Jeg skal gøre opmærksom på, at vi har en lang, hård dag foran os. Det er sådan, at debatten foregår på den måde, at ordførerne har 10 minutter, og derefter er der 45 minutter til korte bemærkninger.

Vi begynder med ordføreren for Socialdemokratiet, hr. Christian Rabjerg Madsen.

Nu skal vi have lidt ro i salen, også på ministerrækkerne. Tak for det.

Værsgo, hr. Christian Rabjerg Madsen.

Tak for det. Kina har meddelt verden, at deres CO2-udledning skal toppe i 2030, at de vil være klimaneutrale i 2060. Airbus, der er verdens største flyproducent har meddelt, at alle deres mellemdistancefly skal flyve på elektrofuels i 2035. Mærsk, som er dansk, men som også er verdens største containerrederi, vil investere 9 mia. kr. i otte nye kæmpeskibe, der kan sejle på grøn metanol. I Danmark er det sandsynligt, at vi allerede i næste måned vil krydse den grønne målstreg, der handler om, at der bliver solgt flere nye grønne biler, end der bliver solgt nye sorte biler. På verdensplan blandt verdens største virksomheder er bevægelsen i gang. De tektoniske plader rykker på sig. Det går fortsat ikke hurtigt nok, men bevægelsen er entydig, bevægelsen er grøn.

Danmarks CO2-udledning udgør ca. 0,1 pct. eller 1 promille af hele verdens udledning. Helt isoleret set og i et globalt klimaperspektiv svarer det danske reduktionsbidrag derfor til, at vi forsøger at slukke en californisk skovbrand med min datters legetøjsvandkande – medmindre vores teknologiske fremskridt, vores knowhow, vores grønne politiske beslutninger eksporteres og dermed sætter det grønne tempo op ude i verden, så den bevægelse, der er startet, kommer højere op i gear.

Indien, der i 2028 overhaler Kina som den mest folkerige nation i verden, har indgået et vidtrækkende strategisk grønt partnerskab med Danmark – et partnerskab, der vil placere os i en særposition i forhold til at levere de grønne løsninger, som Indien efterspørger, og som hele verden efterspørger. Det er et fremragende eksempel på, at dansk internationalt lederskab rykker den globale grønne omstilling meget længere, end vores ene promille udledning af CO2 selv kan rykke. Det er et eksempel på, at vores grønne omstilling giver os en stærkere stemme i verdenssamfundet. Det er et eksempel på, at vi gør en grøn global forskel. Vi har med vores beslutninger vist, at vi med den grønne omstilling kan skabe vækst, nye grønne arbejdspladser, kan åbne nye eksporteventyr og i det hele taget gøre Danmark både rigere og stærkere og dermed fremtidssikre vores velfærdssamfund, samtidig med at vi gennemfører den grønne omstilling, at vi kan gennemføre den grønne omstilling uden at sætte den sociale sammenhængskraft over styr, uden at udhule velfærden, uden at vi får gule veste på Slotspladsen.

Det haster med den grønne omstilling. Vi behøver ikke længere kigge ned i lange i IPCC-rapporter for at forstå klimaforandringerne. Vi kan kigge ud ad vinduet. Scenarierne er blevet til virkelighed. Ofte rammes mennesker langt væk. I sommer ramte konsekvenserne af klimaforandringerne uhyggelig tæt på med oversvømmelserne i Tyskland og Belgien. Uanset hvor konsekvenserne rammer, er det en tragedie hver eneste gang. Jeg tror, man kan konkludere, at det forhold, at Danmark går forrest i den grønne omstilling, formentlig er vores vigtigste bidrag til resten af kloden i vores generation.

Hvis vi i de kommende år skal fastholde og udbygge vores position som en grøn stormagt, kræver det selvfølgelig investeringer. Der findes ingen grøn omstilling uden dygtige faglærte, der findes ingen grøn omstilling uden elektrikere, der findes ingen grøn omstilling uden ingeniører, præcis ligesom der ingen grønne kvantespring bliver, hvis ikke erhvervslivet investerer massivt i ny grøn teknologi. Det er derfor, at regeringen med reformprogrammet »Danmark kan mere I« har foreslået at fastholde og permanentgøre forsknings- og udviklingsfradraget på 130 pct. samt at investere 1 mio. kr. yderligere i den grønne omstilling.

Derfor har vi med afskaffelsen af omprioriteringsbidraget og uddannelsesloftet sammen med betydelige investeringer løftet undervisnings- og uddannelsesområdet med mere end 4 mia. kr. – en investering, der kan hæves til 7 mia. kr., hvis et flertal herinde tager ansvar og gennemfører og vedtager reformprogrammet »Danmark kan mere I«. Med andre ord er det et massivt løft af danskernes kompetencer, og dermed er det også en investering i fremtidens vækst, i fremtidens arbejdspladser og i den grønne omstilling.

Politik gør en forskel. Det har vi vist på klimaområdet, og det har vi også bevist på de helt store velfærdsområder. I Socialdemokratiet sagde vi klart til danskerne, at vi ville prioritere velfærden, og det har vi gjort fra dag et. Vi har investeret i vores sundhed med 1.000 flere sygeplejersker, så der bliver mere tid til omsorg for den enkelte; vi har prioriteret 600 mio. kr. til psykiatrien; de mindste børn får mere omsorg i daginstitutionerne med minimumsnormeringer; skolebørnene får flere lærere med investeringer i folkeskolen på 800 mio. kr.; og vores ældre medborgere vil opleve en bedre og mere værdig alderdom med de ekstra 0,5 mio. kr., vi har afsat til området.

Derudover kan man lægge til, at vi har lavet tre økonomiaftaler med kommuner og regioner. Det er tre aftaler, der tilsammen løfter velfærden mere, end de ti forudgående formåede det. Vi vil skabe tryghed om vores velfærd. Vi vil holde hånden under velfærden, sætte en prop i de evige besparelser og lægge en bund ved lov – en velfærdslov. Det er en velfærdslov, hvor vi garanterer, at der som minimum skal være lige så mange penge, som der er i dag, til velfærd for den enkelte, når der i fremtiden heldigvis kommer flere ældre og flere børn.

Det er, synes jeg, opsigtsvækkende, at det store oppositionsparti Venstre nu ikke længere er med på det, og at de har pakket deres velfærdsløfte fra valgkampen sammen. Tænk, at der nu skal ultimative krav til, før man er klar til blot at lægge en bund under velfærden.

Vi skal jo ikke bilde nogen ind, at det flyder med mælk og honning i den offentlige sektor, og at alle problemerne er løst, så langtfra. Mange af vores medarbejdere ude i den nære velfærd løber fortsat for stærkt. Der er for lidt tid til barnet, til patienten og til beboeren – til danskeren. Der er stadig for mange steder i landet, hvor der er for langt til behandling. Der er stadig for mange steder i Danmark, hvor det er vanskeligt at få en læge. Der er stadig for mange steder i landet, hvor der er for langt til uddannelserne. Men vi er i gang. Vi er i gang, og der er stadig meget, vi gerne vil. Velfærden skal styrkes, og den skal sættes fri af bureaukrati.

Vi har af og til herinde diskussionen med hinanden om, hvordan det nu går med folkestyret. Er der for meget ævl og kævl, kan vi arbejde sammen, eller går der Christiansborg i den? Jeg har aldrig været mere optimistisk på folkestyrets vegne, end jeg er i dag. Vi har sammen klaret coronakrisen. 91 ud af de 94 aftaler, vi lavede under corona – aftaler, der sikrede, at vi kom godt igennem krisen, både sundhedsmæssigt og økonomisk – er lavet bredt hen over midten. Sent mandag aften, mindre end et døgn inden statsministeren holdt sin åbningstale, landede vi en gennemgribende og ambitiøs aftale om en grøn omstilling af landbruget. Jeg læste i den forbindelse, at en af vores tidligere kollegaer hr. Kristian Jensen citerede sin ministersekretær for at sige, at det eneste, der kræves, for at en politiker erklærer en aftale for historisk, er, at pågældende selv er med i den. Alligevel vil jeg ikke tøve et eneste sekund med at kalde en aftale mellem næsten alle Folketingets partier, der viser vejen til, hvordan dansk landbrug kan reducere sin udledning med op til 7,4 mio. t CO2, for, ja, historisk. Det var historisk. Vi viste den aften sammen folkestyret fra sin allerbedste side.

Jeg tror, at vejen til mindre politikerlede i Danmark går over mange flere aftener som den i mandags. Tak for ordet.

Så vil jeg gerne læse en vedtagelsestekst op. På vegne af partierne Socialdemokratiet, Socialistisk Folkeparti, Radikale, Enhedslisten, Alternativet og Kristendemokraterne skal jeg fremsætte følgende:

Forslag til vedtagelse

»Folketinget konstaterer, at det går godt for dansk økonomi, og at der er styr på de offentlige finanser.

Der skal i den kommende folketingssamling føres en ansvarlig og socialt retfærdig økonomisk politik, som får flere mennesker i arbejde, som ikke sætter opsvinget over styr, og som udvikler Danmark i en grønnere og mere retfærdig retning. Det kræver investeringer i uddannelse, arbejdspladser, den grønne omstilling, øget beskæftigelse og velfærd.

Samtidig skal der arbejdes for at mindske den økonomiske ulighed og bekæmpe børnefattigdom.

Folketinget vil allerede i den kommende samling vedtage nye og vigtige skridt, der skal bringe Danmark endnu tættere på forpligtelsen til at nedbringe drivhusgasudledningen med 50-54 pct. allerede i 2025 og med 70 pct. i 2030.

Partierne udtrykker tilfredshed med det brede samarbejde, der har præget håndteringen af coronakrisen, og bestræber sig på at fortsætte det konstruktive samarbejde.«

(Forslag til vedtagelse nr. V 1).

Tak for det. Det vil nu indgå i den videre debat.

Vi har nu 45 minutter til korte bemærkninger, og vi starter med fru Sophie Løhde, Venstre. Værsgo.

Jeg vil sige tusind tak for en fin tale fra ordføreren, om end jeg også må glæde ordføreren med, at Venstre jo ikke har pakket noget velfærdsløfte sammen – det står vi ved. Vi mener bare i modsætning til Socialdemokratiet, at pengene skal tjenes, før de kan bruges. Men det ved vi jo er frygtelig borgerligt og gammeldags, hvis man spørger landets statsminister og bekymrer sig om, hvor pengene skal komme fra.

I den forbindelse kunne jeg egentlig godt tænke mig at høre den socialdemokratiske ordfører, om det ifølge Socialdemokratiet er udtryk for at være erhvervsvenlig, at en regering hæver skatter og afgifter og gebyrer med mere end 12 mia. kr., at man trækker mere end 10.000 mennesker ud af arbejdsmarkedet og i øvrigt pålægger erhvervslivet nye byrder. Er det erhvervsvenligt set med den socialdemokratiske ordførers øjne?

Ordføreren, værsgo.

Det er altså interessant at høre Venstre her. I valgkampen var der ingen grænser – der var Venstre klar med pengene; det var klar tale, et klart løfte til danskerne. Nu kommer der så pludselig her, hvor snorene skal klippes og vi skal til at levere på det velfærdsløfte, som I var med til at give danskerne, alle mulige ultimative krav, som I ved at der ikke er opbakning til. Der er jo ikke engang opbakning i blå blok til det rigide skattestop, som sætter Venstre uden for politiaftalen og andre vigtige aftaler. Der er jo ikke opbakning. I øvrigt var Venstre selv imod det forslag om en velstandslov, som Nye Borgerlige fremsatte i april.

Så man må bare sige, at da danskerne spurgte, var meldingen, at Venstre var klar til at holde hånden under velfærden, men når vi skal levere på det, kan man ikke se Venstre for bare skosåler. Det er et kæmpe svigt – et kæmpe svigt.

Fru Sophie Løhde.

Nu ved jeg godt, at det er første gang, ordføreren er her som politisk ordfører, ovenikøbet som vikarierende politisk ordfører, men jeg stillede rent faktisk også et spørgsmål, og så kunne det jo være rart også at få et svar på det. Men jeg er helt med på, at man i Socialdemokratiet synes, det er borgerligt og gammeldags at stå på, at pengene skal tjenes, før de kan bruges. Men det er vi sådan set stolte af i Venstre, og derfor er det selvfølgelig også vores udgangspunkt, når vi skal sikre pengene til børn, til ældre, til vores sundhedsvæsen – de skal jo være tjent, før man kan love nogen, at de så også kommer.

Men nu prøver jeg lige at stille mit spørgsmål en gang til: Er det ifølge Socialdemokratiet udtryk for en erhvervsvenlig politik at hæve skatter, afgifter og gebyrer med mere end 12 mia. kr. og trække 10.000 mennesker ud af arbejdsmarkedet? Er det erhvervsvenligt – ja eller nej?

Så får vi et svar. Værsgo til ordføreren.

Vi er fuldstændig klar til at føre en økonomisk politik, der sikrer, at vi er i stand til at finansiere vores velfærdssamfund. Det har vi bevist under coronakrisen. Vi har et af de laveste gældsniveauer i verden; økonomien buldrer derudad takket være den økonomiske politik, som Socialdemokratiet har ført – heldigvis i mange tilfælde sammen med brede flertal. Så vi er klar til at finansiere velfærden. Og vi er jo i øjeblikket i gang med et vigtigt reformspor, hvor vi skal forhandle om at fremtidssikre velfærden.

Men så vil jeg sige, at mange af de afgiftsændringer, der er lavet, er lavet sammen med Venstre og Konservative. Og vi er glade for, at vi eksempelvis med cigaretprisstigningen får flere unge til at undlade at ryge.

Tak til ordføreren. Så er det hr. Kristian Thulesen Dahl, Dansk Folkeparti.

Tidligere på året sagde statsministeren følgende:

»Undskyld, men en gang imellem lyder spørgsmålene omkring IS, som om det er mennesker, der har været på ferie. Altså, det er folk, der har tilsluttet sig Islamisk Stat, kalifatet, måske har været involveret i væbnet modstand mod den demokratiske verden – herunder Danmark. De har vendt Danmark ryggen. Og de har intet at gøre i Danmark mere.«

Altså: De har intet at gøre i Danmark mere. Hvordan har ordføreren det med, at ordførerens parti nu alligevel, på trods af at de her mennesker intet har at gøre i Danmark mere, aktivt har hentet dem fra Syrien til Danmark, altså de mennesker, der har vendt Danmark ryggen, dem, der ikke har noget som helst at gøre i Danmark mere?

Ordføreren.

Jeg er en til en enig med statsministeren i, at de her mennesker har vendt Danmark ryggen. Jeg har svært ved på talerstolen i dag at finde ord for min afsky i forhold til de mennesker. Det er mennesker, som har udsat kurdere, yazidikvinder, de væbnede styrker fra Vesten for de værst tænkelige forbrydelser. Jeg savner ord for at kunne beskrive min afsky for de mennesker.

Men vi nedsatte jo i et bredt samarbejde her i Folketinget og sammen med flere borgerlige partier en taskforce, som skulle se på, hvad vi kunne gøre for at hjælpe de børn, som er kommet i klemme, fordi de her fremmedkrigere har opført sig så fuldstændig ufatteligt og har tilsluttet sig en terrorbevægelse. Og i forbindelse med at vi nedsatte den taskforce, spurgte vi PET: Hvad er egentlig det mest fornuftige at gøre i forhold til rigets sikkerhed? Og det er jo derfor, vi er endt på at sige, at i forhold til alle de mennesker, hvor vi kan tage statsborgerskabet fra dem, fordi de har dobbelt statsborgerskab, gør vi det. Men hvad angår den gruppe, som kun har dansk statsborgerskab, var meldingen fra PET, at det bedste, vi kunne gøre i forhold til dansk sikkerhed, var at tage dem hjem. Og det er derfor, at vi har gjort, som vi har gjort; det var det ansvarlige at gøre.

Så er det hr. Kristian Thulesen Dahl. Værsgo.

Ja, nu er der jo faktisk en af de tre kvinder, som er blevet hentet til Danmark, der har dobbelt statsborgerskab. Så hvordan vil ordføreren forklare, at man tager en person til Danmark, som har dobbelt statsborgerskab og ikke har fået frataget det danske, sådan at vedkommende ikke skulle hertil? Man har jo også taget en person med hertil, som har dobbelt statsborgerskab.

Mit andet spørgsmål er: Vil ordføreren sikre, at de her børn nu bliver fjernet fra de her mødre? Hvis vi er enige om, at de her mødre har tilsluttet sig et regime, som er så bestialsk, at de i virkeligheden har nogle værdier, som ligger så langt væk fra sådan den almindelige tankegang i et demokratisk samfund, vil ordføreren så argumentere for, at de børn selvfølgelig ikke skal være sammen med deres mødre? For nu er kampen om, at de måske skal varetægtsfængsles på særlige vilkår, jo gået i gang.

Tak til hr. Kristian Thulesen Dahl. Så får vi et svar. Værsgo.

De fremmedkrigere, som kommer hjem, skal retsforfølges efter de strengest mulige paragraffer. Men det er nu myndighederne og domstolene, som skal afgøre, hvordan de skal behandles af retssystemet, og dermed også, hvad den videre færd skal være for dem og for deres børn. Det er en helt almindelig fremgangsmåde i et retssystem.

Så er det også sådan, at ordføreren har ret i, at en af dem, der er kommet til Danmark, har dobbelt statsborgerskab. Men ordføreren vil også være bekendt med, at det ikke var de oplysninger, regeringen havde, da vi traf beslutningen om at hjælpe børnene.

Tak. Så er det fru Kirsten Normann Andersen, SF. Værsgo.

Tak for det, og tak for talen. Charlotte er jordemoder, og for nylig viste hun et billede på Facebook, hvor man kunne se, at der på deres vagtplan kun var én jordemoder på arbejde på en stor fødeafdeling. Hun var simpelt hen den eneste, og hun var endda vikar, for det giver nemlig en bedre løn at være vikar end at være fastansat. Dagen efter havde Charlotte ikke noget arbejde længere.

Jeg synes, der er to udfordringer i lige præcis den historie, som jeg gerne vil have ordføreren til at forholde sig til, dels om der er tale om en ledelseskrise, dels spørgsmålet om, om ledelsen har fået for fine fornemmelser, når det er sådan, at der er råd til at vælge en jordemoder fra, blot fordi man udtrykker sin kritik af vilkårene på fødeområdet. Men vigtigst af alt viser det vel i virkeligheden også et billede af, hvor store udfordringer der er på fødeafdelingerne rundtomkring.

Hvad vil Socialdemokratiet gøre for at forbedre forholdene for de fødende og for jordemødrene?

Ordføreren.

Tak for spørgsmålet fra ordføreren. Jeg synes, det er et godt spørgsmål og et vigtigt spørgsmål, og jeg tror, at det ligesom hos ordføreren også har gjort et meget, meget dybt indtryk på mange andre herinde at læse Charlottes historie fra fødegangen, også fordi de fleste af os – jeg selv inklusive – jo har haft vores største øjeblikke på lige præcis en fødegang. Så der vil man virkelig gerne have, at dem, der arbejder der, har det godt.

Jeg synes, at den historie vidner om, at der på fødegangene er en udfordring, som vi skal have forholdt os til, og derfor er jeg også selv optaget af problemstillingen. Og hvad der måske endda er endnu vigtigere, har jeg også kunnet læse, at vores sundhedsminister meget klart har anerkendt, at vi her har en udfordring, og han også klart har sagt, at hvis regionerne kommer med ønsker på det her område, også af økonomisk karakter, så er man villig til at tale med dem om det. Det ændrer imidlertid ikke på, at vi jo også har en udfordring i forhold til det ledelsesmæssige. Altså, én ting er jo, at midlerne skal følge med, ellers kan vi glemme det, men det er jo også et spørgsmål om, hvordan vi tilrettelægger arbejdet i den offentlige sektor.

Fru Kirsten Normann Andersen, værsgo.

Men det er jo lige præcis udfordringen, for systemet er jo sådan, at vi skal høre det fra ledelserne, hvis det er sådan, at der er udfordringer med normeringerne rundtomkring. Men hvis man lukker munden på de kritiske medarbejdere, bliver det jo rigtig, rigtig svært for os at høre, hvad der rent faktisk foregår. Alligevel har jeg noteret mig, at Socialdemokratiet igennem det sidste år netop har bakket op om forældre og om jordemødre i forhold til at få forbedret vilkårene på fødeafdelingerne, og der er intet forslag i Socialdemokratiets finanslovsforslag til den her forbedring.

Hvordan forestiller Socialdemokratiet sig at man skal løse det her kæmpestore problem?

Ordføreren.

Jeg vil godt sige – selvfølgelig uden at kunne gå ind i den konkrete sag, for jeg kender ikke omstændighederne – at Socialdemokratiet står vagt om de offentligt ansattes mulighed for at ytre sig om deres arbejdsforhold. Det er vigtigt.

Så er det jo ikke helt rigtigt, at vi ikke har et initiativ i vores finanslovsforslag i forhold til det her problem. For finansloven er jo også den aftale, vi laver med regionerne, hvor vi år efter år har lavet løft af den offentlige sektor og dermed også af sundhedsvæsenet. Så når vi løfter regionernes økonomi, sikrer vi også bedre forhold på fødegangene, og det har vi gjort tre gange i streg. Men problemet er ikke løst, og det anerkender jeg fuldt ud.

Så er det fru Sofie Carsten Nielsen, Radikale Venstre.

Tak til ordføreren for en også grøn tale i dag. Det er netop godt at høre om alle målsætningerne ude i verden, som er så vigtige, og hvordan vi er foregangsland. Skulle vi ikke tage og blive det på lidt flere områder? Klimapartnerskabet for luftfart har selv foreslået en grøn luftfartsfond finansieret ved et klimabidrag på flybilletten, og midlerne skal gå til at udvikle og indkøbe netop grønne flybrændstoffer.

Skulle vi nu ikke lytte til det klimapartnerskab – vi er allerede bagud; det var også det, statsministeren redegjorde for i sin åbningstale – og så få et klimabidrag, så vi kan omstille luftfarten? Vi foreslår at gøre det på svensk niveau, altså starte der. Skal vi ikke gøre det nu?

Ordføreren.

Tusind tak for spørgsmålet fra Sofie Carsten Nielsen, og tak for anerkendelsen af det samarbejde, vi har haft i forhold til at tage de vigtige skridt i retning af at indfri og virkeliggøre verdens mest ambitiøse klimapolitik, en politik, som ikke mindst Radikale Venstre har en stor del i og et medansvar for.

Jeg havde jo Airbus med som et eksempel, så vi er også optaget af, at flybranchen leverer til den grønne omstilling. Det er fuldstændig afgørende. Man kan jo som enkeltindivid overveje, hvor meget man skal flyve, men der er ikke nogen tvivl om, at flyvning også i fremtiden bliver en vigtig del af vores infrastruktur, og derfor skal den her sektor også levere. Vi er meget glade for de input, vi har fået fra klimapartnerskabet, og jeg ved, at der hos Transportministeriet er forhandlinger i gang lige præcis også på det her område i forhold til at sikre, hvordan vi får flybranchen til at levere. Jeg vil sikkert ikke få ros fra transportministeren, hvis jeg her på talerstolen tager forskud på de forhandlinger, men forslaget er noteret.

Sofie Carsten Nielsen, værsgo.

Det tager jeg som en åbning, og det er grundlæggende bare, fordi vi også i Radikale Venstre har været alt for sene med den erkendelse. Derfor går det jo ikke, hvis Socialdemokraterne er endnu senere igen med den erkendelse.

Vi er simpelt hen grundlæggende bagud, så vi har brug for det, og når det nu faktisk er branchen selv, der har leveret forslagene – det er jo det, der er så fantastisk ved det her – og hvis vi skal gøre ord til handling og sige, at vi lytter til dem, vi har sat til at lave det, så bør vi gennemføre deres forslag om et klimabidrag nu.

Tak. Ordføreren, værsgo.

Det er muligt, at De Radikale vil kritisere Socialdemokraterne for at være lidt tunge i røven, undskyld (Formanden (Henrik Dam Kristensen): Tak) ... lidt tunge i bagdelen, og det indtryk kan man jo få bekræftet, hvis man kigger på ordførerens fysiske fremtoning.

Men jeg vil dog alligevel sige – og det er vigtigt – at når Socialdemokratiet så sammen med De Radikale og andre partier i Folketinget rykker på den grønne omstilling, så gør vi det saftsuseme også med tempo og med konkrete forslag. Og ja, det er også godt med forslag i forhold til flyfarten, og vi tager det i forhandlingerne, men I kan notere jer, at vi er åbne over for at løse den problemstilling, der er på området.

Det er ikke, fordi det er specielt formildende, at man selv retter sine forkerte udtryk, men det hjælper selvfølgelig på det.

Fru Pernille Skipper, Enhedslisten.

Tak for det, og tak til ordføreren for talen. Jeg er rigtig, rigtig glad for, at ordføreren selv nævner de mange investeringer i velfærden, der er sket de sidste mange år. Vi har både talt om fødegange, psykiatrien og ældreplejen og om, at vi skal have minimumsnormeringer i daginstitutionerne. For første gang i årtier er der investeret i vores velfærd, og der bliver slået nye stillinger op. Det er så bare paradoksalt, at vi alligevel står lidt i en velfærdskrise, for der er ikke rigtig nogen, der søger de stillinger. Vi har et kæmpe, kæmpe stort problem. Hver anden sygeplejerskestilling, der bliver slået op, bliver ikke besat. Der er ikke pædagoger nok. Der er mangel på jordemødre, som vi allerede har snakket om. Nogle steder er der ikke engang nogen faste ansatte på vagt en helt almindelig aften. Hvad vil Socialdemokratiet gøre for at få nogle flere mennesker til at søge ind i vores velfærdssektor?

Ordføreren.

Tak for det. Fru Pernille Skipper og Enhedslisten peger som så ofte før her på en fuldstændig afgørende udfordring for vores velfærdssamfund. Der er ikke nogen tvivl om, at fundamentet for en ordentlig velfærd er, at vi sikrer økonomien. Det har vi gjort sammen med Enhedslisten ad flere omgange, og det er jeg glad for. Men vi kan jo ikke levere en ordentlig velfærd, hvis ikke vi har de dygtige varme hænder derude. Lige så vel som der ikke bliver nogen grøn omstilling uden elektrikere, bliver der heller ikke nogen god velfærd uden sosu-assistenter, sygeplejersker og lærere. Det er jo også derfor, regeringen er optaget af at få de uddannelseskompetencer, som er nødvendige for at have en god velfærd, stillet til rådighed for flere og frem for alt også at sikre, at de velfærdsuddannelser er til stede derude, hvor danskerne bor. Vi skal have decentraliseret meget mere.

Så er det jo sådan, at hvis vi her i Folketinget er i stand til at tage et fælles ansvar for at få vedtaget og prioriteret »Danmark kan mere I«, vil der være 2,5 mia. kr. ekstra til at investere i uddannelse, hvilket også på det her område vil kunne gøre en forskel.

Fru Pernille Skipper.

Det er alt sammen meget fint, eller det hele i den her reform er overhovedet ikke meget fint, men det er rigtig fint at tale om at decentralisere og om, at vi skal have flere uddannet. Men faktum er jo, at der er færre og færre, der søger ind på netop de uddannelser. Så vi kan godt investere og sige, at vi godt vil ansætte flere, og vi kan også godt oprette flere uddannelsespladser. Vi kan sågar også – og det synes vi er en god idé – lave flere uddannelsespladser rundtomkring i landet, men det, som de alle sammen selv peger på, er jo lønnen. Sygeplejerskerne strejkede for en bedre løn og blev lukket ned med hård hånd herindefra. Der er 1.000 jordemødre, der har skrevet under på en erklæring om, at de ikke vil tage ansættelse i det offentlige. Kan vi gøre noget ved lønnen for at få flere med?

Så får vi et svar. Værsgo.

Se, i forhold til at få kigget på de lønforskelle – og måske også kønsdefinerede lønforskelle – der er på vores offentlige arbejdsmarked, har vi jo nedsat en lønstrukturkomité, som skal kigge grundigt på og afdække det meget komplekse problem. Men jeg tror, at noget af det, jeg sagde først i forhold til finansiering af velfærden, er afgørende for at løse den udfordring, vi har med, at ikke nok søger ind på de uddannelser. For hvis det skal være godt at arbejde i den offentlige sektor, skal man også have kollegaer, der kan løfte det sammen med en. Derfor hænger det her jo sammen: Vi skal investere i velfærden for borgernes skyld, men jo også, for at dem, der arbejder der, får gode arbejdsvilkår.

Tak for det. Så er det hr. Søren Pape Poulsen, Det Konservative Folkeparti.

Tak for det, og tak til ordføreren for talen. Der er syv-otte spørgsmål, som man godt kunne tænke sig at stille, men jeg må jo vælge et, så jeg vil vælge det mest akutte, som vi lige i øjeblikket står med i det her samfund, og det er mangel på arbejdskraft.

Vi kan have mange og lange diskussioner om den offentlige sektor og størrelsen på den og om velfærdssamfundet. Jeg håber, vi er enige om, at forudsætningen for, at vi overhovedet har velfærd, er velstand, og hvis vi skal have velstand, kræver det, at virksomhederne kan få den arbejdskraft, de har behov for. Jeg ved godt, at fagbevægelsens synspunkt altid vil være, at der er 14 millioner arbejdsløse i EU, og at vi derfor ikke skal sænke beløbsgrænsen. Men hvis nu de mennesker ikke søger de job, der er brug for at få besat i Danmark – og nu skal jeg være positiv – kan ordføreren så ikke se, at det ville være en rigtig god mulighed for virksomhederne for at få den arbejdskraft, at vi sænker beløbsgrænsen? De mennesker rejser hjem igen den dag, de mister deres job. Det gør kun vores samfund rigere. De tager ikke noget fra nogen. Skulle vi ikke gøre det, så vi kan få den arbejdskraft, der er behov for, og skabe et rigere samfund?

Ordføreren.

Tak for spørgsmålet til hr. Søren Pape Poulsen. Lad mig bare indledningsvis sige, at jeg er fuldstændig enig med hr. Søren Pape Poulsen og Konservative i, at en forudsætning for, at vi har verdens bedste velfærdssamfund, er, at vi har verdens bedste og stærkeste erhvervsliv. Det er erhvervslivet og de mennesker, de ansætter, der er den økonomiske forudsætning for, at vi har vores velfærdssamfund. Bare så vi er enige så langt.

Så er jeg også enig med De Konservative i, at vi har en akut udfordring med mangel på arbejdskraft. Jeg så, at hr. Søren Pape Poulsen for et par dage siden lagde en opdatering op i forbindelse med en fyr, der havde været med i »Luksusfælden«, som jeg tror hedder Imad. Han havde været på en masse uddannelser og fået en masse su, men han syntes ikke, at han nu var klar til at tage et job som skraldemand; det var simpelt hen under hans værdighed. Derfor er jeg også glad for, at vi i går med en trepartsaftale strammede rådighedsreglerne, så den type mennesker får en meget klar besked: Det går ikke, makker; du skal ud at arbejde. Det er en af vejene til flere hænder på arbejdsmarkedet.

Så har vi en lang række andre forslag i vores reformpakke, og vi lytter også gerne til de forslag, der kommer fra Konservative, men det er velkendt, at vi har bekymringer i forhold til beløbsgrænsen.

Så er det hr. Søren Pape Poulsen, værsgo.

Jeg er glad for, at vi er enige om, at man, hvis man vil have penge i det her samfund, skal arbejde for dem, og det skal alle, uanset hvem de er. Hvis man er sund og rask, skal man arbejde – slut, færdig.

Men jeg håber, at vi er enige om, at den trepartsaftale, der landede i går, ikke løser alle problemerne, mildest talt. Derfor spørger jeg bare igen: Er der en ideologisk modstand i Socialdemokratiet mod udenlandsk arbejdskraft? Skal de komme fra EU? Eller skyldes det, at hvis folk kommer fra Ukraine og Indien, er det ikke en lige så god arbejdskraft, som hvis de kommer andre steder fra? Skal vi ikke bare give virksomhederne den arbejdskraft, de har behov for?

Ordføreren, værsgo.

Vi er fuldstændig enige i udfordringen. Det er også derfor, vi har fremlagt et reformudspil, der skal sikre, at virksomheder får adgang til den arbejdskraft, de har behov for. Det er helt elendigt, at vi får alle de meldinger om, at virksomheder siger nej til ordrer, fordi der ikke er arbejdskraft. Det, vi gjorde i går, var at stramme rådighedsreglerne og sikre bedre match imellem de arbejdsløse og virksomhederne, men jo også at sikre en bedre adgang til de europæiske arbejdsmarkeder, hvor der er 10-15 millioner arbejdsløse.

Når vi er bekymret for det arbejdsmarked, der er uden for EU, er det jo, fordi vi har en bekymring for, at der kan komme en for voldsom lønkonkurrence og et løntryk særlig på vores faglige arbejdsmarked.

Tak for det. Så er det fru Pernille Vermund, Nye Borgerlige. Værsgo.

Tak for det. Tre IS-terrorister står snart på dansk jord, aktivt hentet hertil af den socialdemokratiske regering. Den ene af de tre har dobbelt statsborgerskab. Regeringen har tidligere lovet, at man ikke aktivt ville hente de her mennesker til Danmark. Regeringen har også tidligere lovet, at dem, der havde dobbelt statsborgerskab, skulle have frataget deres danske. Man er ad flere omgange vendt på en tallerken. Man har gjort det stik modsatte af, hvad man har lovet danskerne. Nu står de her.

Ordføreren sagde tidligere, at den kvinde, som har dobbelt statsborgerskab, havde det, men at man ikke vidste det, da man satte gang i behandlingen af hendes sag og forsøgte at få hende hjem. Erkender ordføreren dermed, at man har sjusket, og at man simpelt hen har udvist en ekstrem form for slendrian med danskernes tryghed og sikkerhed i behandlingen af de her IS-terrorister?

Ordføreren.

Tak for spørgsmålet fra fru Pernille Vermund. Jeg synes jo, at der er flere forhold i spørgsmålet. Der er ikke nogen tvivl om, at det er fremmedkrigere, som er kommet til Danmark, og som skal retsforfølges med de hårdest mulige paragraffer. Det kommer også til at ske. Omvendt er der heller ikke nogen tvivl om, at den vigtigste opgave for en regering, der måtte sidde, til enhver tid er at passe bedst på danskerne og passe på rigets sikkerhed. Og når der ligger en PET-vurdering, som meget klart siger, at den måde, vi gør det bedst på, er ved at tage de fremmedkrigere hjem, der har dansk statsborgerskab – og kun dansk statsborgerskab – så mener jeg, at det er en ansvarlig regerings opgave at lytte til sådan en vurdering.

Så er det også korrekt, som ordføreren siger, at da vi træffer beslutningen om den tredje fremmedkriger, der viser sig at have et dobbelt statsborgerskab, er vi ikke klar over, at hun har dobbelt statsborgerskab, og derfor træffer vi den beslutning, vi gør. Der er ikke nogen tvivl om, at det er en fejl, at vi ikke er oplyst om det, da vi træffer beslutningen.

Fru Pernille Vermund.

Det var jo så trods alt et ærligt svar. Men nej, hvor er det bedrøveligt. Hvor er det bedrøveligt, at noget, som er så afgørende for rigtig mange danskere, for vores tryghed og for vores sikkerhed, bliver behandlet så lemfældigt; at man simpelt hen ikke gør sig umage med sit arbejde. Vi taler om IS-terrorister, kvinder, som er taget ud, og som tilmed har taget deres børn under armene for med potentielt døden som yderste konsekvens både for dem selv og deres børn at kæmpe for et islamisk kalifat. Dem henter man aktivt hertil, og så sjusker man med behandlingen. Hvad er det for noget!

Tak for det. Ordføreren, værsgo.

Jeg er enig med fru Pernille Vermund i beskrivelsen og i hendes, synes jeg, helt rimelige indignation i forhold til de her mennesker. Det er vi enige om. Jeg er også enig med fru Pernille Vermund i, at det er bedrøveligt, når der sker fejl i sagsbehandlingen, som der er sket her.

Så er det hr. Alex Vanopslagh, Liberal Alliance. Værsgo.

Tak for det. I dag er en stor dag og en vigtig dag for vores folkestyre og for vores demokrati, for det er nemlig i dag, at Minkkommissionen går i gang med sit arbejde med at undersøge regeringens lovbrud og ulovlige aflivning af det danske minkerhverv. Dengang der blev nedsat en rigsretssag mod Inger Støjberg, stod Socialdemokratiet og jo også statsministeren meget hårdt fast på, at det her ikke handler om barnebrude, det handler om lovbrud. Og så vil jeg egentlig bare høre ordføreren, om man kan forvente samme konsistens i den her sag fra Socialdemokratiets side – altså at man ikke vil skubbe corona og folkesundhed foran sig. For det er ikke det, det handler om; det handler ene og alene om den ulovlige aflivning, om lovbruddet, og hvilke konsekvenser det skal have. Kan vi forvente den konsistens fra Socialdemokratiets side?

Ordføreren.

Jamen vi er jo enige om at have nedsat den kommission, som der bliver spurgt til her, og kommissoriet for det arbejde er entydigt. Så det skal vi ikke diskutere. Men det er klart, at når vi diskuterer spørgsmålet omkring mink, bør vi gøre det med respekt for og forståelse for, hvad det var for en situation, som Danmark var i, da beslutningen blev truffet. Ellers bliver det en diskussion på nogle forkerte præmisser.

Værsgo til hr. Alex Vanopslagh.

Jo, men med samme logik kan Inger Støjbergs mulige lovbrud jo ikke rigtig diskuteres, uden at vi diskuterer barnebrude – det er jo det, jeg må forstå. Og så har Socialdemokratiet simpelt hen skiftet holdning. Det må jo være det, der er tilfældet nu, hvor man gerne vil skubbe corona og folkesundhed foran sig. Det synes jeg er ærgerligt; jeg synes, man skal være konsistent i sine holdninger.

Men må jeg ikke bare lige høre, hvad ordføreren egentlig mener er den værste brøde – er det i en kort periode ulovligt at adskille par fra hinanden i forhold til barnebrude, eller er det at slagte et helt erhverv?

Ordføreren, værsgo.

Spørgeren skal lade være med at lægge mig ord i munden, for jeg svarede fuldstændig krystalklart på spørgsmålet omkring kommissionen. Og vi er enige om kommissionens genstandsfelt – det er ikke til diskussion. Jeg siger så bare, at når vi har den mere generelle diskussion her i Folketinget eller andre steder omkring beslutningen vedrørende mink, som var en tung beslutning, så bør man gøre det i respekt for, hvad det var for en situation, der var i Danmark, og hvad for en udfordring der var i forhold til danskernes sundhed og sikkerhed.

Så er det hr. Torsten Gejl, Alternativet. Værsgo.

Tak for talen og for en vedtagelsestekst, som Alternativet også godt kan se sig selv i. Til gengæld er vi meget uenige i, at den aftale om at reducere CO2-forbruget i landbruget var historisk – altså, vi synes, den var historisk ringe. Og vi er heller ikke enige i, at det afvikler politikerlede, når man står og roser så dårlig en aftale til skyerne. Vi tror faktisk, at det skaber politikerlede.

Hvordan kan det dog være, at man udskyder så stor en del af den CO2-besparelse, som er så vigtig i landbruget, til fremtiden og til at skulle skabes ud af teknologi, der knap nok er opfundet endnu?

Ordføreren.

Tak til hr. Torsten Gejl og til Alternativet for spørgsmålet. Det er ikke så overraskende, at det kommer til at handle om klima; hr. Torsten Gejl er jo medlem af et parti, som jeg synes sammen med en række andre partier har en meget stor ære og fortjener anerkendelse for, at det politiske fokus i øjeblikket er på klimaet så massivt, som det er. Og i øvrigt tak for de steder, hvor vi har kunnet samarbejde, og også tak for samarbejdet omkring en vedtagelsestekst , som meget klart siger, at vi skal nå vores 70 pct.

Vores aftale om landbruget er historisk, fordi den er så bred, fordi den er så gennemgribende for erhvervet, fordi vi laver en nu og her-præcisering af, hvordan vi kan finde en betydelig reduktion på 2,4 mio. t, men samtidig fordi vi forpligter et bredt Folketing i et forlig over næsten 10 år på at finde reduktioner på imellem 55 og 60 pct. af landbrugets samlede udledninger, og fordi vi får forpligtet ikke mindst de borgerlige partier på, at vi skal have nedbragt udledningen af kvælstof til vores vandmiljøer.

Så er det hr. Torsten Gejl, værsgo.

Tak for den ros. Det gør det næsten helt svært at være kritisk. Men nu er klimaet jo noget, der skal reddes, så vi er nødt til at prøve at være skarpe på det. Hvordan kan det være, at man ikke hjalp landbruget med at nedbringe noget som helst af kødproduktionen, som jo udleder utrolig meget CO2, som ødelægger naturen, som forgifter drikkevandet, og som kompromitterer dyrevelfærden? Man kunne jo godt have startet med at nedbringe den kødproduktion. Man siger så, at den ko, der ikke bliver produceret i Danmark, så bliver produceret i Polen, men det passer jo ikke. Det siger de miljøøkonomiske vismænd – at det kan man ikke sige en til en. Det er måske 20 pct. af den ko, der bliver produceret i Polen.

Hvorfor tog man ikke fat i at reducere kødproduktionen?

Ordføreren, værsgo.

Hvis ikke danskerne nedbringer deres forbrug af kød, er det vel entydigt, at hvis vi nedbringer vores produktion, må produktionen komme et andet sted fra, og den kan ikke komme fra et land, som er så grønt, som Danmark er på landbruget, for vi er nummer et og vil med aftalen vedblive at være nummer et og trække fra de andre lande.

Jeg synes grundlæggende set, at det er forkert at regulere kødoutput. Jeg synes, det er fantastisk, at vi laver en strategi for plantebaserede fødevarer og grønne proteiner, som får folk, danskerne, til at spise mindre kød og mere grønt, men grundlæggende set skal vi regulere udledningerne, både af kvælstof og af CO2, og det er det, vi gør.

Så er det hr. Jens Rohde, KD.

Tak for det. Jeg vil lige gøre hr. Christian Rabjerg Madsen opmærksom på, at jeg ikke tror, at der er ret mange mennesker inde i det her lokale, der ville være i stand til at varetage jobbet som skraldemand, for det kræver en betydelig kondition at gøre det. Så det skal man ikke ditche på den måde.

Men det ændrer ikke ved, at vi har den problemstilling, der hedder mangel på arbejdskraft, og derfor vil jeg gerne lige stille et spørgsmål som opfølgning på hr. Søren Pape Poulsens spørgsmål i den retning: Hvorfor beskatter vi ikke arbejde mindre i det her land, når vi gerne vil have mere arbejde? Det er der ikke nogen logik i vi ikke gør.

Det andet spørgsmål, jeg vil stille, relaterer sig til statsministerens store slagnummer i talen om en masse almene boliger i København. Ud af 10.000 boliger, der er blevet bygget i København, er kun de 6 pct. almene. Det skyldes jo, at der ikke er økonomi i det for Københavns Kommune. Der er ikke meget sjov i for Københavns Kommune at opfylde den kvote, de allerede har på 25 pct., så hvad vil regeringen gøre ved det for at realisere den drøm, som statsministeren har?

Så får vi et svar. Værsgo.

Tak for to gode spørgsmål fra hr. Jens Rohde og Kristendemokraterne, og i øvrigt tak for, at vi kunne være enige om en vedtagelsestekst, som jeg synes er god, og som viser en meget klar retning, også i forhold til klimaspørgsmål og børnefattigdom – et spørgsmål, som jeg ved ligger hr. Jens Rohde på sinde.

Det, jeg sagde om skraldemanden, var faktisk meget i forlængelse af det, som hr. Jens Rohde sagde. Det, Imad, den pågældende deltager, sagde, var forkert. Han burde lette den dertil indrettede, som vi ikke benævner herfra, og komme i gang med at tage sig et arbejde, også skraldemandsarbejde.

Når vi har den beskatningsstruktur, vi har i Danmark, er det jo, fordi skatter er en forudsætning for, at vi kan finansiere vores velfærdssamfund. Vi skal jo hele tiden indrette skattesystemet, sådan at vi får et toptunet erhvervsliv, får mere af det, vi gerne vil, men vi har også den udfordring, at vi ikke bare kan fjerne meget store skattebaser, for så er der simpelt hen ikke råd til nogle af de andre ting, som vi gerne vil.

Så er jeg enig med hr. Jens Rohde i, at for at løse udfordringen med blandede byer eller fremskaffe mere blandede byer skal vi også løse den økonomiske udfordring, der er, som kommunerne har, når de ønsker at bygge flere almene boliger.

Hr. Jens Rohde, værsgo.

Er budskabet så til københavnerne her og i øvrigt også de andre større byer – nu kigger jeg over på min gode ven, indenrigs- og boligministeren – at der kommer flere penge? Og vil man indføre et tvangssystem? For igen: Kommunerne har mulighed for at bygge op til 25 pct. almenboliger, men de gør det jo ikke, og Københavns Kommune gør det slet ikke, fordi det er dårlig økonomi. Det vil sige, at vi herindefra er nødt til at finde på noget, og hvad skal det være? Det må regeringen jo have tænkt over, for jeg går da ikke ud fra, at statsministeren bare stiller sig op og laver varm luft fra talerstolen.

Ordføreren, værsgo.

Det har vi bestemt tænkt over, og der vil også komme et udspil senere. Jeg er i øvrigt glad for, at vi deler ambitionen om blandede boliger med hr. Jens Rohde. Blandede boliger i vores store byer er en forudsætning for, at vi mødes på tværs af etniske skel og økonomiske skel, og det møde på tværs af skel er forudsætningen for, at vi har en sammenhængskraft, som igen er forudsætning for, at vi har et velfærdssamfund. Det, vi taler om her, er helt fundamentalt. Så er det rigtigt, at der er nogle økonomiske barrierer i forhold til at få bygget alment, og det kommer vi også til at adressere med vores udspil, men jeg kommer ikke til at foruddiskontere hele udspillet herfra i dag.

Så er det hr. Karsten Lauritzen, Venstre.

Tak til ordføreren for ordførertalen. Jeg synes faktisk, at der, selv om det måske ikke siger så meget, lægges et højere gennemsnit med hensyn til at svare på spørgsmålene. Det vil jeg godt give ordføreren. Vi er ikke helt tilfredse med det, der svares, men det er så en anden sag, og det er måske heller ikke overraskende.

Der var dog et enkelt spørgsmål, som den socialdemokratiske ordfører ikke lige fik forholdt sig til, og jeg spørger derfor om det samme som fru Sophie Løhde, nemlig om ordføreren kan forklare, hvordan det kan være erhvervsvenligt. Hvordan kan man sige, at man er den mest erhvervsvenlige regering, og hvordan kan man sige, at man vil skabe job og arbejdspladser i det her land – og det er det, man retorisk siger – samtidig med at resultaterne er et stigende skattetryk, nye afgifter, forhøjede skatter og gebyrer, og samtidig med at man tager 10.000 mennesker ud af arbejdsstyrken? Hvordan kan der være sammenhæng mellem den retorik og resultaterne?

Ordføreren.

Tak til hr. Karsten Lauritzen. Nu er det mig, der bliver så smigret, at jeg næsten har svært ved at svare, for noget af det mest irriterende, når man sidder dernede, er, hvis en ordfører ikke svarer på spørgsmålene. Det vil jeg gerne bestræbe mig på at gøre.

Det er jo, fordi man ikke kan tage et enkelt forslag og så pille det ud og gøre det til et billede på hele regeringens politik. Jeg er glad for, at vi bl.a. sammen med Venstre eksempelvis har hævet afgiften på cigaretter, så flere unge ikke begynder at ryge. Jeg er glad for, at vi har lagt en afgift på engangsplast, så vi får mindre svineri i vores vandsystem. Jeg er samtidig glad for, at vi hæver forsknings- og udviklingsfradraget, så virksomheder får mulighed for at investere i den udvikling, som er afgørende for, at vi skaber fremtidens arbejdspladser. Jeg er samtidig glad for, at vi laver en massiv investering i uddannelse, så virksomhederne får de elektrikere og de ingeniører, der er afgørende for dem. Jeg er samtidig meget, meget glad for, at vi har lavet en infrastrukturaftale, som betyder, at de danskere, der skal på arbejde, kan komme derhen noget hurtigere.

Man skal se regeringens politik samlet, og den er meget, meget erhvervsvenlig, hvilket de økonomiske nøgletal vist også meget godt afslører.

Så er det hr. Karsten Lauritzen. Værsgo.

Tak for svaret. Jeg kunne forstå ordføreren så langt, hvis man byttede rundt på skattebyrden og f.eks. sagde, at man beskatter nogle borgere hårdere for at lempe skatten for nogle virksomheder. Så kunne jeg sådan set godt forstå, at man kan hæve skatterne og ændre på skattesystemet og samtidig kalde sig erhvervsvenlig. Men når man øger skattetrykket med 12 mia. kr., og når man foreslår en politik, der trækker 10.000 mennesker ud af arbejdsstyrken – det er det, resultaterne viser – hvordan pokker kan man så som regering mene, at man er erhvervsvenlig? Det forstår jeg desværre stadig væk ikke.

