Værsgo for oplæsning af spørgsmålet.

Tak, formand. Hvad er ministerens holdning til statussen på regeringens løfte om at spare 3 mia. kr. på eksterne konsulenter, og hvordan mener ministeren at regeringens valgløfte harmonerer med det nye statslige tilbud Statens Analyser og Implementering?

Ministeren.

Tak for spørgsmålet. Lad mig starte helt kort: Jeg synes, det går rigtig godt med at nedbringe udgifterne til eksterne konsulenter, og jeg synes, det harmonerer aldeles udmærket med det nye statslige tilbud. Lad mig uddybe:

Det er en klar prioritet for regeringen, at forbruget af eksterne konsulenter i den offentlige sektor skal nedbringes. Det er penge, der i vores optik kan bruges bedre til f.eks. velfærd. Ambitionen er klar: Konsulentforbruget skal være nedbragt med 3 mia. kr., og regeringen har modsat den tidligere regering sat handling bag ordene. I staten er der således allerede aftalt besparelser på i alt 1,1 mia. kr. årligt, når besparelserne er fuldt indfaset. Konkret tager vi pengene fra ministeriernes rammer og anvender dem i stedet til at finansiere mere og bedre velfærd. Det er politiaftalen et helt konkret eksempel på. Men målsætningen gælder hele den offentlige sektor. Derfor blev der i forbindelse med den seneste økonomiaftale aftalt konsulentbesparelser i kommuner og regioner på i alt 1,1 mia. kr. årligt, når det er fuldt indfaset.

Det betyder med andre ord, at vi allerede nu er mere end to tredjedele af vejen, og der er jo tid endnu. Derfor er det også sådan, at vi i den grad synes, der bliver leveret på det her. Vi kunne have ønsket os, at man, da hr. Marcus Knuths parti var i regering, havde taget lige så håndfast fat om tingene, men det skal ikke gøre glæden mindre. Vi er også glade for, at vi sammen med hr. Marcus Knuth, bl.a. i forbindelse med politiforhandlingerne, kunne bruge penge, som vi sparer på eksterne konsulenter, til at give et bedre politi til borgerne.

Hr. Marcus Knuth, værsgo.

Tak, minister, men kan ministeren se noget absurd i, at man går ud og lover danskerne 3 mia. kr. i besparelse på private konsulentydelser, og det lyder jo rigtig fint, samtidig med at regeringen opretter Statens Analyser og Implementering, hvilket jeg har svært at se som andet end et statsejet konsulentfirma, så man nedlukker det private, og så erstatter man det med et statsejet konsulentfirma? Er det ikke ganske enkelt at holde danskerne mere eller mindre for nar?

Ministeren.

Jeg synes aldrig, at det at bruge skatteborgernes penge fornuft er at holde danskerne for nar. Og hvis vi nu lige skal se de her ting en lille smule i sammenhæng, må jeg sige, at vi har en ambition om at nedbringe forbruget af eksterne konsulenter med 3 mia. kr. i staten, kommunerne og regionerne. Vi er allerede mere end to tredjedele af vejen. Det, vi taler om her, handler om at lave en analyseenhed til 9,5 mio. kr., og jeg ved, at hr. Marcus Knuth også med sin fortid har utrolig god indsigt i økonomi, så det at sige, at 9,5 mio. kr. er et problem, i forhold til at vi samlet sparer 3 mia. kr., tror jeg at mange vil have svært ved at forstå.

Tak for det. Hr. Marcus Knuth, værsgo.

Tak for rosen til min baggrund. Nu var jeg med til at krakke en større investeringsbank, og jeg ved ikke, om det er en god eller en dårlig ting. Jeg kan godt se proportionsforholdene her, men det, jeg jo frygter, er, at det her bare er begyndelsen. Så siger man: Jamen først er det 9,5 mio. kr., og så bygger man ovenpå, og stille og roligt erstatter man en anselig del af de private, og det er jo ikke, fordi jeg synes, at man skal gå ud og bruge så mange penge på private konsulenter, men stille og roligt skaber man en statsejet konsulentvirksomhed. Er det det, vi er i gang med her?

Ministeren.

Jeg skal bestemt ikke gå ind i en diskussion af, hvad der skete i fortiden, men blot sige, at jeg ved, at hr. Marcus Knuth er meget kapabel, også når det gælder økonomi, og derfor glæder det mig også, at spørgeren anerkender, at der ikke er sammenhæng mellem det at spare 3 mia. kr. og det at bruge 9,5 mio. kr. Når det er sagt, har vi ikke nogen planer om at lave en statslig organisering, hvor vi sparer 3 mia. kr. på det private og så bruger 3 mia. kr. inden for det offentlige. Men de steder, hvor det giver mening, at vi får nogle bedre muligheder for, at vi inden for staten selv kan løse nogle opgaver, har vi selvfølgelig været åbne over for det.

Tak. Hr. Marcus Knuth for sit sidste spørgsmål, værsgo.

Det, jeg jo frygter her ud over det, jeg sagde før, er, at det her er sådan en del af regeringens evige jagt på det private: at ældreplejen ikke må være privat, men skal være offentlig, og det samme med børnehaver. Er der forskel på, lad os sige en konsulenttime hyret ind hos Statens Analyser og Implementering og en konsulenttime hentet fra det private?

Ministeren.

Det her handler helt grundlæggende om, at set med regeringens øjne bruger vi for mange af det danske samfunds penge på at få lavet alle mulige analyser, som der så bliver lavet rapporter om, som man kan sætte op på hylden, i stedet for at bruge pengene på velfærd. Jeg har den holdning, og regeringen har den holdning, at vi skal passe godt på skatteborgernes penge. Det er jo helt i orden, hvis Det Konservative Folkeparti har en anden tilgang til det her spørgsmål, men for mig gælder det om, at skatteborgernes penge skal bruges godt og fornuftigt, og jeg vil hellere bruge dem på velfærd, end jeg vil bruge dem på eksterne konsulenter.

Spørgsmålet er afsluttet. Tak til finansministeren, og tak til hr. Marcus Knuth.

Efter afspritning fortsætter vi med spørgsmål til udenrigsministeren, og spørgeren er nu hr. Morten Messerschmidt, Dansk Folkeparti.

Værsgo for oplæsning.

Tak, formand. Hvad mener udenrigsministeren om Europa-Kommissionens forslag om indførelse af en europæisk børnegaranti med krav om et gratis måltid i skolen og gratis pasningsordninger, og hvordan vil udenrigsministeren retfærdiggøre, at EU har fået beføjelse på dette område?

Ministeren, værsgo.

Tak til hr. Morten Messerschmidt. Selv om social- og ældreministeren har det koordinerende ansvar, stiller jeg gerne op i en debat, også med hr. Morten Messerschmidt – det er altid en fornøjelse. Regeringen er naturligvis helt enig i, at børn i Europa har brug for ordentlige vilkår. Vi støtter formålet i forslaget med at bekæmpe social eksklusion blandt børn og bekæmpe børnefattigdom generelt, og det håber jeg i øvrigt at flere partier i Folketinget gør. Når det er sagt, skal der ikke herske nogen tvivl om, at det er de enkelte medlemslande og ikke EU, der har ansvaret for, at der leveres på målsætningen. Det er og vil fortsat være regeringens klare holdning. Det tror jeg i øvrigt også hr. Morten Messerschmidt deler.

Hr. Morten Messerschmidt spørger, hvordan jeg vil retfærdiggøre, at EU har fået beføjelser til at fremsætte forslaget. Med risiko for, at det bliver lidt teknisk, vil jeg nævne, at forslaget baserer sig på en artikel i traktaten, som giver Kommissionen mulighed for at fremsætte forslag til foranstaltninger, der supplerer medlemslandenes egne indsatser til bekæmpelse af social udstødelse. Derfor er der ikke tale om en ny beføjelse til EU, og jeg håber, at det beroliger spørgeren. Og for at fortsætte i den lidt mere tekniske afdeling, noterer jeg samtidig, at der er foreslået en rådshenstilling, og det er juridisk set ikke et bindende instrument for medlemslandene.

Så til slut kan jeg forsikre hr. Morten Messerschmidt om, at regeringen i denne sag såvel som i andre sager på det sociale område vil værne om den nuværende kompetencefordeling mellem EU og medlemsstaterne, altså værne om, at den respekteres. Jeg forstår godt, at der er interesse for sagen, og jeg er sikker på, at social- og ældreministeren, som har det koordinerende ansvar, ser frem til at deltage i en diskussion om den her sag videre i Europaudvalget. Tak.

Hr. Morten Messerschmidt.

Tak for svaret. Vi vil selvfølgelig meget gerne diskutere detaljerne med ressortministeren. Når jeg alligevel har bedt om, at det er udenrigsministeren, der står her i dag, er det jo, fordi det er Udenrigsministeriet, der står for alt med traktaten og de overdragne beføjelser osv. Og i mit parti er vi meget bekymrede for, at EU-retten ligesom æder sig ind på stadig flere områder, som vi jo unægtelig har set det, siden vores medlemskab begyndte.

Nu er vi så kommet hertil, hvor det handler om forhold for børnene, og jeg er ikke i tvivl om, at der er mange børn rundtomkring – sikkert især i de tidligere Sovjetlande – som har det skidt og i hvert fald betragtelig værre, end man har i Danmark. Men er det en berettigelse til, at man så pludselig kan begynde at lave garantier? Jeg mindes i hvert fald ikke, at det nogen sinde er blevet forelagt for de danske vælgere, at hvis man stemmer ja til en konkret traktat, ja, så får EU-Kommissionen beføjelse på børneområdet, socialområdet, eller hvad det nu måtte være af den art.

Så siger udenrigsministeren: Jamen det er jo ikke en egentlig beføjelse, for det er kun et koordinerende tiltag. Og det er jo den nederste grad af de beføjelser, som man har overdraget i traktaten, og jeg er helt opmærksom på, at det så ikke er lovgivning, og at det ikke har en juridisk gyldighed, så man kan tvinge det igennem. Men er udenrigsministeren ikke enig i, at når man kommer med de her henstillinger, er det meget ofte kun første skridt i retning af noget andet, som ender med at blive bindende? Altså, det er jo sådan med EU, at man hele tiden arbejder efter salamimetoden, og pludselig en morgen vågner man op, og det, som man troede bare var en blid henstilling, og som i virkeligheden skulle handle om nogle helt andre ting, er så blevet til hård jura, som så pålægger os i Danmark at gøre nogle bestemte ting. Altså, der er jo intet til hinder for, at f.eks. EU-Domstolen, hvis det her vedtages, så vil begynde at tillægge det vægt. Og de domme, der så måtte falde, hvor det indgår som fortolkningsbidrag, skal Danmark så efterfølgende efterleve. Så er udenrigsministeren ikke en smule bekymret for det her tiltag og for, at det kommer til at kompromittere den danske suverænitetsoverdragelse på socialpolitikken f.eks.?

Ministeren.

Tak til hr. Morten Messerschmidt. Det er som sagt altid en fornøjelse at drøfte det her. Regeringens holdning er klar, som jeg også tilkendegav for et øjeblik siden. Jeg synes, det er klart, at kompetencefordelingen mellem medlemslandene og EU skal respekteres. Og når der fremsættes nye forslag, som vi her diskuterer, så er det altid en afgørende præmis også for regeringen – det er en vurdering, regeringen altid foretager, når der fremsættes nye forslag – at kompetencefordelingen respekteres.

I den konkrete sag, som hr. Morten Messerschmidt henviser til, er social- og ældreministeren i færd med at nærstudere forslaget og vil ikke tage stilling til, om hjemmelsgrundlag og nærhedsprincip er overholdt osv.

Hr. Morten Messerschmidt, værsgo.

Det tror jeg altså vi meget hurtigt skal gøre, for der er ingen tvivl om, at selv om der kommer en henstilling, vil det, så snart den er vedtaget efter EU-traktaten, være noget, de forskellige EU-myndigheder begynder at anvende. Og man kan jo sagtens forestille sig, at der er direktiver, som har gyldighed, der skal fortolkes ved Domstolen, hvor man helt uden tvivl vil tillægge den her børnegaranti betydning, og ad den vej bliver det jo langsomt til egentlig lovgivning. Det drejer sig om spørgsmålet om, hvordan man skal lave måltiderne i dagsinstitutionerne, transport til daginstitutioner og en masse ting, som vi jo aldrig havde drømt om EU skulle blande sig i.

Ministeren, værsgo.

Til hr. Morten Messerschmidt vil jeg sige, at jeg ikke rigtig fornemmer nogen uenighed her. Jeg tror, vi er enige om, at kompetencefordelingen mellem EU og medlemsstaterne skal respekteres, og jeg nævnte også, hvad der egentlig står i traktaten, og jeg tror, det er fra artikel 153 i traktaten om Den Europæiske Unions funktionsmåde, og her fremgår det, at Kommissionen i forhold til traktatens kompetence kan supplere og understøtte medlemslandenes indsats om bekæmpelse af social udstødelse. Det står i traktaten. De her konkrete forslag, vi debatterer her, er der nu ved at blive kigget på af social- og ældreministeren, og man vil så vende tilbage til Folketinget. Men vores holdning er klar.

Tak. Morten Messerschmidt med det sidste spørgsmål. Værsgo.

Det kan godt være, at vi på overfladen er enige, eller at vi er enige i indledningen, men derfra tror jeg så, vi bevæger os i to forskellige retninger. For det, jeg hører ministeren sige, er, at man går positivt ind i det her, og at der i øvrigt er vandtætte skotter mellem dansk kompetence, den danske grundlov, og EU's beføjelser, mens det, jeg siger, er, at nej, det er der altså ikke. Vi har masser af eksempler på, at noget, der i udgangspunktet skulle være vejledende, lige pludselig bliver bindende, fordi det kommer forbi Luxembourg med EU-Domstolen.

Så vil jeg bare gerne bede udenrigsministeren bekræfte, at skulle EU-Domstolen på et tidspunkt tillægge den her børnegaranti en sådan vægt, at det kommer til at påvirke dansk socialpolitik, vil Danmark afvise det.

Tak. Ministeren, værsgo.

Der ligger et forslag fra Kommissionen, og det er vi ved at vurdere, og der ligger ikke et vedtaget forslag om en ny børnegaranti. Det første, som jeg nævnte, er, at ved ethvert nyt forslag vil regeringen vurdere det, og en afgørende præmis er altid, at kompetencefordelingen respekteres. Formålet i forslaget, nemlig at bekæmpe børnefattigdom og social udstødelse, kan vi alle sammen forhåbentlig være enige om, men vedrørende hvordan man lever op til sådan en målsætning, har vi nogle helt klare holdninger, og det er jo i høj grad en national opgave, vi taler om her, som vi også løser i Danmark.

Tak for det. Spørgsmålet er slut.

Men vi fortsætter med et spørgsmål til udenrigsministeren og også af hr. Morten Messerschmidt.

Værsgo for oplæsning af næste spørgsmål.

Tak, formand. Hvad er udenrigsministerens holdning til Kinas seneste handelsmæssige tiltag over for Taiwan, hvor man har indført et forbud mod import af ananas, og hvilke initiativer vil regeringen tage for at bakke op om det demokratiske Taiwan?

Ministeren.

Tak. Hr. Morten Messerschmidt har spurgt om regeringens holdning til Kinas importforbud mod ananas fra Taiwan og om, hvad regeringen gør for at støtte Taiwan i sagen. Lad mig først slå fast, at en sådan handelsmæssig strid, som det jo er, er en sag mellem Taiwan og Kina, som begge er selvstændige medlemmer af WTO.

Jeg kan forstå, at sagen drejer sig om, at Kina pr. 1. marts har stoppet for importen af ananas fra Taiwan. Ifølge Udenrigsministeriets oplysninger begrunder Kina skridtet med, at der i flere tilfælde skulle være fundet skadedyr i sendinger af frugt fra Taiwan. Taiwan har afvist dette og hævder, at det kinesiske importforbud er politisk motiveret. Landbrugssektoren i Taiwan fylder økonomisk ganske lidt, og Taiwan eksporterer blot ca. 10 pct. af ananasproduktionen til Kina årligt.

Hvis de to parter så ikke kan finde en løsning ad bilaterale kanaler, giver WTO's regler jo som bekendt Taiwan mulighed for at anlægge en tvistbilæggelsessag. Her vil de kinesiske argumenter blive nøje gennemgået og holdt op imod Kinas forpligtigelser som WTO-medlem, herunder forpligtelser til ikke at diskriminere eller opsætte ubegrundede hindringer for international samhandel. Og det er regeringens holdning, at handelstvister skal afgøres i WTO. Fælles globale regler er vores bedste bolværk mod protektionisme, hvad enten det er økonomisk eller politisk motiveret.

Det bredere spørgsmål om Danmarks relationer til Taiwan går ud over det her konkrete spørgsmål om ananasrelaterede handelstvister. Tak.

Hr. Morten Messerschmidt, værsgo.

Jo, men der er jo ikke nogen tvivl om, at Kina benytter alle stykker værktøj i værktøjskassen for at genere Taiwan. Det her er bare det seneste eksempel – at man siger, at man har fundet insekter i taiwansk ananas, fordi man ved, at det er noget, der rammer en specifik gruppe af taiwanere og en specifik gruppe inden for taiwansk landbrug uforholdsmæssig hårdt. Der er ikke andre lande, som har kunnet konstatere de her skadedyr, eller som på anden måde har følt trang til at gøre det samme.

Jeg synes, at det ville være på sin plads, hvis regeringen ville se Kina, som Kina er, i stedet for at se Kina, som Kina burde være. Udenrigsministeren har jo ret i, at både Kina og Taiwan er fuldgyldige medlemmer af WTO. Det var i øvrigt ikke med Kinas gode vilje, at det endte sådan. De gør alt, hvad de kan, for at chikanere Taiwan ud, ligesom de har gjort i verdenssundhedsorganisationen af, ja, uforklarlige, hvis ikke politiske årsager.

Men pointen her er, at Kina på alle måder generer Taiwan, som jo egentlig burde være vores tætteste allierede, hvis man ser på styreformen og de demokratiske rettigheder, og hvad ved jeg, i området. Og der synes jeg, at den danske regering og især udenrigsministeren selvfølgelig burde være noget mere håndfast i sin opbakning til Taiwan. Vi ser jo masser af lande, hvor Kina bruger sin økonomiske og handelspolitiske magt – de fordele, man har fået ved at komme med i verdenshandelsorganisationen – på en fuldstændig usaglig måde. Altså, for et halvt år siden var det Australien, der lige pludselig blev mødt af nogle ulovlige sanktioner på deres vineksport, fordi den australske regering havde kritiseret Kina for deres håndtering af covid-19. Nu er det så Taiwan.

Altså, Kina er jo den ubehagelige dreng i klassen, som hele tiden generer de andre dydige og flittige elever, og derfor burde der altså falde skæl fra øjnene af udenrigsministeren i forhold til det her. Man kan ikke bare behandle Kina som den drømmenation, som udenrigsministeren taler om. Det er virkelig en nation, som gør alt, hvad de kan, for at genere f.eks. Taiwan.

Tak. Ministeren, værsgo.

Nu var det et spørgsmål om en handelstvist mellem Taiwan og Kina i forhold til ananasrelateret import, og der mener regeringen – ligesom vi også mener i EU, fordi EU har kompetencen på handelsområdet, som hr. Morten Messerschmidt udmærket er klar over – at sådan nogle tvister bedst løses inden for de regler, der gælder i WTO. Og jeg synes, at hr. Morten Messerschmidt her kommer med et godt argument for, hvorfor WTO-regler, som gælder for store og små, er vigtige og skal håndhæves, og det er, fordi det er den måde, hvorpå man får en regelbaseret handelsorden. Og det er noget, Danmark har en interesse i.

Hr. Morten Messerschmidt, værsgo.

Har udenrigsministeren kendskab til, at der skulle være andre lande i verden, som køber taiwansk ananas, og som har oplevet eller konstateret de her insekter? For det er da pudsigt, hvis taiwanerne kun sender insektinficerede ananas til Kina, men ikke til andre lande i verden.

Ministeren.

Nej, her kommer jeg nok til kort – jeg har ikke et konkret kendskab til det. Det kan selvfølgelig bero på min manglende evne til at orientere mig i hele verden om ananaseksport og -import. Men jeg vil bare understrege, at jeg synes, at debatten her med al tydelighed viser, hvor vigtigt det er med fælles handelsregler, og at de kan håndhæves. Derfor er regeringens holdning, at vi skal styrke WTO, og medlemslande og stater, herunder også Kina, skal selvfølgelig overholde reglerne i WTO. Er der tvister, skal de bilægges dér, og der skal det selvfølgelig sikres, at det gøres på den rigtige måde.

Hr. Morten Messerschmidt for det sidste spørgsmål.

Jo, men der er vi nok nødt til at se lidt på styrkeforholdet mellem Kina og Taiwan, for Kina vil jo være langt bedre i stand til at udholde, at sådan en sag så behandles efter WTO's snørklede principper, hvor Taiwans ananasproducenter og landbrug generelt er hårdt ramt af det her importforbud eller importstop. Og derfor synes jeg, at ja, selvfølgelig må WTO-sporet køre – det er rimeligt nok – men man kunne jo godt også lige løfte blikket lidt op og så måske fra udenrigsministerens stol eller EU's stol rynke brynene en smule over for den måde, Kina agerer på.

Ministeren, værsgo.

Til hr. Morten Messerschmidt: Der er ingen uenighed om, at vi skal håndhæve reglerne, WTO-reglerne, de fælles handelsregler i verden – det har vi en kæmpe interesse i, og det gælder alle, og også Kina skal overholde reglerne. Er der tvister, skal de bilægges inden for reglerne, og der skal store og små lande rette sig efter de afgørelser, der er. Nu bliver det nævnt, at det fylder enormt meget, selv om – og det nævnte jeg også i min besvarelse – Taiwan eksporterer blot ca. 10 pct. af ananasproduktionen til Kina årligt, og at landbrugssektoren fylder lidt i Taiwan. Dermed ikke sagt, at det ikke er vigtigt, men det er bare for, at man ikke får en eller anden idé om, at det her er altbetydende for økonomien.

Spørgsmålet er slut. Tak til sundhedsministeren, og tak til hr. Morten Messerschmidt. Og vil hr. Morten Messerschmidt være sød at tørre af? Tak for det.

Så går vi videre med et spørgsmål til justitsministeren af fru Mette Hjermind Dencker, Dansk Folkeparti.

Værsgo for oplæsning af spørgsmålet.

Tak for det. Hvad vil ministeren – i kølvandet på endnu en gravskænding af en jødisk gravplads – gøre for at sikre de ti jødiske gravpladser fordelt i hele landet?

Ministeren.

Jeg vil starte med at slå fast, at det er oprørende, og det er det altså, og dybt beskæmmende, hvad der skete i Aalborg under påsken. Episoden, hvor der blev kastet rød maling og flyers med antisemitiske budskaber ved den jødiske begravelsesplads i Aalborg, vidner desværre om, at der fortsat er et stort problem med antisemitisme i Danmark. Sådanne episoder er dybt uacceptable og hører selvfølgelig ingen steder hjemme i det danske samfund. Der skal ikke herske den mindste tvivl om, at antisemitisme i det danske samfund skal bekæmpes med alle midler. Derfor skal politiet også tage episoder som den i Aalborg meget alvorligt, og jeg har noteret mig, at politiet efter det oplyste efterforsker den konkrete hærværksepisode som en hadforbrydelse.

Vi har et særligt historisk ansvar for at passe på de danske jøder og for at sikre, at det jødiske samfund har gode betingelser for at leve og trives i Danmark. Det skyldes bl.a., at det jødiske mindretal har været forfulgt i Europa i mange hundrede år – en forfølgelse, der jo kulminerede så smerteligt med holocaust under anden verdenskrig. Regeringen præsenterer derfor senere i år en national handlingsplan mod antisemitisme, som forventeligt også vil indeholde initiativer, der skal sikre, at myndighederne fortsat kan opretholde de fornødne sikkerhedsindsatser til beskyttelse af jøder og jødiske institutioner. Herefter vil jeg så, altså når handlingsplanen er præsenteret, invitere partierne indenfor, så vi sikrer en national handlingsplan med bred opbakning i Folketinget.

Det er afgørende for det danske samfund, at vi gør alt, hvad vi kan, for at passe på de danske jøder og minde hinanden om, at historien aldrig må gentage sig. Tak for ordet.

Værsgo, fru Mette Hjermind Dencker.

Tak til ministeren. Det er glædeligt at høre, at I i regeringen arbejder på en handlingsplan, netop fordi jøderne jo er en gammel indvandrergruppe, som har været i Danmark i mange, mange år. Derfor er det her med, at vi kan tage hånd om dem og beskytte dem, vigtigt, fordi de faktisk er sårbare fra flere sider, både i forhold til de heldigvis ganske få nazister, vi har tilbage i Danmark, og også i forhold til islamister. De angriber dem fra begge sider og på hver deres måde, hvor den ene flok kan angribe dem ved gravskænderier, ved at have klistermærker som under anden verdenskrig, hvorpå der står »Jute«, og sætte dem på deres postkasser og gøre dem utrygge i deres eget hjem, på deres egen bopæl. Den anden flok kan være mere tilbøjelig til at begå overfald og begå overgreb imod dem.

Så vil ministeren anerkende, at de jødiske gravpladser er en meget vigtig dansk kulturarv, og at det er utrolig vigtigt, at vi har en særlig beskyttelse af lige netop de jødiske gravpladser?

Ministeren.

I virkeligheden består vores fælles interesse i Danmark i at beskytte, at jøderne kan være her, på det historiske tilstedevær, og det er jo et eller andet sted også, fordi vi oven på anden verdenskrig har en historisk forpligtelse over for jøderne til at sikre, at de kan leve et frit og lige liv i Danmark.

Fru Mette Hjermind Dencker, værsgo.

Ud fra det, at de netop kan leve et frit og lige liv i Danmark, kan ministeren så løfte sløret for, hvad det er for nogen konkrete tiltag, som regeringen vil arbejde på, som kan være med til at beskytte den jødiske kulturarv endnu mere?

Ministeren.

Det kan jeg sådan set godt. Det går ad forskellige veje. Der er jo sket meget siden det forfærdelige angreb ved den jødiske synagoge tilbage i 2015, hvor både Politiets Efterretningstjeneste og politiet og forsvaret jo deltager aktivt i at beskytte de jødiske institutioner, herunder jo med bevæbnede vagter osv., hvilket jo var et særsyn for ganske få år siden. Og nu er min taletid ved at løbe ud, og så kan jeg i mit næste svar tage det fremadrettede, som ligger i handlingsplanen – eller nogle af de initiativer, der kommer til at ligge.

Fru Mette Hjermind Dencker, værsgo.

Ja. Det tager vi bare i næste spørgsmål. Det er fint.

Jeg vil hermed betragte spørgsmålet som værende afsluttet.

Og så går vi over til det næste spørgsmål, som jo ligger i forlængelse af det tidligere.

Værsgo for oplæsning af spørgsmålet.

Vil ministeren gøre noget for at øge sikkerheden omkring de jødiske samlepunkter, herunder jødiske gravpladser, synagoger, skoler m.m.?

Ministeren.

Det var jo i virkeligheden meget passende, at vi var nået præcis hertil, for den fortsatte opretholdelse af sikkerheden til beskyttelse af jøder og jødiske institutioner kommer, som vi snakkede om før, til at indgå i den kommende handlingsplan mod antisemitisme, som kommer senere på året.

Siden 2015 har vi jo, som vi også snakkede om for et øjeblik siden, øget sikkerheden omkring de jødiske institutioner, herunder også styrket samarbejdet med Københavns Politi, og apropos bemærkningerne før om det med, hvilke fraktioner der kan tænkes at true jøderne, så er det jo også noget, som PET holder øje med – altså trusselsbilledet.

Regeringens holdning er, at hvis politiet eller andre myndigheder har behov for yderligere redskaber i den forbindelse, er vi bestemt klar til at se på det. For som sagt: Det er afgørende for os, at vi kan passe på de danske jøder.

