Verden forandrede sig den 24. februar. Der er krig i Europa – tænk, at vi igen skulle opleve det. Derfor vil jeg i den her afslutningstale vende blikket udad mod den skæbnestund, som verden befinder sig i, og de store beslutninger, som det stiller Danmark over for.
Putins krig er brutal, uretfærdig og umenneskelig. Vi har set det med sønderbombede byer, hospitaler, skoler og boligblokke, hvor mennesker for kort tid siden levede et liv som du og jeg. Nu ligger husene i ruiner, og familierne er drevet på flugt. Der er massegrave med dræbte civile – børn, kvinder og mænd – beretninger om overgreb og voldtægter. Det er virkelighed lige nu på vores kontinent.
Over hele verden har frie folk rejst sig i protest, og det har vi også gjort i Danmark. Tak til alle jer danskere, der har støttet Ukraine og det ukrainske folk – alle jer borgere, virksomheder og organisationer, der har doneret tøj, penge og nødhjælp, hjulpet familier i sikkerhed, åbnet jeres hjem for de fordrevne og taget imod dem i lokalsamfundet. Med jeres handlinger – hver især – viser I, hvad Danmark er, og hvad vi står for.
Hvem er vi? Vi er et lille land, et besindigt folk, som ikke giver sig af med store armbevægelser og vidtløftige ord. Ved jorden at blive, det tjener os bedst. Hvad end vi vil det eller ej, ligger den mentalitet dybt i os. Men der er også en anden fortælling om et land og et folk, der kan så utrolig meget – måske mere, end vi selv tror.
Se bare, hvordan vi har klaret os gennem pandemien. Vi er et af de lande i verden, der har haft den laveste overdødelighed, og et af de lande, der er kommet økonomisk bedst ud af krisen. Det skyldes indsatsen fra hver enkelt borger her i landet. Ved vores handlingers kollektive kraft har vi reddet menneskeliv, og vi har beskyttet vores samfund. Netop nu kæmper flere lande rundtom i verden med at holde smitten under kontrol, og også herhjemme skal vi forberede os på, at situationen igen kan ændre sig til efteråret. Derfor vil regeringen inden sommer præsentere en strategi for den fortsatte coronahåndtering, og den skal selvfølgelig drøftes med Folketingets partier.
Men her og nu ser vi frem til en sommer i Danmark med fester – gerne mange af dem – koncerter, kunst og kultur og gensyn med gamle venner. Tænk, at vi får en sommer, der igen starter med Roskilde Festival og med Tour de France på dansk jord. Alt det kan vi takke hinanden for. Vores fællesskab står stærkt.
Den vished og den tro på os selv og hinanden skal vi bruge nu. Vi står i en ny udenrigs- og sikkerhedspolitisk virkelighed. Der er krigen i Ukraine, et aggressivt Rusland, stigende spændinger i Sydøstasien, et Kina, der opruster militært, og som i øvrigt har kurs mod at overhale USA som verdens største økonomi, og der er nye sikkerhedstrusler, cyberangreb og angreb på den demokratiske samtale og en demografi, der ændrer sig. I løbet af de næste 10 år vil Afrikas befolkning vokse med en femtedel. Det vil skabe øget pres på Afrikas jord, og det vil skabe øget pres på Europas grænser i en tid, hvor asylsystemet allerede har spillet fallit. Oven i alt det her kommer selvfølgelig klimakrisen, som allerede nu har ændret og påvirker levevilkårene for millioner af mennesker.
Verdens plader flytter sig økonomisk, militært og demografisk. Og vi kan ikke tage vores egne værdier for givet. Vi skal tværtimod vedholdende kæmpe for dem – demokrati, menneskerettigheder, respekten for den suveræne stats ret til selv at bestemme, faktisk alt det, som vi har bygget vores frie samfund på, og som i øvrigt er værnet mod, at det er de autoritære kræfter, der vinder frem.
Krigen i Ukraine viser med al tydelighed, at vi lige nu befinder os i en kamp mellem dem, der vil demokratiet, og dem, der ikke vil; dem, der støtter det regelbaserede internationale samfund med respekt for også mindre staters ret til frihed og suverænitet, og dem, der ikke spiller efter spillereglerne.