Ordføreren, værsgo.

Det er jo, fordi hr. Karsten Lauritzen vælger alene at fokusere på dele af regeringens politik. Det er jo rigtigt nok, at vi giver en pension til nedslidte danskere, som er rimelig og fornuftig, og som i øvrigt sikrer den folkelige opbakning til det vigtigste enkeltbidrag til dansk økonomi, nemlig velfærdsaftalen fra 2006, men vi leverer samtidig ny arbejdskraft med vores reformspor. Det håber jeg at vi kan gøre i fællesskab med Venstre.

Så er det hr. Morten Dahlin, Venstre. Værsgo.

Tak for det. Jeg tror, jeg vil følge op på hr. Karsten Lauritzens spørgsmål, for nu er vi ved at spore os ind på, hvad der er erhvervs-, vækst- og jobvenligt. Jeg kan blive endnu mere konkret end hr. Karsten Lauritzen: Mener ordføreren, at det er udtryk for erhvervsvenlighed og dermed jobvenlighed og vækstvenlighed, at man fra regeringens side hæver generationsskifteskatten for de familieejede virksomheder, som står for en rigtig stor del af gode, solide danske arbejdspladser, særlig i landdistrikterne? Er det udtryk for en erhvervsvenlig og dermed jobvenlig politik?

Ordføreren.

Igen bliver jeg nødt til at insistere på, at det skal ses i en sammenhæng, for det er jo igen den samlede beskatning, vi har herhjemme, som giver os mulighed for at for at lave investeringer i vores velfærd, som giver os mulighed for at sikre den grønne omstilling, som jo også er en forudsætning for, at vi har et velfungerende erhvervsliv.

Så er det korrekt, at Venstre og de borgerlige med en række initiativer gav meget, meget store skattelettelser til de allerrigeste danskere. Bl.a. sænkede man skatten på de største aktieafkast, man sænkede skatten på de største gevinster fra boligspekulation, og man sænkede skatten i forbindelse med arv af virksomhed. Det var skattetiltag, som er begunstigede de allerrigeste, og som samlet set ikke var fornuftige, og derfor har vi taget initiativer til at rulle de skæve skattelettelser tilbage.

Hr. Morten Dahlin.

Nu er vi så nået dertil, hvor ordføreren siger, at vi skal se samlet på regeringens skattepolitik for at vurdere, om den er erhvervsvenlig. Så må man bare stille spørgsmålet: Er det udtryk for en politik, der er erhvervsvenlig og dermed jobvenlig og vækstvenlig, at man øger skatte- og afgiftsbyrderne for danske iværksættere, for danske virksomheder og for de familieejede virksomheder, som i mange samfund er grundstenen for jobskabelse og vækstskabelse? Mener ordføreren helt seriøst, at det er en vækstvenlig og jobvenlig politik at hæve skatterne med over 10 mia. kr.?

Ordføreren, værsgo.

Nu er vi vist efterhånden der, hvor det er på sin plads at sige, at jeg ikke tror, at vi kommer så meget længere i debatten. Men det er jo forkert, når ordføreren siger, at når jeg påpeger, at man skal se på hele regeringens politik, så er det noget, vi først lige er nået frem til – det var jo det, jeg startede med at svare. Det er ikke rigtigt, at vi har lagt skat på iværksættere, men det er rigtigt, at vi indretter en skattepolitik, som gør, at vi kan finansiere vores velfærd, finansiere den grønne omstilling og finansiere den ekstrauddannelse, som gør, at virksomheder kan få den dygtige arbejdskraft, som de har behov for.

Så er det hr. Morten Messerschmidt, Dansk Folkeparti.

Tak, formand, og tak for talen. Det er jo bemærkelsesværdigt både i ordførerens tale og også i statsministerens forleden, hvor meget klima fylder. Det er måske ikke så underligt. Dels er det måske et holdkæftbolsje til socialisterne, dels dækker det så måske også over nogle af de mere kedelige ting, som regeringen ikke vil tale om, nemlig håndteringen af Afghanistan; den lussing, man fik fra EU uden tilsyneladende at gøre noget i forhold til indgrebet over for børnefamilier, og så selvfølgelig ikke mindst den fadæse, det er, at de mennesker, som man indtil for nylig mente have vendt Danmark ryggen, i dag er hentet hjem med regeringens billigelse og hjælp.

Indtil videre er det så tre IS-kvinder, mødre, og deres 14 børn, som regeringen har ladet komme til Danmark. Det påkalder sig i hvert fald to spørgsmål, som jeg håber ordføreren kan håndtere i en svarrunde. Hvad vil man egentlig gøre for at sikre danskernes tryghed? Altså, det her er jo folk, som har excelleret i eller i hvert fald understøttet henrettelser, mord, vold, de mest brutale overgreb mod andre mennesker. Og kan ordføreren garantere, at det så bliver ved de tre kvinder og deres 14 børn, og at der ikke kommer flere sidenhen?

Tak for det. Ordføreren, værsgo.

Tak til hr. Morten Messerschmidt. Det er klart, at jeg holder en tale om det, jeg finder er vigtigst, men jeg står her jo i tre kvarter, hvor hele Folketinget kan spørge mig om det, de måtte ønske. Så det der med at bestemme, hvad jeg vil tale om, er vist ikke inden for min rækkevidde.

Hvad angår Danmarks tryghed, så er det jo nu opgaven at sikre, at de fremmedkrigere, der er kommet til Danmark, bliver forfulgt efter de strengest mulige paragraffer. De bliver varetægtsfængslet og retsforfulgt.

Så bed jeg mærke i, at det første spørgsmål vedrørte danskernes tryghed. Der vil jeg bare igen gøre opmærksom på, at årsagen til, at de her fremmedkrigere nu er på dansk jord, jo er, at da vi lavede taskforcen, spurgte vi PET, hvordan og hvorledes man skulle gribe den her sag an. Og der var meldingen fra PET, at det i forhold til danskernes sikkerhed og danskernes tryghed, som jeg ved ordføreren går op i, og som jeg også selv kerer mig om, ville det mest fornuftige være at tage de kvinder, de fremmedkrigere, hjem, der har alene det danske statsborgerskab.

Hr. Morten Messerschmidt.

Jo, men det, PET siger, er, at der jo er risici i begge scenarier. Og så har regeringen så – i vores optik – valgt det forkerte scenario, men det fritager jo ikke regeringen for at tænke på danskernes tryghed. Det her er folk, der mener, at demokratiet skal bekæmpes med vold, homoseksuelle skal henrettes, kvinder, der ikke følger sharia, skal stenes. Hvad vil regeringen konkret gøre for, at de mennesker ikke enten selv eller via deres håndlangere i Danmark får udført de her ugerninger i Danmark? Det skylder man et svar på.

Og så vil jeg gerne have en garanti. Jeg vil gerne have en garanti for, at med den enorme kovending, som regeringen har foretaget i forhold til nogle mennesker, man mente havde vendt Danmark ryggen, men som man nu aktivt har taget til Danmark, bliver det ved de tre Islamisk Stat-kvinder og deres 14 børn. Jeg vil gerne have en garanti for, at der ikke kommer en eneste mere til Danmark.

Tak for det. Værsgo.

Hvad angår de fremmedkrigere, som ordføreren her taler om, kan man jo bare se på, hvad regeringen har gjort. Vi har været benhårde og konsekvente i forhold til at forfølge den strategi, at alle med dobbelt statsborgerskab skulle have frataget deres danske statsborgerskab, så de ikke kan vende retur. Det er entydigt; det er det, vi har gjort.

I forhold til risici er det jo rigtigt nok, som ordføreren siger, at forskellige scenarier involverer forskellige former for risici. Vores opgave er nu at retsforfølge, men vores opgave som regering er også at træffe det valg, der er det sikreste for Danmark.

Vi er nået til den sidste korte bemærkning, og den tilfalder fru Karina Lorentzen Dehnhardt, SF.

Én linje i sin tale – det var det, statsministeren fandt plads til at bruge på kriminalforsorgen. Hun nævnte, at der virkelig er brug for et løft og en ny retning, og det er jeg rigtig enig i, for situationen er alvorlig. Men statsministeren fremlagde jo desværre ikke et eneste initiativ, som kan afhjælpe den mangel på hænder og på pladser, som vi har i kriminalforsorgen. Og så er det jo, at jeg husker, at da Socialdemokraterne var i opposition, foreslog man, at der skulle komme 0,5 mia. kr. mere til kriminalforsorgen til flere hænder. Men da jeg så åbnede finanslovsforslaget, blev jeg godt nok ret skuffet, for det viser et faldende budget frem i årene. Der er ikke tale om et løft.

Hvor er det løft, som Socialdemokraterne lovede kriminalforsorgen? Har Socialdemokraterne tænkt sig at holde deres løfte om 0,5 mia. kr. mere til kriminalforsorgen?

Ordføreren.

Tusind tak til fru Karina Lorentzen Dehnhardt for spørgsmålet, og tak til SF og fru Karina Lorentzen Dehnhardt for vedholdende og stædigt at blive ved med at tale om forholdene i vores kriminalforsorg, for det er ikke godt nok, som det er i øjeblikket. Og SF og særlig retsordføreren fortjener en særlig ros for at blive ved med at løfte det spørgsmål.

I den finanslov, som regeringen fremlagde, havde vi jo det udgangspunkt, at det skulle være en smal finanslov, fordi vi har behov for at lette foden fra speederen, så vi ikke får en overophedning. Men en af de prioriteter, der var, var netop kriminalforsorgen. Så vi prioriterede i finansloven før forhandlingerne fra starten at sikre en bund under finansieringen, sådan at man ikke skal starte forhandlingerne med at spare. Og så vil jeg gerne i dag meget klart fra talerstolen sige, at vi i Socialdemokratiet er udmærket klar over, at det ikke er gjort med det, og at der også skal findes midler, når vi i øvrigt skal lave en flerårsaftale for kriminalforsorgen – forhåbentlig sammen med Socialistisk Folkeparti.

Karina Lorentzen Dehnhardt, værsgo.

Det glæder mig, at der er flere penge på vej, for det er der simpelt hen brug for derude. Og jeg kan ikke forstå, hvorfor vi har ventet så lang tid med at gøre noget. Kriminalforsorgen er på katastrofekurs. I Renbæk Statsfængsel skal hver eneste medarbejder i oktober måned levere 52 overarbejdstimer. Det siger sig selv, at vi slider personalet ned på den måde – det kan ikke blive ved – og det betyder, at endnu flere holder op. Derfor ville jeg lige prøve at se, om jeg kunne afæske ordføreren et enkelt løfte i forhandlingerne, for jeg er nemlig optaget af, at vi genindfører elevlønnen for at rekruttere bredere. Er det noget, Socialdemokraterne vil være med til?

Tak for det. Ordføreren.

Igen tak – kriminalforsorgen har en stærk tillidsmand i SF's retsordfører.

Det, jeg sagde, var, at vi i finansloven har lagt en bund. Og så har jeg sagt, at vi er klar over, at der i forhandlingerne skal tilvejebringes mere finansiering. Det vil jo kræve, at man i den gruppe af partier kan blive enige om, hvordan den skal tilvejebringes. Det er vigtigt, og det er nødvendigt.

Så har jeg også noteret mig forslaget om elevløn – vist i øvrigt et forslag, som SF er kommet med tidligere. Det er ikke et forslag, vi har nogen principiel modstand imod, men det er nok også et forslag, som vi må henvise til de forhandlinger, der pågår, i forhold til at finde bedre rammer for kriminalforsorgen. Tak.

Tak til ordføreren, tak til hr. Christian Rabjerg Madsen. Tiden er gået, og det betyder, at vi fortsætter i ordførerrækken. Så er det hr. Jakob Ellemann-Jensen, Venstre.

Tak for det, formand. Kære alle sammen, Danmark kan mere. Det er jeg helt enig i. Det håber jeg også Folketinget kan, og det håber jeg at vi er klar til. Det er vi i hvert fald i Venstre, for der er meget, vi skal nå i det nye folketingsår. Vi skal holde fast i det økonomiske opsving, vi skal have flere i arbejde, og vi skal sætte tempo på den grønne omstilling og investere i den.

Hvis der er en ting, jeg har lært af det forgangne år, er det, at fremtiden er uforudsigelig, at politik er uforudsigeligt. Lige nu står vi jo i en situation, som de færreste havde turdet håbe på bare for et år siden. Corona er på retur, ikke fordi vi besluttede os for det her i Folketingssalen, men fordi danskerne tog et individuelt ansvar, passede på hinanden og lod sig vaccinere. Hver eneste gang Venstre og de andre partier pressede på for en genåbning af landet, fik vi at vide: Det går ikke, smitten vil eksplodere. Og hver eneste gang overraskede vores tillidsbaserede og ansvarlige samfund både eksperter og nogle politikere.

Danmark kan virkelig mere og nok også mere, end nogen herinde gik og troede. Derfor står vi i den situation i dag, at dansk økonomi er i vækst, og der er akut mangel på arbejdskraft. Det er en alvorlig situation. Det er det ikke bare for virksomhederne, det er det altså også for vores samfund. For et succesfuldt erhvervsliv er forudsætningen for alt det, vi gerne vil opnå her i Danmark. Et succesfuldt erhvervsliv er forudsætningen for, at vi kan investere i god velfærd, en ordentlig og værdig pleje til vores ældre, et stærkt og trygt sundhedsvæsen og uddannelser i verdensklasse.

Pengene skal tjenes, før de kan bruges. Det er sådan en borgerlig og liberal læresætning. Derfor imødeser Venstre også regeringens såkaldte velfærdslov med et forslag om at forbedre den og gøre den til en vækst- og velfærdslov, sådan at en stigning i de offentlige udgifter bliver bundet op på en stigning i den økonomiske vækst – med afsæt i et skattestop, selvfølgelig. Sådan vil Venstre leve op til vores velfærdsløfte, uden at vi sætter økonomien over styr.

Mangel på arbejdskraft giver os også en unik mulighed for at få flere mennesker i arbejde, og den mulighed skal vi gribe. For hvis du som menneske skal have mulighed for at løfte dig selv, starter det med et arbejde. Når du tager et arbejde, tager du ansvar for dig selv. Du tager ansvar for din familie, det giver dig mulighed for at forme dit eget liv. Helt ærligt: Jeg ville ønske, at vi holdt op med at tale arbejde ned. Arbejde er ikke en sur pligt, hvor du alene yder din indsats for at være en brik i et større puslespil, som jeg har hørt nogen sige. Arbejde handler om langt mere end at kunne betale sin skat til fælleskassen. Det er meningsfuldt at tage ansvar for sig selv, også selv om det ikke hver dag er en dans på roser. Derfor mener jeg også, at alle job er noget værd.

I Venstre har vi fremlagt en række forslag til at få flere mennesker i arbejde. For det første har vi foreslået et højere beskæftigelsesfradrag, så det bedre kan betale sig at arbejde. For det andet har vi foreslået at indføre en arbejdspligt, som skal sikre, at flere indvandrere bliver en del af det arbejdende fællesskab. Det forslag går igen i regeringens reformudspil, og det er bestemt positivt.

Jeg kan bare ikke lade være med lige i samme åndedrag at advare kraftigt imod, at regeringen har hævet ydelserne til især arbejdsløse indvandrere. Jeg frygter, at regeringen kunne finde på at gøre det igen, når der skal følges op på Ydelseskommissionen. Tænk jer nu om. Man risikerer altså at underminere indsatsen for at få flere indvandrere i arbejde, og det er en helt forkert vej at gå. I stedet for: Stil krav til mennesker, forvent noget af mennesker. Vi kan ikke være andet bekendt.

For det tredje har vi foreslået at sænke dimittendsatsen, sådan at vi får flere unge nyuddannede i arbejde. Jeg synes, det er ret og rimeligt, og det foreslog Venstre tilbage i august. Nu kan vi se, at også det er med i regeringens udspil. Tak for det. Vi er altså enige om en ny dimittendsats. Så er vi så uenige om, om pengene skal bruges på at investere i den grønne omstilling, eller om de skal bruges på nye fradrag til fagbevægelsen og højere dagpenge. Lad os tage den i forhandlingslokalet. Der er noget at enes om, og så er vi et godt stykke ad vejen.

En anden ting, vi skal tage i forhandlingslokalet, er, hvordan vi åbner for kvalificeret international arbejdskraft, for der er altså brug for tiltag, som styrker beskæftigelsen her og nu – ikke først om et år, slet ikke først om 2 år, men nu. Jeg håber, at regeringen snart kommer på banen her, for det er akut, og regeringen kan ikke blive ved med at dukke sig for den del af ansvaret. Selv fagbevægelsen peger på behovet for international arbejdskraft, hvis ikke vores virksomheder skal gå i stå. Så lad os komme i gang også med den del nu. Vi skal passe på, at vi ikke lukker os så meget inde, at vi lukker væksten ude af Danmark, og vi bliver nødt til at hæve ambitionerne på vegne af Danmark.

Et andet sted, hvor vi skal være ambitiøse, er, når det kommer til at bekæmpe klimaforandringerne. Det var et område, der fyldte meget i den socialdemokratiske ordførers tale – det er jeg glad for. Det er også noget, som jeg kunne holde en lang tale om, for der er meget at sige, men lad mig gøre det relativt kort og i den her del starte med at sige tak – tak til Folketinget for en god og bred aftale om vores fødevaresektor. Det er stærkt arbejde hele vejen rundt – vi kan jo godt!

Særlig vil jeg gerne sige tak til de borgerlige partier for et tæt og meget tillidsfuldt samarbejde gennem hele forløbet. Der var lagt op til en aftale, som ville koste op mod 14.000 arbejdspladser, heraf rigtig mange i vores landdistrikter. Det havde været en katastrofe for Danmark. Sammen lykkedes vi med at rykke aftalen i en mere ansvarlig retning og også en mere ansvarlig og ambitiøs retning i forhold til klimaet. Så kære Konservative, Dansk Folkeparti, Nye Borgerlige, Liberal Alliance og Kristendemokraterne: Det synes jeg godt vi kan være tilfredse med.

Sammen lykkedes vi også med at slå fast, at vi skal investere i den grønne omstilling herhjemme. Det er vejen frem, i stedet for at man bare sender udledninger og arbejdspladser til udlandet. Klimapolitikken rykker sig lige nu, og det her er egentlig skelsættende, fordi det ikke længere handler om at have høje ambitioner, for det har vi alle sammen; det handler om villigheden til at investere i den grønne omstilling; det handler om at sætte handling bag ord. Det kan jeg bare sige vi er klar til i Venstre, for jeg er fuldstændig enig i, at klimaforandringerne er vores tids helt store udfordring. Og jeg mener ikke, at vi kan vente helt til 2025, før vi har en færdig klimaplan, sådan som regeringen lægger op til. Det nytter ikke noget at skubbe beslutningerne foran os – det haster, og vi skal op i gear nu. Og jeg kan sige helt klart, at hvis jeg står i spidsen for en ny regering efter valget, bliver den grønne omstilling en absolut topprioritet – det vil jeg gerne garantere.

Så vil jeg på vegne af Venstre, Dansk Folkeparti, Det Konservative Folkeparti, Nye Borgerlige, Liberal Alliance, Simon Emil Ammitzbøll-Bille (UFG), Orla Østerby (UFG), Inger Støjberg (UFG) og Naser Khader (UFG) oplæse følgende forslag til vedtagelse:

Forslag til vedtagelse

»Folketinget konstaterer, at manglen på arbejdskraft udfordrer dansk økonomi, og at regeringens initiativer er utilstrækkelige.

Folketinget understreger vigtigheden af at føre en ansvarlig økonomisk politik, der gør det billigere at være dansker, og som skaber vækst og velstand. Det er forudsætningen for velfærd og grøn omstilling.

Folketinget understreger vigtigheden af at værne om vores fødevare- og landbrugssektor, så vi udvikler erhvervet. Det er godt for Danmark, klimaet og danske arbejdspladser.

Folketinget udtrykker bekymring for, at regeringen begrænser borgernes frie valg af velfærdsydelser og fører en politik, der ved at hæve skatter og afgifter for danske virksomheder og borgere koster danske arbejdspladser.

Folketinget udtrykker bekymring for bureaukratiet i den offentlige sektor og en regering, der ikke sikrer mere tillid og frihed til dem, der arbejder med velfærd.

Folketinget understreger vigtigheden af at føre en stram og konsekvent udlændingepolitik, herunder ikke at give arbejdsløse indvandrere højere overførselsindkomster. Flere kriminelle udlændinge skal udvises.«

(Forslag til vedtagelse nr. V 2).

Tak for det, og det vil så også indgå i den videre debat.

Men nu tager vi fat på 45 minutters korte bemærkninger, og først er det hr. Christian Rabjerg Madsen, Socialdemokratiet. Værsgo.

Tak for det, og tak til hr. Jakob Ellemann-Jensen for talen. Hvorfor fortalte Venstre ikke danskerne i valgkampen, at der var ultimative krav, der fulgte med, før man var villig til at levere på det velfærdsløfte, som man gav danskerne?

Ordføreren.

Jeg bilder mig egentlig ind, at de fleste danskere er klar over – og jeg ved godt, at jeg har gentaget det nogle gange i dag, det er, fordi jeg har følt behov for det, og det bekymrer mig egentlig lidt – at vi i Venstre mener, at man skal tjene pengene, før man skal bruge dem. Det er jo det, der er kernen i vores velfærdsløfte, og det velfærdsløfte står jeg ved, og det står jeg fast på, også den dag i dag, og jeg har tænkt mig at gå til valg på det igen. Vores velfærdsløfte indebærer en garanti for, at der skal føres en ansvarlig økonomisk politik, så vi ikke bare siger, at vi vil bruge pengene, men også fortæller, hvordan vi vil tjene dem.

Spørgeren.

Jeg skal ikke kunne sige, hvad danskerne ved. De er almindeligvis meget veloplyste, men i valgkampen var det jo sådan, at Venstre gik frem med et løfte om at lægge en bund under velfærden – jeg tror, det var 69 mia. kr. – men der var ikke et ord om ultimative krav, og det synes jeg jo er underligt.

Hvordan har Venstre egentlig tænkt sig at få opbakning, også på den borgerlige side, til de ultimative krav? Vi så jo eksempelvis, at både Dansk Folkeparti og Konservative var med i aftalen om politiforliget, på trods af at Venstre gik ud på grund af et rigidt skattestop, og ligedan med velstandsloven, som Venstre jo selv har stemt imod.

Ordføreren, værsgo.

Det er sådan lidt vildt, at det kan være kontroversielt og ultimativt, at man siger: Prøv at høre, vi synes, det er ret ansvarligt, at vi lige tjener pengene, inden vi bruger dem. Tænk, at det kan være kontroversielt; det er da helt vildt. Altså, det tror jeg da de søde mennesker herude har en forventning om – at vi tilrettelægger dansk økonomi, så vi ikke bare siger, at uanset om der er penge i kassen, garanterer vi, at vi vil bruge rub og stub. Det er simpelt hen ikke det, jeg kigger mine børn i øjnene og siger, altså at far nok skal brænde alle pengene af, inden de kommer til. Det er ikke sådan, vi tænker. Det er det bare ikke.

Så er det hr. Kristian Thulesen Dahl, Dansk Folkeparti. Værsgo.

Selv tak for samarbejdet om landbrugsaftalen. Det var virkelig vigtigt, at det landede langt bedre, end vi kunne have troet bare for kort tid siden. Men det, jeg gerne vil spørge hr. Jakob Ellemann-Jensen om, ligger lidt i en anden boldgade. Det er i relation til de fremmedkrigere, der nu er landet i Danmark i nat. Det er jo ingen hemmelighed, at vi i Dansk Folkeparti synes, at Venstre ikke lige der har holdt helt ved i den modstand, som vi godt kunne have tænkt os, og derfor vil jeg gerne spørge hr. Jakob Ellemann-Jensen, om Venstre er af den opfattelse, at der ikke må komme flere fremmedkrigere til Danmark; at Danmark i hvert fald ikke aktivt på nogen måde må hente flere fremmedkrigere fra Syrien til Danmark; at man sætter en prop i hullet; og at man siger, at nu er der kommet de her tre kvinder og deres børn, men at der ikke skal komme flere. Vi ser allerede i dag i debatten, at regeringens støttepartier er ude med krav om, at der bliver hentet endnu flere dernedefra til Danmark. Jeg synes virkelig, det er gruopvækkende, og jeg er meget interesseret i at høre, hvor vi har Venstre der.

Ordføreren.

Jeg er ked af det, hvis der har været tvivl om det, for Venstre har stået på det samme synspunkt hele tiden. Vi mener ikke, at de her kvinder skulle til Danmark. Vi mener, at vi har en forpligtelse til at beskytte børnene, og jeg tror egentlig, at vi alle sammen deler det synspunkt, at det er fuldstændig gruopvækkende, hvad de her børn har været udsat for. Men vi mener ikke, at de her kvinder skulle til Danmark. Vi mener, at de skulle retsforfølges lokalt for de forbrydelser, de har begået, men vi mente ikke, at de skulle til Danmark, og det mener vi stadig væk ikke. Jeg kan så forstå, at regeringen jo indtil et eller andet tidspunkt mente, at hvis man havde dobbelt statsborgerskab, skulle man fratages det danske statsborgerskab, og så skulle man ikke til Danmark, men det gjaldt så øjensynligt kun nogle. Det ser vi anderledes på. Jeg mener, at de skulle have været retsforfulgt lokalt. Jeg mener ikke, at vi står et bedre sted i dag.

Kristian Thulesen Dahl.

Tak for den opklaring. Kan jeg bruge det som afsæt for at få en garanti for, at Venstre ikke kommer til at deltage i nogen nye aftaler, der bringer flere fra Syrien til Danmark? Nu er der jo tale om, at der er børn i Syrien, som nogle mener har en relation til Danmark, der gør, at de skal hentes til Danmark på danske skatteyderes regning. Vi har jo den frygt, at hvis man gør det, er der også flere forældre, der følger med, og derfor synes vi, det er en rigtig, rigtig dårlig idé. Men kan jeg tage udsagnet fra hr. Jakob Ellemann-Jensen som udtryk for, at Venstre ikke kommer til at medvirke til at hente dem til Danmark?

Ordføreren.

Hr. Kristian Thulesen Dahl kan tage mit udsagn som udtryk for, at de mennesker, som af årsager, der er mig fuldstændig uforståelige, har valgt at tilslutte sig et middelalderligt, voldspræget, afsindigt kalifat, nærer jeg intet ønske om at se på dansk jord igen, og jeg vil gøre alt for at forhindre, at det sker. Men deres børn – deres børn! – har ikke truffet den beslutning. Hvis danske børn lever under de her ulykkelige omstændigheder, har vi en forpligtelse til at hjælpe dem – og kun dem.

Så er det fru Lisbeth Bech-Nielsen, SF.

Tak, og tak for talen. Jeg vil også gerne høre lidt om den her velfærdslov, og hvorfor Venstre ikke kan støtte den. Nu ved jeg jo, hvad hr. Jakob Ellemann-Jensen vil sige, nemlig at pengene skal tjenes først. Det ville også være et fint princip, hvis det bare gjaldt i virkelighedens verden, men sandheden er jo, at Venstre har ledet en regering, hvor man har givet ufinansierede skattelettelser for 27 mia. kr. om året, man står i spidsen for erhvervstilskud for 42 mia. kr., landbruget skal have 10 mia. kr., inden der er tjent en krone, og desuden er det også noget, man har lovet i valgkampen. Så hvordan kan man sige, at man skal tjene pengene først, altså at de skal være der på forhånd, når hr. Jakob Ellemann-Jensen vil sætte sig i spidsen for en regering, som vil bruge såkaldt dynamiske effekter til at finansiere det ene eller det andet?

Ordføreren.

Lad mig starte med at sige, at sådan fungerer min privatøkonomi altså også. Jeg lader være med at påtage mig udgifter, som jeg ikke har indtægter der kan dække, og på den måde undgår jeg at havne i det ellers udmærkede tv-program, der hedder »Luksusfælden«, og det synes jeg også vi som nation skal undgå.

Så er jeg bare nødt til at imødegå den fejlopfattelse, som der lader til at være i nogenlunde den her side af Folketingssalen, og det er, at skattelettelser er noget, man giver. Det er det ikke! Skattelettelser handler om, at man lader være med at tage noget. Skattelettelser giver man ikke, for man lader folk beholde noget. Det er ikke at give noget væk, det er at lade dem beholde noget.

Fru Lisbeth Bech-Nielsen, værsgo.

Så lad mig give et andet eksempel. Venstre var også under corona med til at stille 600 mia. kr. i likviditet til rådighed for erhvervslivet. Det var ikke penge, vi havde i forvejen, det er ikke penge, der allerede var blevet tjent, det er hovedsagelig gæld. Til gengæld var det superfornuftigt, som statsministeren også var inde på i sin åbningstale, for det har gjort, at Danmark sikkert er kommet bedre igennem krisen end noget andet land. Det er ikke penge, der var tjent, det er penge, vi lånte, fordi det viste sig at være en rigtig, rigtig god investering. Så Venstres argument om, at pengene skal tjenes først, giver simpelt hen ikke nogen mening. Det er jo bare et klokkeklart løftebrud, at man ikke vil holde det, man lovede i valgkampen.

Ordføreren, værsgo.

Nej, det er det ikke. Nu har ordføreren jo været finansordfører i ganske mange år og forstår derfor godt, trods stråmandsargumentet, det her med, at der er noget, der hedder varige udgifter, og at der er noget, der hedder her og nu-udgifter. Der er penge, som vi bruger i et år, og der er penge, vi bruger i mange år. At forpligte sig til at påtage sig en udgift, der stiger i al fremtid, uden samtidig at pålægge sig en forpligtelse til, at indtægterne stiger tilsvarende, er tordnende uansvarligt. At bruge nogle penge på at understøtte i en krisesituation, engangsudgifter, er tordnende ansvarligt.

Tak for det. Så er det fru Sofie Carsten Nielsen, Radikale Venstre.

Tak for ordet. Jeg er utrolig glad for, at hr. Jakob Ellemann-Jensen har som mission, hvis han skulle indtage Statsministeriet, at sætte den grønne dagsorden og de grønne ambitioner højest. Faktisk tænker jeg, at man næsten ikke kan være partileder, hverken i Danmark eller nogen som helst andre steder på kloden, uden egentlig at sætte dét allerhøjest. Og jeg ved, at hr. Jakob Ellemann-Jensen også ynder at lytte til erhvervslivet, så derfor har jeg et spørgsmål til det. Klimapartnerskabet for luftfart har selv foreslået et klimabidrag i forhold til luftfart, så vi kan omstille netop luftfarten. Jeg tror, at ordføreren og jeg er enige om, at vi nok ikke stopper med at flyve. Så skulle vi ikke komme i gang med at lytte til netop branchen selv og få indført det klimabidrag? Hvor står Venstre der?

Ordføreren.

Vi står i hvert fald der, som fru Sofie Carsten Nielsen også siger, at vi også her skal lytte til erhvervslivet. For det, som jo egentlig er centralt i det her, er, at der er nogle, der har sådan en opfattelse af, at den grønne omstilling skal være træls, at den skal gøre vores muligheder mindre, og at den skal gøre vores tilværelse nederen på en eller anden måde. Det mener jeg jo ikke. Altså, vi er jo nødt til at have den grønne omstilling på en måde, som gør, at vi ikke begrænser vores muligheder, men holder fast i vores muligheder. Noget af det, der er knas med , er vores flytrafik, og derfor bliver vi nødt til at finde alternativer her, og jeg lytter meget, meget gerne til de forslag, der er.

Sofie Carsten Nielsen, værsgo.

Det er jeg glad for, for forslaget findes allerede. Som jeg også sagde til Socialdemokratiets ordfører, har vi været lidt sent ude i Radikale Venstre; jeg hørte en indrømmelse fra Socialdemokratiets ordfører af, at man havde været ret sen til at lette enden – jeg tror, det er det ord, vi bruger i denne sammenhæng. Så kunne Venstre ikke forestille sig også at lette den del endnu hurtigere, så vi kom i gang med at opfylde det her mål, for det gælder om, at vi fortsat kan bevæge os rundt på kloden, men på en måde, så vi ikke smadrer klimaet?

Ordføreren.

Jeg er fuldstændig enig i Socialdemokraternes ordførers karakteristik af, at man har været lang tid om at lette bagdelen. Det er os, der er ude foran, så hvis man skal indhente os, er det derude, vi er. Prøv at høre: Vi skal have en markedsdrevet grøn omstilling. Vi skal have en grøn omstilling, som ikke begrænser vores muligheder, for ellers risikerer vi at miste opbakningen til de grønne tiltag, som vi skal lave, og det går ikke. Det var også det, som hr. Christian Rabjerg Madsen sagde før. Ingen af os har jo et ønske om, at der står gule veste og er rasende ude på Slotspladsen. Derfor skal vi kunne holde den her balance. Det er jo noget, vi er enige om herinde. Så lad os da for søren udnytte den mulighed.

Så er det hr. Peder Hvelplund, Enhedslisten. Værsgo.

Tak for det. Og tak til hr. Jakob Ellemann-Jensen for talen. Det er jo altid lidt befriende også at kunne få en lidt mere ideologisk debat herinde i Folketingssalen, og derfor vil jeg også godt spørge lidt ind til det omkring velfærd. Nu er Danmark jo heldigvis et samfund med en høj produktivitet, og der bliver skabt masser af værdier, så spørgsmålet er, hvordan vi fordeler de værdier i samfundet. Det kan man jo enten gøre, som VLAK-regeringen gjorde det tidligere, ved at give skattelettelser, eller man kan investere i velfærd. Men det her er jo ikke kun retorik herinde i Folketingssalen, det er også konkret virkelighed ude i samfundet, og nogle af dem, der i dag betaler en pris for, at velfærden ikke er tilstrækkelig, er jo dem, som døjer med deres mundsundhed, altså dem, der har behov for at gå til tandlægen; der er af en eller anden underlig grund forskel på, om man brækker et ben eller man knækker en tand. Og hvis vi skal sikre dem bedre, bliver vi nødt til at sikre, at vi får udvidet velfærden til også at gælde tandsundheden, sådan at den ikke er afhængig af brugerbetaling. Der kan vi i dag f.eks. se, at 40 pct. af de unge, der kommer ud af børnetandplejen, allerede 3 år efter ikke kommer til tandlægen, og det har jo direkte konsekvenser. Det har direkte konsekvenser for deres økonomi, det har også direkte konsekvenser for deres tandsundhed og konsekvenser i form af afledte effekter. Vil Venstre være enig i, at vi har behov for at udvide tandsundheden og dermed også udvide velfærden?

Så får vi svaret. Værsgo.

Jeg hørte godt, at det var det her, der var et af de centrale budskaber fra Enhedslistens sommergruppemøde, man kom ud med efterfølgende. Der er altså noget mærkeligt i det, og det er jeg helt enig med ordføreren i. Der er noget mærkeligt i det her med, at hvis en af os falder af cyklen og brækker kæben, jamen så er det fællesskabet, der sikrer, at der bliver taget sig af os, men hvis vi knuser tænderne, er det vores eget problem. Altså, der er en eller anden skævhed i det her, og samtidig er det jo et område, som gør op med den sejlivede myte, at der ikke findes brugerbetaling i vores sundhedsvæsen. Det gør der.

Er den brugerbetaling fuldstændig rimeligt fordelt? Det er jeg ikke sikker på, for eksemplet med tænderne er jo ikke det eneste. Hvis man har brug for briller, jamen så er det ens eget problem. Hvis man har brug for et høreapparat, dækker samfundet en stor del af det. Hvis jeg får ondt i maven, jamen så er det fællesskabets problem. Desværre har jeg ondt i ryggen, det er mit eget problem. Altså, der er nogle skævheder i det her, som jeg egentlig synes vi godt kan diskutere.

For mig at se må det være ud fra en samlet ramme, som er den samme, og som ikke er sådan et eller andet, hvor man tænker: Jamen penge er noget, der falder ned som manna fra himlen. Men jeg synes faktisk, det er en vigtig diskussion, for noget af det her er sådan lidt historisk betinget: Hvad kom egentlig først?

Hr. Peder Hvelplund.

Det er jo fuldstændig rigtigt. Det er også en helt konkret diskussion. Og hvad er Venstres svar så? Er det, at nå, men vi må bare konstatere, at det er der ikke råd til, så den ulighed må vi leve med; der skal være brugerbetaling på tandsundhed? Kan vi opleve, at der vil være andre områder, hvor Venstre så vil sige: Jamen her bliver vi også nødt til at udvide brugerbetalingen, for vi har ikke råd til velfærden, fordi vi i stedet for vil bruge de værdier, der bliver skabt i samfundet, til at give skattelettelser. Altså, hvad er Venstres svar til dem blandt både unge, kontanthjælpsmodtagere og pensionister, der ikke har råd til at gå til tandlæge? Er svaret, at det må de bare affinde sig med?

Ordføreren, værsgo.

Nej – jeg synes egentlig, jeg sagde før, og det står jeg gerne ved, at lad os da diskutere det her, men også ud fra en præmis om, at penge ikke er noget, der bare sådan dumper ned ud af det blå. Altså, hvis der skal ske en omfordeling, må vi diskutere den der omfordeling, men vi har jo en ramme, som er den, vi har. Men lad os da gerne tage en fordomsfri debat om det. Jeg har ikke aktuelt nogen forslag til det. Jeg kan konstatere, at det er sådan i dag, og jeg medgiver, at det måske ikke er fuldstændig rimeligt på alle stræk. Jamen så lad os da se på det. Men altså, til den her med at sige, at vi ønsker mere brugerbetaling, vil jeg svare: Vi ønsker jo sådan set mindre. Det er derfor, alle danskere – i stedet for kun de mest velstående – i dag har adgang til privathospitaler. Det er derfor, vi har en behandlingsgaranti og en udredningsret.

Tak. Hr. Søren Pape Poulsen, Det Konservative Folkeparti.

Tak for det, og tak for talen – jeg er sjovt nok enig i rigtig meget af den. Jeg vil også gerne takke for det gode samarbejde om landbrugs- og klimaaftalen, og jeg tror, at vi kan bekræfte hinanden i, at vi begge er begavet med nogle meget, meget dygtige ordførere på området, der har oplyst os om mangt og meget, vi måske ikke var klar over inden.

Jeg vil gerne spørge til, om vi ikke skal lave et samarbejde og et fælles tryk på regeringen, og hvem der ellers skal trykkes på, når det gælder ældre medborgeres ret til det frie valg – at vi giver de ældre ret til selv at bestemme, hvad de skal spise, hvem der skal komme i deres hjem, og hvor de skal bo; at vi prøver at tage ideologien ud af den diskussion og i stedet for siger, at det vigtigste er omsorg, værdighed og respekt og ikke, hvem der leverer ydelsen. Jeg har en idé om, at det kan være et lidt ledende spørgsmål, men jeg håber, at vi kan stå sammen om at kæmpe for det.

Jeg vil gerne takke hr. Søren Pape Poulsen for det spørgsmål og for at dukke op bag den urskov af blomster, som står her foran. Det er jeg – ikke overraskende – et hundrede procent enig i. Det synes jeg er en god idé, og jeg synes, at det er et godt tryk at lægge, for det her handler jo om, at vi er forskellige alle sammen. Jeg er sikker på, at når den dag kommer om forhåbentlig mange år, hvor hr. Søren Pape Poulsen og jeg måtte havne på et plejehjem, så er det jo ikke sikkert, at det, der er det rigtige for den ene, også er det rigtige for den anden. Det kunne være hyggeligt, hvis det var sådan – jeg tror nu egentlig, at det nok ville være samme sted, vi havnede. Men vi er forskellige, og lad os nu dyrke det, lad os nu give plads til det.

Altså, det er derfor, jeg har en ambition om, at der skal være et friplejehjem i hver kommune i Danmark. Det er derfor, jeg har en ambition om, at der ikke skal være 10 frikommuner i Danmark, men 98. Det er, fordi mennesker er forskellige, og vi skal give plads til den forskellighed, for forskellighed er godt. Så vi vil skabe mere frihed og flere muligheder både for de ældre, men sådan set også for alle os andre.

Værsgo til hr. Søren Pape Poulsen.

Vil Venstre være med til, at vi laver en uafhængig enhed, der skal kontrollere, hvorvidt de private leverandører skal levere ydelsen til en fair pris, altså får tjekket, om kommunernes beregninger er korrekte, eller om de nogle gange spidser pennen lidt rigeligt, når de skal vise, hvor billigt kommunen gør det og derved gør det håbløst for private leverandører at komme ind på det her marked?

Værsgo.

Altså, jeg synes jo, at der skal være fair konkurrence, og at man skal have muligheden for at byde sig til – også som privat udbyder. Det kan lyde meget ideologisk, når vi har de her diskussioner, og det er det måske også. Og det er, fordi vi egentlig sætter mennesket før systemet; modsat regeringen, som siger, at den egentlig vil bekæmpe alle private leverandører og sikre, at de for himlens skyld ikke får lov til at tjene penge på at yde en service, som borgerne gerne vil have.

Den opfattelse deler jeg ikke. For det gode ved at have private leverandører, have noget frit valg, er, at hvis folk ikke kan lide det, de får, så går de, og så går leverandøren konkurs.

Tak. Så er det hr. Alex Vanopslagh, Liberal Alliance. Værsgo.

Jamen det er jo lige før, jeg kniber en tåre og hårene rejser sig, når jeg hører så meget smuk tale om det frie valg, om folks forskellighed, og at det, der er det rigtige for den ene, ikke nødvendigvis er det rigtige for den anden, og derfor skal vi ikke blande os så meget her på Christiansborg. Vi skal sikre borgernes frie valg. Det er jeg fuldstændig enig med hr. Jakob Ellemann-Jensen og andre gode folk i, og det er jeg glad for.

Det, jeg undrer mig over, er: Hvorfor i alverden gør den samme logik sig ikke gældende, når det kommer til barsel? Hvorfor er det, vi ikke skal værne om familiernes frihed til forskellighed også på det område? Hvorfor er det, at Venstre hylder det frie valg – bare ikke når det kommer til fordeling af barsel, som er noget af det mest private overhovedet?

Værsgo.

Man kan jo mene, at det, der går forud, er marginalt mere privat – men lad nu det ligge. Prøv at høre: Jeg ved godt, at der er partier – også i det blå broderskab – der lader, som om det her er en beslutning, vi skal træffe herinde. Det er det ikke. Og det kan man godt være imod. Derfor har vi kæmpet imod, at det her var en beslutning, der skulle træffes i EU-regi. Vi har tordnet imod det.

Det er ikke nogen hemmelighed, at jeg er relativt begejstret for det europæiske samarbejde. Jeg synes, at det er helt hen i hegnet, at man blander sig i det her. Jeg synes, det burde være en dansk beslutning. Men man lader, som om det her søreme er noget, vi skal diskutere her, for det skal vi. Altså, jeg er også imod regnvejr, men jeg indretter mig efter det, og så tager jeg en paraply, galocher, gummistøvler og den slags med. Lad os nu indrette os efter det her i stedet for bare at kæmpe imod et eller andet, der alligevel kommer.

Så kan man sige: Synes vi, at det burde være præcis på den måde? Næh, men lad os nu se det positive i det.

Tak. Hr. Alex Vanopslagh.

Det er første gang, jeg hører Venstre sige, at det her skyldes EU-direktivet; altså at det er derfor, man skal implementere det. Ellers har både Venstres gruppeformand og adskillige forskellige ordfører været ude at sige, at det her er en glimrende idé, at det er godt for ligestillingen, og hvad ved jeg. Det er første gang, jeg hører, at man måske egentlig er imod den tvungne fordeling af barsel, men at man desværre må være nødsaget til det af hensyn til EU-direktivet. Der har man jo tidligere sagt – både fra Venstres side og også fra Socialdemokratiets side – at så må man jo udfordre det i forhold til nærhedsprincippet.

Så hvis det er det, der er tilgangen, så synes jeg, at hr. Jakob Ellemann-Jensen skal banke sine mf'er på plads, så de ikke går og taler godt om tvungen barsel, men i stedet taler kritisk om, at det kommer fra EU, og så måske lægge op til, at det her er noget, vi skal udfordre ved en domstol, fordi det er noget, der overskrider nærhedsprincippet.

Tak, og værsgo.

Der er simpelt hen ikke antydning af tvang i det her. Der er ingen tvang i det her, det er der ikke. Og jeg vil bare minde om, at hvis man mener, at det er tvang, og at det er at blande sig i familiernes anliggender, så ærgrer det mig bare.

Jeg har været medlem af Folketinget i 10 år og 3 uger. I løbet af de 10 år og 3 uger er der præcis nul af mine kolleger, der har fremsat forslag om at fjerne de 14 ugers øremærkede barsel til mor. Ingen har fremsat forslag om det. Det var helt okay. Så kommer der 11 uger til far, og så dør baby. Så er alt dårligt, så er det hele forfærdeligt. Altså, hvad er det da for noget dobbeltmoral og hykleri? Enten er man imod øremærkning, eller også er man ikke. Det andet er diskrimination.

Tak. Så er det fru Pernille Vermund, Nye Borgerlige.

Tak for det. Jeg vil også gerne indlede med at sige tusind tak for et rigtig godt samarbejde til Venstre og til de øvrige blå partier i forhandlingerne om den landbrugsaftale, som vi landede i mandags. Det synes jeg lover godt for alt mulig andet, vi forhåbentlig også kan samarbejde bredt om i blå blok. Så tak for det.

Så er jeg glad for, at vi nu er inde på noget af det, som jo er kerneborgerligt, både når hr. Søren Pape Poulsen taler om mere frit valg, og når ordføreren selv fremhæver det som en vigtig del af vores samfund, hvor vi jo har indrettet os sådan, at vi betaler penge i skat til kernevelfærd – og det skal vi blive ved med. Men nu er det jo sådan i dag, at politikerne sidder og bestemmer, hvordan den kernevelfærd skal udformes for os alle, så det bliver sådan en one size fits nobody, i stedet for at sige: Lad nu pengene følge borgerne, så de kan stemme med fødderne. Så kan vi få den konkurrence både mellem offentlige og private institutioner, som gør, at man har lyst til at oppe sig, være innovativ, kreativ og finde på nye løsninger. Og dem, der ikke gider, kan dreje nøglen om.

Vil Venstre være med til i højere grad ikke bare at give frit valg mellem offentlige og private institutioner, men også sikre, at pengene i højere grad følger borgerne, så de kan stemme med fødderne, og så det har en konsekvens for de offentlige institutioner som plejehjemmet i Aarhus, der mishandler sine beboere.

Tak, og værsgo.

Jeg får simpelt hen sådan en lyst til at invitere alle mine gode blå kolleger til Venstres landsmøde, der finder sted her i weekenden. (Munterhed). Det kan være, I bare skal se det på fjernsynet. Det bliver alle tiders, det er jubilæum, alt er godt.

Jeg synes jo, at de emner, som bliver taget op her, også af De Konservatives formand, er vigtige. Det er noget, som ligger i vores dna og har gjort det i 151 år. Prøv at høre: Mennesker er forskellige. Vi skal have frihed til forskellighed. Vi skal have mere frihed. Vi skal have flere muligheder. Vi skal have mulighed for at stemme med fødderne.

Jeg hører nogle gange den her side af salen sige, at man jo risikerer, at en privat leverandør går konkurs. Ja, det gør man nemlig, i stedet for at man bare hælder flere penge i dem og de så fortsætter med at lave en uværdig behandling. Hvis man gør noget, der er dårligt, så går folk deres vej, og så må man lukke. Det er den ene del af det.

Men den anden del af det er, at alle de dygtige mennesker, som arbejder i den offentlige sektor, skal sættes fri. De mennesker skal sættes fri – ikke kun i 10 kommuner, men i 98, og i 5 regioner – for de er gået ind i deres fag, fordi de vil hjælpe mennesker, der har brug for det. Lad os nu give dem plads til det.

Tak. Fru Pernille Vermund.

Det var et dejligt svar. Og vi kan godt på lørdag, skal jeg hilse at sige fra min gruppe. (Jakob Ellemann-Jensen (V): Det er alle tiders.) Vi er altid friske på en god fest.

Men når man nu er så optaget af frit valg, kunne Venstre så ikke overveje, når vi nu taler barsel – selv om der ikke er nogen, der har fremsat forslag om det – at vi rent faktisk kigger på de her barselsregler igen og så siger: Vi fjerner helt øremærkningen; vi blander os ikke i, hvordan familierne indretter sig?

Jeg har selv været privilegeret at have en far til mine børn, som tog rigtig meget barsel. Det har de godt af. Jeg tror på, at børn har godt af at være sammen med både mor og far, men jeg tror også på – og jeg ved godt, at det ikke er så woke – at der er forskel på, hvad vi kan yde af indsats på forskellige tidspunkter i barnets opvækst, fordi det jo alt andet lige er sådan, at det er kvinderne, der er udstyret med brysterne, og så er der mændene, som har lidt sværere ved at amme.

Jeg ved godt, at det er kontroversielt at sige i dagens Danmark, at der er biologi, som spiller ind, når man føder børn, men kunne ordføreren og Venstre ikke overveje at være med til at fjerne øremærkningen?

Tak, og værsgo.

