Forhandlingen er åbnet. Den første, der får ordet, er den fungerende beskæftigelsesminister.

Tak for ordet. Det er usædvanligt at stå her som fungerende minister og skulle behandle et lovforslag, inden en regering er dannet. Så vidt jeg ved, er det ikke sket før. Da der ikke er dannet en regering efter folketingsvalget endnu, har jeg da også titlen som fungerende beskæftigelsesminister, ligesom regeringen er et forretningsministerium. Et forretningsministerium tager kun stilling til det allermest nødvendige for driften af landet. Det udvikler ikke en ny politik og diskuterer ikke konkrete lovforslag i Folketingssalen. Det betyder også, at regeringen og jeg selv ikke kan gå ind i en diskussion af forslaget. Jeg kan dog forstå på forslagsstillerne, at man ønsker, at ingen modtagere af det midlertidige børnetilskud vil opleve, at deres ydelse stopper til nytår.

Her kan jeg oplyse, at udbetalingen af børnetilskud faktisk ikke stopper ved udgangen af året: Der vil også blive udbetalt børnetilskud i januar og februar måned. I disse måneder udbetales det børnetilskud, som vedrører henholdsvis november og december måned. Det er lidt teknisk, men bundlinjen er, at dem, der har ret til tilskuddet i december, først kan få beregnet børnetilskuddet efterfølgende, og derfor kommer pengene ind på bankkontoen i februar.

Hvis der er politisk flertal for det, kan man altså vente til efter nytår med at forlænge det midlertidige børnetilskud, uden at nogen vil opleve et ophør i deres tilskud. Derfor er det hverken hensigtsmæssigt eller nødvendigt, at regeringen går ind i en diskussion af det midlertidige børnetilskud netop nu. For Socialdemokratiets holdning vil jeg henvise til ordføreren. Tak for ordet.

Der er allerede flere, der har bedt om korte bemærkninger. Fru Victoria Velasquez fra Enhedslisten, værsgo.

Den fungerende beskæftigelsesminister er jo udmærket klar over, at lovhjemmelen forsvinder fra januar måned, og at vi risikerer, at folk – det står i bemærkningerne til lovforslaget – kommer til at stå uden en indkomst, hvis det er, at man venter til det nye år. Og selv her kan vi jo heller ikke høre fra Socialdemokratiet, om man vil garantere, at man fremsætter forslaget i det nye år. Lige nu er vi vidne til, at julehjælpen eksploderer, og derfor vil jeg gerne spørge, om det er Socialdemokratiets holdning, at de fattigste i vores samfund skal opleve at skulle overleve på almisser, eller om man vil sikre dem et værdigt livsgrundlag.

I Enhedslisten mener vi ikke, at vi kom langt nok med den aftale om kontanthjælpen. Det ved den fungerende minister også godt. Og den fungerende beskæftigelsesminister er jo også udmærket klar over, at vi gerne havde set, at man gik længere, men at det her er et fremskridt. Det her løfter tusindvis af børn op over fattigdom, og det hjælper konkret over 23.000 børn i nogle af de allerfattigste familier.

At de fattigste i samfundet ikke skulle tilbage til blå bloks kyniske fattigdomspolitik, var noget af det, som vi sammen sagde – men hvad er der sket, siden ministeren nu siger noget andet?

Den fungerende beskæftigelsesminister.

Den fungerende beskæftigelsesminister siger ikke noget andet, men konstaterer det faktum, at regeringen er trådt tilbage og lige nu fungerer som et forretningsministerium. Og derved har vi den respekt – både for Folketinget, men i det hele taget jo også for den statsretlige situation, der er etableret – at der ikke vedtages ny lovgivning, som vi i hvert fald medvirker til, og at der heller ikke bliver taget aktivt stilling til ny politik, indtil der er dannet en regering.

Tak for det. (Sang fra tilhørerpladserne).

(Formanden ringer med klokken).

Mødet er genoptaget.

Jeg beder den fungerende beskæftigelsesminister om at komme herop igen. Fru Victoria Velasquez har bedt om anden korte bemærkning. Værsgo.

Det gjorde sgu lige indtryk i forhold til det der med skam.

Den aftale, vi lavede, skulle jo netop sørge for et opgør med den fattigdomsskabende politik, som der var i den regering, som blå blok stod i spidsen for, og som vi ved har konkrete konsekvenser for rigtige mennesker, og som betyder, at man ikke er en del af fællesskabet. Og nu her ser vi simpelt hen ind i, at det ikke bare handler om ikke at være en del af fællesskabet, men om nogle helt konkrete ting som at få mad på bordet. Det er jo et valg, som den fungerende beskæftigelsesminister åbenbart gerne vil træffe, altså at man er klar til at gøre de fattigste børnefamilier til noget, man kan forhandle om, og vende dem ryggen for i stedet for at tækkes dem til højre i salen. For der er et flertal for, at den aftale skal fortsætte.

Så bliver det ministeren.

Der er nogle præmisser i det spørgsmål og i den kommentar, der bliver givet, som ikke er rigtige. Vi står på mål for de aftaler, som vi har indgået. Men faktum er, at regeringen er trådt tilbage, og regeringen respekterer den situation, at man er trådt tilbage og derved ikke vedtager ny lovgivning eller driver ny politik. Jeg synes egentlig, at Enhedslisten burde respektere det samme. Der er ikke nogen præcedens, så vidt jeg og vi har kunnet finde frem til, for at der bliver vedtaget lovgivning, mens der forhandles om dannelsen af en regering.

Tak for det. Hr. Pelle Dragsted for første korte bemærkning.

Jeg synes, det er sørgeligt at høre den fungerende minister tale udenom, for sagen er jo, at den fungerende minister og den fungerende ministers parti klart og tydeligt tilkendegav, at man selvfølgelig holdt den aftale, der var indgået, og gennemførte den lov, man selv har fremsat. Jamen så havde vi ikke behøvet at stå her i dag.

Den fungerende minister giver så udtryk for, at det skulle være umuligt for ministeriet at implementere den her lov – sådan udtaler ministeren sig i dag i Jyllands-Posten. Han antyder ovenikøbet over for offentligheden, at det måske skulle være grundlovsstridigt. Men samme ministerium modsiger i samme artikel ministeren og skriver: Beskæftigelsesministeriet kan generelt oplyse, at ministeriet skal sikre korrekt og rettidig implementering af lovforslag, som vedtages af Folketinget.

Det burde egentlig ikke overraske nogen af os. Vi er trådt til som Folketing, og der er ikke noget over og ved siden af Folketinget. Hvorfor udtaler den fungerende minister sig i direkte modstrid med sit eget ministerium? Er det respekt for Folketinget?

Den fungerende beskæftigelsesminister.

Det er jo fuldstændig korrekt, at der ikke er nogen, der står over Folketinget, og skulle Folketinget beslutte sig for at vedtage, hvad end Folketinget måtte ønske at vedtage, skal de relevante ministerier naturligvis implementere det.

Den fungerende regering har det grundlæggende synspunkt, at vi respekterer den situation, der er etableret, nemlig at vi udelukkende er et forretningsministerium og dermed ikke tager elementer fra det lovprogram, vi selv fremlagde inden folketingsvalget, og nu sætter på til vedtagelse i en fase, hvor der bliver forhandlet om en ny regering. Det er grundlæggende principielle synspunkt, vi har. Og man kan sige det om alt muligt. Vi havde jo et stort lovprogram med masser af ting, som vi gerne ville gennemføre og vedtage. Der er vi nødt til at afvente dannelsen af en ny regering, før vi kan komme videre med det. Det synes jeg også at Enhedslisten burde respektere.

Ønskes den anden korte bemærkning? Værsgo, hr. Pelle Dragsted.

Vi i Enhedslisten er ligesom de øvrige ærede medlemmer netop blevet valgt af vælgerne, og vi har fremsat et lovforslag, fuldstændig som man kan her i Folketinget. Den fungerende minister modtager stadig væk sin gavmilde ministerløn i modsætning til de børn, som kigger ind i en vinter i fattigdom, og den fungerende minister er dermed også underlagt ministeransvarlighedsloven. Derfor vil jeg bare gerne bede den fungerende minister om, under hensyntagen til hvad jeg lige har sagt, at tilkendegive, om den fungerende minister virkelig mener, som den fungerende minister antyder i Jyllands-Posten, at en vedtagelse og gennemførelse af det her lovforslag, som skal redde de her fattige børn, vil være i strid med grundloven. Det kunne jeg godt tænke mig et klart svar på, for det er ikke uden betydning at antyde den slags.

Den fungerende beskæftigelsesminister.

Det synes jeg faktisk at jeg lige har svaret på. Faktum er, at skulle et flertal i Folketinget vælge at vedtage det her lovforslag eller alle mulige andre lovforslag, har de relevante ministerier selvfølgelig en forpligtigelse til at gennemføre det. Det ændrer ikke ved den fungerende regerings grundlæggende og principielle holdning, nemlig at vi mener, at det på alle tænkelige måder er i overensstemmelse med den præcedens, vi i øvrigt har her i landet, at afvente dannelsen af en ny regering, før man vedtager ny lovgivning og aktivt tager stilling til en ny politik.

Tak for det. Den næste, der har bedt om ordet, er fru Karina Adsbøl fra Danmarksdemokraterne.

Tak for det. Ja, det er sådan lidt en interessant debat, og nu er det jo ikke, fordi vi i Danmarksdemokraterne går ind for, at folk på hjemrejseydelse skal have et forhøjet børnetilskud, men jeg kunne egentlig godt tænke mig at høre, når den nuværende eller i hvert fald foreløbige beskæftigelsesminister siger, at regeringen og han selv ikke kan gå ind i drøftelserne, hvad det så er, Socialdemokratiet mener.

For det interessante er jo egentlig, at den 5. oktober fremsatte beskæftigelsesministeren det her lovforslag i Folketingssalen, og nu står han så og siger, at man ikke kan gå ind i de her drøftelser. Men hvad mener Socialdemokratiet? Og vil den fungerende beskæftigelsesminister, hvis han så er minister, når der nu kommer en ny regering på et eller andet tidspunkt, så fremsætte det her lovforslag?

Den fungerende beskæftigelsesminister.

Altså, helt grundlæggende står vi på mål for de aftaler, der er indgået, inden der var folketingsvalg. Men det er jo også klart, at under hensyntagen til det forhold, at regeringen er trådt tilbage og der lige nu forhandles om en ny regering, står vi heller ikke her aktivt og tager stilling til, hvordan et kommende lovprogram skal se ud.

Fru Karina Adsbøl for anden korte bemærkning.

Den fungerende beskæftigelsesminister svarer jo ikke på spørgsmålet om, hvad Socialdemokratiets holdning er. Ét er regeringen, men hvad mener Socialdemokratiet? Det må den fungerende beskæftigelsesminister jo svare på.

Noget andet er, at der jo er indgået rigtig mange aftaler, som ikke er blevet fremsat i Folketingssalen. Jeg tror, det er omkring 80, hvis jeg husker korrekt. Er det noget, som den fungerende beskæftigelsesminister – såfremt han også er minister og sidder i en regering til den tid – vil fremsætte her i Folketingssalen, eller hvordan ser det ud?

Den fungerende beskæftigelsesminister.

Igen vil jeg sige, at der forhandles om dannelsen af en ny regering. Der er ingen af os, der ved, hvordan en sådan regering kommer til at se ud, eller hvilket grundlag den skal arbejde på. Grundlæggende er Socialdemokratiets holdning – og Socialdemokratiets ordfører kommer jo på lige om lidt – at mest muligt af det, der er vores egen politik, og som vi har lavet aftale om, vil vi gerne sørge for bliver gennemført. Men jeg tror også, at vi alle sammen herinde – alle 179 medlemmer – er nødt til at respektere, at valghandlinger har konsekvenser. Når der udskrives valg og Folketinget sammensættes på en ny måde, har det jo både den lavpraktiske konsekvens, at den lovgivning, man havde planlagt, bortfalder, og derudover, at den politik, der så kan føres under dannelsen af en ny regering, selvfølgelig vil tage sig anderledes ud.

Tak for det. Den næste, der har bedt om ordet, er hr. Torsten Gejl, Alternativet.

Tak, formand. Den fungerende beskæftigelsesminister taler om respekt, altså at S ikke kan støtte det her forslag af respekt for situationen. Og så er det bare, at jeg tænker på brugen af ordet respekt. Altså, der er så mange børn, der vil blive ramt af en nedsættelse af deres families indkomst, så af respekt for hvad? Jeg vil gerne have uddybet: Hvad er det, vi respekterer? Og hvorfor er det, at vi skal respektere dét, altså situationen, som den fungerende beskæftigelsesminister siger? Hvorfor ikke have respekt for de børn, for Danmarks fattige børn?

Den fungerende beskæftigelsesminister.

Dem har vi bestemt også en respekt for, og det er jo derfor, vi også har afklaret den tekniske misforståelse, der virkede til at være i begyndelsen af den her diskussion, nemlig at nogen forsøgte med fremsættelsen af det her lovforslag at tegne et billede af, at pr. 1. januar ville de nuværende tilskudsberettigede familier ikke længere modtage børnetilskud. Det er ikke rigtigt; det er først fra den 1. marts. Det betyder, at der er al mulig god tid til at afvente dannelsen af en ny regering, og at den nye regering fremsætter et nyt lovforslag, hvis der skulle være opbakning til et sådant, sådan at børnetilskuddet kan fortsætte.

Hr. Torsten Gejl for sin anden korte bemærkning.

Men vi aner jo ikke, om det forslag bliver fremsat. Vi aner ikke, om der er flertal for det. Lige nu, i dag, kunne den fungerende beskæftigelseminister jo sørge for, at vi fik vedtaget forslaget om forlængelse af børnetilskuddet. Hvorfor ikke bare gøre det? Hvorfor ikke bare give de familier den tryghed gennem julen, at de ved, at de ikke i en tid, hvor priserne stiger, mister deres tilskud?

Den fungerende beskæftigelsesminister.

Men jeg er, som formanden jo rigtigt siger, kun fungerende beskæftigelsesminister, og der er, os bekendt i hvert fald, ikke præcedens for, at der bliver vedtaget lovgivning, inden der er dannet en regering.

Tak for det. Den næste, der har bedt om ordet, er fru Trine Pertou Mach fra Enhedslisten.

Tak for det, og tak til ministeren for de indledende bemærkninger. Nu står vi i en buldrende inflationskrise, og valgkampen har ikke mindst handlet om, hvordan man holder hånden under dem, der har det sværest i vores samfund. Mødrehjælpen fortæller om, at ansøgningerne om julehjælp i år antager en ny karakter. Der er en fattigdom, vi ikke har set i årtier, i Danmark. Det er ansøgninger, som ikke bare – i gåseøjne – handler om julehjælp, men handler om, at familier i det hele taget ikke kan få økonomien til at hænge sammen. Det er der tusinder af børn som betaler regningen for. Det er den virkelighed, vores børnefamilier står i.

Så vil jeg gerne spørge: Hvor er Socialdemokraterne? På hvis side er man i virkeligheden, når man vælger den diskussion og den tilgang til diskussionen, som ministeren anlægger her? På hvis side er man i virkeligheden? Er man på børnefamiliernes side eller på magtens side? Jeg vil meget gerne have et meget klart svar fra ministeren. Hvad vil man sige til de børnefamilier, der ikke kan få økonomien til at hænge sammen?

Den fungerende beskæftigelsesminister.

Jamen det synes jeg er en både forkert, men i virkeligheden også lidt modbydelig modsætning, der bliver stillet op fra ordførerens side. Altså, i forhold til »på magtens side« vil jeg sige, at vi jo er trådt tilbage. Vi har ikke magten i det her land længere. Det er en konsekvens af, at der har været folketingsvalg. Det er en konsekvens af, at et af de daværende partier, der dannede grundlag for den tidligere socialdemokratiske regering, valgte at sige, at man ikke længere ønskede at danne grundlag for den regering. Det er den direkte følge, og det har jo så konsekvenser. Det har bl.a. den konsekvens, at de mange stykker lovgivning, vi gerne ville have gennemført på baggrund af alle mulige aftaler med brede dele af Folketinget, er bortfaldet. Nu er det så op til en ny regering at få gennemført mest muligt af det. Og det er jo selvfølgelig en regering, vi håber på både at kunne sidde i spidsen for og være en del af, og vi står på mål for de aftaler, vi i øvrigt har indgået.

Tak for det. Fru Trine Pertou Mach for anden korte bemærkning.

Det lovforslag, der ligger, er Socialdemokraternes eget lovforslag. Er ministeren ikke enig med mig i, at vi alle sammen i den her sal kan trykke på knappen, når der er noget, der skal stemmes om, inklusive de socialdemokratiske medlemmer af Folketinget?

Den fungerende beskæftigelsesminister.

Det er jeg bestemt enig i. Alle 179 medlemmer af Folketinget har det grundlæggende prærogativ, at de selv bestemmer, hvad det er, de stemmer. Og det tror jeg er uantasteligt. Vi har som forretningsministerium og i Socialdemokratiet indtaget det helt principielle synspunkt at sige, at vi kan jo ikke selektere det ene lovforslag frem for alle mulige andre lovforslag, som også er taget af lovprogrammet, i forhold til hvad det så er, vi mener at vi skal gennemføre nu. Vi er nødt til ligesom at sige klart og tydeligt, at konsekvensen af den situation, der er etableret, må være, at vi ikke vedtager ny lovgivning, før der er dannet en ny regering.

Tak for det. Den næste, der har bedt om ordet, er fru Franciska Rosenkilde fra Alternativet.

Mange tak for det. Den fungerende beskæftigelsesminister siger selv, at der har været et valg, og regeringen er trådt tilbage, men stadig væk er I jo en fungerende regering eller et forretningsministerium, eller hvad det er, I kalder det. Om ikke andet har I derfor også et ansvar for, at Danmark fortsætter med at fungere. Og det her er jo ikke et hvilket som helst forslag. Ud over at det er Socialdemokraternes eget forslag, vil jeg næppe kalde det for ny politik, for det er jo forhandlet. Sagen er bare, at det skal godkendes her. Og det her er et lovforslag, der tager ansvar for de allermest udsatte børn i vores samfund.

Så hvordan kan den fungerende minister mene, at det er i uoverensstemmelse med respekten for dannelsen af en ny regering, at man som fungerende regering tager hånd om de allermest udsatte børn i vores samfund i en meget, meget hård tid? Tak.

Den fungerende beskæftigelsesminister.

Jeg har al mulig sympati for hensynet bag det her. Det er også derfor, vi selv indgik aftalen tilbage i sommer; det er også derfor, vi jo selv gjorde bl.a. inflationskrisen til et bærende tema i den valgkamp, vi lige har været igennem. Det, der jo er skillelinjen, er, at der er tale om udmøntning af en politisk aftale – der er tale om ny lovgivning. Der er ikke tale om det, som efter vores fortolkning er fornødent til embedsforretningernes uforstyrrede førelse. Det er derfor, vi bare klart må foretage den skelnen og sige, at al ny lovgivning, der ikke er det, kan vi ikke som fungerende regering aktivt bidrage til at vedtage.

Tak for det. Ønsker fru Franciska Rosenkilde anden korte bemærkning? Nej. Så går vi videre i talerrækken. Den næste, der har bedt om ordet, er fru Leila Stockmarr, Enhedslisten.

Tak for det. Den fungerende beskæftigelsesminister udtalte i søndags, den 27. november, til Politiken – og jeg citerer: »Vi står grundlæggende ved de aftaler, som vi har lavet.« Jeg kunne godt tænke mig at spørge: Gælder det stadig væk? Eller kan man reelt set ikke stole på de aftaler, som man indgår med Socialdemokratiet?

Kan den fungerende beskæftigelsesminister gøre os klogere på, hvad der er sket mellem for 2 dage siden og så nu, hvor den fungerende beskæftigelsesminister i Jyllands-Posten i dag bliver spurgt, om han som aftalt vil garantere tilskuddet, hvis S er i regering, og svarer: »Nej, for vi ved jo ikke, hvad det er for en regering, vi kommer til at få. Der er ikke nogen garantier.«

Hvad er det helt konkret, der har ændret sig på de 2 dage? Handler det i virkeligheden om, at den fungerende beskæftigelsesminister og resten af det fungerende ministerhold sidder og forhandler om børnetilskuddet med højrefløjen?

