig folkepensionist uden supplerende indkomst næste år vil få udbetalt samlet næsten 14.300 kr. mere om året efter skat end sidste år.

For det andet er der ventetiderne. Noget af det første, vi gjorde i den her valgperiode, var at indføre en akutplan, og senere kom lønløftet, og nu ser vi gevinsten. Sygeplejerskerne og jordemødrene er vendt tilbage til hospitalerne, og det betyder, at man på mange områder hurtigere bliver udredt og behandlet, bl.a. hvis man er en af dem, der venter på et nyt knæ eller en ny hofte. Men det ændrer jo ikke på, at ventetiderne i børne- og ungdomspsykiatrien stadig er alt for høje. Derfor investerer vi milliarder i en 10-årsplan for psykiatrien, der skal give bedre hjælp og støtte og flere og bedre behandlingstilbud.

Vi er i gang med at gennemføre en omfattende sundhedsreform, så der bliver flere læger der, hvor der er flest syge, og mere hjælp til dig, der lider af en kronisk sygdom. Det er især godt for livet i landdistrikterne. Og vi forbedrer mulighederne for jer, der har svært ved at stifte den familie, I gerne vil. Her kan man virkelig tale om, at politik gør en forskel, når man møder et skønt ungt forældrepar, der nu har fået det barn, de ønskede, efter at vi udvidede mulighederne for fertilitetsbehandling, eller som har en lillebror eller en lillesøster på vej.

For det tredje er der klimamålene og den grønne omstilling. Vi har indført en CO2-afgift i industrien, og den er på vej i landbruget. Vi har udbredt nye teknologier. Vi er godt i gang med at omstille transportsektoren og reducere kvælstofudledningen og omlægge landbrugsjord til natur. Vi har indgået en ambitiøs grøn trepartsaftale, og fremskrivningen viser, at vi når de danske klimamål, både her i 2025 og i 2030. Til gengæld ser det sværere ud med at sikre en grøn og uafhængig energiforsyning. Udbygningen af havvind er blevet dyrere, og vi fik lige præcis nul bud, da vi udbød parker sidste år. Derfor har vi gjort udbudsvilkårene bedre. Nu prøver vi igen, for de vindmøller skal op på havet. Vi vil indføre Danmarks første lov om natur og biodiversitet, og vi vil sætte et nyt klimamål for 2035, der holder os alle sammen til ilden.

For det fjerde er der udlændingepolitikken. Siden jeg blev statsminister, har vi gennemført mere end 30 stramninger med betydning for udlændinge i Danmark, heraf en del med det formål, at flere kriminelle udlændinge sendes ud af landet. Der kommer historisk få asylansøgere til Danmark. Men det ændrer jo ikke på, at kriminaliteten og utrygheden stadig væk er en af vores allerstørste udfordringer. Social kontrol, dominanskultur, parallelsamfund og religiøse retssystemer er alt sammen noget, der ikke hører til i Danmark, og det er så utilgiveligt, at der er mennesker, der kommer udefra og ødelægger vores dejlige land. Derfor har vi strammet udvisningsreglerne, og derfor fremlægger vi i dag et lovprogram med nye stramninger.

Kl. 12:31

Vores forslag er, at vi øger straffen for personfarlig kriminalitet og for vanvidskørsel. Vi vil sætte hårdere ind over for løsladte terrordømte og radikaliserede. Fætter-kusine-ægteskaber bliver ulovlige i Danmark, og vi indfører strammere regler for udlændinge uden lovligt ophold i Danmark. Og vi vil stoppe den voldsomme trafik af udenlandske studerende, der nok ikke er kommet for at studere, men mere for at arbejde i servicebranchen.

For det femte er der er beskæftigelsen. Vi har afskaffet modregningen for arbejdsindkomst for pensionister, så flere nu vælger at arbejde i en sen alder. Vi har styrket rammevilkårene for dansk erhvervsliv, gjort det mere attraktivt at få et fritidsjob, aftalt at hæve fribeløbet for elever på ungdomsuddannelserne og fjernet am-bidraget for unge under 18 år. Rekordmange er i arbejde, men det ændrer jo ikke på, at der stadig væk er nogle, der står uden for.

