Mange tak for det. Da jeg først så det her forslag, tænkte jeg: Det har vi da haft før. Det har vi næsten også, for vi havde debatten vel for cirka et år siden, men forslaget fra Det Konservative Folkeparti er faktisk revideret, og det handler om – ja, jeg kan citere derfra:
»Folketinget pålægger regeringen at modvirke udviklingen, der aktuelt går i retning af, at stadig flere danskere er tilmeldt lægeklinikker med korttidsansatte vikarer. Regeringen pålægges også at dæmpe udbredelsen af såkaldte stråmandsklinikker, hvor speciallæger i almen medicin opkøber ydernumre, hvorefter de overlader klinikdriften og det lægefaglige arbejde til private firmaer, så patienten alligevel ikke møder den samme læge, når vedkommende bliver syg. Som led i dette pålægges regeringen at fremsætte et lovforslag om at ændre sundhedslovens bestemmelser, således at praktiserende lægers mulighed for at eje mere end ét ydernummer afskaffes.«
Så det er altså en revideret genfremsættelse, tror jeg vi må kalde det.
Jeg vil fra starten sige, at regeringen er enig med forslagsstillerne i, at læger, der ejer ydernumre, bør være beskæftigede med driften af deres klinikker. Lad mig prøve at komme med lidt historik om det her, for det er en ordning, som har løbet siden 2013, hvor det altså har været muligt for praktiserende læger at eje op til seks af det, der hedder ydernumre. Det var den samme lovændring, som gjorde regions- og udbudsklinikker mulige. Så det er altså noget, der har været der i næsten 10 år nu.
Formålet var dengang helt klart at forbedre regionernes mulighed for at tilbyde alle borgere adgang til et almenmedicinsk tilbud på effektiv vis og af høj kvalitet. Reglen betyder, at de fem regioner kan sælge ledige ydernumre til læger, som altså allerede i dag ejer et andet ydernummer. Det kan f.eks. være en læge, som har fået det til at fungere med drift af en almen praksis-klinik og har mulighed for at oprette en ekstra. Det kan være i samarbejde med fastansatte læger eller praksispersonale eller i samarbejde med en virksomhed, som håndterer det administrative og dermed giver lægen mulighed for at se patienter tilknyttet to forskellige klinikker. Så man kan sige, at muligheden for, at læger kan eje flere ydernumre, giver regionerne nogle flere kort på hånden, når de skal sørge for lægedækningen, og det gør praksisformen mere fleksibel for lægerne.
Hvorfor er det relevant? Det er jo relevant i de områder, hvor vi i dag kan se, at der er mindre interesse i at slå sig ned som læge, og hvor regionerne derfor kan have sværere ved at få solgt ydernumrene. Så konteksten er den samme, som vi har i dag, nemlig lægedækningsudfordringer. Det kommer jeg tilbage til lidt senere.
Hvad er så en partnerskabsklinik, og hvad er en stråmandsklinik? En partnerskabsklinik er en klinik, hvor den praktiserende læge har indgået en aftale med en privat virksomhed om, at denne varetager dele af driften af klinikken, f.eks. at virksomheden tager sig af det administrative, således at lægen kan fokusere på patientkontakten. Vi ved fra undersøgelser, at der er en del speciallæger i almen medicin, som gerne vil arbejdet i almen praksis, men de ønsker ikke at stå for alle de opgaver, der jo er ved siden af, med at drive sådan en almen praksis, altså det her med at være en selvstændig erhvervsdrivende, og det kan også inkludere ansættelse af personale.
Det er regeringens vurdering, at partnerskabsklinikker og andre organisationsformer, f.eks. licensklinikker, kan bidrage til lægedækning i områder, hvor det er svært at få en praktiserende læge til at slå sig ned. Så det handler altså om, hvordan vi kan finde nogle løsninger på det aktuelle problem, vi har.