Mette Hjermind Dencker, værsgo.

Vi så jo i 2015 det forfærdelige terrorangreb på den jødiske synagoge med et dødsfald til følge. Vi har set hidtil, hvordan jøder har svært ved at bære deres religiøse symboler i offentlighed i Danmark, og hvordan jøder i den grad oplever at føle sig truet. Anerkender ministeren, at der er en sammenhæng imellem den muslimske indvandring og den øgede sikkerhed omkring de jødiske samlingspunkter?

Ministeren.

Jeg tror i hvert fald, man roligt kan sige, at et af de steder, hvorfra der kommer trusler mod jøderne i Danmark, bl.a. er fra ekstremistiske islamister – nogle af dem, som vi jo også holder øje med med Politiets Efterretningstjeneste.

Noget af det, som vi skal gøre, tror jeg, eller noget af det, som er vigtigt, er, at den sidste generation, som oplevede anden verdenskrig, har vi ikke så længe mere. Det betyder, at så står vi som jeg og som spørgeren med nogle, for hvem anden verdenskrig er en historie, der blev fortalt, og for de kommende generationer er det endnu længere væk, og jeg tror, vi skal gøre noget for at bringe historien frem.

Værsgo, Mette Hjermind Dencker.

Vi ser det jo faktisk også her på Christiansborg. Vi ser det med egne øjne, når vi kommer ind på arbejde, hvor vi har Dansk Jødisk Museum foran os, som altid er bevogtet af politi, og det er jo trist, at det skal være sådan. De danske jøder har jo også sværere ved at færdes frit. Er det også noget, ministeren anerkender – at det er sværere for en dansk jøde at færdes frit med sit religiøse symbol såsom kalot eller davidsstjerne, i forhold til hvad det er for en muslimsk indvandrer at færdes frit med sit religiøse symbol?

Tak for det. Værsgo til ministeren.

Jeg er ikke sikker på, at jeg kan kvantificere, hvordan sværhedsgraden er. Jeg synes sådan set, det er vigtigt, at alle mennesker kan færdes trygt og frit i det danske samfund uafhængigt af seksuel orientering eller køn, eller hvilken religiøs overbevisning man har. Jeg tror, at noget af det, som skal til for at hjælpe det jødiske samfund specifikt, er, at vi f.eks. bliver bedre til i vores uddannelsessystem at fortælle om, hvad jødedom er, og fortælle om, hvad det er for en historie – altså historien om holocaust osv. – sådan at de kommende generationer, de unge mennesker, kan forstå, at her er der noget, som vi skal bevare og sikre ikke gentager sig.

Så er det sidste spørgsmål. Værsgo, Mette Hjermind Dencker.

Så er jeg simpelt hen nødt til at spørge på en helt anden måde: Vil ministeren være tryg ved at gå gennem Mjølnerparken iført kalot, davidsstjerne og israelsk flag?

Minister.

Når man er, som jeg er, og laver det, som jeg gør, så har jeg det faktisk sådan, at der ikke er nogen steder i Danmark, hvor jeg er utryg ved at færdes på noget som helst tidspunkt. Men det er så meget desto mere grund til at beskytte og passe på dem, som er det – dem, som ikke er i samme privilegerede situation.

Spørgsmålet er slut. Vi siger tak til både minister og spørger.

Vi går videre. Nu er det fortsat til justitsministeren, og det er spørgsmål – når vi lige har fået sprittet af, ja – fra Inger Støjberg, og her er medspørger hr. Peter Skaarup, Dansk Folkeparti.

Værsgo for oplæsning af spørgsmålet.

Tak for det. Hvad er ministerens holdning til et forbud mod omskæring af raske drengebørn, som er ældre end 8 dage, hvilket sandsynligvis vil begrænse antallet af rituelle omskæringer, men samtidig tage hensyn til det jødiske samfunds eksistens i Danmark?

Ministeren.

Først og fremmest er spørgsmålet om omskæring af drengebørn komplekst. Der er elementer af religiøsitet – det siger sig selv – af sundhed, af udenrigs- og sikkerhedspolitik, af udlændingepolitik, af den særlige relation til jøder i Danmark og af menneske- og frihedsrettighederne. Sådan, som jeg forstår spørgsmålet efter at have læst kronikken, som jeg forstår at det tager udgangspunkt i, så er det først og fremmest et spørgsmål om at anskue situationen religiøst og sundhedsfagligt. Og spørgeren nævner selv, at der er et hensyn at tage til det jødiske samfunds eksistens i Danmark; det er jeg helt enig i.

Omskæringsritualet har en helt særlig betydning for det jødiske samfund, og det skal vi være bevidst om. Men med det spørgsmål, der bliver stillet i dag, sigtes der til at værne om de jødiske skikke, men samtidig til at gøre indgreb i den muslimske omskæringstradition. Det kan man have mange holdninger til, men uanset hvordan man ser på det, så indeholder Den Europæiske Menneskerettighedskonvention et forbud mod usaglig forskelsbehandling på grund af religion. Det vil sige, at ved vurderingen af, om den forskelsbehandling, der ville skulle ske, er inden for rammerne af konventionen – for det kan den godt være – så skal man se på, om forskelsbehandlingen er saglig og proportional. Og den endelige vurdering af det spørgsmål vil bl.a. afhænge af, om der kan peges på f.eks. sundhedsfaglige grunde, der kan begrunde, at grænsen sættes ved 8 dage.

I den forbindelse kan jeg oplyse, at Sundhedsministeriet har oplyst, at Styrelsen for Patientsikkerheds notat fra februar 2020 om ikketerapeutisk omskæring af drenge ikke kan benyttes til at argumentere for en aldersgrænse, der skelner ved 8 dage. Notatet konkluderer udelukkende, at der er færre komplikationer med omskæring af nyfødte og børn under 1 år. Derudover er det jo sådan, at nogle jo har brug for at lade deres drenge omskære senere end ottendedagen; det kan f.eks. være på grund af lav fødselsvægt, eller hvis barnet ikke trives.

Fru Inger Støjberg, værsgo.

Altså, jeg vil godt sige, at jeg er grundlæggende imod omskæring. Men historisk set gav tidligere generationer af danske politikere jøderne vores ord på, at man ville kunne udøve og udleve sin religion i Danmark, og det er et ord, som jeg synes vi skal stå ved. Det kan jeg også forstå at statsministeren har sagt ved flere lejligheder, og det kan jeg kun bakke fuldstændig op om.

Når det er sagt, er der ingen tvivl om, at jo før man kan omskære et drengebarn, jo bedre. Det peger både danske studier, men også udenlandske studier på. Og der er jo intet til hinder for, ligegyldigt hvilken religion man nu følger, om man er muslim eller ej, at omskære meget tidligt i drengens liv, og der er rent faktisk også mange muslimer, der lader deres børn omskære meget, meget tidligt. Derfor mener jeg jo rent faktisk, at det her holder fuldstændig vand – der er jo en klar ligestilling i det her, i og med at man jo bare kan bruge den del af skik og brug, at man lader sine drengebørn omskære meget, meget tidligt.

Jeg hører ikke en fuldstændig afvisning fra regeringens side i forhold til det her, men jeg vil gerne høre, om justitsministeren agter at undersøge forslaget nærmere om.

Ministeren.

Jeg skal ikke kunne sige, om det, der bliver sagt, er rigtigt, altså at jo før man kan omskære, desto bedre. Altså, et af problemerne i den her sammenhæng er, at der faktisk er behov for at sikre den sundhedsfaglige udredning. Og jeg forstår helt argumentationen, men ved siden af det ligger der jo også et behov for at vurdere nogle af de andre elementer, tænker jeg, f.eks. hvad de udenrigs- og sikkerhedspolitiske implikationer i det her er, men jo i øvrigt også nogle andre argumenter i forhold til det jødiske samfund, som jeg måske kan få lejlighed til at vende tilbage til.

Fru Inger Støjberg, værsgo.

Ja, det vil jeg meget gerne høre, altså hvad det er for nogle argumenter, justitsministeren står med her. Jeg har godt bidt mærke i, at man konstant og hele tiden ligesom skubber sikkerheds- og udenrigspolitikken foran sig i det her spørgsmål, men mit spørgsmål skal sådan set bare være det samme igen: Agter man at undersøge det her nærmere i forhold til konventioner, hvis man er meget optaget af at overholde dem?

Ministeren.

Jeg synes faktisk ikke, det er fair at sige, at man skubber sikkerheds- og udenrigspolitikken foran sig. Altså, der er utvivlsomt sikkerheds- og udenrigspolitiske implikationer, hvis vi f.eks. – og jeg ved godt, det ikke er det, der ligger i forslaget – skulle lave et forbud mod omskæring. Jeg ved ikke, om og i hvilket omfang det gør sig gældende, hvis man laver en begrænsning. Det, som jeg tror man skal se for sig, og det, som jeg ville vende tilbage til, er det her med, at man jo så går fra en situation, hvor man siger, at det her som hovedregel er tilladt i Danmark, til at sige, at det her er tilladt som undtagelse i Danmark. Og det kan jo også have betydning for vurderingen.

Så er det medspørgeren. Men vi bliver desværre nødt til at spritte af først. Tak for det.

Værsgo til hr. Peter Skaarup, som har 1 minut.

Tak for det. Og tak til ministeren for besvarelsen her. Jeg synes i lighed med fru Inger Støjberg, at det er lidt svært at finde ud af, hvad det egentlig er, regeringen argumenterer for, for det må vel være et fælles ønske at begrænse, hvis ikke helt undgå omskæringer, der også har sundhedsmæssige konsekvenser for de børn, det går ud over.

Jeg må sige, at det gjorde stort indtryk på mig, da jeg så interviewet med den ansvarlige læge på Rigshospitalet, som fortalte, hvor vigtigt det var, at man stoppede de her omskæringer, fordi det gik så hårdt ud over de børn, der bliver udsat for det. Derfor synes jeg jo, at vi herinde i Folketinget burde – og det er også derfor, at fru Inger Støjberg stiller spørgsmålet – stå sammen om i så høj grad som muligt at undgå, at der er drenge, der bliver omskåret på den måde, som det sker.

Så jeg vil godt spørge: Hvad vil regeringen egentlig gøre for, at vi begrænser antallet, hvis ikke helt stopper den her praksis, og hvad vil regeringen gøre for at klarlægge, hvilke argumenter der måtte være imod? Altså, jeg synes, at konventionerne bliver nævnt i flæng, men er de i virkeligheden til hinder for det?

Tak for det! Ministeren, værsgo.

Arh, men der er vel den lille forskel på spørgeren og medspørgeren, at medspørgeren i modsætning til spørgeren helt vil forbyde omskæring. Medspørgerens parti vil jo have, at der slet ikke må finde omskæring sted i Danmark, hvilket de facto vil ramme det jødiske samfund i Danmark utrolig hårdt, og hvilket efter min mening slet ikke tager højde for den historiske forpligtelse, vi har, til også at passe på jøderne i Danmark. Så der er vel dog trods alt betragtelig forskel på, hvilke midler man vil bringe i anvendelse.

Peter Skaarup, værsgo.

Altså, nu kan man altid diskutere, hvad de forskellige partier mener om det her, men der er jo stillet nogle konkrete spørgsmål, som fru Inger Støjberg har stillet, og det er dem, jeg prøver at følge op på ved at spørge ministeren. Jeg prøver lige igen: Hvad vil regeringen gøre for at begrænse antallet af omskæringer på drengebørn i Danmark for at sikre, at de pågældende drenge ikke lider overlast? Hvad vil regeringen gøre i praksis? For det er jo ikke nok at snakke om det. Hvad vil regeringen gøre?

Ministeren.

Her ville det jo være utrolig nærliggende at sige, at det spørgsmål faktisk har pænt meget sundhedsfaglig karakter. Vi vil ikke – ikke desto mindre – sige, at omskæring er forbudt. Vi vil have som hovedregel, at omskæring er tilladt. Det er jo ikke det samme, som at man ikke synes, at det skal foregå under ordentlige og styrede rammer, f.eks. med hensyn til hvilke kliniske forhold det finder sted under osv. Det er jo i øvrigt også påpeget i de rapporter, der er henvist til i spørgerens indlæg.

Så er det fru Inger Støjberg for det sidste spørgsmål.

Jeg må sige, at jeg ikke synes, at vi er blevet voldsomt meget klogere i dag, men nu er det jo heldigvis sådan, at på tirsdag, tror jeg det er, kommer det her forslag til afstemning hernede i Folketingssalen. For jeg agter naturligvis at gå videre med mit forslag. Jeg tror dog lige, at jeg vil spørge en sidste gang, for vi behøver ikke at bevare spændingen til på tirsdag: Agter regeringen at undersøge det her spørgsmål nærmere, og om det ville kunne holde sig inden for konventionerne? Det mener jeg naturligvis at det kan, og jeg kan også høre, at justitsministeren ikke er afvisende.

Ministeren.

Det, som jeg får at vide, er, at som udgangspunkt vil det ikke kunne holde sig inden for konventionerne, i hvert fald ikke hvis det er begrundet i religion. Men hvis der kan være andre saglige begrundelser for det, f.eks. sundhedsmæssige – dem kan jeg bare ikke selv gennemskue om holder i sidste ende – vil det måske kunne holde sig inden for rammerne af vores internationale forpligtelser.

Tak for det. Spørgsmålet er slut.

Vi fortsætter med spørgsmål til justitsministeren, og nu er det hr. Peter Skaarup alene som spørger.

Værsgo for oplæsning af spørgsmålet.

Tak for det. Spørgsmålet lyder: Hvad er regeringens holdning til transmission af lyd og billede fra den kommende rigsretssag mod Inger Støjberg henset til princippet om mest mulig gennemsigtighed i retsplejen?

Ministeren.

Tak for spørgsmålet. Det er Rigsretten, der bestemmer, om der skal gives tilladelse til transmission af billede og lyd fra Rigsretten i den konkrete sag, der er anlagt mod fru Inger Støjberg. Rigsretten er uafhængig, og hverken jeg eller den øvrige del af regeringen har eller bør have instruktionsbeføjelser over for Rigsretten. Af respekt for Rigsrettens uafhængighed vil jeg afholde mig fra at gå ind i en diskussion af spørgsmålet om, hvorvidt Rigsretten bør tillade transmission af lyd og billede fra sagen mod fru Inger Støjberg.

Men som spørgeren udmærket godt ved, har fru Inger Støjberg fremsat et lovforslag om generel øget offentlighed ved Rigsrettens offentlige forhandlinger ved transmission af lyd og billede. Dette lovforslag skal førstebehandles den 19. april, hvilket vil sige om 5 dage, og jeg vil i den forbindelse redegøre for regeringens holdning til lovforslaget. Jeg mener faktisk, det ville være forkert at foregribe behandlingen af lovforslaget i dag, og det håber jeg at spørgeren har forståelse for.

Peter Skaarup.

Nu var det her jo et holdningsspørgsmål, og jeg har den holdning – og det har Dansk Folkeparti også – at det er vigtigt, at der, når man anlægger en rigsretssag, er så stor en grad af åbenhed om det, der foregår, som muligt – ligesom der er om forhandlinger herinde i Folketinget, der er fuldstændig åbne. Ja, der er sågar tv-transmission. Og vi har haft forskellige høringer og samråd og lignende med fuldstændig åbenhed.

Det er i den forbindelse, jeg spørger regeringen og ministeren: Er det ministerens holdning, at der skal være fuld åbenhed omkring den politiske beslutning om at sætte en politisk kollega for en rigsret, fuldstændig som der er om anden lovgivning, vi laver herinde? Er det ministerens opfattelse, at danskerne har ret til i virkeligheden og ved selvsyn at se, hvad det er, Folketingets beslutninger betyder i Rigsretten, under behandlingen? Er det regeringen og ministerens opfattelse, at sådan bør det være?

Ministeren.

For så vidt angår den del, som handler om beslutningen om at rejse tiltale, så er det jo Folketingets kompetence, og det er i øvrigt en beslutning, som vi træffer ved afgivning af stemmer her – og som har fundet sted – sådan at man kan gå ind og kigge på, hvor hver enkelt af os stillede os i den sag. Så der er jo fuld åbenhed.

For så vidt angår det andet spørgsmål, var det jo en gentagelse af det første spørgsmål, nemlig om jeg vil foregribe den debat, som vi skal have, og i virkeligheden kan man spørge: Hvorfor vil jeg ikke bare gøre det? Men hvis jeg nu gjorde det og vi foregreb den debat, som vi skal have, så ville jeg jo på en eller anden måde, netop fordi debatten foregår her i salen, kortslutte den demokratiske proces, som ligger i behandlingen af et lovforslag, f.eks. hvad angår det tidspunkt, som Folketinget har besluttet at jeg skal udtale mig om lovforslaget på i salen.

Hr. Peter Skaarup, værsgo.

Jeg skal lige forstå det rigtigt. Vil det sige, at ministeren ingen holdning har til, om der skal være fuld åbenhed omkring Rigsrettens forhandlinger, afhøringer og deslige, som kommer til at foregå her senere på året? Vil det virkelig sige, at man ingen holdning har til det? Altså, man vælger at anlægge en rigsretssag fra Folketingets flertals side, og der kan man se, hvad ministeren og andre har stemt, og det var et ja til, at der skulle anlægges en rigsretssag mod Inger Støjberg. Vil det virkelig sige, at der skal være lukkethed dér? Lad mig spørge på den måde. Er det det, regeringen vil have, altså lukkethed omkring, hvad der foregår i Rigsretten?

Ministeren.

Nej, det er bestemt ikke sådan, at jeg eller regeringen ingen holdning har til det lovforslag, som vi kommer til at behandle, og som formentlig jo vil ende med, at vi alle sammen kommer til at stemme, og at vi alle sammen vil kunne se, hvad vi har stemt. Så det er bestemt ikke, fordi jeg ingen holdning har. Det, jeg siger, er, at vi jo har valgt en måde at behandle lovforslag på her i salen, hvor der er regler for spørgetid, hvor der er regler for, hvilken rækkefølge man skal tale i osv. Og i virkeligheden er den her foregrebne behandling af lovforslaget, som spørgeren lægger op til, et indgreb i den proces, som Folketinget har valgt, og det synes jeg ikke er rimeligt.

Hr. Peter Skaarup, sidste spørgsmål.

Ministeren vil åbenbart ikke rigtig svare på noget under det her spørgsmål, men nu prøver jeg lige igen. Det, som jeg har hørt som argument, er, at det er muligt at komme ind i Rigsretten som borger og overvære, hvad der foregår. Der kunne jeg godt lige tænke mig at spørge ministeren: Hvis det er en mulighed for nogle ganske få, var det så ikke rimeligt, når man f.eks. bor i Jylland, Nordjylland eller Midtjylland, eller hvor det nu er henne, og gerne vil overvære det her, at man fik den mulighed? Og det kunne man jo netop gøre ved at skabe den samme mulighed, som Folketinget har, hvor vi via tv-kameraer kan se, hvad der foregår i Folketingssalen. Ville det ikke være rimeligt over for borgerne, at de fik den indsigt?

Tak. Ministeren.

Og det er jo den diskussion, som vi skal have med de andre partier, når vi mødes på tirsdag, tror jeg det må være, til førstebehandlingen af lovforslaget.

Tak for det. Så er spørgsmålet sluttet. Og vi siger tak til justitsministeren, og vi siger tak til hr. Peter Skaarup.

Vi går videre med et spørgsmål til sundhedsministeren af hr. Peter Juel-Jensen, Venstre.

Værsgo for oplæsning af spørgsmålet.

Tak for det, formand. Hvilke regler skal man – da Bornholm er testø, også når det kommer til corona – leve op til, før kulturliv, foreningsliv og restaurationsbranchen igen kan åbne op og dermed få afprøvet og udarbejdet de retningslinjer, der skal til, således at man også kan åbne op i resten af Danmark?

Ministeren, værsgo.

Tak for spørgsmålet her. Det er helt korrekt, at Bornholm jo har været vores testø, altså der, hvor vi har testet nogle yderligere genåbninger og haft noget mere testning og nogle krav om at skulle vise, at man er blevet testet. F.eks. har vi åbnet for liberale erhverv og sådan nogle ting, før man gjorde det i resten af Danmark. Og vi har virkelig kunnet trække på de erfaringer. Så en kæmpe tak fra mig til selvfølgelig regionskommunen, men jo også til erhvervslivet og indbyggerne på Bornholm for, at man har taget det til sig. Man skulle lige vænne sig til det, viser de tal, jeg har set, men man er virkelig gået ind i det her med stort, stort ansvar og stor lyst til den åbning, som vi alle sammen er i gang med nu. Der har Bornholm vist vejen, og det synes jeg man kan være stolt af på Bornholm.

Hvis man så ser på den rammeaftale, der er lavet, om de yderligere skridt i forhold til genåbningen – og det er jo den, spørgeren hentyder til her – kan man se, at der i den ligger, at det som udgangspunkt er landsdækkende genåbninger. Der var en mindre en, der gjaldt nogle centre, i den her uge, og på onsdag i næste uge kommer en yderligere åbning med større centre og flere andre ting, bl.a. udendørsserveringer og andet andre steder i vores samfund, men så er det også en forudsætning, at vi i de politiske partier selvfølgelig lidt på baggrund af myndighedernes indstilling vurderer, om man kan gøre noget mere fleksibelt. Jeg vil ikke stå her og afvise, at det ender med, at man kan gøre noget mere fleksibelt, og hvis det bliver en løsning – vi har jo nogle lokale nedlukninger, og som udgangspunkt skal vi åbne nationalt – så er Bornholm selvfølgelig også oplagt at se på i den sammenhæng.

Værsgo.

Ministeren har jo ganske ret. Det, jeg prøver på at presse igennem her, er noget yderligere regional genåbning. For Bornholm har så at sige faktisk ingen smittede, og det er igennem en længere periode. Så det er lidt uforståeligt for os på Bornholm, at man ikke så småt begynder at åbne op for kulturen og restaurationsbranchen, selvfølgelig under ordnede forhold. Man har jo kunnet se under påsken, og bornholmerne har vist under påsken, at man har kunnet håndtere et stort antal turister – der var mange på øen – men man har også bevist, at man har kunnet åbne op på en god og en ansvarlig måde, selvfølgelig med afstandskrav osv.

Men med de krav, der ligger i den aftale, som ministeren henviser til, er det svært, ja, nærmest umuligt at få en forretning til at hænge sammen. Så mit spørgsmål skal være her: Vil ministeren flytte sig, så også de små og mindre restaurationer kan få en forretning til at hænge sammen? Altså, vil man se yderligere på at lempe på arealkravet, således at de små forretninger også kan åbne op og få det hele til at hænge sammen rent økonomisk?

Ministeren.

Hvad angår sådan arealkravet i forhold til den planlagte nationale genåbning, forestiller jeg mig, at det nok er klogt af os at lytte til sundhedsmyndighedernes indstillinger dér og sige, at det må være landsdækkende, altså i forhold til afstandskrav, krav til meter og arealkrav. Spørgsmålet er, om der skal være en yderligere lokal eller regional genåbning, eller om vi kan gøre det landsdækkende. Vi vil jo nok alle sammen helst gøre det landsdækkende, men hvis det ikke kan lade sig gøre, handler det om at se på noget mere fleksibelt – det vil jeg slet ikke afvise. Lad os prøve at se på, hvad indstillingen er fra vores myndigheder, og hvad de politiske partier melder ind.

Peter Juel-Jensen, værsgo.

Man kan selvfølgelig godt gemme sig bag, hvad sundhedsmyndighederne anbefaler osv. Man skal bare huske på, at på øer er tingene jo ikke lige så store, og når sundhedsmyndighederne skal komme med anbefalinger, er det selvfølgelig, når Tivoli skal åbne. Der er lidt forskel på Brændesgårdshaven eller Joboland på Bornholm og så Tivoli. Der bliver man jo tvunget til at nedskalere det, således at de også kan være med der.

Minister, jeg rejser hjem to gange om ugen. Det gør jeg både med fly, og jeg gør det med færge, og begge steder gør man utrolig meget for at passe på passagererne og de ansatte, og det er vi rigtig glade for. Men når jeg tager færgen og går om bord, finder jeg et sted at sidde, og så går jeg ind (Formanden: Tak) og køber en æggemad og en cola osv. Det kan jeg gøre på færgen, det kan jeg ikke gøre på Store Torv i Rønne.

Så må vi vist have et svar fra ministeren om Store Torv i Rønne. Værsgo.

Jeg var spændt på, hvor vi nåede hen her med æggemaden. Men jeg tror nok, at spørgeren hentyder til, om det så ikke er ulogisk, at man kan sidde lidt tæt sammen på færge, men ikke ude på en ø som Bornholm, som jo i sagens natur er tusindvis af gange, millioner af gange større end en færge. Det er jo korrekt. Men så skulle logikken være, at man skulle lukke ned for færger til Bornholm, men det har vi jo ikke lyst til. Det hører jeg heller ikke der bliver sagt her. Så vi kan altid finde nogle grænsetilfælde, hvor man siger, at lige her må vi så prøve at bruge nogle mundbind og andre ting, som er retningslinjer, og som så gør, at vi minimerer smittetrykket de steder, hvor man ikke kan være så adskilt, som vi ellers foretrækker.

Så er det det sidste spørgsmål.

Det er forskellen på en socialdemokrat og en liberal, for løsningen er jo ikke at lukke ned på færgerne, for der er ikke nogen smitte. Der er ikke kommet yderligere smitte ved, at man har kunnet købe en æggemad og en cola og stå relativt tæt sammen på en færge. Det vil vi også gerne gøre på Café Gustav på Store Torv i Rønne med de samme muligheder. For mener ministeren virkelig, at corona smitter værre, når man har fast grund under fødderne, end når man sejler? Hvorfor er det ikke samme regler?

Ministeren.

Nej, jeg sagde jo netop, at vi ikke skulle lukke for færgedriften, så den modsætning holder ikke.

Men hvis det drejer sig om udendørs servering, ligger det jo i den nationale plan, ikke kun for Store Torv i Rønne, men også for andre torve i hele Danmark. Udendørs servering forudsætter jo, at smitten er i kontrol, og det er den, og at vi har gode tal, og det har vi. Så kan vi åbne op for udendørs servering, som det er aftalt, og det er så på nationalt niveau, medmindre man er i en kommune, som har et særlig højt incidenstal.

Tak for det. Spørgsmålet er slut.

Efter afspritning går vi videre med spørgsmål til transportministeren, men jeg er nødt til at sige indledningsvis, at der er ti spørgsmål til transportministeren, og jeg er ikke sikker på, at vi når det hele, for det er sådan i forretningsordenens § 20, stk. 5, at det er 1 time. Så hvis der ikke er nogen, der sådan giver et halvt minut hist og pist, kan det måske blive vanskeligt at nå det sidste par spørgsmål. Tommelfingerreglen er, at der er otte spørgsmål i timen cirka.

Men vi starter med spørgsmål til transportministeren af Louise Schack Elholm.

Værsgo til oplæsning af spørgsmålet.

Mange tak. Jeg vil gerne oven på regeringens infrastrukturoplæg stille spørgsmålet:

Vil regeringen afhjælpe trængslen for pendlere fra Midt- og Vestsjælland til Københavnsområdet, og i givet fald hvordan?

Ministeren.

Tak for spørgsmålet. Det undrer mig egentlig, at spørgeren i begrundelsen af spørgsmålet anfører, at der i regeringens infrastrukturoplæg »Danmark fremad – Infrastrukturplan 2035« ikke er lagt op til trafikale forbedringer for de sjællandske pendlere.

På vejnettet foreslår regeringen både at færdiggøre Kalundborgmotorvejen, så den går helt til Kalundborg, og at opgradere Vestmotorvejen mellem Korsør og Vemmelev, så der etableres nødspor til gavn for trafiksikkerheden. Herudover vil vi igangsætte en forundersøgelse af en opgradering af Rute 22 – det, som man populært kalder for den sjællandske tværforbindelse fra Kalundborg via Slagelse til Næstved – og en forundersøgelse af en opgradering af Rute 6 mellem Solrød og Roskilde.

