Værsgo.

Tak, formand. Spørgsmålet lyder simpelt hen:

Hvad er ministerens holdning til, at regeringen kobler afskaffelsen af en helligdag, formentlig store bededag, har vi jo så fundet ud af, til at finansiere fremrykningen af opbygningen af forsvaret fra 2033 til 2030?

Ministeren.

Tak for spørgsmålet. Med Ruslands angreb på Ukraine er der jo igen krig i Europa. Truslen er rykket tættere på, og det gør det nødvendigt, at vi investerer ganske markant mere i vores forsvar. På den baggrund indgik vi det nationale kompromis om dansk sikkerhedspolitik i marts sidste år. Ambitionen med det nationale kompromis var at styrke vores eget forsvar ved at løfte forsvarsudgifterne til at udgøre 2 pct. af bnp i 2033.

Der er sket meget på et år, og det står lysende klart, at vi bliver nødt til at tage hånd om vores egen sikkerhed. Både vores allierede i NATO og EU skal kunne regne med Danmark i højere grad, og der kan vi ikke stå tilbage. Derfor skal indfrielsen af målsætningen fremrykkes til 2030, og den beslutning er regeringen klar til at tage ansvaret for.

Det betyder, at finansieringen skal være på plads. Alt andet ville være uansvarligt. Derfor beder vi jo alle danskere om at arbejde lidt mere ved at fjerne en helligdag. På den måde bidrager vi alle sammen til at styrke den fælles sikkerhed. Hvis man gerne vil være med til at bruge pengene, skal man også være med til at finde pengene – det er et almindeligt og sundt princip, som er helt normal praksis i Folketinget.

Umiddelbart kan jeg ikke se alternative finansieringsforslag for mig, og derfor håber jeg selvfølgelig, at partierne i Folketinget vil bakke op om afskaffelsen af store bededag, så vi snart kan begynde forhandlingerne om et nyt og ambitiøst og langsigtet forsvarsforlig. Tak.

Fru Lise Bech.

Tak for det. Man kan så sige, at det jo fremgår af dagspressen, at ministeren har rettet henvendelse til De Radikale, SF og De Konservative, fordi de er med i det nationale kompromis, om senest ved udgangen af den her uge at give besked om, om de støtter afskaffelsen af store bededag. Skal det opfattes sådan, at ministeren kun ønsker at forhandle med de partier, der er med i det nationale kompromis, og kun, hvis de støtter afskaffelsen af store bededag?

Forsvarsministeren.

Det skal bestemt ikke opfattes som en udelukkelse af nogen partier. Jeg håber jo på, at vi får et så bredt forsvarsforlig som overhovedet muligt. Det har vi brug for som land i den givne sikkerhedspolitiske situation, og vores forsvar har brug for, at der er en bred opbakning til det vigtige arbejde, de udfører. Men det er klart, at der må være en samtidighed i det at bruge penge og det at skaffe penge. Jeg har forstået på de partier, jeg talte med i sidste uge, at man ikke ønsker det kryds, som vi populært kalder det herinde, og at man har til hensigt at komme med alternative forslag til finansieringen. Det imødeser jeg med tilbageholdt åndedræt.

Fru Lise Bech.

Tak for det. Så vil jeg gerne spørge, om ministeren er enig i, at det bedste for Danmarks sikkerhed er, at regeringen får et stærkt forsvarsforlig i hus med det bredest mulige flertal i Folketinget, og om ministeren ikke er enig i, at de bedste chancer for at få et bredt forlig vil være at finde en anden finansiering. Altså, det er jo det, der fylder hele mediebilledet lige i øjeblikket, ikke? Og med al den uro, som afskaffelsen af store bededag har medført, bl.a. med kritik fra en nu tidligere Venstreminister, nemlig Birthe Rønn Hornbech – det må jo gøre ondt på ministeren – og tidligere formand for Folketinget Christian Mejdahl, synes ministeren så ikke, det er gavnligt at genoverveje det her forslag om en anden finansiering?

Jeg kender jo ministeren som en ordentlig mand – vi kender rent faktisk hinanden rigtig godt. Er det så ikke påkrævet, at vi laver et bredt forlig og signalerer, at vi står sammen her i det danske Folketing?

Jeg må henstille til, at man overholder tiden. (Lise Bech (DD): Undskyld).

Forsvarsministeren.

Tak for det, formand. Jo, det er vigtigt, at vi får et bredt forlig, og det er derfor, jeg også håber på, at Folketingets partier lige vil suge luft ind og overveje, om nu ikke det her egentlig er en meget god idé. For alternativt må man jo anvise en anden finansiering, og altså jo ikke bare en anden finansiering, man kan blive enig med sig selv om, men en anden finansiering, som man kan få overbevist et flertal om. Det er det, vi har gjort med store bededag. Det er ikke, fordi det er en nem beslutning, det er, fordi det er en vigtig beslutning, og i min optik er det en rigtig beslutning.

Fru Lise Bech.

Så vil jeg bare afslutte med at spørge: Er det så ikke vigtigere, at vi sætter os sammen og prøver at finde ud af, om vi kan finde en alternativ finansiering af det her? Ministeren virker jo meget imødekommende, og hvis vi skal være et større antal partier med i det her – altså, det er jo ikke særlig bredt, hvis det bare bliver de tre regeringspartier – så lad os da sætte os sammen og finde en alternativ finansiering.

Ministeren for en afsluttende bemærkning.

Tak for det. Jeg forstår jo på Folketingets øvrige partier, at der ikke er en begejstring en til en over koblingen mellem afskaffelsen af store bededag og det at finansiere vores sikkerhed fremadrettet. Jeg siger så bare i al stilfærdighed, at jeg så stadig væk har til gode at høre nogen komme med et forslag, som kan nyde opbakning. Og jeg er bestemt ikke argumentresistent, for vi er jo til at tale med, hvis nogen kommer med et godt forslag, hvor man tænker: Hvorfor havde vi ikke set det?

Det afsluttede spørgsmålet.

Vi går til spørgsmål nr. 2 til forsvarsministeren af fru Susie Jessen.

Værsgo.

Tak. Mener ministeren, at det er rimeligt, at regeringen bruger lovforslaget om afskaffelsen af store bededag som adgangsbillet til de kommende forsvarsforhandlinger?

Forsvarsministeren.

Tak for det, og velkommen. Vi er nødt til at investere markant i vores fælles forsvar. Vores allierede både i EU og i NATO skal kunne regne med Danmark, og derfor har vi besluttet at rykke indfrielsen af målsætningen om de 2 pct. af bnp til 2030. Det er ikke gratis, og finansieringen skal være på plads. Derfor er det regeringens opfattelse, at der skal være en sammenhæng mellem, hvem der tager ansvar for finansieringen af et nyt forsvarsforlig, og hvem der deltager i forhandlingerne om et nyt forsvarsforlig.

Det er en helt normal praksis her i Folketinget, at partier, der gerne vil være med til at bruge penge, også er med til at finde penge. Det er et sundt, det er et rimeligt, og det er i min optik et nødvendigt princip. Derfor synes jeg også, det er rimeligt, at kun de partier, som ønsker at tage ansvar for finansieringen, bliver indkaldt til forhandlinger. Som tidligere nævnt vil jeg understrege, at jeg håber, at så mange partier i Folketinget som overhovedet muligt tager ansvaret på sig og bakker op om afskaffelsen af store bededag, sådan at vi snart kan begynde forhandlingerne om det næste forsvarsforlig.

Fru Susie Jessen.

Ministeren har jo siddet i Folketinget længere, end jeg har – jeg er faktisk helt nyvalgt – men det er også mit klare indtryk, at den her finansiering tit findes i et forhandlingslokale. Og ministeren taler meget om det her kryds imellem forsvarsforliget og afskaffelsen af store bededag – det er jo hele jeres begrundelse. Derfor er jeg meget interesseret i en artikel, der blev bragt i Jyllands-Posten fra den 23. december, hvor det kom frem, at i forhandlingslokalet blev det faktisk aftalt først, at man skulle afskaffe store bededag, og først derefter fandt man ud af, at det skulle krydses til forsvaret. Det er jeg jo ret interesseret i, for så falder hele jeres argument om, at det er penge, der skal gå til forsvaret, fordi vi skal være så ansvarlige.

Så jeg vil gerne høre, om ministeren kan bekræfte, at man i forhandlingerne først blev enige om at afskaffe store bededag og efterfølgende koblede det til forsvarsforliget.

Forsvarsministeren.

Tak for det. Jeg kommer ikke til at fortælle om, hvad der skete i forhandlingslokalet – ikke på et detaljeret niveau. Der var mange forhandlinger, der var lange forhandlinger, og hvem der bragte hvad til bordet og i hvilken rækkefølge, kommer jeg ikke til at gå ind i. Men jeg kan sige, at der er en helt almindelig sammenhæng her i Folketinget, hvor man siger: Når man skal bruge penge på noget, anviser man, hvor pengene kommer fra. Det har for Venstres vedkommende betydet, at der har været aftaler, som vi ikke har været med i, fordi vi ikke kunne acceptere finansieringen. Det har vi ærgret os over, men det er et valg fra gang til gang, om man ønsker at acceptere den af regeringen fremlagte finansiering.

Fru Susie Jessen.

Tak. Jeg er helt enig i, at det er en god idé altid at finde finansieringen til de ting, man gerne vil ændre på, og det kan man jo også sagtens gøre i et forhandlingslokale. Men jeg synes stadig, det er vigtigt, at vi får et svar på den her kobling, for det er af interesse for befolkningen, at man ved, hvilken rækkefølge tingene er sket i, når det her er ministerens primære argument. Så kan ministeren bekræfte, at det her kryds skete sådan, at det først var store bededag, man valgte at afskaffe, og at man derefter koblede det til forsvaret?

Forsvarsministeren.

Jeg kommer ikke til at be- eller afkræfte konkrete drøftelser, som har fundet sted, jeg havde nær sagt for nedrullede gardiner – så slemt var det dog ikke – men i det fortrolige rum, som det dog har været. Jeg vil bare gentage i forhold til det med at sige, at vi skaffer finansiering til forskellige områder – hvor vi på den anden side har forskellige områder, vi ønsker at prioritere økonomisk – at det altså så er helt gængs, at man sætter nogle krydser og siger, hvad det er, der skal finansiere hvad, undervejs. Det er den måde, man opererer på.

Tak for det. Jeg giver nu ordet til en medspørger, fru Charlotte Munch.

Tak, formand. Anerkender ministeren, at der kunne være fundet en anden finansiering til løftet af forsvarsudgifterne? Eller mener ministeren, at regeringen var de eneste, der kunne levere en finansieringsmodel nu, hvor det at stemme for regeringens finansieringsmodel bliver adgangsbilletten til de kommende forsvarsforhandlinger?

Forsvarsministeren.

Først og fremmest vil jeg sige: Velkommen i Folketinget. (Charlotte Munch: Tak). Dernæst vil jeg sige: Nej, det er ikke den eneste måde, man kan finansiere det på. Men det er det finansieringsforslag, som opnår et flertal, og som et flertal kan bakke op om, og det er jo nemt for mig at sige, al den stund at vi har en flertalsregering.

Kunne man forestille sig andre finansieringsmåder? Ja, der er andre, der er kommet med forslag, men det har bare det tilfælles, at det er forslag, som ikke nyder et flertals opbakning her i Folketingssalen.

Fru Charlotte Munch.

Tak. Der er tradition for brede forsvarsforlig. Er det ministerens ambition at fortsætte den tradition?

Forsvarsministeren.

Ja, det er det. Jeg synes, det er vigtigt. Det synes jeg både med den fortid, jeg ynder at fortælle om at jeg har, men jeg synes også, det er vigtigt i den situation, vi står i nu. Vi har en ambition om et relativt langvarigt forsvarsforlig, og der håber jeg virkelig på, at Folketingets partier vil tage ansvar for Danmarks sikkerhed, for Danmarks forsvar, og de derfor også vil være en del af det forsvarsforlig, herunder finde finansieringen til det, selv om det ikke er nemt, selv om det ikke er populært, selv om det ikke er det, man høster roser på. Men nogle gange er vi også herinde, fordi det er svært.

Vi siger tak til fru Charlotte Munch og giver ordet tilbage til fru Susie Jessen.

Tak. Ministeren siger jo, at ministeren er meget interesseret i brede forsvarsforlig. Og det er vi enige i, fordi det er en så vigtig aftale, som skal række ud i mange, mange år. Derfor synes jeg heller ikke, det giver så meget mening, at man skal æde den her skovsnegl for at være med i forsvarsforliget. Altså, hvorfor er det lige præcis, at man ikke kan finde den her finansiering sammen i et lukket rum? Hvorfor er det, at man skal æde den her for overhovedet at kunne komme med til forhandlinger?

Jeg giver ordet til forsvarsministeren for den afsluttende bemærkning.

Tak for det. Vi mener jo som regering, at det er vigtigt, at når vi fremlægger politik, skal vi også fremlægge et forslag til finansiering. Altså, det ville ikke være ansvarligt, hvis vi sagde: Vi har en masse ambitioner, og så må vi i øvrigt snakke om, hvordan vi finder finansieringen. Men det ændrer jo ikke på, at hvis man har gode forslag, så kom endelig med dem. Jeg har hørt nogle forslag indtil videre, og de forslag virker som nogle, som kun enkelte partier kan tilslutte sig, hvad enten det handler om at afskaffe efterlønnen, skære i udviklingsbistanden eller hæve skatten. Det er alle tre forslag, som ikke rigtig kan nyde parlamentarisk opbakning, og det er jo nødt til at være forudsætningen. Så kom endelig med forslag.

Tak for det. Det afslutter spørgsmålet.

Vi går til spørgsmål nr. 3, og det er til udenrigsministeren af Trine Pertou Mach.

Værsgo.

Tak for det. Spørgsmålet til udenrigsministeren lyder: Hvad er regeringens og ministerens reaktion på den nye regering i Israel, herunder bl.a. premierminister Netanyahus udtalelse i slutningen af december 2022 om, at Israel har en eksklusiv og suveræn råderet over hele området, inklusive Vestbredden, hvor hans regering agter at udvide de ulovlige bosættelser?

Udenrigsministeren.

Tak for det. Det er rigtigt, at der er tiltrådt en ny regering i Israel efter en årrække med hyppige valg. Og Danmark har jo traditionelt haft og har og ønsker fortsat at have et tæt og tillidsfuldt samarbejde med Israel på en lang række områder: handel, forskning, innovation. Men det betyder langtfra, at vi er enige om alt, og der er ingen tvivl om, at den nye israelske regering og vi, altså Danmark, ser meget forskelligt på især bosættelserne i de besatte palæstinensiske områder, hvor den nye regering jo bl.a. er kommet med nogle bekymrende udmeldinger om at føre en aktiv bosætterpolitik. På det punkt er Danmarks linje klar: Bosættelserne er ulovlige efter folkeretten, og de udgør en væsentlig hindring for en tostatsløsning. Derfor er det også noget, som vi og EU, i øvrigt jævnligt, tager op med Israel, og det vil vi selvfølgelig blive ved med at gøre med den nye israelske regering.

Situationen i de besatte områder er meget skrøbelig, der er jævnligt sammenstød, der er risiko for, at voldsspiralen eskalerer, og derfor er det afgørende, at begge parter i konflikten afstår fra handlinger og provokationer, der kan bidrage til yderligere spændinger. Det gælder ikke mindst i forhold til de hellige steder i Jerusalem, der har stor betydning for både muslimer, jøder og kristne. Så det, der er behov for, er jo at adressere de grundlæggende årsager til konflikten, herunder problemstillingerne vedrørende bosættelser og Jerusalems status, for så længe de forbliver uforløste, må vi desværre nok forvente, at konflikten vil blive ved med at eskalere, som vi har set det i de seneste år. Derfor er det vigtigt, og derfor er det også en kærkommen lejlighed til at give den her melding, at vi både fra dansk og EU's side fortsætter den kritiske dialog og appellerer til at få parterne til forhandlingsbordet, så der kan etableres en politisk horisont for en tostatsløsning.

Fru Trine Pertou Mach.

Tak for det. Det er godt at høre, at også den nye regering mener, at Israels praksis er i strid med international ret. Det er jo ikke blot besættelsen og spørgsmålet om Jerusalems status, der er udfordringen her, men det er grundlæggende også den besættelse, som Israel har håndhævet i mere end et halvt århundrede efterhånden. Det her citat af Netanyahu, som jeg nævnte indledningsvis i spørgsmålet, er jo ikke blot noget, han har sagt i pressen, det er en del af den nye regerings regeringsgrundlag, og spørgsmålet er derfor også, om man fra dansk og europæisk side kan fastholde idéen om en tostatsløsning, hvor man i kritisk dialog med Israel forsøger at flytte parterne ind til forhandlingsbordet. Hvad er det i praksis, som er anderledes i den position nu med den nye regering her i forhold til det, man har gjort i årevis, og som jo ikke har betydet andet end udvidelse af bosættelserne og en i praksis ændring af facts on the ground, mod en situation, hvor Israel faktisk har herredømmet over hele området, og i praksis underminerer mulighederne for en tostatsløsning?

Udenrigsministeren.

Det er jo helt rigtigt, at det ikke er en ny position. Den position, regeringen har, er mage til den position, som den tidligere regering havde, og som regeringen før den havde. Det hænger i øvrigt også sammen med, at Danmarks Israelpolitik jo baserer sig på en meget bred opbakning i det danske Folketing, som refererer tilbage til en forespørgselsdebat og en vedtagelse, og det er vores position. Og den må vi så forfægte, og det gør vi bilateralt i forhold til Israel, og det gør vi i særlig grad i samarbejde med EU og med den associeringsaftale, der er mellem EU og Israel, og der er jo ikke rigtig noget alternativ til den kritiske dialog, når jeg har det afsæt, at vi befinder os i virkelighedens verden.

Fru Trine Pertou Mach.

Det er godt at befinde sig i virkelighedens verden, og det mener jeg egentlig også vi gør i Enhedslisten. Faktum er vel, at en tostatsløsning fortoner sig i horisonten med den praksis, som Israel har gennemført de sidste fem årtier, altså praktiseret det igennem mange år, med udvidelse af bosættelserne, flytning af egen befolkning ind på palæstinensisk jord og flytning af palæstinensere væk fra den jord, og måske sætter den nye regering i virkeligheden turbo på den proces, som i praksis vil underminere muligheden for en tostatsløsning, altså i praksis og i den virkelige verden.

Udenrigsministeren.

Det er helt rigtigt, at den aktive bosættelsespolitik, som jo i virkeligheden har det sigte at udvide Israels suverænitet til Vestbredden, som fremgår af den israelske regerings regeringsgrundlag, fuldt implementeret i praksis vil sætte en afgørende forhindring for tostatsløsningen. Det er også derfor, spørgeren og jeg sådan set befinder os på den samme side af kridtstregen, altså i forhold til hvad vores syn på det her er. Så kan der være en diskussion om de diplomatiske værktøjer, altså hvordan man forholder sig til det, og der er det den her regerings holdning, ligesom det var tilfældet med de tidligere regeringer og hele EU-kredsen, at det gør vi med afsæt i en kritisk dialog med Israel.

Fru Trine Pertou Mach.

Så skal mit afsluttende spørgsmål være, om udenrigsministeren mener, at den kritiske dialog, man har ført igennem mange år, har ført en tostatsløsning tættere på eller længere væk fra virkeligheden.

Udenrigsministeren for en afsluttende bemærkning.

Så er vi ovre i kategorien kontrafaktisk historieskrivning, for hvordan ville verden have set ud, hvis ikke der havde været en kritisk dialog. Ville det regeringsgrundlag, der nu er udviklet i Israel, være udviklet på et tidligere tidspunkt, altså hvis man i høj grad havde omsat tanker til handling? Det er jo ikke til at vide. Der er en alvorlig situation mellem Israel og Palæstina, det er ikke nogen ny situation, og den skal vi engagere os i, og det er derfor, der ikke må være nogen tvivl om vores position. Vi får i øvrigt lejlighed til lige om et sekund, for tiden er udløbet her, at fortsætte vores dialog om det.

Tak for det. Det afsluttede spørgsmålet.

Vi går til spørgsmål nr. 4, og det er til udenrigsministeren af fru Trine Pertou Mach.

Værsgo.

Tak. Ja, jeg glæder mig også over lejligheden til at kunne fortsætte dialogen allerede nu. Og spørgsmålet i den her omgang lyder: Mener ministeren, at EU’s associeringsaftale med Israel skal betinges af, at landet, altså Israel, faktisk overholder international lov og respekt for palæstinensernes basale menneskerettigheder?

Udenrigsministeren.

Tak for det. Det ligger netop i meget god forlængelse af, hvad vi just talte om, for der er jo, hvis vi skal være realistiske, også omkring Danmarks muligheder, ingen tvivl om, at EU-sporet er helt centralt. Og EU har ligesom Danmark i en årrække haft et tæt samarbejde med Israel inden for en række områder: forskning, handel, innovation. Det betyder ikke – fuldstændig på linje med den danske holdning – at det ekskluderer, at vi kan have en kritisk dialog om eksempelvis menneskerettigheder og situationen i de besatte palæstinensiske områder. Jeg vil faktisk sige, at det forhold, at vi har en associeringsaftale, skaber en platform for at føre den her dialog om kritiske spørgsmål.

Der blev sidste år, faktisk for første gang i 10 år, afholdt et møde med Israel i EU's associeringsråd, hvor man benyttede lejligheden til ud over på den positive platform, kan man sige, at diskutere samarbejdsmuligheder at rejse alle de kritiske spørgsmål om israelske bosættelser på Vestbredden, tvangsforflyttelse af palæstinensere, menneskerettighedssituationen i de besatte områder m.v. Nu er der kommet en ny regering, og det giver jo bare afsæt for at fortsætte den linje.

Så synes jeg også, det er vigtigt at sige, at parallelt med den her EU-Israel-associeringstankegang drøftede EU-medlemslandene muligheden for at have en tilsvarende regelmæssig højniveaudialog med palæstinenserne, og det er der nu taget det første skridt til ved at invitere den palæstinensiske premierminister til vores EU-udenrigsministermøde, som finder sted på mandag i Bryssel, og det er jo også et forum, vi bakker varmt op om. Og i forlængelse af mine svar under det sidste spørgsmål er det jo vigtigt, at vi i forhold til begge parter også appellerer til besindighed, så vi undgår en voldseskalation.

Fru Trine Pertou Mach.

Tak for svaret. Jeg tolker det, som om ministeren er enig i, at Israel skal overholde international lov og respekten for palæstinensernes basale menneskerettigheder, og med det udgangspunkt er spørgsmålet jo, om den situation, der er i virkeligheden i Israel-Palæstina-situationen, som ministeren kalder det, rent faktisk er en overholdelse af international lov, eller er det i virkeligheden det stik modsatte?

Med fare for at komme til at gentage mig selv er virkeligheden vel den, at Israel gennem mange, mange år konsekvent har udvidet bosættelserne, konsekvent har øget besættelsen og flyttet egne folk ind på de besatte områder og palæstinenserne væk fra de gode jorde. Så i virkeligheden er det vel sådan, at Israels praksis underminerer international lov og er i disrespekt for palæstinensernes menneskerettigheder, og derfor bliver spørgsmålet her nu så også, om hvad det så er, der skal til, for at man rent faktisk suspenderer den associeringsaftale, for det er vel alt andet lige også en af grundene til, at man skriver nogle grundlæggende principper om, hvad det er, samarbejdspartneren skal overholde. Så det er jo også et redskab til at løfte den dagsorden, man har, nemlig ønsket om en tostatsløsning.

Udenrigsministeren.

Ja, det er den helt rigtige fortolkning af mit svar, når der bliver tolket, at der i det, jeg siger, kan lægges til grund, at vi har en vurdering af, at Israel ikke overholder folkeretten i forhold til de besatte områder; sådan er det. Skal det så betyde, at man bakker ud af en associeringsaftale? Jamen det er jo ret beset en politisk afvejning af temperamentsspørgsmål og en vurdering af, hvordan man tror man når længst, og i øvrigt også måske en holdning til, at hvis man bakkede ud af alle aftaler eller partnerskaber eller bilaterale stærke relationer med hvem som helst, som ikke overholdt gældende lov på alle punkter, så ville man have indsnævret, kan man sige, det internationale samarbejde ganske betydeligt.

Vi betragter Israel som en ven, men der er klart udfordringer her, og det er også derfor, at vi og man i Europa skelner mellem Israel som det Israel, vi anerkender, og så de områder, som Israel har besat eller annekteret. Det er jo f.eks. også det, der ligger til grund for, at der er en europæisk mærkningsordning i forhold til varer, der kommer fra de besatte områder. Så der er den sondring, men samtidig er det jo altså så fortsat et afsæt for at føre en kritisk dialog.

Fru Trine Pertou Mach.

Det er vel i virkeligheden sådan, at med ens venner skal man være særlig ærlig, og spørgsmålet er, om det faktum, at regeringen betragter Israel som en ven, ikke skulle betyde, at man så skulle være særlig ærlig over for kommentarer til Israels praksis. Problemet og det, der er den store udfordring, for mig at se, er, at de standarder, vi måler Israel med, ikke er de samme standarder som dem, vi måler resten af verden med. Det er det, der er problemet: at der i virkeligheden er en dobbeltstandard både fra dansk og europæisk side om, at man ikke håndhæver reglerne over for Israel i forhold til Israel som en systematisk krænker af international lov og menneskerettighederne.

Udenrigsministeren.

Jeg kan ikke anerkende billedet af, at der skulle være en uærlighed i vores attitude i forhold til Israel; det kan jeg ikke. Som jeg netop svarede, brugte man bl.a. det møde, der var i associeringsrådet sidste år for første gang i 10 år, til ud over det, man kunne kalde den positive dagsorden, også at gøre EU's positioner klar, og det vil der også være lejlighed til fremadrettet. Det kommer jeg også selv til at gøre, første gang jeg får en bilateral mulighed for det i forhold til Israel og i EU-kredsen. Der er ingen grund til at lægge skjul på, at den nye israelske regerings regeringsgrundlag i det omfang, det så også oversættes i handling – deres sikkerhedsministers besøg på Tempelbjerget og sådan noget – skaber en dyb bekymring, og den skal vi selvfølgelig vide at give udtryk for, også over for vores ven Israel.

Fru Trine Pertou Mach.

FN's Generalforsamling vedtog en resolution i slutningen af december, hvor Danmark desværre stemte blankt, om at indbringe Israels besættelsespolitik for Den Internationale Domstol i Haag med henblik på en juridisk undersøgelse. Internationale ngo'er betegner Israels praksis som apartheidpraksis. Hvad mere er det, der skal til for at påvirke den linje, Danmark har i sin udenrigspolitik, herunder at det her ikke er nok til, at man skal suspendere EU's associeringsaftale med Israel? Hvad mere er det, der skal til for at bruge det redskab, som der ligger i at kunne suspendere en associeringsaftale, end det, vi ser?

Udenrigsministeren for en afsluttende bemærkning.

Jamen det tror jeg slet ikke vil være konstruktivt at svare præcist på – altså ligesom at give en anvisning på, hvad det er for en yderligere eskalering, der skal finde sted, før vi så tager et alvorligere skridt end dem, der er taget.

Jeg synes, at det afgørende budskab at få sendt her i dag i forhold til regeringens Israelpolitik er, at den er uændret efter regeringsdannelsen, og den baserer sig i øvrigt på en meget, meget bred konsensus i det danske Folketing. Det er uomtvisteligt sådan, at vi har et billede af, at man bryder folkeretten via bosætningerne på bl.a. Vestbredden, og vi noterer os også beslutningen i FN's Generalforsamling og følger jo nøje det videre spor der.

Vi siger tak til udenrigsministeren.

Inden vi går til spørgsmål 5 skal jeg lige meddele, at når finansministeren svarer på spørgsmålet siddende, er det ikke af ukendskab til forretningsordenen. Så er det en sprængt akkillessene, der er årsagen til det.

Så vi går til spørgsmål 5 til finansministeren af hr. Peder Hvelplund.

Værsgo.

