(Det talte ord tæller)
Som så mange andre skulle jeg have været til folkemødet på Bornholm, men det blev desværre ikke til noget.
Derfor er det rart at komme til folkemøde her i Randers.
Det er et imponerende program.
Det er også flot, at I har nået at indrette arrangementet på alle de hensyn, som vi skal tage for at undgå at smitte hinanden.
Lokale ildsjæle har haft ekstra travlt.
Det er Foreningsdanmark, når det er allerbedst.
Da jeg holdt grundlovsmøde for lidt mere end tre måneder siden, talte jeg til en bilpark.
Folk blinkede med lygterne og dyttede i hornet.
Forhåbentlig var det positivt ment.
Men det ér bare noget andet at mødes ansigt til ansigt.
Der er en anden direkte kontakt.
Det hele bliver mere levende.
Folkemødet i Randers handler om demokratiets tilstand under corona.
Et relevant tema - coronaen har udfordret måden vi taler sammen på og træffer beslutninger på.
Det gælder ikke bare Folketinget, men også det lokale demokrati i kommunalbestyrelserne og de mange frivillige foreninger.
Jeg vil belyse temaet med mine erfaringer fra Christiansborg. Coronaepidemien har i dén grad påvirket Folketingets arbejde.
-----------
Jeg vil lægge ud med at gå lidt tilbage.
Danmark har haft demokrati, siden den første grundlov blev vedtaget i 1849.
Grundloven satte en stopper for enevælden.
Kongens magt blev indskrænket.
Borgerne fik stemmeret.
Når man går fra enevælde til demokrati, bliver samtalen ekstra vigtig.
Hvis man skærer ind til benet, kan man sige, at demokrati ér samtale.
Det er i hvert fald sådan, den danske teolog Hal Koch definerer demokratiets væsen.
Nøgleordene i hans demokratiopfattelse er samtalen, den gensidige forståelse og respekten for dem, man ikke er enig med.
I den demokratiske samtale lytter man til hinanden.
Man efterprøver de andres synspunkter og giver sig selv mulighed for at blive klogere.
Måske taler man sig frem til et politisk kompromis, der kan samle flertal om en lov.
Den demokratiske samtale kræver spilleregler.
Den kræver enighed om formen.
Det kan være en dagsorden eller regler om, hvor længe man må tale, eller hvordan man skal tale.
Grundloven siger noget om, hvordan samtalen i Folketinget skal foregå, når vi lovgiver.
Folketinget kan ikke vedtage love, medmindre lovforslagene har været debatteret tre gange i Folketingssalen.
De nærmere regler om Folketingets arbejde står i forretningsordenen.
Hverken grundlov eller forretningsorden har bestemmelser, der tager højde for, hvad Folketinget skal gøre, når samfundet bliver ramt af en smitsom pandemi.
Vi har ikke en manual, vi bare kan slå op i.
Derfor har vi måttet improvisere.
Men hele tiden med et skarpt blik på at holde fast i den demokratiske samtale, der er selve grundlaget for Folketingets arbejde.
Jeg har været medlem af Folketinget i 26 år og har ikke oplevet noget, der var lige så usædvanligt som månederne marts, april og maj i år.
Vi skal nok tilbage til Den Anden Verdenskrig for at finde en periode, der var lige så usædvanlig for demokratiet.
----------
Som så mange andre fulgte jeg i årets begyndelse udviklingen, hvor coronaen spredte sig vestover fra en fjern provins i Kina.
Via Østrig og Italien sprang virus videre til Danmark.
Men jeg tror ikke, der var mange, som til at begynde med rigtig forstod, hvor store konsekvenser coronaen ville få for hele det danske samfund.
Men det ændrede sig.
Scenen for nogle dramatiske måneder i dansk politik blev sat den 11. marts om aftenen.
Sammen med partilederne var jeg indkaldt til møde i Statsministeriet.
Alvoren stod malet i alles ansigter, da statsministeren gav en orientering om situationen.
Hvis vi ikke før havde været klar over, hvad pandemien kunne gøre ved det danske samfund, så blev vi det dén aften.
Partilederne gav opbakning til at lægge den politiske dagsorden til side og koncentrere kræfterne om at bringe Danmark bedst muligt gennem krisen.
Det var det første eksempel på dansk politik, når dansk politik er allerbedst.
Min opgave som formand for Folketinget stod lysende klar.
Folketinget skulle for enhver pris holdes kørende for at håndtere det parlamentariske arbejde.
