Lovgivningsprocessen

Hvert år bliver der fremsat omkring 200 lovforslag og 200 beslutningsforslag i Folketinget.

Større

Love regulerer, hvordan vi skal leve sammen i Danmark, hvad vi skal drive i fællesskab – f.eks. folkeskolen og sygehusene – og hvordan det fælles skal være indrettet. Lovgivning handler om, hvad man skal som borger, og hvad man ikke må, herunder hvad der er strafbart. Lovteksterne skal derfor skrives så præcist, at borgerne ikke er i tvivl om de fælles spilleregler i samfundet.

Nye lovforslag kan fremsættes af regeringen og folketingsmedlemmerne. 

Regeringen fremsætter de fleste lovforslag

Lovforslag tager lang tid at skrive, og det kræver stor juridisk indsigt. Derfor er det regeringen, der fremsætter de fleste lovforslag. For regeringen har mange embedsmænd i ministerierne til at hjælpe sig, mens partierne uden for regeringen, oppositionen, har færre til at hjælpe sig – de har kun medarbejdere i deres gruppesekretariater og i Folketingets Administration.

Ideer til nye love kommer primært fra regeringen, men kan også komme fra folketingsmedlemmerne, interesseorganisationer, erhvervslivet, foreninger m.v., sager i medierne, borgere, der henvender sig til et folketingsmedlem eller et parti med en sag.

Inden et lovforslag fremsættes i Folketingssalen, har det som regel været igennem en længere proces i ministerierne.

Læs, hvordan regeringen forhandler Læs, hvordan regeringen arbejder

Processen skal sikre tid til eftertanke

3 gange skal et lovforslag behandles i Folketinget, inden det kan vedtages. Det står i grundloven. Lovgivningsarbejdet foregår skiftevis i Folketingssalen og i et af Folketingets udvalg. Udvalgene arbejder med lovforslagene mellem behandlingerne i Folketingssalen, og det er med til at sikre grundighed i lovgivningsarbejdet. 

Folketinget har selv vedtaget en minimumsbehandlingstid for lovforslag på 30 dage. Det står i Folketingets forretningsorden. Denne frist skal sikre tid til en grundig behandling under arbejdet med lovforslagene, så lovene ikke er båret af en pludselig oppisket stemning.

Hastebehandling

Normalt skal der gå 30 dage, fra et lovforslag bliver fremsat, til det bliver tredjebehandlet og vedtaget. Det står i Folketingets forretningsorden. Hastebehandling af et lovforslag kan dog ske i særlige tilfælde, hvis Folketinget giver dispensation fra de forskellige tidsfrister. Det kan der f.eks. være brug for, hvis der er strejke og regeringen vil stoppe den med et regeringsindgreb – eller ved andre politiske sager, der kræver, at politikerne lovgiver om dem her og nu.

Mindst 3/4 af de stemmende medlemmer skal tilslutte sig dispensation fra tidsfristerne. Der skal altså et ganske stort flertal til at tillade en hastebehandling.

Beslutningsforslag – nemmere end lovforslag

Udover lovforslag fremsættes der hvert år en lang række beslutningsforslag. Lovforslag og beslutningsforslag kan fremsættes af både folketingsmedlemmer og ministre, men hvor ministre typisk fremsætter lovforslag, fremsætter folketingsmedlemmer oftest beslutningsforslag. 

Beslutningsforslag er lettere og hurtigere at udforme end lovforslag, fordi de ikke skal være så detaljerede.

Beslutningsforslag hedder formelt »forslag til folketingsbeslutning«, og de fremsættes og forhandles stort set ligesom lovforslag i Folketingssalen. De fleste beslutningsforslag fremsættes af regeringens modstandere – oppositionen – og er formuleret, så de pålægger regeringen en handling. Det kan f.eks. være at pålægge regeringen at fremsætte et lovforslag med et bestemt indhold eller opfordre regeringen til at undersøge en sag nærmere.

Beslutningsforslag kan måske blive til lov en dag

Fordi de fleste beslutningsforslag bliver fremsat af oppositionen, bliver de oftest stemt ned eller når kun til at blive behandlet i udvalget og bortfalder senere, når folketingsåret slutter. At plante nye politiske ideer eller få regeringen til at tage initiativ til ny lovgivning er noget af det, oppositionspartierne gerne vil opnå, når de fremsætter beslutningsforslag. Beslutningsforslagene skal diskuteres i Folketingssalen af partiernes ordførere og ministeren på fagområdet. Ordførerne og ministeren tvinges på den måde til at forholde sig til de emner, forslagene omhandler.

Beslutningsforslag kan sætte den politiske dagsorden

Nogle gange fremsætter et oppositionsparti næsten ens forslag flere år i træk. Det presser dets politiske modstandere til at tage stilling til en sag, der måske ellers ikke ville komme på den politiske dagsorden. Hvis regeringspartier synes, at en idé fra et beslutningsforslag er rigtig god, sker det nogle gange, at ideen efterfølgende optræder helt eller delvis i et af regeringens lovforslag. Oppositionspartiet, der har fået ideen i sin tid, får ikke æren – men det får noget af sin politik gennemført.