Uden at gentage mine forrige argumenter for meget om, at det her er noget, vi skal implementere, og at man ikke har haft et kvæk imod, at der var 14 uger øremærket til mor, så er jeg også nødt til at sige, at jeg altså ikke måler graden af, hvor borgerlig man er, eller hvor liberal man er, på, hvor få krav vi stiller til modtagere af offentlige ydelser – det gør jeg ikke. Og jeg synes, det er en forkert skala at måle det på.

Vi stiller krav til mennesker, der er på dagpenge. Vi stiller krav til mennesker, der er på kontanthjælp. Vi stiller krav til mennesker, der modtager ydelser fra dem, der går på arbejde. Og det synes jeg ikke er urimeligt at gøre her. Jeg synes simpelt hen ikke, at det er et overgreb at sige: Hvis du skal modtage ydelser her fra fællesskabet, stiller vi nogle få og små krav og giver den maksimale fleksibilitet til familierne. Jeg synes ikke, det er et problem.

Tak. Så er det hr. Jens Rohde, Kristendemokraterne. Værsgo.

Tak for det. Det er jo næsten et helt sindbillede på det forhold, der sådan er ved at vokse op mellem Venstre og Nye Borgerlige, at det er lige før, de skal med til landsmødet. Og jeg har intet personligt imod fru Pernille Vermund og hr. Lars Boje Mathiesen og fru Mette Thiesen – det er gode kolleger og venner – eller hr. Kristian Thulesen Dahl, men jeg er stærkt bekymret for, at Venstre mere og mere lader sig trække rundt af Nye Borgerlige og Dansk Folkepartis dagsorden.

Det er et problem, hvis det borgerlige Danmark ikke kan diskutere politik, uden at der er en muslim bag forhænget i enhver diskussion. Landbrugsudspil skal laves, ved at man slår nogle indvandrere i hovedet; et forslag til vedtagelse, der bliver fremsat her i dag, skal også handle om, at vi lige sådan skal fortælle, at vi kan være hårde over for udlændinge og over for indvandrere. Det byder Kristendemokraterne en lille smule imod, og derfor er det, at jeg gerne vil spørge den borgerlige statsministerkandidat – i hvert fald den eneste erklærede indtil nu – om hr. Jakob Ellemann-Jensen ser sin opgave som værende at trække ind mod midten og de pragmatiske løsninger i dansk politik, (Anden næstformand (Pia Kjærsgaard): Ja tak!) eller om det skal støbes fast i cement med det yderste højre.

Det er altid godt at starte med spørgsmålet.

Værsgo.

Jeg kan sige til hr. Jens Rohde, at for så vidt angår Venstres landsmøde, er det en usædvanlig tolerant forsamling. Hr. Jens Rohde har også været der flere gange. (Munterhed i salen).Ogdet gik da nogenlunde fredeligt indtil et vist punkt.

Prøv at høre: Jeg er ikke sat i verden for at indtage en position i forhold til andre. Jeg er sat i verden for at være Venstres formand, og for at Venstre står i egen ret. Og det er derfor, jeg præsenterer Venstres politik. Så har vi nogle diskussioner rundtomkring, både med røde partier og med blå partier – det synes jeg er godt; det synes jeg er frugtbart. Altså, vi skal jo dele os efter anskuelse, og det synes jeg er fint. Men det, jeg præsenterer, er Venstres politik. Det er de ting, vi mener, og det er ikke sådan afmålt i forhold til at sige, at nu skal vi også lige sige noget herovre og noget derovre. Når man så laver en vedtagelsestekst, er det klart, at så skal man jo stå sammen; så skal man give lidt og købe lidt, hugge en hæl og klippe en tå. Og derfor har vi alle sammen indflydelse på det her. Det betyder ikke, at jeg ikke kan stå inde for den tekst, der står i forslaget til vedtagelse, men det kan det såkaldt blå parti Kristendemokraterne åbenbart ikke. Det synes jeg er ærgerligt.

Hr. Jens Rohde.

Nej, det kan vi ikke, og det var det samme med udspillet, for hvis det altid handler om, at den eneste måde, man kan finansiere sine udspil på, er ved at slå udlændinge oven i hovedet, eller at der altid skal en tekst ind om, at vi skal italesætte udlændinge og indvandrere som problemet i samfundet og næsten det eneste problem, vi har, så er vi ikke en del af ligningen – det er fuldstændig rigtigt. Det er ikke ensbetydende med, at vi ikke gerne ser en borgerlig-liberal statsminister efter næste valg, men det skal saftsuseme ikke være på en politik, der dikteres af Dansk Folkeparti eller Nye Borgerlige. Derfor appellerer vi bare til statsministerkandidaten om måske at kigge lidt hen over midten, når der skal laves politik, og ikke kun danse efter Dansk Folkeparti og Nye Borgerliges pibe.

Snydebandeord bruger vi ikke.

Værsgo.

Jeg er med på, at jeg er en fremragende danser, men jeg danser altså ikke efter nogens pibe herinde. Jeg er Venstres formand; jeg præsenterer Venstres politik. Jeg samarbejder med dem, der ønsker at samarbejde med mig; jeg samarbejder med dem, der ønsker at samarbejde med Venstre. Og hvis Kristendemokraterne ønsker det, så fred være med det.

Men i forhold til det der med, at udlændingepolitik er det eneste vigtige, og hvor hr. Jens Rohde henviser til dagens vedtagelsestekst, står jeg pudsigt nok med den i hånden, og altså, der er seks afsnit, og det er rigtigt, at det nederste berører udlændinge. Det betyder hverken, at det er det eneste vigtige i vores terminologi, eller at det er det eneste, vi taler om, eller at nogen skal slås oven i hovedet. Altså, lad nu være med de her falske fjendebilleder. Der er ikke nogen grund til det – især ikke hvis man ønsker at være en del af den blå familie.

Tak for det. Så er det hr. Jens Joel, Socialdemokratiet.

Tak for talen til hr. Jakob Ellemann-Jensen. Jeg vil spørge, om Venstres formand kan oplyse, hvad Venstres skattestop koster, altså om der er nogen konsekvenser for råderummet.

Ordføreren.

Hvad Venstres skattestop koster? Ja, det koster jo borgerne det, at de kan se frem til klarhed omkring, hvad de skal betale i skat, at virksomhederne kan se frem imod, hvad de skal betale i skat, og at de har en sikkerhed for, at skatter og afgifter ikke bliver sat i vejret. Så har vi en undtagelse, der handler om tobaksafgifter – det er sådan set den eneste skat i Danmark, jeg ikke synes er for høj – og så har vi en undtagelse, der handler om, at vi gerne vil kunne flytte noget rundt, når det handler om miljø, og når det handler om klima. Vi vil gerne kunne lave en grøn skattereform, sådan at vi får mindre af det, vi ikke vil have, og mere af det, vi gerne vil have. Så vores skattestop koster sådan set ikke andet end noget positivt på tillidskontoen.

Værsgo, hr. Jens Joel.

Når jeg spørger, er det jo, fordi det er blevet et ultimativt krav og en måde at løbe fra det her velfærdsløfte på, og hvis man kigger på eksempelvis indeksering af miljø-, energi- og tinglysningsafgifter, og hvis man ikke indekserer, sådan som det er forudsat, mangler vi jo eksempelvis en halv milliard kroner i 2025. Når jeg spørger, er det jo, fordi Venstre ikke har sagt, hvad der faktisk skal indekseres, og hvad der ikke skal indekseres – hvad det egentlig er, der er omfattet af det.

I 2002, tror jeg, det var, lå der et 9 sider langt notat om, hvordan man skulle fortolke skattestoppet. Nu er der uklarhed om, hvad det betyder, og alligevel er det et ultimativt krav. Det er jo derfor, vi får den tanke, at det nok i virkeligheden handler om, at man gerne vil have en undskyldning for at løbe fra det løfte, man gav danskerne omkring velfærd. Og det er da interessant, at Venstres formand ikke svarer på, om det har nogen konsekvenser for råderummet, hvis man gennemfører Venstres skattestop i den form, som Venstre har lavet det, men som vi andre ikke ved hvad er.

Værsgo.

Jeg er så glad for at kunne bidrage til oplysning af medlemmerne om samfundet og Venstre. Derfor har jeg foretaget et print af Venstres skattestop, som jeg gerne vil folde lidt som en pamflet og udlevere til hr. Jens Joel bagefter. Jeg kan ikke læse det højt, for det levner tiden mig ikke, men jeg skal gerne vise det. Vi har jo tidligere henvist til hjemmesider og alt muligt andet. Det kunne man ikke finde i Socialdemokratiet, og nu får I det så på print i en lidt mere analog udgave, som er lidt mere tidssvarende.

Prøv at høre: Det at sige, at man skal tjene pengene, før man bruger dem, er ikke at løbe fra et velfærdsløfte, det er at stå på det. Det er at sige, at vi skal have råd til velfærden i fremtiden, uden at vi forgælder vores børn. Det er ansvarligt. Det er helt vildt ansvarligt. Jeg forstår ikke: What's all the fuss?

Tak. Så er det fru Ida Auken, Socialdemokratiet.

Mange tak. Jeg er nok den i den her side af salen, der glæder mig mest over svarene fra ordføreren, for jeg blev så utrolig glad over, at det ikke kun er min ægtemand, der tager galocher på, når det regner. Det kan jeg forstå at Venstres ordfører også iklæder sig.

Men jeg blev også glad for talen, fordi klimaet jo fyldte noget. Derfor tænker jeg, at mit spørgsmål er en ren formssag. I foråret indgik regeringen sammen med støttepartierne en aftale om, at vi skal have et delmål i 2025 om en reduktion på 50-54 pct. Det er det, Klimarådet har anbefalet. Her i efteråret fremsætter vi så et lovforslag, og jeg vil bare sikre mig, at Venstre selvfølgelig kan støtte det lovforslag og et delmål på 50-54 pct. i 2025.

Tak. Værsgo.

Det kan vi sådan set godt. Men jeg synes, det var en besynderlig måde at køre det her på, altså at vi ikke var inviteret. Altså, vi har lavet en klimalov sammen, og vi laver de her ting i fællesskab. Vi vedtager ting på de forskellige områder sammen, og så sætter man sig ned fra regeringens side og siger: Det her gider vi godt nok ikke at tale med ansvarlige mennesker om; vi nøjes med vores venner, og så sætter vi os ned og fastsætter det her mål. Det er jo ikke nogen skam ikke at deltage i en fest, som man ikke er inviteret til. Men vi kan selvfølgelig bakke op om det her. Det kan vi da godt. Det er ikke noget problem. Men hvorfor i alverden var det, at vi ikke måtte være med til den samtale? Er det det, statsministeren mener med, at man skal have en demokratisk samtale? Eller hvad?

Tak. Værsgo.

Det glæder mig jo, at Venstre tilslutter sig et delmål på 50-54 pct. Så bliver forhandlingerne lidt lettere for klimaministeren. Så kunne Venstre jo også tilslutte sig transportaftalen. Der var man jo både inviteret og havde mulighed for at leve op til sine grønne ord, så hvad med lige at tage de 2 mio. t CO2 med og komme med ind i en transportaftale? Den virker jo rigtig godt derude og gør, at danskerne nu køber elbiler, og at vi får omstillet transportsektoren.

Værsgo.

Jeg synes, der er et par problemer med transportaftalen. Jeg er ærgerlig over, at vi ikke er med, for vi havde faktisk nogle forbedringsforslag. Men det, der gør, at vi ikke er med, er jo, at finansieringen kun gælder frem til 2025, og at vi derefter så må se, hvor pengene skal komme fra. Det er ikke den måde, vi laver økonomisk politik på. Så synes jeg, det er ærgerligt, at man regner det som en klimaforbedring, at flere vil tanke i Tyskland. Man ser det simpelt hen sådan, at vi i højere grad lever op til vores mål, hvis flere tanker i Tyskland. Det er klimanationalisme, og det er ikke i orden. Vi kan ikke betragte Danmark som sådan et land, der bor i en osteklokke, hvor man siger: Så længe det foregår andre steder, er det ikke vores problem. Det var det samme, man var ved at gøre på landbrugsområdet og på fødevareområdet. Det fik vi gudskelov forhindret.

Tak. Så er det hr. Hans Kristian Skibby, Dansk Folkeparti.

Tak, fru formand. Jeg tror, der er rigtig mange danske børnefamilier, især også kommende børnefamilier, som undrer sig noget over den tilgang, som det liberale Venstre har til spørgsmålet om at bestemme over de her 11 ugers såkaldt tvungen barsel til mænd. Vælger mændene ikke barselsperioden, er de 11 uger pist væk. Der er mange, der synes, det er et overgreb, fordi man jo sådan set i en hidtil uset grad begynder at gå ind og botanisere i, hvad det er for nogle rettigheder de danske børnefamilier skal have. Det er jeg lidt provokeret af at ordføreren og partiformanden for Venstre her i dag gør til et spørgsmål om, om det regner eller det ikke regner. Jeg synes, det er lidt forsimplet at gøre det her til et spørgsmål om, om man bare skal lægge sig fladt ned og sige, at det kommer fra EU, det har vi ikke noget at gøre med, pyt, pyt.

Hvorfor skal en nationalstat som Danmark sige pyt, når der kommer nogle regler, som jeg godt ved at arbejdsgiverforeninger og erhvervsorganisationer er blevet enige om? Men det her er jo for søren et parlament, og vi sidder herinde, fordi vi er valgt af borgerne til at tage nogle vigtige beslutninger, og det kan da ikke være en vigtig beslutning at lave en beslutning som den her, hvor man tager kompetencen væk fra de danske børnefamilier. Derfor vil jeg spørge ordføreren: Er Venstre ikke længere et liberalt parti?

Værsgo.

Jo, og jeg kan godt uddybe det: Vi er Danmarks Liberale Parti, og det er vi simpelt hen så stolte af. Jeg måler ikke graden af, hvor liberal man er, på, hvor få krav man stiller til mennesker, der modtager offentlige ydelser. Det sagde jeg også før, og det mener jeg stadig væk.

Jeg synes, at et samfund som det danske, hvor vi har en så veludviklet velfærd, at vi kan sige til hinanden, at vi gerne vil understøtte den barsel, den tid, vi har sammen med vores helt små børn, i et omfang, som gør, at man som forældre faktisk samlet set kan holde op til 1 års fri sammen med sine børn på andre menneskers regning, er et generøst samfund. Jeg synes, det er fantastisk, jeg synes, det er vidunderligt. Det eneste modkrav, man så stiller her, er at sige: Prøv at høre her, I får al den her tid, men I skal lige være søde at dele, sådan at I får 11 uger til hver; resten skal I også dele, men det kan I få lov til at veksle mellem hinanden.

Det bliver stillet op, som om det er et krav, det bliver stillet op, som om det er en begrænsning. Men der er ikke er noget krav om, at far tager 11 ugers barsel, og der er ikke er nogen begrænsning i, at man kun må tage den andel af barslen. Man må holde barsel i flere år. Der er bare en grænse for, hvad andre mennesker skal betale for, hvad man ikke laver.

Hr. Hans Kristian Skibby.

Altså, det er mig virkelig ulogisk, at det er blevet til liberal Venstrepolitik at tage beslutningskompetencen væk fra borgerne, væk fra de danske børnefamilier. Ordføreren står ovenikøbet og siger, at det er et generøst tilbud. Hvad er det, der er generøst ved, at man tager beslutningskompetencen væk fra børnefamilierne? Ja, det ord brugte hr. Jakob Ellemann-Jensen lige for ganske få sekunder siden – ordføreren brugte ordet generøst – og der vil jeg gerne have lov til at sige, at det her da ikke er generøst. Men det er da et overgreb.

Værsgo.

Jeg tror, ordføreren – formentlig ikke bevidst eller i ond vilje – blander mine sætninger en lillebitte smule sammen, altså at det er et generøst samfund. Men så lyt: Det er et generøst samfund, som har råd til at sige til forældre: Kære venner, sammenlagt må I tilbringe et år sammen med jeres nyfødte barn; tillykke med det; I kan tilbringe et år sammen, mens vi andre betaler for det. Det er generøst. Det er det simpelt hen. Man ser ikke den her generøsitet mange andre steder uden for Skandinavien, og jeg synes, det er generøst, og jeg synes ikke, det er illiberalt. Jeg er dog formand for Danmarks Liberale Parti, og jeg synes ikke, det er illiberalt at sige til mennesker, der modtager en ydelse, at vi stiller nogle krav til det.

Tak. Hr. Kasper Sand Kjær, Socialdemokratiet. Værsgo.

Tak for det. Jeg kunne godt tænke mig at vende tilbage til det her med skattestoppet, for jeg syntes, hr. Jakob Ellemann-Jensen var lidt uklar tidligere. Kan vi ikke lige få den en gang til? Hvad vil det koste, hvis skattestoppet indføres, det skattestop, som vi jo ikke rigtig kan finde ud af hvad indeholder? Men hvad vil det betyde her og nu og for råderummet på den lange bane, hvis Venstres skattestop indføres?

Værsgo.

Jeg er simpelt hen så ked af, at Socialdemokratiet stadig væk ikke forstår det, og det er også derfor, jeg har tilbudt at aflevere det her print til hr. Jens Joel bagefter, og så kan I kigge hinanden over skulderen og blive kløgtigere på Venstres politik.

Prøv at høre: Vi har et skattestop, hvor vi siger til borgerne, at I skal kunne regne med, hvad I har i hånden. Og så begynder man at himle op om, at uh, hvad koster det osv.? Hvad koster jeres velfærdslov? Vi har et velfærdsløfte, som vi siger at vi gerne vil finansiere. Hvad koster den her velfærdslov? Hvad koster det, at man uanset indtægt – uanset indtægt – pålægger sig de udgifter, der måtte komme fremadrettet? Hvad koster det?

Tak. Hr. Kasper Sand Kjær.

Nu er det jo ikke mig, der står på talerstolen og skal svare på spørgsmål, men det er så hr. Jakob Ellemann-Jensen, der har den opgave, og i modsætning til Venstres velfærdsløfte, der blev givet til vælgerne, og som de jo så nu er løbet fra, må man forstå, kommer vi selvfølgelig til at fremlægge en plan for finansieringen.

Men kan vi ikke lige vende tilbage til det med skattestoppet? Og vi ved jo ikke, hvad Venstres skattestop betyder, men hvis det betyder, at alle afgifter og skatter fastfryses, så de heller ikke indeksreguleres, så vil det jo efterlade et hul i statskassen. Er det ikke rigtigt? Men er det sådan, Venstres skattestop skal forstås? Det tror jeg jo gerne vælgerne vil vide.

Værsgo.

Prøv at høre: Der er et eller andet komisk og pinagtigt i det der med at blive ved med at henvise til, at man ikke ved, hvad det betyder. Nej, men det er da ikke min skyld, at I ikke kan læse. Altså, helt ærligt. Nu har jeg printet det her, og jeg skal nok komme ned med det, og vi kan også gennemgå det. Det er ret pædagogisk, der er fem punkter, og jeg kan godt gennemgå det. Det har ligget inde på vores hjemmeside. Altså, det er offentligt tilgængelig information, og man skal ikke kokettere med, at man ikke kender det. Uvidenhed er ikke en dyd. Det er det simpelt hen ikke. Men prøv at høre: Vi har det her, fordi vi synes, at folk skal have lov til at kunne regne med, hvad de har. Det er rigtigt, at afgifter er fastfrosset, og at skatter også er fastfrosset, med de undtagelser, som står her, og jeg kan godt læse dem højt, hvis jeg får et spørgsmål mere om det.

Tak. Som den sidste er det så hr. Rasmus Nordqvist, Socialistisk Folkeparti. Værsgo.

Men så bliver ordføreren ikke spurgt om det igen. Jeg vil gerne spørge om noget, som ordføreren ved noget om, eller som han i hvert fald burde vide noget om som tidligere miljøminister, og det er vores grundvand. Vi så i går, at indtil nu i år er der sprøjtegiftrester i 63 pct. af de analyser fra boringer, der er kommet ind, og det er jo ganske alvorligt.

Derfor kunne jeg godt tænke mig at høre Venstre, om man vil være med til at beskytte ikke blot de områder tæt på boringerne, men også beskytte de områder, hvor grundvand dannes. Danmarks Naturfredningsforening har været ude med det her ønske om grundvandspakker, og vi har fra SF's side fremlagt et forslag til, hvordan man kunne skrue det sammen. Jeg er egentlig nysgerrig på, om Venstre også vil være med til at beskytte det rene drikkevand for de kommende generationer.

Værsgo.

Jeg har sådan en superflot kasket liggende oppe på mit kontor oven på formandskabet, hvor der står »Minister for drikkevand«. Den fik jeg af Danmarks Naturfredningsforening, fordi jeg indførte et sprøjteforbud på det, der hedder boringsnære beskyttelsesområder, altså der, hvor problemet er allerstørst. Det er det, som ordføreren også henviser til.

Noget af det, der er helt unikt, og som folk altid står sådan og løfter øjenbrynene af, hvis de kommer fra det store udland, er, at man bare går hen og tænder for vandhanen, og så drikker man søreme det, der kommer ud, og det smager ikke engang af klor. Det skal vi simpelt hen fastholde, og vi skal fastholde det på en måde, hvor vi ikke skal rense eller tilsætte klor osv. Så lad os se på, hvad det er, vi kan gøre for at beskytte vores drikkevand, vores grundvand bedre. Det er vi meget indstillet på, og det viser den historik, vi har – at vi har ageret på det her tidligere, og det gør vi gerne igen.

Tak for det. Hr. Rasmus Nordqvist.

Det er dejligt at høre, og jeg er glad for, at kasketten stadig væk findes. Jeg kunne nemlig huske at have set ordføreren med den. Men det er jo helt, helt nødvendigt, at vi udvider det her, og det er ikke bare i boringsområderne, for vi kan se, at der, hvor grundvandet dannes, også er der, sprøjtegiften kommer ned i grundvandet. Så jeg er glad for, at man er positiv over for det, og jeg håber selvfølgelig, at man helhjertet vil bakke op om de gode forslag, som er kommet frem, ikke mindst det, som vi selv har prøvet at skabe opmærksomhed omkring, og jeg glæder mig til at skulle tale videre om det med ordføreren.

Tak. Værsgo.

Tak. Og jeg ser frem til den her drøftelse. Det her er et problem, især fordi meget af det, vi kan gøre, er fremadrettet, men der er jo altså nogle ting, der ligger stille og roligt og synker ned, fortidens synder, som man ofte taler om, og det gælder både ting, der er forbudt i dag, og det gælder ting og sager, man har brugt som maling, som man har brugt som beskyttelse mod dit og dat. Jeg siger det ikke for at negligere, hvad vi skal gøre, for selvfølgelig skal vi gøre noget fremadrettet, men jeg siger bare, at det her er ikke et problem, som, uanset hvad vi gør, bliver løst i morgen, og derfor er det ulykkeligvis noget, vi bliver nødt til løbende at holde øje med. Jeg kan huske, at der også i min ministertid var drikkeboringer, som måtte lukkes, fordi de var forurenet, og det er altså ikke sjovt, for det her er godt nok en vigtig dansk værdi.

Tak for det, tak til ordføreren. Den næste ordfører er hr. Kristian Thulesen Dahl, Dansk Folkeparti.

Tak til statsministeren for åbningstalen i tirsdags. I tirsdags åbnede Folketinget, og vi kom alle sammen forventningsfulde, mødte frem fra en 4 måneder lang sommerferie, hvor vi havde ligget på langs, og nu skulle vi rigtig i arbejdstøjet igen. Folketingets åbning er en festdag, hvor dronningen med kongefamilien kommer, og hvor alt er pyntet op. Det er en dag, man bare aldrig nogen sinde bliver træt af, tror jeg. Vi startede med en lidt speciel gudstjeneste, og jeg skal ikke lægge skjul på, at jeg glædede mig over, at organisten til sidst spillede »I Danmark er jeg født«, for den er bare så god, og jeg savnede faktisk også at synge den til selve gudstjenesten. Men nok om det.

Tilbage til statsministerens tale i tirsdags: Den havde faktisk en rigtig god indledning med billederne på nethinden af sortspætter, vilde orkidéer, hedelandskab – ja, Danmark dejligst. Men tilgiv mig, at jeg så også senere i talen synes, at der var sådan noget forlorent over den. Et eksempel: Statsministeren lagde i talen i tirsdags op til et opgør med techgiganterne for at sikre, at vi selv sætter rammerne for den demokratiske samtale. Men er der et sted, hvor statsministeren har helt særlige evner, så skulle jeg da hilse og sige, at det netop er at bruge techgiganternes platforme til at styre samtalen – eller samtale og samtale, vi kan kalde det monologen, altså at sikre envejskommunikationen til danskerne.

Eller hvad med talens afsnit om, at politiske aftaler skal indeholde, hvordan aftaler kommer til at virke for borgerne og virksomhederne. Det lyder jo virkelig rigtig sympatisk. Men hov, dagen forinden, altså i mandags, lavede vi i et meget, meget stort samarbejdende folkestyre, og tak for det, for det var virkelig fantastisk, en kæmpe, vigtig aftale om landbrugets grønne omstilling. Fortæller vi i den aftale, hvordan den kommer til at virke for borgerne og virksomhederne? Overhovedet ikke. Men når nu lige præcis det her var så vigtigt et punkt for statsministeren i tirsdags, hvorfor var det så egentlig ikke så vigtigt i mandags?

Sådan er der altså en del ting, der kommer fra regeringens side, der altså skal lyde åh så godt, men som måske kun siges, netop fordi det skal lyde åh så godt, og ikke fordi det egentlig skal gennemføres i den rigtige verden, i den virkelige verden.

Tag nu eksemplet med fremmedkrigerne. I nat landede 3 mødre, 14 børn her i Danmark. De var aktivt hentet til Danmark af regeringen på skatteydernes regning, og her i Danmark står beskikkede skatteyderbetalte advokater klar til at hjælpe. Der fremskaffes psykologer, børnekyndige, der oprettes modtagecentre rundtom i landet på skatteydernes regning, men hvad sagde statsministeren egentlig tidligere om at hente fremmedkrigere til Danmark? Jo, tidligere i år sagde statsministeren blandt andet, og jeg citerer: Undskyld, men en gang imellem lyder spørgsmålene om IS, som om det er mennesker, der har været på ferie. Altså det er folk, der har tilsluttet sig Islamisk Stat, kalifatet, måske har været involveret i væbnet modstand mod den demokratiske verden, herunder Danmark, de har vendt Danmark ryggen, og de har intet at gøre i Danmark mere. Citat slut.

Nu er de landet i nat. Der er tale om fremmedkrigere, som statsministeren tidligere i år sagde ikke skulle hjælpes til Danmark. De havde vendt Danmark ryggen, de har intet at gøre i Danmark mere. Regeringens støttepartier er allerede i gang med at kræve flere til Danmark. Det kommer vi helt sikkert tilbage til.

Regeringen besluttede, at der skulle evakueres fra Afghanistan, men regeringen talte for få måneder siden om et fåtal, måske cirka 100, og i dag har regeringen hentet i omegnen af 1.000 til Danmark, og da det hele skulle foregå så forhastet, har regeringen også lige hentet 2 hertil, som vi ellers møjsommeligt havde fået udvist for kriminalitet. Den ene var endda udvist for bestandig. Det mest sandsynlige er nu, at de her personer, også de her to personer, der egentlig var udvist, kommer til at leve resten af deres tilværelse i Danmark – på skatteydernes regning.

Eller hvad med det nye udrejsecenter, de cirka 130 udvisningsdømte kriminelle? Da regeringen ville flytte dem til Langeland, lovede man vagter til butikkerne, hegn til naboerne, alarmsystemer, men så opgav man Langeland, for der var stor modstand, forståeligt nok, men så lovede man, at hjælpen ville komme til Kærshovedgård i Midtjylland, som jo stadig nu huser problemerne. Men her mere end 4 måneder senere er der ikke sket noget som helst. Det er simpelt hen uhørt, og det virker, som om det indholdsmæssigt er lidt ligegyldigt for regeringen, bare man har fået talt og virket åh så flot i sin snak over for danskerne. Men danskerne lades i stikken.

Eller hvad med løfterne til danskerne om, at de syrere, der kom til Danmark i 2015 og 2016, skulle retur, så snart det kunne lade sig gøre? Selv hovedparten af de syrere, som Flygtningenævnet vurderer kan komme tilbage og få opholdstilladelse igen, bare nu efter andre paragraffer, bliver så her i Danmark. Var det, hvad statsministeren også før sidste valg stillede danskerne i udsigt? Nej, det var det absolut ikke.

Så der er rigtig meget sød tale, men man skal altså vurderes på sine handlinger, og her må vi konstatere, at når det kommer til udlændingepolitikken, så virker regeringen faktisk svag – som om den siger det, den ved danskerne vil høre, men fører en politik, som skal gøre de venstreorienterede støttepartier glade.

Jeg er nervøs for, at vi på samme måde vil se regeringen agere, når det kommer til sundhedsområdet og ældreområdet, to afgørende områder i vores velfærdssamfund.

Sundhedsområdet er mange steder i knæ. Der er en stor frustration hos mange medarbejdere, noget, der bør vække dyb bekymring herinde. Sygeplejerskekonflikten burde have været en advarsel. Men regeringens indgreb har kun gjort frustrationerne ude på sygehusene større. Ventelisterne vokser. Titusindvis af udskudte operationer har hobet sig op. Så det haster med en sundhedsreform. Det haster med en sundhedsreform, hvor medarbejderne vises større tillid på deres faglighed; hvor der kommer større nærhed, så mere løses lokalt.

De nye supersygehuse har stor ekspertise, og vi vil som danskere gerne flytte os, når vi virkelig har brug for specialister. Men alt det andet vil vi gerne have løst tættere på. Derfor skal tilbuddene i lokalområderne være flere. Men det kræver personale. Det kræver, at det er attraktivt at arbejde på det specialiserede sygehus eller i det lokale sundhedscenter. Derfor skal der være langt større fokus på at kræse om de gode folk, vi har, også i den offentlige sektor. Et godt sundhedsvæsen kræver nemlig også, at vi får gjort op med den snigende brugerbetaling. Det gjorde vi faktisk med finansloven for 2019, men efter den nuværende regering er kommet til, ja, så har brugerbetalingen sneget sig ind igen. Det er efter min opfattelse et skråplan og helt i strid med de skåltaler, der ellers ofte holdes.

Når det kommer til de ældre, er der virkelig brug for mere fokus. Inden for de næste 5-10 år – vi bør kende tallene alle sammen – bliver vi vel 150.000 flere +80-årige. Og mange af de her gode landsmænd kan klare sig selv, men mange har også brug for hjælp. Og hvem skal så sikre plejen og omsorgen for de her rigtig mange danskere, der har brug for hjælp? I de her år ruller flertallet herinde minimumsstandarder ud i forhold til børnene, og det er meget sympatisk. Men så skal kommunerne jo også efter loven levere et givent personale til netop børneområdet. Og hvad så, hvis der ikke er tilstrækkeligt med folk? Risikerer vi så i virkeligheden, at der tages af de folk, som ellers skulle have hjulpet os i ældreplejen? Derfor bliver vi nødt til rejse spørgsmålet: Bliver vi ikke nødt til at have minimumsnormeringer på ældreområdet samtidig med minimumsnormeringer på børneområdet? Eller sagt med andre ord: Vi vil jo ikke sikre børnene ved, at bedsteforældrene lades i stikken.

Mange udfordringer lige nu handler om mangel på arbejdskraft. Uanset om vi taler om det offentlige, eller om vi taler om det erhvervsliv, som jo grundlæggende sikrer de indtægter, som skaffer pengene til velfærden, så er der noget at gøre. Men der er altså også nogle åbenlyse paradokser i den her debat omkring mangelen på arbejdskraft. For mens mange skriger på arbejdskraft, ser mange seniorer sig efterladt på perronen og føler sig ikke efterspurgt. Men hvis seniorerne ikke føler sig efterspurgt, hvordan kan vi så forsvare at hæve pensionsalderen, som et flertal herinde jo også har besluttet?

Og er der så reelt den mangel på arbejdskraft, som det siges? For nylig dokumenterede en undersøgelse, at hver femte virksomhed fravælger seniorer ved jobsøgning. De fravælges alene på baggrund af dåbsattesten. Hvis de her virksomheder – og det gælder jo både offentlige og private virksomheder – virkelig var så desperate i deres mangel på arbejdskraft, så ville de nok tage chancen, altså bare lige sige, at de også tager en samtale med dem, der er lidt oppe i årene.

Eller hvad med regeringens plan om at lave i tusindvis af kunstige jobs, fordi de vil vise folk med udenlandsk baggrund, at man skal lave noget for sin ydelse? Hvorfor forlanger man ikke i stedet, at de her folk tager de jobs, som virksomhederne siger de ikke kan få besat? Mange af de jobs, der siges ikke at kunne blive besat, er ufaglærte jobs i restauranternes køkkener, på hoteller osv. Men i stedet foreslår regeringen nu at sætte jobcentrene i gang med at lave i tusindvis af kunstige jobs, som de ordinært ansatte på jobcentrene så skal bruge deres tid på at skabe for at aktivere nogle mennesker, som åbenbart ikke tager de jobs, som virksomhederne siger der er. Det virker ikke rigtigt.

Så der er rigtig mange vigtige ting i det nye folketingsår. I Dansk Folkeparti ser vi frem til arbejdet og til samarbejdet. Vi kommer til at fremsætte en lang række forslag. Vi starter med et fælles forslag med Inger Støjberg om en udvandringslov, hvor vi kopierer hovedtanken fra klimaloven. Vi sætter os et mål om, at 70 pct. af de udlændinge, som ikke bidrager og vil Danmark, skal udvandre inden 2030. Vi håber, at forslaget kan få opbakning, så eksempelvis de udlændinge, der begår kriminalitet, kan se, at deres fremtid ikke er her i Danmark. Så kan vi for alvor indfri danskernes forventninger til os. Tak for ordet. Jeg glæder mig til debatten.

Tak for det. Så er det hr. Alexander Grandt, Socialdemokratiet. Værsgo.

Dansk Folkepartis klimaordfører, hr. Morten Messerschmidt, udtalte i april 2020, at Danmark burde nedjustere sine klimaambitioner. Derfor skal jeg bare høre ordføreren, om Dansk Folkeparti stadig væk står bag klimaaftalen og målet om en 70-procentsreduktion.

Værsgo.

Ja, det gør Dansk Folkeparti. Vi vedgår de aftaler, vi indgår. Vi arbejder også benhårdt for at gennemføre dem. Det er klart, at det tal, 70 pct. i 2030, jo er et tal, man kan diskutere hvorfor lige præcis er dét. Altså, hvorfor er det ikke 68 pct. eller 72 pct. i 2030? Eller man kan også diskutere: Hvis vi siger 2029 og vi så først når det i 2031 – hvad så? Det er bare for at sige, at det jo er vigtigere, at vi prøver at have fokus på, hvordan vi når de gode klimamål, i stedet for at vi har en eller anden, synes jeg, mærkelig debat om, om det lige præcis er på en bestemt dato, man når en eller anden bestemt procentsats.

Værsgo, hr. Alexander Grandt.

Jeg forstår ikke Dansk Folkepartis bekymring. Man er jo allerede halvvejs i mål med det, der er blevet vedtaget, og de politikker, der er blevet fremlagt. Og i betragtning af FN's seneste klimarapport står det vel ret klart, at vi skal i mål med de 70 pct. Hvorfor ryster Dansk Folkeparti sådan på hånden i forhold til at nå 70 pct.? Hvorfor sætter I spørgsmålstegn ved lige præcis den målsætning?

Værsgo.

Jamen vi har den ambition, at vi skal fastholde arbejdspladser i Danmark til danskerne, og at vi skal opretholde et samfund, hvor vi har vækst og udvikling, og hvis man skal nå en bestemt procentsats, ved at man f.eks. eksporterer arbejdspladser ud af landet, og så ikke løser verdens globale klimaudfordringer, men bare er dogmatisk i forhold til et eller andet bestemt tal, så er det jo noget skidt. Det er jo også derfor, vi i landbrugsaftalen har haft fokus på, at vi skal udvikle; vi skal ikke afvikle produktion i Danmark. Jeg håbede egentlig også, at det var Socialdemokratiets udgangspunkt i hele den her debat.

Tak for det. Så er det hr. Jakob Ellemann-Jensen, Venstre.

Mange tak for det, og mange tak til hr. Kristian Thulesen Dahl for en god tale. Ældreområdet fylder naturligvis – det skulle være mærkeligt, hvis ikke det fyldte hos Dansk Folkeparti; det ved jeg at det altid gør – og det er godt. Hr. Kristian Thulesen Dahl nævner nogle af de løsninger, som man ser for sig i Dansk Folkeparti. I Venstre har vi et forslag om et friplejehjem i alle kommuner i Danmark. Er det en ambition, som Dansk Folkeparti vil bakke op om, sådan at de ældre også har et reelt frit valg alle steder i Danmark?

Tak. Og værsgo.

Tak for det. Jeg synes, at der, hvor folk aktivt tager del i udviklingen af nye tilbud, er det fremragende. Om det er en friskole eller et friplejehjem, er der jo tit det med, at der er noget engagement omkring sådan en institution, som gør, at man virkelig har fokus også på kvaliteten af det, der leveres, sådan at de ældre, der i givet fald er på et friplejehjem, føler sig rigtig godt tilpas. Derfor har vi jo ikke noget som helst ideologisk forhold til, om det skal være det ene eller det andet. Det, der er afgørende for os, er, hvordan de ældre har det; altså hvordan man sørger for, at de ældre, der har brug for hjælp og omsorg, har det bedst muligt. Hvis der er nogen, der vil byde sig til i forhold til at lave friplejehjem som et tilbud til vores ældre borgere, så er vi meget tilfredse og glade for det.

Værsgo, hr. Jakob Ellemann-Jensen.

Tak for det. Jeg mener jo, at friplejehjemmene er en af mulighederne for, at man de facto har et frit valg; at man kan stemme med fødderne og sige, at det her ikke var det, man ønskede, eller at man som pårørende kan sige: Det her ikke var det, vi ønskede for vores forældre. Derfor vil jeg blot høre – jeg kan godt høre, hvor det snerper henad – om hr. Kristian Thulesen Dahl deler ambitionen om, at der er det her reelt frie valg i alle kommuner og ikke kun i nogle kommuner, men at man reelt har et sted, man kan gå hen, hvis ikke man er tilfreds med det tilbud, der måtte være, uanset at det tilbud kan være udmærket.

Værsgo.

Ja, det gør jeg bestemt. Men grunden til, at jeg lige lægger nogle nuancer ind, er, at jeg jo ikke synes, at de kan fritages fra at sikre kvaliteten på det kommunale plejehjem, der er i en kommune. For der er også nogle steder, hvor begrænsningerne på, hvor mange der kan være på et plejehjem, sætter den begrænsning på den enkeltes valgmuligheder, at man ikke længere kan vælge det der friplejehjem, fordi der ikke er flere pladser, der udbydes dér – men det er altså nu og her, at man har brug for plejen og omsorgen på et plejehjem, så derfor vil det problem også opstå. Det er sådan over tid, at man kan have en teoretisk debat om, hvorvidt der er den valgmulighed. Men for den enkelte lige i en given situation kan det jo godt være, at man ikke står med valgmuligheden; der er det kommunale plejehjem tilbuddet, og så skal vi sikre, bl.a. også med en stærkere inddragelse af pårørende, at kvaliteten er der.

Tak. Hr. Jacob Mark, Socialistisk Folkeparti.

Tak for det. Der er stadig flere børn, der mistrives i den danske folkeskole, og jeg tror, at en af årsagerne til det er, at vi har fået skabt en folkeskole, som har nogle meget stive rammer, og som presser nogle af de børn, som ikke lærer bedst ved at sidde en lang skoledag med røven i sædet uden at komme ud …

Altså, jeg synes faktisk ikke, det udtryk er i orden, og det er blevet nævnt en gang før i den her debat – og det er ikke engang sjovt.

Det beklager jeg, og det var faktisk ikke intentionen at være flabet. Undskyld.

De sidder med bagdelen i sædet og får ikke det ud af skoledagen, som de ellers skulle have haft. Når en skoleelev er færdig i folkeskolen, har eleven haft 49 pct. humanistiske fag, 29 pct. naturvidenskabelige fag og ca. 6 pct. praktiske fag, og så synes jeg ikke, det er så mærkeligt, at nogle af de her børn, der netop godt kan lide det praktiske, ikke har det godt i folkeskolen. Men jeg oplever også, at Dansk Folkeparti er et af de partier, som har svært ved at give skolen fri, som har svært ved at acceptere, at man kunne lave skole på en anderledes måde, så er formanden enig i, at nogle af de her børn, som har nemmest ved at lære med hænderne, vil have bedst af få en anden skoledag?

Tak. Værsgo.

Jeg er fuldstændig enig i, at der er en del af vores børn – måske endda en stor del – der har godt af at have noget praktisk som indføring til at lære, og at man lærer på en helt anden måde. Vi har jo diskuteret det her i årevis; vi har talt om, hvordan man kunne sikre, at man, når man skal have matematik, f.eks. kan gå ud og måle bilers hastighed, eller hvad det nu kan være, for jo mere man kan binde tingene op på noget praktisk, jo bedre.

Vi har også diskuteret, hvordan vi kan sikre, at eksempelvis det lokale erhvervsliv får en større rolle at spille i forhold til skolen, så man får den berøring med det, som man måske ikke får i et hjem med boglige forældre, på anden vis, og så de unge, der i virkeligheden har et ønske om ikke bare at gå i gymnasiet som alle de andre, men f.eks. at tage en erhvervsuddannelse, bliver motiveret til det. Og jeg mener, der er masser, vi skal gøre der. Vi har talt om det i årevis, men man kan diskutere, om det er noget af det, der virker ude i den praktiske verden – det er det nok ikke. Og hvilken metode der skal til for at sikre det, er i hvert fald noget, Dansk Folkeparti rigtig gerne vil diskutere med Folketingets øvrige partier og også med SF for at finde ud af, hvordan vi gør. Vi er enige om målet, men hvad er den rigtige vej dertil så?

Tak. Hr. Jacob Mark.

Noget af det, som hr. Kristian Thulesen Dahl nævner, er jo det, der ikke kan lade sig gøre, nemlig det her med at komme ud og det her med at indrette undervisningen på anderledes måder, fordi man har strammet så meget herindefra med stive læringsmål og med test- og eksamenskrav, der gør det svært at lave noget helt anderledes for de elever, der har brug for det.

Et greb, som vi faktisk kender fra coronatiden, er jo at sige: Vi bestemmer ikke, hvad alle fagenes minimumstimetal skal være. Vi stoler på skolerne og siger, at de må lave den skoledag, der giver mening for børnene derude – vi sætter skolerne fri. Det kunne vi godt beslutte at gøre mere permanent. Vil Dansk Folkeparti være med til at sætte skolerne mere fri fra de her stive minimumstimetal og læringsmål, mod at man så ude lokalt kan gøre det, der er bedst for børnene?

Tak. Værsgo.

Nu tror jeg, vi skal passe på, at vi ikke diskuterer for meget herinde på en måde, så dem, der sidder og lytter til det, tænker, at det virker helt mærkeligt. For hvis jeg skulle tage det, hr. Jacob Mark lige har sagt, for pålydende, så skulle jeg gå hjem til min lokale folkeskole og sige, at det, de gør, må de ikke gøre. For nogle af de eksempler, jeg nævner, på, hvordan man f.eks. prøver at undervise i matematik ved hjælp af praktiske opgaver, som betyder, at man lærer teorien bag det meget bedre, er faktisk eksempler, som jeg har fra min lokale folkeskole.

Så det er jo tit også et spørgsmål om, hvorvidt lærerne har det overskud, der skal til for at finde de alternative måder at gøre det på. Og som jeg siger, skal der måske være et stærkere samarbejde med det lokale erhvervsliv, der også åbner de unges øjne for, hvad for nogle muligheder der er, så man ikke bliver for smalt tænkende i forhold til sit eget valg af ungdomsuddannelse efter folkeskolen.

Tak for det. Fru Sofie Carsten Nielsen, Radikale Venstre.

Tak for det. Hr. Kristian Thulesen Dahl sagde, at det handlede om, hvordan vi når klimamålene, og det er jeg enig i. Det er virkelig vigtigt at have fokus på det. Nu har man måske i mange år haft fornemmelsen af, og det er måske lidt flabet, men jeg siger det i pæne ord, at Socialdemokraterne ligesom halsede efter Dansk Folkeparti. Nu synes det at være lidt omvendt på nogle områder, men jeg håber ikke, at det på klimaområdet bliver sådan, at Dansk Folkeparti kommer til at ligge lysår efter Socialdemokraterne, for de har som bekendt først lige lettet enden – det var tidligere i debatten.

Så i forhold til en fond, en klimafond, for luftfarten med et klimabidrag til luftfarten som det klimapartnerskab, branchen selv har foreslået, hvor står Dansk Folkeparti i forhold til det?

Værsgo.

Vi har meldt os fuldstændig ind i den her kamp. Vi tager fuldt del i den, og vi deltager i aftalerne herinde, der skal bringe os fremad i den grønne omstilling. Og vi glæder os over, at somme tider er politikerne i virkeligheden ikke de afgørende her. Det, der sker i den virkelige verden, er tit, uanset vores positioner herinde, længere fremme, end vi er. Altså, når Adidas begynder at producere alle deres sko næsten bæredygtigt, er det ikke, fordi det er et lovgivningskrav, så er det, fordi forbrugerne efterspørger de produkter, ikke? Det skal vi bare lige holde fast i, og det er godt.

I forhold til flyselskaber er vi jo helt med på, at omstillingen inden for flytrafik består i, at vi finder et andet brændstof, som de kan flyve på, og det er de i fuld sving med. Der forskes, og der undersøges, og vi vil meget, meget gerne være med til at understøtte den udvikling. For som det også blev sagt tidligere fra Venstres formands side – og det synspunkt deler vi i DF – er det, der er målet, jo ikke, at vi skal omstille hele vores måde at leve på. Det er jo i virkeligheden, at vi kan leve det liv, vi gerne vil leve, samtidig med at vi gør det på en måde, som også værner om vores klode.

Tak. Fru Sofie Carsten Nielsen.

Det er jeg helt enig i. Det handler netop ikke om enten et bedre liv eller et grønnere liv. Det er et grønnere og bedre liv, vi skal tilbyde alle borgere. Jeg er også meget enig i, at det bestemt ikke er Christiansborg, der er gået foran, men ofte er bagud i forhold til erhvervslivet og verden derude. Det tror jeg de vil kunne nikke genkendende til. Vi kunne så måske i det mindste forsøge at lade være med at forhindre, at vi når de grønne mål, for vi står faktisk i vejen på det her område, og det vil kræve, at vi bakker op om en sådan grøn fond for luftfarten.

Jeg hører det som tæt på et tilsagn fra hr. Kristian Thulesen Dahl, og det vil jeg bare gerne have bekræftet.

Tak, og værsgo.

Jamen vi har også selv i det omfang, vi har talt med folk inden for industrien, altså flytransporten, sagt, at vi bidrager på den måde, vi kan, med at understøtte den udvikling. Man skal huske på, at det både er med flytransport, men også er inden for vores skibstransport, at vi også har nogle kæmpestore muligheder. Og senere vil det jo også komme i forhold til hele vores transportsektor i øvrigt, hvor man i virkeligheden kan forestille sig, at der er noget her, der måske nærmest kan overhale hele den her diskussion om, at det hele skal være elbiler.

Så det, vi muligvis kan se foran os, er rigtig, rigtig spændende, og jeg tror, at vi slet ikke ved endnu, hvad det er for nogle muligheder, det kommer til at give.

Tak. Så er det fru Rosa Lund, Enhedslisten.

Tak for det, og tak til hr. Kristian Thulesen Dahl for talen. Der er simpelt hen noget, der virkelig undrer mig. Hvis der er noget, som Dansk Folkeparti altid har stået vagt om, er det jo værdien af det danske statsborgerskab. De mennesker, der kom hjem i nat, som hr. Kristian Thulesen Dahl selv nævner i sin tale, er danske statsborgere. Så står hr. Kristian Thulesen Dahl alligevel og undrer sig over, at vi skal passe på de 14 børn, som er danske statsborgere. Det slår mig altså som værende en anelse dobbeltmoralsk, hr. Kristian Thulesen Dahl.

Værsgo.

Det er jo ikke første gang, vi har den her diskussion, fru Rosa Lund, og det er nok heller ikke sidste gang i hele den her debat. Enhedslisten har jo hele tiden presset på for, at ikke bare de her, men i virkeligheden mange flere af dem, der er i Syrien, skal til Danmark. Jeg synes jo, der er en grænse for, hvad vi skal finde os i. Hvis folk, godt nok med et dansk statsborgerskab, rejser ud i verden for at tilslutte sig et islamistisk kalifat, hvorfra man så skal bekæmpe Danmark, så mener jeg, at der er et eller andet tidspunkt, hvor vi må sige, at så er vi ovre i den kategori, hvor vi kan betegne folk som landsforrædere. Skal vi så acceptere, at folk kan blive beskyttet af det danske statsborgerskab? Det synes vi ikke i Dansk Folkeparti.