Modige og fremsynede politikere før os har engageret Danmark i den frie verdens fællesskaber i FN, i NATO og siden i EU. Netop de institutioner har sikret Europa og Vesten fred og fremgang. Styrken af de fællesskaber ser vi nu, og Europa og USA står mere samlet end måske nogensinde før. Når ufriheden banker på Europas dør, findes neutralitet ikke. Putin troede, han kunne splitte os. Det kunne han ikke. Vesten skal forblive samlet. Det er nu, vi skal vise, hvem vi er, og hvad vi er. Ukraine skal vinde krigen.
I Danmark har vi en stolt og i øvrigt lang tradition for at engagere os i verden omkring os. De borgerkrigen rasede på Balkan i 1990’erne, sendte vi soldater, kampvogne og fly for at beskytte civilbefolkningen. Igennem mange år har danske kampfly bidraget til NATO’s fælles luftforsvar, og for nylig blev en dansk kampbataljon udsendt til Letland, så der nu er 1.000 danske soldater i de baltiske lande. Det er det største danske militære bidrag i nyere tid.
I de seneste måneder har jeg selv haft lejlighed til at besøge mange af de modige mænd og kvinder, der løser opgaverne på vores vegne, både herhjemme og ude i verden. Vi har nogle fantastiske soldater. Tusind tak for jeres uvurderlige indsats for Danmark og for freden. Med Dannebrog på skulderen er I engagerede, professionelle og har evnerne til at løse selv meget vanskelige opgaver – og til at samarbejde, også når tingene spidser til. Det er det, vi kendes for ude i verden, og det er det, der gør os til en eftertragtet samarbejdspartner mange steder.
Danmark er et land, som de andre kan regne med, og den arv løfter vi også nu. Danmark sender våben og militært udstyr til Ukraine og humanitær hjælp til ofrene for krigen. Vi har lovet ukrainerne, at vi også vil hjælpe med at genopbygge deres land, og faktisk er vi allerede gået i gang: De første danske gravemaskiner er ankommet. Midt i krisen hjælper vi Ukraine med at bygge fremtiden.
Jeg er dybt taknemmelig for det lederskab, som partierne bag det nationale kompromis har taget på sig. Der skal lyde en varm tak til hr. Jakob Ellemann-Jensen fra Venstre, fru Pia Olsen Dyhr fra SF, fru Sofie Carsten Nielsen fra Radikale Venstre og hr. Søren Pape Poulsen fra Det Konservative Folkeparti. I stod klar, og vi blev hurtigt enige om, at når verden forandrer sig, står Danmark ikke stille. For en stund lagde vi uenighederne på hylden og stod sammen om en historisk aftale om dansk forsvar og sikkerhed. Tak for det mod, og også tak for viljen til at tage ansvar. Og i øvrigt tak til de partier, der efterfølgende har bakket op.
Den 1. juni skal vi beslutte, om vi vil afskaffe forsvarsforbeholdet og deltage i det europæiske samarbejde om sikkerhed og forsvar. For mig handler afstemningen først og fremmest om, hvilket land vi vil være. Vil vi kæmpe for de værdier og for de fællesskaber, som har gjort Danmark til et frit, trygt og rigt land, eller vil vi overlade ansvaret til de andre? Danmark er i dag det eneste land i EU, der har et forsvarsforbehold. Alle andre lande er med i samarbejdet om sikkerhed og forsvar, vores sikkerhed og vores forsvar. Det gælder også Sverige og Finland, der nu også søger optagelse i NATO. At vi er det eneste land, der ikke har et forsvarsforbehold, betyder også, at vi ikke engang har muligheden for at kunne bidrage på forsvarsområdet, selv når vi ønsker det og det entydigt er i Danmarks interesse. Det mener jeg faktisk ikke at vi er tjent med. Derfor stemmer jeg selv ja den 1. juni, og det gør jeg med hjertet.