Den fungerende beskæftigelsesminister.

Der er ikke noget, der har ændret sig på de 2 dage. Det, der bringer hele diskussionen op her på den måde, er jo – og jeg har også Enhedslisten mistænkt for at gøre det meget bevidst – at man udmærket er klar over, at vi er en regering, der er trådt tilbage; vi fungerer som forretningsministerium. Jeg tror også, Enhedslisten har været klar over, at vi ikke vil ende med at stå og tage stilling til ny lovgivning. Og Enhedslisten har fastholdt det – det er jo Enhedslistens valg – også selv om man er blevet gjort opmærksom på, at det faktisk ikke er pr. 1. januar, vi har en udfordring, men at det først er pr. 1. marts. Jeg synes, det rigtige vil være at afvente dannelsen af en ny regering, før man vedtager ny lovgivning og bedriver ny politik.

Tak for det. Ønsker fru Leila Stockmarr ordet? Nej. Så går vi videre til den næste på talerlisten. Det er fru Jette Gottlieb, Enhedslisten.

Jeg vil gerne spørge en lille smule mere overordnet, nemlig om Socialdemokratiet støtter det velfærdssamfund, vi lever i, og hvor det er en grundlæggende ting, at man ikke kan dø af sult; at man har et socialt sikkerhedsnet og et grundlag, som sikrer, at man ikke kommer så langt ud i uføret. Og er det ikke rigtigt, at de forhandlinger, der har været ført hidtil i den forrige periode, om det her spørgsmål meget klart viste, at der var tale om meget fattige familier med meget fattige børn? Hvis Socialdemokratiet stadig er af den opfattelse, at det danske velfærdssamfund er et faktum, som vi skal støtte, så kan 50 mandater fra Socialdemokratiet sagtens støtte et sådant tiltag, der støtter de familier og forhindrer, at de kommer så langt ud. Der vil jeg så konkret spørge, om det er fuldstændig klart, når ministeren siger, at han holder de ting, som han lover, og at den her lov så i givet fald vil kunne vedtages med de 50 socialdemokratiske stemmer.

Den fungerende beskæftigelsesminister.

Selvfølgelig står vi ved og er meget, meget stolte af det velfærdssamfund, som vi har opbygget. Der er også stadig masser af problemer, masser af udfordringer, der skal løses. Mange af de udfordringer har vi haft rig lejlighed til også at diskutere løsninger på under den seneste valgkamp.

Men jeg synes også, vi bliver nødt til i den her side af salen at se hinanden i øjnene og i fællesskab erkende den situation, der er skabt. Der er skabt en situation, hvor der ikke længere var opbakning til, at den daværende regering kunne fortsætte. Det har konsekvenser. Det bliver vi jo bare nødt til at erkende, nemlig at når det er, at man truer regeringer til at gå af, og når man ønsker, at regeringer skal gå af, så har det selvfølgelig konsekvenser. En af de konsekvenser er, at al den planlagte lovgivning ikke længere er på lovprogrammet.

Nu skal der så dannes en ny regering. Jeg ved ikke, hvordan en sådan regering kommer til at se ud. Jeg ved heller ikke, hvad det er for et grundlag, en sådan regering kommer til at drive sin politik på. Jeg ved, at langt størstedelen af Folketinget enten har været eller stadig væk er en del af de drøftelser, og det er det, vi sådan set bare beder hele Folketinget om også at respektere og afvente.

Fru Jette Gottlieb for den anden korte bemærkning.

Det kan man jo kun forstå på den måde, at det betyder, at Socialdemokratiet bruger de her fattige børns vilkår som en handelsvare i forhandlingerne om en regering. For ellers kunne Socialdemokratiet jo godt udtale, at man stadig er af den holdning, at vi skal have et velfærdssamfund med et sikkerhedsnet for de fattigste. Det kunne man jo godt udtale, og man kunne godt sige, at det vil man gerne aktivt stemme for. Ellers er det jo, fordi det indgår i en eller anden forhandling, at man kan undlade det, og vi vil jo gerne vide, om Socialdemokratiet er parat til at undlade at støtte det velfærdssamfund, som vi har været fælles om.

Den fungerende beskæftigelsesminister, værsgo.

Det mener jeg ikke man kan udlede af det, jeg lige sagde. Jeg mener, det vil være forkert at udlede det af det, jeg lige sagde. Det, jeg sagde, er, at vi står på det strenge principielle synspunkt, at regeringen er trådt tilbage, og af den årsag bidrager vi heller ikke aktivt til at vedtage ny lovgivning. Mit svar havde været det samme, hvis det var, at den anden side af Folketingssalen havde fremsat et lovforslag, som også skulle udmønte en af de aftaler, som vi var blevet enige om. Lad os bare som et tænkt eksempel sige sænkelse af beløbsgrænse, og så ville vi også principielt sige, at det mener vi ikke vi som forretningsministerium og som fungerende regering kan lægge stemmer til på nuværende tidspunkt. Det ville være forkert at gøre, indtil der er dannet en ny regering.

Tak for det. Den næste, der har bedt om ordet, er fru Mai Villadsen, Enhedslisten.

Tak for det. Jeg skal høre den fungerende beskæftigelsesminister, om ikke det gør indtryk, når mindst 20 organisationer, herunder 3F, Danmarks Lærerforening, Kirkens Korshær, Red Barnet, Mødrehjælpen, HK, DUI-LEG og VIRKE – rigtig mange organisationer, som har med børn at gøre, børn, der mistrives, børn, der vokser op i fattigdom – sender et brev til den fungerende beskæftigelsesminister og til resten af folketingsmedlemmerne og siger: Det er så afgørende for de her børn, at de har et økonomisk fundament, der fungerer for dem; at der er et økonomisk fundament, som ikke skal fjernes, for de her børn. Gør det ikke indtryk på den fungerende beskæftigelsesminister?

Den fungerende beskæftigelsesminister.

Jo, det gør et meget stort indtryk, og jeg er jo også ærgerlig over, at det, jeg kan svare de organisationer, og det, jeg kan svare fru Mai Villadsen, er, at det ikke var regeringens eget ønske, at der skulle være folketingsvalg i det her efterår. Det var heller ikke regeringens eget ønske, at regeringen skulle træde tilbage på nuværende tidspunkt. Det har vi gjort, der har været folketingsvalg, stemmerne er blevet talt op, og nu afventer vi dannelsen af en ny regering, der så kan føre en politik, som kan gøre noget ved de problemer, som organisationerne også adresserer.

Tak for det. Fru Mai Villadsen for sin anden korte bemærkning.

Jeg må tilstå, at jeg finder det en kende barokt, at den fungerende beskæftigelsesminister står og holder det her op foran sig som en undskyldning, når der samtidig er ministre i den selv samme fungerende regering, der rejser rundt til det ene og andet arrangement med Folketingets opbakning. Der er intet over eller ved siden af Folketinget, så hvis Folketinget vedtager det her forslag, er det en lov, som den fungerende minister skal føre ud i livet.

Derfor vil jeg bare spørge ministeren: Er det ikke rigtigt, at hvis Socialdemokratiet stod ved det, de lovede – og Radikale ligeså – og det her blev stemt igennem, så skulle man føre det ud i livet?

Den fungerende beskæftigelsesminister.

Jeg tror, at når fru Mai Villadsen oplever, at forskellige fungerende ministre rejser rundt til forskellige internationale aktiviteter, er det, fordi det bliver vurderet som fornødent til embedsforretningernes uforstyrrede førelse. Og fru Mai Villadsen har også lagt mærke til, at der heller ikke bliver bedrevet indenrigspolitik i nogen af de fungerende ministerier – i hvert fald ikke så vidt jeg er orienteret.

Tak for det. Den næste, der har bedt om ordet, er hr. Søren Egge Rasmussen fra Enhedslisten.

Det er jo godt, at der ikke er nogen over Folketinget – at regeringen ikke er over Folketinget. Og vi har her at gøre med et lovforslag, som har været i høring; som er udarbejdet i et ministerium; høringssvaret er blevet lavet i ministeriet. Og så er det bare et spørgsmål om at konstatere, at det flertal, der var før valget, sådan set også er der nu, hvis det er sådan, at Socialdemokratiet vil hjælpe de fattigste børn.

Jeg synes, når jeg kigger ind i det her, at vi bør tage et stort hensyn til de børn og de familier, som har det så hårdt, og som har det ekstra hårdt på grund af inflationen og de høje energipriser. Det er sådan, at der er mange, der bor til leje, hvor der er 3 måneders opsigelse, og det er jo sådan set fornuftigt at lægge et budget og ligesom kalkulere ud fra, hvad man har af udgifter og indtægter. Og der har den her ekstra hjælp til de fattigste børn, de 23.000 børn, stor betydning.

Jeg vil godt høre ministeren: Er det ikke rimeligt, at alle familier forsøger at lægge et husholdningsbudget og et budget for fremtiden, og at det derfor ikke er en god forklaring, at man siger, at det først er om nogle måneder, at det her kommer til at træde i kraft? For de fattige familier kan jo ikke vide, om Socialdemokratiet kommer til fornuft og vil stemme for det her lovforslag på et senere tidspunkt. Er det ikke fornuftigt, at fattige familier også lægger et budget for deres husholdning?

Den fungerende beskæftigelsesminister.

Det er helt bestemt fornuftigt, og når jeg har fremdraget det argument og den tekniske detalje, som er væsentlig i debatten, om, at det først er pr. 1. marts, at børnetilskuddet reelt udløber, er det jo, fordi det blev brugt som argument af flere af Enhedslistens ordførere i forbindelse med fremsættelsen, at det var pr. 1. januar, at folk ville løbe tør for tilskud. Og der må jeg sige, at det ikke er korrekt, og derfor er der også tid, også for Enhedslisten, til at afvente dannelsen af en ny regering.

Hr. Søren Egge Rasmussen for endnu en kort bemærkning

Jamen det er jo ikke Enhedslisten, der er i fokus her – det er jo sådan set de fattige børn, de 23.000 fattige børn, og deres familier og deres livsvilkår, som er i fokus. Og der har vi jo så kunnet konstatere, at der både før valget og efter valget er et flertal, hvis Socialdemokratiet vil hjælpe de fattige børn, så det her lovforslag kan blive stemt igennem, sådan at der er en vished i forhold til de fattige familiers budget også efter den 1. marts.

Jeg synes simpelt hen, det er for meget at snyde sig udenom, at man siger, at der er en fejl i noget, der er blevet sagt tidligere. Der er sådan set en hård virkelighed, der kan være ekstra hård for nogle fattige familier den 1. marts, og det er det, Socialdemokratiet skal erkende, så de kan komme frem til at stemme for det her forslag. Jeg synes, det er dybt skuffende, at Socialdemokratiet ikke står på den rigtige side i den her sag.

Den fungerende beskæftigelsesminister.

Men hr. Søren Egge Rasmussen kan ikke konkludere, at Socialdemokratiet ikke står på den rigtige side. Vi forsøger sådan set bare at tage konsekvensen af, at der har været et folketingsvalg, og at vi er trådt tilbage som regering. Lige nu har jeg kun virke som fungerende beskæftigelsesminister. Regeringen er et forretningsministerium, og vi har af den årsag sagt meget klart og tydeligt, at vi ikke kommer til at medvirke til vedtagelse af ny lovgivning og ny politik, inden der er dannet en ny regering. Og det gør vi selvfølgelig også ud fra den særlige situation, at det er Socialdemokratiets formand og dermed Socialdemokratiet, der er blevet givet den opgave at sidde for bordenden som kongelig undersøger. Vi ved ikke, hvad vi får for en regering, og vi ved heller ikke, hvad det er for et grundlag, en kommende regering kommer til at have.

Tak for det. Vi går videre, og den næste spørger er hr. Peder Hvelplund, Enhedslisten.

Tak for det. Det var meget godt at høre den fungerende beskæftigelsesminister erkende, at det her ikke er i strid med grundloven. Det var jo godt at få det slået fast. Ikke desto mindre er det en alvorlig sag, for det her omhandler nogle af de fattigste børnefamilier, som står til at miste tusindvis af kroner, hvis ikke vi får det her ændret. Jeg skal bare høre den fungerende beskæftigelsesminister om noget, for når han fremlægger de teknokratiske argumenter for, at man ikke kan gennemføre det her, så går de på, at det ikke vil være muligt. Men der er jo tale om, at det er en aftale, der var flertal for før valget, og det vil der også være efter valget. Det er et lovarbejde, der er foregået i ministeriet, lovforslaget blev fremsat før valget, og det bliver nu fremsat igen.

Hvis det er sådan, at man skulle sige, at man ikke kan stemme for det, fordi man er et forretningsministerium, vil jeg sige, at det kan den fungerende minister jo også komme til at sige i januar eller februar måned, for den fungerende beskæftigelsesminister ved ikke, hvornår der bliver dannet en regering. Så ud fra det argument kan det udskydes i al evighed. Så jeg skal bare spørge den fungerende beskæftigelsesminister, om virkeligheden ikke er, at hvis Socialdemokratiet og Radikale Venstre stemmer for forslaget i Folketingssalen, når vi skal tredjebehandle det, så bliver det vedtaget, og så bliver det implementeret, og så får de fattige børnefamilier de penge, vi har lovet dem.

Den fungerende beskæftigelsesminister.

Jeg står ikke og forsøger at tale udenom med alle mulige teknokratiske argumenter. Jeg forsøger at tage konsekvensen af de valg, der er truffet både her i Folketingssalen og på baggrund af det valg, vi lige har haft, hvor vælgerne er blevet spurgt. Der var ikke flertal for, at den daværende etpartiregering med Socialdemokratiet kunne fortsætte. Det er derfor, regeringen er trådt tilbage. Det er derfor, der nu er udpeget en kongelig undersøger, som forsøger at finde ud af, hvilken regering man så kan danne med de mandater, der vil stille sig til rådighed. Det er de diskussioner, der kører.

Af den årsag medvirker hverken den fungerende regering eller Socialdemokratiet, hvilket ordføreren vil berette om lige om lidt, i mellemtiden til at vedtage lovgivning eller drive aktiv politik. Det kan godt lyde teknokratisk, det kan godt lyde kedeligt. Jeg mener, det er en direkte følge af de valg, der er truffet både i og uden for Folketingssalen i løbet af de sidste måneder.

Hr. Peder Hvelplund for sin anden korte bemærkning.

Men det her får jo konkret betydning for tusindvis af fattige børnefamilier, der mister deres penge, og det er et politisk valg. Derfor er det jo også et politisk valg, når Socialdemokratiet og Radikale Venstre skal trykke på stemmeknappen, når vi skal tredjebehandle forslaget. For hvis de vælger at stå ved det løfte, de gav før valget, og det, som der helt åbenlyst vil være et flertal for med de samme partier efter valget, så kan vi jo stemme det her igennem. Så kan den fungerende beskæftigelsesminister ikke bekræfte, at hvis Socialdemokratiet stod ved den aftale, de indgik før valget, så ville vi også kunne give børnefamilierne det, vi har lovet dem?

Den fungerende beskæftigelsesminister.

Jeg kan sagtens bekræfte det, som Peder Hvelplund siger, nemlig at det har konsekvenser. Det har konsekvenser, når vi med det flertal, vi opererede med før valget, ikke fik gennemført det lovprogram, som vi gerne ville gennemføre, fordi der ikke længere var opbakning til, at den socialdemokratiske etpartiregering skulle fortsætte. Det er den situation, vi står i nu. Mette Frederiksen fra Socialdemokratiet er så blevet udpeget som kongelig undersøger til at sidde i spidsen for at danne en ny regering, og det er jo selvfølgelig det, vi afventer, før vi vedtager ny lovgivning og driver ny politik.

Tak for det. Der er ikke flere, der har bedt om ordet for en kort bemærkning til den fungerende beskæftigelsesminister. Så vi siger tak og går videre til ordførerrækken. Først er det hr. Rasmus Stoklund.

Tak, formand. Børnetilskud er et skattefrit tilskud til forældre med børn under 15 år, som bor og er registreret på samme adresse som en forælder, der er berørt af kontanthjælpsloftet og/eller modtager en selvforsørgelses- og hjemrejseydelse eller overgangsydelse. Tilskuddet udgør mellem 564 kr. og 718 kr. om måneden. Satsen afhænger af familiens situation.

I Socialdemokratiet mener vi, at det var en udmærket aftale, vi i sin tid indgik. Aftalen adresserer forskellige hensyn: dels at børn i Danmark ikke vokser op i fattigdom, dels at der er et stærkt incitament til at komme i arbejde, dels at sociale ydelser ikke øger tilstrømningen af migranter fra lande langt herfra.

Som bekendt ønskede andre partier, at der skulle afholdes et folketingsvalg i efteråret. Det udfordrer en række af de aftaler, som efter planen skulle have været behandlet i lovprogrammet. Sådan er vilkårene; det har vi respekt for. Vi har i Socialdemokratiet også respekt for grundlovens § 15, stk. 2, og her står bl.a., at et ministerium, som har begæret sin afsked, fungerer, indtil et nyt ministerium er udnævnt. Fungerende ministre kan i deres embede kun foretage sig, hvad der er fornødent til embedsforretningernes uforstyrrede førelse. Derfor finder vi det ikke rigtigt at behandle nye love i Folketingssalen, før der er dannet en ny regering. Og da den nuværende aftale har effekt frem til den 1. marts, ser vi heller ikke noget presserende behov for, at Folketinget bør foretage sig noget ekstraordinært.

På den baggrund kan Socialdemokratiet ikke støtte lovforslaget.

Tak for det. Og der er en række, der har bedt om ordet, og jeg giver først ordet til fru Victoria Velasquez fra Enhedslisten.

Ordførerens partikammerat den fungerende beskæftigelsesminister spinner derudad, og nu fortsætter hr. Rasmus Stoklund. Det er ikke regeringen, der stemmer i Folketingssalen; det er partierne. Det er simpelt hen forkert at få det til at lyde sådan. Altså, jeg har ikke kunnet finde nogen jurister, der bakker den der udenomssnak, der kommer fra Socialdemokratiet, op. Socialdemokratiet kan godt stemme her i Folketingssalen. Socialdemokratiet kan vælge at overholde den aftale, man har indgået, og det løfte, som man har givet. Så i stedet for det her spin og den her udenomssnak vil jeg gerne spørge Socialdemokratiet helt ærligt, om ikke man vil svare de fattigste børnefamilier på, om man har tænkt sig at falde dem i ryggen og fratage dem de penge, som de ellers skulle have, midt i en buldrende inflationskrise, i stedet for at gemme sig bag, hvordan forholdene er i forhold til at være i regering. For det er ikke regeringen, der stemmer her i Folketingssalen. Det er Socialdemokratiet.

Hr. Rasmus Stoklund.

Jamen tak for det lille kursus i statsret. Jeg vil dog sige, at hvis der er nogen her, der spinner, så er det vist Enhedslisten. Altså, når man får det til at lyde, som om vi har et kæmpe problem og en brændende platform, hvor flammerne står omkring os, fordi der er en aftale, der er ved at udløbe, så er det jo ganske enkelt forkert. Den her aftale har en effekt, så det først er den 1. marts, at der er en problemstilling, og derfor er der jo god tid til, at Folketinget kan behandle den her sag, når der forhåbentlig i god tid forinden også er dannet en ny regering.

Fru Victoria Velasquez for sin anden korte bemærkning.

Magen til privilegieblindhed og dovenskab! I bemærkningerne til det her lovforslag står der netop, at det skal ske på en ubureaukratisk måde, så vi ikke kommer til at se ind i, at der er nogle børnefamilier, der står uden en indkomst. Det her handler om, at der skal være lovhjemmel pr. 1. januar. Hvis Socialdemokratiet stemmer nej og det her ikke kommer til at gå igennem, er der ikke lovhjemmel pr. 1. januar. Så selv hvis man vedtager det i det nye år – men det har vi jo ikke engang hørt om Socialdemokratiet vil garantere – vil det blive bureaukratisk , fordi det skal være med tilbagevirkende kraft, og derfor vil vi stå og gamble med de fattigste børnefamilier. Så helt ærligt synes jeg eddermame, det der er strengt at sige! Det her handler om indkomsten for nogle af de allermest sårbare og økonomisk udsatte børnefamilier.