Tak for det, formand. Det er meget rart at kunne holde finansministeren siddende, trods alt. Spørgsmålet til finansministeren er som følger: Mener ministeren fortsat, at der skal afsættes 3 mia. kr. efter tilbageløb til løn og arbejdsvilkår i den offentlige sektor som nævnt i regeringsgrundlaget og i overensstemmelse med Socialdemokratiets politiske udspil »Bedre vilkår. Bedre velfærd« fra oktober 2022?

Finansministeren

Tak for det, og også tak, fordi jeg får lejlighed til at blive siddende og det ovenikøbet glæder Enhedslisten, at jeg bliver siddende som finansminister. Jeg kan forstå, at der er stor interesse for rammen på de 3 mia. kr. i 2030, og der bliver spurgt til, om det er 3 mia. kr. efter tilbageløb. Og til det er svaret: Ja, det er 3 mia. kr. efter tilbageløb. Og som jeg svarede spørgeren skriftligt i sidste uge, fremgår det af regeringsgrundlaget, at regeringen vil invitere arbejdsmarkedets parter til trepartsforhandlinger om udmøntning af en ekstraordinær ramme på 1 mia. kr. i 2024 stigende til 3 mia. kr. i 2030 til løn og arbejdsvilkår i den offentlige velfærd, og at rammen finansieres af besparelser på kommuner og regioners udgifter til administration. Det fremgår endvidere, at regeringen vil igangsætte et forberedende arbejde, som forhandlingerne kan tage afsæt i efter afslutningen af de kommende private overenskomstforhandlinger, og at regeringen på baggrund af det forberedende arbejde vil præsentere et samlet oplæg til trepartsforhandlinger. Så det er udgangspunktet for regeringen i denne sag.

Hr. Peder Hvelplund.

Tak til finansministeren for det svar. Og jeg vil straks understrege, at vi sådan set ikke har haft problemer med, at finansministeren blev siddende. Spørgsmålet er bare, på hvilket politisk grundlag finansministeren sidder, og det er nok der, vi er lidt kritiske. Men tak for det klare svar, i forhold til at de 3 mia. kr. er efter tilbageløb. For det er jo temmelig afgørende for, hvor mange midler der reelt kan forhandles om. Men det betyder så også tilsvarende, at de administrative besparelser, som man forventer ude i kommuner og regioner, så kommer til at andrage et beløb på omkring 6,8 mia. kr. Og der vil jeg da bare høre finansministeren, om det også er den forventning, der er hos kommuner og regioner, at man kan finde administrative besparelser på et sådant beløb, og om det er finansministerens opfattelse, at kommuner og regioner skal kompenseres fuldt ud for de udgifter, der måtte være i forbindelse med et lønløft. Eller om forventningen er, at kommuner og regioner skal finde de midler i administrative besparelser.

Finansministeren.

Det er jo sådan, at der vil være udgifter, ved fuld indfasning, på 3 mia. kr. til at kunne give bedre arbejdsvilkår og et lønløft. De udgifter er nogle, der skal findes i vores kommuner og regioner, og det har vi meldt klart ud. I forhold til regionerne og kommunernes udgifter til administration vil man skulle finde 3 mia. kr., og det er ikke 3 mia. kr., man bliver kompenseret for, i den forstand at man f.eks. får dem i en kommuneaftale. Dem skal man finde ved at have en mere effektiv og klog måde at drive sin administration på.

Hr. Peder Hvelplund.

Så skal jeg bare lige forstå det helt, for en del af tilbageløbet vil jo gå tilbage til statskassen, og det vil jo reelt være 6,8 mia. kr., der skal lægges ind på bordet til overenskomstforhandlingerne. Så den del af tilbageløbet, der kommer tilbage i statskassen, er det så noget, som kommuner og regioner så vil blive kompenseret med? Eller handler det her om, at kommuner og regioner reelt skal ud og finde besparelser for et beløb i omegnen af 6,8 mia. kr.? Og i tilfælde af, at de ikke kan det, er konsekvensen så, at der skal laves besparelser, og at personalet alternativt skal løbe hurtigere for at finansiere deres egne lønstigninger?

Finansministeren.

Jamen det er sådan, at vi mener, at ud af en samlet kommunal økonomi og regional økonomi på mange hundrede milliarder kroner kan man godt finde 3 mia. kr. fuldt indfaset i 2030 på administration. Vi siger ikke, at det bliver en let opgave, men det, vi ønsker med det her, er jo at sørge for, at vi har finansiering til at kunne forbedre arbejdsvilkår og i øvrigt også lave nogle lønstigninger og dermed ud over at kunne skabe nogle bedre vilkår for de medarbejdere, vi har i både kommuner og regioner og andre steder, så jo også at gøre det nemmere for kommunerne eksempelvis at rekruttere medarbejdere. Det er jo en af de kæmpestore udfordringer, man står med netop nu.

Hr. Peder Hvelplund.

Jamen der er ikke nogen tvivl om, at efter vores opfattelse er de 3 mia. kr., også efter tilbageløb, ikke tilstrækkeligt. Det er klart, at det er en start til at sikre et opgør med uligelønnen i de kvindedominerede velfærdsfag, men det er også klart, at der er et behov for et mere langvarigt løft af løn- og arbejdsvilkår.

Men jeg skal bare være sikker på, at jeg forstår det rigtigt, altså at det vil være sådan, at hvis ikke kommuner og regioner kan levere administrative besparelser, vil det betyde, at man så skal ind at skære på driften, fordi der er et løfte om et løft på 3 mia. kr. efter tilbageløb.

Finansministeren for en afsluttende bemærkning.

Det skal forstås sådan, at vi synes, at der er kommet for meget bureaukrati; der er for meget unødvendig dokumentation. Og derfor har vi også et ansvar i Folketinget – og det har man i øvrigt også ude i kommunerne – for at komme af med noget af det bureaukrati. Samtidig bliver der også brugt mange penge på administration. Der vil selvfølgelig fortsat være behov for penge til administration, men vi mener godt, at man kan finde 3 mia. kr. fuldt indfaset i 2030, og at det kan gøres på fornuftig vis. Og det vil vi selvfølgelig meget gerne samarbejde med kommuner og regioner om.

Tak for det. Og dermed er spørgsmålet afsluttet.

Vi går videre til spørgsmål nr. 6 på dagsordenen. Det er også til finansministeren, og det er af hr. Pelle Dragsted.

Værsgo for oplæsning.

Mange tak. Jeg er ked af at høre om finansministerens udfordringer – der har været tid til fysisk udfoldelse, kan jeg næsten forstå, eller også har man løbet fra Herodes til Pilatus for at finde opbakning til sit forslag om at afskaffe en helligdag.

Spørgsmålet lyder: Mener regeringen, at det er rimeligt i en tid med stigende ledighed, at en afskaffelse af store bededag vil føre til flere arbejdsløse og færre medarbejdere i den offentlige velfærd?

Finansministeren.

Tak for omsorgen fra Enhedslistens side. Jeg kan berolige med, at jeg ikke har været i gang med at løbe fra Herodes til Pilatus; det var mere stille og roligt, nemlig på vej hjem fra en tur rundt i kvarteret efter et nytårsforsæt. Men sådan er livet. Tak for spørgsmålet.

Vi befinder os lige nu i en meget alvorlig situation med krig i Europa, og det, vi beder danskerne om, er at arbejde en dag mere om året, så vi sammen kan styrke vores fælles forsvar og sikkerhed. Og finansierer vi det ikke på den her måde, mener vi ikke, at der er nok penge til regeringens øvrige prioriteringer, som jo bl.a. er klimainvesteringer, og at, når der bliver flere børn og ældre, heldigvis, følger pengene med, og et løft af psykiatrien, for blot at nævne nogle af de vigtige ting, som jeg også ved optager Enhedslisten.

Vi ved godt, det her forslag er usædvanligt, men det er også en usædvanlig tid, vi befinder os i. Derfor er det også vigtigt at sige, det er et forslag, som bygger på, at vi er i en tid, hvor vi desværre ser, at der er en voldsom krig i Europa – de værste handlinger siden anden verdenskrig. Det gør, at vi bliver nødt til at styrke vores forsvar og sikkerhed, og det har vi så vist en vej til hvordan man kan gøre.

Hr. Pelle Dragsted.

Tak. Jeg fik ikke noget svar på mit spørgsmål; jeg fik bare den samme sang fra regeringen om, at man er nødt til at stjæle en fridag fra danskerne for at finansiere forsvaret, selv om regeringen jo i sit regeringsgrundlag afsætter 7 mia. kr. til skattelettelser, herunder til nogle af landets rigeste mennesker, som man jo sådan set, hvis man mener, at situationen er så usædvanlig og så alvorlig, kunne udskyde.

Men lad os gå tilbage til mit spørgsmål, for det, jeg spørger til, er, hvorfor regeringen med åbne øjne vil øge arbejdsløsheden i Danmark. Vi står jo i en krise, hvor vi ser frem til en stigende arbejdsløshed. Vismændene snakker om, at 100.000 jobs vil forsvinde bare i år – 100.000 arbejdspladser. Titusinder af mennesker vil få en fyreseddel. Og midt i den situation vil regeringen altså gøre situationen endnu værre, for det er jo konsekvensen af det her forslag om at afskaffe store bededag. Altså, når alle skal arbejde mere, bliver nogle af vores kollegaer jo overflødige.

Regeringen har jo allerede vurderet, at når det gælder den offentlige sektor, drejer det sig om 2.700 jobs, som vil forsvinde som følge af afskaffelsen af vores fridag. Så de offentligt ansatte kan jo kigge rundt på deres kollegaer og spørge: Hvem mon det er, som ikke skal være her længere?

Men det er jo ikke kun i den offentlige sektor, at afskaffelsen af store bededag vil øge arbejdsløsheden – det vil den også i den private sektor. Et slag på tasken er, at hvis vi hæver arbejdstiden med 0,5 pct., betyder det, at så vil 1 ud af 200 blive overflødig, altså vil en virksomhed kunne skille sig af med sin medarbejder nr. 200, og det er jo hele årsagen til, at der overhovedet er et såkaldt arbejdsudbud i det her indgreb.

Så mit spørgsmål er: Hvor meget forventer regeringen at den faktiske arbejdsløshed vil stige i 2024 og de følgende år, når man afskaffer store bededag?

Finansministeren.

Jeg vil bare sige helt stille og roligt, at formålet med det her forslag jo ikke er at øge arbejdsløsheden; formålet med det her forslag er at skaffe indtægter til, at vi kan passe godt på Danmark og danskernes sikkerhed og tryghed, samtidig med at vi i øvrigt øger arbejdsudbuddet med ca. 8.500 personer. For det, hr. Pelle Dragsted jo glemmer at fortælle i sin opremsning, er, at vi ser ind i, både inden for det offentlige og inden for det private, at vi kommer til at mangle hænder i de kommende år. Det her er et bidrag til, at der kan komme flere hænder derud.

Så vil jeg bare i forhold til det offentlige slå fast en gang for alle, at vi ikke lægger op til at reducere antallet af offentlige lønkroner, men i og med at også offentligt ansatte skal arbejde en dag mere, betyder det teknisk set, at der bliver behov for færre ansatte.

Hr. Pelle Dragsted.

Men det er ikke bare teknisk set. Det betyder, at der bliver brug for færre ansatte, og jeg er da helt klar over, at regeringen ikke mener, at det er formålet, men konsekvensen. Når vi kigger ind i en krisetid, hvor mange danskere vil så få en fyreseddel? Konsekvensen vil blive, at flere danskere vil få en fyreseddel. Det kan finansministeren ikke tale sig fra. Det er jo hele formålet. Det er, som man så fint siger, at frigøre arbejdskraft. Det er jo det, man vil med det her.

Så kan finansministeren svare på, hvor mange yderligere danskere der vil få en fyreseddel, fordi man afskaffer store bededag, ud over dem, der ellers ville have fået en fyreseddel?

Finansministeren.

Jeg må sige, at jeg simpelt hen ikke kan genkende det billede, der her bliver beskrevet. Vi står i en situation, hvor man eksempelvis inden for kommunerne har svært ved at rekruttere mennesker til vores ældrepleje. De mennesker kan nu – med de beslutninger, der her bliver lagt op til – få mulighed for at gå ind der. Det vil være et tillæg, et tilskud til, hvad man har af antal ansatte ude i vores kommuner og regioner. De ser ind i kæmpe rekrutteringsproblemer, og det, at vi beder alle om at arbejde en dag mere, gør, at der bliver frigjort noget arbejdskraft, som så kan gå ind her, og det synes jeg da kun er positivt.

Tak for det. Jeg giver nu ordet til medspørger fru Victoria Velasquez. Værsgo.

Tak. Jeg er ked af, at finansministeren er kommet til skade. Det er, som om det her med at hugge en hæl og klippe en tå er gået lidt for vildt for sig i det her regeringskompromis. Det mener jeg også det er, når man simpelt hen går ind og laver et indgreb i overenskomsten på den her måde, som man gør nu. Det er fuldstændig et brud på den danske aftalemodel, og det bliver jo på en eller anden måde også endnu mere særligt, når man jo også faktisk er en part i forhold til de offentligt ansatte, og at man på den måde fører en finanspolitik, hvor man går ind og tager tillæggene, som ens tillidsvalgte har fået forhandlet hjem i overenskomsten, og giver dem til arbejdsgiverne, når staten jo også er en arbejdsgiver.

Derfor kunne jeg godt tænke mig at spørge om det, at man ikke længere skal betale det her tillæg: Hvor meget kommer staten til at spare, ved at man som arbejdsgiver går ind og tager det her tillæg fra de ansatte?

Finansministeren.

Allerførst vil jeg sige, at jeg nu hverken har hugget en hæl eller klippet en tå eller noget i den stil. Men medspørgeren skal have point for det arbejde; jeg tror, at man har haft en god hyggestund i Enhedslisten, da man skulle gå til mig i den her sammenhæng. Jeg troede egentlig, at I ville have sagt noget om, at det var regeringens akilleshæl osv., men jeg lever med det.

I forhold til det præcise spørgsmål vil jeg foreslå, at man retter det til beskæftigelsesministeren som et skriftligt spørgsmål.

Tak for det. Jeg giver ordet igen til fru Victoria Velasquez.

Tak. Jeg må så sige, at vi ikke morer os over, at finansministeren er kommet til skade. Det var faktisk lige fra hoften her i salen. Men jeg synes nu, at det hænger meget godt sammen med, at det jo ikke plejer at være Socialdemokratiet, der opfordrer til, at man skal lave sådan et angreb på den danske model, og derfor kunne det være, at det var en konsekvens af det med at skulle hugge en hæl og klippe en tå.

Men så vil jeg bare spørge, om ministeren kan bekræfte, at staten kommer til at spare penge, ved at man fjerner de her tillæg, eller hvordan det forholder sig, når man jo kører finanspolitikken på den her måde? Kan ministeren så bekræfte, at der bliver sparet penge, ved at man tager tillæggene fra de ansatte?

Finansministeren.

Som sagt vil jeg bede om, at man stiller det som et skriftligt spørgsmål til beskæftigelsesministeren.

Tak til medspørgeren for det. Vi giver ordet tilbage til hr. Pelle Dragsted.

Jeg vil egentlig gerne holde fast i det, som fru Victoria Velasquez spørger til her, for det er jo ikke et teknisk spørgsmål. Spørgsmålet drejer sig om, at man laver en lov, som vi alle sammen har læst, og som griber ind i overenskomsterne, og den siger helt eksplicit, at fremover vil dem, der arbejder store bededag og får et tillæg, ikke få det længere.

Så finansministeren må vel kunne anerkende, at når man gør det og man jo samtidig som offentlig instans er en part i det her, betyder det, at de medarbejdere, man har ansat i den offentlige sektor, ikke længere vil få det tillæg i fremtiden, og at det giver det offentlige store besparelser? Kan finansministeren helt generelt bekræfte det?

Finansministeren for en afsluttende bemærkning.

Jeg kan sige, at der jo med det her forslag vil være ting, som fører til lavere offentlige udgifter. Eksempelvis betyder det, at vi laver en storebededagsløsning, at vi får brug for, at vores børn i vores daginstitutioner og børnehaver bliver passet en dag mere, end de normalt bliver. Det koster 140 mio. kr. Så dér er der en udgift forbundet med det for staten. Så vil der være andre steder, hvor der kan være indtægter, og det vil jeg meget gerne sende et svar over til Enhedslisten om. Og det, der skal svares på fra beskæftigelsesministeren, tænker jeg at beskæftigelsesministeren svarer på, og det, der hører under mit ressort, svarer jeg gerne på.

Det afsluttede spørgsmålet.

Vi går videre til næste spørgsmål, spørgsmål nr. 7, til finansministeren af Victoria Velasquez.

Værsgo.

Mener finansministeren, at det er nødvendigt at tvinge lønmodtagerfamilier til at arbejde mere og opgive en forårsfridag?

Finansministeren.

Igen tak for spørgsmålet. Som jeg har sagt tidligere i dag: Når man står i en svær tid, kræver det også, at man tør træffe svære beslutninger. At vi lægger op til at afskaffe store bededag, er jo ikke noget, vi gør med glæde. Men vi gør det, fordi det set med regeringens øjne er et meget væsentligt bidrag til, at vi i Danmark kan tage hånd om vores fælles sikkerhed og få løftet vores forsvar. Og når vi samtidig ønsker også at løfte psykiatrien og vores sygehuse, og når vi ved, at der i de kommende år heldigvis bliver 125.000 flere ældre over 70 år og 50.000 flere børn under 7 år – for bare at tage et par eksempler – er der brug for, at vi skaffer penge til de udfordringer, vi står med. Det kan man jo gøre på flere måder. Man kan jo sætte skatterne markant i vejret – det ville nok være Enhedslistens svar, men det synes vi ikke er en klog vej at gå – eller man kan skære hårdt ned på vores velfærdssamfund, men det synes vi heller ikke er en god vej at gå. Derfor synes vi, at det her er en balanceret og fornuftig måde at gøre det på, og jeg håber selvfølgelig, at der, når støvet har lagt sig, vil være opbakning til det her i Folketingssalen.

Fru Victoria Velasquez.

Man behøver ikke at sætte skatterne op. Beløbet her er ikke engang halvdelen af de planlagte skatterabatter, som regeringen vil lave. Jeg kommer til at tænke tilbage på, da jeg hørte ministeren sige for år tilbage, at man skulle tænke reformer på en ny måde, og at vi ikke skulle have de her klassiske arbejdsudbudsreformer. Og det her handler ikke om at skulle arbejde klogere, sikre et bedre arbejdsmiljø eller andre ting, som kan gøre, at vi simpelt hen får lavet nogle reformer, som kommer til at bidrage med noget positivt i forhold til det arbejdsliv, vi har, og samtidig kan give noget overskud til vores samfund.

I dag ser vi, at 34 pct. af befolkningen tager noget smertestillende for at kunne gå på arbejde, og det er altså skævt fordelt. Lad os bare tage malerne. Der er det altså 75 pct., der gør det. Derfor vil jeg sige i forhold til det her med, at det ikke er en nem beslutning, men en svær beslutning, at det jo helt tydeligt i hvert fald er en beslutning, der har en klar slagside, der rammer nogle af de lønmodtagere, vi ellers fælles plejer at forsvare. Det rammer dem allerhårdest. De mister nu både en fridag, men også det tillæg, som de ellers havde krav på. Det sker så, samtidig med at der bliver råd til at give skatterabatter til virksomhedsarvinger for milliarder. Det forstår jeg ikke helt. Er det en svær beslutning, fordi det er åbenlyst, at det andet ville være mere retfærdigt, eller hvorfor er det, at det er svært? Ministeren får det til at lyde, som om man ikke har noget valg, men der er jo et helt åbenlyst klart politisk valg, man kan træffe her.

Finansministeren.

Det er da en svær beslutning i den forstand, at det jo ikke er med noget let hjerte, at vi siger til danskerne, at vi alle sammen skal arbejde en dag mere. Men vi mener, at det er et rigtig klogt bud på, hvordan vi kan løse den udfordring, at vi både skal skaffe penge til den kæmpe klimaudfordring, vi står med, at der kommer flere børn og ældre – det skal vi være glade for, men det kræver også, at vi har en ordentlig omsorg og velfærd – og at vi har et sundhedsvæsen med store udfordringer, herunder psykiatrien. Der synes vi, at det giver rigtig god mening i en situation, hvor der er krig i Europa, og hvor vi skal skaffe ekstra kræfter til at værne os mod det, at vi beder alle danskere om at arbejde en dag mere. Det forstår jeg at Enhedslisten er uenig i, og det er jo helt fair. Det er jo heller ikke noget, der udelukkende har udløst klapsalver – det har jeg også set. Men det er at tage ansvar i en svær tid, og det er det, regeringen gør her.

Tak for det. Fru Victoria Velasquez.

Men det er bare ikke særlig ansvarligt. Vi står i forvejen i en situation, hvor uligheden er voksende, og hvor vi ser, at rigtig mange simpelt hen bliver ramt af arbejdsulykker; flere oplever, at de arbejder for meget, og mange går ned med stress. Derfor var det kloge og det ansvarlige det, som finansministeren tidligere har sagt, nemlig at de reformer, vi skal lave for netop at sikre, at vi har nok hænder til at løfte opgaverne i fremtiden, skal laves ved at tænke på arbejdsmiljø eller tænke på at forbedre delene, eller ved at vi gør, som vi har gjort tidligere: finder pengene hos dem, som har allermest – ikke ved at give skatterabatter til selv samme gruppe.

Finansministeren.

Vi lægger op til at øge arbejdsudbuddet med ca. 45.000 personer. Det gør vi med mange forskellige virkemidler, herunder nogle af de nye reformer, som spørgeren refererer til. Det her forslag er samtidig en vigtig brik i, at vi kan få flere mennesker ud både i vores offentlige velfærd og også i det private. Begge steder har man brug for det, og det giver så et bidrag på 8.500 personer. Det synes vi er vigtigt. Så det handler både om at få penge til vores tryghed, sikkerhed og forsvar, men også om at få hænder til vores velfærd og til vores virksomheder.

Tak for det, og jeg giver nu ordet til medspørger hr. Pelle Dragsted.

Jeg må indrømme, at jeg bliver lidt træt af at blive ved med at høre regeringen gentage den her påstand. Nu hørte jeg finansministeren sige, at Enhedslisten sikkert bare vil sætte skatterne markant i vejret. Men det er jo slet ikke det, vi diskuterer. Altså, jeg synes, det er disrespekt for befolkningen. Jeg så også statsministeren i tv-avisen i går påstå, at alternativet til det her enten var at skære i velfærden eller sætte skatterne markant op. Men det passer jo ikke. Regeringen har jo fremlagt et regeringsgrundlag, hvor der ligger skatterabatter for mindst 7 mia. kr. – 2 mia. kr. af dem til virksomhedsarvinger og ejendomsspekulanter, tror jeg godt vi kan kalde dem, ejendomsinvestorer med et pænt ord, og 5 mia. kr. på indkomstskatterne.

Finansministeren siger selv, at vi står i en særlig tid, en farlig tid. Havde det ikke været klogere at udskyde – bare udskyde – nogle af de skattelettelser i stedet for at splitte befolkningen og i øvrigt skabe en enorm splid i Folketinget omkring forsvarsforliget? Hvorfor bilder I befolkningen ind, at den mulighed at annullere de skattelettelser og lade danskerne beholde deres frihed ikke findes?

Finansministeren.

Det er jo helt fair, at Enhedslisten ser anderledes på det her end regeringen. Vi synes, vi har fundet en fornuftig balance, hvor vi på den ene side kan sætte flere penge af til at passe godt på vores klima; hvor vi lader pengene følge med, når der heldigvis bliver flere børn og ældre i de kommende år; og hvor vi kan investere i vores sundhedsvæsen, herunder psykiatri, med den 10-årsplan, som vi alle sammen har talt om var vigtig. På den anden side af det har vi bare en kæmpe udfordring, fordi Putin fører den krig, han gør, i Ukraine og vi har det sikkerhedsbillede, vi har, i Europa. Pengene kan kun bruges én gang, og det er vores bud på, hvordan vi kan gøre det her på en fornuftig måde. Vi beder danskerne om at arbejde en dag mere, sådan at vi kan passe bedre på vores land, vores tryghed og vores sikkerhed, samtidig med at vi kan investere i vores velfærd og håndtere de klimaudfordringer, vi står med. Og det står regeringen fuldt og helt på mål for.

Hr. Pelle Dragsted.

Ministeren snakker igen udenom, ligesom statsministeren har gjort igen og igen. Så lad mig formulere spørgsmålet fuldstændig enkelt og klart: Kan ministeren bekræfte, at hvis man ikke gav den her skatterabat til virksomhedsarvinger på arveskatten, hvis man fastholdt beskatningen, lagerbeskatningen, af ejendomsinvestorerne, og hvis ikke man gav en betydelig sænkelse af topskatten i intervallet fra det nuværende op til 750.000 kr., så ville man have det samme beløb på kontoen som det, man vil vride ud af danskerne ved at stjæle deres forårsfridag, altså at det er et valg? Man kunne have valgt at lade være med at gennemføre de skattelettelser, så havde vi kunnet beholde vores fridag. Kan ministeren ikke bare bekræfte det, så danskerne får lov at forholde sig til det her?

Finansministeren.

Det, jeg kan bekræfte, er, at vi har en regering, der ud over de prioriteter, jeg har beskrevet, så også synes, at det skal kunne betale sig mere at gå på arbejde. Derfor, bl.a. i forhold til beskæftigelsesfradrag, herunder til enlige, går vi ind – det er jo hoveddelen af det, vi gør på skatteområdet – og sørger for, at man får mere ud af at gå på arbejde. Det tror jeg faktisk rigtig mange danskere vil sætte pris på, ikke mindst i en tid, hvor man er ramt af inflation, og hvor den enkelte familie er ramt på pengepungen. Så hvis jeg skal forstå spørgsmålet sådan, om vi synes, det er en fornuftig prioritering som regering, så er svaret, at ja, det synes vi.

Tak, og jeg giver nu ordet tilbage til hovedspørgeren, fru Victoria Velasquez.

Tak for det. Men det er ikke en fornuftig balance, og jeg vil gerne anmode om, at finansministeren vil lytte til nogle af dem, som finansministeren plejer at samarbejde med, også uden for Folketinget: en samlet fagbevægelse, som på en helt historisk måde siger fra over for, at man nu fører en finanspolitik, som er en indgriben i overenskomsterne, og at man tager pengene på den her måde.

Derfor vil jeg gerne høre ministeren, om han kan bekræfte, at ministeren vil lytte både til dem uden for Folketinget og i Folketinget, og om ministeren også anerkender, at man kan finde pengene på anden vis, og at man på denne måde laver en indgriben i overenskomsterne.

Finansministeren for en afsluttende bemærkning.

Jeg og regeringen lytter selvfølgelig altid til, hvad der bliver sagt, både fra Folketingets partier og fra fagbevægelsen, kirken og organisationerne, og vi har også taget ned, at der her er kritik. Det er så til gengæld også en regerings opgave at tage ansvar og lægge det frem, man mener er bedst for Danmark. Og vi mener, at vi har fundet en balance, hvor vi både kan passe godt på vores velfærdssamfund, hvor vi kan gå ind og tage hånd om klimaudfordringerne, og hvor vi kan styrke vores sikkerhed og forsvar, ved at gøre det på den måde, at det finansieres ved, at danskerne arbejder en dag længere om året, og det står vi på mål for.

Dermed er spørgsmålet afsluttet.

Vi går straks videre til spørgsmål nr. 8 til finansministeren af hr. Hans Kristian Skibby.

Værsgo.

Tak, formand.

Er ministeren uenig med overvismanden for Det Økonomiske Råd, Carl-Johan Dalgaard, når denne over for Jyllands-Posten den 8. januar 2023 har erklæret, at der efter hans samfundsøkonomiske vurdering ingen varig effekt er på arbejdsudbuddet ved at afskaffe store bededag?

Finansministeren.