Så har der været den her diskussion om, at dem, der har dobbelt statsborgerskab ikke skal komme til Danmark, for der kan man tage det danske statsborgerskab fra dem, da de har et andet at falde tilbage på. Der er jo så en af de tre kvinder, der i nat blev fragtet til Danmark på danske skatteyderes regning – og hvis advokater nu på danske skatteyderes regning står klar til at tage imod, og hele det her show, der nu går i gang – som også har et andet statsborgerskab end det danske, men alligevel lige er smuttet med tilbage til Danmark. Så kunne fru Rosa Lund ikke sige, om vi kunne blive enige om, at det er en fejl, og at den person ikke burde være blevet hjulpet til Danmark igen?

Fru Rosa Lund.

Det kommer nok ikke bag på hr. Kristian Thulesen Dahl, at det bliver vi ikke enige om – heller ikke i dag. Men det, vi til gengæld er enige om, er, at der er grænser for, hvad man skal finde sig i. Som hr. Kristian Thulesen Dahl sikkert godt ved, blev en af vores kollegaer og hans forældre verbalt overfaldet ude foran Christiansborg i tirsdags. Det var en meget skrækkelig situation, synes jeg, og desværre er det jo ikke en enkeltstående situation. Faktisk er det sådan, at der er blevet begået mere end 5.000 hadforbrydelser, som har været racistisk motiveret i Danmark. Det viser tal fra Justitsministeriet; det er altså Justitsministeriets egne tal. Alligevel er det kun 312, der nogen sinde er blevet anmeldt. Det synes jeg altså viser at vi har et ret stort problem med netop racisme og hadforbrydelser i Danmark, og der vil jeg egentlig bare gerne høre, om hr. Kristian Thulesen Dahl og Dansk Folkeparti er enige i det, og om I mener, at vi skal gøre noget ved det.

Værsgo.

Jeg synes, det var fuldstændig rædsomt at se, hvad der skete i tirsdags. Jeg synes ikke, det bør ske for nogen, og jeg synes, det er trist, også når man har sine gamle forældre med herind, at skulle opleve det der. Det tager jeg skarpt afstand fra. Jeg synes i det hele taget med hensyn til i tirsdags, at det også var en skandale med dem, der – i citationstegn – var klimaaktivister, og som gjorde, at vi ikke som normalt kunne gå ud af kirkens indgang, men skulle smugles ud af en bagdør i kirken. Jeg synes i virkeligheden, det er en skandale, at vi er nået dertil i det danske samfund. Jeg synes, at vi som lovgivere skal kunne begå os. Vi skal tage imod de mishagsytringer, der kan være i forhold til vores politiske arbejde. Man har ret til at forsamles og også til at demonstrere imod, hvad vi gør osv., men vi skal også kunne fungere i dagligdagen, og det skal alle folketingsmedlemmer. Uanset om jeg er politisk enig med dem, skal de også have mulighed for at begå sig.

Tak for det. Så er det hr. Søren Pape Poulsen, Konservative Folkeparti.

Tak for det, og tak for talen. Jeg vil gerne lige tilbage til ældreområdet. Jeg skal være den første til at erkende, at hvis der er nogen, der har kæmpet for ældres gode vilkår, så er det Dansk Folkeparti igennem mange, mange år. Men jeg tænker jo ikke, det gør noget, at vi er flere om sagen. Derfor kunne jeg godt tænke mig at høre, om Dansk Folkeparti vil være med til, at vi kunne se på at fordoble den klippekortsordning, der er til de ældre, så vi kan give folk noget mere frihed i deres hverdag.

Tak, og værsgo.

Nej, endelig - kom hid, kom hid. Jo flere der kæmper for ældres tarv i det danske samfund, jo bedre.

Klippekortordningen er jo lige præcis en supergod model, som vi tidligere fik ind i en finanslov. Vi samarbejdede jo om bl.a. den klippekortordning, og det pudsige var, at da det var en lovgivningsbestemt, fastsat ordning, alle kommuner skulle efterleve, så havde alle ældre i hele landet ret til den her klippekortordning, hvis de opfyldte betingelserne. Men da det blev lagt ud til kommunerne selv, begyndte man så at se, at kommunerne sparede på ordningen, begyndte at skære ordningen væk. Det synes vi er rigtig, rigtig trist, og derfor vil vi gerne have klippekortmodellen indført ved lov, så den gælder overalt i Danmark, og vi vil også meget gerne have, at den bliver forbedret i omfang. For det er jo en måde, vi kan give den ældre noget værdighed på, så de får noget mere frihed til selv at bestemme, hvad det egentlig er, de har brug for i den tid, samfundet stiller til rådighed, så de har det bedst mulige liv.

Hr. Søren Pape Poulsen.

Jeg må jo også som tidligere borgmester bryde sammen og tilstå, at hr. Kristian Thulesen Dahl i den grad har en pointe, nemlig at problemet nogle gange har været, at når ordningerne så går ind over rammen, så ser vi jo, at der sker noget andet med dem. Det må vi diskutere videre.

Så kunne jeg godt tænke mig at høre, om Dansk Folkeparti vil være med til, at vi opretter den her uafhængige enhed, der skal kunne beregne kommunernes takster. Kommunerne har det nogle gange med at vise, hvor billig en hjemmehjælpertime er, så det er håbløst for private leverandører at byde ind. Det handler sådan set ikke om, om det skal være kommunalt eller privat. Det skal handle om, at de ældre skal kunne have et reelt frit valg. Der tror jeg, vi har brug for, at der er nogle, der uafhængigt sidder og tjekker de priser.

Tak, og værsgo.

Det var en del af afbureaukratiseringsforslaget. Nå, undskyld, det var en sidebemærkning. Men det er jo det, der er udfordringen. Vi vil meget gerne have gennemsigtighed. Vi vil meget gerne have, at man kan gennemskue det, og det skal være ret enkelt, hvis man skal have mulighed for at vælge noget fra og noget andet til. Derfor vil vi meget gerne diskutere videre, hvordan man kan lave sådan noget i praksis. Så der er mange måder at udvikle ældreomsorgen på.

Jeg nævnte også i min tale her tidligere, at jeg kunne se, at der blev rykket lidt på regeringstaburetterne, tror jeg, da jeg nævnte, at der havde sneget sig brugerbetaling ind ad bagdøren. Men det sker jo ved, at kommunerne opretter pladser, som man så hjælper borgerne ind på, når de f.eks. er kommet fra sygehuset. Så i stedet for at man tidligere lå længe på sygehuset, kommer man tidligere »hjem« – man kommer så ikke helt hjem altid, fordi man ikke er klar til at komme hjem, og så kommer man på en kommunalt anvist plads. Og så kommer der pludselig brugerbetaling ind i billedet, og det bryder vi os ikke om i Dansk Folkeparti. Det er derfor, vi mener, at en sundhedsreform skal tage højde for det, så vi ikke sniger brugerbetaling ind ad bagdøren.

Tak for det. Så er det hr. Jens Rohde, Kristendemokraterne.

Men det er jo netop en af de ting, der er interessant. Det er jo det her med den økonomi og den måde, vi så indretter det på, både når det gælder ældreomsorgen, men også en lang række andre velfærdsgoder og -rettigheder, som skal udmøntes. En af de ting, der sætter en stopper for mange af de gode ting, vi rent faktisk kunne gøre, er serviceloftet ude i kommunerne.

Jeg kan huske, da jeg sad i byrådet i Viborg, at vi sådan set havde penge nok, men der var et serviceloft, så vi kunne ikke bruge dem. Så fik vi en ældremilliard bl.a. fra Dansk Folkeparti. Nå, så måtte vi jo til at justere i forhold til andre ydelser, for ellers ramte vi serviceloftet. Det vil sige, at man får gaver herindefra, som man ikke ønsker at have, når man sidder ude i kommunerne. Synes hr. Kristian Thulesen Dahl, at serviceloftet i kommunerne gør ret meget godt for velfærden i det her samfund?

Tak, og værsgo.

Hr. Jens Rohde rejser en fuldstændig relevant problemstilling i forhold til den måde, kommunerne kan styre deres udgifter på. Vi tog det faktisk op, da vi sidst diskuterede udligningsreform, altså det her system med, hvordan man får pengene sendt rundt i de forskellige kommuner, så de nogenlunde har mulighed for at yde en ensartet service. Der sagde vi, at det jo ikke nytter noget, at man bare møblerer rundt på pengene i forhold til landets kommuner, hvis man ikke netop samtidig sørger for, at de servicelofter bliver indrettet på en anden måde, så der rent faktisk også er mulighed for at give den bedre service i en kommune, der nu får flere penge.

Så det er en velkendt problemstilling, og det er noget, der har været bakset med. Der var desværre ikke villighed blandt et flertal herinde, da vi diskuterede udligningsreform sidst, til at gøre noget ved det her. Derfor er der jo ikke sket noget ved det, og derfor er der stadig væk kommuner, der oplever lige præcis det, som hr. Jens Rohde nævner. Så jeg synes, det er en helt konkret ting, og hvis der er flere, der kunne tænke sig at gå ind i det og prøve at finde ud af, hvordan vi sikrer, at kommuner kan levere den service til borgerne, som vi gerne vil have – også i de kommuner, hvor man i virkeligheden har et problem, en udfordring med serviceloftet – så vil det virkelig være godt.

Hr. Jens Rohde.

Men det er meget enkelt. Sæt kommunerne fri. Vi står over for et kommunal- og regionsrådsvalg nu. Hvis vi nu satte kommunerne fri og i øvrigt også gav regionerne lidt flere muskler, ville de jo kunne løfte opgaven. Så kan man ordne det lokalt. Så kan man afstemme forventninger og serviceniveau osv. lokalt. Det er jo det, der er så umuligt i dag, fordi det er os herinde, der i sidste ende sidder og bestemmer det hele og styrer det for hårdt. Vil Dansk Folkeparti være med til at sætte kommunerne fri?

Tak, værsgo.

Helt konkret foreslog vi jo, da vi sidste gang forhandlede om lige præcis de her ting, at vi skulle finde en anden måde at løse det på, altså i forhold til om der i en eller anden forstand skulle gives længere snor til kommunerne fra år til år, altså at man skulle kigge på det over flere år, i forhold til hvordan udviklingen var. Altså, det er jo klart, at det, man støder ind i – for nu at sige det, som det er – er, at den til enhver tid siddende finansminister sidder og bliver bekymret for, om man nogenlunde kan holde styr på, hvor mange udgifter det offentlige, uanset om det er stat, regioner eller kommuner, samlet har og lægger beslag på. Det er jo sådan, det er hele tiden. Man kigger på, om det løber løbsk, så man skal ud at hæve skatterne bagefter. Det er jo det, man bliver bekymret for, når man sidder i en finansministerstol, eller bør være bekymret for.

Der er det bare sådan, at man, hvis man forlader det system, vi har i dag, som er for rigidt – det er jeg enig i – så skal diskutere, hvordan man så over tid sikrer, at man ikke bare får de offentlige udgifter til at løbe løbsk. Jeg har siddet i 10 år som formand for Finansudvalget, så det er jo derfor, det lige pipper lidt frem her, altså at der er noget der, man også skal tage højde for. Det ved hr. Jens Rohde alt om.

Tak. Hr. Rasmus Stoklund, Socialdemokratiet.

Tak. Jeg havde egentlig skrevet et spørgsmål ned hjemmefra, men så blev jeg så grebet af hr. Kristian Thulesen Dahls gode tale, at jeg i hvert fald måtte revidere det spørgsmål lidt her, for jeg blev bekymret for, om der var sket en misforståelse. Jeg fik indtryk af, at hr. Kristian Thulesen Dahl mener, at det er vores ambition, at kvinder fra udlandet hellere skal i nyttejobs end i arbejde, og det er selvfølgelig ikke vores ambition. Men det, der jo er forskellen her, handler om, at det i dag er sådan, at syv ud af ti kvinder fra en række mellemøstlige lande er på offentlig forsørgelse i stedet for at være i arbejde, og i stedet for at de så sidder derhjemme passivt og er på offentlig forsørgelse, synes vi, det er bedre, at de kommer ud i nyttejobs og på den måde bliver hjulpet på vej hen mod at få et ordinært arbejde.

Er hr. Kristian Thulesen Dahl ikke enig i det, altså at det trods alt ville være bedre at få folk i den retning, end at folk, sådan som vilkårene er i dag, og sådan som vilkårene jo desværre har været i meget af den tid, hvor Dansk Folkeparti har haft de afgørende stemmer i denne sal, sidder passivt derhjemme og modtager en check uden at være i kontakt med hverken jobcenter, a-kasse eller andre instanser?

Tak, værsgo.

Jeg er fuldstændig enig i, at det er langt bedre at være i sving end ikke at være i sving, og det er langt bedre, at man får at vide, at hvis man skal have penge af den offentlige kasse, forudsat at man kan få penge fra den offentlige kasse, så skal man også arbejde . Så er det ikke en mulighed, man har, at man bare kan sige tak for checken og så blive siddende derhjemme.

Jeg vil så også sige, at det nuværende system faktisk burde indeholde det, for det nuværende system indeholder jo faktisk et krav om, at man modtager offentlige ydelser, når man ikke kan finde arbejde, indtil den dag man kan få anvist et arbejde, og så er det det, man skal tage. Og hvis ikke man vil tage det, skal kassen smækkes i. Men det er jo, som om det så ikke bliver håndhævet, og så prøver Socialdemokratiet så at udvikle en anden vej, hvor man så kan komme igennem ved at sige til dem, der arbejder med at få vores ledige i job: Nu skal I bruge jeres tid på at prøve at oprette nogle kunstige jobs; det må ikke være nogle, der tager beskæftigelse fra ordinært beskæftigede, for så duer det jo ikke. Det skal være kunstige jobs. Jeg ved ikke, om vi skal have gang i rygerne igen, så de kan smide nogle flere cigaretskodder ude på strandene, så vi kan få flere ud at samle dem op bagefter.

Det er der, jeg synes, der er et paradoks, når vi nu diskuterer mangel på arbejdskraft i forhold til ufaglærte jobs. Hvorfor kan de her mennesker så ikke blive forpligtet til at gå hen til de virksomheder og tage fat der, så vi i det mindste kan få noget glæde af dem i de ordinære virksomheder, der mangler folk? Altså, de siger nej til ordrer, fordi de ikke kan få medarbejdere. De der to ender bør vi da kunne få til at nå hinanden.

Hr. Rasmus Stoklund, værsgo.

Det glæder mig, at vi overordnet set er enige om ambitionen her, for det er jo rigtigt, at det formelt er sådan i dag, men reelt er det jo desværre ikke sådan, som det burde være. Det er derfor, vi mener, der er behov for nogle opstramninger her.

Jeg vil også gerne spørge om noget lidt andet, for hr. Kristian Thulesen Dahl sagde for nogle år siden:

» ... at menneskets aktiviteter betyder et eller andet for klimaforandringerne. Men jeg tror bare ikke, at menneskets påvirkning betyder det helt store. «

Der er jeg bare nysgerrig efter at høre, om det stadig væk er en måde, hr. Kristian Thulesen Dahl ville formulere sig på i dag.

Værsgo.

Nej, altså, vi lader os også påvirke af de videnskabelige undersøgelser, der kommer frem. Vi er ikke immune over for facts. Og vi anerkender, at mennesket har en større påvirkning i forhold til de klimaforandringer, vi ser. Det, der var en diskussion om tidligere, var jo i særdeleshed det der med, om den menneskelige aktivitet alene skabte klimaforandringer, og der tror jeg, vi alle sammen er enige om, at det gør den menneskelige aktivitet ikke. Der er også klimaforandringer, der vil ske under alle omstændigheder. Men i forhold til det der med de milliarder af år, som det tager at få skabt den olie og gas, vi har i undergrunden, og vi så tror, at vi kan tage den op på 100 år og brænde den af, og at det så ingen påvirkning har på vores klode, vil jeg sige, at jo, det har det. Det skal vi gøre noget ved og handle på, og det har vi meldt os fuldstændig ind i.

Tak for det. Så er det fru Ina Strøjer-Schmidt, Socialistisk Folkeparti. Værsgo.

Tak for ordet. Syge børn bliver jævnlig afleveret i vores dagtilbud, mens de stadig væk er syge, og så smitter de selvfølgelig andre børn og personalet. I SF mener vi, at en måde at løse problemet på er at give forældre ret til sygedagpenge fra barnets tredje sygedag. Jeg kunne egentlig godt tænke mig at høre: Er det en model, DF støtter?

Værsgo.

Jeg kender ikke konkret den model, SF måtte foreslå, men selve grundholdningen om, at familier skal have større frihed til at tilrettelægge, hvordan det foregår bedst for dem, er vi meget store tilhængere af. Og hvis vi kan give familierne nogle større frihedsgrader i forhold til f.eks. at vurdere, om man skal blive hjemme i forbindelse med børns sygdom, er vi meget indstillet på at diskutere det. Og det er fuldstændig rigtigt, som der bliver sagt i spørgsmålet her, at hvis man sender et sygt barn for tidligt i institution, risikerer man jo, at det smitter alle de andre børn, og så har vi i virkeligheden bare en endnu større udfordring, end hvis barnet var blevet hjemme en dag eller to mere.

Værsgo.

Skal jeg forstå det sådan, at DF er villige til at finde penge til en form for ordning, hvor man har mulighed for at blive hjemme som forælder – altså at der også bliver givet en ret til at kunne blive hjemme?

Værsgo.

Jo, men det er jo derfor, jeg siger, at vi er meget åbne over for at diskutere, hvad for en model man skal vælge, for der kommer jo også en omkostning med den. Men omkostningen skal selvfølgelig ses – og det er det, jeg anerkender i forhold til spørgsmålet – i forhold til at man også prøver at afværge noget, der i virkeligheden skaber omkostninger. For det er jo rigtigt set, at hvis et sygt barn kommer for tidligt tilbage i institutionen og smitter de andre børn, kan det have det resultat, at man i virkeligheden samlet set belaster andre familier med sygdom. Nu så vi jo i forbindelse med corona, hvor vigtigt det forhold var. Det var så den type sygdom, men i al almindelighed har vi også den udfordring. Og det er derfor, jeg siger, at det vil vi meget gerne diskutere, men så skal vi jo finde frem til, hvad det er for en omkostning, vi så taler om, og hvor vi skaffer pengene og alt det der. Det er bare det forbehold, jeg lige tager, altså at det skal vi jo selvfølgelig se på. Men vi vil meget gerne se på SF's konkrete model, og så må vi finde ud af det.

Hr. Lennart Damsbo-Andersen, værsgo.

Tak for det, og tak til ordføreren for talen. Jeg er rigtig glad for at høre to ting i den og også i de svar, der er kommet her: både at ordføreren er optaget af velfærden og af, at vi skal sikre og holde hånden under den, og også af klimaet – også selv om der til det, der blev spurgt ind til tidligere af min gode kollega, måske var lidt mislyde for 10 år siden eller mere.

Det, jeg godt kunne tænke mig at høre om nu, er, om ordføreren er enig med hr. Jakob Ellemann-Jensen, formanden for Venstre, Danmarks Liberale Parti, som jeg tror for et par måneder siden udtrykte, at hvis man skal vælge mellem velfærd og klima, skal man bruge pengene på klima.

Ordføreren.

Det er jo noget af en modsætning at stille op, for nu har vi lige diskuteret det her med klima, og hvor vigtigt det er, at vi får lavet den her omstilling, som giver Danmarks bidrag til i hvert fald at anvise løsninger, også for andre lande. Vi er 0,1 pct. af problemet i forhold til udledningen, men vi skulle jo gerne være en meget større del af løsningen, ved at vi anviser veje til, at man kan reducere klimaaftrykket. Så jeg synes, det er en lidt kunstig opdeling. Altså, hvis klima er vigtigt, er vi selvfølgelig også villige til at bruge penge på det og sætte penge af til det, som vi f.eks. gjorde i landbrugsaftalen i mandags.

Men det er jo Dansk Folkeparti magtpåliggende – det ved de fleste – at vi har en ordentlig velfærd i forhold til specielt vores ældre og vores sundhed, og det skal der være penge til. Så det er sådan, vi tilrettelægger den måde, vi bruger de penge, der er til rådighed, på. Det er jo, at vi lægger et hårdt tryk på de velfærdsområder, kernevelfærdsområder, hvor vi kan se, som jeg også nævnte i min tale, at hvis ikke vi opruster i forhold til sundhed, hvis ikke vi opruster i forhold til vores ældrepleje, så får vi simpelt hen nogle voldsomme udfordringer om 5, 10, 15 år, og derfor er det rettidig omhu at gøre det nu.

Hr. Lennart Damsbo-Andersen.

Jeg er ikke spor uenig i den konklusion. Problemet er jo bare her, at det ikke er mere end en time siden, at hr. Jakob Ellemann-Jensen, formanden for Venstre, Danmarks Liberale Parti, udtalte, at han var klar til at blive statsminister, og jeg går ud fra, at hvis han skal være det, skal der jo være nogle, der peger på ham; der skal i hvert fald være en eller anden form for enighed i den blå blok. Kunne ordføreren forestille sig, at Dansk Folkeparti så var en del af den enighed?

Ordføreren.

Nu synes jeg jo under alle omstændigheder, at det er godt, at Socialdemokratiet også tænker i de baner, at der kommer en dag, hvor man ikke længere er regeringsparti, men har overdraget det til de borgerlige partier. Det er sundt og godt. Man kunne næsten forestille sig, at Socialdemokratiet havde sat sig på magten og tænkt, at nu varede det i al evighed. Så det er meget godt, at man har den tænkning.

Og jeg er sikker på, at Venstres formand udlægger teksten for, hvad han vil, og så udlægger jeg jo teksten for, hvad vi vil i Dansk Folkeparti. Hvis den dag måtte komme, hvor vi så skal sidde i fællesskab og finde ud af tingene, så må Socialdemokratiet jo til den tid se, hvordan vi finder ud af det. Det er i hvert fald min ambition. Det skal vi nu nok finde ud af. Vi synes, at klima er vigtigt – det har jeg redegjort for – men vi vil bruge mange af de penge, der ligger i vores råderum, til at forstærke vores velfærd, specielt i forhold til ældre og sundhed. Det er vores klare ambition.

Tak. Så er det fru Samira Nawa.

Tak. Er der reelt mangel på arbejdskraft? Det spurgte ordføreren om i sin tale, med henvisning til at der er nogle seniorer, der oplever diskrimination på arbejdsmarkedet. Jeg håber så også, at den bekymring, som jeg i øvrigt deler, også gælder for bl.a. de kvinder med tørklæde, der dokumenteret må sende 60 pct. flere ansøgninger for overhovedet at komme til jobsamtale.

Men der er i hvert fald mangel på arbejdskraft og bl.a. også på velfærdsmedarbejdere. Det er helt akut, særlig i hovedstadsområdet, hvor der mangler både sosu-assistenter og sosu-hjælpere. En af de ting, som vi i Radikale Venstre peger på for at komme det her til livs, er mere udenlandsk arbejdskraft. Jeg har hørt Dansk Folkeparti sige, at de ikke er interesseret i det. Men hvad er så Dansk Folkepartis løsning på netop manglen på arbejdskraft, særlig jo inden for de her velfærdsområder?

Ordføreren.

Men det kommer jo i virkeligheden i selve spørgsmålet. Altså, vi vil jo langt hellere have, at de folk med udenlandsk baggrund, der allerede er i Danmark, rent faktisk arbejder end ikke arbejder. Så vi synes ikke om, at folk med udenlandsk baggrund, der er her, har kæmpeproblemer med at finde en arbejdsplads. Og hvis det er sådan, at vi mangler arbejdskraft i det omfang, som det siges, så er det jo lige præcis, som spørgeren siger her, et paradoks, at folk, uanset om det er seniorer, eller det er folk med udenlandsk baggrund, der allerede er her, så har så svært ved overhovedet at komme frem til en jobsamtale. Man kunne jo gisne om det. Altså, hvis man hellere som virksomhed eller offentlig institution vil vente på, at den 31-årige kommer flyvende forbi, som lige var det ungdommelige input, man gerne ville have i sin virksomhed, så kan man overveje, om man mangler arbejdskraft, når det virkelig gælder. For så ville man jo bruge den arbejdskraft, vi har til rådighed. Og så længe vi har arbejdskraftreserver i Danmark, som ikke bliver efterspurgt, ikke engang bliver efterspurgt til en jobsamtale, så er manglen åbenbart ikke så stor alligevel. Det er det, jeg tillader mig lige at hejse et lille advarselsflag om her i dag.

Fru Samira Nawa.

Jeg er enig i, at vi har den udfordring, når det kommer til seniorer og minoritetsetniske danskere i forhold til diskrimination, men jeg er ikke enig i, at vi ikke har en akut mangel på arbejdskraft. Nogle af dem, som jo godt ville kunne arbejde bl.a. som sosu-hjælpere og sosu-assistenter, er nogle af de udlændinge, der faktisk er i Danmark, og som jeg lidt oplever Dansk Folkeparti har travlt med at få udvist. Men på grund af reglerne kan de ikke arbejde lige præcis inden for de her fag. Vil Dansk Folkeparti ikke være med til at gøre det nemmere for mennesker, der har ophold i Danmark, at arbejde inden for fagene som lige præcis sosu-hjælper, sosu-assistent, hvor der er en akut mangel?

Ordføreren.

Men altså, de folk med indvandrerbaggrund, der har været i Danmark i årevis, og som ikke er i beskæftigelse, kan jo bare se at komme i gang. Der er jo ikke nogen, der forhindrer dem i det. Og så kom jeg det jo også i møde før ved at sige, at hvis de oplever, at de søger jobs, men ikke bliver kaldt ind til en samtale, så siger jeg, at dem, der påstår, at de mangler arbejdskraft på den arbejdsplads, nok lige har en lille udfordring med at forklare, hvordan det hænger sammen, ikke?

Men nu tror jeg, at man leder snakken lidt over på nogle andre, nemlig dem, som er kommet som flygtninge og familiesammenførte, måske inden for de senere år, og som vi gerne vil have vender tilbage til deres hjemland, ja, selvfølgelig, for flygtningepolitik for os er, at man hjælper mennesker i en midlertidig situation. Det er jo ikke, at man gør dem til indvandrere i det pågældende land. Så det er klart, at der har vi jo en ting. Der er tusindvis af folk med udenlandsk baggrund, der har været her i årevis, og som ikke er i beskæftigelse, og for deres vedkommende synes jeg simpelt hen bare, at vi må have knyttet det her sammen, så de kommer ind og tager de jobs, som virksomhederne siger de mangler medarbejdere til.

Så er det hr. Orla Hav.

Tak for det, og tak til ordføreren for talen. Jeg kan jo forstå, at det store mantra på det ældrepolitiske område er friplejehjem. På den baggrund vil jeg egentlig gerne spørge ordførerne: Hvordan er det nu, økonomien omkring friplejehjemmene er skruet sammen? Hvordan er det, friplejehjem finansieres? Det lyder jo, som om friplejehjem sådan er et sted, hvor man kan gå hen, og så får man en langt højere standard. Men jeg vil gerne høre sådan helt ind til benet: Hvordan er det, friplejehjem bliver finansieret?

Ordføreren.

Nej, jeg sagde ikke, at friplejehjem var det store mantra. Jeg sagde, at det var fint, hvis der var engagerede folk, der ville etablere et friplejehjem. Så synes jeg, at det kan give et fint alternativ, og at det kan give et skub. Men det fritager ikke os som politikere for at sikre, at de kommunale plejehjemstilbud rent faktisk er i orden.

Så ved jeg godt, at når vi går ind i Systemdanmark, er der sådan noget med betaling, i forhold til at kommunen så skal betale penge til det friplejehjem, og derfor er der selvfølgelig diskussionen, fra kommunal side, om, om man synes, det er en god eller dårlig idé i forhold til at kunne styre tingene. Det er jeg fuldstændig bevidst om.

Men når vi taler om det principielle, i forhold til om det er godt, at der er nogle institutioner, man kan etablere, hvor der er noget frihed, og hvor man kan komme med tilbud til borgerne som et supplement til det offentlige, så synes jeg ikke, det er skørt. Så synes jeg faktisk, det er godt.

Hr. Orla Hav.

Jamen jeg synes da bestemt heller ikke, det er skørt. Jeg sidder i bestyrelsen for et friplejehjem, og jeg synes, det er et ganske udmærket alternativ at have. Men det lyder, som om, at når man taler friplejehjem fra den blå side, så flyder friplejehjemmene i ressourcer. Det gør de ikke. De bliver jo finansieret, hr. Kristian Thulesen Dahl, med gennemsnittet af taksten på de kommunale institutioner, så der er jo ikke mulighed for økonomisk at give dem noget helt andet. Så der er simpelt hen diskrepans imellem den måde, man tegner et billede af, at friplejehjem sådan skulle være den store frelser, og hvilken økonomi man sådan har været med til at lægge ind i friplejehjemmene.

Ordføreren.

Nej, det var slet ikke den økonomiske diskussion, jeg tænkte var relevant her, egentlig. For det er jeg fuldstændig enig i. Men der kan jo være nogle ledelsesmæssige ting, der kan være noget engagement omkring et friplejehjem, ligesom vi ser med friskoler, hvor man bare må anerkende, at der sker et eller andet. Der er måske et andet nærvær på en eller anden måde på nogle af vores friplejehjem.

Men det skal vi så prøve at se på: Er der nogle gode ting, vi også kan tænke ind i de kommunale plejehjem? For vi har en forpligtelse til, at det fungerer ordentligt alle de steder, hvor man som ældre kan få en plads, fordi man har brug for pleje og omsorg, og at man får en værdig behandling. Så det med diskussionen om, hvorvidt det er godt eller skidt med friplejehjem som supplement – og hr. Orla Hav er selv, kan jeg forstå, helt fortrøstningsfuld med, at der er sådan nogle tilbud – fritager os jo ikke for at sikre, at de kommunale plejehjemstilbud har den kvalitet, de skal have.

Så er det fru Jette Gottlieb.

Jeg vil i forlængelse af det spørge, hvordan Dansk Folkeparti ser på muligheden for ligesom at opnå overskud på virksomheder inden for den sociale sektor.

Ordføreren.

Vi er meget skeptiske over for det der med at tage store overskud og drive det som sådan en overskudsgivende forretning. Men det skyldes også, at når vi taler om vores pleje og omsorg, skal man huske på, at det, mener vi, er en offentlig forpligtelse at sikre, at der er de tilbud, der gør, at alle kan føle sig trygge. Og det betyder jo, at der, hvor vi har en udfordring lige præcis på pleje og omsorg i en privatiseringstankegang – altså hvor man siger, at man tager private leverandører ind – er det jo altid, at den offentlige sektor så skal stå klar med et eller andet beredskab. For hvis de svigter, kan man jo f.eks. ikke sige til en plejekrævende ældre: Vi har et tilbud klar til dig om 2 måneder, så de næste 2 måneder må du lige klare dig selv; så er vi klar igen.

Det har vi jo set i nogle kommuner, hvor de private ikke har kunnet klare opgaven, og så skulle kommunen gribe ind. Og det er en helt relevant ting, og derfor synes vi ikke, at det der med bare at tænke, at det er private, og at de skal tjene penge på de, er den måde, vi tænker pleje og omsorg på i Danmark.

Fru Jette Gottlieb.

Nå, men så vil jeg spørge, om det gælder andre sociale foranstaltninger, altså om modviljen mod udlicitering og privatisering er på alle områder. Eller om det kun gælder i ældreforsorgen.

Ordføreren.

Altså, vi har jo haft en lang debat om de her institutioner, der hjælper nogle af vores yngre mennesker; der har vi haft diskussionen frem og tilbage. Og det er klart, at det i forhold til det, man har, og som er velfungerende, også er et spørgsmål om, hvordan man så griber ind og måske ødelægger nogle af de tilbud, der er. Og vi havde også diskussionen om, hvad der sker, hvis man pludselig ødelægger det, der er i dag i forhold til de unge mennesker, men ikke har noget alternativ at sætte op for dem. Så har man også en udfordring, og derfor havde vi et langt forløb for noget tid siden, hvor vi lige præcis diskuterede de her ting, som fru Jette Gottlieb rejser. Og det er jeg fuldt bevidst om, og der var mange modsatrettede hensyn, der skulle vejes der.

Så siger vi tak til hr. Kristian Thulesen Dahl. Der er ikke flere, der vil stille spørgsmål, og så går vi over til fru Pia Olsen Dyhr, som lige kan nå at holde sin tale, inden vi skal have en lille pause her. Og fru Pia Olsen Dyhr er selvfølgelig fra SF. Værsgo.

Tak. Jeg vil gerne sige lidt om fremtiden. Det er blevet sagt, at vi ikke kan undslippe morgendagens ansvar ved at undslå os ansvaret i dag. Det er et Lincoln-citat. Så når jeg i dag taler om fremtiden, er det først og fremmest nogle ord om ansvar, ansvaret for vores børn og børnebørns fremtid.

Vi fik for nogle få uger siden med FN’s seneste store klimarapport skriften på væggen, som har stået klar for enhver: Vi kan ikke fortsætte, som vi gør nu, hvis vi skal være ansvarlige for fremtiden, hvis vi skal tage ansvaret på os for at sikre vores børn og børnebørns fremtid.

Jeg vil gerne kvittere for, at vi mellem støttepartierne og regeringen fik lavet et ambitiøst forståelsespapir med en klar 70-procents CO2-reduktion i 2030. Jeg vil også gerne kvittere for, at de planer, der skal sikre, at vi realiserer kravet, alle skal være forhandlet og vedtaget inden 2025.

Sidst, men ikke mindst, vil jeg gerne takke de heldigvis mange partier, som her i mandags valgte at gå med i den aftale om landbruget. Så vidt, så godt. For som Klimarådet har påpeget, har regeringens anskueliggørelse af, hvordan vi når i mål, hidtil kun udpeget den absolut letteste tredjedel af CO2-reduktionen – jeg er en lille smule snottet, så jeg skal nok udtale det lidt mere tydeligt.

Isen smelter, skovene står i brand, oversvømmelserne hærger, og temperaturerne stiger. Så når det gælder fremtiden, når det gælder ansvarligheden, er der brug for, at vi sætter tempoet op og tager de nødvendige virkemidler i brug: at vi benytter vores handlepligt. Og der er for mig at se to umiddelbare redskaber, vi kan bringe i anvendelse, og de skal bringes i anvendelse nu.

For det første skal vi have vedtaget reelle, substantielle CO2-afgifter. Det er den mest direkte vej til CO2-reduktion. Og for det andet må den aktuelle aftale om landbrugets bidrag til CO2-reduktioner blive princippet til efterfølgelse: at erhvervene erhverv for erhverv må bidrage reelt og substantielt, startende med landbruget, som ikke just har forhastet sig – hvis vi skal være ærlige – trods det forhold, at netop landbruget står for en stor del af vores CO2-udslip, og naturligvis i et omfang, der står i et rimeligt forhold til erhvervenes reelle bidrag til udledningen.

Den næste store hurdle er transporterhvervet. Hvis ikke vi kan levere dér, mener jeg ikke, vi som Folketing lever op til vores ansvar, og så mener jeg ikke, vi forvalter vores handlepligt efter hensigten. Vi svigter vores børn og børnebørns fremtid.

Jeg vil gerne sige tak til blå blok, som til allersidst alligevel gik med i landbrugsaftalen. Det var et stort og vigtigt skridt, og jeg ved, det ikke var let. Så tak for det. Jeg håber så også, at vi med den aftale er kommet endegyldigt forbi det punkt, hvor det ligger i luften, at vi ikke skal bekymre os så meget om planetens fremtid. Jeg håber, at vi med den aftale omsider er kommet forbi det punkt, hvor bekymringen for klimaet afvises med, at det kan vi trygt overlade til markedet at fikse.

Jeg håber, vi er kommet på den anden side af holdningen om, at teknologien kan fikse alle problemer for os, og jeg håber virkelig, at vi fremover ikke skal kaldes klimatosser, når vi prøver at tage det ansvar på os. Jo, både teknologiudvikling og marked vil hjælpe os, det er jeg enig i, ingen tvivl om det. Teknologien vil bringe os endog ret langt. Men det må og skal ske i kombination med at skabe de rette incitamenter, og her spiller vi politikere en afgørende rolle.

Markedet og pengeinteresser har også stor indflydelse på, hvor der forskes, og hvor der udvikles teknologier. I Danmark er vi heldigvis begunstiget af et erhvervsliv, som i vidt omfang har omfavnet den grønne dagsorden. Det er ikke kommet af sig selv. Det har været en kombination af fremsynede politikere, fremsynede ngo'er og kreative, fremsynede iværksættere, så det grænser til ansvarsforflygtigelse at hævde, at teknologi og marked kan stå alene, når processen skal drives fremad.

Vi politikere må og skal sætte kursen, og vi skal vogte os for greenwashing, både hos organisationer og virksomheder – og i politik. Men jeg håber meget på, at vi sammen kan finde de rigtige politiske incitamenter, der kan skubbe til de erhverv, der halter bagefter. Den danske succes med vindmøller var et resultat af politiske beslutninger og adfærdsregulering i forhold til de erhverv på baggrund af ændrede afgifter. Det var en prioritering, det er en prioritering, og det er der, vi skal hen igen. Det gjorde vi sammen i mandags, og det vil jeg gerne takke alle for. Det synes jeg vi kan være stolte af. Det er ikke tilstrækkeligt, men det er et helt nødvendigt skridt på vejen.

Jeg har nævnt vores ansvar for fremtiden, og jeg har nævnt vores forpligtigelser over for kommende generationer. Det bringer mig til noget andet og noget, der er helt i tråd med det, jeg har talt om hidtil, nemlig børn og unges mistrivsel. Også her gælder det, at vi ikke kan undslippe morgendagens ansvar ved at undslå os ansvaret i dag. Vores børn og unges mistrivsel kan ikke fikses med ny teknologi eller overlades til markedet. Det er en epidemi, der er over os. Der er tusindvis af unge med ondt i sjælen, tusindvis af børn og unge med selvskadende adfærd, tusindvis af unge med angst, depression, spiseforstyrrelser og selvmordstanker. De har et graverende lavt selvværd og en dybt bekymrende mangel på glæde ved tilværelsen. Det er så ulykkeligt at tænke på, og det må være tragisk og uoverskueligt at stå midt i, både for den unge og for de pårørende. Vi kan ikke bare kigge væk. Vi kan ikke bare fortsætte med at tro, at det løser sig selv, at det går over, at de vokser fra det. De børne- og ungdomspsykiatriske afdelinger er overbelastede, forældrene er dybt fortvivlede. I hver eneste klasse sidder der en håndfuld børn med diagnoser, og alt for mange får ingen eller for sen hjælp.

Både for trivselskrisen og for klimakrisen gælder der det, at jo mere vi fortrænger problemerne, jo mere vi lægger låg på og ser den anden vej, desto hårdere vil naturen slå igen. Det gælder både den store vilde natur og den indre natur. Det fortrængte vender altid tilbage i dæmonisk skikkelse, som Freud skrev. Vores klima vender sig mod os nu med tørke, skovbrande, oversvømmelser og gletsjere, der smelter. Og sindet vender sig mod os med depression, angst, manglende livsglæde, spiseforstyrrelser og selvskade i et omfang, som vi aldrig har set før. Begge dele vidner om, at noget ikke fungerer, som det skal, at der er noget galt, og vores opgave er at fikse det – nu.

I mandags lykkedes det at få alle partier med i en aftale om landbruget, så her til sidst vil jeg gerne række ud. Jeg vil gerne række ud til den konservative formand, hr. Søren Pape Poulsen. Vi kender hinanden – jeg kan se dig bag blomsterne – vi respekterer hinanden, og jeg ved, at vores menneskesyn på trods af politiske og ideologiske uenigheder ikke er så forskellige. Vi havde for nylig en lidt heftig udveksling om børn og unges mistrivsel, og min appel til De Konservative og den konservative leder er: Vi må kunne nå hinanden i reel ansvarlighed for vores fælles fremtid; vi må kunne nå hinanden om bindende mål også for andre erhverv, når det gælder kampen for klimaet; vi må kunne nå hinanden, når det gælder om at give vores børn og unge en fremtid på en klode i balance; og vi må kunne nå hinanden, når det gælder om at sikre vores børn og unge en fremtid med et sind i balance. Jeg håber, at der både er fornuft, vilje og ansvarlighed hos De Konservative til at tage medansvar for netop de to store udfordringer, vi står med.

Så til slut: Tak til statsministeren for hendes tale i tirsdags og for at sætte fokus på piger og kvinders rettigheder, både ude i verden og i Danmark. SF har i årtier kæmpet for ligestilling og kvinders rettigheder generelt, men også med stigende intensitet kæmpet for frihed og muligheder for piger og kvinder med minoritetsbaggrund. Jeg er derfor utrolig glad for, at det bliver en bredere og mere forankret dagsorden med den kommission og det arbejde, regeringen foreslår, for her handler det jo også om ansvar for fremtiden. Hvis vi ikke skal være en stat med flere folk eller en stat med strid mellem grupper, må og skal vi sikre, at alle borgere uanset etnisk baggrund nyder samme frihed og retssikkerhed. Her slås alt for mange piger og kvinder i visse minoritetsmiljøer desværre i urimelig grad for deres individuelle frihed til selv at træffe de store beslutninger i deres liv. Ude i verden er problemerne endnu større, og derfor glæder det mig, at regeringens udspil er tostrenget: Hvad kan vi gøre af forskel ude i verden, og hvordan kan vi gøre det bedre herhjemme? Det arbejde ser SF frem til at tage del i. Tak for ordet.

Tak for ordførertalen. Jeg skal lige beklage, at blomsterne stod i vejen for hr. Søren Pape Poulsen, men da fru Pia Olsen Dyhr går ind for grøn omstilling, er det sikkert acceptabelt.

Vi skal til at holde en pause, og den første, der har ordet efter pausen, er fru Sofie Carsten Nielsen, Radikale. Nej, det har ændret sig, for nu begynder de forskellige at komme ind i systemet. Det er hr. Kristian Thulesen Dahl, der har det første spørgsmål efter pausen, medmindre der er andre, der trykker sig ind.

Vi skal udsætte mødet, og vi genoptager mødet i dag kl. 13.00. Som sagt er den første, der har ordet, hr. Kristian Thulesen Dahl med spørgsmål til fru Pia Olsen Dyhr.

Mødet er udsat.

Mødet genoptages.

Vi fortsætter med SF's ordfører, fru Pia Olsen Dyhr, som holdt sin ordførertale før frokostpausen. Nu fortsætter vi med korte bemærkninger, og den første er fra hr. Kristian Thulesen Dahl. Værsgo.

Tak for det. Og tak for ordførertalen her for en times tid siden. Jeg vil jo gerne komplimentere SF for at have kæmpet kampen for minimumsnormeringer på børneområdet, men jeg vil så gerne rette fokus mod den anden side af mønten og spørge, om man i SF ikke er nervøs for, at det at lovbestemme minimumsnormeringer på børneområdet i den praktiske verden kan komme til at kannibalisere arbejdskraft fra ældreomsorgen.

Hvordan vil SF sikre – i en tid, hvor kommunerne nu lovgivningsmæssigt skal leve op til bestemte normeringer på børneområdet – at noget af den arbejdskraft ikke er arbejdskraft, vi ellers ville have haft brug for på ældreområdet?

Fru Pia Olsen Dyhr.

Det synes jeg er et meget relevant spørgsmål. Jeg tror i virkeligheden, vi er nødt til at kigge meget mere på det med personale ... der er sådan meget rumklang, er her ikke? Eller er det bare, fordi jeg er meget forkølet?

Men det er et relevant spørgsmål, for det, der jo er afgørende, er, om vi, når vi bruger ressourcer, f.eks. pædagogiske ressourcer til vores børn, så mister socialpædagoger andre steder, eller om vi risikerer, at der f.eks. ikke kan være sosu-assistenter til vores ældre. Det er jeg også optaget af, og det er jo derfor, at SF bakker regeringens forslag om en velfærdslov op, altså for at vi netop sørger for, når vi får flere ældre og flere børn, også at levere flere penge til den omsorg, som er kernen i vores velfærdssamfund.

Når det er sagt, er der heller ingen tvivl om, at vi skal kigge særlig på ældreplejen og sørge for, at vi får en bund under, hvor mange ressourcer der i virkeligheden ikke må forsvinde væk, eller hvad man kan sige, altså sørge for, at der er ressourcer i ældreplejen. Det er jeg meget enig med hr. Kristian Thulesen Dahl i.

Hr. Kristian Thulesen Dahl.

Altså, nu er vi jo i en tid, hvor det ikke nødvendigvis alene handler om ressourcer, altså om penge; det handler også om, om man kan finde de hænder, de mennesker, der skal levere den service, der er afgørende. Hvis man sidder som ældre og ikke kan klare sig selv, er man jo helt afhængig af, at der kommer nogen forbi og hjælper en. Og vi skal jo nødig stå i den situation, hvor vi har løst opgaven for børnefamilier, men hvor det er bedsteforældrene, der betaler prisen – enten i eget hjem eller på et plejehjem – ved ikke at kunne få den hjælp, man har brug for.

Så det er bare derfor, jeg vil høre: Kan SF se en logik i, at man i virkeligheden, sideløbende med at man laver minimumsnormeringer på børneområdet, også burde finde en model for at lave minimumsnormeringer på ældreområdet?

Ordføreren.

Jeg er ikke afvisende over for at kigge på ældreområdet, altså om man kan sørge for en eller anden form for bund. Problemet er bare med minimumsnormeringer på ældreområdet, at der er så mange indsatser på ældreområdet, at det ikke er lige så nemt at sige, som det er for en daginstitution med vuggestue og børnehave; det er ikke det tilsvarende på ældreområdet.

Vi har jo sagt meget tydeligt, at vi mener, at der minimum skal være to nattevagter på vores plejehjem – for netop at komme lidt ad den vej. Vi siger sådan set også, at der skal tilføres flere penge på ældreområdet, men der er ikke en standard, der passer til alle på ældreområdet, og vi bliver nok også nødt til at anerkende, at der er mange tiltag. Men jeg er meget sympatisk indstillet over for idéen om flere ressourcer på ældreområdet.

Tak. Så er det hr. Karsten Lauritzen.

Tak til fru Pia Olsen Dyhr for ordførertalen. Jeg vil godt følge lidt op på hr. Kristian Thulesen Dahls spørgsmål, forstået på den måde, at SF har en politik om, at vi skal hyre til højre og venstre i den offentlige sektor, at der skal mere velfærdspersonale både til børnene i skolerne og til de ældre, og det er jo så fint, ud over selvfølgelig at vi skal kunne finansiere det. Det er sådan én udfordring.

En anden udfordring er mangel på arbejdskraft, og det er en kæmpe udfordring aktuelt. Der kan jeg forstå på SF, at det reformudspil, som regeringen er kommet med om en række ting, der dog forbedrer også nogle af de ulykker, de tidligere har lavet, og som man har det rigtig dårligt med. Man har det rigtig dårligt med nogle af de forslag, mit parti er kommet med, bl.a. at få mere international arbejdskraft.

Så spørgsmålet til fru Pia Olsen Dyhr er: Hvad er så SF's løsning på udfordringen med mangel på arbejdskraft, som er en kæmpe aktuel udfordring for det danske samfund?

Ordføreren.

Jeg er meget enig med spørgeren i, at vi står med en udfordring i forhold til kvalificeret arbejdskraft. SF er sådan set meget positiv over for regeringens udspil og kan godt se, at mange af de forslag er en del af vejen. Jeg er også optaget af de 100.000 ledige, vi har, og at vi får dem ind på arbejdsmarkedet, for det handler jo bl.a. om, at de ikke har de rigtige kvalifikationer.

Et af de elementer, vi tidligere, faktisk under corona, blev enige med regeringen om, og som vi nu viderefører, er jo, at nogle af de ufaglærte, som i dag har brug for at blive opkvalificeret til faglærte, på 110 pct.s dagpenge faktisk kan få den kvalifikation. Det synes jeg er et ret vigtigt element for at sørge for, at man ikke kun har arbejdskraften, men at den også skal være kvalificeret. Og det er jo det, jeg hører bl.a. erhvervslivet efterlyse: at det ikke bare er arbejdskraft, men at det skal være kvalificeret arbejdskraft. Så jeg er sådan set ikke afvisende over for det.

Nu når jeg ikke at svare på den del med international arbejdskraft, men det vil jeg gerne svare på, hvis spørgeren stiller et spørgsmål mere.

Tak. Hr. Karsten Lauritzen.

Det vil jeg så overveje, men tiden går jo. Altså, som jeg umiddelbart har forstået SF, og jeg kan godt have taget fejl, og så undskylder jeg, er man modstander af de ting i regeringens udspil, der giver et øget arbejdsudbud, bl.a. reduktioner af dimittendsatsen, og så er man selvfølgelig for der, hvor man gerne vil bruge pengene, og det er jo det lette synspunkt. Derfor vil jeg gerne spørge igen: Hvad er SF's konkrete forslag til at øge arbejdsstyrken og arbejdsudbuddet?

Ordføreren.