På jernbanen foreslår regeringen, at næste generation af S-tog skal køre til Roskilde, hvilket vil løfte togbetjeningen af Roskilde, Trekroner og Hedehusene markant. Herudover vil vi bl.a. igangsætte en forundersøgelse af et dobbeltspor mellem Køge og Køge Nord og en ekstra perron på Køge Station. Hertil kommer en ny, sydlig jernbanekorridor, som vil give mulighed for hurtige, direkte tog til Amager og Københavns Lufthavn, bl.a. til gavn for borgere bosat på Sjælland. Jeg synes derfor, at regeringens udspil rummer flere vigtige initiativer til gavn for både bilpendlere og togpendlere på Midt- og Vestsjælland.

Lad mig stilfærdigt også her minde spørgeren om, at der i den plan, som spørgerens eget parti, Venstre, indgik i marts 2019 sammen med de øvrige blå partier, ikke var prioriteret en række af de projekter på Midt- og Vestsjælland, som er med i regeringens plan. Hvis man fraregner en sydlig Ring 5, som jeg i hvert fald kan forstå at Venstre også selv har skrinlagt, var der færre investeringer i Midt- og Vestsjælland i den daværende regerings plan.

I det lys kan man jo nok synes, at spørgerens kritik forekommer lidt besynderlig.

Værsgo, fru Louise Schack Elholm.

Det glæder mig trods alt, at regeringen har taget Næstvedmotorvejen og Kalundborgmotorvejen med videre fra den tidligere regerings infrastrukturoplæg, og så håber jeg, at man får den lavet lige så hurtigt, som man gjorde i VLAK-regeringens forslag, altså den aftale, vi havde indgået med Dansk Folkeparti.

Når jeg spørger, er det, fordi man i regeringens eget oplæg på figur 3 kan se belastningsgraden på statsvejnettet. Den er kulsort fra Vestmotorvejen fra Ringsted og hele vejen ind til København. Ministeren bedes svare på, hvad det er for nogle forbindelser, der skal aflaste Vestmotorvejen og Køge Bugt Motorvejen på den her strækning, i regeringens infrastrukturoplæg, der går frem til 2035.

Ministeren.

Vi har naturligvis lyttet til Folketingets partier, herunder også Venstre, i forhold til eksempelvis den kritik, der har været af en sydlig Ring 5-korridor, som ganske rigtigt ville have kunnet aflaste lige præcis dér. Tidligere i dag havde jeg sættemøde med repræsentanterne for Venstre, og derfor vil jeg af respekt for de forhandlinger, som nu er gået i gang, ikke kommentere på, hvad der har været bragt med til forhandlingsbordet, men det er jo oplagt, at fru Louise Schack Elholm jo kan drøfte de her ting med Venstres forhandlerteam.

Tak. Så er det fru Louise Schack Elholm.

Jeg stiller heller ikke spørgsmål til forhandlingerne; det synes jeg slet ikke ville være passende at gøre her. Jeg stiller spørgsmål til regeringens oplæg, og i regeringens oplæg kan man tydeligt se, at belastningen fra Ringsted og ind til København vil være kritisk – dvs. en belastningsgrad på over 95 pct. for 2030, hvis ikke der foretages investeringer i infrastrukturnettet på den her strækning. Er det korrekt at sige, at regeringen ikke har valgt at løse den opgave i det her udspil?

Ministeren.

Jeg hører heller ikke fru Louise Schack Elholm være uenig i, at hendes eget parti heller ikke finder, at en sydlig Ring 5 skal prioriteres. Det kan godt være, at jeg har opfattet det forkert, og så må fru Louise Schack Elholm jo sige det her eller få repræsentanterne for Venstre til at sige det.

Fru Louise Schack Elholm med sidste spørgsmål. Værsgo.

Vil ministeren ikke godt svare på spørgsmålet: Har regeringen lagt op til at løse problemet med belastningsgraden fra Ringsted til København på motorvejsnettet?

Ministeren.

Det er præcis derfor, vi sidder til forhandlinger netop nu, hvor der jo i øvrigt også er en forhandlingsreserve på godt 10 mia. kr., som vi forhandler om. Uagtet at fru Louise Schack Elholm påstår det modsatte, er det jo forhandlinger, der vil gå i gang, og jeg mener ikke, at jeg her kan sige, hvad partiet Venstre har bragt med ind af prioriteringer til forhandlingsbordet.

Spørgsmålet er slut. Tak til fru Louise Schack Elholm. Vil du være sød lige at spritte af?

De næste mange spørgsmål er fortsat til transportministeren. Det er nu hr. Erling Bonnesen.

Hr. Erling Bonnesen for oplæsning af spørgsmålet. Værsgo.

Tak for det. Og spørgsmålet lyder: Hvad er ministerens holdning til at få sikret fornyelse af og flere støjskærme langs motorvejen ved Nyborg, og er ministeren enig i, at der skal gøres noget ved støjproblemerne og udarbejdes en konkret plan for gennemførelse af initiativer?

Ministeren.

Tak for spørgsmålet. Med vores udspil »Danmark fremad« har vi fremlagt vores prioriteringer og ønsker for fremtidens infrastruktur. Det er regeringens udgangspunkt for forhandlingerne. Der er, som tidligere nævnt, også en forhandlingsreserve, som de partier, som ønsker at være med i forhandlingerne, kan være med til at præge.

Støj fra trafikken er et væsentligt samfundsproblem, som har konsekvenser for alt for mange danskere. Derfor er det også særligt adresseret i udspillet, og vi har fra regeringens side prioriteret 3 mia. kr. til en markant støjindsats. Støjbekæmpelse er for mig et vigtigt tema, og jeg er opmærksom på udfordringerne mange steder langs motorvejen, herunder gennem Nyborg, hvor flere boligområder er belastet med meget høje støjniveauer. Problemerne i Nyborg fremgår også af Vejdirektoratets seneste støjhandlingsplan for statens veje, og jeg vil gerne fremhæve, at der i regeringsudspillet nævnes flere forskellige støjindsatser, som kan være med til at mindske støjen i Nyborg; eksempler herpå er støjstærekasser og samarbejdsprojekter med kommuner. Jeg er således enig med spørgeren i, at der skal gøres noget ved støjudfordringerne i Nyborg, og vi lytter naturligvis gerne til Venstres og andre partiers ønsker, idet vores mål jo netop er en bred politisk aftale.

Jeg har tidligere i dag sammen med finansministeren og indenrigsministeren haft Venstres forhandlere til sættemøde. Med respekt for forhandlingerne vil jeg ikke her drøfte, hvad der er blevet talt om ved forhandlingsbordet, men det er også klart, at hvis hr. Erling Bonnesen har konkrete ønsker i forbindelse med forhandlingerne, vil jeg anbefale, at han drøfter dette på Venstres gruppemøder. Den konkrete prioritering af investeringer i støjbekæmpelse kommer i sidste ende an på, hvad der er opbakning til i Folketinget.

Hr. Erling Bonnesen.

Tak for det. Jamen det er jo det, man kalder et godt ministersvar sådan i positiv forstand, altså at man kommer lidt rundt om det uden at få svaret helt præcist på det. Ministeren anbefaler, at jeg tager det op på Venstres gruppemøde, og det kan jeg sige at jeg allerede har gjort, og det er også fra Venstres side en klar, klar prioritet. Og lige så vel som jeg synes, det er fint, at ministeren og regeringen nævner støjproblemer omkring Odense, kan man selvfølgelig også helt konkret få de nævnt problemer, som er ved Nyborg. Det er velkendte problemer. Jeg ved, at ministeren også selv har været der og beset det.

Så har jeg også noteret mig, at både Nyborgs Venstreborgmester og også ministerens egen partifælle, den socialdemokratiske gruppeformand i Nyborg, har sagt, at det er et klart ønske, nærmest et krav, at det også bliver skrevet ind, at Nyborg selvfølgelig skal behandles på den måde, at det bliver nævnt konkret i den kommende infrastrukturaftale. Det kan ministeren selvfølgelig ikke stå og svare præcist på nu, for det ligger jo i forhandlingerne, men i hvert fald kan vi godt komme tættere på end det, som ministeren gav udtryk for før.

Så er ministeren enig i, at lige præcis støjproblemerne i Nyborg, som jo er velkendte og velbeskrevne, skal stå helt øverst på dagsordenen i de kommende trafikforhandlinger, når man taler støjudfordringer?

Ministeren.

Vi kommer i hvert fald ikke uden om, at en del af de elementer, som hr. Erling Bonnesen her nævner i sit spørgsmål, er elementer, som jeg ikke kan svare på, uden at jeg dermed kompromitterer de forhandlinger, der er gået i gang i regi af Finansministeriet nu. Men det er også klart, at sammenligner man den pulje, der var sat af til støjbekæmpelse i den daværende VLAK-regerings plan, med det, der er sat af i den nuværende regerings udspil, er der jo langt flere penge til støjbekæmpelse.

Hr. Erling Bonnesen. Værsgo.

Jamen både røde og blå regeringer har sat flere og flere penge af i erkendelse af – både fra rød og blå side – at der er stigende problemer med støj, og at det skal bekæmpes. Jeg synes, det er godt, at vi kommer et lillebitte skridt tættere på, og jeg har fuld respekt for, at vi ikke kan køre forhandlingerne her.

Men er ministeren ikke enig i, at lige så vel som der er store problemer med støjudfordringerne i Odense, som jeg ser med tilfredshed på at ministeren har fået nævnt i forbindelse med regeringens præsentation og oplæg, lige så relevant er det for Nyborg? Der kan vel ikke være forskel på det, for det er den samme motorvej og den samme hovedfærdselsåre tæt på hinanden.

Ministeren.

Men det er jo præcis derfor, at regeringen, modsat den tidligere regering, har sat et større beløb af til støjbekæmpelse. Og derudover har vi taget initiativ til andre, nye måder at bekæmpe støj på. Og det går jeg ud fra at hr. Erling Bonnesen, også når han tager sin partikasket af, kan glæde sig over i sit stille sind, altså at vi på den måde giver nye muligheder på paletten. Og så opfatter jeg også det her som nok mere en pligtopgave fra hr. Erling Bonnesens side. For vi er jo i gang med forhandlinger, så mon ikke vi finder nogle gode løsninger.

Så er det hr. Erling Bonnesen for det sidste spørgsmål. Værsgo.

Tak for det. Jamen fuld respekt for, at vi ikke kan køre forhandlingerne her. Men i demokratiet skal der også være plads til debat og til at få vendt tingene, netop for, kan vi sige, at få sikret, at de ting, der skal prioriteres højt, står højt på listen. Jeg anerkender fuldt ud og godt, at der fra regeringens side er blevet sat flere penge af til støjbekæmpelse. Det samme kunne vi sige, da vi havde den blå regering i forhold til det forrige, så skidt med det.

Men afslutningsvis vil jeg her sige tak for en god runde på det her. Og mit sidste spørgsmålet er, om ministeren vil garantere, at ministeren ikke vil glemme, om jeg så må sige, støjudfordringerne i Nyborg, når nu forhandlingerne kommer.

Så får vi et svar fra ministeren. Værsgo.

Jeg glemmer ikke, at der er støjudfordringer, det er der rigtig mange steder i landet. Ikke kun de steder, jeg har formået at besøge, men også rigtig mange andre steder. Og det er selvfølgelig også derfor, at der er sat en større pulje af. Og jeg vil bare gerne også anerkender den ros, som ligger i hr. Erling Bonnesens seneste bemærkninger. Og jeg håber selvfølgelig også meget på, at vi kan lande en bredt funderet aftale, hvor vi også løser rigtige problemer for rigtige mennesker, herunder støjproblemer.

Tak for det. Spørgsmålet er slut, tak til hr. Erling Bonnesen.

Men vi fortsætter med transportministeren, og nu er det så hr. Karsten Lauritzen.

Værsgo for oplæsning af spørgsmålet.

Tak, og spørgsmålet lyder: Før valget i juni 2019 besluttede et flertal bestående af Venstre, Konservative, Liberal Alliance og Dansk Folkeparti at igangsætte byggeriet af den tredje vestlige Limfjordsforbindelse i 2024. Og nu fremgår det af den socialdemokratiske regerings infrastrukturudspil, at igangsættelse kan være udskudt til om 15 år, altså efter 2035. Hvad er årsagen til dette, og mener ministeren ikke, at nordjyderne har fortjent, at byggeriet kommer i gang i 2024 som aftalt?

Ministeren.

Tak for spørgsmålet. Jeg ved faktisk ikke, hvor spørgeren har fra, at et anlæg af en tredje limfjordsforbindelse kan være udskudt til efter 2035, så det må stå for spørgerens egen regning. Vi har netop med vores udspil »Danmark fremad – Infrastrukturplan 2035« lagt op til at prioritere en tredje limfjordsforbindelse, fordi – og her tillader jeg mig at citere fra udspilsteksten:

»I Aalborg er en tredje Limfjordsforbindelse en tiltrængt investering i at reducere trængslen i byen, som også giver mulighed for byudvikling.«

Nu skal vi sammen med Folketingets partier drøfte udspillet og den konkrete prioritering af projekter, herunder i hvilken rækkefølge projekterne skal igangsættes. Og det er naturligvis regeringens ønske, at alle projekter i vores udspil skal være igangsat inden år 2035, ellers så indgik de jo ikke i udspillet, selvsagt.

Jeg har tidligere i dag sammen med finansministeren og indenrigsministeren haft Venstres forhandlere til sættemøder, og af respekt for forhandlingerne vil jeg ikke her drøfte, hvad der er blevet talt om ved forhandlingsbordet.

Men hvis det er sådan, at hr. Karsten Lauritzen har konkrete ønsker i forbindelse med forhandlingerne, vil jeg anbefale, at han løfter dette på Venstres gruppemøder. Den konkrete prioritering af fremtidens infrastrukturinvesteringer vil i sagens natur i sidste ende komme an på, hvad der opbakning til i Folketinget.

Hr. Karsten Lauritzen, værsgo.

Tak til ministeren for svaret, siger jeg af høflighed, men ministeren forholder sig jo ikke til det, der bliver spurgt om. Jeg kan forsikre om, at de ønsker, Venstre har, drøfter vi, og de bliver fremlagt, men jeg synes ikke, det er rimeligt, at regeringen slipper. For regeringen skaber, og det gør ministeren og ministerens socialdemokratiske kollega, stor usikkerhed, fordi der lå en plan om, at tredje Limfjordsforbindelse skulle igangsættes i 2024. Det står der i planen. Så er der et folketingsvalg. Socialdemokratiet vil ikke bakke op om den plan. Man bruger små 2 år på at lave en ny plan. Den har jeg her: Det er en flot plan med en fin forside, men der står ingen tal for, hvornår noget skal gå i gang, men der er en masse projekter frem mod 2035. Derfor står vi bare i en situation i Nordjylland, hvor det er meget akut.

Den tredje Limfjordsforbindelse var med i den tidligere regerings fase 1. Det ville have været enormt hjælpsomt, hvis transportministeren og regeringen havde lavet en faseopdeling, ligesom den tidligere regering gjorde, og været så modige og havde sagt til nordjyderne: Det er så vigtigt med en tredje Limfjordsforbindelse. Den tidligere regering lavede en aftale. Vi synes, det er en god idé. Den står i fase 1. Det ville have været meget hjælpsomt.

Der er skabt en enormt stor grad af usikkerhed, og jeg kan godt forstå, transportminister, at ministeren synes, det er træls at skulle stå her og svare på spørgsmål, og at man vil gerne putte det ind i gruppemøder og forhandlinger, og det er fint. Men jeg synes, at transportministeren skylder at give nordjyderne et svar på, om man vil levere en tredje Limfjordsforbindelse med start i 2024, som det tidligere var aftalt, eller om man vil skubbe den til senere, måske helt til 2035, som jo altså er endetidspunktet for planen.

Så det er spørgsmålet, transportminister, og jeg synes ikke, det er urimeligt over for de mennesker, de bilister, de nordjyder, som håber på, at vi hurtigt kan få en forbindelse, at svare på et helt rimeligt spørgsmål. Så gør det gerne, minister.

Ministeren.

Jeg tror, at hr. Karsten Lauritzen har fuldstændig misforstået det. Jeg synes på ingen måde, det er træls at stå her og fremlægge en plan, der for alvor skal skubbe udviklingen i Danmark fremad, som skal skabe sammenhænge, og som i modsætning til det, der var den tidligere regerings oplæg, er noget, der skal gennemføres. Sandheden er, at den, der først og fremmest har et forklaringsproblem, jo er hr. Karsten Lauritzen, som før valget fik lavet en aftale, der var så smal, at den ikke kunne holde. Hele pointen er jo, at den her plan skal vi gerne samle et flertal, der er så bredt som muligt, i Folketinget bag.

Hr. Karsten Lauritzen, værsgo.

Tak. Men transportministeren taler udenom. Spørgsmålet er meget simpelt, og det hjælper ikke, at transportministeren ryster på hovedet. Spørgsmålet er meget simpelt og drejer sig om anlægsstart for den tredje Limfjordsforbindelse, som er 2024 i den tidligere regerings plan. Hvorfor er det, at transportministeren ikke her siger: Selvfølgelig, det ønsker vi også i Socialdemokratiet?

Jeg kan afsløre over for ministeren, at det er det, en lang række af de socialdemokratiske folketingsmedlemmer har sagt til citat, men det er bare ikke afspejlet i regeringens plan. Så hvorfor vil man ikke give tredje Limfjordsforbindelse den prioritet, projektet har fortjent?

Ministeren.

Vi har indkaldt til forhandlinger, og der er det jo også sådan, at vi i sagens natur også vil lytte til, hvad Folketingets partier bredt ønsker. Jeg synes, det ville være forkert af mig at stå her og tilkendegive, hvad jeg ved at Venstre har fremlagt i forhandlingslokalet af prioriteringer. Men det er klart, at jeg håber på, at det bliver muligt at gennemføre også dette projekt så hurtigt, som det er muligt, og i sagens natur er det noget, vi prioriterer. I modsætning til hr. Karsten Lauritzens noget perfidt formulerede spørgsmål, ja, så forventer vi også, at det her er et projekt, der skal i gang før 2035.

Tak. Karsten Lauritzen for det sidste spørgsmål. Værsgo.

Jeg synes ikke, det er særlig perfidt. Hvis man har fulgt med i Nordjylland, ved man, at en masse socialdemokrater har sagt: Stem på os til folketingsvalget, så kommer tredje Limfjordsforbindelse med anlægsstart i 2024. Det har de sagt. Det er de gået til valg på. Jeg forsøger sådan set bare at få Socialdemokratiet til at leve op til de løfter, som nogle af medlemmerne af Socialdemokratiet, der var kandidater, har givet.

Jeg synes ikke, det er urimeligt at bede regeringen om at prioritere projekterne. Det gjorde den tidligere regering. Hvorfor kan den her regering ikke prioritere og gøre som den tidligere regering og sige: Tredje Limfjordsforbindelse er noget af det vigtigste; det starter vi med?

Tak. Ministeren.

I modsætning til den tidligere regering har den her regering tænkt sig at lave aftaler, som betyder, at projektet gennemføres. Den tidligere regering vidste jo godt, at der var en stor sandsynlighed for, at den aftale, man lavede, ikke kunne holde. Derfor må jeg også bare sige, at jeg har tænkt mig – nå, nu synes hr. Karsten Lauritzen allerede, at det er uinteressant at høre på mig, kan jeg se – at lytte til alle de synspunkter og prioriteringer, der kommer ind fra partierne, og lave en bred aftale. Derudover kan jeg også bare konstatere, at hvis der er et sted, hvor jeg bruger rigtig meget af min tid, også på at svare på spørgsmål, så er det netop Nordjylland, fordi der er en række borgere, der også har bekymringer omkring den valgte linjeføring, som vi dog står fast på.

Tak for det. Spørgsmålet er slut. Tak til hr. Karsten Lauritzen.

Inden vi går videre, skal jeg meddele, at spørgsmål nr. 13 og 17 af Christoffer Aagaard Melson udgår efter ønske fra spørgeren selv, hvilket jo så også betyder, at vi når de spørgsmål, der er til transportministeren.

Vi fortsætter. Nu er det fru Anni Matthiesen.

Værsgo for oplæsning af spørgsmålet.

Tak for det, formand. Hvad mener ministeren om fraværet af en ny midtjysk motorvej i regeringens nye udspil til en infrastrukturplan, når regeringen i 2019 netop gik til valg på et trafikudspil, hvor en ny midtjysk motorvej indgik?

Ministeren.

Tak for spørgsmålet. Indledningsvis kan jeg kun sige, at regeringens udspil »Danmark fremad« netop afspejler mine og resten af regeringens prioriteter og ønsker for fremtidens infrastruktur. Det gælder også fraværet af en midtjysk motorvej. Det er korrekt, at en ny midtjysk motorvej fremgik af Socialdemokratiets oversigt over mulige relevante projekter, som kunne drøftes politisk i forbindelse med en kommende infrastrukturplan, tilbage i januar 2019. Men det er svært at komme uden om, at resultaterne af undersøgelserne ikke var så fantastiske, som det tidligere var forventet, i den strategiske analyse af en ny midtjysk motorvej. Den interne rente, som blev vurderet i den strategiske analyse fra 2013, blev faktisk halveret i den vvm-undersøgelse, som blev færdiggjort i 2020.

Derfor synes jeg bestemt heller ikke, at der er nogen skam i, at vi er blevet klogere med det nye beslutningsgrundlag fra sidste år. Som det formentlig er spørgeren bekendt, er forhandlingerne om fremtidens infrastruktur netop gået i gang. Jeg har tidligere i dag sammen med finansministeren og indenrigsministeren haft Venstres forhandlere til sættemøde, og i respekt for forhandlingerne vil jeg ikke her drøfte, hvad der er blevet talt om ved forhandlingsbordet, men det er klart, at hvis fru Anni Matthiesen har konkrete ønsker i forbindelse med forhandlingerne, herunder til den forhandlingsreserve, der er, vil jeg anbefale, at hun drøfter dette på Venstres gruppemøder.

Den konkrete prioritering af fremtidens infrastrukturinvesteringer vil i sagens natur i sidste ende komme an på, hvad der er opbakning til i Folketinget.

Fru Anni Matthiesen.

Tak. Jeg har egentlig forstået det sådan, at samfundsøkonomien i hærvejsmotorvejen faktisk er rigtig god med en forrentning på 5,4 pct. Der er faktisk også 31 borgmestre på tværs af partiskel og fra mange steder i det jyske, der har været med til at bakke op om det her projekt. Og det er vel sådan, at man skal se det her projekt helt fra start til slut, altså hele linjeføringen, og dermed vel også tale om forrentningen og økonomien for hele strækningen. Og det vil jeg egentlig gerne have transportministeren til at svare på. Altså, man skal vel beregne tingene ud fra hele strækningen og ikke kun en del af strækningen. Er det ikke korrekt?

Ministeren.

Altså, i denne sammenhæng har vi jo ret konkrete tal, fordi vi har en vvm-undersøgelse af den sydlige del, som sådan i hele træskolængder koster 7 mia. kr. at lave. Så er det rigtigt, at der er lavet en strategisk analyse af den nordlige del, men den kan vi ikke på samme måde regne en ret præcis samfundsøkonomi på. Der er lavet nogle overslag på, hvad det vil koste, og det, fru Anni Matthiesen gør her, er at lave sådan en samlet vurdering ved at lægge de to tal sammen. Helt sådan kan man ikke tænke, og derfor er vi selvfølgelig også nødt til at kigge på det, der ligger, nemlig den sydlige del, som alt andet lige er dårligere forrentet end det, der lå i den strategiske analyse.

Fru Anni Matthiesen, værsgo.

Jeg har det sådan, at uanset hvad man kalder analyserne, synes jeg på en eller anden måde, at man jo skal og bør kigge på projektet som helhed. Altså, det svarer vel lidt til, at man, hvis man taler om Kattegatforbindelsen, nøjes med kun at kigge på den del, der går til Samsø og ikke tager den sidste del med. Og der kan jeg simpelt hen ikke forstå den måde, som ministeren vælger at præsentere det på. For igen vil jeg sige, at hvis man ser på det samlede projekt, altså hele den midtjyske motorvej, så er det vel sådan, at man kan se, at det har en god økonomi. Er det ikke sandt?

Ministeren.

For en god ordens skyld skal det siges, at vi ikke adresserer spørgsmålet om Kattegatforbindelsen i Danmark fremad. Det er sådan, at der er en forundersøgelse i gang, som vi afventer de konkrete konklusioner på. Det, vi kan vide med sikkerhed, er, at vi i forhold til den vvm-redegørelse, der ligger, har kunnet regne os frem til nogle rimelig præcise tal. Men det er også klart, at der jo er en risiko for, at det, hvis man laver en vvm-undersøgelse af den nordlige del, så har den samme konsekvens, altså at samfundsværdien bliver halveret, som det skete i forbindelse med den sydlige del. Og derfor kan man faktisk ikke konkludere, som fru Anni Matthiesen gør.

Så er det fru Anni Matthiesen for det sidste spørgsmål.

Jeg må sige, at det, der undrer mig meget, jo er, som også tidligere spørgere har været inde på, at den nye midtjyske motorvej også har været en del af Socialdemokratiets tidligere udspil. Og jeg ved jo også godt, at ministeren er valgt i et område, hvor motorvejen her faktisk har en kæmpe betydning i forhold til at sikre et land i bedre balance. Man har vel også en politisk interesse i at skabe et land i balance. Det hører jeg i hvert fald socialdemokrater sige i andre sammenhænge. Så kunne ministeren afsløre noget: Hvorfor har man ikke valgt at tage den midtjyske motorvej med?

Tak. Ministeren.

Det er jo sådan, at vi netop også sikrer en fremkommelighed og også bekæmper en række af de trængselsudfordringer, der også er i det sydlige Jylland, med de investeringer, der laves her. Men vi må også sige, at der derudover er et aspekt i forhold til de mange berørte borgere, som handler om de seks linjeføringer, der har været i spil. De borgere fortjener naturligvis også at få et klart svar på, om de er købt eller solgt.

Tak for det. Spørgsmålet er slut.

Så er der sket det, at der tilsyneladende har været en fejl, da hr. Christoffer Aagaard Melson ikke har ønsket at trække spørgsmålet, men fejl skal man jo kunne få tilgivelse for.

Værsgo, hr. Christoffer Aagaard Melson.

Jeg undskylder meget misforståelsen. (Formanden (Henrik Dam Kristensen): Det er, hvad der kan ske. Vi giver ministeren mulighed for at finde papirerne frem imens – så er vi i hvert fald nået så langt.) Tak for det.

Anerkender ministeren, at der i dag er store udfordringer med at afvikle trafikken gennem Vejle by, når Vejlefjordbroen er lukket på grund af kø, uheld eller vejarbejde, og mener ministeren, at forudsætningerne for planerne om at bygge en togbro over Vejle Fjord stadig holder?

Og ministeren har fundet svaret? Ja, værsgo.

Ja, det er lige med at have tingene i den rigtige rækkefølge. Der har været rigtig mange spørgsmål, så tak for forståelsen for det, og tak for spørgsmålet.

Motorvejsbroen over Vejle Fjord er en helt central forbindelse i den overordnede vejinfrastruktur i Danmark, og den har desuden også en vigtig rolle for den lokale trafikafvikling omkring Vejle. Ja, det behøver jeg ikke at forklare spørgeren, for det ved spørgeren.

Broen er særdeles vigtig, idet de alternative vejforbindelser netop går gennem Vejle by og derfor er forbundet med en række genevirkninger ud over de trafikale forsinkelser. Og derfor har vi også i regeringens udspil til en ny infrastrukturplan afsat 15 mio. kr. til en forundersøgelse af en mulig kapacitetsudvidelse.

