Forvaltning af olie- og gasrettigheder i Nordsøen

08.12.2021

Statsrevisorerne har den 10. december 2021 afgivet Beretning 7/2021 om forvaltningen af olie- og gasrettigheder i Nordsøen med denne bemærkning

Statsrevisorerne har anmodet Rigsrevisionen om at udarbejde denne undersøgelse af, om Klima-, Energi- og Forsyningsministeriet har ført et tilfredsstillende tilsyn med rettighedshaveres overholdelse af regler om anvendelsen af Danmarks undergrund. Ifølge lov om anvendelse af Danmarks undergrund skal der tilstræbes en hensigtsmæssig anvendelse og udnyttelse af undergrunden og dens naturforekomster.

Statens samlede indtægter fra aktiviteterne i Nordsøen var i perioden 1972-2019 ca. 544 mia. kr. (i 2020-priser). Indtægterne kommer primært fra den almindelige selskabsskat, kulbrintebeskatning og udbytte fra statens eget selskab, Nordsøfonden. I 2021 er der 17 aktive licenser, som samlet dækker over 21 producerende felter (16 oliefelter og 5 gasfelter). 

Statsrevisorerne finder, at Klima-, Energi- og Forsyningsministeriets tilsyn med rettighedshavernes anvendelse af undergrunden i Nordsøen ikke har været tilfredsstillende. 

Energistyrelsen kan ikke i tilstrækkelig grad dokumentere, at styrelsen har ført tilsyn med, om rettighedshaverne har efterlevet vilkårene for aktiviteterne i Nordsøen. Styrelsen har først i 2019 planlagt et dækkende tilsyn med rettighedshavernes aktiviteter. Der kan således være risiko for, at rettighedshaverne ikke efterlever undergrundsloven og de vilkår, som er knyttet til deres tilladelser. 

Statsrevisorerne finder det utilfredsstillende, at Energistyrelsens dialog med Kammeradvokaten om den anden vurdering har været sparsomt dokumenteret, og at der ikke har foreligget et kommissorium for det arbejde, som Kammeradvokaten skulle udføre. Herved er der risiko for, at de juridiske vurderinger blev foretaget på et ufuldstændigt grundlag.

Statsrevisorerne finder det tilfredsstillende, at Energistyrelsen har undersøgt, om selskaberne har den fornødne tekniske og finansielle kapacitet til at varetage forpligtelserne i licensen, når styrelsen godkender en licensoverdragelse.

Statsrevisorerne har særligt hæftet sig ved følgende resultater fra undersøgelsen:

  • For 51 % af de fastsatte vilkår for de 5 undersøgte felter foreligger der ikke dokumentation for, at Energistyrelsen har fulgt op på, om vilkårene er efterlevet.
  • Energistyrelsen udarbejdede først i 2018 en strategi for tilsynet med rettighedshavernes aktiviteter i Nordsøen.
  • Energistyrelsen kan ikke for 28 ud af 46 planlagte tilsynsaktiviteter i 2019 og 2020 dokumentere, at tilsynsaktiviteterne er udført. Dette svarer til 61 % af de planlagte tilsynsaktiviteter.

Statsrevisorerne finder det tilfredstillende

  • At. Skattestyrelsen siden 2017 fast har kontrolleret skatteopgørelserne fra alle rettighedshavende selskaber i Nordsøen. Rigsrevisionens undersøgelse viser, at styrelsen inden for tidsfristerne har visiteret og færdigbehandlet sager fra de producerende selskaber, som er de mest væsentlige og risikofyldte.
  • At Skattestyrelsen har truffet 113 afgørelser vedrørende skatteopgørelsen af de rettighedshavende selskaber i Nordsøen i perioden 2016-2020. Af de 113 afgørelser har 60 afgørelser medført ændringer i skatteopgørelsen, hvilket har ført til et øget skatteprovenu på ca. 3,6 mia. kr. 

Ministrenes svarfrist: 2 mdr. 

Deltagere i statsrevisormødet:
Henrik Thorup (DF), Klaus Frandsen (RV), Frank Aaen (EL), Mette Abildgaard (KF), Leif Lahn Jensen (S), Troels Lund Poulsen (V)

Gitte Korff
Sekretariatschef
Telefon: 3337 5985

Sideansvarlig: Jannie Sølvsteen