Andre aktiviteter måtte sættes på lavt blus.
Det betød først og fremmest, at Folketinget skulle være i stand til at vedtage love.
Der var enighed om at udsætte de lovforslag, der ikke var absolut nødvendige.
Det samme gjaldt beslutningsforslag og indkaldelse af samråd, hvor en minister møder op i et udvalg og svarer mundtligt på samrådsspørgsmål.
Vi sørgede til gengæld for, at det var muligt at stille skriftlige spørgsmål direkte til en minister – de såkaldte paragraf 20-spørgsmål – og udvalgsspørgsmål.
Selv om fokus i de første forårsmåneder var på lovgivning, holdt vi fast i, at Folketinget skulle bevare redskaber til at føre kontrol med regeringen.
Det var vigtigt for mig, at oppositionen fik mulighed for at udøve den demokratiske funktion med at stille kritiske spørgsmål til regeringsmagten.
Det er også en vigtig del af den demokratiske samtale i Folketinget.
-----------
Efter mødet i Statsministeriet var jeg også klar over, at jeg måtte søge politisk opbakning til at sætte lovgivningsprocessen op i gear.
Truslen fra corona kaldte på love til at bekæmpe epidemien.
Normalt skal der gå 30 dage, fra et lovforslag bliver fremsat, til det bliver vedtaget.
Det er en fornuftig tidsfrist.
Den skal give plads til refleksion og eftertanke.
Love skal ikke blive til på en pludselig stemning.
Men i marts var tiden knap.
Vi skulle handle hurtigt for at bringe Danmark bedst muligt gennem krisen.
Allerede den næste dag blev den første hastelov vedtaget 15 minutter i midnat.
Altså samme dag, som lovforslaget blev fremsat.
Loven giver sundheds- og ældreministeren beføjelser til at tage initiativer for at bekæmpe coronavirus uden først at skulle spørge Folketinget om lov.
Sundheds- og Ældreudvalget havde en ekstremt presset tidsplan til at komme gennem lovforslag 133, der senere blev til den første hastelov.
Udvalget bed sig fast i bordpladen og arbejdede sig gennem forslaget.
Der blev stillet mange spørgsmål til ministeren i løbet af dagen.
Det endte med, at udvalget afgav betænkning, så lovforslaget kunne komme ned i Folketingssalen og blive stemt igennem på samme måde som andre lovforslag.
Det gik hurtigt – men det skulle det også.
Knap så hurtigt er det gået med de andre hastelove.
De er typisk kommet på plads i løbet af en uges tid.
At vedtage en lov samme dag, som lovforslaget bliver fremsat, hører virkelig til sjældenhederne.
Det sker kun i helt ekstraordinære tilfælde.
Og kun når særlige samfundsinteresser står på spil. I de seneste 40 år er det sket to gange.
I 1987 greb Folketinget ind i en arbejdskonflikt mellem specialarbejdernes forbund og Falck.
Forhandlingerne var kørt fast.
Der var en risiko for, at ambulancerne ikke kunne komme ud af garagerne.
Menneskeliv var i fare.
Det andet eksempel er fra 2016.
Her hastebehandlede Folketinget et lovforslag om at ændre en støtteordning for solcelleanlæg.
Hvis ikke det var sket, havde staten fået en ekstra udgift på 11 milliarder kroner.
----------
Rent praktisk er det mig som formand for Folketinget, der vurderer og anbefaler, at Folketinget fraviger tidsfristerne for lovbehandlingen.
Det er ikke noget, jeg tager let på.
Det er heller ikke noget, jeg kan gennemføre på egen hånd.
Det kræver et flertal på ¾ af medlemmerne. Heldigvis har der været bred opbakning til at gøre undtagelser med coronalovgivningen.
Det, synes jeg, er et andet godt eksempel på det bedste ved det danske folkestyre.
Folketinget vedtog i foråret en række love ved at bruge dispensationsmulighederne.
Men selv om det gik stærkt, kan jeg stå inde for måden, det foregik på.
Under normale omstændigheder havde vi givet hinanden mere tid.
Men det havde vi ikke i foråret.
Her var det et kapløb med tiden.
At partierne i det hele taget rykkede sammen om hastelovene var ingen selvfølge. De gjorde det, fordi de påtog sig et fælles ansvar.
Sundhedsmyndighedernes retningslinjer betød også, at vi måtte indrette os på nye måder i Folketingssalen og i udvalgene.
Udvalgene tilstræbte at begrænse de fysiske møder og så vidt muligt holde dem som videokonferencer.