Forundersøgelsens hovedforslag vil være anlæg af en parallel broforbindelse, der kan lette presset på den eksisterende Vejlefjordbro og fremtidssikre vejtrafikken over Vejle Fjord. Som alternativt forslag vil der også blive undersøgt en udbygning af den eksisterende broforbindelse ved påsætning af det, vi sådan lidt populært kalder vinger, sådan at den eksisterende bro udvides til otte spor.

Så ja, jeg anerkender fuldstændig, at Vejlefjordbroen kan være en flaskehals. Det ville den jo i øvrigt være, uanset om man bygger en hærvejsmotorvej eller ej, og derfor vil vi i regeringen også gerne kigge på mulighederne for en eventuel udvidelse. I forhold til en fast togforbindelse på tværs af Vejle Fjord er der ikke taget stilling til, hvorvidt den i givet fald skal etableres som en bro eller en tunnel, og det har jeg i øvrigt også allerede oplyst hr. Christoffer Aagaard Melson om på et tidligere samråd.

Hvordan jeg forestiller mig det i forhold til en fast forbindelse på tværs af Vejle Fjord, herunder forudsætningerne for den, synes jeg vil være mest naturligt at lade indgå i de forhandlinger, som jo altså er igangsat.

Christoffer Aagaard Melson, værsgo.

Tak for besvarelsen. Jeg vil starte med at tage fat i problemerne, som ministerens plan kommer til at give Vejle by.

Man vil lave tre spor hele vejen fra Aarhus til Vejle. Det synes jeg er rigtig godt, men forudsætningen for det, i den blå bloks trafikplan, var jo så, at man til gengæld gik ind og hjalp Vejle, når det var, det gik galt ved Vejlefjordbroen. Allerede i dag har vi store problemer med at afvikle den trafik, der går hen over Vejlefjordbroen, og for fremtiden bliver det endnu værre, når der kommer endnu flere biler over Vejlefjordbroen.

Derfor er det meget, meget svært at forstå – når ministeren nu anerkender udfordringen – at man dropper samarbejdet mellem Vejdirektoratet og Vejle Kommune, som der var lagt op til i den blå trafikplan, om at kigge på infrastrukturen i og omkring Vejle, og om man kunne gøre noget der. Og man dropper den midtjyske motorvej.

Kan ministeren ikke godt se, at det ikke hænger sammen, at man laver mere trafik over en Vejlefjordbro, der f.eks. en dag skal renoveres, og så samtidig fjerner de elementer, der skulle gøre, at trafikken rent faktisk kunne håndteres, når Vejlefjordbroen er lukket?

Ministeren.

Nu er der jo som sagt indledt forhandlinger, og Venstres forhandlere har været til sættemøde, og derfor vil jeg helst ikke gå for meget ind i de konkrete ting, som har været drøftet der.

Men det er klart, at hvis det er sådan, at man ikke ønsker en udvidelse af Vejlefjordbroen, enten ved en parallel bro eller en udvidelse af den eksisterende bro med såkaldte vinger, så skal man jo selvfølgelig bringe det ind til forhandlingsbordet. Og derfor er det også et spørgsmål, som jeg vil anbefale spørgeren at tage op på Venstres gruppemøder.

Christoffer Aagaard Melson, værsgo.

Tak. Men vil ministeren ikke anerkende, at selv i det tilfælde, at man i aftalen bliver enige om, at der skal vinger på Vejlefjordbroen, så bliver problemet jo kun det større, når Vejlefjordbroen jo så stadig væk en gang imellem vil være lukket? Vil ministeren ikke anerkende, at i dagligdagen vil vingerne give færre problemer, men at det så kun vil give større problemer i de tilfælde, hvor f.eks. Vejlefjordbroen skal renoveres eller der opstår uheld, så man ikke kan komme over Vejlefjordbroen, og at vi står i en meget svær situation i det tilfælde?

Ministeren.

For det første har vi heldigvis fundet på måder løbende at renovere broen på, som kræver færre afbrydelser af trafikken. Og for det andet er det klart, at man jo også skal se på, at der er to forslag, som analyseres: Enten det her med at sætte vinger på eller alternativt at bygge en parallel bro. Og jeg er godt klar over, at den sidste del vil der nok være mange der gerne vil have sig frabedt ud fra sådan et perspektiv om, at det måske ikke er så kønt at kigge på. Men ud fra et trafikalt perspektiv vil det have nogle fordele.

Tak. Så er det hr. Christoffer Aagaard Melson for det sidste spørgsmål. Værsgo.

Tak for det. Hvis jeg lige skal kommentere det, vil jeg sige, at det at bygge en parallel bro vil give nogle kæmpe udfordringer i forhold til hele bykvarterer, man skal igennem og rive ned. Og der synes vi jo trods alt, at nogle løsninger inde i landet er lidt mindre indgribende over for borgerne i Vejle. Det var lige en kommentar til det.

I forhold til togbroen over Vejle Fjord: Vil ministeren love, at han genberegner samfundsøkonomien i den? For forudsætningerne er jo skredet voldsomt, siden man fremlagde planerne i sin tid.

Ministeren.

Altså, der er ikke taget stilling til, om det skal være en bro eller en tunnel, herunder heller ikke, hvordan den i praksis skal udformes. Og det vil selvfølgelig være noget, som også i givet fald skal drøftes med forligspartierne bag Togfonden DK.

Tak for det. Spørgsmålet er slut.

Efter rengøring fortsætter vi med et spørgsmål til transportministeren, men nu er spørgeren hr. Michael Aastrup Jensen.

(Talen er under udarbejdelse)

Værsgo for oplæsning af spørgsmålet.

(Talen er under udarbejdelse)

Tak for det. Spørgsmålet lyder i al sin enkelthed: Hvorfor er der i regeringens transportudspil ikke afsat midler til støjbekæmpelse på strækningen fra Helsted til Randers S, når der i utallige høringssvar fra støjramte borgere i forbindelse med vvm-undersøgelsen af en udvidelse af E45 fra Aarhus N til Randers gives udtryk for store problemer med støj fra motorvejen?

Ministeren, værsgo.

Tak for spørgsmålet. Jeg er selvfølgelig udmærket bekendt med de udfordringer, der er med støj i også det område. Med vores udspil »Danmark fremad« har vi fremlagt vores prioriteringer og ønsker for fremtidens infrastruktur, og det er selvfølgelig også det, der bliver udgangspunktet for regeringens forhandlinger.

Vi er i regeringen meget opmærksomme på udfordringerne med støj fra trafikken. Det er et væsentligt samfundsproblem, som har helbredsmæssige konsekvenser for alt for mange danskere. Derfor er der også prioriteret en stor pulje til støjbekæmpelse i regeringens udspil – en pulje, som vi ikke har sat præcise projekter på, fordi vi selvfølgelig ønsker at drøfte med Folketingets partier, hvordan det konkret skal udmøntes. Regeringen ønsker således at afsætte 3 mia. kr. til en markant og helhedsorienteret støjindsats. Denne prioritering af støjområdet muliggør bl.a. opsætning af en lang række støjskærme ved de mest støjbelastede boligområder langs statsvejene.

Da boligområdet ved Helsted er vurderet som det, man kalder særlig støjbelastet i Vejdirektoratets seneste støjhandlingsplan, er det naturligvis også et område, der bør være fokus på, når de kommende midler til støjbekæmpelse skal udmøntes til konkrete projekter og indsatser. Og jeg lytter naturligvis gerne til Venstre og andre partiers ønske, idet vores mål jo netop er en bred politisk aftale.

Jeg har tidligere i dag sammen med finansministeren og indenrigsministeren haft Venstres forhandlere til sættemøde. I respekt for forhandlingerne vil jeg ikke her drøfte, hvad der er talt om ved forhandlingsbordet, men det er klart, at hvis hr. Michael Aastrup Jensen har konkrete ønsker eller bekymringer i forbindelse med forhandlingerne, så vil jeg anbefale, at han også løfter det på Venstres gruppemøde.

Den konkrete prioritering af investeringer i støjbekæmpelse vil i sidste ende komme an på, hvad der er opbakning til i Folketinget, men det er klart, at når vi afsætter en større støjpulje, er det selvfølgelig også for at kunne imødekomme de udfordringer, som der er, ikke kun på den strækning, som hr. Michael Aastrup Jensen nævner, men også på en lang række andre.

Tak. Hr. Michael Aastrup Jensen.

Tak for det. Man siger, at man fra regeringens side gerne vil lytte til Venstre, men problemet er, at ministeren jo ikke vil lytte til borgerne, for som ministeren er bekendt med, har vi faktisk drøftet det her tidligere, hvor ministeren gav et tilsagn til undertegnede i debatten om, at man gerne ville komme og lytte til borgerne i forhold til de problemstillinger, der var. Og det møde har man jo aflyst. Man har aflyst det (Transportministeren ryster på hovedet). Okay, hvis ikke det er aflyst, så er man meget velkommen til at komme. Når jeg siger aflyst, mener jeg aflyst, inden forhandlingerne er afsluttet.

Altså, situationen er jo den, at hvis man gerne vil komme bagefter, er man selvfølgelig altid velkommen, men jeg tror, at alle vil give mig ret i, at det giver størst mening, hvis ministeren vil komme til området, inden de mange tusindvis af borgeres skæbne – borgere, som lige nu er støjramte – bliver forseglet. For situationen er jo også den, minister, at når man siger, at man fra regeringens side har lavet prioriteringer, som regeringen mener er de vigtige prioriteringer, man har, har man jo dermed også sagt, at man er i modstrid med det, som VLAK-regeringen faktisk havde lagt op til, nemlig at man på den ene side havde en stor støjpulje og på den anden side jo også havde navngivet konkrete projekter. Man havde navngivet konkrete projekter. Og det, der er det interessante i forhold til os, er jo, at man konkret havde navngivet projektet fra Helsted til Randers C, nemlig præcis den strækning, hvor borgerne i årtier – i årtier – er blevet lovet guld og grønne skove, i forhold til at nu ville der komme en løsning på de stigende trafikstøjsproblemer, som de har.

Derfor er mange selvfølgelig oprigtig talt skuffede, meget skuffede, over, at man ikke har taget det, som VLAK-regeringen ellers havde en færdigt finansieret aftale om, med i S-regeringens udspil. Men mange er jo faktisk samtidig også reelt chokerede over, at ministeren ikke engang tør eller vil møde borgerne omkring det her. Og hvis jeg tager fejl, er man velkommen til at finde en dato, inden forhandlingerne er afsluttet. Jeg er klar, hvilken som helst dag det skulle være.

Ministeren.

Jeg er så træt af, at hr. Michael Aastrup Jensen ikke kan forstå en besked fra mit forkontor, der handler om, at så længe der er covid-19, kan vi ikke fysisk tage ud i landet og besøge borgere. Altså, jeg ved godt, at hr. Michael Aastrup Jensen ser stort på covid-19-hensyn og gladelig rejser til Dubai og andre steder, men vi har altså en bekymring i forhold til nogle borgere, som vi er nødt til at tage hensyn til.

Jeg vil gerne besøge borgere, som er støjudsatte, når vi er sikre på, at vi kan gøre det på en forsvarlig måde. Og derfor har vi udsat det – ja, vi har udsat det. Og vi må også bare sige, at vi jo ikke kan udsætte forhandlingerne om at fordele 3 mia. kr. – markant mere, end den tidligere regering havde afsat – til at sikre støjplagede borgere.

Spørgeren.

Altså, så vidt jeg ved, er der et forsamlingsforbud på omkring i hvert fald minimum fem, og som jeg husker det, bliver det også sat op til ti inden for de næstfølgende dage. Så vi kunne sagtens mødes udenfor, og jeg kan afsløre, at støjen er endnu værre udenfor. Så selv om ministeren bliver sådan helt oprevet, kan jeg jo høre, og begynder at tale om alt muligt andet end det, det handler om, nemlig de støjramte borgere og deres ve og vel, så siger jeg bare igen: Jeg synes, det er rigtig, rigtig sørgeligt, at ministeren ikke vil komme ind og møde borgerne udenfor, hvor vi vil overholde alle retningslinjer, i forhold til hvor mange vi kunne mødes. Så tilbuddet står ved magt.

Tak. Ministeren.

Det her virker faktisk, som om hr. Michael Aastrup Jensen går mere op i selv at kunne sige nogle ting lokalt end i faktisk at løse problemer for borgerne. Der er afsat en markant større pulje end hos den tidligere regering, og det betyder også, at når man har en kategorisering som den, man har, så ligger det her jo ret godt til. Det er almindelig sund fornuft, og det tror jeg selv hr. Michael Aastrup Jensen forstår. Og for mig er det afgørende at komme i gang med de her forhandlinger. Vi har indledt sættemøder, og hele næste uge kommer der til at være tekniske møder. For mig handler det om at kunne komme igennem med et bredt forlig. Og så håber jeg selvfølgelig, at hr. Michael Aastrup Jensens parti vil være med til det og rent faktisk også prioriterer det her område højt.

Spørgeren.

Men ministeren kunne jo have lukket munden på mig ret effektivt. Ministeren kunne jo bare have taget det, der stod i VLAK-regeringens færdige aftale og taget med i Socialdemokratiets eget udspil. Hvis man virkelig mente det her seriøst, kunne man jo bare have navngivet den her strækning præcis på samme måde, som man gjorde i VLAK-aftalen. Det gjorde man ikke, og derfor har man ikke lukket aftalen for mig. Derfor går jeg selvfølgelig i rette med ministeren, når man siger, man prioriterer det her område, mens der er tusindvis af borgere, som lige nu ikke ved, om de er købt eller solgt.

Ministeren.

Her bliver jeg faktisk nødt til at anfægte hr. Michael Aastrup Jensens logik. For det at tage det her problem alvorligt er jo at afsætte en større, markant større, sum penge end den tidligere regering. Og det er det, vi gør. Så er det klart, at hvis det er sådan, at Venstre eller andre partier måtte ønske, at den sum skal være lavere, så må man sige det højt og flot og tage det med ind til forhandlingsbordet – eller alternativt være med til at fordele de midler, som der er, og dermed også tage de nye initiativer i brug, som vi også foreslår. For det handler ikke kun om at afsætte ressourcer, men også om at give nye muligheder for at kunne bekæmpe støj. Det går jeg ud fra er det, som også hr. Michael Aastrup Jensen går op i.

Tak. Spørgsmålet er besvaret. Tak til hr. Michael Aastrup Jensen.

Vi fortsætter med transportministeren, og denne gang er spørgeren fru Louise Schack Elholm fra Venstre.

(Talen er under udarbejdelse)

Værsgo at læse spørgsmålet op.

(Talen er under udarbejdelse)

Hvorfor er regeringen kun interesseret i forbedring af offentlig transport i storbyerne og med hurtigere forbindelse mellem storbyerne, altså uden stop i Region Sjælland, hvad med pendlerne fra provinsen?

Ministeren.

Tak for spørgsmålet. Regeringen har netop offentliggjort udspillet om en kommende infrastruktur kaldet »Danmark fremad – Infrastrukturplan 2035«. Det en stor og ambitiøs plan. Med udspillet afsættes der mere end 100 mia. kr. til nye projekter, og hertil kommer yderligere ca. 55 mia. kr., der allerede er afsat til igangværende projekter.

Spørgeren spørger konkret ind til Region Sjælland. Udspillet indeholder bl.a. en kapacitetsudvidelse og hastighedsopgradering ved Ringsted, som jeg ved interesserer spørgeren meget. Jernbanen ved Ringsted er i dag en flaskehals, som sætter begrænsninger for antallet af togafgange, og som medfører store forsinkelser, og de forsinkelser er også med til at sprede sig til flere togafgange. Det er sådan, at en opgradering af jernbanen ved Ringsted derfor vil komme hele Danmark til gavn, også de sjællandske pendlere, som vil kunne komme hurtigere til København og opleve, at flere tog kører til tiden.

Men dette er ikke det eneste projekt i Region Sjælland, som udspillet indeholder. Udspillet indeholder bl.a. anlæg af en tredje etape af Kalundborgmotorvejen og ikke mindst også en motorvej på rute 54 mellem Næstved og Rønnede. Hertil kommer også en ny sydlig jernbanekorridor. Den korridor vil give mulighed for hurtige direkte tog til Amager og Københavns Lufthavn, bl.a. til gavn for borgere bosat på Sjælland – det vil kunne give ret store rejsetidsbesparelser. Jeg kunne faktisk blive ved, for udspillet indeholder også næste generation af S-tog til Roskilde, forenkling af Københavns Hovedbanegård, det giver bedre tog til alle danskere, en forundersøgelse af dobbeltspor mellem Køge og Køge Nord. Det er alle projekter, som også kommer pendlere fra Region Sjælland til gavn. Derfor er jeg også sikker på, at rigtig mange borgere bosat på Sjælland vil se positivt på regeringens udspil.

Jeg har sammen med finansministeren og indenrigsministeren i dag haft Venstres forhandlere til sættemøder, og i respekt for forhandlingerne vil jeg ikke her drøfte, hvad der er blevet talt om ved forhandlingsbordet. De konkrete prioriteringer af fremtidens infrastrukturinvesteringer vil selvsagt i sidste ende komme an på, hvad der er opbakning til i Folketinget.

Tak. Så er det fru Louise Schack Elholm.

Ministeren har jo fuldstændig ret i, at jeg går rigtig meget op i kapacitetsudvidelsen ved Ringsted. Det er en sag, jeg har forfulgt igennem en længere årrække og bliver ved med at forfølge, fordi jeg håber på, at vi får den bedst mulige løsning til gavn for både borgerne i Region Sjælland og i hele Danmark.

Men det, der bekymrer mig, er, at regeringen i sit infrastrukturoplæg på side 19 om kapacitetsudvidelsen skriver:

»Det gælder først og fremmest en kapacitetsudvidelse og hastighedsopgradering ved Ringsted, som er en afgørende forudsætning for at nå ned på en times rejsetid mellem København og Odense.«

Ud fra det virker det, som om at toget ikke skal stoppe i Ringsted, men at man måske ligefrem arbejder på en omfartsjernbane – det er det, jeg frygter – som netop går uden om Ringsted og dermed ikke kommer Region Sjælland til gavn, fordi man ikke kan skifte mellem togene, der går sydpå, og dem, der går vestpå. Derfor er det, at jeg stiller mit spørgsmål om, om man slet ikke har nogen intentioner om, at togene skal stoppe i Ringsted, eller at sikre, at det ikke bare er et spørgsmål om, at man kan komme mellem byerne, men rent faktisk også kan bevæge sig mellem de byer, der er, altså i områderne derimellem.

Ministeren.

Det er jo sådan, at allerede i dag er der tog, der stopper i Ringsted, og også tog, der kører igennem Ringsted, nemlig nogle af lyntogene. Men det, som vi jo også har gjort, er at indikere meget klart, hvad det er for nogle af løsningerne i Ringsted, vi foreslår at arbejde videre med. Det er dels en østlig flyover, altså hvor alle tog går igennem Ringsted, og så alternativet til det, en kort sydlig omfartsbane, som i givet fald skal kunne sikre, at godstog, der skal køre over Femern, ikke kører ind igennem Ringsted Station. Det er i hvert fald de to konkrete forslag, som regeringen peger på man kan arbejde videre med.

Spørgeren.

Det glæder mig rigtig meget, man arbejder med den østlige løsning, som er den, jeg har arbejdet for i årevis. Det glæder mig rigtig meget. Jeg synes også, det var en fin analyse, Banedanmark havde lavet forud for det her. Men det, der bekymrer mig med den sydlige, er, som ministeren ganske rigtigt siger, at togene kører helt udenom. For det bliver jo ikke kun godstogene, der kører udenom. Det bliver jo også togene mod Femern, og dermed kan man i Ringsted ikke skifte til toget mod Femern, for toget kommer ikke ind til Ringsted Station. Så hvad er intentionerne i forhold til at sikre, at man rent faktisk kan skifte fra de vestgående tog til de sydgående tog også i Ringsted i fremtiden?

Ministeren.

Altså, det her handler jo om infrastrukturen og ikke om, hvordan køreplanerne skal lægges. Hvis man ser nøje efter, vil man kunne se, at det, som regeringen har sat penge af til, er den østlige udfletning, men det er klart, at vi også gerne undersøger den sydlige korte omfartsbane som en mulighed, og det er, fordi vi har en forventning om, at der kunne være borgere i Ringsted, som vil være utilfredse med, at der kører meget tung jernbanetrafik i form af godstog igennem selve Ringsted by. Det vil selvfølgelig være noget af det, vi skal tage stilling til konkret under forhandlingerne.

Spørgeren.

Det glæder mig, at ministeren siger, at regeringen har sat penge af til den østlige udfletning, som jeg mener er den rigtige udfletning. Men noget af det, som man så bekymrer sig om, er, om der kommer flere eller færre tog. For hvis man nu ender med den sydlige, kunne man jo godt risikere, at der kom færre tog, fordi der var flere, der bare fiste uden om byen. Der er jo rigtig mange pendlere i Region Sjælland, rigtig mange i Ringsted, rigtig mange i Sorø, rigtig mange i Slagelse. Vil de opleve en bedre service i forhold til antal tog, de kan tage, eller en dårligere med regeringens infrastrukturudspil?

Ministeren.

Man vil dels opleve nogle meget markante rejsetidsforbedringer, men derudover altså også markant færre forsinkelser. Det er jo ikke kun ude på banen, men faktisk også eksempelvis inde på Københavns Hovedbanegård, at en lang række af de forsinkelser bliver kreeret, og derfor er man selvfølgelig også nødt til at se på det i en større sammenhæng. Men der er heller ingen tvivl om, at den største enkeltstående udfordring, den største flaskehals, vi overhovedet har på hele jernbanenettet i Danmark på tværs af alle dele af jernbanen, er Ringsted, og derfor er det selvfølgelig også noget, vi håber alle partier vil være med til at løse.

Tak for det. Tak til fru Louise Schack Elholm.

Vi fortsætter med spørgsmål til transportministeren, og denne gang er det hr. Erling Bonnesen fra Venstre.

(Talen er under udarbejdelse)

Værsgo.

(Talen er under udarbejdelse)

Tak for det, og spørgsmålet lyder: Hvad er ministerens holdning til infrastrukturprojektet »Fra omvej til smutvej« fra Svendborg over Langeland og Lolland til Femern, og er ministeren enig i, at der nu skal iværksættes konkret planlægning for hele projektet, herunder af omfartsvej på Tåsinge, tilhørende vejopgraderinger og cykelsti i projektet samt fremskudt færgehavn ved Tårs?

Ministeren.

Tak for spørgsmålet. Med vores udspil »Danmark fremad – Infrastrukturplan 2035« har vi fremlagt vores prioriteringer og ønsker, og det er udgangspunkt for forhandlingerne. Derudover er der jo så også en forhandlingsreserve. I udspillet indgår bl.a. en forlægning af rute 9 ved Nørreballe på Lolland, som skal forbedre fremkommeligheden på rute 9 over Lolland og aflaste Nørreballe for gennemkørende trafik. Det samlede projekt, der spørges til, »Fra omvej til smutvej«, er ikke samlet set en del af regeringens prioriteter og indgår derfor heller ikke i udspillet. Det er min opfattelse, at andre infrastrukturprojekter bedre understøtter en balanceret udvikling, men det er også klart, at vi jo selvfølgelig gerne lytter til Venstres og andre partiers ønsker til, hvordan man også kan anvende det, som ligger i forhandlingsreserven. Vores mål er netop at opnå en bred politisk aftale.

Jeg har tidligere i dag sammen med finansministeren haft Venstres forhandlere til sættemøde, og af respekt for det vil jeg heller ikke gå ind i de konkrete forhandlinger. Det er også klart, at hvis man prioriterer midler ét sted, kan de midler ikke også anvendes et andet sted, og derfor er man selvfølgelig også nødt til at tage det her som en samlet prioritering og for de 10 mia. kr., der er til forhandlingsreserve, overveje, hvad man synes er vigtigst. Den konkrete prioritering vil i sidste ende komme an på, hvad der er opbakning til i Folketinget.

Tak. Hr. Erling Bonnesen.

Tak for det. Jeg har fuld respekt for, at forhandlingerne selvfølgelig skal gå sin gang. Det er da åbenlyst, at det ikke bare er fra mig, men også bredt politisk fra partier både på rød og blå side, at vi kan høre, at der er ærgrelse over, at ministeren ikke havde det her projekt med i første runde, men som ministeren lægger op til, er der jo mulighed for at arbejde for det nu. Det er mit klare indtryk, og det er det, jeg vil minde ministeren om, at der jo fra blå og rød side er adskillige partier, som har kig på det her, og at det er vigtigt. Det er der jo, i og med at Femernforbindelsen kommer, og der er også mange partier, der siger, at vi skal gøre noget for landdistrikterne, yderområderne, og hvis man kigger på Langeland og Lolland, kan man se, at de jo tit er nævnt i den forbindelse. Netop når Femernforbindelsen så kommer om de her 8-10 år, skal man ikke vente til den tid med at finde ud af, hvad vi så ligesom skal bruge det til; så skal man da have iværksat noget planlægning på det nu.

Jeg minder bare lige om, at det her hverken er store broer eller store motorveje. Det er den fremskudte færgehavn, og det er omfartsvejprojektet på Tåsinge. Så man kan sige, at i trafikmæssig henseende er det overkommeligt, hvis man skal sige det på den facon. Men jeg har selvfølgelig respekt for en prioritering. Så er ministeren ikke med på, som jeg også lægger op til her, i hvert fald at få set på en planlægning, så man kan få afklaret de ting, som jeg også respekterer ministeren har sagt? Der kan være nogle udfordringer i forhold til færgehavnen, der skal kigges på rent teknisk, og vi ved også, at når der skal laves omfartsveje, er der også nogle tekniske ting. Så det er sådan set det, der er mit spørgsmål her.

Mit opfølgende spørgsmål til ministeren er: Er det ikke en god ting, set i lyset af at Femernforbindelsen jo kommer, at vi så også får iværksat planlægning på de her ting, sådan at det eventuelt på et tidspunkt kan prioriteres ind i infrastrukturforhandlingerne? Pakken, der lægges op til nu, går jo noget langt frem, til 2035, så er ministeren ikke enig i, at det ville være godt at få kigget på de her ting planlægningsmæssigt nu?

Ministeren.

Altså, jeg går ud fra, at spørgeren også glæder sig over, at udvidelsen af rute 9 på Lolland er med. Det var den jo ikke i den tidligere regerings plan. Det er også klart, at hvad man måtte ønske at bringe med ind til bordet, vil vi selvfølgelig belyse. Der er en forhandlingsreserve på lidt over 10 mia. kr., som vi jo selvfølgelig lytter til forslag om. I forhold til den fremskudte færgehavn skal jeg dog for en god ordens skyld sige, at der med det, der er beskrevet, er en række miljømæssige udfordringer, men det er klart, at hvis man har andre bud på det, må man bringe det med ind til forhandlingsbordet – hvad der i givet fald skal undersøges nærmere.

Spørgeren.

Tak for det. Jamen jeg vil da gerne fuldt ud anerkende, at regeringen har taget det stykke med på Lolland, som man har. Det er en del af det, og der har jo ligget det i det, at der har været en, kan vi kalde det etapemæssig tilgang til det. Det har der været fra både tidligere blå regeringer og tidligere røde regeringer. Nu er man nået et skridt videre i den her plan, og anerkendelse for det, og så er det jo, at jeg ligesom minder om, at det ville være godt at få tingene sat i gang. Er ministeren ikke enig i, at lige præcis når man tænker på landdistrikter og yderområder, har netop Lolland og Langeland da i den grad også brug for netop at få de infrastrukturelle ting til at kunne gå i hak med de visioner, man har?

Tak. Ministeren.

Jeg kan i hvert fald godt bekræfte, at det er rigtigt, at man godt kan tage det her etapevis. Som hr. Erling Bonnesen siger, har vi taget delen på Lolland med, og det er rigtigt, at hvis man så ønsker at prioritere andre dele af rute 9, kan man også gøre det. Og er der så som sagt noget, man derudover gerne vil have undersøgt nærmere, og har man nye ting, man gerne vil have belyst, må man bringe det med ind til forhandlingsbordet. Jeg kan som sagt ikke stå her og løfte sløret for, hvad der er blevet rejst ved forhandlingerne.