Tak for det. Jeg har to bemærkninger: Vi overholder taletiden, og vi bander ikke i Folketingssalen.

Hr. Rasmus Stoklund.

Jeg kommer til at gentage mig selv lidt, for det er, som om man fra Enhedslistens side insisterer på at tegne et billede af, at vi står med et problem fra den 1. januar. Det gør vi ikke. Aftalen, som den er nu, har en effekt både for januar og februar. Man kan jo kun håbe på – altså, det er over min lønramme at afgøre det endeligt, men jeg håber da på det – at vi har en regering forinden, og derfor er der da en mulighed for på et senere tidspunkt, at Folketinget kan behandle den her lovgivning ligesom al mulig anden lovgivning. Og sagen er jo også, at der ikke er nogen præcedens for at behandle lovgivning, mens man har regeringsforhandlinger.

Tak for det. Vi går til den næste spørger, og det er fru Mai Villadsen fra Enhedslisten.

Tak for det. Jamen jeg må ikke lægge til grund, at ordføreren har talt med særlig mange af de familier. For jeg tror ikke, de familier føler, at der er særlig god tid for dem i en situation, hvor de er så enormt pressede på økonomien, altså at de skal gå i de næste måneder og ikke vide, hvad deres rådighedsbeløb er. Det er der faktisk en, som har udtalt sig om, og hvor jeg er meget enig. Det er en person, der udtaler:

Folketinget skal ikke gøre de fattigste børnefamilier fattigere. Det midlertidige børnetilskud skal forlænges, også selv om der pågår regeringsforhandlinger og Folketinget ikke er helt i omdrejninger efter valget. Det kan de fattigste børnefamilier jo ikke bruge til noget. De ser ind i endnu en vinter med færre midler til rådighed. De har brug for handling og for tryghed. Det skal Folketingets partier levere nu.

Hvem har sagt det? Det har den socialdemokratiske overborgmester i København, Sophie Hæstorp Andersen.

Hvor ligger Socialdemokratiets holdning egentlig i det her? Er I simpelt hen lodret uenige i Socialdemokratiet om, om det haster med det her spørgsmål? Det lyder sådan.

Hr. Rasmus Stoklund.

Socialdemokratiets holdning i Folketinget tegnes af Socialdemokratiet i Folketinget, og lige i den her sag er jeg ordfører i øjeblikket. Vores holdning er den, at aftalen gælder i både januar og februar, og at der derfor ikke er den brændende platform, som fru Mai Villadsen forsøger at tegne op sammen med sine partifæller.

Fru Mai Villadsen for sin anden korte bemærkning.

Så kunne jeg godt tænke mig at spørge til Socialdemokratiets holdning til den aftale, vi indgik i sommer, altså hvorvidt vi kan stole på, at Socialdemokratiet kommer til at videreføre den. For når man hører ordføreren her, lyder det: Ork, vissevasse, der er god tid, og så kommer vi jo bare til at vedtage den lovgivning og sikre det levegrundlag for de familier, sådan som vi hele tiden har ment. Derfor skal jeg bare høre Socialdemokratiets ordfører: Kommer de her familier til at miste penge fra marts, fra april, fra maj – ja eller nej?

Hr. Rasmus Stoklund.

Nu er det jo sådan, at i et demokrati er det vælgerne, der sammensætter Folketinget. Og nu er det et nyt Folketing, der er valgt. Der er regeringsforhandlinger, fordi der ikke var en stemning for, at den tidligere regering skulle fortsætte. Nu må vi jo se, hvilken regering vi så får på et tidspunkt, og hvad det er, et Folketing kan blive enige om i denne sag såvel som i alle mulige andre sager. Det er ikke muligt for Socialdemokratiet at diktere, hvordan verden skal se ud. Vi har respekt for folkestyret, og derfor er vi jo nødt til at afvente, hvad det er for en regering, der dannes, og hvad det er for nogle kompromiser og aftaler, man kommer til at blive enige om på tværs af rød og blå blok.

Tak for det. Næste spørger er hr. Torsten Gejl fra Alternativet.

Tak for det. Ordføreren bliver ved med at sige, at der ikke er nogen brændende platform. Men der er jo en brændende platform, for ordføreren ved jo ikke, om forslaget bliver genfremsat. Ordføreren ved heller ikke, om forslaget nogen sinde bliver vedtaget. Det vil sige, at det er nu, der er en brændende platform; det er nu, vi kan sikre den økonomi for de børnefamilier. Hvordan kan ordføreren blive ved med at sige, at der ikke er en brændende platform, når ordføreren ikke ved, om forslaget bliver fremsat igen, eller om det bliver vedtaget?

Hr. Rasmus Stoklund.

Det er, som om der er nogle i visse dele af Folketinget, der insisterer på at se bort fra, at landet lige nu er uden regering. Vi har kun et forretningsministerium. Vi har behov for at få en regering igen i Danmark. Når der skal dannes en regering, er der nødt til at være et rum, hvor forskellige partier kan finde hinanden, og derfor mener vi ikke, at man skal lovgive samtidig; det har man historisk set ikke gjort. Hvis hr. Torsten Gejl kan nævne mig eksempler på det, ville det være meget interessant – jeg kender ikke til nogen fortilfælde. Og vi mener heller ikke, at vi skal begynde at ændre på den praksis nu.

Hr. Torsten Gejl for anden korte bemærkning.

Det er jo ligegyldigt, om det har været gjort historisk – det er jo fuldstændig ligegyldigt. Socialdemokraterne kunne stemme for nu. Der er intet, der forhindrer Socialdemokraterne i at stemme for nu, sådan at de børn og de børnefamilier ville få de penge, de var lovet. Så enkelt er det.

Hr. Rasmus Stoklund.

Jeg ved ikke helt, hvad spørgsmålet var, men altså, jeg synes, jeg har redegjort ret tydeligt for, at vi mener, at der skal være forhandlinger, hvor partierne har mulighed for at finde hinanden og indgå kompromiser og aftaler og finde ud af, hvordan vi på tværs af Folketinget, nu hvor vi er blevet sammensat på en måde, som ikke opdeler os med et klart flertal til hverken den ene eller den anden side, så kan finde fællesmængderne. Derfor mener vi ikke, det er hensigtsmæssigt at vedtage lovgivning lige i øjeblikket.

Tak for det. Næste spørger er hr. Pelle Dragsted, Enhedslisten.

Tak for det. Det går nogle gange lidt stærkt herinde – i det her tilfælde for ordføreren her – med at komme ret langt væk fra den virkelighed, som andre mennesker lever i. Lige nu bliver børneorganisationerne kimet ned af mennesker, som er dødrædde, fordi de ikke aner, om de her penge forsvinder eller ej. Det ville svare lidt til, at jeg sagde til ordføreren: Vi ved da ikke, om du får løn i marts måned. Eller nej, det ville det ikke, for ordføreren skulle nok klare sig, for ordføreren er ikke blandt de allerfattigste i det her land. Så pak gerne den der om, at der ikke er nogen brændende platform, sammen, hr. ordfører, for det er der for de familier, det her drejer sig om.

Det næste spørgsmål er: Kan ordføreren bekræfte, at hvis Socialdemokraterne bakker op om det her forslag, som de har underskrevet og indgået aftale om, så er der et flertal i Folketinget for det?

Hr. Rasmus Stoklund.

Jeg har aldrig haft den mindste smule respekt for det forsøg, man på visse dele af den yderste venstrefløj gør på at tage patent på at varetage de dårligst stilledes interesser eller have de rigtige holdninger eller være dem, der forstår, hvordan de dårligst stillede har det. Jeg har ingen sympati for det. Jeg synes, det forfladiger debatten. Der er ikke nogen i den her Folketingssal, der ikke har sympati for, hvis der eksempelvis er børn, der er dårligt stillet eller andet. Så jeg pakker ikke noget som helst sammen. Lad mig starte med at sige det.

Derudover – nu har jeg 26 sekunder tilbage, kan jeg se – vil jeg sige, og det bliver en gentagelse, eftersom Enhedslisten har aftalt at stille de samme spørgsmål igen og igen, at fra Socialdemokratiets side mener vi, at det rigtige er ikke at vedtage lovgivning, samtidig med at der er regeringsforhandlinger.

Hr. Pelle Dragsted for anden korte bemærkning.

Hvad skal de fattige familier bruge ordførerens sympati til, hvis ordføreren og hans partikolleger, når vi skal stemme om det her forslag, trykker på nejknappen og dermed forhindrer at skabe tryghed for de her familier? Hvad skal den sympati bruges til? Politik handler jo ikke om, hvad vi står og siger, eller hvad vi har sympati for. Det handler om, hvad vi gør, og Socialdemokraterne har mulighed for at skabe tryghed ude i de her 23.000 hjem, hvis man ønsker det. Det er blevet gjort klart af den fungerende minister, at der ikke er noget som helst grundlovsmæssigt eller andet til hinder for, at Folketinget selvfølgelig – det er det, vi er valgt til – kan lovgive og skabe tryghed for de her familier.

Hr. Rasmus Stoklund.

Forskellen på mit parti og på hr. Pelle Dragsteds parti er, at vi ikke er et parti for snuptagsløsninger, og derfor mener jeg sådan set, at det er en interessant debat, hr. Pelle Dragsted her lægger op til – altså om, hvad det er, dårligt stillede i Danmark skal bruge Socialdemokratiet til i forhold til Enhedslisten, men den kan man ikke tage på 10 sekunder. Men det drejer sig jo om konkurrenceevne og om eksport og alt muligt andet, som sikrer Danmark velstand, og som gør, at Danmark er et godt land at leve i for både høj og lav, men det er jo en helt anden debat end den, vi er inviteret til i dag.

Tak for det. Den næste, der har bedt om ordet, er fru Jette Gottlieb fra Enhedslisten.

Jeg kan forstå, at vi ikke har fået ny regering. Det er jeg godt klar over, men vi har åbenbart fået et nyt Socialdemokrati, og det nye Socialdemokrati er ikke villige til at stå på mål for de ting, som man tidligere har fremlagt. Og derfor spørger jeg, om Socialdemokratiet – ikke nogen fungerende regering eller noget som helst – der er valgt til det her Folketing i den her folketingssamling, står bag det velfærdssamfund, som vi har bygget op, og hvor der lægges enorm vægt på, at der er et socialt sikkerhedsnet for de fattigste?

Hr. Rasmus Stoklund.

Fru Jette Gottlieb er sikkert bekendt med, at vi i sidste valgperiode havde en socialdemokratisk etpartiregering, og derfor mener jeg, det bliver lidt teoretisk at prøve at adskille Socialdemokratiet meget kraftigt fra regeringen. Og eftersom den daværende regering nu er et forretningsministerium og vi derfor ikke har andet end en fungerende regering, som gør det allermest nødvendige af respekt for grundloven og respekt for de regeringsforhandlinger, der er, så vil der selvfølgelig være en meget stor overensstemmelse mellem regering og parti.

Fru Jette Gottlieb for anden korte bemærkning.

Jeg forstår så, at man er klar til at bruge lige præcis de fattigste familier som en handelsvare i regeringsforhandlingerne, og det er det, der bekymrer mig. For hvis man siger, at det kan man jo overhovedet ikke forholde sig til som Socialdemokrati, så må det jo være, fordi man er klar til at opgive det. Og så kommer spørgsmålet. Det er åbenbart ikke akut, får vi at vide, men det er det jo, for hvis der ikke er lovhjemmel i januar, kommer der ikke nogen udbetaling i marts, så derfor er det akut.

Hr. Rasmus Stoklund.

Der har vi jo igen den der med, at det er Enhedslisten, der repræsenterer det evigt gode her i Folketinget. Jeg kommer aldrig til at anerkende den præmis. Men for at give et konkret eksempel på et sted, hvor vi jo trods alt i fællesskab, og også sammen med en række blå partier, har gjort noget godt for nogle af de familier, vi her taler om, tredoblede vi jo for et par måneder siden julehjælpen, eksempelvis. Altså, det må jo være noget, som fru Jette Gottlieb kan glæde sig over.

Tak for det. Den næste, der har bedt om ordet, er fru Helene Liliendahl Brydensholt fra Alternativet.

Tak for det. Ordføreren siger i sin ordførertale, at der ikke er behov for at gøre noget ekstraordinært lige nu og dermed behandle det her lovforslag, inden der er dannet regering. Men hvordan forholder ordføreren sig så til, at tusindvis af børnefamilier lige nu lever i uvished omkring, om deres økonomi hænger sammen her efter den 1. marts?

Hr. Rasmus Stoklund.

Som jeg har redegjort for, gælder den her aftale jo nogle måneder endnu, og det vil sige, at netop fra 1. marts – forhåbentlig har vi en regering i god tid inden da – kan Folketinget sammen med regeringen, som har mulighed for at forhandle og lave aftaler og svare på spørgsmål osv., jo overveje, hvordan vi skal strikke en eventuel aftale sammen i fremtiden. Men jeg kan jo ikke stå her og spå om, hvordan verden ser ud flere måneder ude i fremtiden.

Fru Helene Liliendahl Brydensholt for anden korte bemærkning.

Kan ordføreren så berolige de tusindvis af børnefamilier med, at Socialdemokratiet kommer til at stemme for et lovforslag inden den 1. marts, så de får den her økonomiske sikkerhed i deres liv? For som jeg ser det nu, er der jo et flertal i Folketinget for at stemme for det her lovforslag, hvis altså Socialdemokratiet også stemmer for.

Hr. Rasmus Stoklund.

Der blev i efteråret udskrevet valg til Folketinget. Så blev valget afholdt, og nu er der kommet et nyt Folketing. Det har altid været sådan, at lovarbejdet sættes i bero, mens der dannes en ny regering, og mange af de ting, der var i lovkataloget, vil så helt naturligt bortfalde, og så skal det nye Folketing sammen med den nye regering tage stilling til, hvad man ønsker der skal ske. Sådan er det også nu.

Tak for det. Så giver jeg ordet til fru Trine Pertou Mach, Enhedslisten.

Tak for det. Jeg vil gerne bekræfte over for ordføreren, at Enhedslisten ikke har behov for at føle sig som de evigt gode. Vi appellerer blot stærkt til, at Socialdemokratiet står ved det, de tidligere har stået for, altså før valget, i den her sag. Vi har ikke lyst til at stå alene. Vi vil gerne have jer med, og det er derfor, vi er så interesserede i at høre hr. Rasmus Stoklunds holdning til det, eftersom hr. Rasmus Stoklund jo ikke er en del af den fungerende regering, men sidder i Folketinget ligesom alle os andre i den her sal og derfor har mulighed for at trykke på knappen, når der skal stemmes om det her. Det er i virkeligheden det, det handler om.

Den sympati, som ordføreren giver udtryk for, kan man ikke betale sin elregning med; den kan man ikke købe mad for; den kan man ikke holde en ordentlig jul for sine børn for. Det kan man kun for de penge, som man lige nu overhovedet ikke har, men det her forslag kan jo sikre folk, at de ved, at der også ind i det nye år er en lille smule ekstra på bankkontoen til at holde alle de her udgifter fra døren. Det er det, det handler om.

Vil hr. Rasmus Stoklund ikke fortælle, om han som medlem af Folketinget virkelig synes, at man kan stå og handle på den her måde, når man er i gang med regeringsforhandlinger? Skal man ikke som Folketing tage ansvaret for den befolkning, man er valgt på vegne af?

Hr. Rasmus Stoklund.

Eftersom Enhedslisten bliver ved med at stille det samme spørgsmål, bliver jeg jo også nødt til at svare nogenlunde det samme, for ellers ville det være underligt. Og jeg er nødt til at sige, at vi ikke mener, man skal lave lovgivning, samtidig med at man har regeringsforhandlinger. Nu er det den her sag, Enhedslisten har taget frem. Man kunne have taget alle mulige andre ting frem fra lovprogrammet. Det er der så ikke andre der har gjort, fordi de andre partier respekterer den kutyme, der har været i Folketinget igennem årtier, med at skiftende parlamenter ikke laver lovgivning, mens der pågår regeringsforhandlinger. Det er så det, vi appellerer til at man holder fast i – ikke mindst fordi der ikke er en brændende platform, eftersom det først vil få en effekt fra den 1. marts.

Fru Trine Pertou Mach for den anden korte bemærkning.

Vi har fuld respekt for, at der er forhandlinger i gang, men vi taler om mennesker, om borgere og medborgere af kød og blod, som står med en ekstrem usikkerhed, og det er vores ansvar at give et bud til de familier på, hvordan de kan mindske den usikkerhed. Det er det, det her handler om. Det handler ikke om teknikaliteter og forhandlinger. Det handler om et lovforslag, som har været igennem hele møllen, og som vi genfremsætter, fordi vi ønsker, at vi giver de her familier en sikkerhed og alle de her mange tusind børnefamilier en garanti for, at de har penge på kontoen. Vil ordføreren ikke prøve at se på den virkelighed frem for teknikaliteterne?

Hr. Rasmus Stoklund.

Det handler jo også om, at Enhedslisten forsøger at tegne et billede af, at det er strengt nødvendigt, at det sker lige nu og her, for ellers er der et problem den 1. januar. Der er faktum bare, at det er den 1. marts, der vil være et problem, og ikke den 1. januar.

Tak for det. Den næste, der har bedt om ordet, er hr. Søren Egge Rasmussen fra Enhedslisten.

Jeg mener, at der er mange familier, der har et problem den 1. december, som er lige om lidt. Det er jo, fordi mange bor til leje og har 3 måneders opsigelse, og der har det selvfølgelig en betydning, hvad det er, de kigger ind i, i forhold til hvad de har af indtægter den 1. marts. Så derfor har det her betydning på den korte bane. Altså, jeg synes ærlig talt, at den brændende platform er i børneværelset hos 23.000 børn, som tilhører de fattigste.

Jeg har noteret mig under valgkampen, at der var en statsminister, som gerne ville være børnenes statsminister. Hvis det var sådan, at vi var kommet i mål og vedtog det her lovforslag, synes jeg at man med rette godt kunne sige, at så havde den, skal vi kalde det fungerende statsminister sådan set noget at skrive på, som gjorde, at man var noget, som godt kunne indikere, at man kunne være børnenes statsminister.

Kan ordføreren ikke se, at det faktisk har en betydning her den 1. december, hvad det er for en økonomi, man har, hvis man bor til leje og har en uvished om, hvad man har af indtægter den 1. marts?

Hr. Rasmus Stoklund.

Nej, for præmissen bliver jo så, at de familier, der er på de her ydelser og modtager de her tilskud, skulle have sådan en statisk tilværelse, hvor de pr. automatik også forventer at have et behov for de ydelser den 1. marts. Forhåbentlig er mange af dem da kommet i arbejde til den tid. Altså, der er da en udvikling; det er da ikke meningen, at man skal placeres på den her ydelse og så være der til evig tid.

Tak for det. Hr. Søren Egge Rasmussen for den anden korte bemærkning.

Hvis man er førtidspensionist eller invalidepensionist og enlig forsørger, er der måske ikke så gode udsigter til at komme i beskæftigelse, som Socialdemokratiets ordfører har beskrevet det.

Jeg synes, at Socialdemokratiet skylder at lytte til, hvad der foregår ude i samfundet. Vi har bl.a. modtaget et brev, der er sendt til alle folketingsmedlemmer – jeg går ud fra, at det er hele det nyvalgte Folketing – som 23 organisationer står bag, hvor de sådan set appellerer til os:

Situationen er dybt bekymrende og fordrer mere end akutte hjælpepakker. Der er også brug for vedvarende og strukturelle indsatser, hvis vi skal sikre børnene et liv uden fattigdom. Så derfor håber vi inderligt, at I som minimum vil holde fast i kontanthjælpsaftalen. Samtidig vil vi opfordre jer til at sætte konkrete og langsigtede mål samt en helhedsorienteret plan for, hvordan vi afskaffer børnefattigdom.