Regeringen har som bekendt tilkendegivet, at vi ønsker at afskaffe store bededag, og regeringens forslag skal ses på en meget alvorlig baggrund: Krigen i Ukraine gør det nødvendigt at bruge flere penge på sikkerhed og på forsvar. Finansministeriet har i den forbindelse foretaget en vurdering af forslagets virkninger, og der har i den forbindelse naturligvis været stor interesse for regeringens forslag og Finansministeriets vurdering. Jeg vil bare henholde mig til, at Finansministeriet i et svar til Folketinget har fastholdt vurderingen og understreget, at det er helt i overensstemmelse med ministeriets regneprincipper, og at vurderingen også er fremgået tidligere, både i sidste valgperiode under den tidligere socialdemokratiske regering og i forrige valgperiode under VLAK-regeringen. Finansministeriet har desuden valgt at offentliggøre et faktaark, der forklarer principperne bag vurderingen af forslaget.

Det er en vigtig prioritet for regeringen at fremrykke løftet af forsvarsudgifterne til 2030, og det indebærer yderligere udgifter på 4,5 mia. kr. i 2030. Provenuet fra helligdagen er ca. 3 mia. kr. i 2030 og skal bidrage til de her fremrykninger. Der er ikke noget nyt i den måde, Finansministeriet har lavet den her udregning på, og det er ikke usædvanligt, at det kan give debat også mellem økonomer – økonomi er jo ikke en eksakt videnskab – og jeg lytter selvfølgelig altid, både når der er ris, og når der er ros. Men det ændrer ikke på, at det her er Finansministeriets vurdering, og den står jeg og regeringen på mål for.

Hr. Hans Kristian Skibby.

Jeg takker for ordene, men jeg synes ikke, jeg fik noget svar. Jeg har spurgt ministeren her i spørgetiden, om ministeren er uenig med overvismanden i hans vurdering af, hvad for nogle samfundsøkonomiske konsekvenser det vil have at fjerne store bededag. Jeg synes, det er et ret simpelt spørgsmål at svare på, og jeg vil bare gerne have finansministerens forklaring på, om man er uenig.

Jeg kan så høre, at ministeren selvfølgelig nævner beregningerne fra Finansministeriet, og jeg er helt med på, at der findes andre beregningsmodeller, men så synes jeg måske også, at man som regering har behov for en second opinion, ligesom man kan have på et sygehus. For jeg synes jo, det er underligt, der kan være så stor en diskrepans imellem det, som Det Økonomiske Råd vurderer som sandsynlige konsekvenser af det her, og så det, som finansministeren hæfter sig ved i Finansministeriets beregninger.

Finansministeren.

Jeg tager til efterretning, hvad overvismanden har udtalt, men jeg har ikke tænkt mig at gå ind i en karaktergivning af det udsagn. Jeg vil blot sige, at det, jeg hæfter mig ved, og det, der er mit udgangspunkt, er Finansministeriets beregninger, som følger helt gængs praksis, og som er det, skiftende Folketing og skiftende regeringer har baseret deres økonomiske beslutninger på. Jeg vil også tro, at hr. Hans Kristian Skibby i mange sammenhænge har siddet i Finansministeriet og forhandlet og lagt Finansministeriets tal til grund uden at bede om en second opinion.

Hr. Hans Kristian Skibby.

Det sidste vil jeg godt give finansministeren ret i, absolut – det har jeg naturligvis. Men det ændrer jo bare ikke på, at det er en endog meget absurd og usædvanlig situation, vi har, at regeringen ikke lægger til grund eller lægger nogen som helst vægt på, hvad der kommer af konkrete samfundsøkonomiske vurderinger fra landets overvismand. Det er i hvert fald en ny procedure at have den tilgang til det, og det er så der, jeg ønsker, at ministeren måske var lidt mere til sinds at svare på, om man er enig eller uenig med overvismanden. Det kan jeg så desværre ikke få et svar på.

Finansministeren.

Som jeg sagde lige før, lytter jeg altid til, hvad bl.a. overvismanden har af input, og sætter i øvrigt stor pris på det arbejde, han og Det Økonomiske Råd udfører. Og jeg har noteret mig, at der har været udtalelser fra overvismanden om den måde, Finansministeriet har udregnet det her på, og det er jo helt fair. Det ændrer bare ikke på, at jeg står på mål for Finansministeriets udregninger, som i øvrigt følger helt normal praksis, og derfor er der ikke noget nyt i det.

Hr. Hans Kristian Skibby.

På en måde er det jo lidt kedeligt, hvis ministre altid bare henholder sig til praksis. Jeg troede også, at man som minister nogle gange skulle kunne stille nogle spørgsmål og så gå ind og kigge lidt mere i materien inden for de her forskellige delelementer.

Hvis man kigger på motivationen og begrundelsen fra Det Økonomiske Råd, er der jo faktisk på den ene side nogle ting omkring en tilskyndelse til at arbejde, og så er der nogle præferencer i forhold til varigt at vælge det fra, eksempelvis hvis man ikke ønsker at arbejde mere. Så fjernes effekten af det, og det var bare det, jeg gerne ville have at finansministeren tog et hensyn til, bl.a. via sådan en second opinion. Det er aldrig for sent at blive klogere, for os alle. Tak.

Finansministeren for en afsluttende bemærkning.

Det glæder mig, at Hans Kristian Skibby siger, at det aldrig er for sent at blive klogere. Det gælder nok for os alle sammen.

Når det er sagt, tror jeg, Hans Kristian Skibby og Folketinget ville være meget dårligt stedt, hvis den til enhver tid siddende finansminister gik ind og blandede sig i, hvordan de dygtige økonomer i Finansministeriet regner på tingene, ud fra hvad man lige selv kunne have af politiske præferencer eller økonomisk ideologi. Jeg tror faktisk, at noget af det, der kendetegner Danmark, er, at vi har nogle meget dygtige økonomer, der regner på den samme måde, uanset om der sidder en blå, en rød eller en helt anden farve regering. Det tror jeg at vi skal være glade for.

Vi siger tak til finansministeren for i dag og ønsker finansministeren god bedring.

Vi går straks til spørgsmål nr. 9, som er til indenrigs- og sundhedsministeren af hr. Peder Hvelplund.

Værsgo.

Tak for det, formand, og spørgsmålet til ministeren er som følger: Mener ministeren, at det er betryggende, at vi befinder os i en periode med stigende smitte med luftbårne infektionssygdomme som influenza A og B, RS-virus og covid-19 og dermed øget risiko for overbelastning af et i forvejen presset sundhedsvæsen uden en valid prognose for udviklingen i smitten i de kommende dage og uger?

Ministeren.

Tak til spørgeren for spørgsmålet. Sundhedsmyndighederne oplyser, at det ikke er muligt at udarbejde faktiske prognoser for smitteforekomsten af influenza og RS-virus. Det har man i øvrigt heller ikke gjort under tidligere influenzasæsoner. Selv om vi ikke kan foretage prognoser, kan sundhedsmyndighederne se en række tendenser fra overvågningen af luftvejsinfektioner, og overvågningen viser grundlæggende tre hovedtendenser. For det første er antallet af smittede med RS-virus faldende, og det forventes fortsat at falde. For det andet er antallet af smittede og nyindlagte med covid-19 faldende, og for det tredje er antallet af smittede med influenza faldende, og myndighederne vurderer, at tallene igen kan stige de kommende uger.

Vi har forberedt os godt inden den her vinter for at beskytte særlig vores ældre og sårbare borgere. Næsten 90 pct. af alle plejehjemsbeboere er blevet boostervaccineret mod covid-19, og for personer over 50 år er næsten 76 pct. blevet boostervaccineret. Derudover er årets vaccinationsprogram mod influenza udrullet bredere end tidligere. Mere end 80 pct. af alle over 65 år er vaccineret, og ud over vaccinationsindsatsen er det naturligvis fortsat vigtigt, at vi fastholder de gode vaner fra de seneste år med covid-19. Sundhedsmyndighederne vurderer ikke, at niveauet for covid-19 vil føre til en merbelastning af sundhedsvæsenet over de kommende uger, men der kan opstå en øget forekomst af øvrige luftvejsinfektioner.

Sundhedsmyndighederne oplyser, at regionerne har planer for håndteringen af den forventede merbelastning i relation til luftvejssygdomme i denne vintersæson, og jeg vil naturligvis sørge for at holde sundhedsordførerne løbende orienteret omkring udviklingen i luftvejsinfektioner, herunder hvis der er behov for ændring i den nuværende håndtering.

Hr. Peder Hvelplund.

Jeg synes bare, det er vigtigt at tænke på, hvad det er for et bagtæppe, vi står med. Altså, vi har et sundhedsvæsen, som lige nu er ekstremt presset. Vi får meldinger tilbage fra akutafdelinger. Der er patienter, som ligger og venter i ambulancerne, fordi der ikke er kapacitet til, at de kan komme ind. Der er en stor overbelastning. Der er mange årsager til det. Vi kan ikke løse det hele på en gang, men der er ikke nogen tvivl om, at en af grundene til den overbelastning, vi oplever lige nu, er den stigning, der har været i de luftbårne infektionssygdomme, altså både influenza A og B, RS-virus og covid-19, og det er derfor, at det undrer mig lidt, at der ikke er en større opmærksomhed fra regeringens side på at få lavet en risikovurdering af, hvordan man forventer at udviklingen kommer til at gå. Og det er jo ikke, fordi vi med sikkerhed kan sige, hvordan udviklingen vil være i de kommende dage og uger. Det kender vi også fra covid-19; der fik vi også vurderinger, også fra Statens Serum Institut, og der var en stor usikkerhedsmargen, men der prøvede man alligevel at give nogle prognoser for, hvordan man forventede at udviklingen ville komme til at gå.

For det har jo en betydning for den kapacitetsudfordring, der er i sundhedsvæsenet, særlig på intensivafdelinger og på akutmodtagelser, hvor mange smittede der kommer ind, og det er derfor, det undrer mig lidt, at regeringen ikke er villig til at fremlægge i hvert fald en prognose for, hvordan man forventer udviklingen vil være, både i forhold til RS-virus, influenza A og B og covid-19. For det er jo det samlede billede af de luftbårne infektionssygdomme, som er med til at skabe det pres, og vi ved jo, som ministeren også er inde på, at der er en række initiativer, som vi allerede nu benytter os af, men som vi også godt ville kunne skrue op for, og kunne man tage forebyggende initiativer, som kunne være med til at lette presset på sundhedsvæsenet, ville det være positivt, altså både for patienter og pårørende, men jo også for et i forvejen belastet sundhedsvæsen.

Så derfor er spørgsmålet til ministeren: Hvorfor får man ikke fremlagt en valid prognose for, hvordan man forventer at udviklingen kommer til at gå? Og hvorfor kan man ikke se på forebyggende initiativer, så man kan sikre, at kommuner og regioner kan styrke den forebyggende indsats, som man allerede leverer i forvejen, netop for at minimere presset på et i forvejen voldsomt presset sundhedsvæsen?

Ministeren.

Tak til spørgeren for det opfølgende spørgsmål. Altså, først vil jeg gerne korrigere en ting, for ordføreren får det til at lyde, som om der ikke bliver lavet nogen forebyggende initiativer ude i landets kommuner, ude på vores sygehuse, ude i regionerne. Det bliver der, og det vil der også vedblive at blive lavet.

Dernæst vil jeg også gerne korrigere en misforståelse, hvis ordføreren siger, at det er regeringen, der ikke vil udarbejde en prognose. Regeringen vil gerne udarbejde en prognose. Jeg henholder mig til, at sundhedsmyndighederne oplyser, at det ikke er muligt at udarbejde faktiske prognoser for smitteforekomsten af influenza og RS-virus, og at det i øvrigt har været sådan alle årene, også under tidligere influenzasæsoner. Så det her handler ikke om, at nogen ikke vil noget. Jeg henholder mig til, hvad sundhedsmyndighederne oplyser. Og i øvrigt vil jeg sige, og det er nok så væsentligt: Sundhedsmyndighederne følger udviklingen konstant og tæt, og det er også derfor, at jeg giver en klar tilkendegivelse af, at måtte der ske ændringer i forhold til de forventninger, som sundhedsmyndighederne har på nuværende tidspunkt, vil jeg naturligvis sørge for at indkalde og orientere ordførerne.

Hr. Peder Hvelplund.

Nu er det også lidt et spørgsmål om, hvad en regering ønsker at der bliver forelagt. For det har også været sådan under covid-19, at det var svært at give valide prognoser for, hvordan udviklingen i smitten var. Det ændrede ikke på, at dem fik vi jo; så blev det bare beskrevet, at der var nogle forskellige risikofaktorer, som man skulle tage med ind i forhold til det. Det samme ville man kunne gøre i forhold til det her. Og når det er afgørende, er det jo for at se, om der er nogle af de initiativer, vi allerede bruger ude i kommunerne og regionerne, som vi kan skrue op for. Altså, det kan handle om ventilation og udluftning; det kan handle om mere personale, så der kan arbejdes i mindre teams; det kan handle om øgede ressourcer til rengøring. En række af de initiativer kunne man jo godt skrue op for, hvis det var sådan, at vi kunne se ind i de prognoser, som der er en vis usikkerhed med, at det ville være stigende, og at vi dermed kunne være med til at forebygge noget af den overbelastning, som vi oplever nu og her.

Ministeren.

Det er ikke for at gentage mig selv: Det er ikke, fordi regeringen ikke vil udarbejde prognoser. Jeg henholder mig til, at sundhedsmyndighederne siger, at det ikke er muligt at udarbejde den prognose, som efterspørges her i spørgsmålet. Er det så lig med, at man ikke følger udviklingen? Nej, sundhedsmyndighederne følger udviklingen konstant og tæt. Og fra politisk hold og fra regeringens side er vi naturligvis optaget af det. Måtte der ske ændringer – navnlig hvis der sker bekymrende ændringer – i forhold til smitteforekomsten og i forhold til udviklingen i luftvejsinfektioner, vil vi selvfølgelig også sørge for at gå i dialog med Folketingets partier. Og så vil jeg igen understrege, at der også bliver lavet forskellige former for forebyggende initiativer, hvad end vi taler om vores kommuner eller vi taler om vores sygehuse.

Hr. Peder Hvelplund.

Jeg synes jo bare, at vi står i en situation nu, hvor vi har oplevet en overdødelighed på plejecentrene. Vi ser en udvikling lige nu, hvor der er akutafdelinger, hvor der kommer aktuelle nødråb fra personalet om, at der ikke er tilstrækkelige ressourcer, at der en overbelastning, og at der er en stigning i antallet af henvendelser til akutafdelinger. Altså, hvis man ikke vil lave en prognose for det, er der i hvert fald nogle råb ude fra virkeligheden, som indikerer, at der er behov for at lave en styrket forebyggende indsats, og derfor mener jeg, at vi jo bare kunne bede Statens Serum Institut om at lave en prognose, vel vidende at der vil være en vis usikkerhed forbundet med det. Men når man ved, hvordan udviklingen er nu – ministeren har selv beskrevet, hvordan den aktuelle udvikling er, både i influenza A og B, covid-19 og RS-virus – ja, så kan man selvfølgelig også lave en prognose, ud fra hvordan man forventer at udviklingen vil være fremover.

Så er det ministeren for en afsluttende bemærkning.

Der er en ting, jeg undrer mig lidt over nogle gange med Enhedslisten. Det er det, at man i den foregående regeringsperiode syntes, noget var rigtig godt og på et helt passende niveau, da situationen i øvrigt så langt værre ud med bl.a. covid-19, og at man så nu i et betydelig bedre scenarie pludselig vil have noget, der er meget større og meget mere. Det undrer mig en lille smule.

Dernæst vil jeg igen gerne tilkendegive, at der jo bliver set på og lavet forebyggende indsatser ude i vores kommuner, ude på sygehusene. Presset fra influenza, covid-19 og RS-virus gør, at vi selvfølgelig også kontinuerligt skal have fokus på de gode smitteforebyggende råd, og mit ministerium er jo bl.a. i dialog med Kommunernes Landsforening omkring, hvordan vi også fortsat kan understøtte de gode råd og fortsat sikre, at de følges ude på bl.a. vores plejehjem.

Tak for det, og det afsluttede spørgsmålet.

Vi går videre til spørgsmål 10, og det er også til indenrigs- og sundhedsministeren, og det er af hr. Jens Henrik Thulesen Dahl.

Værsgo.

Tak for det. Mener ministeren, at det er en fornuftig arbejdsdeling, udnyttelse af kapaciteten i det private og offentlige sygehusvæsen og forvaltning af skatteydernes penge, når en speciallæge får 5.000 kr. i timen for at udføre et arbejde, der kunne klares af en sygeplejerske, særlig set i lyset af de flaskehalse og lange ventelister, som ministerens eftersyn af sygehusvæsenet peger på?

Ministeren.

Først og fremmest tak til hr. Jens Henrik Thulesen Dahl for spørgsmålet. Der bliver spurgt, om jeg mener, det er uhensigtsmæssigt, når en speciallæge udfører arbejde, der kan klares af en sygeplejerske. Det helt ultrakorte svar vil jo være ja – og så kunne man stoppe her. Men hvis jeg skal sætte nogle flere ord på, peger spørgsmålet også ind i to konkrete løsningsspor, som jeg og regeringen har præsenteret. Dels er vi jo nu i fuld gang med at forhandle om en akutplan, så vi kan få lettet presset og nedbragt ventelisterne på den korte bane, dels får vi på den længere bane forberedt beslutninger. Det er derfor, vi nedsætter en strukturkommission. Det handler om at se på den fremtidige organisering af vores sundhedsvæsen og dermed tilvejebringe de grundlæggende forandringer, som er forudsætningen for at skabe fremtidens sundhedsvæsen.

Så har jeg også læst det konkrete indlæg i Berlingske, som der bliver refereret til i spørgsmålet her, og jeg synes, det vedrører et relevant tema på et generelt plan, for det er sundt en gang imellem at stoppe op og spørge, om vi tilrettelægger arbejdet på den rigtige måde. Jeg læste faktisk selv indlægget i Berlingske – jeg tror, det stod på bagsiden af den pågældende avis – og jeg rev indlægget ud og gav det til ministeriet og sagde: Er det her rigtigt? For der var en række ting, jeg i hvert fald undrede mig over, og netop derfor stillede jeg mig selv spørgsmålet: Kan det virkelig passe? På den baggrund har vi også anmodet Region Hovedstaden om en skriftlig uddybning af nogle af de ting.

Det var sådan set også samme tema, jeg spurgte ind til, da jeg havde lejlighed til at mødes med regionerne i sidste uge i forbindelse med forhandlingerne om akutplanen, hvor alle regionsrådsformænd deltog. Her var mit klare budskab også, at jeg har en forventning om, at de arbejder med at genoprette produktiviteten og bruger ressourcerne klogere, så sundhedsvæsenet bliver mere robust og effektivt. Man kan konstatere, at der er opgaver nok til alle – der er rigeligt med patienter. Vi skal bruge de knappe ressourcer, vi har i vores sundhedsvæsen, bedst muligt og klogest muligt, og det kræver også, at vi har mod til at gennemføre forandringer på en række niveauer.

Hr. Jens Henrik Thulesen Dahl.

Tak. Jeg siger mange tak for svaret. Jeg er jo glad for, at ministeren tager det alvorligt, og jeg ser også nogle strukturelle udfordringer i det her, som ligger inde bagved, altså i forhold til hvad vi skal gøre. Det ligger sådan set også bag ved det forløb, der kørte i søndags og i mandags i forhold til ortopædkirurgiske operationer, altså at man ikke havde mulighed for at komme på et privathospital. Der hørte jeg også ministeren sige, at det skulle man gøre noget ved – og det synes jeg jo er rigtig, rigtig dejligt.

Men man kan sige, at kernen i det her så også er, at vi egentlig er enige om, at vi skal have en optimal brug af sundhedsvæsenet, og for at vi kan få det, kræver det jo faktisk, at vi har en smidighed. Det kræver, at vi har medarbejdere alle steder, som er klar til at gøre en ekstra indsats, og som er klar til være fleksible og åbne over for bedre, hurtigere og smartere måder at gøre tingene på.

I den sammenhæng bliver jeg faktisk nødt til lige at spørge ministeren i dag om, hvordan den her historie omkring store bededag rent faktisk spiller ind på medarbejdernes motivation for at komme ind og gøre en indsats, altså de medarbejdere, der rundtomkring nu føler, at de får taget en fridag fra sig, og at de får taget et åndehul om foråret fra sig. Altså, jeg tænker tilbage på, da vi havde en lærerkonflikt for 10 år siden. Der tog det 10 år, før lærerne igen følte, at de blev anerkendt og set. Vi har nogle sygeplejersker, som for et år siden var i en konflikt, og som bestemt ikke er færdige med at slikke sårene efter den endnu.

Jeg tænker, at vi nu har en situation, hvor jeg oplever rigtig mange derude, der ser en regering, som bare fjerner en helligdag, fjerner nogle muligheder, fjerner et frirum om foråret. Hvad gør det ved den sociale kapital i forhold til de medarbejdere, som vi er afhængige af for at få det her til at lykkes? Jeg oplever, at ministeren og jeg er meget enige om hensigten, nemlig at vi skal have et sundhedsvæsen, der fungerer optimalt.

Ministeren.

Jeg tror, at spørgsmålet om store bededag falder en smule uden for mit ressort som indenrigs- og sundhedsminister. Men uanset hvad handler det jo om – hvilket jeg også fornemmer at ordføreren her sætter fokus på – hvordan vi sikrer, at det også fortsat skal være og også bliver mere attraktivt at arbejde i ikke bare vores sygehusvæsen, men vores sundhedsvæsen. Det er en dagsorden, som optager den her regering dybt.

Det er jo også baggrunden for, at vi nu inden alt for længe kommer til at se en række anbefalinger fra den såkaldte Robusthedskommission, som jo er inde at se på og skal komme med en række konkrete anbefalinger til os politiske partier på Christiansborg om, hvad vi kan gøre for både at håndtere nogle af de mere strukturelle udfordringer i vores sundhedsvæsen, men også nogle af dem på den mere korte bane, som vedrører løn- og arbejdsvilkår i vores sundhedsvæsen.

Endelig og sluttelig har vi også med regeringsgrundlaget jo afsat 3 mia. kr. til bedre rekruttering, til løn og til arbejdsvilkår.

Hr. Jens Henrik Thulesen Dahl.

Nu nævner ministeren så i sit første svar den akutte indsats, som man er ved at sætte i gang, og nu nævner ministeren så også Robusthedskommissionen. Og der har vi jo netop i dag fået en anmodning om, at Robusthedskommissionen kan vente med at komme med en samlet redegørelse for det arbejde, de laver, og de resultater, de har, til efter sommerferien. Da vi lavede aftalen i forhold til Robusthedskommissionen sidste forår, var en af hensigterne jo, at man ret hurtigt skulle have de lavthængende frugter gjort klar, så man kunne få glæde af dem. Hvordan hænger det sammen med, at vi skubber de foreløbige resultater fra Robusthedskommissionen?

Ministeren.

Det er helt korrekt, at sundhedsordførerne i dag har fået en anmodning. Men jeg tror også, det er vigtigt, at man læser, hvad der står i den anmodning. For det, som Robusthedskommissionens formand, hr. Søren Brostrøm, foreslår og bringer til torvs til os politikere på Christiansborg, er jo, at vi siger: Der var aftalt, at der skulle udkomme to rapporter, men hvis vi medlemmer af Folketinget bliver enige om, at vi ikke behøver at få første del, den første rapport nu her, kan man faktisk fremskynde hele afleveringen af den samlede rapport over for Folketinget. Det vil sige, at man får resultatet, de samlede anbefalinger, hurtigere end det, man oprindelig havde aftalt på Christiansborg.

Hr. Jens Henrik Thulesen Dahl.

Det er sådan lidt både-og, for det, der var diskussionen, da man lavede aftalen, var sådan set, at man skulle kunne få nogle resultater drypvis, som man kunne bruge. Altså, man skulle ikke vente, til kommissionen var færdig, med at få de anbefalinger, som umiddelbart kunne komme i værk. Men samtidig synes jeg egentlig godt, ministeren som den øverste ansvarlige for sundhedsvæsenet også kunne svare på, hvad det her forløb omkring store bededag rent faktisk gør ved den motivation, som vi er afhængige af at medarbejderne har. Altså, hvad gør det ved den sociale kapital hos medarbejderne?

Så er det ministeren for en afsluttende bemærkning.

Men det er jo heller ikke sådan, at der ikke sker noget på den korte bane her og nu. Regeringen har som noget af det første indkaldt landets regioner til forhandlinger om en akutplan, hvor vi sætter ind med en lang række initiativer for at gøre noget ved det faktum, at alt for mange patienter på venteliste venter alt for længe. Det er mennesker bag alle de triste statistikker, vi har set, som har store smerter hver dag og gener ved ikke at kunne komme til. Det er vi dybt optaget af at få gjort noget ved.

Herudover synes jeg, at man skal tage imod det, jeg opfatter som en udstrakt hånd fra Robusthedskommissionen om, at Folketingets partier bag sundhedsaftalen – som Danmarksdemokraterne jo ikke var en del af, men de øvrige partier var – faktisk kan få de samlede anbefalinger tidligere end det, man var stillet i udsigt.

Det sluttede spørgsmålet. Vi siger tak for i dag til indenrigs- og sundhedsministeren.

Vi går videre til spørgsmål nr. 11, og det er til justitsministeren af hr. Torsten Gejl.

Værsgo.

Tak, formand. Mener ministeren, at betegnelsen midlertidig grænsekontrol er den korrekte betegnelse for en grænsekontrol, der blev etableret i 2016 og siden hen er fornyet gentagne gange med skiftende begrundelser?

Justitsministeren.

Mange tak for ordet. Det helt korte svar på spørgsmålet er ja. Jeg mener, at betegnelsen midlertidig grænsekontrol er den korrekte betegnelse for den grænsekontrol, som foregår på grænserne mod Tyskland og Sverige. Og det skyldes ganske enkelt, at det er den betegnelse, som anvendes i Schengenreglerne, der regulerer spørgsmålet om medlemstaternes mulighed for midlertidigt at genindføre grænsekontrol på de indre grænser.

Spørgeren har ret i, at der siden 2016 har været gennemført midlertidig grænsekontrol mod Tyskland, og samtidig har spørgeren også ret i, at grænsekontrollen er gennemført for flere perioder siden og med skiftende begrundelser. Senest genindførte den tidligere regering grænsekontrollen i en ny 6-månedersperiode fra den 12. november 2022 til den 11. maj 2023, og det skete på baggrund af truslen mod Danmark fra militante islamisters side og organiserede kriminelles udnyttelse af den frie bevægelighed samt bekymring om større migrationsstrømme i lyset af bl.a. Ruslands invasion af Ukraine. Det synes jeg var en rigtig beslutning. Så må vi selvfølgelig vurdere, om grænsekontrollen skal gennemføres for en ny midlertidig periode, når den nuværende periode udløber.

Jeg vil da også gerne understrege over for spørgeren, at det er vigtigt for regeringen, at kontrollen med vores grænser tilrettelægges så hensigtsmæssigt og smidigt som muligt og ikke skaber unødig gene for den enkelte borger. Derfor vil regeringen også bede den relevante myndighed om at vurdere grænsekontrollen med henblik på at undersøge, om den målrettet kan gøres smidigere for pendlere.

Hr. Torsten Gejl.

I Alternativet har vi flere gange været på besøg i grænselandet, og vi oplever, at store dele af befolkningen på begge sider af grænsen opfatter grænsekontrollen som en stor gene. Det er især bilkøerne på den tyske side ved de store grænseovergange, som er både uhensigtsmæssige og generende. Grænsekontrollen er en stor gene for tyskerne, der skal på arbejde i Danmark, og for danskere, der skal hjem fra arbejde i Tyskland; den er til stor gene for det erhvervs- og handelsmæssige samarbejde over grænsen i det hele taget, grænsekontrollen er til gene for dem, der uddanner sig på tværs af grænsen, for turismen, for den kollektive trafik og for samarbejdet mellem mindretallene på begge sider af grænsen. Hvis det så bare gav mening, kunne man forstå det, men grænsekontrollen bliver bl.a. opretholdt for at undgå terrorisme fra militante islamisters side og organiseret international kriminalitet.