Der går igen en mur igennem vores kontinent, mellem demokrati og frihed på den ene side og undertrykkelse og mørke på den anden side. Jeg både tror og er bange for, at flere konflikter vil komme til, konflikter, som enten direkte eller indirekte vil true Danmark. Vi skal kunne forsvare os selv bedre og stærkere. Derfor skal vi stå stærkere sammen med vores allierede. Vi skal være med – rigtigt.
Et stærkere europæisk samarbejde om sikkerhed og forsvar vil også gavne NATO. Det sagde NATO's generalsekretær, Jens Stoltenberg, så sent som i sidste uge her i København. Det transatlantiske samarbejde vil fortsat være hjørnestenen i Danmarks sikkerhed, men styrker vi EU, styrker vi også NATO.
Der er selvfølgelig en række spørgsmål, der går igen, når vi diskuterer forsvarsforbeholdet. Er det her første skridt til at afskaffe alle forbehold? Kommer der en EU-hær? Og vil det fremover være politikere, der sidder i Bruxelles, der kan træffe beslutning om at udsende danske soldater? De tre ting vil jeg gerne knytte et par ekstra ord til.
Som det første vil jeg sige, at afstemningen den 1. juni udelukkende handler om forsvarsforbeholdet, altså vores samarbejde om forsvar og sikkerhed – intet andet. Der findes ingen EU-hær. Vi har vores eget nationale forsvar, ligesom Sverige har og Tyskland har. Med vores nationale forsvar kan vi vælge at samarbejde med de andre lande. Det kan vi i dag gøre i NATO-regi. Hvis vi siger ja til samarbejdet i Europa, vil vi også kunne gøre det i regi af EU og derved lade dansk forsvar indgå i et samarbejde med andre EU-lande på eksempelvis Balkan, hvor en mulig ny konflikt kan opstå. Men det vil fortsat være os her i Danmark, der suverænt bestemmer, om danske soldater skal udsendes eller ej. Der er ikke en EU-hær, og der kommer ikke en EU-hær. Og når det er os, der suverænt, altså her i Folketinget, der skal træffe den beslutning, så er det, fordi det at udsende en soldat, mand eller kvinde, er den sværeste beslutning, vi overhovedet kan træffe i den her Folketingssal. Det må og skal være en beslutning, der træffes her.
Så for mig at se er der ingen tvivl: Det vil gavne Danmark med et ja. Det vil give os flere muligheder, det vil styrke vores sikkerhed, og det vil styrke vores tryghed, hvis vi siger ja den 1. juni. Når verden forandrer sig, og den her gang til noget, der er værre og mere usikkert, så skal Danmark ikke blive stående. Derfor anbefaler jeg helhjertet et ja den 1. juni.
Også i rigsfællesskabet mærker vi den nye sikkerhedspolitiske virkelighed: øget militær tilstedeværelse og stigende opmærksomhed på Arktis. Det kalder i regeringens øjne på et endnu tættere samarbejde mellem Grønland, Færøerne og Danmark. Vi er enige om at fordømme Ruslands invasion af Ukraine, vi er enige om nødvendigheden af at stå sammen med vores allierede i Vesten, og for 1 år siden besluttede vi at styrke vores samarbejde på både udenrigs-, sikkerheds- og forsvarsområdet, selvfølgelig især på de områder, der har særlig relevans for Færøerne og Grønland. Det arbejde er vi gået i gang med, og det er i mine øjne en naturlig udvikling af et stærkt, moderne og ligeværdigt rigsfællesskab.
Det står også klart, at sikkerhed handler om energi. Vi skal i Danmark og i Europa hurtigst muligt gøre os uafhængige af Putins gas. Russisk gas, olie og kul skal udfases og selvfølgelig erstattes med vedvarende, grøn energi. Danmark er blandt de lande i verden, der er kommet længst med den grønne omstilling, så vi står godt. Men tempoet skal virkelig sættes op. Det skal sættes op med en massiv udbygning af vedvarende energi: mere havvind, mere landvind, mere sol, flere energieffektiviseringer og ikke mindst fjernvarme, så vi kan få gjort varmeregningerne mindre i de danske hjem.