Er det et brev, som er blevet drøftet i Socialdemokratiet, og er det noget, der gør indtryk i det parti?

Ordføreren.

Det står ikke helt klart for mig, hvorfor hr. Søren Egge Rasmussen begynder at tale om førtidspensionister. Altså, der er tale om folk, som er berørt af kontanthjælpsloftet og/eller modtager selvforsørgelses- og hjemrejseydelse eller overgangsydelse.

Tak for det. Næste spørger er Peder Hvelplund.

Tak for det, og velkommen til formanden i stolen. Jeg kunne forstå på hr. Rasmus Stoklund, at hr. Rasmus Stoklund også ligesom anerkender, at der var et flertal før folketingsvalget, og at det flertal af de samme partier også består efter folketingsvalget, men at der nu er tale om en form for nyt Socialdemokrati, som ikke står ved den aftale.

Men nu har hr. Rasmus Stoklund tilkendegivet, at han er træt af at få de samme spørgsmål, så jeg vil godt udfordre hans logik lidt i forhold til det svar, hr. Rasmus Stoklund så igen og igen giver, nemlig at der foregår regeringsforhandlinger. Nu sagde hr. Rasmus Stoklund tidligere, at han ikke var i en lønramme, der kunne retfærdiggøre, at han kunne sige, hvornår de er afsluttet.

Så hr. Rasmus Stoklund kan vel heller ikke give nogen garanti for, hvornår de regeringsforhandlinger er afsluttet? Og vil det så efter hr. Rasmus Stoklunds opfattelse betyde, at Folketinget i princippet kan sidde og vedtage det ene lovforslag efter det andet, som regeringen så ikke er villig til at udføre, fordi der ikke er dannet nogen regering endnu og et forretningsministerium ikke skal gøre det? For det vil i så fald være på kant med den tredeling af magten, vi normalt har, med en lovgivende forsamling, som vedtager lovene, og en regering som udøvende magt, der gennemfører den lovgivning, som Folketinget vedtager.

Ordføreren.

Jeg har forskellige principper, som jeg med succes har tillagt mig, efter jeg er blevet politiker. Et af dem er ikke at udstede garantier. Et andet er sådan noget med ikke at lave alt for meget hovedregning i interviews og den slags. Men jeg vil sige, at det er klart, at når der er regeringsforhandlinger, så er man jo nødt til at afvente, hvordan de lander, og der er ikke nogen af os, der kan sige, hvornår de er tilendebragt.

Jeg vil også sige, at hvis Folketinget mod al kutyme og mod al præcedens vedtager lovgivning, skal ministerierne jo prøve at få det til at fungere, men så er det bare uden ministre i gængs forstand; det er kun fungerende ministre. Men altså, hvis Folketinget beslutter et eller andet, hvad det så end må være, er det jo det, der gælder i Danmark. Det er klart. Sådan er det. Det er der så bare ikke nogen kutyme for. Det er den kutyme, Enhedslisten nu forsøger at lave om.

Spørgeren.

Hr. Rasmus Stoklund siger, at der ikke er nogen brændende platform, men jeg tror, at mange af de familier, som står derude, faktisk oplever den brændende platform. Der er ligesom to måder at få slukket den brændende platform på: Det er enten ved at sige, at vi behandler det her nu, så de kan få en afklaring på, hvad for en situation de står i, eller ved at Socialdemokratiet går ned og stemmer præcis efter den aftale, som de lavede før valget, og som der også er flertal for efter valget, så det netop sikres, at det midlertidige børnetilskud bliver forlænget frem til 2024.

Så hvis hr. Rasmus Stoklund nu gerne vil fjerne den brændende platform, hvorfor så ikke bare gøre det ved at stemme det her igennem? For som hr. Rasmus Stoklund siger, er det jo en mulighed, at hvis vi stemmer for det i Folketingssalen, bliver det selvfølgelig også implementeret.

Tak. Så er det ordføreren.

I anden runde stillede hr. Peder Hvelplund så alligevel det samme spørgsmål som mange af sine partifæller, og der er svaret jo så også det samme: Der er regeringsforhandlinger i gang; partierne skal finde hinanden; det er et nyt parlament, vi nu udgør; og der er opstået nye flertalsmuligheder. Efter vores opfattelse har vælgerne talt: Der skulle dannes en bred regering, fordi der ikke var en meget stor eller entydig opbakning til hverken den ene eller den anden blok.

Næste spørger er Sascha Faxe, Alternativet. Værsgo.

Tak for ordet. Jeg er lidt nysgerrig på, hvordan ordføreren tænker, i forhold til hvad en brændende platform er for det her Folketing. Der bliver talt om, at det altid er blevet gjort på den måde, og der er blevet talt om at undgå snuptagsløsninger. Både hvad der altid er blevet gjort og snuptagsløsninger tror jeg er noget, som det her Folketing lærte lidt om i sidste samling, så derfor er tiden måske inde til, at vi forholder os til det, der ligger foran os.

Så hvad skal der til, før noget er en brændende platform? Er det, at en krig breder sig til Danmark? Er det en finanslov, som måske skal gennemføres, inden man har fået lavet en regering? Vil det være en ny pandemi? Eller hvor går grænsen for, hvornår noget er en brændende platform, som er vigtig nok til, at Folketinget træffer en beslutning?

Ordføreren.

Jeg har ikke noget behov for at indgå i hypotetiske tankeeksperimenter, men det er klart, at vi ikke mener, at noget, som udmærket kan klares på et senere tidspunkt, er en brændende platform.

Spørgeren.

Jeg synes, at nogle af vores kolleger her i Folketingssalen egentlig ret tydeligt har påvist, at det er en brændende platform for de mennesker, som det drejer sig om. Og vi herinde kan ikke forudse – i hvert fald medmindre nogen har nogle evner, jeg ikke kender til – hvornår vi har en regering. Så hvad skal der til, for at man i et parti, der bryster sig af solidaritet som en af sine tre grundpiller, anerkender, at der rent faktisk er en problemstilling for en lang række familier derude, for hvem det faktisk handler om mad på bordet?

Ordføreren.

Nu går spørgsmålet jo igen lidt i ring i forlængelse af de spørgsmål, som både Enhedslisten og Alternativet har stillet flere gange. Det er klart, at eftersom den her aftale gælder for både januar og februar, så mener vi ikke, at der er en brændende platform. Det er fra 1. marts, der vil være en problemstilling.

Næste spørger er Christina Olumeko fra Alternativet.

Tak for ordet. Som Alternativets demokratiordfører lytter jeg interesseret til debatten, og som jeg forstår debatten, er der opstået stilstand i dansk politik, fordi vi godt og grundigt har blandet den lovgivende og udøvende magt sammen i Danmark i en stor pærevælling, og det er jo meget utraditionelt i forhold til de fleste andre demokratier. I det her konkrete tilfælde forstår jeg på ordføreren, at Socialdemokratiet ikke vil vedtage love, samtidig med at det selv samme parti som udøvende magt deltager i regeringsforhandlinger med andre partier.

Så jeg vil gerne spørge ordføreren for Socialdemokratiet, om Socialdemokratiet mener, at det er problematisk at sammenblande den lovgivende og den udøvende magt, og om Socialdemokratiet er interesseret i at debattere at lave en reel adskillelse af den lovgivende og udøvende magt i Danmark?

Ordføreren.

Det er jo en spændende statsretlig diskussion, som ordføreren dér rejser, og man kan garanteret finde nogle fora, hvor man kan drøfte det. Men altså, foreløbig har det danske folkestyre jo fungeret godt i efterhånden mange årtier, og det er jeg sikker på det vil blive ved med også i fremtiden.

Ønsker spørgeren en anden kort bemærkning? Nej. Så er næste spørger fru Leila Stockmarr, Enhedslisten. Værsgo.

Tak. Socialdemokratiet er gået til valg på, at vi skal sammen og solidarisk igennem den her krise – en inflationskrise, der er historisk, og som buldrer derudad og lige nu topper. Den her krise tager ikke hensyn til, om der er regeringsforhandlinger eller ej. Og mere end 900.000 danskere har stemt på Socialdemokratiet med en opfattelse af, at Socialdemokratiet ville sikre, at vi skulle holde hånden under de svageste under den her krise. Derfor kunne jeg godt tænke mig at spørge ordføreren, hvad Socialdemokratiet så agter at gøre i den her periode, mens man forhandler, for at sikre, at ikke flere fattige familier falder igennem vores sikkerhedsnet.

Ordføreren.

Jeg er ikke sikker på, at Enhedslisten har et fuldstændigt billede af, hvad der er årsagen til, at der er danskere, der har valgt at stemme på Socialdemokratiet, men jeg er selvfølgelig glad for, at der er mange, der har valgt at gøre det. Det ændrer jo ikke på, at vi er meget optaget af, at folk skal hjælpes, når der er behov for det. Og det drejer sig ikke kun om den aktuelle sag, vi diskuterer her; det kan også være i andre sammenhænge. Men det er jo også sådan, at landet har brug for at få en regering, og i de uger, hvor regeringsforhandlingerne pågår, mener vi ikke det er formålstjenligt samtidig at vedtage lovgivning her i Folketingssalen. Derfor mener vi ikke, at den her behandling bør finde sted nu. Det har der jo så heller ikke været nogen tradition for. Jeg kan ikke komme på nogen fortilfælde, hvor Folketinget har lovgivet, samtidig med at der er pågået regeringsforhandlinger.

Ønsker spørgeren en kort bemærkning mere? Fint, så skal man lige huske at trykke sig ind, for så kan jeg nemlig også se det heroppe. Værsgo.

Okay. Så bare for at være helt sikker: Skulle de her regeringsforhandlinger trække voldsomt ud, og skulle krisen accelerere mere, end den allerede gør, så har Socialdemokratiet ikke til hensigt overhovedet at foretage sig noget for at sikre, at der ikke er flere, der må gå fra hus og hjem, end tilfældet er allerede?

Ordføreren.

Jamen nu bliver det meget hypotetisk. Der er jo ikke nogen, der ønsker, at de her regeringsforhandlinger skal vare frem til sommerferien. Altså, vi har alle sammen et håb om, at der kommer en ny regering. Og så er det klart, at når der så er en ny regering, skal Folketinget sammen med den nye regering – når der er muligheder for forhandlinger, som man kender det, i ministerierne, hvor man kan trække på embedsværket, hvor man har mulighed for samråd osv. osv. – finde ud af, hvad det er for nogle aftaler, man vil indgå.

Så siger jeg tak til ordføreren for Socialdemokratiet. Den næste ordfører i rækken er hr. Morten Dahlin fra Venstre. Velkommen til.

Tak for det, formand. Lad mig starte med konklusionen. I Venstre kan vi ikke bakke op om lovforslaget. Vi er ikke tilhængere af at behandle politiske lovforslag, mens der er regeringsforhandlinger. Men selv hvis det var overstået, er vi også substantielt uenige i lovforslaget. For Venstre er det helt afgørende at sikre, at det altid kan betale sig at arbejde. Vi mener, vi har brug for at øge incitamentet til at stå op om morgenen og gå på job, og vi mener ikke, at det hverken hjælper samfundsøkonomien eller får flere i arbejde, at vi nu igen igen skal drøfte det her lovforslag.

Vi mener, at det grundlæggende er den forkerte retning at gå i i forhold til beskæftigelsespolitik, i forhold til integrationspolitik, i forhold til udlændingepolitik, og vi mener, det vil mindske incitamentet til at tage et arbejde. Vi mener, det forringer integrationen, og vi mener sådan set også, at det er en lempelse af udlændingepolitikken. For med lovforslaget vil man sikre sig, at en enlig forsørger stadig væk har 2.000 kr. ekstra skattefrit om måneden, hvis de altså har to børn, og vi ved jo, og det ved vi fra tallene, at det primært drejer sig om arbejdsløse indvandrere. Det mener vi er den forkerte vej at gå. Vi mener, det forringer integrationen, og vi mener, det forringer interessen for at stå op om morgenen og gå på arbejde.

Vi ønsker helt grundlæggende, at der er flere, der skal bidrage til fællesskabet, og vi mener, at det burde være en selvstændig målsætning for enhver regering at føre en politik, hvor der er flere, der bliver en del af det arbejdende fællesskab. Men desværre ved vi også, at højere ydelser trækker i den modsatte retning, og at man dermed risikerer, at der er flere børn, der skal vokse op i hjem, hvor mor og far ikke står op om morgenen og går på arbejde. Og der ved vi også, at det har en negativ effekt på børns muligheder for selv at leve et liv i beskæftigelse, hvis mor og far ikke har været i beskæftigelse, mens børnene er vokset op.

Så vi kan, som jeg også startede med at sige, ikke støtte lovforslaget.

Tak for det. Der er en kort bemærkning fra Victoria Velasquez fra Enhedslisten.

Det er egentlig bare kort: Det virker nærmest som et indlæg, der er udtryk for faktaresistens. Vi har jo haft en undersøgelse, der har fulgt dem, der har fået midlertidigt børnetilskud, i kvalitative interviews, og man har rent faktisk også kigget kvantitativt på, hvordan statistikken er. Og i forhold til oplevelsen af det har det haft en positiv betydning i forhold til at komme i arbejde, og når vi konkret kigger på dem, der har modtaget det midlertidige børnetilskud, har det også haft en positiv indvirkning i forhold til at komme i arbejde. Så det er bare for at løfte niveauet lidt, sådan at vi rent faktisk forholder os til fakta.

Ordføreren.

Men kunne vi ikke lade være? Kunne man fra Enhedslistens side ikke lade være med, at man gang på gang, hver gang der er nogle, der er uenige med Enhedslisten, lige skal have løftet niveauet, at man så lige skal have lidt mere fakta ind i debatten? Det kunne jo også være, at der her reelt var tale om en politisk uenighed, altså at Enhedslisten synes, det er en god idé at belønne de mennesker, der er derhjemme, med 2.000 kr. ekstra skattefrit hver evige eneste måned for ikke at stå op om morgenen og gå på arbejde, mens vi fra Venstres side rent faktisk synes, det er en god idé, at der altid er en mærkbar gevinst ved at stå op om morgenen og gøre en indsats og få hjulene til at køre rundt. Det handler ikke om at løfte niveauet. Det handler om politisk uenighed, og det synes jeg helt ærligt Enhedslisten burde have en lille smule mere respekt for.

Spørgeren.

Men det, ordføreren taler om, er jo udtryk for en følelse og for en mavefornemmelse. Jeg taler om konkrete fakta og statistik. Vi har en konkret evaluering, der viser det, som jeg refererer til.

Så er der noget andet, der handler om integration. Vi ved, at det har konsekvenser, at du ikke kan være en del af fællesskabet, og at fattigdommen har konsekvenser for rigtig mange af de dele, som har konsekvenser for integrationen. Så det bliver altså også lidt selvmodsigende, når vi sørger for, at de børn har en mulighed for at kunne gå til fritidsaktiviteter, og man så begrænser alle de her forskellige dele. Det er da ikke godt for integrationen.

Ordføreren.

Det, der er godt for integrationen, er, at dem, der kommer til Danmark, kommer i job, at de bliver en del af et af de største fællesskaber, vi har i Danmark, nemlig det arbejdende fællesskab, at de forsørger sig selv, og at de viser deres børn, at her i landet er det at forsørge sig selv og sin familie noget naturligt og noget, man gør. Så bliver mor og far en del af det danske arbejdsmarked, og de får måske nogle danske venner og nogle danske kollegaer. Se, dét er godt for integrationen. Jeg mener, det er gift for integrationen at parkere folk, der kommer hertil, derhjemme i deres lejligheder på høje offentlige ydelser. Det mener jeg er gift for integrationen.

Den næste med en kort bemærkning er hr. Torsten Gejl, Alternativet.

Jeg tror simpelt hen ikke mine egne ører, når Venstres ordfører kritiserer Enhedslistens fru Victoria Velasquez for at bringe fakta ind i debatten. Det er jo et åbenlyst faktum, at den undersøgelse viser, at dem, der får børnetilskud, også søger arbejde og i højere grad får arbejde. Det kan man da ikke sige er en politisk holdning. Gang på gang bliver Venstres påstand om, at det hjælper at presse de fattigste på pengepungen for at få dem i arbejde, modbevist. Men hvad hjælper det, når ordføreren er faktaresistent, når ordføreren ikke engang tror på det, selv om det kan påvises via undersøgelser?

Ordføreren.

Jeg hørte ikke noget spørgsmål. Jeg hørte bare endnu en gentagelse af venstrefløjens konstante skræmmekampagne om, hvad det er, vi borgerlige partier ønsker. Jeg mener grundlæggende, at det altid skal kunne svare sig at stå op om morgenen og gå på arbejde, og derfor bliver vi nødt til at sikre, at de offentlige ydelser ikke er for høje, så vi ikke giver folk et incitament til at blive derhjemme i stedet for at være med til at få samfundets hjul til at køre rundt. Derfor er vi imod at hæve de offentlige ydelser. Det har ikke noget med undersøgelser at gøre, det har noget med politisk ideologi at gøre. Jeg ved godt, at vi er uenige med Alternativet, men skulle vi nu ikke lige få en substantiel politisk debat i stedet for bare at stå og kaste grimme ting i hovedet på hinanden?

Herinde behøver man ikke at spørge, man kan nøjes med at komme med bemærkninger.

Jeg vil bare høre, om der er en anden bemærkning fra hr. Torsten Gejl, for så skal man også trykke sig ind.

Tak. Der ser vi jo det sande ansigt på det parti, som Socialdemokraterne af en eller anden grund vil danne regering med hen over en eller anden afgrund af respekt og værdighed. Der bliver refereret til en konkret undersøgelse, der viste præcis det modsatte af det, som ordføreren står og hævder. Så lad mig formulere det som et spørgsmål: Gør det slet ikke indtryk på ordføreren, at der kan refereres fra undersøgelser, som påviser præcis det modsatte af det, som ordføreren står og hævder?

Ordføreren.

Den første del af kommentaren eller spørgsmålet skulle man nok have stillet tidligere, da det var Socialdemokratiets ordfører, der stod på talerstolen. Til den anden del vil jeg sige, at jeg synes, at alle indspark i den her debat er relevante, men Venstres politik er klar: Vi mener, det var forkert at forhøje de offentlige ydelser, fordi det giver et incitament til, at folk bliver derhjemme i stedet for at deltage på arbejdsmarkedet, og noget af det bedste, vi kan gøre for integrationen i det her land, er sådan set at sikre, at dem, der kommer hertil udefra, forsørger sig selv og deres familie. Det ved jeg godt vi er uenige med Alternativet om, men det er jo også sådan, det er, for vi må dele os efter anskuelse.

Næste spørger er hr. Pelle Dragsted, Enhedslisten.

Det er fint at have forskellige holdninger. Det er så ikke så fint, at man tillægger andre partier nogle holdninger, som de ikke har. Der er ikke nogen i det her land, som ikke ønsker, at folk skal i arbejde. Men lad det ligge.

Jeg synes bare, at ordføreren skylder svar på en ting: Anerkender ordføreren, at det, han tidligere sagde om, at det her midlertidige børnetilskud ville medføre, at færre kom i arbejde, er i strid med den viden, vi har? Vil ordføreren anerkende, at den undersøgelse, der er lavet af det midlertidige børnetilskud og konsekvenserne for adfærden hos dem, der får den, entydigt viser, at der faktisk er lidt flere, der er kommet i arbejde, og ikke færre? Tak.

Ordføreren.

Om jeg vil anerkende, at det faktum, at man har hævet de offentlige ydelser, har gjort, at der er flere, der er kommet i arbejde? Nej, den sammenhæng anerkender jeg bestemt ikke.

Spørgeren.