Jeg synes, der er flere elementer. For det første nævnte jeg de 100.000 arbejdsløse, som jeg mener skal ind i arbejdsstyrken. Det kræver simpelt hen, at de har de rigtige kvalifikationer. Der kan vi starte. Vi er sådan set ikke afvisende over for at bruge nogle af de der andengenerationsreformer, som også står i forståelsespapiret, som alle fire partier er enige om, og som handler om, at nogle af dem, der er på deltid, skal på fuld tid i fremtiden. Jeg er sådan set heller ikke afvisende – og nu vil jeg svare på det, hr. Karsten Lauritzen ikke spurgte om nu, men i sit første spørgsmål, nemlig om det her med international arbejdskraft – over for at gøre det, hvis vi gør det uden at dumpe lønnen og sørger for ordentlige løn- og arbejdsvilkår.

Tak. Så er det fru Sofie Carsten Nielsen.

Tak for det. Jeg vil gerne blive i netop det spor, og så kan jeg jo stille det spørgsmål, som hr. Karsten Lauritzen ikke fik stillet så tydeligt, som ordføreren måske gerne ville have det. For vi kan jo godt være enige om at sige ja til opkvalificering, ja til andengenerationsreformer, ja til langt mere efteruddannelse og langt mere fleksibilitet og ja til de 50.000 unge, der hverken har fået skolens helt basale kompetencer eller er i arbejde i dag. Alt det er vi enige om. Jeg tror også, vi er enige om, at det kræver noget tid og nogle investeringer. Hvis vi skal have råd til de investeringer, er vi nødt til at besætte de arbejdspladser, som virksomhederne så akut har behov for arbejdskraft til.

Derfor: Kunne vi også komme videre ad sporene om international arbejdskraft, enten ved at se på beløbsgrænse eller på andre områder? Hvor kunne SF være med?

Ordføreren.

Jeg er glad for, at vi har den her fælles forståelse med hinanden om meget af det, vi kan gøre på den lange bane, for det tror jeg er helt afgørende, hvis vi skal fremtidssikre Danmark. Der tror jeg faktisk, at De Radikale og SF kan blive meget enige i forhold til opkvalificering.

Når det så handler om udenlandsk arbejdskraft, er det jo ikke sådan, at det ikke er muligt for udlændinge at komme til Danmark og arbejde, og jeg vil gerne rose den trepartsaftale, der lige er indgået, for at sørge for, at flere europæere har mulighed for at komme ind på det danske arbejdsmarked. Beløbsgrænsen gælder jo ikke i Europa, og der er 15 millioner arbejdsløse europæere, som måske godt kunne levere noget af den kvalificerede arbejdskraft, vi har brug for.

Jeg er heller ikke afvisende over for at gøre det, når det f.eks. gælder en it-tekniker fra Indien, eller hvad det nu kan være for kompetencer, der er brug for. Det, jeg virkelig er optaget af, er, at vi ikke underminerer det danske arbejdsmarked, ej heller i forhold til arbejdsmiljø eller lønninger – og det er jo det, der bliver balancen i det her. Derfor er beløbsgrænsen jo dér, hvor den er, nemlig fordi vi ikke har lyst til at diskutere, om vi kan være med til at presse løn- og arbejdsvilkår i Danmark. Men jeg er ikke afvisende over for udenlandsk arbejdskraft.

Sofie Carsten Nielsen.

Det sidste er jeg rigtig glad for at høre. Nu stiger beløbsgrænsen jo mere og mere, og man skal være højt kvalificeret specialist for at kommer over den. Der er behov for arbejdskraft alle steder i det danske samfund. Den grønne omstilling, som vi er så optaget af i fællesskab, mangler hænder og hoveder. Man kan simpelt hen ikke finde dem til at lave de produkter, vi både skal leve af og få den grønne omstilling i mål med i Danmark såvel som i resten af verden, hvor vi jo skal sælge de her produkter, som ikke kan sælges, hvis der ikke er mennesker til at lave dem.

Jeg er med på at efteruddanne og opkvalificere og alt det, men jeg håber også, at vi så kunne komme hen til at kigge på enten de her beløbsgrænser eller den positivliste, som vi vedtog, hvor ingen kommer ind, fordi der er administrative forhindringer i spandevis.

Så er det ordføreren.

Jeg tror, vi skal sætte fut på den grønne omstilling. Jeg kan blive dybt bekymret for, om vi har kvalificeret arbejdskraft nok, også fordi jeg tror, at vi kommer til at vokse endnu mere i Danmark på den grønne dagsorden. Vi har jo i fællesskab i landbrugsudspillet sammen med Enhedslisten og mange andre gode kræfter kæmpet for, at plantebaseret produktion af fødevarer skal vokse i Danmark, og det synes jeg er en positiv dagsorden. Det kan også være, vi får brug for kvalificeret arbejdskraft der – og det synes jeg er en vigtig pointe.

Jeg tror bare, det er vigtigt at sørge for, at det her bliver under ordnede forhold. Og det vil nok være mit krav og min indgangsbøn til den diskussion.

Tak for det. Så er det fru Rosa Lund.

Tak for det. Tak til fru Pia Olsen Dyhr for at nævne det, man måske populært kalder for kampen mod negativ social kontrol. Det er en meget vigtig dagsorden, som vi deler med SF.

En anden vigtig dagsorden, som vi deler med SF, er jo, at børn har rettigheder, og derfor skal jeg egentlig bare spørge SF's formand, om det ikke er korrekt, at de mennesker, som er blevet hentet til Danmark i nat, er børn, som er danske statsborgere og ikke alt mulig andet. Det er bare, fordi jeg synes, at der er opstået mange myter i løbet af formiddagen herinde i salen om, hvad der egentlig er sket, og hvorfor det egentlig er, at det er vigtigt, at de her børn er i Danmark.

Pia Olsen Dyhr.

Altså, jeg blev glad i nat, da jeg så, at de 3 mødre og 14 børn kom til Danmark. Og jeg blev rigtig glad, fordi det jo er en kamp, SF har kæmpet, for, at de netop fik mulighed for at komme tilbage til Danmark. Jeg mener, at danske børn hører til i Danmark, og at vi har en pligt til at passe på dem – bare så der ikke er nogen tvivl om det.

Så bliver jeg nødt til at sige, at jeg var ked af, at Enhedslisten ikke ville være en del af den aftale, vi lavede sammen med bl.a. Radikale Venstre og et bredt flertal i Folketinget, og at Enhedslisten valgte at kalde det for en syltekrukke. For det har jo vist sig nu, at de 3 mødre og 14 børn er kommet hjem netop på grund af den aftale.

Fru Rosa Lund.

Jeg blev også glad i nat. Og jeg er også glad for, at de her kvinder skal retsforfølges – det er jo hele pointen med at tage dem hjem. Jeg synes egentlig, at det var legitimt at kalde det en syltekrukke, for der er gået rimelig lang tid. Den her aftale blev lavet den 18. maj. Det er den ene ting.

Den anden ting, som jeg gerne vil spørge fru Pia Olsen Dyhr om, er, hvad vi skal gøre med de sidste fem børn, som stadig væk sidder i al-Hol-lejren i Syrien. De er også danske statsborgere. De går side om side med IS-terrorister, og det er vi enige om ikke er et sted for børn. Det var jo netop grunden til, at vi ikke var med i aftalen, for vi ville ikke være med til at efterlade fem børn dér.

Ordføreren.

For det første vil jeg gerne anholde det her med, at der er gået lang tid. Altså, når jeg sammenligner Danmark med mange andre lande i Europa, der også har sagt, at de gerne vil have deres statsborgere hjem, så har de danske myndigheder faktisk reageret hurtigt og effektivt. Og jeg vil faktisk gerne rose dem for det, for jeg synes, at det har været et fint arbejde, de har udført. Så der er jeg ikke enig med fru Rosa Lund.

For det andet, omkring de fem børn: Ja, danske børn skal have ret til at komme til Danmark, og hvis de fem børn kommer til Danmark, skal jeg være den første til at sige velkommen til dem. Jeg synes faktisk, at hr. Jakob Ellemann-Jensen sagde det meget tydeligt her fra talerstolen, nemlig at vi ikke kan sige nej til danske børn.

Tak for det. Så er det hr. Søren Pape Poulsen.

Tak for det, tak for talen, og tak for den opfordring, der kom til mig. Jeg havde nu tænkt mig at spørge om noget, og så kan vi altid tale om det andet på et andet tidspunkt. Nu skal man jo passe på her i salen, at man ikke nogle gange har nogle forudindtagede holdninger om, hvad andre går og mener, når man ikke lige har sat sig ind i det. Så nu spørger jeg faktisk af oprigtig nysgerrighed, for jeg har en fordom om, hvad SF mener, men nu spørger jeg om, hvad SF faktisk mener: Når det gælder vores ældrepleje og muligheden for private tilbud, hvor står SF og formanden for SF så egentlig, når det handler om, at private udbydere skulle kunne lave plejehjem, at private udbydere skulle kunne konkurrere på lige fod med kommunen ved at levere pleje til ældre? Der er en misforståelse her, for ældre mennesker mister jo ikke viljen til at vælge selv, bare fordi de er blevet gamle. Det kan godt ske, at mennesker gerne selv vil bestemme, hvem der kommer i deres hjem, og skal de have lov til det via en privat leverandør, der får samme takst som den offentlige?

Ordføreren.

Egentlig tror jeg, at det, den ældre allerhelst vil have, er den samme hjemmehjælp, der kommer ind ad døren hver eneste gang, altså at man er sikker på, at man kender det menneske, der kommer ind, når man åbner sin dør. Sådan ville jeg i hvert fald have det selv. Og jeg er ret sikker på, at den der tryghed om det, der hedder faste teams i ældreplejen, som jeg kunne høre Det Konservative Folkeparti i hvert fald i morges i radioen bakkede op om, er vi enige om. For jeg tror i virkeligheden, at det vigtigste for den ældre er trygheden, viden om, hvem der kommer ind ad døren. Så det er nr. 1.

Nr. 2 er, om jeg har et problem med, at man nogle gange har et friplejehjem. Nej, jeg har ikke et problem med det, men det, der bare er vigtigt for mig og afgørende for SF, er, at det offentlige tilbud er et godt tilbud, og at alle har mulighed for at få et godt tilbud og ikke kun de få, der har penge nok.

Hr. Søren Pape Poulsen.

Jamen det er godt, for det er vi fuldstændig enige om. Så vil jeg bare høre, om ikke vi skal lave en uafhængig enhed, der tjekker prisen. For det er lidt påfaldende, at nogle private leverandører inden for hjemmeplejen ikke kan levere til den pris, som kommunen kan, for kommunen gør det ekstremt billigt, når de selv skal regne det ud. Så kan de så give en masse tillægsbevillinger bagefter. Burde det i det mindste ikke være fri og åben konkurrence?

Når vi to bliver gamle, og der er jo længe, længe til, vil vi nok gerne have lov til at bestemme, hvem der netop kommer i vores hjem, og hvis nu ikke det er kommunen, men et privat firma, er det så ikke lige meget, bare taksten er fair, ens og den samme og en kommune ikke snyder på vægten?

Ordføreren.

Jeg tror, at når jeg bliver gammel, vil jeg bare gerne have, at det er den samme, der kommer ind ad døren. Jeg tror ikke, at ældre mennesker sidder og tænker på, at de godt kunne tænke sig lige præcis den virksomhed kontra kommunen. Jeg tror, de vil have tryghed i det, de vil have en ordentlig pleje, og de vil vide, at det er de samme mennesker, der kommer. Det tror jeg simpelt hen er det afgørende.

Til det her med at lave en eller anden prisenhed vil jeg sige, at jeg altid bliver bange, når vi indfører mere bureaukrati og flere regler og flere måleindsatser. Vi havde tidligere en borgmester, der hed Flemming Bonne, som netop prøvede det her i ældreplejen, og han fandt ud af, at det var umuligt at gøre det uden at indføre rigtig meget bureaukrati, og det er jeg ikke interesseret i.

Tak. Så er det fru Mette Thiesen.

Tusind tak. Tilbage i marts sprang SF i målet, da en blå vedtagelsestekst om at udarbejde læringsforløb i Muhammedkrisen stod til at blive vedtaget. Men da der med SF's pludselige kovending desværre ikke var flertal alligevel, betyder det jo, at der endnu ikke findes opdaterede sikkerhedsberedskabsplaner, at der ikke i tilstrækkelig grad støttes op om lærernes ytringsfrihed, og at der ikke er ordentlig mulighed for lærerne for at undervise i Muhammedkrisen.

Da SF i september havde landsmøde, præsenterede fru Pia Olsen Dyhr et forslag om, at der på landets folkeskoler skal undervises i Muhammedkrisen. Og det glæder mig, det glæder mig rigtig meget, for det er der virkelig brug for. Undervisning i Muhammedkrisen er jo en del af dansk samtidshistorie, men kan fru Pia Olsen Dyhr ikke sætte nogle ord på, hvad der ligger til grund for, at SF nu bakker op om det forslag, som en samlet blå blok for cirka et halvt år siden stillede?

Fru Pia Olsen Dyhr.

Vi sprang jo ikke i målet. Vi fik overbevist regeringen om SF's politik, og ergo støtter vi selvfølgelig op om, at når der er et flertal for vores politik, skal vi gennemføre den. Sådan er det i SF. Vi er sådan set optaget af at få vores politik gennemført og ikke bare lave symbolvedtagelser i Folketinget. Det er rigtigt, at regeringen ikke har leveret på det hele endnu, men det skal vi nok få dem til.

Jeg er enig med fru Mette Thiesen i, at det er vigtigt at undervise i Muhammedtegningerne, ikke bare fordi det er Muhammedtegninger, men fordi det er en primær kilde til den største udenrigspolitiske krise i nyere tid for Danmark, og derfor er det jo afgørende, at man i virkeligheden sørger for, at lærerne kan undervise i det her. Vi har foreslået, at man skal lave undervisningsmateriale. Vi har ikke foreslået, at man skal, for jeg tror stadig væk på friheden i klasseværelset, men jeg mener sådan set, at lærerne skal have rygdækning hos os politikere, ved at vi sørger for, at der er materiale til det her.

Fru Mette Thiesen.

Tusind tak. Det blev meget hurtigt lidt et politikersvar, for det var faktisk præcis det, der stod i den vedtagelsestekst, og jeg tror, at langt de fleste vil undre sig meget over, at man faktisk havde haft et samarbejde op til, men pludselig springer man fra, selv om man er enig i vedtagelsesteksten, hvorfor man så pludselig stemmer imod.

Jeg kan så forsikre fru Pia Olsen Dyhr om, at en samlet blå blok har fremsat den her vedtagelsestekst som et beslutningsforslag, og jeg tror faktisk, at det blev fremsat i går, så hvis SF virkelig mener det, de sagde til deres landsmøde, vil vi jo faktisk snart kunne bringe regeringen i mindretal på det her spørgsmål. Og på den måde kan vi sikre, at undervisningsmaterialet netop bliver udarbejdet fra statslig side, så den enkelte lærer og den enkelte skole ikke skal udarbejde materialet selv. Er SF klar til at stemme ja til det forslag og forsvare ytringsfriheden for den enkelte lærer og den enkelte skole?

Så er det ordføreren. Værsgo.

Jeg synes sådan set, at det er helt afgørende, at vi står på mål for lærernes ytringsfrihed. Det gør SF igen og igen, og jeg mener det sådan set også i den her sag. Det, der er lidt interessant, er, at hvis man kan få flertal for sin politik, vil man så ikke bakke op om det flertal? Jo, det vil vi, og det var derfor, vi lavede en vedtagelse sammen med regeringen, og regeringen skal levere på det, de skal faktisk levere på det her. Er det så sådan, at regeringen ikke får leveret, jamen så stemmer vi da gerne for jeres forslag. Men vi kommer da til at levere sammen med regeringen, det er jeg slet ikke i tvivl om.

Tak. Så er det hr. Alex Vanopslagh.

Tak for det, og tak for en god debat i torsdags – altså efter omstændighederne en god debat, det var jo inde ved Clement Kjersgaard, så der er altid grænser for, hvor god sådan en debat bliver. (Pia Olsen Dyhr (SF): Det var tirsdag).

Jeg vil egentlig fortsætte ad det spor, som vi diskuterede sidst, og som også var det, hr. Søren Pape Poulsen var inde på, nemlig ældreplejen og det frie valg og det, at der er flere private plejehjem og friplejehjem i Danmark. Når man spørger danskerne, er det kun 12 pct., der svarer, at de tror, de vil få en god behandling, når de kommer på plejehjem, og det er kun 11 pct. af danskerne, der siger, at de foretrækker et offentligt plejehjem frem for et friplejehjem.

Derfor vil jeg bare høre sådan helt overordnet i forhold til fru Pia Olsen Dyhrs visioner for fremtiden: Når ordføreren ser 10 år frem, vil vi så have flere Dagmarsmindelignende friplejehjem i Danmark? Vil der være flere af dem? Som det er i dag, er det kun under halvdelen af kommunerne, der har et friplejehjem eller et privat plejehjem. Er visionen for SF, at vi skal have flere friplejehjem og private plejehjem? Jeg er med på mere faglighed og flere hænder og afbureaukratisering og alt det der, jeg vil ikke have ordføreren til at afsværge det, men er visionen, at der skal være flere friplejehjem i fremtiden?

Fru Pia Olsen Dyhr.

Jeg tror i virkeligheden godt, jeg vil have, hvis visionen – og vi skal tillade os at drømme inde i det her lokale – er, at flere af de offentlige plejehjem bliver som friplejehjemmene. Nu kan vi jo ikke klone lederen for Dagmarsminde, hvilket ville være et godt eksempel til efterfølgelse, men jeg tror på at give de offentlige plejehjem mere frihed. Det tror jeg faktisk er en del af det, men i virkeligheden også flere ressourcer – jeg ved godt, at jeg lige om lidt får at vide, at ressourcer ikke er en del af løsningen. Jeg tror, at ledelse er en del af det, jeg tror, at penge er en del af det, og jeg tror sådan set også, at det at fjerne noget bureaukrati – og der ved jeg ordføreren og jeg ofte er enige – er en del af løsningen i forhold til vores plejehjem. For jeg mener, at ved at sørge for ordentlige offentlige plejehjem sørger vi for, at vi ikke får skabt et A- og et B-hold, og det synes jeg er så afgørende for at sikre den tryghed, der kan være omkring vores ældrepleje.

Hr. Alex Vanopslagh.

Men der kommer heldigvis ikke noget A- og B-hold, så længe der er et frit valg, altså så længe man frit kan tilvælge et friplejehjem eller privat plejehjem, for det er jo det offentlige, der betaler det. De kan jo bare noget andet, selv om de har den samme økonomi.

Det, som vi i Liberal Alliance mener man burde gøre, er at tage de plejehjem, som er mest utilfredsstillende, eksempelvis det, vi så i TV 2-dokumentaren »Plejehjemmene bag facaden«, de plejehjem, hvor forholdene er dybt uacceptable, og sige, at dem sender vi simpelt hen i udbud, og så er der en privat aktør, der tager over med den samme økonomi, men vi sender det i udbud. Kunne det ikke være en vej frem? De dårlige plejehjem skal lukke, vi giver dem til folk, der er som dem, der driver Dagmarsminde.

Ordføreren.

Man kunne jo også vende den om og sige: Skulle vi sætte ind med mere effektiv ledelse, skulle vi sørge for flere ressourcer, og så kunne det måske være, at det kunne lade sig gøre? Det er jo ikke sådan, når en privat virksomhed oplever, at der lige pludselig er stor efterspørgsel på deres varer, at de så ikke udvider virksomheden. Det gør de, og det er jo i virkeligheden det, det handler om i forhold til vores ældrepleje. Hvis vi får flere ældre, er vi sådan set også nødt til at sætte nogle flere ressourcer af.

Så synes jeg, der er et ret godt eksempel i Sverige, som hr. Alex Vanopslagh behændigt ikke taler om. Der udbød man jo alle de offentlige plejehjem, eller man prøvede i hvert fald at gøre det, fordi man troede, det ville være bedre løsninger. Hvad skete der der? Det var en dårlig løsning, der var rigtig mange ældre, der endte med at sidde helt alene og uden den helt basale pleje – det var faktisk næsten vanrøgt.

Tak. Så er det hr. Torsten Gejl.

Mange tak. Og tak for talen. Jeg har et spørgsmål omkring klimaet. Nu roser taleren jo landbrugsaftalen, aftalen om reduktion af CO2-udslippet fra landbruget, der kom på plads her den anden dag, og siger, at det er godt med reelle CO2-reduktioner. Hvordan kan det være, at taleren accepterer, at så meget af det, der skal reduceres, er udskudt og baseret på teknologi, der ikke er opfundet endnu? SF skrev på Twitter sidste år: Nemlig ja, SF er klar, ingen hockeystav eller grønne fiksfakserier. Hvordan kan det så være, at SF deltager i det med den hockeystav – måske den største hockeystav nogen sinde – og grønne fiksfakserier?

Ordføreren.

Altså, jeg synes, vi lagde hockeystaven i skuffen, da vi lavede et delmål for 2025 på 50-54 pct., som var det, Klimarådet anbefalede, for netop at sørge for, at det ikke blev udskudt til 2030, men allerede blev leveret inden 2025. Så jeg synes sådan set, vi har knækket hockeystaven og lagt den i skuffen. Det er den ene del.

Den anden del er i forhold til landbrugsaftalen: Havde jeg gerne set flere konkrete reduktioner tidligere? Ja, det havde jeg gerne. Jeg ved, at vi i forhandlingslokalet kæmpede indædt for at sørge for flere konkrete reduktioner, bl.a. med udtag af landbrugsjord. Nu er vi oppe på 100.000 ha, og når man lægger det sammen, giver det slet ikke det, som eksperterne i CONCITO eller i Klimarådet eller for den sags skyld på Aarhus Universitet siger, hvad det egentlig burde give af konkrete reduktioner. Det er til stor frustration for mig og sikkert også for andre, men jeg tror faktisk, vi kommer til at se det tal komme højere op.

Men i forhold til om jeg gerne ville have, at det gik hurtigere, og om jeg gerne ville have, at det var mere ambitiøst, vil jeg sige, at ja, der er jeg faktisk enig med Alternativet. Men vi er også et sted, hvor vi altid tager ansvar for at presse regeringen og de andre videre, fordi det er helt afgørende at gøre det.

Hr. Torsten Gejl.

Jamen det er jo ikke rigtigt, at hockeystaven er lagt i skuffen. Altså, ifølge flere medier og grønne organisationer er den jo lappet sammen, og den er større end nogen sinde før, fordi man har udskudt den reelle CO2-besparelse til teknologi, der ikke er opfundet endnu. Så den er jo større end nogen sinde.

Men jeg vil gerne spørge til kødproduktionen. Kødproduktionen er jo noget af det, der er mest CO2-udledende. Den fortrænger natur og biodiversitet, forurener grundvandet og ødelægger havbunden, og så er det noget værre dyrplageri. Hvordan kan det være, at man end ikke har forsøgt at hjælpe landbruget med at nedsætte kødproduktionen nu, hvor danskernes kødforbrug endda er faldende?

Ordføreren.

For det første tager vi 100.000 ha landbrugsjord ud af produktion. Det vil faktisk have konsekvenser for dyreproduktionen – det ved spørgeren også. Vi er begge to lidt nørder på det her område, så han ved, at det vil have konsekvenser.

For det andet vil jeg sige i forhold til kødproduktionen, at jeg altså lige bliver nødt til at anholde det der med, at al dyreproduktion er ond mod dyrene. Altså, det er jeg ikke helt enig i. Jeg synes faktisk, jeg oplever rigtig mange landmænd, som faktisk gør et godt og grundigt stykke arbejde. Det bliver jeg bare nødt til at sige. Og så vil jeg sige, at vi jo i den her aftale for første gang nogen sinde prioriterer – jeg tror, det er 1 mia. kr., vi sætter af – plantebaseret produktion og fødevarer. Det er historisk og vigtigt, og jeg er helt sikker på, at lige præcis den del vil Alternativet også være enig med os andre i.

Tak for det. Så er det hr. Jens Rohde.

Tak for det. En central del af fru Pia Olsen Dyhrs tale handlede om psykiatrien og den virkelig store udfordring, en masse unge mennesker står med, fordi de ikke kan få den behandling, som de burde have krav på. Det synes jeg har fået alt for lidt opmærksomhed her i debatten, for det var særlig på det punkt en fremragende tale, som fru Pia Olsen Dyhr holdt. Men det er jo ikke en ny problemstilling. Der er bare flere af dem, og det hjælper os jo ikke rigtig, hvis vi ikke også kommer med nogle konkrete løsninger. Jeg kan ikke lade være med at tænke på, at vi, hvis vi nu sørgede for, at børnene også fik de rettigheder, som vi alle sammen går og taler om, og at de kunne blive overholdt, så måske ville være nået langt.

I Frankrig har de taget konsekvensen af, at det typisk går galt på økonomiens bord, og derfor har man lavet en børnerettighedsdomstol og et børneagentur, der kan sikre, at børns rettigheder, som så kan komme ind i barnets lov, bliver overholdt. Hvad tænker fru Pia Olsen Dyhr om den idé?

Fru Pia Olsen Dyhr.

Jeg er sådan set ikke afvisende over for den idé. Jeg tror, jeg skal finde ud af lidt mere om den, men jeg er jo meget optaget af børns rettigheder. I virkeligheden er jeg nok mest optaget af, at vi så også får gjort det konkret og ikke kun får gjort det til sådan overskrifter, men jeg vil ikke afvise, at det kan give mening. Der, hvor jeg synes vi har gjort noget med den her regering, og hvor vi har lavet et skifte, er jo, at vi har sikret gratis psykologhjælp til unge under 25 år med angst og depression. Det synes jeg er vigtigt, for det må ikke være pengepungen, der afgør, om man får hjælp, når psyken knækker. Det er det ene element.

Men det andet element bliver jo nu at snakke om, hvad det er for en folkeskole, vi skal have, hvad det er for et børneliv, vi skal have. Vi er lykkedes med at få minimumsnormeringer i børnehaver og vuggestuer, og det er jeg meget stolt af, fordi jeg tror, det sætter tempoet lidt med, men vi skal da også gøre det i folkeskolen. Vi skal da sørge for, at børn ikke bare automatisk, når de er 5 år og 10 måneder, skal rykke op i børnehaven, og at de, når de er 6 år, ikke bare automatisk skal i skole, og at de, når de går i skolesystemet, ikke udsættes for tusindvis af nationale test hele tiden, men måske i virkeligheden skal fokusere mere på kerneopgaven. Jeg tror, at vi i forhold til det der med, at vi hele tiden skal fremad, at vi er i et hamsterhjul, og at vi skal nå noget, måske indimellem også bare skulle nå at være der, hvor vi er.

Hr. Jens Rohde.

Det er også en ganske udmærket og vigtig samtale, men vi står bare med nogle akutte problemer, som er ganske store, og vi står med et akut problem, som altid er, at de børnerettigheder, vi taler så meget om, ikke i realiteten er til stede, fordi der ikke er nok til at sikre, at børnene får varetaget deres rettigheder.

Vi har lavet et ret omfattende forslag – det er ikke sådan noget, jeg bare har trukket i en automat, men det er med inspiration fra Frankrig og den tyske Jugendschutzgesetz, som jo er et omfattende lovkatalog til beskyttelse af børns rettigheder – og når vi nu skal lave barnets lov og diskutere alt det her i efteråret og det kommende forår, ville jeg bare høre, om SF vil have et åbent sind for tanker i den retning.

Ordføreren.

Nu er jeg folkesocialist, så jeg har som udgangspunkt altid et åbent sind.

Tak for det. Så er det fru Anni Matthiesen.

Man skal holde fast i traditioner, og derfor stiller jeg selvfølgelig også spørgsmål til SF's ordfører ved denne åbningsdebat. Jeg kan så sige, at det ikke bliver om forureningen i Grindsted, men til gengæld vil jeg egentlig godt følge lidt op på det, som Venstres gruppeformand, hr. Karsten Lauritzen, var inde omkring – altså noget konkret fra SF, i forhold til hvordan vi løser det problem, som der er her og nu i vores samfund i forhold til at få skaffet mere arbejdskraft. Jeg har besøgt handicaporganisationer, botilbud, jeg har besøgt mange virksomheder, og alle sammen råber på arbejdskraft og flere hænder.

Et helt konkret spørgsmål til fru Pia Olsen Dyhr kunne være: Hvad tænker SF i forhold til at nedsætte beløbsgrænsen, så vi kan få mere international arbejdskraft? Jeg synes ikke, hr. Karsten Lauritzen fik et svar på det, så det kunne jeg godt tænke mig hvis ordføreren vil svare lidt mere konkret på. Altså, vil SF være med til at sænke beløbsgrænsen?

Ordføreren.

Det står ikke umiddelbart på min yndlingsliste over ting, jeg har lyst til at gøre, at sænke beløbsgrænsen. Hvorfor det? Fordi noget af den kvalificerede arbejdskraft, som ordføreren efterspørger, jo f.eks. er en sosu-assistent på et plejehjem. Det kan være en pædagogisk assistent i en børnehave. Det er jo ikke folk, der kommer under beløbsgrænsen. Forestiller ordføreren sig så, at vi skal importere arbejdskraft fra Ukraine til vores velfærdstilbud – eller hvorfra?

Derimod forestiller jeg mig mere, at vi kan kigge på den liste af forslag, som vi har. Vi har jo en prioriteringsliste i dag, som vi overlader til arbejdsmarkedets parter at kigge på: Hvor er det, vi mangler kvalificeret arbejdskraft? Det er jeg sådan set åben over for, jeg er også åben over for at kigge på, om vi kan gøre det endnu nemmere lige præcis dér, hvor man mangler arbejdskraft. Det kan være i et lokalområde, hvor det giver rigtig god mening, og hvor man mangler kvalificeret arbejdskraft. Det vil jeg gerne være med til.

Men jeg vil sige, at jeg er meget bange for at gå ned ad en vej, der betyder, at vi udhuler grundlæggende arbejdsvilkår. Og så vil jeg også sige, at jeg tror, at danskerne har en berettiget forventning om, at de velfærdsarbejdere, der er, kan forstå og tale dansk.

Tak. Så er det fru Anni Matthiesen.

Så skal jeg måske alligevel lidt omkring Grindsted, fordi det faktisk er sådan, at der er en fiskefabrik i Grindsted, som her og nu står og mangler arbejdskraft. Og ja, så kunne svaret godt være – kunne jeg godt forestille mig – fra SF eller fra Socialdemokratiet for den sags skyld, at man skulle tage nogle fra jobcenteret, som går arbejdsløse. Men der er vi nødt til at sige, at der har man været. Så man står her og nu og mangler flere hænder. Hører jeg egentlig SF's ordfører sige, at SF er parat til så at gå ind at kigge på f.eks. forskellige regionale områder, hvor man så godt vil være med til at sænke beløbsgrænsen, eller hvordan skulle jeg forstå det?

Ordføreren.

Det er, at vi har en positivliste. De regionale arbejdsmarkedsparter kan jo gå ind og kigge på, om de konkret har brug for et eller andet i et specifikt område. Det er jeg ikke afvisende over for.

Når ordføreren nævner fiskefabrikken i Grindsted, tænker jeg, at det måske ville være mere oplagt, at nogle af de mange tusind ufaglærte, vi har i det her land, der ikke er i arbejde, måske kunne komme på arbejde på fiskefabrikken, og hvis det er faglært arbejdskraft, der er brug for, jamen så er der nok brug for endnu mere tempo til at få nogle af de ufaglærte til at blive faglærte.

Tak for det. Så er det fru Marie Bjerre.

Tak for det. Jeg vil gerne tale om klima. Vi har jo hørt fra regeringen, både i dag og under åbningstalen i tirsdags, at man gerne vil den grønne omstilling, og at det haster, og at det også kræver investeringer. Det er vi rigtig glade for i Venstre. Det tror jeg faktisk langt de fleste hvis ikke alle Folketingets partier er, og derfor bliver vi også så frustrerede over, når der bliver talt så flotte ord og der er så gode ambitioner, at der ikke er mere konkret handling og reelle prioriteringer i det. Derfor vil jeg gerne høre SF, om man synes, det er ambitiøst nok, at beslutningerne om 70-procentsmålsætningen først skal træffes i 2025.

Ordføreren.

Altså, nu har vi jo besluttet 70-procentsmålsætningen for CO2, så den skal vi jo ikke vente med at beslutte. Men man kan jo sige med hensyn til at levere alle elementerne, alle handlingselementerne, at de gerne skulle komme før 2025. Vil jeg gerne have, at det går hurtigere? Ja, det vil jeg rigtig gerne. Vi mener sådan set, at det haster mere end nogen sinde før.

Fru Marie Bjerre.

Jeg hører det, som om man er enig i, at vi godt kan tage de her beslutninger hurtigere, og at vi ikke skal vente helt til 2025 for at finde ud af, hvordan vi når derhen. Noget andet, der også frustrerer mig, er, at der ikke er afsat nogen som helst midler på finansloven til at reducere CO2-udledningerne. Derfor vil jeg også bare høre SF, om man mener, at regeringen lever op til det her historiske grønne mandat, når der ikke er afsat noget i finanslovsforslaget til at reducere CO2-udledningerne, og når vi samtidig, som ordføreren også siger, skal vente så lang tid, før man træffer de konkrete beslutninger om at nå 70-procentsmålsætningen.

Ordføreren.

Rigtig mange af de her ting på det grønne område, kan vi jo gøre, hvis forureneren betaler. Det synes jeg er et meget sundt og godt princip. Vi anvender det bl.a. ved forurening og udledning af spildevand og andet. Der har vi simpelt hen indført afgifter. Det er jo derfor, jeg håber så meget på, at vi kan lave en ensartet CO2-afgift her til efteråret. Der er min varmeste og inderligste opfordring til Venstre, at man også vil være med til, at vi kan sætte et ambitiøst mål, og jeg vil sige, at jeg ikke kan forestille mig noget under 100.000 kr. pr. ton, når vi snakker om en CO2-afgift. Hvis Venstre kan give håndslag på det, tror jeg, vi er kommet rigtig langt. Det har jeg endnu ikke hørt, men det kan være, at jeg bliver glædeligt overrasket.

Tak for det. Så er det hr. Henning Hyllested.

I Enhedslisten har vi jo undret os over, at SF som et notorisk grønt parti i vores store infrastrukturaftale – den plan, der er lagt der – har accepteret og dermed bakket op om en hel stribe af nye motorveje og motorvejsudbygninger, herunder og især, kan man næsten sige, den vel nok til dato mest overflødige motorvej i det her land, nemlig Hærvejsmotorvejen, som var en ren foræring til Venstre eller de borgerlige partier. Den var jo ikke med i regeringens oprindelige udspil.

Jeg behøver ikke at belære fru Pia Olsen Dyhr om, hvor belastende motorveje er for vores klima og vores miljø, herunder også den støjbelastning, som de medfører, og den trængsel, som flere motorveje skaber. For vi ved jo, at udbygning af vejnettet og udbygning af motorvejsnettet også genererer flere biler. Derfor er man jo samtidig med til at undergrave passagerunderlaget i den kollektive trafik. Det er derfor, vi i Enhedslisten har undret os meget over, hvorfor man er hoppet med på alle de der mange nye, sorte motorveje.

Så er det ordføreren.

Jeg må sige, at jeg undrede mig rigtig meget over, at Enhedslisten i de forhandlinger valgte at bruge alt forhandlingskrudt på at komme til at stå uden for en masse i stedet for at diskutere, hvad man ønskede ind i aftalen. I SF brugte vi jo al vores forhandlingskapital på at sørge for, at der kom en ny bane mellem Silkeborg og Aarhus over Galten, fordi vi mener, at kollektiv trafik er vejen frem.

Betyder det så, når man forhandler og netop gerne vil have så stort et element, som jo næsten kostede 3 mia. kr., at man er nødt til at indgå nogle kompromiser? Ja, det gør det. Var det groet i min baghave at bygge en motorvej på Hærvejen? Nej. Tror jeg, at den vil betyde øget trængsel nogen som helst steder? Nej, det tror jeg faktisk ikke. Jeg tror, at Hærvejsmotorvejens udbygning, som kommer til at være mellem Vejle og et hængsel ved Herning, vil give nogle tunge lastbiler mulighed for at komme uden om landevejssystemet, og det tror jeg sådan set giver god mening.

Hvorfor gik vi med? Det var jo, fordi vi ved at gå med i aftalen om Hærvejsmotorvejen sørgede for, at alle reservationer, der bl.a. var på Vejle Å-dalen, som er noget unik natur, blev opgivet. Jeg er ikke ligeglad med noget helt unik biodiversitet i Danmark. Derfor valgte vi at gå med – for at ophæve det og sørge for, at motorvejen heller ikke blev helt skørt indrettet.

Henning Hyllested.

Ja, og når man kaster sig ind i diskussioner om linjeføring, flytter man jo bare problemet fra én type natur til en anden type natur, og man flytter vejen fra at genere én gruppe af borgere til at genere en anden gruppe af borgere. Men når fru Pia Olsen Dyhr siger, at man jo må indgå nogle kompromiser, vil jeg sige, at her indgår man, om jeg så må sige, kompromis med klimaet, og det mener vi ligesom at klimakrisen i øjeblikket ikke inviterer til. Tværtimod. Vi bør jo her virkelig sætte ind, og motorveje trækker altså i den forkerte retning, og dem har I accepteret en hel stribe af, som jeg sagde.

Tak. Så er det fru Pia Olsen Dyhr.

Nu kender jeg ordføreren som ganske kompetent, og jeg ved, at ordføreren har læst aftalen og derfor også ved, at aftalen faktisk giver et plus på klimakontoen og ikke en negativ effekt. Altså, samtlige initiativer tilsammen giver en positiv klimaeffekt. Og det er inklusive de motorveje, hr. Henning Hyllested snakker om. Hvis vi kun havde besluttet at lave kollektiv trafik og cykelstier i aftalen, havde den ikke givet nogen særlig, større positiv klimaeffekt. Det er jo det absurde i den her situation.

Så vil jeg sige, at motorveje heller ikke altid behøver at være et onde. Det kan reducere trafikdrab ret væsentligt.

Tak. Så er det fru Louise Schack Elholm.

Tak. Jeg er glad for at høre, at fru Pia Olsen Dyhr er positiv over for at se på at skaffe mere arbejdskraft, for vi må jo sige, at det er en af de helt store udfordringer her og nu. En hæmmer for, at vi kan komme videre, er, at vi ikke kan skaffe arbejdskraft. Vi har jo hørt de her historier om f.eks. rengøringsselskabet De 5 Stjerner, hvor folk har smidt røret på, når de har ringet folk op for at tilbyde dem et arbejde. Det er jo rigtig, rigtig beklageligt. Derfor vil jeg høre, hvad det helt konkret er, man så vil gøre i de her situationer for at sikre, at der kommer mere arbejdskraft til de her virksomheder, som har svært ved at skaffe den, og hvor folk ikke ønsker at arbejde.

Fru Pia Olsen Dyhr.

Nu nævner fru Louise Schack Elholm et selskab, som jo valgte ikke at henvende sig til a-kassen eller jobcenteret. Det kunne jo være, man skulle være startet der for netop at sørge for, at man fik den arbejdskraft, man havde brug for.

Men derudover, som jeg nævnte over for fru Anni Matthiesen, er vi sådan set ikke afvisende over for at kigge på det i forhold til nogle konkrete regioner og nogle konkrete problemer. Det er vi åbne for, og derfor kigger vi gerne på den her positivliste. Jeg har også noteret mig, at man med den trepartsaftale, der blev indgået i går, vil kigge meget mere målrettet på, om man kan rekruttere bl.a. europæisk arbejdskraft. Der er 15 millioner arbejdsløse europæere, som vil have mulighed for at varetage nogle af de her job, og det er vi ikke på nogen måde afskrækket af.

Fru Louise Schack Elholm.

Så tror jeg simpelt hen, at fru Pia Olsen Dyhr har misforstået det. For rengøringsselskabet De 5 Stjerner kontaktede jo netop jobcenteret i København for at få noget arbejdskraft. Det har også ført til nogle konsekvenser for nogle ganske få af dem, som de har kontaktet, men ikke ret mange, og de fik bare ikke ret mange til at søge jobbet. Derfor vil jeg bare høre, om fru Pia Olsen Dyhr mener, det er tilstrækkeligt med den aftale, der er blevet indgået, til trods for at arbejdsgiverne siger, at det ikke løser deres akutte mangel på arbejdskraft her og nu. Mener fru Pia Olsen Dyhr, at det her er tilstrækkeligt – at nu er det løst, fordi man lavede den der minitrepartsaftale?

Ordføreren.

Jeg tror, vi skal kigge på rigtig mange elementer. SF tror ikke på, at én ting løser de store problemer, vi står med, med mangel på arbejdskraft. Jeg synes jo, det faktisk er positivt, at vi har fået ledigheden så meget ned i Danmark. Det er jo en positiv historie. Men vi har stadig væk 100.000 ledige, som jeg gerne vil være med til at sørge for kommer i arbejde. Jeg vil meget gerne kigge på, om vi kan opkvalificere nogle af de ufaglærte, vi har, til faglærte. Jeg vil også gerne kigge på, om nogle af dem, der er tvunget på deltid, kan komme på fuldtid. Det er måske nogle af de velfærdsarbejdere, fru Anni Matthiesen netop også snakkede om. Så der er mange elementer, man kan tage fat i. Jeg tror ikke på, at kun et fingerknips fixer alt, og jeg er lidt skuffet, hvis det er det, Venstre tror.

Så er det fru Karina Adsbøl.

Tak for det. Traditionen tro bliver jeg jo nødt til at stille spørgsmål til fru Pia Olsen Dyhr, og det handler om bl.a. et af de bløde velfærdsområder, nemlig ældreområdet. Nu har vi jo i dag hørt en debat, hvor Søren Pape Poulsen også har nævnt klippekortordningen. Det var jo en ordning, Dansk Folkeparti var bannerfører for, så derfor kunne jeg godt tænke mig høre, om SF mener, at ældre skal have mere selvbestemmelse, netop i forhold til at de får en lovfæstet ret til at have en klippekortordning. Vi kan jo se nu, efter at midlerne ikke mere er øremærkede direkte, men går over bloktilskuddet, at der altså er flere kommuner, der har sparet klippekortordningen væk. Det var den ene ting: Vil SF bakke op om, at vi simpelt hen får det skrevet ind i lovgivningen?

Den anden ting, jeg lige vil høre SF's ordfører om, er også at få skrevet »omsorg« ind. I dag er det jo sådan, at der ikke står »omsorg« i servicelovens § 83. Der står, at man skal give hjælp og praktisk hjælp, men omsorg kan vi jo se er en mangelvare. Vi har lige set dokumentaren om Dagmarsminde og ved, hvor meget det betyder med omsorgen, og at det skal være en rettighed. Så det kunne jeg godt tænke mig at høre ordførerens svar på. Tak.

Tak. Ordføreren.

Jeg bliver så glad af, at fru Karina Adsbøl 1) stiller spørgsmål, men 2) også stiller spørgsmål til klippekortordningen, for klippekortordningen blev jo indført første gang i Københavns Kommune af SF's sundheds- og ældreborgmester Nina Thomsen. Og dengang den blev indført, var det jo netop for at give nogle af de svageste ældre mulighed for at tilvælge f.eks. en gåtur eller en mulighed for at købe ind, eller det kunne bare være en kop kaffe – men i virkeligheden noget ekstra tid på klippekortet. Jeg har også noteret mig, at Dansk Folkeparti efterfølgende har taget det til sig. Det synes jeg er rigtig positivt. Der tror jeg vi kan gøre mere.

Udfordringen var jo, at vi fik sat det på finansloven, og jeg har også selv været med til at sørge for, at det også var på finansloven, men jeg vil sige, at da ordningen udløb, skete der det, der sker med mange af de her ordninger, at den automatisk røg over på bloktilskuddet. Det kan da godt være, at vi skal genbesøge det.

Jeg har ikke en nem løsning på det, men jeg synes faktisk, at klippekortordningen er en måde at støtte nogle af de allersvageste ældre på, så de også kan få mere pleje på en værdig vis. Jeg har ikke mere svartid, undskyld.

Karina Adsbøl.

Det er jeg da glad for at høre. Men det, der så undrer mig, er jo, at da Dansk Folkeparti i sidste samling fremsatte forslag om en ældrelov, som netop gav de ældre ret til en klippekortordning, stemte SF imod. Det forslag til ældrelov indeholdt også det, at vi skulle skrive »omsorg« ind i lovgivningen i forhold til de ældre. Den del stemte SF jo så også imod. Så jeg ville da være glad for, hvis vi så kunne mødes og nå til samlet enighed om, at ældre skal have mere selvbestemmelse, i forhold til hvad det er for en hjælp, de ønsker, og at vi så kunne få skrevet klippekortordningen ind i lovgivningen, herunder også »omsorg«. Det tænker jeg også er i SF's interesse.

Fru Pia Olsen Dyhr.

Nu var der faktisk rigtig mange elementer i det lovforslag, og det gjorde så, at SF stemte imod. Men jeg tror, vi deler intentionen med Dansk Folkeparti om, at vores ældre skal have en mere værdig alderdom, at der skal være tid til dem. Et vigtigt forslag fra SF's side er jo bl.a. at få faste teams i ældreplejen. Det lyder måske en lille smule nørdet, men det betyder jo grundlæggende, at det er de samme mennesker, der skal komme ind i ens hjem, at det er dem, man er tæt knyttet til, og at man kender hinanden. Der er jo mange ældre, der f.eks. har udfordringer med demens eller andet, og så er det jo rart, at det er de samme mennesker, der kender en og ved, hvad ens behov er. Det er jo i virkeligheden grundlæggende det, der handler om omsorg.

Tak til fru Pia Olsen Dyhr. Der er ikke flere korte bemærkninger til SF's ordfører. Den næste ordfører er fra Det Radikale Venstre. Værsgo, fru Sofie Carsten Nielsen.

Tusind tak. Er kvinder og mænd i Danmark lige? Hvis du spørger min kollega hr. Lars Boje Mathiesen fra Nye Borgerlige, er svaret, i alt fald sidst jeg tjekkede, nok ja. Ligestillingsproblemer er noget, feminister tuller rundt og opfinder, de findes ikke i virkeligheden, og vi har fået ligestilling i Danmark. Hvis du spørger min kollega fru Marie Bjerre fra Venstre, er svaret nok nærmere nej, for ingen mandlig kollega på Tinge bliver udstillet for at tage sin baby med på arbejde, som Marie Bjerre blev det – det skulle da lige være fru Pernille Skipper. Men kan begge dele egentlig ikke godt være rigtigt på samme tid, altså at vi både har fået markant mere ligestilling i Danmark de sidste 50 år, men stadig ikke er i mål? Det tror jeg.

Jeg tror også, at vi om 50 år vil se tilbage på, at kvinder og mænd i 2021 fik ens barselsmuligheder, som er lige så indlysende rigtigt, som det var, at vi holdt op med at slå vores børn, og at sex kræver samtykke. For mig er øremærket barsel til fædre en landvinding for mænd og kvinder og et bevis på, at politik faktisk godt kan sætte mennesker fri. Og jeg ved godt, at jeg det seneste halve år har talt en hel del om, at politik jo på nogle stræk er gået i stykker, fordi splittelsen dyrkes, mand eller kvinde, minkdrab eller retsstat, barnebrud eller lovbrud. Så forsvinder nuancerne, fordi vi politikere, selv om vi prøver at lade være, alligevel jagter clicks og likes, mens klimaet raser og økonomien nu koger og hvert sjette barn går ud af skolen uden at kunne læse, skrive eller regne og uden at trives, og fordi politik alligevel laves hen over hovederne på folk og i alt fald, at de fortsat mister mere og mere tillid til politik. Og selv om jeg også oplever, at vi forsøger, har det ikke ændret sig tilstrækkeligt det seneste halve år, og derfor må vi altså tænke nyt, også om måden, vi bedriver politik på.

I juli lå Tyskland under vand, mens resten af verden svedte i den varmeste sommer, som mennesket har målt på planeten Jorden nogen sinde. I august skar verdens førende klimaforskere det ud i pap for os: Klimaforandringerne er menneskeskabte, det sker hurtigere end forventet, og vi reducerer vores børns muligheder for at leve meningsfulde liv på Jorden i fremtiden. Klimaforandringerne er her, og jeg synes også heldigvis, at det er blevet understreget i dag. Men uanset om vi herinde hylder individet eller fællesskabet, tror på en stærk stat eller et stærkt marked eller ønsker Danmark helt ind i EU eller ud af EU, kommer vi ikke udenom, at klimaforandringerne er her; og finder vi ikke en løsning på det problem, jamen så bliver alle andre problemer med tiden ligegyldige. Og netop derfor er klimakrisen stedet at starte, når vi skal forsøge at genopfinde politik, for her haster det allermest. Det tror jeg egentlig godt regeringen ved; det oplever jeg, og derfor er jeg altså også skuffet over at se, at hockeystaven bliver skiftet ud med en plan for at lave en plan for at nå de mål, vi har været enige om siden 2009, men som jo allerede er forældede, og det var også det, der blev spurgt til før.

