Forhandlingen er åbnet. Hr. Christian Rabjerg Madsen.

Tak. »Det var ikke af egen fri vilje, at jeg ikke havde noget at stå op til, men jeg vil hellere lave ingenting, end at være et sted hvor jeg får at vide, at jeg er dum ... Jeg er tit blevet fortalt, at jeg nok ikke blev til noget særligt ... På den måde har jeg ofte været dømt ude, før jeg overhovedet blev lukket ind.«

Ordene er ikke mine, men Oliver Palmelunds. Oliver er 16 år gammel. Han har skiftet skole 5 gange og oplever med egne ord, at det nogle gange bliver »nogle virkelig lange dage, hvis man skal sidde stille fra 8 til 15«. Der er ikke nogen børn i Danmark, som bør opleve det, som Oliver har gennemlevet. Det er vores ansvar, det er vores opgave, men vi har talt for meget og handlet for lidt. De danske folkeskoler og børnehaver er rigtig gode for mange, men de er slet ikke gode nok for alle, og vi har svigtet Oliver, men desværre langtfra Oliver alene. Omkring 45.000 unge mellem 15 og 25 år står uden for fællesskabet, uden hverken uddannelse eller arbejde. Det kan vi ikke være bekendt.

Med den historiske regeringsdannelse i december har Danmark fået en bred regering, der har sat barren højt. Det er en regering, der har lovet at tage livtag med de vanskeligste strukturelle udfordringer i Danmark. En af de vanskeligste strukturelle udfordringer er, at vi har efterladt unge uden for fællesskabet, og faktisk peger Oliver selv på en del af løsningen. Han siger:

»Generelt tror jeg, at jeg er bedre end mange andre til at skrue i alt, der har en forbrændingsmotor ... Det er bare ikke noget, der bliver bemærket i skolen.«

Så siger han også:

»Hvis grundskolen var mere praktisk og knap så boglig, havde jeg nok haft en bedre oplevelse, og mine skoleskift havde sikkert også været færre.«

Jeg er enig med Oliver. Det er på tide, at skolen i højere grad afspejler, hvad både Oliver og jo i virkeligheden også samfundet efterspørger: et større fokus på, hvordan man sliber, saver, skruer, skaber, og på, hvordan man i processen lærer både dansk og matematik. Folkeskolen skal være både for den læsende og lyttende dreng, for den praktiske og skabende pige og for Oliver. Vi skal skabe flere succeser, vi skal vise, at der er flere veje i uddannelsessystemet, og så skal vi frem for alt sikre, at flere starter på og flere gennemfører en erhvervsuddannelse – en erhvervsuddannelse, som selvfølgelig og samtidig skal være bedre i morgen, end den er i dag; væk med de der gamle Pedersenfræsere, og ind med nye femaksede CNC-maskiner, der ligner de maskiner, som de unge senere vil møde på de virksomheder, der skriger på flere unge kloge hoveder og hænder, sådan at de virksomheder kan skrue op for eksporten og skrue ned for antallet af gange, de må sige nej til ordrer, fordi de simpelt hen ikke kan bemande deres maskiner.

På samme vis er den største barriere for den grønne omstilling, men også for en værdigere ældrepleje ikke nødvendigvis kroner og øre, men at vi faktisk har for få mennesker, for få unge mennesker, der kan svejse fjernrørene sammen, opstille vindmøllen eller yde den fagligt velunderbyggede omsorg, som vores ældre fortjener. Vores økonomi, velfærden og fremtidens klima er derfor dybt afhængig af, at vi lykkes med at levere flere faglærte i fremtiden.

Den nye regering er født ind i en vanskelig tid. I et globalt perspektiv er de demokratiske værdier under pres; det ser vi i veletablerede demokratier, og det ser vi, når demokratisk indflydelse og demokratiske værdier presses tilbage af autoritære regimer. Af hensyn til vores børn og børnebørn er kampen for demokratiet og demokratiske værdier ikke en kamp, vi kan tillade os at bakke på. Først ramte pandemien, og så ændrede Ruslands brutale angrebskrig og overfald på Ukraine den europæiske sikkerhedssituation, hvilket skabte en energikrise, som så igen skubber voldsomt til inflationen, der meget vel kan ende med en europæisk økonomisk krise.

Danmark er en stærk økonomi, men vi er også en åben økonomi. Derfor bliver vi selvfølgelig som økonomi ramt, hvis den europæiske økonomi sætter i bakgear. Men vigtigere er det, at Danmark er et centralt medlem af den europæiske og vestlige familie, og derfor bliver vi ikke alene ramt – vi træder aktivt til, når vores og Vestens sikkerhed og tryghed er truet. Patriotiske og modige ukrainere kæmper i øjeblikket både for vores værdier, men også for vores helt grundlæggende sikkerhed og tryghed. Det er en kamp mod tyranni, undertrykkelse og menneskefjendskhed, som vi også har et ansvar for at de ikke må tabe.

Prisen for vores og for vores børns sikkerhed er blevet højere, men det er – selvfølgelig, havde jeg nær sagt – en pris, som vi skal betale. Derfor er regeringen også en reformregering. Forslaget om store bededag har givet debat. Det kan jeg godt forstå; jeg tror, vi alle sammen holder af at være sammen med vores familier, og for nogle er bededagen også knyttet op på kirkelig aktivitet. Men som ansvarlige politikere kan det ikke nytte noget, at vi alene gør det, som føles rart. Vi bør gøre det, der er det rigtige i en situation med krig i Europa.

Jeg kan forstå, at en række af Folketingets partier har fremlagt bud på finansiering af løftet af forsvaret. Det er positivt, og det vil regeringen kigge nærmere på og tage en drøftelse af med partierne, men det er også vigtigt at få sagt, at bededagsforslaget ikke alene handler om finansiering. Det handler også om, at vi skal styrke den strukturelle beskæftigelse, og med forslaget styrkes den strukturelle beskæftigelse med 8.500 personer, og dermed gøres vores samfund også 10 mia. kr. rigere. Vi investerer det, der skal til, og som vi er forpligtet til, i vores forsvar, og med bededagsforslaget tager vi samtidig ansvar for at gøre det nemmere at rekruttere flere af dem, vi har allermest brug for. Det er sygeplejersker, social- og sundhedsassistenter, politibetjente og smede, for nu at nævne nogle. Tidligere regeringer har tilvejebragt finansiering ved at lade enkeltgrupper løfte regningen. Bededagsforslaget gør noget andet – det sikrer, at vi alle sammen løfter i flok.

Jeg har også lyttet mig til kritik fra fagbevægelsen. Den danske model er enestående og en af hovedforklaringerne på danske lønmodtageres gode forhold og danske virksomheders succes. Derfor er regeringsgrundlaget også fuld af eksempler på, at vi styrker den danske model – højere dagpenge for kernetropperne, permanent trepartsinstitution, 110 pct.s dagpenge under efteruddannelse, et annullationssøgsmål i forsvar for den danske model, øget fradrag på fagforeningskontingentet, for nu at nævne nogle – men med krigen tilbage i Europa er vi i en ekstraordinær situation, hvorfor vi også tager ekstraordinære skridt, så dansk økonomi forbliver stærk, også når prisen for vores fælles sikkerhed går opad, som den gør nu.

Regeringen har fra starten sagt, at den er blevet dannet for at træffe svære beslutninger i forhold til de store, men også vanskelige udfordringer, som de fleste af os jo godt ved findes. Det er udfordringer, som vi bredt set er enige om bør løses politisk, men som der ikke er nogen nemme løsninger på. Vi har sat verdens måske mest ambitiøse klimamål med klimaneutralitet i 2045 og 110 pct.s reduktion af vores udledninger i 2050, samtidig med at vi skal sætte turbo på implementeringen af vores 2030-mål. Vi vil beskytte grundvandet, skabe ny vild natur og mere ny skov, vi vil styrke dansk erhvervsliv og hjælpe dem, der rammes hårdest af de stigende priser, vi vil nedbringe ventelisterne og sikre en bedre og mere ensartet behandling på landets sygehuse, vi vil give et lønløft til offentligt ansatte, og vi vil skabe bedre erhvervsskoler. Vi vil forny kandidatuddannelserne og styrke muligheden for efteruddannelse. Vi skal sikre en folkeskole, der løfter flere, løfter bedre, hvor der er plads til flere, hvor vi skaber flere succeser, og hvor der også er plads til Oliver.

Det og meget andet skal fremføres og gennemføres indtil 2030. Det er et 2030, hvor vi samtidig bliver 125.000 flere ældre over 70 år og 50.000 flere børn under 7 år, og hvor Vesten og Danmark samtidig trues rent sikkerhedspolitisk. I regeringen skal vi måles på, om vi formår at løse de store udfordringer, vi har talt om i mange år, men som vi endnu ikke har formået at løse, fordi det er svært. Det er i sin essens derfor, vi har dannet en bred regering hen over midten. Men hvis det skal lykkes, og hvis målsætningerne skal være andet end indhold i skåltaler og åbningstaler, kræver det, at vi evner at prioritere. Det kræver, at vi tør træffe beslutninger, som giver debat på den korte bane, men som gør vores fantastiske land stærkere på den lange. Tak for ordet.

Så vil jeg på vegne af Socialdemokratiet, Venstre og Moderaterne oplæse følgende:

Forslag til vedtagelse

»Folketinget konstaterer, at Danmark har fået en ny, bred regering, der vil tage fat på de substantielle udfordringer, landet står over for.

Regeringen vil sikre en stærk og robust økonomi, hvor pengene følger med velfærden, når der kommer flere ældre og børn, hvor det bedre kan betale sig at arbejde, hvor skatten samlet set nedbringes og den strukturelle beskæftigelse øges.

Regeringen vil endvidere bevæge Danmark hen til et velfærdssamfund med mere lokal frihed, selvbestemmelse og forandringskraft gennem otte reformspor. Herunder skal der gøres mere for de mange unge, der står uden for arbejdsmarkedet og uddannelse, så de bliver hjulpet til en bedre start på voksenlivet.

Folketinget ønsker endvidere at intensivere den nødvendige grønne omstilling, hvilket er påtrængende af hensyn til klimaet og behovet for at blive uafhængig af russisk energi. Samtidig vil regeringen fremrykke investeringerne i dansk sikkerhed og forsvar.«

(Forslag til vedtagelse nr. V 1).

Tak for det. Jeg ser frem til en god debat.

Tak for det. Der er en lang række, der har trykket sig ind, og den første, der får ordet, er fru Pia Olsen Dyhr.

Tak til ordføreren. Der var mange interessante ord i den tale, bl.a. om Oliver, og der var en analyse, jeg deler. Jeg deler også statsministeren og ordførerens vurdering af, at der er behov for at styrke dansk forsvar. Det tror jeg vi er mange der gør, for det handler om Danmarks sikkerhed og Danmarks rolle i verden. Jeg synes imidlertid, at finansieringsforslaget til forsvaret og styrkelsen af forsvaret fra regeringens side og dermed også fra Socialdemokratiets side er temmelig søgt.

Jeg har så noteret mig efterfølgende, at både udenrigsministeren og vicestatsministeren mener, at de partier, der vil være med i forsvarsforliget, skal acceptere regeringens forslag om at afskaffe store bededag. Omvendt kan jeg høre i statsministerens tale og citater, at der i virkeligheden er en større åbenhed, og ligeså hører jeg faktisk ordføreren i dag signalere en større åbenhed.

Så mit spørgsmål er i al sin enkelhed: Hvad mener regeringen og Socialdemokratiet egentlig? Mener Socialdemokratiets ordfører, at lige netop det her finansieringsforslag er så enestående og rigtigt tænkt, at det vejer tungere end et bredt forankret forsvarsforlig?

Ordføreren.

Jeg mener ikke, at der er noget odiøst eller ligefrem søgt i, at man – også forud for en vigtig forhandling om forsvaret, en forhandling, som forhåbentlig ender ud i et bredt forlig – ønsker et bredt forlig, samtidig med at man også slår fast, at der er en sammenhæng imellem på den ene side at bruge penge og på den anden side at tilvejebringe en finansiering. Jeg har været på Christiansborg siden 2015 og har iagttaget dansk politik, også måske lidt længere end det, og jeg mener, at det er helt almindelig praksis, at hvis man skal bruge penge, skal man også være med til at skaffe dem. Jeg tror, at det er et sundt spor, som kan være med til at holde os alle sammen ansvarlige.

Så har jeg også lyttet til interviews af både statsministeren, udenrigsministeren og forsvarsministeren, og så sent som for få minutter siden sagde forsvarsministeren meget klart, at regeringen har noteret sig, at der er kommet et alternativt forslag til finansiering, og at regeringen ser nysgerrigt og positivt på det, for det er afgørende, at der er en sammenhæng imellem, at vi bruger penge, og at vi tilvejebringer en finansiering.

Fru Pia Olsen Dyhr.

Det var så ikke noget svar, men det venter jeg så på. Det kan være, at statsministeren kan komme med svar senere i dag.

Jeg vil så gerne høre Socialdemokratiets ordfører om noget, jeg synes er meget vigtigt i forhold til parlamentarisme og de traditioner, vi har her på Christiansborg: Hvordan mener regeringen at samarbejdet mellem Folketingets partier skal være? Kan vi stole på de aftaler, der er indgået, på de forlig, der er indgået, eller på nationale kompromiser? For det nationale kompromis blev jo indgået for mindre end et år siden, ca. 10 måneder siden, og nu har regeringen sået tvivl om, om de egentlig står på det nationale kompromis, og jeg vil minde om, at nationale kompromiser altså står over forlig og politiske aftalerog eraf en helt unik karakter.

Jeg vil så bare gerne høre ordføreren, om man stadig væk står på det nationale kompromis og de aftaler, vi har indgået, og de ting, der blev sagt på det møde. Jeg vil ikke citere fra det. Jeg har noteret mig, at økonomiministeren har haft travlt i de her dage med at underløbe de ting, vi har aftalt med hinanden på det møde, men jeg skal nok lade være med at citere fra det. Men det kunne jo være, at jeg blev fristet af at citere det, der står i min lille røde bog her, hvis man ikke snart begynder at sige, at man selvfølgelig overholder det nationale kompromis.

Ordføreren.

Jeg bestemte mig for, inden jeg gik herop, at jeg ville bestræbe mig på at svare på spørgsmålene, og jeg synes, at jeg er kommet dårligt i gang, hvis jeg ikke svarede på det første. Det synes jeg at jeg gjorde. Regeringen har sagt, at den tager det positivt ned, at der er kommet en alternativ finansiering på bordet, og at den vil drøfte det med partierne. Det er vel, synes jeg, et meget klart svar på et relativt klart spørgsmål, så det synes jeg i al respekt at jeg fik svaret på.

I forhold til det nationale kompromis er jeg personligt stolt af, at vi har et Folketing, som kan vedtage det, og vi står bag det nationale kompromis og har endda sagt, at det, vi aftalte, med at komme op på de 2 pct. skal ske tidligere, fordi den internationale situation tilsiger det.

Tak for det. Og vi går videre i spørgerrækken til fru Inger Støjberg.

Tak for det. Jeg tror måske, at lige det her faktisk lidt var et eksempel på, hvorfor det kan være lidt farligt at skulle evaluere sig selv. For jeg kan forstå, at hr. Christian Rabjerg Madsen mener, at han svarede godt på det spørgsmål, som fru Pia Olsen Dyhr stillede; det synes jeg ikke, lad mig sige det sådan. For jeg studsede nemlig også lidt her forleden dag, da jeg hørte statsministeren, som jo er hr. Christian Rabjerg Madsens partiformand. Hun ville nemlig ikke gentage vicestatsministerens ultimatum om, at hvis man skulle med ind til forsvarsforligsforhandlingerne, skulle man stemme for, at store bededag skal afskaffes. Derfor vil jeg bare gerne lige høre: Bakker Socialdemokratiet, altså hr. Christian Rabjerg Madsens parti, op om det ultimatum, som vicestatsministeren har stillet?

Ordføreren.

I forhold til at evaluere lægger jeg gerne det ud til Folketinget. Det er klart, at jeg lytter til, hvad et flertal efterfølgende siger. Jeg lytter mig til – og det er et interview, der ikke er mere end en halv time gammelt – at forsvarsministeren meget klart kvitterer positivt for, at der nu er kommet et forslag til en alternativ finansiering af forsvarsforliget. Jeg lytter mig til, at forsvarsministeren siger, at det tager man positivt ned og drøfter med partierne, og jeg lytter mig også til, at man siger, at forsvarsforhandlingerne ikke går i gang, før man har taget den drøftelse.

Det er vel at tage det forslag, der er, til en alternativ finansiering, som jeg kun kender i overskrifter, positivt ned. Det synes jeg da at man skulle kvittere for. Det læser jeg klart som en håndsrækning i forhold til at tage en drøftelse af det spørgsmål. Og så synes jeg i øvrigt, at der er noget helt almindeligt i, at en regering, og også Socialdemokratiet på ordførerniveau, kommunikerer, at der er en sammenhæng mellem at bruge penge og tilvejebringe en finansiering, og det er også det, regeringen har sagt og lagt vægt på.

Fru Inger Støjberg.

Jo jo, altså, jeg har også før oplevet, at der er nogen, der har kvitteret for noget, jeg har sagt, endda sågar i tidligere forhold og alt muligt, hvor man siger: Jeg har hørt, hvad du siger. Men det er jo ikke det samme som at frafalde et ultimatum. Og det er jo sådan set derfor, at jeg bare lige spørger: Bakker Socialdemokratiet op om det ultimatum? Og nu spørger jeg ikke, om man kvitterer for, at der er kommet et alternativt forslag, eller om man har set nysgerrigt på det – var det ikke også sådan, det blev sagt? Altså, det er slet ikke det, jeg spørger om. Jeg spørger om: Er det ultimatum, som vicestatsministeren har fremsat, frafaldet, eller bakker Socialdemokratiet op omkring det her ultimatum nu?

Ordføreren.

Det er vel også in all fairness vanskeligt for mig og – uden at tale på vegne af forsvarsministeren – vel også for forsvarsministeren at komme det nærmere. Altså, de partier, der har fremlagt et forslag til alternativ finansiering, har gjort det inden for, det ved jeg ikke, den sidste halve time. Vi har set det i overskrifter, og det, vi siger, er, at vi tager positivt imod det og ser frem til at drøfte det. Det er vel den seriøse tilgang til et spørgsmål, som er komplekst. Og vi har så i øvrigt sagt, at vi ønsker at drøfte den alternative finansiering, inden vi går i gang med forsvarsforliget. Jeg synes, det er det seriøse at gøre, når man har noget på overskriftsniveau. Vi ser frem til at diskutere det.

Hr. Alex Vanopslagh.

Jeg synes egentlig, det er et ret klart svar – altså på et politikersprog. Men det er jo: Regeringen har foretaget en kovending, vi har droppet vores ultimative krav, vi glæder os til at drøfte finansieringen.

Men lad det ligge. Først og fremmest tillykke, og velkommen tilbage i kredsen af politiske ordførere. Og tak for ordførertalen og nogle særdeles veloplagte ord om Ukraine og interessante overvejelser om folkeskolen.

Jeg vil gerne tale lidt om Socialdemokratiet og fagbevægelsen, for den situation, der er nu, er jo lidt interessant. Der har vel næppe været så anspændt et forhold, siden vi sidst havde en teknokratsocialdemokratregering med Bjarne Corydon og Helle Thorning-Schmidt, og man fornemmer, at der er nogle spændinger mellem Socialdemokratiet og fagbevægelsen i forhold til store bededag. Der er jeg egentlig bare lidt nysgerrig efter at høre, hvad det er, ordføreren og Socialdemokratiet mener at de ikke forstår i fagbevægelsen. Hvad er det, de ikke forstår i fagbevægelsen, siden de er så meget imod at afskaffe store bededag?

Ordføreren.

Først og fremmest tak til hr. Alex Vanopslagh for velkomsten og også de pæne ord.

Det er rørende med den interesse, der er fra Liberal Alliances leder, for de interne forhold imellem Socialdemokratiet og fagbevægelsen. Jeg har været socialdemokrat i mange år, har personligt et bredt netværk i fagbevægelsen, har et godt kendskab til fagbevægelsen og har igennem tiden drøftet mange ting med fagbevægelsen. Det tror jeg også vi kommer til i fremtiden. Den danske model er fuldstændig afgørende for dansk økonomi. Det er også derfor, der er en række tiltag – jeg tror endda, jeg oplistede dem – som styrker den danske model. Den danske model kommer til at stå styrket med den regering, vi har nu, og med de initiativer, der ligger, bl.a. med en styrkelse af vores dagpengesystem. Det synes jeg er vigtigt. Er der så ting, vi er uenige om? Ja, det er der. Det tror jeg der er i de fleste gode forhold.

Hr. Alex Vanopslagh.

Altså, jeg tror, at jeg generelt har den bekymring med den her regering, at den ikke kan leve op til de flotte ambitioner. Den bekymring kan jeg egentlig også have på ordførerens vegne. Ordføreren har nogle ambitioner om at svare på de spørgsmål, der bliver stillet, og jeg kan være bekymret for, om ordføreren kan leve op til den ambition, for spørgsmålet var jo: Hvad er det, de ikke forstår i fagbevægelsen? Hvor er det, de tager fejl? Hvorfor er det, de ikke kan forstå, at store bededag skal afskaffes? Det er det, jeg gerne vil have Socialdemokratiets svar på.

Ordføreren.

Hvis ikke jeg fik svaret på det først, så lad mig svare på det helt klart: Jeg mener ikke, der er noget, fagbevægelsen ikke forstår. Der er noget, vi er uenige om, lige såvel som jeg kan have uenigheder med hr. Alex Vanopslagh. Det betyder ikke, at jeg vil kaste mig ud i at gøre mig til dommer over, hvad hr. Alex Vanopslagh forstår og ikke forstår. Men det er jo helt fair, at man i et demokrati, også imellem en regering, et parti og så fagbevægelsen, kan have forskellige opfattelser.

Det der med, om regeringen lever op til sine ambitioner, synes jeg vi skal evaluere på lidt senere end her, omkring en måned efter at regeringen er blevet født. Tak.

Hr. Søren Pape Poulsen.

Tak for det, og tak for talen. Jeg synes, der var mange gode elementer. Jeg tror, jeg vil være enig i rigtig mange overskrifter, både om erhvervsuddannelser, folkeskole, vores sikkerhed m.m. Det glæder jeg mig til at diskutere videre med regeringen, når vi kommer så langt.

Omkring den her storebededagssag synes jeg det er vigtigt at forholde sig til, at det jo er to diskussioner. Den ene diskussion er jo, om vi skal afskaffe store bededag eller ej. Det kan vi så have nogle diskussioner om, mangeartede diskussioner. Den anden diskussion er så, om man allernådigst kan få lov, når man melder sig på banen, til at diskutere et mange milliarder kroner stort forsvarsforlig, eller om man ikke kan. Der er det så blevet sagt, at man lige præcis skal acceptere store bededag for overhovedet at kunne komme ind i rummet. Hvorfor det? Hvorfor lige den? Det er jo Christiansborg, når det er værst. Det er sådan at pille noget ud og sige: Nu finder vi noget, folk helt sikkert ikke kan lide, og så skal de pines med det. I stedet for at man sagde: Skulle vi ikke prøve at sætte os ned, for forsvarets skyld, for Danmarks skyld, og lave en aftale om forsvaret?

Nu har vi så lagt en alternativ finansiering på bordet. Det er bare, fordi vi fik at vide de sidste par dage, at det kunne vi nok ikke. Så nu er der vel ikke længere nogen undskyldning for at holde os udenfor, eller har I en ny forklaring for at holde os udenfor?

Ordføreren.

Jeg kan garantere, at vi aldrig kunne finde på at lede efter undskyldninger for at holde nogen partier og slet ikke Det Konservative Folkeparti udenfor. Vi har en ambition, også en italesat ambition, om at lave et bredt forsvarsforlig. Det vil være bedst for Danmark. Men vi har sagt, at hvis man skal være med til at bruge penge, skal man også være med til at finde dem, og derfor er der også i dag blevet kvitteret positivt for, at der er kommet et alternativt forslag. Det tror jeg også jeg har svaret til tidligere ordførere.

Så har der jo været en del sådan interesse for kompromiser indgået i regeringen mellem de tre partier, og det synes jeg er helt fair. Men jeg synes, der er for lidt interesse omkring Det Konservative Folkepartis ageren i spørgsmålet om store bededag. De Konservatives optagethed af at styrke den strukturelle beskæftigelse før folketingsvalget var relativt massiv; jeg har selv stået heroppe og diskuteret det med dem. At man kan have så stor en optagethed af at styrke økonomien og sikre, at den strukturelle beskæftigelse bliver øget, sådan at vi kan rekruttere de folk, vi har behov for, og så samtidig være så kritisk over for et storebededagsforslag, trodser min evne til at forstå. Det synes jeg journalister skulle beskæftige sig mere indgående med.

Hr. Søren Pape Poulsen.

Skal vi ikke lave den aftale, at når jeg kommer på talerstolen, stiller ordføreren nogle af de spørgsmål, der lige er blevet nævnt? For nu er det jo sådan set mig, der stiller spørgsmål lige nu. Jeg vil rigtig gerne svare på det. Bl.a. er vi jo nogle, der faktisk også mener, at samfund er andet end økonomi; det handler også om værdier og traditioner og det, vi kommer af, og den fælles historie, vi har, og de rødder, vi har. Men den diskussion vil jeg simpelt hen glæde mig til.

Det er bare sådan, at der skal bruges en bunke milliarder på forsvaret. Det håber jeg vi er enige om. Og så siger man så: Vi finder lige nogle få milliarder, og det skal de andre leve op til på præcis vores måde for at være med. Så siger jeg bare, at nu har vi leveret et alternativ, og jeg vil allerede nu godt sige, at jeg sagtens kan leve med mange andre finansieringer. Jeg kan bare ikke leve med, at man i den situation, Europa står i – og det var det, jeg hørte statsministeren sige i tirsdags – ikke anstrenger sig fra regeringens side for at sige: Kom med, lad os stå sammen om det danske forsvar. Lad os lade være med at tage forsvaret som gidsel, lad os finde en løsning.

I stedet anstrenger man sig for at pege på noget, man ved bliver svært for nogen, så man kan holde dem udenfor.

Jeg synes ikke, det er i orden. Jeg synes, man skulle ændre stil, og så skulle man invitere til forsvarsforhandlinger.

Ordføreren.

Men jeg ved, at jeg er et ekko af både udenrigsministeren, forsvarsministeren og statsministeren, når jeg siger, at vi har en ambition om at lave et bredt forsvarsforlig, fordi det er det bedste for Danmark, fordi det er det bedste for dansk forsvar, og fordi vi rent sikkerhedspolitisk står i en ekstraordinær situation. Det er ambitionen.

Men det er klart, at det princip skal følge med, som handler om, at hvis man bruger penge, skal man også være med til at tilvejebringe dem. Det er så det, vi har en diskussion om nu. Der er der kommet et alternativt forslag på bordet. Det ser regeringen frem til at drøfte med de partier, som har fremlagt forslaget.

Tak. Vi går videre i spørgerækken. Fru Victoria Velasquez.

Tak for talen til ordføreren. Ordføreren taler om pris, og jeg kunne godt tænke mig at høre, hvad den danske model er værd for Socialdemokratiet. Socialdemokratiets egen beskæftigelsesminister vedkender sig, at det at afskaffe store bededag er et angreb på overenskomsterne. Det står eksplicit i lovforslaget. Er den danske model virkelig så lidt værd for Socialdemokratiet?

Socialdemokratiet var ikke ærlige over for befolkningen op til valget om, at man ville tage en forårsfridag fra lønmodtagerne, at man ville lave et angreb på den danske model, et indgreb i overenskomsterne, og så ensidigt stille sig på arbejdsgivernes side. For ikke nok med, at lønmodtagerne får taget en dag, som de før selv kunne få lov at bestemme hvad de ville bruge til, f.eks. at være sammen med deres familie, og at det nu kommer til at være arbejdsgiverne, der kan diktere, hvad de skal lave, så bliver deres tillæg oven i købet også taget og bliver givet til arbejdsgiverne.

En undersøgelse viser, at hver tredje, der har sat deres kryds ved regeringspartierne, ikke ville have gjort det, hvis de havde vidst, at man ville tage store bededag. Så mit spørgsmål til ordføreren er: Tror ordføreren, at regeringen ville have haft flertal, hvis man havde været ærlig om, hvor lidt den danske model egentlig er værd for Socialdemokratiet?

Ordføreren.

Der bliver spurgt om, hvad den danske model er værd, men det tror jeg er svært at gøre op i kroner og øre. Den danske model siger noget om vores værdier i forhold til samarbejde, men jeg tror også, at den danske model har samme betydning for dansk økonomi og danske virksomheders succes som vores høje uddannelsesniveau eller vores sociale tillid, og det er også derfor, at vi i regeringsgrundlaget styrker den danske model massivt.

Vi har foreslået højere dagpengesatser får kernetropperne – vi ser ind i en situation, hvor arbejdsløsheden meget vel kan stige; vi har knæsat en permanent trepartsinstitution; vi vil gennemføre, at man kan få 110 pct. af dagpengesatsen under efteruddannelse; vi har lavet et annullationssøgsmål for at forsvare den danske model; og vi har foreslået et øget fradrag på fagforeningskontingentet. Så den danske model står stærkt og kommer til at stå stærkere med den nuværende regering.

Det betyder imidlertid ikke, at vi og jeg ikke er klar til på alle måder at forsvare, at vi tager et ekstraordinært skridt i forhold til store bededag, fordi vi er i en ekstraordinært vanskelig situation.

Fru Victoria Velasquez.

Alligevel er den første handling – og her mener jeg altså handling og ikke tale – vi ser fra regeringen i det nye år, et frontalangreb på den danske model og på overenskomsterne. Og det er jo helt tydeligt at se, at der er en pris, for samtidig siger Socialdemokratiet til lønmodtagerne, til trods for at der sidste år var flere dødsulykker, end der har været de sidste 5 år, til trods for at titusinder bliver sygemeldt med stress hver eneste dag: I skal arbejde mere, men der er råd til, at virksomhedsarvinger og dem, der betaler topskat i dag, slipper billigere. Så det har jo tydeligvis en pris.

Ordføreren.

Jeg er ikke helt sikker på, at spørgsmålet om dødsulykker og arbejdsmiljø – som bredere set er et spørgsmål, som har min og Socialdemokratiets meget store interesse – knytter sig særlig tæt til spørgsmålet om store bededag, som mere handler om, hvordan vi finansierer en økonomi, som hænger sammen og som er i balance, og hvordan vi styrker den strukturelle beskæftigelse.

Jeg hæfter mig ved, at vi har en uenighed i forhold til store bededag, og det respekterer jeg. Jeg synes også, det er værd at nævne, at Enhedslisten virker noget mere optaget af den danske model nu end de talrige gange, hvor Enhedslisten har foreslået lønstigninger til udvalgte grupper på arbejdsmarkedet, hvilket jo også er at blande sig i den danske model. Men jeg er opmærksom på, at vi har en uenighed. Jeg synes bare, at hvis man kigger på det samlede regeringsgrundlag, er der helt åbenlyst tale om en regering, som sætter den danske model højt, og som derfor også vil styrke den.

Hr. Martin Lidegaard.

Tak til ordføreren for en god tale. Ordføreren talte forventningerne til regeringen op, og vi har også meget store forventninger til den flertalsregering, der er kommet hen over midten. Det at have et flertal forpligter, både når det handler om at handle på tidens store kriser, ikke mindst klimaet og de unges mistrivsel, men også når det handler om at samle Folketinget og måske skabe en helt ny tone i dansk politik, som statsministeren også har været optaget af. Derfor er vi ærgerlige over, at vi er startet i den her situation med et så hårdt krav for overhovedet at komme til bordet og forhandle det, som måske er allervigtigst at have bredde bag, nemlig Danmarks sikkerhedspolitik, Danmarks forsvar, de soldater, vi har sendt ud.

Jeg har også jahatten på ligesom hr. Alex Vanopslagh. Jeg hører også, at regeringen er klar til nu at mødes og være konstruktiv, men jeg bliver nødt til at spørge regeringen og ordføreren om noget. Det kan ikke bare være en ambition, det må vel også være en afgørende forudsætning for et kommende forsvarsforlig, at det bliver bredere end 89 mandater i Folketinget. Er ordføreren enig i det?

Ordføreren.

Først og fremmest tusind tak til hr. Martin Lidegaard for ordene. Det er rigtigt, at jeg taler forventningerne til regeringen op, og det er jo modigt, hvis jeg skal rose mig selv, fordi det er en flertalsregering. Derfor ser jeg også klart, at vi skal måles på resultaterne, og det er jeg klar til at diskutere i hele regeringsperioden, også efterfølgende. Det er essensen af det, der har skabt regeringen, nemlig at vi skal kunne tage livtag med de udfordringer, som vi ikke tidligere er lykkedes med at løse, og derfor er det en reformregering, og derfor er der også otte reformspor, som tager livtag med de vanskeligste udfordringer, og som skal flytte Danmark et bedre sted hen. Det er jeg helt overbevist om at vi kan samarbejde med spørgerens parti, altså med Radikale Venstre om.

Så bliver der spurgt, om jeg vil garantere, at det skal være en afgørende forudsætning, hvilke partier der skal være med i forsvarsforliget. Det er jo et spørgsmål, som primært ligger på forsvarsministerens bord, men som politiker betragtet er det dumt, at man forud for en forhandling ligesom garanterer, at en række partier skal være med, for jeg tror, det ville give et ufleksibelt forløb. Men der skal ikke herske nogen som helst tvivl om, at det er Socialdemokratiets og regeringens helt klare ambition, at vi lander et bredt forsvarsforlig. Det vil være bedst for Danmark, bedst for forsvaret, og det vil være det rigtige svar i den sikkerhedspolitiske situation, vi står i.

Hr. Martin Lidegaard.

Den sidste melding er jeg enormt glad for. Man skal aldrig udstede garantier i politik, det kan man i hvert fald komme gruelig galt af sted med, men at man tager det som afgørende vigtigt – og sådan tolker jeg det, og ordføreren må gerne bekræfte det – at man ikke bare laver et forlig med sig selv og de tre partier, der sidder i regeringen, er jeg glad for. Nu er det Socialdemokratiets ordfører, jeg spørger, og det vil i hvert fald bryde med en århundred lang tradition i Danmark om, at når vi nu er et lille land i en stor verden, og når det så handler om vores udenrigspolitik, vores sikkerhedspolitik og vores forsvarspolitik, søger vi bredde, klar bredde, bag vores politik.

Ordføreren.

Med risiko for, at jeg gentager mig selv, tillader jeg mig bare igen at understrege, at det er regeringens ambition, at vi dels generelt får et godt samarbejde med Folketinget, og at vi lykkes med at lave brede aftaler, også selv om der er en flertalsregering, og vi vil helt specifikt i forhold til forsvarsforliget gå efter at få en bred aftale. Det har jeg også hørt ledende ministre i regeringen sige.

Fru Franciska Rosenkilde.

Tak for det. Både i regeringsgrundlaget og i statsministerens redegørelse og nu også her i ordførerens tale hører vi flere gange nævnt, at klimakrisen er den største krise, vi står i som samfund og skal finde løsninger på. Så langt, så godt – det kan vi kun være enige i.

Samtidig er det også meget, meget svært at høre i de tre udlægninger, hvad man rent faktisk vil gøre ved det. Hvis vi skal lytte til den stort set samlede globale forskning, der ligger, er de næste år afgørende. Det vil sige, at såkaldte ambitiøse mål i 2045 ikke er ambitiøst og ikke er noget, vi kan bruge her og nu.

Så jeg vil gerne spørge ordføreren, om han eventuelt kan uddybe, hvad man i de næste år her, hvor vi må formode, at den her regering er der, har tænkt sig at gøre helt konkret. Er der handleplaner i forhold til at omstille vores samfund, så vi ikke længere udleder de klimagasser, vi gør i dag?

Ordføreren.

Tak for spørgsmålet. Jeg kan bekræfte, at det er regeringens ambition at være regering i en årrække.

Når vi lytter til internationale forskere, til FN's Klimapanel og andre, tror jeg, at vi hører det samme, som fru Franciska Rosenkilde gør, nemlig at vi skal handle. Derfor er jeg også stolt af at kunne sige, at vores svar til de internationale forskere, men også til de unge og til de af jer iblandt os, som bekymrer sig særlig om klimaet, er, at vi ikke alene har de mest ambitiøse mål, måske i verden, på den lange bane i 2045 med klimaneutralitet, 110 pct.s reduktion i 2050 og vores fælles ambition om 70 pct. i 2030, men at vi også har et ambitiøst mål i 2025, og at vi er klar til at træffe de beslutninger, der skal til for at nå både de langsigtede mål og de mere kortsigtede mål.

Begge mål er vigtige. Det er afgørende, at vi handler. Det hænger sammen med vores klima, vores klode og vores børnebørn, men det handler også om, at vi skal bevare den førerposition, vi har, i forhold til den grønne omstilling, hvor vi har en kæmpe mulighed for at skabe arbejdspladser, også til nogle af dem, som kommer ind på og ud af de erhvervsskoler, som jeg indledte med at tale om.

Fru Franciska Rosenkilde.

Tak. Jeg har forstået, at regeringen italesætter sig selv som klimaambitiøs, og Socialdemokratiet har jo siddet på magten de sidste 3 år og har ifølge Klimarådet svært ved at nå de mål, som de har sat.

Så jeg vil igen spørge: Hvad er de konkrete tiltag, man vil tage de næste par år? Man taler om en CO2-afgift på landbruget. Hvis det skal lukke den manko, der er, vil man så følge op? Og synes ordføreren, at det er nok med en CO2-afgift? Tror han på, at man kan få en bæredygtig fødevareproduktion på lang sigt ved bare at indføre en CO2-afgift?

Ordføreren.

Det er korrekt, at Socialdemokratiet har været regeringsparti i en årrække. Jeg har sågar selv været minister og har som indenrigsminister haft ansvaret for at forhandle – heldigvis sammen med et bredt flertal – en aftale, som sikrer, at vi firdobler produktionen af grøn strøm på land, at vi femdobler produktionen af grøn strøm på vand, at vi investerer massivt i power-to-x, og at vi har truffet nødvendige beslutninger for at nå vores målsætning. Og jeg kan bare give den garanti, at det er beslutninger, vi vil fortsætte med at træffe. Det handler selvfølgelig om landbruget, men det handler også om, at vi er klar til at træffe beslutninger om andre sektorer for også at nå de kortsigtede mål.

Hr. Lars Boje Mathiesen.

Først skulle danskerne forstå, at det her med at fjerne bededagen var billigt for at forsvare Danmark. Det var statsministeren, der var ude med det. Så var beskæftigelsesministeren ude at sige, at nej, pengene skulle også lige bruges til psykiatrien og noget andet. Så var forsvarsministeren ude at sige, at det jo var et ultimatum, og at man, hvis man skulle være med, skulle acceptere, at man skulle fjerne bededagen.

Nu står ordføreren så deroppe og siger, at nej, det, som det reelt set handler om, er, at der skal ske en forbedring i den strukturelle beskæftigelse med 8.500 mennesker, og at det er derfor, man fjerner bededagen. Men så skal regeringen da gå ud med det til danskerne og sige: Vi vil forbedre den strukturelle beskæftigelse ved at fjerne bededagen. For det er jo det, der er faktum nu. Der er 12,5 mia. kr. i det økonomiske råderum; det er blevet påvist, at man kan finde en finansiering et andet sted.

Det er ikke Folketinget her, det er ikke danskerne, som er kommet med et ultimatum, og derfor spørger jeg ordføreren: Står det ultimatum stadig væk? For det er kun regeringen, der kan fjerne det ultimatum, og ikke Folketinget.

Ordføreren.

Tak. Det, jeg siger nu, er jo vitterlig ikke for at tale ned til hr. Lars Boje Mathiesen, men jeg tror, at hr. Lars Boje Mathiesen må indstille sig på, at arbejdet i Folketinget og med politik generelt og særlig i forhold til økonomi kan være komplekst, og det er jo den kompleksitet, der bliver afspejlet, når vi diskuterer bededagsforslaget.

Selvfølgelig har vi taget initiativ i forhold til bededagen for at finansiere, at vi i fremtiden skal bruge flere penge på vores forsvar. Kunne man have taget dem fra råderummet? Ja, det kunne man godt. Men så havde man ikke samtidig haft mulighed for at investere i sundhedsvæsenet, i psykiatrien, give et lønløft til vores offentligt ansatte, sikre, at vi håndterer den klimaforandring, som jeg også diskuterede med fru Franciska Rosenkilde tidligere. Så tingene hænger selvfølgelig sammen. Derudover har bededagsforslaget den meget store fordel, at det styrker den strukturelle beskæftigelse, og det troede jeg sådan set også var noget, som hr. Lars Boje Mathiesen og hans parti gik meget op i. Men det kan være, at det ændrer sig med en ny formand. Det må vi se.

Så er det, synes jeg, også enormt interessant at høre et erklæret liberalt parti, som tit taler om økonomisk ansvarlighed, sige, at det der med finansieringen tager vi bare fra råderummet. Det er nye tider i dansk politik.

Hr. Lars Boje Mathiesen.

Vel forstået. Det vil sige, at det, som ordføreren siger nu, er, at regeringen med de her prioriteringer har brugt samtlige midler, der er i det økonomiske råderum. Det er det, vi må kunne forstå, altså at regeringen allerede nu har prioriteret samtlige de midler, der var i det økonomiske råderum. For ellers er det, som ordføreren står og siger, jo ikke korrekt. For så er der jo midler til omprioritering, men det kan vi forstå der ikke er.

Så jeg ser da frem til, at man fremlægger konkrete beregninger på, at man rent faktisk har brugt de der penge. For ellers er det, som man står og siger, jo simpelt hen usandt.

Ordføreren.

Jeg tror, at den sidste 2030-plan, der er fremlagt af en regering, var den, som vi selv fremlagde, og som jeg husker den, var der et frit råderum i 2030 på 12 mia. kr. Derudover var der nogle prioriteringer, og den nye regering er selvfølgelig kommet med nye prioriteringer, meget fornuftige prioriteringer, der løfter vores sundhedssystem og løfter psykiatrien, for at nævne nogle. Derudover har vi besluttet at fremrykke løftet af forsvaret, fordi vi mener, at det er det rigtige og det ansvarlige svar, med den sikkerhedssituation, som vi står i.

Så det der med bare at slå ud med armene og sige, at man kan finansiere tingene med råderummet, synes jeg er uansvarligt. Jeg synes, det er dybt uansvarligt, og det er ikke sådan, regeringen kommer til at arbejde, for så ville vi fortsætte med at producere lappeløsninger. Men vi vil lave reelle reformer, hvor vi finansierer vores initiativer, sådan at vi kan have midlerne til at investere der, hvor der er behov for det.

Fru Pia Kjærsgaard.

Tak. Jeg synes, det er meget forvirrende meldinger, der kommer fra talerstolen i dag. For jeg må jo først og fremmest sige, at der er ni partier, som nu har fremlagt det her forslag, som man har råbt på i hele den her debat, altså at hvis I ikke vil have, at store bededag bliver afskaffet, så må I komme med en anden finansiering. Den er så kommet, og jeg føler faktisk ikke, at det er sådan, at den er blevet banket ned af ordføreren. Man vil godt se på den, og man synes, den lyder temmelig fornuftig, og det er jo det, man har bedt om. Men alligevel siger man, at store bededag skal afskaffes.

Lad mig bare sige, at store bededag er meget andet. Den betyder rigtig meget for fagbevægelsen, den betyder rigtig meget for folk derude, og den betyder rigtig meget for kirken, men jeg tror også, den betyder rigtig meget for samfundet. I en tid med rodløshed og utryghed tror jeg det er vigtigt, at vi bevarer det, vi har, og en store bededag er noget, man kan se frem til. Det har noget med sammenhængskraften at gøre. Det synes jeg er vigtigt at pointere her, og det har ordføreren – sådan naturligt nok for Socialdemokratiet – slet ikke været inde på; det vil jeg gerne.

Men jeg vil godt høre: Hvor er vi? Og kan vi med den, som det ser ud til, ret fornuftige finansiering, der er kommet, så imødese, at man godt lige vil overveje, om vi ikke kan beholde store bededag?

Ordføreren.

Fru Pia Kjærsgaard startede med at tale om en forvirring, men leverer så et spørgsmål, som jeg egentlig synes ridser situationen meget klart op, nemlig at regeringen har sagt, at hvis man vil være med til at bruge pengene, skal man også være med til at tilvejebringe en finansiering. Nu er der nogle partier, der er kommet med et finansieringsforslag; det har regeringen kvitteret for, og det siger regeringen man vil se på og diskutere med partierne.

Så siger vi i Socialdemokratiet og den øvrige regering, at vi fastholder vores storebededagsforslag, fordi det også handler om at sikre den strukturelle beskæftigelse og øge den strukturelle beskæftigelse, sådan at vi i fremtiden kan rekruttere sosu-assistenter, sygeplejersker, smede, politibetjente og andre, og på den måde er der jo en vis kompleksitet i politik. Den kan jeg nok ikke helt tage ud af det.

Så synes jeg, at fru Pia Kjærsgaard siger nogle interessante ting omkring sammenhængskraft og store bededag. Min taletid tillader nok ikke, at jeg kan svare helt og fuldt på det, men det er sådan set ikke, fordi jeg er uenig. Jeg synes også, at det er rart at være sammen med familien, og jeg synes også, at der knytter sig nogle værdier til store bededag. Men politik handler jo om at prioritere, politik handler om prioriteringer, og det er så afgørende, at vi styrker beskæftigelsen, og afgørende, at vi finder midler til at investere eksempelvis i vores psykiatri og sundhedsvæsen. Og derfor prioriterer vi tilsyneladende anderledes end det, som ordføreren lægger op til.

Fru Pia Kjærsgaard.

Tak. Man kan se på det. Nu var det for et par dage siden 7 dage, og det var ultimatummet, altså at hvis I ikke finder ud af det inden 7 dage, fanger bordet, og så gør flertallet bare, som flertallet gerne vil. Hvad har vi nu? Er det 5-6 dage eller sådan noget, til at kigge på det? Fastholder man stadig væk, at det skal ske sådan her uden en ordentlig form for høring?

Det andet er jo, hvis det bare er så nemt at afskaffe en helligdag. Vi mangler virkelig penge, eksempelvis råber og skriger sundhedsvæsenet på alt muligt, personale, operationer, fagligt personale, hvad ved jeg, det hele, der er et kæmpeproblem. Regeringen har selv indrømmet det, og vi så sundhedsministeren meget fornuftigt i Aftenshowet i går sidde og banke lidt i bordet og sige, at nu skal det her altså også på plads. Og det synes jeg er rigtig godt. Kan vi måske ikke bare afskaffe anden påskedag? Ville det så ikke give et ordentligt løft til sundhedsvæsenet? Sådan kan man jo blive ved. Det er bare at tage en helligdag, og så klarer vi problemerne. Jeg synes, det er pauvert.

Ordføreren.

Nej, vi har ikke planer om at afskaffe anden påskedag eller andet. Vi har planer om at afskaffe bededagen, og det har vi, fordi vi dels ønsker at prioritere den strukturelle beskæftigelse, dels ønsker at lave prioriteringer, som sikrer, at vi kan investere i det sundhedsvæsen, som jeg kan høre at ordføreren også føler stærkt for.

Så lytter jeg mig til, at forsvarsministeren har sagt, at vi i relation til det alternative finansieringsforslag og forsvarsforligsforhandlingerne tager det positivt ned, at der er kommet en alternativ finansiering, og vi ser frem til at drøfte det med partierne. Det synes jeg, i forhold til hvad der er Christiansborghistorik og hvad der er fornuftigt, er en helt oplagt måde at gå til det på fra forsvarsministerens side.

Hr. Karsten Hønge.

Vi kom igennem coronakrisen ved bl.a. at vedtage over 20 trepartsaftaler, som sikrede balancen i de mange hensyn, der skulle tages. Og det er bare de sidste perler på en lang snor. Og både i den sammenhæng og i alle mulige andre sammenhænge har det gang på gang vist sig, hvor genial den model, som vi har for vores arbejdsmarked, er. Et respektfuldt og tillidsfuldt samarbejde mellem fagbevægelsen og arbejdsgiverne og mellem arbejdsmarkedets parter og det politiske system giver os et dynamisk og fleksibelt arbejdsmarked. Det private og det offentlige arbejdsmarked er den gås, der lægger guldæggene til velfærdssamfundet.

Hvordan kan Socialdemokraterne, når de kigger på de veje, der kan tages, finde på at vælge den vej, der fører til, at man underminerer det, som vi så stolt kalder den danske model, ved at gå ind konkret og blande sig i overenskomsterne?

Ordføreren.

Jeg er ikke enig i præmissen om, at vi i regeringen underminerer den danske model. Jeg står fuldt på mål for, at vi ønsker at afskaffe store bededag, og at spørgsmålet om store bededag er et spørgsmål, der ligger på politikernes bord, på vores bord, og at vi tager et ekstraordinært skridt, bl.a. fordi vi ønsker at sikre, at når man går på arbejde i Danmark, får man også løn.

Hvis man kigger på, hvad der er indeholdt i det samlede regeringsgrundlag, så mener jeg, det er hævet over enhver tvivl, at vi samlet set styrker den danske model. For jeg er nemlig enig med hr. Karsten Hønge i, at den danske model også bidrager til og – for at citere hr. Karsten Hønge – lægger guldæggene til dansk økonomi.

Det er derfor, vi vil styrke den danske model; det er derfor, vi for første gang i mange år styrker dagpengesystemet; det er derfor, vi vil anlægge et annullationssøgsmål mod EU; det er derfor, vi vil give forhøjede dagpenge til efteruddannelse; det er derfor, vi vil tage en lang række initiativer, som styrker den danske model – som f.eks. en permanent trepartsinstitution – for at føre nogle af de gode ting, der trods alt blev gjort under coronakrisen, videre, når vi skal sikre de løsninger og lave de kompromiser, som sikrer, at vi får et stærkere Danmark i årene fremover.

Hr. Karsten Hønge.

Det er altså ret interessant, at Socialdemokraterne her i Folketinget mener, at man styrker den danske model, for så må spørgsmålet være: Hvad er det, man ikke har fattet i fagbevægelsen? Hvad er det, socialdemokraterne i fagbevægelsen øjensynlig og tydeligvis ikke har fattet en snus af, hvis man herinde mener, at man styrker den danske model, og man i fagbevægelsen, og her også blandt socialdemokraterne, mener, at det gør man bestemt ikke?

At stjæle store bededag fra lønmodtagerne er at få folk til at arbejde mere til en lavere løn, og man nævner selv direkte i lovforslaget, at det her selvfølgelig er at gå ind og regulere overenskomsterne. Så spørgsmålet er: Hvorfor ikke samarbejde med fagbevægelsen om den slags løsninger i stedet for bare at sætte bulldozeren i første gear?

Ordføreren.

Vi kommer til at styrke den danske model, for jeg er enig med hr. Karsten Hønge i, at den danske model er afgørende vigtig. Har vi et spørgsmål her, hvor fagbevægelsen og Socialdemokratiet ser forskelligt på tingene? Ja, det har vi. Men kigger man på, hvordan fagbevægelsen har taget imod det samlede regeringsgrundlag, så er det et noget andet billede end det, hr. Karsten Hønge tegner her. Hvis man eksempelvis læser den beskrivelse af det samlede regeringsgrundlag, som formanden for 3F, Flemming Overgaard, giver i et indlæg i Politiken, som er under en måned gammel, så er det en beskrivelse, der er fuld af roser, i forhold til hvordan vi skridt for skridt styrker den danske model.

Fru Susie Jessen.

Tak for ordet. Jeg hører på ordføreren i begyndelsen, at man har taget det til efterretning og i øvrigt noteret sig, at en opposition fra det blodrøde til det mørkeblå nu har samlet sig om en alternativ finansiering i forhold til det her. Men man fastholder stadig, at store bededag skal afskaffes uanset hvad. Det er en holdning, som regeringen så åbenbart har, men som ikke bliver delt af særlig mange her i Folketinget, og for den sags skyld heller ikke af folket, lige fra fagbevægelsen til biskopperne og CEPOS – jeg kunne blive ved.