Jeg tør godt sige, at Esbjerg forleden dag virkelig kom på verdenskortet. Danmark er gået sammen med Tyskland, Nederlandene og Belgien om en ambitiøs plan for Nordsøen. Med Esbjergerklæringen vil vi firdoble vores vindkapacitet på havet allerede i 2030 og tidoble den i 2050. Det vil kunne dække det nuværende strømforbrug hos 230 millioner europæiske husstande – det er det, vi taler om. Og når vi er færdige med det her, vil det svare til – og hold fast – mindst halvdelen af al den havvind, som hele EU skal bruge for at sikre, at vi er helt neutrale, altså hvad angår klima, frem mod 2050. Med andre ord: Esbjerg bliver porten til det, vi vil sikre bliver Europas nye, store grønne kraftværk, nemlig Nordsøen. Det kommer til at skabe tusindvis af gode danske arbejdspladser, og med det her viser vi jo igen i det her lille land, at det er muligt at kombinere høje klimaambitioner med velfærd, arbejdspladser og økonomisk vækst.
Når vi kan det, skyldes det ikke mindst den kurs, som vi satte sammen for næsten 3 år siden, hvor Folketinget fik et nyt politisk flertal og Danmark en ny regering. Med forståelsespapiret blev vi enige om det nok mest ambitiøse klimamål i verden: reduktion med 70 pct. i 2030. Hvor langt er vi så nået på de 3 år? Ikke kun en tredjedel, ikke kun halvvejs. Med de aftaler, vi har indgået, og de forslag, vi har lagt frem, senest med et nødvendigt udspil til en grøn skattereform med en høj og mere ensartet afgift på CO2, er vi kommet to tredjedele af vejen til de 70 pct. i 2030. Tak til alle partier her i salen, der har været med til at gøre det muligt – dem er der mange af!
Alligevel vil jeg sige en særlig tak til tre partier: SF, Radikale Venstre og Enhedslisten. Tak for jeres stædighed, jeres insisteren på, at vi skulle stræbe højere, end vi selv troede var muligt. Det er i høj grad jeres fortjeneste, at vi er kommet så langt – ikke kun jer tre partiledere, men også jer andre, ikke mindst de ordførere, som hver eneste dag sikrer de resultater, der er nødvendige, både for Danmark og vores jordklode. Tak for det.
Når vi er, hvor vi er i dag, viser vi i Danmark, at grøn omstilling ikke længere er et valg. Vi skal løse klimakrisen, for der er ikke et alternativ, og den grønne omstilling er nu en af de grundpiller, som vores samfund hviler på: arbejdspladser, velstand, velfærd og bæredygtighed. Vi lader os ikke styre af frygten, men af ambitionen om en grønnere, sikrere og friere fremtid for vores børn og for vores børnebørn.
Krigen i Ukraine har også nu betydelige økonomiske konsekvenser. Vi oplever lige nu de største prisstigninger i næsten 40 år: 1 l mælk, 12 kr.; en pakke oksekød, en halvtredser; smør, 25 kr. – jeg troede selv, det var løgn, da jeg så det. Og benzinen – jeg var i Jylland her i weekenden – rammer snart 17 kr. Inflationen er et spøgelse, der går igennem vores økonomi. Den udfordrer mange danske familier, og den kommer også til at udfordre os politisk.
Skattelettelser er der så nogen der siger, og det forstår jeg godt. Jeg vil også gerne give skattelettelser, så danske lønmodtagere kunne få flere penge mellem hænderne. Alligevel er det ikke helt så simpelt endda, for hvis vi skal gøre det på en måde, der ikke bare gør inflationen værre, så skal de skattelettelser finansieres. Og det er ikke småpenge, vi taler om.
Hvis vi skulle udligne de omkostninger, som danskerne har i år, bare i år, som følge af inflationen, f.eks. med skattelettelser, så vil det koste samfundet over 35 mia. kr. – i umiddelbare ekstraudgifter. Det er mere end de samlede udgifter til su. Det er lønudgifterne til hver tiende offentligt ansatte. Det er mere, end hvad det koster at drive alle danske plejehjem. Det er derfor, vi har sagt – igen og igen – at vi ikke kan holde alle skadefri. For medmindre man er parat til at gennemføre massive nedskæringer i vores velfærd – og det er den her regering ikke – vil det ikke være muligt at kompensere alle en til en. Det er jo ikke det samme, som at vi slet intet kan gøre.