Trods politiske beslutninger om det modsatte er der i dag alt for mange unge under 40 år, der får tilkendt en førtidspension. Der er stadig alt for mange unge, der hverken er i uddannelse eller job. Førtidspension må og skal være en absolut undtagelse reserveret til mennesker med så store funktionsnedsættelser, at de åbenlyst aldrig kan få en tilknytning til arbejdsmarkedet. Men mange af dem, der førtidspensioneres i modstrid med de politiske ønsker her fra salen, er unge med psykiske lidelser, og her kan en førtidspension simpelt hen ikke være svaret. Det kommer vi til at gøre noget ved.

Vi er ligeledes i gang med at forandre folkeskolen, bl.a. ved at indføre juniormesterlære. Vi er godt i gang med at gøre uddannelserne i Danmark mere praktiske og virkelighedsnære. Og så kommer vi til at tage fat om det, jeg mener er den største udfordring i folkeskolen: at der er for meget larm og uro.

Lad mig sige nogle ord om det, for det rammer ned i en generel udfordring med politik. Vi kan ændre rammer og lovgivning, vi kan stramme, og vi kan lempe. Børne- og undervisningsministeren har ændret den såkaldte ordensbekendtgørelse, så skolerne bedre kan gribe ind over for dårlig opførsel. Jeg tror ikke, vi har gjort nok. Jeg tror, der er behov for mere. Men vi kommer ikke uden om, at der også er behov for en kulturkamp, og det kan vi ikke lovgive om her fra Christiansborg. Men vi kan være tydeligere i vores værdier. Og vi kan med rette have den forventning, at skolelederne også er det, så den enkelte lærer ikke står alene med problemerne, ligesom vi med rette kan have den forventning, at forældrene tager et stort ansvar.

Når et barn eller et ungt menneske ikke opfører sig ordentligt, skal vi som voksne selvfølgelig prøve at forstå, hvad der ligger bag. Der skal være ressourcer til at yde den nødvendige hjælp og støtte, især når børnene er små. Men vi tager fejl, hvis vi tror, at det her alene er et spørgsmål om kroner og øre. For sandheden er, at vi aldrig samlet set har brugt flere penge på folkeskolen, end vi gør nu, og vi må altså ikke blive så forstående, at en 14-årig dreng, der har slået en klassekammerat ned, kan møde op i skolen dagen efter og sætte sig i det samme klasseværelse som sit offer. Det er et svigt af offeret, det er et svigt af alle dem, der kan opføre sig ordentligt, men det er i virkeligheden også et svigt af dem, der ikke kan finde ud af at opføre sig ordentligt. For hvis man oplever, at forkerte handlinger ikke har nogen konsekvens, hvis vi bilder hinanden ind, at det altid er nogle andres skyld, og hvis ikke vi formår at sætte en grænse, så bliver adfærden grænseløs.

Tingene hænger jo sammen. Hvis man som 15-årig forlader folkeskolen med den oplevelse, at man har kunnet kalde sine lærere de værste skældsord i vores sprog, uden at der skete noget, så er det jo ikke svært at forstå, at gymnasierne nu også melder om for meget uro. Og mon ikke man så også kunne finde på at spytte efter en skraldemand eller gøre det, der er endnu værre?

Disciplin er jo nærmest blevet et skældsord i dagens Danmark. Sådan bør det ikke være. Disciplin kan være undertrykkende, hvis den bruges forkert, men hvis den bruges rigtigt, kan den være retningsgivende, og det er præcis det, der kan give plads til ro og fordybelse. Jeg ved godt, at der nu kommer en lang pædagogisk diskussion om, hvad der er bedst for de børn, der skaber uro, og i den offentlige debat fylder hensynet til dem betydelig mere end til alle dem, det går ud over. Men når hver tredje lærer fortæller, at de er blevet udsat for vold – hver tredje lærer! – når seks ud af ti lærere fortæller, at volden mellem elever er taget til de seneste 5 år, og når mere end hver tiende oplever voldelige episoder dagligt, så er det jo gået alt, alt for vidt.