Men er det så ikke også på tide nu, hvis regeringen gerne vil afskaffe den her store bededag, at man afkobler det fra forsvarsforhandlingerne og simpelt hen siger, at det er der ikke interesse for, men at man gerne vil have et bredt forsvarsforlig, altså at man simpelt hen afkobler de her to ting fra hinanden og så tager en åben forhandling med så mange partier som overhovedet muligt?

Ordføreren.

Tak for spørgsmålet. Vi har en udfordring rent økonomisk, når vi skal løfte vores investering i forsvaret, og når vi skal betale den højere pris, som vi mener, vi skal betale, når vores sikkerhed og tryghed er truet. Der har regeringen lagt et forslag på bordet, og vi mener i al beskedenhed, at det er et fornuftigt forslag, både fordi det tilvejebringer finansiering, men også fordi det styrker den strukturelle beskæftigelse.

Så er der så kommet alternative forslag. Forsvarsministeren har kvitteret for dem og har positivt sagt, at det tager man en drøftelse med partierne om. Jeg synes, det er en fornuftig tilgang.

Fru Susie Jessen.

Det er dejligt, at regeringen har noteret sig, at der nu er kommet et alternativt finansieringsforslag, men det ville også bare være rigtig dejligt, hvis man så kunne acceptere, at de to ting ikke behøver at høre sammen, altså de her to ting behøver ikke at blive kørt sammen. Hvorfor kan man ikke bare gå ud og sige, at nu adskiller vi de her to ting, så vi kan få lavet et ordentligt og et stærkt forsvarsforlig med så mange partier som overhovedet muligt?

Ordføreren.

Fra Socialdemokratiets side ønsker vi et bredt forsvarsforlig, og jeg er glad for, at den opfattelse bliver delt af spørgeren. Jeg tror, det er vigtigt for Danmark. Det ændrer imidlertid ikke på, at hvis man skal bruge penge, skal man også være med til at finde dem. Og regeringens forslag, i forbindelse med at vi skal finansiere løftet af forsvaret, er, at vi afskaffer store bededag. Nu er der kommet alternative forslag, og så tager vi en drøftelse af dem.

Hr. Ole Birk Olesen.

Hr. Christian Rabjerg Madsen fortalte i sin tale om Oliver, som er god til at skille en motor ad og samle den igen. Den evne kan han jo bruge på forskellige måder. Man kunne forestille sig, at han kunne blive maskiningeniør måske, men han kunne også blive mekaniker. Og afhængig af om han vælger det ene eller det andet, kommer de individuelle lønaftaler eller de kollektive lønaftaler til at fylde noget meget forskelligt i hans liv. Altså, ingeniører er hovedsagelig lønnet og har fridage i henhold til individuelle aftaler – overenskomster fylder ikke så meget for ingeniører. Men hvis han vælger at blive mekaniker, er det en kollektiv aftale, der fylder noget.

Der har regeringen så lagt ud med, at folk, der har individuelle løn- og ferieaftaler, er upåvirket af et forslag om, at en store bededag skal afskaffes, og hvilken løn der skal være store bededag. Men kollektive aftaler er påvirket. Hvorfor må folk ikke aftale kollektivt, at de skal have højere løn store bededag, uden at regeringen skal fortælle dem, at det må de ikke?

Ordføreren.

Ja, man kan på arbejdsmarkedet aftale det, man vil. Det, vi lægger op til, er, at vi ønsker at afskaffe store bededag, fordi vi skal finansiere et løft af forsvaret og af hensyn til den strukturelle beskæftigelse. Så vil vi samtidig sikre, at man rent faktisk får løn for at gå på arbejde, når man gør det. Det gør vi ved at sikre, at hvis man går på arbejde, er der en løn. Hvor meget man så skal have i løn er et spørgsmål, man aftaler imellem parterne. Det kan så være arbejdsmarkedets parter, og det kan være mellem en arbejdsgiver og en arbejdstager, afhængigt af hvordan ens situation er, og det kan være, som ordføreren også siger, afhængigt af om man er mekaniker eller maskiningeniør.

Hr. Ole Birk Olesen.

Hr. Christian Rabjerg Madsen siger, at arbejdsmarkedets parter kan aftale, hvad de vil, men de har jo aftalt, at der er ekstra løn store bededag. Og så er det, at regeringen vil komme med et lovforslag, der siger, at den aftale skal annulleres, så ifølge regeringen må de ikke aftale, hvad de vil. Regeringen ønsker at annullere den aftale, de har lavet, og så er det bare, jeg spørger: Hvorfor er det sådan, at når man laver en kollektiv aftale, hvor man ligesom uddelegerer det at forhandle sin løn og sine arbejdsvilkår til en fagforening, så skal den overrules af et lovforslag fra regeringen, men hvis man laver en individuel lønaftale, kan man selvfølgelig gøre det, og det gør regeringen ikke noget ved?

Ordføreren.

Det er sådan, at når store bededag overgår fra at være en helligdag til at være en arbejdsdag, har det nogle konsekvenser, også på arbejdsmarkedet, og det har vi været helt ærlige om, også i lovforslaget. Derudover overlader jeg det trygt til arbejdsmarkedets parter og de individuelle parter at forhandle løn på det danske arbejdsmarked.

Vi går videre i spørgerrækken. Fru Helle Bonnesen.

Jeg står her med den nye regerings politiske grundlag, og der er oplistet nogle principper. Der står bl.a.:

»Regeringen vil derfor have fokus på, at den vejledende høringsfrist på fire uger som klar hovedregel overholdes.«

Der står også:

»Vi ønsker at formidle et bredt samarbejde med alle Folketingets partier og med alle dele af Danmark ...«.

Mener hr. Christian Rabjerg Madsen ikke, at det er hurtigt, man fraviger egne principper, når man gør det allerede her i januar måned og endda i så vigtig en sag?

Ordføreren.

Jo, det er ganske hurtigt, og jeg kan fuldt og helt tilslutte mig begge principper, både det for lovbehandlingen i Folketinget og høringsfrister og det for det brede samarbejde. I forhold til høringsfrister kan der jo så være forhold, der taler imod, at man har den almindelige tid til høringsfrister til rådighed, og imod taler i den konkrete sag vedrørende store bededag, at vi i øjeblikket har overenskomstforhandlinger. Vi ønsker af hensyn til de forhandlinger, at lovprocessen bliver kortere. På den måde kan der jo stå forskellige principper over for hinanden, som man så må afveje. Jeg mener, at de principper, vi har skrevet ned, for høringsfrister, er vigtige. Jeg kan garantere, at dem kommer regeringen til at arbejde efter, men der kan, som det også har gjort sig gældende under tidligere regeringer, være hensyn, som taler imod, og som gør, at man fraviger de principper, som spørgeren beskriver.

Fru Helle Bonnesen.

Vi står i en situation, hvor regeringen har fået rigtig mange imod sig, altså biskopperne, folkekirken, masser af familier og ungdomsbevægelser og også fagbevægelsen. Mener regeringen virkelig, at man er lykkedes med netop at holde de her ting adskilt ved at forkorte høringsfristen?

Ordføreren.

Jeg tror ikke, længden af høringstiden har så meget at gøre med den debat, der er om selve indholdet i forslaget. Der skal ikke herske nogen tvivl om, at der da helt åbenlyst er stærke argumenter, der taler for, at man både i forbindelse med det konkrete forslag og helt generelt har en 4 ugers høringsfrist. Men der kan også være tilfælde, hvor der er stærke argumenter for, at man fraviger det princip og laver en kort høringsfrist, og de argumenter, mener jeg, taler for, at man i det konkrete eksempel har en kortere høringsfrist.

Tak. Og vi siger tak til ordføreren. Inden vi går videre i ordførerrækken, vil jeg bare henstille til, at man overholder taletiderne, for hvis ikke man gør det, betyder det, at der er færre, der får lov til at spørge ordførerne.

Så er det hr. Morten Dahlin.

Det er en usikker tid, vi lever i. Krigen er tilbage i Europa, inflationen hærger, klimaet forandrer sig, mange bekymrer sig om fremtiden. Jeg forstår det godt, for det kan virke, som om den ene krise efter den anden er væltet ind over os. Men mit budskab her i dag er, at det hele nok skal gå. Vi skal nok komme igennem det, og jeg er overbevist om, at vi også kan komme styrket ud på den anden side. Men det afhænger selvfølgelig af, hvordan vi møder de udfordringer, vi står over for. Bliver vi ramt af panik, trækker vi os tilbage og sætter os hen i hjørnet med armene over kors, bruger vi frygten som politisk redskab? Eller vælger vi at tage ansvar, vælger vi at handle, går vi til opgaven med den alvor, det kræver, men med et optimistisk syn på fremtiden, med en tro på, at vi også denne gang kan klare udfordringerne og komme styrket videre? I Venstre vælger vi den sidste tilgang. Det liberale sind er i sin grundessens optimistisk, og derfor tror vi på det enkelte menneske. Vi tror på, at danskerne både som individer og i fællesskab er ansvarsfulde, hårdtarbejdende, innovative, og at vi som folk, hvis altså ikke Christiansborg stiller sig for meget i vejen, er i stand til at arbejde, tænke og innovere os ud af de fælles udfordringer, vi står over for. Det er Venstres udgangspunkt. Det er den grundlæggende tankegang, vi i mere end 150 år har drevet vores politiske virke med, altså at vi som samfund kan lykkes, at vi som folk er i stand til at skabe fremgang og løfte den fælles opgave, der ligger i at tage et ansvar for os selv og for hinanden. Men det betyder ikke, at det bliver let. Vi skal være optimister, men vi skal ikke være naive, for udfordringerne går desværre ikke væk af sig selv.

Få udfordringer er større end krigen i Ukraine. Ukrainerne kæmper vores alles frihedskamp – en kamp om helt grundlæggende principper. Det drejer sig om, om lande selv skal bestemme deres fremtid, eller om det er den stærkes ret, der skal herske. Det bliver vi nødt til at tage bestik af, også herhjemme. Derfor har Venstre et ønske om at opruste forsvaret, så vi kan forstærke Danmarks sikkerhed, så vi i højere grad kan forsvare os selv, så vi sammen med vores allierede står styrket i kampen for frihed og demokrati. Det er vi overbevist om vi kan lykkes med. Men som liberale ved vi, at det ikke kommer af sig selv. Det kræver modige og ansvarlige beslutninger. Helt ærligt, jeg forstår godt frustrationen om store bededag. Jeg synes heller ikke, det er sjovt at opgive en fridag, og jeg forstår godt, at forslaget ikke bliver mødt med hurraråb, selvfølgelig gør det ikke det. Men lederskab handler ikke om at gøre det, der er populært, lederskab handler om at gøre det, der er rigtigt.

Lederskab er der brug for, særlig når det handler om økonomien, for der er mørke skyer i horisonten. Og selv om vi alle kommer til at mærke en konsekvens, skal vi nok komme igennem. Vi tror fuldt og fast på, at vi kan udfolde Danmarks potentialer og skabe en endnu stærkere økonomi, men det kræver igen, at vi er modige. For der er brug for en række ansvarlige økonomiske reformer, der gør Danmark rigere, der øger beskæftigelsen og skaffer arbejdskraft både til det offentlige og til det private, og som frigør nogle penge, som vi på den ene side kan bruge til at investere dér, hvor der er behov, sundhed, klima, psykiatri, og som vi på den anden side kan bruge til at sænke skatten. For det kommer vi til. Et flertal i Folketinget har forpligtet sig til, at skatter for både lønmodtagere, selvstændige og virksomheder skal ned, og det er jeg glad for. Jeg får næsten lyst til at gentage det gamle slogan »Ned med skatten – op med humøret«. Jeg synes, det er skønt, at der nu er et flertal for at pumpe skattelettelser og dermed optimisme ud i samfundet, og jeg synes, det er dejligt, at politikerne i en tid, hvor flere har svært ved at betale regningerne, holder lidt igen med skatteopkrævninger. For samlet set kommer skatter og afgifter til at falde under den nye regering. Det betyder bedre rammevilkår for de virksomheder, der er grundlaget for vores velstand, det betyder, at 3 millioner lønmodtagere og selvstændige får en kontant skattelettelse, og ja, det betyder også, at 250.000 hårdtarbejdende danskere nu får halveret deres topskat. Før venstrefløjens misundelsesretorik begynder, vil jeg bare sige: Jeg synes, de fortjener det, det er jo deres egne penge.

Når vi nu taler om, hvem der fortjener hvad, så fortjener vi alle et velfærdssamfund, der tager hånd om os, hvis vi bliver syge, hvor vores børn lærer noget i skolen, og hvor de ældre bliver plejet med værdighed. Desværre er det ikke tilfældet alle steder i dag, og derfor er det tydeligt for os, at vi skal gå nye veje, hvis vi skal løse udfordringerne. Det nytter ikke længere noget alene at kaste penge efter problemet og så håbe på, at det går væk, for den løsning er prøvet, og den har bragt os til, hvor vi er nu, med for lange ventelister i sundhedsvæsenet, med ansatte, der drukner i bureaukrati, med for mange tilsandede systemer, der ikke fungerer godt nok, men som til gengæld koster skatteborgerne dyrt – meget dyrt endda. Derfor er det nu tid til at gå ind i den næste fase af fortællingen om den danske velfærdsmodel. Det kan lade sig gøre, men det kræver modige og ansvarlige beslutninger, for hvis vi for alvor skal lykkes med at flytte Danmark fra en tung velfærdsstat til et dynamisk velfærdssamfund, skal der ny medicin til, og den medicin er frihed – frihed, så den enkelte dansker i højere grad kan træffe sine egne valg, frihed til, at familierne selv kan vælge, hvor deres børn skal gå i skole, frihed til, at ældre selv kan påvirke, hvor de skal på plejehjem, frihed til, at ungdommen selv kan bestemme, hvor de vil tage deres ungdomsuddannelse, i øvrigt uden først at skulle spørge far og mor, hvor meget de egentlig tjener. Derfor er det for Venstre en selvstændig målsætning, at danskerne får mere frihed til at træffe deres egne valg. Vi tror på de frivillige, forpligtende fællesskaber, ikke ensretning og tvang.

Men det er ikke kun det enkelte menneske, der skal ordineres en god portion frihed, også institutionerne i velfærdssamfundet skal i højere grad sættes fri. Alt for mange danskere oplever at blive behandlet som intet andet end en udgift, et tal i et regneark. Det skal vi gøre op med, og det kan vi, men kun hvis vi tør give frihed til, at forskellige leverandører kan konkurrere om at levere den bedste service målrettet den enkeltes ønsker og behov. Vi er jo ikke alle sammen ens. Vi skal turde bryde gamle dogmer og ikke længere være så optaget af, om velfærden bliver leveret af en offentlig eller en privat leverandør, for det er jo ikke afgørende, om der er et kommunalt våbenskjold eller et privat logo på brystet af medarbejderne. Det vigtige er, at der bliver ydet ordentlig hjælp, pleje og omsorg, og det gør der kun, hvis det enkelte menneske har frihed til at vælge det dårlige tilbud fra og det gode tilbud til. Så når vi vil have mere konkurrence, handler det ikke bare om at få mest muligt for pengene, det er ikke kun økonomi, det er ikke kun tørre tal. Det handler om værdighed i ældreplejen, det handler om omsorg for de syge, det handler om det enkelte menneskes frihed.

Jeg tror på, at vi kan løse Danmarks udfordringer, og jeg håber på, at Folketingets partier vil være med til at tage ansvar for at finde de rigtige løsninger. Det vil vi i hvert fald gerne. For ansvar står helt centralt for Venstre, ikke kun ideologisk, men også i måden at tilgå politik på. Vi tager ansvar, fordi vi mener, at Danmark er bedst tjent, når vi er med til at styre skibet. Derfor tager vi også ansvar, når det bliver svært og bølgerne går højt. Og så tager vi ansvar, fordi vi har en urokkelig tro på, at hvis vi vil, hvis vi strammer os an, hvis vi tør lade friheden og ansvaret råde, er der ingen problemer, vi danskere ikke kan overkomme, så er der ingen udfordringer, vi ikke kan løse.

Vi tilslutter os naturligvis vedtagelsesteksten, som den forrige ordfører læste op. Tak for ordet.

Tak for det. Vi starter på spørgerrækken, og det er først fru Pia Olsen Dyhr.

Da en kreds af partier – Socialdemokratiet, Venstre, Radikale Venstre, SF og Konservative – så sent som i marts sidste år indgik det nationale kompromis om sikkerhed og forsvar, lød det sådan på det efterfølgende pressemøde:

»Det her, det handler jo om at finde en økonomisk ansvarlig måde, som vi alle sammen kan stå inde for, og hvor vi ikke klatre op i nogle træer for at melde hinanden ud af denne her aftale.«

Mit spørgsmål er derfor til ordføreren: Mener ordføreren det samme som ordførerens formand, som jeg lige har citeret, den nuværende vicestatsminister, som sagde de her ord for mindre end et år siden om pengene til forsvaret?

Ordføreren.

Ja, det gør jeg, for jeg mener, det er bedst, hvis man kan samles i en bred kreds af partier om noget så vigtigt som at opruste Danmarks forsvar. Og den situation, forsvaret står i, er jo ikke bare almindelig svær; altså, der er en ekstra udfordring. Ikke nok med, at vi skal opruste vores eget forsvar, så har et flertal herinde jo valgt at påtage sig opgaven med også at hjælpe ukrainerne med oprustning. Ikke nok med, at vi skal træne og uddanne vores egne soldater, så har et flertal herinde jo sagt, at den vestlige verden, herunder Danmark, også skal hjælpe Ukraine med at træne og opruste folk, der kan kæmpe for frihed og demokrati.

Så det er en ekstraordinær udfordring, forsvaret står over for, og derfor har jeg da en forhåbning om, at en række af Folketingets partier ønsker at bidrage til det, præcis ligesom man gjorde med det nationale kompromis. Nu er vi klar til at tage skridtet videre, og det håber vi at der er andre der også er.

Fru Pia Olsen Dyhr.

Tusind tak til Venstres ordfører for at hjælpe vicestatsministeren, også med at klatre ned fra det træ, som man ellers var på vej op i i forhold til koblingen mellem store bededag og forsvaret. Jeg hører det faktisk som en imødekommelse: Lad os nu finde sammen og lave et bredt forsvarsforlig.

For jeg er sådan set enig med ordføreren i, at det er vigtigt i en helt ekstraordinær situation. Det var også derfor, at vi indgik det nationale kompromis, og det var derfor, at vi i fællesskab fandt økonomi i det nationale kompromis, der jo så efterfølgende lige pludselig har fået ekstra betingelser, hvilket har overrasket mig. Men jeg er sådan set helt enig i det, ordføreren siger, og jeg tager faktisk imod den fremstrakte hånd. Jeg synes, det var vigtigt, ikke mindst for dansk forsvars skyld, men også på grund af Danmarks situation i verden, for det nationale kompromis handler jo ikke kun om forsvar; det handler også om sikkerhed, og det handler også om, hvad vi skal investere i i fremtiden. Så tusind tak for det.

Ordføreren.

Jamen selv tak, og jeg kan sende takken direkte videre til Venstres formand, for jeg har ikke sagt noget her, som Venstres formand ikke har sagt. Det kræver bare også, at man er med til at finde pengene, for det er et princip herinde på Christiansborg, og det er det i øvrigt også for mig som borgerlig-liberal, at pengene skal tjenes, før de kan bruges. Vil man være med til at øge udgifterne, skal man også være med til at finde indtægterne. Og det er altså en bunden opgave; man kan ikke bare komme og sige: Vi vil gerne bruge pengene, men vi vil ikke være med til at finde dem.

Fru Inger Støjberg.

Tak for det. Venstre brugte jo virkelig meget tid i sidste valgperiode på at tale om statministerens magtfuldkommenhed og den socialdemokratiske regerings magtfuldkommenhed. Kan hr. Morten Dahlin nu i dag sådan på en skala fra 1 til 10 indplacere, hvor magtfuldkommen regeringen Mette Frederiksen I og statministeren egentlig var i sidste valgperiode?

Ordføreren.

Jeg synes, vi havde en regering i sidste periode, som var for magtfuldkommen, og som ikke formåede at gøre det, som jeg synes man skal gøre som regering, altså at føre en politik, der er bredt favnende og gerne bredt favnende hen over den politiske midte. Derfor gik vi jo til valg på, at der skulle komme en ny regering. Der var så desværre ikke flertal for, at det skulle være Venstres formand, der skulle være statsminister, og i den situation kunne man jo så vælge at sætte sig ind i forhandlingslokalet og prøve at trække Danmark i den rigtige retning, både i forhold til måden at være regering på, men så sandelig også i forhold til den førte politik, eller man kunne vælge at sætte sig ud på sidelinjen med armene over kors. Vi valgte det første, ikke nødvendigvis fordi det er det letteste for Venstre, men fordi det er det rigtige for Danmark. Og da jeg engagerede mig i politik, var det trods alt for at kunne være med til at skabe en positiv forandring i det her samfund, jeg holder så uendelig meget af, og det kan Venstre være med til nu, og det er jeg altså glad for.

Fru Inger Støjberg.

Jeg tror ikke lige, at jeg fik tallet med på en skala fra 1 til 10 for, hvor magtfuldkommen hr. Morten Dahlin egentlig synes at statministeren var. Men det kan jo godt hænge lidt sammen med, at det er en lidt underlig oplevelse nu her at få sat en pistol for panden af selv samme parti, endda med den selv samme formand for partiet, nemlig vicestatsministeren. For hvis man vil ind til forsvarsforhandlingerne, skal man lige afskaffe store bededag. Hvis statministeren var magtfuldkommen til et 8-tal sådan cirka på en skala fra 1 til 10, som jeg hørte det fra hr. Morten Dahlin, hvor ligger så den nuværende regering, når man fører politik med en pistol for panden og et ultimatum og sådan noget, på den skala?

Ordføreren.

Jeg bærer ikke rundt på håndvåben, hverken i Folketingssalen eller uden for Folketingssalen. Jeg har faktisk ikke engang en tilladelse til at bære en pistol. Men jeg har til gengæld en tilladelse til at kræve ansvarlig økonomisk politik, og det er nu engang sådan, særlig hvis man er et borgerligt menneske, at vil man være med til at bruge pengene, skal man også være med til at finde pengene. Og det er i øvrigt helt kutyme, både her på Christiansborg – jeg ved ikke, hvordan det er hjemme hos spørgeren – men også hjemme hos mig, at hvis man foreslår en udgift, skal man jo også foreslå en indtægt. Det synes jeg er logisk.

Hr. Alex Vanopslagh.

Tak for det, og tak for en fantastisk tale, altså retorisk stærk – man kan godt høre, ordføreren har vundet DM i debat engang, inden jeg selv begyndte at stille op i den konkurrence. Det var en tale, der var liberal og optimistisk om, at vi kan løse vores udfordringer. Det synes jeg er tiltrængt, og jeg håber blot, at ordføreren ikke får problemer med sin statsminister på grund af denne optimisme.

Jeg vil også gerne tale om magtfuldkommenhed, for det var noget, der fyldte meget i sidste valgperiode, og der kunne vi jo forstå, at når ordføreren og andre kritiserede den daværende statsminister for magtfuldkommenhed, så lød svaret, at den daværende regering pr. definition ikke kunne være magtfuldkommen, fordi det var en mindretalsregering, der skulle søge flertal. Det syntes vi var noget vrøvl. Nu har vi så hørt fra forsvarsministeren – eller faktisk selve landets vicestatsminister – at denne regering pr. definition heller ikke kan være magtfuldkommen, fordi den har et flertal. Så jeg vil blot høre ordføreren: Er ordføreren enig i statsministerens udtalelse om, at en mindretalsregering pr. definition ikke kan være magtfuldkommen, og er ordføreren enig med forsvarsministeren i, at en flertalsregering pr. definition heller ikke kan være magtfuldkommen?

Ordføreren.

Jeg er pr. definition altid enig med landets siddende forsvarsminister. Og så vil jeg bare have lov at sige, at jeg synes ikke, der er noget galt med, at et flertal i Folketinget fremlægger en politik, man ønsker at få vedtaget. Og det synes jeg slet ikke, når den politik rent faktisk har en masse gode ting gemt inde i sig, selv om det kan virke svært. Altså, det er en politik, der gør Danmark rigere, en politik, der øger den strukturelle beskæftigelse, og en politik, der frembringer noget finansiering, vi kan bruge til den helt nødvendige investering i vores forsvar. Og jeg har noteret mig, at der nu er kommet et såkaldt alternativt finansieringsforslag. Den tidligere ordfører havde ikke haft tid til at læse sig ned i det, men jeg har haft tid til at læse mig lidt mere ned i det. Der er eksempelvis ikke noget med arbejdsudbuddet i det alternative finansieringsforslag. Der er overskrifter om erhvervsstøtteordninger, men ikke noget bud på, om det er klimaet eller skattelettelserne til virksomhederne, der skal holde for. Der står noget om tilbagerulning af offentlige investeringer. Er det børnehaverne, vejene, broerne, infrastrukturprojekterne? Jeg glæder mig til at læse ned i det, og jeg håber, der er mere end bare de her overskrifter. For man kan jo ikke være et seriøst parti, hvis man bare afleverer et stykke papir med nogle overskrifter uden noget konkret finansiering.

Hr. Alex Vanopslagh.

Jeg kan forstå, ordføreren har haft den samme oplevelse, som vi andre havde, da vi læste regeringsgrundlaget: at det jo bare var gode overskrifter det hele. Men jeg vil egentlig bare gerne høre: Hvorfor er det, at en flertalsregering pr. definition aldrig kan være magtfuldkommen, hvad ordføreren er enig i? Kan ordføreren ikke sætte et par ord på det, og så måske også sætte et par ord på, om det, at en regering agerer magtfuldkomment, også kan handle om noget andet, end hvorvidt man har et flertal eller et mindretal i regeringen?

Ordføreren.

Jeg vil bare vende tilbage til, at jeg ikke finder det magtfuldkomment, at et flertal i Folketinget fremlægger politiske forslag. Jeg synes sådan set, det er ansvarligt. Jeg har ikke lyst til at sige, det er nødvendigt, men jeg mener, det er rigtigt. Og den her diskussion handler jo dybest set om, om man vil være med til at tage et ansvar for også at finde pengene, før man bruger dem. Og jeg kan konstatere, at ordførerens parti, dengang det nationale kompromis blev indgået, kritiserede partierne for, at der ikke var nogen finansiering af forslaget. Nu fremlægger man så finansieringen af forslaget, og det får man også kritik for. Jeg ved godt, man ikke må tale engelsk, men det her er et citat: damned if you do, damned if you don't.

Vi går videre til hr. Søren Pape Poulsen.

Tak for talen, som jeg på mange og lange stræk synes var rigtig god. Jeg håber, at vi med fælles hjælp kan komme bare et stykke af vejen med at få det vedtaget med den regering, der sidder nu. Det er jeg meget spændt på, og det vil jeg følge nøje, og jeg vil være den altid venlige hjælper, hvis det skulle være.

Så har jeg det lidt sådan, at man bruger nogle argumenter her – og tillykke med ordførerens hverv – som jeg synes går lidt i hver sin retning. Der bliver sagt: Jamen selvfølgelig skal man finansiere ting, hvis man vil være med. Det er jo ikke nogen nyhed; sådan er det altid. Men jeg skal bare lige forstå noget, for vi er vel enige om, at afskaffelsen af store bededag ikke finansierer hele udgiften til det danske forsvar, og at regeringen vel kommer med sådan nogle bud på, hvordan det ellers skal være? Hvorfor er det så så vigtigt for Venstre at sende et signal til alle andre borgerlige partier om, at hvis de ikke lige vil tage store bededag, kan de bare blive uden for forsvarsforliget? Det forstår jeg ikke.

Ordføreren.

Tak til spørgeren for rosen. Den er jeg faktisk oprigtigt glad for. Jeg er også meget glad for, at ordføreren stiller sig til rådighed som – og det er et citat – »den altid venlige hjælper«. Det vil jeg holde ordføreren op på, for det tror jeg vi alle sammen kan få brug for en gang imellem.

Det, der er vigtigt for Venstre, er ikke at holde nogen ude. Det, der er vigtigt for Venstre, er at opruste det danske forsvar, for det har vi en forpligtelse til over for os selv, over for vores sikkerhed og over for vores NATO-allierede. Og når man ønsker at bruge milliarder og milliarder og atter milliarder på at opruste forsvaret, skal man også anvise en finansiering, ellers er man økonomisk uansvarlig.

Jeg har noteret mig, at der er kommet et alternativt finansieringsforslag. Jeg har læst lidt mere end overskrifterne, og jeg skal nok gå dybere ned i det, for jeg synes, det er væsentligt, og vil gerne tage det konstruktivt til mig, men det bliver også nødt til at være en reel finansiering, der kan bruges til ikke kun at løfte de midlertidige udfordringer, der er i forhold til forsvarsfinansieringen, men også de permanente, for vi har både en midlertidig og en permanent finansieringsudfordring.

Hr. Søren Pape Poulsen.

Det synes jeg ville være skønt at vi kunne diskutere videre. Regeringen beslutter sig jo selv for, om man vil omfavne det og sige: Okay, lad os gå i gang med forhandlingerne og finde en løsning på finansieringen. Så hørte jeg også, at ordføreren sagde, at man kan vælge at tage ansvar, altså at gå i regering, hvilket jeg hørte et forsvar for, og det har Venstre så valgt i stedet for at sidde ude med korslagte arme og være sur på sidelinjen eller noget i den retning, som der er blevet sagt.

Jeg skal bare lige forstå det: Hvis man ikke deltager i den her regering, er det, fordi man ikke er konstruktiv og man er sur og står på sidelinjen, eller hvad? Eller er det sådan, at man siger, at nu skulle man holde SF, Enhedslisten og andre uden for indflydelse, og at det så var bedre, at man selv havde den? Hvis det er argumentet, siger jeg bare: Hvor mange årtier har I lovet at fru Mette Frederiksen kan være statsminister, for med det argument har vi jo indført det socialdemokratiske tusindårsrige.

Ordføreren.

Hvordan partierne uden for regeringen bliver kategoriseret, altså om man er sur eller står med armene over kors eller man spiller konstruktivt ind og er den venlige hjælper, må tiden jo vise. Altså, jeg har jo en forhåbning om, at partierne uden for regeringen på hver deres måde og med hver deres ideologiske udgangspunkt ønsker at hjælpe regeringen med at gøre Danmark stærkere. Hvordan man så gør Danmark stærkere, er nok noget, hvor den ene side af Folketingssalen har ét svar og den anden side af Folketingssalen har et andet, men vi kan forhåbentlig i fællesskab finde nogle bedre løsninger.

I forhold til det her med at omfavne vil jeg gerne slå noget fast, så alle kan høre det: Jeg er altid klar til at omfavne hr. Søren Pape Poulsen.

Hr. Peder Hvelplund.

Tak for det, og tak til ordføreren for talen. Her den 15. januar meldte tidligere kirke- og integrationsminister Birthe Rønn Hornbech sig ud af Venstre, og det gjorde hun bl.a. med den her svada, som jeg citerer:

»Jeg synes, at det der er sket i de sidste uger, hvor man går ind og vil bestemme over arbejdsmarkedets parter ved at afskaffe store bededag, det er så u-liberalt«.

Det er jo ikke første gang, den her debat har været oppe. Tilbage i 2012 sagde daværende arbejdsmarkedsordfører og tidligere minister, fru Ulla Tørnæs: Der er rigtig mange familier, der har tilrettelagt deres familieliv efter de skæve helligdage i løbet af foråret. Der er rigtig mange, der bliver konfirmeret, så det vil være at gribe ind i nogle traditioner og familiemønstre. Derfor ville afskaffelsen af store bededag være det helt forkerte sted at starte.

Tilbage i 2007 sagde tidligere formand for Folketinget og tidligere minister Thor Pedersen: Ja, man kan jo også afskaffe lørdag og søndag, men det indgår ikke i regeringens overvejelser hverken at ændre den gregorianske kalender eller at afskaffe store bededag eller juleaften. Det kan jeg med sikkerhed sige. Store bededag har sin egen forhistorie.

Der skal jeg bare høre ordføreren, om han er enig i de tidligere udsagn om, at det her forslag er uliberalt, at det er ahistorisk, at det går ud over familierne og er et indgreb i den danske model.

Ordføreren.

Tak for spørgsmålet. Jeg er helt enig med hr. Thor Pedersen i, at vi ikke skal afskaffe den gregorianske kalender, eller at vi for den sags skyld skal røre ved juleaften. Og jeg er oprigtigt ked af, at fru Birthe Rønn Hornbech, som jeg har stor respekt for, har den holdning, som hun har. Men det er ikke en holdning, jeg deler. Det er vigtigt at sige, at jeg ikke synes, det her er en sjov beslutning. Altså, jeg synes ikke, det er sjovt at fortælle danskerne, at de nu må undvære en fridag, og heller ikke en fridag, der for mange har en historisk betydning. Men jeg mener, det er en rigtig beslutning, fordi vi ønsker at bruge de gode ting, der ligger i forslaget, til noget andet, fordi forslaget gør Danmark rigere, og fordi forslaget øger den strukturelle beskæftigelse. Og det er altså nødvendigt. Hvis vi skal have nok håndværkere til at reparere vores biler eller til at hjælpe med den grønne omstilling, og hvis vi skal have nok social- og sundhedsassistenter til at pleje dem, der har behov for det, så er der brug for, at man tager nogle af de her greb. Jeg tror ikke, at det her er en beslutning, som nødvendigvis bliver mødt med hurraråb – det er ikke noget, jeg tror, det er noget, jeg ved. Men jeg tror til gengæld, det er en rigtig beslutning, som kommer til at styrke Danmarks økonomi, og det er væsentligt for mig.

Hr. Peder Hvelplund.

Jeg synes bare, det er lidt svært at forstå. Altså, jeg kan forstå, at ordføreren mener, det er den rigtige beslutning, men hvad der er grunden til, at det er den rigtige beslutning, er lidt svært at blive klog på. For det har jo tidligere været et spørgsmål om investeringer i forsvaret. Nu er det så et spørgsmål om den strukturelle beskæftigelse og om, hvordan man kan få flere ansatte i den offentlige velfærd. Og en direkte konsekvens af at afskaffe store bededag er, at der kommer 2.700 færre beskæftigede i den offentlige sektor, fordi lønningerne stiger, og dermed bliver kommunerne nødt til at reducere. Så hvad er egentlig grunden til, at hr. Morten Dahlin mener, at det er nødvendigt at gøre op med de udsagn fra tidligere Venstrekoryfæer, som han ellers i en vis udstrækning erklærer sig enig i?

Ordføreren.

Det er altid spændende, når Enhedslisten vil diskutere, hvad der er liberalt, og hvad der ikke er liberalt, og jeg indgår meget gerne i en større teoretisk drøftelse med hr. Peder Hvelplund om liberalismens udvikling, også i Danmark. Det tror jeg vi kunne få en spændende snak om. Årsagen til, at det her forslag er blevet fremsat, er jo, at der er et akut og aktuelt behov for at styrke dansk forsvar. Det er klart. Så er der også nogle andre ting i det her forslag, som er gode, og for at illustrere det vil jeg sige, at hr. Peder Hvelplund kan se det som et kinderæg. Altså, for det første er man med til at styrke dansk forsvar og tage et ansvar for Danmarks sikkerhed. For det andet er man med til at gøre Danmark rigere som samfund, altså at gøre samfundskagen større, hvilket der er behov for, hvis vi skal investere de steder, vi synes er vigtige. Og for det tredje øger det altså den strukturelle beskæftigelse, hvilket vi har behov for, hvis vi skal have hænder og hoveder i vores offentlige og i vores private sektor. Så det er et kinderæg – dem kan jeg godt lide.

Hr. Martin Lidegaard.

Tak. Tak for talen. Lad mig starte med kvittere for, at Venstre er klar til at kigge på den alternative finansiering, vi har fundet – det er sådan, jeg hører det – og tage imod den udstrakte hånd. Så det spor vil jeg ikke gå yderligere ned ad, også fordi jeg synes, talen var interessant.

Jeg savnede klimaet, det bliver jeg nødt til at sige. Det blev vist lige nævnt én gang, men det var ikke det dominerende tema. Det var reformer – behovet for arbejdsudbud, behovet for at styrke dansk økonomi – og jeg er hundrede procent enig.

Det fik mig så til at tænke på, om partiet Venstre egentlig stadig støtter, at man fjerner den sidste rest af efterlønnen, som jo stadig flere folk melder fra, og som sådan har udviklet sig til en form for forsikringsordning for dem, der har råd til den, og som ville give et stort arbejdsudbud, hvis man gik ned ad den vej. Det ved jeg jo at Venstre i hvert fald før har ønsket. Er det egentlig stadig Venstres politik?

Ordføreren.

Tak for rosen. Jeg kan måske starte med en lille korrektion: Klimaet blev ikke kun nævnt én gang, klimaet blev nævnt to gange i min tale. Og klimaet har faktisk en direkte sammenhæng til den del af talen, der handlede om at styrke den danske økonomi. For har vi ikke en sund økonomi, har vi heller ikke råd til at investere i fremtidens grønne løsninger, som er nødvendige, hvis vi skal komme i mål med det, som den nuværende forsvarsminister har beskrevet som vores generation af politikeres største udfordring, nemlig hvordan vi løser klimaudfordringerne.

Ordføreren har også ret i, at jeg meget gerne kigger ned i det alternative finansieringsforslag, der er kommet. Jeg håber dog, at ordføreren vil bekræfte, at de ni partier ikke er blevet enige om at skære i de erhvervsstøtteordninger, der fremmer den grønne omstilling, for det er der jo faktisk over 10 milliarder af erhvervsstøtteordningerne der gør. Så det må ordføreren egentlig gerne bekræfte.

I forhold til spørgsmålet om tilbagetrækning står Venstre jo på regeringens politik, som handler om at sikre, at der er mulighed for tilbagetrækning, men også at vi justerer nogle af de ordninger, der er, for at få et mere ensartet tilbud; for at sikre, at folk kan trække sig tilbage med værdighed, men også at folk, der kan, selvfølgelig bidrager på arbejdsmarkedet, både for deres egen skyld – det er sundt at være en del af arbejdsfællesskabet – men også for økonomiens skyld.

Hr. Martin Lidegaard.

Jeg kan høre, at Morten Dahlin hænger lidt fast i den gamle verden, hvor det at lave grøn omstilling er noget, der koster penge. Det er jo sådan nu, at hvis regeringen i øvrigt kan komme i gang med at opstille nogle havvindmølleparker og udbygge vedvarende energi, kommer staten til at tjene penge på den udbygning, ligesom dansk erhvervsliv tjener milliarder af kroner på den.

Men mit spørgsmål var egentlig – jeg helt med på, at man står på regeringsgrundlaget, det er fair – om det stadig er partiet Venstres politik at afskaffe den sidste rest af efterlønnen. Så har man lavet nogle kompromiser i regeringen, det er helt fair, og det forstår jeg godt, det ikke for at drille med det, men er det stadig væk partiet Venstres politik, at man egentlig principielt set ønsker at afskaffe den sidste rest af efterlønnen?

Ordføreren.

Det vil jeg hjertens gerne svare på, men lad mig lige starte med det første. Jeg tror på, at den grønne omstilling kan blive århundredets erhvervseventyr for Danmark og for danske virksomheder. Men det betyder ikke, at vi bare kan fjerne alle poster på finansloven, der hedder grøn omstilling. Hvis den grønne omstilling ikke koster penge, bliver det meget svært at få sat elladeinfrastruktur op i Danmark, så vi kan lade vores elbiler op, og så bliver det meget svært at elektrificere vores jernbanenet, så togene kan køre på el i stedet for på diesel. Derfor er der også nogle udgifter her og nu, der skal finansieres, hvis den grønne omstilling rent faktisk skal nå et sted hen, hvor vi kan begynde at tjene penge, massevis af penge, på den.

I forhold til Venstres politik om tilbagetrækning har vi jo nogle synspunkter, vi kom ind i regeringen med. Så indgår man i en forhandling, og vi kommer frem til et resultat, vi står fuldstændig på mål for, både i forhold til tilbagetrækning og sikring af dansk økonomi.

Tak. Næste spørger er Franciska Rosenkilde.

Tak for det. Venstre har jo både før og efter valget italesat klimakrisen som værende den største udfordring, vi står over for som samfund, og samtidig må jeg så også konkludere, at løsningerne på den glimrede ved deres fravær i ordførerens tale. Jeg kunne godt nu tænke mig at give ordføreren mulighed for at give lidt mere plads til, hvad Venstres og regeringens ambitioner er for den grønne omstilling. Og jeg vil gerne frabede mig at høre om ambitiøse mål i 2045, men høre om noget inden for de næste par år. Hvad ønsker man rent faktisk helt konkret at gøre de næste par år, som er altafgørende, i forhold til at vi når vores 1½-gradsmålsætning? Tak.

Ordføreren.

Af hjertet tak for det spørgsmål, som jeg opfatter som en oprigtig interesse i, hvordan vi i fællesskab kan skubbe på den grønne omstilling og løse de massive klimaudfordringer, vi står over for. Bare for at nævne et par eksempler på nogle af de tiltag, som den her regering kommer til at tage, og som vi i Venstre er glade for, så kommer vi til at kigge på, hvordan vi kan fjerne nogle af de bureaukratiske regler, der gør, at det er svært at bygge energiinfrastruktur, der skal hjælpe med at få et mere vedvarende energisystem rundtomkring i landet – selvfølgelig med respekt for at folk kan klage, og at der skal være en retssikkerhed. Men det nytter jo ikke noget, når det lige nu ligger på bordet, at der ikke kan blive opsat en eneste vindmølle i hverken 2023 eller 2024. Der må være nogle regler der, vi kan indrette på en smartere og mere smidig måde. Det ved jeg godt ikke lyder lige så sexet som en målsætning i 2045. Men jeg tror sådan helt ind i hjertet på, at det er nogle af de greb, vi skal over i, hvis vi skal i mål med den grønne omstilling. For jeg er helt enig med ordføreren i, at én ting er at opsætte mål langt ude i fremtiden; noget andet er, hvordan man sikrer, at det rent faktisk bliver til virkelighed. Derfor er jeg overbevist om, at Venstre kan være med til i den her regeringsperiode at skubbe på den grønne omstilling og levere nogle synlige resultater.

Spørgeren.

Tak for det. Jeg er meget enig i, at afbureaukratisering er et af grebene. Det skal være lettere og hurtigere at omstille os.

Må jeg så bede om ordførerens tanker om omstilling af landbruget. Alt andet lige er det eneste, der lige nu er på bordet, en CO2-afgift. Landbruget handler jo om levende dyr, det handler om vores alle sammens miljø, natur, vores areal. Hvad tænker ordføreren der skal til ud over en CO2-afgift? Hvordan skal landbruget omstille sig?

Ordføreren.

Det er rigtigt, at det, der står i regeringsgrundlaget, er en CO2-afgift. Det er også rigtigt, at det er en svær øvelse at lave, for til forskel fra industrien, hvor det er lettere at udskifte en maskine, der før kørte på diesel, med en, der nu kører på el, så er det ganske svært at elektrificere en ko. Derfor er der nogle helt særlige udfordringer, når det handler om landbruget. Vi mener, at landbruget skal bidrage til den grønne omstilling. Men det mener vi også bedst landbruget gør, ved at det er i Danmark, og ved at vi udvikler landbruget i Danmark i stedet for at skubbe arbejdspladser og udledning til udlandet. Det løser vi ingenting ved.

Det næste er hr. Lars Boje Mathiesen. Værsgo.

Først tillykke med ordførerskabet, den nye post. Vi kan nu nøgternt og faktuelt konstatere, at Venstres formand, Jakob Ellemann-Jensen, løj over for den danske befolkning, da han sagde, at han ikke ville pege på Mette Frederiksen. Vi kan også nøgternt konstatere, at hr. Jakob Ellemann-Jensen løj over for den danske befolkning, da han sagde, at han ville stå fast på en advokatvurdering.

Nu har landets vicestatsminister, Venstres formand, Jakob Ellemann-Jensen, været ude at sætte et ultimatum på, hvordan finansieringen af forsvarsforliget skal være. Det er jo pr. definition en endegyldig måde, det skal finansieres på. Jeg er enig i, at tingene skal finansieres, men det er regeringen, der har sagt, at det endegyldigt skal foregå på den her måde. Så derfor er mit spørgsmål: Er det så den tredje løgn, som hr. Jakob Ellemann-Jensen har været ude i, så det ikke er et ultimatum og endegyldigt alligevel, men noget, som nu kan forhandles?

Ordføreren.

Tak til ordføreren, ikke for den lange tilsvining af Venstres formand, men for lykønskningen med posten som politisk ordfører. Det er jeg glad for, og jeg glæder mig også til at se, om jeg kan sige tillykke til hr. Lars Boje Mathiesen. Jeg kan jo forstå, at ordføreren er blevet formandskandidat i Nye Borgerlige; det glæder jeg mig til at følge.

Partierne fik jo 7 dage til at svare. Det svar er kommet i dag. Det vil vi sætte os ned og læse, og jeg vil gerne kvittere for, at der er kommet et svar med alternative finansieringsforslag. Jeg er nået at dykke lidt længere ned i det end overskrifterne. Nu ville den radikale ordfører før ikke bekræfte, at man ikke ville røre ved de penge, der skulle skubbe på den grønne omstilling af erhvervsstøtteordningerne, så jeg glæder mig da også til at se, om Nye Borgerlige eksempelvis nu her vil stå og sige, at man da selvfølgelig ikke rører ved de midler, der sådan set er støtte til erhvervslivet i form af lavere skatter og afgifter, for det er der jo rent faktisk en stor del af erhvervsstøtteordningerne der går ud på.

Derfor har jeg også på fornemmelsen – jeg kan tage fejl, og det håber jeg at jeg gør – at det faktisk ikke er så meget andet end overskrifter, og at der faktisk ikke er et eneste konkret forslag nedenunder, som partierne kan blive enige om. Jeg frygter det. Jeg håber, at jeg tager fejl, og ordføreren har mulighed for at sige det.

Spørgeren.

Nu har jeg været så heldig at sidde sammen med ordføreren og forhandlet, og vi har i en lang række tilfælde fundet finansieringsforslag, når vi gerne ville noget. Der er rigeligt med steder, hvor man kan finde finansiering. Det, det handler om, er jo, om regeringen er villig til at åbne op for, at man finder finansiering andre steder, og kobler det op på, at hvis man så finder finansiering andre steder, er det ikke nødvendigt at afskaffe store bededag.

Så spørgsmålet er: Hvis man finder en finansiering, som er anderledes, til et forsvarsforlig, vil regeringen så stadig væk fastholde en afskaffelse af store bededag med den begrundelse, at det skal forbedre den strukturelle beskæftigelse?

Ordføreren.

Vi står fast på forslaget om store bededag, ikke fordi det er et sjovt forslag, men fordi vi mener, det er et rigtigt forslag, som frigør nogle midler, vi kan bruge til at investere i Danmarks forsvar – det trænger det til – og fordi det øger den strukturelle beskæftigelse, så vi kan få flere hænder i økonomien, både i den private sektor og i den offentlige sektor. Det er sjældent, at jeg bruger ordet desperat, men det mangler der desperat. Og så gør vi det, fordi det gør Danmark rigere. Vi mener, og det mener jeg særlig som liberal, at vi har en forpligtelse til at gøre Danmark rigere og mere velstående. Det sagde Nye Borgerlige jo også i valgkampen, og så er det lidt ærgerligt, at man vil stemme imod det første forslag, der rent faktisk gør noget ved det.

Den næste er hr. Nick Zimmermann.

Statsministeren sagde i tv-avisen forleden aften, at der jo snart skulle findes finansiering til andre emner, eksempelvis til psykiatri. Derfor vil jeg egentlig gerne spørge ordføreren: Vil regeringen garantere, at det her er den eneste helligdag, som man vil fjerne fra hårdtarbejdende danskere, eller er der en mulighed for, at regeringen på et senere tidspunkt måske vil fjerne endnu en helligdag som finansiering til et andet politisk forslag?

Ordføreren.

Tak for spørgsmålet, og tillykke med pladsen i Folketinget. Jeg kan sige til ordføreren, at det er en helt særlig plads, som ordføreren har sat sig på. Jeg har nemlig selv haft den plads, og det kan der komme rigtig gode ting ud af.

Regeringen har ikke planer om at afskaffe andre helligdage. Vi træffer ikke den her beslutning, fordi den er sjov, men fordi vi mener, den er rigtig. Og så er jeg i øvrigt helt enig med ordføreren i – og det tror jeg er vigtigt vi har en forventningsafstemning om – at det her ikke bliver sidste gang, at det her Folketing bliver nødt til at træffe nogle ubehagelige og upopulære beslutninger for at skaffe finansiering til noget af det, vi gerne vil. Hvis vi skal bruge milliarder på at styrke vores sundhedsvæsen, på at styrke vores psykiatri, på den grønne omstilling, på vores uddannelsessystem, eller hvad end vi nu har forslag til at bruge penge på, så skal der træffes nogle beslutninger, som reformerer Danmark, og som sjældent er virkelig populære i øjeblikket, men som er rigtige for at fremtidssikre og for at sikre, at der rent faktisk er midler til det, vi gerne vil prioritere.

Spørgeren.

Tak for det. Jeg kan i hvert fald sige, at beskæftigelsesministeren ikke var lige så klar i mælet i går. Din partiformand var til gengæld klar i mælet forleden, for partierne i Folketinget havde jo blot 7 dage til at melde ind, om de ville være med til at afskaffe store bededag for altså at blive inviteret med til de her forsvarsforhandlinger. Derfor vil jeg nu godt spørge ordføreren: Er ordføreren lige så klar i mælet? Står det stadig væk ved magt? Har partierne den her tidsfrist, der er blevet sat, til at melde ind, om de vil være med til at afskaffe store bededag? Og kommer det med garanti til at holde, at vi skal være med til at afskaffe store bededag for at blive inviteret med til forsvarsforhandlingerne?

Ordføreren.

Regeringen står fast på forslaget om at afskaffe store bededag for at finansiere forsvaret, øge den strukturelle beskæftigelse og gøre Danmark rigere. I forhold til tidsfristen vil jeg gerne rose ordføreren og ordførerens parti. Tidsfristen udløber i morgen, og allerede i dag er der jo kommet et svar – et såkaldt alternativt finansieringsforslag. Og jeg synes, det er dejligt, når folk er i god tid, og det er man med en hel dag. Jeg glæder mig til at læse mere ned i det. Jeg ser nogle bekymringspunkter i det, men jeg håber, at partierne herinde kan afkræfte det, jeg kan være lidt bekymret over, i forhold til den såkaldte alternative finansiering.

Den næste er fru Signe Munk.

Ordføreren sagde i sin tale, at klimakrisen er vores generations største udfordring. Samtidig lød det også lidt, som om ordføreren mente, at hvis bare man satte humøret op og skatten ned, ville det meste i det her samfund blive ordnet. Det tror jeg overhovedet ikke gælder, når det kommer til klimaomstilling for dansk landbrug. Der er netop brug for at lægge en CO2-afgift på landbruget.

Det er sådan, at landbruget står til at skulle reducere med 5 mio. t CO2, hvis landbruget skal tage sin del af ansvaret. Samtidig står der i regeringsgrundlaget, som jo er noget vævende i forhold til klimaspørgsmålet, at erhvervet ikke må miste konkurrencekraft eller arbejdspladser. Derfor er mit simple spørgsmål til ordføreren: Hvad er vigtigst for Venstre – at der ikke er én arbejdsplads, der rykker ud af landbrugserhvervet, eller at landbruget tager sin del af klimaansvaret og reducerer med 5 mio. t CO2?

Ordføreren.

Tak for spørgsmålet, selv om jeg er lidt ked af den overfladiske analyse om, at jeg i talen skulle have sagt, at hvis man sænker skatten, er alle problemer løst. Jeg kender ordføreren som en dygtig og hårdtarbejdende parlamentariker, der måske ikke deler mine samfundsanalyser, men som jeg er overbevist om godt kunne høre i talen, at jeg på intet tidspunkt sagde, at hvis man sænkede skatten, var alle problemer væk. Det var derfor, jeg brugte en del af min tid på at tale om, hvordan vi skulle opruste forsvaret, og hvordan jeg mener vi skal tage næste skridt i vores velfærdsmodels historie. Så nej, alt er ikke løst med skattelettelser. Men derfor synes jeg, at det er helt fair, at hårdtarbejdende danskere kan få lov til at beholde nogle flere af deres egne penge – deres egne penge.

