Ekspertmøde om kvinders rettigheder i krig og fredsprocesser den 7. november 2019

01.11.2019

Folketingets Udenrigsudvalg arrangerer i samarbejde med Oxfam IBIS et åbent ekspertmøde med fokus på Danmarks implementering af FN-sikkerhedsrådsresolution 1325 for Kvinder, Fred og Sikkerhed. Ekspertmødet finder sted torsdag den 7. november kl. 13.00 - 14.30 i Landstingssalen, Christiansborg.

The programme in English is available here.

Danmark har gennem sin menneskerettigheds- og bistandspolitik været et foregangsland, når det gælder kvinders deltagelse, ligestilling og rettigheder. I 2005 formulerede Danmark som det første land en national handlingsplan til implementering af FN-sikkerhedsrådsresolution 1325 om Kvinder, Fred og Sikkerhed. Handlingsplanen er efterfølgende blevet opdateret hvert 5. år og har til formål at sikre, at Danmark bidrager til at styrke kvinders og pigers deltagelse i freds- og stabiliseringsindsatser såvel som at sikre kvinders rettigheder og beskyttelse i skrøbelige og konfliktramte situationer.

I november 2019 offentliggøres en ekstern evaluering af den seneste danske handlingsplan til implementering af FN-sikkerhedsrådsresolution 1325. Her evalueres indsatsen, og en række anbefalinger til udviklings- og læringspunkter fremadrettet vil blive præsenteret. Evalueringen vil udgøre et vigtigt input til Danmarks næste handlingsplan for FN-sikkerhedsrådsresolution 1325, som forventes at blive lanceret i 2020. 

Formålet med ekspertmødet den 7. november er således med afsæt i evalueringen at få en politisk drøftelse af de fremadrettede danske prioriterer i forbindelse med implementering af FN-sikkerhedsrådsresolution 1325 om Kvinder, Fred og Sikkerhed. Følgende områder vil blive belyst:

  • Identificere politiske nøgleprioritetsområder for Danmark på dagsordenen for kvinder, fred og sikkerhed i det videre arbejde med den næste handlingsplan (2020-2025);
  • Informere danske beslutningstagere, der arbejder med dagsordenen i praksis ved at trække på komparative erfaringer i nordiske lande samt læringspunkter og erfaringer fra civilsamfundspartnere og eksperter, der udfører arbejdet i praksis og på landeniveau;
  • Reflektere og gøre status over Danmarks merværdi, ’niche’ og styrkepositioner på kvinde-, freds- og sikkerhedsdagsordenen globalt og i forhold til Danmarks engagement i konfliktramte og skrøbelige sammenhænge.

På ekspertmødet vil der være oplæg fra:

  • Rasmus Prehn, minister for udviklingssamarbejde
  • Trine Bramsen, forsvarsminister
  • Helen Kezie-Nwoha Ise, generaldirektør i Kvindernes International Fredscenter (centret), medlem af Den Afrikanske Unions netværk for kvindelige fredsmæglere, ’Femwise’ og Ugandas tekniske arbejdsgruppe for Uganda’s nationale handlingsplan til implementering af FN-resolution 1325
  • Abeer Mohammed Mohammed Al-Kibsi, Danida strategisk partner fra Yemen, medlem af den yemenitiske kvindepagt for fred og sikkerhed (Tawafaq)
  • Pernille Kardel, ambassadør, tidligere souschef på FN-missionen, UNAMA i Afghanistan og medlem af det Nordiske Kvinders Konfliktløsnings Netværk, Danmark
  • Alex Shoebridge, Peacebuilding Advisor, Oxfam IBIS

Programmet kan læses her.

Konferencen er åben for alle, men tilmelding er nødvendig (også for pressen). Tilmelding skal ske senest dagen før kl. 12. Der er et begrænset antal pladser til høringen, og pladserne vil blive fordelt efter først til mølle-princippet.

Tilmeld dig her.

Gæster i Folketinget må beregne ekstra tid til registrering i besøgsindgangen på grund af sikkerhedstjek, og det anbefales derfor at møde op ca. en halv time, inden konferencen starter. Det er tilladt at optage lyd og bille-der under høringen, hvis det kan ske uden at forstyrre høringens afvikling i øvrigt. 

Konferencen tv-optages og vil blive vist live her på Folketingets hjemmeside, hvor den også kan findes efterføl-gende under "TV fra Folketinget". Desuden vises høringen forskudt på Folketingets tv-kanal.