Så ordføreren anerkender ikke den undersøgelse, som er lavet af den her ydelse netop for at afprøve, om det var sådan, at det ville have en negativ adfærdspåvirkning? Altså det, at der ligger et stykke vidensgrundlag, anerkender ordføreren ikke, fordi det ikke passer ind i ordførerens verdensbillede, eller hvordan? Jeg mener virkelig, at jeg har dyb respekt for, at ordføreren og jeg har nogle forskellige holdninger, specielt hvis vi lader være med at prøve at misrepræsentere hinandens holdninger. Men vi kan jo ikke lukke øjnene for det, hvis der ligger undersøgelser, der giver et andet resultat end det, vi bryder os om.

Ordføreren.

Nu er det første gang, jeg står på talerstolen efter valget, og jeg er allerede i chok. At jeg skal stå her og blive belært af hr. Pelle Dragsted, der har forsøgt at bygge en politisk karriere på at kritisere gængse regnemetoder og kritisere den måde, man laver samfundsøkonomi på, om, at jeg ikke anerkender fakta, er helt ærligt ud over min vildeste fatteevne. Venstres politik er krystalklar. Vi mener ikke, at man skal hæve de sociale ydelser, fordi det naturligvis gør, at der er færre, der vil stå op om morgenen og tage et arbejde.

Den næste er Helene Liliendahl Brydensholt fra Alternativet, værsgo.

Tak. Ordføreren siger, at det skal kunne betale sig at gå på arbejde. Så vil jeg bare minde ordføreren om, at det her handler om et børnetilskud, og mig bekendt har vi jo ikke børnearbejde her i Danmark, så vi kan ikke sende børnene på arbejde. Så hvordan forholder ordføreren sig til, at når man nægter at forlænge det her midlertidige børnetilskud, vil rigtig mange tusind børn ryge under fattigdomsgrænsen?

Ordføreren.

Jeg skal bare forstå sammenhængen. Altså, tilskuddet blive udbetalt til forældrene, og hvor mange penge, de får i passiv forsørgelse, har selvfølgelig indvirkning på, om de ønsker at tage et arbejde. Vi mener, at det største socialpolitiske fremskridt, man kan gøre for de familier, hvor børn vokser op, uden at der er særlig mange penge, sådan set er, at mor og far får et arbejde. Og apropos forskning og undersøgelser er der faktisk en hel del evidens for, at noget af det allervigtigste for, og man selv får fast tilknytning til arbejdsmarkedet, er, om ens forældre har haft det. Derfor er noget af det bedste, man kan gøre for de her børn, at sikre, at mor og far får et arbejde, ikke at parkere dem på en høj passiv forsørgelse.

Spørgeren.

Nu er det sådan, at der er nogle mennesker her i landet, som ikke kan arbejde af forskellige grunde, og de mennesker kan jo også have børn, som nok er mange af de her børn, vi taler om her. Så jeg vil gentage mit spørgsmål: Hvordan forholder ordføreren sig til, at mange tusind børn vil ende under fattigdomsgrænsen, hvis vi ikke forlænger det her midlertidige børnetilskud?

Ordføreren.

Jamen vi mener, at de børn, der vokser op i lavindkomstfamilier, får den bedste hjælp, ved at vi hjælper deres mor og far ind på arbejdsmarkedet. For det første gør det, at der vil komme nogle flere penge i familiernes økonomi. For det andet mener vi også, at det har en selvstændig værdi at være en del af det arbejdende fællesskab. Det at vokse op i et hjem, hvor mor og far står op om morgenen og går på arbejde, har en masse positive effekter ud over det økonomiske. Hvis man fra venstrefløjens side rent faktisk ønskede at hjælpe de her mennesker, så skulle man da føre en politik, der gjorde, at der var flere, der kom i arbejde – i stedet for at gøre det modsatte.

Næste spørger er Trine Pertou Mach fra Enhedslisten.

Tak. Jeg vil gerne spørge ordføreren om to ting. For det første vil jeg gerne spørge om den her analyse, som ordføreren lægger for dagen, af, hvordan integrationen bliver forringet af bestemte former for tiltag. Og så vil jeg gerne spørge ordføreren, om man mener, at det forbedrer integrationen, at mennesker ikke har råd til mad, til at betale deres varmeregning og til at betale deres husleje i en situation med en buldrende inflationskrise, som driver en fattigdom frem i Danmark, vi ikke har kendt til i årtier. Det er mit ene spørgsmål.

Mit andet spørgsmål går i virkeligheden lidt bredere på noget, som ikke kun har med integration at gøre, for det er typisk, at vi får diskuteret os hen i et hjørne, hvor det er det, det skal handle om, så vi kan stå og kaste ting i hovedet på hinanden. Det her handler om borgere i tusindtal, mennesker af kød og blod, hr. Morten Dahlin, som ikke har råd til at betale for mad, husleje, elektricitet og varme. Hvordan mener ordføreren, helt menneskeligt, at man kan forsvare ikke at holde hånden under de her borgere i en tid med buldrende inflation?

Ordføreren.

Nu er vi der så igen: Fra Enhedslisten og Alternativet hører vi konstant, at hvis man ikke bakker op om præcis den politik, Enhedslisten og Alternativet fremlægger, så er man et dårligt menneske, og så er det, fordi man ikke ønsker nogen andre det godt. Jeg synes simpelt hen, det er en uværdig måde at bedrive politik på. Vi er her alle sammen, fordi vi er overbevist om, at den politik, vi selv lægger frem, er den bedste for Danmark. Og jeg tror, det ville klæde venstrefløjen – og her tænker jeg særlig på Enhedslisten – hvis man havde den præmis med i sin diskussion, at vi andre ikke står her, fordi vi er onde eller ikke kan lide andre mennesker. Vi står her sådan set, fordi den politik, vi tror på, er vi overbevist om er bedst for Danmark. Enhedslisten mener så noget andet, fair nok med det, men lad os få det som præmissen for diskussionen. Det tror jeg ville gavne os alle sammen og ikke mindst den demokratiske samtale.

Ordføreren spørger så om integrationen. Det, der hjælper integrationen, er at føre den stik modsatte politik af det, Enhedslisten vil. Det, der hjælper integrationen, er, at i forhold til mennesker, der kommer hertil, insisterer vi som samfund på, at de skal forsørge sig selv på arbejdsmarkedet. Det er godt for dem, det er godt for samfundet, og det er godt for deres børn.

Spørgeren.

For det første har jeg ikke omtalt hr. Morten Dahlins menneskelige beskaffenhed. Jeg forholder mig politisk til ordførerens politiske synspunkter, som kommer til udtryk på talerstolen lige nu. Det er den ene ting.

Den anden ting er, at jeg faktisk synes, at det mest uværdige er, at man ikke svarer på de spørgsmål, der bliver stillet, og jeg stillede faktisk ordføreren et konkret spørgsmål om, hvad det så er, man i en tid med buldrende inflation vil gøre for de mange tusind børn, som står med presserende fattigdom om ørerne, fordi deres forældre ikke har råd til at betale husleje og ikke kan betale varmeregningerne, og hvor det her lovforslag handler om et midlertidigt børnetilskud til visse forsørgere.

Ordføreren.

Vi står med en udfordring med inflation i Danmark. Og Venstres synspunkt er også klart: Vi bliver nødt til at kigge på, hvordan vi hjælper nogle af de mennesker i vores samfund, som har udfordringer med at betale regningerne. Det er klart.

Men i forhold til at Enhedslisten nu skal pakke det her ind i noget, der handler om inflation: Altså, det her har været Enhedslistens politik, også lang tid før vi har oplevet en inflationskrise i Danmark, så jeg synes, det sådan lidt er et forsøg på noget politisk spin at pakke det her ind i en eller anden inflationskontekst. Vi mener naturligvis, man skal gøre noget for at hjælpe helt almindelige mennesker med at betale deres regninger. Men at det her skulle være en inflationspakke fra Enhedslisten, er vist i kategorien politisk spin.

Så siger jeg mange tak til ordføreren fra Venstre og velkommen til næste ordfører, fru Mette Kierkgaard fra Moderaterne.

Tak for ordet. For at starte med konklusionen vil jeg sige, at vi i Moderaterne ikke kan bakke op omkring lovforslaget, og det kan vi ikke henset til den situation, vi står i med de igangværende regeringsforhandlinger. Vi mener simpelt hen, det er forkert at tage stilling til et lovforslag, når vi ikke kender den kommende regerings beskæftigelsespolitik, socialpolitik og skattepolitik.

Vores stillingtagen skal også ses i lyset af, at den lov, som også har været flittigt omtalt af de forrige talere, er gældende frem til den 31. december, og at den sidste udbetaling, som man også har været inde på, er med udgangen af februar måned. Så vi mener altså, at der er tid at løbe på endnu – også til, at vi kan få dannet en regering, der kan tage stilling.

Jeg vil desuden minde om, at den politiske aftale omkring vinterpakken, der blev indgået som en bred politisk aftale, også indeholder en engangsforhøjelse af børne- og ungeydelsen i 2023, bl.a. med det formål at hjælpe børnefamilier. Og selv om forholdet ikke er en til en, sendes der altså også andre penge til familierne.

Når det så er sagt og vi vender os mod politikken, er vi i Moderaterne enige i det formål, som lovforslaget bl.a. adresserer, nemlig at børn ikke skal leve i fattigdom. Og vi er heller ikke som sådan kategorisk afvisende over for et eventuelt børnetilskud. Men det, der er vigtigt for os, er, at det ses i en bredere sammenhæng med, at det skal kunne betale sig at arbejde, og at dem, der kan arbejde, skal arbejde. Det er for os også nogle grundlæggende værdier. Derfor ser vi det som afgørende, at et eventuelt børnetilskud bindes sammen med reformer, der også tager hånd om de mere grundlæggende problemer med og barrierer for, at modtagere af kontanthjælp får en fast tilknytning til arbejdsmarkedet.

Blot for at komme ind på nogle af de reformtiltag, vi kunne foreslå, er det at lave en stige ind på arbejdsmarkedet, som har flere formål, nemlig at øge arbejdslysten, øge indkomsten og samtidig øge en mere fast tilknytning til arbejdsmarkedet for de allerlaveste indkomstgrupper, herunder kontanthjælpsmodtagere. Konkret foreslår vi et midlertidigt beskæftigelsesfradrag over en periode på 4 år, hvor fradraget er højest det første år og derefter trappes ned.

Et andet element i en reform mener vi med fordel kan tage højde for, at de familier, som i dag modtager et midlertidigt børnetilskud, ofte har flere andre udfordringer end kun børnefattigdom. For ud over økonomiske udfordringer og beskæftigelsesudfordringer har de her familier ofte også både sociale, psykiske og sundhedsmæssige udfordringer. Det dokumenteres af flere undersøgelser. Det er noget, jeg i min egenskab af chef på familieområdet har erfaring med i flere kommuner igennem mange år. Og så er det i øvrigt også noget af det, som man i de høringssvar, der blev indgivet i forbindelse med L 21, siger, altså netop det her med, at de her familiers udfordringer ofte er mere komplekse end alene at handle om børnefattigdom – og i forhold til alene det at få et tilskud.

Derfor vil det også for Moderaterne være vigtigt, at en fremtidig reform og lovgivning understøtter, at de mange fagpersoner, som er omkring de her familier, kommer til at arbejde tæt sammen, og at man kan lave en forvaltningsreform og en lovgivningsramme, der rent faktisk understøtter, at vi og de fagpersoner, der er omkring familierne, kan arbejde helhedsorienteret omkring familierne. Det er en af de udfordringer, der nemlig også er ved lovgivningen i dag.

Derudover kan man sige – og det er det sidste, jeg vil komme ind på – at børnefattigdom ikke kun er økonomisk fattigdom, men også er fattigdom i forhold til kultur og fritid, eller åndelig fattigdom, som nogle taler om. Og en reform kunne derfor også med fordel indeholde det, vi i Moderaterne foreslår, nemlig et kulturpas.

For at opsummere vil jeg sige, at vi sådan set ikke stiller os kategorisk afvisende over for et børnetilskud, men vi mener, det er afgørende, at det ses i en bredere sammenhæng, hvor vi også tager hånd om de mere grundlæggende problemer. Men når det kommer til lovforslaget som sådan, kan vi altså ikke stemme for det. Tak for ordet.

Der er ingen korte bemærkninger til ordføreren, så jeg siger tak til ordføreren for Moderaterne og velkommen til den næste ordfører, Karsten Hønge fra SF.

For en måneds tid siden fik vi en meddelelse fra Red Barnet, hvor overskriften var: »Flere af de fattigste børnefamilier går en mørk og usikker tid i møde ... Red Barnet slår alarm«. I den samme meddelelse bliver Johanne Schmidt-Nielsen, som er leder af Red Barnet, citeret for at sige:

»Det vil være et voldsomt svigt, hvis de her familier skal starte det nye år uden det midlertidige børnetilskud, samtidig med at vi har den højeste inflation i 40 år.«

Det her midlertidige børnetilskud er jo egentlig ment som et foreløbigt plaster, som vi fandt frem i forbindelse med forståelsespapiret, altså det papir, som støttepartierne udformede sammen med regeringen. Det var tilbage i august-september 2019, at vi aftalte, at det her midlertidige børnetilskud skulle træde i stedet for en egentlig aftale om et nyt ydelsessystem.

SF's mål er til gengæld fortsat fuldstændig det samme, nemlig at rive loftet over kontanthjælpen ned og lægge en ambitiøs plan for, hvordan vi mærkbart og målbart får færre fattige børn i Danmark, at tilføre systemet flere penge og at skabe et mere enkelt og gennemskueligt system for de samlede offentlige ydelser. Vi synes faktisk, det er en god idé at lave en aftale, der kigger på de samlede ydelser og ser på, hvordan de indbyrdes spiller sammen.

Ventetid er jo ellers et begreb, som vi præcis her i tiden har en forestilling om hos børn og børnefamilier forbindes med glæde og en kildrende forventning om, hvad der skal ske. Sådan er det ikke med den her ventetid. Det er helt umuligt at vente, når man er barn i en fattig familie, og det er nødvendigt at skærme børnene så godt som muligt i ventetiden, og derfor støtter vi, at man forlænger det midlertidige ekstraordinære børnetilskud, som formuleret i det lovforslag, der ligger.

Jeg vil i stedet for at finde på noget selv hellere citere fra den skrivelse, som vi har fået fra 23 organisationer:

Inflationen er lige nu på sit højeste i 40 år, og mens regeringsforhandlingerne pågår, vokser usikkerheden omkring politiske aftaler, der skal hjælpe familier og børn ud af fattigdom. Mange fattige børnefamilier frygter for vinteren. De kommende måneder bliver i høj grad præget af inflation og energikrisen, og familierne aner snart ikke deres levende råd. Hver dag møder vi familier, der er så hårdt pressede af inflationen, at de er desperate.

Jeg kunne ikke selv sige det tydeligere.

Jeg siger tak til ordføreren for SF – der er ingen korte bemærkninger. Og velkommen til den næste ordfører, som er fra Danmarksdemokraterne. Fru Inger Støjberg.

Tak for ordet. I sidste regeringsperiode lovede Socialdemokraterne vælgerne, at man ikke ville hæve ydelserne til arbejdsløse indvandrere. Så kom man i regering, og sammen med venstrefløjen indførte man et midlertidigt børnetilskud, der reducerer gevinsten ved at tage et arbejde og primært giver familier med ikkevestlig baggrund flere penge mellem hænderne. Siden er tilskuddet så blevet forlænget ad flere omgange, og nu foreslår Enhedslisten så at gøre det igen. Det betyder jo helt konkret, at en enlig integrationsydelsesmodtager med to børn kan få 2.000 kr. ekstra skattefrit hver måned i højere offentlige ydelser.

Jeg vil faktisk gerne takke Enhedslisten for at fremsætte det her forslag og for at fremme en principiel debat, som det jo rent faktisk er, om, i hvilken retning Danmark skal gå. Det er en vigtig samtale at have lige nu, faktisk særlig lige nu. For mens fru Mette Frederiksen afholder tema- og forhandlingsmøder på Marienborg og i Statsministeriet, kæmper danskerne jo med at få hverdagen til at hænge sammen rent økonomisk.

Danskernes privatøkonomi er hårdt ramt af stigende priser på fødevarer og energi – det gælder for alle, også de danskere, der hver dag står op og går på arbejde. Mange frygter allerede nu for deres job og deres økonomi i fremtiden og for, om de i det hele taget kan få råd til julegaverne i år; og prispresset ser ud til at fortsætte. Så sent som i går kunne Danske Bank fortælle, at inflationen risikerer at koste en gennemsnitlig dansk familie 23.000 kr. mere i 2023. Samtidig er manglen på arbejdskraft både på det offentlige og det private arbejdsmarked massiv. Vi står også i en situation, hvor vi bør spørge os selv, om tiden er kommet til at sende flere penge til mennesker, der står uden for arbejdsmarkedet, eller om vi i stedet bør arbejde for at fremme, at flere rent faktisk tager et arbejde og samtidig får en gevinst ud af det.

Danmarksdemokraterne deler det sympatiske sigte, som der jo er i det her lovforslag, med at sørge for, at færre børn vokser op i familier med meget lave indkomster. Og heldigvis har vi jo altså også et stærkt socialt sikkerhedsnet i Danmark. Det betyder, at også de familier med færrest penge selvfølgelig kan få mad på bordet og tøj på kroppen, også selv om begge forældre står uden for arbejdsmarkedet og også har gjort det i en rum tid. Der er altså hjælp at hente, og sådan skal det selvfølgelig også være i Danmark.

Men sikkerhedsnettet bør også bestå i, at borgerne hjælpes tilbage på arbejdsmarkedet. Og vi tror ganske enkelt ikke – som de røde partier gør – at vi løfter flere ud af ledighed ved at sende dem en større check. Vi mener helt grundlæggende, at det er den helt forkerte vej at gå i en tid som den, vi er i lige nu. Så frem for at hæve en social ydelse, der primært gavner arbejdsløse udlændinge, mener vi, at man skal fokusere på at løfte flere ud af passiv forsørgelse og ind på arbejdsmarkedet. Det vil være godt for integrationen, og det vil være rigtig godt for vores samfund, og i det her tilfælde vil det også være rigtig godt for de enkelte børnefamilier, som det her handler om, fordi det vil styrke deres økonomi og ruste dem til den lidt svære tid, som vi går ind i.

I Danmarksdemokraterne kan vi ikke støtte op om en politisk retning, der lemper udlændingepolitikken og samtidig også svækker beskæftigelsesindsatsen. Vi ønsker ganske enkelt en anden retning for Danmark. Derfor har vi hele tiden sagt, at vi ikke kan støtte et forslag om at forlænge det midlertidige børnetilskud, der jo primært har givet arbejdsløse indvandrere og flygtninge flere penge mellem hænderne. Tværtimod har vi sagt, at vi ønsker at rulle den tidligere regerings lempelser på udlændingeområdet tilbage. Det sagde vi før valget, og det står vi selvfølgelig også ved her efter valget. Tak for ordet.

Jeg siger tak til ordføreren. Der er ingen korte bemærkninger. Så går vi videre til den næste, og det er Sólbjørg Jakobsen, ordfører for Liberal Alliance. Velkommen til.

Tak for ordet. Flere penge til de fattige børn er jo en smuk tanke, men jeg køber bare ikke præmissen. Faktum er, at en enlig mor på kontanthjælp med to børn får 20.600 kr. om måneden efter skat. Uden det midlertidige børnetilskud vil den samme enlige mor få udbetalt 18.800 kr. Der er nogle, der får mere, og der er nogle, der får mindre. Sidder man stramt i det? Ja, det gør man. Skal man prioritere? Det skal man selvfølgelig. Men er det fattigdom?