Så vil jeg sige i forhold til landbruget: Jamen selvfølgelig skal landbruget bidrage til den grønne omstilling, ligesom alle andre skal. Jeg bliver bare nødt til at sige, at den måde, landbruget bidrager bedst til den grønne omstilling på, er ikke ved at skippe alle arbejdspladser, ved at skippe al produktion til andre lande, hvor man måske forurener mere, og hvor der er dårligere dyrevelfærd og dårligere miljøstandarder. Derfor skal vi jo her finde balancen – ligesom alle andre steder – i forhold til hvordan vi sikrer, at den grønne omstilling går hånd i hånd med, at vi kan have et velstående samfund, hvor der er arbejdspladser, også dér, hvor der er flere dyr end mennesker.

Spørgeren.

Ordføreren sagde også, at de svære beslutninger ikke nødvendigvis er de mest populære. Der er en svær beslutning her. Det er jo ikke sådan, at det enten er klimareduktioner eller ingen arbejdspladser i landbruget, men der er alligevel en afvejning. Så er det vigtigst for ordføreren, at der bliver reduceret med 5 mio. t CO2 i dansk landbrug, som er landbrugets ansvar, eller at der ikke er en eneste arbejdsplads, der rykker ud af Danmark fra landbruget?

Ordføreren.

Jeg synes, at spørgeren sætter en falsk præmis op, for hvad hvis vi står her om 5 år og har vedtaget noget, der rykker danske landbrugsarbejdspladser til udlandet? Så kan vi kigge i vores klimaregnskab og sige: Se, vi har reduceret landbrugets aftryk med 5 mio. t CO2. Og så kan Polen kigge i deres regnskab og sige: Ja, vores landbrugssektor har så øget med 6 mio. t CO2. Så har klimaet det dårligere, og vi har tabt arbejdspladser i vores landdistrikter. Og derfor nægter jeg at køre med på den der præmis om, at for at redde det globale klima skal man nedskalere eller lukke dansk landbrug. Jeg tror på, at dansk landbrug kan noget unikt, og derfor går de to ting for mig hånd i hånd.

Den næste er fru Charlotte Munch.

Tak. Kan ordføreren ikke lige opremse det antal forhandlingsmøder, der har været indkaldt til fra regeringens side for at finde finansiering til et nyt forsvarsforlig?

Ordføreren.

Tak til ordføreren for spørgsmålet, og også tillykke med pladsen i Folketingssalen. Jeg har ikke selv siddet på den stol, men jeg er sikker på, at det kan føre til fantastiske ting alligevel.

Forsvarsforhandlingerne er jo ikke gået i gang endnu, men jeg kan godt garantere ordføreren, at der kommer til at være massevis af forhandlingsmøder, når man skal til at finde ud af, hvordan vi skal opruste dansk forsvar. Men i forhold til antallet af møder må man vente, til forhandlingerne reelt begynder.

Spørgeren.

Tak. Kan ordføreren så bekræfte, at regeringen ønsker en reel forhandling med alle partier, så vi sammen kan finde et alternativ til afskaffelsen af store bededag?

Værsgo.

Jeg kan bekræfte, at regeringen står fast på forslaget om store bededag for at styrke dansk forsvar, for at øge den strukturelle beskæftigelse og for at gøre Danmark rigere. Der har vi en bunden opgave; alt det, vi diskuterer herinde, kan jo være ligegyldigt, hvis vi ikke har midler til at sætte handling bag ordene, og hvis vi ikke skaffer hænder og hoveder, der skal udføre de ting, vi gerne vil have udført, og derfor står regeringen fast på forslaget.

Vi læser meget gerne det alternative finansieringsforslag og håber, Danmarksdemokraterne senere vil slå fast, at den del af erhvervsstøtteordningerne, der skal saneres, i hvert fald ikke er den, der giver særlig støtte til landdistrikterne. For det ville da være en katastrofe.

Den næste spørger er fru Helena Artmann Andresen.

Tak til ordføreren for en god tale. I regeringsgrundlaget står der, at man vil rulle tvangsfordeling af gymnasieelever tilbage. Det ved jeg er noget, ordføreren også er gået meget op i, og det er vi fra Liberal Alliances side også rigtig glade for. Endnu vigtigere er det, at der er rigtig mange gymnasieelever derude, der er glade, fordi de ikke skal fordeles på baggrund af deres forældres indkomst; de skal ikke længere være bange for, om de kan komme på det gymnasium, hvor alle deres venner går, eller de kan få den studieretning, de ønsker sig.

Men det kan godt være, at jeg var lidt for hurtig med rosen der, for der står i regeringsgrundlaget, at regeringen vil præsentere en ny model, der modvirker en skæv elevsammensætning i de større byer. Skal jeg forstå det som en anden form for tvangsfordeling, der bare er pakket ind i noget andet papir?

Ordføreren.

Tak for spørgsmålet, og det er ganske rigtigt, at jeg selv er meget begejstret for, at gymnasieelever alligevel ikke skal tvangsfordeles rundt på bestemte skoler, alt efter hvad deres forældre tjener. Det synes jeg er et synligt politisk resultat, og det viser også, at hvis man sætter sig ved forhandlingsbordet og er med og forhandler seriøst, kan man hive politiske indrømmelser hjem til gavn for Danmark og for danskerne – og i det her tilfælde til gavn for en ung generation, som jeg synes har taget et kæmpe ansvar for vores samfundsudfordringer, men som vi desværre herinde har haft en tendens til at overdynge med alverdens ulyksaligheder og ubehageligheder. Derfor et stort tillykke til de gymnasieelever, der nu ikke længere skal tvangsfordeles.

Så er det ganske rigtigt, at der står i regeringsgrundlaget, at man skal kigge på, hvordan man løser den udfordring, at vi har nogle enkelte skoler rundtomkring i vores samfund, hvor en alt for høj andel af de unge har anden etnisk baggrund end dansk, hvor det ikke er de danske værdier, der præger hverdagen, og hvor en dansk skoledag er en by i Rusland, eller måske skulle jeg nærmere sige en by i Mellemøsten. Det bliver vi nødt til at have en seriøs snak om hvordan man gør, og jeg håber meget, Liberal Alliance melder sig konstruktivt ind i den samtale.

Spørgeren.

Tak. Jeg har selv gået på et af de såkaldte brune gymnasier, som den her indkomstfordeling også ville gå ud over. Jeg må bare sige, at for mig er det, der står i regeringsgrundlaget, ikke særlig liberalt, og på Venstres hjemmeside står der, at ordføreren er lodret imod, at gymnasieelever skal tvangsfordeles på baggrund af forældres indkomst.

Skal jeg forstå det sådan, at ordføreren ikke er modstander af tvangsfordeling, hvis det bare ikke er på grundlag af indkomstfordelingen?

Ordføreren.

Vi er imod det forslag, der var fra et tidligere folketingsflertal, om at tvangsfordele gymnasieelever efter deres forældres indkomst. Vi mente, det var uliberalt; vi mente, det ville have en dårlig påvirkning på folks trivsel; vi mente, det ville være uretfærdigt over for de unge mennesker.

Men vi er enige i analysen af, at der er nogle steder i Danmark, hvor vi bliver nødt til at gøre noget for at få integrationen på bedre kurs; hvor vi ikke kan acceptere, at der er skoler, hvor danske værdier ikke præger tingene; hvor en almindelig dansk skoledag ikke er hverdag. Det bliver vi nødt til at gøre noget ved. Står jeg her i dag og har de præcise forslag til, hvordan vi gør det? Nej. Jeg hører det meget gerne, hvis Liberal Alliance har dem.

Den næste er Fru Brigitte Klintskov Jerkel.

Tak, og tak for talen til ordføreren. Jeg har set lidt forskellige udtalelser fra Venstre i valgkampen og så fra Venstre i regering. Så jeg vil spørge ordføreren, om Venstre mener det samme i dag, som Venstre gjorde i valgkampen.

Ordføreren.

I Venstre lagde vi jo vores politik frem i valgkampen, altså det, vi mente vi havde mulighed for at få gennemført, hvis der var et folketingsflertal, der kunne bakke op om, at Venstres formand skulle være statsminister. Det var der så desværre ikke. Der var ikke engang en blå blok, der kunne blive enige om, at det største borgerlige parti skulle være forhandlingsleder, og det synes jeg egentlig var en skam. Men i Venstre forsøger vi naturligvis altid at gøre alt, hvad vi kan, for efter valget at få gennemført den politik, som vi talte om i valgkampen.

Det har vi også gjort med det her regeringsgrundlag. Afskaffelsen af tvangsfordelingen af gymnasieelever baseret på forældres indkomst er et eksempel. Markante skattelettelser i både top og bund er et andet eksempel. Ansvarlige økonomiske reformer er et tredje eksempel. En akutpakke, der skal hjælpe vores sundhedsvæsen, er et fjerde eksempel. En frisætning af den offentlige sektor, hvor borgeren, hvor mennesket, hvor den ansatte, hvor institutionerne bliver sat mere fri, er et femte eksempel. Og hvis jeg får mere taletid, kan jeg godt nævne både eksempel nummer seks, syv og otte på steder, hvor vi ved at sætte os ind til bordet og være konstruktive har været med til at trække Danmark i den rigtige retning. Og sådan et parti er jeg faktisk stolt af at være medlem af.

Spørgeren.

Okay. Jeg har undret mig lidt over, hvad Venstre mener på udlændingeområdet. Derfor læser jeg lige op her. I valgkampen fastslog Venstre nemlig:

»Venstre mener ikke, at Danmark er klar til at tage imod kvoteflygtninge. Det vil jeg gerne slå fast. Også selv om der er bedring i forhold til tilstrømning og integration.«

Og i regeringsgrundlaget står der:

»Danmark vil fortsat bakke op om et flygtningesystem via FN, hvor Danmark og andre lande tager imod kvoteflygtninge på baggrund af humanitære principper. Regeringen vil hvert år afsætte midler sådan, at der kan modtages op til 500 kvoteflygtninge.«

Kan Venstres ordfører præcisere, hvad Venstres holdning er, og pege præcis på, hvor integrationen i Danmark er så massivt forbedret på kort tid, at flere flygtninge ikke udfordrer sammenhængskraften endnu mere, end den er i forvejen?

Tak! Jeg vil sige, at vi skal prøve at se, om vi ikke kan holde taletiden, så så mange som overhovedet muligt kan komme på.

Så er det ordføreren.

Det er præcis Venstres politik, som den hele tiden har været, at vi bakker op om FN's kvoteflygtningesystem. Hvis Det Konservative Folkeparti ikke længere gør det, er det en nyhed for mig, som jeg vil være meget ked af. Og så skal der laves en løbende vurdering af, om der skal tages imod kvoteflygtninge, bl.a. holdt op imod, hvordan det går med integrationen, og hvordan det går med asyltilstrømningen, og det er præcis det, der står i regeringsgrundlaget. Så har man sat penge af til, at der løbende kan laves en vurdering, og hvis man på det pågældende tidspunkt finder det rigtigt at tage imod kvoteflygtninge, kan man gøre det. Det er præcis det, Venstre har sagt hele tiden. Det står vi gerne på mål for.

Den næste er hr. Pelle Dragsted. Værsgo.

Tak for det. Ordføreren talte meget om mod og modige reformer i sin tale. Det er altid lidt komisk at høre politikere – vi, som sidder herinde i bløde stole med gyldne pensions- og fratrædelsesregler – tale om mod og modige reformer, for det er jo ikke os, der bliver ramt af de her reformer eller, med andre ord, angreb på almindelige menneskers rettigheder og tryghed.

Virkeligheden er jo, at den her regering er alt andet end modig, for mod havde det været ærligt og redeligt at fortælle danskerne før valget, at man havde tænkt sig at tvinge dem til at opgive en fridag sammen med familien, når dagene bliver lidt lysere. Men det gjorde man ikke. Ikke et eneste parti gjorde det her, ikke et eneste parti havde ærligheden og redeligheden til at sige det til vælgerne, så vælgerne har ingen chance haft for at tage stilling til det. Derfor lyder mit spørgsmål: Tror ordføreren, at den her regering havde haft flertal, hvis man havde haft modet?

Ordføreren.

Jeg ved godt, det ikke var ment sådan fra hr. Pelle Dragsteds side, men det, at hr. Pelle Dragsted kalder mig komisk, tager jeg faktisk positivt ned. For jeg havde forleden en diskussion med min hustru, der sagde: Morten, når du nu skal op og holde tale, skal du huske at være lidt sjov, du skal huske at fortælle en vittighed. Så siger jeg: Jamen jeg kan ikke, jeg er ikke særlig god til at være sjov. Nu kan jeg så gå hjem og fortælle min kære hustru, at det er jeg, for hr. Pelle Dragsted fandt mig komisk. Dermed er jeg kommet et skridt videre, ikke bare i mit parforhold, men også i forhold til en karriere efter politik. Det kunne være, jeg skulle overveje at blive komiker.

Vi synes, det er modigt at træffe den her beslutning, ikke fordi det er sjovt, ikke fordi det er populært, men fordi det er rigtigt. Jeg vil bare sige, at de andre beslutninger gennem nyere danmarkshistorie, som er nogle af de bærende årsager til, at vi sidder med en solid økonomi i dag, har jo været beslutninger, som ikke er blevet mødt med hurraråb. Da man lavede den økonomiske genopretning i 1980'erne, da man lavede tilbagetrækningsreformen, da man lavede efterlønsreformen, jublede folk jo ikke nede på Christiansborgs Slotsplads. Enhedslisten stemte mig bekendt imod det hele, men i dag er de fleste seriøse økonomer enige om, at det var fornuftigt for at skaffe noget finansiering til vores velfærdssamfund.

Spørgeren.

Der var man trods alt ærlig nok til at fortælle det før et valg. Jeg fik ikke noget svar på mit spørgsmål, men jeg kan godt hjælpe ordføreren lidt på vej, for der ligger en meningsmåling her fra weekenden, der viser, at en ud af tre, der stemte på ordførerens parti, på statsministerens parti og på udenrigsministerens parti, ville have sat deres kryds anderledes, hvis partierne havde været ærlige og redelige og fortalt, at de ville snuppe en fridag fra danskerne. Så jeg gentager spørgsmålet: Mener ordføreren, at den her regering ville have haft flertal, hvis man havde været ærlig over for danskerne?

Ordføreren.

Hvor er jeg glad for, at hr. Pelle Dragsted fremhæver en meningsmåling som argument for, at man skal følge Enhedslistens politik, for det viser den tydelige forskel, der er mellem at tage ansvar som et parti og at stå ude på fløjene og skrige. Ansvarlige partier følger ikke meningsmålinger. Ansvarlige partier forsøger at ændre meningsmålinger ved at argumentere for det, de synes; ved at fremlægge deres politik; ved konsekvent gennem lovgivning i Folketingssalen, og hvor man ellers kan gøre det, at forsøge at trække Danmark i den rigtige retning – ikke fordi meningsmålingerne fortæller, at det er opportunt, men fordi det er rigtigt for det land, som vi alle sammen, inklusive hr. Pelle Dragsted, holder så uendelig meget af.

Vi når desværre kun én spørger mere til ordføreren. Det er fru Marlene Harpsøe. Værsgo.

Mange tak. I Danmarksdemokraterne var vi noget chokerede over at kunne læse i regeringsgrundlaget, at regeringen vil sænke sin ambition i forhold til udflytning af studiepladser på de fire største velfærdsuddannelser. Det gælder bl.a. lærere, pædagoger og sygeplejersker. Det er jo jobs, som man må sige at der er rigtig mange, som har behov for. Der er rigtig mange, som står i en situation, både i daginstitutioner og på hospitaler, hvor der er brug for den her arbejdskraft.

Derfor vil jeg gerne høre hr. Morten Dahlin som ordfører for Venstre: Hvorfor er det, at man vil sænke ambitionen lige præcis på det her område, når vi nu ved, at der mangler den her arbejdskraft, og når vi nu ved, at f.eks. behovet for sygeplejersker er så stort, at det rent faktisk kommer til at gå ud over patientsikkerheden på landets hospitaler, hvis vi ikke sikrer, at der er flere, der rent faktisk kan tage de her uddannelser tættere på, hvor de bor?

Ordføreren.

Tak for spørgsmålet, og tak for det, som jeg opfatter som en oprigtig bekymring for, hvordan vi får løst nogle af de kolossale udfordringer, der er i vores sundhedsvæsen. For de er store, de er svære, og de er også komplekse. Og de er nok så massive, at det ikke bare er et enkelt greb, der skal til for at løse dem.

Den her regering har som politik – og det er i øvrigt et velkendt Venstresynspunkt – at der skal oprettes i tusindvis af nye studiepladser, også uden for de største byer, fordi vi mener, at der skal være mulighed for at leve, bo og arbejde ikke kun i Aarhus, København, Odense og Aalborg, men også de steder, hvor befolkningstætheden er lidt mindre. Derfor kommer der til at blive oprettet i tusindvis af studiepladser, også uden for de store byer.

Så vil jeg sige i forhold til arbejdskraft til sundhedsvæsenet, at her skal vi skrue på alle knapper. En af de knapper, vi skal skrue på, og som jeg håber ordføreren vil bekræfte at Danmarksdemokraterne er i enige med os i, er, at vi da skal skrue op, så de sundhedspersonaler fra udlandet, der står på venteliste, og som er klar til at hjælpe danske patienter med behandling, hurtigere kan komme til Danmark og hjælpe os med at løse udfordringerne i sundhedsvæsenet. Det håber jeg at Danmarksdemokraterne kan bekræfte.

Spørgeren.

Jeg synes egentlig, at ordføreren taler lidt udenom, for regeringen sænker jo netop ambitionen på det her område. Ordføreren siger, at der kommer flere studiepladser uden for de store byer, men hvorfor sænker man så ambitionen på lige præcis velfærdsuddannelserne, som rent faktisk er nogle uddannelser, som får Danmark til at hænge sammen, og som gør, at vi kan blive behandlet, når vi bliver syge og møder op på et hospital? Jeg synes simpelt hen, det er for pinligt for regeringen, at den er så uambitiøs på det her område. Landdistrikternes Fællesråd er også ude at kritisere det her forslag – det må Venstres ordfører da ikke have det særlig godt med.

Ordføreren.

Jeg har det rigtig godt med, at der bliver oprettet i tusindvis af studiepladser uden for de større byer, fordi jeg mener, at det er godt, at man kan bo og søge ind på en uddannelse flere steder i Danmark end lige dér, hvor befolkningstætheden størst. Og så er jeg enig med ordføreren i, at vi bliver nødt til at gøre noget ved rekrutteringsudfordringerne i sundhedsvæsenet. På kort sigt kan man jo fjerne modregningen for nogle af de efterlønnere, der ønsker at give et ekstra nap med. Og man kan også gøre det, som jeg lige foreslog, men som jeg ikke hørte, om Danmarksdemokraterne bakkede op om, nemlig få speedet processen op for de mange udenlandske sundhedspersonaler, der står klar og på spring til at hjælpe os med at behandle vores patienter og tage sig af vores syge. Det håber jeg meget vi kan finde et bredt flertal for.

Så siger vi tak til hr. Morten Dahlin, og velkommen til næste ordfører, Monika Rubin fra Moderaterne. Velkommen til.

Tak for ordet. Det er med en vis ærefrygt, jeg står her i dag, for det er første gang, jeg står på den talerstol, som jeg kan huske fra min barndom; jeg sad på stuegulvet i mine forældres lejlighed i Hvidovre og så på tv-skærmen statsministre og partiledere holde taler på den talerstol. Den Monika, der sad der, havde aldrig troet, at hun skulle stå, hvor hun står i dag. Men her står jeg, selv om det ikke lå i kortene. For jeg er hverken født ind i en politisk familie eller har været i et ungdomsparti – tværtimod.

Min far flygtede fra krigen i Iran og mødte ved et tilfælde min mor, som indvandrede fra Polen. De forelskede sig og valgte at starte et liv sammen i Danmark, og her fik de så mig. Min far har altid sagt til mig, at Danmark er paradis på jord, at alt kan lade sig gøre her, og det tyder på, at han har haft ret, når man tænker på, at han i Danmark fik tryghed, velfærd og muligheder i et omfang, som det ville være svært at forestille sig, hvis han var blevet i Iran. Det er muligheder, som vi hurtigt kan tage for givet. Min far har altid insisteret på, at man skal gøre sig umage, og fortalt mig, hvor heldig jeg er at vokse op i et land med velfærd og fri adgang til uddannelse.

Jeg ved, at jeg skylder det danske velfærdssamfund rigtig meget. Jeg fik en uddannelse som læge her, jeg har spillet volleyball i Roskilde Volleyball Klub, og jeg har stiftet en familie. På alle måder er det en solskinshistorie. Men som min far også har bemærket, er der sjældent en solskinsdag i Danmark, uden at det kort efter regner, og jeg er også begyndt at spørge mig selv, om Danmark stadig er det paradis, som min mor og far forelskede sig i. Vil mine børn og børnebørn kunne vokse op med samme muligheder og tryghed, som jeg har haft?

Jeg ville ønske, at jeg med sikkerhed i stemmen kunne sige ja, men det kan jeg ikke, specielt ikke hvis vi fortsætter med kun at lave politik, som lyder godt. For tiden er turbulent, og vi mangler hænder, vi mangler hoveder, vi mangler penge. Men lad nu så det her være sidste gang, vi rent faktisk reducerer det sundhedspersonale, der knokler for os alle sammen, til hænder. For det handler ikke bare om, at vi skal have flere ansatte ude i systemet med en finger på pulsen, hvis de ikke kan finde ud af at aflæse den. Det handler om kvalificeret arbejdskraft og ordentlige forhold, så vi kan værne om vores velfærdsmodel.

For helt ærlig er fundamentet ved at slå revner. Revnerne har spredt sig og vokset sig større, for de tidligere politiske flertal har haft svært ved at foretage de nødvendige om end nogle gange svære politiske prioriteringer. I stedet for har man dystet om at være stram, strammere, strammest i udlændingepolitikken, eller også har man gennemført halvfinansieret overfladelovgivning. Det er på tide, at vi trækker i arbejdstøjet og sammentømrer de arbejdsmarkedsreformer, strukturreformer og bæredygtige velfærdsmodeller, vi har behov for.

Jeg tænker derfor ikke, at det kommer bag på nogen her i salen, at jeg er glad for, at vi nu endelig har fået en regering, der ikke bare sætter et stykke gaffatape over samfundets fundamentale revner, men rent faktisk har fundet mørtlen frem – en regering, der tager ansvar. For ansvaret er pålagt os alle her i salen. Om man er i opposition eller ej, har vi alle sammen et ansvar over for de vælgere, der har sat deres lid til os. Derfor er jeg også glad for at stå her som repræsentant for et parti, der tager ansvaret på sig. For der skal ikke herske et sekunds tvivl om, det her er alvorligt.

Jeg har selv stået i den hvide kittel og oplevet, hvordan en afdeling kan blive bragt i knæ af mangel på personale; jeg har oplevet stærke dygtige kollegaer, der knækker under presset på afdelinger, hvor der simpelt hen ikke er nok medarbejdere, og patienter, der venter på operationer i så lang tid, at simple lidelser kan udvikle sig til at blive akutte. Og jeg har overarbejdende veninder, der har måttet bytte børnefødselsdage ud med operationsgangen, fordi de over telefonen er blevet kaldt ind på en fridag. Det er et arbejdsmiljø, vi ikke kan acceptere. For når det går for stærkt, øges risikoen for fejl. Det gælder også herinde i Folketingssalen, om end jeg har svært ved at forestille mig, at vi herinde i salen ville tillade et så massivt tidspres, at kvindelige kollegaer måtte iføre sig bleer, når de havde menstruation, på grund af uvished om, hvornår de kunne gå på toilettet igen.

Det er vigtigt, at vi får en akutplan for sundhedsvæsenet, så vi kan lette presset på sundhedspersonalet og nedbringe ventelisterne for patienterne, og det skal vi gøre her og nu. Men på den lange bane skal vi reformere sundhedsvæsenet grundlæggende. Det var en af Moderaternes vigtige mærkesager i valgkampen, og den vil jeg stå vagt om bliver gennemført – og vi vil gøre os umage. Derfor kan jeg helt alvorligt heller ikke forstå, at regeringen bliver kritiseret for at tage sig for meget betænkningstid gennem brug af kommissioner. For vi skal i dybden med den her sundhedsreform og ikke bare kradse i overfladen. Vi skal have nuancerne med. Det er Moderaternes dna.

Vi udtænker vores politik i samarbejde med dem, der ved, hvordan virkeligheden ser ud, og det er sådan, jeg selv blev en del af Moderaterne. Sammen i Det Politiske Mødested diskuterede vi fordomsfrit og løsningsorienteret samfundets problematikker i dybden, da vi mødtes på Zoom uge efter uge. For vi har en længere tidshorisont og større ambitioner for Danmark, end hvad der kan forklares i en enkelt sætning. Det er antitesen til symbolpolitik. Det er at tale op til borgerne.

I den psykiatriaftale, der blev indgået som opvarmning til valgkampen, var man enige om at bruge en masse penge, men ikke helt enige om, hvor pengene skulle komme fra, og det var ikke godt nok. Hvis vi i Moderaterne ikke havde insisteret på at prioritere psykiatrien, er jeg bange for, at vi her efter valget stadig ville stå med en aftale, hvor der blev råbt alle de rigtige slagord, men hvor der ville være larmende stilhed, når regningen skulle betales. Men heldigvis kigger vi fremad i Moderaterne, og nu er man i regeringen blevet enige om at løfte psykiatrien substantielt med 3 mia. kr. til en 10-årsplan. Det vil gøre en forskel for alle de mennesker, for hvem livet føles krøllet og flosset.

Det gør mig oprigtigt bekymret som sundhedsfaglig, som mor og nu også som politiker at høre om alle de unge, der oplever ensomhed, angst og depression. For der findes ikke en recept mod sårbarhed og mistrivsel, og der findes ikke en pille, som fjerner ensomhed. Men der er ting, som vi ved kan virke forebyggende: eftermiddage i spejderklubben, håndboldstævner i weekenderne, biografture med vennerne. Det er nærvær, samvær og fællesskab. Vi skal klippe de bånd og de tråde, der binder os til ensomme skærmtimer, og sammenflette nye bånd, så vi oplever de øjeblikke, hvor sang, kunst, kultur og samhørighed skaber fælles mening. Og det er ikke kun sentimental snak. Statistikker viser faktisk, at det er lige så farligt at være ensom, som det er at ryge 15 cigaretter om dagen.

Kulturpolitik er derfor et livsnødvendigt samfundsområde, som vi skal sørge for har de bedste rammevilkår. Derfor har vi foreslået at indføre et kulturpas, der skal gives til alle unge efter endt skolegang, og som kan bruges på at komme ud i kulturlivet: i teateret, på museum eller til at melde sig ind i idrætsforeningen. Vi vil styrke fællesskabet allerede i folkeskolen, hvor morgensang igen kan blive en god start på dagen, for at synge sammen og mærke forbindelsen til det nervesystem, der sitrer, når vi er en del af noget større, skaber fællesskab. I Danmark har vi altid haft en unik forståelse for, at der findes noget større end os selv, at vi i Danmark bor sammen, og at vores fælles velfærd ikke er en rød, blå eller lilla mærkesag, men er en samlet bedrift.

Derfor har vi også en interesse i at give huset en hovedrengøring, når der er brug for det. For hvis huset Danmark skal forblive det paradis på jord, som min far fortalte mig om, så er der brug for, at vi som politikere fokuserer på større problemer end den dryppende vandhane, når det regner ind gennem taget. Og nej, ikke alle beslutninger er lige sjove. Nogle ting kræver mod og beslutsomhed, og at personlige interesser bliver lagt til side til fordel for et solidt reformsamarbejde. Det er et ræsonnement, I måske kan huske fra valgkampen. Nu handler det virkelig om noget og ikke om nogen.

Men hvis det nu skal handle om nogen, er det i hvert fald ikke os, der sidder herinde i Folketingssalen. For jeg er sikker på, at vores velfærdssamfund nok skal holde vores tid ud. Dem, jeg tænker på, er mine børn, der sidder hjemme på mit stuegulv lige nu og ser med, når jeg står her på talerstolen. Hvad vil de vokse op til? Jeg håber, at de vil vokse op til et samfund, der har haft modet til at træffe de nødvendige beslutninger og har kunnet gå på kompromis, også når det har været upopulært. Jeg tror på, det kan lade sig gøre. Den her regering er et eksempel på, at fortidens stridigheder og polemik ikke er en del af fremtiden. Tak for ordet.

Tak for det. Vi har selvfølgelig en lang række spørgere. Den første er fru Pia Olsen Dyhr. Værsgo.

Tak til ordføreren, og velkommen i kredsen. Ordføreren får sandelig sin ilddåb i dag. Jeg synes, talen signalerede ordentlighed. Det tror jeg sådan set er rigtig vigtigt for det fremtidige samarbejde.

Derfor, i forhold til det fremtidige samarbejde, vil jeg gerne lige grave et spadestik dybere i den debat, vi har haft tidligere i dag, om det nationale kompromis, selv om ordføreren ikke var medlem af Folketinget, da det blev indgået. Men som bekendt tilsluttede partiformanden, nu udenrigsministeren, sig jo hele forudsætningen i det nationale kompromis. Her lå der så også, at vi skulle indgå et forsvarsforlig efterfølgende, nemlig om at komme op på 2 pct. Der blev lavet kompromiser i kompromisets kunst i det nationale kompromis. Det må være helt i Moderaternes ånd.

Derfor vil jeg egentlig også spørge: Et parti, der jo tilslutter sig nogle andres aftaler – det var det, Moderaterne gjorde – vil nu grundlæggende ændre på aftalens indhold og præmisser. Er det i Moderaternes ånd at gøre det? Er det en del af Moderaternes sjæl at sige, at nu skal partierne gøre noget bestemt for at være en del af en aftale, man ikke engang selv var med til at indgå?

Ordføreren.

Nu handler det jo om, at vi har krig i Europa lige nu, og vi bliver nødt til at finde nogle penge til at finansiere det her forsvarsforlig. Som jeg kan forstå det, manglede det nationale kompromis også nogle penge på den lange bane.

Forslaget om at sløjfe store bededag er et forslag, der kan skaffe nogle penge til et nyt forsvarsforlig. Jeg tror egentlig ikke, at vi er imod det nationale kompromis, selv om vi ikke var med i det dengang. Det er jeg ret sikker på vi ikke er. Men vi bliver også nødt til at skaffe nogle penge, for at vi simpelt hen kan nå op på de 2 pct. af bnp i 2030 frem for i 2033. Og så er der jo brug for, at vi finder en varig finansiering af det, og der er det her med at sløjfe en helligdag, altså simpelt hen gøre, at vi alle sammen arbejder 7 timer mere på et år, med til at skaffe de penge.

Spørgeren.

Der står i det nationale kompromis: »Ændrer de økonomiske forudsætninger bag aftalen sig afgørende, mødes aftalepartierne herom.« Det står der decideret i det nationale kompromis.

Nu har man ændret på præmisserne. Præmisserne handlede jo om, at der var et underskud, og man kan diskutere, om det er den finansiering, man har lyst til at have fra Moderaternes side, men det var den forståelse, vi har og havde med hinanden. Nu har man så ændret forudsætningerne, og man har stillet et ultimatum op. Jeg har noteret mig, at det ikke er alle, der har stillet det ultimatum op i regeringen, men nogle har. Derfor er det jo vigtigt at vide, om man kan sige, at det er i Moderaternes ånd, at man derved piller ved noget, der er vigtigere end forlig og politiske aftaler, nemlig et nationalt kompromis.

Ordføreren.

Nu hæfter jeg mig ved, at de to andre ordførere, der har været på talerstolen før mig, jo også har embracet – nej, det må man ikke sige – har favnet den finansieringsplan, som der er kommet i dag fra de andre partier. Så jeg er egentlig åben for, at man godt kan lande en bred aftale om det her. Jeg er fortrøstningsfuld omkring, at vi nok skal finde ud af, hvordan vi gør det her i fællesskab. Det er jo også det, der er ønsket fra regeringens side: at skabe et bredt samarbejde om forsvarsforliget. Så jeg er optimistisk.

Så er det fru Inger Støjberg.

Tak for det, og ja, tillykke med debuten. Jeg må sige, at det godt nok er lidt hård kost lige at blive kastet ind på den her måde.

Men ikke desto mindre vil jeg jo også stille spørgsmål til ordføreren og egentlig følge lidt op på fru Pia Olsen Dyhrs spørgsmål, men også gøre det på en måde, så det faktisk vedrører den tid, hvor fru Monika Rubin har været med i Moderaterne og har været med til at udvikle nogle af de her ting. For jeg kan netop forstå på SF's formand, at da man indgik aftalen i sin tid, blev der ligesom ikke sagt noget om, at der var nogle finansieringsudfordringer på sigt.

Men nu er det jo sådan, at Moderaterne gik til valg på 11 gennemarbejdede reformer. Det har Moderaternes formand gentagne gange sagt. Så vil jeg sådan set bare høre, om man dengang nævnte de finansieringsudfordringer, der er, i de her gennemarbejdede reformer, som man påstod at gå til valg på. Og hvis man allerede i valgkampen tænkte på det her – at der manglede adskillige milliarder til at finansiere forsvaret på sigt – hvorfor lagde man så ikke det forslag frem allerede i valgkampen? Hvorfor skal det lige pludselig komme nu?

Ordføreren.

Det, der jo særlig fyldte for os i valgkampen, og som jeg også valgte at tage frem i min tale, er bl.a. vores skrantende sundhedsvæsen. Jeg er egentlig en lille smule ked af, at jeg har siddet og været tilhører til de sidste to ordførertaler og spørgsmål fra salen, som kun har handlet om store bededag. Jeg kan godt forstå, at det er enormt vigtigt for os alle sammen at finde penge til det her forsvarsforlig, og jeg kan også godt forstå, at folk stejler over det, for det er svært at tage noget fra folk.

Men jeg ville egentlig gerne have, at debatten lige blev taget op på et lidt højere niveau. Der er rigtig mange ting i det her velfærdssamfund, som faktisk lige nu ikke fungerer hensigtsmæssigt. Jeg hørte ordet polykriser i går. Det er jo sådan set det, vi står i lige nu, og i Moderaterne vil vi gerne have, at vi også får finansieret vores sundhedsvæsen, får finansieret vores psykiatri, får en værdig ældrepleje. Så jeg ville ønske, vi kunne debattere noget andet end bare store bededag. Jeg har faktisk også forberedt svar på rigtig mange andre ting.

Spørgeren.

Ja, men altså, sådan er verden desværre ikke i Folketinget. I Folketinget er der nogen, der spørger, og så svarer man. Det var sådan set nok også lidt det, tror jeg, Moderaterne gik til valg på. Det var vel egentlig sådan en ordentlighed, i forhold til at man svarer på de spørgsmål, man får. Og når jeg nu spørger, synes jeg også, det er helt rimeligt, for Moderaterne – og på daværende tidspunkt var fru Monika Rubin jo rent faktisk med – lagde 11 reformer frem, der efter sigende var fuldstændig gennemarbejdede; alt var nyt og spændende, og det var gennemarbejdet, og det var en helt ny måde at arbejde på. Og så er det bare, jeg spørger til den her meget nye måde at arbejde på, hvor alt er gennemarbejdet: Hvorfor er det så, man ikke siger, at der er et problem, når Moderaternes formand nu her siger, at der er et problem? Så var det åbenbart ikke så gennemarbejdet.

Tak. Ordføreren.

Jeg vil gerne takke for rosen og for tilliden til vores meget gennemarbejdede partiprogram. Nu var vi jo en lille organisation og kunne ikke regne alting igennem. Om vi har vidst, præcis hvordan det nationale kompromis var finansieret på det tidspunkt, kan jeg ikke stå på mål for, for det ved jeg ikke personligt.

Men jeg vil bare rigtig gerne appellere til, at vi også diskuterer andet end store bededag i den her sal i dag.

Så er det Sólbjørg Jakobsen.

Tak for ordet. Ordføreren fortæller, at ordføreren selv har båret den hvide kittel, og det tror jeg er en god ressource både for ordførerens parti og for Folketinget og for det samarbejde, vi skal have.

Selv har jeg ikke båret en hvid kittel, men jeg har dog en baggrund som jurist og har siddet med kompleks lovgivning, som jeg tit har hevet mig i håret over, fordi jeg syntes, det burde være blevet behandlet bedre, med mere omhu og mere umage. Derfor blev jeg glad, da regeringsgrundlaget indeholdt et princip om overholdelse høringsfristen på 4 uger som absolut udgangspunkt. Jeg beklager over for ordføreren, men jeg kommer til at tage store bededag op, for i forslaget er der lagt op til 1 uges høringsfrist i stedet for de vejledende 4 uger, og så holder man sig på det absolutte minimum af lovbehandling i Folketinget på 30 dage. Jeg kan ikke lide at spekulere i, om man laver nogle manøvrer, men kan ordføreren forstå, at det for os udefra fremstår, som om overenskomstforhandlingerne er en undskyldning for at haste det her igennem?

Ordføreren.

Mange tak for spørgsmålet. Hvor er det dejligt, at vi er flere, der kommer udefra.

Jeg kan godt forstå, at det er sådan, man reagerer, og jeg tror heller ikke, det er den mest hensigtsmæssige måde at gøre det på. Hvis ikke man stod over for nogle kommende overenskomstforhandlinger, tror jeg egentlig også godt, man kunne have haft en længere høringsfrist. Men problemet er bare, at hvis ikke der er et clean cut, og hvis ikke man ved, hvad det er, man forhandler ud fra, når man går i gang, så bliver det endnu sværere at forhandle i de her overenskomstforhandlinger. Så jeg tror simpelt hen, at det er et forsøg på at være imødekommende, så man ved, hvilket grundlag man forhandler ud fra.

Spørgeren.

Når jeg ser på det princip og prøver at forstå den her beslutning, kan jeg ikke lade være med at tænke, at det alligevel er pudsigt. For optimalt set er der 4 ugers høringsfrist og 30 dages lovbehandling, og hvis man så har lyst til at skulle klare det her på 1 måned og 1 uge, hvorfor tager man så ikke bare en del fra høringsfristen og en del fra lovbehandlingen? Er det for at undgå, at det kommer ind i statistikkerne for hastebehandlinger, som jo er røget i vejret i den sidste regeringsperiode, og som stadig stiger?

Ordføreren.

Jeg vil egentlig hellere tale om, hvorfor vi vælger at komme med det her forslag nu. Det er jo, fordi vi står i en situation nu, hvor vi har krig i Europa. Min far er selv flygtet fra krig, og jeg ved, hvor forfærdeligt det er. Derfor er det vigtigt, at vi får skaffet nogle penge til vores forsvar, og det her er så et forsøg på at skaffe nogle penge til forsvaret fra regeringens side. Nu er der så også kommet et forslag fra de andre partier til, hvordan man kan skaffe nogle penge til forsvaret, og hvor man så ender med at lande på lige præcis det spørgsmål, bliver da interessant at se. Men jeg køber egentlig ind på, at vi stadig væk holder fast i, at fjernelsen af store bededag altså skaber et øget arbejdsudbud, hvilket er rigtig godt for Danmark.

Så er det hr. Søren Pape Poulsen.

Tak. Og hjertelig tillykke med valget, velkommen på talerstolen til den her debat. Det kan jeg godt forstå er noget at blive kastet ud i, altså lige sådan en åbningsdebat her. Ikke desto mindre må jeg sige, at jeg synes, det var en god tale, som ordføreren holdt. Jeg kan sådan set se rigtig meget i den, som jeg synes var fornuftigt, men jeg skal nok stille et spørgsmål, som handler om noget andet end store bededag. Men jeg tror godt, jeg kan forklare ordføreren, at grunden til, at vi diskuterer det så meget, måske ikke kun er, at vi er ni partier, der ikke har forstået noget som helst; det kunne også være en regering, der mildest talt har håndteret den her sag noget klumpet. Det skal jeg nok vende tilbage til.

I forhold til sundhedsområdet er jeg fuldstændig enig i, at det er en kæmpe udfordring, vi har i vores sundhedssektor lige i øjeblikket. Så siger ordføreren, at hun ikke kan forstå, at vi andre lidt kritiserer, at der nu er lagt alle de her emner i forskellige udvalg og kommissioner. Det er jo, fordi hvis der var et parti, jeg havde rigtig meget tillid til havde nogle rigtig gode bud på at løse det med sundhedsvæsenets tilstand, var det lige præcis Moderaterne med den tidligere minister på området, som talte rigtig meget om det her i valgkampen. Jeg hører også ordføreren sige rigtig meget om det. Hvad er det, man mangler at vide for at komme med nogle bud på, hvad vi gør lige nu? For vi står med en kæmpe udfordring.

Så er det ordføreren.

Vi står netop med en kæmpe udfordring nu, men det er jo desværre ikke første gang, vi gør det. De sidste mange vintre har vi haft overbelægning på vores hospitaler. Der er brug for, at vi får en sundhedsreform, som går i dybden, og det fikser man ikke på en eftermiddag. Derfor er jeg egentlig fortrøstningsfuld ved, at man trækker i arbejdstøjet i forhold til at lave en sundhedsreform, der virkelig løfter hele vores sundhedsvæsen fremad, ikke kun på hospitalerne, men også i kommunerne og også i forhold til de forebyggende tiltag. Men man anerkender jo netop, at der er en akut krise her og nu, og derfor præsenterede man også den her akutplan i regeringsgrundlaget, som jeg ved at sundhedsministeren lige nu sidder og forhandler om med regionerne for at finde ud af, hvordan vi lige nubare kan hjælpe en lille smule, men det er ikke noget, der løser det på lang sigt. Og nu står jeg på tæer, så jeg kan se hr. Søren Pape Poulsen. Men der er to spor i det.

Spørgeren.

Jeg anerkender fuldt og helt, at man ikke bare lige opfinder en helt ny reform på en dag, men vi har et godt grundlag at stå på. Den tidligere VLAK-regering lavede jo et fantastisk udspil i 2019, da ordførerens egen formand var statsminister. Er det tanker derfra, man fra Moderaternes side forestiller sig at vi skal stå på, eller er det helt andre tanker? Er der en fordomsfri tilgang til at inddrage de private aktører? Hvad gør vi for at få flere sygeplejersker osv.? Man bliver bare lidt bekymret, når man tænker på, at det først er i 2024, at vi går i gang med at løse det her, når vi har noget rigtig godt at stå på fra tidligere regeringers tid.

Ordføreren.

Mange tak for spørgsmålet. Det er jo ikke først i 2024, man begynder at løse det. Strukturkommissionen bliver jo nedsat nu, altså i løbet af starten af det her år, og så begynder den strukturkommission at arbejde med nogle forskellige planer for, hvordan det er, vi løser udfordringerne i vores sundhedsvæsen, og hvordan vi kan strukturere det anderledes. Det er jo ikke en hemmelighed, at Moderaterne umiddelbart gik til valg på, at regionerne skulle nedlægges, men det var vores analyse. Vi er egentlig åbne for, at en strukturkommission med en masse kloge hoveder kan komme frem til noget andet eller noget bedre måske. Vi går ind til det med en åben tilgang.

Så er det fru Rosa Lund.

Tak, og velkommen til ordføreren og i øvrigt tillykke til Moderaterne med det meget flotte valg, hvor man jo, som ordføreren selv sagde i sin tale, gik til valg på noget og ikke på nogen. Det, der så undrer mig, er, at man ikke gik til valg på det noget, der handler om at afskaffe en fridag for helt almindelige lønmodtagere, og jeg kan forstå, at ordføreren har forberedt svar på alle mulige spørgsmål, og det tænker jeg også er klogt.

Men grunden til, at jeg gerne vil spørge Moderaterne om det her, er netop, at det er det første, som regeringen lægger frem. Man kunne jo have forventet af et parti som Moderaterne, at det første, de lagde frem, netop var en diskussion af vores sundhedsvæsen. Men det var ikke det første, den her regering kom med. Det første, man kommer med, er at fjerne en fridag for helt almindelige danske lønmodtagere. Og der vil jeg bare gerne høre Moderaterne: Hvorfor sagde man ikke i valgkampen, at det var det, man gerne ville?

Ordføreren.

Mange tak for spørgsmålet. Det er jo sådan, at når man laver en regering og man sidder i regeringsforhandlinger – det tænker jeg at mange af jer herinde ved bedre, end jeg gør – så kan der sagtens komme nogle ting på bordet undervejs. Så jeg tror ikke, at man i en valgkamp kommer til at kunne spå om, hvad en kommende regering kommer med af forslag i en kommende regeringsperiode.

I forhold til store bededag forstår jeg faktisk ikke den store modstand, der kommer, særlig fra jeres side af salen. For det er jo netop en måde at finansiere det her på, som er solidarisk. Man ender ikke med at tage fra børnefamilierne eller tage fra – hvad var det? – måske erhvervsstøtteordninger til det grønne område. Det her er en måde, hvorpå vi alle sammen løfter i flok, og jeg hæfter mig lidt ved alle de her spørgerunder og spørgeskemaer, der har været. For jeg er selv forsker og ved godt, at man, afhængigt af hvordan man spørger, også kan få nogle bestemte svar. Hvis vi havde spurgt Danmarks befolkning, om man gerne ville yde en lille smule ekstra for simpelt hen at sikre vores ydre grænser, sikre, at vores forsvar kommer op på niveau med NATO, sikre, at der ikke lige pludselig bliver krig i Danmark, og vi ikke er klar til det, så tror jeg måske, at der var flere, der gerne ville sløjfe den her helligdag.

Spørgeren.

Jamen så lad os da spørge befolkningen. Det synes jeg da er oplagt. Det er da helt oplagt. Så lad os spørge befolkningen, hvad de synes om det her forslag fra regeringen. Det synes jeg da bare vi skulle tage og komme i gang med. Så kan vi diskutere, hvordan det spørgsmål skal formuleres. Men det, jeg hører ordføreren sige, er jo nærmest en åbning for en folkeafstemning om, om vi skal bevare store bededag. Det synes jeg er en glimrende idé, og det synes vi i Enhedslisten.

Så må jeg også bare lige tilføje – og det tror jeg faktisk godt at ordføreren ved – at det jo vil skabe større ulighed. Det er også noget af det, som Ældre Sagen er ude at kritisere det her forslag for, altså at alle de mennesker, der er på overførselsindkomst, faktisk vil tabe på, at man afskaffer den her helligdag. Men lad os lave en folkeafstemning.

Ordføreren.

Hvis man laver en folkeafstemning om store bededag, spørger man om det konkrete emne, og helt ærligt, hvis man spørger folk, om man skal fjerne noget, så vil automatreaktionen være at sige, at nej, selvfølgelig skal vi ikke fjerner noget. Dengang dankortet blev indført, var 90 pct. af Danmarks befolkning imod, at dankortet skulle indføres. Når man er i en regering, skal man nogle gange tage nogle upopulære beslutninger, som er det bedste for landet, for f.eks. at finde en finansiering, som det er i det her tiltag.

Så jeg synes egentlig, det er en lille smule useriøst at begynde at snakke om folkeafstemning i forhold til enkelte politiske tiltag.

Så er det fru Samira Nawa.

Tak, og tak for en rigtig god tale, og tillykke til ordføreren. Da ordføreren kom ind på sin tid i Roskilde Wolleyball Klub, tog det mig med tilbage i tiden, down the memory lane. For vi har jo siddet i elevråd sammen på Roskilde Katedralskole.

Nu vil jeg gå til noget af det andet, som ordføreren sagde, og det kan være, jeg har hørt helt forkert, men jeg hørte ikke særlig meget eller noget overhovedet omkring klimaet og den grønne omstilling. Det havde jeg måske ellers troet var fordelt blandt regeringspartierne til netop Moderaterne, eftersom der heller ikke var særlig meget af det i de foregående ordføreres taler.

Derfor får jeg jo lyst til at fremhæve, at man i regeringsgrundlaget har skrevet, at klimakrisen, biodiversitetskrisen er vor tids største udfordring. Og jeg blev ægte i tvivl, om det også er der, Moderaterne står, og den bekymring ville jeg høre om ordføreren lige kunne adressere. For i Radikale Venstres øjne er klimakrisen og biodiversitetskrisen virkelig for alvor den her generations største krise.

Ordføreren.

Mange tak for spørgsmålet, og det er dejligt, at vi er flere fra Roskilde i Folketingssalen. Klimaet er altoverskyggende i al politik. Det bør det være, og derfor er det faktisk heller ikke sådan, at jeg specifikt fremhæver det i min tale. For mig og for Moderaterne er det fuldstændig selvskrevet, at man skal tænke klima ind i alt, hvad man gør. Bare inden for sundhedsvæsenet f.eks. ved jeg at man i England har en plan om at have et CO2-neutralt sundhedsvæsen – jeg tror, det er i 2040. Så klimaet skal tænkes ind i alt, og derfor mener jeg ikke, at det skal fremhæves specifikt. Det er en selvfølge for mig.

Spørgeren.

Det bekymrer mig så endnu mere, at klimaet ikke skal fremhæves specifikt. Det må jeg nok sige.

Noget andet, der også står i regeringsgrundlaget, og som også hører under en af Moderaternes ministre, er jo det her med den nationale energikrisestab, der, sådan som det er forklaret i regeringsgrundlaget – hvilket vi i Radikale Venstre er rigtig glade for – skal sikre hurtigere handling på de akutte grønne udfordringer. Hvordan forestiller Moderaterne sig at den her nationale energikrisestab skal agere på akutte grønne handlinger uden en økonomi og uden den relevante arbejdskraft?

Ordføreren.

Jeg tror måske, ordføreren misforstod det, jeg sagde før. Når jeg holder en tale her fra Folketingets talerstol, bliver jeg nødt til at skære ind til det, jeg skal tale om, og jeg bliver nødt til at lægge en linje. Og grunden til, at jeg ikke talte om klimaet, var, at det er så essentielt for mig, at det bør være noget, som vi alle sammen har fokus på. Det bør ikke være et særskilt fokus, vi har på klimaet.

Så det var egentlig det, jeg mente, og det, jeg også hæfter mig ved vores i regeringsgrundlag, er jo netop, at vi er ret klimabevidste og klimaambitiøse, i forhold til at vi vil have klimaneutralitet i 2045. Og jeg skal nok stoppe nu.

Så er det Sascha Faxe.

Tak, og tillykke. Ordføreren klæder den talerstol rigtig godt, og jeg håber, at der sidder små piger rundtomkring foran skærmene derude og ser et forbillede på det, de har lyst til en dag at være. Jeg skal ikke snakke om det, du ikke har lyst til at snakke om – jeg vil spørge om noget helt andet.

Vi har gennem mange år set, at den iranske revolutionsgarde har terroriseret den iranske befolkning og været en del af regimets undertrykkende metoder, og det er jo eskaleret efter den 16. september sidste år med mordet på Mahsa Amini. Folk forsvinder, de bliver henrettet, og de bliver dræbt på åben gade. Så jeg er nysgerrig på at vide, hvordan Moderaterne står i forhold til det, der skete i Europa-Parlamentet i går, hvor et samlet parlament på nær ni medlemmer stemte for at sætte den iranske revolutionsgarde på EU's terrorliste.

Ordføreren.

Tak for spørgsmålet, og tak for, at ordføreren roser, at jeg står her på talerstolen. Det er et lidt svært spørgsmål, som ordføreren stiller mig, fordi jeg stadig væk har familie i Iran. Derfor kommer jeg ikke til at stå og sige præcis det, ordføreren vil have mig til, her på talerstolen i dag. Men jeg vil anbefale ordføreren at tage fat i udenrigsministeren eller vores udenrigsordfører efterfølgende, og så er jeg sikker på, at de gerne vil fortælle ordføreren, præcis hvordan det er, vi står. Jeg tror, vi er ret enige.

Spørgeren.