Jeg er med på, at det er virkelig svært – det er virkelig svært det her – men jeg har også oplevelsen af, at de fleste af os egentlig godt ved, at vi har brug for noget helt, helt andet. Så tænk, bare lige prøv at tænke, hvis politik ikke bare var stedet, hvor vi lappede hullerne i det samfund, vi har, men hvor vi faktisk turde at drømme om at skabe et radikalt bedre samfund, hvor vi lever radikalt bedre liv. Slut med skyttegravskrigene om, hvorvidt vi skal satse på det gode eller det grønne liv eller på at gøre det billigere eller grønnere at være dansker. Vi skal da turde drømme om et samfund, som både er meget grønnere og er meget bedre. Sådan en drøm har vi i Radikale Venstre, og ja, vi kalder den 110 pct. grøn. Den drøm handler om at gøre den grønne omstilling af Danmark færdig senest i 2040 og at hjælpe resten af verden i mål, så vi bliver et land, der giver mere til kloden, end vi tager.

For i mange årtier har menneskeheden jo forsøgt at reparere skaderne efter 200 års industrialisering, så tiden er kommet til at reparere fortiden færdig, sådan at vi kan komme i gang med faktisk at bygge fremtiden, og den er, oplever jeg vi er enige om, et grønnere Danmark i en grønnere verden.

Men jeg tror altså, det kræver, at vi også tør gentænke politik. Så tænk, hvis vi opgav forestillingen om, at politik er al forandrings moder, eller i alt fald at vi skal styre al forandring herfra, og i stedet brugte politik til at sætte de mennesker, der faktisk driver vores samfund fremad, fri, for i det arbejde, vi har lavet med den her drøm og med de her udspil om 110 pct. grøn, er jeg igen blevet overrasket over, hvor langt vores byer, vores virksomheder, vores organisationer og mange andre egentlig er i udviklingen af fremtidens grønne Danmark. De er nemlig lysår foran os på Christiansborg.

Det er jo ikke, fordi det ikke er alvorligt, men vi sidder og diskuterer reduktionsmål og sektorkrav i – hvor mange møder var det? – i hvert fald en meget lang møderække, og mens vi gør det, bygger de bogstavelig talt den fremtid, som vi taler om. Men hvis vi skal løse klimakrisen, må politik ikke stå i vejen for dem, og det gør vi i dag. Vores tempo vækker deres forundring, og det er ikke, fordi vi ikke har tempo i vores arbejde, men fordi vi ikke har det i vores beslutninger. Vores handlingslammelse vækker nemlig også deres forargelse. Og nej, politik skal jo i stedet sætte fri, bane vej, skabe rammer for de succeser, sådan at byer, virksomheder og mange, mange flere selv kan skabe den grønne forandring, som vi alle sammen drømmer om, for vi ved godt, at mange af de rigtig store forandringer, der har formet Danmark til det fantastiske land, vi har, ikke er skabt af stat eller af politik. Det er skabt af mennesker i fællesskaber med en drøm, som de sammen gjorde til virkelighed. Så tænk, hvis politik kunne skabe rammerne for en klimaalliance, som gjorde drømmen om 110 pct. grøn til virkelighed.

Det kræver også, at vi tør gentænke den måde, vi samarbejder på på Christiansborg, og jeg har sagt det før, men nu siger jeg det igen, og jeg håber, I vil tage det positivt: Tænk, hvis vi faktisk turde lægge rygmærkerne en lille smule uden for døren om morgenen, så vi ikke kun delte os efter anskuelse, som vi taler så meget om, og det er vigtigt, men så vi faktisk også turde at samle os efter anskuelse.

Og jeg ved godt, at vi ikke er ens, at vores værdier er langt fra de samme, og at sådan vil det blive ved med at være. Vi ser forskelligt på verden og dens problemer, men vi har altså også noget helt grundlæggende tilfælles, nemlig at vi er valgt af Danmark til at gøre Danmark bedre. Det er det ansvar, der hviler på os: at løse problemerne for hele samfundet, så vi efterlader et grønnere og et friere og et stærkere land end det, vi overtog.

Tænk, hvis vi lidt oftere end bare forleden mandag aften samledes om det, og tænk, hvis vi også turde at invitere nogle andre med ind. For klimakrisen løses ikke kun af Christiansborg, men den løses også af Christiansborg, og uagtet vores forskellighed nægter jeg altså at tro, at vi er så forskellige, at vi ikke kan finde mere fælles vej her, måske især hvis vi åbner op og gør det sammen med andre end os, der er valgt til Folketinget. Det bliver det ikke mindre demokratisk af. Vi må da kunne samles om at give en klode videre til vores børn, som de kan leve meningsfulde liv på. Det skal vi kunne samles om, og det oplever jeg opbakning til. Men vi skal kunne vise, at politik og politisk arbejde bidrager væsentligt til at løse klimakrisen, for ellers fortsætter spørgsmålet udefra med at være, at hvad skal vi så egentlig med det, og det er vores ansvar.

Jeg håber, I er enige, og jeg håber også, at I vil være med til at prøve nogle nye formater af. Vi har brug for at tænke nyt, også om vores demokrati.

Den første korte bemærkning er fra hr. Karsten Lauritzen.

Tak til fru Sofie Carsten Nielsen for ordførertalen. Jeg kan sige, at jeg ikke tror, at vi i Venstre er enige i, at folkestyret er gået i stykker; men hvis vi ikke gør noget, risikerer vi, at det går i stykker. Der har i hvert fald sat sig noget sygdom, en mild corona, der kan blive værre. Og jeg tror heller ikke, at løsningen er at diskutere det her ved åbningsdebatten i Folketinget – det tror jeg skal gøres andre steder, og det vil vi selvfølgelig gerne være med til.

Men jeg vil også godt udfordre ordføreren en lillebitte smule, for i forhold til klimaet, som jo er et område, mit parti har bevæget sig meget på, tror jeg faktisk, at vi kan betegne os som mere grønne end den nuværende regering. Og en af grundene til det er jo, at vi er villige til at prioritere råderum, og det er så der, hvor der er nogle uenigheder, og dem bliver man vel også nødt til at anerkende. Og det er så mit spørgsmål, om ordføreren ikke anerkender det, at man kun kan bruge pengene en gang. Hvis man som regering har den politik, at man er rød, før man er grøn, så kan man jo ikke bruge de penge, man vil bruge på velfærd, på klimaet.

Altså, er ordføreren ikke enig i det med, at vi kun kan bruge pengene én gang?

Ordføreren.

Et meget kort svar til det er: Jo, man kan kun bruge pengene en gang, og vi skal sikre os, at de er der – også i fremtiden. Det er en kæmpeudfordring for vores samfund, hvis ikke vi gør det, og det har vi været afsindigt dygtige til.

Det er virkelig en meget høj blomsteranretning, der er her. Jeg beklager til hr. Karsten Lauritzen, at jeg ikke kan se ham.

Og så håber jeg bare – for jeg er nemlig meget begejstret for hr. Karsten Lauritzens åbning, indsats og refleksioner over vores demokrati – at vi også skal diskutere det i alle mulige andre fora. Men jeg synes altså også, at åbningsdebatten, hvor folk kigger med, må være et sted, hvor man faktisk kan gøre sig tanker og reflektere over det. Jeg er rigtig glad for de meldinger, som jeg hører hr. Karsten Lauritzen – på vegne af Venstre går jeg ud fra – er kommet med, så vi faktisk kan tage vare på vores demokrati også i fremtiden

Så er det hr. Karsten Lauritzen.

Tak. Nu skal rejse mig op, så er jeg lettere at se, men jeg kan dog høre, hvad der bliver svaret – og tak for det. Det vil vi meget gerne være med til, og det er jo heldigvis også en proces, der er sat i gang. Nu skal vi bare sørge for i fællesskab, at den så ender med noget, altså det her med at gøre ting anderledes.

Jeg synes, at noget af det, der mangler i dansk politik, og det er så det mit afsluttende spørgsmål til ordføreren er om, er, at vi erkender, at vi kan ikke det hele. Altså, politik er valg, og man kan ikke sige: Vi vil alting. Det er så tilbage til min oprindelige bemærkning om, hvad vi bruger pengene på. Altså, kunne det ikke hjælpe, hvis vi nu erkendte, at vi kun kan bruge pengene én gang og så stod ved, at vi ikke kan det hele – det er jo det ærlige svar?

Fru Sofie Carsten Nielsen.

Det er en god erkendelse at gøre sig, ligesom jeg hører og er glad for, at ordføreren siger, at man hos Venstre er grønne før måske alt mulig andet – det er jo også en prioritering. Det vil jeg gerne se noget mere af, det vil jeg glæde mig utrolig meget til.

Men jeg er enig i, for det hører jeg egentlig en opfordring til, at prioritere noget mere og også at prioritere et egentlig grønt råderum, for vi kommer til at skulle investere i den grønne omstilling. Det grundlæggende, jeg læser – eller nok nærmere hører i spørgsmålet – er, at det får vi brug for at skabe råderum til.

Tak for det. Så er det hr. Kristian Thulesen Dahl.

Tak, og tak for ordførertalen. Fru Sofie Carsten Nielsen er jo meget glad for det her plantebaserede. Man skal bare huske, at vi nu har lavet en flot aftale i mandags, og man skal bare lige huske på, at der også er plads til, at jeg kan spise flæskesteg her i weekenden, for det glæder jeg mig rigtig meget til. Og det var jo det, vi blev enige om, nemlig at det skulle gå hånd i hånd. Så det, at der er flere, der efterspørger det plantebaserede, er fint, men der skal også være plads til, at vi har et landbrug, der udvikler det inden for det, vi har haft tradition for og er stolte af.

Men det, jeg egentlig vil spørge fru Sofie Carsten Nielsen om – og det er ikke for at drille med citater fra partifæller og sådan noget – er selvfølgelig omkring grænser og det at kunne bevogte sine grænser. For jeg har forstået det sådan, at De Radikale nu siger, at det er legitimt, at et land har styr på og vil have styr på, hvem der kommer ind i landet. Så det er legitimt, at man har kontrol ved sine grænser. Der er så en diskussion om, hvad sådan en kontrol må gå ud på, men jeg skal bare have bekræftet, at det er legitimt, og at det er landet selv, der finder ud af og beslutter med sig selv, hvad der er nødvendigt, for at have kontrol med, hvem der kommer ind i landet.

Ordføreren.

Jeg er rigtig glad for hr. Kristian Thulesen Dahls begejstring for de tusindvis af grønne job, vi kommer til at kunne skabe i landbruget ved den internationale omtale, som jeg håber regeringen har lagt mærke til vi har fået for Europas største investering i plantebaseret forskning og udvikling og i plantebaseret job. Det bliver det nye bacon. Der kommer ikke til at erstatte hr. Kristian Thulesen Dahls bacon – den skal han have lov til at have – men det bliver det nye eksporteventyr, hvis vi gør det her rigtigt til gavn for dansk økonomi. Det synes jeg er fantastisk, og hvis man måtte klappe i salen, burde vi fejre det med en sådan klapsalve. Men det må vi ikke.

Det er korrekt, at vi synes, at Europas ydre grænser selvfølgelig er legitimt at tage vare på for de lande, der ligger der. Vores politik er, at det skal ske i en fælles europæisk indsats med fælleseuropæiske rammer for, hvordan vi gør det her, så man sikrer, at det er fuldstændig i overensstemmelse med den konventionsbestemte rettighed til at søge asyl, og at mennesker bliver behandlet ordentligt.

Hr. Kristian Thulesen Dahl.

Jamen det er fantastisk, når De Radikale og DF har fundet hinanden i forhold til at udvikle landbruget, og landbruget vil jo gerne producere det, som forbrugerne efterspørger, uanset om det er plantebaseret, eller om det i virkeligheden er på basis af kød.

Nå, men om det med grænsen skal jeg bare lige finde ud, hvor De Radikale står nu, for Socialdemokratiet er jo nået frem til at beklage, at man i 2015 faktisk sagde ret så kraftige ting og sager om Ungarn, da Ungarn lavede kontrol ved sine grænser på grund den situation, der var der. Jeg har forstået, at Socialdemokratiet har fortrudt, at man dengang gik ud og i virkeligheden talte meget nedladende om Ungarns behov for at bevogte sine grænser. Vil De Radikale på tilsvarende vis sige, at Ungarn også dengang ligesom i dag havde retten til selv at finde ud af, hvad der er nødvendigt for at bevogte landets grænser, så ungarerne bestemmer, hvem der kommer ind i deres land?

Ordføreren.

Jeg havde lige håbet, at det var i EU-politikken, at Dansk Folkeparti og Radikale havde fundet hinanden, for så ville der virkelig være en ny forbrødring i dansk politik og mulighed for at nå virkelige resultater. Men nej, det var det ikke.

Nej, altså, man skal aldrig tale nedsættende om andre lande – det er der da ingen tilslutning til. Men den behandling, som Ungarn gav mennesker, der var på flugt på det tidspunkt, synes jeg på ingen måde er noget at rose eller støtte op om. Vi ønsker en fælles europæisk politik, så vi netop har fælles rammer for, hvordan man behandler folk, hvordan man har kontrol med, hvem der kommer til Europa, hvordan vi fordeler folk, og hvordan vi finansierer det.

Så er det hr. Karsten Hønge.

Hvad er det med jer Radikale og jeres evige sang om, at der er brug for mere udenlandsk arbejdskraft? Var det ikke en idé at skrue en lille smule ned for den sang, så længe vi har 26.000 seniorer uden job, 10.000 unge, der leder efter en læreplads, 15.000, der leder efter et fleksjob, og 70.000 mellem 15 og 29 år, der ikke har en uddannelse, ikke er i gang med en og heller ikke har et job? Var det ikke en idé at skrue lidt ned for den snak om udenlandsk arbejdskraft, når vi fortsat har 90.000, der er registreret som arbejdsløse, og når mennesker med handicap har utrolig svært ved at komme ind på arbejdspladserne? Ja, det bliver svært at løse de her udfordringer, men det er jo den eneste vej frem, hvis vi vil have et samfund, der hænger sammen. Og jeg ved godt, at det er meget nemmere at gribe telefonen, og 3 dage efter står der et arbejdsmarkedsparat sjak fra Rumænien, men Danmark er altså et samfund, det er ikke en fabrik.

Ordføreren.

Jeg tror måske, at hr. Karsten Hønge skulle skrue lidt ned for sin besættelse af Radikale Venstre. Men når det så er lagt til side, hørte jeg lige hr. Karsten Hønges partiformand sige, at der er alle muligheder for at hente arbejdskraft i EU. Det er der, men den er her jo ikke, så det er ikke så nemt.

For Radikale Venstre er det ikke et enten-eller. Det er ikke sådan, at man enten kan besætte de stillinger, som arbejdsmarkedet lige nu står og skriger på bliver besat, med f.eks. en dygtig faglært fra et sted i Europa, eller, hvis det stod til os, med en uden for Europa eller opkvalificere en ledig lige nu, for der er ikke nogen uddannet fra de uddannelser lige nu. Men det skal også være sådan, og det ved hr. Karsten Hønge godt, at vi investerer i opkvalificering og efteruddannelse, og skal vi have råd til og mulighed for at opkvalificere de ledige og de unge, der i særlig grad står uden for arbejdsmarkedet, skal der være et arbejde til dem, og hvis virksomhederne i mellemtiden er flyttet ud, står vi meget ringere bagefter.

Hr. Karsten Hønge.

Det er simpelt hen ikke rigtigt, at det ikke er let at søge i Europa. Sagen er bare, at arbejdsgiverne i Danmark i langt, langt mindre grad end arbejdsgiverne i eksempelvis Sverige søger på de europæiske platforme, hvor man kan søge efter arbejdskraft. Men det er mere det her tunnelsyn, som De Radikale har, hvor det bl.a. handler om beløbsgrænsen, men beløbsgrænsen handler jo om mennesker uden for EU. Det er her, logikken helt står af, for det går åbenbart ud på, at vi skal sænke beløbsgrænsen, samtidig med at man taler om, at vi skal tiltrække højtkvalificerede ingeniører, læger og forskere.

Så vidt jeg kender til mekanismerne på arbejdsmarkedet, får man ikke flere til at søge, hvis man sætter beløbsgrænsen ned, så skal man sætte lønnen op. Og helt ærligt, skulle den der beløbsgrænse overhovedet være nogen begrænsning? Beløbsgrænsen svarer til det, som en dansk folkeskolelærer tjener. Er det virkelig nødvendigt at sætte den grænse ned?

Så er det ordføreren.

Jeg synes, at logikken står af med det tunnelsyn, som hr. Karsten Hønge har, nemlig at danske virksomheder ikke er optaget af at få besat de ledige stillinger, de her. Det ville da nok være lidt nemmere for dem at søge inden for Europa eller i Danmark end at skulle hente dem udenfor. Det er de da dybt optaget af. Med den nuværende beløbsgrænse er det i dag kun specialister, der kan komme ind, fordi de tjener langt over beløbsgrænsen. Sådanne folk vil der jo fortsat være behov at få, og dem er der global konkurrence om. Det her handler om alle de andre stillinger, hvor man i dag ikke kan få mennesker ind til fine og ordentlige lønninger. Vi er jo enige om, at løndumping og dårlig behandling af mennesker skal bekæmpes.

Så er det fru Rosa Lund.

Tak for det. Jeg var faktisk for en sjælden gangs skyld lidt glad for hr. Kristian Thulesen Dahls spørgsmål, for det viser, at jeg ikke er den eneste, som har haft lidt svært ved at finde ud af, hvad Radikale Venstre egentlig mener der skal ske med EU's ydre grænser. Nu kan jeg så forstå på fru Sofie Carsten Nielsen, at vi skal have fælles europæiske løsninger, og det synes jeg jo lyder rigtig godt. Men jeg vil gerne spørge fru Sofie Carsten Nielsen: Er hegn, mure og pigtråd en del af den løsning?

Ordføreren.

Jeg er rigtig glad for, at Enhedslisten også vil være med til fælles europæiske løsninger. Det får vi virkelig brug for. Det vil jo så nok også kræve, at man mener, at EU kan være med til at løse udfordringerne.

Jeg synes da ikke, at hegn, pigtråd og mure er ikke noget, som en radikal skal hylde på nogen som helst måde. Men er det det, som Grækenland har brug for at bygge for at kunne kontrollere, hvilke mennesker der kommer over grænsen, så længe de behandler de mennesker ordentligt og efter reglerne, og at man har ret til at søge asyl, når man har behov for beskyttelse, så kommer vi ikke til at gå imod det.

Fru Rosa Lund.

Men hvad er det, Grækenland har brug for, når der er så mange flygtninge? Det er da, at landene, som ligger i vores del af Europa, tager nogle flere flygtninge, at vi siger til grækerne: Vi vil gerne hjælpe jer; vi tager 200 flygtningebørn fra Lesbos eller 2.000 voksne flygtninge. Jeg kan finde på mange andre gode tal, som jeg tror ville hjælpe både flygtninge og grækere meget mere end hegn, og jeg må sige, fru Sofie Carsten Nielsen, at jeg er oprigtigt ked af, at Radikale Venstre har købt ind på, at hegn skulle kunne løse noget som helst. For de køber ind på den præmis, at folk skulle flygte til noget. Nej, mennesker flygter fra noget; de flygter fra krig og fra klimakatastrofer.

Så jeg er faktisk lidt nedslået i dag over fru Sofie Carsten Nielsens svar, men der er sikkert andre, der er rigtig glade.

Tak. Så er det ordføreren.

Jeg er helt enig i, at hegn og pigtråd på ingen måde løser udfordringen, og at vi bør tage et langt større solidarisk ansvar i Europa for at fordele de mennesker, der har behov for beskyttelse, finansiere det, lave en Marshallplan for Afrika. Men det kræver jo så, at man er engageret i Europa og ønsker fælleseuropæiske løsninger, og der har jeg ingen opbakning fra Enhedslisten til at presse Socialdemokraterne den vej. Det kan man jo ikke, når man ikke ønsker Europas samarbejde. Det er ligesom det, der er udfordringen her.

Men det vil vi blive ved med at knokle for, for selvfølgelig er det ikke en løsning i sig selv på noget som helst. Der kommer desværre også andre end dem, der har behov for beskyttelse, og det er jo der, hvor vi i Europa har behov for at kunne sortere. Der er mennesker, der bare gerne vil af sted til et bedre liv.

Så er det hr. Søren Pape Poulsen.

Tak for det, tak for talen, og tak for vores gode samarbejde om at kæmpe for mere arbejdskraft, apropos den tidligere debat. Jeg kan høre, at der er et stykke vej, vi skal gå endnu.

Jeg vil gerne spørge om noget helt andet. Jeg hørte fru Sofie Carsten Nielsen sige, at vi skulle have et grønnere, friere og stærkere Danmark, som jeg nogenlunde tror der blev sagt; og vi skulle drømme. Jeg er meget enig i alt det. I forhold til et friere samfund tænker jeg, at Radikale Venstre jo på mange fronter sådan er et pragmatisk parti, og når det kommer til meget af den økonomiske politik, plejer vi jo at finde hinanden. Når det nu gælder det friere samfund, skulle vi så ikke sikre os, at de mennesker, der nu er gamle og har brug for hjælp, faktisk fik et reelt frit valg, og at vi oplyste dem om, at de har et frit valg? For det er der rigtig mange ældre mennesker der simpelt hen ikke aner, og der er ingen, der fortæller dem det. Så skulle vi ikke gøre noget for, at man får et frit valg som gammel? Det handler ikke om, om man skal have kommunens hjælp eller den private hjælp, det handler om, at man kan vælge selv, og at det sker på ens vilkår.

Fru Sofie Carsten Nielsen.

Jo, altså, vi vil rigtig gerne være med til både at oplyse om de rettigheder, man allerede har, men vi vil egentlig allerhelst sætte kommunerne fri; sætte dem fri til at finde de løsninger, de har lyst til, på det her område. Og så skal man lade være med at sige: Så skal det være på den her måde, I sætter jer fri, eller lige præcis på den her måde med lige præcis det her ene krav eller det her andet krav; for så er de jo ikke sat fri. Jeg vil også rigtig gerne sætte lokaldemokratiet fri til at finde de løsninger, som der skal eksperimenteres med, og som skal prøves af.

Jeg er også inspireret af det her med friplejehjem, ligesom vi har noget på friskoleområdet. Det ligger også grundlæggende til os Radikale, men det kan ikke være sådan noget med, at det så skal være på en helt bestemt måde, for så har vi jo ikke sat dem fri.

Hr. Søren Pape Poulsen.

Det er jeg sådan set enig i. Jeg vil bare ikke være med til at sætte kommuner fri, så de kan afskaffe friheden for folk, altså afskaffe det frie valg. Det er i hvert fald i min verden at misforstå frisættelse – det synes jeg. Og når vi så er ved kommunerne, er problemet jo for rigtig mange, der leverer privat pleje, at det kan være fuldstændig uigennemskueligt, hvordan kommunen er kommet frem til den timepris, det koster, som gør, at det er helt urimelige vilkår, man som privat skal byde ind på. Det er jo derfor, vi har foreslået – der kommer et beslutningsforslag, som jeg håber Radikale vil overveje – at vi sikrer os, at vi har et sted, hvor uafhængige folk regner ud, om kommunen har sat den rigtige pris. Det handler ikke om, at det skal være privat eller offentligt – det skal jeg ikke bestemme – men det skal i det mindste være den rigtige pris.

Ordføreren.

Ja, men det har vi studeret – i hvert fald det her med at sikre, at det ikke er helt uigennemsigtigt. Det skal være tydeligt, hvordan det er, man bruger pengene. Og i forhold til frikommuner vil jeg, hvis det er det, borgerne i den kommune ønsker, sige: Det vil jeg tro vil gå ret hurtigt af mode, hvis man bare afskaffer enhver form for frihed. Den tiltro har vi vel også til borgerne.

Tak. Så er det hr. Lars Boje Mathiesen.

Tak. Nu var ordføreren så flink at nævne mig i talen, men det er nu ikke helt korrekt at sige, at jeg siger, at der ikke er ligestillingsproblemer, for det er der. Det har ordføreren ret i. Men jeg mener ikke, at der sker sådan en mandschauvinistisk, praktikabel strukturelt grundlæggende undertrykkelse af kvinder på det danske arbejdsmarked. Men der er ligestillingsudfordringer. En af dem ser vi f.eks. i servicelovens § 109, og derfor kunne jeg godt tænke mig at spørge ind til det, for det er jo et helt oplagt sted, hvor der ikke er ligestilling. Hvorfor stemte Radikale Venstre imod at give lige forhold for mænd og kvinder dér?

Ordføreren.

Jeg tror, jeg lige skal hjælpes lidt, bare så vi ikke går fejl af hinanden. Altså, er det krisecentre, vi taler om? Ja, tak. Jamen det gjorde vi, fordi vi gerne vil den forbedring, som der ligger i at give bedre adgang, bedre hjælp, vi er absolut ikke imod, og vi er også meget interesseret i at give endnu mere hjælp. Vi har selv haft det som forslag på vores finanslovsforslag at yde yderligere hjælp til mænd på krisecentre.

Værsgo.

Det er så bare ikke korrekt, for Nye Borgerlige fremsatte beslutningsforslag B 148 om netop at give mænd og kvinder lige rettigheder, hvad angår hjælp på krisehjem. Det stemte Radikale Venstre imod. Og derfor spørger jeg: Hvorfor stemmer man imod et forslag, som reelt giver ligestilling mellem mænd og kvinder på et krisehjem, når man nu står og snakker om ligestillingsdebatten?

Ordføreren.

Det var, fordi det oprindelig handlede om at give nogle flere muligheder til netop de kvinder, der er udsatte, og dem er der mange af – ja, ja – men vi stemmer imod beslutningsforslag, hvori der ikke er finansiering, eller som vi ikke er enige i finansieringen af. Så har vi så fremsat forslag om det i forbindelse med vores eget finanslovsforslag.

Tak for det. Så er det hr. Alex Vanopslagh.

Tak for det. Jeg vil tage fat i noget af det, som fru Sofie Carsten Nielsen var inde på i starten, om mangel på ligestilling i Danmark. Der er jo noget, som kønsforskere kalder ligestillingsparadokset. Ligestillingsparadokset er, at i de lande, hvor mænd og kvinder er mest ligestillede og mest frie og fritstillede, er forskellene faktisk størst. Altså, jo mere lige vi bliver, jo mere frie vi bliver, i desto højere grad vil mænd og kvinder træffe forskellige livsvalg, fordi de er frie til at gøre det, de nu engang har lyst til, og det har den ret simple forklaring, at mænd og kvinder gennemsnitligt set er forskellige. Det betyder, at de ikke er ens, gennemsnitligt set er mænd og kvinder forskellige – nu kigger du underligt på mig. Mænd er i gennemsnit højere end kvinder – det er en ukontroversiel betragtning – og vi er også forskellige på andre områder, og det gør, at der i gennemsnit er færre kvinder end mænd, der ønsker at være lastbilchauffør, og at der i gennemsnit er færre kvinder end mænd, der ønsker at give afkald på familieliv og lignende for at fremme en karriere. Hvis den mangel på resultatlighed udspringer af et frit valg i forhold til det, man mener giver mening i ens tilværelse, er det så egentlig et problem?

Ordføreren.

Uha, det bliver svært at svare på det på 2 minutter. Det er helt grundlæggende et spørgsmål om, om individet i udgangspunktet har et fuldstændig frit valg i det samfund, man fødes ind i, eller om der findes strukturer i det samfund, som også forhindrer en i at kunne træffe nogle beslutninger. Vi er frie i vores hoveder og personer i egen ret – det er jeg enig med ordføreren i – men vi har et kønsopdelt arbejdsmarked og et kønsopdelt uddannelsesvalg, og er der i det nogle forventninger, nogle stereotyper, noget socialisering? Ja, det tror jeg der er, og jeg tror, det betyder rigtig meget.

Hr. Alex Vanopslagh.

Så kan jeg ikke lade være med at vende tilbage til det her ligestillingsparadoks. Det er faktisk i de nordiske lande, hvor man umiddelbart må sige at kulturen i mindst grad bærer præg af, at man har kønsstereotype forestillinger, at man ser, at forskellene bliver endnu større, fordi folk har et frit valg. Hvordan kan fru Sofie Carsten Nielsen vide, hvornår en mand eller kvinde træffer et valg ud fra en falsk bevidsthed, og hvornår kan fru Sofie Carsten Nielsen vide, at det faktisk bare er et reelt frit valg, også selv om det ikke lige er noget, der indebærer, at man vil have en stor karriere eller lignende?

Ordføreren.

Jeg tilskriver ikke noget en falsk bevidsthed – jeg er for liberal til på nogen måde at have sådan en tilgang til det. Men det der med ligestillingsparadokset handler jo også om, at der er rigtig mange på arbejdsmarkedet – vi taler om det paradoks, der findes på arbejdsmarkedet, og de valg, man træffer der – hvor der på andre landes arbejdsmarkeder bare simpelt hen ikke er særlig mange kvinder, og så er det også noget nemmere ikke at se et ligestillingsparadoks, fordi uligestillingen der finder sted uden for arbejdsmarkedet.

Hr. Torsten Gejl.

Tak for talen. Altinget skrev som reaktion på landbrugsaftalen: »Landbrugsaftalen: Hockeystaven er tapet sammen, og alle holder om den.« Det er naturligvis undtagen Alternativet, som ikke er med i den aftale. Vil fru Sofie Carsten Nielsen modsat SF's leder, fru Pia Olsen Dyhr, indrømme, at vi stadig væk har en del hockeystavsmekanisme i dansk politik, idet meget af den CO2-reduktion, som vi har forpligtet os til, skal ske sidst i perioden før 2030 ved hjælp af teknologi, som knap er opfundet endnu?

Ordføreren.

Det er korrekt, at der ikke er tilstrækkeligt konkretiserede CO2-reduktioner efter Radikale Venstres opfattelse, hverken i den aftale eller i en række andre aftaler, vi har lavet. Jeg synes også, at min tale bar præg af, at jeg mener, at vi ikke på den måde, vi arbejder, er i stand til at træffe tilstrækkelig mange beslutninger hurtigt nok på det her område. Og jeg tror ikke, vi kommer til at være det i Folketinget, hvis ikke vi inddrager dem, der faktisk skal gennemføre det i virkeligheden. Det er et problem, for det haster på det her område.

Jeg er stadig væk meget glad for den, synes jeg, ambitiøse landbrugsaftale, der blev vedtaget, fordi den binder. Den er bindende i forhold til reduktionsmålene, helt ligesom 2025-målet er, og så er der kommet en række initiativer ind, faktisk med god hjælp fra de borgerlige partier. Der er sat 2 mia. kr. af til udtagning af landbrugsjord. Det kan man ikke i de systemer, der findes her, omsætte i et tal for konkrete reduktioner, men der må jo komme det ud af det i den sidste ende.

Hr. Torsten Gejl.

Jamen en aftale kan jo ikke være bindende, hvis den er lagt an på teknologi, der knap nok er opfundet endnu. Det, jeg undrer mig over, er: Hvis ordføreren har den bekymring, hvordan kan Radikale så være med i en aftale, hvor man udskyder to tredjedele af CO2-reduktionen, til at der er teknologiske løsninger, som vi faktisk ikke har endnu? F.eks. siger Novo Nordisk det sådan her:

»Det bedste, regeringen kan gøre for os, er ikke at udskyde de svære beslutninger, men at skabe den nødvendige klarhed og køreplan for hele samfundet for at indfri 2030-målet.«

Ordføreren.

Det er jeg en til en enig med Novo Nordisk og sikkert også ordføreren i, og det er derfor, jeg er med i aftalen – altså for at sikre, at der bliver truffet flere og flere beslutninger. Vi skal vende tilbage til den aftale for at sikre de konkrete reduktioner, og det kan man jo kun, hvis man har bindende reduktionsmål. De binder os til at finde de her reduktioner, og hvis ikke de kommer på én måde, skal de komme på en anden måde, forhåbentlig også gennem en grøn skattereform med en ensartet CO2-afgift.

Så er det hr. Jens Rohde.

Jeg er glad for, at Radikale Venstre er en del af den aftale, og at partiet trods alt ikke abonnerer på den der vandgrøds- og sivskosamfundsmodel, som Alternativet gør, selv om partiet vedkender sig store ambitioner på klimaområdet. Det er godt nyt.

Jeg står her med en artikel – der var en del af dem i foråret – hvor fru Sofie Carsten Nielsen i Jyllands-Posten undskylder en lov, som betyder, at syrere får besked på at vende hjem. Vi var naive, er fru Sofie Carsten Nielsen citeret for at have sagt i forbindelse med den lov, der gav midlertidigt ophold. Når nu fru Sofie Carsten Nielsen i foråret nåede til den erkendelse, at man var naiv i forhold til det her, hvorfor ville man så ikke støtte KD's forslag under forhandlingerne om de afghanske tolke om, at de skulle have permanent ophold? I stedet endte vi med en aftale, som sagde, at de har 2 års midlertidigt ophold uden mulighed for forlængelse. Se, så ved vi jo godt, at hvis krigshandlingerne er stoppet i Afghanistan om 2 år og de ikke kan dokumentere personlig forfølgelse – og det er lidt svært, når de er her – så ender de også med at blive sendt hjem. Vil fru Sofie Carsten Nielsen så igen sige: Vi har været naive?

Tak. Så er det ordføreren.

Jeg har svært ved at forestille mig, at der er en situation i Afghanistan om 2 år, hvor vi skal sende mennesker, der har været truet og på flugt, tilbage dertil. Og jeg synes, det er utilstedeligt, at det ikke også er sat i bero at sende mennesker tilbage til Syrien eksempelvis. Så der er jeg enig med spørgeren. Det handler jo om, hvad for nogle aftaler man kan skabe et flertal for og komme i mål med.

Hr. Jens Rohde.

Men der var ingen, der ville støtte Kristendemokraterne i synspunktet om, at vi burde have lært af historien – særlig i forhold til de afghanske tolke. For vi ved jo, at myndighederne tager ud og sidder i lufthavnen, og så siger de: Her er fred og ro. Det gjorde de i Mogadishu. Og de er ligeglade med, at Assad stadig er ved magten i Syrien. Der er fred og ro! Og hvordan bliver det så om 2 år? Jeg håber virkelig – virkelig – at jeg tager fejl, når jeg frygter, at vi får nogle hjemsendelser, som vi ikke vil kunne være bekendt.

Ordføreren.

Ja, det håber jeg også. Og det vil vi i al fald ikke bakke op om i Radikale Venstre, såfremt situationen er, som den jo fortsat er i Afghanistan og mange andre steder, herunder Syrien.

Tak. Så er det fru Marie Bjerre.

Jeg vil sådan set prøve noget nyt. Jeg vil ikke stille et spørgsmål, men jeg vil bare sige tak til fru Sofie Carsten Nielsen for kommentaren omkring ligestillingsdebatten. Jeg synes, det er dejligt, at vi kan anerkende hinanden. Selv om Radikale Venstre og Venstre langtfra er enige om mange politiske emner, synes jeg, det er meget positivt, at vi kan anerkende hinanden, når der nu er nogle vigtige sager, lige såvel som Radikale Venstre og Venstre heller ikke er enige i fru Pernille Skippers politik i Enhedslisten. Men jeg synes, det er rart, at vi her i Folketingssalen kan anerkende hinanden, når der er nogle vigtige dagsordener som netop ligestillingsdagsorden. Så jeg vil sådan set bare sige tak.

Ordføreren.

Selv tak, og tak fordi I også i Venstre stod sammen og stillede jer frem. Der er en række kvinder i Venstre, der er stået frem og har sat på dagsordenen, hvad det er for nogle udfordringer – i forhold til stereotyper og chikane – som man indimellem udsættes for, alene fordi man er kvinde, ligesom andre udsættes for det, alene fordi de har en anden baggrund, er mænd eller andet. Så tusind tak for det mod, for jeg ved helt personligt, hvad det koster af yderligere kommentarer at stille sig frem.

Tak. Så er det hr. Thomas Danielsen.

Tak for det. Jeg vil egentlig også gerne sige tak til fru Sofie Carsten Nielsen for den ordentlighed, som du ofte udviser i dine besvarelser, og apropos ordentlighed vil jeg også gerne følge op på den tak med et spørgsmål. Og det handler om, at Radikale Venstre jo har været med til at garantere de familier, som ejer en minkfarm, at de må starte op igen via den aftale om dvaleordningen, som vi har lavet. Derfor vil jeg gerne have bekræftet af fru Sofie Carsten Nielsen, at man vil stå ved den lovning, at de får lov til at starte op igen, altså naturligvis under forsvarlige forhold, men at udgangspunktet er, at man skal have minkavl i Danmark igen, hvis man ønsker det. Tak.

Ordføreren.

Tak, også for rosen. Jeg kunne godt fornemme, at der kom et eller andet efterfølgende der, og beklager det lange navn, som nogle gange kan krølle lidt, men det kommer nok ikke væk igen; nu har jeg beholdt det så længe.

Men vi vil kigge på det fagligt forsvarlige og alle de øvrige faglige argumenter. Så nej, jeg kan ikke love, at Radikale Venstre vil bevæge sig et bestemt sted hen. Nu er beslutningen om, at det udskydes, truffet. Jeg tror også, at vi er uenige om, hvordan vi ser på sundhedsmyndighedernes vurderinger, og det er helt fair, og jeg synes også, det er fair at stille spørgsmål til det. Men for os var det grundlæggende sådan, at det ikke ville være forsvarligt at åbne op igen nu, og vi kommer til samlet at gøre os overvejelser om både det sundhedsmæssige og det dyrevelfærdsmæssige i at genstarte en sådan industri.

Hr. Thomas Danielsen.

Nu skal jeg bare forstå det – helt simpelt. Såfremt det er sundhedsmæssigt forsvarligt at ophæve dvaleordningen igen, som ordføreren og ordførerens parti har skrevet under på og lovet de familier, der ejer en minkfarm, siger ordføreren så nu, at det løfte vil man ikke stå ved?

Ordføreren.

Nej, det er jo en samlet vurdering af, hvad der vil være sundhedsmæssigt forsvarligt. Det er en samlet vurdering, og det er jo præcis det, der står i aftalen, og det er det, vi kommer til at tage stilling til, når det foreligger til næste år, eller hvornår det nu foreligger.

Tak. Så er det fru Karina Adsbøl.

Jeg vil ikke sige tak, men jeg vil derimod stille et spørgsmål. Jeg forstår godt, at fru Rosa Lund stiller det spørgsmål om grænsehegn, for faktum er jo, at Europa ikke har været gode nok til at sikre de ydre grænser. Og hvad mener Radikale Venstre så egentlig? For hr. Andreas Steenberg har jo været ude, som jeg har forstået det, at bakke op om, at man ligesom laver grænsehegn om de ydre grænser, men så siger fru Sofie Carsten Nielsen noget andet i forhold til det. Så det er jo lidt svært at vide, hvor De Radikale står, og om man som land må sikre sin egen grænse. Men det kan være, at ordføreren kan gøre os klogere på det.

Så vil jeg bare lige i forhold til ligestilling sige, at der har Radikale Venstre svigtet markant. Det handler jo ikke om ligestilling, når det handler om mænd, for der har vi set Radikale Venstre gang på gang stemme imod de forslag, som også Dansk Folkeparti har fremsat for at sikre, at mænd kunne få psykologhjælp, og at mænd blev indskrevet i servicelovens § 109.

Så er det ordføreren.

Er det nu også så svært at finde ud af det, eller er der også en stor interesse i at gøre det svært? Jeg er helt enig med hr. Andreas Steenberg i, at lande ved EU's ydre grænser legitimt skal kunne stille kontrolposter op, altså have styr på, hvem der kommer over grænserne. Men jeg er også enig med fru Rosa Lund i, at det overhovedet ikke er nogen løsning i sig selv. Mennesker, der har brug for legitimt at søge asyl i Europa, har krav på at kunne søge asyl, skal have mulighed for det og skal behandles ordentligt. Til gengæld er jeg også enig med fru Karina Adsbøl i, at der ikke var styr på EU's ydre grænser, for det var da vist den mest åbenlyse kendsgerning overhovedet i 2015, fordi landene i EU jo ikke kan blive enige om at have en fælles politik, fordi Danmark eksempelvis ikke vil være med til at træffe en fælles beslutning om, hvordan man så tager ansvar for mennesker, der har krav på asyl, hvordan vi fordeler opgaven solidarisk mellem os, både i forhold til fordeling af mennesker, der har krav på beskyttelse, og i forhold til finansiering.

Fru Karina Adsbøl.

Jamen faktuelt er det sådan, at Radikale Venstre jo har svigtet; de har svigtet hele det her område, og de har svigtet Danmark i forhold til at sikre Danmark imod en indvandring af mange uintegrerbare mennesker. Og faktuelt er det også sådan, at når vi snakker om ligestilling, bakker Radikale Venstre jo op om, at man skal tildækkes, og Radikale Venstre bakker også op om, at man ikke skal lave et forbud mod, at man skal have kønsopdelt svømning, fordi Radikale Venstre mener, at man simpelt hen skal tage særlige hensyn til minoriteter.

Ordføreren.

Nej, Radikale Venstre går ind for, at det ikke er politikere, der beslutter, hvad for noget tøj mennesker må have på, uanset hvilken baggrund de har. Det synes vi ikke fremmer ligestilling og frihed i Danmark.

Den næste korte bemærkning er fra fru Kirsten Normann Andersen, SF. Værsgo.

Tak for det. Jeg vil gerne sige tak for talen og ikke mindst for den del, der handlede om ligestilling, for der er mange spørgsmål at tage fat på der. Efter sommerferien havde vi jo som bekendt en behandling af det her lovindgreb i sygeplejerskernes konflikt, som de havde været i gang med i hele 10 uger, hvor de havde strejket for ligeløn. Sygeplejerskerne siger selv, at det er et politisk skabt problem med tjenestemandsindplaceringen i 1969, og det skal derfor også løses politisk. Derfor stillede vi også et forslag om, at man skulle sige til sygeplejerskerne: Vi forstår, hvad I siger, vi er enige i, at der er et problem, og der skal penge i en lønkomité, hvis det er sådan, at vi nogen sinde skal løse det her. Men De Radikale stemte nej til det forslag. Nu står vi så over for den perfekte storm. Sundhedsvæsenet er ved at bryde sammen, sygeplejerskerne er rasende, så jeg bliver nødt til at spørge De Radikale: Var det en fejl at stemme nej?

Ordføreren.

Det er helt rigtigt, at det her ikke ser ud til at kunne løses ved det offentliges overenskomstbord alene. Vi har en ligelønsudfordring i Danmark. Den mener vi bør løses af parterne i en trepartsaftale eksempelvis, og vi vil meget gerne i Radikale Venstre bakke op om, at der også tilføres midler i en sådan trepartsaftale, men i en trepartsaftale er alle nødt til at bidrage til løsningen. Vi kunne ikke tage det ud, for så ville modellen jo falde fra hinanden – den hæderkronede danske model – hvis man alene tilgodeså én gruppe efter en konflikt. Ligeløn er jo et problem i adskillige faggrupper.

Fru Kirsten Normann Andersen.

Noget af det, som de offentligt ansatte og sygeplejerskerne i særdeleshed reagerede på, var jo netop det der med, at det ikke nytter noget at sige, at det er en opgave, der skal løses af parterne. Der er brug for, at der bliver sendt et signal om, at der også følger penge med til at løse et politisk skabt problem, som ikke kan løses i overenskomstforhandlingerne. Og alligevel stemte De Radikale nej. Det er jo det, som de reagerer på derude. Der var ikke engang et signal om, at man ville sørge for, at der fulgte penge med til at skabe den løsning, når man engang var blevet enige om, hvad den rigtige løsning så skulle være, for den kender vi jo ikke endnu. Så hvordan vil De Radikale berolige personalet? Hvordan vil De Radikale sende et signal om, hvordan det her problem skal løses, sådan at vi måske kan få skabt noget ro og måske ovenikøbet også håb om, at vi løser et ligelønsproblem reelt?

Ordføreren.

Netop: »løser et ligelønsproblem reelt«. Det kan man ikke ved et enkelt slag i luften i den overenskomstforhandling, der ikke kunne lykkes dér. Det var jo parternes arbejde, der ikke lykkedes, og det kørte efter de regler, som parterne har med hinanden. Derfor: Skal det her – mener vi – løses ordentligt, er man nødt til at forhandle i en trepart, hvor alle bidrager. Jeg håber, at der kommer nogle forslag ud af den lønkomité, der kan arbejdes på baggrund af. Og jeg er enig med ordføreren i, at skal det holde, er det også nødvendigt, at der lægges midler bag, og så er alle parter – alle parter i det – nødt til at bidrage.

Tak. Det kan være, at jeg igen lige skal minde om, at når formanden rejser sig, er det, fordi taletiden er overskredet. Det kan være, at jeg skal begynde at rejse mig 3 sekunder før, så man kan nå at runde af.

Den næste korte bemærkning er til hr. Torsten Schack Pedersen, Venstre. Værsgo.

Tak for det. En af mine kollegaer stillede tidligere et fremragende spørgsmål til den socialdemokratiske ordfører. Det var så godt, at jeg tænkte, at jeg ville lade det gå videre til den radikale ordfører. Spørgsmålet lød ikke ordret, men noget i retning af, at rigsretssagen drejer sig om, hvorvidt der er givet en ulovlig instruks eller ej. Den drejer sig ikke om barnebrude. Hvad mener De Radikale så, at granskningskommissionen handler om? Handler den ikke om, hvorvidt statsministeren og regeringen var bekendt med den manglende lovhjemmel, da ordren om at lukke hele minkerhvervet blev udstukket, og om, hvordan regeringen agerede efterfølgende, og ikke om corona eller sundhed?

Ordføreren.

Hr. Torsten Schack Pedersen vil vide, at De Radikale i den grad medvirkede til at nedsætte denne granskningskommission, for det skal undersøges til bunds, hvem der vidste hvad, og hvordan tingene foregik. Det synes jeg skal ske i respekt for kommissionens arbejde – fuldstændig som det var, da vi endelig fik nedsat en kommission om lovbruddet. Men jeg er da enig med hr. Torsten Schack Pedersen i, at det selvfølgelig skal undersøges til bunds.

Hr. Torsten Schack Pedersen.

Det er ubestridt, at uanset hvilket tidspunkt regeringen blev bekendt med, at der ikke var lovhjemmel til den igangværende aktion med at slå alle minkene ihjel, valgte regeringen at fortsætte uden lovhjemmel. Hvordan vil Radikale Venstres leder betegne sådan en adfærd i et retssamfund?

Ordføreren.

Helt alvorligt og sagt i respekt for granskningskommissionens arbejde: Når vi nedsætter en kommission, der netop skal redegøre for, hvem der har begået hvad, og hvornår hvad blev sagt, vil det være helt ubetimeligt at konkludere noget, inden de er færdige.

Den næste korte bemærkning er til fru Jette Gottlieb, Enhedslisten. Værsgo.

Jeg vil spørge sådan meget direkte og kort: Vil Radikale medvirke til at skære ned på dagpengesatsen for dimittender i den kommende periode?

Ordføreren.

Det forslag er jo nu bragt på banen af regeringen og i øvrigt også af adskillige oppositionspartier – ikke af Radikale Venstre; det er ikke noget, vi har ønsket. Vi har haft andre forslag til, hvordan man bidrager til at øge arbejdsstyrken, som vi virkelig har behov for, også akut og også nu og her.

Vi kan sagtens se idéer i, at man kigger på dimittendsatsen, også kigger på både sats og periode – det er vi sådan set åbne over for. Vi synes, det er et for hårdt forslag, regeringen har lagt frem, og vil gerne være med til at justere det.

Fru Jette Gottlieb.

Så vil jeg spørge, om De Radikale har gjort sig nogen overvejelser om, hvilken overordnet indflydelse det har på selve dagpengesystemets robusthed, hvis man forestiller sig, at indgangen til det bliver så meget vanskeliggjort, som det nu ligger i regeringens forslag. Jeg er fuldstændig klar over, at det ikke er De Radikales forslag, men hvis det ender sådan, hvilke overvejelser har De Radikale så om, hvordan vores dagpengesystem udvikler sig fremover?

Ordføreren.

Vi føler os egentlig rimelig overbevist om, at det fortsat er virkelig attraktivt, heldigvis, at være medlem af en a-kasse i Danmark. Det skal det også være. Vi har et godt system. Det hylder vi i Radikale Venstre, altså at vi har et forsikringssystem på den måde, vi har. Det vil fortsat også for dimittender være attraktivt at melde sig ind i en a-kasse, fordi man jo netop kan få en sats, uanset hvor den lander, som er en forsikring og gør, at man er et bedre sted, og det er ret nemt for dimittender at melde sig ind i en a-kasse.

Så er det blevet tid til de sidste korte bemærkninger til ordføreren, og det er fra fru Katarina Ammitzbøll, Det Konservative Folkeparti. Værsgo.

Tak. Så skal jeg gøre det kort og sige tak for talen. Jeg vil gerne tale om noget af det, som Sofie Carsten Nielsen ikke fik sagt. Normalt er Radikale jo altid fortaler for uddannelse og vores unge, men det blev der ikke nævnt noget om, og unge, uddannelse og trivsel mener vi også i Konservative er utrolig vigtigt. Det er faktisk vores vigtigste råstof. Derfor vil jeg gerne høre: Hvorfor er De Radikale så gået med i en aftale, hvor man skal tvangsfordele eleverne på gymnasierne? Hvordan kan en tvangsfordeling, der fjerner det frie valg, løfte både faglighed og trivsel? Er det ikke lige det modsatte, vi kan se ske?