Så sent som i dag siger den tyske sikkerhedsekspert på Institut for Statskundskab på Syddansk Universitet postdoc Adam Diderichsen, at den begrundelse, den tidligere danske justitsminister gav til EU for at opretholde grænsekontrollen, er pinlig og forvirret, og han spørger til, om man kunne få en større effekt, hvis man havde sat politikontrollen ind et andet sted. Så, hånden på hjertet, minister, tror ministeren selv på, at grænsekontrollen i sig selv kan stoppe organiseret kriminalitet og militante islamister i at lave terrorangreb på Danmark?

Justitsministeren.

For at svare på spørgsmålet med hånden på hjertet mener jeg, at grænsekontrollen har været et både rigtigt og også nødvendigt redskab. Hvis jeg ligesom skal blive i den tonalitet, som spørgsmålet er stillet i, stopper det i sig selv jo ikke alle trusler mod Danmark fuldstændig, men det kan være et væsentligt bidrag til at begrænse dem. Og det har det også været. Bare for at nævne en enkelt statistik er der alene i perioden fra den 1. januar 2019 til og med den 31. juli 2022 som en del af grænsekontrollen sammenlagt blevet beslaglagt 1.197 våben, hvoraf mange jo snildt kunne have været brugt til at gøre skade på andre mennesker.

Hr. Torsten Gejl.

Jo, men kan ministeren komme med et eneste konkret eksempel på, at grænsekontrollen har stoppet terror eller organiseret kriminalitet – altså et konkret eksempel? Ville ressourcerne ikke være bedre brugt i et internationalt efterforskningssamarbejde på tværs af grænserne?

Ministeren.

Jamen det er ikke et nulsumsspil, for de danske efterretningstjenester arbejder heldigvis, også dygtigt, rigtig tæt sammen med andre landes efterretningstjenester. Politiet arbejder sammen med både Tysklands og Sveriges politimyndigheder, og sådan gør vi over hele Europa. Men grænsekontrollen er et redskab til også at opdage de uregelmæssigheder, der kan foregå, når det er, at fremmede forsøger at krydse vores grænser.

Der nævnte jeg jo før, at jeg synes, det er mange våben, der er blevet beslaglagt. Der er også i samme periode blevet afvist 1.900 personer. Alt det bidrager selvfølgelig til at holde danskerne mere trygge og mere sikre.

Hr. Torsten Gejl.

Slesvig-Holstens danske erhvervsminister, Claus Ruhe Madsen, kritiserer grænsekontrollen mellem Danmark og Tyskland. Han mener, at Danmark skal holde op med at foregive, at grænsekontrollen er tidsbegrænset, og at den skal afskaffes hurtigst muligt, eller at man i det mindste skal finde frem til noget mindre indgribende som f.eks. stikprøvekontroller. Den grænsekontrol er bestemt ikke et godt signal om, at man i Danmark gerne vil et samarbejde med Tyskland, siger han.

Flensborg Avis har flere gange forsøgt at få en kommentar fra det danske Justitsministerium til kritikken fra Slesvig-Holstens erhvervsminister. Det har ikke været muligt at få. Nu vil jeg høre, om justitsministeren vil kommentere den kritik.

Justitsministeren for en afsluttende bemærkning til spørgsmålet.

Helt grundlæggende: Den danske regering har meget stor respekt for de stemmer og de røster, der er på den anden side af grænsen, som jo selvfølgelig ønsker, at det skal være så smidigt som muligt. Vi har også selv et ønske om, at det skal foregå så smidigt som muligt og med færrest mulige gener for den lokalbefolkning, der er afhængig af hele tiden at kunne krydse grænsen.

Derfor ved jeg jo altså også, at politiet allerede nu tilrettelægger og løbende tilpasser kontrollen ud fra de lokale forhold, efterretninger og trafikmønstre, og derfor har jeg altså også tillid til, at politiet benytter sig af alle de redskaber, som politiet har til rådighed, for at sikre en så skånsom gennemførelse af grænsekontrollen som overhovedet muligt.

Det afsluttede spørgsmålet, så vi siger tak til spørgeren.

Vi går straks videre til spørgsmål nr. 12 til justitsministeren af fru Rosa Lund.

Værsgo.

Tak. Hvad er regeringens holdning til at udvide brugen af fodlænke, så dømte med små børn kan afsone med fodlænke, og hvad ser regeringen ellers af muligheder for at undgå, at børn skal bruge de første år af deres liv i et fængsel?

Justitsministeren.

Tak for ordet, og tak til fru Rosa Lund for spørgsmålet. Lad mig starte med at sige, at i den perfekte verden er der jo ingen børn, der skal opleve, at deres mor eller far kommer i fængsel. Men sådan er verden jo desværre ikke. Hele familien påvirkes, når et familiemedlem dømmes for kriminalitet, men det gælder i særdeleshed de børn, som nu skal vænne sig til en hverdag, hvor far eller mor afsoner en straffedom.

Børn af indsatte er generelt en sårbar gruppe, der er i risiko for at blive udsatte. De anbringes eksempelvis oftere uden for hjemmet og modtager oftere forebyggende indsatser end andre børn, og derfor har vi som samfund et vigtigt ansvar for at sikre bedst mulige vilkår for de børn, som nu skal vænne sig til en hverdag med en far eller mor i fængsel. Det er jeg som justitsminister meget optaget af.

Men jeg er også meget optaget af, at vi har et retssystem, som yder ofrene retfærdighed. Derfor skal en frihedsstraf som udgangspunkt afsones i et fængsel. Det skaber tryghed for både offeret og samfundet, og det er også med til at værne om retsfølelsen. Men hvis man som forælder skal i fængsel og afsone en straffedom, kan der være tilfælde, hvor det samlet set er i barnets tarv at opholde sig i fængslet sammen med den indsatte forælder, og der er altså heldigvis tale om et fåtal af børn, som opholder sig sammen med en forælder i en af kriminalforsorgens institutioner.

Jeg har sympati for forslaget om at undgå, at børn skal bruge de første år af deres liv i et fængsel. Men spørgsmålet om, hvorvidt den dømte har børn eller ej, må ikke i sig selv være definerende for afsoningsformen. Jeg synes f.eks. ikke, at en voldtægtsforbryder skal kunne afsone en frihedsstraf derhjemme, bare fordi han er far. Det værner ikke om offerets retsfølelse.

I Danmark er der mulighed for, at et barn op til 3 år kan opholde sig sammen med sin forælder i den institution, hvor forælderen afsoner, og der er, igen, heldigvis tale om et fåtal. Jeg ved også, at kriminalforsorgen har stort fokus på, at opholdet for medbragte børn bliver så godt som muligt. Samtidig er det også vigtigt for mig at understrege, at det er de sociale myndigheder, der har de børnefaglige kompetencer og således som det klare udgangspunkt vurderer, om det samlet set er til barnets bedste at opholde sig i en af kriminalforsorgens institutioner.

Hvordan vil jeg så undgå, at børn bruger de første år i et fængsel? Der vil jeg endnu en gang understrege, at det er en mulighed og ikke et krav, at børn kan opholde sig sammen med den forælder, der afsoner, og det sker altså kun, hvis de sociale myndigheder vurderer, at det er til barnets bedste. Tak.

Tak til ministeren. Værsgo, fru Rosa Lund.

Ministeren har jo fuldstændig ret i, at i den perfekte af alle verdener var der ikke nogen børn, der skulle afsone eller have de første år af deres liv i et fængsel. Men vi står jo bare i en situation, hvor det desværre sker en gang imellem. Ministeren ved jo lige så vel som jeg, at det typisk vil være små børn, som er fængslet med deres mor, fordi der er spørgsmål om tilknytning.

Som vi ser det i Enhedslisten, er fodlænke jo ikke den eneste mulighed. Heldigvis er kriminalforsorgen jo sådan indrettet, at der er mange måder at afsone på. Så det er et åbent spørgsmål til justitsministeren: Kunne man forestille sig, at man brugte udslusningspensionerne mere, hvis der var en straffet, som skulle afsone med sit barn for barnets skyld, altså f.eks. på grund af spørgsmålet om tilknytning mellem mor og barn? Man kan jo se masser af situationer for sig, hvor det faktisk ville være svært for barnet at være sammen med en anden person end den forælder, som afsoner.

Det er egentlig bare derfor, vi beder regeringen om at gå meget åbent til den her problemstilling og kigge på de muligheder, der er i forvejen i kriminalforsorgen, f.eks. afsoning i fodlænke eller afsoning i udslusningspensioner. Det er jo muligheder, som findes i straffuldbyrdelsesloven allerede i dag. Derfor vil jeg gerne høre, hvorfor regeringen og justitsministeren ikke øger den brug, der findes allerede i dag?

Ministeren, værsgo.

Som jeg også var inde på i min indledende besvarelse, er det jo en konkret vurdering fra sag til sag og en konkret vurdering, som også tager afsæt i barnets tarv. Der er, som jeg også nævnte i min indledende besvarelse, jo ikke noget krav om, at børn skal medfølge en forælder, der skal afsone en frihedsstraf. Det er en mulighed og en mulighed, man kan gøre brug af i dialog med forælderen i øvrigt, og hvis de sociale myndigheder vurderer, at det er relevant.

Regeringen er ikke afvisende over for at kigge på noget som helst. Som fru Rosa Lund også godt ved, er det jo afspejlet i regeringsgrundlaget. Det kan jeg vende tilbage til i anden omgang.

Nemlig. Fru Rosa Lund, værsgo.

Jeg tager i hvert fald det ned, at regeringen ikke er afvisende. Så ved jeg godt, at ministeren selvfølgelig ikke kan stå her og kommentere på enkeltsager. Det har jeg heller ikke tænkt mig at gøre. Men jeg tror godt, ministeren ved, at der, hvor problemet er størst, er omkring kvindefængslet i Jyderup, hvor forholdene er mildest talt dårlige, både for de indsatte, for de ansatte, men selvfølgelig særlig også for børn. Så det er egentlig også bare en bøn til regeringen om, om vi ikke lige skulle tage at kigge fælles på, hvordan vi kan forbedre forholdene for de kvinder, som er indsat der, særlig dem, der har små børn.

Justitsministeren, værsgo.

Det, jeg ikke nåede at sige færdig før, i respekt for formanden, er, at som fru Rosa Lund også godt ved, er det jo afspejlet i regeringsgrundlaget, at der i løbet af den her regeringsperiode skal laves en egentlig strafreform, hvor vi selvfølgelig også vil kigge på alternative strafformer – og det er en mere generel betragtning og ikke den konkrete problemstilling omkring medfølgende børn.

Når min indledende besvarelse er, hvad kan man sige, af en afvisende karakter, er det, fordi det selvfølgelig bare er vigtigt, at der er en balance, i forhold til hvad det er for en forbrydelse, der er begået, og at vi også opretholder offerets retsfølelse. Hvis der er idømt en frihedsstraf, skal man selvfølgelig også afsone den i en eller anden form.

Tak. Jeg vil lige gøre opmærksom på, at vi har ½ minuts taletid her i den sidste del. Så værsgo, fru Rosa Lund, for et sidste spørgsmål.

Selvfølgelig har jeg læst regeringsgrundlaget. Vi glæder os meget i Enhedslisten til at diskutere den her straffuldbyrdelsesreform, som vi skal lave.

Det ændrer bare ikke på, at vi står i en meget konkret problemstilling med nogle meget konkrete forældre og nogle meget konkrete, rigtige børn, som lige nu er i en svær situation. Derfor vil vi bare gerne starte den her diskussion allerede nu om, hvordan vi kan sikre, at de muligheder, som findes i dag, for at afsone med børn faktisk også bliver brugt.

Tak for det. Ministeren, værsgo.

Tak for det. Uden at gå ind i de konkrete sager vil jeg bare gentage, at jeg har stor tillid til, at kriminalforsorgen også har den her dialog både med de sociale myndigheder og selvfølgelig ikke mindst med forældrene. Og som sagt igen: Det er jo en mulighed og ikke et krav, at man har medfølgende børn med som indsat.

Men de hensyn, der skal vejes over for hinanden i det her, er jo selvfølgelig også, at hvis man har begået en tilpas grov forbrydelse, som gør, at man skal afsone en frihedsstraf, så skal vi også holde fast i, at man gør det, og så skal vi selvfølgelig tage allerbedst muligt vare på barnets tarv i den forbindelse, hvis forælderen har begået en sådan forbrydelse.

Så vil jeg gerne sige tak til justitsministeren og tak til fru Rosa Lund fra Enhedslisten. Der er ikke flere spørgsmål til justitsministeren.

Næste punkt på dagsordenen er spørgsmål nr. 13, som er til miljøministeren, og det er af fru Mai Villadsen fra Enhedslisten.

Værsgo til fru Mai Villadsen.

Tusind tak. Og tillykke til justitsministeren med den runde fødselsdag den anden dag.

Jeg vil læse et spørgsmål til miljøministeren op: Er ministeren tilfreds med Miljøstyrelsens vejledning til kommunerne om udledningen af miljøfarlige stoffer, og vil ministeren undersøge muligheden for at trække importtilladelsen af udenlandsk industrispildevand til virksomheden RGS Nordic tilbage, hvis det viser sig, at importtilladelsen er givet på et ulovligt grundlag?

Så er det miljøministeren, værsgo. Der er først 2 minutters besvarelse.

Tak for det, og tak for spørgsmålet. Vores havmiljø er under pres. Mange vandområder er præget af forurening med miljøfarlige stoffer, og det er stoffer, som i høje koncentrationer jo kan skade menneskers sundhed og plante- og dyrelivet, og det gælder både på land og i vand. Ud over at være giftige har vi jo nogle stoffer, som også er svært nedbrydelige. Det er altså nogle, der ophober sig i miljøet. Det betyder, at tidligere tiders udledninger også præger vores vandløb i dag. Det skal vi jo lære af og være på forkant med, således at vi ikke skaber nye problemer for vores efterkommere. Derfor skal vi gå efter kilden og selvfølgelig også forbyde problemstoffer og gøre, hvad vi kan for at rense op, og løbende stramme reglerne, så vi beskytter plante- og dyrelivet – og så i øvrigt også for mennesker sikre, at det er trygt at bade og fiske i havet m.m.

Derfor skal vi også sikre, at miljøpåvirkningen i forbindelse med behandlingen af affald med sådanne stoffer her sker, så den miljøpåvirkning begrænses mest muligt. Den her konkrete sag har kørt i en længere periode, og jeg er som bekendt ny minister, så jeg har brug for at undersøge, hvad der er op og ned. Jeg er blevet oplyst om, at Miljøstyrelsens praksis og vejledning ikke er i strid med Kammeradvokatens rådgivning og EU's regler. Det må vi jo altså så have opklaret, for der er nogle eksperter, der har en anden holdning, i medierne. Derfor har jeg bedt om at få lavet en tryktest af, hvordan vi håndterer spildevand som det her, så vi er sikre på, at vi gør det rigtige, at vi gør nok, og at vi selvfølgelig også overholder de forskellige regler, der findes, både i Danmark og i EU. Derfor har jeg bedt Miljøstyrelsen om en grundig gennemgang af regler og vejledninger, som jo selvfølgelig berører ikke bare RGS Nordic, men også andre virksomheder. Når den er tilvejebragt, vil jeg også orientere Folketinget om den. Tak.

Tak til ministeren. Fru Mai Villadsen, 2 minutter.

Tak til miljøministeren for den første tilkendegivelse, nemlig det, at vi selvfølgelig skal beskytte vores natur, vores havmiljø og vores vand bedre. Det er vigtigt for fremtiden, også for os selv, og derfor ser vi jo selvfølgelig i Enhedslisten også på den her sag med rigtig stor alvor. For i årevis har virksomheden RGS Nordic jo tjent rigtig mange penge på at importere spildevand fra Norge, nyttiggøre en meget lille del af det og så ellers udlede rigtig meget til det omkringliggende havmiljø med stor skade til følge, formentlig permanent skade. Derfor er vi jo også – i og med at vi har fulgt sagen i rigtig mange år – rigtig interesserede i at finde ud af, hvad der er op og ned i den her meget krasse kritik, der kommer fra flere juridiske eksperter.

Jeg vil dog gerne fastholde ministeren i sporet på spørgsmålet om – hvis det viser sig, at den her importtilladelse er givet på ulovligt grundlag – hvorvidt, hvad man selvfølgelig må formode, ministeren har tænkt sig at trække importtilladelsen tilbage. Så det vil jeg gerne spørge ministeren om. Nu siger ministeriet godt nok, at det ikke ser ud til at forholde sig sådan. Hvornår kan vi så forvente at få en redegørelse for, hvad der er tilladt, og hvad der ikke er tilladt, og hvorfor har Kammeradvokaten givet en så kras kritik i den her sag? Det kunne jeg godt tænke mig også at høre en procesplan for.

Værsgo til miljøministeren.

Ja, og jeg kan kun sige, at så snart jeg modtager den, vil jeg orientere Folketinget om den. Det er den første sag, jeg har bedt mine nye embedsfolk om at dykke ned i, så det er de i fuld gang med, og det gælder både i departementet, men også i den relevante styrelse. Så kan jeg også orientere om, at den pågældende kommune, der står for at give tilladelsen, også har henvendt sig til ministeriet for at få noget hjælp. Så det er en årelang sag, der er meget, meget kompleks. Og vi skal være sikre på, at vi gør det helt rigtige.

Fru Mai Villadsen, værsgo.

Det er jo ikke kun os i Folketinget, der står et svært sted, det er klart også Slagelse Kommune, som jo har udsat den nye godkendelse til den her virksomhed, og det kan man virkelig godt forstå, for rigtig mange, særlig lokale, er meget bekymrede. Jeg ser frem til, at vi kan få en redegørelse, men jeg kunne selvfølgelig også godt tænke mig, at vi fik en drøftelse i større skala af, hvad vi gør med tilladelser til virksomheder til udledning af miljøfarlige stoffer, for det her er jo ikke en enkeltstående sag. Den er meget omfangsrig, men der ligger jo snart flere tilladelser på miljøministerens bord. Hvordan har man tænkt sig at arbejde med dem fremadrettet?

Miljøministeren, værsgo.

Det er jo helt korrekt. Den her sag og den konkrete virksomhed har været der i en årrække, men der findes jo andre lignende sager og andre sager, som ikke ligner fuldstændig, men hvor det, hvis man gør noget der, kan have konsekvenser, og hvis man ikke gør noget, kan det også have konsekvenser. Så jeg mener, vi er nødt til både at se på den komplicerede EU-lovgivning og høre, hvordan vores nabolande tolker den, og se på de bestemmelser, vi har, for selvfølgelig at beskytte vores havmiljø så godt som overhovedet muligt.

Fru Mai Villadsen.

Jeg mener jo, at den her sag stiller os lidt i et principielt dilemma som beslutningstagere: Er vi mere optaget af, hvorvidt virksomheder kan få lov til at få en indtjening på at importere affald og måske nyttiggøre en lille del af det, men ellers udlede resten til skade og gene for natur og miljø og måske endda for sundheden for folk, der bor i nærheden, eller tager vi først og fremmest naturen og miljøets parti?

Det er vi jo meget optaget af i Enhedslisten, og derfor kan jeg bare sige, at vi kommer til at forfølge den her sag, også fordi den er meget, meget grundlæggende for, hvordan vi ser på de her udfordringer. Derfor håber jeg også, at ministeren virkelig vil gå til både embedsværket og kommunen og prøve at få bremset den her udledning.

Tak. Miljøministeren, værsgo.

Tak. Jamen så er vi to, der kommer til at følge den sag. Det er klart, at det er sådan, at når man tiltræder som minister, får man en præsentation af en række problemstillinger, og det her er en af de ting, som lyser op, og som vi skal have håndteret, alene af den grund, at vi har en situation, hvor de lokale er meget bekymrede, og hvor også eksperterne er bekymrede.

Så det vil sige, at der altså er ting, hvor vi er nødt til at være helt sikre på, om vi er på sikker grund her, og hvilke juridiske muligheder vi har, og selvfølgelig hvad implikationerne i forhold til vores havmiljø er, især de steder, hvor det er truet, og hvor det er i en dårlig tilstand, og det er det jo i Smålandsfarvandet.

Tak. Så er spørgsmål nr. 13 afsluttet.

Spørgsmål nr. 14 er også til miljøministeren, og det er også med fru Mai Villadsen som spørger.

Værsgo for oplæsning, fru Mai Villadsen.

Tak for det. På baggrund af de meget alvorlige sager om PFAS, der bliver fundet i naturen, hvilke initiativer har ministeren så tænkt sig at tage, har ministeren planer om at få myndighederne til at orientere grundejere og beboere på de arealer, hvor der er mistanke om forekomst af PFAS, har ministeren planer om at iværksætte undersøgelser af PFAS i regnvand, og ønsker ministeren, at et forbud mod PFAS i forbrugerprodukter skal indgå i regeringens handlingsplan?

Værsgo, miljøministeren. 2 minutter.

Tak for det, og også tak for de spørgsmål. Man må sige, at PFAS-forureningen er omfattende, og det gælder både den her punktforurening, hvor vi kender kilden, men også det, der hedder diffus forurening, hvor vi ikke ved hvor det kommer fra – formentlig fra havskum og også fra andre steder – og det er noget, som vi først i de her år begynder at kende omfanget af, og omfanget overrasker selv eksperter på området. I øjeblikket kommer der nærmest ugentligt oplysninger om nye fund af PFAS. Det findes mange steder i jorden, i badevand, havskum, drikkevand og spildevand, og det er alvorligt.

Danmark har sat en omfattende overvågning af PFAS i miljøet i gang, og det gør vi både fra styrelsernes side, fra statens side og i regioner og kommuner. Siden sagen i Korsør i 2021 har man identificeret næsten 15.000 potentielt PFAS-forurenede lokaliteter blandt grunde, der mistænkes for at være forurenede. Det arbejde er jo ikke færdigt endnu, for vi skal finde ud af, hvor og hvordan der skal sættes ind.

Erfaringen har jo vist os, at det er nødvendigt at arbejde koordineret og systematisk med PFAS-forurening i Danmark, netop fordi den er så omfattende og ikke kan siges kun at komme fra ét sted eller én ting. Derfor vil regeringen fremlægge en national PFAS-handlingsplan, som kan give os både overblik og vise, hvor og hvordan vi bedst sætter ind, og handlingsplanen skal sikre en fremadrettet overvågning og kontrol og også give bud på prioriterede handlinger i Danmark og internationalt.

Og så kan jeg desuden oplyse, at Danmark sammen med Tyskland, Nederlandene, Norge og Sverige så sent som i fredags sendte et forslag til EU om et fælles EU-forbud mod PFAS. Det omfatter jo tusindvis af PFAS'er og vil være det mest omfattende udkast til et EU-forbud for begrænsning af kemikalier nogen sinde. Vi ved, forurening med PFAS er grænseoverskridende, så derfor er det vigtigt, at vi også sætter ind på EU-niveau, og det vil være et vigtigt element i handlingsplanen, men der skal også ske meget på dansk side. Jeg ser meget frem til også at drøfte det med Folketinget.

Tak for det. Værsgo, fru Mai Villadsen. Her er det også 2 minutter.

Tak til ministeren for svaret og også den meget resolutte handling i forhold til at samle andre lande om et bud på et PFAS-forbud i Europa. Der er der dog den bekymring, at det kan komme til at tage utrolig lang tid, i og med at det indebærer en lang behandling, men også at der er rigtig mange stoffer, og derfor håber vi jo fra Enhedslistens side, at man kan gå foran i Danmark.

Jeg vil rigtig gerne spørge ministeren til den svære situation, som rigtig mange borgere står i lige nu, hvor der er mistanke om PFAS i deres lokalområde, og hvor de ved ikke, om den grund, den kolonihave, den landbrugsejendom, de bor lige op og ned ad, har PFAS over grænseværdien i sig.

I dag kunne man i medierne læse, hvordan nogle mennesker simpelt hen bliver sat ud af deres, jeg tror det var nyttehaver eller kolonihaver i Nordjylland, netop fordi der er bekymring om, hvorvidt der kan være PFAS der, hvor de dyrker deres gulerødder og grønsager og meget andet. Og det ville da være langt bedre, hvis vi fik en klarlægning af, om der er udfordringer for de mennesker, eller om de trygt kan benytte den jord, de bor på, for ellers tror jeg, vi meget snart står med mange klager og mange rigtig bekymrede borgere, hvis ikke vi får sat en turbuproces i gang med at få klarlagt det her.

I dag kunne man gå ind at se fra kommune til kommune, hvor mange grunde der er mistænkt, men det er klart, at borgerne ikke selv er klar over, om deres grund er indbefattet. Derfor vil jeg høre ministeren, om ikke det er på tide, at vi sætter et beløb af, så regionerne netop kan lave en hurtig klarlægning, særlig for de mennesker, der bor, lever eller driver landbrug på nogle af de grunde.

Miljøministeren.

Jeg er enig i, at det er en uholdbar situation, at vi har så mange borgere – det kan jo være alt, men mange har en have eller noget, hvor man dyrker noget eller leger på græsset og andet – der ikke ved, hvad PFAS-situationen er der. Det første skridt er at finde ud af at få de her 15.000 grunde kortlagt, og det næste skridt er jo så at finde ud af: Hvad har vi af forureningskilder, der gør, at det lyser rødt på de her forureningskort, som kommer fra vores regioner? Næste skridt igen er jo så at finde ud af, om vi skal ud at undersøge noget, om vi skal rense op, og hvad planen så er for det. Det arbejde vil jeg gå i dialog med Danske Regioner om. Det er vores regioner, som står med den opgave. Vi kender de regionale kort.

Tak. Værsgo, fru Mai Villadsen.

Det er jo netop regionernes opgave, og udfordringen er, at de siger, at det med den økonomi, der er lige nu, vil tage op mod 100 år at få identificeret, klarlagt og oprenset de her grunde, og det kan ingen jo være tjent med. Man kan i hvert fald nå at spise rigtig mange gulerødder, kartofler og andet i den tid, og det kan vi ikke være bekendt over for folk. Så derfor håber jeg virkelig og vil indstille til regeringen, at man får handlet på den her sag og får sat den foran i køen – om jeg så må sige – så vi kan skabe noget sikkerhed.

Derudover vil jeg gerne høre noget. Den foregående miljøminister åbnede for et nationalt forbud mod PFAS-stoffer i tekstiler, indtil EU var klar. Er den nuværende miljøminister også åben for det?

Værsgo til miljøministeren.

Jeg er sådan set åben for, hvad vi kan gøre nationalt, indtil EU-forbuddet er klart. Der er klart, at det vil være nogle midlertidige forbud, og at det også kræver, at man kan dokumentere, at stofferne er der, farligheden og andet. For der er jo som sagt tusinder af forskellige PFAS-stoffer. Så det er ikke så ligetil; der er jura, og der er teknik, der skal gå op.

Men de steder, hvor det giver mening, og hvor vi kan gå foran i Danmark, synes jeg vi skal gøre det. Det kan være på tekstilområdet, og der kan også være andre områder, hvor vi kan sige, at vi kan gøre noget. Men igen vil jeg altså sige, at det kun er få ting i forhold til de mange, mange tusind PFAS-stoffer, vi har.

Mai Villadsen, værsgo.

Tak til miljøministeren. Det gør faktisk en konkret forskel med lige præcis den melding, altså hvis vi kan tage nogle nationale konkrete skridt for i det mindste at udelukke nogle af de PFAS-stoffer, som ja, kan komme i cremer, i tøj og i andet, uden at befolkningen ved det. Så det betyder noget, og det vil vi rigtig gerne gå ind i arbejdet omkring.

Derudover kan vi også se, at de her stoffer bliver fundet i kvæg på Naturstyrelsens egne arealer, men at der også er en risiko for, at de er i fisk, i østers og i kvæg hos helt almindelige landmænd.

Så hvordan forestiller ministeren sig at vi skal lægge en plan for de undersøgelser?

Værsgo, ministeren.

Det er jo helt korrekt, hvad der er beskrevet her. Det er netop den der diffuse forurening, der betyder, at det kommer alle steder fra, og at det også skyller op fra havene. Det kommer formentlig fra nogle naboer lidt mod syd eller sydvest i Europa, det samler sig op med havstrømmene og kommer ind over danske marker, hvor det forurener med PFAS. Det er ét sted, og vi kan tale om noget andet, hvor man måske om 2 uger finder noget mere, og derfor er det meget, meget vigtigt, at vi gør, hvad vi kan, i Danmark, men at vi også arbejder sammen med vores nabolande.