Tak. Jeg er helt med på det følsomme, der er i den situation, og det handler selvfølgelig ikke om ordførerens egen person, når jeg stiller det her spørgsmål. Til gengæld tænker jeg, at Alternativet vil komme med en håndsrækning. Vi kommer til at fremsætte et beslutningsforslag med en henstilling til regeringen om at tage de nødvendige foranstaltninger, der skal til, for at vi bakker op om EU's beslutning om at få den iranske revolutionsgarde sat på terrorlisten. Jeg hører, at der er en enighed i en vis retning, og hvis ordføreren har lyst til at uddybe det lidt, vil det være værdsat.

Ordføreren.

Mange tak. Jeg tænker, at det konkrete spørgsmål, i forhold til hvordan det skal udformes, og hvordan man skal stemme i forhold til det, må ordføreren tage med vores udenrigsordfører, som jeg er sikker på nok skal svare fyldestgørende. Jeg er ked af, at jeg ikke kan komme mere ind på lige præcis det der, men når man har familie i Iran, er der nogle specielle omstændigheder, i forhold til hvad man står og siger på en talerstol. Tak.

Så er den næste hr. Lars Boje Mathiesen.

Tak, og tillykke med posten. Det er en svær dag at starte den på, men jeg synes personligt, at ordføreren gør det fremragende deroppefra – politiske uenigheder til trods.

Når vi beskæftiger os med store bededag, er det jo ikke, fordi Folketinget absolut har lyst til at fokusere på det. Det ansvar tilfalder jo regeringen, for det er det første forslag, regeringen kommer med, og det er regeringen, der kommer med et ultimatum om det. Jeg står her med Finansministeriets officielle tal omkring det økonomiske råderum. Og jeg kunne godt tænke mig at spørge om, om ordføreren og Moderaterne anerkender, at der i det og at der i økonomien er et økonomisk råderum, således at hvis man havde et politisk ønske eller en politisk prioritering om at finansiere fremrykningen af forsvaret, kunne man faktisk finde det i det, der hedder det økonomiske råderum.

Ordføreren.

Sådan som jeg også hørte udenrigsministeren forleden, da udenrigsministeren stod sammen med statsministeren og forsvarsministeren, duer det jo ikke bare at tage af det økonomiske råderum. Det er lidt ligesom at tage af opsparingen, hvis man skal lave et tag, og hvis vinduerne så også skal skiftes, mangler pengene.

Det økonomiske råderum bliver vi jo nødt til at have til også uforudsete udgifter. Det, vi skal finde i forhold til forsvarsforliget, er både penge til kortvarig finansiering for at rykke det fremad, men også varig finansiering, og det finder vi altså ikke nødvendigvis i det økonomiske råderum, og jeg synes faktisk også, at det er forkert at begynde at tage af det økonomiske råderum for noget, som man skal finansiere langvarigt.

Spørgeren.

Jamen det er så heller ikke det, der er tilfældet, for her snakker vi om fremrykning, og det er jo en midlertidig fremrykning. Jeg er enig i, at der skal findes en varig finansiering på forsvarsdelen. Jeg har været stor kritiker af, at man bare ville finansiere det ved øget gældsoptagelse på vegne af danskerne. Men det, der står her, er, at der samtidig reserveres 5 mia. kr. til bundne opgaver og uforudsete behov. Ordføreren har selv sagt, også på vegne af regeringen, at krigen i Ukraine er et uforudset behov, som er kommet, og at det er et akut behov – for at bruge ordførerens egne ord. Det er jo netop derfor og til det formål, at man har noget i det økonomiske råderum.

Så kunne ordføreren bekræfte, at man stadig væk vil afskaffe store bededag, selv om man faktisk godt kan finde finansiering et andet sted, og at det faktisk er en politisk beslutning om, at man bare finder en sag, hvor man kan sige, at man kan finde nogen penge på den måde, og så kan man ellers bruge dem på, hvad man har lyst til?

Ordføreren.

Tak for spørgsmålet. Jeg er enig i, at store bededag bliver nedlagt ligegyldig hvad. Det er også det, jeg har hørt regeringen sige. Det handler jo om, at den her regering har store ambitioner, ikke kun i forhold til forsvarsforliget, men også i forhold til f.eks. vores sundhedsvæsen. Nu bruger vi 2 mia. kr. på en akutplan, vi bruger 3 mia. kr. på psykiatrien, og det tænker jeg ikke ordførerens parti er imod. Derudover er hele talen om klima også noget, vi skal tage seriøst, og det skal vi også bruge penge på, og det samme gælder ikke mindst arbejdskraft.

Så er det næste spørger, fru Pia Kjærsgaard. Værsgo.

Tak for det, og tillykke også fra mig. Jeg vil godt lidt tilbage til det der med folkeafstemninger, for jeg synes, det bliver meget, meget undervurderet, når vi taler om folkeafstemninger. I pressen har vi mødt argumenter fra regeringen som: Jamen skal vi så stemme hver måned? Nej, det tror jeg ikke vi skal.

Men det, som det går ud på, er jo faktisk grundlovens § 42, hvor netop et mindretal har en beskyttelse i forhold til – ja, hvad skal man kalde det – et flertalsdiktatur, som jeg lidt synes der er i øjeblikket, altså hvor man bare trumfer nogle ting igennem. Der er det jo sådan, at hvis man kan samle de her 60 underskrifter, behøver det ikke nødvendigvis komme til en folkeafstemning; så må regeringen vide, at det kan komme til en folkeafstemning, og så trække forslaget. Så det kunne foregå sådan helt udramatisk, i forhold til at der faktisk er rigtig mange, der gerne vil beholde store bededag.

Nu kan jeg forstå, at ordføreren sagde: Jamen ligegyldigt hvad, afskaffer vi store bededag. Det synes jeg ikke vi skal ligegyldigt hvad. Det synes jeg ikke. Det er meget væsentligt, og det er også meget væsentligt med den modstand, der er rundtomkring, imod at afskaffe store bededag.

Ordføreren.

Mange tak for spørgsmålet. Det er jo helt fair, at vi er uenige i forhold til det her med den her helligdag. Det er 7 timer på et år; det mener jeg godt at vi alle sammen kan løfte for netop at finansiere vores forsvar, men også for at finansiere alle de andre tiltag, som regeringen har, alle de andre ambitioner, som regeringen har.

Jeg hæfter mig lidt ved, at spørgeren kalder det for et diktatur. Altså, vi har jo flertal. Det er jo en flertalsregering. Det kan jeg ikke se hvordan kan være et diktatur, men måske ved jeg i så fald ikke helt, hvad et diktatur er.

Spørgeren.

Jo, men det er det jo. Altså, der er meget magtdemonstration i det her, og det synes jeg ikke er kønt. Jeg vil godt lige tilbage til grundlovens § 42. Det er jo derfor, vi har den paragraf, altså netop for at beskytte mindretallet herinde, som på vegne af befolkningen siger: Det her er bare ved at være for meget.

Derfor vil jeg også sige til det her med, at det er 7 timer på et år, at nej, det er ikke bare det, det handler om. Det handler om, at rigtig mange synes, de mister noget. De mister noget kulturelt, de mister noget religiøst, de mister noget sammenhold, noget sammenhængskraft. Det synes jeg egentlig er meget, meget mere væsentligt. Det sagde jeg også i mine første bemærkninger, altså at det egentlig er det, det handler om.

Ordføreren.

Mange tak. I forhold til det med at miste noget er det jo altid svært at miste noget. Det er svært med forandring, og det her er en forandring. Det er en forandring i Danmark, det er en forandring for dem, der arbejder – os, der arbejder, mine kollegaer ude på hospitalerne for den sags skyld.

Så at begynde at lave folkeafstemninger, hver gang vi laver et politisk forslag herinde, synes jeg er en glidebane, og jeg synes, det er en lille smule useriøst, hvis jeg skal være helt ærlig.

Så er det fru Charlotte Broman Mølbæk.

Tak for det, og tillykke med valget og ordførerposten, selv om det er en ret vild dag at starte op på. Jeg vil rigtig gerne kvittere for det fokus, Moderaterne og ordføreren også i dag har på kulturområdet og på kunsten og på, hvor vigtigt det er for os alle sammen, og at det har en værdi i sig selv. Det mener vi også er vigtigt for SF. Noget af det, vi også er optaget af i SF, er den mistrivsel, der er blandt børn og unge, og derfor er vi også tilfredse med at se nogle af de initiativer, der er i regeringens oplæg. Særlig har der været meget snak om et kulturpas, og vi mener faktisk også, at det er et stærkt træk at kigge på kultur, kunst, foreninger og fællesskaber, når vi snakker om unges trivsel. Når vi snakker om de her 45.000 unge mennesker, snakker vi om nogle meget, meget forskellige mennesker. Nogle er sent modne, nogle fik tidligt børn, nogle lever med angst til op over begge ører, andre lever med misbrug, og nogle lever med et handicap. Det gør, at de har meget forskellige forudsætninger for at komme ud af døren. Vi er optaget af, at det her ikke bare bliver et kulturpas, der bliver lagt i skuffen, så hvordan vil Moderaterne og regeringen sikre, at det ikke bare bliver et kulturpas, værsgo, og pas dig selv, men at man også sikrer, at de kommer ind i nogle projekter og fællesskaber, der rent faktisk også løfter de her unge mennesker videre?

Tak. Ordføreren.

Mange tak for spørgsmålet. Hvor er det dejligt, at vi er enige om det her, for det er jo et stort problem i Danmark, at vi har så mange unge, der mistrives, og det skal vi gøre noget ved. Et er, at regeringen vælger at skyde penge i psykiatrien, for desværre er der nogle af de her børn og unge, der også havner i det psykiatriske system. Noget andet er, at vi også skal kunne fange det langt tidligere, vi skal kunne forebygge det langt tidligere, og der er det her forslag med et kulturpas et af de forslag, man kan kigge på. Hvordan det helt præcis skal udmøntes, ved jeg ikke på nuværende tidspunkt, men det tænker jeg vi må lade kulturministeren om at finde frem til, men jeg er sikker på, at kulturministeren har det, som ordføreren siger, som fokuspunkt, for det er vigtigt, at det også bliver brugt, særlig fordi man jo ser den her manglende sociale mobilitet, i forhold til hvem der bruger kulturtilbud, og det er jo derfor, vi mener, at kulturpasset er så god en idé, fordi det gør, at det ikke er pengepungen, der afgør, om man bruger kulturen.

Spørgeren.

Så langt og så vidt er vi sådan set også enige. Der kan være mange tærskler i kulturtilbud, i fritidstilbud, i de fællesskaber, vi har, men noget af det er også socialt betinget, og noget af det er også betinget af nogle andre udfordringer. Derfor er det også vigtigt, at man tænker bredere, at man også tænker det ind på det sociale område og i virkeligheden også sundhedsområdet, så vi hjælpes ad med, at det her kommer til at blive en succes. Så vil jeg så bare spørge ordføreren til sidst, om Moderaterne har tænkt sig at inddrage Folketingets partier i forhold til udarbejdelsen af kulturpasset, og om vi i virkeligheden kan hjælpes ad, så det bliver et stærkt tilbud.

Ordføreren.

Tak for spørgsmålet. Hvis jeg kender Moderaterne ret, og hvis jeg kender vores nuværende kulturminister ret, er jeg sikker på, at man gerne vil så bredt et samarbejde som muligt i forhold til udarbejdelsen af det her kulturpas, og hvordan det kommer ud og virke rigtigt. Så det er jeg optimistisk med, og det skal man nok finde en god løsning på. Tak for spørgsmålet.

Så er det fru Susie Jessen.

Tak for ordet, velkommen til, og tak for ordførertalen. Jeg tror, alle er enige om, at det er rigtig rart at have en læge til stede her, så det er rigtig godt.

I ordførertalen nævnte ordføreren, at man gerne ville have et opgør med det her stram, strammere, strammest i udlændingepolitikken. Af regeringsgrundlaget fremgår det også, at man vil, og jeg citerer:

»Håndtere det problem, vi har set den seneste tid, med unge kvinder fra Syrien, der har mistet deres opholdstilladelse til trods for, at de har vist, at de vil Danmark.«

Jeg har haft udlændingeministeren i salen, hvor han ikke rigtig ville sige noget om, at der kommer til at være ændringer. Han var faktisk meget opsat på, at der ikke kommer til at være nogen ændringer i hjemsendelsespolitikken. Så mit spørgsmål til ordføreren er: Er der udsigt til med den nye regering, at de flygtninge, der ellers ser ud til at skulle hjem, fordi myndighederne har vist, at der er fred i deres hjemlande, vil komme til at blive her? Det vil sige: Vil der ske lempelser af udlændingepolitikken?

Ordføreren.

Mange tak for spørgsmålet, og tak, fordi ordføreren er tryg ved, at der er en læge til stede. Jeg kan også berolige ordføreren med, at i Moderaterne er der faktisk også to sygeplejersker og en psykolog til stede – hvis ordføreren skulle for brug for det. I forhold til det konkrete spørgsmål ved jeg ikke, præcis hvordan man ender med at skrue det her sammen. Men det handler jo om, at vi har folk, der sidder i udrejsecentre, og som ikke kan komme hjem til deres hjemlande, fordi der ikke er sikkert, og som heller ikke bidrager til det danske velfærdssamfund, selv om de faktisk har en uddannelse inden for det, som vi mangler i vores samfund. Og det er det problem, spørgeren læste op, italesætter.

Spørgeren.

Det vil altså sige, at der kommer til at ske ændringer i hjemsendelsespolitikken. Det vil sige, at der er flygtninge, der er i Danmark nu, som kommer til at få lov til at blive her. Jeg vil egentlig lige foreslå, at ordføreren tager en god snak med udlændingeministeren, for det var ikke det, han sagde i salen. Så jeg vil bare lige have en klar holdning fra regeringen her: Kommer der til at være flygtninge, som kommer til at blive i Danmark? Det her er kernen i udlændingepolitikken, tror jeg faktisk ministeren kaldte det. Kommer det til at ændre sig?

Ordføreren.

Nu tror jeg, ordføreren lagde mig ord i munden. Det var ikke det, jeg sagde. Jeg sagde, at det, der står i regeringsgrundlaget, handler om, at der sidder nogle på vores udrejsecentre, som har en uddannelse, og som måske kan bidrage til Danmark. Hvordan det så rent teknisk bliver skruet sammen – om det er en midlertidig opholdstilladelse, eller om man ryger på en arbejdsordning, eller hvordan søren man gør det – ved jeg ikke på nuværende tidspunkt. Men jeg synes, det er positivt, at man har et fokus på, at der også er nogle dér, der kan bidrage til det danske velfærdssamfund.

Så er det hr. Ole Birk Olesen.

På valgnatten den 1. november var hr. Lars Løkke Rasmussen, før han blev udenrigsminister, i sin tale rigtig, rigtig glad for, at der ikke var flertal for, at fru Mette Frederiksen kunne fortsætte som statsminister. Det fandt han så efterhånden ud af at der alligevel var. Men det var jo kun med færøske og grønlandske mandater, og der satte han lige spørgsmålstegn ved, om det nu var helt legitimt at holde sig selv ved magten med dem.

Nu kan jeg forstå, at Moderaterne synes, at vi skal afskaffe store bededag i Danmark, uden at der er 90 mandater i Folketinget for det, medmindre der er nogle grønlændere og nogle færinger, der stemmer for det. Der er det med loven, at den ikke gælder for Færøerne og Grønland, og det vil sige, at der ikke er 90 mandater for lovændringen her, medmindre der er nogle mennesker i Folketingssalen, der stemmer for, uden at det gælder det sted, hvor de bor.

Er det en rimelig måde at føre politik på, at man lægger lovforslag frem, som afhænger af, at mandater stemmer for, som ikke selv er omfattet af loven?

Ordføreren.

Mange tak for spørgsmålet. I forhold til at afskaffe store bededag handler det jo netop om at øge arbejdsudbuddet og få flere fagpersoner til at kunne bidrage til vores velfærdssamfund. Så jeg undrer mig egentlig over, at Liberal Alliance er så meget imod det her forslag med at afskaffe store bededag. Jeg troede egentlig, at det ville være noget, der lå i tråd med Liberal Alliances politik.

Så det må ordføreren da gerne uddybe på et eller andet tidspunkt. Jeg ved ikke, om det bliver nu, eller om det bliver, når der bliver holdt en tale senere. Men det undrer mig faktisk rigtig meget, at der er den her store modstand omkring det her forslag.

Spørgeren.

Når nu ordføreren gør meget ud af, at ordføreren er ny i Folketingssalen, så er det ærgerligt, at man så hurtigt har lært sig de store gamle partiers unoder med fuldstændig at svare udenom på de spørgsmål, der bliver stillet.

Noget, der også ville øge arbejdsudbuddet i Danmark, var, hvis man indførte slaveri. Så kunne vi virkelig få nogle til at arbejde noget mere, men det er jo ikke et argument for, at man skal gøre det, og sådan er vi jo nogle, der har nogle principper, herunder også at man ikke skal beordre folk til at arbejde, hvis de har aftalt med deres arbejdsgiver, at de ikke skal arbejde.

Men hvad er ordførerens svar på spørgsmålet om, at man er afhængig af grønlandske og færøske mandater for at få 90 mandater, der stemmer for, når denne lovgivning ikke gælder for Grønland og Færøerne?

Tak. Ordføreren.

I forhold til det konkrete spørgsmål tænker jeg ikke, at det giver mening for mig at begynde at gå ind i, hvordan loven præcis er skruet sammen. Men det undrer mig virkelig meget, at Liberal Alliance mener, at hvis man afskaffer en helligdag og øger arbejdsudbuddet, så er det samme som slaveri. Det har jeg enormt svært ved at forstå.

Så er det fru Mona Juul.

Tak for det, og tak for en rigtig god tale. Jeg har fulgt fru Monika Rubin fra starten af, og jeg er glad for, at ordføreren er kommet så godt i gang. Jeg glæder mig rigtig meget til samarbejdet, og jeg håber også, at vi får et rigtig godt samarbejde, og at det her med forandring over midten, eller fra midten, ikke bare bliver en lillebitte midte, et lillebitte mødested, en lillebitte nuance, men at man rent faktisk får bredt sig ud, så vi kan lave et folkestyre, som er værdigt for Danmark.

For foreløbig har vi jo set, at regeringen ligesom lukker det øvrige Folketing ude, fagbevægelsen, folkekirken osv. Det vil jeg gerne have lov til at udtrykke et stort øv over. Det synes jeg er rigtig, rigtig ærgerligt. Og jeg kan heller ikke lade være med at spørge ordføreren: Når nu regeringen allerede siger, at uanset hvad der findes af finansieringer og andre måder at øge arbejdsudbuddet på, så vil man afskaffe store bededag alligevel. Betyder det så, at Moderaterne ikke mener, at der findes nogen som helst andre måder at skaffe arbejdsudbud på og finde finansiering til det behov, vi har? Er der ikke et eneste sted i statens budget, hvor vi kan skrue lidt?

Ordføreren.

Mange tak, og tak for den udstrakte hånd til samarbejde. Og nej, jeg håber heller ikke, at det bliver et lillebitte mødested. Moderaterne udspringer jo netop af det politiske mødested, som også er et forum, hvor man er velkommen, selv om man ikke er moderat. Så generelt er vores dna jo at inkludere så mange som muligt i samtalen. Det betyder ikke, at man skal være enige om, hvor det ender henne, og hvor de politiske prioriteringer bliver, men vi skal helt klart tale sammen.

I forhold til at finde pengene andre steder kunne man da sikkert godt det. Men man skal også kunne skaffe politisk flertal for det, og det har vi jo med det her forslag. Det var også derfor, man så gerne ville have de andre partier til også at komme med nogle bud på, hvor søren vi kan skaffe nogle flere penge og et større arbejdsudbud, som der kan være politisk flertal for.

Spørgeren.

Det er jo ikke nogen hemmelighed, at hvert parti selvfølgelig vil komme med hver deres bud. Nu er vi ovenikøbet kommet 86 mandater med det samme bud, så der er jo i hvert fald basis for at komme videre herfra.

Men det, vi er optaget af i Det Konservative Folkeparti, er jo også at bage samfundskagen større, sikre os så gode vilkår for erhvervslivet som muligt, og det noterer jeg mig også at der står en hel del om i regeringsgrundlaget. Der står f.eks., at man vil arbejde for gode vækst- og konkurrencevilkår for erhvervslivet. Det er rigtig dejligt, for det er jo også en måde at finansiere sundhed, infrastruktur, kultur, klima osv. på. Hvilke tanker ligger der dér, og kunne man forestille sig, at man både tilbageruller lagerbeskatningen på ejendomme og sørger for, at man forhøjer loftet over aktiesparekontoen? Jeg nåede det lige, ikke?

Det gjorde du. Ordføreren.

Mange tak. Jamen som jeg også sagde tidligere heroppe på talerstolen, hæftede jeg mig ved, at der var en, der brugte ordet polykrise forleden – altså at lige nu står vi i en tid, hvor vi rent faktisk mangler finansiering til rigtig mange tiltag. Og der er det her med at øge arbejdsudbuddet ved at nedlægge en helligdag en finansieringsmodel, som vi egentlig står på mål for, og som er en politisk prioritering fra regeringens side. For det handler om, at vi skal bruge mange penge på rigtig mange ting.

Så er det fru Victoria Velasquez.

Tak for talen, og tillykke til ordføreren. Ordføreren sammenligner det at snuppe en forårsfridag med indførslen dankortet, og der mener jeg altså, at ordføreren ignorerer, at der med det politiske indgreb, som regeringen planlægger lige nu, er tale om at gå ind i løndannelsen og ind i overenskomsten. Det står også eksplicit i loven.

I talen, som jeg synes var god og fortjener den ros, den har fået, taler ordføreren om det at tage ansvar og indgå et kompromis. Men mange vil netop mene, at det er det, den danske model handler om – om at tage ansvar og om at indgå kompromisser; at det er en model, hvor arbejdsgiverne og lønmodtagerne mødes, anerkender, at der er interesseforskelle, og så lander et kompromis. Til den model er der også trepartsaftalerne, som også er omtalt i regeringsgrundlaget, og alligevel ser regeringen på det her område fuldstændig bort fra det. Man vil simpelt hen snuppe en forårsfridag og tromle det hen over befolkningen. Hvorfor er det, at ordføreren mener, det er useriøst at lytte til lønmodtagerne, når det netop i Danmark er en vigtig del, at man bliver inddraget i forhold til sine løn- og ansættelsesvilkår som lønmodtager? Hvorfor er det, at ordføreren modsætter sig, at vi får en folkeafstemning?

Tak. Så er det ordføreren.

Mange tak for spørgsmålet, og tak for rosen af min tale. Det er jo sådan, at lige nu har vi en regering, som har et politisk flertal. Det vil sige, at der nok også kommer nogle andre forslag på et eller andet tidspunkt i den her regeringsperiode, som er upopulære, og som er en politisk prioritering. Hvis Danmarks befolkning skal til stemmeurnerne, hver evig eneste gang der kommer et upopulært forslag fra regeringen, er jeg egentlig bekymret for, hvad det er for et Danmark og hvad det er for et samfund, vi ender med at have. Jeg har ikke lyst til at bo i et Schweiz, hvor vi hele tiden skal til stemmeurnerne, for jeg tror ikke, at valgdeltagelsen vil være særlig høj, og hvad er det så for en lovgivning, vi ender med, fordi det er dem, der har lyst eller ekstra energi til at gå ned til stemmeurnerne, som rent faktisk ender med at bestemme, hvordan vores samfund ser ud? Så jeg håber virkelig ikke, at det her kommer til en folkeafstemning, for jeg synes, det vil være, ja, faktisk skadeligt for vores demokrati.

Spørgeren.

Skadeligt for vores demokrati? Nu gør ordføreren det igen og reducerer fuldstændig det, at man i Danmark som lønmodtager har indflydelse på sine løn- og arbejdsvilkår igennem overenskomstforhandlingerne; at man stemmer sine tillidsvalgte ind, og at de tillidsvalgte går ind og forhandler på ens vegne, og at det netop ikke er noget, vi stemmer om her i Folketinget. Så bliver jeg bare nødt til at forstå, hvad det er, der gør, at ordføreren på den måde negligerer den danske model og går ind og fuldstændig negligerer det her spørgsmål. Det drejer sig om løndannelsen. Det drejer sig om noget, hvor ens tillidsvalgte har fået forhandlet tillæg hjem, som man nu vil tage og give til arbejdsgiverne, altså at regeringen her går ind i overenskomsterne.

Ordføreren.

Jeg synes, det er interessant at høre Enhedslisten tale om, at man går ind og blander sig i lønforholdene, når jeg ikke har lavet andet end at høre Enhedslisten under hele valgkampen tale om, at bestemte faggrupper skal have mere i løn. Lige nu venter vi på en robusthedskommission, som kommer til at kigge på det her, og på en lønstrukturkommission. Men Enhedslisten har, indtil nu i hvert fald, virkelig turneret med, at der var bestemte faggrupper, der skulle have mere i løn. Så jeg ved ikke helt, hvem det er, der blander sig i lønforhold.

Vi når desværre ikke flere spørgsmål, så tusind tak til fru Monika Rubin. Og så vil jeg sige til jer, at vi inden pausen lige når at høre talen fra fru Pia Olsen Dyhr fra Socialistisk Folkeparti.

For knap en uge siden sad jeg og alle de andre partiformænd fra partierne bag det nationale kompromis om dansk forsvars- og sikkerhedspolitik til møde hos vicestatsministeren. Her blev vi præsenteret for regeringens forslag, men med en melding om, at det også var en mulighed at kigge på en anden form for finansiering. På Ritzau kunne jeg så få timer senere læse, at det var take it or leave it: Enten accepterer vi regeringens finansiering til en fremrykning af forsvarsinvesteringerne, eller også kommer vi ikke med i forhandlingerne om et nyt forsvarsforlig. Og vi skulle svare inden for 7 dage. Så er det, jeg må spørge mig selv: Hvad er vigtigst for den her nye regering – et politisk bredt forankret flertal, som sammen finder varige svar på finansieringen og skaber ro og perspektiv for dansk forsvar og for Danmarks sikkerhed, eller at det pinedød skal ske med afskaffelse af store bededag som eneste mulige finansieringskilde, for ellers er det ud af forhandlingslokalet?

Da jeg så hørte statsministerens redegørelse forleden – og tusind tak for den – blev store bededag ikke nævnt med et ord. Tværtimod appellerede statsministeren til et bredt samarbejde. Jeg tror, ordene lød sådan her: Jeg vil gerne invitere alle Folketingets partier ind i det samarbejde. Så hvad gælder? Er det vicestatsministerens ultimative krav eller statsministerens appel om bredde i de politiske løsninger? Jeg synes heldigvis, debatten i dag tyder på, at vi går i retning af statsministerens appel. Lad mig bare slå fast, at jeg sådan set forventer, at statsministeren både kan og vil bekræfte, at det ikke er sådan, at SF ikke er parat til at tage ansvar. Det er ikke sådan, at SF ikke gerne har villet være med til at finde finansiering, også når det har gjort ondt og har været svært, men vi vil ikke have armen vredet rundt, og forhandlinger om finansiering og politisk konkret indhold må og skal følges ad.

Jeg vil gerne dvæle lidt ved vores Folketing, ved et vigtigt aspekt af den danske form for parlamentarisme og vores aftalepraksis os imellem her på Christiansborg, ved vores brede aftalesystem, hvor der laves aftaler mellem arbejdsmarkedets parter og i trepartsforhandlinger med politikere. Det er et system, hvor der år efter år, fra sag til sag og i vækst og fremgang og i modgang og kriser er blevet lavet aftaler og indgået forlig igen og igen i årtier, og hvor politikere og tillidsvalgte har siddet om et bord, set hinanden i øjnene og indgået aftaler baseret på tillid til hinanden, i respekt for uenighederne, i respekt for varetagelse af forskellige interesser, men også båret af viljen til at finde fælles løsninger i bæredygtige kompromiser.

Det er mindre end et år siden, Socialdemokratiet, Venstre, SF, Konservative og De Radikale i kølvandet på Ruslands angreb på Ukraine lavede en aftale, og nu stilles tre af de fem partier bag aftalen, der er mindre end 11 måneder gammel, i lighed med de øvrige partier i oppositionen over for et ultimativt krav. Er det den parlamentariske praksis, vi skal have fremover? Jeg ved godt, at vi har fået en flertalsregering. Jeg ved godt, at statsministeren sammen med udenrigsministeren og vicestatsministeren har muligheden for at afskaffe store bededag og muligheden for også at knytte dette op på en adgangsbillet til forhandlingerne om forsvarsforliget, men det er ikke godt for Danmark, og det er ikke godt for dansk forsvar. Det er ikke godt, når det handler om signalet til vores allierede, at forsvaret kan blive en stridsplads på et grundlag, der dybest set ikke handler om selve forsvaret.

Statsministerens redegørelse forleden minder lidt om et pansret køretøj, der skal sno sig gennem en mineret kløft, men det groteske er, at det er føreren af vognen, der selv har mineret vejen. Der var ikke et ord om store bededag, men en appel om det brede samarbejde. Hvad mener regeringen egentlig? Jeg håber og forventer stadig væk, at vi kan finde en løsning. Vi kender regeringsgrundlaget, vi har hørt nytårstalen, og vi har hørt redegørelsen i tirsdags, men mere end noget andet er min forventning blevet bekræftet i forhold til én ting: En regering over midten er ikke svaret på noget som helst; en regering over midten har ikke en særlig given eller iboende kraft eller privilegeret indsigt, dynamik eller handlekraft, som ikke også andre regeringer kunne have haft – måske endda tværtimod.

Jeg sidder ikke med en forvisning om, at her er beslutnings- og handlekraften så uafviselig stor, at vi får de store og nødvendige løsninger, der matcher de enorme problemer, vi står med. Tværtimod ser jeg en regering, der har lagt vejsidebomber ud for sig selv og sin vej igennem Folketingssalen, og som sin første gerning har sået tvivl om, hvordan vi samarbejder i Folketinget, og som midt i en overenskomstforhandling har lagt sig ud med hele fagbevægelsen og med danskerne.

Kan vi stole på de aftaler, vi har indgået med hinanden – også aftaler, som kun er 11 måneder gamle, og hvor blækket knap er tørt? Vi er jo enige om den sikkerhedspolitiske udfordring. Det er en enighed, der i øvrigt samler en meget, meget bred del af Folketinget, og som er historisk bred. Og så er løsningen på at skaffe finansiering inddragelsen af en helligdag, hvilket gøres til et kardinalpunkt, mens man godt kan finde penge til skattelettelser – skattelettelser til dem, der i forvejen har mest. Så er det, jeg tænker: Er det virkelig det? Er det ved at veksle en helligdag til skattelettelser, at lige netop en bred regering hen over midten skulle være svaret på Danmarks bønner?

Jeg tror, de fleste af os her i salen husker en seance, hvor statsministeren sad på sin plads hernede og pludselig råbte: What! Når jeg ser på den brede regerings svar på samfundets klimaproblemer eller finansieringen af forsvarets ubestridte behov, har jeg virkelig lyst til at udbryde: Really! Jeg vil gerne sige, at der selvfølgelig er rigtige og også vigtige ambitioner i regeringsgrundlaget, som jeg håber vi kan finde gode løsninger om sammen, men med regeringens første uger bliver det springende punkt jo ordet sammen. I stedet for de store visioner præsenterer regeringen de lunkne kompromiser. Der er ikke noget visionært i at kræve, at flertallet af danskerne skal arbejde mere, eller at de rigeste skal betale lidt mindre i skat. Det er jo den slags løsninger, der har udhulet det sociale sikkerhedsnet de seneste 20 år.

Jeg er ikke kyniker. Jeg tror grundlæggende på politik. Politik er konkret. Mange taler i den her tid med rette om Glenn Bechs og Édouard Louis' værker, som netop viser, at politik altid er konkret for dem, der har allermindst. Det kan godt være, at Danmark på et excelark bliver stærkere af, at vi sløjfer en helligdag eller forringer retten til at trække sig værdigt tilbage, men for de nedslidte, for de stressede og for dem, der arbejder på skiftehold og har skæve vagter, er politikken anderledes kropslig. Jeg tror på, at der er brug for politik til at løse vores tids helt store kriser. Det kræver, at vi ikke bare stiller diagnoserne, men også tør prioritere den nødvendige medicin.

Lad os tage det opgør med børn og unges mistrivsel for vores fælles fremtids skyld. Lad os gøre det rigtige og nødvendige for vores klima for vores alle sammens fremtids skyld. Lad os gøre det nødvendige og det, som vi godt ved er rigtigt, for vores drikkevand, og som vi var enige med Socialdemokratiet om så sent som i valgkampen, så vi ikke efterlader regningen og problemerne til de kommende generationer. Når vi nu bredt er enige om, at vores forsvar og sikkerhed skal styrkes, og at det vil kræve ofre, så lad os gøre det ordentligt og uden fikumdik med finansieringen. Når nu vores sundhedsvæsen og store dele af velfærden er under pres, så lad os droppe skattelettelserne i milliardklassen til dem, der i forvejen har mest, og lad os investere i velfærd og uddannelse til de mange i stedet for. Lad os bygge videre på det fineste i det danske folkestyre: samarbejdet, respekten for aftaler, evnen og viljen til kompromiset og de brede løsninger til gavn for Danmark. Tak for ordet.

Så vil jeg gerne læse et forslag til vedtagelse op på vegne af partierne SF, Liberal Alliance, Danmarksdemokraterne, Det Konservative Folkeparti, Enhedslisten, Radikale Venstre, Dansk Folkeparti, Nye Borgerlige, Alternativet og Mette Thiesen (UFG):

Forslag til vedtagelse

»Alle ni partier i Folketinget uden for regering og på tværs af fløjene konstaterer, at en regering, der kom til verden på løfter om et bredt samarbejde hen over midten, indleder sin praksis med det stik modsatte.

Partierne finder regeringens trusler om at lade accepten af afskaffelsen af store bededag være en betingelse for deltagelse i forsvarsforligsforhandlingerne både urimelig og uklog, ligesom de samlet protesterer over regeringens beslutning om at lade finansieringen af fremrykkede forsvarsinvesteringer blive forhandlet helt uafhængigt af det kommende forsvarsforligs indhold.

De ni partier konstaterer, at den alvorlige sikkerhedspolitiske situation, ikke mindst i lyset af Ruslands aggressioner, kræver den allerhøjeste bevågenhed og kalder på den allerstørste alvor.

Partierne konstaterer derfor også, at den nye danske regering er kommet ualmindelig uheldigt fra start ved at tage den alvorlige forsvars- og sikkerhedspolitiske situation som gidsel inden forsvarsforhandlingerne, og de appellerer til regeringen om at indlede forhandlingerne på et seriøst grundlag.«

(Forslag til vedtagelse nr. V 2).

Tak for det, og forslaget til vedtagelse indgår selvfølgelig i de videre forhandlinger.

Så siger jeg tak til ordføreren, og så starter mødet igen kl. 13.00, hvor der er mulighed for at stille spørgsmål til ordføreren.

Velkommen tilbage fra frokost. Mødet er genoptaget.

Vi nåede til fru Pia Olsen Dyhr, som har holdt sin ordførertale, og dermed er vi nået til de korte bemærkninger. Den første korte bemærkning kommer fra hr. Christian Rabjerg Madsen. Værsgo.

Tak for det, og tak til fru Pia Olsen Dyhr for en rigtig god ordførertale. Noget af det, som jeg i al beskedenhed brugte lidt kræfter på, og som jeg ved SF også tidligere har brugt ganske mange kræfter på, er diskussionen om de 45.000 unge mennesker, som står uden for fællesskabet, og som ikke har noget at stå op til, når vækkeuret ringer. Måske ringer vækkeuret slet ikke, men gør det det, har de hverken arbejde eller uddannelse at stå op til. Jeg tror, at vi der har et strukturelt problem, som vi er enige om er meget alvorligt, og som vi skal finde løsninger på, og derfor vil jeg selvfølgelig gerne høre SF, om ordføreren er enig med Socialdemokratiet i, at det er et stort problem, og selvfølgelig også, om vi kan komme nærmere nogle bud på, hvordan vi kan få løst et af de problemer, som jeg opfatter som et af de tungeste og mest strukturelle i vores samfund. Tak.

Ordføreren.

Jeg er meget enig med både ordføreren, men også med Socialdemokratiet og statsministeren i, at det er et af de helt store problemer, vi står med, altså at vi i virkeligheden kan have unge, der går ud af folkeskolen, som ikke har lært at læse og regne, fordi de ikke har følt, at folkeskolen har inkluderet dem. Derfor bliver vi nødt til at kigge på folkeskolen og kigge på, om vi kan få praktiske fag, så man får nogle af de andre færdigheder, der følger i kølvandet på det. Ofte lærer man jo matematik, når man skal lave andre opgaver – det kan være sløjdopgaver, eller det kan være håndarbejdsopgaver – og vi kan ikke svigte de mange unge, der går ud af vores folkeskole og ikke får noget med sig i bagagen senere hen. Der er vi villige til at kigge på forskellige løsninger. Det er både at kigge på praktiske fag i folkeskolen, men det kan også være noget af det, som jeg ved Socialdemokratiets borgmester i Faaborg-Midtfyn Kommune har gjort med at integrere det i folkeskolen hele tiden, altså det med, at de unge skal ud, bl.a. i praktik ude i erhvervslivet. Jeg tror, at det der med den tættere sammenkobling bliver helt afgørende for, at vi får løst det problem, for vi har ikke gjort det. Og det er jo ikke første gang, vi siger vi skal løse det her problem; det er også et problem, som har været der i tidligere tider. Alle siger, de vil løse det, og jeg håber, at vi kan være med til at løse det.

Spørgeren.

Tusind tak for svaret. Jeg synes, det var godt. Jeg er helt enig i, at der jo er en diskussion her, som handler om, om det er et spørgsmål om flere sløjdtimer, eller om det er et spørgsmål om, at det praktiske i højere grad skal integreres i eksisterende timer – noget af det, som vores borgmester, men som også undervisningsministeren har udtalt sig om. Det virker, som om der er en lige linje fra de tanker, der bliver gjort hos regeringen, og til svaret her. Det er rigtig positivt.

I regeringsgrundlaget har vi også nedsat en permanent trepartsinstitution, som også skal kigge på den her problemstilling med de 45.000 unge mennesker. Har SF et bud på, hvordan en permanent trepartsinstitution kan bruges i forhold til også at løse det her problem, som vi taler om? Tak.

Ordføreren.

Jeg synes generelt, det er en god idé at bruge trepartsinstitutionen. Vi har kunnet se, at det tidligere er lykkedes at løse store problemer, og det er oplagt i den her sammenhæng. Det var også oplagt, da vi havde corona i Danmark, hvor arbejdsmarkedets parter i den grad tog ansvar for at løse de store problemer. Jeg tror, at noget af grunden til, at Danmark kom så godt igennem coronakrisen, også var, at arbejdsmarkedets parter i den grad tog ansvar, selvfølgelig også regeringen, men at de gik ind og så på, hvordan det her med lønkompensation og andet kunne løses, så virksomhederne kunne fastholde deres medarbejdere. Jeg tror, det er det samme, vi er nødt til at gøre her, for det er jo dem, der kommer til at mangle de hænder efterfølgende. Så vi er nødt til at vide, hvad det er for kompetencer, der skal til, og hvordan vi kan tænke anderledes. Jeg tror faktisk, at undervisningsministeren er den helt rigtige at sætte i spidsen for det.

Tak for det. Næste spørger er hr. Morten Dahlin.

Tak for det, og tak til SF's ordfører for talen. Jeg kunne godt tænke mig at komme et spadestik dybere ned i den diskussion om den alternative finansiering, som SF jo har lagt frem i forhold til forsvarsforliget. Her skal der tages nogle penge fra erhvervsstøtteordningerne. Det er der jo mange, inklusive mit eget parti, der har haft og har ambitioner om, og det er meget let på overskriftsniveau, men ofte lidt sværere, når man dykker mere ned i materien.

Derfor har jeg egentlig et ganske konkret og forholdsvis kort spørgsmål til fru Pia Olsen Dyhr. I erhvervsstøtteordningerne er 12 af milliarderne bundet op på grønne tiltag, der skal fremme den grønne omstilling. Det er sådan noget som tilskud til udrulning af fjernvarme og udskiftning af de gamle oliefyr og gasfyr. Er de 12 mia. kr. fredet, eller ser SF, at man godt kan gå ind og gøre et indhug i de penge, der sådan set skal hjælpe med den grønne omstilling og løse vores klimaudfordringer?

Ordføreren.

Jeg synes, det er så dejligt, at Venstre er blevet et grønt parti og også er optaget af de udfordringer, vi har på den grønne dagsorden – så tak for det. Og jeg vil også gerne byde hr. Morten Dahlin velkommen som politisk ordfører. Det fik jeg ikke gjort tidligere. Det er en fornøjelse at samarbejde.

Jeg er sådan set forholdsvis udogmatisk i forhold til at kigge på erhvervsstøtteordninger, og jeg har også lagt mærke til, at man i regeringen er forholdsvis udogmatisk i sit syn på erhvervsstøtteordninger. Regeringen lægger jo selv op til at sanere i erhvervsstøtteordningerne, og det, vi ni partier i virkeligheden gør, er, at vi siger: Vi kan gøre en lille smule mere. Vi putter lidt mere ind i forhold til at kigge på de erhvervsstøtteordninger, hvor der kan være elementer, der skal falde ud. Det er jo ikke nyt. Jeg tror, at Socialdemokratiet havde det med i deres udspil under valgkampen. Jeg ved, at det også har været en del af diskussionen i forbindelse med regeringsforhandlingerne, jeg deltog jo selv i diskussionen, så det er ikke nogen ny øvelse, og jeg tror godt, det kan lade sig gøre. Jeg siger ikke, det bliver nemt, det bliver faktisk svært, men det giver rigtig god mening at kigge på de 42 mia. kr., vi i dag bruger på erhvervsstøtte, for at se på, om vi ikke kan finde nogle af pengene der.

Spørgeren.

Tak for det. Den helt store forskel er jo, at regeringen har en politik om, at det ikke skal være dyrere at drive virksomhed, og derfor vil vi gerne sanere erhvervsstøtteordningen og så sende pengene tilbage til erhvervet på en klogere og smartere måde, som understøtter vækst og udvikling for vores dygtige virksomheder. Og bare så jeg forstår SF rigtigt: SF er klar til at tage nogle af de midler i erhvervsstøtteordningen, der eksempelvis går til at støtte udrulning af fjernvarme, og som går til at få udskiftet skadelige olie- og gasfyr med en mere grøn opvarmningsform. Forstår jeg det rigtigt, at det er SF klar til, eller vil man frede midlerne til grøn omstilling og forbedring af klimaet?

Ordføreren.

Jeg tror, det ville være en rigtig dårlig idé i en tid, hvor vi skal gøre os uafhængige af gas fra Rusland, decideret at sige, at vi skærer ned på udrulningen af fjernvarme. Det er sådan set heller ikke en del af erhvervsstøtteordningerne, som det er i dag. Det er en del af energiaftalen, men hvis det så tæller med i erhvervsstøtteordningerne – jeg kan se, at Venstres ordfører sidder og ryster på hovedet, fred være med det – så vil jeg sige, at det da ville være en vanvittig dårlig idé. Vi har brug for at gøre os uafhængige af Rusland. Men det er jo derfor, man skal kigge de 42 mia. kr. igennem. Det behøver jo ikke lige præcis være der, hvor det giver allermest mening, at man skal droppe erhvervsstøtten. Jeg tænker, at det skal være de steder, hvor vi synes, det er en dårlig idé.

Tak. Den næste spørger er fru Monika Rubin.

Tak for ordet. I 2010 foreslog SF og fru Pia Olsen Dyhr, at danskerne skulle arbejde 12 minutter mere om dagen – det svarer til ca. 50 timer mere om året – og det skulle de, fordi Danmark stod midt i en økonomisk krise, og fru Pia Olsen Dyhr kaldte dengang forslaget for en fair løsning.

I dag står vi i en anden krise. Der er krig i Europa, og nu vil SF ikke være med til, at danskerne skal arbejde blot 7 timer mere om året. Hvad er forskellen på 7 timer og 50 timer? Umiddelbart tænker jeg da, at 7 timer er mindre, så jeg forstår ikke helt modstanden mod forslaget. Vil fru Pia Olsen Dyhr uddybe?

Ordføreren.

Forskellen er dansk økonomi. Dansk økonomi var på det tidspunkt, i 2010, på vej ud af en krise og stod virkelig i vanskeligheder, ikke mindst fordi man havde haft et borgerligt styre i rigtig mange år, som egentlig ikke havde sat gang i dansk økonomi, som der var brug for. Det, vi så oplever nu, er jo, at dansk økonomi faktisk grundlæggende har det godt. Jeg hører løbende, hvordan vismændene vurderer dansk økonomi, og der lyder jo mange positive toner fra overvismanden om dansk økonomi, så jeg synes jo ikke, at det er det, der er pointen.

Men jeg tror, vi skal gå et skridt videre, for hvis man skal afskaffe en helligdag eller en fridag eller noget andet, hvordan kan det så være, at man i modsætning til det, man f.eks. gør i forhold til de praktiske fag i folkeskolen, hvor man vil nedsætte en trepart, ikke har valgt at bruge den samme model og derved også åbne op – som jo er noget af det, Moderaterne gerne vil have – og involvere folk og arbejdsmarkedets parter? Så kan vi begynde at diskutere det. Det var faktisk det, vi gjorde i 2010, i modsætning til det, der sker lige nu.

Så er det spørgeren.

Mange tak. Hvis jeg forstår det, fru Pia Olsen Dyhr siger, rigtigt, så betyder det, at SF egentlig også kunne stå bag forslaget om de 7 timer, for man har jo tidligere ment, at danskerne skulle arbejde 50 timer mere. Vi står i en inflationskrise, vi står i en sundhedskrise, og vi står i en klimakrise – vi mangler pengene. Så vil fru Pia Olsen Dyhr og SF umiddelbart være med til at finde 7 timer mere om året ved f.eks. at afskaffe store bededag?

Ordføreren.

Nej, SF kommer til at stemme imod at afskaffe store bededag. Det er der mange grunde til, men en af grundene er jo også, at man kunne have indkaldt til trepartsforhandlinger og spurgt arbejdsmarkedets parter, om vi skulle kigge på, hvordan vi kunne skabe mere beskæftigelse.

Jeg tænkte, da fru Monika Rubin gik på talerstolen, at hun sagde en virkelig god ting, som jeg bed meget mærke i, nemlig at noget af det, vi mangler, er velkvalificeret arbejdskraft – ikke bare arbejdskraft, men velkvalificeret arbejdskraft. Det er jo det, arbejdsmarkedets parter efterlyser. Noget af det, overvismanden har sagt igen og igen, er, at det ikke bare er arbejdsudbuddet, vi taler om, men velkvalificeret arbejdskraft, og derfor er det nogle andre greb, vi skal benytte os af, som f.eks. at få deltidsansatte op på fuld tid, som Venstre eksempelvis foreslog i valgkampen

Tak. Næste spørger er fru Inger Støjberg.

Tak for det. Nu sagde fru Pia Olsen Dyhr i en tidligere kort bemærkning, at hun havde en lille rød bog, hvor der stod nogle ting i fra forhandlingerne om det nationale kompromis. Jeg tror egentlig aldrig før, jeg har taget mig selv i at tænke: Gud, hvor kunne jeg egentlig godt tænke mig at vide, hvad der står i en lille rød bog. Men det er lige før, jeg er ved at være der nu. For det, ordføreren også noget mere alvorligt siger, er, at vi jo har været igennem en valgkamp, hvor vi har diskuteret det nationale kompromis, og hvor det har været nævnt rigtig mange gange. Jeg hørte ikke i valgkampen, at udenrigsministeren nævnte, at det nationale kompromis var underfinansieret. Det forstår jeg næsten at fru Pia Olsen Dyhr heller ikke hørte et kvæk om i valgkampen.

Ordføreren.

Nej, jeg har ikke hørt det på noget tidspunkt. Det er jo rigtigt, at vi forventer, at der skal være et strukturelt underskud. Det var en del af aftalen. Nu skal jeg jo ikke røbe, hvad der står i min lille røde bog. Den er faktisk heller ikke lille, den er faktisk rigtig stor. Men jeg skriver alt ned, når jeg deltager i forhandlinger. Det gør jeg med vilje, fordi jeg godt ved, at hukommelsen kan svigte efterfølgende, og at folk, der så husker tilbage, måske ikke er så præcise i forhold til det, de husker, og så er det meget nyttigt. Jeg noterede mig også, at den tidligere sundhedsminister bl.a. har haft sådan en rød bog med til noget omkring corona, så det kan være en god ting at have som politiker.

Når jeg siger det, er det, fordi finansieringen, da vi lavede aftalen om det nationale kompromis, som var så vigtig for SF – vi gik jo på kompromis, vi gik ind i et svært rum og fandt nogle løsninger – var en af de største diskussioner. Den tog lang tid. Vi blev enige med hinanden om, at vi kunne leve med et strukturelt underskud på 0,5 pct. frem til 2030, og det var en god finansiering – og her citerer jeg faktisk hr. Jakob Ellemann-Jensen fra det pressemøde, vi holdt efterfølgende, hvor han netop understregede, at det var en god finansieringskilde.

Spørgeren.

Jamen jeg kender alt til at skrive ting ned i bøger. Min er bare en lille sort bog i stedet for. Det skal man ikke lægge noget i ud over det.

Men når det er sagt, deler jeg sådan set bare fru Pia Olsen Dyhrs undren over udenrigsministerens udtalelser her på det seneste. For jeg hørte det heller ikke i valgkampen, vil jeg blot lige sige, og har heller ikke hørt noget om det på noget som helst tidspunkt. Men Danmarksdemokraterne deltog jo af gode grunde ikke i det nationale kompromis, i og med at det var, før vi for alvor var her i Folketinget. Men jeg vil blot sige, at jeg til fulde deler fru Pia Olsen Dyhrs undren over udenrigsministerens ageren i den her sag.

Tak for det. Ordføreren.

For mig er det jo vigtigt, når vi har aftaler med hinanden, at vi holder aftalerne. Jeg tror næsten, det er noget af det allervigtigste. Der var nogle, der sagde til mig før: Du var godt nok vred i din tale. Men det er, fordi jeg virkelig holder aftaler. Når man indgår kompromiser, er det jo ikke for sjov. Så er det jo ikke noget, man forventer en uge eller et år efter lige pludselig bliver ændret grundlæggende. For man har kigget hinanden i øjnene, man har lagt noget sjæl på bordet, hvilket jo også betød, at danskerne faktisk stemte ja til en afskaffelse af forsvarsforbeholdet efterfølgende – noget, jeg mener at SF bl.a. har en del af æren for. Derfor synes jeg jo også, det er vigtigt at holde fast i.

Næste spørger er fru Katrine Daugaard.

SF er børnenes stemme. Det hævder formand fru Pia Olsen Dyhr i hvert fald ved enhver given lejlighed. Men børnenes stemme forstummer pludselig, når det handler om, at partiets egen borgmester svigter børnene på det groveste. I et år har 24syv afdækket alvorlige lovbrud og fejl i sager om tvangsanbragte børn i Langeland Kommune, som er ledet af SF's borgmester, Tonni Hansen. Lige så længe har SF nægtet at udtale sig om deres borgmesters svigt, fordi deres kommunalpolitikere er politikere »i egen ret«.

Men her står jeg med et screenshot fra en SF-kampagne i 2022. Det er børnenes Batman hr. Jacob Mark, som står side om side med Tonni Hansen, som Jacob Mark kalder »børnenes stemme i Langeland Kommune«. Jeg har også et screenshot af fru Pia Olsen Dyhrs facebookside fra juni 2021, og her deklarerer formanden stolt, at Tonni Hansen er »hele Langelands borgmester«. Ledelsen i partiet for børnenes stemme vil tilsyneladende gerne udtale sig om deres borgmester, når det er i kampagner og på Facebook, hvor man kan undgå kritiske spørgsmål.

Tak, du har muligheden igen. Jeg vil lige sige, at det ikke hedder et screenshot her i Folketingssalen. Det hedder et skærmbillede. (Katrine Daugaard (LA): Undskyld!).

Så går vi over til ordføreren.