Det bliver aldrig det samme på nettet som at være i det samme rum og se hinanden i øjnene.
Men da coronaen var på sit højeste i foråret, fungerede det.
Udvalgene skrev betænkning som ved alle andre lovforslag.
Det var business as usual – blot digitalt.
Min egen erfaring fra videomøder i foråret stammer primært fra Udvalget for Forretningsordenen.
Det er Folketingets parlamentariske ledelse. Det var her, vi tog drøftelserne om, hvordan vi skulle tilrettelægge arbejdet i sal og udvalg.
Vi fik vendt afgørende spørgsmål og talt os til enighed.
Det er ikke min opfattelse, at formen stod i vejen for, at vi kunne træffe beslutninger.
Men dialogen på nettet er ikke lige så spontan som ved de fysiske møder.
Den bliver lidt mere stiv, men jeg kan ikke se, hvordan vi skulle have klaret Folketingets arbejde i foråret, hvis ikke vi havde haft videomøder som redskab.
Det er en læring, vi tager med i det fremtidige arbejde.
Vi behøver ikke altid mødes omkring et bord.
Der vil være situationer i fremtiden, hvor vi godt kan klare os med videokonferencer.
----------
Under coronaen har vi været nødt til at være meget strikse med at begrænse medlemmernes adgang til Folketingssalen for at kunne følge sundhedsmyndighedernes retningslinjer.
På et tidspunkt var det kun ordførerne, som måtte være tilstede i salen, når vi behandlede lovforslag.
Og partigrupperne blev opfordret til at lade sig repræsentere af en fælles ordfører.
Afstemninger foregik ved, at medlemmerne stillede sig på en lang række i Vandrehallen med flere meter imellem sig.
De gik ind i Folketingssalen i hold på syv-otte stykker ad gangen og med hænderne sprittet af.
Da kravene blev lempet, gik vi over til at 94-95 medlemmer kunne være i salen og stemme ved at rejse sig op.
Medlemmerne kunne ikke sidde og trykke på afstemningsknappen fra deres normale pladser, fordi de så ville sidde for tæt.
Da jeg sad i formandsstolen og så ud over Folketingssalen, slog det mig, hvor historisk øjeblikket var. Det er et syn, jeg aldrig vil glemme.
Men vigtigst af alt fungerede det. Folketinget var beslutningsdygtigt.
Folkestyret blev holdt i gang og kunne yde sit bidrag til at redde menneskeliv og arbejdspladser.
Jeg er ikke i tvivl om, at de første måneder af coronakrisen kommer til at stå tilbage som nogle af Folketingets allerfineste øjeblikke.
Det lykkedes at samle partierne om en fælles dagsorden.
Vi kom i mål med initiativer til smittebegrænsning.
Erhvervslivet fik hjælpepakker.
Den demokratiske samtale viste sig at kunne føre til hurtige og vigtige beslutninger, da det virkelig gjaldt.
Jeg er overbevist om, at den politiske enighed om at lukke Danmark ned i marts sendte et stærkt signal til danskerne.
Det understregede alvoren og fik befolkningen til at tage retningslinjerne til sig.
Man kan ikke vinde over coronaen gennem lovgivning alene.
Det kræver en ansvarlig adfærd hos hver enkelt dansker.
Civilsamfundet – og det er blandt andet alle jer – har en stor del af æren for, at Danmark undgik de frygtelige tilstande, som vi har set i andre lande.
Den ekstraordinære enighed havde selvfølgelig også en udløbsdato.
De politiske forskelle viste sig, da Folketinget begyndte at diskutere, hvordan og hvornår vi skulle tage skridt til at genåbne samfundet. Her så partierne forskelligt på situationen.
Det viste sig lettere at blive enige om at lukke ned end at lukke op.
Da forholdene begyndte at blive normaliseret, kaldte medlemmer ministre i samråd og spurgte blandt andet ind til problemstillingen om grænserne.
Og Udvalget for Forretningsordenen udspurgte statsministeren, om hvilken rådgivning regeringen støttede sig til forud for nedlukningen.
I begge tilfælde ved at bruge redskaber, som medlemmerne har til rådighed for at føre kontrol med regeringen.
Jeg synes, det klæder demokratiet, at meningerne brydes. At de politiske forskelle træder tydeligt frem.
Det er et sundt træk ved demokratiet.
----------
Der har været kritik af hastelovene. At det gik lige lovlig stærkt.
Jeg kan godt forstå betænkelighederne.