Hvordan skal det ske? Det skal ske med en national handlingsplan, men den kan ikke stå alene. Vi skal også have EU med. Tak.

Tak for det. Det var afslutningen på spørgsmål nr. 14. Tak til fru Mai Villadsen fra Enhedslisten og til miljøministeren.

Så skal vi have spørgsmål nr. 15, hvor vi skal sige velkommen til skatteministeren, og jeg tror også, at vi skal sige velkommen til en debutant, nemlig hr. Sigurd Agersnap fra SF. Og det er sådan, at hr. Sigurd Agersnap først skal læse spørgsmålet op, hvorefter der er 2 minutter til hver, efterfulgt af ½ minut.

Værsgo til hr. Sigurd Agersnap.

Tak for det. Mit spørgsmål lyder: Mener ministeren, at den planlagte annullering af skatteforhøjelsen på løbende beskatning af selskabers ejendomsavancer vil medføre, at udenlandske kapitalfonde, der investerer i danske udlejningsejendomme, fortsat vil kunne udnytte de eksisterende regler til at undgå eller udskyde skattebetaling?

Værsgo til skatteministeren.

Tak for det, og tak for spørgsmålet. Forslaget om den planlagte lagerbeskatning af selskabers ejendomsavancer er en del af finansieringen af aftalen om retten til en tidlig pension. Retten til en tidlig pension er givet til dem, der har været mange år på arbejdsmarkedet, og som får en mulighed for at få en værdig tilbagetrækning. Regeringen viderefører som bekendt retten til en tidlig pension.

Så er det rigtigt, at vi med en ny bred regering hen over den politiske midte er blevet enige om at annullere den ellers planlagte lagerbeskatning af selskabers ejendomsavancer. Annulleringen skal ses i sammenhæng med det ambitiøse regeringsprogram, som regeringen har opstillet, et regeringsprogram, der skal skabe gode vækst- og konkurrencevilkår for erhvervslivet og fremme investeringer i Danmark. Heri indgår også det at forbedre vilkårene for iværksættere og en sanering af erhvervsstøtten, der skal gøre det muligt at forbedre vilkårene for et generationsskifte og øge virksomhedernes incitament til forskning og udvikling.

Beskatningen af gevinst og tab på selskabers ejendomme vil dermed fortsat ske på det tidspunkt, hvor ejendommen sælges. Indførelsen af en løbende lagerbeskatning ville ellers fremrykke beskatningen af gevinst og tab på ejendommen, og det ville også betyde, at selskaberne ikke ville have en fordel af at placere ejendommen i et datterselskab og så sælge aktierne i datterselskabet i stedet for at sælge selve ejendommen direkte.

Så det korte svar er således, at beskatningen fortsat vil ske efter de principper, som har været gældende i mange år, og at selskabernes muligheder for at udskyde beskatningen i den henseende således er uændrede.

Tak for det. Og så er det hr. Sigurd Agersnap. Værsgo.

Tak for det. Og tak for svaret. Når vi i sidste periode kunne blive enige om en løbende beskatning af ejendomsavancer på de her selskaber, var det jo for at sikre, at især udenlandske kapitalfonde ikke kunne investere i danske ejendomme og ende med at trække avancen ud eller trække selskabet ud af Danmark. Og jeg vil gerne spørge ministeren til hans vurdering af det forslag, som nu bortfalder. For på et samråd i Skatteudvalget den 3. december 2020 udtalte den daværende skatteminister, og jeg citerer:

Med forslaget lukkes en skattefinte, som bl.a. udenlandske kapitalfonde har anvendt flittigt. Og han sagde videre: Da avancer på såkaldte datterselskabsaktier er skattefrie, kan beskatning helt undgås ved at sælge aktierne i datterselskabet og dermed trække den skattefri gevinst ud af landet. Jeg er sikker på, at de færreste partier i Folketinget finder den fremgangsmåde rimelig.

Jeg vil derfor høre ministeren, om han er enig i, at fremgangsmåden ikke er rimelig, og at den manglende lagerbeskatning udgør en skattefinte for de her selskaber.

Skatteministeren, værsgo.

Altså, det er jo bekendt, at vi ændrede det som en del af finansieringen af Arnepensionen – med alle de argumenter, som vi har fremført. Og det er også rigtigt, at i den her henseende er – som jeg siger – selskabernes mulighed for at udskyde beskatningen således uændret.

Så er det dertil også rigtigt, at den her regering og undertegnede som skatteminister kommer til at gøre en ihærdig indsats for at undgå, at kapitalfonde kan trække penge ud til steder, hvor de ikke bliver beskattet. For en uges tid siden havde vi en dom i Højesteret, som faktisk gav os medhold i, at man ikke bare kan trække penge ud via et selskab i et andet EU-land og så hen til et selskab i skattely, og den indsats i forhold til at dæmme op for det kommer jeg til at arbejde ihærdigt videre med.

Tak til ministeren. Værsgo til spørgeren.

Opfølgende vil jeg så bare spørge, om ministeren mener, at det, at man annullerer lagerbeskatningen, vil medvirke til at skævvride ejendomsmarkedet til fordel for udenlandske kapitalfonde. For det er jo sådan, at danske pensionsselskaber i forvejen har en lagerbeskatning. Så mener ministeren, at det skævvrider boligmarkedet, at man nu ikke gennemfører en lagerbeskatning?

Værsgo til ministeren.

Det er klart, at hvis ikke vi får sat en stopper for spekulation, hvor man kan undslippe sig skat, så vil det have en negativ konsekvens. Og derfor er jeg selvfølgelig optaget af, at udenlandske kapitalfonde – om det så er på ejendomsområdet eller andre områder i forhold til danske virksomheder – kan trække udbytte ud og flytte det ud i skattely. Der kommer jeg til at arbejde stenhårdt for – ikke bare i en dansk sammenhæng, men også i en europæisk sammenhæng og i en global sammenhæng – at bekæmpe skattely, hvidvask, skatteunddragelse osv. Og det er sådan set ligegyldigt, om det er i forhold til ejendomsavancebeskatning eller som her i forhold til lagerbeskatning, eller om det er andre ting, som f.eks. med den højesteretsdom, vi så i sidste uge.

Værsgo til spørgeren. Du har ½ minut.

Jamen vi er helt enige om ambitionen, og det vil jeg bare takke for. Jeg synes, der opstår et hul efter den her lagerbeskatning, hvor der vil være nogle skattefinter, man kan lave i forhold til udenlandske ejendomsselskaber. Men det må vi jo kigge på sammen. Og jeg hører også ministeren sådan, at der ikke skal være et hul på det her område.

Er der et svar fra ministeren?

Altså, indsatsen i forhold til at bekæmpe skattely og skatteunddragelse er jeg helt tryg ved at vi kommer til at arbejde stenhårdt sammen om. Så det ser jeg frem til.

Så vil jeg gerne sige tak til skatteministeren. Der er ikke flere spørgsmål til ministeren her. Og tak til hr. Sigurd Agersnap fra SF.

Dermed går vi til spørgsmål nr. 16 på dagsordenen, og det er til beskæftigelsesministeren, og spørgeren er hr. Nick Zimmermann, som vist også er en debutant.

Værsgo.

Jeg er ikke debutant, men tak alligevel.

Mener ministeren, at det er rimeligt at fjerne store bededag som helligdag for hårdtarbejdende danskere, set i lyset af den meget store modstand fra både borgere og fagforeninger mod forslaget?

Ministeren.

Tak for spørgsmålet. Jeg står fuldt og helt på mål for det her forslag, også selv om det sjældent er populært at skulle skaffe finansiering til det, vi vil. Men hvis vi ikke skaffer finansiering, kan vi heller ikke meget i politik, og derfor er det og vil det altid være et prioriteringsspørgsmål, også når det kommer til at tage nogle af de sværere beslutninger. I den her sammenhæng handler det om at stå vagt om vores fælles forsvar og sikkerhed i en tid, hvor truslerne rykker tættere på.

Det er en alvorlig situation, og derfor er det også afgørende for regeringen, at vi får investeret i vores forsvar og får lavet de investeringer, der skal til. Det politiske prioriteringsarbejde, vi har lavet, kræver i den her sammenhæng, at vi yder lidt ekstra, og det synes jeg er rimeligt, ja, for at svare direkte på spørgsmålet.

Hr. Nick Zimmermann, værsgo.

Tak. Jeg har selv en baggrund som lager- og logistikoperatør, og det er altså hårdt arbejde. Det samme har mange af mine gamle kollegaer, og det er rigtig hårdt arbejde. Det gjorde altså, at vi satte stor pris på de fridage, som jeg også selv havde dengang, og det er jo altså sådan en, som regeringen nu vil fjerne.

Jeg vil egentlig prøve at spørge, om det slet ikke gør indtryk på ministeren, når en samlet fagbevægelse demonstrerer mod forslaget og kræver forslaget taget af bordet eller eventuelt, at man alternativt laver en folkeafstemning; når nu store dele af befolkningen står sammen om, at de rigtig gerne vil have en folkeafstemning. Vi kan jo bare se på de mange underskriftindsamlinger, der kom i går og er kommet i løbet af dagen i dag. Giver det slet ikke anledning til at genoverveje det her forslag?

Beskæftigelsesministeren, værsgo.

Selvfølgelig gør det indtryk. Jeg synes også, at det skal ses i lyset af, at der næppe er mange af de finansieringskilder, vi finder på Christiansborg i vores daglige arbejde, som kan skaffe over 3 mia. kr., der ville vinde danskernes gunst, hvis man isoleret set satte dem til folkeafstemning. Selvfølgelig holder vi af vores helligdage, og derfor kan jeg også sagtens forstå debatten og diskussionen. Og ja, det gør indtryk, når den samlede fagbevægelse kommer med meldinger til mig som minister. Ja, det gør det.

Værsgo, spørgeren.

Vil ministeren udelukke, at man i fremtiden måske vil stjæle endnu en helligdag for at finansiere noget andet, eksempelvis på klimaområdet, psykiatriområdet eller andet? Eller er det her absolut sidste gang, at regeringen på nogen som helst måde vil gå ind og tage en helligdag? Kan ministeren garantere, at det aldrig kommer til at ske igen?

Ministeren.

Det her er et usædvanligt skridt i en usædvanlig tid, og det er ikke regeringens politik, at det her bare skal være et skridt ud af flere.

Værsgo, spørgeren.

Okay, så det vil ministeren ikke garantere. Ingen af de tre regeringspartier meldte ud i valgkampen, at man ville stjæle den her fridag fra danskerne. Forstår ministeren så, hvis der på baggrund af det er nogle danskere, der egentlig føler sig snydt?

Ministeren.

Jeg forstår, at der kan være modstand mod det, men jeg synes også, at man bør være fair og sige, at det parlamentariske arbejde foregår på en måde, hvor danskerne stemmer på nogle politikere, og hvor vi politikere, især hvis man har mod til at tage ansvar ved at gå ind i en regering, selvfølgelig har et ansvar for at få balanceret økonomien i Danmark.

Den her regering har meget klart sagt, at vi vil mere end bare lige køre den igennem med lodder og trisser; vi vil faktisk investere og give nogle massive løft nogle steder. Det kræver også, at man finder nogle penge, og det her er et udtryk for det.

Tak. Det var afslutningen på spørgsmål nr. 16. Tak til hr. Nick Zimmermann fra Dansk Folkeparti. Beskæftigelsesministeren beholder vi lidt endnu.

Så skal vi sige velkommen til hr. Torsten Gejl. Det er spørgsmål nr. 17, og det er stadig væk til beskæftigelsesministeren.

Værsgo til oplæsning.

Tak, formand, og nu videre til noget helt andet: Mener regeringen, at det er rimeligt, at mediet EnergiWatch på baggrund af udsagn fra fagforening og Arbejdstilsyn kan berette om usædvanlig ringe arbejdsforhold og en arbejdsdag, der er præget af stress og usikkerhed, på TotalEnergies i Nordsøen?

Ministeren.

Jeg har altid haft den holdning, at man hverken skal blive syg eller komme til skade af at gå på arbejde. Det mener jeg i den grad også stadig væk med kasketten på som beskæftigelsesminister. Derfor skal arbejdet på danske offshore olie- og gasanlæg selvfølgelig foregå ansvarligt ligesom på alle andre danske arbejdspladser – vi skal værne om det gode arbejdsmiljø. Det er uacceptabelt hvert eneste sted, hvor der brydes med det. Sikkerhed og sundhed på danske offshore olie- og gasanlæg reguleres af offshoresikkerhedsloven, og det følger af loven, at olie- og gasselskaberne skal sikre, at sikkerheds- og sundhedsmæssige risici og risici for større miljøhændelser er identificeret, vurderet og nedbragt så meget, som det rimelig praktisk er muligt.

Arbejdstilsynet er dem, der fører tilsyn med, at lovgivningen overholdes, og de gennemfører tilsyn på hvert eneste af de bemandede offshoreanlæg samt de mobile anlæg mindst en gang om året. Hvis der bliver observeret forhold fra Arbejdstilsynets side, der kan eller skal forbedres, så vil det selvfølgelig være en del af de rapporter, der kommer. Arbejdstilsynet følger også op på, om virksomhederne forholder sig til de forhold, der er nævnt i tilsynsrapporterne, og også gennemfører de tilpasninger, der skal til.

Arbejdstilsynet har over for mig oplyst, at det er Arbejdstilsynets generelle vurdering, at TotalEnergies arbejder struktureret og seriøst med at overholde lovgivningen. Men hvis du spørger mig direkte, og det er det, spørgeren gør, om det er rimeligt, hvis arbejdsmiljøet ikke er i orden, så er svaret klart nej.

Værsgo til hr. Torsten Gejl fra Alternativet.

Spørgsmålet handler jo om arbejdsmiljø på danske olieboreplatforme, især på Danfeltet i Nordsøen. Og tilsynet med den danske olie- og gasproduktion viser jo over flere år en lang række problemer hos olieselskabet TotalEnergies, som driver feltet. Tre fagforeninger har medlemmer ansat på Nordsøen, og de retter hård kritik mod operatøren. I flæng nævnes udbredt stress, sikkerhedsudfordringer, overvågning af medarbejdere, udskamning og mobning af ansatte samt problemer med at forstå sikkerhedsprocedurerne – alt sammen i en udsat sektor, der holder til hundredvis af kilometer fra land, hvor sikkerheden ellers ofte nævnes som en topprioritet.

I fagforeningerne 3F, Dansk Metal og Dansk El-Forbund, som tilsammen repræsenterer foreningen af næsten alle de danske ansatte i den danske del af Nordsøen inden for olie- og gasproduktion, vækker tilsynene både hård kritik og bekymring. TotalEnergies anerkender, at der kan være en kulturkløft. TotalEnergies hæfter sig ved, at selskabet har en god dialog med Arbejdstilsynet og altid følger op på påtaler. Mener ministeren, at der bare er tale om en kulturkløft, og hvorfor i alverden har det her stået på i flere år?

Værsgo til ministeren.

Jeg tror faktisk godt, at der kan være noget om, når det kommer til arbejdsmiljødiskussionerne, at det handler om kultur nogle steder. Vi har sådan set en ret stolt dansk kultur i Danmark, hvor vi på vores arbejdspladser prøver at passe på vores medarbejdere. Den kultur skal vi sørge for man har alle steder ifølge den lovgivning, vi i fællesskab har vedtaget, uanset hvem der er ejer, og uanset om det er på land eller på vand. Så selvfølgelig gør det indtryk på mig, hvis der er forlydender om, at der er steder, hvor man ikke har den kultur.

Det er mig også magtpåliggende som beskæftigelsesminister, at det tilsyn, vi så har, faktisk fungerer, og det er jeg optaget af at det gør, bl.a. med de her årlige tilsyn på hver eneste platform.

Hr. Torsten Gejl.

I 2017 overtog TotalEnergies retten til at bore efter gas og olie på Gorm- og Danfeltet i Nordsøen. I mediet EnergiWatch erkender TotalEnergies, at sammenlægningen af virksomhedskulturer og arbejdsmetoder fra Mærsk Oil til TotalEnergies har skabt udfordringer, helt naturligt, og at det har været krævende for både ledere og medarbejdere.

Mener ministeren, at udbredt stress, sikkerhedsudfordringer, overvågning af medarbejderne, udskamning og mobning af ansatte samt problemer med at forstå sikkerhedsprocedurerne er »helt naturligt« som led i en virksomhedsoverdragelse?

Ministeren.

Nej, under ingen omstændigheder skal man kunne bruge en virksomhedsoverdragelse som undskyldning for, at der er folk, der føler sig udskammet og mobbet. Det er imod loven, og derfor er det også noget af det, Arbejdstilsynet er ude at holde opsyn med. Det er også noget af det, der har været påtalt, og derfor venter der selvfølgelig, som følge af Arbejdstilsynets besøg, hvis man identificerer det her – noget af det har jo været en del af rapporterne – et struktureret arbejde for at få det et bedre sted hen. Det er det, Arbejdstilsynet er til for, og jeg er glad for, at der så bliver fulgt op dér, hvor man har fundet det.

Tak for det. Værsgo til spørgeren for det sidste spørgsmål.

TotalEnergies siger i EnergiWatch, at de er i løbende dialog med Arbejdstilsynet om de observationer, der helt naturligt forekommer under deres tilsyn på offshoreboreplatformene. Der står: »Eventuelle påtaler ... bliver altid fulgt op og afsluttet i samarbejde med tilsynet.«

Synes ministeren, at det lyder, som om arbejdsmiljøproblemerne er blevet afsluttet? Hvis ikke, vil ministeren så garantere for, at det sker i løbet af højst et år, ikke mindst set i lyset af at medarbejderne på Danfeltet mener, at det kun er et spørgsmål om tid, før der sker en ulykke?

Ministeren.

Det, jeg vil garantere, er, at jeg som beskæftigelsesminister er uhyre optaget af arbejdsmiljø, uanset hvor det foregår, og at jeg målrettet vil gå efter, at ingen kommer til skade eller bliver syge af at gå på arbejde. Der er vi desværre ikke, og selv om vi har lovgivet om, at dårligt arbejdsmiljø er ulovligt, så findes det stadig væk derude.

Derfor er det selvfølgelig også vigtigt, at jeg som minister tager ansvar for – og at vi i Folketinget gør det – at den lovgivning, vi har, bliver håndhævet og fulgt op på så målrettet som muligt, og at dér, hvor der er problemer, kommer vi efter dem.

Tak til hr. Torsten Gejl fra Alternativet, og tak til beskæftigelsesministeren. Der er ikke flere spørgsmål.

Det næste spørgsmål, som også er til beskæftigelsesministeren, er fra hr. Pelle Dragsted fra Enhedslisten, og fru Victoria Velasquez, også fra Enhedslisten, er medspørger.

Værsgo.

Mange tak, formand. Spørgsmålet lyder: Mener regeringen, at det er balanceret, at det er lønmodtagerne, der gennem afskaffelsen af en fridag skal betale for regeringens prioriteringer, herunder store skattelettelser til de allerrigeste danskere?

Ministeren.

Jeg mener samlet set, at det her regeringsgrundlag er balanceret. I en tid, hvor vi som regering jo også meget tydeligt har sagt, at hvis der er reelle ambitioner om at ville give nogle massive løft af ting, er der også samtidig en forpligtelse til at finde pengene, fordi vi ikke har en økonomi, hvor man kan lave meget store investeringer uden samtidig at skaffe finansiering. Det mener jeg er balanceret.

I den her sammenhæng handler det om at gøre store bededag som helligdag til en almindelig arbejdsdag fra 2024 for til gengæld at bidrage til, at vi også i fremtiden har penge til et massivt og nødvendigt løft af vores forsvar i den tid, vi lever i. Det er det, der har været regeringens opgave at skaffe finansiering til i den her sammenhæng, og det gør vi, ved at danskerne skal arbejde en dag mere. Det mener jeg er rimeligt.

Pelle Dragsted.

Nu hører vi den samme sang igen om, at man er nødt til at tvinge danskerne til at afgive en fridag for at kunne finansiere forsvaret. Men som vi har været inde på tidligere i dag over for finansministeren, så passer det jo ikke, for på samme tid bruger man i regeringen 7 mia. kr. på at sænke skatten. Mange af dem, i hvert fald 2 mia. kr. og nok også lidt flere af dem, bruger man på at sænke skatten for de allerallermest velstående grupper i vores samfund. Det kunne man lade være med, og så havde man råd til sine prioriteringer på forsvarsområdet.

Så det passer jo ikke, og det har danskerne gennemskuet. Regeringen kan bare droppe de planlagte skattelettelser eller bare udskyde dem et par år, så ville de have de samme penge til forsvaret, uden at vi skulle opgive vores forårsfridag sammen med familien. Derfor siger syv ud af ti danskere også klart nej tak, når de bliver spurgt i en meningsmåling, om de bakker op om det her forslag. Derfor har over 200.000 danskere i løbet af et døgn skrevet under på en underskriftsindsamling mod det her forslag. Men regeringen er øjensynligt helt ligeglad.

Sidste uge stod vi her sammen med ministeren, og der sagde ministeren, at nu ville der komme et forslag, og så skulle det debatteres, og så ville man lytte til kritikken. Men det gør man jo ikke. Man kører bare frem og hen over danskerne, hen over lønmodtagerne, hen over lønmodtagernes organisationer. Det er alvorligt, for som vi talte om sidst, er man kommet som en tyv om natten med det her forslag. Det var ikke noget, man fortalte vælgerne om før valget; hverken Socialdemokraterne, Moderaterne eller Venstre havde modet til at fortælle befolkningen før valget, at man ville stjæle en forårsfridag fra dem.

Her i weekenden kom der en meningsmåling, som jeg synes viser problemet ved regeringens fremgangsmåde. Den viste, at hver tredje af de vælgere, der havde stemt på et af de tre regeringspartier, ikke ville have gjort det, hvis regeringen havde haft modet til at være ærlige, de ville ikke have gjort det, hvis regeringen havde fortalt, at de ville fjerne en fridag.

Så mit spørgsmål til ministeren er egentlig meget enkelt: Tror ministeren, at regeringen havde været der i dag, tror ministeren, at ministeren havde været minister i dag, hvis man ærligt havde sagt til befolkningen, at man ville stjæle en fridag fra dem?

Ministeren. Der er ½ minuts taletid.

Det er jo et ja/nej-spørgsmål, og svaret er ja. Men det er jo helt umuligt både at spole tilbage og bevise eller for den sags skyld sætte det ind i en større sammenhæng. Men ja, jeg tror grundlæggende, at det, det her valg viste, var, at der også er respekt for partier, der tør tage ansvar. Og jeg mener sådan set også, at der er brug for, at der er partier, der tør det. Det handler også om at skaffe penge til det, man gerne vil, det handler også om at få balance i økonomien og få det til at gå op i en højere enhed. Og det er det her et udtryk for.

Hr. Pelle Dragsted, værsgo.

Jamen altså, jeg ved ikke, om ministeren underkender det her spørgsmål. Et repræsentativt udvalg af danskerne er blevet spurgt: Hvis du havde kendt til forslaget om at afskaffe store bededag, ville du så have sat dit kryds et andet sted ved folketingsvalget den 1. november? 35 pct. svarer ja til det spørgsmål.

Så det er jo ikke korrekt, når ministeren siger, at hvis man havde været ærlig om det her, havde man stadig væk været i regering. Det havde man ikke, for så havde danskerne sat deres kryds et andet sted, og det er jo der, den demokratiske fadæse i det her forslag ligger.

Ministeren.

Nu gik spørgsmålet på, hvad jeg troede, og ikke på, om jeg anerkendte en meningsmåling, som jeg ikke lige har kendskab til metoden bag. Det er ikke, fordi jeg betvivler, at man har spurgt korrekt, men nu spurgte spørgeren til, hvad jeg som minister troede, og der må jeg jo tage udgangspunkt i mig selv og ikke i faktum. Det var med det udgangspunkt, der blev svaret. Jeg står fuldt på mål for det her forslag.

Tak for det. Så skal vi byde velkommen til medspørgeren. Værsgo, fru Victoria Velasquez.

Tak. Jeg tror simpelt hen ikke på, at ministeren reelt mener, at det her er balanceret. Uligheden vokser, og med de forslag, som den nye regering lægger frem, vil uligheden vokse endnu mere, og det kan jeg simpelt hen ikke tro på at man mener er balanceret. Det lyder altså meget mærkeligt. Hvordan skulle noget, der er så ulige, og som får noget til at blive endnu mere ulige, være noget, der er balanceret? Det kan ikke lade sig gøre.

Men jeg vil gerne hive fat i en ting, som ministeren både har sagt i dag og også sagde sidste gang, vi var i Folketingssalen sammen, og det handler om det her med at lytte. Ministeren sagde, at man ville lytte til kritikken, men alligevel ser vi, at høringen er for kort. Over 200.000 danskere har nu givet deres underskrift, vi har en samlet fagbevægelse, som siger fra, og der er rigtig mange andre, der siger fra. Vil ministeren lytte til det, eller vil regeringen tromle forslaget igennem?

Ministeren, som har 1 minut.

Selvfølgelig gør det indtryk, og en høring er jo til for at få folks input. Jeg synes også, man må stå fast på, at forhandlinger i politik både handler om at definere, hvad man gerne vil med politik, men selvfølgelig også, hvordan man betaler for det. Den sidste del er sjældent så populær, og derfor synes jeg også, det er svært på en eller anden måde at afkoble de to ting.

Jeg hører ikke, at der er et massivt flertal, der er imod, at vi faktisk opruster vores forsvar og sikkerhed i en tid, der kalder på det. Det er klart, at man kan finansiere det på forskellig vis. Jeg er ikke typen, der taler om nødvendighedens politik, og at det her er det eneste forslag, der kan bruges, men til gengæld kan jeg identificere et hav af forslag, der ville skabe endnu større ulighed eller ramme mindre grupper meget hårdt i forsøget på at finde 3 mia. kr., og det ønsker jeg som socialdemokrat ikke.

Værsgo, spørgeren.

Men man kan jo sagtens bruge råderummet, som regeringen jo selv kommer til at foreslå. Eller man kunne droppe nogle af de planlagte skatterabatter, som vil gå til nogle af de allerrigeste virksomhedsarvinger – nogle af dem, der i dag betaler topskat.

Det er derfor, at jeg ikke kan lade være med at reagere på, at ministeren bliver ved med at sige, at det her er balanceret. Det synes jeg man skal holde sig for god til at gøre, når 75 pct. af malerne – hvis vi skal tage et konkret eksempel – tager medicin for at kunne tage på arbejde. De skal arbejde en ekstra dag, de mister en fridag. Det er jo ikke balanceret; det rammer nogle hårdere end andre og får uligheden til at vokse endnu mere.

Værsgo til beskæftigelsesministeren.

Man kan jo godt mene, at hver eneste af de ting, der er ambitioner om massivt at løfte, skal råderumsfinansieres, men så løber man bare ret hurtigt tør for penge. Derfor er det jo et faktum – det er ikke nødvendighedens politik, sådan at der kun er én løsning på alting, men det er et faktum – at hvis man vil løfte forsvaret, så skal man finde pengene til det, hvis man ikke samtidig skal bruge hele råderummet og dermed ikke have mulighed for at få flere medarbejdere i den offentlige sektor, når der kommer flere børn og ældre, eller løfte psykiatrien eller bevare retten til tidlig pension, hvilket jeg i hvert fald synes jeg er utrolig vigtigt at få fremtidssikret.

Tak. Så skal vi igen sige velkommen til hr. Pelle Dragsted. Værsgo, der er ½ minut.

Det er meget enkelt, for det, der er et faktum, er, at regeringen i dens regeringsgrundlag vælger at bruge 7 mia. kr. på at sænke skatten, heraf en betydelig andel af dem, cirka svarende til, hvad man får ind på at afskaffe helligdagen, til skattelettelser til de allermest velhavende danskere: til virksomhedsarvinger, til boliginvestorer, til kapitalfonde og til folk, der tjener over 500.000 kr.