Tak. Ja, Tonni Hansen er SF's borgmester på Langeland. Jeg synes, Tonni Hansen gør det rigtig godt. Der har været nogle udfordringer med nogle børnesager, som også efterfølgende er blevet anket, hvor Langeland Kommune jo så har fået medhold i nogle af sagerne, og jeg tror, der er en enkelt sag, hvor børnene har fået medhold.

Jeg synes, det er vigtigt, at vi sørger for børnene, og at børn har ordentlige forhold, og jeg håber, at vi alle sammen vil stå på børnenes side. Men det er jo også sådan, at der kan ske fejl ude i kommunerne, og det skal selvfølgelig også ordnes efterfølgende. Det er også sket i den her sag, og det er jo derfor, vi bl.a. har ankenævnet.

Spørgeren.

Men hvorfor vil fru Pia Olsen Dyhr og SF i det hele taget ikke udtale sig til pressen om de åbenlyse svigt, som sker over for Langelands børn, og det, at det er jeres borgmester, som er øverst ansvarlig herfor? I taler også utrolig meget om handicappede osv. Flere af de her børn er først nu under udredning for bl.a. autisme. Vi ved, at tre gange så mange børn tvangsanbringes fejlagtigt, fordi de ikke bliver udredt ordentligt, og det er jo også det, der er problemet i en lang række af de her sager. Hvordan forholder du dig til det?

Tak. Ordføreren.

Jeg kan forstå, at det, ordføreren spørger mig om, er, hvorfor SF ikke vil udtale sig til pressen. Men SF har jo udtalt sig. Tonni Hansen, som er borgmester på Langeland, har udtalt sig i sagen, og det er jo selvfølgelig også hans ansvar som borgmester på området. Det synes jeg faktisk også han har valgt at tage meget alvorligt.

Næste spørger er hr. Søren Pape Poulsen.

Tak for det, og tak for talen. Jeg vil også spørge lidt ind til det nationale kompromis, for det foresvæver mig lidt, at de fleste af dem, der kommenterer det nationale kompromis i øjeblikket, ikke sad i rummet. Det er utroligt, hvad vi åbenbart har talt om. Og i forhold til den der notesbog, som fru Pia Olsen Dyhr har, kunne jeg godt tænke mig at sammenligne notater, især fordi jeg ved, at fru Pia Olsen Dyhrs notatsamling er noget mere organiseret og struktureret end min.

Jeg kunne egentlig godt tænke mig at spørge om noget. For én ting er finansieringen, og der kan jeg se, at der i hvert fald er to holdninger hos de partier, der har siddet i rummet. Hvad tænker SF om aftalens karakter? For det er jo egentlig helt vildt, at vi har de her diskussioner. Altså, enten har vi en aftale, eller også har vi ikke. Hvordan er aftalens karakter? Hvordan skal det her nationale kompromis forstås, i forhold til hvordan SF ser på det, i forhold til andre aftaler, forlig, kompromiser, og hvor det står henne? For jeg er blevet meget i tvivl om, hvad det egentlig er for noget, vi har lavet.

Ordføreren.

Det fineste, man overhovedet kan lave på Christiansborg, er vel et nationalt kompromis. Det er kun lavet en gang før, og det var tilbage i 1992. Der var SF også med, det var Det Konservative Folkeparti også, og der lavede vi jo en aftale om dansk europapolitik, efter at danskerne havde stemt nej til Maastricht, og vi lavede de fire forbehold. I dén politiske aftale står de fire forbehold, og at man kun kan afskaffe dem ved folkeafstemning i Danmark. Det fik SF meget røg for dengang, bl.a. af vores venner til venstre for os, som sagde, at ja, ja, men så kan Folketinget jo altid bare beslutte noget andet. Det har man ikke gjort. Man har ikke afskaffet de fire forbehold, uden at det skulle til folkeafstemning i Danmark, fordi man har respekteret en politisk aftale, selv om den jo ikke er forligsbelagt. Det er det, der er meget tankevækkende, og det mener jeg jo er præcis det samme, der gør sig gældende med det her nationale kompromis, vi lavede sidste år, altså at det har lige så fin en karakter. Og det er jo derfor, jeg er sådan lidt skrap i tonefaldet i øjeblikket, hvis man bare tror, man kan skrotte det efter 11 måneder. Jeg hører nu også, at der er kommet mere alvor ind i tonen. Det håber jeg så også gør sig gældende.

Spørgeren.

Jeg er meget enig, og så er vi da i hvert fald to, der ser det sådan. Mon ikke også vi er flere?

Så kunne jeg egentlig også godt tænke mig at få bekræftet noget. Min forståelse var, at hvis der sker ændringer i finansieringen eller i økonomien, skulle parterne indkaldes og mødes. Og der var også den forståelse, at de partier, der indgår i det nationale kompromis, jo ikke kunne garanteres, at de skulle indgå et forsvarsforlig, men det var i hvert fald forståelsen, at det skulle man prøve at søge. Der var ikke nogen pistoler for panden i det forum, men det er der kommet nu.

Ordføreren.

Det er klart min opfattelse, at dem, der sad ved bordet, også kiggede hinanden i øjnene, i forhold til at det var dér, forsvarsforliget startede. Forudsætningen for det er de 2 pct, som vi er blevet enige om. Jeg vil sige, at det ikke var en nem opgave i mit parti, men vi kunne godt se alvoren, set i lyset af hvad der sker i Rusland, men også i Kina i øjeblikket, og at forsvarsbudgettet skal øges. Forudsætningen for os var så også, at vi kunne finde en økonomi, hvor vi kunne se hinanden i øjnene. Og jeg vil afsløre en hemmelighed, og det er, at SF faktisk foreslog, at man kunne indføre en fredsskat. Jeg vil også afsløre en anden hemmelighed – jeg håber ikke, hr. Søren Pape Poulsen bliver sur på mig – og det er, at det var De Konservative i hvert fald ikke enige i. Så måtte vi finde en anden model. Og derfor vil jeg sige, at det var kompromisets kunst.

Tak. Næste spørger er hr. Søren Egge Rasmussen.

Tak. Det lover jo godt, når Enhedslisten lige er blevet kaldt SF's venner. Grundlovens § 42 sikrer jo, at 60 folketingsmedlemmer kan sikre en folkeafstemning, aktuelt om afskaffelse af store bededag, hvis det lovforslag bliver vedtaget. Og min opgave i dag er så at forsøge at få SF med på 60-personersholdet, og det kan jo måske være en lidt svær opgave. Derfor er jeg glad for, at jeg i går på banegården mødte et tidligere SF-folketingsmedlem, som jo lige gjorde opmærksom på, at hvis der er 60 underskrifter, kan flertallet i Folketinget inden for 5 dage efter lovforslagets vedtagelse beslutte, at lovforslaget bortfalder. Og på den måde er det jo ikke et mindretal i Folketinget, der dikterer, at der skal være en folkeafstemning. Men det ligger jo et vist pres på en regering og giver mulighed for, at et mindretal i Folketinget, som måske er et flertal i befolkningen, kan komme frem til, at et lovforslag bortfalder, efter det er vedtaget. Hvad skal der til, for at SF er med i gruppen på 60 folketingsmedlemmer?

Ordføreren.

Så vidt jeg ved er det kun sket en gang tidligere, at man har krævet noget til folkeafstemning, nemlig i forbindelse med jordlovene i 1963. De øvrige folkeafstemninger, vi har haft, har jo været der, fordi man har haft et ønske om en vejledende folkeafstemning, f.eks. EF-pakken i 1986, hvor man ville høre danskerne, men hvor Folketinget jo stadig regerede.

Jeg vil sige – og jeg har været oprigtigt i tvivl, for jeg synes, det her er en stor ting; altså, jeg synes, at det at afskaffe store bededag er en meget stor ting – at jeg grundlæggende har det sådan, at folkeafstemninger er noget, man skal passe meget på med. Altså, man skal tage det meget alvorligt, før man sender ting til folkeafstemning, og det ved jeg også Enhedslisten gør, så det er ikke for at antyde noget som helst andet. Men jeg står et andet sted. Jeg er principielt imod det, at man sender ting til folkeafstemning. Det vil jeg være påpasselig med. Men jeg lytter lige nu, og et argument, som jeg lytter til, og som jo er kommet fra fru Mai Villadsen, som har sagt det til mig flere gange, er, at det her jo selvfølgelig er en helt ny sag. Det er noget, vi ikke har diskuteret i folketingsvalgkampen. Det gør da indtryk. Men til det der med, at 60 mandater kan sende ting, som handler om finansiering, til folkeafstemning, vil jeg sige, at jeg mener, at vi jo så kan komme til at opleve rigtig mange gange i den her valgperiode. Og det er måske ikke så godt.

Spørgeren.

Jamen så vil jeg overlade det til SF i fred og ro at tænke videre den næste måned og komme frem til en god løsning.

Jeg vil spørge til en anden sag, hvor jeg også gerne vil arbejde sammen med SF, og det er sådan set i klimakampen. Der er SF jo med på mange punkter, og så har vi altså lige et punkt, hvor vi ikke har fået SF med endnu. Jeg noterede mig, at SF sammen med Radikale og Enhedslisten i Region Sjælland går imod gasledningen på Lolland-Falster. Her i Folketinget vil vi genfremsætte et beslutningsforslag om at droppe den gasledning, og der har SF fået et tilbud om at være med. Men hvad skal der til, for at SF kommer med på den sag, for det er jo fossil gas, der kommer ud af den gasledning fra start?

Ordføreren.

Altså, der er nogle steder i vores samfund, hvor vi kommer til at bruge gas også i fremtiden. Jeg synes ikke, det skal være naturgas fra Rusland; det skal ikke være nogen hemmelighed. Jeg synes, det skal være biogas fra Danmark, og noget af det, jeg ønsker allermest, er, at vi kan fremrykke nogle af de biogaspuljer, vi har afsat i energiforliget, så de kan komme hurtigere ud at virke, så danskerne, der er afhængige af gas, faktisk får gasløsninger. Det her handler jo om, hvorvidt vi stadig væk skal have noget produktion på Lolland i forhold til vores sukkerfabrikker, og de er afhængige af en form for gasproduktion. De har ikke elektrificeret, så det er forudsætningen for, at vi stadig væk har en eller anden form for produktionsarbejdspladser, og det står lige præcis i den her henseende lidt højere.

Tak for det. Den næste spørger er hr. Martin Lidegaard.

Tak. Tak for talen, og tak for et forbilledligt samarbejde i den forgangne uge. Jeg håber og tror på, at vi kommer tilbage til det nationale kompromis. Jeg har helt samme ønske og forståelse, som SF's formand har, og netop derfor kunne jeg godt tænke mig at høre om noget.

Nu har vi jo talt utrolig meget om finansieringen af det nationale kompromis, om forsvarsdelen og om fremrykningen af forsvaret, men der var jo en anden del af det nationale kompromis, som vi overhovedet ikke har snakket om i dag, og det er frigørelsen fra vores afhængighed af russisk gas, som i min optik er lige så vigtig. For det, at EU bliver ved og ved med at pumpe milliarder af euro ind i Putins krigsmaskine, er en næsten ubærlig tanke for mig, og i Danmark har vi mulighed for at frigøre os fra gassen og i stedet for satse på bl.a. grøn, sikker og billig fjernvarme, varmepumper osv. Det var en del af det nationale kompromis også. Skulle vi ikke tage – SF, Radikale og meget gerne De Konservative – at bringe det ind, at dér skal der altså også ske en fremrykning af ambitionerne?

Ordføreren.

Jeg vil også takke for et rigtig godt samarbejde. Jeg synes, at det har været forbilledligt, ikke kun i den her forbindelse, men faktisk i rigtig, rigtig lang tid på den grønne dagsorden; der har SF og Radikale Venstre jo meget tilfælles.

Et af de elementer, der jo ligger i det nationale kompromis, har været at gøre os uafhængige af russisk gas. Jeg har sådan set også oplevet, at både Socialdemokratiet og Venstre er optaget af komme hurtigere ind på den dagsorden, og der tænker jeg, vi alle fem partier kan have en fælles interesse i forhold til at rykke, og det får vi brug for. For vi får brug for 1) at lave noget hurtigere vindenergi, og det er vind på land, som vi kan høre industrien er ude at sige i dag; det er ét element i det. Det er 2) mere havvind. Det er 3) spørgsmålet om fremrykning af noget fjernvarme. Og vi kommer 4) også til at diskutere, om vi kan fremrykke biogas i Danmark yderligere, som jeg også nævnte for hr. Søren Egge Rasmussen.

Så jeg synes, det er en helt oplagt dagsorden at samarbejde om, og det er SF klar til.

Spørgeren.

Det glæder mig meget; jeg tager det mere som for at prøve at fastholde kredsen som minimum de partier, så vi kan stå sammen om det.

Mit andet spørgsmål handler om hele fremrykningen af forsvarsudgifterne. Har SF egentlig taget stilling til det spørgsmål, altså om det er muligt og en god idé? Og jeg spørger selvfølgelig, fordi der jo var en diskussion i kredsen, da vi besluttede det, hvor man fik indtryk af, at det ikke var nogen helt enkel manøvre at gøre, fordi der er kø ved produktionslinjerne og der mangler personel i forsvaret. Hvor står SF i den diskussion?

Ordføreren.

Der var to grunde til, at vi var kritiske over for fremrykningen af de 2 pct. fra 2033 til 2030. Den ene var jo spørgsmålet om økonomi, og det er jo så også en diskussion, vi har nu; det betyder noget for hængekøjen og alt muligt andet.

Den anden grund var jo, om man kunne nå at bruge pengene. Bare vores nabo Tyskland har jo 750 mia. kr., som de skal bruge på at investere i forsvaret, og de har problemer med at afsætte de her midler – bare for at komme med et andet eksempel. Så det er jo ikke sådan, at man bare kan gå ud at købe materiel. Jeg mener nu, at der er ting, man godt kan bruge penge på, så man derfor også kunne lave en fremrykning. Det er spørgsmålet omkring cybersikkerhed – det kunne vi investere i med det samme . Det er energirenovering og meget andet.

Så jeg er ikke afvisende over for en fremrykning – jeg kan godt se nogle pointer i det.

Tak for det. Næste spørger er hr. Nick Zimmermann.

Et flertal af danskerne, de fem største fagforeninger og en række politiske partier ønsker jo en folkeafstemning om store bededag, derfor vil jeg så i al enkelhed høre, hvordan det kan være, at SF ikke vil bakke op om netop sådan en afstemning.

Ordføreren.

Det er, fordi jeg synes, det er et meget voldsomt greb at tage i brug. Det vil jeg sige, og det tror jeg også at ordføreren selv synes. Og selvfølgelig er det ikke noget, jeg på noget tidspunkt har hørt Dansk Folkeparti bare bruge i flæng. Det er noget, man tager meget alvorligt, og det anerkender jeg.

Jeg er meget kritisk over for at sende ting til folkeafstemning, fordi det handler om finansiering. Derfor kan vi jo risikere, at vi skal gøre det flere gange. Jeg tror, at vi nemt kan samle 60 mandater omkring den her regering i andre henseender. Men jeg er generelt kritisk over for at holde folkeafstemninger, også fordi vi stiller danskerne dårligt, i forhold til om man kan komme bag om, hvad det egentlig er, vi skal stemme om. Jeg mener, det er vigtigt, og det har jeg også ment, når vi har stemt om EU, at have klare afstemningstemaer. Det er derfor, jeg er kritisk over for det.

Men jeg lytter til, hvad I siger. Altså, jeg lytter – jeg er faktisk ikke tonedøv. Jeg kan godt høre, at der er udfordringer, og ikke mindst lytter jeg jo selvfølgelig altid til den danske fagbevægelse.

Spørgeren.

SF har jo meldt ud flere gange, at det skal være lettere at få et dansk statsborgerskab, også for folk fra tredjeverdenslande i Afrika, Mellemøsten osv. Jeg kunne godt tænke mig at få svar på, hvad det er for nogle krav, som SF gerne vil lette på i forhold til at få et dansk statsborgerskab.

Ordføreren.

Jeg synes, at hvis man er født i Danmark og har gået i folkeskole i Danmark og egentlig er blevet 18 år i Danmark, skal man have krav på at få statsborgerskab i Danmark. Jeg synes, at så er man egentlig en del af det danske samfund. Jeg er ikke sådan generelt for, at man skal lempe, så alle mulige kan blive danske statsborgere, men jeg mener faktisk, at når man er en del af det danske samfund og har taget aktivt del i det, skal man have lov til at blive dansk statsborger, når man bliver 18 år.

Næste spørger er fru Lea Wermelin.

Tak for det. Noget af det, som jeg fik lejlighed til at rose SF's formand for i hendes tale, var hele det her fokus på, at politik kan gøre en forskel, og at politik bliver meget konkret, og hun nævnte jo bl.a. Glenn Bechs fremragende seneste bog. Noget af det, som vi gerne vil i den her periode, er jo bl.a. at frisætte al den kærlighed, der er i vores velfærdssamfund, men som i dag måske bliver holdt nede, også af noget af den kontrol og det bureaukrati, som vi i fællesskab har bygget op.

Et af de konkrete områder, hvor vi gerne vil tage fat, er jo hele beskæftigelsesindsatsen, hvor der er enormt stor forskel på, hvad det egentlig er, man har behov for, afhængigt af om man er ledig kort tid eller man har nogle andre udfordringer, der gør, at det er svært at komme i arbejde. Så det, jeg godt kunne tænke mig at spørge SF's ordfører om, er, om I i SF sådan set er enige i, at der er behov for, at vi fuldstændig gentænker den beskæftigelsesindsats, vi har i kommunerne i dag.

Ordføreren.

Ja, det synes jeg er en rigtig god idé. Jeg synes, der er alt for mange mennesker, der i dag enten kommer i klemme i systemet eller ikke får den hjælp, de har brug for, og vi skal jo bruge kræfterne på dem, der har brug for hjælpen. Der er dem, der er i a-kassesystemet, kan man sige, som jo ikke også behøver at gå til samtaler i jobcentrene. Det synes jeg vi skulle sløjfe, så de kun går til samtaler i a-kassesystemet. Det ville styrke a-kasserne, tror jeg, men også gøre det nemmere og mere overskueligt for den ledige. Og a-kasserne er ofte tættere på arbejdsmarkedet, og derved kan folk også hurtigere komme i arbejde på den måde. Det er det ene.

Så er der dem, der ikke hører til i vores beskæftigelsesindsats, som er dem, der er syge, og som måske har en arbejdsevne på under 7 timer om ugen, og som jo bliver pisket i arbejdsprøvning igen og igen. Vi har alle sammen set eksemplerne på folk, der kommer i arbejdsprøvning i en seng. Jeg mødte en mand i Randers, som var kommet i arbejdsprøvning i en butik, der solgte alkohol, og han var tidligere alkoholiker. Det var ikke det bedste match. Så nogle gange skal man måske tænke den beskæftigelsesindsats igennem og også se på socialpolitikken. Og jeg vil gerne rose – jeg ved, det er noget, statsministeren har brugt mange kræfter på i de her forhandlinger – at vi skal kigge på at lave en reel socialpolitik og lave et andet beskæftigelsesspor. Der tror jeg, vi kan gøre meget, og jeg tror meget på det der med at frisætte mere.

Spørgeren.

Tusind tak for den, synes jeg, meget positive kvittering for et arbejde, som vi skal i gang med, og jeg tror også, det kræver, at vi går sådan rimelig fordomsfrit til den opgave. Noget af det, vi konkret har foreslået, er bl.a. at lukke de kommunale jobcentre, og det er jo sådan ét meget markant forslag, som vi tror kan være med til at styrke vores økonomi, og det flugter netop også med nogle af de tanker, som fru Pia Olsen Dyhr er inde på, omkring vores a-kasser, og hvordan vi kan tænke indsatsen forfra. Er det et forslag, som SF er enig i?

Ordføreren.

Ja, det er vi faktisk enige i, men jeg vil foreslå, at vi ikke bare skærer 3 mia. kr. på jobcentrene og så håber, at det ordner sig. Jeg tror, der er nødt til at være noget parallelitet. Man kan ikke bare lave besparelsen og så håbe på, at det hele ordner sig andre steder. Der er vi nødt til at tænke i parallelitet i forløbene. Det tror jeg er vigtigt.

Noget andet er, at man heller ikke skal gøre dem, der arbejder i jobcentrene, til djævle i den her debat. De har jo bare arbejdet efter den lovgivning, vi har lavet på Christiansborg. Der er rigtig mange dygtige socialrådgivere derude, som gerne vil løfte opgaven. Så jeg tror, at det, der er virkelig interessant i den her øvelse, er at prøve at tænke nyt, og det er et af de elementer, jeg synes er ret positive i det her regeringsgrundlag. Det skal man jo så også omfavne, og det kommer vi til fra SF's side.

Tak for det. Den næste spørger er hr. Torsten Schack Pedersen.

Tak for det. Jeg skal egentlig bare høre, om SF's formand er enig med sin partifælle hr. Carl Valentin, som har sagt: Din løn før skat er ikke dine egne penge. Og det er sagt, i forbindelse med at danskerne nu får lov til at beholde nogle flere af deres egne penge, fordi beskæftigelsesfradraget bliver øget og topskatten blive sænket for 250.000 danskere. Så er SF's formand enig i det udsagn, som jo grundlæggende betyder, at den betaling, man får som lønmodtager, når man stiller sin arbejdskraft til rådighed, ikke tilhører en selv?

Ordføreren.

Selvfølgelig er det ens egne penge. Men det er jeg også helt sikker på at hr. Carl Valentin mener. Det her citat er taget ud af en kontekst, og det synes jeg man måske også skal huske lidt på. Altså, vi er jo hinandens kollegaer, og derfor skal vi også passe lidt på med sådan at skævvride citater taget ud af en kontekst. Fred være med det. Jeg tror, at det, vi kan være uenige om, er, hvor man så skal lave skattelettelserne. Jeg kan sådan set godt se en god pointe i at gøre det på beskæftigelsesfradraget, altså for nogle af dem, der tjener mindst i vores samfund. Det er vi ikke specielt arge modstandere af i SF; det er vi sådan set meget åbne over for, hvis vi kan finde en finansiering på en god måde. Men i forhold til det at lave topskattelettelser i en tid, hvor vi kunne bruge pengene på noget klogere, måske på forsvaret, vil jeg sige, at det måske havde været mere oplagt. Men ja, det er da ens egne penge, man har tjent, men man leverer også noget til fællesskabet. Det er godt for os alle sammen.

Spørgeren.

Det er jeg glad for, altså den klarhed, der nu er kommet over SF's politik. Det kvitterer jeg for. Et af formålene med at sænke skatten er jo selvfølgelig at øge arbejdsudbuddet. Nu har jeg jo fulgt grundigt med i debatten i dag. Jeg skal bare høre, om SF mener, at der helt grundlæggende er behov for reformer, der øger arbejdsudbuddet, altså den strukturelle beskæftigelse, eller er det noget, som SF ikke ser noget formål med?

Ordføreren.

SF vil gerne øge den strukturelle beskæftigelse. Det var derfor, vi skrev det ind i forståelsespapiret i den sidste regeringsperiode. Der står faktisk, at vi skal kigge på beskæftigelsen i Danmark. Men der er værktøjerne jo, at vi kigger på et forslag, som Venstre også har sagt de er positive over for, nemlig at folk skal gå fra deltid til fuld tid, og at vi kigger på spørgsmålet omkring forbedring af arbejdsmiljøet. Vi ved, at der er rigtig mange, der går fra på arbejdsmarkedet på grund af stress eller anden form for sygdom, fordi det er hårdt arbejde, og vi kan se, at arbejdsskaderne stiger i de her år – bare for at nævne to af elementerne. Jeg synes, det kunne være en interessant ting at kigge ind i. Nu kan jeg se, at formanden rejser sig.

Den næste spørger er fru Matilde Powers.

Tak for det. Jeg er selv sygeplejerske og har været det i snart 20 år, og desværre har jeg gennem tiden, men primært i den seneste tid, oplevet rigtig mange gode kollegaer forlade hospitalerne på grund af stor travlhed og på grund af et tilbud om bedre lønninger i f.eks. private virksomheder. Noget tilsvarende ser og hører jeg sker inden for andre velfærdsfag.

Er SF enig i, at løn- og arbejdsvilkår har en betydning for vores mulighed for at fastholde og rekruttere dygtige og engagerede medarbejdere inden for vores velfærd, og at vi derfor bliver nødt til at sikre bedre vilkår, hvis vi også skal sikre en bedre velfærd?

Ordføreren.

Ja, det er SF helt enig i. Derfor foreslog vi jo også et ligelønsløft i valgkampen, altså en ligelønspulje, plus et løft særlig til vores sundhedssektor, hvor vi kan se, at vi har nogle helt særlige udfordringer i forhold til rekruttering. Så det er vi helt enige i.

Jeg vil også sige velkommen til endnu en sygeplejerske. SF's politiske ordfører er også sygeplejerske, og jeg begynder at mærke, at de invaderer Folketinget, og det tror jeg er godt i forhold til den diskussion, vi skal have af vores sundhedsvæsen. Så velkommen til.

Spørgeren.

Tusind tak for det. Regeringen har jo et forslag om at forbedre løn- og arbejdsvilkår inden for velfærden ved at udmønte en ekstraordinær ramme på 3 mia. kr., som skal udmøntes i samarbejde med arbejdsmarkedets parter. Er det noget, I i SF bakker op om?

Ordføreren.

Ja, det er det bestemt. Det er SF's eget forslag, så det er jeg jo kun begejstret for at Socialdemokraterne deler. Jeg tror, at noget af det, der bliver afgørende, hvis vi skal fastholde folk i den offentlige sektor, også er, at vi begynder at snakke ærligt om de arbejdsforhold, de har. Det er ikke kun løn, det er også kollegaer, og når man oplever, at folk søger væk, som de gør i øjeblikket, og over til det private, så er det jo på grund af arbejdsvilkårene.

Så det er både lønnen, men det er også arbejdsvilkårene, altså det at vide, at man går på arbejde kl. 8.00 og kan gå kl. 16.00, at man har en vagt, der slutter kl. 16.00, og man ikke bare kan blive prikket. Kan vi lave noget mere fornuftigt, og det gælder jo også ledelse i den offentlige sektor, som vi også bliver nødt til at diskutere, ud over løn- og arbejdsvilkår?

Den næste spørger er fru Karin Liltorp.

Tak for det. Jeg glæder mig rigtig meget til samarbejdet med SF om den grønne omstilling, og her i Folketinget har vi jo en fælles opgave med at nå det her 70-procentsreduktionsmål inden 2030, og det ved jeg også at SF er optaget af. Og jeg forudser jo også, at SF vil arbejde meget aktivt på at få implementeret alle de aftaler, der allerede ligger i støbeskeen.

Men noget af det, der bekymrer mig meget, er, at vi jo som bekendt mangler at finde 5 mio. t CO2. Det er trods alt en hel del, og jeg kan ikke helt se, hvordan man løser den her problematik, uden at det kommer til at gøre ondt på nogen. Jeg kunne godt tænke mig at høre lidt mere om fru Pia Olsen Dyhrs tanker om, hvordan vi lettest kommer i mål med de ekstra 5 mio. t, selv om vi tager i betragtning, at det kommer til at gøre ondt på nogle, og om SF er villig til at tage nogle beslutninger på det her område, selv om det gør ondt, ligesom det gør ondt at miste store bededag.

Ordføreren.

Jeg tror, jeg igen og igen har bevist, at SF ikke er bange for at træffe besværlige beslutninger, ej heller beslutninger, der betyder, at der er nogen, der må undvære noget. Vi har vist det på det grønne område.

Jeg vil også bare advare mod det at tænke, at det, at vi laver CO2-reduktioner, nødvendigvis sådan gør ondt på os alle sammen. I sidste ende har det, hvis vi ikke gør noget, et ret stort katastrofalt virke på vores børn og børnebørn. Så det er jo derfor, vi er nødt til at handle. Jeg er helt enig i, at vi har ønsket 70-procentsmålet, og nu ser det jo ud, som om det går bedre med 70-procentsmålet. Jeg glæder mig til at se Energistyrelsens fremskrivning, og så bliver det jo vigtigt, at vi hele tiden bygger ovenpå. Jeg synes, det er interessant, at regeringen har lagt op til, at en klimaneutralitet skal ske tidligere, nemlig allerede i 2045. Vi mener, at det skal ske i 2040, så det er jo ikke, fordi vi ikke er ambitiøse i SF. Vi er også klar til at udmønte det – det har vi vist igen og igen.

Men lad os nu se, om vi kan få indkaldt til nogle forhandlinger, for det her er jo forligsbelagt stof. Så det er jo heller ikke noget, man kan gøre uden om Folketinget.

Spørgeren.

Tak for det. Jeg er glad for, at SF er villig til at være med til at tage sådan nogle beslutninger, der kan risikere at gøre ondt. Men nu tænkte jeg mere på det sådan helt konkret, for vi er i Moderaterne helt sikkert også klar til at tage hårde beslutninger, for det bliver vi nødt til, hvis vi skal leve op til målet. Men det var sådan mere konkret, altså hvad det er for nogle veje, I tænker er de mest realistiske at gå ad for ligesom at komme i mål med det her.

Ordføreren.

Jeg tror, vi er ude over, at der er lavthængende frugter på klimaområdet. Der er noget, vi kan gøre, som er nemt, men som stadig væk er besværligt. Et af de elementer, jeg mener vi burde tage i brug i morgen, var at tage langt mere lavbundsjord ud af produktion i landbruget. For vi ved, at det er noget af det, der gør, at vi kan binde mest CO2 i jorden. Det er et oplagt instrument, og vi har sat masser af penge af til det. Det er blot ikke sket, og det er jo både, fordi der er masser af administrative problemer med det som noget kobling i forhold til dyrehold, men der er også nogle udfordringer i forhold til faktisk at få landmændene med på det.

Der har vi jo foreslået, at man kunne lave en afgift, hvis man ikke valgte at tage det ud, men at hvis man tager det ud, skal man selvfølgelig ikke betale en afgift. Det kunne være et incitament til at skubbe landbruget i den rigtige retning, som jeg ville se positivt på, hvis Moderaterne var enige i det.

Tak. Næste spørger er hr. Peter Skaarup.

Tak til fru Pia Olsen Dyhr for en meget fin tale. Nu er fru Pia Olsen Dyhr jo en politiker, der har været med i nogle år efterhånden, og hendes parti har også været støtteparti for den tidligere regering under statsminister Mette Frederiksen. Jeg ved ikke – og det er det, jeg spørger om – om fru Pia Olsen Dyhr havde det på samme måde, som vi havde det i Danmarksdemokraterne i fredags, da der pludselig kom det her ultimatum, at hvis vi ikke finder penge ved at afskaffe store bededag, kan nogle partier ikke være med i forsvarsforliget, herunder jo SF. Vi var i hvert fald dybt overraskede over den melding. Jeg kunne godt tænke mig at spørge fru Pia Olsen Dyhr, om fru Pia Olsen Dyhr under den tidligere regering på nogen måde har hørt om noget, der ligner sådan en situation med en pistol for panden, som det var.

Ordføreren.

Jeg vil sige, at i de 3½ år, hvor den socialdemokratiske etpartiregering regerede, oplevede jeg aldrig noget lignende. Jeg oplevede faktisk et fantastisk godt samarbejde, selv om det var en etpartiregering, og jeg noterede mig jo flere gange, at der var mange, der var meget kritiske over for dens ageren, men jeg synes faktisk, vi havde et godt samarbejde. Vi blev inkluderet, vi blev advaret på forhånd om ting og sager. Jeg ved, at hr. Peter Skaarup ligesom mig har en lang historie på Christiansborg, og derfor minder det måske lidt om Dansk Folkepartis dage i 00'erne, hvor man jo netop også var tæt involveret i beslutningsforløb, selv om man ikke sad i regering. Det var det, jeg oplevede i de 3½ år. Jeg oplevede en meget åben regering i forhold til de beslutninger, der skulle tages.

Jeg vil sige, at det, der skete i det her forløb, er noget af det, der har rystet mig allermest i min grundvold længe. Nu håber jeg, vi kan få orden på det – og så skal jeg nok skrue lidt ned for min vrede, for jeg håber sådan set, at vi kan få orden på det. Det vil være smukt for vores folkestyre ikke mindst.

Spørgeren.

Jeg er egentlig glad for, at fru Pia Olsen Dyhr tager det sådan, for det er også min egen oplevelse. Og man må sige, at hvis man nu ser på det forhold, som vi i Danmarksdemokraterne har til statsministeren vedrørende minksagen og de ting, der foregik under den tidligere regering, så mente vi, den var meget magtfuldkommen – altså i høj grad. Det er jeg ikke sikker på at fru Pia Olsen Dyhr er enig i. Men jeg kunne så godt tænke mig at spørge, om man i virkeligheden så fra SF's side ser den statsminister og den regering, der er der nu, som mere magtfuldkommen end den tidligere.

Ordføreren.

Det ord, magtfuldkommen, har jeg aldrig puttet på en person – aldrig. Jeg har talt om, at handlinger kan være magtfuldkomne, og hvis man laver handlinger, hvor man ikke lytter til andre, men hvor man vender sig væk fra andre og ikke vil forhandle, oplever jeg faktisk, at den handling er magtfuldkommen. Jeg har ikke på noget tidspunkt under den socialdemokratiske etpartiregering oplevet, at det er sket. I hele forløbet omkring corona oplevede jeg faktisk, at der blev inviteret til brede forhandlinger og brede samtaler, og der blev fundet brede løsninger på det meste. Skete der fejl? Ja, det gjorde der.

Den næste spørger er hr. Alex Vanopslagh.

Tak for det. Jeg havde nær sagt, at nu er jeg stadig lidt ny i politik – men det er jeg måske ikke helt – men jeg var i hvert fald ikke med i det nationale kompromis. Og jeg har været sådan lidt forvirret på det seneste, for det er jo ikke på papiret, som jeg forstår det, et forlig. Men er det bare en helt almindelig aftale, hvor man så bare kan sige: Nu finder vi en anden finansiering, og så skidt pyt med de aftalepartier, der var? Altså, hvad var det for en type aftale, der blev indgået med det nationale kompromis? Og er det noget, der kan sammenlignes lidt med et forlig? Jeg var jo ikke i lokalet, så det er jeg lidt nysgerrig på.

Ordføreren.

Nu tror jeg ikke, jeg vil kalde hr. Alex Vanopslagh ny i politik, for med de 65 nye medlemmer i Folketinget synes jeg, der jo er mange andre, der er lidt mere nye. Men vi er jo på lige fod, synes jeg.

Men i forhold til det nationale kompromis vil jeg sige, at jeg jo har deltaget i dansk politik siden slutningen af 1980'erne, og netop det nationale kompromis i 1992 var noget af det, som SF havde med sig i sin bagage i rigtig mange år. Og det betød jo også efterfølgende, at Enhedslisten kom i Folketinget i 1994, bl.a. fordi SF anbefalede et ja til folkeafstemningen i 1993 på baggrund af det nationale kompromis. Vi tog det ganske alvorligt, og der blev indskrevet fire forbehold, som aldrig er kommet til folkeafstemning, medmindre man decideret er blevet enige om det, og det er det, der ligger i præmissen. Man kunne jo i princippet bare afskaffe dem. Det kunne man jo vælge at gøre. Der står ikke sådan noget lovgivningsmæssigt om, at man kan gøre det på en anden måde, fordi man har et nationalt kompromis. På den måde er det mere helligt, end andre aftaler er på Christiansborg.

Spørgeren.

Så det vil egentlig være mod ånden i det nationale kompromis – det seneste af slagsen – hvis man siger: Nu vil vi fremrykke nogle ting, og finansieringen er der bare tre af partierne, der bestemmer.

Ordføreren.

Ja, det vil det være. Derfor er man jo også nødt til at diskutere det med hinanden. Jeg vil ikke afvise, at man kan fremrykke nogle forsvarsinvesteringer til 2030. Grunden til, jeg var meget kritisk, var bl.a. finansieringen, og den fandt vi jo en løsning på på det tidspunkt. Der kan jeg så høre, at det er vigtigt, at vi gør det på en anden måde fremadrettet, fair nok. Så må vi diskutere det med hinanden. Men jeg synes ikke, at vi skal sætte hinanden revolveren for panden, for det er jo faktisk de fem partier, der har indgået en aftale med hinanden og været meget åbne og ærlige om kompromiserne. Så kan man ikke skrotte kompromiserne bagefter, for så står nogle af os med ansvaret, men uden at være med til at løse de fremtidige problemer.

Sidste spørger til SF's ordfører er hr. Frederik Vad. Vi når desværre ikke flere.

Tak for det. Og tak til fru Pia Olsen Dyhr for den fysiske lykønskning herude, det blev jeg rigtig glad for. Den sociale mobilitet i uddannelsessystemet er jo fuldstændig smadret, og jeg håber, at det er en af de mest interessante diskussioner, vi kan få i den her folketingssamling og i den her regerings tid.

Jeg kunne godt tænke mig at spørge fru Pia Olsen Dyhr: Hvad er SF's tilgang i den diskussion? Altså, hvordan sikrer vi mere social mobilitet i et uddannelsessystem, hvor forældrenes baggrund bliver mere og mere definerende for, hvilket liv man selv får?

Ordføreren.

Jeg er faktisk rystet over, hvor lidt vi har løst det problem. Altså, faktisk tror jeg, at der i min generation var mere social mobilitet, end der er i den generation, vi ser ind i lige nu. Jeg kommer jo fra et hjem, hvor man ikke havde bøger i reolen, og alligevel endte jeg med at få en universitetsuddannelse. Det havde jeg aldrig fået, hvis ikke jeg var blevet hjulpet på vej. Nu skal der nogle andre greb til, og vi har ikke løst det.

Jeg tror heller ikke, at det, at man siger, at 25 pct. skal på en lang videregående uddannelse, bare automatisk løser problemet. Jeg tror, at noget af det, vi skal kigge ind i, er, hvordan vi styrker nogle af erhvervsuddannelserne, hvordan vi styrker og løfter velfærdsuddannelserne, så vi får flere ind på dem, og hvordan vi samtidig giver de unge de faglige kompetencer, de skal have, med i rygsækken helt fra folkeskolen. Og det er jo ikke kun boglige kompetencer, man skal have i det samfund, vi lever i; man skal også have praktiske kompetencer, men man skal også have sociale kompetencer. Det er egentlig en af musklerne.

Men jeg tror simpelt hen, at vi er nødt til at tænke ret nyt, altså tænke ud af boksen og ikke kun invitere til trepartsforhandling, men i virkeligheden også kigge mod de steder i verden, hvor man er bedre til at løse det med social mobilitet, end vi er i Danmark. Jeg er frisk på at tænke helt nyt her.

Spørgeren.

Tak for det. Det virker, som om der er grobund for et rigtig godt samarbejde her. Noget af det, som jo er udfordringen, er, at nogle af de uddannelser, som faktisk er med til at sikre den sociale mobilitet allermest – nogle af erhvervsuddannelserne, fgu osv. – oftest er de uddannelser, som løber af sted med den dårligste, den ringeste finansiering. Ordføreren talte lige før om udrulning af fjernvarme. Altså, vi kommer heller ikke i mål med den grønne omstilling, uden at flere får en erhvervsuddannelse.

Så hvordan tror ordføreren at vi kan lave en eller anden form for paradigmeskifte, hvor vi faktisk sikrer, at de uddannelser, som skaber mest social mobilitet, også er dem, som står først for, når der skal falde finansiering?

Ordføreren.

Der handler det jo om, at vi skal hæve taxameteret på erhvervsuddannelserne, altså det beløb, der bliver brugt på erhvervsuddannelserne. Det er jo helt skævt i forhold til alle mulige andre ungdomsuddannelser i dag. Noget af det, vi forhandlede med den tidligere regering, og som jeg syntes var godt, var »Danmark kan mere I« – et glimrende forlig, der desværre ikke er flertal for i dag, men hvor vi jo faktisk lagde flere penge ind til erhvervsuddannelserne.

Et gigantisk løft af vores erhvervsuddannelser er noget af det, jeg mener er vejen frem, men det er jo ikke nok. Vi skal have ændret hele materiellet; de sidder ude på de erhvervsuddannelser med gammelt materiel, som virksomhederne siger man jo ikke kan bruge, når man efterfølgende kommer ud på en virksomhed. Men jeg tror også, det kræver, at der allerede i folkeskolen gøres noget, så folk også får muligheden for at vælge erhvervsuddannelser til, eller at man kan komme der, når man har været ude på arbejdsmarkedet i ufaglært job, altså at erhvervsuddannelsen så bliver en attraktiv vej. For vi har alt for mange mennesker, der er ufaglærte eller mangler uddannelse, når de er i 20'erne.

Tak. Talerstolen er svær at slippe, men det får man lov til nu. Tak til fru Pia Olsen Dyhr. Og nu er det fru Inger Støjberg.

Det hører jo til sjældenhederne, at vi har to åbningsdebatter på et år, og den her gang er det endda også med meget kort afstand mellem dem. Jeg røber nok ikke mange hemmeligheder, hvis jeg siger, at man som ordfører, når man skal forberede sig til sådan nogle debatter som dem her, sådan lige kigger lidt i talen fra sidste år og ser, hvad der kan genbruges; vi er jo ikke anderledes end alle andre.

I Danmarksdemokraterne er det nemt, for vi mener præcis det samme, som vi gjorde den 6. oktober, da vi havde den seneste åbningsdebat. Men jeg kan jo allerede nu høre, at en del af mine ordførerkollegaer har måttet starte med et relativt blankt papir, da de skulle i gang med at skrive talen til i dag, for vi lever i specielle tider. For første gang i 30 år har vi en regering hen over midten, og for første gang i 45 år har vi en regering med deltagelse af både Venstre og Socialdemokratiet. Det står nok klart for de fleste, vil jeg tro, at jeg ikke er den allerstørste fan af den her regering. Jeg er borgerlig ind til knoglerne, og jeg kan med sikkerhed sige, at jeg aldrig nogen sinde, ikke en eneste morgen, er vågnet op med ønsket om, at der sad en socialdemokrat og tilmed en stærk en af slagsen for bordenden i Statsministeriet. Men det er sådan, det er; det er der, vi er nu, og det skal vi tage bestik af.

Nu er jeg jo egentlig født som et optimistisk menneske, og jeg er sådan en, der tæller de lyse timer. Så derfor vil jeg også gerne starte med det positive, for der er helt afgjort områder, hvor Danmarksdemokraterne og regeringen kan samarbejde. For bare at nævne nogle af områderne er der styrkelsen af vort forsvar, hvis vi ellers bliver indbudt til forhandlingerne, en reform af vores jobcentre, som er både for dyre og for dårlige, en reform af vores su-system og de lange videregående uddannelser, en langsigtet plan for psykiatrien, så vi kan få rettet op på den utilstrækkelige aftale, der jo blev hastet igennem lige før sidste valg, men også en reform af sundhedsvæsenet, der forhåbentlig kan sikre en bedre lægedækning og sikre, at det ikke er postnummeret, der afgør, hvilken behandling man får, ligesom vi sagtens kan se os selv i et samarbejde om både ældre og også socialpolitikken, selvfølgelig, og selvfølgelig også en skattereform, der skal lette skatten på arbejde og gøre det mere attraktivt at gøre en ekstra indsats.

Jeg håber derfor, at regeringen vil gøre alvor af det, der står i regeringsgrundlaget, men jo også statsministerens ord fra åbningstalen, om et bredt samarbejde. Foreløbig ser det dog desværre ikke sådan ud, og meget tyder på, at den nye regering agerer meget magtfuldkomment.

Vi står i en højspændt politisk situation, hvor regeringen har foretaget en helt uhørt magtfuldkommen manøvre. Man holder alle Folketingets partier en pistol for panden og forsøger at true os til at stemme for afskaffelsen af store bededag, hvis vi ønsker adgang til forhandlingerne om et kommende forsvarsforlig. Vicestatsministeren, som forsvarsministeren vist egentlig ønsker at blive tituleret, har tilmed fremført det noget eksotiske synspunkt, at man som opposition jo gerne må anvise en alternativ finansiering, hvis bare der er flertal for den. Det er et lidt specielt matematisk krav fra en minister i en flertalsregering og lidt ærgerlige toner fra en, der jo gik til valg på at gøre op med den tidligere regerings magtfuldkommenhed.

Naturligvis kan man godt være fædrelandskærlig, selv om man ikke ønsker at afskaffe store bededag, og selvfølgelig er en afskaffelse af store bededag ikke den eneste mulige måde at finansiere et løft af forsvaret på. Det er rent spin, og det er opfundet til lejligheden, og som det også er fremgået af pressen, var det da også først til allersidst i forhandlingerne om regeringen, at forsvarsinvesteringerne og afskaffelsen af store bededag pludselig blev koblet sammen. Sjovt nok var der heller ingen af regeringspartierne, der var gået til valg på at afskaffe en helligdag. Og så må man jo altså også bare lige stilfærdigt konstatere, at der simpelt hen ikke er nogen i regeringspartierne, der vil tage æren, om man vil, for at have fået det her forslag ind i regeringsgrundlaget. Der er tilsyneladende simpelt hen ingen, der ønsker sådan ligesom at sole sig i forslagets helt store succes.

Som et ansvarligt parti, der ønsker de bedste forhold for vores mænd og kvinder i uniform, er vi selvfølgelig klar til at møde op til forhandlingerne og medbringer også gerne et forslag til en alternativ finansiering. Det er jo netop derfor, at vi her til morgen sammen med de øvrige otte oppositionspartier har peget på de følgende forslag. Vi foreslår at benytte 1,25 mia. kr. af de frie midler fra den offentlige investeringsramme og prioritere dem til forsvaret. Og så foreslår vi at benytte 1 mia. kr. fra den vinterpakke, som Danmarksdemokraterne i øvrigt også var med til at aftale før valget, og som er overfinansieret med 1 mia. kr. Og endelig foreslår vi at finde yderligere 750 mio. kr. på saneringen af erhvervsstøtten – mere end det, regeringen lægger op til i regeringsgrundlaget.

Så nu er der jo skabt rum for forhandling, og det kræver så selvfølgelig lige, at regeringen vælger at imødekomme den samlede opposition, som har anvist det her og har afvist regeringens kryds mellem at afskaffe store bededag og at afsætte flere midler til forsvaret. Det er jo aldrig nogen sinde for sent at blive klogere og at lytte, og hvis jeg skal give regeringen et rigtig godt råd, så er det altså at kravle ned fra træet nu. Jeg har hørt Venstres politiske ordfører citere Tingets tidligere formand Erling Olsen for de kloge ord om, at det jo altså er bedre at tabe ansigt, end det er at tabe hele hovedet. Og måske skulle hr. Morten Dahlin egentlig sende de kloge ord rundt til sine kollegaer i regeringspartierne. Det lader til, at der er flere, der gerne vil høre dem.

Som jeg sagde i min indledning af talen, kommer vi til at gå konstruktivt ind i samarbejdet med den nye regering, og jeg glædede mig også over, at statsministeren i sin tale her i tirsdags rent faktisk også lagde op til at søge et bredt samarbejde her i Folketingssalen. Det vil jeg gerne kvittere for, og det vil jeg også holde regeringen op på.

Men der er altså også nogle områder, hvor vi allerede nu synes, at regeringen trækker i en helt forkert retning. Hvad angår udlændingepolitikken, synes jeg, det er bekymrende, at regeringen lægger op til at lempe på den hjemsendelsespolitik, som blev indført, da jeg var integrationsminister, og det gjorde vi jo i et meget tæt samarbejde med Dansk Folkeparti. Nu lægges der så op til at bryde med princippet om, at man altid skal sendes hjem, hvis der er sikkert i ens hjemland. Det skal så åbenbart ikke gælde længere, og det forstår vi ikke, og det er vi meget imod.

Så er der hele balancen mellem land og by, som er en hjertesag for Danmarksdemokraterne. Som en af sine første gerninger har regeringen valgt at annullere kravet om at flytte en række velfærdsuddannelser ud i landet. Det forstår vi ganske enkelt ikke en pind af. Vi har ikke brug for færre uddannelsestilbud i de områder af landet, hvor der er lidt længere mellem husene; vi har brug for flere uddannelsestilbud. Og vi synes også, det er ærgerligt, at den ambition, som Venstre lancerede i valgkampen, om at etablere 5.000 statslige arbejdspladser uden for København, ikke har fundet vej til regeringsgrundlaget. Og så synes vi i øvrigt, det er meget underligt, at Venstre så i stedet for fremhæver det som en helt markant borgerlig sejr, at man nu kan indføre en CO2-afgift på landbruget. Det vil altså medføre, at tusindvis af arbejdspladser i landdistrikterne bliver lukket og flyttet, og det kan medføre, at flere virksomheder lukker og vi kan se butiksdød i egne af landet, der jo i den grad ellers har brug for det modsatte.

Så jeg kan godt love, at regeringen kommer til at møde kritik fra vores side om de her ting, men med det vil jeg altså også sige, at jeg ser meget frem til samarbejdet med regeringen på de områder, hvor vi rent faktisk kan samarbejde, og at jeg naturligvis også vil holde regeringen op på statsministerens ord fra åbningstalen og i øvrigt de pæne ord, som regeringen jo i hvert fald har forsøgt at sige om samarbejde. Det bliver I holdt op på, og vi vil gøre vores bedste.

Tak til ordføreren for indlægget. Nu er der spørgerunde, og første spørger er fru Lea Wermelin. Værsgo.

Tak for det. Nu bed jeg mærke i, at fru Inger Støjberg sagde, at hun ikke var den allerstørste fan, og det giver i hvert fald plads til lidt fortolkning, for selv om man ikke er den allerstørste fan, kan man jo godt gå til nogle koncerter i ny og næ. Så jeg vil også gerne kvittere for det samarbejde, som der bliver lagt op til fra Danmarksdemokraternes side.

Et af de områder, som ikke blev nævnt i forhold til den liste af ting, som der også er en forventning hos fru Inger Støjberg om at vi kan samarbejde om, er unge på kanten. Det er egentlig det, jeg gerne vil spørge ind til, for vi kan jo se på tallene, at der er op imod 45.000 børn og unge, som ikke har fået ordentligt fodfæste og hverken er i uddannelse eller på arbejdsmarkedet, og det er en af de ting, som man har defineret som en stor udfordring i det regeringsgrundlag, der ligger. Så jeg vil egentlig gerne høre fru Inger Støjberg, om Danmarksdemokraterne er enige i, at det også kunne være med på listen over de ting, som vi kan samarbejde om.

Ordføreren.

Det er lige præcis i det her øjeblik, jeg er rigtig glad for, at jeg sagde »nogle af områderne«, for det kan jeg garantere for er noget af det, der også kommer til at lægge os meget på sinde at samarbejde om i den periode, som vi kommer ind i. Vi kan ganske enkelt ikke være bekendt at lade nogen i stikken på den her måde. Det kan vi ikke over for den enkelte, men det kan vi heller ikke over for samfundet, for vi har brug for dem. Vi har simpelt hen brug for, at de også kommer til at tage del i det danske samfund og forhåbentlig også på arbejdsmarkedet, om det så er på fuld tid eller deltid, eller hvad det end måtte være.

Nu er det jo ikke alle unge på kanten, der skal omfattes af psykiatriaftalen, men jeg nævnte rent faktisk psykiatriaftalen, for det er et af de punkter, hvor vi virkelig skylder hinanden at få lagt al politik væk og sætte os sammen igen, ligesom man gjorde inden valget, hvor man bare ikke fik lavet en tilstrækkelig aftale. Det mener jeg simpelt hen ikke at den var, og jeg tror i øvrigt ikke, der er ret mange, der mener, at det, der blev aftalt før valget, er tilstrækkeligt. Så lad os sætte os sammen og få de ting lavet, og lad os så lægge politikken væk, om man så må sige. Lad os lægge det partipolitiske væk, for det her skal løses.

Tak. Spørgeren.

Det er selvfølgelig meget oplagt også at kigge på hele psykiatrien, og jeg er også enig i, at det ikke løser det hele. Jeg tror, at hvis man kigger på tallene for, hvor mange unge der hverken er i uddannelse eller i arbejde, så vil man også kunne se, at de tal desværre ikke har forandret sig igennem mange år. Der er for stor en gruppe, der står udenfor, og som på en eller anden måde er blevet efterladt, i hvert fald i forhold til de politiske initiativer, der er blevet taget. Noget af det, vi konkret har foreslået, er dels en kommission, der skal kigge på det her, dels en invitation til en trepartsforhandling og fokus på fritidsjob. Jeg vil gerne høre, om det også er nogle forslag, som Danmarksdemokraterne kan se sig selv i, eller om der er andre initiativer, der er blevet tænkt over fra jeres side.