Kl. 12:36

Der kommer et tidspunkt, hvor vi er nødt til at vælge side mellem fællesskabet og hensynet til de få, der ødelægger det. Vi kan skabe rammerne fra Christiansborg og i kommunerne, som vi f.eks. gjorde det i sidste uge med aftalen om at gøre alle folkeskoler mobilfri, og tak til partierne bag den aftale. Men vi er også som samfund nødt til at tage en debat om god og dårlig opdragelse, en debat, som bl.a. Trivselskommissionen har startet, og vi er nødt til at stå fast på, at i klasselokalet og i undervisningen er det læreren, der bestemmer. En skole uden autoriteter bliver til et samfund uden autoriteter. Et samfund uden autoriteter er ikke et samfund.

Måske er tiden derfor også til en anden og svær erkendelse. 94 pct. af danske børn i 7. klasse har ifølge Børns Vilkår haft en profil på et socialt medie, inden de blev 13 år. Jeg tror på mange måder, vi sagde ja til mobiltelefonerne i vores børns liv i den bedste mening, så de kunne ringe hjem og kommunikere med deres venner, og det var ny teknologi, men vi har sluppet et monster fri. Aldrig før har så mange børn og unge lidt af angst og depression som nu. Mange har svært ved at læse, og mange har svært ved at koncentrere sig. På skærmen ser de ting, ingen børn og unge skal se, og hele 60 pct. af de 11-19-årige drenge ses i fritiden ikke fysisk med en eneste ven i løbet af en uge – 60 pct. Er der nogen voksne tilbage, der tror, at det tal ville være så højt, hvis ikke det var for den der smartphone?

Mobiltelefonen og de sociale medier stjæler vores børns barndom, og regeringen vil derfor foreslå, at vi forbyder flere sociale medier til børn og unge under 15 år med muligheden for, at forældre kan give lov, fra børnene er 13 år. Jeg håber, at I her i salen vil være med til at stramme loven, så vi passer bedre på vores børn her i Danmark.

Mere ro i folkeskolen, færre unge på førtidspension, nye stramninger af udlændingepolitikken, ambitiøse klimamål, et endnu stærkere sundhedsvæsen og håndtering af de stigende fødevarepriser – der er nok at tage fat på, og det gælder i hele Danmark. Nogle bor i byerne, andre i provinsen eller på landet, men lige nu trækker udviklingen Danmark skævt. I de store byer er det for mange svært at finde en bolig, der er til at betale, eller som man kan eje selv. Derfor er der behov for et større udbud af almene boliger og af ejerboliger. I andre dele af Danmark er der boliger nok og plads nok. Der kan man til gengæld ikke altid få lov til at låne i banken. Selvfølgelig skal det være sådan, at man kan udleje sit sommerhus eller sin lejlighed, men det skal jo ikke være sådan, at man nemt kan omgå de regler, der bl.a. skal sikre, at København ikke udvikler sig til et nyt Venedig, hvor turister har fortrængt den lokale befolkning. Alt det vil regeringen fremlægge forslag til at ændre.

Vi vil i det hele taget her i det sidste hele folketingsår inden et valg have et større fokus på, hvordan vi følger vores politik til dørs. Tag de penge, vi har sat af til velfærden og historisk store løft af velfærden i kommuner og regioner. Det skal jo omsættes til noget, som børnene kan mærke i daginstitutionerne, så flere voksne i vuggestuer og børnehaver viser sig i virkeligheden og ikke kun i regnearket. Eller tag ældrereformen, som mange af jer er med i, om vores seniorer og vores gamle. Det er jo jer, der har bygget Danmark. Vi vil erstatte nidkær kontrol og utallige skemaer med nærvær og selvbestemmelse. Du skal i højere grad kende de mennesker, der kommer i dit eget hjem. Det skal være en fast gruppe af medarbejdere, som du har mødt før, og som du har tillid til, fordi du aldrig bliver for gammel til at have det godt. Men reformen er jo først en succes den dag, hvor den kan mærkes ude ved vores ældre. Den opgave slipper vi ikke.