Kan ministeren ikke bare bekræfte – jeg prøvede også at spørge finansministeren tidligere – at hvis regeringen opgav bare den del af skattelettelserne, der går til de mest velstående grupper i de her samfund, havde man de penge til forsvaret uden at snuppe en fridag fra danskerne?

Værsgo til ministeren.

Selvfølgelig handler det om, at det i det samlede billede skal gå op, og at pengene skal passe. Vi har identificeret et område, nemlig forsvaret, som vi synes – det behøvede man ikke, men det er nu engang regeringens holdning – vi er nødt til at investere i i den tid, vi lever i, også for at leve op til det, vi har lovet vores allierede.

Det skal man bruge penge til. Hvordan gør man så det? Der har vi peget på, at det, at alle danskere arbejder en dag mere, er en solidarisk måde, hvorpå rigtig mange bidrager med en dag, i stedet for at man tager pengene fra f.eks. en mindre gruppe, der ville blive ramt meget hårdt.

Tak. Det var afslutningen på spørgsmål nr. 18.

Spørgsmål nr. 19 har samme spørgehold, men denne gang er det fru Victoria Velasquez, som er hovedspørgeren, og hr. Pelle Dragsted, som er medspørger, og det er også denne gang til beskæftigelsesministeren.

Værsgo til fru Victoria Velasquez, Enhedslisten.

Hvorfor vil regeringen i forbindelse med at afskaffe store bededag bryde med traditionen om ikke at gribe politisk ind i løn- og arbejdsforhold?

Ministeren.

Vi har meget klart sagt fra dag et i regeringen, at det er en ekstraordinær tid, at det er et ekstraordinært løft af vores forsvar, og derfor er det også et ekstraordinært greb. Jeg står fuldt på mål for, at når man vil bruge penge, skal man også finde dem, og for krydset her med nogle i mine øjne nødvendige forsvarsinvesteringer, hvor det er bredt ud på rigtig, rigtig mange danskere.

Det er jo også derfor, vi hører så mange stemmer imod det; det er, fordi det er noget, der rammer meget bredt, men hvis vi til gengæld alle sammen løfter en lille smule i flok, rammer det også mindre, end hvis man havde ramt en mindre gruppe. Derfor har det været vores bud. Man kunne have gjort det på andre måder, men alt handler også om at finde en balance, og det her synes jeg faktisk er et udtryk for en balance.

Værsgo til spørgeren, som har 2 minutter.

Man kunne jo sagtens have gjort det uden at lave et indgreb i overenskomsterne og uden så klart og tydeligt at stille sig på arbejdsgivernes side. Der er rigeligt med muligheder, som man fra regeringens side kunne have valgt at bruge. Her vælger man som regering at bryde med den demokratiske ret, du som lønmodtager har til at have indflydelse på dine løn- og arbejdsvilkår. Den har man jo gennem den danske model, som regeringen nu går ind og tromler. Oven i det gør man det også på bekostning af lønmodtagerne med økonomiske konsekvenser for dem. Det her indgreb, som regeringen vil lave, betyder, at en tømrer mister 1.687 kr., at en murer mister 1.745 kr., og at en anlægsgartner mister 1.516 kr., og sådan kunne man fortsætte.

Det er jo penge, som de har opnået gennem deres demokratiske ret ved overenskomstforhandlingerne, hvor de har valgt nogle tillidsrepræsentanter, der har repræsenteret dem i overenskomstforhandlingerne og har brugt politisk kapital og forhandlingskapital på at få de her penge hen på et bestemt område. De penge er nu dem, som regeringen vil tage og give til arbejdsgiverne. Det bliver jo også absurd, at man, når man også repræsenterer arbejdsgiverne i det offentlige, så på den måde tager pengene og får en besparing.

Hvordan kan man vælge at køre en så ensidig arbejdsgiverpolitik og så kalde det balanceret? Jeg vil sige, at det er længe siden, jeg har set noget på skærmen, der så klart har indikeret klassekamp. På DR har man set arbejdsgiverne juble over, at de nu får den samme arbejdskraft til billigere penge, mens lønmodtagerne har sagt fra og sagt nej. Hvordan kan man som socialdemokrat kalde det afbalanceret?

Ministeren, som har ½ minut.

Som sagt mener jeg faktisk, at det handler om balancer. Det gør det selvfølgelig, når det kommer til, hvor man ellers kunne have fundet 3 mia. kr. Der er godt nok mange ting, der ville gøre markant mere ondt, i forhold til at ramme nogle mere udsatte grupper. Jeg synes også, det handler om et regeringsgrundlag, som i mine øjne samlet set er i balance, også når det kommer til faktisk at værne om nogle af de ting, der traditionelt er vigtige for lønmodtagersiden. På den måde er man også nødt til at se tingene i sin helhed.

Værsgo til Victoria Velasquez, som har ½ minut.

Men er det at se tingene i sin helhed, når man som et lyn fra en klar himmel på den måde går ind og griber ind i overenskomstforhandlingerne? Man kunne have indkaldt til trepartsforhandlinger, man kunne have gjort rigtig mange andre forskellige ting og sagt: Vi ser, der er en udfordring. Det kunne endda være, at det, man har sagt tidligere om at skulle tænke reformer på en ny måde og arbejde klogere eller mere hensigtsmæssigt og tænke i arbejdsmiljø, kunne man rent faktisk have gjort i stedet for på den her måde at lave et direkte angreb på den danske model.

Vil ministeren ikke hjælpe mig med at forstå, hvad det er, der er afbalanceret ved at angribe den danske model på den her måde?

Tak! Ministeren.

Jeg vil godt understrege, at alt det, der i øvrigt bliver spurgt til af spørgeren i forhold til også at tænke i arbejdsmiljø og at tænke på at arbejde klogere, har jeg i den grad som minister også stadig en ambition om at vi får på bordet og at vi får snakket om. Det er ikke i modstrid med også at have en opgave i at finde nogle penge til en, synes jeg, nødvendig investering i vores forsvar i den tid, vi lever i.

Tak til fru Victoria Velasquez. Og så skal vi sige velkommen til hr. Pelle Dragsted igen. Der er 1 minut. Værsgo.

Det her spørgsmål drejer sig om, hvorvidt regeringen griber ind i den danske aftalemodel – og det gør regeringen. Regeringen vedtager et lovforslag, hvori man kan læse, at det er et direkte indgreb i aftalerne. Det betyder helt konkret for medarbejdere derude, at de får taget nogle tillæg fra sig, som de har forhandlet sig til i nogle lokale eller centrale lønforhandlinger. Dem tager regeringen og putter ned i lommen på arbejdsgiveren, ovenikøbet også på de offentlige arbejdsgivere, hvor man selv er part. Det er uomtvisteligt.

Hvis ikke ministeren tror på, hvad jeg siger, kan vi høre f.eks. Nana Wesley, lektor og arbejdsmarkedsforsker ved Københavns Universitet. Hun siger: »Det her er en klar politisk indblanding i aftalemodellen.« Søren Kaj Andersen, centerleder ved FAOS, siger:

»Man må sige, at lovforslaget fra regeringen meget utilsløret, direkte og konkret griber ind i overenskomsterne og fjerner bestemmelser ...«.

Anerkender ministeren, at regeringen griber ind politisk ved lov i gældende overenskomster?

Ministeren har 1 minut.

Jeg har aldrig givet udtryk for ikke at tro på spørgeren eller betvivlet det, spørgeren siger – faktisk tværtimod. Det har konsekvenser for overenskomsterne. Det har både den konsekvens, spørgeren henviser til, men det har også den konsekvens, at vi som regering med troværdighed kan sige, at når du arbejder på den her fredag i fremtiden, får du faktisk løn for det. For det er jo også noget af det, de samme paragraffer går ind og gør, nemlig hæver lønnen med 0,45 pct.

Selvfølgelig er det det, der står, og jeg har aldrig betvivlet spørgerens ytringer. Nu siger spørgeren: Hvis du ikke tror på mig, så tro på nogle andre. Men det mener jeg sådan set ikke at jeg har sagt at jeg ikke gør.

Værsgo, medspørgeren.

Altså, nu synes jeg, det lyder, som om lønmodtagerne skal være glade for, at regeringen sikrer, at lønmodtagerne får løn for arbejdet. Jeg tager det som helt givet, at hvis man arbejder flere timer, får man også løn. Så det synes jeg ikke at man sådan skal rose sig selv for.

Men jeg hører ministeren sådan, at ministeren anerkender, at det her er et lovindgreb i gældende overenskomster. Så jeg vil gerne spørge ministeren: Har ministeren nogen fortilfælde fra nyere tid, hvor en regering, ikke i forbindelse med en konflikt, hvor en aftale skulle ophøjes til lov, griber ind og ændrer bestemmelser, som er forhandlet af arbejdsmarkedets parter? Har ministeren et fortilfælde?

Værsgo, ministeren.

Jeg tror egentlig heller ikke, at jeg giver udtryk for, at jeg synes, at fagbevægelsens kritik burde være jubel i stedet for. Tværtimod har jeg faktisk været meget ærlig og sagt, at jeg godt kan forstå, der er diskussion, når man beder danskerne om at arbejde mere. Jeg kan godt forstå, at der er diskussion, for vi holder alle sammen af vores helligdage.

Vi gør det, fordi det er en ekstraordinær situation. Vi gør det, fordi vi synes, der skal ske et nødvendigt løft af vores forsvar og sikkerhed i den tid, vi lever i. Så det er jo en helt ærlig udlægning i den sammenhæng, jeg synes jeg kommer med.

Tak til hr. Pelle Dragsted. Så skal vi have hovedspørgeren igen. Værsgo. Der er ½ minut til fru Victoria Velasquez, Enhedslisten.

Men hvorfor er det lønmodtageren, der skal betale i form af sine demokratiske rettigheder og at få angrebet den danske model og overenskomsterne? Hvorfor er det lønmodtageren, der skal betale, jeg nævnte før mange hundrede kroner, nogle helt op til knap 2.000 kr.?

Hvorfor er det de lønmodtagere, der skal betale økonomisk for det her, samtidig med at ministeren åbenbart mener, at det er en helt ekstraordinær situation, hvor vi skal give rekordstore skatterabatter til virksomhedsarvinger og til nogle af dem, der betaler topskat?

Tak. Ministeren.

Jeg synes jo faktisk, at hvis man som regering vil bruge penge, skal man også finde dem. Jeg synes også, det er helt fair, når et flertal i Folketinget sætter sig sammen og finder de løsninger, der skal til. Selvfølgelig skal det diskuteres i Folketingssalen. Det bliver det også lige rundt om hjørnet. Selvfølgelig skal der også være mulighed for at komme med høringssvar. Det giver vi selvfølgelig også.

Men at tro, at man kan skaffe finansiering, der ikke er nogen diskussion om, eller der ikke er nogen, der vil være imod, tror jeg bare er at bilde sig selv noget ind. Det bilder jeg mig i hvert fald ikke ind at vi kan som regering. Og derfor er det her ét finansieringselement.

Tak til beskæftigelsesministeren. Tak til spørgerholdet, hr. Pelle Dragsted og fru Victoria Velasquez fra Enhedslisten. Det var afslutningen på spørgsmål nr. 19.

Så skal vi til spørgsmål nr. 20, og det er stadig væk til beskæftigelsesministeren. Denne gang har vi også en medspørger og en hovedspørger. Hovedspørgeren er fru Betina Kastbjerg fra Danmarksdemokraterne, og medspørgeren er fru Charlotte Munch.

Værsgo, fru Betina Kastbjerg. Du må gerne stille spørgsmålet.

Tak for det. Er det ministerens opfattelse, at afskaffelsen af store bededag er en indgriben i den danske model?

Ministeren.

Jeg har stor respekt for den danske model og har også stor respekt for de overenskomstforhandlinger, som der er nogle parter der sidder og skal prøve at finde hinanden i. Det har jeg tiltro til at de godt kan.

Men jeg vil også holde fast i, at det også er os i Folketinget, der diskuterer, hvad det er for helligdage, vi har. Som jeg også lige selv har svaret på tidligere i spørgerrækken, har det en konsekvens i begge retninger, det står jeg da helt ved.

Værsgo, spørgeren. Der er 2 minutter.

Hvad vil regeringen så gøre for, at den danske befolkning ikke får det indtryk, at regeringen i fremtiden vil blande sig i den danske model en anden gang?

Værsgo til ministeren.

Det er faktisk ret afgørende for mig, at vi samlet set med det her regeringsgrundlag styrker den danske model. Det er helt utvivlsomt vigtigt, at vi har et organiseret arbejdsmarked i Danmark, hvor arbejdsmarkedets parter har så stor styrke, som de har. Det er også derfor, vi er inde at kigge på meget af det, der strammer bardunerne i lige præcis det system, og det er jeg stolt af er rummet i det her regeringsgrundlag.

Så når vi finder finansieringen til et, synes jeg, ret nødvendigt løft af vores forsvar og sikkerhed ved at afskaffe en helligdag, så er det, fordi det er en ekstraordinær situation og ikke i det hele taget ud fra en tvivl om, om den danske model er den rigtige, for det er den.

Værsgo, spørgeren.

Tak for det. Så vil jeg bare lige høre ministeren: Såfremt regeringen skal finde finansiering til noget andet i fremtiden, forventer I så at inddrage flere af danskernes helligdage?

Ministeren, værsgo. Der er ½ minut.

Det her har vi meget klart sagt er en ekstraordinær situation, og det er ikke regeringens politik, at det her er ét skridt ud af flere, nej.

Tak til hovedspørgeren i denne omgang. Så skal vi have medspørgeren frem til podiet, og det er fru Charlotte Munch fra Danmarksdemokraterne, som har 1 minut.

Tak. Er det ministerens opfattelse, at det kan skabe forvirring om regeringens standpunkt i forhold til den danske model, når regeringen i diskussionen om EU's mindstelønsdirektiv kritiserer EU for at blande sig i den danske model, men nu selv bryder med den danske model i forhold til afskaffelsen af store bededag?

Værsgo til ministeren.

Nej, på ingen måde. Jeg synes ikke, det kan sammenlignes, og jeg synes, at i det annullationssøgsmål, vi har anlagt i dag, handler det rigtig meget om, at det her er et dansk spørgsmål, der skal håndteres i Danmark og ikke i EU.

Værsgo til spørgeren, som har ½ minut.

Tak. Jeg skal så bare bede ministeren be- eller afkræfte, at det er o.k. for den danske stat at blande sig i den danske model, men ikke for EU.

Værsgo til ministeren.

Jeg mener, vi skal stå vagt om den danske model, men at annullationssøgsmålet er vigtigt. Jeg er også rigtig glad for, at et bredt flertal i Folketinget, arbejdsmarkedets parter og i det hele taget dansk opbakning har vist, at det her er noget af det, vi skal stå vagt om, for det er en vigtig grundsten i Danmark.

Tak til medspørgeren, fru Charlotte Munch. Og værsgo til hovedspørgeren, fru Betina Kastbjerg. Værsgo.

Tak for det. Så skal jeg lige afslutningsvis høre, om ministeren er enig med den tidligere minister Peter Hummelgaards svar på spørgsmål nr. S 1310 tilbage i 2021:

»Jeg vil gerne minde om, at det er et centralt element i den danske aftalemodel, at Folketinget og den til enhver tid siddende regering overlader den løbende regulering af løn- og ansættelsesvilkår til arbejdsmarkedets parter. Det gælder f.eks. også spørgsmål om frihed med og uden løn på helligdage. Der er således ikke lovregulering af helligdage og fridage. Derfor hører spørgsmålet om valgfrie helligdage til den danske aftalemodel. Det mener jeg ikke vi skal bryde med, og vi som regering og Folketing bør fastholde, at emner som dette forhandles af og mellem arbejdsmarkedets parter.«

Tak. Ministeren.

Spørgsmålet gik meget målrettet på fleksible helligdage, og der er jeg fuldstændig enig med min forgænger – det er jeg i det hele taget i det meste, vil jeg sige; han er en dygtig minister, også på sit nye område. Men i forhold til om vi skal til at lovgive om fleksible helligdage, så mener jeg nej.

Tak. Det var afslutningen på spørgsmål nr. 20. Tak til fru Betina Kastbjerg og fru Charlotte Munch fra Danmarksdemokraterne.

Så skal vi gå videre til spørgsmål nr. 21. Det er også til beskæftigelsesministeren, og denne gang er det fra hr. Peter Skaarup fra Danmarksdemokraterne, og fru Karina Adsbøl er medspørger.

Værsgo til hr. Peter Skaarup for oplæsning af spørgsmålet.

Tak for det. Spørgsmålet lyder sådan her: Hvad er ministerens holdning til, at den nye SVM-regering i sit regeringsgrundlag lovede at have fokus på længere svarfrister til høringssvar, men har givet en høringsfrist på kun 7 dage til sit forslag om at afskaffe store bededag?

Værsgo til ministeren.

Regeringen står fuldstændig ved, at det er målsætningen. Men der er også noget særligt i spil i lige præcis den her sag, der handler om ikke at være blind for timingen i forbindelse med forhandling om de private overenskomster, der pågår, og det at få klarhed over, hvad der ligger i regeringens forslag, og derfor vil vi gerne have det frem.

Hr. Peter Skaarup, værsgo.

Først vil jeg sige, at jeg synes, det er meget utidigt, at regeringen ikke overholder det, man selv siger i sit regeringsgrundlag. Så er det rigtigt, at der kan komme alle mulige gode eller dårlige undskyldninger for, hvorfor man så ikke gør det. Men det er klart, at når man lavede et regeringsgrundlag for kort tid siden, hvor man sagde, at nu skal det hele være bedre, at nu skal vi ikke være magtfuldkomne, og at man nu skal sørge for, at de gode gamle dyder bliver overholdt, altså høringsfrister, der lever op til normale målsætninger, sådan at Advokatsamfundet og andre, der kommer med bidrag, har 1 måned til det, så er det jo lidt pinligt, at man kommer nu og skærer ned, så de kun har 7 dage.

Jeg vil høre, om ministeren på den baggrund vil rette ind og sørge for, at den høringsfrist, regeringen så giver organisationerne, bliver 1 måned i stedet for de 7 dage. Lad mig minde om, at fagbevægelsen, som jo er dybt involveret i de her overenskomstforhandlinger, siger, at for dem kunne man fint have en længere frist. Jeg vil også fra Folketingets side, hvor vi jo sidder med de her høringssvar og kigger meget nøje på, om der skal stilles spørgsmål eller andet, hilse og sige, at de her 7 dage jo er med til at forringe lovkvaliteten, for det arbejde, der kommer, er desto dårligere, når man kun har kort tid til at kigge på det.

Ministeren, værsgo.

Jeg er ikke sikker på, at jeg hørte et spørgsmål, men lad mig så i hvert fald kommentere på kommentaren i forhold til processen og det samlede billede. Det er vigtigt for mig, og det er mit klare indtryk, at det også gælder for den samlede regering, at det her ikke bliver reglen, og det er der heller ikke på nogen måde lagt op til.

Tværtimod skriver vi sort på hvidt, at det skal være hovedreglen, at der skal være ordentlig tid også til høringsfristen. Det kommer også til at være billedet; det vil vi bestræbe os på. For at der ikke skal være tvivl om det, er der ikke tale om hastebehandling i Folketinget. Det tænker jeg at spørgeren er helt bevidst om, men hvis der skulle sidde nogen og være i tvivl, vil jeg i hvert fald også bare lige understrege det.

Værsgo, hr. Peter Skaarup. Der er ½ minut.

Tak. Jeg kan lige repetere spørgsmålet, hvis det var lidt uklart for ministeren. Spørgsmålet var simpelt hen: Når man nu har oplevet så meget diskussion om det her og organisationerne er meget pikerede over, at de har fået så kort tid til at kigge på det, og jeg siger her, at det efter vores og mange andre partiers opfattelse er dårlig lovkvalitet, når man får så kort tid til høringssvarene, fordi det jo smitter af på folketingsarbejdet bagefter, vil ministeren så her i dag tilkendegive, at man udvider den høringsfrist, så den ikke er på 7 dage, men 1 måned som normalt?

Ministeren.

Vi har lagt en proces an med en høringsfrist i den her uge, og derefter er der en fuld lovbehandling – der er ingen hastebehandling, men en fuld lovbehandling – og det er, som jeg også helt ærligt har sagt tidligere og også i mit første svar her i dag, fordi vi er helt bevidste om timingen i forhold til de private overenskomstforhandlinger, der pågår, og det er den tidsplan, jeg kører videre med.

Tak til hr. Peter Skaarup i første omgang. Så skal vi sige velkommen til medspørgeren. Værsgo, fru Karina Adsbøl.

Tak for det. Hastværk er lastværk, så jeg skal først og fremmest høre ministeren, om der er fejl i det lovforslag, der er sendt i høring med en 7-dageshøringsfrist. Det må ministeren jo svare på efterfølgende. Så vil jeg, når regeringen i sit regeringsgrundlag skriver, at høringsfrister bør være mindst 4 uger, også godt høre, om ministeren ikke kan bekræfte, at det lever man ikke op til. Man lever simpelt hen ikke op til sit eget regeringsgrundlag i forhold til det her.

Så synes jeg også, at det er sådan lidt pinligt, når ministeren henviser til, at det ikke er et hastelovforslag, og det er det jo ikke, men høringsfristen på 7 dage er da hastende. For som der også har været skrevet om, går regeringen stik imod sit eget princip med det her helligdagsforslag, og det giver jo heller ikke parterne ret mange dage til at gennemføre nogle høringssvar. Man kunne man tro, at det er for at køre parterne over, og at man måske er ligeglad med de her høringsfrister eller de høringssvar, der kommer.

Tak. Ministeren.

Tak for at bekræfte, at det ikke er hastebehandling i Folketinget. Jeg står da helt ved, at høringsfristen er kort, og jeg har også meget klart og tydeligt sagt, hvorfor jeg mener, det er at foretrække i den givne situation. Jeg vil godt understrege til fulde, at det ingenlunde er et spørgsmål om, at de høringssvar, der kommer ind, ikke bliver taget alvorligt og ikke bliver taget ned. Det gør de selvfølgelig.

Fru Karina Adsbøl.

Det virker, som om det her skal køres igennem uanset hvad, og selv om det, kan man sige, på den måde ikke er en hastelovbehandling, har man jo sat en høringsfrist på 7 dage. Hvis man nu havde sat en høringsfrist på 1 måned, altså 4 uger, så havde det måske set anderledes ud.

Men så vil jeg egentlig godt vende tilbage til det med den danske model. For det var jo netop sådan, at ministerens tidligere kollega overordnet svarede på det spørgsmål nr. S 1310 om det samme emne, som ministeren har forberedt sig på i dag:

Jeg vil gerne minde om, at det er et centralt element i den danske aftalemodel, at Folketinget og den til enhver tid siddende regering overlader den løbende regulering af løn- og ansættelsesvilkår til arbejdsmarkedets parter. Det gælder f.eks. også spørgsmål om frihed med og uden løn på helligdage. Der er således ikke lovregulering om helligdage og fridage.

Og det var jo et svar, som den tidligere minister gav.

Tak. Ministeren.

Men der kan jeg til fulde bare sige, at det, jeg lige har svaret, stadig væk står til troende, og det gør det også, når det er fru Karina Adsbøl, der spørger om det. Jeg har stor respekt for den danske aftalemodel, og jeg vil også fortsat have det, og jeg er også rigtig glad for, at vi med regeringsgrundlaget faktisk strammer op på noget af det, der også skal sikre, at vi har et organiseret arbejdsmarked i fremtiden.

Tak til medspørgeren. Værsgo til hr. Peter Skaarup for et sidste spørgsmål. Der er ½ minut.

Ja, og det bliver så lige to spørgsmål. Det ene er, om regeringen, når man nu har erkendt, at man faktisk har begået fejl i den her sag – først siger man jo, at det er et krav, at pengene til forsvaret skal findes ved afskaffelsen af store bededag, og det er det måske så ikke helt alligevel, finder man ud af – så ikke også kunne erkende, at man har taget fejl med den her korte, korte høringsfrist.

Det andet spørgsmål går simpelt hen på, om ministeren vil erkende, som fru Karina Adsbøl også var inde på, at der faktisk er fejl – det har dagbladet B.T. jo fundet – i det lovforslag, der er lagt frem. Og hvornår vil man rette og hvordan vil man rette de fejl, der nu er forefundet i det her forslag?

Tak. Værsgo til ministeren.

Man må godt bruge sine 30 sekunder på to spørgsmål, hvis man kan nå det, og så skal jeg se, om jeg også kan nå at svare på begge to. I forhold til det første: Jeg mener, at der er hensyn, der taler for, at det her er tidsplanen.

I forhold til det andet er det ikke min overbevisning, eller det er ikke kommet mig i hu, at der skulle være fejl i vores lovforslag. Men det er jo også noget af det, der er mulighed for at rette til både efter høringsfristen og i forbindelse med Folketingets behandling, hvis der findes fejl. Men jeg har ikke set nogen endnu.

Så vil jeg denne gang gerne sige tak til beskæftigelsesministeren – der er ikke flere spørgsmål – og tak til hr. Peter Skaarup og tak til fru Karina Adsbøl fra Danmarksdemokraterne. Det var afslutningen på spørgsmål nr. 21. Jeg beklager, at formanden her hoster; det er ikke så heldigt.

Vi skal til spørgsmål nr. 22, som er til den nye minister for fødevarer, landbrug og fiskeri, og spørgeren er hr. Søren Egge Rasmussen fra Enhedslisten. Og begge er klar.

Værsgo for oplæsning af spørgsmålet.

Tak. Der står intet om dyrevelfærd i regeringsgrundlaget, men rutinemæssig halekupering af grise er ulovligt i Danmark, og alligevel halekuperes over 95 pct. af de 30 millioner grise, der produceres i Danmark – tror ministeren, at en stor del af halekuperingerne foretages rutinemæssigt, f.eks. for at imødekomme kravene til eksporten af de 14 millioner smågrise?

Tak. Og værsgo til ministeren, som har 2 minutter.

Tak for spørgsmålet. Tak til hr. Søren Egge Rasmussen for at sætte fokus på et vigtigt problem, for det er rigtigt, at vi har en udfordring med halekuperingen i Danmark. Det er jeg fuldstændig enig med hr. Søren Egge Rasmussen i, og lad mig derfor starte med at slå fast, at dyrevelfærd er et område, som ligger både regeringen og mig meget på sinde. Derfor fremgår det faktisk også, i modsætning til spørgsmålet, af regeringsgrundlaget, at vi også har dyrevelfærd adresseret specifikt i forhold til den dispensationsmulighed fra dyrevelfærdsloven i forhold til naturnationalparkerne, som vi skal have evalueret for netop at sikre, at dyrevelfærden er i orden.

Men derudover vil jeg også som ny minister gerne undersøge, om der bør gøres mere for at sikre dyrene et ordentligt liv og en god behandling. I den forbindelse kommer vi jo ikke uden om halekuperingen, og jeg er helt enig med hr. Søren Egge Rasmussen i, at andelen af halekuperede grise i Danmark fortsat er for høj.

Det seneste år er der taget flere initiativer, som har haft til hensigt at adressere netop det problem. I 2017 blev det statslige dyrevelfærdsmærke etableret, og en af betingelserne for at opnå mærket er, at grisene skal have haft hele haler, hverken kuperede eller afbidte, ved slagtning. Derudover blev der i 2019 indført skærpede krav på området, og de indebar bl.a., at der ved halekupering stilles krav om skriftlig risikovurdering med tilhørende handlingsplan for at undgå halebid fremadrettet. Vi må dog desværre erkende, at de initiativer ikke har haft den ønskede effekt, og vi skal derfor nu finde ud af, hvordan vi får løst opgaven med at nedbringe antallet af halekuperinger.

Vi skal heller ikke glemme, at det er et svært problem, vi står over for, for halekuperingerne sker jo for, at grisene ikke skal bide hinanden i halerne, og halebidte grise er også et dyrevelfærdsmæssigt problem. Det nytter derfor ikke at sige, at vi har en nultolerance over for halekuperinger, hvis konsekvensen så bare bliver, at grisene i stedet for bliver bidt af hinanden med risiko for infektioner og dermed store smerter til følge. Det er heller ikke foreneligt med dyrevelfærd, og derfor handler det om at finde de rigtige løsninger, som rent faktisk kommer dyrene til gavn.