Ordføreren.

Nu har jeg jo selv været beskæftigelsesminister på et tidspunkt, og lige præcis nogle af de her unge svarer til nogle af de unge, som jeg mødte dengang, og jeg kunne allerede dengang konstatere, at det var et stort problem. Jeg kan sagtens følge regeringen i de ting, som fru Lea Wermelin har nævnt her, men når det så er sagt, er jeg lidt ærgerlig over, at der er så mange syltekrukker og kommissioner, og at man i det her regeringsgrundlag så ofte siger: Lad os lige udskyde det, lad os lige prøve at nedsætte et udvalg. Jeg kan i hvert fald sige så meget, at hvad angår alt, hvad der kommer på bordet på det her område, kommer vi til at gå meget konstruktivt ind i det, og jeg kan i øvrigt sige, at der er flere af medlemmerne af Danmarksdemokraterne, som også har arbejdet med den her slags tidligere, både her i Folketinget, men også uden for Folketinget.

Tak for svaret. Så er det hr. Morten Dahlin.

Tak til fru Inger Støjberg for talen. Jeg glæder mig til samarbejdet med Danmarksdemokraterne. Fru Inger Støjberg sagde i sin tale, at Danmarksdemokraterne mener det samme nu, som man gjorde, da man sidst var med i åbningsdebatten. Da man sidst var med i åbningsdebatten, havde man indgået en aftale om vinterhjælp, og i den aftale noterer Venstre, Konservative og Danmarksdemokraterne sig, at der er et merprovenu. De tre partier var enige om, at dette varige merprovenu skulle tilbageføres til erhvervslivet gennem skattelettelser, og derfor undrer det mig lidt, at jeg kunne læse en pressemeddelelse i morges, hvor Danmarksdemokraterne sammen med SF og Enhedslisten foreslår, at det her varige merprovenu ikke skal tilbage til erhvervslivet gennem skattelettelser, men nu skal bruges på noget helt andet. Hvordan hænger det sammen med, at fru Inger Støjberg netop har stået og sagt, at Danmarksdemokraterne mener præcis det samme som før, når man vel her er med til at begå et eklatant løftebrud?

Ordføreren.

Det tror jeg nu nok lige er at tage munden lidt for fuld. Når det er sagt, vil jeg sige, at det, som vi har lagt frem her til morgen sammen med de otte øvrige partier, netop er tre elementer. Der er den her overfinansiering på 1 mia. kr., som jeg i øvrigt kan se at også Socialdemokraterne har nævnt allerede i valgkampen. Jeg fandt lidt om det på Socialdemokraternes hjemmeside, blot sådan sagt til info. Der er altid lidt spændende materiale at finde på Socialdemokraternes hjemmeside. Men der er 1 mia. kr., som det er overfinansieret med, og jeg må altså bare sige, at i den situation, vi er i nu, synes jeg, at det er virkelig godt at bruge den milliard, som vinterpakken er overfinansieret med, på forsvaret og på et løft af forsvaret. Så har vi i øvrigt foreslået at kigge lidt på erhvervsstøtten, som vi jo har foreslået at tage 750 mio. kr. mere fra. Der sidder allerede i dag et udvalg og kigger på muligheden for at skære i erhvervsstøtten. Noget af det, vi rigtig godt kunne tænke os også at få regeringen med på, er i virkeligheden at sikre nogle bedre rammevilkår for erhvervslivet, for det tror jeg faktisk er noget af det, mange erhvervsfolk sidder og drømmer om – og også lidt mere, end de drømmer om nogle erhvervsstøtteordninger.

Så er det spørgeren. Og lad os lige huske taletiderne her i salen.

Man lægger jo så op til at gøre det modsatte, altså til at fjerne nogle erhvervsstøtteordninger, som bl.a. indeholder nogle lempelige skatte- og afgiftsvilkår. I stedet for at gøre det, som regeringen har lagt op til, nemlig at føre det tilbage til erhvervslivet, så vil man bare fjerne det fra erhvervslivet. Det giver jo ikke bedre vilkår.

Men tilbage til spørgsmålet, der ikke blev svaret på: Danmarksdemokraterne forpligtede sig i den her vinterhjælppakke til, at det overskydende provenu skulle føres tilbage til erhvervslivet gennem skattelettelser. Nu er man så gået sammen med Enhedslisten og SF om at sige, at de skattelettelser, som Danmarksdemokraterne gik til valg på skulle gå til erhvervslivet, alligevel ikke skal gå til erhvervslivet. Hvordan hænger det sammen med at overholde sine løfter?

Ordføreren.

Jamen prøv at høre her. Vi ønsker at prioritere forsvaret nu, og vi er blevet bedt om at fremlægge en alternativ finansiering, og det har vi gjort krone til krone. Så er det rigtigt, at der er den her overfinansiering, men jeg vil sige til hr. Morten Dahlin, at jeg faktisk synes, det er bedre nu at sikre nogle bedre rammevilkår for erhvervslivet end at give direkte erhvervsstøtte, hvad der er jo også er lagt op til.

Tak for det. Så er det hr. Henrik Frandsen.

Jeg vil også gerne starte med at sige tak til fru Inger Støjberg for en rigtig fin ordførertale, og jeg kunne forstå på talen, at fru Inger Støjberg er meget optaget af, om regeringen havde tabt hovedet, da man lavede regeringsgrundlaget og bl.a. kom med forslaget omkring afskaffelsen af store bededag. Der vil jeg gerne sige, at det i hvert fald ikke er min opfattelse, at man har gjort det. Jeg mener tværtimod, at man har brugt hovedet, at man har tænkt sig rigtig godt om, og at man i hvert fald i den grad har vist ansvar. Og jeg vil egentlig gerne spørge fru Inger Støjberg, om ikke fru Inger Støjberg vil anerkende, at en fjernelse af store bededag rammer alle lige hårdt. Det rammer høj og lav lige hårdt. Det rammer også lige hårdt, om man bor på landet eller man bor i byen eller man måske ligefrem frekventerer de fine saloner i København. Vi taler om 7 timer.

Ordføreren.

Til det med, om det rammer lige hårdt, vil jeg sige, at det kan vi sådan set ikke sige endnu. Der er jo nogle, der ikke bliver kompenseret, og der er f.eks. erhvervsfolk, som det her vil ramme rigtig hårdt i forhold til omsætningen i små butikker og på restauranter. Der er markeder, der ikke kan blive afholdt, og dermed er der foreninger, der ikke får det overskud, som markeder, der bliver afholdt på store bededag, ellers ville give, og det vil da f.eks. ramme rigtig mange børn og unge. Så det er jeg sådan set ikke enig i. Og så vil jeg bare lige sige, at jeg altså ikke har sagt noget med, at regeringen har tabt hovedet. Det kan da godt være, at jeg har tænkt det, men jeg har ikke sagt det. Det skal man jo altid passe lidt på med, altså når man så selv ligesom kommer til at sige: Nej, vi har ikke tabt hovedet. Jeg har aldrig sagt, at man har tabt hovedet, men altså, det kan da godt være, at jeg har tænkt det.

Spørgeren.

Jeg vil også godt spørge: Vil fru Inger Støjberg ikke anerkende, at alle de initiativer ud over et forsvarsforlig, der skal finansieres, kræver varig finansiering, som en afskaffelse af store bededag jo ville være?

Ordføreren.

Jo, det kræver jo varig finansiering. Men derfor behøver jeg jo ikke være enig i den måde, som regeringen vil finansiere det på, og jeg er faktisk ikke enig i, at det er en god idé at afskaffe store bededag. Jeg synes også, at Danmark er mere end kroner og øre. Danmark er altså også kultur, det er værdier, det er en kristen kultur, det er traditioner, og det er jo alt det, der også indebærer, at vi har en store bededag. Så vi er imod, at man afskaffer store bededag, og det er derfor, vi har lagt en alternativ finansiering frem i dag.

Den næste spørger er hr. Sigurd Agersnap.

Tak for det, og tak til fru Inger Støjberg for talen. Det er jo en tale, der viser et tydeligt borgerligt engagement, men også et vist socialt engagement – et engagement i socialt udsatte, ældre og nogle af dem, som er ramt hårdest af de stigende priser. Det vil jeg gerne stille et spørgsmål om. Tal fra Danmarks Almene Boliger viser, at der har været markant flere rykkere og opsigelser her i 2022 end de tidligere år, og det viser jo, at konsekvenserne af inflationen begynder at kunne mærkes derude, og derfor vil jeg høre fru Inger Støjberg, om Danmarksdemokraterne vil være med til at presse på for, at der snart kommer forhandlinger om inflationshjælp til de mest pressede danskere.

Ordføreren.

Ja, det vil vi gerne være med til. Jeg lytter mig næsten også frem til, at ordføreren ligesom jeg undrer sig lidt over, at der ikke er kommet noget, for det var noget af det, regeringen slog sig op på allerede ved præsentationen, altså at det snart ville komme. Det ville også snart komme i tirsdags, og det vil snart komme hele tiden, så nu må det da meget snart komme. Om vi kan blive enige om løsningerne, må vi så se, men det synes jeg da bestemt er noget af det, regeringen skylder lige nu, fordi man ligesom mange gange har annonceret, at det nu er snart. Så nu må det da være snart.

Spørgeren.

Jeg tænker også, at det må være snart. Men sådan en inflationshjælp skal selvfølgelig også finansieres, for at vi ikke puster mere til inflationen, og en række mellemhandlere inden for energibranchen har tjent meget store profitter siden energikrisen og krigen i Ukraine. Derfor vil jeg høre, om Danmarksdemokraterne vil være med til at sikre, at det prisloft, EU har givet mulighed for at indføre, også kommer til at gælde mellemhandlere, så der er flere penge til at sikre en inflationshjælp for de fattigste danskere.

Ordføreren.

Det vil jeg hverken sige ja eller nej til. Først og fremmest må regeringen ligesom indkalde til de her forhandlinger, og regeringen må lægge frem, hvad man egentlig har tænkt sig. Det, der netop er vigtigt, og det kan jeg så i øvrigt også høre ordføreren er fuldstændig enig i, er, at vi ikke må puste yderligere til inflationen. Så det er jo en lidt svær øvelse, det anerkender jeg, og det kan selvfølgelig være, at det er derfor, regeringen konstant ligesom holder det ud i strakt arm og siger, at nu er det, lige før det kommer. Men lad os se, hvad regeringen kommer med, og så må vi prøve at se. Og så må vi jo få regnet lidt på det også. Det tror jeg vi skylder hinanden.

Næste spørger er hr. Niels Flemming Hansen.

Tak for det, og hvor er det da en fornøjelse at se den altid oplagte fru Inger Støjberg på talerstolen. Uden at kende til fru Inger Støjbergs yderligere morgenrutiner glæder jeg mig over, at også fru Inger Støjberg ligesom jeg selv er en lille smule morgensensibel, i forhold til hvem der sidder for bordenden hos regeringen.

Lige nu ser vi jo kronen i Sverige, vores nabo i EU, styrtdykke, og det har den gjort over det sidste lange stykke tid. Danmarksdemokraterne består jo af en del tidligere medlemmer af Dansk Folkeparti, hvoraf nogle har haft et mildest talt lidt anstrengt forhold til EU. Jeg kan forstå, at Danmarksdemokraterne er lidt mere positivt stemt over for EU. I relation til den kurs, vi ser i Sverige, kan ordføreren så forklare Danmarksdemokraternes holdning til det udvidede valutasamarbejde i EU?

Ordføreren.

Lad os nu lige tage den, vi kan lige så godt få den aflivet. Folk kommer med forskellige baggrunde i Danmarksdemokraterne – selvfølgelig gør de det. Jeg aner ikke, hvad alle mennesker har tænkt førhen, men jeg ved, hvad alle i Danmarksdemokraterne tænker nu, og den linje, som jeg ligesom har givet udtryk for, er jo Danmarksdemokraternes linje. Det er jo noget af det, vi både har talt om og diskuteret og nedfældet, og jeg ved ikke hvad, og det er, at vi er kritiske over for EU, fordi vi synes, at EU har bredt sig for meget.

Det er simpelt hen blevet et monster, der blander sig i for mange ting, men når det er sagt, ønsker vi bestemt ikke, at vi skal melde os ud af EU, for vi mener rent faktisk, at et samarbejde omkring handel er noget af det, der styrker os alle sammen og sådan set bare har gjort Europa både rigere og friere. Og så er vi jo store tilhængere af hele grundtanken omkring oprettelsen af EF, og hvis jeg må være lidt en drømmer i dag, er det i virkeligheden EF-samarbejdet, jeg drømmer mig tilbage til.

Spørgeren.

Tak for det. Jeg skal forsøge, næste gang jeg er dernede, at købe par sokker med nogle stjerner på med hjem til ordføreren.

Der er et andet emne, som jeg har tænkt meget på i den her lidt usikre tid, i forhold til samarbejdet med EU. Danmarksdemokraterne var jo ikke med i valgkampen i forhold til ophævelse af forsvarsforbeholdet. Kan ordføreren forklare Danmarksdemokraternes holdning til netop afskaffelsen af forsvarsforbeholdet?

Ordføreren.

Når vi ikke anbefalede, at man skulle afskaffe forbeholdet omkring forsvaret, handlede det mest om, at det jo er endnu et slag for, at EU kommer til at overtage mere. Vi er sådan set godt tilfredse med det forsvarsforbehold, som vi har. Vi mener, at det er en fordel, at vi selvfølgelig kan deltage i internationale operationer, og det kan vi jo uden om forsvarsforbeholdet, og derfor mener vi sådan set ikke, at der var grund til at ophæve det.

Nu er det ophævet, og det er så, som det er. Hvis man skal være helt ærlig, har det måske heller ikke gjort den helt store forskel, og det var egentlig også lidt en af vores pointer i valgkampen: Hvad kommer det egentlig til at gøre af forskel? Og endelig er krisen i Ukraine jo ikke et argument for at ophæve forsvarsforbeholdet.

Tak. Den næste spørger er fru Jette Gottlieb.

Tak. Nu lagde ordføreren jo i sin tale meget vægt på, hvad Danmarksdemokraterne kan samarbejde med regeringen om, men jeg er lidt nysgerrig på spørgsmålet om, hvad Danmarksdemokraterne kan samarbejde om til anden side. Og det første, jeg vil spørge om, er, hvordan Danmarksdemokraternes forhold er til at sikre en udbygning i landdistrikterne i forhold til byerne, bl.a. igennem en stærkt forøget kollektiv transport-mulighed på det område.

Ordføreren.

Altså, for det første vil jeg sige, at jeg aldrig har haft så nært et samarbejde med Enhedslisten som her igennem de sidste uger, og det har været en særlig oplevelse, men det har også været en særlig god oplevelse, vil jeg sige. Men det er underligt at have fru Mai Villadsen på hurtigkald på telefonen, det vil jeg sige; det er mærkeligt. Men ikke desto mindre har det været tillidsfuldt og godt.

Omkring landdistrikterne vil jeg sige, at det er en hjertesag for os, og det ved fru Jette Gottlieb også at det er. Men hvis det kommer til kollektiv trafik, tror jeg måske nok, at vore veje skilles lidt, om man så må sige, ganske enkelt fordi der jo ikke er basis for kollektiv trafik i sådan oprindelig forstand. Hvis vi taler flextrafik og sådan nogle ting, kan vi sagtens se det. Men der er bare også uhyre mange mennesker i landdistrikterne, der har brug for at have en bil.

Spørgeren.

Nu spørger jeg, bl.a. fordi det jo ikke er alle, der har mulighed for at køre i en bil, altså skoleelever, der skal til deres skole, og folk, der ikke har mulighed for at komme på arbejde på anden vis. Så mit spørgsmål gik altså på alternative kollektiv trafik-muligheder, som kunne give mulighed for vækst og fungeren i et lokalområde, og det var egentlig den form, jeg bad om at høre om Danmarksdemokraterne har nogle gode ideer til hvordan man kunne etablere, så man kunne sikre, at der var både leve- og arbejdsmuligheder i landdistrikterne.

Ordføreren.

Men f.eks. sådan noget som flextrafik, som jeg nævnte lige før, er jo bestemt en god mulighed. Men det handler jo også om at få f.eks. sådan noget som uddannelsesinstitutioner flyttet ud fra nogle af de store byer. Det er jo derfor, jeg er rigtig ked af, at regeringen som noget af det første har fjernet nogle af de her velfærdsuddannelser, altså pædagoguddannelser og sådan nogle ting, som det jo ellers gav rigtig god mening at have ude i de lidt mindre byer, og man kan jo altså godt bygge et rigtig godt uddannelsesmiljø op også dér. Hjørring er faktisk et rigtig godt eksempel på det, hvor bioanalytikeruddannelsen har tiltrukket flere studerende end tidligere. Så jeg tror også, det er den retning, man skal tænke i. Men f.eks. flextrafik: Ja!

Tak. Næste spørger er hr. Christian Friis Bach.

Tak for det, og tak til fru Inger Støjberg. Mit spørgsmål vedrører arbejdsudbuddet. Jeg hørte fru Inger Støjberg sige, at hun er borgerlig helt ind til benet, og borgerlig politik er jo at stå vagt om velfærden og væksten, ikke mindst, også i Danmark. Og det kræver jo et øget arbejdsudbud i størrelsesordenen måske 40.000-50.000 i 2030. Så mit spørgsmål til fru Inger Støjberg er: Hvilke initiativer mener Danmarksdemokraterne vi skal tage for at øge arbejdsudbuddet i den størrelsesorden?

Ordføreren.

Jeg tror, at noget af det, man skal kigge på, f.eks. er at gøre betingelserne for udenlandsk arbejdskraft bedre for dem, der skal rekruttere. Det kan være at gøre det mere smidigt – jeg har jo selv arbejdet med det som udlændingeminister – og det kan også være at sænke beløbsgrænsen. Det var to ting vedrørende udenlandsk arbejdskraft. Men vi vil også meget gerne kigge på en su-reform, som også er noget af det, der kan være med til at sikre mere arbejdskraft.

Spørgeren.

Tak for det, og der kom fru Inger Støjberg mig lidt i forkøbet, for det var mit opfølgende spørgsmål, nemlig: Hvor mange mennesker mener fru Inger Støjberg vi kunne bibringe det danske arbejdsmarked ved at sænke beløbsgrænsen og også forlænge den? Og skal beløbsgrænsen sænkes yderligere, ud over det, der allerede ligger i den 3-årige ordning?

Ordføreren.

Altså, jeg og Danmarksdemokraterne har det jo helt grundlæggende sådan, at hvis man kommer til Danmark for at arbejde, er man velkommen, men det er klart, at man så også skal rejse hjem igen den dag, hvor der ikke er et arbejde længere – det er jo ikke et socialkontor – hvis man kan hegne det ind, og det mener jeg godt man kan, f.eks. ved at sænke beløbsgrænsen. Jeg kan af gode grunde ikke i dag sige, hvor meget det vil øge arbejdsudbuddet, i og med vi ikke ved, hvor meget beløbsgrænsen så kunne sænkes til. Men det er klart, at med det vil jo så også skulle følge, at man rent faktisk holder øje med, at folk så arbejder, når de er her, og at man overholder de regler, der er. Så jeg kan ikke sætte et antal på, men det er noget af det, vi gerne vil være med til at kigge på, og så derudover f.eks. su, altså lægge kandidatdelen om til lån. Sådan nogle ting er også noget af det, der er med til at øge arbejdsudbuddet.

Tak for det. Så er det hr. Mikkel Bjørn.

Fru Inger Støjberg nævner i sin tale vigtigheden af at fortsætte den stramme udlændingepolitik, og det er jo ikke nogen hemmelighed, at noget af det, der står i vejen for, at vi kan føre en stram udlændingepolitik, bl.a. ved at udvise kriminelle udlændinge, er, at vi får et opgør med de internationale konventioner. Og der har Danmarksdemokraterne jo haft lidt uld i mund og sagt, at vi skal arbejde langsigtet med en strategi om at ændre konventionerne indefra i stedet for bare at sætte dansk lov over konventionerne. Og derfor er jeg bare lidt nysgerrig på at høre, og det er egentlig et simpelt spørgsmål: Hvad vil fru Inger Støjberg sige til de danskere, der i mellemtiden, mens fru Inger Støjberg arbejder på en langsigtet strategi om at ændre konventionerne, skal leve med og under store økonomiske udgifter, overfald, trusler, intimideringer og generelt øget utryghed i samfundet? For det vil jo være konsekvensen. Danmarksdemokraterne er ikke de første, der har haft en ambition om at ændre konventionerne indefra. Tak for ordet.

Ordføreren.

Nej, men jeg er rent faktisk en af de første, der har været med til at ændre en konvention, nemlig statsløsekonventionen, indefra. Så jeg ved faktisk godt lidt, hvad jeg taler om. Det var jo under den tidligere regering, og det blev i høj grad gjort sammen med hr. Søren Pape Poulsen, som var justitsminister på daværende tidspunkt. Vi er ikke fan af konventionerne, som de er nu. Og jeg mener, at det er helt forkert, når konventioner f.eks. tager større hensyn, synes jeg nogle gange, til den kriminelle udlænding, end de gør til danskere, der er født og opvokset her, og som har tjent landet igennem hele deres liv. Og det er sådan noget, vi gerne vil være med til at ændre.

Spørgeren.

Tak for svaret. Jeg synes dog ikke, jeg helt fik svar på mit spørgsmål. Mit spørgsmål var: Hvad er fru Inger Støjbergs svar til de danskere, der i mellemtiden, fordi man arbejder på en langsigtet løsning, skal leve med daglige konsekvenser af den uansvarlige nuværende udlændingepolitik?

Ordføreren.

Altså, nu taler jeg meget af egen erfaring. Vi kan jo ikke alle sammen løbe rundt med en fodlænke på, og derfor er der også en grænse for, hvor langt man kan gå i forhold til konventionerne. Vi vil gerne være med til både at udfordre konventionerne og at gå til kanten af konventionerne. Men mit svar vil så være, at vi jo ikke alle sammen kan løbe rundt med en fodlænke, for så ville vi også mangle hr. Mikkel Bjørn her i Folketingssalen.

Tak til spørgeren. Så er det næste spørger, og det er fru Pia Kjærsgaard.

Tak for det. Den her debat og den senere tids offentlige debat har drejet sig meget om store bededag. Det er naturligt; folk vil ikke miste den af mange årsager. Jeg har jo selv fremført, hvad jeg egentlig mener er det væsentlige, altså det kulturelle, det religiøse og sammenhængskraften. Det er meget, meget vigtigt for danskerne i en tid, hvor der er rodløshed, utryghed osv. Det er en del af det, og der er også mange andre ting.

Nu har jeg lagt mærke til, at man mange gange har spurgt hr. Søren Espersen, når han har været ind og ud af forhandlingslokalet, om Danmarksdemokraterne går ind for en folkeafstemning. Svaret har været meget tvetydigt, og det er også helt naturligt, at det er formanden, der lægger linjen, så derfor spørger jeg formanden for Danmarksdemokraterne: Hvordan stiller man sig i forhold til en folkeafstemning? Jeg synes jo ikke, at der skal holdes folkeafstemning hver dag, men der er altså også ting, der er for vigtige til bare at lægge over til politikerne, og her synes jeg, det er meget vigtigt, at vi får den folkeafstemning.

Ordføreren.

Altså, for det første er jeg fuldstændig enig med fru Pia Kjærsgaard i, at folkeafstemninger ikke er noget, vi skal have hver og hver anden dag, og at det skal være noget meget stort, hvis man skal afholde en folkeafstemning. Vi lukker ingen døre. Nu er det så med fare for at lyde som hr. Søren Espersen, men det må fru Pia Kjærsgaard så lige leve med. Vi lukker ingen døre i forhold til en folkeafstemning. Men omvendt synes jeg egentlig også, at tiden er til lige at lade regeringen overveje situationen. Altså, vi vil meget anbefale regeringen at lytte godt efter den samlede opposition; det gælder jo også Dansk Folkeparti. Vi vil meget anbefale regeringen at lytte nu og lige tænke sig om en ekstra gang. Derfor vil jeg bare sige, at når hr. Søren Espersen har sagt, hvad han har sagt, så er det fuldstændig Danmarksdemokraternes linje.

Spørgeren.

Det tænkte jeg nok. Men jeg vil bare sige, at det, der sker nu, jo er, at man via grundlovens § 42 forsøger at samle de her 60 underskrifter. Og det er jo ikke nødvendigvis sådan, at det udløser en folkeafstemning. Det, det kunne gøre, var netop, at regeringen tænkte sig om, for ville der så være et flertal for at udløse en folkeafstemning? Og så er det så min opfattelse, at så ville regeringen tænke sig rigtig godt om og lade være med at afskaffe store bededag, fordi de netop ikke ønsker en folkeafstemning. Så fint har man jo formuleret grundlovens § 42, så jeg vil bare meget anbefale, at man hos Danmarksdemokraterne ikke tænker sig om alt for længe, for det lyder jo, som om regeringen fastholder, at store bededag skal afskaffes.

Tak. Ordføreren.

Jeg kan i hvert fald sige så meget, at jeg er fuldstændig enig i fru Pia Kjærsgaards betragtninger om, hvad store bededag også er: at det er meget mere end økonomi, og at det også er, jeg tror, fru Pia Kjærsgaard nævnte sammenhængskraft og tradition og det, at vi hviler på en kristen kultur. Og jeg kan ikke være mere enig. Men om vi skal udløse en folkeafstemning, synes jeg beror meget på, hvordan regeringen agerer nu her efterfølgende. Og det er derfor, vi har tilladt os at sætte os ned og også lige bruge lidt tid på det. Men lad os nu håbe, at regeringen lytter til os alle sammen.

Næste spørger er hr. Thomas Skriver Jensen.

Tak for det. Det er jo en sand fornøjelse at sidde her og lytte til fru Inger Støjbergs positive og konstruktive tilgang til samarbejdet med regeringen, endda illustreret med en lang række punkter, hvor man godt kunne se et samarbejde. Noget af det, der ikke blev nævnt, og som i virkeligheden er et af de områder, hvor jeg håber, at Danmarksdemokraterne byder sig konstruktivt til, er på erhvervsuddannelsesområdet. Det står efterhånden klart for de fleste, at hvis vi skal have et godt velfærdssamfund, og hvis vi ikke skal tabe den grønne omstilling på gulvet, skal der ske noget på det område. Derfor kunne jeg egentlig godt tænke mig at spørge fru Inger Støjberg, om hun ser et behov for at investere i erhvervsuddannelserne, og om hun ser et behov for, at flere både unge og voksne mennesker vælger at gå den vej.

Ordføreren.

Det kan jeg fuldstændig bekræfte hr. Thomas Skriver Jensen i, altså at det er der et kæmpestort behov for, og der er behov for begge dele, både at få flere ind på uddannelserne og så også at sikre, at f.eks. det materiel, man har på erhvervsuddannelserne, er tidssvarende. Man kan sådan set godt forstå det unge menneske, der ikke har lyst til gå på en erhvervsuddannelse, hvis man står med gammelt udstyr og skal uddannes med det, og så skal man i virkeligheden ud at arbejde med noget helt andet. Og det sender også et fuldstændig forkert signal til de unge om, at man netop har nedprioriteret sådan noget som udstyr og materiel på erhvervsuddannelserne.

Jeg kan i øvrigt sige, at alle partiledere på et tidspunkt i valgkampen var samlet i Aarhus til et debatmøde, og der var konklusionen på debatten, og det var det fra den ene til den anden side af Folketinget, at det her bliver vi simpelt hen også nødt til at få set på, for det nytter ikke noget blot at sige, at vi skal have flere ind på uddannelserne, hvis vi ikke også er villige til at prioritere uddannelserne, herunder også materiel.

Spørgeren.

Tak for det. For mig at se går den her diskussion i to spor: Der er den økonomiske del, og der hører jeg en tilkendegivelse af, at det vil man gerne være med til at se på, og så er der hele optagedelen, og der er der jo mange veje, man kan gå ned ad. Jeg har prøvet at undersøge lidt, hvad Danmarksdemokraterne ser som løsningen, og det eneste, jeg kan finde, er, at man mener, at gymnasierne i højere grad skal løfte et ansvar, for at vi får mere faglært arbejdskraft. Kunne fru Inger Støjberg ikke sige en lille smule om, om der er andre områder? Jeg tænker eksempelvis på en mere praktisk folkeskole eller bedre vejledning til ufaglærte, der godt kunne tænke sig at tage en faglig uddannelse eller lignende.

Ordføreren.

Det er rigtigt nok, at vi i valgkampen rent faktisk foreslog, at man på gymnasierne i stedet for at tage, hvad der i dag er et fuldt gymnasiumpensum, kunne krydre det med at tage f.eks. en industriel og lidt mere praktisk del ind. Dermed kunne man jo ligesom håbe på, at der ville være flere, der kunne finde på at gå den vej. Man har jo sådan set også kombineret det, for når man kigger på landbrugsuddannelserne, har man jo også kombineret gymnasiet med fagligt landbrug. Så sådan noget kunne det være.

Så handler det jo i virkeligheden også om at få talt hele det her område op og få gjort alle bevidste om, hvor vigtigt det er, og at vi simpelt hen ikke kan hænge sammen som samfund og få den indtjening, vi skal have i Danmark, hvis ikke der kommer flere ind på de erhvervsuddannelser. Så ja, det er helt fra folkeskolen og videre op.

Tak for det. Næste spørger er hr. Kasper Roug.

Tak for det. Tak for ordførertalen også, den var rigtig spændende. Og jeg synes også, at det var rigtig dejligt at høre, at Danmarksdemokraterne selvfølgelig også er et ansvarligt parti og gerne lægger op til en ansvarlig politik. Jeg lagde dog også mærke til, at Danmarksdemokraterne jo desværre også allerede kalder regeringen for uansvarlig og magtfuldkommen. Vi har jo ikke engang været her en måned, men ikke desto mindre synes jeg, det er en hurtig dom.

Når vi så taler om det, taler Danmarksdemokraterne jo også om en sammenhængskraft i Danmark, og det er jeg selvfølgelig rigtig glad for at høre, for det er jo også noget af det, som regeringen gerne vil opnå. Noget af det, som vi tænker meget over, er, hvordan vi kan få land og by til at hænge bedre sammen, specielt i forhold til nye statslige arbejdspladser på den ene eller anden måde. Hvordan tænker Danmarksdemokraterne at de kan samarbejde om det, og hvad vil Danmarksdemokraterne byde ind med omkring det?

Fru Inger Støjberg.

Altså, jeg må med skam meddele, at jeg ikke har kaldt regeringen for uansvarlig, men jeg har kaldt regeringen for magtfuldkommen – det er rigtigt. Det skal jeg overveje om jeg kan få med ind, hvis der bliver en anden runde i aften. Men når det er sagt, ærgrer vi os jo rent faktisk over, at partiet Venstre, som ellers gik til valg på at flytte 5.000 statslige arbejdspladser ud i landdistrikterne, ikke har fået det med i regeringsgrundlaget. Så jeg kunne næsten spørge omvendt: Hvorfor er det ikke med i regeringsgrundlaget, at der skal flere statslige arbejdspladser ud? Hvorfor er det, at man her fra begyndelsen af er startet med at fjerne velfærdsuddannelserne fra landdistrikterne? Det synes jeg også er brandhamrende ærgerligt.

Vi kom selv med nogle forslag i valgkampen, bl.a. om at hæve kørselsfradraget i yderområderne, ikke bare for dem, der bor i yderområderne, som måske skal ind til større byer for at arbejde, men også for dem, der bor i større byer, og som skal ud i yderområderne for at arbejde. Det er også en af de ting, som vi godt kunne tænke os kom med.

Jeg tror selv, at sådan noget som uddannelser er helt, helt afgørende for, om der er flere, der vil bo i yderområderne. Derfor er det jo noget af det, vi prioriterer meget højt, og derfor er det også noget af det, vi også kommer til at prioritere i forhold til f.eks. lægeuddannelsen, som man godt kunne se på om ikke skulle opnormeres i f.eks. Aalborg. Det er noget af det, der sandsynligvis vil sikre en bedre lægedækning.

Tak. Jeg skal lige høre, om der ønskes en anden kort bemærkning. Værsgo.

Tak, og tak for svaret. Jeg ved ikke lige, om jeg er så glad for den inspiration i forhold til uansvarlighed, jeg startede med at give, men ikke desto mindre er det rigtig godt at høre, at Danmarksdemokraterne har land og by-diskussionen højt oppe på dagsordenen.

Regeringen har jo i regeringsgrundlaget et meget konkret forslag omkring permanentgørelse af den statsgaranti, der er ved boligkøb i yderområderne. Er det noget, som Danmarksdemokraterne kunne være interesseret i at følge op på sammen med regeringen?

Tak. Fru Inger Støjberg.

Vi vil gerne være med i alt, hvad der handler om yderområderne, for noget af det, der bekymrer os rigtig meget – og det er også noget af det, der er dna'et i partiet – er, om Danmark kommer til at knække over, så man ligesom kører ét løb i de meget store byer, og så glemmer man lidt det, der ligger lidt længere væk. Sådan noget som, at det skal kunne lade sig gøre at leve og bo i de områder og have et hus og eje et hus, er selvfølgelig noget af det, vi også prioriterer.

Tak. Den næste spørger på listen er hr. Jens Joel fra Socialdemokratiet. Værsgo.

Tak for det, og tak til fru Inger Støjberg for ordførertalen. Jeg kunne forstå, at en del af forberedelsen havde været at være inde på Socialdemokratiets hjemmeside. Jeg kan helt generelt anbefale, at man dér søger inspiration.

Men det, jeg vil spørge til, er i virkeligheden noget angående bandebekæmpelse. Der har jo været det her eftersyn af, hvordan det er gået, og hvis man skal gøre en lang historie kort, kan man jo sige, at de bandepakker, vi har lavet igennem tiden, faktisk har haft en ret stor effekt, men at der stadig væk også er nogle udfordringer. Der kunne jeg godt tænke mig at spørge Danmarksdemokraternes formand, hvad hun sådan tænker er de store udfordringer. Hvad kunne vi tage fat på, og hvad kunne vi egentlig gøre i den forbindelse?

Fru Inger Støjberg.

Noget af det, som vi ved der er allerflest kriminelle, der har respekt for, er, hvis de kan blive sendt ud af landet. Det er jo bare et faktum, at en stor del af de personager, som er i banderne, og som er optaget i banderne, er udlændinge. Så noget af det, som jeg synes man skal kigge på i endnu højere grad, er simpelt hen at få dem udvist af landet, så snart de har udstået deres straf.

En af de andre ting, som vi opererede med i sin tid, da jeg var med i den borgerlige regering, var jo at få oprettet et fængsel i udlandet. Det er bestemt også noget af det, der har en afskrækkende virkning, er jeg ikke et hak i tvivl om. Det gik så desværre fuldstændig i stå under den socialdemokratiske regering, men nu kan man da så håbe, at der i det mindste kan komme det gode ud af det, at der nu er kommet nogle Venstrefolk ind i regeringen. Vi vil i hvert fald gerne være med til at skubbe på.

Tak. Jeg skal lige sige, at der er lidt uro her i salen, og at hvis man skal føre samtaler, må man gerne gå ud i sidegemakkerne.

Værsgo til hr. Jens Joel for den anden korte bemærkning.

Apropos hvad Socialdemokratiet har foreslået og ordførerens inspiration på den hjemmeside, var en af de ting, som vi har ønsket at tage fat på, jo det her med at ulovliggøre, at man rekrutterede børn og unge til banderne. Det mener jeg jo egentlig er noget af det vigtigste, hvis vi skal sætte ind, altså at vi skal undgå, at det her – om man så må sige – går i arv, eller at man fisker der, hvor nogle af de børn og unge måske er mest sårbare, og på den måde får dem rekrutteret og så også får dem oplært på den forkerte side af loven.

Så kunne Danmarksdemokraterne se sig selv i et samarbejde omkring f.eks. sådan noget?

Fru Inger Støjberg.

Jeg har svært ved at sætte på en skala, hvad der er vigtigst, altså om det er at få dem, som er bandemedlemmer, og som har gjort noget kriminelt – eller det har de jo så, når de er med i en bande – udvist, og så kan de i hvert fald heller ikke rekruttere, eller om det er at gøre det ulovligt, at børn og unge kan blive rekrutteret. Men ja, det vil vi gerne være med til at kigge på. Det er bare for at sige, at begge dele jo altså er ekstremt vigtige, også det at få dem sendt ud af landet. Så kan de i hvert fald heller ikke rekruttere. Men ja, det vil vi meget gerne være med til at kigge på.

Tak for det. Så går vi videre til den næste spørger, og det er fru Karin Liltorp fra Moderaterne.

Tak for det, og tak for talen. Jeg bed mærke i, at I er et ansvarligt parti, der meget gerne vil samarbejde, og det synes jeg jo tyder rigtig godt. Jeg kunne godt tænke mig at høre, om I også vil have en konstruktiv tilgang til det at opfylde klimamålene og nå i mål med den her reduktion på 70 pct. i CO2-udledningen, og om I i partiet har snakket om nogle konkrete idéer til, hvordan vi kan nå derhen sammen.

Fru Inger Støjberg.

Ja, vi har jo altså tilsluttet os 70-procentsmålsætningen. Men jeg vil også bare sige, at vi også bliver nødt til at få noget sund fornuft ind i hele den her klimadebat, for det nytter jo ikke noget, at vi f.eks. jager hele landbruget ud af Danmark. Vi holder jo ikke op med at spise kød og drikke mælk, bare fordi det ikke bliver produceret her, og så skal det bare produceres i et andet land, og så skal det fragtes hertil, så vi vil bare se nogle arbejdspladser, der så også bliver flyttet fra landområderne – nu var vi lige inde på det lige før – og det synes vi bare er en uheldig udvikling. Men ja, vi vil meget gerne være med til at opfylde den 70-procentsmålsætning. Det er jo bl.a. også derfor, at vi, hvis vi lige tager landbruget, har meget kig på, hvad det er, landbruget selv gør i øjeblikket, og der må man bare sige, at landbruget jo er langt længere fremme i Danmark, end man er i rigtig mange andre lande. Dem, der i virkeligheden har svigtet, er politikerne, f.eks. da man laver en aftale om, at der skal udtages lavbundsjorder, og at man så ikke får sat konsulenter af, så landbruget kan komme i gang. Det er jo sådan en af de ting, vi passende kunne arbejde sammen om.

Vi skal lige overholde taletiderne. (Inger Støjberg (DD): Det er ikke godt at blive irettesat af ens egne.) Nej.

Ønsker spørgeren en kort bemærkning til? Værsgo.

Det lyder supergodt, at I er interesseret i et konstruktivt samarbejde, og jeg håber også, at I er åbne over for at komme med nogle konkrete idéer, hvis I mener, at landbruget skal fredes. Men vi er helt enige om, at det ikke bare skal være på bekostning af landbruget, men at vi skal finde nogle fornuftige løsninger. Jeg håber også, at I vil være med i de fremtidige aftaler.

Fru Inger Støjberg.

Det vil vi bestemt, og så håber vi også, at I krydrer det med lidt sund fornuft og ikke bare trækker alt muligt ned over et erhverv som f.eks. landbruget.

Den næste på listen over spørgere er fru Lise Bertelsen fra Det Konservative Folkeparti. Værsgo.

Mange tak for det. Jeg vil starte med at sige tak for en rigtig flot ordførertale om en hel masse, vi kan samarbejde om, og så var det tilmed på godt jysk – tak for det.

Som helt ny folkevalgt politiker kan jeg undre mig over den demokratiske proces, jeg indtil nu har oplevet. Er fru Inger Støjberg enig i, at det undergraver tilliden til, at regeringen reelt ønsker et bredt samarbejde i Folketinget, når den fremsætter ultimative krav og giver en svarfrist på 7 døgn?

Fru Inger Støjberg.

Jeg kan sige så meget, at jeg har haft lidt flere år i Folketinget, men jeg er lige så rystet over den måde, som regeringen har valgt at gribe det an på. Og jeg må sige, at oven på den valgkamp, vi var i, oven på alle de fine ord, der blev sagt, og oven på alle de fine ord, der så også blev sagt efterfølgende, da man skulle til at danne regering, kan jeg slet ikke forstå, hvordan vi er endt, hvor vi er endt.

Det er helt uhørt, at man på den her måde sidder og forhandler med en pistol i tindingen på os alle sammen. Og det skal selvfølgelig også ses i det lys, at oppositionen har kunnet finde ud af at samle sig, ikke bare om en protest over det her og en kritik af, hvordan metoderne har været, men også om en finansiering. Det tror jeg ikke der var nogen der havde troet for 2 måneder siden – jeg havde i hvert fald ikke selv troet på det. Men det viser jo bare, at når tingene bliver så urimelige og så forkerte og så udanske, samler vi os, og det gør vi altså lige fra Nye Borgerlige til Enhedslisten og alle os midtimellem.

Ønsker fru Lise Bertelsen yderligere en kort bemærkning? Nej. Så går vi videre, og så er det hr. Lars Boje Mathiesen fra Nye Borgerlige. Værsgo.

Tak. Jeg synes normalt ikke, at fru Inger Støjberg har uld i mund, men jeg synes, at fru Inger Støjberg havde lidt uld i mund i sit svar til min gode kollega Mikkel Bjørn.

Hos os i Nye Borgerlige kommer vi altid til at sætte kvinder og danske kvinders rettigheder som ofre for udenlandske voldtægtsforbrydere før voldtægtsforbryderne. Sådan vil det altid være med Nye Borgerlige. Men vi kan høre, at det ikke er sådan hos Danmarksdemokraterne, som siger: Ja, men indtil vi kan få ændret konventionerne, må ofrene for voldtægtsforbrydere finde sig i det, og sådan er det bare. Er det sådan jeg skal forstå det, fru Inger Støjberg siger: at indtil den lange proces er færdiggjort, er svaret til de danske kvinder, som bliver ofre for udenlandske voldtægtsforbrydere altså, at det er bare ærgerligt, Sonny Boy, for sådan må det være, indtil vi kan blive enige herinde? Der er jo muligheder for, at man i stedet vælger at sige, at på visse områder, f.eks. hvis det gælder strafferetten i forbindelse med udenlandske voldtægtsforbrydere, tæller dansk lovgivning højere end f.eks. Den Europæiske Menneskerettighedsdomstol, som er aktivistisk – det håber jeg vi er enige om.

Så hvad er svaret til de kvinder derude – ikke så meget til Folketinget, men de kvinder, som i mellemtiden må være ofre, indtil man får færdigbehandlet nogle ændringer af konventionerne?

Man skal lige overholde taletiden.

Fru Inger Støjberg, værsgo.

Nej, det er ikke sådan, hr. Lars Boje Mathiesen skal forstå mit svar, og det tror jeg også godt hr. Lars Boje Mathiesen ved. Jeg synes sådan set, det er fair nok at sige, at vi vil gå lige til kanten, og at vi også godt vil udfordre konventionerne, men jeg er jo sådan set det levende bevis på, at der jo tilsyneladende også er en grænse for, hvor langt man kan gå, og jeg ville også være rigtig ked af, hvis hr. Lars Boje Mathiesen måtte være fraværende i Folketinget, fordi han gik rundt med en fodlænke.

Derfor vil jeg bare sige, at det må handle om at få ændret konventionerne og indtil da gå til kanten og også gerne udfordre konventionerne. Og jeg mener stadig væk, at der er steder, hvor der kan strammes op, for selvfølgelig – og det ved hr. Lars Boje Mathiesen jo også godt – er det jo vigtigst at tage hensyn til den, en forbrydelse er gået ud over, frem for den, der har forbrudt sig mod loven.

Ordføreren.

Undskyld, men fodlænker til fru Inger Støjberg, mig eller hr. Mikkel Bjørn har jo intet med udenlandske serievoldtægtsforbrydere at gøre. Og jeg sætter hjertens gerne de udenlandske voldtægtsforbrydere bag lås og slå, indtil de forstår, at der kun er én vej ud, og det er ud af Danmark. Det er den måde, man sætter danskerne først, det er den måde, man sætter disse kvinder først. Så kan man godt snakke om alt muligt med, at hr. Mikkel Bjørn og jeg og fru Inger Støjberg skal have fodlænker på, men det er jo ikke det, vi taler om her. Vi taler om udenlandske voldtægtsforbrydere og om, at vi ikke længere skal finde os i, at der er nogle gammeldags konventioner, som ikke er tilpasset den forfejlede indvandringspolitik, der er blevet ført i Danmark i så mange år, og det bliver vi nødt til herinde fra Folketingssalen af at tage ansvar for.

Tak. Så er det fru Inger Støjberg.

Jeg er fuldstændig enig med hr. Lars Boje Mathiesen i, at der jo skal strammes op på det her område, og det håber jeg bare vi kan presse regeringen til at gøre. Vi vil gerne være med til alt, hvad der overhovedet kan lade sig gøre inden for de rammer, der nu engang er, og når det så er sagt, vil vi meget gerne være med til også at ændre rammerne, men det tager så tid. Jeg er så bare en af de eneste, der har prøvet rent faktisk også at have held med at ændre en konvention, nemlig statsløsekonventionen.

Så går vi videre til den næste spørger, og det er fru Monika Rubin fra Moderaterne. Værsgo.

Mange tak. Nu er der lige gået lidt sport i at kigge på hinandens hjemmesider, og jeg var også lige inde at kigge på Danmarksdemokraternes hjemmeside og havde egentlig svært ved at finde noget om sundhedspolitikken. Lige nu står vi jo i en sundhedskrise, vi har ambulancer, der holder i kø og ikke kan aflevere patienterne inde på hospitalerne, og jeg hører fru Inger Støjberg sige, at det er problematisk, at man nedsætter en strukturkommission for at tænke igennem, hvordan vi laver en regelret sundhedsreform af det her sundhedsvæsen. Så jeg vil gerne høre fru Inger Støjberg: Hvad er Danmarksdemokraternes forslag til en sundhedsreform?

Fru Inger Støjberg.

Nu håber jeg lige, vi er enige om, at i valgkampen slog Moderaterne – af alle – sig op på, at hvis bare de kom med i regeringen, ville alting blive godt, og så ville der bare komme en sundhedsreform sådan her. Og jeg har aldrig hørt et menneske, tror jeg, tale sundhedsvæsenet så meget ned – i øvrigt et sundhedsvæsen, som hr. Lars Løkke Rasmussen selv har været med til, må man sige, at lave rammerne for – som hr. Lars Løkke Rasmussen gjorde her i den her valgkamp. Det er bare derfor, jeg siger, det måske er lidt fattigt, at man så, når man kommer ind i regeringskontorerne, læner sig tilbage – ja, og rejser til udlandet, kan man sige, for hr. Lars Løkke Rasmussens vedkommende. Det kunne måske egentlig have været en fordel, hvis hr. Lars Løkke Rasmussen så havde taget sit ansvar på sig og var blevet sundhedsminister. Det var alt det, han stod og plæderede for i valgkampen. Men sådan skulle det ikke være.

Nogle af de ting, som vi har fremhævet, er jo netop at få øget lægedækningen i yderområderne. Jeg er selv en af dem, der har prøvet ikke at have en praktiserende læge i en tid, og det går bare ikke. Derfor kunne det jo være sådan noget som at få slettet sit su-lån, eller det kunne være sådan noget som at prøve at øge mulighederne for aflønning af de læger, der er i yderområderne – sådan nogle ting, hvis det er den del, vi taler om.

Ordføreren for en kort bemærkning.

Mange tak. Nu var det egentlig en regelret sundhedsreform, jeg spurgte ind til, ikke bare hvordan vi løser lægedækningen inden for almen praksis. Sundhedsvæsenet er jo andet end almen praksis. Det er også hospitalerne; det er også kommunerne; det er også hele forebyggelsesområdet. Jeg vil gerne høre, hvad Danmarksdemokraternes tanker på sundhedsområdet er, hvis det er, at man mener, at man kan løse det i morgen, uden at gå i dybden og uden at komme helt til bunds.

Fru Inger Støjberg.

Det er simpelt hen ikke mig, der har sagt, at jeg vil løse alle sundhedsproblemer i løbet af en nat. Det er fru Monika Rubins egen formand, der har sagt, at hvis bare han kom i regering, skulle han nok lige få det her løst, og det var da i en ruf, og så rejste han i øvrigt bare til udlandet og sagde: Hej, hej, så må I klare det herhjemme, og så laver vi lige en syltekrukke, og så udnævner vi en Venstremand til at blive sundhedsminister. Arh, det er lidt pauvert, ikke?

Det, vi har sagt, er, at vi først og fremmest meget gerne vil være med til det med almen praksis, fordi det er enormt utrygt f.eks. ikke at have en praktiserende læge. Det er en af de ting, som vi synes man skulle gribe fat om allerførst, og der er vi i øvrigt kommet med nogle forslag. Det gjorde vi allerede i valgkampen, og det er også dem, jeg har gentaget her i dag.

Tak. Vi når ikke flere spørgere i den her omgang, så tak til fru Inger Støjberg fra Danmarksdemokraterne. Så går vi videre til den næste ordfører i rækken, og det er hr. Alex Vanopslagh fra Liberal Alliance. Værsgo.

Tak for det. Jeg vil gerne i dag tale om noget, som jeg har gået og tænkt lidt over på det seneste, og jeg har også tænkt over det uden at være kommet frem til alle svarene. Jeg vil gerne tale om den splittelse og polarisering, som vi ser i stort set hele den vestlige verden, og det er egentlig også mit eget personlige og helt uvidenskabelige indtryk, at det er tiltagende i Danmark. Jeg tror, at der er mange, der kan genkende, at politiske diskussioner, også på arbejdspladsen eller ved middagsbordene, bliver mere ubehagelige og hårdere, og der er måske endda mange i dag, der er forsigtige med at sige, hvad de reelt mener, fordi de er bange for at blive hængt ud eller i værste fald miste deres job og status for at have de forkerte holdninger. Det er, som om de uenigheder, vi ser i politik og i samfundet, synes at være dybere og mere personlige, følelsesladede, uforsonlige, præget af sådan en os og dem-tænkning. Nogle gange har jeg det indtryk, der er flere og flere, der mister troen på, at samfundet er retfærdigt, og at folkestyret virker, og på den måde kan man egentlig tale om, at der er en slags fællesskabskrise. For at undgå forvirring hos Venstre og venstrefløjen mener jeg med fællesskab ikke den offentlige sektor, jeg mener vores kultur.

Hvis man ser på det overfladisk, vinder fællesskaberne jo frem i tiden, men det er mest af alt det, jeg vil kalde smålige fællesskaber – smålige fællesskaber, der splitter og polariserer og bygger på en meget, meget simpel formel. Formlen er: Du er et offer, og det er samfundet, der undertrykker dig, du er en del af det sande folk, men du et offer for eliten, der vil blæse dig et stykke; eller du er kvinde og offer for de undertrykkende, patriarkalske strukturer; du er transkønnet og offer for samfundets ciskønnede strukturer; du er en ensom singlemand, der er offer for et kvindedomineret datingmarked; eller du er klimakæmper, der er offer for de uansvarlige forældregenerationer; eller du er en sand frihedskæmper, der har gennemskuet løgnene om coronavacciner og Ukrainekrigen; eller du er måske efterkommer af en indvandrer, der er offer for statsracisme. Man kunne blive ved.

Det, som de smålige fællesskaber har tilfælles, er, at de tilbyder en fortælling og et fællesskab, som kan give identitet, hvor man bliver set, hvor man har en rolle at spille, ja, man har noget at kæmpe for og kæmpe imod, og så er det jo klart, at hvis man har den overbevisning, at man har fundet den eviggyldige sandhed, og at man er i en afgørende kamp mod selve undertrykkelsen og uretfærdigheden, skulle man da være mærkeligt indrettet, hvis ikke man ser sine politiske modstandere som personlige fjender, der skal ned med nakken for enhver pris.