Spørgeren.

Det er fair nok, og jeg er sådan set glad for det, vi kan se ligesom ligger lidt i måden, man svarer på. Der er jo altid lagt op til fortolkning, men jeg tolker det sådan lidt, som om det i hvert fald er noget, som et eller andet sted også har ministerens opmærksomhed.

Så mit afsluttende spørgsmål kunne være: Kan ministeren garantere, at ministeren i hvert fald ikke vil glemme det her projekt, når man nu sidder ved forhandlingsbordet?

Ministeren.

Vi kommer ikke til at glemme noget, der måtte blive fremlagt ved forhandlingsbordet; det er jo ganske klart. Jeg er også sikker på, at der nok skal komme masser af spørgsmål og ting, som vi skal belyse, og som skal afklares, og derfor glæder jeg mig jo selvfølgelig også helt utrolig meget til det arbejde, der foregår og kommer til at foregå. Vi har fra regeringens side lavet puljer og også forhandlingsreserver, for vi ved jo i sagens natur godt, at Socialdemokratiet ikke sidder på 90 mandater, og derfor skal vi brede det her ud og også sikre, at partierne har mulighed for at få noget indflydelse ved forhandlingsbordet.

Tak for det. Tak til hr. Erling Bonnesen.

Den næste med et spørgsmål til transportministeren er Christoffer Aagaard Melson fra Venstre.

(Talen er under udarbejdelse)

Værsgo at læse spørgsmålet op.

(Talen er under udarbejdelse)

Tak for det. Hvilke planer har ministeren for at styrke infrastrukturen til henholdsvis den største vestdanske lufthavn i Billund og den største østdanske lufthavn i København?

Ministeren.

Tak. Regeringen har med udspillet »Danmark fremad« leveret en samlet afbalanceret plan for udbygningen af infrastrukturen i hele Danmark, og det betyder, at regeringen prioriterer 47 mia. kr. til at sikre gode veje i hele landet, og det omfatter eksempelvis en udbygning af E45 og udbygningerne af E20 og E45 ved Kolding. Det ved jeg også er noget man eksempelvis sætter stor pris på omkring Billund. Endelig afsætter regeringen en pulje på 6,5 mia. kr. til projekter på det øvrige statsvejnet, som kan binde land og by sammen og sikre en bedre fremkommelighed. Vi har ikke på forhånd afsat konkrete forslag til, hvad de penge skal bruges til. Det vil være op til den forligskreds, som bliver dannet, at være med til det. De foreslåede investeringer i en styrkelse af det statslige vejnet vil øge mobiliteten, hvilket også vil gøre det nemmere at komme til og fra danske lufthavne. Det gælder både Billund og Københavns Lufthavn.

Jeg har i dag indledt et møde med Venstres forhandlere på det her område, som jeg har sagt nogle gange tidligere, og derfor vil jeg ikke gå ind i de konkrete forhandlinger. Men det er også klart, at hvad der måtte indgå af konkrete prioriteringer i de forhandlinger, må være op til, hvad Folketingets partier kan blive enige om. Og som det vil være spørgeren bekendt, har regeringen ikke lagt op til at gennemføre den jernbane, som i givet fald skulle anlægges til Billund, som også indgik i VLAK-regeringens plan. Men jeg kan også konstatere i dagens Jyllands-Posten, at det er en prioritering, som Venstres transportordfører i hvert fald ikke er uenig i.

Spørgeren.

Tak for besvarelsen. Som ministeren måske har gættet, stiller jeg jo spørgsmålet, fordi jeg synes, det er lidt skævt, at man laver en trafikplan, hvor man vil komme med yderligere investeringer til en lufthavn i Østdanmark, der allerede er på motorvejsnettet, og som er banebetjent, men at man ingen investeringer vil foretage til Vestdanmarks internationale lufthavn. Her tænker jeg også især på den midtjyske motorvej, man har droppet i sine planer. Det ville ovenikøbet have haft den sideeffekt, at det kunne øge forsyningssikkerheden og hjælpe Vejle som by, når det går galt på Vejlefjordbroen, så vi stadig kan få transport ned igennem Jylland. Altså, vil ministeren ikke medgive, at det kan virke underligt, at vi måske har Europas største lufthavn i Vestdanmark, som ikke er koblet op på hverken motorvejsnettet eller banenettet, og at man så vælger, at der ingen investeringer skal medtages til den, hvorimod man fortsætter med at investere i en lufthavn – og det er vel undt – som allerede er meget, meget velbetjent, både via motorvejsnettet og via banenettet? Kan ministeren ikke godt følge, at man kan sidde tilbage i Billund og i Vestdanmark med en følelse af, at den ene lufthavn er vigtigere for ministeren end den anden?

Ministeren.

Som sagt er der jo nogle af de vejinvesteringer, som laves i området, som faktisk også anerkendes, ved jeg, fra Billunds Lufthavns side, altså at de også bliver til gavn for dem, bl.a. på E45. Når det er sagt, har en række af de investeringer, der bliver lavet, særlig i forhold til jernbanen til Københavns Lufthavn, ikke så meget med Københavns Lufthavn at gøre. Det har faktisk mere at gøre med at få lavet en sydlig jernbanekorridor, som skal sikre, at København får en ny sydlig hovedbanegård i det, der hedder Ny Ellebjerg i dag, og som skal forbedre rejsetiderne meget, meget markant for bl.a. de sjællandske pendlere og for alle, der har brug for at komme rundt i hovedstadsområdet.

Spørgeren.

Tak for det. Så vil jeg prøve at spørge på en lidt anden måde. Vil ministeren anerkende, at der er et meget, meget stort vækstpotentiale både for Billund Lufthavn, men også for en meget, meget stor del af Vestdanmark, hvis man får forbedret infrastrukturen til Billund Lufthavn?

Ministeren.

Jamen der er ingen tvivl om, at Billund Lufthavn har en stor og væsentlig betydning. Det er klart, at lige nu er alle dele af flybranchen jo helt i knæ, og derfor kan der ske rigtig mange forandringer. Jeg forventer ikke, at det er en forandring, der betyder, at Billund Lufthavn ikke også er en væsentlig hub, både for passagertransporten, men ikke mindst og nok især også for godstransport, for cargo, som er en meget, meget vigtig del af godstransporten med fly ind og ud af Danmark.

Spørgeren.

Tak for det. Jeg er jo rigtig glad for de pæne ord om Billund Lufthavn, som er enormt vigtig for hele Vestdanmark. I forlængelse af det vil jeg så spørge ministeren – nu er der jo meget, der stadig væk skal forhandles om – om ministeren her i dag vil love, at når vi ser det endelige forhandlingsresultat, så står Billund Lufthavn ikke tilbage uden noget som helst.

Ministeren.

Altså, som det ligger nu, sikres der jo en infrastruktur, et infrastrukturløft, bl.a. på E45, som jeg ved man også i Billund gerne ser gennemført. Jeg har ikke grund til at tro – man ved jo aldrig, hvad der kommer til at ske i forhandlinger – at der er partier, der møder op med et ønske om ikke at gennemføre de meget fornuftige investeringer samfundsøkonomisk set. Men hvad der derudover måtte blive bragt ind til bordet, tror jeg ikke er betimeligt at kommentere på her.

Tak for det. Tak til hr. Christoffer Aagaard Melson.

Så tror jeg lige, at vi kan nå det sidste spørgsmål til transportministeren, med lidt god vilje.

(Talen er under udarbejdelse)

Værsgo til hr. Michael Aastrup Jensen for at læse spørgsmålet op.

(Talen er under udarbejdelse)

Tak for det. Spørgsmålet lyder: Hvorfor prioriterer regeringen ikke en udvidelse af E45 på strækningen fra Aarhus N til Randers N, når man i regeringens udspil kan læse, at den trafikale belastning på strækningen over de kommende år vil være massiv?

Ministeren.

Tak for det spørgsmål. Det er korrekt, at man kan læse i regeringens udspil, at:

»Regeringen er opmærksom på, at der flere steder i landet er kritisk trængsel blandt andet som følge af, at der i mange år ikke er blevet investeret i vejnettet. Det gælder eksempelvis på E45«.

I regeringens udspil prioriteres derfor også at udvide E45 på strækningen mellem Aarhus Syd og Aarhus Nord og mellem Vejle og Skanderborg Syd, for her er trængslen størst. Som det fremgår på side 10 i regeringens udspil, vil belastningen på de to nævnte strækninger være kritisk i 2030. Mellem Aarhus og Randers vil den trods alt kun været stor og ikke kritisk, men den vil dog være stor. På E45 mellem Aarhus Nord og Randers Nord udbygger vi derfor tre centrale tilslutningsanlæg omkring Randers. Det vil mindske trængslen omkring tilslutningsanlæggene og ikke mindst øge – og det er nok så væsentligt – trafiksikkerheden.

Vi har i regeringsudspillet ikke prioriteret en fuld udvidelse af E45 mellem Aarhus Nord og Randers Nord, bl.a. fordi en fuld udbygning har vist sig ikke at være samfundsøkonomisk rentabel. Projektet har en intern rente på 3,1 pct., hvilket på trods af den nye diskonteringsrente stadig væk ikke kommer op over målet for, hvornår det samfundsøkonomisk giver mening at udbygge en motorvej for 3,1 mia. kr. En ombygning af de tre tilslutningsanlæg på strækningen har derimod en intern rente på 18,5 pct., og det skyldes jo bl.a., at man fjerner en del trængsel. Så her er der omvendt nogle store gevinster at hente for et relativt beskedent beløb på 231 mio. kr.

Som hr. Michael Aastrup Jensen ved, har vi indledt forhandlinger i dag, og derfor kan jeg heller ikke kommentere på de konkrete tiltag og andet, som måtte være bragt ind til forhandlingsbordet, men det er klart, at der er en forhandlingsreserve, og vi vil selvfølgelig også lytte til partierne og til de ønsker, som kommer ind i forhold til den. Det er også klart, at med en forhandlingsreserve på 10 mia. kr. kan man heller ikke få alt, og der vil sandsynligvis også være flere ønsker, end der er forhandlingsreserve til.

Hr. Michael Aastrup Jensen.

Tak for svaret. Det er jo ikke nogen hemmelighed, at der er rigtig, rigtig mange, der er skuffede og på sin vis også overraskede over det, som den socialdemokratiske regering fremlagde i sit udspil til den nye kommende infrastruktur. Det er ikke bare de lokale borgere, som jo i lang tid har ønsket det, fordi de med egne øjne, når de kører på motorvejen, kan se, hvordan trafikken bliver værre og værre, og at der kommer flere og flere uheld – også på den konkrete strækning fra Randers til Aarhus, men det er også borgmestrene, som har et sammentømret sammenhold via det, der hedder Business Region Aarhus, og vi har alle erhvervsorganisationer, fagbevægelsen osv.

Det vil sige, at det faktisk er alle dem, der har en holdning til, hvor der skal være infrastruktur i det her land, og hvor der ikke skal være en infrastruktur i det her land, der har været ude at sige, at de mener, at det med, at der skal være tre spor fra Randers og hele vejen ned til Vejle, er helt afgørende for mange ting, herunder mindre trængsel, det østjyske bybånd, som i dag er en realitet, og det er ikke mindst i forhold til bedre trafiksikkerhed. Så alle de mennesker har altså gennem lang tid givet udtryk for, at de faktisk er enige om det her. Derfor må jeg indrømme, at vi er rigtig mange, der er skuffede.

Vi er rigtig mange, der selvfølgelig klynger os til det lille håb, som ministeren selv åbnede op for, nemlig de her 10 mia. kr., der er i forhandlingsreserven. Vi ved jo, at der er en lang række partier, som offentligt har været ude at sige, at de bakker op om ønsket om at få tre spor. Jeg kan forstå, at både Konservative og Dansk Folkeparti nu også gør det, så vi er snart ved at have samling på blå blok. Men er ministeren ikke enig i, at det, som S-regeringen har fremlagt, er langt fra det, som VLAK-regeringen lagde frem, hvor man jo kom med en politisk tilkendegivelse, som var klar, nemlig at der skulle være tre spor mellem Randers og Aarhus, og at man så derefter selvfølgelig skulle diskutere, i hvilket år det skulle være en realitet?

Ministeren.

Jeg går ud fra, at hr. Michael Aastrup Jensen ikke er utilfreds med, at der investeres i at afhjælpe den trængsel, der er, og at der tages hensyn til, at der, som spørgeren rigtigt siger, også er trafiksikkerhedsmæssige udfordringer. For det er jo ikke sådan, at der ikke investeres. Jeg er med på, at hr. Michael Aastrup Jensen godt kunne have tænkt sig en større investering, men der er nogle projekter, hvorom den her regering har valgt at sige, at vi anerkender, at den samfundsmæssige forrentning enten er lige på kanten af, hvad der kan svare sig, eller faktisk er under den.

Spørgeren.

Men, minister, det er jo ikke bare, fordi jeg står og siger, at jeg er skuffet. Selv den socialdemokratiske borgmester og tidligere kollega til ministeren og til undertegnede her i Folketinget, hr. Torben Hansen, er jo også meget, meget skuffet og siger, at det er et fejlskud fra regeringens side. Selv det lokale socialdemokratiske folketingsmedlem er skuffet og siger, at det er en forkert beslutning fra regeringens side, en socialdemokratisk folketingskandidat lokalt, som ønsker at komme i Folketinget, er også ude at sige, at man er skuffet. Så der er jo et ret stort, skal vi sige, tværpolitisk krav om, at der bliver nødt til at komme noget andet.

Ministeren.

Hvis jeg sådan lige kigger ned over det antal af spørgsmål, der er stillet til mig i dag, og de mange projekter, som der har været rejst fra medlemmer af Venstres folketingsgruppe her i salen, så kan jeg i hvert fald godt allerede nu alene med udgangspunkt i det se, at Venstres folketingsgruppe kan bruge den her forhandlingsreserve mere end én gang, og derfor håber jeg selvfølgelig også, at man i Venstre tager en grundig diskussion i gruppen om, hvad det så er, man konkret vil prioritere.

Spørgeren.

Det gode er, at det har vi allerede haft så sent som på gruppemødet i fredags. Det er faktisk også derfor, det er så dejligt, at jeg kan se, at vi, hvis man bare havde fuldført det, som VLAK-regeringen havde fremlagt i deres aftale, hvor man lavede den politiske principbeslutning om, at der skulle være tre spor mellem Randers Nord og Aarhus Nord, jo så allerede havde været i et helt andet niveau end det, som regeringens udspil lægger op til. Det var jo derfor, jeg spurgte konkret, om ministeren ikke kan se, at der er en verden til forskel på VLAK-regeringens aftale og så S-regeringens udspil.

Så er der det sidste svar fra ministeren.

Ja, det er muligt, at det har været drøftet i Venstres folketingsgruppe, men ud fra alene det antal spørgsmål, der har været rejst her i dag, og de utrolig mange penge, det ville kræve, så kunne det måske godt være, at man lige skal tage en samtale igen, herunder også at forventningsafstemme, inden vi med stor sandsynlighed mødes igen næste onsdag og onsdagen efter igen, om, hvad man så rent faktisk har tænkt sig at prioritere inde ved forhandlingsbordet. Det tror jeg vil være en sund og fornuftig diskussion at tage i Venstres folketingsgruppe.

Tak til transportministeren og til hr. Michael Aastrup Jensen, og tak for fleksibiliteten, og så nåede vi igennem alle spørgsmålene til transportministeren.

Den næste minister, der skal have spørgsmål, er børne- og udenrigsministeren, og den første spørger er fru Mette Thiesen fra Nye Borgerlige.

(Talen er under udarbejdelse)

Værsgo.

(Talen er under udarbejdelse)

Tusind tak. Hvad tænker ministeren om, at coronarestriktioner tolkes på en måde i institutionerne, der eksempelvis har betydet, at et barn på halvandet år ikke fik eftermiddagsmad i sin vuggestue, fordi hun ikke selv kunne åbne maden?

Ministeren.

Jamen kan man egentlig tænke meget forskelligt om det? Altså, det er jo i hvert fald ikke noget, der ligger i hverken reglerne centralt og ej heller i den institution, vi taler om, så det er jo en medarbejder, der gør noget andet end det, som alle har instrueret medarbejderen i, så at sige. Jeg synes jo, at spørgsmålet er fint nok at tage op, og jeg faldt faktisk også over det, så jeg så det, da det kørte der, fordi man jo tænker: Tænk, hvis det var ens eget barn. Man vil jo gerne have, at der er sikkerhed for, at ens børn får den bedst tænkelige omsorg, når de er af sted, og det giver sig selv, at man ikke kan have den forventning til så lille et barn som det, der er stillet her.

I det her konkrete tilfælde – og det fremgår jo i øvrigt også af det pågældende facebookopslag – er det sådan, at institutionen har opfordret forældrene til at give børnene coronavenlige madpakker med, som de selv kan åbne. Det er ligesom den opfordring, der kommer, men det er jo én ting, og det vil sige, at man ligesom skal læse, hvad det er, de har skrevet hele vejen ned, og det, der jo så også står som information til forældrene og dermed også til det personale, der er til stede, er, at det er utrolig tydeligt, at børn, som ikke har alder eller motorik til selv at åbne deres mad, selvfølgelig får hjælp til det. Og det er jo det, der er blevet tilsidesat af en konkret enkeltperson, som jeg i øvrigt har forstået er vikar. Det har jeg ikke efterfølgende fået opstøvet om er rigtigt eller forkert, men der har så været en vikar til stede, som tilsidesætter institutionens instruks, i forhold til at det sådan set er meningen, at medarbejderne selvfølgelig skal hjælpe – og det giver jo også sig selv – et barn, som ikke selv kan finde ud af det.

Så alt i alt opfatter jeg det her helt åbenlyst som en forkert måde at gribe situationen an på, både ifølge coronarestriktionerne, vejledningerne omkring det og også i forhold til de ting, som institutionen selv har lagt op til.

Spørgeren.

Tusind tak for svaret. Jeg har været i kontakt med Nadia fra Slangerup, som lavede det her facebookopslag, og som også oplevede, at hendes datter på halvandet år ikke fik sin eftermiddagsmad i vuggestuen, fordi pædagogerne på grund af corona ikke måtte røre maden. Sådan er det i hvert fald opfattet. Frederikssund Kommune har jo beklaget, og de har forklaret, at det skete i et misfortolket forsøg på at overholde de her coronaretningslinjer, og Joan fra Vejen Kommune har fortalt til TV 2, hvordan hendes søn er kommet hjem med uspist mad, fordi han ikke selv kunne åbne det og de voksne ikke ville hjælpe på grund af corona, og det er jo helt uholdbart. Det kan simpelt hen ikke være rigtigt, at børn, der er afhængige af andre mennesker og deres hjælp, ikke får den.

Men har ministeren en idé om, hvilke coronaretningslinjer kommunerne mistolker, og hvordan ministeren i så fald vil rette op på det?

Ministeren.

Der er jo en måde, vi griber det an på. For det er jo sket nogle gange undervejs, og jeg vil også sige, at jeg i min lokale Netto, hvor jeg køber ind, kan se, at der stadig væk er nogle, der misforstår retningslinjerne, og det vil sige, at de går ind uden mundbind på eller noget andet, og at de af personalet så bliver bedt om at sørge for at have mundbind på, når de går ind. Så det er jo på daglig basis med at forstå den dynge af nye regler, der kommer ud, der så i øvrigt forandrer sig, og der skal man ind og korrigere, og jeg synes jo så, at det her er et relativt alvorligt tilfælde. Jeg ville selv blive utrolig ked af det, hvis det var min halvandetårige, der kom hjem og havde oplevet det her i institutionen.

Vi har et meget, meget tæt samarbejde både med Kommunernes Landsforening og jo i øvrigt også med pædagogernes fagforening, og det vil sige, at vi der løbende har en drøftelse af, om der er nogle af retningslinjerne, som er svære at forstå, og hvor de oplever at få mange henvendelser om at der er problemer, og så forsøger vi at omformulere det på en måde, så det er nemmere at forstå.

Tak. Så er det spørgeren.

Tak. Jeg citerer lige for ministeren, hvad Nadia sagde til B.T. om den ulykkelige situation:

»Det har været en dum menneskelig fejl, men det vidner om, at hele coronasituationen har taget overhånd. Der er så mange regler, retningslinjer, råd og forbud. Mange af dem er modstridende, og det er efterhånden fuldstændig umuligt at finde hoved og hale i«.

Og Nadia fortsætter: »Jeg kan godt forstå, at ansatte i daginstitutioner kan blive forvirrede, og at der dermed kan opstå fejl som den, der skete med min datter, fordi der ikke er nogen ensretning, og der hele tiden kommer nye regler og retningslinjer«.

Kan ministeren ikke godt se en pointe i det, Nadia siger her?

Ministeren.

Jo, i dele af det kan jeg godt. For jeg tror sådan set, at vi alle sammen helst ville være fri for, at der var regler og retningslinjer og corona i det hele taget. Det er jo sådan set det nemmeste, at alt bare var normalt.

Når de retningslinjer af forskellig karakter er der, er det jo, fordi smitten forandrer sig. Det ville jo sige, at det f.eks. ville være tåbeligt, at man bare af hensyn til, at reglerne er de samme, så blev ved med at have alt lukket ned, fordi reglerne så i det mindste var de samme. Hvis det er sådan, at smittesituationen faktisk tillader, at vi åbner mere op, skal vi jo gøre det. Jeg tror, at vi alle sammen helst ville have, at der bare var en total regelmæssighed, men det ville jo betyde, at vi var i en normalsituation, hvor der ikke var en pandemi, og der er vi jo desværre ikke.

Spørgeren.

Det kommer nok ikke bag på ministeren, at vi i Nye Borgerlige mener, at logikken og den sunde fornuft skal tilbage nu. Så er det jo vores generelle holdning, at politikerne skal bestemme mindre og danskerne meget mere selv. Tilliden skal tilbage til fagpersonerne, fordi det er dem, der ved, hvordan man eksempelvis skaber den bedste daginstitution. Det skal ikke dikteres af politikerne, og det synes jeg egentlig også den her coronasituation har været et rigtig godt eksempel på. Regler, retningslinjer, råd, forbud skaber forvirring og bureaukrati og er ikke til gavn for børnene.

Ser ministeren i lyset af corona og eksempler som dette et større behov for mere decentralisering? Og er det noget, ministeren vil levere på?

Ministeren.

Lad mig tage fat i den første del om, at Nye Borgerlige synes, at befolkningen skal bestemme meget mere. Jeg ville også ønske, at der ikke var en pandemi, og at man derfor var fri for retningslinjerne. Men jeg vil sige det sådan, at hvis vi tager et børneperspektiv og så ser på, hvad der sker rundtomkring i Europa lige nu, hvor coronaens tredje bølge har taget fat i rigtig mange af vores nabolande, så går det mægtig hårdt ud over børn og unge, hvis ikke man får bremset op inden en tredje nedlukning. For det betyder jo alt andet lige, at børn i de lande er hjemsendt længere end i Danmark, fordi de rammer en tredje bølge. Derfor er det altså et spørgsmål om at få forebygget, at man kommer ind i en tredje bølge, i stedet for at stå med håret i postkassen, som man gør andre steder.

Tak for det. Spørgsmålet er besvaret. Tak til fru Mette Thiesen.

Vi fortsætter med børne- og undervisningsministeren, og denne gang er spørgeren fru Marlene Ambo-Rasmussen fra Venstre.

(Talen er under udarbejdelse)

Nå, vi skal lige have sprittet af. Tak for at gøre det.

Værsgo til fru Marlene Ambo-Rasmussen for oplæsning af spørgsmålet.

(Talen er under udarbejdelse)

Tak for det. Hvad mener ministeren om Nadia Maria Løfgren-Grandings hjerteskærende beretning om sin datter på halvandet år, der ikke kunne få sin eftermiddagsmad i vuggestuen, fordi mængden af forskellige coronaregler efterhånden skaber så meget forvirring og usikkerhed hos de ansatte, at de ikke kan være ordentligt til stede over for børnene?

Ministeren.

Det er præcis det samme spørgsmål, jeg lige har besvaret en gang, men vi tager det selvfølgelig i sagens natur gerne en gang til med en ny spørger. Jeg synes jo ikke, at der er to forskellige ting at tænke om den episode, der er dér. Jeg tror, at alle ville blive utrolig ulykkelige over at få et barn hjem, der ikke har fået mad, fordi der er en, der ikke har overholdt hverken retningslinjerne fra centralt hold eller den instruks, der er givet ude i selve vuggestuen. For sådan som jeg kan forstå det af det facebookopslag fra moderen, hvor der er lagt et billede op af daginstitutionens retningslinjer for personalet, så står der jo fuldstændig utvetydigt, at man skal hjælpe børn – selvfølgelig, skulle jeg til at sige, men det er jo også tilladt at tænke selv – som ikke selv kan åbne deres madpakker. Så det er bare for at sige, at der altså ligger de her helt umisforståelige tre linjer, der er givet til både forældre og til personalet fra daginstitutionens side, i forhold til hvordan man skal håndtere det her. Og det er der så en medarbejder, der vælger at tilsidesætte, og det tror jeg ville gøre en hvilken som helst forælder ked af det og sikkert også gøre en hel del rasende. Så det er egentlig, hvad jeg tænker om det.

Så vil jeg sige, at coronaretningslinjerne jo har forandret sig rigtig meget, og vi har på Børne- og Undervisningsministeriets område forsøgt i de stræk, vi overhovedet har kunnet, f.eks. fra juni og helt frem til december 2020, at have ensartede retningslinjer. Så der kunne vi ligesom komme ind på et plateau, hvor det simpelt hen bliver en pointe i sig selv at lade være med at lave om på dem. Men det er klart, at i en situation, hvor smitten lige pludselig får en top, skal vi jo lukke ned for at undgå at komme ind i en hårdere bølge, og så kan vi ikke blive på det plateau, for det ville jo så betyde, at tingene ville blive ved med at være lukket ned – det vil vi sådan set helst være fri for – og derfor forandrer reglerne sig.

Kan jeg forstå, at man indimellem kan have svært ved at følge med i dem? Åh, jo; det er jo sådan set mig, der sidder og laver bekendtgørelserne. Og altså, jeg ved ikke, om jeg ville kunne sige remsen over de sidste ti sæt af retningslinjer. Der har været rigtig mange forskellige retningslinjer, og derfor kan jeg godt forstå forvirringen. Men jeg vil sige, at jeg tror ikke, at jeg selv nogen sinde ville være forvirret, hvis jeg stod med et halvandetårigt barn, der ikke kunne åbne sin madkasse, i forhold til om jeg skulle åbne den eller ej. I den situation ville man nok for de flestes vedkommende bare gøre det.

Tak. Spørgeren.

Tak til ministeren for besvarelsen. Jeg er jo helt enig med ministeren i, at det her jo burde være logik for enhver person, specielt en person, der arbejder i det her regi. Nu nævner ministeren selv det her med de mange forskellige coronarestriktioner, og det er måske i virkeligheden det, der også er udfordringen her. Og den her sag, må jeg bare sige, er jo ikke en enestående sag. Altså, vi så dem jo også i foråret, og de kommer løbende, og jeg tænker, at ministeren også har fået nogle mails a la dem, som undertegnede har fået i sin mailboks, med alle mulige forskellige eksempler fra forældre, der er frustrerede over bl.a. manglende kram eller f.eks. manglende hjælp til madpakken.

Har ministeren ikke tænkt over, at det i forhold til de her coronaretningslinjer eller -restriktioner – man kan kalde det, hvad man vil, men det er altså regler, der er ude i daginstitutionerne og f.eks. også på skolerne og i andet regi; nu er det så lige specifikt i forhold til daginstitutionerne her – simpelt hen er blevet så forvirrende, at det er endt med at blive til større gene end til gavn, og specielt når vi taler om de allermindste elever, som på ingen måde kan forstå eller kan forklares, hvordan det her hænger sammen?