Processen for behandling af beslutningsforslag

Beslutningsforslag skal kun behandles 2 gange i Folketingssalen i modsætning til lovforslag, der skal behandles 3 gange:
 
  • 1. behandling i Folketingssalen: Ordførerne og ministeren drøfter beslutningsforslaget bredt 
  • udvalgsbehandling: Forslaget gennemgås og diskuteres 
  • evt. 2. behandling i Folketingssalen: Der stemmes om forslaget. I meget sjældne tilfælde diskuterer man også forslaget endnu engang, inden man stemmer om det
Se eksempler på beslutningsforslag

Sådan behandles et lovforslag

Lovforslagets overordnede rammer debatteres af medlemmer og ministeren i Folketingssalen under 1. behandling. Først går ordførerne for partierne på talerstolen efter tur for at fremlægge deres holdning i en kort tale. Derefter kan de øvrige medlemmer komme med kommentarer og spørgsmål til talen, også kaldet korte bemærkninger. 

Ministeren kommer sidst på talerstolen, hvor ministeren opsummerer debatten og kommenterer indlæggene fra de enkelte ordførere. Ordførerne og andre medlemmer kan komme med korte bemærkninger til ministeren. 

Nogle spørgsmål under 1. behandling egner sig bedre til at blive besvaret skriftligt. Dem stiller ordførerne derfor først under udvalgsbehandlingen. 

Når debatten er slut, henviser Folketinget forslaget til udvalgsbehandling, det vil sige, at Folketinget beslutter, at lovforslaget skal behandles i det udvalg, der beskæftiger sig med forslagets emne(r).

Et lovforslag behandles i det relevante Folketingsudvalg efter 1. behandling. De 29 folketingsmedlemmer i udvalget debatterer lovforslaget i dybden, og derefter skriver udvalget en rapport om udvalgets arbejde. Rapporten kaldes en betænkning, og med den afslutter udvalget formelt sit arbejde med lovforslaget og henviser det tilbage til Folketingssalen, hvor det behandles.

Betænkningen indeholder bl.a.: 

  • eventuelle ændringsforslag: konkrete forslag til ændringer i lovforslagets tekst
  • betænkningsbidrag: folketingsgruppernes begrundelser for, hvorfor de stemmer, som de gør, eller redegørelser for forhold i forslaget, folketingsgrupperne lægger særlig vægt på
  • indstillinger: hvad de enkelte folketingsgrupper vil stemme til lovforslaget
Betænkningen indeholder også oplysninger om selve udvalgsbehandlingen, f.eks. om spørgsmål til ministeren om lovforslaget og politiske bemærkninger fra folketingsgrupperne i udvalget.

Offentligheden har adgang til dokumenterne i lovarbejdet

Udvalgets medlemmer modtager følgende dokumenter om lovforslaget, som også er offentligt tilgængelige:
  • henvendelser fra offentligheden
  • udvalgets spørgsmål til ministeren
  • ministerens svar 
  • eventuelle høringssvar og høringsnotat
Udvalgsbilagene findes også på Folketingets hjemmeside under de enkelte lovforslag. De offentligt tilgængelige dokumenter er et led i det åbne folkestyre: Alle skal kunne følge lovgivningsarbejdet og have adgang til de kommentarer, der kommer fra både ministerier og organisationer m.m.

Nogle få udvalgsbilag er fortrolige og derfor ikke tilgængelige for offentligheden. Det kan f.eks. være bilag om udenrigs- og sikkerhedspolitiske spørgsmål.

Høringer og åbne samråd

For at få mere viden på et bestemt område kan udvalget vælge at indkalde et panel af eksperter til at svare på udvalgsmedlemmernes spørgsmål. Sådan et møde kaldes en høring.

Indkalder udvalget en minister til samråd, er dette normalt åbent for offentligheden. Åbne samråd kan følges live via Folketingets hjemmeside og tv-kanal.

Når udvalget har afgivet sin betænkning over lovforslaget, går det videre til 2. behandling i Folketingssalen. 2. behandling er normalt meget kort. Men i meget principielle sager kan medlemmerne være så uenige om forslagets indhold, at 2. behandling bliver lige så lang som 1. behandling. 

Når 2. behandling er slut, kan der ske 2 ting:

  • forslaget henvises direkte til 3. behandling, hvor også afstemningen om lovforslagets endelige vedtagelse foregår
  • forslaget sendes tilbage i udvalget, fordi en eller flere ordførere har bedt om det. Det kaldes fornyet udvalgsbehandling

Eventuelt ny udvalgsbehandling mellem 2. og 3. behandling

Et ønske om fornyet udvalgsbehandling kan f.eks. være begrundet i, at der er kommet vigtige nye oplysninger frem, efter at udvalget har afgivet sin betænkning. Det kan også være begrundet i, at et eller flere medlemmer af udvalget er utilfredse med svar, de har fået på spørgsmål under den første udvalgsbehandling, og ønsker at stille flere. 