Så sidder vi her, den første tirsdag i oktober. Folketinget åbner, Dannebrog er hejst, og blomster pryder Christiansborgs gange. Demokratiets festdag kalder vi det, men vi gør det i skyggen af en nagende tvivl. For selv om det meste går godt i Danmark, er der så egentlig så meget at fejre på demokratiets vegne, når vi kigger os rundt i verden? Jeg tror, at mange i den her tid slås med at få greb om den udvikling, vi befinder os i. Det er en udvikling, som jeg selv tror på mange måder kun lige er startet. Jeg tror egentlig, det er dybt menneskeligt, at når verden omkring os synes mere usikker, mere uforudsigelig og mere uoverskuelig, så begynder vi at koncentrere os om det nære. Måske kysser vi vores børn en ekstra gang. Måske lever vi livet lidt mere fuldt ud. Vi leder efter lyspunkterne i mørket, og det skal vi.

Kl. 12:41

Men nogle gange har vi nok også en tendens til at overvurdere det, der kan tolkes positivt, i stedet for at erkende, at det nok snarere var glimt fra en verden, vi kendte engang.

Forstår vi danskere til fulde, hvad polariseringen og hadet fører med sig? Forstår vi til fulde, hvad der sker, når den internationale regelbaserede verdensorden langsomt, men sikkert brydes ned? Og forstår vi til fulde, hvor stor en trussel misinformation og techgiganterne er for vores fælles offentlighed? Jeg tror det faktisk ikke. Men jeg er til gengæld overbevist om, at hvis vi bilder hinanden ind, at alt det her går over lige om lidt, så tager vi gruelig fejl.

Ja, det er en bitter erkendelse. Jeg ved godt, at når jeg siger, som jeg gør, så vil jeg blive kritiseret for at være for dramatisk. Det er ikke mit ærinde. For verdens gang skal ikke gøre os modløse, tværtimod. Den skal gøre os modstandsdygtige. Men forudsætningen er jo, at vi forstår, hvad det er, der er på spil, og at vi deler den ærlige og nøgterne analyse med hinanden, også selv om det, man får at vide, er træls. Så længe jeg er jeres statsminister, kommer jeg til at gøre det.

Jeg tror fuldt og fast på, at hvis vi holder fast i vores værdier, også når de er under pres; hvis vi står op for os selv og for det, vi tror på, også når det blæser; og hvis vi handler, selv om man vil forsøge at intimidere os til at lade være – ja, så kan vi også forme vores egen fremtid.

Den drivkraft og den vilje til at tage skæbnen i egne hænder kendetegner ikke kun os danskere; den kendetegner i høj grad også jer færinger og grønlændere. Jeg ved, at I nogle gange har oplevelsen af at skulle springe fra tue til tue for at skabe den fremtid, I ønsker for jeres folk og for jeres land. Jeg håber, at I oplever, at vi vil det anderledes. Vi vil gerne fællesskabet mellem vores tre lande, også i fremtiden, og det starter og slutter med, at vi grundlæggende forstår, at ethvert folk har ret til at definere sin egen fremtid.

Derfor går vi lige nu nye veje. Der har længe været et ønske fra Færøerne om, at I i højere grad end i dag kan tale jeres egen sag over for udlandet. Som et land, der lever af fiskeri og af at handle med andre, så forstår jeg jer godt. I vil gerne have jeres egen stemme i Verdenshandelsorganisationen. Derfor nedsatte vi et nævn med bl.a. tre højesteretsdommere og bad dem om at undersøge, om der er en juridisk vej, der gør det muligt. Den vej er nu anvist. Det er jeg glad for.

Men jeg bliver også nødt til sige, at det ikke er nok at gå nye veje. Der er også kapitler fra vores fortid, vi er nødt til at konfrontere. Det gælder især i forholdet til Grønland. I årevis blev grønlandske piger og kvinder udsat for systematisk forskelsbehandling. Piger helt ned til 12 år fik ufrivilligt sat en spiral op. De blev frataget det allervigtigste, nemlig at kunne bestemme over deres egen krop.