Liberal Alliance har været modstandere af det midlertidige børnetilskud, siden det blev foreslået første gang i 2019, og vi har stemt imod, hver gang det er blevet forlænget. Det er ikke, fordi vi er onde, eller fordi vi ikke ønsker det bedste for de her børn og de familier, der har mindst, men fordi vi ikke mener, at det bedste at gøre for dem er at give dem flere penge. Det bedste, vi kan gøre for børn, er at hjælpe deres forældre med at få et arbejde, så børnene kan se, at det er muligt at ændre ens livssituation, ikke ved at staten kommer rendende med en ekstra check, men ved selv at tage ansvar. Vi mener altid, at det skal kunne betale sig at arbejde, og det skal være en tilskyndelse til at tage et arbejde, og derfor er vi modstandere af at gøre det mere attraktivt at være på kontanthjælp, som man har gjort det ved at indføre det midlertidige børnetilskud. Ud over at mindske tilskyndelsen til at tage et arbejde vækker det her forslag også retfærdighedsfølelsen. Den tidligere regering og dens støttepartier har gjort forskellen på at tage et lavtlønsarbejde og at være på kontanthjælp mindre og mindre, bl.a. ved at fjerne kontanthjælpsloftet og ved at indføre det her børnetilskud. Det er svært at se retfærdigheden i, at en lavtlønnet selvforsørgende skal betale skat af sine hårdt tjente penge, for at passive kontanthjælpsmodtagere skal have flere checks, og at en enlig mor, der sidder bag kassen nede i REMA 1000 hver dag, skal betale for, at den enlige mor på sofaen skal have flere penge.

Så kan jeg heller ikke afholde mig fra at bemærke bureaukratiet. Satserne på vores overførselsindkomster er allerede reguleret i forskellige kasser og på forskellige niveauer, således at forsørgere, herunder især enlige forsørgere, får en højere sats. Det samme gør sig gældende for vores boligstøtte, som også giver højere støtte til lavindkomstfamilier, og jeg kan fortsætte til børne- og ungeydelsen, som for enlige suppleres med et børnetilskud, nu også et ekstra børnetilskud, og derudover beregnes økonomisk friplads til børnepasning også efter husstandsindkomst.

Med alle de satser, støtte, tilskud og ekstra tilskud er det faktisk lykkedes os at gøre det næsten lige så svært at regne ud, hvor meget man kan have i indkomst fra staten, som det er for selvstændige at beregne, hvor meget de skal betale i skatter til staten. Efter endnu en valgkamp, hvor afbureaukratiseringen har været dagsordenen for begge fløje, undrer det mig, at man fortsat planter træer i regeljunglen. Vi sænker tilskyndelsen til at tage et arbejde, vi mindsker retfærdigheden for dem i arbejde, især de lavtlønnede, og vi øger bureaukratiet. Sandheden er, at vi ikke ved, om der er nogen børn, der får glæde af det her. Det går ikke direkte til børnene, det går til forældrene, og det afhænger ene og alene af, om forældrene kan finde ud af at disponere deres penge rigtigt. Og vi ved jo desværre, at befinder man sig i den her situation, er det typisk ikke mangel på penge, der er årsagen, det er derimod et symptom, og du løser ikke et problem ved at behandle symptomerne, man kan endda risikere at gøre problemet værre.

Når min partiformand og forgænger som beskæftigelsesordfører for Liberal Alliance har talt om åndelig fattigdom, skyldes det jo netop, at vi har indrettet ydelsessystemet på den her måde, hvor man i en iver efter at hjælpe nogle bestemte befolkningsgrupper bare forværrer systemet. Man tager ansvaret fra borgerne, når man siger: Du kan ikke finde ud af det selv, her har du nogle flere penge. Man umyndiggør borgerne, og man tager deres færdigheder fra dem, så de føler, at de ikke selv kan komme ud af den her situation. Det er ikke et materielt problem, der kan løses for 1.900 kr. om måneden, det stikker langt dybere, og det her tilskud er med til at gøre problemet værre. Derfor kommer vi naturligvis også til at stemme imod lovforslaget.

Tak for det. Der er en kort bemærkning fra hr. Pelle Dragsted, Enhedslisten. Værsgo.

Tak for det, og velkommen til den nye ordfører. Der bliver bare sagt nogle ting, som jeg synes lige trænger til en korrektion. Der bliver sagt, at en enlig kontanthjælpsmodtager får udbetalt de her over 20.000 kr. Den her ydelse, man snakker om, er jo inklusive nogle fradrag for betaling til børnehave, og det er inklusive faderbidraget og en række andre ting, som man også modtager, hvis man er lavtlønnet. Det er bare for, at folk ikke sidder derhjemme og sammenligner det tal, som ordføreren siger, med deres egen lønseddel, for det er desværre den misforståelse, som tit opstår. Og det fører mig videre til den næste vigtige pointe. Ordføreren ønsker at tage hånd om den enlige mor, der sidder ved kassen, og derfor skal man så altså slå dem, der er udenfor, i hovedet eller i hvert fald give dem en lavere ydelse. Men jeg synes, at ordføreren glemmer, at der jo ofte er tale om den samme person. Lige nu kigger vi ind i, at 100.000 job forsvinder i 2023, bl.a. formentlig i servicesektoren. Så nogle af de her enlige mødre, der sidder ved kassen, er altså dem, som i løbet af det her år kommer til at være dem, der skal modtage den ydelse, som ordføreren taler om.

Ordføreren.

Tak for bemærkningen og spørgsmålene. Ordføreren skal måske vide, at tallene, som jeg har sat sammen, dækker over udbetalingen af kontanthjælpen efter skat, det er med børnebidrag, og det er med børne- og ungeydelsen og det særlige børnetilskud, der kommer. Det er mange af de ting, hvor du ikke får de her penge, hvis du sidder i et hus og ikke kan få boligstøtte, eller hvis du er sammen med dine børns far. Hvis du så kobler det, du får i kontanthjælp, sammen med det, du får i børne- og ungeydelse, det, du får i børnetilskud, og det, du får i særligt børnetilskud, så er det altså det her beløb, man har at gøre godt med efter skat. Så jo, du må gerne sammenligne det med, hvad du tjener i REMA 1000.

Spørgeren.

Nej, det kan du ikke, for den, der får en lønseddel, får jo også et børnetilskud. Hvis man har en lav løn, får man også adgang til en friplads i daginstitutionen. Nogle har også adgang til det særlige børnetilskud. Så vi bliver bare nødt til, for at vi ikke skaber den her hetz – som jeg synes nogle gange opstår – mod dem, som er ramt af arbejdsløshed, at være præcise, når vi bruger de her tal. Man skal ikke sammenligne sin lønseddel med det tal, du siger. Man skal sammenligne det ved at se på sin lønseddel plus børnetilskud og de andre ydelser, man også selv får. Det er bare for at være klare, og vi skal passe virkelig på, for det er ikke særlig sjovt at være ramt af ledighed derude. Der er mange, der er bange for at gå til fødselsdage og andet, fordi de føler sig skamfulde over det.

Her skal vi huske, at vi ikke siger »du«. Vi tiltaler i tredje person.

Værsgo til ordføreren.

Ordføreren har ret i, at det er mange ting, som andre også vil kunne få. Men vi snakker om fattigdom og20.000 kr. om måneden efter skat at gøre godt med. Ja, du skal prioritere, men jeg vil ikke gå så langt som til at kalde det fattigdom, og det er jo det, jeg holder fast i. Og mange af de tilskud, man får, er ikke tilskud, som mange andre får, når man rammer bare en nogenlunde almindelig løn; så får du det ikke længere.

Den næste for en kort bemærkning er hr. Torsten Gejl fra Alternativet.

Tak, og velkommen på talerstolen. Der var lige en enkelt ting, som jeg er nødt til lige at høre om er det, ordføreren mener. Mener ordføreren, at hvis vi undlader at tage det midlertidige børnetilskud fra de her familier – hvis vi undlader det; det er det, vi gerne vil undlade; de får det jo nu – er det det samme som at tage værdigheden og myndigheden fra de her familier?

Ordføreren.

Jeg mener, at når vi tildeler så mange checks og tilskud og støtte og på sådan et niveau, at det nærmest er umuligt overhovedet at profitere af at komme ud af det, er det at fratage folk deres værdighed. At sige til dem, at det kan du ikke finde ud af selv, det må vi hellere hjælpe dig med, er ikke værdigt i min optik.

Er der en yderligere kort bemærkning fra hr. Torsten Gejl? Ja. Værsgo.

Tak. Jeg synes ikke, jeg fik det besvaret. Jeg synes, jeg hørte ordføreren sige, at hvis man undlader at fjerne børnetilskuddet fra de her familier, tager man myndigheden og værdigheden fra dem. Jeg syntes, det var det, jeg hørte dig sige, men det er måske forkert.

Ordføreren.

Det, ordføreren hørte mig sige, var i afslutningen. Når jeg siger, at vi snakker om åndelig fattigdom, og når vi snakker om, hvordan vi har indrettet hele vores ydelsessystem, dvs. inklusive det midlertidige børnetilskud, så er det, at vi snakker ind i en politik, hvor man fratager folk deres værdighed, og ikke konkret, enkeltstående i forhold til det midlertidige børnetilskud; det sagde jeg ikke.

Så siger jeg mange tak til ordføreren for Liberal Alliance og velkommen til den næste ordfører, som er fra Det Konservative Folkeparti. Niels Flemming Hansen.

Mange tak for det, hr. formand. For at starte med det sidste først: Det Konservative Folkeparti kan ikke bakke op om forslaget. I og med at der ikke er dannet en regering, synes vi også, at det er et forkert tidspunkt at diskutere det på.

Vi har jo mange gange tidligere været på talerstolen i forbindelse med det her forslag og har udtrykt den holdning, at hvis man lever i Danmark, skal det altid kunne betale sig at arbejde. Det sagde vi sidste gang, og jeg tror sågar også, jeg sagde det, forrige gang jeg holdt den her tale. Vi synes simpelt hen, at det her forslag trækker Danmark i den forkerte retning.

Personligt synes jeg, det er dybt uretfærdigt og en hån mod de mennesker, der går på arbejde hver dag, at der er folk, der får flere penge for ikke at lave noget. Børn har godt af at se deres forældre gå på arbejde hver dag og bidrage til fællesskabet. Samtidig med det er vi i en krise på arbejdsmarkedet, hvor danske virksomheder lige nu er pressede og skriger på arbejdskraft.

Derfor kan vi ikke se os selv i forslaget, og vi kan desværre ikke bakke det op.

Der er ikke nogen korte bemærkninger. Tak til ordføreren. Vi går videre i rækken til den næste, og det er Samira Nawa fra Radikale Venstre.

Mange tak, formand. I Radikale Venstre kæmper vi imod fattigdomsskabende ydelser, vi kæmper for at hjælpe de børn, der er i de allermest udsatte familier. I sidste regeringsperiode kæmpede vi for det midlertidige børnetilskud, som vi var med til at forlænge tre gange, og vi kæmpede for aftalen om et nyt kontanthjælpssystem, der blev indgået sammen med Socialdemokraterne, SF, Enhedslisten og Alternativet i juni måned.

Men jeg forstår samtidig også godt dem, der mener, at der er meget utryghed forbundet med det midlertidige løft – langstrakte forhandlinger og blokpolitiske aftaler, som ikke nødvendigvis overlever på den anden side af et folketingsvalg. Derfor kæmper vi i Radikale Venstre for, at børnene i de svageste familier også løftes i den kommende regeringsperiode og endnu længere ind i fremtiden.

Den kamp foregår ikke her. Jeg kom faktisk lidt for sent ind i salen til de her forhandlinger, fordi jeg kommer fra forhandlinger med den kongelige undersøger, som bl.a. handlede om netop det her tema. Radikale Venstre kæmper børnenes kamp inde ved forhandlingsbordet. Vi kæmper for en bred regering, der kan give en helt ny grad af langsigtet tryghed for udsatte børnefamilier, længere end den 1-årige forlængelse, som vi drøfter i dag. Hvis vi får vores ambitioner opfyldt, vil de fattigste børnefamilier ikke længere være afhængige af kortvarige, midlertidige løft eller smalle aftaler, der måske ændres, hvis magten skifter mellem blokkene. Det er ikke lette forhandlinger, men de er vigtige, og derfor værner vi om dem.

Som bekendt bliver det midlertidige børnetilskud med de nuværende regler også udbetalt i januar og februar 2023, og en ny regering skal senest i midten af februar vedtage en forlængelse, for at familierne ikke oplever et hul i udbetalingerne. Indtil da tager vi kampen ved forhandlingsbordet, i håb om at det kan lede til et langsigtet og bredt politisk løft for de allerfattigste børn. Tak for ordet.

Tak til ordføreren. Der er nogle korte bemærkninger. Den første er fra fru Mai Villadsen fra Enhedslisten. Værsgo.

Tak til ordføreren for talen. Jeg har noteret mig, at ordførerens parti har sagt i offentligheden, at Radikale indtil videre står på et gult standpunkt. Man vil ikke helt gøre op med sig selv, om man vil stemme ja eller nej til det her forslag.

Det kan jo undre, al den stund at vi de sidste 3 år sad side om side med Radikale og forhandlede om lige præcis det her spørgsmål. Men det var jo også det, at Radikale udløste et valg, der resulterede i, at vi står her i dag med et lovforslag, som ikke er vedtaget.

Nu siger ordføreren så, at kampen fortsætter ved forhandlingsbordet, og derfor vil jeg bare gerne høre: Kan Radikale garantere, at de ikke går med i en regering, medmindre der er minimum det samme antal kroner til de her familier? Tak.

Ordføreren.

Det er helt korrekt, at vi sad side om side, og det var ikke bare partierne, men faktisk fru Mai Villadsen og mig selv. Og vi kæmpede lige præcis den her kamp for de allermest udsatte børnefamilier, og vi nåede et rigtig godt stykke ad vejen, men det var ikke tilfredsstillende, hverken for Enhedslisten eller for Radikale – det tror jeg godt jeg tør sige.

Et gult standpunkt betyder ikke, at vi ikke har taget stilling til, om vi skal sige ja eller nej. Jeg håber, at min tale og vores fælles tilgang til det her tema har udtrykt, hvor vi står i Radikale Venstre. Det kan der ikke være tvivl om. Men vi er også nødt til at have respekt for, at landet lige nu ikke har en regering, og at der foregår forhandlinger om netop en regeringsdannelse og om det politiske grundlag for det, og det er jo klart, at det er der, man skal bringe de her ting ind, og det gør vi i Radikale Venstre.

Fru Mai Villadsen.

Tak. Jamen det er jo dejligt, at ordføreren siger, at der ikke kan være tvivl om, hvor Radikale står. Så håber jeg også, at ordføreren kan give mig et svar på det spørgsmål, jeg stillede, nemlig: Kan Radikale garantere, at de ikke går med i en regering eller vil være parlamentarisk grundlag for en regering, der tager penge fra de her mennesker – ja eller nej?

Ordføreren.

Nej, vi kommer ikke til at garantere noget som helst, og det skal man i det hele taget være påpasselig med i politik. Jeg kan garantere så meget, at vi og jeg kommer til at kæmpe benhårdt for rigtig mange ting. Kommer vi til at komme igennem med det hele? Det tror jeg ikke, for de partier, der ender med at gå i regering, står jo nok ikke benhårdt på alle Radikale Venstres politiske mærkesager. Jeg ville ønske, det var sådan, og jeg kommer til at kæmpe alt, hvad jeg kan, for at det bliver sådan. Det her område er hjerteblod for Radikale Venstre, og det er der mange andre områder, der også er, og kampen bliver ikke mindre.

Så er det hr. Pelle Dragsted fra Enhedslisten.

Jeg bliver noget bekymret. Det er rigtigt, at vi har et nyt Folketing, og at der er nogle regeringsforhandlinger. Men vi har jo også en tradition herinde for, at en aftale er en aftale, og at man, når man har indgået et forlig, står ved det, også når der har været et folketingsvalg og vi faktisk stadig væk har et flertal. Hvis de partier, som efter lange forhandlinger gav hinanden håndslag på, at nu var man enige, holder deres løfte til de andre partier og til vælgerne, så har vi et flertal, ikke alene for at fortsætte det her midlertidige børnetilskud, men også for den samlede aftale, som varigt løfter de her børn.

Jeg skal forstå, hvad det er, ordføreren siger. Ordføreren siger, at det her kommer med til forhandlingerne, og det har ordførerens formand også sagt. Men det må vel så forstås sådan, at det her er et forhandlingsobjekt, og at man er parat til, om man så må sige, at veksle de her fattige børn til noget andet. Er det korrekt forstået, eller er det, som ordføreren for mit parti spurgte om, noget, man stiller som et krav, altså at man selvfølgelig skal stå ved de aftaler, man har indgået?

Ordføreren.

Hr. Pelle Dragsted og hans parti har jo forladt de forhandlinger og har derfor ikke indflydelse på de ting, der sker. Derfor sidder vi lidt alene derinde med det her synspunkt, men hvor ville jeg dog ønske, at Enhedslisten var der til at bakke op om det synspunkt. Sådan kunne man jo også vende det om. Det er jo det, forhandlinger er til for, altså at man kommer med sine synspunkter og kæmper for dem.

Spørgeren.

Nej, forhandlinger er til for, at man når frem til nogle aftaler, og når man så har de aftaler, står man altså ved dem. Så giver og tager man i forhandlingen, og bagefter står man ved dem, også når der har været et folketingsvalg. Så hvis man er ude på at komme med i en regering, må man jo, ligesom det er sket mange gange før, sikre, at de partier, der skal træde ind i den regering, selvfølgelig accepterer, at man enten står frit på den her aftale eller tilslutter sig de aftaler, der er indgået. Det har Radikale i øvrigt krævet før, dengang det var Socialdemokraterne, der skulle tiltræde en aftale om efterlønnen. Så det er der jo ikke noget nyt i. Vil det også være et krav for De Radikale i det her tilfælde, at det flertal, der er i Folketinget, skal kunne bruges til at sikre de her fattige børns vilkår?

Ordføreren.

Vi står ved de aftaler, vi har lavet. Vi står for den politik, vi altid har stået for. Det er også det, der fremgår ret tydeligt af min ordførertale, altså hvor Radikale Venstre står henne rent politisk. Det kan der ikke være tvivl om. Vi står ved de aftaler, og lige nu bliver jeg faktisk i tvivl – fordi hr. Pelle Dragsted omtalte det som et forlig – om det er et forlig eller en stemmeaftale. Men at vi står ved indholdet af det, er der ikke tvivl om.

Så er den næste hr. Peder Hvelplund fra Enhedslisten.

Det synes jeg da er interessant, for hvis Radikale står ved den aftale, er der ikke nogen grund til at tage en fornyet kamp inde i nogle nye forhandlingslokaler, for den kamp er jo taget. Der er jo blevet lavet en aftale. Der er blevet lavet en aftale, der var flertal for før valget, og hvor der også er flertal efter valget. Så hvis Radikale vil udrydde enhver tvivl om, at man står ved den aftale, så er det jo bare et spørgsmål om at stemme for den, når den skal til tredje behandling her i Folketingssalen, sammen med de øvrige partier, der står bag den aftale.

Kan Radikale garantere, at de vil stemme for aftalen? Og hvis de ikke vil stemme for aftalen, er det så, fordi der skal handles med de fattige børn inde ved forhandlingsbordet, hvor man skal sidde sammen med Venstre, Konservative og måske Liberal Alliance? Altså, jeg har svært ved at forestille mig, at det skulle kunne blive en bedre aftale end den, der ligger her. Så hvis Radikale vil stå ved de aftaler, som ordføreren giver udtryk for at man vil, hvorfor stemmer man så ikke bare for den her aftale ved tredjebehandlingen eller som minimum garanterer, at man ikke kommer til at bakke op om en regering, som ikke leverer det samme, som der ligger i den her aftale?

Ordføreren.

Jeg bliver nødt til at sige til Enhedslistens medlem af Folketinget, at landet ikke har en regering lige nu, der bare sådan kan udføre den politik, som vi vedtager. Man er nødt til i den situation, vi er i lige nu, at have respekt for, at der foregår nogle regeringsforhandlinger, og at de kampe om politiske ønsker, som parterne hver især måtte have, både hvor vi kan være enige, og hvor vi kan være uenige, jo bliver taget inde ved et forhandlingsbord. Det er jo der, vi i Radikale Venstre løfter det her op. Og så sigter vi efter – det kan jeg godt sige – en bred aftale, også bredere end den, som vi lykkedes med at lave sammen, til gavn for de udsatte børn og familier, så det bliver en langvarig løsning, og så man ikke skal gå i de familier og tænke, om man er købt eller solgt ved næste folketingsvalg, så det bliver bredt, og så det bliver langsigtet.