Når den nye udvalgsbehandling er færdig, skriver udvalget igen en betænkning med de standpunkter m.m., der er kommet frem under 2. behandlingen. Det kaldes en tillægsbetænkning. 

Først sættes eventuelle nye ændringsforslag til forhandling, og der stemmes om dem. Bagefter sættes hele lovforslaget til forhandling, og til sidst stemmer Folketinget om det samlede forslags endelige vedtagelse. Medlemmerne kan stemme for, imod eller hverken for eller imod. Over halvdelen af folketingsmedlemmerne – mindst 90 – skal deltage i afstemningen, for at den er gyldig. Forslaget er vedtaget, hvis flere stemmer for end imod.

Et vedtaget lovforslag skal bagefter underskrives af kongen og en minister og offentliggøres på www.lovtidende.dk. Når det er sket, er det en lov.

I praksis er det sjældent, at der er en egentlig debat under 3. behandling. Kun hvis medlemmerne er meget uenige om forslaget, tager ordførerne en sidste politisk debat om det, inden Folketinget stemmer. 

Folketinget stemmer først om et lovforslag, når det har været debatteret i Folketingssalen 3 gange og er blevet diskuteret i udvalget. Afstemningen i Folketingssalen afgør, om lovforslaget bliver vedtaget og dermed bliver til lov – eller om det bliver stemt ned.

Medlemmerne har 3 muligheder ved afstemningen. De kan stemme:

  • for (grønt)
  • imod (rødt)
  • hverken for eller imod (gult)

Afstemningen foregår, ved at folketingsmedlemmerne trykker på en skærm i deres pult i salen. Resultatet vises på 2 store skærme på bagvæggen på hver sin side af formandens podie.

Medlemmerne kan kun stemme fra deres egen plads i salen. De kan altså ikke f.eks. give et andet medlem fuldmagt til at stemme for sig eller stemme fra deres kontor eller hjemmefra.

Alle medlemmerne behøver ikke at møde op til afstemningerne

Kun 90 ud af Folketingets 179 medlemmer skal være til stede ved en afstemning, for at Folketinget er beslutningsdygtigt.

Medlemmerne har rigtig mange andre politiske gøremål, f.eks. møder med udvalg, borgere, organisationer osv. Det ville derfor forsinke det politiske arbejde og stikke en kæp i hjulet for mange andre møder i og uden for Folketinget, hvis alle 179 medlemmer skulle møde op, hver gang der var en afstemning i Folketingssalen. 

Clearingaftaler bevarer styrkeforholdet

For at alle folketingsmedlemmer ikke behøver at møde op til hver eneste afstemning, laver partigrupperne såkaldte clearingaftaler. Det er uformelle aftaler mellem de forskellige folketingsgrupper om, hvor mange der møder op til en given afstemning. Partigrupperne sørger for, at antallet af de fremmødte medlemmer fra de enkelte partier forholdsmæssigt svarer til Folketingets sammensætning.

Folketingsmedlemmer, der er blevet clearet, skal således ikke deltage i afstemninger, men kan passe deres øvrige politiske arbejde. Hvilke folketingsmedlemmer der skal cleares fra afstemningerne, besluttes af partigrupperne dag for dag.

Partigrupperne indgår gerne aftaler for et helt folketingsår ad gangen om, hvor mange medlemmer hver gruppe kan cleare, uden at magtbalancen mellem partigrupperne forrykker sig.

Leksikon

Gå til leksikon
Lovforslag
Et lovforslag er oplægget til en lov og skal behandles tre gange i Folketingssalen. Hvis det vedtages, stadfæstes og kundgøres, bliver det til en gældende lov.
Beslutningsforslag
Et beslutningsforslag dvs. et forslag til folketingsbeslutning, indeholder et klart formuleret politisk budskab om, at regeringen skal handle på et emne, f.eks. ved at fremsætte et lovforslag.
Behandlinger
Debatterne i Folketingssalen om lovforslag og beslutningsforslag kaldes behandlinger.
Betænkning
En rapport, som Folketingets udvalg afgiver, når de har arbejdet med et lov- eller beslutningsforslag. Betænkningen fortæller bl.a. hvad udvalgsmedlemmerne mener om forslaget, og hvad de anbefaler deres folketingsgrupper at stemme.
Forretningsorden
Reglerne for, hvordan arbejdet i Folketinget tilrettelægges og afvikles, står i Folketingets forretningsorden.
Udvalg
Folketinget har 30 faste udvalg. Hertil kommer en række særlige udvalg, kommissioner og delegationer.