Jeg ved godt, vi ikke kan gøre det om, og vi kan ikke give de grønlandske kvinder de børn, som de aldrig fik; vi kan ikke omgøre det svigt, men vi kan tage ansvaret på os. Det gjorde vi i forrige uge, da jeg sammen med formanden for naalakkersuisut gav en uforbeholden undskyldning og anmeldte, at Danmark vil etablere en forsoningsfond, der kan give individuelle godtgørelser.

Vi konfronterede fortiden, og vi står op for fremtiden. Hvad det indebærer, oplevede vi for fuld kraft i starten af året. Lige nu virker det lidt langt væk; der er måske ovenikøbet en stemning af, at vi kan ånde lettet op – der er min overbevisning, at det kan vi ikke. Og jeg skal hilse at sige, at sådan har de det heller ikke alle steder i Grønland. Forestil jer, hvordan det er at bo i en af de små bygder oppe langs kysterne, dvs. i et lille samfund langt fra alting, når verdens stærkeste supermagt har talt om en som noget, man kan købe, som noget, man kan eje, og som noget, man er nødt til at have. Det skaber selvfølgelig en utryghed, som ikke bare lige forsvinder.

Vi ønsker at tætne båndene endnu mere mellem Grønland og Danmark, og for kort tid siden blev vi enige om en rammeaftale, som sikrer yderligere investeringer i Grønland: infrastruktur, forsvar, sundhed og erhvervsudvikling. Uanset hvad der sker, bakker vi Grønland op i, at I selv bestemmer jeres fremtid. Vi lader os ikke true, og vi lader os ikke skræmme til noget, der åbenlyst er forkert.

Kl. 12:46

I dag er det 2 år siden, at bevæbnede Hamasterrorister tidligt om morgenen krydsede den israelske grænse, myrdede uskyldige familier, nedslagtede festende unge på en musikfestival med koldt blod og tog mere end 250 gidsler. Og det er 2 år siden, at Netanyahu indledte sin krig i Gaza. Det, der til at begynde med selvfølgelig var et legitimt israelsk selvforsvar, handler nu også om at forhindre, at en palæstinensisk stat nogen sinde kan blive en realitet. Man accelererer ulovlige bosættelser, man forhindrer nødhjælp i at komme frem, man lader børn sulte og dø, og man har indtil nu været ret ligeglad med verdenssamfundets protester. Men palæstinenserne har ligesom Israel krav på deres eget land. De har ret til liv og til frihed og til personlig sikkerhed, og de har ret til et land uden terrorister. Danmark er parat til at anerkende en palæstinensisk stat, når Hamas har frigivet gidslerne, har nedlagt våbnene og ikke længere spiller en rolle i Gaza, når det palæstinensiske selvstyre gennemfører nødvendige demokratiske reformer og vi i øvrigt har en vished for, at en fremtidig palæstinensisk stat ikke vil have et militær.

Selvfølgelig støtter vi op om de aktuelle fredsbestræbelser, og vi håber, at det lykkes. Men hvis Israel fortsat ikke lytter til andre end dem selv, vil vi blive ved med at afsøge veje for at lægge det maksimale internationale pres, for at nødhjælpen kommer frem. Det bruger vi også vores EU-formandskab til. For, Israel, kan det virkelig passe, at alle andre tager fejl, og at kun I har ret? Det verdenssamfund, som I ikke har villet lytte til, er det selv samme verdenssamfund, der gav jer jeres eksistens. I Danmark viger vi ikke fra vores opbakning til Israel som stat, og vi kommer aldrig til at vige for israelerne og jødernes ret til et liv i frihed og med personlig sikkerhed.

Danmark var med til at stifte De Forenede Nationer, og Danmark stemte for, da FN som noget af det første i 1947 vedtog en plan for oprettelsen af en arabisk og en jødisk stat med det ønske, at alle folkeslag kan leve i fred – i deres egen stat og i resten af verden. Her er der altså et antal af både danskere og udlændinge i Danmark, der svigter. På sociale medier er de antisemitiske kommentarer eksploderet. Mennesker med jødisk baggrund får hemmelige adresser, de fjerner deres navn fra postkassen, og de lader være med at blande sig i den offentlige debat. Jødiske børn er de eneste børn her i Danmark, der går i skole under politibeskyttelse. Og for nylig blev en fodboldkamp for en jødisk klub med drenge under 12 år aflyst i Brønshøj.