Tak for det. Værsgo, hr. Søren Egge Rasmussen.

Tak for det. Og tak for, at ministeren erkender, at vi ikke er helt i mål. Man må jo konstatere, at i Sverige, Norge og Finland er halekupering forbudt, og der er det altså muligt at producere grise uden halekupering, og det er klart bedst for grisene.

Rutinemæssig halekupering af grise er forbudt i Danmark, men det er tilladt at halekupere pattegrisene inden for grisens 2.-4. levedøgn, såfremt der er skriftlig dokumentation for halebid. Den skriftlige dokumentation skal landmanden selv udarbejde. Vedkommende skal skriftligt med billeder lave risikovurdering og handlingsplan for sit landbrug, sådan at forholdene kan forbedres.

Ca. 14 millioner grise eksporteres, og her er standarden, at det skal være halekuperede grise. Nogle eksportører har som krav, at alle grise skal være halekuperet efter gældende lovgivning, såfremt køber har den nødvendige dokumentation herfor. Det virker, som om danske grise har så lidt plads i stalden og ikke ordentlige forhold i stalden, at halebid opstår, og importørerne af danske smågrise har lignende ringe forhold i stalden – og så kan producenter og eksportører og eksporten køre videre, fordi forholdene er lige ringe.

Det er den sammenhæng, som jeg synes der skal fokus på. For hvis vi kom frem til, at hovedparten af danske grise, der eksporteres, havde haler, så vil jeg gætte på, at der ville blive et problem under transporten under de stressede forhold, og så ville de måske komme ned til en stald, der ikke var i orden, hvor der var for lidt plads, for lidt rodemateriale, og så ville der opstå problemer.

Er ministeren enig i, at problemet med halebid ikke løses, når både producenter i Danmark og importørerne af danske smågrise har en økonomisk interesse i ikke at forbedre dyrevelfærden?

Tak for det. Værsgo til ministeren, ½ minut. Og så tager vi lige et formandsskifte her.

Jeg ved, at det er noget, som vi gennem længere tid, også under min forgænger, har været i dialog med erhvervet om, og det er selvfølgelig også et samarbejde, som jeg gerne ser fortsætte. Vi skal finde løsningen på det problem, som vi her diskuterer. Jeg ved også, at Fødevarestyrelsen er i gang og netop har opdateret deres vejledninger om halekupering, som indgår i retningslinjerne for, hvordan reglerne på området skal fortolkes og anvendes i praksis. Det betyder så også, at slagtegrisproducenterne skal skifte leverandør af smågrise, hvis de forventer at kunne holde grisene med hele haler, men deres smågrisleverandør kun kan levere halekuperede grise.

Tak. Så er det spørgeren.

I handlingsplanen for 2014-2020 – altså den frivillige aftale for bedre dyrevelfærd for svin – var målet, at andelen af halekuperede pattegrise skulle nedbringes markant. Jeg tror godt, man kan konstatere ved at kigge på resultaterne, at det ikke er blevet nedbragt markant. Mener ministeren, at det er et tilstrækkeligt fokus på at forbedre dyrevelfærden for grise, når 95 pct. af grisene bliver halekuperet?

Ministeren.

Nej, det mener jeg ikke det er. Det er også derfor, jeg siger i min indledning, at jeg vil følge op på, hvad det er for nogle initiativer, der allerede er taget, hvad det er for nogle resultater, det har givet, og hvad det er for nogle erfaringer, man har – det kan også sagtens være fra andre lande.

Men det er også vigtigt for mig at sige, at det her er en problemstilling, hvor vi ikke skal løse det ene problem med at have en nultolerance i forhold til halekuperinger for så bare at skabe et andet problem, hvis grisene bliver bidt i halerne med deraf følgende infektionspotentiale og tilsvarende smerte. Så vi skal finde den rigtige løsning. Det skal ske i dialog med erhvervet, og det skal ske i dialog med de styrelser, som arbejder med de her ting i dagligdagen.

Spørgeren, ½ minut.

Men altså, virkeligheden i øjeblikket er så, at der er 28 millioner smågrise, der halekuperes, hvis standarden er, ligesom den har været tidligere. Tror ministeren, at en dialog og sådan en frivillig aftale med en 6-årig handlingsplan er tilstrækkeligt for at løse problemerne? Eller er vi nødt til at komme frem til at have noget mere lovgivning, for at der sker fremdrift, så der kan blive færre grise, der bliver halekuperet?

Ministeren.

Jeg synes, det er væsentligt, at vi har et meget, meget stærkt politisk fokus på det her. Og jeg synes også, det er væsentligt, at vi har en tæt dialog med erhvervet, som jo også er interesseret i, netop som hr. Søren Egge Rasmussen sagde i sit tidligere spørgsmål, at der i forhold til eksportmuligheder er en dialog om og en interesse for det her. Jeg ved også, at der i forbindelse med den igangværende revision af EU's lovgivning på dyrevelfærdsområdet er nogle overvejelser, som er noget, vi fra dansk side følger meget, meget tæt, så det ikke kun er en dansk løsning, men sådan set er en EU-løsning, som vi kan finde. Det tror jeg faktisk vil være den kloge vej at gå, også hvad det her angår.

Tak til jer begge to. Her afsluttes spørgsmål nr. 22.

Vi går videre til spørgsmål nr. 23, og det er samme spørger.

Velkommen til hr. Søren Egge Rasmussen.

Tak. Der står ikke noget om dyrevelfærd for produktionsdyrene i regeringsgrundlaget, men hvert år kastreres 17,5 millioner pattegrise, hvilket ifølge reglerne skal ske under bedøvelse; imidlertid indikerer salget af bedøvelsesmidler, at kravet om bedøvelse ikke efterleves – vil ministeren gøre noget for at sikre, at kravet om bedøvelse inden kastration efterleves?

Ministeren, 2 minutter.

Også tak for det spørgsmål, og tak for også i det her spørgsmål at sætte fokus på et vigtigt element inden for dyrevelfærdsområdet, særlig i forhold til grisenes velfærd.

Det er og det var en klar forudsætning i svinehandlingsplanen tilbage fra 2014, at kastration uden bedøvelse skulle ophøre senest i 2018. For at sikre det blev det indarbejdet som et krav i branchens egen standard, »DANISH Produktstandard«, og ved en gennemgang i juni sidste år viste det sig, som også hr. Søren Egge Rasmussen rigtigt nok påpeger, at tallene ikke stemte. Der var ganske enkelt blevet udleveret for få bedøvende midler i forhold til det antal pattegrise, som var blevet kastreret. Så det vil sige, at det ikke var godt nok, og det skal vi selvfølgelig have fulgt op på.

Erhvervet har så også forsikret om, at de nu vil styrke indsatsen for, at branchekravet bliver efterlevet, hvilket de selvfølgelig også selv har en stor interesse i, da det jo er et løfte, de også afgiver i forhold til eksportmarkederne. Det har de så gjort på to måder. For det første har de øget deres egenkontrol og overvågning af området ved løbende at følge med i præparatforbruget på både besætningsniveau og på nationalt niveau. På den måde kan de holde øje med, om der er nogle besætninger, som bruger mistænkeligt lidt bedøvende middel i forhold til størrelsen af deres produktion. For det andet har de indført en tydelig og hurtig sanktionering, når det viser sig, at griseproducenten ikke lever op til sit ansvar, og i den forbindelse kan suspendering af DANISH-certifikatet komme på tale, hvilket potentielt kan få store konsekvenser for landmandens muligheder for at sælge grisen.

Derudover følger Fødevarestyrelsen nu med i, også meget nøje endda, om medicinforbruget passer med mængden af dyr. Jeg er åben over for at kigge på at ophøje de standarder, som branchen har pålagt sig selv, til lovgivning, hvis vi ikke kan konstatere en hurtig forbedring.

Så er det spørgeren, 2 minutter.

Tak for det. Det lyder godt, at ministeren er åben over for, at der kan være noget lovgivning, der skal skærpes, for at sikre, at grisene bliver bedøvet, inden de bliver kastreret.

Men jeg kan ikke lade være med også at sætte fokus på, at det jo ikke er den eneste løsning. Man kan jo sådan set producere hangrise uden kastration, og det er jo så det, der er tradition for i England, Holland, Spanien og Portugal, og når man så ovenikøbet kan se, at det har en klimafordel, at vi har at gøre med hangrise, som har en bedre foderudnyttelse, så de sådan set kan få en bedre tilvækst, så er der jo et potentiale for, at man kunne komme frem til at have en produktion, der kunne være bedre, hvis man kan finde ud af at håndtere det, ligesom de kan i England, Holland, Spanien og Portugal. Og jeg undrer mig meget over, at man er endt der, hvor hangriseproduktionen til slagtning er så lille i Danmark, når nu tilvæksten er større. Altså, det plejer at være sådan inden for landbrug, at jo mere man kan få ud af foderet, jo bedre, og at det så går i den retning. Det er så ikke sket her.

Jeg vil da gerne spørge ministeren, om ministeren har kendskab til, hvorfor den her produktion af hangrise i Danmark er så lille. Den har tidligere været større. Og ser ministeren nogen muligheder for, at vi politisk kan fremme, at der kommer flere hangrise til produktion uden kastration, så det ikke kun er et spørgsmål om at sikre, at der bliver en bedøvelse, hvis det er sådan, at grisen skal kastreres, men at der sådan set også er fokus på, at man kunne have en anden produktion? Det virker lidt mærkeligt, at man i Danmark har en så ensrettet produktion, og der må være en mulighed for, at man har flere nicher. Når man har 30 millioner grise, burde der vel være plads til, at man udviklede det i forskellige retninger og fandt frem til noget, der er bedre. Og når nu der er det her potentiale med en bedre tilvækst og en klimafordel, hvorfor så ikke gå efter det?

Så det var et spørgsmål om, om ministeren ser nogle muligheder for, at vi politisk skulle gå efter, at der ikke bare er fokus på kastrationen, men også fokus på at få flere hangrise i Danmark.

Tak for det. Ministeren.

Jeg vil altid være åben over for at diskutere, hvad det er for nogle rammebetingelser, vi giver landbrugserhvervet, og jeg tænker også, at det er vigtigt, at vi får dialogen, som jeg også sagde i min indledning, med erhvervet. For de har jo en egeninteresse i at sikre, at de her ting foregår på en fornuftig vis, for selv at leve op til deres egen standard.

Som sagt vil jeg også være klar til, hvis ikke vi kan se resultater af det, at ophøje det til lov, i givet fald at der vil være opbakning til det. For det er vigtigt, at vi kommer videre ad den vej, sådan at vi ser resultaterne og det ikke bare bliver ved snakken. For vi er ikke nået i mål endnu, så vi skal gøre yderligere, og det er jeg parat til at diskutere, også med erhvervet.

½ minut går hurtigt! Spørgeren.

Den her indsats for en forbedret dyrevelfærd, som var frivilligt aftalt, fra 2014 til 2020 er jo ikke kommet i mål på det her punkt i en frivillig aftale, og jeg synes, det er vigtigt, at vi har en lovgivning, som sikrer en bedre dyrevelfærd. Og det vil sige, at ministeren er åben over for, at vi kan kigge på noget her, som fremmer, at vi kunne få mere kontrol over kastrationerne, og at vi også kunne komme frem til, at vi har flere produktionsgrene i vores griselandbrug, sådan at vi kan undgå så mange kastrationer.

Ministeren.

Altså, vi har en udfordring, og det anerkender jeg, og det anerkender branchen også, og vi kan se, at den handleplan, der har ligget, ikke har leveret de resultater, vi har ønsket. Og det er derfor, at man kan sige, at der nu er kommet et ekstra politisk fokus på det, og der er også fokus på det fra branchens side. De har en egeninteresse i det, og som sagt er jeg klar til at kigge på det, også i dialog med branchen, og også til at hente erfaringer fra udlandet, som hr. Søren Egge Rasmussen henviser til. Så må vi kigge på det som et samlet hele, så vi får en løsning på det her, for det er en problemstilling, som der skal gøres noget ved.

Spørgerens sidste chance.

Jeg har noteret mig, at Dyrenes Beskyttelse har foreslået, at man skulle gå så langt, at man skulle forbyde kastration efter en bestemt dato, og det ville jo så tvinge et erhverv til at bruge andre metoder. Det kunne f.eks. være på slagterierne at være dygtigere til at finde det, hvis der var grise med ornelugt.

Kan ministeren se, at vi kan blive nødt til at sætte en dato for, hvornår vi skulle stoppe for den kirurgiske kastration af grise?

Ministeren.

Jeg mener som sagt fortsat, at vi skal arbejde for, at færre pattegrise bliver kastreret, og jeg vil ikke være afvisende over for, at vi også på et tidspunkt skal indføre det som et forbud. Men jeg tror heller ikke, at tiden er moden til det endnu, ud fra flere betragtninger, men bl.a. den betragtning, at en række af vores vigtigste eksportmarkeder på nuværende tidspunkt i hvert fald ikke accepterer de alternativer, der er til kirurgisk kastration.

Men det er jo også noget af det, som erhvervet skal arbejde med, og det vil jeg opfordre dem til at gøre. De skal arbejde med deres eksportmarkeder, så de får en forståelse for den her problemstilling, så vi også fortsat kan eksportere, men så vi også kan gøre det med en dyrevelfærdsmæssig tilgang, herunder til problemstillingen omkring kastration, så den bliver håndteret bedre, end den bliver for nuværende.

Tak til jer begge to, for spørgsmål nr. 23 er nu afsluttet.

Det næste spørgsmål er til den samme minister, men der er en ny spørger, og det er hr. Carl Valentin fra SF.

Værsgo.

Tak for det. Mener ministeren, at det er klogt at genopstarte minkproduktionen i Danmark på et tidspunkt, hvor vi risikerer at få et EU-forbud mod netop minkavl allerede inden for få år?

Ministeren, 2 minutter.

Tak til hr. Carl Valentin for spørgsmålet. Jeg kan bekræfte, at der er en mulighed for, at amerikansk mink optages på EU's liste over invasive ikkehjemmehørende arter, og hvis tilstrækkelig mange lande ønsker at tilføje amerikansk mink til listen, kan der komme et EU-forbud mod at holde mink. Jeg har fået oplyst, at minkbranchen er blevet orienteret om det på et møde i Ministeriet for Fødevarer, Landbrug og Fiskeri den 23. september 2022, altså sidste år, og det var altså samme dag, som det blev meldt ud, at det midlertidige forbud mod at holde mink ikke ville blive forlænget. Muligheden for, at amerikansk mink optages på listen over invasive ikkehjemmehørende arter, blev også kommunikeret i en pressemeddelelse samme dag, og af den fremgik det, at der i EU kan komme et permanent forbud mod at holde mink.

Jeg er også bekendt med, at der i øjeblikket er en underskriftsindsamling i gang til det europæiske borgerinitiativ Fur Free Europe, der har til formål at forbyde pelsdyravl og salg af produkter fra pelsdyr i hele EU, og at initiativet har nået en million underskrifter på lidt over et halvt år. Danske medier har også omtalt det.

Er det så klogt at starte minkvirksomhed op igen? Jeg synes, det må være op til den enkelte avler at træffe den beslutning under de givne kendte forudsætninger. Jeg mener, at de minkavlere, der har mod til at starte op igen, skal have den mulighed, men selvfølgelig inden for den lovgivningsmæssige ramme, der er givet.

Spørgeren.

Tak. Jeg er meget glad for, at ministeren her både fremhæver borgerinitiativet, men også bekræfter, at der er risiko for eller chance for – alt efter hvordan man ser på det – at minkavl bliver forbudt på europæisk niveau allerede inden for få år. Jeg må bare sige, at det, som ministeren gør, jo ikke bare er, at han tillader, at minkavlen starter igen; regeringen vælger aktivt at støtte, at minkavl starter op igen. Der laves både en opstartsbonus, hvor man som minkavler får 150.000 kr., hvis man vælger at starte op igen, og derudover lægges der også op til, at hovedparten af de smitteforebyggende tiltag, der skal laves i forbindelse med opstart af minkproduktion, skal finansieres af skatteborgerne.

Det vil sige, at regeringen tager et aktivt valg om, at borgerne skal finansiere en genstart af den her industri, og det synes jeg er mærkværdigt i en tid, hvor vi risikerer, at det kan blive forbudt igen, for man bruger jo penge på at starte det op for så potentielt igen at skulle bruge penge på at lukke det ned. For hvis det bliver forbudt på EU-niveau, skal avlerne jo kompenseres, og man skal lave en udfasningsordning og alt det her.

Hvorfor ikke bare rive plastret af og sige: Den her industri er på vej ud rundtomkring i hele verden, lad os nu gå samme vej som de mange andre progressive lande og sige, at minkavl er fortid i Danmark?

Ministeren.

Vi har jo en lang tradition i Danmark på landbrugs-, fødevare- og fiskeriområdet, og det er jo også en del af den tradition, som vi bærer videre. Det er også en tradition, at vi arbejder for de muligheder, der er i at fortsætte en produktion, så længe det selvfølgelig er muligt og det ikke i givet fald bliver forbudt på EU-plan, hvis det er det, der er tilfældet. Og der er ikke truffet nogen regeringsbeslutning om en anden position i forhold til det, så det er selvfølgelig der, jeg står. Vi skal give de muligheder, der er, og det er det, vi har gjort med de tiltag, som hr. Carl Valentin også relevant refererer til, i forhold til smitteforebyggelse m.v.

Spørgeren.

Jeg kunne godt tænke mig at høre ministeren om, hvad han tænker om Det Dyreetiske Råds rapport, som jo er blevet fremlagt, mens minkavl har været lukket ned. Her skriver Det Dyreetiske Råd direkte, og jeg citerer:

Rådet anser ikke hold af mink i små bure som acceptabelt, da rådet vurderer, at dyrenes velfærd ikke kan tilgodeses i tilstrækkeligt omfang.

Hvorfor fører ministeren med hovedansvaret for dyrevelfærd i Danmark en politik, som er i modstrid med Det Dyreetiske Råd?

Ministeren.

Jeg har noteret mig, at eksperter inden for det her felt på Aarhus Universitet i 2021 udgav en undersøgelse af netop dyrevelfærden på minkfarme i 24 europæiske lande, og den viste, at velfærden på de danske minkfarme var over gennemsnittet. Men undersøgelsen viste så samtidig, at der er plads til forbedringer, så branchen er ikke i mål, kan man sige, og det skal vi selvfølgelig også følge op på rent politisk.

Spørgeren.

Den rapport er så blevet kritiseret vidt og bredt, og Det Dyreetiske Råd konkluderer noget andet. Men lad nu det ligge.

Så lad mig spørge ministeren om en anden ting. Nu er det jo sådan, at buræg skal udfases i Danmark. Det kommer ministeren også til at være med til i den her periode. Hvorfor er det, at ministeren mener, at høns ikke må stå i små bure hele deres liv, mens mink gerne må? Det synes jeg er lidt mærkeligt.

Ministeren.

Jeg tænker, at der er en mulighed for, at vi også her kigger på, hvordan produktionsformen er. Jeg tænker, at det også er det, der er de rammebetingelser, som vi har stillet op. Det har man også kendt. Man har også kendt den risiko eller den mulighed, kan man sige – alt efter hvordan man anskuer det – i forhold til et EU-forbud, og det er inden for de rammer, at vi har sagt til erhvervet, at de kan genoptage deres erhverv, hvis de vel at mærke kan leve op til de krav, der ligger, og det er det ståsted, som vi har i regeringen.

Det afslutter spørgsmål nr. 24, og dermed siger vi tak til både ministeren og spørgeren, hr. Carl Valentin fra SF.

Vi går videre til spørgsmål nr. 25. Det er til kirkeministeren, og kirkeministeren er ankommet og er klar til at svare, og spørgeren er fru Lise Bech fra Danmarksdemokraterne.

Værsgo.

Tak for det. Spørgsmålet lyder jo: Hvad er ministerens holdning til, at ti danske biskopper har sendt en fælles udtalelse til ministeren, hvori de udtrykker bekymring for, at en afskaffelse af store bededag vil sætte forholdet mellem stat og kirke under pres og vanskeliggøre det fremtidige samarbejde mellem Folketinget, regeringen og folkekirken?

Ministeren.

Tak for spørgsmålet. Lad mig indledningsvis slå fast, at jeg har stor respekt for den kirkeordning, som vi har i Danmark, og som er præget af samarbejde og respekt. Og lad mig også slå fast, at regeringen ikke ønsker at bryde med den sædvane, at regulering af folkekirkens indre anliggender sker ved kongelig resolution og med inddragelse af og dialog med bl.a. biskopperne.

Biskoppernes udtalelse af 10. januar 2023 lægger tilsyneladende til grund, at biskopperne hverken er eller vil blive inddraget i udmøntningen af forslaget i regeringsgrundlaget om at afskaffe en helligdag fra 2024. Den antagelse er imidlertid ikke rigtig. Der har på intet tidspunkt været tvivl om, at regeringen og jeg som kirkeminister ønsker at inddrage biskopperne i udmøntningen af forslaget om at afskaffe en helligdag. Men jeg medgiver, at der hersker den misforståelse blandt biskopperne, og derfor vil jeg gerne redegøre for forløbet.

Regeringsgrundlaget indeholder som sagt et forslag om at afskaffe en helligdag, men siger ikke noget om hvilken helligdag. Jeg tog derfor allerede i juledagene telefonisk uformel kontakt med biskopperne for at bede om en vurdering af spørgsmålet om valg af en konkret helligdag. Det var min klare forventning efter samtalen, at spørgsmålet ville blive behandlet til en uformel sammenkomst mellem biskopperne og mig kort efter nytår. Det skete imidlertid ikke, og i stedet modtog jeg dagen efter den første udtalelse fra biskopperne af 3. januar 2023. I udtalelsen beklager biskopperne regeringens ønske om at afskaffe en helligdag, men forholder sig ikke til valget af helligdag, som var det, jeg havde bedt om hjælp til at vurdere.

Både biskoppernes udtalelse af 3. januar og senere 10. januar er indgået i grundlaget for regeringens overvejelser forud for beslutningen om at foreslå store bededag afskaffet som helligdag. Den beslutning blev offentliggjort med beskæftigelsesministerens lovforslag den 12. januar 2023 sidst på dagen. Dermed var det også muligt for mig at tage det næste skridt med inddragelse af biskopperne, og det gjorde jeg allerede dagen efter, da jeg inviterede biskopperne til et møde i Kirkeministeriet den 20. januar 2023 for at diskutere de afledte konsekvenser, der vil være af afskaffelse af en helligdag.

Tak! Det kan være, de sidste linjer kan komme med i næste svar, for her kommer i hvert fald næste spørgsmål fra fru Lise Bech.

Tak for det. Altså, jeg har jo også læst, at kirkeministeren har inviteret biskopperne, så jeg håber, at man ligesom kan finde en løsning på det. Så jeg vil gerne spørge om noget andet, men ikke noget helt andet: Tidligere medlem af Venstre Birthe Rønn Hornbech giver i Jyllands-Posten mandag udtryk for, at beslutningen om at afskaffe store bededag viser, at regeringen er magtfuldkommen – om muligt endnu mere end den forrige regering.

Er ministeren enig med sin tidligere partifælle, når hun siger, at det er uliberalt at gribe ind i arbejdsmarkedet, og at det er et udtryk for, at Danmarks Liberale Parti er afgået ved døden?

Ministeren.

Jeg er ikke enig med Birthe Rønn Hornbech.

Så er det spørgeren.

Tak for det. Jeg kan så blive ved Birthe Rønn Hornbech. I hendes kommentar til kirkeministeren i Kristeligt Dagblad har hun jo udtalt, at ministeren ikke ønsker at ændre på balancen mellem stat og kirke, og at det viser en afgrund af uvidenhed og forrykker forholdet mellem stat og kirke ud over alle grænser.

Er ministeren enig med Birthe Rønn Hornbech, og gør det indtryk på ministeren, at et tidligere Venstreikon udtaler sig på den måde?

Ministeren.

Jeg holder meget af Birthe Rønn Hornbech, og jeg håber på, at hun får sat sig ind i sagerne og igen en dag melder sig ind i Venstre.

Fru Lise Bech.

Tak. Ministeren har også i dagspressen antydet, at den her store bededag godt kunne overleve som en gudstjeneste, men ikke som en fridag. Men er det ikke bare en marginal ændring, der ikke ændrer ved, at regeringen griber ind i det danske arbejdsmarked, som staten normalt ikke blander sig i, og hvorfor skal vi holde store bededag, hvis vi ikke har fri til at holde konfirmationer, bryllupper og familiefester? Man har jo ødelagt en dansk tradition på den måde.

Ministeren.

Det er meget vigtigt for mig at inddrage biskopperne i, hvad der skal ske med alterbogen, og i det hele taget ønsker jeg at inddrage hele kirken, for kirken er mere end biskopperne. Det er også derfor, at jeg hele tiden har haft til hensigt at invitere til et møde, når vi konkret skal udmønte afskaffelsen af store bededag, sådan at vi finder ud af, hvad vi gør med alterbogen, og hvad vi gør med teksterne.

Derfor vil jeg lytte til, hvad biskopperne vil foreslå mig, og hvad folkekirken selv ønsker på det her område.

Spørgsmål nr. 25 er afsluttet. Tak til spørgeren, fru Lise Bech fra Danmarksdemokraterne, og også tak til kirkeministeren i denne omgang.

Vi går videre til spørgsmål nr. 26 til ministeren for landdistrikter, og spørgeren er fru Susie Jessen fra Danmarksdemokraterne.

Værsgo.

Mange tak. Anerkender ministeren, at afskaffelsen af store bededag vil gå hårdt ud over landdistrikterne?

Ministeren.

Tak for spørgsmålet, der handler om regeringens lovforslag om at afskaffe store bededag. Jeg skal indledningsvis sige, at afskaffelsen af en helligdag ikke er noget, vi gør med glæde. Det er et ekstraordinært tiltag, som skal ses i lyset af den ekstraordinære situation, som vi befinder os i. Med krigen i Ukraine er truslen rykket tættere på, og det er afgørende for regeringen, at vi i Danmark tager hånd om vores fælles sikkerhed og vores velfærdssamfund. Vi kan derfor ikke komme igennem de store udfordringer, vi står over for, hvis vi ikke alle sammen er klar til at yde noget ekstra. Det vil derfor også være noget, som alle danskere kommer til at mærke; det gælder både borgere bosat i de større byer og borgere bosat i mindre bysamfund.

Jeg sætter stor pris på den energi og vilje til sammenhængskraft, der er hos mange ildsjæle i vores landsbysamfund, og som de bringer til deres lokalsamfund, bl.a. i form af festivaler, markeder og andre større sociale arrangementer. Det fællesskab, som findes i disse arrangementer, repræsenterer en vigtig del af livet på landet. Visse af disse festivaler og markeder afholdes på store bededag og vil derfor skulle flyttes til en ny dato, men det har jeg tillid til at man lokalt godt kan finde løsninger på. Afskaffelsen af store bededag vil først træde i kraft i 2024 – der vil derfor i forhold til diverse markeder og festivaler, der i dag afholdes på store bededag, være tid til at finde en anden passende helligdag eller fridag at afholde arrangementet på fremadrettet. Tak for ordet.

Så er det hovedspørgeren.

Tak til ministeren for svaret og for at gentage den kobling til forsvaret, som vi efterhånden har hørt rigtig mange gange, og som også er unødvendig. Ministeren ved som landdistriktsminister godt, hvor skrøbelige landdistrikter kan være. Vi ved også, at store bededag er en dag, der er fyldt med glade konfirmander på små lokale kroer og restaurationer, og hvor der er markeder, hvor det vælter frem med mennesker, og jeg tror også godt, at ministeren ved, hvad de her markeder og andre ting betyder for de små lokale områder.