Ministeren.

Altså, jeg må blankt erkende, at jeg faktisk ikke rigtig forstår, hvad det er, Venstre foreslår vi laver om. For hvis vi laver det om, er vi jo med på, at det så bliver mere forvirrende endnu en gang, fordi der så er kommet noget nyt igen. Så jeg synes ikke, at det er så konkret, altså det, som Venstres ordfører kommer med. Vi har jo gjort os meget store anstrengelser for at have et tæt, tæt samarbejde med hinanden i den politiske følgegruppe, og det er ikke noget, som Venstre har rejst i den forbindelse, at der var nogle konkrete retningslinjer, der dér skulle laves om. Og det har faktisk heller ikke været mit indtryk, at det var efterspurgt fra sektoren, som jo løbende har spillet ind med ting, de gerne ville have justeret, for at de var nemmere at forstå, så at sige.

Men jeg fisker lidt efter, hvad det er, som Venstre egentlig foreslår at der skal laves om her. Og så bare et spørgsmål: Ville det ikke bidrage yderligere til forvirringen, hvis vi nu endnu en gang lavede nogle regler om?

Spørgeren.

Der er i hvert fald noget, der ikke er kommunikeret rigtigt ud, for som jeg sagde i mit første spørgsmål, er der i hvert fald i min mailboks stadig væk eksempler fra frustrerede forældre omkring det her. Mit ønske er egentlig, at vi sådan helt lavpraktisk får kigget igennem, om der er nogle retningslinjer og nogle regler derude, som ikke er hensigtsmæssige på nogen måde. Det kan godt være, at ministeren mener, at det ligger helt klart, og jeg tror, at ministeren i det foregående spørgsmål nævnte, at der var tre eksempler, men der er jo en eller anden overforsigtighedspolitik i det her, som ikke er ret og rimelig. Jeg mener i det hele taget, at der har været for mange regler konkret fra starten af, som ikke er ønskelige på nogen måde, i forhold til at det er så små børn, vi taler om.

Ministeren.

Jeg tror faktisk, at man skal være enormt lavpraktisk. Jeg har hørt helt utrolig mange eksempler. Jeg får jo også eksemplerne, det giver sig selv. Som jeg også sagde til den tidligere spørger, ser jeg jo også nede i Netto hver dag, at der er nogle, der går ind i butikken uden at have mundbind på, selv om man skal. Så jeg vil sige, at det jo er på daglig basis, at der er nogle af retningslinjerne, der ikke bliver overholdt. Noget af det handler selvfølgelig om kommunikation. Netop derfor mener jeg, at det meget tætte samarbejde med de fagforeninger, der er på området, og med lederorganisationerne og med kommunerne er helt afgørende, for det er jo der, hvor man helt lavpraktisk kan rette henvendelse til en kommune og sige, at vi hører, at der er nogle, der ikke krammer børnene – det er så ikke meningen med retningslinjerne – så vi faktisk kan få rettet op på det. Der har vi en coronahotline, hvor både kommuner, forældre, i øvrigt også børn og alle andre, der oplever, at der er et eller andet, der er uhensigtsmæssigt, kan henvende sig. Det er jo for lavpraktisk med det samme at kunne tage fat det sted, hvor den er gal, og få rettet op på det.

Spørgeren.

Jeg ville jo gerne undgå, at vi overhovedet skulle have en coronahotline, i hvert fald i det her regi af daginstitutioner. Jeg synes jo, det er så ærgerligt, at der har været så meget tale om alle mulige retningslinjer, som man for alt i verden burde have undgået i det her regi, specielt fordi det er så små børn, vi taler om. Nu kan jeg se, at ministeren allerede rynker panden, så bare for at komme det i forkøbet vil jeg sige: Jeg synes jo, det er ærgerligt, når vi taler om helt små børn og de mange mærkelige regler, der har været. Jeg synes, der er stor forskel på, om vi taler om mundbind i et supermarked, eller om vi taler om problemer med at måtte åbne en madpakke eller ej i en daginstitution. Det kan jeg slet ikke sammenligne i mit hoved.

Ministeren.

Først og fremmest vil jeg sige, at der faktisk er ekstremt få retningslinjer. En af retningslinjerne er, at man gerne må kramme børnene. Den kan vi jo godt fjerne. Det ville jeg sådan set synes var ret uhensigtsmæssigt, for det har været en af de ting, der har været tvivl om. Derfor har jeg syntes, det har været ret vigtigt, at det så stod der, for det har været en af de ting, der har været tvivl om. Det er derfor, jeg beder Venstres ordfører om at være lidt mere konkret. For der er jo givet ting – det har der været hele vejen igennem – der skulle laves om, og som kunne gøres bedre, men hvis det bare er sådan en generel ting om, at det er forvirrende, så er det rigtig svært at rette til ud fra det. Derfor er coronahotlinen vigtig, for der har vi fået nogle rigtig gode bud ind, både fra forældre og fra pædagoger. De har sagt, at det bliver gjort på den her måde, eller at de ikke forstår det her. Så har vi med det samme kunnet lave det om, sådan at det var forståeligt, altså at det kunne være noget kommunikationsmæssigt; eller vi har simpelt hen ændret retningslinjen, hvis det var et generelt billede. Så der er den der lavpraktik, der ligger i, at man simpelt hen bare kan gribe knoglen. Det er første gang, vi står i en coronaepidemi, så det er bare om at få tingene til at fungere, og det er bare om at rette det op der, hvor det ikke fungerer.

Tak for det. Nu er det spørgsmål besvaret.

Men vi fortsætter med det næste spørgsmål, som også er til børne- og undervisningsministeren, og det er også stillet af fru Marlene Ambo-Rasmussen.

(Talen er under udarbejdelse)

Værsgo at læse spørgsmålet op.

(Talen er under udarbejdelse)

Tak for det. Set i lyset af de voldsomme konsekvenser for børn og unges trivsel mener ministeren så, at det er rimeligt, at børn og unge ikke har mere fysisk tilstedeværelse i deres skole?

Ministeren.

Nej. Altså, det ville jo være det samme som at sige: Juhu, jeg synes, at det bedste, der nogen sinde er sket i hele verden, er, at der er en global pandemi. Det ville jo være helt absurd. Nu må vi jo ikke møde så mange mennesker, så det kan være, det er derfor, men jeg har i hvert fald til gode at møde et menneske, der synes, det er en god idé at have skolerne lukket. Og jeg havde da aldrig nogen sinde forestillet mig, at jeg som undervisningsminister skulle lukke skoler. Det er jo sådan set det modsatte, man har arbejdet for hele sit liv, når man beskæftiger sig med skolepolitik.

Men i lyset af coronaen mener jeg sådan set, at det at gribe ind tidligt og få lukket ned medvirker til, at det samlede antal skoledage, hvor der er lukket, bliver mindre. Derfor mener jeg sådan set, at den forebyggelse, der også ligger i, at vi ikke får åbnet for tidligt, betyder, at det samlede antal skoledage, hvor der er lukket, bliver mindre, og det tror jeg er til gavn for børnene. Den værste situation, vi næsten kan sætte vores børn i, er jo en tredje bølge af corona, hvor vi vil være nødsaget til at lave en helt hård nedlukning igen og sende 0.-4.-klasserne hjem, sende 5.-8.-klasserne, der er tilbage på halv tid, hjem, og sende afgangseleverne, der er tilbage på halv tid, hjem igen.

Det vil sige, at vi jo skal gøre tingene i et tempo, der gør, at vi ikke skal over i den der helt hårde nedlukning. For jeg er overbevist om, at det er bedre for eleverne fra 0.-4.-klasserne at være tilbage, som de er nu, på fuld tid, men også for 5.-8.-klasserne og afgangseleverne, at de er tilbage på en måde, hvor de i det mindste er der hver anden uge. At skulle tage det fra dem igen ville jeg godt nok synes var meget ærgerligt. Derfor skal vi jo finde en balanceret måde at komme igennem den her pandemi på.

Men til det der med, om jeg synes, det er godt, at børnene ikke er fysisk til stede i skolerne, vil jeg sige, at jeg synes, at det er forfærdeligt, at vi skal igennem den her pandemi. Heldigvis er der rigtig mange af børnene, der klarer det rigtig, rigtig godt, men vi ved også bare, at der neden under det her, som de store evalueringsrapporter peger på, jo i hvert fald er i omegnen af 20 pct. af børnene, der har haft rigtig svært ved at få noget ud af det her fagligt, og som heller ikke har det godt med det. Heldigvis – og det er jo til beroligelse for en meget stor del af forældrene – er der rigtig mange børn, der klarer det her rigtig godt og nok skal få samlet op på det hele igen, men der er altså en social skævhed i det her, og den er jeg selvfølgelig mægtig bekymret for.

Fru Marlene Ambo-Rasmussen.

Tak til ministeren for besvarelsen. Den sidste del kan det være at vi tager under næste spørgsmål. Men jeg vil gerne starte med den kritik, der har været fra eksperternes side, af den automatiske model, tror jeg det hedder. Der er flere, der skriver, at den er ude af proportioner. Jeg tror sågar også, at folk – vel at mærke fagpersoner – har skrevet, at den tager børn som gidsler.

Jeg har egentlig to eksempler. Det er ikke, fordi jeg forventer, ministeren kan svare, men det ene er en kristen skole i Herning, som ikke har nogen smittede elever. Nu er de lukket ned på grund af den her model. Så er der Vollsmose. Nu er jeg selv byrådsmedlem i Odense, og vi har jo flere gange efterspurgt nogle tiltag til at kunne lukke ned mere lokalt og mere smart, om man så må sige, for jeg synes, den måde, modellen fungerer på, er meget uhensigtsmæssig. Vi havde jo i Vollsmose problemer med, at selv om vi lukkede skolerne ned i Vollsmose og det var i det sogn, hvor smitten var centreret, så havde vi stadig væk elever, vi sendte ud til alle mulige andre skoler. Vi havde også eksempler på nogle børn, der blev sendt i skole smittet, fordi forældrene ikke forstod, at det ikke var særlig hensigtsmæssigt.

Så der er et eller andet der. Den her automatiske model er altså bare ikke hensigtsmæssig i den henseende, og det er den kristne skole i Herning jo et godt eksempel på, og det er på samme måde, bare modsatrettet, i Vollsmose.

Så kan jeg se, at jeg stadig væk har taletid tilbage. Jeg vil også gerne spørge ministeren om det her med de 20 pct., altså at hvert femte barn har rigtig god gavn af at komme i nødundervisning. Nu spurgte jeg netop på vores udvalgsmøde i går, hvor mange vi har tilbage. Vi har været under 10 pct., og nu er vi lige nået op på, at det er 20 pct. af vores elever, der er i nødundervisning. Jeg får så at vide fra bl.a. Socialdemokratiet i Odense – og det er ikke, fordi ministeren skal stå til ansvar for det – at de ikke ser det som noget problem. Det gør jeg helt ærligt, og særlig fordi vi bl.a. hører Red Barnet sige, at de oplever, at der udeomkring stadig væk sidder nogle børn hjemme, som burde have været sendt af sted.

Ministeren.

Til det sidste vil jeg bare sige krystalklart, at jeg endnu ikke er stødt på en kommune, der havde for mange børn i nødpasning og i nødundervisning på skolerne. Det er bare sådan, det er. Det er klart, at hvis der er nogle, der går for langt til den anden side, så vil sundhedsmyndighederne sige, at det kan smittesituationen simpelt hen ikke holde til. Jeg har bare ikke oplevet det endnu. Det siger jeg bare. Det vil sige, at i de der balancer mellem, om man går for langt eller ikke langt nok, er der ingen, der har udfordret at gå for langt. Sundhedsmyndighederne har ikke en eneste gang måttet gå ind at sige, at her er der altså for mange børn i nødpasning. Det synes jeg egentlig burde sende et meget klart signal. Man kan jo forsøge at se, om man kan udfordre den linje; det er der ingen der har gjort endnu. Jeg ville hellere, end at det er for få, have, at man røg på den forkerte side af den linje og vi så måtte sige: Ved I hvad, I bliver lige nødt til at skære lidt ned på det der. For hver eneste gang man ikke har et barn i nødundervisning, er der altså et barn, der kommer i klemme.

Så er det spørgeren.

Det er jeg virkelig glad for at ministeren siger. Det er måske lidt træls, at vi er enige på det punkt. Jeg er så bare ærgerlig over, at det ikke sker rundtomkring i kommunerne, som ministeren også nævner. Jeg synes også, det er et meget, meget vigtigt signal at sende, at der er flere børn, der skal af sted i nødundervisning, specielt når vi også hører fra nogle af vores frivillige organisationer, børneorganisationer, rundtomkring, at de netop oplever det. Jeg tror sågar også, at Børns Vilkår oplever det i forbindelse med BørneTelefonen. De har jo også nævnt det med ensomhed, som de også oplever er i stærk stigning. Når vi netop ved, at det har så store konsekvenser, og at børnene endda også får det svært, når de vender tilbage igen, så er det jo helt oplagt, at det bliver vi nødt til at gøre noget ved.

Ministeren.

Svartiden er simpelt hen så kort, at jeg ikke nåede at svare på den anden del af spørgsmålet, men det vil jeg så gøre nu, for det ligger i forlængelse af det her. Og det er det her med den lokale model. Den lokale model er jo en erstatning for den regionale model, så det, vi skal være med på, er, at før vi fik den her lokale model, var det sådan set hele hovedstadsområdet og på et tidspunkt hele Nordjylland, der var lukket ned. Det, der ligger i den her automatiserede model, er jo, at vi går bort fra det regionale niveau, så vi, i stedet for at det er hele hovedstaden, der er lukket ned – i gåseøjne – kan nøjes med, at det er de sogne, hvor der er ekstra stor smitte, eller de kommuner, der når op på et bestemt niveau, der bliver ramt. Det vil sige, at det jo faktisk er sådan, at der så er flere, der kan være i skole, end tilfældet var med den regionalt baserede model, da smitten var højere, end den er nu.

Tak. Spørgeren.

Jamen det er heller ikke nogen kritik af, at vi har ændret model. Jeg er med på, at den her model er bedre end den, der var før. Vi er bare ikke nået i mål endnu. Altså, børnene bliver jo stadig væk taberne, og der er nogle børn, der bliver ramt af smitteudbrud, der sker andre steder. Du har f.eks. en skole i Herning, en kristen friskole, hvor der egentlig ikke er noget smitteudbrud, men bliver nødt til at lukke ned. Jeg tror, at det er 60 pct. af deres elever, som kommer fra helt andre steder, men skolen ligger bare inde i det ramte sogn. Det er jo megaærgerligt. Samtidig har vi det omvendte eksempel i Vollsmose, hvor vi ikke kunne holde de her elever hjemme, som så blev spredt ud på alle mulige andre skoler og dermed bragte smitten videre.

Ministeren for sit sidste svar.

Der er mig bekendt heller ikke noget smitteudbrud i Undervisningsministeriet lige nu, men alligevel sidder jeg og arbejder hjemmefra. Det er jo den samlede samfundsaktivitet, der afgør, om smitten har mulighed for at sprede sig. Så den lokale model handler om at undgå smittespredning. Altså, når der kommer et for højt smittetryk et sted, skal vi undgå, at smitten spreder sig yderligere, så vi skal over i de her meget hårde nedlukninger. Det vil sige, at det handler om at gribe ind, før det går galt. Det, at der ikke lige nu er nogen smitte på den ene af de skoler, er da utrolig dejligt, og det, vi forsøger at undgå, er jo, at der kommer det. For i det område, hvor skolen ligger, er der så udbredt smitte, at risikoen for, at den kommer ind på skolen, er stor. Og vi har ikke noget ønske om, at den smitte spreder sig yderligere i et område, hvor smitten i forvejen er udbredt. Det er jo et redskab, der skal bruges til at forebygge, at det går endnu mere galt.

Tak for det! Så er spørgsmålet besvaret. Tak til børne- og undervisningsministeren og til fru Marlene Ambo-Rasmussen.

Det næste spørgsmål er til erhvervsministeren, og spørgeren er fru Mette Thiesen.

(Talen er under udarbejdelse)

Værsgo til at læse spørgsmålet op.

(Talen er under udarbejdelse)

Tak. Kan ministeren forstå, at det med de gældende krav ikke giver mening for mange restauranter og caféer at genåbne?

Ministeren.

Først og fremmest tak for spørgsmålet. Jeg vil gerne starte med at sige, at der er rigtig mange virksomheder, der har det svært her under coronakrisen. Det ved vi alle sammen godt. Men modsat mange af vores nabolande er vi heldigvis i den gode situation, at vi ser ind i et forår med genåbninger. Regeringen har stor forståelse for, at de gældende restriktioner for mange virksomheder kan virke frustrerende, og vi ved også, at der er behov for klarhed over, hvordan virksomhederne kan genåbne, når tiden er til det.

Når restauranter og caféer genåbner, skal vi selvfølgelig sikre, at det sker på en måde, som er holdbar for virksomhederne, og hvor der på samme tid tages hensyn til, at vi skal have et fast greb om smitteudviklingen i Danmark. Derfor har vi også løbende drøftelser med vores erhvervsliv i Danmark i det, der hedder sektorpartnerskaberne, om de nødvendige smittereducerende tiltag. Her har brancherne bidraget med rigtig værdifuld viden om, hvor det er, skoen trykker, og det tager regeringen så bestik af i de genåbningsfaser, vi er på vej igennem.

Vi har på den baggrund også lempet arealkravet for de liberale serviceerhverv og ensrettet arealkravet i detailhandelen. Det er selvfølgelig vigtigt at understrege, at regeringen ikke har noget ønske om at holde dele af samfundet lukket én dag længere, end det er nødvendigt. Samtidig er det vigtigt, at vi formår at balancere erhvervslivets inputs, som vi modtager med glæde, og de ønsker, som der kommer derfra, med de anbefalinger, som vores sundhedsmyndigheder løbende bidrager med.

Så sent som i sidste uge var der møde i sektorpartnerskabet for restauranter og caféer, hvor de kom med deres inputs til den kommende genåbning, og det lytter vi selvfølgelig til. På den baggrund er vi sammen med sundhedsmyndighederne ved at udarbejde et oplæg til retningslinjer for netop restauranter og caféer m.v. forud for genåbningen af serveringssteder, som vil blive drøftet i de her sektorpartnerskaber snarest muligt.

Fru Mette Thiesen.

Tusind tak. B.T. skrev for et par uger siden om Berit Frost og Philip Lundsgaard, der driver henholdsvis en café på Agersø og restauranter på Rungsted Havn og Langelinie. Hos Berit er der normalt plads til 20-25 gæster indenfor og lidt flere udenfor på terrassen. Men med de gældende arealkrav, hvor der skal være 7,5 m² gulvareal pr. gæst, giver det slet ikke mening for hende at åbne, for arealkravene betyder, at der maksimalt må være tre gæster ad gangen indenfor og en lille håndfuld udenfor. Normalvis kan Philip byde ca. 75 gæster velkommen indendørs, men fra den 6. maj må han kun have 18 gæster. Det betyder, at han ikke engang kan omsætte for det, som det vil koste at have personalet på arbejde.

»Der er ikke nogen restauranter, der kommer til at åbne med de arealkrav ...«, sagde Philip Lundsgaard til B.T., hvorefter han fortsatte: »Jeg er mundlam. Det her ødelægger restaurationsbranchen. Det er fuldstændig hul i hovedet.«

Samme toner lyder fra Berit: »Det kan man ikke drive en forretning på. Jeg er rasende. Jeg ved ikke, hvad pokker jeg skal gøre.«

Det samme bekræfter HORESTA, der siger, at man skal ned på 2 m² pr. er gæst, som det var i sommeren 2020, før det giver mening at åbne.

Ja, hvad pokker skal Berit, Philip og andre caféejere og restauratører egentlig gøre? vil jeg spørge ministeren om. Og vil ministeren kigge på at sænke arealkravet eller fjerne det helt?

Ministeren.

Som jeg sagde i min indledning, forstår jeg fuldt ud, at det er bøvlet, for nu at sige det, som det er, at skulle drive en restauration eller skulle drive en virksomhed med restriktioner, man ikke havde, da der ikke var en coronakrise. Det er bare forudsætningen for, at vi kan have en smitteudvikling i Danmark, der er under kontrol, og hvor vi efter at have åbnet op holder risikoen så lav, som vi overhovedet kan, for ikke at skulle lukke ned igen.

Når det er sagt, synes jeg, at restaurationsejerne her selvfølgelig skal komme med deres input til, hvornår arealkravene er brugbare, og hvordan man kan åbne på en forsvarlig måde. Så lad os få det ind i vores sektorpartnerskabsamarbejde. Det er her, vi laver de præcise retningslinjer.

Spørgeren.

Det er HORESTA faktisk kommet med et ret konkret bud på, som jeg nævnte her før.

Men nu har vi talt lidt om den manglende logik ved den indendørs åbning fra den 6. maj, og nu kunne jeg godt tænke mig at høre ministeren om den udendørs åbning fra den 21. april. For jeg hørte i morges i P4, at flere restauranter og caféer ikke vil benytte sig af muligheden for at åbne kun med udeservering, fordi det simpelt hen er for risikabelt at drive forretning udelukkende under åben himmel. Der er f.eks. Fredensborg Store Kro og Restaurant Furesøbad, som ikke tør løbe risikoen med det danske vejr. De mister lønkompensation, når de tager folk på arbejde, og de tror simpelt hen ikke, at det kan løbe rundt med de gældende krav, for det er ikke rentabelt.

Kan ministeren se en pointe i det, og hvad er reglerne helt præcist? Og når virksomhederne jo ikke er tvangslukkede efter den 21. april, ryger hjælpepakkerne så, hvis de ikke åbner?

Ministeren.

Det var mange spørgsmål på en gang – og vejret er nok det sidste, jeg har mulighed for at ændre på. Men det, vi er i gang med lige nu, er at åbne Danmark op igen. Det er længe ventet i mange brancher, også hos os politisk herinde. Hvis vi skal gøre det på en måde, der er anderledes end i de nabolande, jeg refererede til i min tale indledningsvis, sådan at vi ikke skal til at lukke ned, men kan fortsætte genåbningen, så skal det være en kontrolleret, forsigtig og gradvis genåbning. Det betyder, at man måske godt kan starte med nogle retningslinjer i begyndelsen, som så kan blive lempet hen ad vejen. Men inden vi får lagt retningslinjerne på plads, vil vi meget gerne fortsætte den dialog, der er med erhvervet. Det skal bare – for at understrege det – være i evig balance med, hvad der er sundhedsmæssigt forsvarligt. Men ellers er vi lydhøre.

Spørgeren.

Men det er jo ikke bare bøvlet, det er umuligt for de her virksomhedsejere, som jeg nævnte før. Så det er jo ikke bare noget med bøvl.

Samtlige partier i Folketinget med undtagelse af Nye Borgerlige har valgt at vedtage det her coronapas, der gør, at man ikke spontant kan tage en kop kaffe på en café eller gå ud og spise på en restaurant. Kravet om coronapas vil fjerne en stor del af kundegrundlaget, som restauratørerne Philip Lundsgaard og Berit Frost påpeger i B.T.

Jeg hørte også i morges i P4 om Riccos Kaffebar i København, hvor indehaveren bekymrer sig over kravet om coronapas. Hvis folk køber en kaffe to go, skal de så vise coronapas? Og hvis de ikke har et, skal de ansatte så bortvise dem? Mener ministeren, det er etisk i orden, at ansatte skal se kundernes person- og sundhedsoplysninger? Ministeren ville ikke stille op til interview i radioen i morges, så nu får ministeren mulighed for at svare her i Folketingssalen.

Erhvervsministeren.

Altså det, at Nye Borgerlige har valgt ikke at tage ansvar i den her situation og være en del af den brede aftale, der er lavet, ændrer ikke ved, at det er noget sludder, der bliver sagt, om, at man ikke skulle kunne tage spontant ind på en café, for et coronapas er jo gyldigt, i tre døgn efter man har fået taget en test. Så selvfølgelig kan man tage en test og tage spontant på café, når de åbner, 2 dage efter.

Når det er sagt, er jeg simpelt hen noget famlende over for, hvad det er, Nye Borgerlige egentlig har af svar på den her situation: Vil man bare åbne det hele, eller hvorfor forstår man ikke, at coronapasset er nøglen til den forsvarlige gradvise genåbning, som gør, at vi genskaber økonomien, genskaber friheden for danskerne og får det Danmark tilbage, som vi kendte. (Mette Thiesen (NB): Jeg fik ikke rigtig noget svar på mit spørgsmål.)

Der er ikke flere spørgsmål og svar, så tak til fru Mette Thiesen.

Vi fortsætter med erhvervsministeren, og denne gang er spørgeren fru Anni Matthiesen fra Venstre.

(Talen er under udarbejdelse)

Værsgo at læse spørgsmålet op.

(Talen er under udarbejdelse)

Tak for det. Hvad mener ministeren om, at en række af landets selvstændige er udtrukket til særlig kontrol, der kræver en dyr revisorgodkendelse, af det slutregnskab for hjælpepakker, de har søgt i perioden fra marts til juni sidste år, mens mange fortsat er helt i knæ og nu risikerer at måtte lukke, fordi de ikke har nogen indtjening?

Ministeren.

Tak for det. Og tak for et rigtig godt spørgsmål. Altså, et bredt flertal af Folketingets partier har jo fra starten valgt at indrette kompensationsordningerne sådan, at virksomheder og lønmodtagere hurtigt skulle have hjælp. Kompensationen udbetales derfor baseret på virksomhedernes forventninger til den periode, de går ind i, og det har dermed været forudsat, at der efterfølgende skal ske en opgørelse af, hvordan det så faktisk er gået i perioden – sådan at kompensationen kan justeres op eller ned. Det er helt efter bogen, og det handler ikke om svindel som sådan.

Jeg vil gerne slå fast, at efterkontrollen er nødvendig, og det har hidtil heller ikke været noget, der har mødt indvendinger fra aftalepartierne, heller ikke fra Venstre. Erhvervsstyrelsens erfaringer med kompensationsordningerne viser os på nuværende tidspunkt, at der både er virksomheder, som desværre begår fejl, og så selvfølgelig også nogle, der prøver at se, om de kan svindle sig til at få penge, de ikke skulle have haft.

Derfor kan Erhvervsstyrelsen bede virksomheder og selvstændige om at anvende en revisor ved den her slutafregning, og det er heller ikke noget, der har mødt indvendinger fra aftalepartierne bag hjælpepakkerne. I den forbindelse har jeg lyst til bare at nævne, at det kun vil være en mindre del af virksomhederne, der vil blive bedt om den her revisorkontrol. Det vil være omkring 5 pct. af de selvstændige, der har modtaget kompensation, som vil blive bedt om at inddrage en revisor, i øvrigt baseret på en risikovurdering af, hvor de her konkrete virksomheder ligger henne.

Det er noget, der følger anbefalingen fra både en ekspertgruppe og også et brugerpanel af virksomheder, som har rådgivet Erhvervsstyrelsen. Samtidig skal jeg huske at sige, at der også er en bagatelgrænse, sådan at virksomheder og selvstændige, der har fået mindre end 25.000 kr. udbetalt, ikke bliver pålagt revision.

Så jeg har lyst til at gentage, at efterkontrol er helt afgørende, og det skal vi altså holde fast i at det er. Når det er sagt, er der her en regning, som lige nu havner – og det er også det, fru Anni Matthiesen spørger til – hos enkelte virksomheder. Jeg har indkaldt aftalepartierne til en drøftelse af, hvordan den regning i givet fald kan håndteres, og der vil jeg bare sige, at det er noget, vi er åbne over for at diskutere.

Fru Anni Matthiesen.