Det gør sig også gældende i forhold til forslaget om, at der skal stilles krav om, at ejerlægen selv skal ansætte alle læger og øvrigt klinikpersonale i klinikken. Vi taler jo meget om at vende tilbage til kerneopgaven, nemlig at frigøre lægetid, så læger kan bruge mest muligt af deres tid sammen med patienterne. Derfor syntes jeg ikke, det virker hensigtsmæssigt, hvis man skulle indføre et krav om, at det skal være lægen, der indgår i alle ansættelser, hvis den her læge hellere vil bruge sin tid på patienter. Derudover ligger ansvaret for, at overenskomsten overholdes i driften af klinikkerne, jo stadig hos den læge, som ejer ydernummeret, uanset om denne har været involveret i selve ansættelsen.
Så til det her, der kaldes stråmandsklinikker: Det, der bliver kaldt stråmandsklinikker, er en samling af klinikker, hvor ejerlægen ikke er beskæftiget med arbejdet i nogen af klinikkerne og altså hverken er involveret i administration eller patientkontakt. Det er jeg ikke tilhænger af, og det var også det, jeg sagde indledningsvis. Vi støtter fra regeringens side op om den bagvedliggende intention med det her forslag, nemlig at ejerlæger skal have hovedbeskæftigelse med at drive deres egne klinikker.
Det var sådan set også det, vi sagde – eller jeg sagde, og flere partier var jo sådan set enige – sidste gang vi drøftede det her forslag. Der blev jo skrevet en betænkning, og det er altid godt at hive den gamle betænkning frem og så se: Blev det så til noget, kom der noget ud af det? Og nu kan jeg lige citere fra betænkningen, hvor der står:
»S, V og RV noterer sig, at Sundhedsministeriet vil arbejde for en løsning i regi af Regionernes Lønnings- og Takstnævn, der sikrer, at ejerlægen skal have hovedbeskæftigelse med at drive og tage ansvar for egne klinikker.«
Hvad er det så blevet til? Man kan se, at det faktisk er blevet sådan, at i den overenskomst, som er trådt i kraft den 1. januar, er der nogle markante ændringer netop på det her område. For af overenskomsten mellem RLTN, altså Regionernes Lønnings- og Takstnævn, og PLO, altså lægerne, fremgår det nemlig, at det ikke er muligt i henhold til overenskomsten at eje et ydernummer uden at have hovedbeskæftigelse med at drive og tage ansvar for egen klinik eller egne klinikker; at der bør sikres gennemsigtighed, i forhold til hvilke læger der arbejder i klinikken, og det omfatter, at de læger, der fremgår af lægevalgslisten og praksisdeklarationen, også er de læger, patienterne skal kunne forvente at møde i klinikken; at klinikker ikke kan anvende skiftende vikarer, medmindre der er tale om et midlertidigt fravær; og endelig at en ledig kapacitet maksimalt kan stå ubesvaret i 1 år – og der kan så anvendes vikarer i det år – inden den skal bemandes af en kompagnon eller en fast ansat læge i henhold til overenskomsten. Det er altså ændringer, der er sket siden sidst, så man kan sige, at der jo er kommet noget ud af det siden sidst, og det var sådan set også det, vi skrev i betænkningen, nemlig at vi ville arbejde for at få de ændringer med. Og jeg synes, man må sige, at alle ændringerne har til formål netop at forhindre, at ejerlægerne køber ydernumre uden intention om at være involveret i driften og patientkontakten på klinikkerne.
Det står nu i aftalen, men det er også sådan, at det ligger i aftalen, at lægerne har 6 måneder fra ikrafttrædelsesdatoen, altså den 1. januar, til at tilpasse sig de her nye regler, og det betyder, at man altså har indtil juli i år til at få tilpasset sig. Så det er man jo, går jeg ud fra, helt sikkert i gang med. Og jeg mener, det er nogle vigtige skridt i den retning.
Så for at opsummere: Vi er enige fra regeringens side i ambitionen bag forslaget her. Der er taget skridt i regi af overenskomsten netop på den baggrund, og de er trådt i kraft, og man har 6 måneder til at omstille sig. Og generelt har vi lige haft en god debat om lægedækningen, som jo også er en stor prioritet for den her regering. Men det har vi lige haft en stor drøftelse af. Tak.