Jeg vil gerne rette en appel til alle: Vi kan ikke lade de hjerteskærende uretfærdigheder, der sker i Mellemøsten, splitte vores eget samfund. Og det jødehad, der i en periode var stærkere end selve vores europæiske civilisation, og som nu efter alt at dømme igen er at finde på både den yderste venstre- og højrefløj og i dele af indvandrermiljøet, må alle vi andre besindige mennesker tage skarp afstand fra. For alt det her er ikke kun en trussel mod vores jødiske medborgere; det er en trussel mod Danmark. Det jødiske samfund har eksisteret i Danmark i flere hundrede år. I beriger os aldrig det modsatte, og vi vil passe på jer, og vi vil bekæmpe dem, der vil jer det ondt.

Danmark og Europa befinder sig i den sværeste og farligste situation siden afslutningen på anden verdenskrig. Man plejede at sige om os danskere, at hvis vi har en kniv i den ene hånd, har vi en gaffel i den anden. Men nu er vi ved at genfinde ordene fra Holger Drachmann: »Med sværdet i hånd skal hver udenvælts fjende beredte os kende«. Det er ikke længere kun en midsommervise fra en svunden tid, det er ikke længere noget, vi bare synger til sankthans, for ufredens ånd blæser igen over Europa. I Ukraine er der krig på slagmarken, og på resten af kontinentet en hybridkrig – misinformation den ene dag, krænkelser af luftrummet den anden.

Herhjemme er vi blevet ramt af det hidtil mest alvorlige anslag mod vores infrastruktur, som vi også ser det i andre lande. Forløbet har samlet vist os, at vi skal blive bedre til at opdage, til at forfølge og til at nedtage droner. Vi kommer selvfølgelig til at tage ved lære af det, vi har været igennem. Og vi kommer til at lære af de bedste. Myndighederne har intensiveret samarbejdet med Ukraine, som er dem, der nu er specialisterne, de mest erfarne i Europa, når det handler om at bekæmpe droner. Også her bliver der behov for flere investeringer. Men lad os ikke lyve for danskerne. Om vi så havde alverdens kapaciteter, ville vi ikke kunne holde alle droner ude eller helt undgå ethvert forsøg på sabotage.

Kl. 12:51

Derfor vil jeg også sige tak til vores allierede, der hurtigt og beslutsomt hjalp Danmark i sidste uge med soldater, personel og kapaciteter til indsatsen mod droner. Det, vi så i sidste uge, er vores egentlige styrke: at vi er en del af stærke alliancer i EU og i NATO, hvor vi arbejder sammen, opruster sammen og ultimativt forsvarer os sammen.

Rusland har startet en hybridkrig. Den kan blive lang, den kan blive grim, og den kan blive svær. Det kommer til at kræve et endnu tættere samarbejde på tværs af kontinentet, og det kommer til at kræve noget af os alle sammen herhjemme. For det er først og fremmest en kamp om vores sjæl og vores mentalitet. Og sandheden er som regel det første offer.

Rusland vil sige til jer danskere, at det er os, der truer dem, selv om det forholder sig lige omvendt. De vil sige, at det er os i Europa, der ønsker konfrontationen, selv om det forholder sig omvendt. Og om det er køb af langtrækkende præcisionsvåben, om det er en ammunitionsfabrik i Nordjylland, vores støtte til Ukraine eller droneproduktion i Sønderjylland, så vil Rusland nu forsøge at gøre os bange og usikre. De vil, at vi skal tvivle, og de vil forsøge at splitte os og skræmme os fra at gøre det nødvendige. Derfor er det nu, vi skal holde fast. Rusland skal vide, at vi aldrig nogen sinde vil finde os i, at et land, der omstiller deres eget samfund til en krigsøkonomi, som selv har oprustet, og som på den mest brutale vis har angrebet et europæisk land, nu skal fortælle os, hvad vi må og ikke må for at forsvare os selv.