Spørgeren.

Undskyld mig, men jeg tror, at de tusindvis af børnefamilier, som nu kan se frem til at miste tusindvis af kroner, er mere bekymrede for, om der kan blive givet en sikkerhed for, at det ikke kommer til at ske, end at de kommer til at miste nogle penge på et senere tidspunkt, fordi Radikale nu er villig til at handle med de fattige børn i et forhandlingslokale og sætte nogle af de gevinster over styr, som vi har kæmpet igennem med den her aftale. Jeg forstår helt ærligt ikke, om Radikale er af den opfattelse, at det her er noget, der kan komme til at danne præcedens, altså at selv om der er et flertal både før et folketingsvalg og efter et folketingsvalg, der kan stemme de aftaler igennem, vi indgår her i Folketinget, så er man villig til at løbe fra dem.

Ordføreren.

Handle med fattige børn – jeg synes simpelt hen, det er så groft. Altså, Enhedslisten betragter børn som en handelsvare? Interessant. Det er sådan med det her børnetilskud, at udbetalingen stopper den 1. marts, hvis den stopper, og det vil sige, at man skal helt frem til engang i midten af februar, for at man faktisk kan vedtage det. Hvorfor har man i Enhedslisten så travlt på nuværende tidspunkt, når nu landet er uden regering og man sidder midt i regeringsforhandlinger? Jeg forstår det ikke.

Den næste spørger er hr. Torsten Gejl fra Alternativet.

Jeg må minde ordføreren om, at Folketinget godt kan vedtage lovgivning nu. Vi kunne godt i dag eller ved tredjebehandlingen vedtage at lade de her børn beholde deres tilskud. Det kan vi godt, men mit spørgsmål går på, hvor godt De Radikale, når det nu er hjerteblod for De Radikale, og når nu De Radikale fortsat kæmper for de her børns rettigheder i regeringsforhandlingerne, synes det ser ud, når de lytter til nogle af de partier, som de gerne vil danne regering med, f.eks. Venstre, Konservative og Liberal Alliance, i dag.

Kan De Radikale godt se, at der ikke er nogen chance i himlen for, at de her børn kommer til at få vedtaget deres børnetilskud?

Ordføreren.

Det er korrekt, at Folketinget godt kan vedtage politik. Der er jo desværre også en række ting i finanslovene, der udløber, og der kunne man også godt fremsætte beslutningsforslag og lovforslag i salen om, at der skal forlænges bevillinger. Vi har bare ikke lige nu en regering til at udføre den politik, der bliver vedtaget, og derfor må al kraft jo sættes ind på at forhandle en regering på plads, der kan agere på den politik og den lovgivning, der vedtages. Og så er det jo om at kæmpe for sine egne politiske mærkesager, og det gør vi i Radikale Venstre.

Spørgeren.

Radikale Venstre siger: Hvorfor ikke vente, til det er sådan, at vi efter nytår ser, om der bliver en regering, der vil vedtage det her? Hvorfor siger Radikale Venstre sådan, når Radikale Venstre godt ved, at der ikke er en chance for, at det bliver fremsat og vedtaget, når det netop er sådan, at de i den her sal i dag har kunnet høre holdningen hos de partier, de vil danne regering med, til det her spørgsmål, altså at der ikke er en chance for det? Hvordan kan det så være, at Radikale siger, at vi skal til at vente på, at det ikke sker, i stedet for at gøre det nu?

Ordføreren.

At der er politiske uenigheder på tværs af partierne, kommer ikke som en overraskelse for mig. Altså, hverken hr. Morten Dahlin fra Venstres ordførertale eller Konservatives ordførers tale kom bag på mig. Men jeg hæftede mig ved, at også de partier siger, at vi er i gang med nogle forhandlinger. Der kunne hr. Torsten Gejl vel også høre, da Konservatives ordfører stod heroppe, at det altså også handler om respekten for, at landet ikke har nogen regering. En regering er i gang med at blive dannet, og det skal man selvfølgelig vente på, hvis man gerne vil have udført politik og lovgivning.

Den næste spørger er fru Victoria Velasquez fra Enhedslisten.

Jeg tror, det var fru Margrethe Vestager, der sagde, at man stod ved en aftale, for en aftale er en aftale – det var med reference til efterlønnen. Men jeg vil egentlig tage fat i nogle af de sådan konkrete ting, for hvis ordføreren oprigtigt tænker, at det er det, der gør sig gældende, kan jeg måske bedre forstå den position, som Radikale indtager i det her. Derfor er jeg bare lidt nysgerrig på, hvem det er, der har sagt, at det ikke vil være et problem, at der ikke er lovhjemmel pr. 1. januar?

Ordføreren.

Undskyld, jeg forstod simpelt hen ikke spørgsmålet.

Kan jeg så ikke få lov til at stille det første spørgsmål igen?

Nej, det kan man ikke. Man får kun to korte bemærkninger, så nu er det den anden korte bemærkning fra fru Victoria Velasquez.

Jeg forstår bare ikke, hvem det er, der har sagt, at det ikke er et problem, at der ikke er lovhjemmel pr. 1. januar. Der er jo et problem ved det, for det betyder, at Folketinget skal samles og førstebehandle, andenbehandle og tredjebehandle, og det betyder, at Udbetaling Danmark skal lave noget helt nyt, nemlig gøre det med tilbagevirkende kraft. Man skal se, hvor der har været lovhjemmel pr. 1. januar og alle de her dele. Det er ikke for at være polemisk eller noget som helst, men det er helt seriøst. Det var det samme problem, vi stod med, da vi skulle lave tilbagebetalingerne i første omgang. Og det betyder jo, at man vil have en periode, selv hvis det her lovforslag bliver fremsat, hvor folk ikke får de penge, som de har brug for, midt i en inflationskrise. Så det er rimelig oprigtigt, når jeg siger, at der er et problem i, at vi ikke har lovhjemmel pr. 1. januar.

Ordføreren.

Det var ikke for at sætte spørgsmålstegn ved oprigtigheden. Jeg forstod ikke spørgsmålet i første omgang, men jeg forstår det godt nu. Nej, Udbetaling Danmark skal jo ikke lave noget nyt i den her runde, for vi har forlænget ad flere omgange, og vi har også forlænget med tilbagevirkende kraft, så vi har været her før. Derfor kan vi lige så godt gøre det næste gang også.

Næste spørger er hr. Karsten Hønge, SF.

Der er noget, jeg simpelt hen sådan har gået og tænkt over i lang tid, og nu glæder jeg mig sådan til sikkert at få det opklaret: Hvordan har man det egentlig hos Radikale Venstre med at være den direkte årsag til, at vi er endt i den her situation med utryghed og usikkerhed for børnefamilierne, ved at udløse valget?

Ordføreren.

Jeg forstår igen ikke spørgsmålet, medmindre hr. Karsten Hønge henviser til, at der blev udskrevet folketingsvalg oven på en meget, meget kritisk rapport fra Minkkommissionen.

Spørgeren.

Vi nærmer os da lidt et svar. Altså, Radikale Venstre kunne jo have valgt at udløse et valg på et tidspunkt, hvor de her ting var på plads. Hvordan har man det hos Radikale Venstre med at være den konkrete, direkte årsag til, at de her børnefamilier i dag er i usikkerhed og utryghed, fordi Radikale Venstre valgte at vælte regeringen på det tidspunkt, inden vi havde de her ting på plads? Er det noget, man reflekterer over hos De Radikale?

Ordføreren.

I Radikale Venstre er vi stolte af at stå ved nogle principper og ikke bare bladre en kommissionsrapport igennem, trække på skuldrene og sige: Det går nok, det hele. Vi var imod en etpartiregering, og nu ser det ud til, at vi får en anden regering med en helt anden form for regeringsførelse. Det handler også om at stå ved sine principper.

Næste spørger er hr. Søren Egge Rasmussen fra Enhedslisten.

Jeg synes, det er vigtigt, at aftaler, man har indgået, sådan set bliver gennemført. Det, der jo er det spændende, er, at her har vi faktisk et flertal for det her lovforslag før valget, og at vi sådan set også har det efter valget, hvis det er sådan, at Socialdemokratiet og Radikale vil stå ved den aftale i stedet for at lave løftebrud.

Nu har ordføreren tidligere spurgt, hvorfor vi i Enhedslisten har så travlt. Altså, det har vi jo af hensyn til de fattige børn og deres familier. Det er sådan, at hvis det glipper med et flertal for den her forlængelse, er der et alvorligt problem den 1. marts 2023. Og hvis der er nogen af de her familier, der bor til leje – og det må den tidligere boligordfører fra De Radikale jo vide – er der typisk 3 måneders opsigelse. Det vil sige, at man skal opsige lejemålet den 1. december, hvis man skal ud at jagte en bolig, der er billigere at bo i, for ligesom at have råd til at have en bolig. Så det har sådan set betydning at have vished for sin økonomi i de her børnefamilier, og det er jo derfor, vi gerne vil have De Radikale med på at stemme ja til det her lovforslag ved tredjebehandlingen inden jul, så det også kan blive børnenes jul. Kan ordføreren ikke se, at det har betydning at få det her vedtaget i år?

Ordføreren.

Det er jo lige præcis den vished, som vi gerne vil sikre bredere, end det er nu, så ens økonomi som børnefamilie eller andet ikke er afhængig af, om det er den ene fløj eller den anden fløj eller den ene blok eller den anden blok, der vinder et folketingsvalg. Det handler om at langtidssikre økonomien for de mennesker, der måtte havne i kontanthjælpssystemet, og for de børn, der har forældre i kontanthjælpssystemet. Den langtidssikring kommer jo af, at man laver en aftale, der er bred, som er over midten, og som ikke er afhængig af et folketingsvalg, hvor magten skifter.

Spørgeren.

I forhold til det der med at sikre vished – nu har jeg både hørt, hvad Venstre, Konservative og Moderaterne har sagt om det her forslag om at forlænge ydelserne til de her fattige børn – har jeg ikke den store optimisme omkring, hvad det er, der vil blive landet ved et regeringsgrundlag. Der er det sikre sådan set at stemme det her igennem og leve op til den aftale, man har indgået, eller gå tilbage til, at der stadig væk er et rødt-grønt flertal i Folketinget sammen med De Radikale og Socialdemokratiet.

Ordføreren.

Jamen man kan sagtens stemme for lovforslaget. Jeg minder bare om, at landet lige nu ikke har en regering, der kommer til at udføre den politik. Altså, det handler jo om at tage de ting inde ved forhandlingsbordet, hvor en regeringsdannelse er på tale. Det kommer vi til at gøre i Radikale Venstre, og det gør vi som nævnt allerede. Det er derfor, jeg kommer for sent til de her forhandlinger hernede i salen, for jeg kommer direkte oppe fra den fungerende statsminister.

Der er ikke yderligere korte bemærkninger. Tak til ordføreren for Radikale Venstre. Så går vi videre i rækken til hr. Torsten Gejl fra Alternativet.

Tak, formand. Og velkommen i formandsstolen.

Hvis man skal komme med et bud på, hvornår det er allermest uhensigtsmæssigt at gennemtvinge et valg, må det være ved Folketingets åbning, især efter et forår, hvor man har lavet 80 aftaler, der skal vedtages i Folketinget i efteråret. Det er 80 aftaler, som har krævet tusinder af arbejdstimer i partierne, i udvalgene og i ministerierne. Det er 80 aftaler, der har kostet mange, mange millioner skattefinansierede kroner at få på plads. Det er 80 aftaler, som forskellige flertal er blevet enige om, som vi har taget æren for på pressemøder, og som har tændt et håb om forandring og forbedring på det grønne område, på det sociale område og på mange andre områder.

Nu er alle de aftaler så annulleret, fordi Radikale Venstre af årsager, som jeg i hvert fald aldrig har forstået, har gennemtvunget et valg og dermed aflyst efterårets lovbehandlinger. Efter posen er blevet rystet og vælgerne har sammensat et nyt Folketing, aner vi ikke, hvilken vej de aftaler tager, hvilke af dem der bliver vedtaget senere, og hvilke der bliver skrottet.

En af de aftaler, der ret sikkert ryger i skraldespanden, er aftalen om at tilbagerulle kontanthjælpsloftet, som børnetilskuddet, som vi diskuterer i dag, hører under. Det er en aftale mellem Socialdemokratiet, SF, Radikale Venstre, Alternativet, Enhedslisten og Kristendemokraterne, som blev forhandlet gennem et utal af møder i foråret. Da aftalen kort før sommerferien var færdig, holdt vi pressemøde, og her lød det fra Radikale Venstres beskæftigelsesordfører: Børn skal ikke vokse op i fattigdom, og deres fremtidige muligheder skal ikke afgøres af deres forældres baggrund. Med denne aftale skaber vi ro omkring de allermest udsatte børnefamiliers økonomi. Men ordene var værdiløse, for det varede ikke engang 2 uger, før Radikale Venstre annoncerede, at de ville vælte regeringen, hvis den ikke udskrev valg ved Folketingets åbning. Det betyder, at et løfte fra forståelsespapiret om at afskaffe kontanthjælpsloftet, 3 års arbejde i Ydelseskommissionen, tusinder af timers forberedende politisk arbejde og et hav af forhandlingsmøder ender i skraldespanden.

Tilbage står tusinder af syge, udsatte kontanthjælpsmodtagere, der fortsat skal jages rundt efter arbejde, de ikke kan tage. Tilbage står vi med det kontanthjælpsloft og den 225-timersregel, som vi har lovet at afskaffe. Men bliver aftalen så ikke bare vedtaget af en ny regering, eller bliver kontanthjælpsloftet så ikke bare afskaffet af en ny regering? Næppe. Kommer en regering hen over midten til at afskaffe det kontanthjælpsloft, der blev indført af hr. Lars Løkke Rasmussen? Næppe. Kommer hr. Jakob Ellemann-Jensen til at vedtage tilbagerulning af kontanthjælpsloftet, når han allerede har været med til at tordne imod dette? Næppe.

En lille del af aftalen om afskaffelse af kontanthjælpsloftet, som vi drøfter i dag, handler om det midlertidige børnetilskud. I afskaffelsen af kontanthjælpsloftet skulle det midlertidige børnetilskud nemlig videreføres i form af et børnetillæg og et fritidstillæg, som målrettes børnene. Det fremgår også af aftalen, at de nye regler træder i kraft snarest muligt og senest den 1. januar 2024, og at det midlertidige børnetilskud forlænges indtil ikrafttrædelsen af de nye regler. Det vil sige, at Socialdemokraterne, Radikale Venstre og resten af aftalekredsen har mulighed for at stå ved en lille, men meget vigtig del af den aftale, de selv har lavet, nemlig videreførelsen af børnetilskuddet. Men det vil Socialdemokraterne ikke, for de siger, at det kan vedtages efter nytår. Men for det første kræver det et lovarbejde, som næppe kan nås før den 1. marts, hvor tilskuddet bortfalder, og for det andet vil den fungerende beskæftigelsesminister ikke garantere at stemme for at beholde børnetilskuddet efter nytår. Og så bliver det jo bare en fuldstændig gratis omgang.

Det betyder så, så vidt vi kan regne ud på vores regnemaskiner, at omkring 23.000 børnefamilier mister tilskuddet i en tid, hvor priserne stiger og alting bliver dyrere. Og det sender tusinder af børnefamilier under fattigdomsgrænsen. Det kunne vi have forhindret i dag. Vi kunne have givet alle de børnefamilier ro hen over julen og sikret sikkerhed for, at børnetilskuddet ikke forsvinder til foråret. I stedet vælger Socialdemokraterne at skubbe beslutningen til efter nytår, hvor man ikke ved, om forslaget bliver fremsat, eller om det bliver vedtaget. Det tager vi afstand fra i Alternativet. Vi havde gerne sikret, at vi kunne beholde det børnetilskud.

Alternativet stemmer for lovforslaget og takker Enhedslisten for fremsættelsen.

Der er ikke nogen korte bemærkninger. Jeg siger tak til ordføreren for Alternativet. Så er det hr. Kim Edberg Andersen fra Nye Borgerlige. Velkommen til.

Tak, formand. I Nye Borgerlige har vi en politik, der står for at sikre danskerne mindre stat og mere menneske, og derfor er det også glædeligt for mig, at min nordjyske kollega hr. Peder Hvelplund har gjort min første ordførertale til en, hvor det ikke var sværere for mig at komme frem til et klart svar, end det her var. For naturligvis kender en rigtig borgerlig svaret, når spørgsmålet er, om man vil gøre vejen til selvforsørgelse længere og ikke kortere, og naturligvis kender en rigtig borgerlig svaret, når det i lovforslaget fremhæves, at der ingen positive konsekvenser er for kommuner, regioner, stat eller erhverv – ingen, ikke en eneste – kun en regning til danske skatteborgere på ca. 1 mio. kr. i døgnet. Og selvfølgelig kender en nordjysk borgerlig svaret, når Enhedslisten endnu en gang vil forlænge skattefrie betalinger til primært ikkevestlige familier.

Min kollega hr. Lars Boje Mathiesen sagde det ved lovens fremsættelse, og han har sagt det igen og igen, hver eneste gang den er blevet forlænget siden: Det er et dårligt forslag. Og nu siger jeg det en gang til: Det er et dårligt forslag. Og det er for mig en underlig tilgang at have til danskernes penge at gøre mennesker til klienter afhængige af staten i længere tid end nødvendigt.

At man så samtidig ikke hellere vil sikre alle danskerne mere til sig selv, flere af deres egne penge i lommen, ved at fjerne skatter og afgifter, altså at gøre incitamentet til at forsørge sig selv større og ikke mindre, gøre mennesker rigere og friere og ikke afhængige og passive i statens greb, er mig jo uforståeligt. Ja, som borgerlig forstår man det jo ikke. Men for at sikre mig, at hr. Peder Hvelplund kender Nye Borgerliges standpunkt, vil jeg sige, at vi er et parti, der går ind for mindre stat og meget mere menneske, et parti, der mener, at mennesker, der kan bidrage, skal bidrage, og et parti, der mener, at udlændinge skal forsørge sig selv og ikke ligge danskerne til last. Så derfor siger jeg det nu meget klart: Nye Borgerlig kan ikke støtte forslaget.

Der er ikke nogen korte bemærkninger til ordføreren, så tak til ordføreren for Nye Borgerlige. Vi går videre i rækken. Næste ordfører er fra Dansk Folkeparti, Nick Zimmermann.

Tak for ordet. Et nyt Folketing skal nu tage stilling til det midlertidige børnetilskud til visse forsørgere. Tilskuddet er jo, som det nok er alle bekendt, allerede blevet forlænget tre gange. Der er altså tale om forlængelse af en lov, der målrettet hæver de sociale ydelser for arbejdsløse flygtninge og indvandrere. Beskæftigelsesministeriet har selv peget på, at knap 66 pct. af de her modtagere af det midlertidige børnetilskud stammer fra et ikkevestligt land. Det midlertidige børnetilskud er altså en klokkeklar lempelse af udlændingepolitikken, for når man giver en indvandrerfamilie op imod 2.000 kr. om måneden – skattefrit, vel at mærke – betalt af hårdtarbejdende danskere, der går på arbejde, så gør man det alt andet lige mere attraktivt at komme her til Danmark, og det er selvfølgelig en helt forkert vej at gå.

Men ikke nok med, at det er en lempelse af udlændingepolitikken; med det midlertidige børnetilskud belønner man altså også de mange indvandrere, der allerede i dag står uden for arbejdsmarkedet. For når man øger ydelserne så markant, som man gør, bliver det altså alt andet lige mindre attraktivt at komme ud på arbejdsmarkedet. Det er det, der er konsekvensen: Man gør det mindre attraktivt at gå ud og få et arbejde.