Ordføreren.

Jeg er glad for spørgsmålet, for det var også virkelig hårdt at skære den del ud af talen, der handlede om skole og uddannelse, for mig som radikal, men der var ikke plads. Jeg var simpelt hen nødt til at prioritere mine budskaber i dag, men jeg taler så ofte og så gerne om det, som jeg overhovedet kan.

Når vi er med i den aftale, er det, fordi der aldrig har været det fulde frie valg på gymnasier og ungdomsuddannelser i Danmark, og vi er simpelt hen nødt til at give nogle flere af dem, der aldrig har haft det frie valg, et frit valg. Der, hvor jeg er opstillet, og også ude på Vestegnen er jeg kommet år efter år på gymnasier, hvor de har sagt: Det er rigtig godt at gå her, men vi er ærgerlige over, at der kun er unge med anden etnisk baggrund nu; vi har ønsket det og det og det som vores første-, anden- og tredjeprioritet, men det fik vi ikke, fordi vi bor her. Vi er nødt til, også på ungdomsuddannelserne, at gå sammen, og derfor er der lavet mindre mekanismer, så der stadig er markant frit valg. Det har aldrig været et fuldt og helt frit valg. Vi skal også gå på ungdomsuddannelse sammen.

Fru Katarina Ammitzbøll.

Tak. Nu har man jo også fjernet andre muligheder for at flytte både til privatgymnasier, profilgymnasier eller andet, der netop kunne gøre, at f.eks. Fatima fra Albertslund kunne gå på handelsskolen herinde på Niels Brock, som jeg også har besøgt. Den mulighed har man jo skåret bort.

Men hvorfor tog Radikale ikke fat på, når vi nu sad omkring bordet og talte om ungdomsuddannelser, at se på, hvordan vi egentlig skal have hjulpet flere unge til et frit valg og til at tage en erhvervsuddannelse? Nu er der jo ikke noget, der er med til at løfte erhvervsuddannelserne, tværtimod; nu holder man alle fast i stx. Tak.

Ordføreren.

Det handlede jo om, hvordan vi fik en bedre fordeling, også på stx-området. Jeg er meget åben for at tale langt mere om erhvervsuddannelser, og det er et loft på de private gymnasier, der er at finde. Det er også et kompromis, der skal findes.

Når andre forlader forhandlingsbordet, bliver vi der og forsøger at finde den bedste løsning overhovedet. Men det var ikke for os en mulighed fortsat at svigte alle de unge, som vi har ladt i stikken, og som aldrig fik det frie valg før det her.

Tak til fru Sofie Carsten Nielsen. De 45 minutter med spørgsmål er hermed afsluttet. Og den næste ordfører er Enhedslistens ordfører, fru Mai Villadsen. Velkommen.

Tak. Det er en glædelig dag: 14 danske børn og deres mødre er kommet hjem fra de forfærdelige fangelejre i Syrien. Det var en hård og opslidende kamp at komme hertil, men endelig er de i tryghed og sikkerhed. Nu mangler vi bare resten.

Samtidig med at jeg blev folketingsmedlem, blev jeg også klima- og miljøordfører, og jeg var faktisk lidt nervøs, for hvad vidste jeg egentlig om de kæmpestore og komplekse områder? Jeg havde ikke ligefrem været naturvidenskabsnørd, så det var noget spændende.

Men jeg kastede mig selvfølgelig over områderne med alt, hvad jeg havde, og det blev faktisk rigtig interessant, medrivende og, ja, nærmest det vigtigste i hele min verden. Og pludselig stod jeg der og slyngede om mig med ord som carbon capture, pyrolyse, aerosoler og biomasse, fortrængningskrav og geotermi. Det er ikke ligefrem mundrette ord og heller ikke udtryk, som særlig mange folk ved hvad betyder. Det er jo egentlig ikke så godt. Og jeg tror efterhånden lidt, jeg er kommet til en konklusion: Klimadebatten trænger altså lidt til førstehjælp. Måske har det faktisk hele tiden været på den måde.

Vi kaster jo om os med måltal, procentsatser og svære ord, og det er jeg virkelig også selv skyldig i. Det gør debatten til en ekspertsamtale, til en meget, meget teknisk samtale, som ofte er rigtig langt væk fra almindelige menneskers liv og hverdag, og som fremmedgør i stedet for at engagere. Og debatten er polariseret: På den ene side står der en stor gruppe mennesker, som er bange for at miste deres arbejde, bange for at miste muligheder, når omstillingen kommer. Og i den anden lejr er der en helt ung generation, som frygter helt ind i hjertet, at de bliver berøvet en tryg og sikker fremtid. Alle gruer for konsekvenserne, og det er helt forståeligt.

Meget få taler til gengæld om de muligheder, det kunne skabe, hvis vi faktisk gennemfører en gennemgribende grøn omstilling af vores land og af vores verden. Kort sagt synes jeg, at den grønne fantasi og de store klimavisioner for vores samfund har fået alt for trange kår. Jeg tror, vi mangler evnen til at kunne forestille os et bedre og helt igennem bæredygtigt samfund. Jeg tror, det er tid til, at vi gør klimapolitiken lidt mere konkret og nærværende. Og mange bruger jo også rigtig lang tid på at tale om de frygtelige konsekvenser, vi vil opleve, hvis ikke der bliver handlet på klimaforandringerne – også jeg. Men jeg tror, vi skal huske en ting: Vi kan ikke alene motivere folk til klimahandling ved at trække grufulde scenarier op for, hvad der sker, hvis vi sidder på hænderne. Og som jeg har sagt før og er blevet citeret for: Klimapolitik må ikke kun blive frygtens politik. Jeg tror, det er tid til at skabe lidt håb midt i håbløsheden.

For dengang man opbyggede velfærdssamfundet, var det jo ikke ud fra skræmmebilleder, men forestillingen om, hvad man kunne få. Dengang tror jeg ikke, der var mange, der turde tro på, at man kunne få et samfund med lige adgang til sundhed, uddannelse og børnepasning. Men nogle modige folk, tillidsmænd og -kvinder, stod sammen og sloges for ret til ordentlig løn, weekend, ferie, kortere arbejdstid og pension. Det var en kamp op ad bakke. De kæmpede for en velfærd med lige adgang til skoler og sygehuse og plejehjem, ligegyldigt hvilken pengepung og baggrund man har. Det gjorde de, fordi de troede så meget på fremtiden, og de troede på deres idéer.

Nu tror jeg, vi skal gøre det samme: tale om at opbygge det grønne velfærdssamfund. Og de visioner kunne jeg godt tænke mig at udfolde lidt i dag. I det grønne velfærdssamfund bliver klimahandling og social retfærdighed ikke spillet ud mod hinanden. Den store klimaregning efterlades ikke hos de nyuddannede, arbejdsløse eller helt almindelige lønmodtagere. Nej, det gør den hos de rigeste, dem, der i forvejen ejer mest, og dem, der udleder mest CO2.

Der bliver tænkt og handlet langt ud over næste kvartalsregnskab, finanslov eller valgperiode. Magten er flyttet fra dem, der tjener penge på kulsorte investeringer, og til dem, hvis fremtid det faktisk gælder. Her er den grønne omstilling ikke bare noget, man bliver belært om i tv af politikere og eksperter, men det grønne velfærdssamfund er et sted, hvor man går på arbejde, og hvor alle har ret til et grønt job. Her optager landbruget mere CO2, end det udleder, og kornmarker er mange steder erstattet af biodivers natur, sunde afgrøder, og det virker helt forrykt, at Danmark engang husede millioner af svin, der var stopfodret med soya importeret fra Brasilien.

Vi tager globalt ansvar og bruger ikke bare den grønne omstilling som Danmarks reklamebureau. Her summer bierne langs cykelstiens vilde grøftekanter, vores drikkevand løber igen rent ud af hanerne, for sprøjtegifte hører fortiden til. Her deles vi mere om biler, bøger, bryllupskjoler, og vores brug og smid væk-kultur er erstattet af genbrug, reparation og kvalitet. Vi lever anderledes, men vi lever friere, for vi har mere tid og ro på. Vi lever på en måde, som vores klode kan holde til.

Det kan måske lyde meget luftigt og lige lovlig visionært, men det er det samfund, vi skal turde bygge op sammen, præcis ligesom de generationer, der kom før os, og som stod for at bygge velfærdssamfundet op gennem slid, gennem kampe og stor fantasi.

I det grønne velfærdssamfund er der også kommet ro om den offentlige velfærd. Der er både tid til omsorg, til tryghed og til leg. Årtiers nedskæringer, smalhals og skatterabatter til de rigeste er fortid. I stedet er borgerlige slagord, som at det offentlige skal køre længere på literen, som har stresset i årevis, væk. Nu er der faktisk tid til det, der er vigtigt.

Jordemoderen har kun fokus på en fødende ad gangen: den kvinde, hun har fulgt i hele graviditeten. Hun har tid til at holde hånd, trække vejret sammen med hende. Hun har mulighed for at kigge til den lille, ny familie dagen efter på fødegangen og komme på hjemmebesøg ugen efter. På kommuner og jobcentre føler borgeren sig ikke mødt som et nummer i et excelark, men som et helt menneske med alle hans styrker og lig i lasten. Og socialrådgiveren, han møder, har reel mulighed for at hjælpe, at lave vurderinger selv uden at spørge cheferne om lov, for der er tillid til fagligheden. Forældrene til barnet med handicap føler ikke længere, at de er en del af et ubehageligt lotteri, hvor de skal være heldige at bo i den rigtige kommune for at få den støtte, de behøver. Her er ordentlig hjælp en selvfølge, og sygeplejersken føler sig endelig behandlet ligeværdigt, for der er selvfølgelig ligeløn og kolleger nok.

Faktisk ser vi tilbage med forundring og forfærdelse på et samfund, hvor flertallet i Folketinget lod stå til år efter år, imens man i de traditionelle kvindefag blev betalt mindre end i mandefagene. I det grønne velfærdssamfund er der selvfølgelig ikke forskel på sundhed, velfærden er nemlig udvidet: Uanset om du brækker benet eller knækker en tand, hjælper fællesskabet dig. Det burde allerede være virkelighed og ikke en vision.

I det grønne velfærdssamfund bidrager alle. Her er ingen, der tjener styrtende formuer på andres arbejde, alt imens andre må leve med at se deres børn vokse op i fattigdom med færre muligheder. Her har hårdtarbejdende mennesker som kasseassistenten, rengøringsmedarbejderen og pædagogmedhjælperen flere penge mellem hænderne og råd til at bo i storbyerne. Til gengæld betaler direktøren og hende med palævillaen mere til fællesskabet. Her er årtiers hurtigt voksende ulighed vendt om, og vi går i retning af at være et samfund med kortere fra top til bund, hvor vi vokser op side om side og kender hinanden på tværs af skel. Afstand og mistænksomhed er erstattet af lighed og tillid.

Der vil altid være dem, som ikke tror på idéerne, som er imod og stiller sig på bagbenene, og som hellere vil holde fast i deres privilegier, formuer og forstenede levevis, end de vil skabe noget nyt i fællesskab. Dem mødte de mennesker, der opbyggede velfærdssamfundet, også. Men nu som dengang skal vi tro på visionerne, for en bedre verden kan meget mere end stilstand og frygten for forandring. Tak for ordet.

Tak til Enhedslistens ordfører. Der er en række korte bemærkninger til ordføreren. Den første, der får ordet, er hr. Kristian Thulesen Dahl, Dansk Folkeparti. Værsgo.

Tak for ordførertalen. Det er altid dejligt, når man sådan hører visioner og tanker om, hvordan man gerne ser samfundet. Det synes jeg virkelig er en god måde at bygge det op på. Altså, jeg har egentlig bedt om ordet for at komplimentere Enhedslisten, altså for at sige, at jeg egentlig synes, at man også bliver nødt til at komplimentere andre for dygtigt håndværk. Jeg er blevet spurgt af journalister, hvorfor i alverden vi havde rejst en forespørgselsdebat om fremmedkrigerne i Syrien, når nu det var så åbenbart, at jeg og mit parti var enige med landets statsminister. For statsministeren sagde, da jeg stod her i salen den 3. marts i år , og nu citerer jeg igen – der er jo mange citater:

» ... men de har ikke et hjem i Danmark længere. Fremmedkrigere kan ikke komme hjem til Danmark. Danmark er ikke deres hjem. De har vendt os ryggen; de har forladt Danmark; de har tilsluttet sig Islamisk Stat; de har vedkendt sig terrorens ansigt ...«

Det var fuldstændig krystalklart. De mennesker landede i nat, og Enhedslisten har jo krævet, at Socialdemokratiet, regeringspartiet, giver sig og tager de her mennesker hjem. Nu siger fru Mai Villadsen jo så, at nu mangler vi bare resten. Derfor spørgsmålet: I Enhedslistens optik – for vi må jo regne med, at det er det, der kommer til at ske – hvem er så resten?

Ordføreren.

Jamen resten er for os i Enhedslisten at se de resterende børn, som jo stadig sidder tilbage i forfærdelige syriske lejre, hvor man er i decideret livsfare. Det er fem børn, der er danske. Og jeg begriber simpelt hen ikke, at et parti som Dansk Folkeparti ikke også synes, at de børn selvfølgelig kræver beskyttelse, i og med de er danske statsborgere. Men ja, dem arbejder vi bestemt for skal hjem.

Hr. Kristian Thulesen Dahl.

Det er jo interessant. Kan vi så sige, at det er de fem børn, det drejer sig om, og så er det det? For jeg har bare tidligere haft den tro, at Enhedslisten ville have, at de mennesker, altså de voksne, de fremmedkrigere, som har fået frataget deres danske statsborgerskab og derfor ikke har mulighed for at komme til Danmark, også skulle til Danmark, fordi de skulle have deres sag prøvet i Danmark. Men kan jeg forstå det sådan, at det er Enhedslisten gået væk fra, så det nu – og det synes jeg er galt nok, men vi er jo politisk set forskellige i forhold til det her område – alene handler om de fem børn, og så er det slut, eller hvordan skal det forstås?

Ordføreren.

Jamen ordføreren ved jo udmærket godt, at vi synes, at børnene og deres mødre skal til Danmark, men noget, jeg ikke forstår, og som jeg faktisk synes er lidt – ja, for at være helt ærlig – hyklerisk, er, at man har en højrefløj, som i lang tid har sagt, at kriminelle udlændinge skal sendes ud af Danmark. Når man regner med, at andre lande tager sådan et ansvar, og når der så er kriminelle danskere i udlandet, hvorfor tager man så ikke også et ansvar for måske kriminelle udlændinge? Hvorfor tager man dem så ikke hjem? Det synes jeg simpelt hen er så dobbeltmoralsk.

Næste korte bemærkning er fra fru Halime Oguz, Socialistisk Folkeparti.

Tak for det. Her på det seneste har flere medier beskrevet, hvordan en del muslimske kvinder bliver holdt fast i uønskede religiøse ægteskaber. Jeg vil derfor høre, om Enhedslisten er enig i, at en af de helt store udfordringer for integrationen er den paralleljura, der holder kvinder fast i ægteskabet, selv om de er skilt efter dansk jura.

Ordføreren.

Først og fremmest vil jeg bare gerne sige tusind tak til ordføreren, til fru Halime Oguz, for hendes arbejde imod negativ social kontrol. Det er så uendelig vigtigt, fordi der er rigtig, rigtig mange kvinder i det her land, som har rigtig store problemer. Jeg har også læst de samme artikler og græmmedes over, at der er nogle, som ikke følger dansk lov, og til trods for at ægteskabet er opløst ved dansk lov, er det det ikke alligevel. Jeg kunne også læse mig til, at der er problemer med lovgivningen i forhold til psykisk vold, og måske kan man stramme op på det. Det håber jeg at SF vil være med til, så vi måske kan, ja, i virkeligheden retsforfølge nogle af de imamer, som holder kvinder i et greb, som vi ikke kan være tjent med.

Fru Halime Oguz.

Men det er jo bare et af problemerne med de her lukkede miljøer. Der er jo en del andre problemer som konsekvens af de her lukkede miljøer. Derfor undrer det mig lidt, at Enhedslisten, som er et parti, der går meget op i frihed, ligestilling og retsstatssamfund, modsætter sig parallelsamfundspakken, som efter min mening er den mest ambitiøse socialpolitiske indsats, der er blevet begået indtil nu.

Ordføreren.

Og jeg må sige, at jeg tillige undrer mig enormt meget over, at SF er med i den ghettolov, som ikke bare stigmatiserer nogle områder, men også smider folk ud, sender dem fra hus og hjem. De ved ikke nødvendigvis, hvor de ender med at skulle bo, eller om de har råd til det. Jeg tror i høj grad, at det vil få meget store, dårlige sociale konsekvenser, også for nogle af de kvinder, der lever i negativ social kontrol, så jeg begriber faktisk ikke, hvad SF laver i den aftale.

Den næste korte bemærkning er til hr. Søren Pape Poulsen, Det Konservative Folkeparti. Værsgo.

Tak for det, og tak for talen. Jeg har jo sådan et særligt kærlighedsforhold til Enhedslisten, fordi det er sådan et parti, der bekræfter mig i, hvor forskellige vi er i det her samfund, og I er så rene i holdningerne, og jeg elsker det, og så vil jeg bare gerne rose Enhedslisten for den stil, man anlægger. Jeg tror aldrig nogen sinde, Enhedslisten har haft så meget indflydelse på dansk politik, som man har lige i øjeblikket; I trækker virkelig regeringen og den fløj i jeres retning, og ros for det. Jeg er jo ikke begejstret, men ros for det.

Så vil jeg gerne spørge: Mener fru Mai Villadsen, at det skal være muligt i Danmark, at ældre mennesker f.eks. kan bo på et friplejehjem, et privat plejehjem, kan få en privat leverandør af hjemmehjælp, eller skal det ikke være muligt i Danmark?

Ordføreren.

Først tak for rosen. Jeg tror, det er vigtigt, at vi som partier viser, hvad vi mener og vil, og at vi tør vise visioner. Og tak for at sige, at vi som parti har indflydelse. Det er jeg da glad for at høre at der også er andre der bemærker og kan se.

I forhold til velfærden og friplejehjemmene er det jo ikke nogen hemmelighed, at vi i Enhedslisten synes, det er forkert, at man skal kunne trække profit ud af velfærden, at man på den måde skal kunne drive rovdrift, mener jeg faktisk, på vores fælles penge og kunne lave store millionoverskud til aktionærer gennem sådan nogle store velfærdsselskaber.

Betyder det så, at jeg ikke synes, der er problemer i velfærden? Nej, det er der ved gud, og der er åbenlyst også rigtig mange på friplejehjemmene, som er enormt dygtige til at lave et fantastisk arbejde, og derfor mener jeg også, at vi bør sætte det offentlige langt mere fri.

Hr. Søren Pape Poulsen.

Men det er jo interessant, når man hører om profit på velfærd, eller også kunne der være nogle offentlige tilbud, der bare er rigtig dårligt drevne. Hvis man er i stand til at trække et overskud ud af en privat institution, kan det også være, fordi den er veldrevet.

Eller mener fru Mai Villadsen, at samtlige offentlige, kommunale institutioner simpelt hen er drevet til perfektion, at det er lean, at der ikke bliver brugt én krone i spild? For så ville man jo i bund og grund gøre det samme der.

Ordføreren.

Nej, og man kunne da bare tage Folketinget, og jeg tror da godt, vi kan bruge et par kroner færre, og sådan er det selvfølgelig alle steder. Det er der ingen tvivl om, og derfor siger jeg også, at bøvl, bureaukrati og kontrol da skal erstattes af tillid ude i det offentlige.

Men jeg mener simpelt hen ikke, det giver nogen som helst mening, at mine, dine eller andres skattekroner skal gå til, at nogle aktionærer kan tjene styrtende med penge på at drive velfærd. Der synes jeg, man har indrettet sig rigtig klogt på skoleområdet, hvor man faktisk kan lave friskoler, men man ikke kan trække penge ud til aktionærer.

Den næste korte bemærkning er til hr. Lars Boje Mathiesen, Nye Borgerlige. Værsgo.

Vi er stadig væk større på mange områder. Jeg kunne godt tænke mig at vide noget: Enhedslisten har fremlagt en økonomisk plan, som reducerer bnp med 18 mia. kr. og trækker 15.700 i den dårlige retning arbejdsudbudsmæssigt, og mit spørgsmål er: Hvem er det så, der skal passe de syge og børnene og de ældre, når der bliver færre i arbejdsudbud?

Ordføreren.

Nu vokser arbejdsudbuddet jo faktisk i løbet af de næste mange år som følge af noget af al den politik, der er blevet vedtaget, og noget er godt, og noget er meget skidt. Men jeg vil egentlig gerne starte med at sige, at vi i Enhedslisten er meget, meget kritiske over for den betragtning, at bare fordi man pisker folk i bunden af vores samfund og giver skattelettelser i toppen, så skaber det nødvendigvis arbejdsudbud.

Vi vil rigtig gerne være med til at sikre, at der kommer reelle mennesker ud i reelle jobs, og det skal vi gøre, bl.a. ved at få nogle af de mange arbejdsløse, der er i vores samfund, ud i beskæftigelse, at få folk med handicap og folk med minoritetsetnisk baggrund, som ligger nederst i ansøgningsbunken, ud på arbejdsmarkedet. Vi skal have mange flere i praktik. Der er rigtig meget, vi kan gøre, og så er arbejdsgiverne jo også meget velkomne til at søge rundt i EU, hvor der er 15 millioner arbejdsløse, man kan ansætte.

Hr. Lars Boje Mathiesen.

Ja, vi er enige om, at beskæftigelsen stiger, men vi er også enige om, at det, hvis man trækker folk ud af arbejdsudbuddet, så gør problemet større, og vi kommer til at mangle sosu-assistenter og andet fagpersonale. Det har Enhedslisten i hvert fald sagt gentagne gange.

Så jeg skal bare lige høre: Anerkender Enhedslisten de begreber omkring arbejdsudbud? For man har ofte kritiseret Nye Borgerlige for at ville gå den anden vej baseret på arbejdsudbud. Er det sådan, at man anerkender de præmisser og de regnemetoder, som Finansministeriet bruger, eller gælder det kun, når det går Enhedslistens vej?

Ordføreren.

Mig bekendt har vi ikke kritiseret jer for arbejdsudbudseffekter på jeres forskellige udspil, men for indholdet. Og nej, vi er dybt kritiske over for Finansministeriets regnemodeller, som jo siger, at hvis man tager lidt penge fra millionæren eller direktøren, så vil han arbejde meget, meget mindre. Det tror jeg slet og ret ikke på, og det er jo også sådan, at det er blevet tilbagevist gang på gang.

Næste korte bemærkning er fra hr. Thomas Danielsen, Venstre. Værsgo.

Tak for det. Jeg vil gerne spørge ordføreren i forbindelse med den her kommissionsundersøgelse: Såfremt en eller flere ministre har overtrådt grundloven, mener ordføreren så, der er grundlag for en rigsretssag?

Ordføreren.

Nu må vi jo se, hvad granskningskommissionen kommer frem til. Vi synes, det er rigtig fornuftigt, at den er blevet nedsat, for alle sten skal jo selvfølgelig vendes i sagen, og så må vi jo se, hvad de kommer frem til. Vi udelukker ikke noget på forhånd.

Hr. Thomas Danielsen.

Det er ordføreren, der skal se, hvad man kommer frem til. Nu kommer jeg så med et eksempel: Hvis man har overtrådt grundloven – det lyder nemlig, som om ordføreren lige pludselig tager sådan lidt let på vores grundlæggende lov, grundloven, og om det skal føre til en rigsretssag – men såfremt man overtræder grundloven og det er det, som der kommer en klar konklusion om fra kommissionsundersøgelsen, er det så ikke forholdsvis simpelt for ordføreren at sige, om det skal føre til en rigsretssag? Man har jo tidligere hørt Enhedslisten udtrykke sig om, at der ikke gælder særregler for den nuværende regering på det her område. Tak.

Ordføreren.

Der gælder bestemt ikke særregler for den nuværende regering på det her område, og hvis man overlagt med åbne øjne har overtrådt grundloven, har jeg da svært ved at se, at en granskningskommission vil komme frem til andet, end at der skal følge en rigsretssag. Men nu må vi jo se.

Næste korte bemærkning er fra hr. Alex Vanopslagh, Liberal Alliance. Værsgo.

Tak. Jeg vil tale om det samme, som hr. Søren Pape Poulsen gjorde – det er jo det her med great minds think alike – nemlig at Enhedslisten vil forbyde profit i velfærden. Jeg skal bare lige forstå det korrekt: Altså, I vil lukke Dagmarsminde, hvor de ældre er utrolig glade, hvor de kan komme af med medicinen, fordi det bliver erstattet med mening og fællesskab og nærvær; I vil simpelt hen tvangslukke Dagmarsminde, fordi de efter alt at dømme har noget profit.

Jeg bliver nødt til at forstå logikken: I vil gerne have højere løn til folk, der arbejder med ældre i det offentlige. De må gerne tjene penge på det; de må gerne have profit ved at arbejde med ældre. Men hvis nogle af de offentligt ansatte vælger at gøre som ejeren af Dagmarsminde og blive velfærdsiværksættere og udleve en drøm om at starte en virksomhed, hvor man kan tage god hånd om de ældre på et friplejehjem, må de ikke tjene penge, hvis de bliver ejere. Men hvis de er ansat i den offentlige sektor og arbejder med det samme, skal de have mere i løn. Hvad i alverden er logikken i det?

Ordføreren.

Jeg har simpelt hen svært ved at forstå, hvorfor der skal være sådan nogle store velfærdskoncerner, som skal tjene penge på at drive grundlæggende omsorg og velfærd i vores samfund. Vi har jo set skandalerne på handicapområdet, hvor der er blevet hevet millioner af kroner ud til nogle ejere, som simpelt hen har bedrevet noget, som på ingen måde var ordentligt. Så derfor: Hvis det stod til Enhedslisten ene og alene, nej, så kunne man ikke hive en masse penge ud og tjene styrtende på vores alle sammens skattekroner.

Hr. Alex Vanopslagh.

Så bare lige for at få det bekræftet: Ejeren af Dagmarsminde, May Bjerre Eiby, som ikke er nogen stor kapitalkoncern, skal simpelt hen forbydes at drive Dagmarsminde. Skal Dagmarsminde lukkes ifølge Enhedslisten? Det er spørgsmålet.

Ordføreren.

Nu kender jeg ikke lige selskabskonstruktionen eller ret meget ud over at have set programmet om Dagmarsminde, som virker til at gøre det formidabelt. Men det, vi synes, og det vil være budskabet til alle dem, som driver profit på velfærden, er, at nej, hvis Enhedslisten får 90 mandater, må man omlægge, sådan at pengene kører ind i fællesskabet og bliver brugt på de ældre i stedet for at gå til nogle, der tjener styrtende med penge.

Den næste korte bemærkning er til hr. Stinus Lindgreen, Radikale Venstre. Værsgo.

Tak for det. Tak for ordførertalen. Både Radikale Venstre og Enhedslisten går meget op i de unge og uddannelse. Før sommeren blev der indgået en meget bred aftale om udflytning af uddannelser, som vi Radikale og enkelte andre partier står udenfor, men som Enhedslisten er med i. Jeg kunne godt tænke mig at blive klogere på Enhedslistens ræsonnement for at være med i den aftale.

Det er svært at være imod idéen om at have uddannelser i hele Danmark. Det vil vi meget gerne være med til, og vi vil meget gerne være med til at opbygge uddannelser. Men idéen om, at vi gavner ved at skære ned og fjerne noget der, hvor der faktisk er velfungerende uddannelser, har jeg svært ved at se fornuften i, særlig når alle inklusive Enhedslistens eget bagland, kan jeg forstå, har advaret om de konsekvenser af det, som vi nu kan se, som er besparelser og nedskæringer, som betyder færre studiepladser i de store byer, på trods af at vi har omkring 45.000 unge, der ikke har nogen uddannelse. Ville det ikke have været bedre at få fat i dem i stedet for at ramme de unge, der gerne vil uddannes, som vi jo vil komme til med den aftale, der er indgået?

Ordføreren.

Jeg vil til en start gerne takke hr. Stinus Lindgreen og Radikale i det hele taget for et virkelig, virkelig godt samarbejde på uddannelsesområdet. Vi har jo været ordførere sammen på forskningsområdet, og tusind tak for det.

Jeg synes, der er rigtig mange udfordringer i den aftale, der er indgået, men der var godt nok også problemer i det nuværende system. Der sker jo det, at ungdomsårgangene bliver mindre, og derfor bliver institutionerne rundtomkring i landområderne mere og mere udsultet, hvortil kommer, at flere af dem lukker. Det er den udfordring, vi står over for, hvis man ikke gør noget nu og sørger for at flytte nogle uddannelsespladser ud.

Jeg kan komme med min egen søster som eksempel. Hun blev uddannet som socialrådgiver for et par år siden og skulle pendle og bruge lang tid – over 1 time om dagen – selv om hun boede i Herning, for at kunne blive socialrådgiver, men nu kommer der en uddannelse i Herning. Det tror jeg er rigtig godt for fremtiden. Det er det samme med mine forældre, som er blevet lærere fra samme område. Det kan man ikke blive i det område, hvor de er. Det er et problem.

Giver det her så ikke nogle udfordringer for universiteterne, for professionsuddannelserne osv.? Jo, det gør det. Derfor er jeg også glad for, at vi fik en mildere indfasning med den her aftale. Vi skal selvfølgelig se på at bevare de små studiemiljøer og passe på, men status quo ville også være en forringelse.

Hr. Stinus Lindgreen.

Tak for det. Jeg er som sagt enig i problemstillingen. Jeg er bare ikke enig i den løsning, man har fundet, selv om det er blevet bedre end det udgangspunkt, der lå. Nu nævner ordføreren selv bl.a. læreruddannelsen, og det er klart, at der er uddannelser, det er nemmere at oprette nye steder i landet. Det vil vi meget gerne være med til. Men der er uddannelser, som det giver meget lidt mening at flytte bare en del af. Det er især de forskningstunge uddannelser.

Mener Enhedslistens ordfører virkelig, at man kan tage 10 pct. af f.eks. en kernefysikeruddannelse og flytte den fra hovedstaden til et andet sted i landet eller tage andre forskningstunge vidensbaserede uddannelser og bare flytte dem på lige fod med andre? Det er ikke, fordi de er kvalitativt bedre, men fordi de bare er anderledes.

Ordføreren.

Jeg synes, der kan være enormt store udfordringer ved at splitte relativt små forskningsmiljøer op. Man er så uendelig afhængig af den sparring og udveksling, man har med hinanden, når man sidder der fysisk. Derfor kan det også skabe store problemer. Så ja, der er store udfordringer også på forskningsområdet, og jeg håber, at vi i aftalekredsen kan være med til at trække i den rigtige retning.

Det næste korte bemærkning er fra hr. Torsten Gejl, Alternativet. Værsgo.

Mange tak, og tak for en spændende og visionær tale. Dengang Enhedslisten gik med i den såkaldt grønne bilaftale, som sender 600.000 flere biler på gaden i 2030, spurgte jeg Enhedslistens forrige forkvinde, fru Pernille Skipper, hvad Enhedslisten dog laver i den aftale, og hun svarede mig med sådan et lidt afvæbnende smil noget i retning af, så vidt jeg husker: Ja, det ved jeg næsten heller ikke. Nu vil jeg stille spørgsmålet til Enhedslistens nuværende forkvinde, fru Mai Villadsen: Hvad i alverden laver Enhedslisten dog i den her landbrugsaftale, som har skudt en masse CO2-besparelse ud i fremtiden, og som ikke formår at skære ned i kødproduktionen?

Ordføreren.

Jamen jeg har jo mildest talt ikke været tavs om, at vi fra Enhedslistens side synes, at den landbrugsaftale mildest talt er utilstrækkelig, at den finder alt, alt for få reelle CO2-reduktioner nu, til trods for at vi har fået rykket væsentligt på udgangspunktet, både for de reelle CO2-reduktioner og det mål, der skal nås. Og hvorfor er vi så med? Jo, ordføreren ved så vel som jeg, at hvis man skal finde flere CO2-reduktioner, skal man drastisk med det samme skære voldsomt ned i kødproduktionen, og det ved ordføreren så vel som jeg det er ret svært ved at finde flertal for på Christiansborg nu og her.

Det, vi gør i Enhedslisten, som jeg synes er fuldstændig rigtigt, er at bide os fast i bordkanten. Det er at blive inde i det forhandlingslokale i de næste 9 år med alle vores visioner og gode grønne idéer, så vi faktisk har indflydelse på, at der bliver levet op til målene, og når noget af den teknologi, som regeringen lægger op til og aftalen lægger op til, måske vil fejle, så er vi klar til at implementere bedre løsninger.

Hr. Torsten Gejl.

Det ærgrer mig, at der ikke er flere partier i Folketinget, som vil bevare deres troværdighed og deres integritet i forhold til at sige: Nok er nok! Der er jo en kæmpe kritik af den her landbrugsaftale fra de grønne organisationer. Der er vitterlig mange, som havde håbet, at Enhedslisten også ville være med til at sige: Hertil og ikke længere! Det kunne jo også være med til at presse partier i de fremtidige klimaaftaler, ved at de på forhånd godt ved, at der er grænser for, hvad man vil være med til.

Jeg forstår godt Enhedslistens ønske om at præge de 9 år, men jeg må sige, og det er måske nok mest en kommentar, at jeg er skuffet over, at vi ikke kunne stå sammen og stå det her imod.

Ordføreren.

Jeg ville også have ønsket, at vi havde stået sammen. Jeg læste et citat for noget tid siden, som lød noget i retning af: Nogle gange har man valget mellem at gøre, hvad der er rigtigt, og hvad der er nemt. Og hvor havde det dog været nemt for os at stå ude på sidelinjen og råbe og skrige, men om 2 dage havde det været en katastrofe for klimaet. Det er derfor, vi bliver inde. Det er også, fordi der jo i den her aftale ret beset ikke er nogen forringelser. Det er store forbedringer; det er bare slet ikke godt nok.

Den næste korte bemærkning er til hr. Jens Rohde, Kristendemokraterne.

Jeg synes, det er en rigtig sund filosofi, for politik handler ikke om at have ret. Det handler om at få ret, som hr. Christian Mejdahl altid sagde. Det synes jeg er gode ord, man kan skrive sig bag øret.

Der ligger to forslag til vedtagelse foran os her i dag, og det ene afviser ethvert opgør med fattigdomsydelserne, og det andet siger, at der skal tages et opgør med børnefattigdom. Det er derfor, vi har valgt det forslag til vedtagelse, der siger, at der skal tages et opgør med børnefattigdom. Det vil jeg gerne adressere over for fru Mai Villadsen, for fru Maj Villadsens parti er måske det af støttepartierne, der har været mest højlydte og eksplicitte i kravet til regeringen om, at der i forbindelse med Ydelseskommissionen og de forhandlinger, vi er gang med her, skal tages et opgør med børnefattigdom og med de ydelser, der fører til børnefattigdom. Hvor langt er Enhedslisten villig til at gå i presset på regeringen her?

Ordføreren.

Til en start vil jeg gerne sige tak til KD og til ordføreren for at turde at stå som en del af blå blok og alligevel være meget, meget klar i mælet om, at fattigdom, særlig for børn, ikke hører hjemme i vores samfund. Det synes jeg er rigtig, rigtig vigtigt, og jeg håber virkelig, at det kan blive et nybrud og presse nogle af de andre blå folk her i salen. Så tak for det.

Altså, vi håber at kunne lave et samarbejde med rigtig mange partier, bl.a. KD, om at få gjort noget ved de her fattigdomsskabende ydelser. For jeg synes, det er helt forrykt, at vi har et samfund, hvor nogle børn simpelt hen ryger uden for fællesskabet, fordi deres forældre på en eller anden måde er endt et sted, hvor de ikke har særlig mange penge. Det kan vi ikke være tjent med, og derfor er vi klar til at presse regeringen rigtig meget i den her sag, og jeg håber i høj grad, at det her kan være starten på et fælles samarbejde om det.

Hr. Jens Rohde.

Ja, det kan det i allerhøjeste grad, for det kan aldrig blive en borgerlig dyd at gøre nogle fattige. Vi har ikke noget imod, at folk bliver rige, hvis de arbejder for det og tjener penge, men man behøver ikke at slå folk i hovedet for at føle sin egen frihed. Det er en mærkelig lommeregnerfilosofi, der er kommet ind i det borgerlige Danmark – desværre. Så der er vi helt med på den dagsorden. Men hvor ser Enhedslisten det største problem i Ydelseskommissionens anbefalinger?

Ordføreren.

Jeg synes, der er en række udfordringer i det, Ydelseskommissionen er kommet med. Dels var selve opdraget jo, at man skulle, om jeg så må sige, fodre hunden med sin egen hale – det var et udgiftsneutralt udgangspunkt – dels er særlig unge med store psykiske udfordringer blevet taberne i det udspil, der er kommet. De mister enormt mange penge, og det er om nogen dem, der har rigtig, rigtig svært ved lige sådan at komme ind på arbejdsmarkedet eller ind i uddannelsessystemet. Så det går simpelt hen ikke. I forhold til borgerlige dyder vil jeg bare anerkende Kristendemokraterne for også at turde sige om integrationsydelsen, at den diskrimination heller ikke hører hjemme i vores samfund.

Den næste korte bemærkning er til hr. Carsten Kissmeyer, Venstre. Værsgo.

Tak. Og tak for ordførertalen. I Venstre har vi bemærket os, at Enhedslisten i bl.a. landbrugsforhandlingerne på en eller anden måde – sådan virker det – betragter Danmark som en klimamæssig osteklokke, forstået på den måde, at det virker, som om Enhedslisten ikke anerkender, at nedlæggelse af produktion i Danmark medfører produktion andre steder. Det er det ene.

Det andet er: Anerkender Enhedslisten, at produktion i Danmark og det, at vi har en stor eksport, er et fundament for vores velfærd? Eller er det sådan, at man totalt set i Enhedslisten siger: Danmark er en osteklokke, og ergo arbejder vi inden for osteklokken? Tror Enhedslisten på, at det kan sikre vores velfærd på den lange bane?

Ordføreren.

Selvfølgelig lever vi i en global verden, og der er udveksling af varer, mennesker og alt muligt på tværs af grænser. Vi er ikke en osteklokke; det er vi heller ikke, når man ser på klimaet.

Men jeg vil faktisk gerne aflive to borgerlige myter. Den ene er, at hvis man skruer ned for noget produktion i Danmark, opstår den bare 100 pct. andre steder. Sådan sker det ikke. Det tror jeg også var ræsonnementet bag, at Venstre selv var med i aftalen om at skrue ned for olieproduktionen, fordi der var undersøgelser, der pegede på, at selv om man gør det, så popper det ikke bare op 100 pct. et andet sted. Så derfor vil jeg opfordre spørgeren til at lytte til de miljøøkonomiske vismænd, som siger lige præcis det. Så derfor er det jo ikke helt rigtigt, at produktionen bare flytter.

Den anden myte, som jeg hører gang på gang, er, at vi jo i Danmark har det mest klimavenlige landbrug. I nogle sektorer, ja – landmændene gør det enormt godt. Men der er altså også ret store problemer, bl.a. med svin, der er fodret med soja, som kommer lige direkte fra regnskoven.

Hr. Carsten Kissmeyer.

Jeg kan forstå på ordføreren, at ordføreren er af den opfattelse, at på det globale marked for f.eks. svinekød kan Danmark spille en rolle. Danmarks produktion udgør en lillebitte del af det, der foregår på det globale marked. Tror ordføreren ikke, at der så trods alt måske er 80 pct.s afsmitning i lækage? Og spiller det der med arbejdspladserne og eksportindtægterne slet ikke en rolle i Enhedslistens overvejelser?

Ordføreren.

Der er ingen tvivl om, at der sker klimalækage. I hvilken procentgrad ved jeg ikke, når det gælder eksempelvis svineeksporten. Noget, som jeg er meget ked af ikke lykkedes os med den her aftale – selv om jeg tror, den også kommer til at skabe mange arbejdspladser – er at forbyde, at man på den måde kan transportere smågrise over landegrænser. Det er noget, som vi er rigtig mange der synes slet ikke er i trit med dyrevelfærden, men som jo faktisk også skader danske arbejdspladser.

Den næste korte bemærkning er til fru Karina Adsbøl, Dansk Folkeparti. Værsgo.

Tak for det, formand. Jeg vil godt følge op på det spørgsmål, hr. Kristian Thulesen Dahl stillede, i forhold til at Enhedslisten jo har kæmpet for at få fremmedkrigere tilbage til Danmark, og hr. Kristian Thulesen Dahl spurgte så, hvor mange flere Enhedslisten vil have til Danmark. Det kunne være interessant at høre svaret på det.

Ordføreren.

Det vil jeg såmænd gerne give. Ifølge mine oplysninger sidder der nu fem børn og deres mødre, som desværre ikke kommer til Danmark i den her omgang, fordi kvinderne har fået frataget deres danske statsborgerskab, fordi de er dobbelte statsborgere. Børnene er til gengæld danske statsborgere, og derfor synes jeg vi har et ansvar for at hjælpe dem og tage begge parter med hjem.

Fru Karina Adsbøl.

Man må så gå ud fra, at det handler om fem, som Enhedslisten vil kæmpe for skal tilbage igen. Men det, der er interessant i den her diskussion, er jo, at den ene kvinde har dobbelt statsborgerskab. Vil Enhedslisten så kæmpe for, at hun får frataget sit danske statsborgerskab, fordi hun nu ligesom har vendt Danmark ryggen og der jo er en mulighed for, at den her kvinde kan få frataget sit danske statsborgerskab? Er det noget, som Enhedslisten går ind for?

Vi har jo også flere kriminelle udlændinge i vores fængsler, som skal udvises til et andet land end Danmark, og der er det lidt svært at finde ud af, hvad Enhedslisten mener i forhold til det og også i forhold til de politiforhandlinger, man er i gang med. Men vil Enhedslisten sikre det?

Ordføreren.

Nu synes jeg, at de retssager må gå deres gang for de kvinder, der er kommet hjem. Noget, som undrer mig, er, at både Politiets Efterretningstjeneste og jeg tror også, at Forsvarets Efterretningstjeneste har været ude at sige, at det er mest sikkert for Danmark at sørge for at have de her mennesker på dansk jord, for så kan vi holde øje med, hvad de laver. Så ved vi, at børnene ikke bliver hevet ud og bliver radikaliseret, og så er vi faktisk alle tryggere.

Der forstår jeg simpelt hen ikke, hvorfor Dansk Folkeparti – som jeg ellers oplever som et parti som lytter meget til politiet – vælger at sidde det fuldstændig overhørig.

Den næste korte bemærkning er til hr. Preben Bang Henriksen, Venstre. Værsgo.

Tak for det. Jeg følger lidt op på det, min kollega hr. Thomas Danielsen var inde på tidligere, nemlig en mulig rigsretssag, og jeg tror måske, at ordføreren misforstod spørgsmålet, idet ordføreren svarede, hvordan kommissionen eventuelt måtte afgive sin beretning.

Det, der blev spurgt om, var, hvordan Enhedslisten, hvis kommissionen afgiver en beretning, der går ud på, at ikke bare de almindelige love, men også grundloven har været overtrådt af en eller flere ministre, så vil stille sig som anklager. For det er vi folketingsmedlemmer jo i den situation.

Ordføreren.

Modsat Venstre tager vi jo ikke stilling til, hvorvidt der skal være en rigsret nu, før vi hører grundlaget for en granskningskommission, og vi må se, hvad den siger. Det er klart, at jeg, hvis den klart udtrykker, at der overlagt har været brud på den ene, anden og tredje lov, og de så anbefaler en rigsret, så har svært ved at se, at vi skal være imod det. Men modsat Venstre drager vi ikke konklusioner på forhånd.

Hr. Preben Bang Henriksen.

Nej, men det var sådan set også derfor, jeg stillede en forudsætning i mit spørgsmål, netop for at man ikke skulle filosofere over nærmere konklusioner. Jeg sagde: Hvis forudsætningen er den, at granskningskommissionen når frem til, at grundloven er overtrådt, hvordan stiller Enhedslisten sig så?

Ordføreren.

Vi kommer til at forholde os til, hvorvidt de fra granskningskommissionens side kommer til at anbefale, om der skal være en rigsretssag eller ej, og hvis de anbefaler det, har jeg svært ved at se, at vi fra Enhedslistens side modsætter os.

Den næste korte bemærkning er til hr. Jacob Mark, SF. Værsgo.

Tak for det. Jeg havde egentlig ikke tænkt mig at tage ordet, men så blev jeg simpelt hen lidt småprovokeret, og så kan man jo altid rejse sig. Det var, fordi ordføreren sagde, at det var skidt, at SF var med i ghettoaftalen, for ghetto er et stigmatiserende ord. Det undrede jeg mig lidt over, for for det første har boligministeren jo sagt, at han ikke vil bruge ordet ghetto, og for det andet har vi lige lavet en aftale, hvor vi afskaffer ordet ghetto. Så nu er Enhedslisten de eneste, der bruger det ord. Der vil jeg bare sige, hvis Enhedslisten synes, det er et forkert ord at bruge, at vi er nogle andre, der er stoppet med at bruge det.

Derudover synes jeg virkelig, der er brug for, at Enhedslisten kommer ind i kampen, hvad angår at gøre op med årtiers forfejlede boligpolitik. Jeg kommer fra en kommune, hvor vi har fire udsatte boligområder, og hvor der, da jeg voksede op, var tre forskellige bander, en i hver af de tre områder. Jeg har arbejdet på en skole, hvor genopdragelsesrejser, straf af pigerne i form af at skulle gå med tørklæde, når de fik menstruation, og at social kontrol var en totalt normal del af hverdagen.

Vi har problemer med gymnasier, hvor der kommer en overvægt af tosprogede elever, vi har problemer med folkeskoler, og vi er nødt til at lave lovgivning på dagtilbudsområdet. Alligevel er Enhedslisten stadig ikke kommet med et eneste bud på, hvordan vi skal gøre op med det her. Så er det ikke for nemt bare at stå og kritisere det?

Ordføreren.

Først vil jeg da gerne tage ordførerens bemærkning om ikke at bruge ordet ghetto op. Det skal vi da helt sikkert nok lade være med. Jeg mener dog stadig, det er en aftale, der er dybt stigmatiserende, fordi den netop peger på, at fordi folk har en særlig etnisk baggrund, så kan man klassificere områderne som noget særligt.

Men derudover vil jeg da give spørgeren fuldstændig ret i, at der er store problemer på boligmarkedet i Danmark. Jeg har selv boet i en almen bolig i Nordvest i rigtig mange år i et meget udsat område, hvor der er kæmpe problemer på skolerne, i institutionerne, med kriminalitet og alt muligt andet, og det er faktisk ikke rigtigt, når spørgeren siger, at vi fra Enhedslistens side ikke er kommet med forslag. Vi er kommet med en række forslag, f.eks. til, hvordan man kan pålægge private udlejere at tage særlig udsatte grupper ind i deres boliger. Vi er kommet med en hel masse forskellige politikområder. Vi har et helt boligpolitisk program, som behandler det her spørgsmål. Så det er jeg da ked af at vi ikke er kommet længere ud over rampen med.

Hr. Jacob Mark.

Men det er jo en god idé, hvis private tager flere ind, men det vil jo ikke ændre på, at vi ikke får gjort op med de boligområder, som er blevet bygget på en fuldstændig vanvittig måde, der skaber sådan nogle lukkede parallelsamfundslignende tilstande. Når jeg kigger ud over landkortet, har parallelsamfundsaftalen jo ført til, at der i alle de kommuner, hvor der er problemer, er blevet lavet udviklingsplaner, hvor man bl.a. river ned for at åbne områderne op. Mange af stederne har Enhedslisten endda, så vidt jeg husker, selv været med. Så er det ikke at skabe en skræmmekampagne? For det, der sker ude i landet lige nu, er jo, at flere får uddannelse, at flere kommer i arbejde, og at vi får brudt op i de områder, hvor der har været problemer. Og det skaber en masse positive konsekvenser, også i vores velfærdsinstitutioner.

Ordføreren.

Konsekvenserne af den parallelsamfundsaftale, som I er med i, er jo, at nogle boliger bliver solgt direkte til private. Jeg forstår ikke, at det kan være SF-politik, at nogle boliger bliver revet ned, mens nogle mennesker simpelt hen ikke ved, hvor de skal bo, og måske ender med at bo i boliger, der er endnu dyrere, selv om de har det svært i forvejen. Det kan jeg ikke forstå. Jeg har selv boet som nabo til sådan en ghettoblok. Min blok var nok nærmest lige så udsat, men folk var hvide i huden, og derfor var man ikke en del af parallelsamfundspakken. Det synes jeg simpelt hen var skørt.

Den næste korte bemærkning er fra fru Anne Honoré Østergaard, Venstre.