Ja, vi vil fred her til lands, og den kan vindes, hvor hjerterne aldrig bliver tvivlende kolde. Men et land og et kontinent, der ikke vil forsvare sig selv, vil dø langsomt, og Rusland skal vide, at hvis de angriber en af os, så angriber de os alle.

Der tales i de her måneder meget om de sikkerhedsgarantier, vi andre skal stille til Ukraine, men sandheden er, at det forholder sig stik modsat. Lige nu er Ukraines modstandskamp Europas sikkerhedsgaranti. For vi må lægge til grund, at Rusland forbereder sig på at kunne udvide krigen til andre dele af Europa. Det er derfor, vi opruster herhjemme og i resten af Europa. Vi har øget samarbejdet i de nordiske lande og med landene omkring Østersøen, og vi bruger vores europæiske formandskab på at skabe et stærkere Europa, et stærkere EU, ikke mindst, når det gælder forsvarsindustrien og vores konkurrenceevne; et Europa, der skal have styr på sine egne grænser, og som udfordrer nogle af de konventioner, der ikke længere passer på almindelige mennesker, men snarere på gerningsmændene.

Oprustning kræver en robustgørelse af Europa. År for år har regeringen brugt flere penge på forsvaret af Kongeriget end tidligere, og det vil vi blive ved med. Vi er i Danmark gået fra at skære ned på forsvaret til at være i front, og ærlig talt: Det klæder os. Dannebrog vajer bare smukkere, når nationen ikke bøjer nakken. Oprustningen kommer først og sidst, og sådan vil det være i mange år. Regeringen vil afsætte mindst 5 pct. af vores samlede velstand på forsvar, sikkerhed og beredskab, heraf 3,5 pct. alene på forsvar, og det er selvfølgelig senest i 2030.

Det vil uundgåeligt fortrænge andre prioriteter, også selv om råderummet er stort. Nogle vil sige, at det, der er tilbage, bare skal gives i skattelettelser; andre vil sige, at det skal bruges på velfærd eller den grønne omstilling. Jeg tror, vi også her skal finde en balance og tilrettelægge vores økonomi på en måde, hvor vi kan håndtere stigende udgifter både til forsvar, men også på de andre områder, hvad enten det er klimatilpasning, borgernes forventninger til velfærden eller de skatteindtægter fra afgifter på fossil energi, som udfases, i takt med at vi omstiller samfundet. For alting hænger jo sammen.

Når vi bruger så mange penge på forsvar, er det, fordi det, vi forsvarer, er et stærkt velfærdssamfund. Det kræver, at vi bliver ved med at prioritere det, og det kræver også, at vi hele tiden vækster og styrker vores økonomi på en bæredygtig måde. Man kan ikke pille ét element ud af den her ligning, uden at helheden krakelerer, og hvis det sker, vil der til sidst være for lidt at forsvare. Derfor vil regeringen i begyndelsen af det nye år præsentere en samlet økonomisk plan, der først og fremmest sikrer den nødvendige finansiering af vores forsvar, sikkerhed og beredskab, men som også leverer på velfærden, Danmarks konkurrenceevne og den grønne omstilling.

Kl. 12:56

Vi elsker vort land, men ved midsommer mest. Og netop i sommer skete der noget helt fantastisk i Nordjylland. I Hals Mose, lidt øst for Aalborg, dukkede et lille stykke danmarkshistorie op: bølleblåfuglen, en vidunderlig smuk sommerfugl. Den er ikke mere end 2-3 cm stor, dyb blåviolet på oversiden og med orange halvmåner på undersiden. I 30 år var den forsvundet derfra. Dens naturlige habitat, mosen, var igennem årene blevet opdyrket, drænet, gødsket og sprøjtet, og til sidst var der ikke noget at leve af. Men nu efter 3 årtiers fravær og 5 års intensivt arbejde med at gøre Hals Mose til den sumpbirkeskov, som den fortjener at være, hvor vandet er kommet tilbage, hvor der er blevet pløjet så dybt, at de vilde blomster igen kan gro, hvor dyr og planter har fået fred for mejetærskerne og plantegiftene, og hvor de naturlige ynglesteder til sommerfuglene er blevet genskabt, så er bølleblåfuglen tilbage.