Vi har allerede aftalt at hjælpe mere end 400.000 husstande, der er særlig hårdt ramt af de stigende energipriser. Og vi har fra regeringens side foreslået et engangsbeløb på 5.000 kr. til de pensionister, der har mindst. De pensionister er jer derude, der kun har en folkepension – og måske en lille opsparing – og som ikke har mulighed for at komme i arbejde igen, og som jeg ved på ingen måde lever i sus og dus. Jeg kender jer. Jeg ved, at indkøbet ofte planlægges, efter man har kigget tilbudsavisen igennem. Prisstigningerne handler ikke om at droppe en ferie, for det er der nogle af jer der allerede i dag ikke har råd til. Nu handler det simpelt hen om at få hverdagen til at hænge sammen. Her ved jeg også, at 5.000 kr. skattefrit betyder noget.
Det er et forslag, der har nydt bred opbakning her i Folketinget. Det er et forslag, der i vores øjne er målrettet, og som er midlertidigt og derfor også ansvarligt. Vi har foreslået, at pengene skal findes ved at nedjustere de offentlige anlægsinvesteringer i år og næste år. Sammenlignet med andre lande, der – med et andet økonomisk udgangspunkt – har vedtaget meget mere omfattende hjælpepakker, har vi i Danmark faktisk valgt at være tilbageholdende, fordi vi er bange for at forværre inflationen. Det skal vi holde fast i. Men også den her krise skal vi håndtere på en måde, der både er ansvarlig og retfærdig – hvor vi bliver ved med at føre en ansvarlig økonomisk politik, men hvor vi samtidig evner at hjælpe dem, der er hårdest ramt. Det håber jeg på Folketingets opbakning til. Og vi ved jo, at det kan lade sig gøre.
Under coronaen holdt vi hånden under dansk økonomi. Vi gav lønkompensation til medarbejdere, der blev hjemsendt, hjælp til virksomheder, der blev ramt af nedlukninger, og mange forskellige støtteordninger til de brancher, der var mest udsatte. Når vi kunne gøre det, var det jo, fordi vi dengang som i dag står på et fundament af en solid og holdbar dansk økonomi, skabt gennem årtiers reformer. Vi havde med andre ord noget at stå imod med, da krisen ramte. Jeg tror nu alligevel, at der var mange, der undervejs tænkte: Har vi råd til det her? Og på et tidspunkt advarede jeg selv mod, at der gik fartblindhed i den økonomiske politik – så vi ikke begyndte at finansiere varige udgifter med lånte penge. Men det gjorde vi jo heller ikke. Det var midlertidige hjælpepakker, som efterfølgende faldt bort.
Den ekspansive økonomiske politik, hvor vi fremmer efterspørgslen, sætter gang i økonomien for at få folk i arbejde, er sådan klassisk socialdemokratisk krisepolitik. Men den her krise er anderledes. For der er i forvejen fuldt blus på økonomien. Arbejdsløsheden er lav, og kapaciteten er presset. Derfor bliver kuren også nødt til at være en anden. Selv om nogle økonomer forventer, at inflationen vil falde til et lavere niveau næste år, ved vi dybest set ikke, hvor lang tid det her kommer til at vare. Derfor vil jeg i dag gerne advare mod, at vi bliver for dogmatiske i den økonomiske politik.
Som socialdemokrat og som statsminister er jeg optaget af, at vi også i den her krise finder den rigtige balance. Det, vi gør, skal være ansvarligt – altid. Men det skal også være retfærdigt. Derfor må vi først og fremmest være pragmatiske. Det er lige præcis det, coronahåndteringen viser os. Dengang blev der jo f.eks. også sat spørgsmålstegn ved, om den økonomiske politik var for aktiv, for ekspansiv. Der var meget kritik, også her i salen, af, at vi optog for meget gæld. Men allerede i år forventes vores gæld i Danmark at være lavere end før pandemien – lavere end før pandemien! Vi er et af de eneste lande i Europa, der havde overskud på de offentlige finanser i 2021. Faktisk var Danmarks overskud sidste år det højeste i EU. På mange måder taler de økonomiske resultater for sig selv.
