Peter Juel-Jensen valgt som treassurer ved OSCE PA møde i Luxembourg

10.07.2019

Mandag blev Peter Juel-Jensen, som er formand for den danske OSCE PA delegation, valgt som treassurer for OSCE PA ved den årlige session, som blev afholdt i Luxembourg. Han indtræder dermed i Bureauet og bliver en del af den daglige ledelse af OSCE PA.

”Jeg er ydmyg og stolt over den tillid, som den parlamentariske forsamling viser ved at pege på mig som ”treasurer”. Jeg glæder mig til at arbejde helt inde i maskinrummet i denne forsamling, som udfører en yderst vigtig rolle ved fremme af demokrati, sikkerhed og tillid i og mellem de deltagende stater”, siger Peter Juel-Jensen. 

Det var tiende gang, at Peter Juel Jensen deltog i det årlige møde, som fastlægger rammerne for arbejdet i det nye år. Det overordnede emne for sessionen var, hvordan de nationale parlamenter kan fremme en bæredygtig udvikling og sikkerhed. En central del af mødet var møder i OSCE PA’s generelle komitéer, hvor medlemmerne af den danske delegation debatterede med parlamentarikere fra de øvrige OSCE-lande, og hvor emner som konflikthåndtering, menneskerettigheder og korruptionsbekæmpelse var højt på dagsordenen. Det anspændte forhold mellem Rusland og Ukraine var et gennemgående træk i drøftelserne.

OSCE er Organisationen for Sikkerhed og Samarbejde i Europa, og OSCE’s Parlamentariske Forsamling (OSCE PA) er dens parlamentariske pendant. Her er medlemslandene samlet i et forum, hvor de arbejder med forebyggelse af konflikter samt genopbygning, demokrati, menneskerettigheder og retssamfundet. OSCE PA og OSCE samarbejder, men fungerer uafhængigt af hinanden.