Tak for det. Og ja, det kan jeg også forstå. Jeg har tjekket hos Venstres erhvervsordfører, inden jeg gik herned, hvad status er, og han kunne så bekræfte, at mødet er rykket frem til i morgen, hvor man skal drøfte, om der eventuelt kan laves en form for løsning på det her. Og det glæder mig, for jeg kan i hvert fald se på de henvendelser, jeg får – og det skal man for den sags skyld ikke følge så meget med på de sociale medier for at se – at der er stor vrede. Det, der er mange, der giver udtryk for, er bl.a., at det jo normalt er sådan her i landet, at man er uskyldig, indtil andet er bevist, og her kommer du så faktisk til selv at skulle betale for at bevise det, altså at man er uskyldig.

Hvad tænker ministeren om det?

Ministeren.

Som jeg siger, er vi åbne over for at tage en drøftelse af regningen, havde jeg nær sagt, for revisorydelsen, så det mødes vi og snakker om. Men vi er også nødt til lige at træde et skridt tilbage og spørge: Hvorfor er det, at vi gør det her? Vi har efterkontrol, og vi vælger at gøre den risikobaseret, så det er efter en risikovurdering, at man trækker folk ud. Det er et begrænset antal, og der er også en bagatelgrænse for det. Men det var jo for at undgå – altså når vi valgte, og det gjorde vi i fællesskab, at udbetalingen af den her hjælpepakke skulle gå stærkt, og at pengene skulle ud og hjælpe nu – at den ikke samtidig kunne misbruges til svindel. Så der skal være en stærk efterkontrol, men regningen for revisorydelsen er vi åbne for at diskutere hvordan vi kan håndtere, og det må vi så gøre i morgen.

Tak. Spørgeren.

Ja, for det er jo faktisk sådan, at selv om der er sat sådan et loft ind, hvor man skal have modtaget 25.000 kr., før der overhovedet skal laves de her efterkontroller, så kan det godt – i hvert fald i nogle af de eksempler, jeg har fået ind, hvor man har fået en revisorregning på f.eks. 12.000 kr. eller 15.000 kr., som skal trækkes fra den hjælp, man har fået – opleves som begrænset, hvor meget der er tilbage.

Jeg håber virkelig, at man finder en løsning på det i morgen sammen med aftalepartierne, og det er egentlig bare det, jeg gerne vil opfordre til, også i salen her i dag.

Ministeren.

Og det er derfor, at vi har mødet; det er med den indstilling, at vi gerne vil finde en løsning på det her, for der skal selvfølgelig være en rimelig balance i tingene. Det må bare ikke tage efterkontrollen væk. Det er det, jeg er meget optaget af: at vi holder fast i, at kontrollen kan være der. Og så må vi finde ud af, hvordan vi får håndteret det der spørgsmål, som jeg godt kan forstå bliver rejst, i forhold til hvis man har fået 30.000 kr. i kompensation og revisoren skal have de 15.000 kr. for at efterkontrollere; jamen så er der åbenlyst et emne.

Så jeg tager anbefalingen til mig, og vi vil også søge at lande en løsning i morgen. Og hvis jeg må give en anbefaling videre, sådan lidt ud i det åbne rum, så skal det være til revisorerne om også i den her situation, hvor vi som samfund har meget brug for dem, at udvise det tilstrækkelige, jeg ved ikke, om man skal kalde det mådehold, men i hvert fald samfundssind, i forhold til hvad ydelserne skal koste, når der er så stor efterspørgsel på dem.

Fru Anni Matthiesen.

Jamen her til sidst kunne jeg godt tænke mig at spørge: Har ministeren selv gjort sig nogen overvejelser, i forhold til hvordan det her kunne løses? Eller vil der formentlig komme et svar, der hedder: Det venter jeg med at drøfte med aftalepartierne i morgen?

Men kunne man f.eks. forestille sig, at man som stat gik ind og dækkede måske 80 pct. af omkostningerne til den her efterkontrol, altså at man i hvert fald også hjalp de her virksomheder på en eller anden måde? Mange af dem er jo helt i knæ og har for den sags skyld måske ikke flere penge på kontoen. Kunne det være en løsning?

Ministeren.

Jeg tør næsten ikke at svare det, der blev forudsagt at jeg ville svare, men det er nok lidt derhenad. Jeg vil gerne tilkendegive i dag, at vi fra regeringens side også ønsker, at der bliver fundet en løsning, hvor vi kan hjælpe med en del af den her regning, som man bliver efterladt med. Men jeg tror også, at jeg i respekt for aftalepartierne og den kreds, hvor jeg synes at vi har fundet en god modus for at lande gode løsninger sammen, vil præsentere det i morgen, når jeg mødes med dem. Men at kunne hjælpe med at dække noget af den her regning er ikke en tanke, der er fjern for os.

Tak for det. Tak til fru Anni Matthiesen og til erhvervsministeren.

Den næste spørger er hr. Marcus Knuth, som skal stille spørgsmål til udlændinge- og integrationsministeren.

(Talen er under udarbejdelse)

Værsgo at læse spørgsmålet op.

(Talen er under udarbejdelse)

Tak. Har ministeren intentioner om at iværksætte initiativer for at lukke ekstremistiske og rabiate moskéer i Danmark, og vil ministeren arbejde for at sikre en øget kontrol med de problematiske moskéer her i landet?

Ministeren.

Tak for spørgsmålet. Jeg ved, at spørgsmålet om at lukke foreninger og moskéer er noget, som spørgeren også tidligere har interesseret sig for. Jeg ved også, at spørgeren og spørgerens parti for nylig har fremsat et beslutningsforslag, der opfordrer regeringen til at iværksætte en undersøgelse af det juridiske grundlag for at lukke ekstremistiske moskéer. Og det er, som spørgerens beslutningsforslag også afspejler, kompliceret juridisk stof, og jeg er sikker på, at vi kommer til at drøfte spørgsmålet nærmere, når det beslutningsforslag skal behandles. Jeg ved faktisk ikke, hvornår det er datosat til, men jeg håber, det er snart.

Jeg deler naturligvis også spørgerens bekymring om ekstrem islamisme i Danmark og alt det, der følger med. Det kan være de antidemokratiske holdninger, sharia, kvindeundertrykkelse. Vi har også en udfordring i forhold til visse moskéer i Danmark, for mange moskéer er for lukkede, og samfundet har vendt det blinde øje til, at de bruges til at sprede had mod Danmark og videreføre hjemlandets konflikter her i landet.

Der er blevet fejet meget ind under gulvtæppet gennem årene i forsøget på at være politisk korrekt, og man har nok også undladt at tage nogle opgør, og dermed har problemerne fået lov til at vokse sig større, end de burde have været. Regeringen ønsker det anderledes. Det er et opgør, der kommer til at tage noget tid, men de første skridt vil jeg sige jo egentlig allerede er taget, og de skal selvfølgelig ikke stå alene. Moskéerne skal åbnes for omverdenens blik, uanset om det handler om hadprædikanter, donationer fra antidemokratiske kræfter, prædikerne, vielserne af mindreårige og meget mere. Vi er også åbne for alle forslag, der sikrer, at det er de danske værdier, der hersker i Danmark, men det skal selvfølgelig ske inden for grundlovens og retsstatens rammer. Lad det være min indledning. Tak for ordet.

Hr. Marcus Knuth.

Tak til ministeren. Vi Konservative har foreslået, at regeringen skal gøre langt mere for at lukke de ekstremistiske moskéer – Grimhøjmoskéen, bare for at tage et eksempel – og så derefter få de mange velmenende og lad os kalde det fredelige trossamfund til at lade sig registrere ved Kirkeministeriet. På den måde har man også bedre kontrol med dem. Men det ene forudsætter jo det andet. Det, vi meget nødig ville se, var, at de ekstremistiske trossamfund pludselig forsøger at blive anerkendte trossamfund med de fordele, der jo også er. Så bare lige så jeg forstår det hundrede procent: Vil regeringen aktivt gå ind og gøre noget for at forsøge at lukke de ekstremistiske trossamfund, og her taler vi i virkeligheden om de ekstremistiske moskéer?

Tak for det. Ministeren.

Jamen ekstremismen i Danmark skal selvfølgelig bekæmpes. Der har vi f.eks. det nationale center for bekæmpelse af ekstremisme, ligesom vi har efterretningstjenester, der laver et fremragende stykke arbejde i den forbindelse. En forening kan godt opløses i Danmark, selv om vi har foreningsfrihed, men det kræver, at den lever op til nogle bestemmelser i grundloven om, at den virker ved vold. Det er ikke noget, som jeg vil kunne stå her generelt og sige, altså at jeg mener, at alle moskéer eller alle moskéer af en bestemt type lever op til grundlovens bestemmelser om, at de virker ved vold. Derfor siger jeg i første omgang: Lad os tage diskussionen om, hvordan og hvorvidt vi kan sikre det juridiske grundlag for den her diskussion, når spørgerens eget beslutningsforslag skal behandles.

Hr. Marcus Knuth.

Jeg er glad for, at ministeren siger, at det rent faktisk er muligt at lukke en forening, f.eks. hvis de opfordrer til eller udøver vold. Det var jo det, vi gjorde med Loyal To Familia, men det krævede en særdeles ihærdig indsats af den daværende justitsminister, Søren Pape Poulsen, for at iværksætte indsatsen for at få lukket Loyal To Familia. Det var ikke noget, der bare skete af sig selv.

Så hvis jeg må spørge igen: Hvad skal der til, før regeringen rent faktisk lige så aktivt og med lige så meget ildhu igangsætter en proces for at prøve at få lukket nogle af de mest ekstremistiske moskéer, ligesom vi gjorde med banden Loyal To Familia?

Ministeren.

Jamen spørgeren behøver ikke at være bekymret for, om den her regering har ildhu i forhold til at bekæmpe ekstremisme. Loyal To Familia var jo en konkret organisation, som der blev rejst en konkret sag på baggrund af, som, så vidt jeg er orienteret, vistnok stadig væk kører i retssystemet. Det sidste er jeg faktisk ikke helt hundredeti procent sikker på, men det tror jeg nu nok den gør – der er i hvert fald nogle, der har talt om, hvorvidt den skal ankes til Højesteret.

I forhold til hvorvidt der er konkrete foreninger, der driver moskéer, som ville være i strid med grundlovens bestemmelser, må jeg nok henvise til justitsministeren, hvis det er en vurdering i forhold til grundloven. Der er i hvert fald ikke nogen bestemmelser i udlændingelovgivningen, der gør det muligt.

Hr. Marcus Knuth, sidste runde.

Jamen som sagt så vi gerne, at fredelige trossamfund lod sig registrere ved Kirkeministeriet, for så har vi bedre kontrol med dem. Men vi frygter som sagt, hvad der sker, hvis de ekstremistiske begynder at lade sig registrere, og det er jo derfor, vi mener, at der først skal en indsats til for at få lukket de ekstremistiske.

Men er der en eller anden øvre grænse? Altså, nu så vi jo de meget voldsomme ting, som Loyal To Familia gjorde som bande, men vi har jo f.eks. også set Grimhøjmoskéen sende dusinvis, hvis ikke flere, unge mænd ned til Islamisk Stat for at kæmpe for deres terrorregime. Altså, hvad skal der til? Er der en eller anden trigger, der skal til, for at regeringen siger: Nu gør vi det, som Søren Pape Poulsen gjorde, der satte en indsats i gang mod Loyal To Familia?

Ministeren.

Jamen i det omfang, foreninger bryder grundlovens bestemmelser og altså virker ved vold, kan man selvfølgelig tage retslige skridt, som vil kunne ende med, at foreningerne vil blive opløst. Jeg tror bare ikke, at man generelt kan sige – det kan jeg i hvert fald ikke stå her og gøre – at der er moskéer eller moskémiljøer i Danmark, som bryder med den bestemmelse i grundloven. Altså, hvis man skal have en sådan lidt mere præcis diskussion af, hvad den bestemmelse indeholder, må jeg nok henvise til justitsministeren eller i hvert fald til det beslutningsforslag, som skal behandles, og som spørgeren selv har fremsat. Og ellers er vi nødt til at diskutere konkrete foreninger og ikke sådan et generelt begreb som moskéer i Danmark.

Tak for det. Spørgsmålet er hermed afsluttet. Og man skal lige huske at spritte af. Tak.

Det næste spørgsmål er også til udlændinge- og integrationsministeren, og det er af hr. Kristian Hegaard fra Radikale Venstre. Og så vidt jeg kan se, var der sat en på som medspørger, men jeg kan ikke se, at medspørgeren er her, så jeg regner med, at vi bare køre det uden medspørger, hvis ikke vedkommende dukker op. Ja, det gør vi.

(Talen er under udarbejdelse)

Jeg giver ordet til hr. Kristian Hegaard for oplæsning af spørgsmålet. Værsgo.

(Talen er under udarbejdelse)

Tak for det. Mener ministeren, at det giver mening, at man tager opholdsgrundlaget fra syriske statsborgere blot for at placere dem i et udrejsecenter på ubestemt tid og uden mulighed for at arbejde eller uddanne sig?

Tak for det. Ministeren.

Tak for spørgsmålet. Jeg har modtaget to spørgsmål til besvarelse i dag, som ligger lidt op ad hinanden. Jeg vil i det første spørgsmål svare på det rimelige i at inddrage eller nægte at forlænge opholdstilladelse til syriske statsborgere, og i det andet spørgsmål vil jeg så forsøge at svare på, hvad det så betyder for den her gruppe mennesker.

De syriske flygtninge har fyldt lidt i debatten i den seneste tid, og derfor kommer det nok heller ikke som nogen stor overraskelse for spørgeren, at det er regeringens holdning, at Danmark selvfølgelig skal yde beskyttelse til dem, der har behov for det, men at det er selvfølgeligt, at flygtninges ophold i Danmark er midlertidigt. Det betyder, at man skal rejse hjem, når forholdene tillader det. Det gælder alle, også for de syriske flygtninge. Det har vi været åbne og ærlige om, fra den første dag folk var her i landet.

Når der er syrere, der har fået inddraget eller nægtet forlængelse af deres opholdstilladelse, er det, fordi først Udlændingestyrelsen og dernæst Flygtningenævnet i de enkelte sager har vurderet, at forholdene i dele af Syrien er forbedret, og at de pågældende ikke risikerer asylbegrundet forfølgelse, hvis de vender tilbage til de områder, hverken på grund af individuelle konflikter eller på grund af de generelle forhold.

Jeg vil ikke blande mig i afgørelser fra Flygtningenævnet, der er et uafhængigt domstolslignende organ, hvor der sidder en dommer for bordenden, så for helt kort at svare på spørgsmålet: Ja, jeg synes, det giver mening, at personer, der ikke længere har behov for beskyttelse, mister deres opholdstilladelse, hvis de ikke kan få et nyt opholdsgrundlag. Det er både godt og retfærdigt, at tidligere flygtninge kan rejse tilbage og genetablere en tilværelse i deres hjemland, når situationen er forbedret og de ikke længere har behov for beskyttelse.

Jeg kan da godt forstå, at man har lyst til at blive boende i Danmark, men jeg tror også, vi er nødt til at stå fast på, at man ikke har krav på livslang beskyttelse i en velfærdsstat. Det handler jo grundlæggende om, at vi ikke kan åbne porten permanent for folk, fordi de i en bestemt periode af deres liv har haft behov for beskyttelse. Tak for ordet.

Tak for det. Så er det hr. Kristian Hegaard.

Det er nogle helt umenneskelige og forfærdelige sager, vi har set her i påsken. Det er både Aya, Faeza og andre, der har stået frem. Vi undrer os i Radikale Venstre over, at regeringen aktivt har besluttet at fremrykke vurderingen af de her sager. Det har man aktivt fra regeringens side besluttet. Det bevirker jo så, at der sker en fratagelse af de her opholdstilladelser, på trods af at Amnesty International fraråder, at man går i den retning, på trods af at FN's flygtningeorganisation fraråder, at man går i den retning, og på trods af at USA's udenrigsminister fraråder, at man går i den retning. Danmark har endda selv lukket ambassaden i Syrien på grund af den meget usikre situation, og der er ikke nogen andre lande i EU, der har valgt at have en sådan aktiv tilgang til det, som Danmark har.

Derfor vil jeg bare spørge ministeren: Hvorfor insisterer regeringen på at sende mennesker i favnen på Assad hurtigst muligt, når ingen andre lande gør det?

Ministeren.

Jamen vi synes, at den politik, der bliver ført i Danmark, ligger i fuldstændig forlængelse af de beslutninger, der er truffet i Danmark helt tilbage i 2014, da den daværende regering besluttede sig for at indføre den her midlertidige opholdsordning. Det ligger fuldstændig i naturlig forlængelse af det at sige til folk: Hvis du ikke er individuelt forfulgt, hvis dit beskyttelsesgrundlag ikke er knyttet til din egen individuelle person, får du en beskyttelse efter den her § 7, stk. 3, som er midlertidig, og som vil blive inddraget, når der ikke mere er noget grundlag for beskyttelse. Det synes jeg ligger i fuldstændig naturlig forlængelse af den position, som et bredt flertal af Folketinget igennem mange år har stået fast på.

Så er det spørgeren, hr. Kristian Hegaard.

Jeg synes, ministeren prøver at skyde den her lidt til hjørne, fordi for ikke så længe siden gik ministeren offentligt ud og sagde glad i en pressemeddelelse, at man hurtigst muligt ville gennemgå de her sager, som det her jo vedrører. Så derfor er det en aktuel, ny politisk beslutning, der medvirker til, at vi tager opholdstilladelsen fra de her mennesker og har intention om at sende dem direkte i favnen på Assad, og det undrer Radikale Venstre, når så mange andre ikke gør det, og når så mange fraråder det. Derfor vil jeg bare spørge: Hvorfor var det vigtigt for ministeren, for regeringen at iværksætte det her hurtigst muligt og have den intention om at sende mennesker direkte i favnen på Assad, som det jo er udtryk for, når man træffer en sådan politisk beslutning? Hvorfor synes man det er vigtigt?

Ministeren.

Vi synes, det er vigtigt, at folk får beskyttelse, når de har behov for beskyttelse, altså med midlertidighed som et grundlæggende princip i flygtningepolitikken. Sådan har det ikke altid været. De facto har det jo været sådan, når flygtninge fik opholdstilladelse, at de var her de facto, indtil de ikke gad at være her længere. Men man traf jo den beslutning tilbage i 2014 og 2015, hvor man sagde, at det gad vi ikke mere; nu skulle det være sådan, at beskyttelse var knyttet til, at man havde behov for beskyttelse. Men hvis det også skal gennemtvinges i virkelighedens verden, bliver man nødt til at bede embedsmændene om at vurdere de her opholdstilladelser og genvurdere det, fordi sikkerhedssituationen ændrer sig, og det har vi gjort med fuldstændig åbne øjne, bl.a. med flygtninge fra Damaskusprovinsen i Syrien.

Tak for det. Og så skal vi have medspørgeren på. Så vi må lige have en lille omskiftning, så vi kan få medspørger hr. Andreas Steenberg på. Værsgo, 1 minut til hr. Andreas Steenberg.

Tak, formand. Det, der er interessant her, er, at det jo for et år eller to siden var en god historie for regeringen, at nu fremrykkede man at tage opholdsgrundlaget fra syriske flygtninge, og det var noget, man opsøgte meget aktivt. Og nu ser vi jo nogle sager med nogle rimelig velintegrerede mennesker, som med meget, meget stor sandsynlighed ender i et udrejsecenter eller ender med at prøve lykken i et andet land, fordi vi jo ikke kan tvinge dem hjem, og så hører vi så udlændingeministeren sige: Arh, men det var jo bare en beslutning tilbage fra 2014. Nej, det, der er det grundlæggende problem her, er, at man går i gang og endda fremrykker at investere ressourcer i embedsværket til at tage de her opholdstilladelser fra folk, uden at man overhovedet har nogen sikkerhed for, at man får dem til at rejse hjem. Er ministeren stadig stolt, som han var i en pressemeddelelse dengang, over, at det er lykkedes at igangsætte de her tilbagetrækninger så hurtigt?

Ministeren.

Jamen jeg synes, det var en god beslutning, vi traf dengang. Og hvis vi ender i en situation, hvor der bliver behov for at tage en ny bunke opholdstilladelser ned fra hylden, fra en ny provins, for at genvurdere, om de har behov for beskyttelse, gør vi også meget gerne det. Det synes jeg er helt naturligt, ligesom hvis der bliver en forbedret sikkerhedssituation i et andet land end Syrien, fordi vi hele tiden er nødt til at insistere på, at ophold er knyttet til, at man har behov for beskyttelse.

Så er det medspørger hr. Andreas Steenberg, ½ minut.

Jeg vil gerne sætte en tyk streg under, at vi er enige i, at man kan være i Danmark midlertidigt, men med de informationer, der er om Syrien, undrer det os, at regeringen valgte at fremrykke og at bruge så mange ressourcer på at fremrykke det at tage opholdsgrundlaget fra de her mennesker. Set i lyset af, hvad der foregår i Syrien, og set i det lys, at man ikke engang vil gå i dialog med Syrien om en hjemsendelsesaftale, forstår vi ikke, at man går i gang med det, vi synes der er helt ufornuftigt, nemlig at tage opholdstilladelsen fra folk, man ved man alligevel ikke kan sende hjem. Så ender man jo sådan set bare med at skabe flere problemer for sig selv og øge udgifterne til det her område, når de her mennesker ender i et udrejsecenter, for hjem kommer de nok ikke, eller hvad, minister?

Ministeren.

Hvis folk ikke har noget beskyttelsesgrundlag og de ikke kan få et nyt, opholder de sig jo i Danmark uden en lovlig opholdstilladelse, og så skal de jo rejse hjem, og vi hjælper gerne folk med f.eks. fra deres ambassade i Stockholm at få udstedt rejsepapirer og sådan noget. Men det er rigtigt, at vi ikke samarbejder med Assadregimet, for ligesom andre vesteuropæiske og nordamerikanske lande vil vi ikke være med til at udråbe vinderen af den borgerkrig. Men det er jo fuldstændig uafhængigt af, at folk har mulighed for at rejse hjem, hvis de vil; vi hjælper gerne med f.eks. at få udstedt rejsedokumenter, og det kræver selvfølgelig, at de samarbejder. Hvis de ikke vil samarbejde, hvis de modsætter sig myndighedernes afgørelse, er det rigtigt, at de bliver indkvarteret på et udrejsecenter.

Tak for det. Så siger vi tak til medspørgeren. Så skal vi have hovedspørgeren på igen, så det er hr. Kristian Hegaard, ½ minut.

Vi har jo desværre set nogle ganske aktuelle sager som den med velintegrerede Aya, der har bestået uddannelse på uddannelse, og den med Faeza, der ønsker at være sygeplejerske og gerne vil hjælpe til i velfærdssamfundet. Synes ministeren, at det er klogt at skynde sig og så hurtigt som muligt at fratage opholdstilladelsen fra mennesker, der bidrager, fra mennesker, der er integrerede, fra mennesker, der kan betale skat, når konsekvensen er, at det at tage opholdstilladelsen fra dem i stedet gør, at de ender på et udrejsecenter og i stedet kan trille tommelfingre, fordi der ikke er udsigt til at kunne sende dem tilbage?

Ministeren.

Jeg synes, at nogle af de mennesker, der har optrådt i medierne, har virket som sympatiske mennesker, som var godt i gang med at blive integreret i det danske samfund, og man kan da ikke blive andet end glad for, at folk klarer sig godt, selvfølgelig. Jeg tror også bare, at det er vigtigt at holde fast i, at bag det enkelte menneske er der også en statistik, f.eks. en statistik, der siger, at fem ud af seks kvinder fra Syrien fortsat ikke er i beskæftigelse, og at der er en kraftig overrepræsentation i kriminalstatistikkerne. Det er også en del af historien. Men uanset om det var en del af historien eller ej, må vi også opholde os ved spørgsmålet: Skal det så være dem, der har klaret sig godt i det danske samfund, som får lov at blive, og alle de syge og de arbejdsløse, som skal tage hjem? Hvad er det for en position? Jeg tror, vi bliver nødt til at holde fast i: Beskyttelse gives til folk, der har brug for beskyttelse, ikke til folk, der har brug for beskyttelse, som vi godt kan lide.

Tak for det. Hermed er spørgsmålet afsluttet.

Vi går videre til det næste spørgsmål, som også er til udlændinge- og integrationsministeren, og det er også af spørgerne hr. Kristian Hegaard og hr. Andreas Steenberg.

(Talen er under udarbejdelse)

Værsgo til oplæsning af spørgsmålet.

(Talen er under udarbejdelse)

Tak. Mener ministeren, at det er muligt at leve et rimeligt familieliv på et udrejsecenter, og mener ministeren på den baggrund, at det er hensigtsmæssigt, at syriske familier risikerer årelange ophold på udrejsecentre som følge af regeringens udsendelsespolitik?

Ministeren.

Det sidste kan jeg i hvert fald svare nej til. Det er ikke hensigtsmæssigt, at nogen opholder sig i mange år på danske udrejsecentre. Spørgsmålet om familiers vilkår på de her udrejsecentre generelt dukker jo jævnligt op i den politiske debat, så lad mig starte med at slå fast, at personer uden lovligt ophold i Danmark skal rejse hjem, og det bedste for alle parter vil være, hvis det sker frivilligt. Derfor synes jeg naturligvis, det er meget glædeligt, at der allerede er flere personer, der rejser frivilligt hjem til Syrien. Er der personer fra Syrien, der ikke udrejser frivilligt, er der lige nu nogle helt særlige omstændigheder med hensyn til netop det land, for af udenrigspolitiske årsager gennemføres der indtil videre ikke tvangsmæssig udsendelse til Syrien. Dansk enegang med hensyn til tvangsudsendelser her og nu kan blive udlagt som en legitimering af regimet, og det ønsker vi ikke at starte på. Vi er i dialog med vores nærmeste partnere om hurtigst muligt at skabe mulighed for tvangsmæssig udsendelse til Syrien, men det er altså ikke realiseret endnu.

Som spørgeren også peger på, har regeringens udsendelsespolitik gjort det relevant at se på, hvordan vi stiller os i forhold til udsendelse af personer fra Syrien, der ikke længere har lovligt ophold. Her er det vigtigt for mig at understrege, at beslutningen om ikke at gennemføre udsendelser ved tvang til Syrien ikke ændrer ved regeringens klare holdning om, at en udlænding som udgangspunkt skal rejse hjem, når forholdene i landet tillader det. Myndighederne vil også fortsat bistå personer fra Syrien uden lovligt ophold med at planlægge frivillig udrejse, f.eks. ved at fremskaffe rejselegitimation, og så vil de danske myndigheder som udgangspunkt kunne bruge det, der i lovgivningen hedder motivationsfremmende foranstaltninger over for de udlændinge uden lovligt ophold, der ikke i første omgang udrejser frivilligt. Det betyder bl.a., at folk kan pålægges opholds- og meldepligt på et udrejsecenter med henblik på at motivere til frivillig hjemrejse, og jeg synes, det er helt rimeligt, at de samme regler også gælder for Syrien.

Så for at slutte, hvor vi startede, vil jeg sige, at jeg ikke synes, at familier skal sidde i årevis på et udrejsecenter. De skal rejse hjem, når myndighederne har vurderet, at de ikke skal være her. Tak for ordet.

Tak for det. Så er det spørgeren, hr. Kristian Hegaard.

Der, hvor den sunde fornuft ryger for mange mennesker og ikke mindst for Radikale Venstre, er, at man på den ene side har Amnesty, FN's flygtningeorganisation, USA's udenrigsminister og EU-lande, der fraråder, at man iværksætter fratagelse af opholdstilladelser og foretager hjemsendelser, og at man på den anden side gør det, som regeringen vælger at gøre, nemlig at træffe den politiske beslutning, at der skal ske en fremrykning i vurderingen af de her sager, vel vidende at man ikke kan foretage udsendelserne, bl.a. fordi man ikke har en hjemrejseaftale. Der ryger den sunde fornuft simpelt hen for mange mennesker, for det kommer jo til at betyde, at de mennesker, det handler om, og som bliver vurderet i de her sager – og vi skal huske på, at det er mennesker – i stedet for at få lov til at uddanne sig, arbejde, betale penge til statskassen, være aktive som sygeplejersker eller noget andet, hvad man nu måtte arbejde som, og dermed være aktiv i velfærdssamfundet, ender med at komme til at sidde på et udrejsecenter, hvor man bare kan sidde og vente år for år og trille tommelfingre, for det er det, man har udsigt til, når man er på et udrejsecenter.