Var det ideelt at give så mange dispensationer? Nej!
Var det nødvendigt? Ja!
At se bort fra de normale tidsfrister skal altid være en undtagelse. Men jeg er ret sikker på, at eftertiden vil nå frem til den konklusion, at der ikke var nogen anden mulighed.
Da vi var ovre det værste, ønskede et flertal i Folketinget en hurtig undersøgelse af beslutningsgrundlaget bag nedlukningen af det danske samfund.
En arbejdsgruppe er nu i gang med at granske sundhedsvæsnets beredskab og de beslutninger, der lå til grund for nedlukningen af Danmark, da pandemien ramte i marts.
Professor emeritus Jørgen Grønnegård Christensen er udpeget til formand for gruppen.
Han har sammensat et hold med yderligere fem eksperter med særlig viden inden for jura, økonomi og samfunds- og sundhedsvidenskab.
Udredningen skal sørge for, at vi lærer af et indgreb af historiske dimensioner.
Det er vigtigt, at vi gør, hvad vi kan, for at stå bedre rustet, hvis Danmark igen bliver ramt af en pandemi.
Jeg hverken vil eller kan foregribe undersøgelsens konklusioner.
Jeg vil blot understrege, at mine pejlemærker for det politiske arbejde har været grundloven og Folketingets forretningsorden.
Samt hensynet til at få den nødvendige lovgivning på plads for at dæmme op for coronaepidemien.
Undersøgelsen vil blive gennemført hurtigt. Ifølge tidsplanen skal ekspertgruppen afrapportere i begyndelsen af det nye år.
----------
Jeg håber, at det nye folketingsår bliver mere normalt.
Vi har stadig restriktioner og begrænsninger på, hvor mange der kan komme på besøg i Folketinget.
Det er rigtig ærgerligt.
Det støder sammen med Folketingets ambition om at være et af verdens mest åbne parlamenter.
Desværre har vi måttet indføre et midlertidigt stop for det meget populære spil ”Politiker for en dag”.
Her deltager 8. og 9. klasses elever i et 3 timer langt rollespil på Christiansborg. Eleverne arbejder med lov- og beslutningsforslag, holder taler for hinanden og deltager i afstemninger, som var de medlemmer af Folketinget.
Vi ved af erfaring, at spillet betyder meget for de unges forståelse af, hvordan folkestyret fungerer.
Heldigvis kan medlemmer og ansatte vise skoleklasser og andre grupper rundt på Christiansborg.
Det er vigtigt, at Folketinget åbner op og byder gæster indenfor.
Det er en del af den demokratiske dannelse at stå ved montren i Vandrehallen og se grundloven og komme ind i Folketingssalen, som de fleste kun kender fra fjernsynet.
Min egen nysgerrighed for politik blev vakt, da jeg som elev i 9. klasse på Vorbasse Skole var på rundvisning i Folketinget.
Da jeg kom hjem, meldte jeg mig ind i DSU.
At gøre Folketinget endnu mere åbent og publikumsvenligt er en af de opgaver, som står øverst på mit arbejdsprogram for formand for Folketinget.
Vi har også været nødt til at ændre formatet på Folketingets åbning.
Antallet af gæster er skåret ned, og vi har sat et loft over, hvor mange pressefolk, vi kan have på åbningsdagen.
Men alle medlemmer kan nu godt være i Folketingssalen på samme tid.
Salen er på 400 kvadratmeter, så der er plads til alle.
Det er hele tiden en balancegang at få den demokratiske samtale til at flugte med sundhedsmyndighedernes krav.
Jeg synes, det er lykkedes ved fælles hjælp.
Det skal medlemmerne have æren for.
Indimellem hører jeg nogle sige, at politik bare er spin og drillerier.
I forårsmånederne blev det lysende klart, at politik handler om nære ting.
Om menneskeliv og arbejdspladser.
Tættere på danskernes liv kan politik ikke komme.
Jeg synes, det danske folkestyre er kommet styrket ud af coronakrisen.
Det har vist sig at have et dybt og stærkt rodnet.
Politikerne viste handlekraft, da vi stod over for en meget alvorlig krise.
Og vigtigst af alt har vi set, at der er et bånd mellem politikere og befolkning.
Jeg ved godt, at politikere ligger lavt i undersøgelser over folks tillid til forskellige faggrupper.
Vi ligger i bunden sammen med journalister og bilforhandlere.
Men jeg har et håb om, at resultatet bliver bedre, næste gang forskellige faggrupper bliver målt.
Tak for ordet.