Først troede vi – og det var vi egentlig glade for – at vi havde den højeste vækst i 15 år. Vi tænkte: Det er egentlig meget godt gået. Det skulle vise sig, at vi har den højeste vækst i 27 år. Ikke siden tidligere statsminister Poul Nyrup Rasmussen stod på den her talerstol og åbnede Folketinget i 1994, har Danmark haft en højere vækst end den, vi havde sidste år. Og jeg kunne blive ved. Vi har den laveste arbejdsløshed i 13 år. Og der har aldrig – og jeg gentager: aldrig – været flere i arbejde i Danmark end netop nu.
Alle de her gode nøgletal – og her bliver det mærkeligt – kommer vi ikke til at mærke i hverdagen. Jo, vi mærker, at de fleste, vi kender, er i arbejde. Og det er det vigtigste. Det vil altid være det vigtigste. Men stadig flere vil opleve en ret stor forskel på det, at alle tallene på papiret ser gode ud, og det, man så oplever, når man handler ind, eller når man skal betale varmeregningen. Mange danskere kommer til at opleve en mere presset privatøkonomi, og mange vil selvfølgelig være bekymrede. Og det kan godt gå hen og blive en hård tid for mange danskere. Derfor synes vi, at den vigtigste opgave er at holde arbejdsløsheden så meget nede, som vi overhovedet kan, så folk bliver ved med at have et arbejde, og fortsat kombinere retfærdighed og ansvarlighed.
Så vi har med andre ord en både sund og stærk økonomi. Det skyldes jo altså først og fremmest den virkelyst, som rigtig mange mennesker udviser i det her samfund: at man, som det populært beskrives, står op og smører sin madpakke – måske en gang imellem én med makrel – og tager på arbejde. Det skyldes også et utrolig dygtigt, entreprenant og innovativt dansk erhvervsliv. I er slet og ret dygtige både til at drive virksomhed og til at tjene penge til jer selv og til vores samfund, men nok så vigtigt er I også gode til at tage et ansvar, der er større end det, man kan se på bundlinjen.
Endelig mener jeg, at vi også kollektivt kan ranke ryggen her i Folketinget. For på trods af de uenigheder, der måske kommer til at fylde i debatten i dag og endnu mere, jo tættere vi kommer på et valg, er sandheden jo den, at vi er gode til at arbejde sammen, og at der står meget brede flertal bag langt hovedparten af den politik, der er vedtaget her i salen de seneste 3 år. Vi fandt balancerne, og det skal vi blive ved med at gøre, så vi her og nu fører en politik, der ikke forværrer inflationen, men som samtidig hjælper dem, der har mindst – og hvor vi i øvrigt efterfølgende forhåbentlig også tager et fælles ansvar for nye reformer.
Til august vil regeringen præsentere en 2030-plan. Den vil danne rammen om Danmarks overordnede økonomiske politik. Den bliver stram. Der vil ikke være en masse nye penge at gøre godt med i vores velfærdssamfund, desværre. Men vi kan sørge for, at pengene følger med, når der kommer flere børn, og når der kommer flere ældre, så den enkelte børnehave og det enkelte plejecenter ikke skal starte hvert år med at skære ned på det, der er det vigtigste. Og når vi samtidig har skabt plads til varige investeringer i vores forsvar og sikkerhed, så vi kan leve op til det løfte, vi har givet vores allierede i NATO, så vil der være historisk få penge tilbage til nye tiltag.
2030-planen skal – og vil – dog vise, hvordan vi kan etablere et nyt grønt råderum, så vi har mulighed for at investere i vores klima og miljø. Samlet set vil det være en 2030-plan, der viser, at vi har behov for nogle skrappe prioriteringer i årene fremover. Vi vil gerne videre med at tage livtag med bureaukratiet i den offentlige sektor, så vi frigør tid og velfærd til den enkelte borger. Men også i de kommende år vil nye tiltag kræve, at vi finansierer dem her i Folketinget enten gennem besparelser andre steder eller gennem nye reformer. Og vi vil foreslå det sidste. Vi er i gang, men vi skal videre.