Men det interessante er jo ikke problemerne, det interessante er, hvordan vi kan komme videre, hvordan vi kan få genskabt en fælles tro på Danmark. Jeg er ikke noget orakel, så jeg har selvfølgelig ikke alle svarene, men jeg tror, at noget af det drejer sig om, at vi faktisk skal sætte grænser for politik, at politik i dag i højere og højere grad drejer sig om ting, der reelt set hører privatlivet til, særlig når det kommer til køn, seksualitet og hudfarve. Men tendensen er egentlig bredere end det, politik trænger sig ind i alle samfundets og livets afkroge. Vi beslutter, hvordan en familie skal fordele dens barsel, hvordan ens sundhedsvaner skal være, hvordan en bestyrelse i en privat virksomhed skal sammensættes, og i Frederikssund Kommune åbenbart også, hvornår børn skal fødes. Og når det forholder sig sådan, at vi fra politisk hold overskrider alle grænser, kan det vel næppe overraske, at også den politiske debat bliver grænseløs og polariseret.

Jeg vil også påstå, at hvis vi ønsker et stærkt fællesskab i Danmark og mindre splittelse i samfundet, er vi ironisk nok nødt til at styrke individet og det personlige ansvar for at få et stærkere fællesskab, for hvis ikke der er en stærk følelse af et personligt ansvar, er det også svært at have et stærkt fællesskab. Det er faktisk selve forudsætningen for fællesskabet. For hvis ikke vi tror på det personlige ansvar, vil det jo altid være andres skyld, så er det samfundets skyld, så er det fællesskabets skyld, når tingene ikke kører, og så er der kun tilbage at være vred på samfundet, finde sammen i de smålige fællesskaber og omstyrte samfundet. Der oplever jeg, at mange af de stærke bevægelser, der er i tidsånden, tager udgangspunkt i, at de i hvert fald selv har forstået det hele, det er alle de andre, der er dumme, men desværre står samfundets undertrykkelse i vejen for alt det gode, og i og med at man dermed ikke selv kan gøre så meget, man kan ikke tage ansvar selv for at gøre en positiv forskel, er der ikke så meget andet tilbage end at være vred på det samfund, som er skyld i alle dårligdommene. Så uden det personlige ansvar bliver fællesskabet ikke bare skrøbeligt, det bliver ligefrem til fjenden.

I den forbindelse er det nok et temperamentsspørgsmål, om man sådan begræder tabet af den kristne tro i Danmark, men jeg vil mene, det er hævet over enhver tvivl, at det er begrædeligt, hvis vi mister den kristne visdom, at når vi vil ændre verden til det bedre, skal vi starte med at ændre os selv til det bedre frem for at tro, at det kun er de andre, der er fejlbarlige.

Det ville blive en tand for overfladisk, hvis jeg påstod, at vejen til et samfund med mindre splittelse alene går igennem mere personligt ansvar, for jeg tror også, vi har brug for at styrke vores fællesskab. Når jeg siger fællesskab, mener jeg det lidt svært definerbare store kulturelle fællesskab, som udgør fundamentet i vores samfund, altså de værdier, de normer, de traditioner, som er med til at give os identitet som mennesker, give os en følelse af, at vi tilhører noget større, give os en oplevelse af, at vi alle sammen har en plads og en rolle at spille i andre menneskers liv og i samfundet. Det er jo egentlig det, der ligger til grund for sammenhængskraften i Danmark. Sammenhængskraften i Danmark er ikke opstået med velfærdsstaten eller den offentlige sektor, nej, det er et fællesskab, der har sine rødder helt tilbage i de folkelige bevægelser i 1800-tallet med bl.a. Grundtvig i front, hvor vi gennem oplysning, dannelse, et blomstrende foreningsliv, myndiggørelsen af borgerne fik skabt en spirende nationalfølelse, en oplevelse af samhørighed, at vi tilhører noget fælles i det her land, og at vi hver især skulle tage ansvar for det. Det er jo den bedrift, vi på en eller anden måde skal forsøge at gentage som nation og som samfund.

Jeg tror, at når fællesskabet synes at være lidt udfordret, hænger det også sammen med den kulturelle udvikling, vi haft siden 68-oprøret, hvor vi har haft for meget fokus på frigørelsen af det enkelte menneske og med den konsekvens, at vi er blevet mindre bevidst om og måske i nogle tilfælde ligefrem fjendtligt indstillet over for alle de ting, der binder os sammen, fordi vi har haft travlt med at skulle bekæmpe normer og traditioner og autoriteter. Det har i nogle tilfælde været godt, men det har betydet, at det store fællesskab er blevet svækket, og når der er et manglende værdisæt, som man til fælles i et samfund, opstår der et vakuum, og det er det vakuum, de smålige fællesskaber slås om at udfylde, og de slås for, at lige præcis deres værdier og deres opfattelse af virkeligheden og retfærdigheden skal blive dominerende. Ironisk nok har en svækkelse af det store fællesskab også betydet, at det som individ bliver sværere at finde sit ståsted, finde ud af, hvad der er meningsfuldt, for det er en ensom opgave at skulle skabe sin helt egen, unikke identitet, og så bliver det lige pludselig besnærende at hente sin identitet, sit kald i de utallige mange smålige fællesskaber.

Så hvis vi ønsker et samfund med mindre polarisering, hvis vi skal modvirke den appel, de smålige fællesskaber har, skal vi styrke bevidstheden om, hvad det vil sige at være menneske, hvad det vil sige at være dansker, være borger i Danmark, det er nok mere præcist. Vi skal styrke bevidstheden om, at vi egentlig er en del af noget større end os selv – og nej, det ikke den offentlige sektor, jeg tænker på. Nej det, vi er en del af, er jo det fantastiske fællesskab i Danmark, og det, vi alle bør stræbe efter, er at være samfundsborger, der tager ansvaret på os for både os selv, men også for fællesskabet, hvor vi, som Grundtvig sagde, som individer tager ansvar for det fælles bedste, men hvor vi ved, at det kræver frihed for den enkelte at påtage sig det ansvar. Så måske skulle vi lægge mindre vægt på alt det, der splitter os, alt det, vi ikke har tilfælles, vores køn, vores hudfarve, om vi er jyder, københavnere eller bornholmere. Det er ikke, fordi det ikke er vigtigt, for det er enormt vigtigt i vores private liv, men det er ikke det, et fællesskab kan bygge på, for det skal bygge på det, vi er fælles om, vores historie, vi er fælles om at dele Danmark, vi er fælles om at skulle tage ansvar for vores eget liv og dem omkring os, og sikre et godt Danmark for fremtidige generationer. Og det fællesskab kan alle blive en del af. Uanset om man er af andengenerationsindvandrer fra Mellemøsten eller er pæredansk og fra Holstebro, om man bor i Nordsjælland med en høj indkomst eller i Tønder med en lavere indkomst, om man er ung eller gammel, kan vi alle tage del i at være samfundsborger, hvor vi med flid og en egen indsats kan skabe et godt liv, hvor vi ikke forventer, at staten skal løse alle vores problemer, eller hvor vi misbruger politik til at presse vores personlige præference ned over alles hoveder, men hvor vi derimod belønner og beundrer dem, der tager ansvaret på sig, hvor vi forventer noget af hinanden, ikke som en ordre fra en kommandocentral på Slotsholmen, men som et bånd mellem mennesker, der er frie til at forpligte sig på hinanden. Det var det.

Tak for det. Så går vi videre i spørgerrækken, og jeg har sat fru Maria Durhuus fra Socialdemokratiet på. Værsgo.

Tak for en god ordførertale. En af Liberal Alliances store socialpolitiske sejre har jo været ordningen med det sociale frikort, og det må man sige også har været en sejr for de rigtig mange mennesker, der gør brug af det sociale frikort. For siden 2019 har det jo været muligt at tjene op til 20.000 kr. årligt uden modregning i kontanthjælp eller andre offentlige ydelser. Over 5.800 personer er blevet visiteret til ordningen, og 2.300 personer har haft en eller flere ansættelser. Det er jo i sig selv en sejr. Regeringen ønsker i regeringsgrundlaget at forlænge og forbedre det sociale frikort. Vil Liberal Alliance være med til forhandlingerne og være med til en større nytænkning til gavn for de mennesker, hvor det sociale frikort er en løsning på hverdagens problemer? Tak for ordet.

Værsgo.

Tak for et godt spørgsmål. Ordføreren har fuldstændig ret i, at det sociale frikort er noget, vi har været meget stolte over i Liberal Alliance, og det kom sig egentlig af, at hr. Joachim B. Olsen var ude med fru Nanna W. Gotfredsen, der siden hen blev folketingsmedlem, og hvor de kom på den her idé og førte den ind i Folketinget. Jeg synes jo i det hele taget, når man ser på regeringsgrundlaget og det, der handler om socialområdet, at der er der takter til noget spændende. For jeg tror, at den største hindring for at hjælpe udsatte borgere i Danmark ofte er, at de støder på systemtænkning og umyndiggørelse. Det sociale frikort var jo et oprør imod systemet eller et åndehul inde i systemet, og det er der brug for meget mere af, og der synes jeg, at der er nogle spændende takter i regeringsgrundlaget, og det vil jeg glæde mig til at bidrage til med gode idéer fra LA's side.

Ønsker ordføreren endnu en kort bemærkning?

Nej tak. Tak for svaret.

Så går vi videre i spørgerrækken. Den næste, jeg har på listen, er hr. Morten Dahlin fra Venstre. Værsgo.

Tak til hr. Alex Vanopslagh for talen, hvor der særlig var to ting, jeg selv var begejstret for. Den første er fokusset på, at vi ikke skal skabe for mange offerfortællinger her i samfundet. Det er jeg meget glad for. Og den anden er betoningen af fællesskabet. Jeg mener, ordføreren er ærlig om, at frisætning har været godt, men at frisætning aldrig må føre til rodløshed, og at vi som samfund bliver nødt til at have en diskussion af, hvordan man løser det. Så tak for de kloge betragtninger.

Så er der noget i en lidt anden boldgade. Liberal Alliance gik jo til valg på at være, hvad man selv definerede som Danmarks mest ambitiøse parti, når det kom til arbejdsmarkedsreformer. Der var ingen partier, der kunne overgå Liberal Alliances planer, når det kom til arbejdsmarkedsreformer. Nu ligger der så en arbejdsmarkedsreform på bordet, der giver 8.500 i arbejdsudbud, og som man kan stemme for og dermed selv være med til at leve op til det, man lovede vælgerne, altså ambitiøse arbejdsmarkedsreformer. Kan Liberal Alliances ordfører ikke lige forklare mig, hvordan det kan være, man påtænker at stemme imod noget af det, man sådan set lovede vælgerne man ville kæmpe for herinde?

Hr. Alex Vanopslagh.

Tak, og lad mig starte med at bekræfte, at de tænketanke og økonomer, der regnede på de forskellige partiers økonomiske planer, igen og igen sagde, at Liberal Alliance uden sidestykke var det mest ambitiøse parti i Folketinget. Og det var da ikke noget, vi skammede os over.

Når vi har en skepsis over for at øge arbejdsudbuddet gennem en afskaffelse af store bededag, er det faktisk af præcis samme grund, som da vi i sin tid havde en skepsis over for »En Fair Løsning« – det her med, at nu skulle vi bare bede danskerne om at arbejde 12 minutter mere. For i et frit samfund kan man ikke bare stille sig op som en eller anden fabriksejer, når man er minister for et eller andet, og så sige: Nu bestemmer jeg lige, hvilke dage I skal arbejde. Dengang var det så, hvor mange minutter man skulle arbejde. I et frit samfund må folk jo lave de aftaler, de nu engang vil, om, hvornår de skal arbejde. Og hvis de har lavet den frivillige aftale, at de gerne vil holde fri på store bededag, så er der så mange andre tiltag, man kan skrue på i forhold til at lave reformer, og det bidrager vi meget gerne til.

Ordføreren.

Men en ting er jo at bidrage i debatten og blive kåret af kommentatorer til at være dem, der har de mest ambitiøse planer. Noget andet er at være et parti, der sørger for, at de planer bliver til virkelighed. For Liberal Alliance kan da lægge massevis af forslag frem, der ikke får opbakning fra noget, der minder om skyggen af et flertal i Folketinget. Her har man mulighed for at lave noget, der ikke bare lyder godt, men noget, der rent faktisk er godt. Så derfor vil jeg bare spørge ordføreren: Kunne ordføreren ikke overtales til rent faktisk at stemme for en politik, som trækker i den retning, Liberal Alliance gik til valg på, i stedet for bare at komme med forslag, som ikke har skyggen af chancen for at få flertal her i Folketingssalen?

Værsgo.

Vi gik ikke til valg på, at vi politikere skulle blande os mere i, hvor meget folk arbejdede. Vi vil gerne gøre det sådan, at det bedre kan betale sig at arbejde; at der er flere, der står til rådighed for arbejdsmarkedet; at det bliver nemmere at komme til Danmark og arbejde, hvis det er det, man ønsker, eller for den sags skyld at investere. Men vi gik ikke til valg på, at nu skal politikerne stå som fabriksejere på en eller anden kommandocentral og sige: Nu skal I arbejde noget mere. Det var ikke det, vi gik til valg på. Jeg ville nok også, hvis jeg var i et regeringsparti, være lidt påpasselig med at snakke om det her med flertal, for det er umuligt at få et flertal i den her valgperiode, hvis ikke regeringen er for. Det sekund regeringen rykker sig, vil der altid være et flertal. Så jeg har lyst til at sige: Spejl.

Tak. Vi går videre til den næste spørger, som er hr. Mohammad Rona fra Moderaterne. Værsgo.

Tak for det, og tak for en god tale. Ordføreren kalder på et mentalitets- eller holdningsskifte i dansk udlændingepolitik. Det gjorde ordføreren i Politiken sidste år. I den sammenhæng kunne jeg godt tænke mig at høre ordføreren, om Liberal Alliance er klar til at støtte op om, at den, der kan og vil Danmark, skal blive her.

Værsgo.

Det er da en rar overskrift. Overskriften er jeg enig i. Jeg tror, at dér, hvor jeg særlig synes der er brug for et mentalitetsskifte i dansk udlændingepolitik, er, at vi bliver nødt til at skelne mellem de asylansøgere, der kommer hertil, og så den udenlandske arbejdskraft, der er. Hvis vi har en eller anden forkælet tilgang, eller hvis vi blander tingene sammen, så ender vi med at gøre Danmark markant fattigere og få svært ved at levere den velfærd og den pleje, vi gerne vil levere i det her land. Der kommer i alle europæiske lande til at være stor konkurrence om at tiltrække så mange udlændinge som overhovedet muligt, ikke kun de højtuddannede og højtlønnede ingeniører, men også udenlandske sygeplejersker og udenlandske hjemmehjælpere. Så der er vi jo nødt til at gøre det mere attraktivt at komme til Danmark, og vi bliver nødt til at gøre det sådan, at det også er nemmere at blive i Danmark, hvis man bidrager positivt, tjener sine egne penge og i øvrigt opfører sig ordentligt.

Spørgeren for sin anden korte bemærkning.

Tak. Så vil jeg spørge helt konkret: Er dem, der har været i Danmark nogle år og har bidraget til samfundet og taget en uddannelse f.eks. inden for sundhedssektoren, og som måske er på vej til at blive sendt tilbage til f.eks. Syrien, nogle, vi skal beholde, eller skal vi sende dem tilbage?

Værsgo.

Jeg tror ikke, at jeg kan svare sådan helt simpelt ja eller nej til det. Der er nogle flygtninge i det her land, som ikke længere har noget beskyttelsesbehov, og der siger det paradigmeskifte, der var for nogle år siden, at når man ikke længere har noget beskyttelsesbehov, så skal man hjem. Det synes jeg er fornuftigt. Så kan det godt være, at man studerer i Danmark, men hvis man ikke tjener sine egne penge og ikke er i arbejde og det ikke er sandsynligt, at man kommer det, så skal man stadig væk hjem. Men hvis man tjener sine egne penge, hvis man bidrager til det danske samfund, skal det være markant nemmere at få en anden opholdstilladelse. Men vi kan ikke bare sige, at man stadig væk har en asylopholdstilladelse, når ens beskyttelsesbehov er væk. Så det er et spørgsmål om at få blødt op uden at give køb på den grundlæggende asylpolitik.

Så er det hr. Sigurd Agersnap fra SF. Værsgo.

Tak for ordet, og tak til ordføreren for en spændende tale. Det var en tale oppe på de høje nagler, som vel nærmest kan indgå i pensum på idéhistorie – og det er ment positivt. Det var en spændende tale.

Men politik er jo også meget konkret i dagligdagen, og jeg vil spørge en lille smule til iværksætterpolitikken hos Liberal Alliance. Mange af fremtidens udfordringer skal jo løses af gode idéer, og det skal vi også i Danmark være gode til at understøtte. Der er vi jo enige om, at det skal være lettere for mange danskere, både mænd og kvinder, høj såvel som lav i samfundet at oprette en virksomhed, komme med en god idé og få den sat på markedet. Derfor vil jeg også høre, om Liberal Alliance vil være med til at sikre, at alle danskere kan få en erhvervskonto, når de åbner en virksomhed, ligesom man jo har ret til en privat konto.

Værsgo.

Jeg tror, man skal være påpasselig med fra Christiansborg at sige, at det bliver en rettighed at få en erhvervskonto. Der skal også være et rum til, at man i bankerne kan vurdere, om man finder det ansvarligt at udstede et lån eller oprette en erhvervskonto, på baggrund af de enkelte ansøgninger. Men det er klart, at hvis der er nogle urimelige, unødvendige benspænd for, at unge iværksættere kan få en erhvervskonto, og nogle af de benspænd er opstået via lovgivning fra Christiansborg, så kan det være en god idé at gå ind og se på, om man ikke kan smidiggøre tingene.

Tak. Værsgo.

Ja, og det, jeg tænker, er jo, at der også kan være nogle benspænd, som ikke nødvendigvis kommer fra Christiansborg, men som måske kommer fra nogle store banker. Så det, mit spørgsmål egentlig går på, er, om Liberal Alliance også vil være med til at adressere de benspænd, der kommer fra mange banker i dag, mod små iværksættere.

Værsgo.

Det kommer an på, hvad begrundelsen er for de benspænd. Der kan jo ligge en faglig begrundelse bag, der giver mening, og så vil jeg jo ikke gå ind og ændre den. Jeg synes jo i det hele taget, at hvis man ser, at der er for mange banker, der gør noget, der umiddelbart synes ulogisk, bureaukratisk og til skade for dem, der i hvert fald er de helt små iværksættere uden særlig meget kapital, understreger det jo behovet for, at det er vigtigt, at der også på det finansielle marked er en høj grad af konkurrence, så man kan vælge en anden bank, der tilbyder et bedre produkt. Så jeg er generelt påpasselig med at tro, at jeg med lovgivning sådan kan designe det perfekte samfund fra Christiansborg.

Tak for det. Vi går videre til den næste spørger i rækken, og det er fru Mette Abildgaard fra Det Konservative Folkeparti. Værsgo.

Tak til ordføreren for en rigtig god tale. Når jeg har bedt om ordet, er det simpelt hen, fordi jeg har desperat brug for ordførerens hjælp. Jeg har været igennem de tre regeringspartiers hjemmesider; jeg har scrollet ned på deres facebooksider et halvt år tilbage; jeg er gået alle twitteropslag igennem, og der var mange især fra de politiske ordførere for partierne; jeg har tjekket LinkedIn og Instagram; jeg har scrollet igennem ritzautelegrammer og set tv-avisen; jeg har set så meget News, at jeg næsten besvimede; jeg har læst valgbrochurer; jeg har set statsministerdebatter; jeg har set på partilederdebatter. Og intet sted har jeg kunnet finde nogen af de tre partier sige, at det var afgørende for hverken forsvaret eller vores velfærdssamfund, at man fjernede store bededag. Så nu vil jeg bare gerne spørge ordføreren for Liberal Alliance, for der er ét sted, jeg ikke har ledt, og det er, fordi jeg er for gammel til at være der: Er der noget på TikTok? (Munterhed).

Værsgo.

Nu kommer jeg til at afsløre en hemmelighed: Jeg bruger faktisk ikke selv TikTok særlig meget, og generelt bruger jeg meget lidt tid på sociale medier. Så spilder jeg min tid på min telefon på andre måder.

Men nej, det er jo en idé, der er opstået sådan lidt pludseligt, og jeg tror ikke, den har været diskuteret siden 2012, hvor den også stødte på grund. Der er noget, der er sådan lidt komisk, vil jeg sige, ved den her regering, og det er jo, at de ligesom bruger store bededag som eksemplet på, hvor reformvillige de er. Men at store bededags-forslaget bliver så nødvendigt et forslag for at skaffe noget finansiering, viser netop, hvor lidt handlekraftig regeringen er, når det kommer til rigtige reformer, der skal se på et øget arbejdsudbud, rigtige reformer, der sænker de mest forvridende skatter, rigtige reformer, der gør noget ved nogle af de ydelser, som afholder for mange fra at deltage på det danske arbejdsmarked. Og fordi man ikke tør eller kan eller vil lave de rigtige reformer, må man give den som den store reformmager ved at afskaffe en store bededag.

Værsgo.

Tak for det. Så er det åbenbart heller ikke på TikTok, sandsynligvis (Alex Vanopslagh (LA): Jeg tror det ikke), man har offentliggjort det. Og det er jo ret bemærkelsesværdigt, at det, man åbenbart nu mener er det eneste virkemiddel, man kan gøre brug af, både i forhold til vores velfærdssamfund, i forhold til arbejdsudbud og i forhold til manglen på medarbejdere på hospitalerne, er at afskaffe store bededag. Finder ordføreren det ikke mærkværdigt, at der så ikke var nogen af partierne, der fandt anledning til at nævne det under den meget lange valgkamp, vi var igennem? Der var jo opslag nok på Facebook, der var ritzautelegrammer nok, der var ikke mindst partilederdebatter nok. Er det ikke lidt mærkværdigt?

Værsgo.

Jo, og så kan jeg jo komme med en anden betragtning om i hvert fald nogle af de regeringsbærende partier, nemlig den, at man i valgkampen gik til valg på, at der skulle laves reformer, men man turde ikke rigtig foreslå noget konkret. Socialdemokratiet sagde noget med, at vi skal lave vildt mange reformer. Venstre sagde, at vi skal nedsætte et reformråd. Så det er jo svært at kræve af partier, at de skulle have sagt i valgkampen, at de ville afskaffe store bededag, når de i det hele taget ikke var særlig konkrete på, hvilke reformer de ville lave. At man så bagefter giver den, som om »vi er dem, der tør gå imod det populære«, er måske lige friskt nok, når man ikke havde det mod i valgkampen.

Så går vi videre til hr. Pelle Dragsted fra Enhedslisten. Værsgo.

Mange tak. Det kribler jo lidt i stemmebåndet efter at gå ind i den her ideologiske debat, som hr. Alex Vanopslagh rejser. Jeg vil sige, at der er et eller andet med det der med at advare mod polarisering og så holde en tale, hvor dem, man måske ikke er helt vild med, altså klimaaktivister og feminister, bliver fremstillet som selvoffergørende og uansvarlige og alt muligt andet. Men jeg noterede mig, at ordføreren sagde, at man skal starte med at prøve at ændre sig selv, og det tager jeg så bare ad notam her.

Det, jeg egentlig gerne vil spørge til, er det her spørgsmål om en folkeafstemning, som vi alle sammen diskuterer meget herinde lige nu i forhold til store bededag. For det er, som om det i den offentlige debat bliver gjort til sådan noget helt forfærdeligt noget. Men jeg vil egentlig bare høre ordførerens holdning, for det her er jo en grundlovssikret ret, som et mindretal i Folketinget har i situationer, hvor en regering med et snævert flertal, om man så må sige, tromler sig igennem, og hvor man har den antagelse, at regeringen er i uoverensstemmelse med et flertal i befolkningen. Det er jo der, man har den her mulighed. Så jeg vil bare bede ordføreren bekræfte, at det her jo ikke er et eller andet, man hiver ned fra himlen; det er sådan set noget, som grundlovsfædrene skrev ind for at sikre, at man havde muligheden i helt særlige tilfælde.

Værsgo.

Jamen det er fuldstændig korrekt, altså det, som hr. Pelle Dragsted siger. Og jeg synes også, det er et vigtigt værn. Jeg ønsker ikke at fjerne værnet. Men jeg har en betænkelighed, i forhold til hvornår vi skal bruge det værn, og jeg har en bekymring for, at vi risikerer at skabe en præcedens for, at skiftende regeringer vil opleve, at hvad der trods alt er et relativt lille mindretal på 60 mandater, vil bruge det som et værktøj, et aktivistisk værktøj, til at obstruere. Og så så jeg da hellere, at man tog en større og bredere diskussion af, om man skulle have et system, der var mere a la det i Schweiz. Men lige nu har vi jo et system, hvor det er et flertal i Folketinget, der beslutter de forskellige ting, og der tror jeg, at man skal passe på med at skabe en præcedens for, at man bare sender alle mulige ting til folkeafstemning. Men det er jo ikke sådan, at vi til tid og evighed vil afvise at bruge det værktøj, hvis vi mener, at det indgreb mod borgerne, som et flertal fremlægger, er så indgribende, at vi er nødt til at have en folkeafstemning.

Ordføreren, værsgo.

Jeg deler meget forsigtigheden med det her, og jeg tror ikke engang, at jeg kan komme på eksempler, hvor jeg selv tidligere har foreslået det. Når vi er tilbøjelige til det i den her situation, er det jo, som vi også hørte fru Mette Abildgaard sige, fordi vi altså for det første snakker om et indgreb, og vi har lige haft et valg, hvor ingen af partierne fortalte om det til borgerne. Der er ingen, der har haft mulighed for at tage stilling til det. Og for det andet er der jo tale om et historisk indgreb i gældende overenskomster; noget, vi mig bekendt aldrig før har gjort her i Folketingssalen.

Men det, jeg egentlig vil spørge til, er det her med glidebanen, for det argument har jeg også hørt. Så derfor vil jeg bare spørge ordføreren, om ordføreren kan bekræfte, at sidst man brugte grundlovens § 42, nemlig i forbindelse med jordlovene i 1963, førte det ikke til en lavine af nye folkeafstemninger i de følgende år, selv om man vel også dengang havde relativt uregerlige partier i Folketinget.

Værsgo.

Det er fuldstændig korrekt: Ser man historisk på det, er der ikke grund til, at jeg skal have den bekymring om, at det bliver en glidebane. Men også med tanke på den tale, jeg lige har holdt, om, at det er min oplevelse, at vi lever i en tid, hvor raseriet hurtigt kan løbe løbsk og få hældt benzin på via sociale medier, tror jeg, at vi lever i en anden kultur og i et andet samfund nu, hvor risikoen for den glidebane er meget større. Men jeg anerkender fuldt ud, at set i et historisk perspektiv har jeg ikke belæg for at sige, at det er det, der kommer til at ske – og måske tager jeg fejl.

Tak. Så er det hr. Martin Lidegaard fra Radikale Venstre. Værsgo.

Tak for en god tale. Jeg skal være ærlig og sige, at der faktisk er indtil flere ting, jeg misunder hr. Daddy, undskyld, hr. Alex Vanopslagh. En ting er de gode taleevner, en anden ting er den store hårpragt, en tredje ting er talentet på TikTok, endda uden at være der særlig meget, forstår jeg. Men der er også noget, jeg ikke misunder hr. Alex Vanopslagh og Liberal Alliance, og det er deres klimapolitik eller manglen på samme. Burde det ikke lige præcis være der, det store fællesskab sætter ind, altså ansvaret for de næste generationer? Det må I kunne gøre bedre, tænker jeg.

Der er et andet område, hvor jeg så er mere i tvivl, nemlig det område, der handler om uddannelse og dannelse, som for mig også er en stor del af det store fællesskab, og der har jeg et konkret spørgsmål: Hvor er Liberale Alliance egentlig henne i forhold til regeringens forslag om at fjerne halvdelen af landets kandidatuddannelser og erstatte dem af 4-årige uddannelser?

Værsgo.

Tak for de pæne ord. Hvis jeg selv må tilføje lidt til listen over ting, som spørgeren kunne savne, og som jeg har, så kunne det være mine briller, for så kunne man gå ind og læse om vores klimapolitik.

Vi har en ambitiøs klimapolitik. Vi var det eneste parti, der gik til valg på en klimapolitik, hvor man også skulle have et forpligtende mål for, hvordan man reducerer CO2-udslippet i andre lande, fordi vi mener, at det internationale udsyn er noget af det allervigtigste i klimapolitikken, og jeg tror også, at vi var det parti, der i vores økonomiske plan afsatte flest midler til forskning og udvikling af nye grønne teknologier. Så jeg låner gerne brillerne ud, så Radikale Venstre kan læse op på vores klimapolitik.

Så er det jo et godt spørgsmål, hvordan Liberal Alliance stiller sig i forhold til at ændre på kandidatuddannelserne, og der har vi ikke gjort vores stilling endeligt op endnu. Jeg kan have den bekymring, at det de facto bare bliver en udvanding og en forringelse af en række uddannelser. Omvendt kan jeg jo godt se perspektivet i nogle af de argumenter, som Nina Smith fra Reformkommissionen har fremført, og det kommer meget an på den konkrete udmøntning, om det er noget, vi kan se os selv i, og så skal vi nok også lige nå at drøfte det i gruppen.

Ordføreren.

Lad mig starte at sige, at forudsætningen for, at Danmark f.eks. kan bidrage til andre lande, fordi vi har reduceret prisen på energi fra havvind med 80 pct., jo er, at vores private erhvervsliv herhjemme har startet med at forcere en teknologiudvikling, fordi vi har hjulpet dem til det.

Men jeg tager meget gerne en diskussion om – og det vil jeg egentlig gerne spørge om Liberal Alliance er med på – hvordan vi kan skabe den nye fleksibilitet på universiteterne, nogle mere frie valg for de studerende til at kunne komme hurtigere ud og måske vende tilbage senere, og alt det er jeg med på. Men fordi jeg ved, at den personlige frihed er højt skattet i Liberal Alliance, så kunne vi måske godt lave en alliance her, hvor vi så sikrer, at det er de studerende selv, deres talent og deres vilje, der driver det, og ikke en reform dikteret ovenfra af staten.

Værsgo.

Jeg tror ikke nødvendigvis, vi er uenige i overskrifterne og målet. Men det er jo, når det bliver konkret, at det bliver svært. Jeg har ikke noget behov for sådan at diktere hele uddannelsessystemet og tage de studerendes frihed fra dem, men man må også bare huske på, at frihed og ansvar hænger sammen, og at vi har et uddannelsessystem i dag, hvor der er en meget, meget lille grad af ansvar. Altså, du skal ikke betale noget som helst for din uddannelse, du får serveret en su; det er alle andre end dig selv, der betaler omkostningerne for, at du investerer i din egen fremtid.

Så hvis man vil give en høj grad af frihed til at studere, så længe man vil, studere, hvad man vil, uanset hvad jobmulighederne er, bliver det også nødt til at blive koblet op på et større personligt ansvar.

Tak. Så går vi videre, og det er hr. Peter Kofod fra Dansk Folkeparti. Værsgo.

Tak for det, og tak for en rigtig god ordførertale, hvor jeg jo synes, at det kloge i ordførertalen var, at man betoner vigtigheden af det nationale fællesskab, af den store fortælling. Jeg synes jo i al beskedenhed også, at den tale kunne man ofte have hørt fremført af ordførere fra mit eget parti, og at det er en kamp, som vi har kæmpet i rigtig mange år.

Så det, jeg vil spørge hr. Alex Vanopslagh om, er, hvad Liberal Alliances forslag er til, hvordan vi styrker den store fortælling ud over det, kan man sige, måske sådan lidt ukonkrete, som ordføreren var inde på i sin ordførertale. Altså, hvad er det konkret, 90 mandater skal sikre, for at vi styrker de nationale fællesskaber? For den del er jeg jo fuldstændig enig med Liberal Alliance i.

Værsgo.

Jeg vil egentlig gerne igen fremhæve Grundtvig, og nu kan jeg ikke huske det præcise citat i hovedet, men Grundtvig lagde jo meget vægt på fædrelandskærligheden. Men han var enormt skeptisk over for nationalismen. Han var skeptisk over for den type fædrelandskærlighed, der udmøntede sig i, at man skulle se ned på andre kulturer, at man skulle være bange for andre kulturer, at man skulle være bange for, at der kom noget nyt til Danmark. Næh, man skulle elske sit eget land og sin egen kultur, og fordi man elskede det, var man jo heller ikke bange for andres. Så der tror jeg måske, at der kan være en forskel mellem vores partier.

Men du har fuldstændig ret i, at det jo er svært at konkretisere en politik, der styrker den almene dannelse og bevidstheden om, hvad det er, vi har fælles. Jeg tror bare, det er enormt vigtigt, også for at have et liberalt samfund, at der ligesom er nogle forudsætninger, der går forud for det politiske. Noget af det drejer sig om en folkeskole, der i højere grad får fokus på kernefagligheden og dannelsen. Vi har tidligere foreslået, at man måske skulle se på at lave et nationalt pensum. Vi er en af de eneste nationer i Europa, der ikke har det, og noget andet er jo noget kulturelt. Altså, den folkelige bevægelse, der var i 1800-tallet, voksede jo nedefra, den blev ikke dikteret fra Christiansborg.

Så det, som vi måske kan skubbe på for, er jo en kultur, hvor vi mere interesserer os for alt det omkring os. Men det er det svært at gøre med et lovforslag. For ellers havde vi jo bare fremsat det.

Tak. Jeg minder om, at vi lige skal overholde taletiderne.

Hr. Peter Kofod, værsgo.

Tak for det, formand. Jeg tror nu egentlig, vi er ret enige om, at man, bare fordi man elsker sine egne, jo ikke behøver at hade alle de andre, og det må være det, der går igen på det område.

Men jeg vil gerne lige skifte tema og vende tilbage til noget af det, som hr. Pelle Dragsted spurgte om, og det var jo folkeafstemningselementet i den her bededagsdiskussion, som vi har haft, og jeg forstår ikke helt argumentationen. For ordføreren sagde, at der kunne gå inflation i det her, men ordføreren anerkendte samtidig, at det havde der egentlig ikke gjort de sidste mange år, når grundloven har givet muligheden for, at et mindretal kunne udskrive en folkeafstemning.

Så er det i bekræftende fald korrekt konstateret, at Liberal Alliance ikke kan flyttes på det her område? Eller er man åben for, at man kan tage en snak om det her?

Værsgo.

Altså, alene det forhold, at der igennem den sidste valgperiode, tror jeg, blev samlet underskrifter ind tre eller fire gange til at sende noget til folkeafstemning, gør jo, at det er væsentlig mere, end hvad vi generelt har set i de senere årtier. Så det bekræfter mig i, at vi er et andet sted nu, hvor vi hurtigt kan komme ind i den der glidebane.

Er Liberal Alliance slet ikke til at rykke? Altså, det er jo klart, at hvis regeringen bliver ved med at agere på en magtfuldkommen måde, hvor man kræver af partier i Folketinget, at de ikke må være med i et forsvarsforlig, hvis det er sådan, at de ikke vil være med til at afskaffe store bededag, og den bliver ved med at være så aggressiv, så skal de forskellige partier overveje, om de skal komme med et aggressivt modsvar. Men jeg er sikker på, at regeringen nok skal besinde sig.

Så går vi videre til den næste i ordførerrækken, det er hr. Benny Engelbrecht fra Socialdemokratiet. Værsgo.

Tak. Først og fremmest vil jeg gerne tilkendegive, at jeg synes, det var interessante betragtninger, som hr. Alex Vanopslagh kom med i forhold til spørgsmålet fra hr. Martin Lidegaard om Reformkommissionens anbefalinger – det imødeser jeg meget at kunne drøfte videre med Liberal Alliance.

En anden ting, jeg noterede mig, var den anerkendelse, som skal tilfalde dem, der tager ansvar, som hr. Alex Vanopslagh understregede i sin ordførertale, og det leder mig egentlig hen til spørgsmålet om de offentligt ansatte, lederne i den offentlige sektor og de ansatte og frisættelserne af dem. Det er jo som bekendt sådan, at regeringen har ambitioner om at lave en høj grad af frisættelse af de offentligt ansatte.

Jeg ved, at det også er noget, som Liberal Alliance har gjort sig overvejelser om. Derfor vil jeg egentlig gerne høre om, hvordan Liberal Alliance ser på mulighederne for at kunne være med til at definere nogle af de frisættelser, som – må man sige – er relativt nødvendige for den offentlige sektor, hvis vi skal kunne komme videre med den.

Værsgo.

Jamen vi glæder os enormt meget til forhandlingerne på det område. Vi synes jo, at det er et af de områder, hvor regeringen måske har det største potentiale i forhold til reelt at gøre en forskel, og der er brug for en afbureaukratisering, en frisættelse. Men jeg tror, vi stikker hinanden blår i øjnene, hvis vi tror, at frisættelse alene vil sikre innovation og bedre kvalitet og virkelig sådan nærmest revolutionere velfærdssamfundet, for bureaukratiet er skabt på grund af en mangel på konkurrence, på grund af manglende kvalitetssikring gennem konkurrence, og så har man indført bureaukratiet for at sikre kvalitet på den måde.

Det, der reelt mangler i den offentlige sektor ud over en afbureaukratisering, er jo også, at der er en reel konkurrence om at kunne levere velfærd, altså at borgerne frit kan vælge mellem forskellige udbydere, og at man i højere grad også er sat fri til selv at bestemme, hvordan man løser de her forskellige opgaver, og det er lige at gå et skridt videre end blot en frisættelse alene. Og vi håber jo, at vi også kan præge Socialdemokratiet og regeringen i den retning. For begynder man at tage fat på de ting, kan man for alvor begynde at tale om, at det er velfærdssamfundet 2.0 – ellers er det bare velfærdssamfundet 1.0 med mindre bureaukrati.

Tak. Så er det ordføreren.

Tak for svaret. I forlængelse af det vil jeg egentlig bare vende tilbage til min indledende præmis, nemlig det, som hr. Alex Vanopslagh også er inde på i sin ordførertale, nemlig at anerkende dem, der tager ansvar. Så jeg har blot et opfølgende spørgsmål: Er det ikke også en del af frisættelsesprocessen, altså rent faktisk at give anerkendelse til de ledere i den offentlige sektor og de medarbejdere i den offentlige sektor, som i det tilfælde, at vi giver færre regler, og kommunerne gør det samme, også påtager sig ansvar?

Tak. Værsgo.

Absolut. Hver gang vi kan besvare nogle af de udfordringer, der er i samfundet, med mere frihed og ansvar, hvad enten det er til borgere eller virksomheder eller noget helt tredje, så skal vi gøre det, og det gælder også de offentligt ansatte. De skal have friheden til at løse opgaven på de måder, de finder bedst, friheden til at gøre det på nye måder. De skal stå til ansvar, men også have mulighed for at tage ansvaret på sig, så ansvaret ikke bare er noget, der nærmest bliver udliciteret til en gældende lovgivning eller nogen i systemet. Så jeg tror, vi ser ens på det i udgangspunktet; det spændende bliver jo så det næste skridt derfra.

Så går vi videre til fru Camilla Fabricius fra Socialdemokratiet. Værsgo.

Tak for det. Tak for ordførertalen, og tak til Liberal Alliance, som jeg synes fortjener en stor ros, særligt også hr. Alex Vanopslagh, for i valgkampen at tage unges mistrivsel og ungdommen alvorligt. Det er jo noget, der både ligger mig og ordføreren, ved jeg, på sinde, nemlig at vi er nødt til er tale om den massive mistrivsel, der er.

Noget af det, hr. Alex Vanopslagh sagde under valgkampen, var jo netop det her med at sætte en dagsorden om at tro på sig selv, hvad ordføreren også her i dag har talt om, altså at påtage sig ansvaret for sig selv og sit eget liv. Rigtig mange unge har jo haft rigtig svært ved at tro på sig selv. De har svært ved at have den følelse at tro på sig selv, og vi kan se, at der er rigtig mange unge, som har svært ved at navigere i det samfund, vi har, og for mig at se er det bare en kæmpestor samfundsudfordring. Hvordan vil ordføreren mene vi kan være med til at løse det her?

Værsgo.

Jamen jeg ved ikke, om unge generelt har svært ved at tro på sig selv. Altså, der ligger jo lidt i spørgsmålet, at vi ligesom har en præstationskultur, at vi hele tiden skal præstere, og at det er det, der ligesom slider os ned, og at vi ikke bare kan trylle det væk ved at tro på tingene. Jeg tror jo, at det, der er problemet i vores kultur, snarere er, at det er en perfekthedskultur, altså hvis man tror, at man kan eller skal være perfekt. Det har jeg også talt om en del gange, altså at det i høj grad er perfekthedskulturen, der er problemet.

Der har vi kommunikeret meget dårligt, eller man har misforstået vores budskab, hvis man tror, at vores budskab er, at man skal tro på sig selv og tro på, man er perfekt – tværtimod. Accepter, at du ikke er perfekt, men tro på, at du kan gøre dig umage; tro på, at du kan gøre dig bedre; tro på, at du kan lære af dine fejl. Det er det, der er vores budskab.

Ordføreren, værsgo.

Jeg er jo rigtig glad for, at man har en rollemodel her i dag, som faktisk siger, at man skal kunne lave fejl og gøre det om og lære af sine fejl. Det tror jeg faktisk kan give rigtig god mening. Men jeg kunne rigtig godt tænke mig også at spørge ordføreren om, hvordan det så er, vi kommer derhen, så det ikke bare handler om rollemodeller, men også om, hvad det er, vi rent faktisk får handlet på.

Værsgo.

Som jeg har sagt mange gange i valgkampen: Jeg tror ikke på, at vi hverken her eller i nogen som helst kommune kan vedtage en handleplan, og så begynder folk at trives, for jeg mener, at det har rod i nogle kulturelle fænomener, som vi ikke bare ser i Danmark, men i hele den vestlige verden. Så hvordan ændrer man en kultur? Jamen den kan vi jo ikke ændre fra Christiansborg. Men alene det, at vi har den her diskussion; alene det, at sådan nogle Svend Brinkmann-typer er populære og sælger bøger i ét væk, tyder jo på, at kulturen er ved at ændre sig, og at vi i højere grad spørger os selv: Hvad er det gode liv? Hvordan kommer vi til at trives mere? Eller hvordan kommer vi i højere grad til at kunne stå det igennem, når vi mistrives? Så der sker jo nogle ting. Og det er jo ved at tale om tingene og udfordre hinanden, at vi bliver klogere. Men jeg tror, at hvis vi laver en handleplan herinde, bliver det spild af penge og tid.

Så går vi videre til hr. Kim Valentin fra Venstre. Værsgo.

Tak for det, og tak til ordføreren for en glimrende tale. Det er altid en fornøjelse at høre taler fra hr. Alex Vanopslagh. Jeg kan forstå, at Liberal Alliance vil finansiere forsvarsforliget ved at afskaffe erhvervsstøtteordninger. Hvad er det for nogle ordninger, der skal afskaffes?

Værsgo.

Det er lidt sjovt, at hr. Kim Valentin ikke har spurgt hr. Morten Dahlin om det samme, i og med at der i regeringsgrundlaget står, at man vil sanere erhvervsstøtten for 2 mia. kr., og vi har jo så foreslået 750 mio. kr. Men altså, prøv at høre her: Ud af den samlede erhvervsstøtte, hvoraf noget af det er nogle skattemæssige forhold, der giver god mening, er der derudover 17 mia. kr. i forskellige støtteordninger. Nu nævner jeg bare nogle af de ting, man støtter: turisme, design, arkitektur, digitale løsninger, Danmarks Erhvervsfremmebestyrelse, markedsføringskonsortier, Fonden for Entreprenørskab, matchfinansiering, innovationsnetværk, godkendte teknologiske serviceinstitutter og Promilleafgiftsfonden. Altså, mon ikke man kan luge lidt ud i alt det projektmageri og så i stedet for se på, hvordan man skaber bedre rammevilkår?

Tak. Ordføreren.

Skal jeg så gå ud fra, at det er nogle af de ting på den liste, som hr. Alex Vanopslagh nævner her, der skal fjernes? For jeg fik ikke svar på spørgsmålet: Hvad er det for nogle? Nu er der jo et forlig, så derfor kan man ikke bare sådan smide om sig med forslag. Altså, det skal jo være specifikt. Hvad er det for en finansiering, som man stiller op?

Værsgo.

Jeg tror, jeg vil have svært ved at være endnu mere specifik, end jeg var før, hvor jeg nævnte en række af de tiltag, der er, og som i øvrigt samlet set summerer op til 1 mia. kr. Det vil være Liberal Alliances indstilling, at vi ser på nogle af de ting – ja. Ligesom Venstre jo går ind for, at man sanerer erhvervsstøtten, gør Liberal Alliance det også, og mon ikke vi kan finde fælles fodslag dér, når nu vi er enige om overskriften?

Tak. Så går vi videre til hr. Rasmus Stoklund fra Socialdemokratiet. Værsgo.

Tak. Jeg synes, det var en spændende tale, og jeg synes også, at den viser, at det at være liberal ikke betyder, at man er i et værditomt rum, som man ellers nogle gange kan se blive sådan en karikatur på liberalismen. Jeg synes, at jeg særlig bed mærke i, at det måske er den tale, hvor ordet fællesskab er blevet nævnt flest gange i dag. Og det er jo egentlig tankevækkende. Det er jo tit noget, man tilskriver den anden fløj, men det er jo ikke noget, man har patent på i vores side af Folketinget. Derfor synes jeg egentlig også, det var meget rammende at tale om, at alle er velkomne i det store fællesskab, og at man skal søge det frem for at tilvælge det, hr. Alex Vanopslagh kalder de smålige fællesskaber, hvad jeg faktisk også synes er et meget rammende udtryk.

Så det var en god og spændende tale, og jeg føler næsten også, jeg skal spørge om et eller andet nu, hvor jeg har ulejliget hr. Alex Vanopslagh med at tage ordet her. Derfor vil jeg gerne spørge: Hvordan ser hr. Alex Vanopslagh på erhvervsuddannelserne og mulighederne for at få flere unge til at søge den vej? Har hr. Alex Vanopslagh nogen refleksioner om det? Det kunne eventuelt også være om, hvordan man kunne fremme det ad fritidsjobsvejen.

Værsgo.

Lad mig starte med at slå fast, at man altid er velkommen til at tage ordet, selv hvis man ikke har et spørgsmål og man gerne vil rose nogle ting. Jeg synes, at hr. Rasmus Stoklund observerede nogle ting i talen, som jeg var glad for at hr. Rasmus Stoklund observerede.

Jeg tror, det er et bredt fælles ønske i Folketinget eller det meste af Folketinget, at flere unge skal tage en erhvervsuddannelse, og hvordan sikrer vi det? Jeg tror, noget af det, man skal se på, er, at det skal være sværere at komme ind på gymnasiet, ikke alene for erhvervsskolernes skyld, men også for gymnasiernes skyld, så det ikke bliver fagligt udvandet, og så vi ikke ender i en situation, hvor der er for mange, der går på gymnasiet, og som ikke er på den rette hylde. Så det tror jeg noget af det drejer sig om.

Så drejer noget af det sig også om noget så banalt som det sociale. Det sociale liv og festerne er meget sjovere på gymnasiet, end det er på erhvervsskolen. Kan man gøre noget for, at det sociale liv gymnasier og erhvervsskoler imellem i højere grad er det samme sted? Der kunne man måske se på nogle ting.

Og ellers skal man jo have fat i den helt store reformhammer og så se på et samfund som Schweiz, hvor det er over 50 pct. af en ungdomsgeneration, der tager en erhvervsuddannelse, men hvor der er gode muligheder for at læse videre på universitetet bagefter, og hvor det er et krav, du har et arbejde inden, og du skifter så hele tiden mellem teori og arbejde. Men det er jo en hel nytænkning af systemet i så fald.

Tak. Jeg skal høre, om man ønsker en anden kort bemærkning? Nej, ikke mere ros til hr. Alex Vanopslagh. Så går vi videre til den næste, og det er hr. Nick Zimmermann fra Dansk Folkeparti. Værsgo.

Skal LA's »Du kan godt«-kampagne også gælde for indvandrere og efterkommere? Altså, skal der være de her åbne grænser og lukkede kasser, som din forgænger foreslog, eller er LA med på regeringens nye forslag om, at syrere og andre udlændinge fra Mellemøsten og Afrika, der står til at blive udvist af Danmark, kan blive, hvis de ellers er i gang med en uddannelse eller har beskæftigelse? Der kunne jeg godt tænke mig at høre, hvor LA står på det her.

Værsgo.

Liberal Alliances politik er den, at hvis du er flygtning, der har mistet dit beskyttelsesbehov, men du tjener dine egne penge, du er i arbejde, du opfører dig ordentligt, så du hverken begår kriminalitet eller bygger koranskoler i din fritid, så kan du godt blive i Danmark på en arbejdsopholdstilladelse, hvis det står til os. Jeg er lidt mere kritisk over for den del med uddannelse, for vi skal passe på, at vi ikke skaber et eller andet system, hvor du, hvis du er ved at blive sendt ud, lige starter på en uddannelse for at kunne blive. Men ellers er vores politik ret klar på det område.

Ordføreren.

Okay, så det vil sige, at det er korrekt forstået, at LA's holdning er, at så længe man er i arbejde, kan man sådan set blive her for tid og evighed.

Værsgo.

Det er Liberal Alliances politik, at så længe man lever op til betingelserne for at have en arbejdsopholdstilladelse, kan man have den arbejdsopholdstilladelse – ja – og det skal være lettere at få en arbejdsopholdstilladelse i Danmark.

Tak. Så går vi videre til hr. Frederik Vad fra Socialdemokratiet. Værsgo.

Tak for det, og tak til hr. Alex Vanopslagh. Det er jo altid en meget, meget stor fornøjelse at høre ordføreren særligt tale om mistrivsel. Det, som jeg jo tit synes er udfordringen i debatten om mistrivsel, er, at vi alle sammen bruger mistrivselsdebatten til at tage vores gammelkendte politik og ligesom proppe den ind ad bagdøren. Vores politik er sjovt nok altid svaret på, hvordan man håndterer mistrivslen i samfundet.

Men ordføreren talte også om myndighed og myndiggørelse; det er noget, som jeg også selv er meget optaget af. Hvilken rolle mener ordføreren at velfærdsstaten, velfærdssamfundet, politikerne – kald det, hvad du vil – altså det, der er på en eller anden måde er forankret herinde, har i at være med til at skabe fundamentet for myndige menneskers liv, når de går fra at være unge til at være voksne?

Værsgo.

Hele velfærdsstaten har i høj grad en tendens til at umyndiggøre folk, men det var jo ikke det, der var spørgsmålet. Spørgsmålet var jo mere positivt. Altså, hvordan har den velfærdsmodel, vi har valgt i vores samfund, en positiv myndiggørende rolle i forhold til danskerne? Det har den jo, om ikke andet så i teorien, i forhold til folkeskolen, for hvad er det, folkeskolen i princippet skal kunne? Jeg mener ikke, vi er der i dag, men det er en helt anden snak. Det er jo at give folk de fornødne færdigheder og kundskaber til, at de kan blive til noget, at de kan noget, og at de dermed også kan tage vare på sig selv og gøre en forskel for andre mennesker. Det er jo det første skridt til myndighed. Så det er at have en folkeskole, der måske på en eller anden måde er sådan lidt mere, jeg ved ikke, om man kan sige klassisk, men altså har mere fokus på de basale færdigheder, fagfærdigheder, og ikke så meget på alt det tværfaglige og diverse kompetencer, som gør folk dygtige i forhold til en række abstrakte læringsmål, for det kommer først senere, når de har styr på kernekompetencerne. Så der burde en velfærdsstat levere. Jeg mener på ingen måde, at vi har en folkeskole i dag, der er særlig god.

Hr. Frederik Vad for en anden kommentar. Værsgo.

Tak. Det er jeg sådan set enig i. Altså, forudsætningen for at være et myndigt menneske er jo grundlæggende, at man kan læse og skrive – det er jo første skridt. Men der er også andre ting. Altså, f.eks. er danske unge nogle af dem i verden, der flytter tidligst hjemmefra. Den status er så ved at forsvinde lidt, fordi det bliver sværere og sværere at få en bolig. Men i forhold til sådan noget som at flytte meget tidligt hjemmefra f.eks. og at have råd til og mulighed for at skabe sig en selvstændig tilværelse uafhængigt af sine forældre har velfærdsstaten en rolle at spille i forhold til at realisere den ambition om et myndigt liv.