Jeg er slet ikke i tvivl om, at ministeren har besøgt Døllefjelde-Musse Marked på Lolland-Falster, som 100.000 mennesker hvert år kommer og besøger. Og når det regner på præsten, drypper det på degnen – overskuddet fra Døllefjelde-Musse Marked går til de små lokale foreninger; sidste gang delte de 1,1 mio. kr. ud til de små lokale foreninger. Formanden for Døllefjelde-Musse Marked, Per Hansen, har sagt:

»Det er meget alvorligt for os. Både som marked og som kulturel begivenhed i et udkantsområde, hvor vi har mange borgere, som måske ikke har så mange midler. Og særligt ikke med øgede energiomkostninger.«

Det sagde han til Ekstra Bladet, altså at det her er alvorligt for et landdistriktsområde som Lolland-Falster. Så når ministeren hører de her ting, vil jeg gerne lige spørge ministeren igen: Er der så i forhold til det her en større anerkendelse af, at det her vil ramme landdistrikterne, at det vil gå ud over dem, at det vil gå ud over en vigtig begivenhed som Døllefjelde-Musse Marked, som betyder utrolig meget for et område, som måske ikke har så mange af den slags ting i forvejen?

Ministeren, der har ½ minut.

Tak. Jeg synes jo, Døllefjelde-Musse Marked er et eksempel på en fantastisk begivenhed, som skaber rigtig meget liv i landdistrikterne, og derfor håber jeg også, at de finder et andet tidspunkt at lægge det på. For jeg synes jo, det er vigtigt. Jeg synes, alle de her forskellige arrangementer, der er rundtom i landdistrikterne, er vigtige, og jeg håber på, alle formår at fastholde dem.

Men jeg ved f.eks., at man i 2021 på grund af corona i stedet valgte at lægge Døllefjelde-Musse Marked i en weekend i september, og jeg håber, man kan finde lignende løsninger. Hvilken løsning de ønsker, må være op til dem selv – det vil jeg sådan set ikke gøre mig til dommer over – men jeg håber på, det kan fortsætte, uanset hvornår det er.

Hovedspørgeren.

Tak. Ministeren vil også vide, at dengang Døllefjelde-Musse Marked blev lagt i september, var det også et noget amputeret marked, der blev lavet, og man var ikke helt tilfreds med resultatet; man håber sådan set på, det ikke igen skal ske. Ministeren vil også vide, at det ikke er ligetil at flytte sådan et marked på grund af tivoli og alle mulige ting, der finder sted, som er booket andre dage.

Så jeg kunne godt tænke mig lige at høre her: Mener ministeren, at aflysninger af markeder stemmer overens med den formulering, der er i regeringsgrundlaget, der hedder, at »Kultur og civilsamfund spiller en stor rolle i lokalsamfund ...«?

Ministeren.

Det er ikke med glæde, at vi går ind og fjerner store bededag. Vi er bare nødt til at erkende, at vi er i en anden sikkerhedspolitisk situation, hvor vi alle sammen må yde noget ekstra.

Jeg er rigtig ked af, at det her ikke passer godt for Døllefjelde-Musse Marked, og jeg håber, at de finder et andet tidspunkt at lægge det på. Jeg tror ikke, man helt kan sammenligne med 2021, som var coronaramt, hvor alle var lidt bekymrede for at mødes igen og coronaen i september var på vej frem igen. Så jeg håber på, at man finder en god løsning på det, og man har heldigvis god tid til det.

Da jeg præsenterede spørgsmålet, glemte jeg fuldstændig, at der jo også er en medspørger, og det er fru Betina Kastbjerg. Der er 1 minut til dig.

Tak for det. I mange af de små lokale landsbysamfund er de frivillige foreninger livsnerven. Disse foreninger tjener ofte deres penge på at holde markeder, byfester og andre initiativer, som er til stor glæde for lokalsamfundene, som vi lige har hørt min medspørger her sige.

Anerkender ministeren, at afskaffelsen af store bededag, hvor der afholdes mange lokale markeder, vil resultere i en ringere sammenhængskraft i landdistrikterne?

Ministeren, 1 minut.

Jeg sætter utrolig stor pris på alle de mennesker, der lægger frivillige kræfter i at skabe initiativ og sammenhængskraft i lokalsamfundet ved at stå for de her arrangementer, og jeg er sikker på, at de finder en løsning i god tid inden 2024, så de får fundet et andet tidspunkt, hvis det er store bededag, deres arrangement ligger på.

Medspørgeren.

Tak for det. Mener ministeren, at lokalsamfundenes ringere mulighed for at afholde markeder, hvilket det er, når vi afskaffer en helligdag, skaber de bedste rammer for de tilbud, som skal være med til at bidrage til, at alle er med i fællesskabet?

Ministeren.

Jeg synes, det er vigtigt, at vi stadig væk har en masse lokale arrangementer, og jeg er sikker på, at man godt kan finde en løsning lokalt. Det håber jeg i hvert fald, og det vil jeg da helt klart opfordre til.

Så er det hovedspørgeren, ½ minut.

Tak. Hvordan har ministeren det egentlig med, at de her små lokale foreninger, der ligger nede på Lolland-Falster, givetvis kommer til at miste nogle penge, som de ellers kunne bruge til deres virke og til at skabe liv og dynamik og sammenhængskraft blandt unge mennesker, ældre mennesker, alle mulige forskellige mennesker, som måske ikke har den mulighed andre steder? Hvordan har ministeren for landdistrikter det egentlig med det?

Ministeren.

Jeg håber, at man finder en løsning, så Døllefjelde-Musse Marked kan få lige så mange penge ind, som de plejer at få ind, hvornår de nu end vælger at lægge Døllefjelde-Musse Marked, hvis de ønsker at flytte Døllefjelde-Musse Marked. Så jeg håber ikke, det bliver en problemstilling; jeg håber, der kommer en løsning, der er til gavn for alle.

Dermed tak til både hovedspørger og medspørger på spørgsmål nr. 26, og tak til ministeren. Det kan jeg så denne gang sige med klarhed, for der ved jeg, at vi ikke bare skifter kasket, men nu også menneske.

Nu går vi til spørgsmål nr. 27. Det er til transportministeren, og spørgeren er fru Jette Gottlieb fra Enhedslisten.

Værsgo.

Tak. Hvordan vurderer ministeren konsekvenserne af de gennemførte takstforhøjelser i den kollektive transport sammenholdt med flere nedlæggelser af ruter i yderområderne?

Der er 2 minutter til ministeren.

Tak for det, formand, og tak for spørgsmålet. Jeg vil gerne indlede med at sige, at jeg naturligvis ikke synes, det er positivt, at der er behov for at hæve taksterne i den kollektive transport. Jeg har dog forståelse for, at situationen med højere energipriser, som samfundet generelt er i, også har indflydelse på trafikselskabernes udgifter, som også stiger, når energipriserne stiger, ligesom stigende brændstofpriser i øvrigt også har gjort det dyrere at befordre sig i egen bil.

Trafikselskaberne må ikke hæve taksterne mere, end takststigningsloftet tilsiger, hvilket skal sikre, at taksterne ikke stiger mere end pris- og lønudviklingen. Det er besluttet ved lov. Og inden for den lovramme fastsætter trafikselskaberne selv deres takster. Det er også besluttet ved lov. Det er også de regionale trafikselskaber, der sammen med kommuner og regioner fastlægger busruterne, og i den forbindelse er det kommuner og regioner, der beslutter serviceniveauet, for ud over billetindtægterne er det jo dem, der finansierer busserne. Tak for ordet.

Spørgeren.

Regeringen har jo meddelt, at den har høje ambitioner, når det gælder om at binde landet sammen og modvirke centraliseringen, og hvis jeg skal citere fra regeringsgrundlaget, handler det om en stærk infrastruktur på tværs af Danmark og om danskernes hverdag og ydermere om, at regeringen vil tage initiativer, der bekæmper støj og trængsel, og gøre den offentlige transport mere attraktiv.

Mener ministeren seriøst, at stigende billetpriser gør den offentlige transport mere attraktiv, og er ministeren enig i, at den fordeling af prisstigningerne, som er gennemført, hvor det er de korteste afstande, der får de højeste prisstigninger, vil medvirke til en styrkelse af den kollektive trafik? Og hvordan vil ministeren ydermere forholde sig til den ansøgning, som trafikselskaberne annoncerede at de vil sende, om en yderligere forhøjelse i maj?

Ministeren.

Tusind tak for ordførerens mange spørgsmål, og tak for ordførerens engagement. Jeg må allerede nu sige, at jeg nok ikke kan nå at svare på samtlige spørgsmål inden for min taletid, men jeg ved, at spørgeren har et spørgsmål mere.

Det er jo helt korrekt, at trafikselskaberne i bund og grund har tre muligheder: De kan hæve taksterne, de kan nedlægge nogle busruter, og de kan komme og bede om flere penge ved staten. Det er også helt korrekt, at vi i regeringsgrundlaget gør det klart, at vi ønsker at styrke sammenhængskraften, særlig i landdistrikterne, men vi har på nuværende tidspunkt ikke besluttet, om vi skal benytte os af den ene, anden eller tredje model – og jeg kan se på formanden, at taletiden er ved at være nået.

Det var korrekt med taletiden, der ikke rakte helt, men der er et spørgsmål til. Spørgeren.

Når ministeren nu er vidende om, at der bliver lukket busruter i yderområderne, hvordan vil ministeren så tilrettelægge det, der står i regeringsgrundlaget om, at regeringen vil: »Understøtte busdækningen for både byer og yderområder«?

Og nu hjælper det altså ikke, at ministeren siger, at vi skal nedsætte et ekspertudvalg, for busruterne lukkede faktisk ved årsskiftet, og de betragtelige prisstigningerne blev gennemført i søndags.

Ministeren.

Men det ændrer ikke på, at vi bliver nødt til at tage den her drøftelse både kortsigtet og langsigtet . Her og nu kommer der prisstigninger. Vi står med en tårnhøj inflation, og prisstigningerne ser ud til p.t. at være nogenlunde 50 pct. af, hvad inflationen er. Så den følger altså i hvert fald ikke inflationen på nuværende tidspunkt.

Dernæst bliver vi nødt til at se på, hvad vi gør, for at man i alle dele af landet kan befordre sig. Det er jo det, der står i regeringsgrundlaget, og det er altså med et lidt længere sigte, at vi ønsker at sikre en bedre kollektiv transport, og dermed kommer vi jo også til at forgribe os lidt på et område, som faktisk ikke er et område, vi i dag kan blande os i. Men det agter vi at gøre, for vi vil sikre bedre sammenhængskraft i hele Danmark.

Spørgeren.

Men jeg går ud fra, at ministeren er vidende om, at når passagererne først har opgivet den kollektive transport og har købt et individuelt motoriseret køretøj og når forældrene har måttet skære ned på deres arbejdstid for at køre deres børn i skole, så er det en meget vanskelig opgave at genoplive den offentlige transport. Og på den baggrund er det jo spørgsmålet, om ministeren er villig til at finde midler her og nu til at redde yderområdernes busdrift, f.eks. gennem en ændret afgiftsstruktur på den individuelle transport, sådan at balancen mellem den kollektive og den individuelle transport igen forskydes til fordel for den kollektive.

Så er det ministeren for sit sidste halve minut.

Tak. Det er også derfor, jeg tager det så alvorligt, som jeg gør. Og jeg må også bare sige, at vi står med en høj inflation. Jeg er meget opmærksom på, hvad der skal ske i forhold til takststigningerne. I øjeblikket er det sådan, at taksterne stiger gennemsnitligt knap 5 pct., og 1 l diesel er steget ca. 17 pct.

Så det er jo ikke sådan, at det nødvendigvis lige bliver mere attraktivt at befordre sig med egen bil på grund af den inflation, vi står i. Men det er komplekst, og derfor tager jeg situationen meget alvorligt. For ordføreren har fuldstændig ret i, at når først ruter er lukket ned, bliver det vanskeligere at lokke folk til at benytte dem igen.

Tak for det. Det var spørgsmål nr. 27.

Spørgsmål nr. 28 har præcis samme persongalleri, så der kan I jo fortsætte med at bruge minutterne.

Det er først spørgeren, fru Jette Gottlieb.

Agter regeringen at fortsætte idéudviklingen på de større infrastrukturprojekter, der har været fremlagt de seneste år, og vil ministeren oplyse om regeringens planer for Kattegatforbindelsen?

Ministeren.

Tak for det. Som led i infrastrukturplanen for 2035 blev der af et bredt flertal i Folketinget aftalt en række forundersøgelser og analyser. Enhedslisten er også med i den del af aftalen, der vedrører den kollektive transport. De analyser, der er blevet besluttet at lave, vil naturligvis blive gennemført som aftalt, ligesom vi gennemførte de alternative miljøvurderinger, der skal gå forud for, at infrastrukturplanens projekter kan igangsættes.

For så vidt angår spørgsmålet om en fast Kattegatforbindelse, fremlagde den tidligere regering i juni sidste år resultaterne af en forundersøgelse. Den daværende transportminister foreslog, at der gennemføres yderligere undersøgelser af projektets konsekvenser for natur, miljø og klima, før der kan tages endelig stilling til projektet. Det var der politisk opbakning til videre drøftelser af. Den nye regering har ikke taget stilling til, om sådanne yderligere undersøgelser skal gennemføres, men før yderligere undersøgelser i givet fald igangsættes, vil jeg drøfte undersøgelserne og deres indhold nærmere med Folketingets partier.

Spørgeren.

Når jeg spørger specielt til Kattegatforbindelsen i den her omgang, er det jo, fordi det ikke står klart, om regeringen agter at arbejde videre med projektet. Nu kan jeg godt høre, at ministeren svarer, at det ved man simpelt hen ikke. Men der er jo anvendt temmelig store summer på den forundersøgelse, og konklusionen på den var kort formuleret, at forundersøgelsen ikke gav anledning til at fortsætte projektet. Det rejser så spørgsmålet, om den nuværende regering er klar til at komme med sådan en melding, så den ikke bare bliver hængende i luften.

Er ministeren klar til at komme med en utvetydig melding, i retning af at Kattegatforbindelsen som vejforbindelse er en død sild i denne regeringsperiode?

Ministeren.

Nej.

Spørgeren.

Det er måske også mere et spørgsmål om levende sild, men så vil jeg spørge på en anden måde: Agter regeringen at afsætte midler i den kommende finanslov til yderligere undersøgelser af spørgsmålet? Så langt må regeringen være kommet.

Ministeren.

Nej. Men jeg kan jo sige, hvad der er af overvejelser i forbindelse med det her spørgsmål. For der er jo ingen tvivl om, at der på den ene side er en god samfundsøkonomi i Kattegatforbindelsen, men at der på den anden side også er undersøgelser, der peger på klima- og miljøkonsekvenser osv. Men ikke desto mindre er der jo grundlag for at lave nogle … Der udløb min taletid, så jeg håber på endnu et spørgsmål fra ordføreren. Tak.

Spørgeren.

Jamen så vil jeg opfordre ministeren til at se på den samfundsmæssige økonomi, der ligger i at lave en bane-færge-forbindelse over Kattegat i stedet for en vejforbindelse. Det vil spare betragtelig mange midler, og det har jeg indtryk af at regeringen leder efter i andre sammenhænge.

Men så vil jeg spørge, om ministeren kan afsløre forholdet mellem de meget store udgifter, der kunne forventes for en Kattegatvejforbindelse, og så den ramponering af Togfonden DK, som regeringen ønsker at sætte i værk. Togfonden DK har trods alt disponeret over et beløb på 13 mia. kr. i infrastrukturforliget.

Ministeren.

Tak. 13 mio. kr. ... (Jette Gottlieb (EL): 13 mia. kr. ). 13 mia. kr. rækker ikke helt så langt i det her projekt. Jeg hørte bare spørgeren omtale et projekt på 13 mio. kr., det beklager jeg.

En ting, jeg måske synes man også bør tage i betragtning, er, at vi jo efterhånden har vænnet os til den fri bevægelighed mellem Øst- og Vestdanmark, hvad angår alle vores virksomheder, fragtcentralerne og opbygningen af vores samfund, og derfor er den sidste ting, jeg måske lige vil nævne, som er værd at tage i betragtning i forbindelse med en Kattegatforbindelse, den mere sikkerhedspolitiske del. Det kunne her måske tale til fordel for en Kattegatforbindelse, at man i forhold til infrastruktursikkerheden ikke var så afhængig af Storebæltsbroen alene.

Tak til ministeren, og tak til fru Jette Gottlieb. Det var afslutningen på spørgsmål nr. 28.

Nu går vi til spørgsmål nr. 29 til uddannelses- og forskningsministeren, og det er fra fru Sofie Lippert, SF.

Værsgo.

Tak. Hvordan vil ministeren, i lyset af at der ifølge BUPL vil mangle 14.000 ekstra pædagoger i 2030, sikre, at der uddannes tilstrækkeligt med pædagoger, herunder at pædagogmedhjælpere og pædagogiske assistenter har attraktive muligheder for at uddanne sig til pædagog?

Ministeren.

Tak for det, og jeg er helt sikker på, at det her ikke er sidste gang, at vi to står over for hinanden i den her konstellation, og det glæder jeg mig oprigtigt til at vi skal.

Og så tak for spørgsmålet til et rigtig vigtigt emne, for dygtige pædagoger betyder rigtig meget i hverdagen for børn og unge og for udsatte, og derfor er det jo også enormt bekymrende, at der er så store udfordringer med at rekruttere nok pædagoger. Jeg tror, at løsningerne på rekrutteringsudfordringerne skal findes på tværs af mange områder, og derfor er det selvfølgelig også mit sigte som uddannelses- og forskningsminister at have fokus rettet på at sørge for, at uddannelserne på det pædagogiske område er så attraktive som overhovedet muligt.

Det er klart, at her udgør meritpædagoguddannelsen et vigtigt og mere fleksibelt supplement til den ordinære pædagoguddannelse, bl.a. i forhold til at opkvalificere allerede ansatte medarbejdere. KL har så den 1. december meldt ud, at der ikke er hjemmel i overenskomsterne til at udbetale løn for deltagelse i uddannelsesaktiviteter i forbindelse med meritpædagoguddannelsen, hvilket flere kommuner ellers har haft praksis med at gøre. Jeg anser KL's udmelding for at være et overenskomstspørgsmål, og derfor er det et anliggende mellem parterne, som jeg ikke kan gå nærmere ind i, men jeg vil gerne sige, at det er min forhåbning, at KL og parterne vil gå i dialog med hinanden om, hvordan man i fællesskab kan sikre, at der fortsat er gode vilkår for opkvalificering på området.

KL's udmelding ændrer heller ikke på, at det fortsat vil være en prioritet for mig at sikre en god og attraktiv meritpædagoguddannelse. Derfor er jeg også her som på alle mulige andre områder åben over for at lytte til gode forslag, herunder også fra spørgeren, om, hvordan meritpædagoguddannelsen kan gøres mere attraktiv og fleksibel uden selvfølgelig at gå på kompromis med uddannelsens kvalitet.

Så er det spørgeren, 2 minutter.

Tak. Ja, regeringsgrundlaget nævner jo bl.a. også, som ministeren også nævner her, vigtigheden af at rekruttere langt flere både til pædagogfaget som helhed, men jo dermed især til pædagoguddannelsen. Det er jo derfor, det er uddannelses- og forskningsministeren og jeg, der står her, og jeg er nysgerrig på, hvad I tænker ovre i Uddannelses- og Forskningsministeriet omkring pædagoguddannelsen. Der står ikke så voldsomt meget i det her regeringsgrundlag om professionsbachelorerne på velfærdsområdet, som jo alt andet lige er ret relevante, når vi snakker rekruttering.

Evalueringen af pædagoguddannelsen fra 2021 kaldte helt klart også på forbedringer, så jeg er lidt nysgerrig på, om der er nogen konkrete tiltag, som ministeren vil sætte i søen for at tiltrække flere studerende, både til meritpædagoguddannelsen, men også til pædagoguddannelsen generelt.

Ministeren.

Men det er jo fuldstændig rigtigt, som spørgeren siger, at der ligger en grundig evaluering af den ordinære pædagoguddannelse, som peger på, at der er områder, hvor uddannelsen godt kan blive bedre. Den har jeg læst, og jeg er sådan set også enig i konklusionerne, og med det vil jeg egentlig bare sige, at jeg er åben for alle gode idéer.

Jeg tror, at vi har en fælles ambition om, at det selvfølgelig ikke går, og at man for vores del, altså uddannelsesdelen, skal sikre, at vi har nok velfærdsmedarbejdere, og i det hele taget, at den nød skal knækkes. Så jeg er også åben over for gode idéer fra spørgeren.

Spørgeren.

Så vil jeg gerne høre ministeren – ministeren var lidt inde på det i sit første svar – i hvor høj grad det er ministerens ambition, at det skal være meritpædagoguddannelsen, der redder os igennem, for vi ser ind i en tid med faldende ungdomsårgange, og vi har nok brug for, at det ikke bare er dem, der er 5 år yngre, men også 5 år ældre end mig, der vælger pædagogvejen.

Ministeren.

For at være helt ærlig: Jeg tror ikke, at vi får løst det her problem med at vælge enten at styrke den ordinære pædagoguddannelse eller satse på meritpædagoguddannelsen. Som jeg også indledte med at sige, tror jeg, at vi på det uddannelsespolitiske område skal spille på mange tangenter for at løse den her problemstilling, og så er der jo også alle mulige andre vilkår i samfundet, der ikke har noget med mit område at gøre, som også er vigtige.

Det handler jo om, at uddannelserne selvfølgelig er attraktive, at rekrutteringen dér bliver stærkere. Det handler også om fastholdelse, og i virkeligheden kan vi jo så dér i fællesskab arbejde på efter- og videreuddannelse, også når man har virket som pædagog eller har en anden relevant arbejdsmarkedserfaring, som kan gøre, at man kan komme ind og blive en god pædagog.

Sidste spørgsmål til spørgeren.

Jeg får lyst til, og det rækker lidt ud over det her, at høre, om ministeren vil være med til at sikre, at vilkårene omkring de her uddannelser så også er attraktive nok og måske endda mere attraktive på de her velfærdsområder, hvor vi har meget stor mangel, end vilkårene på andre uddannelser.

Ministeren.

Jeg er med på, at vi har en problemstilling i, at der ikke er stort nok optag på velfærdsuddannelserne bredt set. Hvis spørgeren antyder, at for at få forbedret dem kræver det, at nogle andre uddannelser skal blive dårligere. Altså, det er jeg ikke indstillet på som uddannelsesminister.

Det var således spørgsmål nr. 29.

I bliver begge to stående, for I skal tale sammen igen. Det skal I under spørgsmål nr. 30, og spørgsmålet kommer selvfølgelig fra fru Sofie Lippert fra SF.

Værsgo.

Tak. Hvordan mener ministeren at en forringelse af vilkårene i meritpædagoguddannelsen harmonerer med regeringsgrundlagets formulering om at »styrke mulighederne for opkvalificering og efteruddannelse gennem hele arbejdslivet« og med aftalen om minimumsnormeringer, herunder aftalen om opkvalificeringspuljen, der skal medvirke til at sikre, at erfarne pædagogmedhjælpere kan opkvalificeres til pædagogiske assistenter og meritpædagoger, mens de fortsat er ansat i en institution?

Ministeren, 2 minutter.

Tak. Der skal være gode muligheder for, at den enkelte kan dygtiggøre sig igennem hele livet. Vi skal sikre, at uddannelsessystemet er fleksibelt, og at det hindrer blindgyder for den enkelte undervejs. Derfor er jeg også glad for, at vi f.eks. har meritpædagoguddannelsen, som giver mulighed for, at personer med en hel række forskellige uddannelses- og erhvervsmæssige baggrunde kan blive pædagoger. Det har vi jo talt om at der er et stærkt behov for.

På meritpædagoguddannelsen er adgangskravet for nylig sænket fra 5 til 2 års relevant erhvervserfaring for at gøre det nemmere at opkvalificere allerede ansatte medarbejdere. Samtidig har Uddannelses- og Forskningsministeriet igangsat forsøg med en særlig tilrettelæggelse af meritpædagoguddannelsen målrettet personer, der allerede har en videregående uddannelse – det er det, man kalder for en sporskiftemodel – og det handler jo alt sammen om fleksibilitet.

Der er således blevet arbejdet på at sikre, at meritpædagoguddannelsen er en attraktiv mulighed for mange grupper, og det har jeg fortsat tænkt mig at arbejde på fremadrettet. Jeg mener ikke, at KL's udmelding grundlæggende ændrer på, at uddannelsen i sig selv er et stærkt og fleksibelt supplement til den ordinære pædagoguddannelse, men jeg er som nævnt i min tidligere besvarelse altid åben for at se, om vi kan gøre mere for at sikre en bedre og mere attraktiv merituddannelse.

Så må jeg i forhold til spørgsmålets sidste del vedrørende minimumsnormeringsaftalen og opkvalificeringspuljen henvise til min kollega børne- og undervisningsministeren, da det sorterer under denne.

Spørgeren.

Når vi snakker om KL's udmelding her om ikke at give mulighed for at give løn, må jeg indrømme, at vi i SF netop frygter, at det bliver en udfordring. For den hidtidige ordning har været enormt gavnlig. For rigtig mange har rigtig svært ved, når de har et voksenliv med børn, boliglån og bil, at få råd til at gå ned i indkomst og tage en pædagoguddannelse og jo altså opkvalificere sig fra ufaglært pædagogmedhjælper til meritpædagog, hvilket jo er noget, som ministeren og jeg tydeligvis deler en ambition om.

Så jeg er med på, at vi måske ikke kan se bort fra KL's udmeldinger, men deler ministeren min opfattelse at, at det er oplagt at sørge for, at der ikke findes økonomiske barrierer for at uddanne sig til meritpædagog?

Ministeren.

Ja, men selvfølgelig inden for rimelighedens grænser og inden for de grænser, som vores fælles økonomi jo også sætter. Altså, jeg er jo grundlæggende enig i, at det vil være rigtig godt, hvis KL og parterne tager en dialog om det her. Kommunerne har jo haft en praksis for at udbetale løn, og nu er der så opstået den her, jeg ved ikke, om man kan kalde det en konflikt, men i hvert fald en uoverensstemmelse, med den her nye udmelding fra KL. Og derfor er der fra min side også bare en opfordring til, at man prøver at tale sig til rette.

Spørgeren.

Ja, og jeg kan jo læse, at din kollega børne- og undervisningsministeren kommer med en lignende opfordring og altså anbefaler, at KL og kommunerne finder en løsning på det her.

Men jeg kunne godt tænke mig at høre noget, for det er jo sådan lidt svært med ministerieopdelingerne. Kender ministeren til, at der findes en dialog med kommunerne? For det her koster jo også noget for kommunerne.

Ministeren.

Hvis jeg skal jeg forstå det rigtigt, er spørgsmålet så, om jeg kender til, om der er en dialog mellem børne- og undervisningsministeren og kommunerne eller bare en dialog i det hele taget?

Om der er en dialog mellem ministerierne og kommunerne omkring det her problem.

Ikke mig bekendt. Det betyder ikke, at det ikke findes. Men det er i hvert fald ikke noget, jeg lige på stående fod kan erindre at jeg har hørt om.

Nu diskuterer vi jo i de her dage politisk indblanding i den danske model, og det her er et overenskomstspørgsmål, og derfor er det også noget, som det er lidt vanskeligt fra regeringens side sådan meget bastant at gå ind i. Og derfor er der selvfølgelig den her opfordring til at gøre det.

Spørgeren.

Jeg respekterer selvfølgelig, at man ikke ønsker at blande sig i den danske model. Men til sidst vil jeg bare høre, om ministeren tror, at de her forringelser af vilkårene i meritpædagoguddannelsen vil medføre færre pædagogstuderende i fremtiden.

Ministeren.

Det håber jeg virkelig ikke at det vil, og det er måske også værd at fremhæve, at det på trods af KL's udmelding af 1. december stadig væk er en god uddannelse, og at der stadig væk er gode vilkår for de meritpædagogstuderende. Men er der andre parametre, vi kan skrue på, for at sørge for, at det bliver en endnu stærkere uddannelse, så vi ikke risikerer et faldende optag der, så vil jeg altså absolut gerne kigge på det med åbne øjne.

Men det er stadig væk en god uddannelse og under gode vilkår, og det skal det også være.

Tak til uddannelses- og forskningsministeren, og også tak til fru Sofie Lippert. Det var spørgsmål nr. 30.

Hermed er dagens spørgetid afsluttet.