Med »Danmark kan mere I« øger vi arbejdsudbuddet med 12.000 personer, bnp med 17,5 mia. kr. i 2030, og samtidig investerer vi markant i uddannelse. Med »Danmark kan mere II« lægger vi vejen til at gøre os fri af Putins gas og sætter tempoet op i den grønne omstilling. Nu er vi gået i gang med at forberede »Danmark kan mere III«. Det er min ambition, at vi fortsætter kursen med en omfattende frisættelse af medarbejderne i den offentlige sektor, så de penge og ikke mindst den tid, der i dag bruges i vores velfærdssamfund, bliver brugt klogere.
Et af de områder i vores velfærdssamfund, hvor vi skal tage fat, er sundhed. Det danske sundhedsvæsen er langt bedre end sit rygte. Vi har fri og lige adgang til behandling, højt specialiserede sygehuse og dygtige medarbejdere, der har ydet en kraftpræstation under pandemien. Det kan vi være stolte af. Men allerede inden corona stod det klart, at der er nogle mere grundlæggende problemer i vores sundhedsvæsen. For det er ikke rimeligt, at mennesker må vente på behandling og gå rundt med smerter eller gener, som kunne have været undgået, hvis man var kommet i rette tid. Det er ikke rimeligt over for de patienter, der i dag må ligge på gangene, fordi der ikke er hospitalsstuer nok, og det er heller ikke rimeligt over for de medarbejdere, der har for travlt, når der mangler kolleger. Mange steder bliver der løbet for stærkt, arbejdspresset er stort, og det går både ud over patienter og medarbejdere.
I efterhånden flere år har vi talt om at gøre vores sundhedsvæsen bedre. Rigtig meget er lykkedes. Vi er blevet bedre til at behandle kræft, og færre danskere dør i dag af en hjerte-kar-sygdom. Men læg lige mærke til, hvad det er, vi ofte taler om, når vi taler om sundhedsvæsenet: kroner og øre, responstider, behandlingspukler, rettigheder, garantier, systemer og strukturer. Glemmer vi ikke en lille smule at tale om det, der er vigtigst, nemlig dig som patient; dig som medarbejder; alle os, der er pårørende – desværre; alle de tusindvis af skæbner, der hver dag fletter sig ind og ud af hinanden på hospitalsgangene og i venteværelserne? Sygdom og ulykke kan ramme os alle sammen – os selv eller næsten endnu værre: en af dem, vi holder af.
Jeg tror, at de fleste kan genkalde sig følelsen: Ventetiden er det værste, ventetiden på den næste undersøgelse, på et resultat eller på det næste svar fra lægen – skrøbeligheden, usikkerheden, uvisheden. Det er, når vi er allermest sårbare, at vi for alvor har brug for et stærkt velfærdssamfund. Så har vi brug for, at der er tid nok, til tryghed og omsorg – tid til, at medarbejderne kan gøre det, de er uddannet til: behandle, pleje og hjælpe os. Den omsorg og det nærvær kan man ikke effektivisere sig frem til. Der er brug for endnu større og nye løsninger.
Siden regeringen trådte til for snart 3 år siden, har vi sammen med en del partier her i Folketinget aftalt det største løft af velfærdssamfundet i 10 år. Men det er ikke alle steder, man kan mærke det, selv om vi har afsat penge til 1.000 flere sygeplejersker, til en styrket psykiatri og til bedre forhold for de fødende. Så penge i sig selv kan ikke gøre det.
I fredags indgik vi en meget bred aftale om en sundhedsreform – tak for det til Folketinget. Med den aftale har vi valgt at styrke det nære sundhedsvæsen – det var det, vi som socialdemokrater lovede før valget: op til 25 nye nærhospitaler, en styrket akutindsats, mere sammenhængende behandlingsforløb, at flere sundhedstilbud skal tættere på borgerne, ud i kommunerne. Det er rigtig godt.