På en god dag kan du opleve to af vores største fugle, havørnen og kongeørnen, jage i mosen, se tranen lede efter føde til sine unger, og længere mod øst, i Jægerspris i Hornsherred, står Kongeegen. Det er formentlig Danmarks ældste træ, og man regner med, at det er mere end 1.500 år gammelt. Det blev sået, da der var jernalder i Danmark, og det kan nok kongerækken bedre end de fleste, for den har oplevet jer alle.

Nu rusker tiden igen i dens grene. Jeg tror, at vi nogle gange har det med at glemme, at naturen var her længe før os. Men det var demokratiet ikke, og som Hal Koch skrev det: »Det er ikke en sejr, som er vundet, men en kamp, der stadig går på. Det er ikke et én gang opnået resultat, men en opgave, som stadig skal løses på ny.« Med de ord vil jeg bede jer om at rejse jer.

Danmark leve!

(Trefoldigt hurraråb fra salen).

Kl. 12:58

Formanden (Søren Gade):

Tak til statsministeren.

Redegørelsen vil som bekendt komme til debat på torsdag, den 9. oktober 2025.

Jeg skal gøre opmærksom på, at talen vil blive oversat til grønlandsk og færøsk og vil komme på Folketingets hjemmeside.

Kl. 12:58

Formanden (Søren Gade):

Igen i år har Præsidiet besluttet, at vi skal indlede folketingsåret med at synge nationalsangen. Der er omdelt tekster til alle, og vi håber også at få teksten op på skærmen.

Til at lede os godt igennem sangen skal jeg byde velkommen til Lungekoret Pust, som vil synge for. Værsgo at træde ind.

(Efterfølgende sang alle i salen stående »Der er et yndigt land«).

Tak for det. Det var meget smukt. (Bifald i salen). Tak til Lungekoret Pust, og værsgo at sætte jer ned.

Kl. 13:04

Meddelelser fra formanden

Formanden (Søren Gade):

I dag er der følgende anmeldelser:

Finansministeren (Nicolai Wammen):

Lovforslag nr. L 1 (Forslag til finanslov for finansåret 2026),

Lovforslag nr. L 2 (Forslag til lov om ændring af lov om fastsættelse af udgiftslofter for stat, kommuner og regioner for finansåret 2025, lov om fastsættelse af udgiftslofter for stat, kommuner og regioner for finansåret 2026, lov om fastsættelse af udgiftslofter for stat, kommuner og regioner for finansåret 2027 og lov om fastsættelse af udgiftslofter for stat, kommuner og regioner for finansåret 2028. (Konsekvenser af regeringens forslag til finanslov for 2026 m.v.) og

Lovforslag nr. L 3 (Forslag til lov om fastsættelse af udgiftslofter for stat, kommuner og regioner for finansåret 2029).

Titler på de anmeldte sager vil fremgå af www.folketingstidende.dk (jf. ovenfor).

Der er ikke mere at foretage i dette møde.

Folketingets næste møde afholdes i morgen, onsdag den 8. oktober 2025, kl. 13.00.

Jeg henviser i øvrigt til den dagsorden, som vil fremgå af Folketingets hjemmeside.

Inden jeg hæver mødet, vil jeg bede folk i salen om at rejse sig og sige farvel til Hans Majestæt Kongen, Hendes Majestæt Dronning Mary, Hendes Majestæt Dronning Margrethe og Hendes Kongelige Højhed Prinsesse Benedikte.

Kl. 13:05

Skriftlige meddelelser fra formanden

§ 71-tilsynet har den 16. september 2025 afgivet beretning om tilsynets virksomhed i folketingsåret 2024-25.

(Beretning nr. 8).

Mødet er hævet. (Kl. 13:05).