Tak for det. Jeg kan ikke lade være med at følge lidt op på min gode kollega, hr. Preben Bang Henriksens, spørgsmål. Mig bekendt ligger det ikke i granskningskommissionens opdrag at anbefale enten et ja eller et nej til en rigsret. Vi kommer ikke til at få sådan en tydelig konklusion. Derimod er det Folketinget, der skal træffe den beslutning. Hvad siger ordføreren med den oplysning så til det, hvis nu – og der er noget, der tyder på det – grundloven er blevet overtrådt? Vi får jo ikke et klokkeklart svar fra granskningskommissionen. Men hvis vi får antydninger, men ikke klokkeklare svar, om, at grundloven kan være overtrådt, hvordan vil ordføreren og Enhedslisten så forholde sig?

Ordføreren.

Vi afventer den konklusion, der er, og så må vi jo læse os ned i, hvorvidt grundloven overlagt er blevet overtrådt, og så har jeg da meget svært ved at se, at vi ikke skulle bakke op om en rigsretssag. Men jeg forstår sådan set ikke, at Venstre ikke har nogen flere lidt mere kreative spørgsmål end det at stille i dag.

Fru Anne Honoré Østergaard.

Vi kan sagtens også komme ind på alle mulige andre kreative ting om dimittendsatser og ulighed i samfundet og en masse andre ting, som jeg tænker ordføreren har en holdning til, men det er ikke det, jeg vil spørge ordføreren om. Det, jeg vil spørge ordføreren om, er, hvad ordføreren lægger i ordet overlagt? Hvis der er noget, der antyder, at grundloven er blevet overtrådt, er det i min verden meget, meget grelt; det er et kæmpeproblem. Men hvad lægger ordføreren i ordet overlagt kontra noget antydning? Vi vil bare gerne vide, hvor Enhedslisten står i det her retsspørgsmål.

Ordføreren.

Jeg kunne også bruge andre udtryk som forsætligt eller med vilje. Det er jo ligesom det, der ligger i ordet overlagt, og så må vi se konklusionen. Jeg tror ikke, jeg kan komme det meget nærmere.

Den næste korte bemærkning er til fru Mona Juul, Det Konservative Folkeparti. Værsgo.

Tak for det, tak for talen, og tak for det gode samarbejde med at trække regeringen i en grønnere retning. Det har vi haft brug for. Når det er sagt, har vi to partier jo ikke mange af de samme fælles ønsker, drømme og længsler for det danske samfund; ikke mindst når det handler om økonomi, bliver vi tit uenige. Lige nu står vi og ser på, at Enhedslisten mange gange ser ud til at have opfundet nogle pengetræer, hvor der kan blive hevet nogle tusindkronesedler ned fra efter forgodtbefindende.

Men det største problem i Danmark lige nu er faktisk manglen på arbejdskraft, og det er ret alvorligt i forhold til fortsat at have en vækst og også kunne investere i grøn omstilling. Vi har bl.a. foreslået, at beløbsgrænsen skal sænkes fra 37.000 kr. til 27.000 kr. Man hører i den forbindelse, at Enhedslisten snakker social dumping, men mener ordføreren reelt, at 27.000 kr. om måneden handler om social dumping?

Ordføreren.

Jeg er glad for, at vi i fællesskab i den nye landbrugsaftale har sat rigtig mange penge af til skovrejsning. Jeg vidste ikke, at det var pengetræer, men hvis det er det, bliver jeg da endnu gladere. Men jeg mener nu faktisk, at vi i Enhedslisten finansierer alle vores forslag, måske ikke på en måde, som Konservative er særlig enige i eller bryde sig om, men vi gør det trods alt.

I forhold til beløbsgrænsen, som vi jo har diskuteret rimelig meget her i Folketingssalen i løbet af dagen – og forståeligt nok, fordi det er klart, at der nu og her i nogle brancher er akut mangel på arbejdskraft – så mener jeg simpelt hen ikke, at beløbsgrænsen er vejen at gå. Jeg synes ikke, vi på nogen måde skal gå på kompromis med løn eller arbejdsvilkår i Danmark, men at man f.eks. i stedet bør kigge på de 15 millioner mennesker i EU, som er arbejdsløse, og så sørge for at få nogle af de mennesker, altså dem, som står lidt uden for og er på kanten eller helt uden for arbejdsmarkedet, ind på arbejdsmarkedet.

Fru Mona Juul.

Jeg synes, der er mange ting, vi kan gøre i forhold til at sikre arbejdskraft. Det er der ikke nogen tvivl om. Konservative er også kommet med en række forslag, både i forhold til dem, der står og ikke har et arbejde i Danmark, og i forhold til at kunne få folk til at lave noget mere, altså give et incitament til det. Men spørgsmålet er: Mener Enhedslisten, at det er social dumping med 27.000 kr. om måneden?

Ordføreren.

Det er jo i hvert fald på en eller anden måde at konkurrenceudsætte de folk, der er i EU og i Danmark, og som ellers kunne have taget arbejdet, og derfor er vi enormt bekymrede for, at det skal være på den her måde, og jeg må også bare sige: Arbejdsmarkedet er jo et marked, og det vil sige, at når der er lavkonjunktur, og når det er rigtig svært at få det til at gå , så stiger lønningerne ikke så meget, men nu er vi i en højkonjunktur, og så kunne det også være, at virksomhederne måske skulle betale en lille smule mere for deres arbejdskraft.

Den næste korte bemærkning er til fru Jane Heitmann, Venstre. Værsgo.

Tak for det. Jeg kunne godt tænke mig at vende tilbage til granskningskommissionen. Ordføreren sagde, at hvis statsministeren overlagt, forsætligt eller med vilje – jeg tror, det var de ord, ordføreren brugte – havde overtrådt grundloven, kunne Enhedslisten ikke se nogen vej uden om en rigsretssag. Nu skal jeg jo ikke kloge mig på Enhedslistens verdensbillede, men i mit verdensbillede er der ingen, som overlagt, forsætligt eller med vilje overtræder grundloven, men der kan derimod være mennesker, der gør det på grund af grov uagtsomhed, og hvis vi nu forudsætter, at statsministeren med udgangspunkt i grov uagtsomhed har overtrådt grundloven, vil Enhedslisten så stemme for en rigsretssag?

Ordføreren.

Her i det fjerde spørgsmål fra Venstre kommer jeg simpelt hen ikke til at gå længere ind i sagen. Modsat Venstre vil jeg bare sige, at vi i Enhedslisten ikke har draget nogen konklusion på forhånd. Det førstnævnte så man jo, da I som parti stemte for en rigsretssag uden faktisk at kende – hvad kan man sige – baggrunden ordentligt. Det er faktisk en af de dage, hvor jeg er blevet mest rystet her på Christiansborg.

Fru Jane Heitmann.

Jeg forstår godt, det er pinefuldt for ordføreren at svare på den her slags spørgsmål, og jeg fornemmer også, at ordføreren bliver sådan lidt irriteret over, at vi i Venstre bliver ved med at vende tilbage til granskningskommissionen. Men det er jo en alvorlig sag, og det er også en alvorlig sag, hvis statsministeren ved at udvise grov uagtsomhed har overtrådt rigets grundlov. Derfor tænker jeg, at det jo heller ikke kan være et spørgsmål, det er vanskeligt at svare på. Så kunne ordføreren ikke prøve at svare på: Hvad er Enhedslistens stillingtagen, hvis statsministeren har udvist grov uagtsomhed?

Ordføreren.

Jeg vil gerne komme spørgeren i møde så langt som til at sige, at det er enormt alvorligt. Det er enormt alvorligt, at der ikke var lovhjemmel. Det er jeg da fuldstændig enig i. Og grunden til, at jeg måske bliver lidt pikeret, er, at nogle partier simpelt hen har taget stilling på forhånd uden at se, hvad granskningskommissionen kommer med. Det mener jeg simpelt hen er det ordentlige at gøre i den sag, og det er det, vi kommer til at gøre i Enhedslisten.

Så vil der være plads til en enkelt kort bemærkning mere, dvs. et sæt korte bemærkninger. Det er fra hr. Kenneth Mikkelsen, Venstre. Værsgo.

Tak for det. Nu har ordføreren efterlyst, jeg tror det var kreativitet fra Venstre. Det skal jeg så forsøge at bidrage med her i det sidste spørgsmål. Jeg vil nemlig gerne rette fokus ind på situationen omkring Kærshovedgård. Når jeg tænker tilbage på afslutningsdebatten her i salen, som jeg husker det, så nævnte hr. Christian Juhl, at når han bevægede sig i området, oplevede han ikke utryghed blandt borgerne. Nu er der i mellemtiden sket det, at omkring 1.000 borgere har skrevet under på, at de faktisk er utrygge. Så mit spørgsmål til fru Mai Villadsen er: Hvordan synes I regeringen håndterer situationen omkring Kærshovedgård? Tak.

Ordføreren.

Jeg synes ikke, man skal forklejne, at der sidder nogle mennesker derovre, som er utrygge. Det synes jeg faktisk vi fra Christiansborgs side skal tage alvorligt. I Enhedslisten mener vi sådan set ikke, at det er særlig fornuftigt, at man på den måde laver så store udrejsecentre, og derfor er jeg ked af, at der ikke er fundet nogen alternative løsninger på den problemstilling endnu. Men man skal selvfølgelig tage det enormt alvorligt, at folk føler sig utrygge.

Hr. Kenneth Mikkelsen.

Tak. Ganske kort: Kunne ordføreren berige os med, hvad Enhedslistens forslag er til at få løst problemet omkring Kærshovedgård?

Ordføreren.

Fra Enhedslistens side er vi kommet med et forslag tidligere, da der var diskussioner om Langeland og om andre områder, om, at man i stedet, når lovgivningen er sådan, som den er – den er vi sådan set ikke enige i – bør lave meget, meget mindre centre, som er fordelt rundtomkring i landet, også gerne i nærheden af de større byer, hvor der er langt flere mennesker ansat som socialrådgivere, i politiet, som på alle mulige måder kunne varetage den her udfordring, som det jo er.

Tak til Enhedslistens ordfører. Så er de 45 minutter til spørgsmål gået, og vi kan byde den næste ordfører velkommen. Det er ordføreren, og formanden, for Det Konservative Folkeparti, hr. Søren Pape Poulsen. Velkommen.

Tak for det. Jeg tror, at mange af os har set det, når vi kører igennem et industriområde eller går en tur gennem gågaden: I vinduer hænger der flere og flere skilte om, at her kan man få et arbejde. Vi mangler hænder i Danmark. Det svarer jo til, at vi står i høstsæsonen, kornet er modent, vejret er godt, men mejetærskerens gear virker ikke. Væksten i dansk økonomi buldrer afsted, ordrerne kommer ind fra udlandet, og danske virksomheder er klar til at tjene penge og betale endnu mere i skat. Men vi mangler arbejdskraft. Lige nu går vi glip af høsten.

Hver dag går Danmark og danske virksomheder glip af ordrer og vækst. Statsministerens åbningstale adresserede det samme problem, men jeg synes ikke, vi kom helt nærmere løsningerne. Danmark mangler 32.000 sæt hænder. Manglen på arbejdskraft giver et samfundsmæssigt tab på over 30 mia. kr. om året. Seks ud af ti virksomheder ser manglen på arbejdskraft som deres største udfordring. Hvordan forventer vi at få råd til velfærd, hvis vi siger nej til udenlandske ordrer?

Løsningen kender vi: Vi mangler reformer, og vi ved, hvilke der virker. På Christiansborg er der jo løsninger, som alle ved virker, men som fremkalder nærmest allergiske rektioner hos dele af Folketinget: Man må helst ikke tale om skattelettelser, for tænk nu, hvis man skulle få lov til at beholde lidt flere af sine egne penge. Tænk sig, hvis uligheden i Danmark steg en lillebitte smule i et af verdens mest lige lande – uha da!

Tag f.eks. topskatten. Hæver vi topskattegrænsen med bare 44.000 kr. – bare 44.000 kr. – så vil vi befri både vvs'eren, mekanikeren og i alt 100.000 danskere fra at betale topskat; 100.000 danskere. Helt ærligt: Jeg mener, man skal være ualmindelig jaloux anlagt, hvis man vil mene, at det er et problem. I Det Konservative Folkeparti ønsker vi at lette skatten både i toppen og i bunden, for direktøren og kassedamen. Vi ønsker at lette skatten for alle. For vi ved, at det vil betyde, at flere tager en ekstra tørn på jobbet, så både de selv og den virksomhed, de arbejder i, vil tjene lidt mere til sig selv og Danmark.

En anden løsning, vi ved virker, er, at vi åbner for mere udenlandsk arbejdskraft. Her har vi i Folketinget allerede en ordning, vi kan bruge, som både løser udfordringen, og som er udlændingepolitisk god. Jeg tænker selvfølgelig på beløbsordningen, der, som alle ved, er en ordning til at lukke kvalificeret udenlandsk arbejdskraft ind. Den er temmelig genialt skruet sammen, for den fungerer sådan, at man kun kan være i Danmark, hvis man har et job med en årsløn på 445.000 kr. eller mere og overholder loven. Mister man jobbet, må man rejse hjem. Det er med andre ord kun lovlydige og bidragende borgere, der har et ophold i Danmark via denne ordning. Den ordning bør vi udvide. Det kan man gøre ved at sænke grænsen, for så kan flere bidrage til Danmarks vækst.

I Danmark har vi en fælles forståelse for, at vi har brug for en offentlig sektor, som fungerer, og et erhvervsliv, som fungerer. Og jeg vil gerne, at vi i Danmark har råd til at levere et højt velfærdsniveau. Jeg anerkender også, at det vil koste flere penge. Derfor har jeg afgivet et velfærdsløfte på vegne af mit parti. Jeg vil ikke love, at jeg er den, der kommer til at bruge flest penge. Jeg tror faktisk, at jeg kan garantere, at både regeringen og venstrefløjen kan slå mig, når det gælder forbrug. Men jeg lover, at jeg vil bruge penge nok. Jeg lover, at opgaverne skal løses med værdighed, ordentlighed og omsorg. Og lige så vigtigt: Det Konservative Folkeparti vil altid stå vagt om en økonomi, der er sund, så der er råd til vores velfærd.

Her tænker jeg ikke mindst på vores ældre. Mange gange har jeg talt om dokumentaren »Plejehjemmene bag facaden«, hvor vi så Else Marie Larsen fra plejehjemmet Kongsgården blive udsat for groft omsorgssvigt. Når vi lukker vores øjne, kan vi alle se Else for os, og bleen, der ikke bliver skiftet.

Men i dag vil jeg ikke fokusere på svigt, men på omsorg, som det opleves i den nye TV2-dokumentar »Det er ikke slut endnu«. Dokumentaren handler om friplejehjemmet Dagmarsminde i Græsted, hvor svært demente bor. Her møder vi bl.a. den tidligere apoteker Thorkild, for hvem hverdagen hurtigt kan blive uoverskuelig, og høje lyde giver anledning til både chok og frustration. Thorkild og hans hustru Vibeke er nye beboere på Dagmarsminde.

Thorkild har ikke lyst til at flytte ind, men han omfavnes og mødes med anerkendelse og ro, også når det er svært. Her erstattes den meste medicin med omsorg, og på smukkeste vis får Thorkild og Vibeke lov til at leve livet, som de kan det, med selvrespekten i behold på grund af de ansattes omsorg og tålmodighed, selv når det er sidst på aftenen og Thorkild for tredje gang insisterer på, at nu skal han igen have overfrakke på og en tur ned til hønsehuset. Tænk, at være så heldig, når man er i den situation, at kunne blive gammel der. Det er indbegrebet af værdighed, og det er drevet med tydelig ledelse og ordentlighed. På Dagmarsminde lever de livet, selv om der ikke for dem alle er så langt igen.

Nu kommer jeg så til det forunderlige: Pengene til dem er jo de samme som til kommunale plejehjem. Det er da eksemplet på, at løsningerne i den offentlige sektor ikke bare er at sende flere penge. I sidste uge lancerede vi et nyt ældreudspil, der er dybt inspireret af Thorkild og af behandlingen af de gamle. Fordi man er blevet gammel og måske svag, har man jo ikke mistet viljen til at ville bestemme selv, hvem der kommer i ens hjem, og hvilken mad man vil spise. Vi foreslår, at vi giver bedre mulighed for, at det private initiativ lever, vi foreslår at oprette flere seniorboliger og friplejehjem, at taksterne udregnes rimeligt i kommunerne, så de private ikke bliver holdt ufrivilligt ude. Vi vil gøre det nemmere at vælge hjemmehjælp fra private leverandører, og vi ønsker at fordoble klippekortordningen, så de ældre selv kan vælge. Vi vil, at alle plejehjem bliver mere som Thorkilds Dagmarsminde. Det sker gennem tydelig ledelse og mere værdighed, men det kræver også, at dansk økonomi er i gear til succes, så vi også i fremtiden har råd til det Danmark, som vi alle sammen holder af. Tak.

Tak til ordføreren. Der er en række korte bemærkninger til ordføreren, og den første, der får ordet, er hr. Christian Rabjerg Madsen, Socialdemokratiet. Værsgo.

Tak for det, og tak til ordføreren for talen. Jeg skal spørge, om De Konservative mener, at vi har behov for, at der er flere, der tager en erhvervsuddannelse i Danmark.

Ordføreren.

Ja, det mener jeg bestemt at der er. Det ville nærmest være dumt at påstå det modsatte. Det kan vi jo se. Hvis vi skal lykkes med den grønne omstilling, skal vi have flere unge mennesker, der har lyst til at tage en erhvervsuddannelse.

Hr. Christian Rabjerg Madsen.

Det svar er jeg meget glad for og også meget enig i. Jeg spørger, fordi De Konservative i det finanslovsforslag, der gælder for i år, har valgt at afskaffe den mulighed, der i øjeblikket er for at tage en erhvervsuddannelse med 110 pct. af dagpengesatsen, og i stedet for har valgt at bruge pengene på en lang række skattelettelser. Er det en fornuftig prioritering i den situation, vi står i, hvor vi har så hårdt brug for flere, der tager en erhvervsuddannelse, særlig flere, der løfter sig fra ufaglært til faglært?

Ordføreren.

Det er nok her, vi ser forskelligt på, hvad vi skal, og hvad der skal være penge til i kasserne. Altså det med 110 pct. dagpenge har vi bare valgt at sige ikke står først i vores prioriteringer, når vi skal prioritere den lange liste af ting, vi gerne vil. Der vil vi hellere have, at familierne har nogle flere penge til dem selv, så de kan prioritere – også at tage en anden uddannelse uden at skulle have 110 pct. i dagpenge. Det er jo en prioritering, vi så ikke ser ens på.

Den næste korte bemærkning er til fru Astrid Carøe, Socialistisk Folkeparti. Værsgo.

Tak for det. I SF er vi meget glade for og også ret stolte over, at det er lykkedes os at få gratis psykologhjælp til unge med angst og depression, godt nok kun unge under 25 år, men vi skal jo starte et sted. Det er vi, fordi vi ved, at netop vores unge og børn er mere pressede, end de har været tidligere, og corona har jo sådan set kun gjort det endnu værre. Jeg synes, det er bekymrende, og derfor undrer det mig også, at Søren Pape Poulsen på Det Konservative Folkepartis landsråd reducerede den alarmerende udvikling til at handle om almindelig nervøsitet for eksamen og kærestesorger og sågar om spildt mælk i det store frikvarter. For mig at se er angst og depression reelle psykiske lidelser, der kræver professionel behandling. Står Søren Pape Poulsen stadig ved den udtalelse, eller synes Konservative også, at det er en god idé, at vi faktisk sikrer hjælp til de unge, der har angst og depression i dag?

Ordføreren.

Jeg er rigtig glad for, at jeg får det spørgsmål, og jeg havde også forventet det. Jeg må sige, at jeg var rigtig, rigtig ked af den vej, som SF's gruppeformand, hr. Jacob Mark, bevægede sig ned af ved at bruge min landsrådstale til at komme med et opdigtet citat af noget, jeg ikke havde sagt. Det synes jeg er en ærgerlig måde at diskutere på. Lad os diskutere de holdninger, vi har, og ikke opfinde citater.

Jeg har det sådan, at vi selvfølgelig skal behandle unge mennesker ordentligt og tage det her alvorligt, men min pointe var netop, at hvis vi skal have råd og mandskab til det her – jeg minder om, at det jo ikke er, fordi vi har bunker af arbejdsløse psykologer i det her land – er der også nødt til at være ting, som kan være svære, og som kan gøre ondt i vores liv, som man måske skal starte med at gå til familien med i stedet for at gå til en psykolog. Man kan ikke få det hele, og det var derfor, jeg brugte billedet med kærestesorgerne, for det kunne være resultatet af den her fri psykologtilgang, som SF jo oprindelig foreslog. Jeg ved godt, at det ikke er det, det endte med, men det var jo det, I foreslog oprindelig.

Fru Astrid Carøe.

Der er lavet nogle ordninger rundtomkring i kommunerne, som sikrer den her lidt mere frie adgang, og der er det selvfølgelig ikke en henvisning til lægen, men herindefra har det hele tiden været med lægehenvisning. Og det er ikke, fordi vi vil opdigte citater, men Søren Pape Poulsen sagde jo: Faktisk har SF foreslået, at det offentlige skal betale for en psykolog, hvis skoleelever har kærestesorger. Så det er ikke for at opdigte et citat. Det var det, ordføreren sagde. Så derfor vil jeg bare høre, om ordføreren ikke synes, vi skal tage det alvorligt, når så mange unge har så store psykiske udfordringer, som de har i dag. Og er det ikke rigtig fornuftigt, at man, når man nu får hjælp af det offentlige, når man brækker benet, så også kan få hjælp, hvis man knækker psyken?

Ordføreren.

Det skal vi nemlig. Vi skal tage det meget alvorligt. Måske skal vi også til at have en samtale i det her samfund om, hvorfor der er så mange unge, der har det skidt. For det er jo et eller andet sted tankevækkende i et samfund som vores, hvor vi har det så godt og har det materielt helt fantastisk, at der er så mange unge mennesker, der går og slås med så mange ting. Det burde kalde på en større diskussion, som jeg ikke tror vi lige kan klare herfra. Men jeg vil bare gerne lige så stille sige, hvad jeg sagde i min landsrådstale:

Unge kan have brug for professionel hjælp. Alt for mange mister gnisten og plages af negative tanker og urimelige selvbebrejdelser eller angst. Jeg synes, at vi skal prioritere at hjælpe dem. Den offentlige sektor skal ikke være et tag selv-bord, for vi skal have råd til at hjælpe de udsatte.

Det var hele min sætning.

Den næste korte bemærkning er til fru Sofie Carsten Nielsen, Radikale Venstre. Værsgo.

Tak for det. Jeg synes, at jeg har fornemmet sådan en positiv vibration, som jeg håber vi måske endda kan flyve videre på her. Så lad mig forsøge. Flybranchen har selv i sit klimapartnerskab, klimapartnerskabet for hele den sektor, foreslået en klimafond til omstilling af netop flybranchen. Er De Konservative klar til at indføre det klimabidrag, så vi virkelig kan få omstillet den branche, for en fremtid uden at kunne bevæge os rundt på kloden er nok ikke noget, hverken ordføreren eller jeg selv forestiller os?

Ordføreren.

Nej, tanken om, at vi stopper med at flyve, tror jeg er noget af en udfordring, og det tror jeg aldrig kommer til at ske. Så vi skulle også gerne have omstillingen af hele flytrafikken. Og vores ordfører, hr. Niels Flemming Hansen, var ude at kommentere på det i går. Det, vi gerne vil have, er det, som branchen selv har foreslået altså sådan i privat regi, nemlig at de opkræver en afgift og sørger for, at det bliver investeret i forskning i nye brændselsformer. Den del af det er vi glade for. Vi synes, at det skal holdes der. Vi synes ikke, at det skal ind omkring finansministerens kasse, for så kunne vi lige pludselig risikere, at der var et flertal her i Folketinget, der sagde: Skal vi ikke bruge det på noget andet?

Fru Sofie Carsten Nielsen.

Men hvis vi alle sammen skal bidrage med netop et klimabidrag, er vi nødt til at have en struktur omkring det. Så kan vi tale om, hvordan og hvorledes vi ordner det, blot vi er enige om, at den omstilling af den sektor på den måde, som klimapartnerskabet har foreslået, lytter vi til, altså at vi gør noget ved det; at vi sikrer os, at der helt reelt bliver sat fart på den omstilling, kommer luft i, om man vil, og hældt brændstof på, som er grønt, sådan at det lykkes os. For ellers kommer vi bagud, og det er jo et af de meget, meget store områder, som vi ikke har sat ind på i forhold til at reducere.

Ordføreren.

Jeg synes faktisk, at det, at branchen selv har foreslået det, altså at skal vi ikke lave noget, som vi kapsler ind i branchen, og som vi investerer i brændsler, jo viser det, som jeg mener faktisk er kendetegnende for dansk erhvervsliv, nemlig at rigtig mange dele af dansk erhvervsliv er langt foran den politiske debat, når det gælder den grønne omstilling. De er i gang, de er kørt. Vi halser efter. Og så har vi så nogle ting, vi skal lave her, ligesom den, synes jeg selv, fremragende aftale, vi fik lavet i fællesskab forleden aften.

Den næste korte bemærkning er til hr. Kristian Thulesen Dahl, Dansk Folkeparti. Værsgo.

Tak, formand, og tak til hr. Søren Pape Poulsen for ordførerindlægget. Altså, jeg er jo en begejstret mand i dag, for Konservative er sprunget ud i forhold til at tale så meget om ældre og ældrepolitik. Det synes jeg jo er helt fantastisk, og jeg har virkelig glædet mig til, at vi måtte komme til den dag. Hr. Søren Pape Poulsen må have mig undskyldt, men jeg har lige den lille mistanke, at det også skyldes, at der er kommunalvalg den 16. november. Så vi skal lige finde ud af, hvor dybt det stikker.

Jeg forlanger ikke, at hr. Søren Pape Poulsen kan huske forslaget i detaljer, men vi fremsatte et beslutningsforslag i foråret, som handlede om at styrke de ældres rettigheder og styrke klippekortordningen osv., altså nogle af de ting, vi har talt om i dag. Der kan sagtens have været ting i det, som ikke helt var, som De Konservative ville skrive det. Men jeg vil bare sige, at vi jo har fremsat sådan et forslag. Det gjorde vi for at få regeringen forpligtet til at tage ældreområdet alvorligt. Jeg vil i hvert fald gerne invitere til, at vi får et samarbejde omkring det, for så kunne vi jo genfremsætte forslaget og også vise, at vi i praksis, når vi stemmer her i Folketingssalen, virkelig vil det. For lige præcis det beslutningsforslag, vi fremsatte, fik jo desværre ikke De Konservatives opbakning.

Ordføreren.

Det kunne være, at vi nogle gange med fordel på nogle områder, hvor vi kan finde hinanden, skulle sætte os ned og sige: Kan vi gennemarbejde det sammen? Beslutningsforslaget om en ældrelov stemte vi imod, fordi, tror jeg, at også minimumsnormeringer var skrevet ind i det, og det er vi sådan helt grundlæggende imod. Vi var også imod minimumsnormeringer på daginstitutionsområdet. Men jeg tror på dagsordenen. Og jeg sagde også i mit spørgsmål til hr. Kristian Thulesen Dahl: Fuld anerkendelse for, at DF har løftet den her dagsorden i mange, mange år. Jeg synes da, at vi skulle se, om ikke vi kunne sætte os ned og finde hinanden på en række af de her områder, og gerne flere partier. Så kan vi se, om vi kan presse det igennem, så vi sikrer den her værdige alderdom for vores gamle. Det synes jeg vi skylder den generation.

Hr. Kristian Thulesen Dahl.

Det er super godt, og der er ingen ophavsret i politik, så det er bare om, at vi finder hinanden i fællesskab. Og hvis vi kunne få sådan noget som klippekortordningen lovbestemt og udvidet, så er den jo også, kan man sige, en art minimumsret, man får som ældre, for så får man jo en ret til, at man har noget tid, som man selv kan disponere over, altså noget tid, der bliver stillet til rådighed, en, der kommer og hjælper en, og man kan selv få en større rettighed, i forhold til hvad den tid så skal bruges til – det er for at give den enkelte ældre livskvalitet. Det er klart. Jeg tror, at det er sådan nogle steder, hvor vi med de udvekslinger af synspunkter, der har været her i løbet af dagen i dag, må kunne finde hinanden. Det glæder mig, og det ser jeg bare frem til.

Ordføreren.

Jeg vil også godt komme med et løfte. Det skulle jeg have gjort i første runde, men nu får jeg anden runde til at gøre det i. Jeg vil godt love hr. Kristian Thulesen Dahl, at jeg også efter 16. november vil være lige så engageret i den her diskussion, for jeg tror faktisk, at det er rigtig, rigtig vigtigt. Jeg tror, det er vigtigt, at vi tager nogle af de her debatter. Jeg griber også gerne i egen barm, for jeg kan godt huske min egen borgmestertid. Der kunne jeg godt synes, at det var lidt i vejen, når sådan nogle på Christiansborg ville definere, hvordan tingene skal være. Men jeg må også bare erkende, at når man får pengene over rammen, sker der nogle gange det, at ordningerne kan ebbe lidt ud. Det skal vi nok have en snak om.

Den næste korte bemærkning er til fru Eva Flyvholm, Enhedslisten. Værsgo.

Tak. Jeg vil gerne starte med at sige tak til Det Konservative Folkeparti for at være med til at stå sammen med mange af os andre, altså være med til at sørge for, at folk blev evakueret fra Afghanistan, da vi så, at det brasede sammen her for nylig. Det var jo både tidligere tolke, ambassadeansatte og også nogle ngo'er, vi fik ud. Det er jeg rigtig glad for at vi var mange der kunne finde ud af at gøre sammen.

Nu står vi bare i en situation, hvor der stadig væk er nogle af de her ngo'er tilbage dernede. Mange af dem, som er i fare for Taleban nu, er kvinderettighedsaktivister, som har været profileret, og som har arbejdet på danske projektet for kvinders rettigheder. De er forfulgt af Taleban lige nu. Mange af dem sidder og gemmer sig rundtomkring og er gået under jorden og kan ikke komme ud. Vi har fra dansk side en mulighed for at hjælpe dem ud. Vi var meget, meget tæt på at lave en politisk aftale om det her for et par uger siden, men desværre trak Konservative og Venstre sig fra aftalen lige i sidste øjeblik. Det vil jeg simpelt hen gerne spørge nærmere ind til, også her i Folketingssalen, altså hvordan Konservative kan forsvare, at lige præcis de her kvinder, som har arbejdet så hårdt for frihed og kvinders rettigheder i de år, vil vi ikke række en hjælpende hånd nu og sørge for, at de rent faktisk kan komme i sikkerhed.

Ordføreren.

Vi har jo sagt, at vi var med i den oprindelige aftale. Vi må sige, at det lige blev til lidt flere end de der 100, man regnede med. Den del har vi gerne villet tage vores ansvar for, altså dem, hvor vi kan dokumentere det, og hvor man kan sige, at de har haft et arbejdede, så de er i fare. Dem har vi så hjulpet til Danmark. Men jeg har det også sådan, at vi ikke må sætte lighedstegn mellem det og så det, at hvis du nogen sinde som ngo'er har været med til at grave en brød eller gøre et eller andet for noget, der minder om noget dansk, så er du automatisk i fare. Altså, den præmis accepterer vi simpelt hen ikke, for hvad så, og hvor går grænsen så? Er der 15.000 afghanere, der har gjort det, eller 20.000? Der har vi bare sagt, hvor grænserne går. Hvis man kan dokumentere det og sige, at de her mennesker er i fare, fordi de har gjort præcis det og det, så har vi jo hele tiden sagt, at så kigger vi gerne på det. Men det her med at sige, at hvis du er ngo'er – Taleban har også brug for ngo'erne stadig væk, det ser vi jo – så vil vi jo ikke være med til, at alle så bare har ret til at komme til Danmark. Det går ikke. Så mister vi i hvert fald befolkningens opbakning.

Fru Eva Flyvholm.

Men undskyld, hr. Søren Pape Poulsen, det var simpelt hen ikke det, der var tale om her. Selvfølgelig skal alle de ngo'ere, som stadig væk kan blive dernede og arbejde, blive og arbejde i Afghanistan, for det er der brug for. Men vi ved, at der er nogle kvinderettighedsaktivister, som er personligt og direkte forfulgt, og som sidder og gemmer sig for Taleban nu. Det, vi talte om, var en aftale, hvorefter der kunne evakueres op til 100 personer. Det er jo ikke mange. Der var et klart loft på op til 100 personer af lige præcis dem her, som havde arbejdet for danske ngo'er, og som var i direkte fare. Det var fuldstændig klart. Så når Konservative ikke vil være med, så er det meget, meget svært at se det som andet, end at man svigter sit ansvar over for lige præcis de her kvinder, som nu er i alvorlig fare, og at man måske gør det, fordi man er lidt bekymret for udlændingepolitikken. Så det er bare en appel og virkelig en udstrakt hånd til, at Konservative vil genoverveje det her.

Der var en udstrakt hånd. Værsgo til hr. Søren Pape Poulsen.

Tak. Det er altid godt med udstrakte hænder. Men hvis det var, fordi vi var bange for udlændingepolitikken, så var vi jo heller aldrig gået med til, at 900 kunne evakueres. Altså, vi gik med på det her, fordi vi kunne se, at der var noget, vi skulle være med til at løfte. Jeg håber så også, at vi er lige så klar til at løfte opgaven, når de nu er kommet hertil, altså dem, der er kommet til Danmark. For nu skal vi jo sikre os, at de børn kommer i skole, og at de voksne kommer ud at bestille noget, så det ikke ender med, og at de bare sidder og kigger ind i en kontanthjælp om 5, 10 og 15 år. Men kan det klart dokumenteres, at man har været i fare, så har vi jo sagt, at vi godt vil kigge på det. Men det er ikke en fri trækningsret.

Tak for det. Så er det hr. Jens Rohde, KD. Værsgo.

Tak. Jeg kan også huske hr. Søren Pape Poulsens borgmestertid. Vi har i det hele taget kendt hinanden i mange, mange år. Det er måske derfor heller ikke så fremmed for os en dag at overveje hr. Søren Pape Poulsen som statsminister for det borgerlige Danmark. Jeg har set hr. Søren Pape Poulsens virke, og det er altid en fordel, at man har et godt kommunalt kendskab. Jeg kan bare undre mig en lille smule over det, hr. Søren Pape Poulsen sagde om sin baggrund, altså det, han sagde tidligere på dagen, nemlig: Jeg vil ikke være med til at give kommunerne en ret til at gøre noget, jeg ikke synes om; det handler om det frie valg.

Men hvorfor ikke lade det kommunale selvstyre selv bestemme, hvordan man vil organisere sin hjemmehjælp? Hvorfor skal tingene altid dikteres herindefra? Hvorfor er det os, der skal definere, hvad det rigtige frie valg er, og hvordan den rigtige måde at gøre det på er? Hvorfor ikke lade kommunalbestyrelserne gøre det selv? Jeg er helt sikker på, at da hr. Søren Pape Poulsen var borgmester ville han også gerne have haft lidt større beslutningsfrihed, end tilfældet var.

Værsgo til hr. Søren Pape Poulsen.

Jeg tror, det ligger i det lokalpolitiske job, at man sådan set helst ser mindst mulig indblanding fra nogen som helst. Når jeg lige reagerede på det tidligere på dagen, var det, fordi jeg syntes, at det var lidt absurd, at man ville lave frikommuneforsøg, sætte kommunerne fri, og at den frihed så skulle bruges til, at man kunne tage det frie valg væk fra folk. Jeg har det sådan, at det synes jeg simpelt hen bare er for meget, hvis jeg skal være helt ærlig. Så er jeg enig i, at kommunerne selvfølgelig skal have frihed til at gøre nogle ting, også selv om jeg ikke synes, at det er en god idé. Anderledes skal det jo ikke være. Man skal jo også kunne afprøve nogle ting og sætte kommunerne fri.

Jeg greb så også lidt i egen barm – det har jeg faktisk gjort en del i forbindelse med den ældrepolitiske diskussion, vi har haft – for da jeg var borgmester, kunne jeg også godt tage mig selv i at tænke, at det er nemmere sådan rent strukturmæssigt, hvis vi fra kommunens side lige kan lave alle planerne, for så er det mere lean. Der kunne være alt for mange ting, der kom ind fra højre og venstre, og det kunne være noget bøvl med det her frie valg osv., og nu skulle det heller ikke tage overhånd. Der har jeg det bare sådan, at der er nogle ting, hvor jeg ser tilbage og siger, at der skulle vi måske have været endnu bedre til at se på, at det er de gamle, vi skal hjælpe, og at det ikke er systemerne, der skal have det godt.

Så er det hr. Jens Rohde.

Der var så også et par fripladsting, der ikke gik helt, som de skulle. Det kan hr. Søren Pape Poulsen godt huske. Det var noget med rengøring og sådan noget, hvor det kommunale så bagefter skulle ind og rydde op. Så det er jo ikke altid lige så enkelt.

Lad mig lige vende en anden ting, som jeg også har spurgt ind til hos andre, og der kan jeg også bruge Viborg som eksempel. Jeg kan huske, at kommunen, efter at der var blevet ryddet godt op i økonomien, bl.a. under hr. Søren Pape Poulsens borgmestertid, faktisk havde rigeligt med penge. Så ville vi jo gerne investere i forskellige ting, men det kunne vi ikke, fordi der var et serviceloft. Hvad siger hr. Søren Pape Poulsen til frisætning af kommunerne i forbindelse med serviceloftet, hvis vi nu har pengene?

Hr. Søren Pape Poulsen, værsgo.

Jeg ved godt, at kommunerne hvert år tinger lidt om det på KL-møderne: Hvem skal fratage noget anlæg, og hvem skal tage noget service ud, for at det hænger sammen? Jeg tror også, at hvis vi skal kunne styre den økonomiske situation i Danmark – det var hr. Kristian Thulesen Dahl også lidt inde på tidligere på dagen – er vi nødt til at have nogle rammer. Så kan vi altid diskutere, hvor de skal være, men at der skal være nogle rammer for kommunernes økonomi, mener jeg ganske enkelt er nødvendigt.

Så er det hr. Kasper Sand Kjær, Socialdemokratiet.

Tak for det, tak til hr. Søren Pape Poulsen for en god tale, og ikke mindst tak for at slå fast, at der skal være penge nok – penge nok til velfærd. Derfor er det jo meget nærliggende at spørge, om det også betyder, at De Konservative vil lade pengene til velfærden følge det demografiske træk, sådan at når der kommer flere børn og der kommer flere ældre, følger pengene med.

Værsgo til ordføreren.

Nej, det vil vi ikke, for det synes vi er forkert. Selv Finansministeriet har været ude at sige, at man skal passe lidt på med det der demografiske træk og med, hvordan man tolker det. Jeg anerkender simpelt hen ikke, at man altid kan sige en til en, at en mere giver den samme pris. Vi siger jo så dermed, at al udvikling og innovation, alt i den offentlige sektor, skal stå stille, og det synes jeg ikke det skal. Jeg synes simpelt hen, vi skal være noget mere ambitiøse, og jeg vil ikke bare fylde, er det 69 mia. kr. i det demografiske træk.

Hr. Kasper Sand Kjær, værsgo.

Det er jeg for så vidt fuldstændig enig i: at vi jo ikke kan lade det stå alene. Vi har også brug for innovation og udvikling af den offentlige sektor, og selvfølgelig er der masser af steder, tingene sikkert kan gøres smartere. Men frem mod 2025 er det alligevel 8,5 mia. kr., vi taler om, når vi taler om det demografiske træk, altså at hvis man lader pengene følge med, skal der være 8,5 mia. kr. mere, end der er i dag. Det er dog alligevel meget at skulle finde på kort tid gennem innovation og arbejde på nye måder, så konsekvensen vil vel være, hvis man ikke lader pengene følge med, så der er lige så mange penge, som der er i dag, pr. borger i ældreplejen, som hr. Søren Pape Poulsen talte om i sin tale, at kvaliteten alt andet lige vil blive forringet.

Værsgo, hr. Søren Pape Poulsen.

Men vi har ikke på noget tidspunkt sagt, at der ingen penge skal følge med. Vi har bare sagt, at vi ikke vil fylde det demografiske træk. Der er jo forskel på, om man vil betale en til en, eller om man vil give det noget af vejen.

I forhold til hele den diskussion har jeg det lidt sådan, at den der velfærdslov bare er en forbrugslov; det er den for mig. Det er jo kun en lov, der siger noget om, hvor mange penge vi skal bruge, ikke noget om kvalitet, ikke noget om, hvad det er for et samfund, vi gerne vil have, og ikke noget om, hvad det er for en omsorg, der skal leveres, og det er der, jeg synes, den velfærdslov fejler helt vildt, for det må da handle om kvaliteten og ikke bare at måle på, hvor mange penge vi bruger.

Så er det fru Anne Paulin, Socialdemokratiet.

Tak for det. På Konservatives hjemmeside står der, at Konservative vil have et ambitiøst klimadelmål for 2025. Samtidig har Konservative også kritiseret regeringens aftale med SF, Radikale og Enhedslisten om et delmål på 50-54 pct. Nu står vi snart og skal til at stemme om det her i løbet af efteråret, så hvor står Konservative henne nu? Vil Det Konservative Folkeparti stemme for delmålet på 50-54 pct.?

Ordføreren.

Det vil komme frem, når vi behandler sagen her i salen meget snart. Jeg minder lige om historikken i den her sag. Klimaministeren skriver på Twitter den 7. maj, at nu indkalder han støttepartierne til at indgå en aftale, og regeringen mener, det skal være 46-50 pct. Det skrev han på Twitter, og så kom man ud med en aftale, hvor det var 50-54 pct. Jeg synes, det er dybt provokerende, at de partier, der har lavet en aftale om klimaloven, ikke engang bliver inviteret til indgåelsen af den aftale, men bare får den præsenteret. Vi har spurgt: Jamen kan vi så se noget dokumentation for, at vi rent faktisk kan nå det? For vi skal sætte ambitiøse klimamål, det kan man overhovedet ikke diskutere. Det skal vi, men jeg synes da, at de partier, der indgår en aftale, bare som det mindste skal inviteres indenfor.

Vi vil selvfølgelig kigge på det, og vi vil selvfølgelig spørge ind til, om vi så kan få dokumentationen nu, hvor støttepartierne sammen med ministeren ligesom har markeret, at det er dem, der har gjort det. Så vil vi glæde os til at se det. Vi vil gerne vedtage ambitiøse mål, og vi vil gerne gøre det på et oplyst grundlag.

Anne Paulin, værsgo.

Det må man sige ikke var et særlig klart svar, men det kan være, at jeg til gengæld kan få et klart svar på det næste spørgsmål, som er: Hvad er to-tre konkrete konservative klimainitiativer, der virkelig kan batte, og som er konservativ klimapolitik, ud over en grøn skattereform, som vi jo allerede er i gang med at arbejde med?

Der er 30 sekunders taletid. Værsgo.

Tak for det. Ja, jeg har 30 sekunder. Må jeg bare lige sige, inden vi kommer til det andet, at det da ikke var et uklart svar, jeg gav lige før. Jeg sagde da meget klart, at vi har ambitioner på det her område. Jeg siger jo ikke, at vi ikke vil være med til dem med de 50-54 pct. Jeg siger bare, at det der med at skose partier for ikke at gå med i en aftale, man ikke bliver inviteret med i, synes jeg egentlig er noget mærkeligt noget. Vi har jo flere gange sagt, at vi er klar til at aftale bindende mål, at vi er klar til at investere i den grønne omstilling. Altså, vi er med på den her dagsorden. Jeg synes da også, vi har været tydelige og synlige. Jeg synes da, man i al respekt må sige, at vi gjorde vores stemme klart gældende i den landbrugsaftale, vi lige har vedtaget.

Så er det fru Camilla Fabricius, Socialdemokratiet. Værsgo.

Tak for det. Jeg vil bare følge op på min kollegas spørgsmål her. Hvad vil for De Konservative være to-tre benhårde klimamål?

Ordføreren, værsgo.

F.eks. var vi det første borgerlige parti, der sagde: Vores politik er at opfylde en 70-procentsmålsætning. Det var det, Det Konservative Folkeparti sagde. Det Konservative Folkeparti var også det parti, der allerførst var med i den allerførste klimalov, der blev lavet. Så har vi også sagt, at vi vil investere massivt i den grønne omstilling. Vi har sagt, at der skal bruges mere på forskning, for det er ad den vej, vi skal sikre den grønne omstilling. På hele landbrugets område kom vi jo med et udspil. Så vi har lagt masser af politik frem i forhold til den grønne omstilling, og det kan vi heldigvis samles om. Jeg hører jo ikke nogen konflikt i det her. Jeg glæder mig sådan set bare over, at det er noget af det, vi er fælles om.

Camilla Fabricius.

Tusind tak. Jeg er også glad for, at man er med i en aftale, men kan hr. Søren Pape Poulsen nævne to-tre forslag?

Ordføreren.

Jeg ved det ikke, men er det det socialdemokratiske økonomisk-politiske spinapparat, der har bestemt, at man skal spørge om det samme? Så skal jeg gerne prøve at svare på det igen. Vi havde et forslag om en 70-procentsmålsætning; vi har talt for en større grøn omstilling og for at investere massivt i forskningen; vi er kommet med forslag på landbrugsområdet; vi er kommet med forslag på affaldsområdet; vi er kommet med forslag på energiområdet. Nu henviste spørgerens partikolleger til vores hjemmeside og mange andre steder. Jeg skal gerne med den store interesse, der er, sende en liste over til Socialdemokratiet.

Så er det fru Karina Adsbøl, Dansk Folkeparti.

Tak for det. Og tak til Det Konservative Folkepartis ordfører, som jo har meldt sig ind i ældrekampen – det er vi rigtig glade for i Dansk Folkeparti. Jeg vil godt følge op på det, hr. Kristian Thulesen Dahl også spurgte om, nemlig om det her forslag til ældrelov, som vi fremsatte netop i forhold til klippekortsordningen. Var det et klart og tydeligt ja til, at Det Konservative Folkeparti gerne vil være med til at skrive ind i lovgivningen, at de ældre har ret til at få den klippekortordning? For vi kan jo se, at der sker store besparelser på det her ude i kommunerne, hvor mange har fravalgt klippekortordningen.

Jeg synes, at svaret ikke var så tydeligt. Så hvis vi bare kan få bekræftet, at De Konservative gerne vil være med til at få det indskrevet i lovgivningen, ville det være fantastisk.

Ordføreren.

Ja, altså i det ældreudspil, vi kom med – var det i sidste eller forrige uge? – er et af vores forslag at fordoble klippekortordningen.

Karina Adsbøl, værsgo.

Ja, men det, jeg spørger om, er her, at vi får det indskrevet i lovgivningen. Dansk Folkeparti fremsatte jo det her forslag til ældrelov, bl.a. fordi de ældre netop skulle have ret til klippekortordningen. Det synes jeg bare ikke De Konservatives ordfører svarede tydeligt nok på, for det kræver jo bare et højt og tydeligt ja til, at det vil man gerne være med til.

I forhold til den anden del om det frie valg og velfærdsaftaler har ordføreren fuldstændig ret i, at det netop forringede de ældres muligheder; altså det forringede de ældres muligheder for at udpege deres egne hjælpere og alle de her ting.

Men jeg vil godt høre, om man vil være med til at indskrive det i lovgivningen.

Værsgo til hr. Søren Pape Poulsen.

Jeg tror, vi skal passe på, at vi ikke taler forbi hinanden. Vi taler om forslaget til ældrelov, som vi jo stemte imod, fru Adsbøl, bl.a. fordi en del af det forslag var, at der skulle være minimumsnormeringer, og det går vi simpelt hen bare ikke ind for. Som jeg også sagde til hr. Kristian Thulesen Dahl: Lad os da sætte os ned og finde en række forslag på ældreområdet, hvor vi kan møde hinanden. For jeg hører, at vi er fuldstændig enige om klippekortordningen, hvis det er det, der spørges efter. Vi er nødt til at sikre, når vi laver klippekortordningen, at det bliver ført ud i den spidse ende, så man ikke bare tager det over rammen og afskaffer det for de ældre bagefter. Det er vi helt med på.

Fru Lisbeth Bech-Nielsen, SF.

Tak. Hr. Søren Pape Poulsen startede ud med at sige, at vi mangler arbejdskraft i Danmark – og det er jo rigtigt på sin vis. Det gør vi. Vi har jo så også 100.000 ledige; vi har 18.000 på over 55 år, som rigtig gerne vil have et arbejde, og som er vant til at gå på arbejde, men har svært ved at finde et – måske på grund af deres alder. Og vi har mellem 10.000 og 16.000 unge mennesker, der mangler en praktikplads for at kunne gøre deres uddannelse færdig og blive arbejdskraft. Derudover har vi 15 millioner arbejdsløse europæere, som vi ikke skal bruge beløbsordninger eller andet på, men som kan komme til Danmark, som det ser ud i dag.

Jeg har endnu ikke fået et godt svar på, hvorfor man ikke blandt de 15 millioner europæere, som mangler et arbejde, kan finde den arbejdskraft.

Ordføreren, værsgo.