Værsgo.

Jeg har egentlig ikke tænkt over det før, men selvfølgelig er det at flytte hjemmefra tidligt jo en del af myndiggørelsen, ligesom jeg ved, at ordføreren jo også har været meget optaget af vigtigheden af, at man har fritidsjob, når man er ung. Det synes jeg også er enormt spændende og vigtigt.

Men har velfærdsstaten en rolle? Jamen altså, jeg synes, det er godt, at man tilbyder folk su eller i hvert fald om ikke andet su-lån. Og det, der er det store spørgsmål, er, om folk vil stoppe med at tage ansvar for deres eget liv eller flytte hjemmefra eller tage uddannelse, hvis det var sådan, at de i lidt højere grad end i dag skulle låne penge frem for at få dem foræret – det tror jeg grundlæggende ikke. Men der har vi nok måske en uenighed.

Tak. Da der ikke er flere korte bemærkninger til ordføreren, siger vi tak til hr. Alex Vanopslagh og går videre til den næste ordfører i rækken, som er hr. Søren Pape Poulsen fra Det Konservative Folkeparti. Værsgo.

Tak for det. Jeg er i politik for at søge indflydelse – det tror jeg at de fleste af os er – og jeg er enig i, at Danmark har brug for grundlæggende reformer. Derfor kan jeg så også godt lide rigtig meget af det, der står i regeringsgrundlaget, i hvert fald når det kommer til de overskrifter, der er, og de emner, vi skal have set nærmere på.

Beskæftigelse er et af de emner. Regeringen siger, det skal være mere attraktivt at være i beskæftigelse. Det glæder vi os til at tale mere om; der er vi klar. Det kan man jo gøre ved at sænke skatterne på arbejde i bunden, man kan hæve topskattegrænsen, man kan kigge på dagpengesatsen m.m. Regeringen vil nytænke og reformere beskæftigelsesindsatsen. Det er vi også klar til at diskutere, altså hele jobcenterdiskussionen; der trænger til at ske noget – ikke fordi de mennesker, der arbejder der, gør noget forkert, men fordi vi har lavet en lovgivning, der efterhånden er så omstændelig, at ingen længere kan finde hoved og hale i den. Afskaffelse af seniorjobordningen er også noget, regeringen vil gøre. Det er vi også klar til, og vi vil rigtig gerne diskutere tilbagetrækning. Vi synes selvfølgelig, det er lidt ærgerligt, at vi skal sænke ydelserne til de rigtig nedslidte, fordi der er en anden ordning, Arnepensionen, som jo er et prestigeprojekt, der ikke handler om de nedslidte, men bare handler om, at man har gået på arbejde længe nok. Det kommer vi nok til at diskutere en hel del.

En reform af frisættelse er vi meget klar til. Ældreområdet er jo et helt fantastisk område at se på. Der skal vi have langt mindre dokumentation. Vi skal frigøre flere timer. De ansatte skal bruge mere tid med de ældre. Vi skal forenkle det. Vi skal styrke det frie valg. Vi skal have frie plejehjem, så man får et reelt alternativ til kommunens plejehjem, ikke fordi kommunens plejehjem er dårlige, men fordi der skal være en valgmulighed. Når der i over halvdelen af landets kommuner i dag ikke er et eneste friplejehjem, synes jeg, vi har en udfordring. Vi skal udvide det frie valg. Vi skal give plads til flere private leverandører, lade dem spille en større rolle og give dem fair vilkår, og så skal vi give den enkelte leder i ældreplejen langt mere ledelsesrum og ansvar. Det er derigennem, at vi virkelig styrker de ansatte og gør det godt for de ældre. De skal væk fra hjørnekontoret, væk fra alle ringbindene, og komme ud og være en del af det at være sammen med de ældre, være sammen med deres personale og vise den rette vej. Generelt set vil man styrke det frie valg, og det vil vi også gerne.

Mens jeg er i gang med at nævne nogle af alle de ting, regeringen har sagt i deres regeringsgrundlag, og som vi også gerne vil under en eller anden form, så er der jo sundhedsområdet. Regeringen medgiver, at sundheds- og plejepersonalet er sundhedsvæsenets allervigtigste ressourcer. Det er vi enige i, og det er derfor, at vi måske skulle til at få gang i at få uddannet flere praktiserende læger. Alle danskere fortjener at have en fast læge. Vi har foreslået det nogle gange her i salen, og det er endnu ikke lykkedes at komme igennem med det, men det kommer nok en dag, måske i den forhandling, vi skal have her.

Det samme gælder sygdomme, det samme gælder på kræftområdet. Vi skal være verdensførende inden for kræftbehandling. Vi skal se på forskningen inden for hele sundhedsområdet. Så håber vi da også, at vi på et tidspunkt kommer til at tale om en egentlig sundhedsreform, og vi har i hvert fald en meget fleksibel tilgang til, hvordan det skal skrues sammen. Jeg er helt med på, at det at have regioner eller ej kan blive sådan en meget principiel diskussion; det er ikke det, der skal stå i vejen hos os, selv om vi ikke synes, der er brug for dem.

Uddannelsesområdet er endnu et område, som regeringen har lagt op til en reform af. Vi er klar. Vi vil gerne forhandle afskaffelse af tvangsfordeling af gymnasieelever. Vi er selvfølgelig lidt spændt på, hvad der skal sættes i stedet for. Folkeskolen skal jo i særlig grad være opmærksom på, at den er blevet meget boglig. Vi har en udfordring med alt for mange unge mennesker, der har det svært i vores folkeskole og fortjener at få en ny mulighed, og derfor har vi jo foreslået at give børn mulighed for en praksislinje, så nogle af de ældste elever faktisk kunne kombinere en skoledag med at komme ud på en virksomhed. Der er jo mange af de her elever, som har gjort et uendelig større indtryk på skolen, end skolen nogen sinde har gjort på dem. Så lad os komme i gang med den del af det.

Trivsel konstaterer regeringen også er noget, det er vigtigt vi får sat i gang. Vi skal have de gode rammer for børn og unge i familielivet, i fritidslivet, i lokalsamfundet. Jeg er helt enig. Det kunne jo være en kortere skoledag, hvor børn bliver set og mødt med en undervisning, der i endnu højere grad er tilpasset den enkelte, og hvor der er balance mellem skole- og fritidsaktiviteter.

Der er kommissionen om det gode børne- og ungdomsliv. Det er et af de områder, hvor vi faktisk synes, det giver rigtig god mening, at man lige tænker sig ekstra godt om, ved at man nedsætter sådan en kommission. Jeg tror, det er meget klogt. Mistrivsel dækker over rigtig mange forskellige og komplicerede problemer blandt børn og unge. Det er jo ikke en enkelt paragraf, regulering eller pulje, der kan gøre det bedre at være barn eller ung, og her skal vi være med til at skabe nogle gode rammer, nogle stærke fællesskaber, hvor vi også giver familierne mulighed for at være stærkt rustet til at gøre op med en alt for stigende perfekthedskultur, i hvert fald hos visse unge.

Regeringen taler om vækst og gode konkurrencevilkår. Ja, også her er vi jo klar til forhandlinger med regeringen. Det kan man jo gøre via skatter, og man kan gøre det via afgifter. Vi kan fremlægge en iværksætterstrategi – den glæder vi os også til at forhandle og diskutere med regeringen. Hvad angår at lette adgangen for udenlandsk arbejdskraft for at give mere beskæftigelse, er vi klar til at sænke beløbsgrænsen, og vi har foreslået en række arbejdsudbudsreformer på den baggrund.

Så er der klimaet. Vi skal have fokus på implementeringen – det er jeg også enig i. Nu må det være slut med, at vi bliver ved med at tale om flotte mål og hvornår vi skal noget, om jeg ved ikke hvor mange år. Det skal gennemføres nu, og vi skal i gang. Hvis vi skal have gode aftaler, skal vi jo i endnu højere grad være meget positive over for alle de private aktører. Når CIP i et partnerskab med Ørsted siger, at de via åben dør-ordningen kan udvikle 5 GW havvindmøller allerede i 2027, i 2028, så lad dem komme i gang, lad os gøre det muligt for dem at gøre det hurtigt. Lad os give mere ansvar til private udviklere, lad dem lave havbundsundersøgelser, lad dem lave alle mulige undersøgelser, samle dem og så levere dem til myndigheden. Så skal de til gengæld have en behandlingsgaranti, så myndighederne inden for 12 måneder får behandlet det hele, så man kan komme i gang med projekterne.

Vi har også konstateret, at vi skal diskutere en CO2-afgift på landbruget, og den diskuterer vi også gerne. Det er nødvendigt at have en fordomsfri diskussion om, hvordan det så skal indrettes. Vi skal jo gøre det klogt, og vi skal gøre det med et landbrug, der stadig væk har det godt i Danmark. En biodiversitetslov, en beskyttelse af vores natur ser vi også frem til at diskutere.

Nu har jeg brugt det meste af min taletid på faktisk at bakke regeringen op på alle de områder, de gerne vil tale om. Det kan være, vi ikke er helt enige, når vi skal nå helt i mål med de enkelte områder, men jeg glæder mig til at forhandle det, for det er derfor, vi er i politik.

Når nu der er så mange gode takter, kan man godt ærgre sig lidt over, hvordan regeringen er kommet fra start, når det gælder vores forsvar og forsvarsforlig og hele spørgsmålet om afskaffelse af store bededag. Og derfor vil jeg tillade mig at dryppe lidt undren og malurt i bægeret de sidste par minutter, altså når jeg nu har været så uendelig konstruktiv og positiv i de første 8 minutter.

Jeg synes, det er en unødvendig konfliktoptrapning, vi har set, om afskaffelsen af store bededag og hele spørgsmålet om at komme ind i forsvarsforliget. Jeg synes, at forsvarsforliget er et forlig, der har karakter af noget, hvor vi sådan set alle sammen skal stå på tæer for at få flest mulige partier i Folketingssalen med. Jeg mener, det er helt afgørende vigtigt i den situation, vi står i lige nu i Europa og i verden, at vi også i Danmark viser, at vi faktisk står sammen om vores forsvar. Så er jeg med på, at når vi kommer ind i lokalet, vil vi have forskellige tilgange til, hvad og hvor meget vi skal have af udstyr, til længden af værnepligten osv. Men det ærgrer mig, at vi er kommet i en unødig konflikt om det. Lad os komme tilbage på sporet, og lad os komme ind i forhandlingsrummet.

Når vi er imod at afskaffe store bededag, er det jo ikke, fordi vi ikke forstår, at det både giver økonomi og arbejdsudbud. Det forstår vi godt. Så kan man altid diskutere varigheden af det, hvor længe det holder ved, og hvor længe man kan se effekterne osv. Der er jo mange økonomer, der mener meget forskelligt om det, men for et konservativt parti er et samfund også andet og mere end arbejdsudbud og skat. Ja, det sagde han rent faktisk; det er det. Og derfor har vi det også sådan i Det Konservative Folkeparti, at store bededag også er værdier og traditioner. Det er der, konfirmationerne ligger. Det er der, der holdes gudstjenester for rigtig mange mennesker. Det er en dag, hvor folk har fri, og nogle synes, at fridagen er det vigtigste. Men så ærgrer jeg mig lidt over, at vi faktisk ikke her i Folketingssalen kommer til at diskutere afskaffelsen af store bededag som en helligdag. Det kommer vi jo ikke til at diskutere.

Vi kommer til at diskutere noget på beskæftigelsesministerens område, men vi får ikke en eneste diskussion i Folketingssalen om, om vi skal have en helligdag eller ej, for den afskaffer man ved kongelig resolution. Og argumentet, har jeg forstået, er, at man indførte den ved kongelig resolution. Ja, for dengang havde man en enevældig konge og ikke et Folketing – en enevældig konge, der kunne sige: Nu afskaffer vi den. Da hang religionen og staten jo sammen. Jeg synes, det er meget væsentligt at huske på, at den danske folkekirke ikke er en statsreligion. Det er ikke staten, der driver religionen. Det er ikke os herinde, der driver det religiøse. Vi understøtter den evangelisk-lutherske kirke, og det synes jeg det er rigtig vigtigt at holde fast ved. Så jeg håber, at det kunne blive taget af bordet.

Men jeg glæder mig til samarbejdet og alle de gode aftaler, vi skal lave med hinanden, og lad os så lige komme væk fra det her fejlskud med forsvarsforliget.

Tak for det. Så går vi videre til rækken af korte bemærkninger, og vi starter med hr. Benny Engelbrecht fra Socialdemokratiet. Værsgo.

Tak for ordførertalen, hr. Søren Pape Poulsen. Jeg er glad for, at der i ordførertalen indikeres, at man både er villig til at finde finansiering, men også til at skabe øget arbejdsudbud, når der skal laves aftaler. Og for at fortsætte i den progressive, konstruktive ånd, som prægede størstedelen af talen, vil jeg egentlig spørge ind til, om Konservative er enige i de hensigter, som regeringen har lagt op til, altså at forsvaret skal styrkes, ikke blot med det, der var aftalt i det nationale kompromis, men også med det, at tidspunktet for, hvornår Danmark skal leve op til sin NATO-forpligtelse på 2 pct. af bnp, skal være allerede i 2030.

Værsgo.

Nu kommer spørgeren jo med et spørgsmål til en partiformand for et parti, der om noget har forsvaret i hjertet. Det har vi, og vi vil alt det bedste. Jeg vil da rigtig gerne være med til at rykke forsvarsforliget frem, så vi når de 2 pct. hurtigere. Det ville jeg også, da vi forhandlede det nationale kompromis. Men på det tidspunkt fik vi at vide, at det ikke var hensigtsmæssigt at bruge pengene på den facon, altså at der skal være en vis indfasningstid, når der skal bruges så mange penge, som det trods alt er. Jeg ved godt, at de penge hurtigt får ben at gå på, når vi først kommer i gang. Men når det er sagt, vil jeg sige, at hvis vi kan blive forsikret i, og det tror jeg vi kan, at der er afløb for pengene på en fornuftig måde, så vil vi da hellere end gerne rykke det frem. Og så er jeg da helt med på, at når vi vil det, i fællesskab, så skal vi selvfølgelig blive enige om en finansiering. Det anerkender jeg.

Værsgo, hr. Benny Engelbrecht.

Jeg kan næsten fornemme, at der her foran mig sidder en partiformand, vicestatsminister og forsvarsminister, der næsten sådan er klar til at hoppe op og sige: Jo jo, men der er også nogle her i Folketingssalen, der har været udsendt. Men det ændrer jo ikke på, at ambitionen for regeringen er at fremrykke til 2030. Og derfor kunne jeg måske godt efterlyse en lidt mere klar tilkendegivelse end den lidt forbeholdne, der kommer fra den konservative formand her. Altså, er man interesseret i, at vi skal leve op til den forpligtelse allerede i 2030?

Værsgo.

Ja, det er vi. Men når vi forhandler nationalt kompromis i marts måned 2022 og får et papir fra Forsvarskommandoen, hvor de siger, at det er hensigtsmæssigt, at vi når de 2 pct. i 2033, så tager jeg jo det alvorligt. Jeg siger så, at hvis de forudsætninger har ændret sig, og hvis vi kan rykke det frem – for jeg mener, og det sagde jeg allerede dengang, at det tager alt for lang tid – så er vi fuldt og helt med. Jeg deler fuldt og helt ambitionen. Vi skal bare gøre det på den rigtige og kloge måde. Og det kan vi nok ikke blive uenige om.

Så er det hr. Morten Dahlin fra Venstre. Værsgo.

Tak til hr. Søren Pape Poulsen for talen og den konstruktive tilgang til den kommende valgperiode. Jeg kunne godt tænke mig at dykke lidt mere ned i det her alternative finansieringsforslag, der kom frem her til morgen, hvor Konservative og gode partier som SF og Enhedslisten nu var gået sammen om at føre økonomisk politik. For i det ligger der jo, at der skal saneres i erhvervsstøtteordningen. Og da jeg tidligere spurgte fru Pia Olsen Dyhr, fik jeg besked om, at det ikke var det grønne område, der skulle væk. Det var så de første 12 milliarder i erhvervsstøtteordninger, som var væk.

Derfor kunne jeg godt tænke mig at spørge hr. Søren Pape Poulsen: Hvad med de 24,5 milliarder, der ligger på skatteområdet, altså hvor man giver nogle favorable skatte- og afgiftsvilkår til nogle af vores virksomheder rundtomkring for at stimulere vækst og udvikling? Konservative går jo ikke som udgangspunkt ind for skattestigninger, og derfor vil jeg bare høre: Er de også fredet? Eller er Konservative sådan set indstillet på, at man skal fjerne nogle af dem, og dermed hæve skatterne for dansk erhvervsliv?

Værsgo.

Jeg kommer ikke til at stå på Folketingets talerstol og sige, præcis hvad det er for nogle elementer i erhvervsstøtten, vi skal fjerne eller lave om på. For det giver en utrolig stor usikkerhed hos dem, der er berørt. Og derfor har jeg den tilgang, at det skal vi gå ind i et forhandlingslokale og finde ud af. Jeg melder mig klar til at stå på mål for det og tage ansvar for det, ligesom jeg kan forstå, at regeringen er klar til at sanere for 2 mia. kr. i erhvervsstøtten. Og hvordan vi så skal udmønte det, skal vi selvfølgelig byde ind med. I den tidligere aftale, der blev lavet i 2022 i den daværende regering, skulle der saneres med 3,5 milliarder. Det tal har man så skruet ned til 2, og nu skruer vi det så lidt op til 2,75. Det ser vi frem til at drøfte.

Værsgo, ordføreren.

Tak for svaret. Men den helt store forskel er jo, at de 2 milliarder, som regeringen vil finde på erhvervsstøtteområdet, skal tilbage til erhvervslivet i form af lavere skatter, eksempelvis for vores familieejede virksomheder, der skal have billigere generationsskifte, når virksomheden skal gå fra mor til datter. Det, Konservative lægger op til, er jo åbenbart at kigge på skatteområdet i erhvervsstøtteordningerne, altså at hæve skatter for vores virksomheder uden at garantere, at virksomhederne får pengene tilbage. Det er jeg egentlig lidt ked af, og derfor vil jeg bare spørge igen: Kunne Konservative ikke lige her bekræfte, at man ikke kommer til at medvirke til at hæve skatterne for dansk erhvervsliv i form af sanering i erhvervsstøtteordningerne på skatteområdet?

Værsgo.

Jeg kommer ikke til at pege på noget konkret. Jeg tror, at Venstres ordfører udmærket ved, at Det Konservative Folkeparti ikke går og samler på skattestigninger. Det forslag, der er kommet i dag, er jo sådan et forslag, hvor der bliver sagt: Jamen lad os begynde her. Og så kommer vi vel alle sammen senere med vores finanslovsforslag, hvor vi så kan regne de ting ind, vi mener man skal lave om, efter vi har lavet den finansiering her. Vi har jo fået at vide, at hvis vi ikke sagde ja til lige præcis krydset mellem store bededag og forsvaret, så var døren lukket. Så siger vi: Så kommer vi da med et alternativt forslag, og så drøfter vi det meget gerne.

Tak. Så er det fru Monika Rubin fra Moderaterne. Værsgo.

Tak. Det er jo fornøjeligt både at læse og høre, at Det Konservative Folkeparti er trukket i arbejdstøjet og sammen med de andre partier har fundet et finansieringsforslag til fremrykning af 2-procentsmålsætningen. Det er altid dejligt at se den konstruktive side af Det Konservative Folkeparti, så jeg håber også, at vi ser jer omkring forhandlingsbordet, når den tid kommer. I Moderaterne er vi altid indstillet på at få så bred en kreds om aftalerne som muligt. Jeg er ny her i Folketinget og har egentlig altid set Det Konservative Folkeparti som et økonomisk ansvarligt parti. Derfor hæfter jeg mig lidt ved den her samtale mellem hr. Søren Pape Poulsen og hr. Morten Dahlin, og jeg vil egentlig gerne høre: Mener ordføreren, at den samlede oppositions finansieringsforslag på den lange bane er solidt – lige så solidt som regeringens foreslåede finansieringsmodel?

Værsgo.

Jeg mener bestemt, at det er et godt og solidt forslag. Nu er vi kommet med det. Vi diskuterer gerne andre forslag. Vi er jo trukket i arbejdstøjet. Det har vi hele tiden været, og vi vil gerne diskutere det. Men grunden til, at vi overhovedet skal herhen, er jo, at regeringen har besluttet sig for, at døren er lukket. Man må ikke være med til at deltage i diskussionerne om et milliardstort forsvarsbudget, hvis man ikke vil afskaffe en helligdag. Det kan umuligt være i den ånd, Moderaterne er skabt. Det undrer mig egentlig, at I vil finde jer i, at det er sådan, vi skal arbejde. Men jeg glæder mig til arbejdet, og jeg glæder mig til at komme ind i forhandlingslokalet, for vi er her ikke i protest. Vi er her, fordi vi vil arbejde; vi er her, fordi vi vil lave aftaler. Jeg garanterer for, at får vi lov til at gå ind ad den dør i Forsvarsministeriet, hvor man skal forhandle forsvarsforlig, så bliver vi meget svære at sparke ud igen, og så vil vi være klar til meget fordomsfrit at diskutere de økonomiske forslag, der måtte være.

Ordføreren.

Mange tak. Vi er i en situation nu, hvor riget fattes penge. Der mangler penge til rigtig mange ting. Vi har hørt om både sundhedsområdet og klimaområdet osv. Derfor undrer det mig egentlig, at Det Konservative Folkeparti kommer op med en finansieringsmodel, som det stadig væk er så usikkert at man kan samle flertal for. Vi kan jo høre i hele debatten om den her erhvervsstøtteordning, at der spørges: Hvor skal man tage pengene fra? Derfor vil jeg gerne spørge ordføreren igen: Mener ordføreren, at det er en solid finansieringsmodel, også på den lange bane?

Hr. Søren Pape Poulsen.

Ja, bestemt, men vi diskuterer gerne andre forslag. Altså, først sagde man til os: Hvis I ikke accepterer det her kryds, kommer I ikke med. Så sagde man: Okay, hvis I kan finde en anden finansiering, så kom med den. Nu er det, som om regeringen nærmest desperat leder efter en måde, hvorpå man så kan trække tæppet væk under os og sige: Det er ikke godt nok. Hvis jeg var regering, ville jeg da tænke: Hvor er det dejligt, at så mange partier har lyst til at arbejde sammen og være med til det her. Der er da masser af måder, vi kan skaffe et større arbejdsudbud og hente flere penge på. Jeg tror, vi er klar til at gå noget længere på mange områder, end den samlede regering er, når det kommer til arbejdsudbud.

Tak. Hr. Carl Valentin.

Nu bliver der jo lavet nogle lidt alternative samarbejder i de her dage, og det synes jeg egentlig er meget fedt, altså at vi kan samle os i oppositionen både til venstre og til højre for regeringen. Derfor ville jeg også høre, om Konservative måske vil lave en alliance med SF på miljøområdet. Vi står nemlig i en meget alvorlig situation lige nu, hvor flere og flere bliver opmærksomme på udbredelsen af de her PFAS-stoffer, der er i børnenes flyverdragter, i vores stegepander og endda i tandtråd og mange andre ting, og flere organisationer arbejder nu for, at vi skal have et nationalt forbud mod de her PFAS-stoffer, fordi vi kan komme til at vente i rigtig mange år på, at det kommer til at ske i EU. Vil Konservative gå sammen med SF og kræve af regeringen, at der kommer et nationalt forbud mod PFAS-stoffer?

Ordføreren.

Jeg er helt sikker på, at vi på en række områder nok kan finde hinanden, politikområde for politikområde, også når det gælder klima og miljø. Jeg ved ikke, om vi har samme ambition, men vi har i hvert fald samme holdning om, at vi også vil have en biodiversitetslov – og den deler vi også med regeringen, har jeg forstået – der går ud på, at der skal være mere natur i Danmark. Når det kommer til PFAS, har jeg det nok sådan, at nu er der besluttet en national handlingsplan, og vi skal arbejde for et forbud i EU, og jeg ville gerne tage en diskussion om, om vi kan, og om det giver mening at se på, om vi kan lave sådan et forbud. Jeg ved simpelt hen ikke nok om det tekniske i, hvordan det skal skrues sammen, men jeg synes ikke, man skal udelukke det. Jeg synes, det, vi hører i de her dage, er alvorligt, og det kan man ikke bare lukke ørerne for og sige, at det er en eller anden EU-beslutning, og så kan vi ikke gøre noget ved det. Men jeg vil nok forbeholde mig retten til lige at dykke en smule ned i det, og jeg vil nok forbeholde mig retten til at bede min miljøordfører om at tage den forhandling med hr. Carl Valentin.

Hr. Carl Valentin.

Det synes jeg er helt fair. Vi er også meget bekymrede, må jeg bare sige, for det påvirker jo folks fertilitet, og det har betydning for effektiviteten af børnevaccinationsprogrammer. Vi ved, at de her stoffer kan være kræftfremkaldende, og det er jo såkaldte evighedskemikalier, og det vil sige, at de har meget svært ved at forlade vore kroppe. Så jeg vil se frem til, at Konservative fortsætter med at sætte sig ind i det her og arbejde videre på det, for der bliver brug for, at vi er mange, der lægger pres på regeringen, for at der bliver handlet på det her nationalt.

Ordføreren.

Ja, og i hvert fald er vi nødt til at lave en meget klar handleplan for PFAS og se på vores drikkevandsområder, og hvordan vi kan beskytte dem i større omfang. Vores drikkevand er noget, vi skal værne om. Der er mange, der er misundelige alene på det, at vi har det i vores land.

Hr. Alex Vanopslagh.

Tak. Jeg glæder mig egentlig også over den meget konstruktive tilgang, Det Konservative Folkeparti har til regeringen. Hvis regeringen skal føre en god politik, kræver det, at gode kræfter byder sig til konstruktivt. Men det kan måske også blive en tand for konstruktivt. Jeg studsede i hvert fald lidt over en overskrift, jeg så på, jeg tror, det var Altinget for noget tid siden, hvor budskabet var, at Det Konservative Folkeparti ikke var begejstret for den nye toptopskat, men det ville være noget, man så ville stemme for, hvis ellers de andre dele i regeringens skattepolitik bliver stemt igennem. Det undrede jeg mig lidt over, og det ville jeg egentlig gerne høre hr. Søren Pape Poulsens kommentarer til, altså om ikke det er en af de ting, vi i fællesskab skulle se om vi kunne få luget ud i.

Ordføreren.

Altså, det har undret mig lidt, for som jeg læser regeringsprogrammet, eller hvis man skal gætte lidt på, hvorfor det er endt, som det er endt, skulle grænsen for, hvornår man betaler topskat, hæves, og så skulle det ligesom betales med en ny mellemskat og så en toptopskat og sådan noget. Jeg sad og tænkte ved mig selv, om det er, fordi vores skattesystem i dag er alt for simpelt, og at vi så hellere må få kompliceret vores skattesystem lidt mere. Det er virkelig ikke det, jeg sådan hører, når man hører fra SKAT og andre steder.

Vi synes jo ikke, det er en god idé med toptopskat. Det handler jo ikke om, at der er nogle mennesker, det er synd for, men det handler måske om, at det er synd for nogle virksomheder i forbindelse med noget arbejdskraft, og at man får endnu sværere ved at tiltrække rigtig dygtige mennesker.

Jeg er med på at kæmpe imod det, men jeg vil have en pragmatisk tilgang for at gå ind i rummet og se, hvad bundlinjen bliver på det her, for jeg mener faktisk, at det er en kæmpefejl, at helt almindelige lønmodtagere i Danmark betaler topskat. Nu havde vi ikke stor succes med at gå til valg på at afskaffe topskatten ved det her valg, men nu kan vi jo starte med at afskaffe mellemskatten ved næste valg, og så kan vi arbejde videre derhenad. Men selvfølgelig er toptopskat en mærkelig og dum idé i bund og grund, og det er ren symbolpolitik. Det ved vi alle sammen.

Hr. Alex Vanopslagh.

Jeg tror, man skal passe på med at konkludere, at man ikke kan gå til valg på en afskaffelse af topskatten og så have held med det. Men lad det ligge.

Jeg bliver egentlig lidt forvirret, for jeg hører jo hr. Søren Pape Poulsen meget fornuftigt sige, at man gerne vil gå ind i forhandlingen om at bekæmpe toptopskatten, så den ikke er med, men man har på forhånd meldt ud, at det er man egentlig villig til at give sig på. Altså, så bliver det da godt nok svært. Jeg synes jo, det er en enormt skadelig idé, særlig med den symbolik, der er i det, så det er bare en opfordring til, at Det Konservative Folkeparti bevarer den gode, konstruktive tilgang til den her regering, så vi kan hjælpe den på rette vej, men at vi ikke bliver så konstruktive, at vi ender med at hjælpe dem på gale veje.

Ordføreren.

Det synes jeg var et ualmindelig godt råd, som jeg synes vi skal gå sammen om i alle tænkelige sammenhænge. Nu har vi hørt den sidste uges tid – og regeringen har også mange gange gjort os alle sammen opmærksom på det – at de jo har flertallet, så de kan gøre, lige hvad de vil, og det har de jo lov til, for sådan er demokratiet jo indrettet. Men lad os da håbe på, at vi kan trække dem i den rigtige retning, og det kan da også være, at der er nogle ting, som regeringen gennemfører, som vi så må lade dem gennemføre alene, fordi det ikke er ambitiøst nok.

Hr. Søren Søndergaard.

Tak. Da hr. Søren Pape Poulsen fremlagde 2030-planen, inden valgkampen for alvor gik i gang, med massive topskattelettelser til de rigeste, tænkte jeg: Respekt! Det var jo ikke, fordi jeg var enig – jeg var hamrende uenig – og det var sådan set heller ikke, fordi jeg vurderede, at det ville være den store valgsejr, der dér ville komme, men det var primært, fordi jeg tænkte, at her er et parti, som har nogle holdninger, som de går til valg på, og det kan jeg godt lide.

Derfor kunne jeg egentlig godt tænke mig at spørge, hvordan hr. Søren Pape Poulsen har det med, at der var andre partier, som ikke gik til valg på den politik, som de ønskede at gennemføre, altså præcis spørgsmålet om afskaffelsen af store bededag. Altså, de var jo ikke tilbageholdende med at angribe De Konservatives forslag. Jeg står her med en forside fra Berlingske, hvor der står: Mette F. og Ellemann angriber De Konservative for topskattelettelser. Hvordan har hr. Søren Pape Poulsen det med det?

Ordføreren.

Jeg har det i hvert fald sådan med det, at jeg synes, vi førte en ærlig valgkamp, og at vi sagde det, vi mener. Men jeg tror også, vi skal passe på. Vi skal jo alle sammen kunne gå på kompromis, men jeg tror også, vi i forhold til den respekt, vi skal opleve hos borgerne, og den tillid, der skal være til os som politikere, så skal overveje meget kraftigt, hvor meget forskelligt vi mener dagen efter valgresultatet eller 3 uger efter valgresultatet, i forhold til før. Det synes jeg er dybt bekymrende.

Jeg har det også sådan, at det er underligt. Nu skal store bededag afskaffes, og jeg ved godt, at vi herinde måske har forskellige grunde til, at vi er imod afskaffelsen af det, men jeg kan bare ikke forstå, hvorfor der, når det nu er så god en idé, så ikke var nogen, der sagde det i valgkampen, men at det kommer man lige i tanker om efter valget. Og jeg kan heller ikke forstå, at der ikke er nogen, der råber om kap for at få æren for det. Vi kan ikke engang få at vide, hvis forslaget er – ingen vil stå på mål for det – men vi får alle sammen at vide, at det er nødvendigt. Jeg synes, det er ærgerligt, og jeg synes, det er en farlig måde at lave politik på.

Hr. Søren Søndergaard.

Jeg deler fuldstændig hr. Søren Pape Poulsens overvejelser, og det er jo også derfor, at den diskussion om en folkeafstemning er kommet op. Jeg er meget betænkelig ved det der med folkeafstemninger. Altså, jeg synes, det er noget, der skal reserveres til helt bestemte lejligheder. Men hvis vi kunne få en lejlighed til at få præciseret, at der er grænser for, hvor meget partierne må undlade at sige før en valgkamp og så sige det umiddelbart efter – eller for den sags skyld det omvendte – så er det måske en sag af en vis principiel betydning. Derfor vil jeg spørge hr. Søren Pape Poulsen, om han vil sige, ligesom fru Inger Støjberg sagde: Vi lukker ingen døre.

Ordføreren.

Man skal jo aldrig lukke nogen døre. Men jeg vil også være ærlig og sige, at jeg også er en af dem, der mener, at det at lave en folkeafstemning er et stort redskab at tage op af værktøjskassen. Og jeg skal også være ærlig og sige, at man i den her debat, med den måde, det foregår på, nogle gange kan føle sig stærkt fristet af det. Men jeg har det også sådan, at vi er nødt til at tænke på, hvad konsekvenserne af det så er. Og det er nok også derfor, at vi ikke lige nu står og er klar til at sige, at der skal være en folkeafstemning, og jeg har nok også svært ved at se det. For vi sætter i den tid, vi lever i, altså måske gang i noget, som ikke er hensigtsmæssigt.

Hr. Martin Lidegaard.

Tak for en god ordførertale og for et godt samarbejde. Jeg har lyst til at stille samme spørgsmål til hr. Søren Pape Poulsen, som jeg stillede til fru Pia Olsen Dyhr, nemlig: Når nu vi skal ind og forhandle det nationale kompromis, er det sådan, at vi har talt meget om finansiering, og vi har talt meget om fremrykning af investeringer i forsvaret, men for os var måske den allervigtigste del det, der handlede om at gøre os fri af russisk gas og af vores afhængighed af naturgas, og det bliver der talt meget lidt om. Men det er jo allerede 10 måneder siden, vi lavede det nationale kompromis, og vi finder egentlig, at det er af ret afgørende betydning, at de 400.000 husstande i Danmark, der i dag er fanget med et gasfyr eller et oliefyr, bliver hjulpet ud af den afhængighed, også inden næste vinter, fordi der også er en stor økonomisk risiko forbundet med det ud over den sikkerhedspolitiske risiko, og så er der selvfølgelig et grønt element i det.

Vil hr. Søren Pape Poulsen være med til sammen med SF og Radikale at tage det med ind til forhandlingsbordet og prøve at få en status på, hvor langt vi er, og også fremme den proces, altså fremrykke de investeringer, så flere danskere kan blive fri af gas?

Ordføreren.

Det vil jeg rigtig gerne diskutere hvordan vi gør og i hvert fald tage det med til forhandlingsbordet. Jeg tror faktisk, det er vigtigt, at vi lige minder hinanden om, at det nationale kompromis havde flere elementer. Det havde det element, som der bliver spurgt om her; det havde et element, der handlede om, hvor meget forsvaret skal styrkes. Vi taler jo om en lang række forhold i det nationale kompromis, som jeg egentlig efter den sidste uges tid har brug for at få at vide hvor vi står med. Altså, i hvor høj grad gælder det? Kan vi diskutere det spørgsmål, hr. Martin Lidegaard rejser? Kræver det også en adgangsbillet, eller hvor er vi henne?

Jeg synes, at vi simpelt hen skal bede regeringen om at gå det nationale kompromis igennem og se på, hvor langt vi er på de forskellige områder, vi har truffet aftale om, og om der gemmer sig andre overraskelser i form af adgangsbilletter til at diskutere nogle af de andre ting, der står i det nationale kompromis.

Hr. Martin Lidegaard.

Det er vi med på, og jeg vil gerne takke for det tilsagn. Det kan også godt være, at det kræver nogle midler, hvis vi skal leve op til nogle af de andre elementer, og det må vi kigge på. Jeg tror så ikke, det er i den størrelsesorden, vi har skullet finde i løbet af den forgangne uge. Men det er jeg glad for, og jeg ser frem til de forhandlinger.

Tak for det. Så er det fru Sascha Faxe.

Tak. Jeg hæfter mig med stor glæde ved, at du nævner de unge og trivselskrisen, for det synes vi i Alternativet også er en kæmpe udfordring. Vi kunne måske godt tænke os, at vi indimellem blev mere konkrete, så vi ikke bare kalder det trivsel. For det bliver lidt af en dyne, vi stikker hånden ind i, og hvor vi ikke ved, hvad vi får ud, altså om det er stress eller det er ensomhed, som jo begge er kæmpe problematikker. Men vi kunne rigtig godt tænke os at samarbejde med Konservative om at finde nogle veje frem, så vi ikke bliver ved med at genskabe det her, men at vi hjælper de unge, der står der.

Så er jeg nysgerrig på, om man fra Konservatives side har gjort sig nogle overvejelser om, hvilke tiltag man tænker kunne være interessante, og som man havde lyst til at lege med os omkring.

Ordføreren.

Vi forhandler gerne med alle om alt, og jeg tror måske, at det her område er et af de områder, hvor vi i Folketingssalen meget bredt har en accept af, at det er sådan en udfordring, vi skal mødes om.

Det er jo så kæmpestor en diskussion, at man nogle gange bliver helt svedt over, hvor man skal begynde.

Jeg har jo selv førhen arbejdet med unge mennesker, og nu vil nogle sige, at det er så lang tid siden, at det har jeg ikke forstand på længere. Men der er vel stadig væk nogle dynamikker, man møder blandt unge, hvor man tænker det samme ved sig selv. Vores folkeskoles indretning har i høj grad fokus på trivsel, men når vi oplever, at der er over 40.000 mennesker fra 8. klasse til omkring 24 år, der ikke er i gang med noget som helst – et arbejde eller en uddannelse – så er det også lige vejen ind i mistrivsel. Og jeg tænker ved mig selv: Hvordan i alverden har vi ladet det ske?

Der tror jeg, det handler noget om at se på, hvordan man kan få en kontakt imellem det, så et ungt menneske, der simpelt hen ikke er i gang med noget, eller som i folkeskolen trives dårligt, kan komme ud på en arbejdsplads. Jeg tror, det handler meget om, hvordan vi kan styrke familierne til at tage de samtaler med deres børn og unge derhjemme, og hvordan vi håndterer hele situationen omkring sociale medier, som jeg tror er en drivende faktor i mistrivslen. Jeg beklager, at jeg ikke har mere tid, men det er meget svært at svare på det spørgsmål på så kort tid. Jeg beklager.

Fru Sascha Faxe.

Det er jeg fuldstændig med på. Det var måske også mere en invitation til ordføreren og De Konservative om at byde op til dans, og at vi rigtig gerne vil være med på den bane. Og vi kunne egentlig også godt tænke os, hvis vi starter tidligere, altså at man går helt tilbage til vuggestuealderen og endda der, hvor der bliver sat ind efter fødslen med sundhedspleje osv. Så hermed er der en invitation til dans.

Ordføreren.

Tak, og det vil jeg rigtig gerne have. Og jeg synes faktisk – det sagde jeg også i min tale – at regeringens forslag om at nedsætte en kommission for det gode børne- og ungdomsliv er en god idé. For jeg tror, vi har rigtig meget brug for at få en masse gode anbefalinger. Ud over hvad vi sådan tænker er almindelig sund fornuft i den enkelte familie osv., så mener jeg, at det er rigtig vigtigt, at vi får noget mere, der kan adressere de udfordringer, der er. Jeg vil se frem til yderligere diskussioner og drøftelser.

Tak. Så er det hr. Nick Zimmermann.

Jeg vil gerne spørge ind til store bededag, for som det er lige nu, står fagforeningerne jo samlet, de fem største, og borgerne står samlet – der er jo flere målinger, der viser, at et stort flertal i Danmark gerne vil have en folkeafstemning om afskaffelsen af store bededag – og nu er vi altså også oppe på fire partier, der ønsker en afstemning om det. Derfor kunne jeg godt tænke mig at spørge ordføreren: Hvor står Konservative i det her? Er der nogen som helst mulighed for, at I kan ende med at ville være med til en folkeafstemning, eller står I helt fast på, at det ønsker I ikke?

Ordføreren.

Vi har drøftet det. Jeg tror, at når det gælder Dansk Folkeparti og Det Konservative Folkeparti, kommer vi ud af lidt forskellige tilgange til det her. Jeg skal jo anerkende, at Dansk Folkeparti altid har været meget åbne med, at der skulle være flere folkeafstemninger. Det har sådan set været en politik i alle de år, jeg i hvert fald kan huske, at dem skulle man have nogle flere af, hvor vi nok mere har haft den tilgang til det, at vi har det repræsentative demokrati, og at det med folkeafstemninger er noget, vi gør meget sjældent, ikke ofte. Så jeg har nok svært ved at se, hvordan skal komme derhen.

Jeg er også lidt urolig ved det, for vi lever i en anden tid. Vi lever i en tid, hvor der er indsamlinger hele tiden og holdningstilkendegivelser på nettet, og vi skal lave meget om, og vi skal lave et stort pres. Det kan være, jeg tager fuldstændig fejl, men jeg kan ikke lade være med at være en lille smule nervøs for, hvor vi ender henne, hvis vi først får gang i den her præcedens, at når der er noget, vi er rigtig utilfredse med, så skal vi have en folkeafstemning. For hvor ender vi? Det kunne også være, der en dag var andre partier, der tænkte: Hver gang vi skal vedtage en upopulær reform herinde, skal vi også have det til folkeafstemning. Det tror jeg måske ikke er den rigtige måde.

Hr. Nick Zimmermann.

Jeg er enig i, at vi har et repræsentativt demokrati. Men man kan sige, at udfordringen jo er, at der ikke var nogen af de tre regeringspartier, der sådan set meldte ærligt ud i valgkampen. Der var jo ingen af de tre regeringspartier, der meddelte danskerne, at de ville stjæle en helligdag fra dem. Det er grunden til, at jeg mener, at det her er en ekstraordinær situation. Og de afstemninger og underskriftindsamlinger, som fagforeningerne laver, kommer jo op på, at flere hundrede tusinde borgere støtter det. Derfor står vi altså bare i en fuldstændig anden situation her, end vi havde gjort, hvis regeringen havde spillet ærligt ud i valgkampen. Så jeg er i hvert fald rigtig ked af at høre, at vi ikke kan få Konservative med på at prøve at komme op på de 60 mandater.

Ordføreren.

Jeg skal være ærlig og sige, at jeg også synes, det har været en svær overvejelse, ikke mindst fordi det hele er foregået, som det er foregået. Ingen har sagt det på forhånd; man er tromlet hen over os; man er ligeglad med høringsfrister; man kører fuldstændig og aldeles hen over den danske folkekirke – fuldstændig og aldeles. Biskopperne, har jeg forstået, skal til møde i morgen hos kirkeministeren, efter at høringen er ovre. Man bruger argumentet om kongelig resolution, selv om vi, sidst man gjorde det, havde enevældig konge. Så på den måde har jeg selvfølgelig følt mig noget provokeret af det. Jeg synes bare, vi lige skal overveje, hvad det er, vi bruger folkeafstemninger til. Det er nok derfor, vi er noget forbeholdne.

Hr. Rasmus Stoklund.

Tak. Jeg hørte desværre kun de første 8 minutter af hr. Søren Pape Poulsens tale, men jeg må sige, at de var ualmindelig konstruktive, og det tegner jo fantastisk godt for det kommende samarbejde mellem partierne herinde.

I det lys vil jeg spørge hr. Søren Pape Poulsen, nu, hvor hr. Søren Pape Poulsen var manden bag Københavnererklæringen i sin tid – og det er jo et tema, der berøres i regeringsgrundlaget, at man skal prøve at se på nogle af de uhensigtsmæssigheder, der engang imellem er, i forbindelse med hvordan konventionerne bliver brugt – om det ikke fortsat er et arbejde, man kunne forestille sig at Det Konservative Folkeparti sammen med regeringen kunne arbejde videre med. Og jeg vil sådan set i samme ombæring høre – og det er noget af det, der står i regeringsgrundlaget – om vi kunne samarbejde videre om en ny bandepakke, få brudt fødekæden til banderne og sådan noget. Er det noget, hr. Søren Pape Poulsen har nogle refleksioner omkring eller nogle input til, som han måske allerede nu kan dele med os?

Ordføreren.

Tak. Jeg ved godt, at der var nogen, der sådan sagde, at Københavnererklæringen ingenting var. Jeg synes, Københavnererklæringen var en landvinding. Det var beviset på, at man faktisk godt kan samle lande til at tage en ny tilgang til det. Vi kom jo f.eks. derhen, hvor man egentlig sagde – altså oversat – at når det er et demokratisk land og en domstol, der har truffet en beslutning, så skal man respektere det ved en international domstol. Jeg var minister på det tidspunkt, og jeg skal bestemt ikke tage æren for, at vi kom helt derhen, for der var nogle fremragende medarbejdere og embedsmænd, der virkelig havde mange forhandlinger – og det havde vi selvfølgelig også på det politiske niveau. Jeg synes, det er vigtigt at fortsætte ad den vej.

Det er jo ikke hugget i granit, det her. Jeg går ind for internationale konventioner, og jeg mener, der skal være regler for, hvordan vi arbejder sammen i verden, og et lille land som Danmark har i den grad interesse i det. Men vi skal selvfølgelig hele tiden kunne udfordre det. Det vil jeg gerne sige.

Når det gælder bandepakke og deslige, har jeg jo selv været med til – stået bag – en eller to af dem, og jeg synes, det er vigtigt hele tiden at holde det uvæsen nede, for de bliver ved med at poppe op hele tiden. Jeg kan ikke forestille mig andet, end at det gode samarbejde, jeg havde med Socialdemokratiet, da jeg var minister, vil vi også have med omvendt fortegn her.

Hr. Rasmus Stoklund.

Jeg er enig i, at man ikke skal undervurdere betydningen af internationalt samarbejde om f.eks. sådan noget som Københavnererklæringen, så den også får en effekt. Det synes jeg egentlig også har været beskrevet i dagspressen siden, også i interviews og artikler om Den Europæiske Menneskerettighedsdomstol og hvordan den arbejder. Jeg tror, det er meget vigtigt at fastholde et arbejde også på tværs af lande, netop også for at sende et signal til nogle af de dommere, der jo ikke som dommere i Danmark har en parlamentarisk forsamling, der kan ændre lovgivningen.

Ordføreren.

Præcis – det er det helt centrale, og det er derfor, vi skal skubbe på for det. Så ved jeg godt, at nogle vil sige, at det tager lang tid. Ja, men nogle gange tager ting tid.

Nu har jeg lidt tid tilbage, og det giver mig så lige lejlighed til at sætte lidt flere ord på bandepakkedelen, som der også blev spurgt til. Jeg tror aldrig, vi bliver færdige med at lave pakker – ikke fordi vi kan sige: Nu har vi så en ny pakke, og så er det målet i sig selv. Men de kriminelle og især de organiserede kriminelle bliver jo også dygtigere. De bliver dygtigere dag for dag til at lave deres kriminalitet. Og hvis vi ikke som samfund har et modsvar klar, taber vi i længden.

Hr. Thomas Jensen.

Tak til hr. Søren Pape Poulsen for talen. Mine høretelefoner virkede vist også kun de første 8 minutter, men i forhold til dem vil jeg sige, at det er fuldstændig gengældt; jeg ser frem til samarbejdet med de forskellige konservative ordførere.

Det fremgår jo af regeringsgrundlaget, at regeringen vil gennemføre en strafreform, hvor der skal sættes hårdere og mere konsekvent ind over for alvorlig personfarlig kriminalitet. Her på det seneste har vi desværre set alt, alt for mange knivstikkerier på åben gade, og der er mit spørgsmål til hr. Søren Pape Poulsen så: Hvad tænker ordføreren om at hæve straffen, bl.a. for personfarlig kriminalitet?

Ordføreren.

Det er jeg jo alt andet lige positiv over for, for personfarlig kriminalitet er noget af den værste kriminalitet, man kan lave; det går ud over andre mennesker, det går ud over deres førlighed, det kan gå ud over deres liv. Det, jeg synes vi mangler, er måske en mere grundig diskussion af – og derfor er vi egentlig også nødt til at diskutere hele domstolssystemet, for der er alt for lange ventetider, og det er en udfordring, vi alle sammen har delt over tid – er selvfølgelig, hvordan vi kommer hen til, at de rammer, Folketinget sætter, også kommer helt ud til domstolen. Derfor tror jeg måske, vi skal arbejde lidt mindre med strafferammer og lidt mere med normalstraffe. For det nytter ikke noget at hæve strafferammerne, hvis det ikke sætter sig i de domme, der bliver afsagt.

Hr. Thomas Jensen.

Det lyder fornuftigt – og det er også at gå lidt videre. Vi har også nogle kapacitetsproblemer nogle steder, som ordføreren antyder, og fra socialdemokratisk hold mener vi jo ikke, at det skal være kapaciteten, der går ind og definerer, hvad for en retspolitik vi kan føre i Danmark. Så der synes jeg også, jeg fornemmer, at der er en enighed.

Så jeg vil egentlig bare kvittere, ikke med et spørgsmål, men med at sige: Vi ser frem til et godt samarbejde med Det Konservative Folkeparti.

Ordføreren.

Tak. Vi er i fællesskab blevet kvalt lidt i vores egen succes – og det er et forkert ord at bruge – på den måde at forstå, at de bandepakker, vi jo også i fællesskab vedtog, virker. De virker, og det har fyldt fængslerne op, og det har fyldt dem op på en måde, så der nogle steder er en belægningsprocent på over 100. Det er jo et problem, som vi så er ved at finde ud af andre løsninger på, bl.a. fængselspladser i udlandet m.m.

Men vi er også nødt til i fællesskab at finde ud af, hvordan vi får flere sager igennem domstolssystemet. Der er alt for lang ventetid, og det er ikke en bebrejdelse af nogen eller noget; det kunne lige så godt være mig selv, jeg bebrejder, for det har vi over for mange år ikke fået gjort nok ved.

Hr. Preben Bang Henriksen.

Tak for det. Her til morgen fik vi langt om længe offentliggjort en finansieringsplan fra oppositionens side, og jeg kan se deri, at der er et punkt, der hedder »Udvidelse af sanering af erhvervsstøtteordningerne«. Det spurgte min kollega Morten Dahlin til tidligere på dagen, men han fik ikke rigtig noget svar på, hvad det så var for nogen ordninger, der skulle saneres i. Jeg kigger på et andet program – et, der bærer overskriften »Offentlige investeringer skal prioriteres« – og så vil jeg tilsvarende spørge: Hvad er det for noget, der skal nedprioriteres? Det hele skal jo ikke opprioriteres, går jeg ud fra. Er det trafikinvesteringer? Jeg kommer i hvert fald fra en egn, der gerne vil have at vide, om der i det punkt indgår en udskydelse af den tredje Limfjordsforbindelse. Tak.

Ordføreren.

Tak for spørgsmålet. Jeg synes, det er en fremragende måde at få stillet et spørgsmål på, hvor man får en af sine egne mærkesager fremhævet. Det er godt gjort i det nordjyske.

Jeg har det sådan, at det jo kom frem i konvergensprogrammet – var det i marts måned? jeg kan ikke huske måneden – at dansk økonomi er styrket, og derfor lagde man 5 mia. kr. ekstra ind. Regeringen sagde så på det tidspunkt, at de 3,75 mia. kr. skulle gå til forsvaret. Og så er det, vi siger, at der prioriterer vi så alle 5 mia. kr. Igen vil jeg sige: Det er en finansiering, vi har anvist, og vi vil bare så gerne have lov til at gå ind ad den lille dør, hvor vi kan forhandle forsvarsforlig. Jeg er klar til at diskutere en masse andre finansieringer, og jeg kunne ikke drømme om at mene, at jeg ikke også skal bære ved til finansieringen, men det kræver bare, at vi kommer ind ad døren. Så det var et forslag, og det er ikke for at tage hverken den tredje Limfjordsforbindelse eller andet væk, og jeg tror så heller ikke lige, at den kan fås for de penge.

Hr. Preben Bang Henriksen.

Så vi kan konkludere, at på det her punkt får vi heller ikke et mere præcist svar på, hvordan den her finansiering skal fremskaffes.

Ordføreren.