Vi er også blevet enige om at give sygeplejersker og jordemødre mulighed for selvstændigt at udføre nogle bestemte opgaver, som i dag kræver det, man kalder en delegation fra lægen. En sygeplejerske skal med andre ord ikke længere have en læges tilladelse til at tage en blodprøve fra en patient – det er fornuftigt. En jordemoder skal i fremtiden på egen hånd kunne hjælpe en fødende i smerter med en lokalbedøvende indsprøjtning – selvfølgelig. Og hjemmesygeplejersken, der besøger en borger i hjemmet, skal kunne vaccinere eller give væsketilskud uden først at skulle ringe til lægevagten. Nogle vil helt sikkert tænke: Er det ikke sådan allerede? Det er det ikke. Det kan lyde som teknik, men det er sund fornuft, og det kommer til at få stor betydning for patienterne. For det skal ikke være sådan, at en ældre borger med lungebetændelse skal indlægges igen og igen, når vi i virkeligheden kunne have forebygget det. Den opfølgende behandling skal styrkes. Med andre ord: Vi skal i højere grad lade fornuften råde og lade medarbejderne bruge deres faglighed.
Det er nogle gode skridt i den rigtige retning, men det vil heller ikke løse alle problemerne, for de kommende år bliver der markant flere ældre. Det er dejligt. Flere danskere lever længere, og lægevidenskaben bliver bedre. Men vi vil også opleve, at stadig flere danskere får en kronisk sygdom, og allerede nu mangler vi medarbejdere. I dag er næsten hver anden sygeplejerske ansat på deltid, og det samme gælder, hold fast, otte ud af ti sosu'er i kommunerne. 8 pct. af alle sygeplejersker forlader deres fag, inden der er gået 10 år. Det svarer til omtrent 1.000 sygeplejersker hvert femte år.
Så det store spørgsmål er: Hvordan skaber vi de bedste rammer for det bedste arbejdsmiljø til de medarbejdere, som hver dag løser livsvigtige opgaver? Hvordan får vi flere unge til at vælge præcis de her uddannelser og ikke nogle andre? Og frem for alt er det: Hvordan sørger vi for, at alle de danskere, der hver dag er i kontakt med sundhedsvæsenet, får den omsorg og den tryghed, der er brug for? De svar har vi ikke fundet endnu, og dem skal vi finde i fællesskab.
Der er ikke snuptagsløsninger. Det ved vi godt. Derfor er det vores forslag, at vi inviterer både patienter, medarbejdere, pårørende og politikere med i det her arbejde. Vi bliver nødt til at se på, hvordan vi kan bygge et sundhedsvæsen med mere tillid og mere samarbejde på tværs – mere tid til, at medarbejderne kan gøre det, der er vigtigst.
Så skal vi tage de næste og vigtige skridt i psykiatrien. Vi lever i en tid, hvor alt for mange mennesker har ondt i sindet. Forebyggelsen skal være bedre, men behandlingen skal komme i rette tid, især til dem, der har det største behov. En ny 10-årsplan for psykiatrien er nødvendig at få på plads. Samtidig med det arbejde håber jeg også på at vi kan have en snak med hinanden om, hvordan vi understøtter robusthed og fællesskaber, så mistrivslen fra start ikke får fat i så mange børn og unge, som det er tilfældet i dag.
Vi ved også godt, at lønudviklingen i hele den offentlige sektor skal kigges efter i sømmene. Det er Lønstrukturkomitéen i fuld gang med. Et sundhedsvæsen og en velfærd, hvor mennesket kommer før systemet, er jeg ikke den første statsminister der taler om, og næppe heller den sidste. Nu har vi taget nogle vigtige skridt, men vi er slet, slet ikke færdige endnu.
Et stærkere Danmark, en grønnere fremtid, en friere verden – det er det, vi arbejder for. Som Ukraines præsident Zelenskyj sagde, da han talte til os danskere den 4. maj: »Drømmen om fred vil gå i opfyldelse.« Og vores svar er, at Putin ikke må vinde. Det er historien om Europa, der står på spil. Det er fremtiden for vores kontinent, der står på spil. Et Danmark, der tager ansvar og løfter mere, end hvad forventes kan, er det, vi kan. Det er det, vi gør, og det er det, vi er. Danmark kan mere.