Hvis man virkelig gerne vil hjælpe børnene, er den bedste måde at gøre det på altså ikke at fastholde deres forældre uden for arbejdsmarkedet. Men det er jo altså desværre det, man gør med det her; man fastholder særlig ikkevestlige indvandrere derhjemme på danskernes regning. Og jeg bliver nødt til at påpege det absurde i det. En enlig mor i et lavtlønsjob må godt nok stå tilbage med en følelse af, at hun er med til at betale for at gøre vilkårene for særlig indvandrerfamilier bedre, mens hun måske lige nu selv har svært ved at betale regningerne. Det mener jeg faktisk er en hån imod hende.

Vi har jo sagt det mange gange i Dansk Folkeparti, men jeg gentager det gerne: Det her er en forkert vej at gå. Man lemper udlændingepolitikken, og man forværrer den store udfordring, der allerede i dag er med at få flere indvandrere i beskæftigelse. For virkeligheden er jo altså desværre, at Danmark i over 30 år har ført en fejlslagen indvandringspolitik, der har det med sig, at alt for mange udlændinge går hjemme på en offentlig forsørgelse betalt af os danskere, og det her kommer kun til at gøre det værre. Derfor kommer det nok ikke som den store overraskelse, at Dansk Folkeparti kommer til at stemme imod. Tak.

Vi har et par spørgere. Den første er hr. Karsten Hønge fra SF.

Nu taler vi om at hjælpe fattige familier, og jeg kan forstå på hr. Nick Zimmermann, at man i DF er mest optaget af de her familiers etnicitet. Jeg prøver lige at spørge hr. Nick Zimmermann: Hvad er egentlig vigtigst, når vi taler om at hjælpe familier – er det tykkelsen på forældrenes tegnebog eller farven på børnenes kinder?

Ordføreren.

Jeg tror ikke, der er noget parti, der mere end Dansk Folkeparti har nævnt, at vi for alvor skal gøre noget ved inflationskrisen og de stigende priser, og at vi skal have noget hjælp ud til danskerne hurtigst muligt, bl.a. mens SF var støtteparti til en regering, der absolut intet gjorde for at få noget hjælp ud til danskerne. Men det her kommer jo ikke til at hjælpe folk. Det her kommer sådan set bare til at fastholde nogle indvandrere uden for beskæftigelse. Men kommer man med noget reel hjælp til danskerne, er vi selvfølgelig klar; det er helt sikkert.

Spørgeren.

Jeg tror lige, jeg prøver igen: Når vi nu taler om at hjælpe fattige familier og hr. Nick Zimmermann er meget optaget af den etniske sammensætning blandt de her familier, hvad er så kriterierne for at tildele hjælp? Skal det være tykkelsen på forældrenes tegnebog, altså deres indkomst, eller farven på børnenes kinder?

Ordføreren.

Det skal i hvert fald absolut ikke være noget, der udelukkende er målrettet folk, der kommer hertil, og for at holde dem uden for arbejdsmarkedet. Det, der sådan set er det vigtigste for os, er, at vi får noget målrettet hjælp ud til danskerne, og det skal være hurtigst muligt. Det er om nogen Dansk Folkeparti, der har presset på for det. Men det hjælper det her jo ikke med.

Så har vi en kort bemærkning fra Sascha Faxe fra Alternativet.

Tak, formand. Jeg er bare nysgerrig på, hvilket belæg ordføreren har for at tage lavtlønnede enlige mødre til indtægt for ikke at bryde sig om det her forslag.

Ordføreren.

Det tror jeg da er klart for enhver. Hvis man er i beskæftigelse og ikke særlig godt lønnet og man kan se, at andre, der kommer her til vores land, ud over at få gratis hospital, gratis skole og gratis alt muligt andet også kan få op imod 2.000 kr. mere om måneden – vel at mærke skattefrit – tror jeg da, det vil få rigtig mange til at stå tilbage med en uretfærdig følelse. Og det kan jeg sagtens forstå.

Spørgeren.

Så det, jeg hører, er, at det er en formodning på andres vegne. Jeg skal så på vegne af en tidligere lavtlønnet enlig mor sige, at her er der ingen misundelse i den sammenhæng.

Ordføreren.

Nej, det kan såmænd godt være. Man kan jo altid finde eksempler, der bakker ens egen politik op. Men jeg tror sådan set, at langt de fleste danskere er dybt uenige i, at vi skal blive ved med at proppe flere penge i arbejdsløse udlændinge. Det vil jeg i hvert fald under ingen omstændigheder være med til; det er helt sikkert.

Der er ikke flere korte bemærkninger, så tak til ordføreren for Dansk Folkeparti. Den næste på talerstolen er fru Mette Thiesen, uden for grupperne, som privatist.

Solen står langsomt op over hustagene. I køkkenet brummer kaffemaskinen. Børnene vækkes blidt, hjælpes i tøjet og spiser morgenmad med familien, tager deres madpakker og hjælpes i overtøjet, inden hele familien går ud ad døren. Børnene skal i skole, og mor og far på arbejde. Sådan er det heldigvis i langt de fleste familier, og det er godt, for det er sundt, at børn ser deres forældre gøre en aktiv indsats og bidrage, gå på arbejde og forsørge sig selv.

Derfor kan jeg selvfølgelig heller ikke støtte det her forslag, der giver mere til dem, der ikke arbejder, i stedet for at man belønner dem, som gør. Hvis man er udlænding i Danmark, skal man selvfølgelig forsørge sig selv. Offentlige ydelser skal være forbeholdt danskerne. Jobcentrene skal nedlægges, og danskere, der er syge, udsatte eller nedslidte, skal selvfølgelig også have nemmere adgang til en førtidspension. De, der kan arbejde, skal gøre det.

Et midlertidigt børnetilskud som det her er et skridt i den forkerte retning. Det er et svigt camoufleret som en hjælpende hånd. Og i en tid, hvor alle danskere spinker og sparer, skruer ned for varmen og forbruget, giver det ikke mening med checks til og særbehandling af særlige vælgergrupper. Det eneste, der sådan set ville give mening, var et forenklet skattesystem og generelt lavere skatter og afgifter.

Jeg kan ikke støtte det her lovforslag, ej heller denne gang.

Jeg siger tak til fru Mette Thiesen. Der er ikke nogen korte bemærkninger. Så går vi til ordføreren for forslagsstillerne, fru Victoria Velasquez.

Kære medlemmer af Folketinget, i de her dage ser vi ind i, at de mennesker, der søger om julehjælp, endnu en gang kommer til at være med til at slå triste rekorder. De stigende priser betyder, at selv mennesker i arbejde er hårdt ramt. Det står ekstra slemt til, hvis man er nogle af dem, som uforskyldt er endt på kontanthjælp og virkelig ikke har særlig mange penge at gøre godt med. Jeg talte med Mødrehjælpen om ansøgningerne til julehjælpen, og de kan se en forskel, hvis man alene ser på i år, i forhold til hvordan ansøgningerne har været sidste år og de andre år. Tidligere har det, som har fyldt i de ansøgninger, været, at barnet ikke skal føle sig uden for fællesskabet, men skal have en julegave, så man, når man mødes med legekammeraterne efter julen, også i den runde kan fortælle, at man har fået en julegave, og hvad man har fået. Det handler meget om, at man ikke skal føle sig udenfor, men have mulighed for at være en del af fællesskabet på samme måde som de andre. Men nu har ansøgningerne mere karakter af nogle helt grundlæggende behov. Behovet for at få mad på bordet går igen og er noget af det, der fylder i juleansøgningerne sammenlignet med de andre år. Altså, vi taler om at have råd til mad. Prøv lige at lukke øjnene og forestille jer, hvordan det er at stå i den her situation. Vi har hørt beretninger om forældre, som ikke spiser aftensmad sammen med deres børn, netop fordi det er svært at få økonomien til at hænge sammen. Det burde ikke være sådan.

En enlig mor fortalte mig om, hvordan hun føler en enorm afmagt. Jeg kan dårlig nok få enderne til at mødes til trods for det midlertidige børnetilskud, sagde hun til mig, på grund af de stigende priser. Hvad skal jeg gøre nu? Vi bliver mange, der må gå fra hus og hjem.

Og hun er ikke den eneste. Jeg talte med en socialrådgiver, der hver eneste dag taler med familier, som er rigtig hårdt pressede på økonomien, og selve den dag, jeg talte med hende, havde hun talt med tre, som simpelt hen stod og boksede med huslejen. Den ene var en enlig mor, der var sat ud af sin lejlighed. En anden forælder havde heller ikke råd til at blive boende længere i samme kommune, som er det område, som faren bor i. Og så rejser spørgsmålene sig. Skal barnet flytte institution? Hvad med legekammeraterne og rigtig mange andre ting? Der mener jeg, det er fuldstændig uforsvarligt som folkevalgt at stille de forældre og de børn i den situation.

Det er ikke kun de konkrete mennesker, som jeg har talt med, som bliver ramt. Det er heller ikke kun den konkrete socialrådgiver, som desværre ser, at det her er et generelt problem. Over 20 fagforeninger og organisationer har sendt os alle sammen et brev, hvori der står – og jeg citerer:

Hver eneste dag møder vi familier, der er så hårdt presset af inflationen, at de er desperate. Situationen er dybt bekymrende og fordrer mere end akutte hjælpepakker. Der er også brug for vedvarende og strukturelle indsatser, hvis vi skal sikre børnene et liv uden fattigdom. Så derfor håber vi inderligt, at I som minimum vil holde fast i kontanthjælpsaftalen.

Det er beskeden fra HK, 3F, FOA, Red Barnet, Mødrehjælpen, socialrådgiverne, pædagogerne, lærerne og mange flere. Det er flere af dem, som til daglig konkret har med børnene at gøre. Jeg synes, at vi skal lytte til dem. Der kommer ikke nogen akuthjælp lige foreløbig, og hvis vi ikke stemmer det her lovforslag igennem, vil vi se ind i en situation, hvor der direkte bliver taget penge væk fra nogle af de fattigste børnefamilier midt i en desperat situation, hvor økonomien rækker meget kortere end før. Vi har en aftale. Vi har lovgivningen på vores side. Der er intet til hinder for, at vi selvfølgelig kan holde hånden under de tusindvis af børnefamilier.

Så helt ærligt synes jeg, at vi skal lægge alt det spin og udenomssnak til side og lade være med at fjerne fokus fra det, det rent faktisk gælder om, og det er selvfølgelig at sikre økonomisk tryghed for de her børn. Jeg håber – og det håber jeg selvfølgelig et eller andet sted også kommer til at ske – at Socialdemokratiet faktisk vil rejse sig op på stolene og hjælpe med, at endnu flere burde bakke op om det her forslag, at vi netop sørger for, at intet barn i Danmark skal vokse op i fattigdom, og at det ikke er noget, der skal være til forhandling.

I stedet for må jeg indrømme, at jeg synes, det er ret vildt at opleve, at man fra Socialdemokratiets side bruger så meget energi på at prøve at putte grus i maskineriet, og det har været fra dag et af. Man taler om, at vi ikke kan fremsætte lovforslaget, og man prøver hele tiden på forskellig vis at forhindre, at det her skulle komme til at ske, og nu til sidst holder man fast i den her bortforklaring om et forretningsministerium, selv om Socialdemokratiet udmærket kender til tredelingen af magten og udmærket ved, at vi selvfølgelig er hævet her i Folketinget, og at vi i Folketinget er dem, der lovgiver. Og det siger man, selv om ministeriet jo selvfølgelig vil sikre, at det kommer til at blive udført korrekt, sådan at Udbetaling Danmark kan fortsætte med de her udbetalinger. Det ved Socialdemokratiet godt, og Socialdemokratiet kan godt vælge at stemme for lovforslaget og overholde den aftale, som de har indgået; selvfølgelig kan de det. Det er Folketinget, der vedtager love. Det er ikke regeringen, der stemmer i Folketinget. Det er Folketingets partier. Derfor synes jeg simpelt hen, det er en omgang vrøvl og spin, man forsøger at gemme sig bag.

Så bør man i stedet for som Socialdemokrati være helt ærlig og se de fattigste børnefamilier i øjnene og fortælle dem, at vi, Socialdemokratiet, bryder aftaler, at Socialdemokratiet løber fra ansvaret i Folketinget og har tænkt sig at falde de fattigste børnefamilier i ryggen og kaste dem ud i yderligere fattigdom midt i en hård inflationskrise.

Til de 23.500 børn og deres forældre vil jeg sige, at glem ikke den fungerende beskæftigelsesminister og den fungerende statsminister. Glem ikke, at Socialdemokratiet stemmer nej, så lovhjemmelen ryger og 23.500 mister tilskuddet pr. 1. januar. Til alle, der går op i vores sociale sikkerhedsnet, og som går op i den økonomiske tryghed for alle, der uforskyldt ikke kan forsørge sig selv, og til dem, der ved, hvad konsekvenserne er, når børn bliver taget som gidsler i en magtkamp, vil jeg sige, at glem ikke, at Socialdemokratiet var klar til at lave en studehandel om de fattigste børn for at tækkes højrefløjen og komme i regering med dem, selv om de har et flertal til venstre i salen.

Lad mig helt kort fortælle her i dag: Lovforslaget sikrer, at der er lovhjemmel til, at børnetilskuddet kan fortsætte. En stemme imod det her forslag er det samme som at stemme om at tage pengene væk fra de her børn. Og kære alle her i salen, vi står midt i en inflationskrise. Netop i den her situation burde alle Folketingets medlemmer hver og en tage et ansvar for de mennesker, som bliver hårdt ramt af de stigende priser. Vi er et nytiltrådt Folketing, vi er Danmarks lovgivende forsamling, vi kan godt gøre det her. Det handler om politisk vilje, det handler om politisk ansvar. Vi risikerer simpelt hen, at der er endnu flere – hvis det her børnetilskud forsvinder – som risikerer at gå fra hus og hjem. Det er altså ikke en ordentlig måde at lede det her land på, og det er ikke en ordentlig måde at håndtere den inflationskrise, vi står i, på eller en ordentlig måde at behandle de fattigste i vores samfund på.

Jeg glæder mig til den videre debat, tror jeg man skal sige, men jeg ved ikke rigtig, hvor meget jeg glæder mig. Men jeg kan i hvert fald love, at vi i Enhedslisten og sammen med andre gode, som er klar til at kæmpe for de fattigste børnefamilier, ikke giver op, men at vi simpelt hen bliver ved med at kæmpe for, at vi i Folketinget selvfølgelig kan lovgive. Der er ikke nogen, der skal prøve at sige, at en regering eller en ikkeregering kan trumfe, hvad vi kan gøre herinde. Vi skal holde sammen og blive ved med at kæmpe for de her familier. Og til alle, der er med til at råbe op om det: I må blive ved, for der er brug for et hårdt pres, hvis vi skal kunne komme igennem med det her. Men vi giver i hvert fald ikke op, og jeg synes, debatten her tidligere i dag viser, at det er nogle meget få strå, man holder sig til, og det er nogle dårlige argumenter, man har, for ikke at kunne stemme for lovforslaget. Så det skal vi jo bare fortsætte, og så håber jeg, det ender med, at vi til tredjebehandlingen selvfølgelig ser, at dem, der er med i aftalen, står ved aftalen og ikke laver aftalebrud og løftebrud, og at vi selvfølgelig ender med at få lovhjemmel til at kunne fortsætte det midlertidige børnetilskud. Tak for ordet.

Tak for det. Der er en, der har bedt om ordet. Jeg giver ordet til fru Sólbjørg Jakobsen fra Liberal Alliance.

Tak. Jeg hører ordføreren og Enhedslisten sige rigtig mange gange, at det her er for at hjælpe de fattigste familier, og der bliver lagt vægt på, at det er for at håndtere bl.a. inflationen. Skal vi forstå det således, at ordføreren og Enhedslisten har påtænkt at lave det samme midlertidige børnetilskud eller noget, der ligner, til de familier, som har en endnu lavere indkomst end eksempelvis en enlig kontanthjælpsmor, der har over 20.000 kr. til rådighed hver måned? Det kunne eksempelvis være til studerende eller til selvstændige, der også er ramt af inflationen. Eller er det kun til dem på overførselsindkomst? Og skal det også forventes, at det vil blive fremlagt, før der kommer en regering?

Fru Victoria Velasquez.

Tak for spørgsmålet, og velkommen til Folketinget til medlemmet. Vi har et konkret forslag i forhold til inflationshjælp, som er målrettet små erhvervsdrivende, studerende, førtidspensionister og andre. Jeg har det i fysisk form og vil meget gerne give det til ordføreren, sådan at man kan orientere sig i det.

Tak for det. Fru Sólbjørg Jakobsen ønsker endnu en kort bemærkning. Værsgo.

Jeg prøver at formulere det igen: Har ordføreren og Enhedslisten påtænkt, at det skal behandles på samme måde som det her, før vi har en regeringsdannelse? Der er mange aftaler, der ligger. Jeg spørger konkret: Er der flere ting, vi skal forvente at behandle, før vi har en regering?

Ordføreren.

Altså, så længe man ikke er blevet væltet, er der faktisk ikke noget til hinder for, at man kan indkalde til forhandlinger og lave aftaler, selv om der ikke er dannet en regering, eller selv om man er gået af. Og på samme måde vil vi også uden om den kongelige undersøger sagtens kunne lave nogle aftaler, hvis der er flertal for det. Det synes jeg er værd at have præsent. Jeg synes, at det med akuthjælp i forhold til inflationskrisen er et godt eksempel. Det, som også bare er rigtig vigtigt at bide mærke i her, er, at det her er nogle af dem, der bliver allerhårdest ramt af de stigende priser, og det er nogle, der mister penge, hvis vi ikke reagerer.

Tak til ordføreren.

Da der ikke er flere, som har bedt om ordet, er forhandlingen sluttet.

Jeg foreslår, at lovforslaget henvises til et særligt udvalg på 29 medlemmer. Hvis ingen gør indsigelse, betragter jeg det som vedtaget.

Det er vedtaget.

Da der foreligger indstilling fra grupperne, skal jeg allerede i dag i indeværende møde uden for dagsordenen foretage valg af det nævnte udvalg.

Der er til dette valg anmeldt følgende valggrupper:

en gruppe på 90 medlemmer: Socialdemokratiet, Socialistisk Folkeparti, Enhedslisten, Radikale Venstre, Alternativet, Siumut, Inuit Ataqatigiit og Javnaðarflokkurin;

en gruppe på 73 medlemmer: Venstre, Danmarksdemokraterne, Liberal Alliance, Det Konservative Folkeparti, Nye Borgerlige, Dansk Folkeparti, Sambandsflokkurin og Mette Thiesen (UFG);

og en gruppe på 16 medlemmer: Moderaterne.

Navnene på de valgte kan findes på www.folketingstidende.dk (jf. nedenfor).

Samtidig er der fra grupperne fremkommet et forslag om valg af formand og næstformand. Der er kun bragt én i forslag til hver af disse poster, og navnene kan findes på www.folketingstidende.dk (jf. nedenfor).

[Valg af 29 medlemmer til Udvalget vedrørende forslag til lov om ændring af lov om et midlertidigt børnetilskud til visse forsørgere.

Valgt blev:

1 Rasmus Stoklund (S)

2 Henrik Møller (S)

3 Bjarne Laustsen (S)

4 Jens Joel (S)

5 Kasper Roug (S)

6 Anders Kronborg (S)

7 Leif Lahn Jensen (S)

8 Anne Paulin (S)

9 Thomas Jensen (S)

10 Karsten Hønge (SF)

11 Karina Lorentzen Dehnhardt (SF)

12 Astrid Carøe (SF)

13 Victoria Velasquez (EL)

14 Samira Nawa (RV)

15 Torsten Gejl (ALT)

16 Hans Andersen (V)

17 Morten Dahlin (V)

18 Christoffer Aagaard Melson (V)

19 Anni Matthiesen (V)

20 Dennis Flydtkjær (DD)

21 Charlotte Munch (DD)

22 Sólbjørg Jakobsen (LA)

23 Steffen W. Frølund (LA)

24 Niels Flemming Hansen (KF)

25 Lise Bertelsen (KF)

26 Kim Edberg Andersen (NB)

27 Nick Zimmermann (DF)

28 Rosa Eriksen (M)

29 Mette Kierkgaard (M)

Formand: Bjarne Laustsen (S)

Næstformand: Christoffer Aagaard Melson (V)]