Synes ministeren ikke, at det ville være mere sund fornuft, at man gav de mennesker lov til at uddanne sig, arbejde, bidrage til velfærdssamfundet og bidrage til fællesskabet i stedet for at sidde på et udrejsecenter? Når nu ministeren i sin indledning sagde, at man ikke synes, det er hensigtsmæssigt, at man er på et årelangt ophold i et udrejsecenter, skulle vi så ikke give de her mennesker mulighed for at bidrage, arbejde og uddanne sig?

Ministeren.

Jeg vil godt lige rydde en misforståelse af vejen: Der kan godt foregå hjemrejser til Syrien. Det kan der godt. Det, vi ikke gør, er at samarbejde med regimet om at lave ledsagede hjemrejser, hvor der f.eks. er en politibetjent med om bord, fordi det kræver et samarbejde med regimet, som ville betyde, at samarbejdet ville blive så tæt, at det ville blive betragtet som en anerkendelse af regimet. Men folk, der får inddraget deres opholdstilladelse, kan godt i samarbejde med de danske myndigheder kontakte den syriske ambassade, få udstedt rejselegitimation, hoppe på en flyvemaskine – jeg ved ikke, om der går noget direkte; det gør der nok ikke, men så med en mellemlanding – og komme til f.eks. Damaskus. Det kan godt lade sig gøre, og der er folk, syrere, her i Danmark, der modtager støtte fra den danske stat til at rejse hjem til Syrien.

Jeg regner da med, at når folk får inddraget deres opholdstilladelse og ikke mere opholder sig lovligt i Danmark, som almindelige gode mennesker lever op til de afgørelser, der er truffet, og rejser ud. Det må være grundlaget. Hvis vi begynder at indrette os efter, at folk modsætter sig myndighedernes afgørelser, og altså begynder at indrette lovgivningen efter det, hvor ender det så ikke? Altså, vi bliver nødt til at lægge til grund, at folk efterlever de afgørelser, der bliver truffet, ligesom alle andre mennesker skal gøre.

Hr. Kristian Hegaard.

Som ministeren formentlig er bekendt med, koster det i omegnen af 300.000 kr. at have en udlænding indkvarteret på et udrejsecenter. Mener ministeren ikke, at de penge kunne bruges til noget bedre, når nu vi har besluttet, at man jo ikke kan tvangsudsende, som ministeren var inde på, de her mennesker til Syrien? Kunne man så ikke bruge de penge bedre og endda give folk mulighed for at bidrage til statskassen, til velfærden, til fællesskabet? Tror ministeren, at et ophold på et udrejsecenter får Aya og Faeza, der har et familiemedlem, som har nægtet militærtjeneste, til at rejse frivilligt hjem på den bekostning?

Ministeren.

Jeg kan fortælle, at for 300.000 kr. kan man hjælpe 600 børn i nærområderne og købe 800 hjemmehjælpstimer herhjemme. Så jo, de penge kan bruges bedre, men det spørgsmål, vi skal stille os selv, er: Skal folk, der har fået afslag på at få en asylopholdstilladelse først i Udlændingestyrelsen og så i Flygtningenævnet med en uafhængig dommer for bordenden, kunne nægte at samarbejde med myndighederne og så alligevel få en opholdstilladelse? Eller skal vi stå fast på, at myndighedernes afgørelse er en afgørelse, som man skal efterleve?

Jeg tror godt, spørgeren kan høre, hvad jeg i hvert fald mener. Jeg synes ikke, vi skal indrette systemet efter, at man kan modarbejde myndighederne og så alligevel få sin vilje. Så kan jeg slet ikke overskue, hvor vi ender.

Tak, og så skal vi lige have skiftet rundt, så vi får medspørgeren på. Værsgo til hr. Andreas Steenberg, 1 minut.

Der er mange ting, der bliver sagt i den her debat, som simpelt hen ikke giver mening for mig. I DR's Debatten i sidste uge lykkedes det Socialdemokratiets udlændingeordfører at svare udenom på spørgsmålet om, hvorvidt man vil anklage Assad for folkedrab. Det kan man åbenbart ikke svare på som socialdemokrat i dag. Det er en mand, som har slået tusinder ihjel. Og nu hører jeg så udlændingeministeren sige: Vi vil jo helst ikke anerkende Assad og hans styre, så derfor vil vi ikke forhandle med dem. Men alligevel må jeg forstå, at det åbenbart er helt logisk, at en gymnasieelev, en person, der har lært dansk, taget folkeskoleeksamen og er lige ved at blive student, skal tage ned til denne Assad, som man ikke vil anerkende eller forhandle med som regering. Det giver jo ingen mening.

Tror ministeren virkelig, at folk, der er blevet integreret i Danmark, har lært dansk, er ved at tage en uddannelse, vil rejse ned til en person, som regeringen ikke vil anerkende som legitim leder? Hvorfor i alverden skulle man gøre det, minister?

Ministeren.

Når vi ikke ønsker at samarbejde med Assadregimet og f.eks. indgå en aftale om hjemsendelse, er det ikke udtryk for, at vi synes, at han er slemmere end så mange andre. Der er mange slemme banditter rundtomkring, masser. Vi vil f.eks. meget gerne lave en hjemsendelsesaftale med præstestyret i Iran. Det er heller ikke ligefrem en regering, hvor alle sammen har været på demokratisk højskole. Så vi samarbejder jo med de anerkendte regeringer, der er rundtomkring i verden.

Når vi ikke ønsker at samarbejde med Assadregimet, er det, fordi vi mener, at et fælles vestligt pres på Assadregimet er nødt til at være intakt, og hvis vi lige pludselig går enegang, så er vi bange for, at presset bliver lettet på Assadregimet. Så det er en rent udenrigspolitisk interesse. Det har intet at gøre med, at han er mere eller mindre slem, for der er masser af slemme mennesker rundtomkring i verden. Man får asyl, fordi man har brug for beskyttelse, ikke fordi man lever i et diktatur, fordi så er der rigtig mange mennesker, der ville kunne få asyl.

Hr. Andreas Steenberg.

Men det er jo rigtig klogt udenrigspolitisk at lægge pres på Assad, for selv om der er mange, som forbryder sig mod menneskerettighederne rundtomkring i verden, er han alligevel en af de værste. Så det er klogt at lægge pres på ham, men derfor giver det jo ingen mening, når man så på den anden side siger til unge mennesker, der er i gang med uddannelse og integration, at det er helt oplagt at tage derned. Der er vilkårlige arrestationer og tortur, og vi vil gerne lægge pres på Assad, fordi han skal forbedre vilkårene, men alligevel siger vi til folk, at vi regner med, at man tager derned. Det holder jo ikke, minister. De ender da i et udrejsecenter alle sammen. Hvorfor i alverden skulle man tage derned?

Ministeren.

Jeg synes, at man skal rejse ud af Danmark, hvis ikke man har nogen lovlig opholdstilladelse, fordi sådan fungerer en retsstat, men jeg tror også, det er vigtigt at holde fast i noget andet. Sidste år gav Flygtningenævnet f.eks. afslag, altså de stadfæstede afslag fra Udlændingestyrelsen, over 600 gange. Alle de 600 mennesker mener jo selv, at de har brug for beskyttelse. Langt de fleste af dem, vil jeg gætte på, er sympatiske, ordentlige mennesker, og hvis de sad inde i Aftenshowet, ville man tænke: Du er en flink mand, du vil være til gavn for vores samfund. Det er jeg helt sikker på. Det er jeg helt, helt sikker på, fordi de fleste mennesker er sympatiske, ordentlige mennesker, men alle de mere end 600 mennesker skal alligevel rejse ud til alle verdens hjørner: nogle til Somalia, nogle til Eritrea, nogle til Afghanistan, nogle til Iran, nogle til Irak – alle sammen steder, hvor jeg hellere ville leve i Danmark. Men vi beder dem alligevel om at gøre det.

Vi fratager dem en mulighed for en fremtid i Danmark, fordi sådan fungerer det asylpolitiske retssystem, og det tror jeg bare vi skal holde virkelig godt fast i, uanset at den enkelte sag selvfølgelig kan gøre ondt i maven, når man sidder og ser mennesket i øjnene, for det gør det da på os alle sammen. Så skal vi bare lige tænke igennem, hvad de langvarige konsekvenser ville være, hvis en enkelt sag lige pludselig får os til at bakke på vores principper. Der tror jeg virkelig, det er vigtigt, vi står fast.

Tak. Så skal vi have skiftet rundt igen, så vi får hovedspørgeren på til sidst. Værsgo til hr. Kristian Hegaard, ½ minut.

Ministeren indrømmede, at Assad er en slem bandit, og det er jeg enig i, og derfor er det jo endnu mere meningsløst, at regeringen så politisk vælger at fremskynde behandlingen af de her sager så hurtigt som muligt. For hvad tror ministeren at Assadstyret gør ved familiemedlemmer til mennesker, som har nægtet militærtjeneste over for Assadstyret, Assadregimet? Tror ministeren, at familiemedlemmer til dem er fuldstændig garanteret, at de ikke bliver udsat for umenneskelig eller nedværdigende behandling, hvis de kommer tilbage til Syrien? Er det vigtigt for ministeren, at man har fremskyndet de her sager i de her situationer, der er tale om her?

Ministeren.

Jamen jeg synes faktisk ikke, det handler om, hvad jeg tror. Min politiske holdning er, at jeg stoler på Flygtningenævnets afgørelse. Jeg er ikke ekspert i, hvilke sikkerhedssituationer der er i hvilke provinser af Syrien – eller i Afghanistan eller i Pakistan eller i Bangladesh eller i Marokko. Jeg stoler på, at de myndigheder, vi har sat til at løse den her opgave, er i stand til at løse den. Jeg vil virkelig advare imod, at vi gør det til politiske diskussioner i Folketingssalen, hvor der er behov for beskyttelse, og hvor der ikke er behov for beskyttelse, men at vi fastholder noget deling af ansvaret for opgaverne her.

Jeg har også hørt Radikale Venstre opfordre regeringen til at lave en hjemsendelsesaftale med Iran. Det er heller ikke ligefrem et folkevalgt parlament og en folkevalgt regering, vi så ville skulle forhandle med, men det jo er, fordi vi anerkender, at folk fra Iran, der ikke har brug for beskyttelse, selvfølgelig skal til Iran. Det betyder jo ikke, at præstestyret ikke er slemt. Det betyder ikke, at folk fra Iran ikke kan være individuelt forfulgt, men det betyder, at hvis der er en enkelt person, der ikke har brug for beskyttelse, men alligevel er kommet til Danmark og har søgt asyl, så er vi indstillede på med tvang at sætte en person på en flyvemaskine til Teheran, og jeg har endda hørt Radikale Venstre opfordre regeringen til at sikre, at vi med tvang kan sætte en person på flyvemaskinen til Teheran. Det er ved gud heller ikke et demokrati. Så jeg vil virkelig appellere til, at Radikale Venstre ud fra et retsstatsprincip lige holder tungen lige i munden i den her sag.

Tak for det, og hermed er det spørgsmål afsluttet.

Det næste spørgsmål er også til udlændinge- og integrationsministeren, og det er stillet af hr. Hans Kristian Skibby.

(Talen er under udarbejdelse)

(Talen er under udarbejdelse)

Værsgo til hr. Hans Kristian Skibby for oplæsning.

Tak, hr. formand. Hvad er ministerens holdning til den massive utryghed, som beboerne på Kærshovedgård udsætter lokalområdet for, og hvad vil ministeren gøre for at komme utrygheden og kriminaliteten til livs?

Ministeren.

Tak for spørgsmålet. Lad mig starte med at slå fast, at det selvfølgelig er uacceptabelt, når vi kan læse i B.T. for tiden, at udlændinge på Kærshovedgård skaber utryghed og begår kriminalitet i området omkring Bording og i andre byer. De mennesker, der bor på Kærshovedgård, opholder sig jo ulovligt i Danmark. De har fået en afgørelse om, at de skal rejse hjem, men de vælger så i stedet for at blive i Danmark, og nogle af dem begår endda kriminalitet. Det kan man jo ikke andet end tage afstand fra.

Jeg er meget opmærksom på, at Kærshovedgårds naboer oplyser, at de er utrygge ved at bo tæt på et udrejsecenter. Lokalsamfundet omkring centeret har længe løftet en stor byrde, og jeg vil gerne aflaste midtjyderne. Derudover mener regeringen også, som vi også tidligere har givet udtryk for, at vi skal adskille afviste asylansøgere og kriminelle udlændinge. Det var i øvrigt også noget, Socialdemokratiet gik til valg på. Derfor vil jeg inden sommerferien præsentere en løsning for indkvartering af de kriminelle udlændinge, der i dag er indkvarteret på Kærshovedgård.

Når det så er sagt, må jeg også minde om, at udlændinge på Kærshovedgård ikke er frihedsberøvede; de er altså ikke i fængsel. De kan sådan set bare gå ud ad hovedporten. De kan forlade udrejsecenteret, når de ønsker det, så længe de overholder deres opholdspligt på centeret. Men det ændrer selvfølgelig ikke ved, at de naturligvis skal overholde lovgivningen ligesom alle andre. Deres ulovlige færden på de lokales private ejendomme og deres chikanerende eller kriminelle handlinger er jo i sidste ende en opgave for politiet. Jeg håber derfor, at de lokale, som oplever, at udlændinge fra Kærshovedgård begår ulovligheder, foretager en politianmeldelse, så politiet og domstolene kan tage affære. Tak for ordet.

Tak for det. Så er det hr. Hans Kristian Skibby.

Tak. Allerførst tak for ministerens besvarelse af spørgsmålet. Det er jo ikke første gang, at vi her i Folketinget har lejlighed til at diskutere de horrible forhold, som man byder beboerne i Ikast-Brande Kommune i særdeleshed, dem, der bor tæt på Kærshovedgård Udrejsecenter. Jeg har jo hæftet mig ved, at regeringen lavede et forståelsespapir tilbage for snart 2 år siden, og der står i det: En ny regering vil arbejde for, at kriminelle og udvisningsdømte udsendes af Danmark hurtigere end i dag. En ny regering vil iværksætte en undersøgelse af, hvor de bedst kan placeres, så længe de opholder sig i Danmark.

Der vil jeg selvfølgelig gerne have ministeren til at fortælle lidt om den undersøgelse, som vi i hvert fald har ventet med spænding på i snart 2 år. Det ville da være en glædens stund, hvis man ikke bare vil kunne fortælle om, hvad undersøgelsen så munder ud i af konklusioner, men ikke mindst også, hvilken handling regeringen ønsker at lægge bag sine meget velvalgte ord i forhold til at sikre en bedre situation. Det, der bare er problemet, er jo, at der ikke rigtig er sket noget. Hvis man kigger på de kriminalitetsstatistikker, der er i Midtjylland, og man kigger på den kriminalitet, som der vel at mærke bliver rejst sigtelser for mod beboere, der bor på udrejsecenteret, så kan man jo se, at det er steget ganske, ganske betragteligt, ja, nogle ville faktisk sige uanstændigt alvorligt. Og alligevel oplever vi jo stadig væk, at der er en form for passivitet. Nu siger ministeren godt nok, at man inden sommer vil komme med en fortælling om, hvor de her afviste kriminelle asylansøgere så kan finde deres vintervej hen. Det er selvfølgelig godt nok, men det er 24 måneder siden, at ministeren trådte til, og det er 24 måneder siden, til sommerferien, at man vandt valget. Derfor synes jeg måske også, at regeringen burde bide lidt mere til bolle forhold til den her meget akutte situation.

Ministeren.

Jeg synes ikke, det helt rigtige er at sige passivitet. Jeg vil snarere sige aktivitet. Men der, hvor spørgeren har ret, er, at vi jo ikke offentligt har fortalt, hvor et nyt udrejsecenter skal placeres, og heller ikke præcis, hvornår vi satser på det er i funktion. Men jeg planlægger, som jeg fortalte i min besvarelse, at fortælle det inden sommerferien. Der har jeg i den grad hånden på kogepladen. Og jeg er helt sikker på, at jeg ikke kun får spørgeren efter mig, hvis ikke jeg inden sommerferien har præsenteret et bud på en løsning.

Hr. Hans Kristian Skibby.

Jamen altså, selvfølgelig ville vi være glade for det, hvis der kommer en udmelding fra ministeren, men det ændrer jo ikke på, at det ikke er nogen god begivenhed, at vi nu har ventet i snart 2 år på, at der kommer en afklaring. Ministeren sagde i sin første besvarelse, at ministeren ville aflaste lokalområdet i Ikast-Brande Kommune. Men indtil videre har man jo kun leveret det, der hedder at belaste – man har ikke aflastet området i noget som helst omfang; man har belastet området, og man har accepteret, at der i stadig stigende grad sker kriminalitet i området. Og uagtet det er der ikke sket nogen som helst politimæssig indsats i forhold til at nedbringe det, og jeg synes heller ikke, at man kan sige, at regeringen har vist synderlig fysisk interesse for at gå ind og komme med nogle konkrete bud på, hvordan vi får gjort situationen bedre.

Ministeren.

Jeg synes ikke, det er helt rigtigt at sige, at politiet ikke løfter deres opgave i området omkring Kærshovedgård. Jeg synes heller ikke, at det er rigtigt at sige, at vi er kommet med yderligere belastende opgaver. Men det er rigtigt, at Midtjylland og specielt området omkring Bording har løftet en opgave på vegne af hele det danske samfund i efterhånden nogle år – og også i længere tid, end den her regering har siddet. Og det har været Socialdemokratiets position før valget og er også regeringens position efter valget, at der er behov for at aflaste det lokalområde, som vi synes har båret en urimelig stor del af Danmarks samlede byrde. Og derfor er det også vores ønske, at ikke kun dem, der har fået afslag på asyl, men også dem, der er dømt til udvisning – folk på tålt ophold, fremmedkrigere – ikke længere skal bo på Kærshovedgård, men på et andet udrejsecenter, og placeringen af det udrejsecenter vil vi præsentere inden sommerferien.

Hr. Hans Kristian Skibby.

Ih, hvor er det kommunalt – det plejer vi at sige der, hvor jeg kommer fra. Men her er det jo ikke kommunerne, den er gal med; her er det jo regeringen. Og det er altså mærkeligt, at man nu igennem næsten 2 år har skullet vente på en afklaring om, hvor regeringen, hvis de vandt valget, ville bolighenvise de her afviste, kriminelle asylansøgere. Til sommer, som ministeren refererer til, har vi ventet i 24 måneder, hvor man bare kan se, at der er folk, der vader ind på folks private ejendomme derude og stjæler folks ting, og hvor der er omfattende narkohandel, kriminalitet, butikstyverier og alt muligt andet. Og så siger man bare: Der kommer en god løsning til sommerferien – 24 måneder efter at man har vundet valget. Det er vi altså nødt til at sige til ministeren ikke efter vores opfattelse er klart nok, og når man så ovenikøbet har fjernet de 259 mio. kr., der var anvist til opgaven – dem har man bare brugt på noget andet – så er det altså ikke godt nok, hr. minister.

Ministeren.

Jeg tror, at hvis spørgeren taler med beboerne omkring Kærshovedgård, vil han høre, at de ikke kun har ventet i 24 måneder; de har ventet i meget længere tid, for de ventede jo også, da der sad en anden regering. Det, der til gengæld kommer til at ske nu, er, at der faktisk kommer en løsning. Området kommer til at blive aflastet, der kommer til at være et nyt udrejsecenter, og der kommer til at rulle flyttebiler ud af Kærshovedgård og hen til et andet sted. Jeg er med på, at det er træls at vente på en løsning. Til gengæld er jeg ret sikker på, at det er en løsning, der bliver til noget, og som borgerne i Bording kan glæde sig over, for så vil de vide, når de står i køen nede i fakta, at ja, der kan godt være en afvist asylansøger, men nej, det er ikke en, der har været dømt til udvisning. Det synes jeg er rimeligt over for et lokalsamfund, som har båret så stor en opgave på vegne af hele det danske samfund i mere end 24 måneder, i adskillige år.

Tak for det. Dermed er spørgsmålet afsluttet, og vi siger tak til både spørgeren og ministeren.

Så kan vi gå videre til næste spørgsmål, og det er til indenrigs- og boligministeren, og det er stillet af fru Maja Torp. Og vi skal lige have sprittet af – så er det gjort. Så er vi klar.

(Talen er under udarbejdelse)

Vi giver ordet til fru Maja Torp til oplæsning. Værsgo.

(Talen er under udarbejdelse)

Tak for det. Mener ministeren, at de positive resultater fra de seneste frikommuneforsøg – bl.a. på beskæftigelsesområdet – giver anledning til at udbrede og permanentgøre forsøgene til gavn for borgerne?

Ministeren.

Tak for spørgsmålet. Jeg vil gerne indlede med at kvittere for det store arbejde, som en lang række kommuner har lagt i frikommuneforsøgene. Der er ydet en stor indsats i forhold til at afprøve nye metoder, løse de kommunale opgaver, og senest har netværkene afleveret et omfattende evalueringsmateriale. Det fortjener naturligvis, at vi behandler evalueringerne grundigt, og det er vi i fuld gang med i ministeriet sammen med de andre involverede ministerier. Regeringen har derfor endnu ikke taget politisk stilling til resultaterne af frikommuneforsøg II eller til udbredelse af de konkrete besøg.

Generelt skal vi hele tiden arbejde for, at unødige regler og administration ikke spænder ben for kommunernes opgaveløsning, og vi skal lytte til kommunernes erfaringerne, og derfor følger regeringen grundigt op på, om flere forsøg giver anledning til ændret lovgivning. Derudover vil jeg også gerne pege på, at der allerede er skabt positive resultater i frikommuneforsøg II, som betyder, at en del af forsøgene allerede er blevet helt eller delvist omsat til generel lovgivning. Det gælder bl.a. på beskæftigelsesområdet, hvor frikommuner er indgået i forenklingen i 2020 i lov om aktiv beskæftigelse.

Fru Maja Torp.

Ministeren er jo inde på de her positive resultater, som også er vist i en evalueringsrapport. Når nu resultaterne fra frikommuneforsøget, bl.a. i Aalborg Kommune i Nordjylland, på beskæftigelsesområdet viser, at både medarbejdere og borgere faktisk er blevet mere tilfredse, burde regeringen så ikke skynde sig at permanentgøre de her forsøg? Oven i det er det også velkendt, at netop i Aalborg Kommune har vi store udfordringer med ledighed. Vi ligger på tredjepladsen over antallet af fuldtidsledige, og vi har derfor brug for, at vi, når der så ligger så positive resultater, så også kan få dem indført så hurtigt som overhovedet muligt, så vi kan få de arbejdsløse ud i job. Så vil ministeren skynde på den her proces?

Ministeren.

Jamen det vil jeg gerne, og jeg vil da også sige helt generelt, at jeg har meget stor respekt for det arbejde, der bliver lavet i Aalborg Kommune. De gange, hvor jeg som minister har haft anledning til at besøge Aalborg, har det kun været positive erfaringer, som jeg har taget med tilbage. Nu kender jeg ikke specifikt detaljerne i, hvordan frikommuneforsøget på beskæftigelsesområdet er blevet evalueret, men der er ingen tvivl om, at generelt set tager vi en stor del af de forskellige forslag med videre. Det er cirka hvert fjerde af de forslag, som bliver udbredt til hele landet, og så er det cirka hvert fjerde, som der bliver fulgt op på i andet regi. Så det er en ret stor del af det, der kommer ind.

Fru Maja Torp.

Tak. Når nu ministeren anerkender de positive resultater, hvad er det så, der er til hinder for, at vi får lov til at permanentgøre frikommuneforsøgene? Hvad er det, der holder ministeren tilbage i det?

Ministeren.

Jamen jeg anerkender fuldstændig, at der har været mange positive erfaringer i de netværk, man har haft i eksempelvis i Nordjylland, men også andre steder i landet. Men jeg tror også, det er vigtigt at sige, at for os har det været et spørgsmål om nu, hvor vi står over for en udfordring, som jeg tror spørgeren også kender til, med, at der er en lang række regler og forskellige lovgivninger, der meget detaljeret regulerer nogle dele af den offentlige sektor, så simpelt hen at sige: Nu tager vi et helt område, eksempelvis skoleområdet, daginstitutionsområdet, ældreområdet, og så udpeger vi nogle kommuner, der får mulighed for at arbejde fuldstændig frit med det område, for at se, hvordan man finder den bedste vej til at sikre selvstyrende enheder og så stor en nærhed som muligt til borgerne.

Fru Maja Torp, sidste runde.

Tak. Jeg fortsætter lige med at spørge ind til det her med, at når nu de her gode resultater anerkendes, f.eks. fra beskæftigelsesområdet, hvorfor er det så, at beskæftigelsesområdet afventer resultaterne fra andre områder, altså f.eks. fra dagtilbudsområdet og ældreområdet? Hvorfor er det, at man så ikke omsætter de her frikommuneforsøg til ny praksis med det samme? Og så kunne man jo lave forsøg på andre områder sideløbende og så også omsætte eventuelle gode resultater her til praksis efterfølgende.

Så igen: Hvad er det, der holder ministeren tilbage i forhold til at få permanentgjort frikommuneforsøgene?

Ministeren.

Jamen der kan være mange grunde til, at man ikke tager det med videre. Det er cirka halvdelen af forslagene på beskæftigelsesområdet – konkret er det ni af de forslag, der er kommet, som er blevet implementeret, og ni af dem, der er blevet afvist, eller som er blevet sat i stå. Så på den måde synes jeg ikke man kan sige, at vi ikke tager dem med videre. Det er jo halvdelen af det, der er kommet ind. Der kan være forskellige forhold, der gør, at man ikke kan putte det ind i lovgivningen, selv om det måske kan fungere godt ét sted eller specifikt på ét område.

Så jeg synes, vi tager det meget alvorligt, men nu har vi lavet et større forsøg, som så har en geografisk afgrænsning, og det håber vi også at få rigtig gode erfaringer ud af.

Så er spørgsmålet afsluttet. Vi siger tak til både spørgeren og til ministeren. Og vi skal lige huske at spritte af.

Det næste spørgsmål er stillet til kulturministeren af hr. Karsten Lauritzen.

(Talen er under udarbejdelse)

Værsgo til hr. Karsten Lauritzen for oplæsning af spørgsmålet.

(Talen er under udarbejdelse)

Tak, formand. Spørgsmålet lyder: Hvad konkret ønsker ministeren at gøre for at hjælpe det nordjyske foreningsliv i lyset af DGI's melding fra den 8. april om et stort frafald blandt medlemmer i deres foreninger, godt 90.000 på landsplan, og 13.000 alene i Nordjylland, og planlægger ministeren at igangsætte konkrete initiativer for at modvirke medlemstilbagegangen i vores allesammens frivillige foreningsliv? Det er spørgsmålet.

Ministeren.

Det korte svar vil være: Ja, det planlægger ministeren. Men først og fremmest vil jeg gerne anerkende, at der har været det kæmpe tab med de her nedlukninger og de restriktioner, som er blevet påført hele det danske foreningsliv på grund af coronavirussen. Det har været svært for rigtig mange børn, unge og voksne, der har savnet de her fællesskaber, og de frivillige har udvist stor kreativitet i forhold til alligevel at holde fast, uanset om det handler om idræt, spejdere eller noget helt tredje.

Men forudsætningen for, at vi for alvor kan sætte sådan gas på de her fællesskaber, anerkende de frivillige og få folk tilbage, sådan at foreningslivet kommer til at blomstre igen, er jo, at vi kommer godt af sted med den her genåbning, hvor spørgerens parti og regeringen sammen med næsten alle partier her i Folketinget har den her rammeaftale, der heldigvis også gav mulighed for, at det udendørs foreningsliv kunne åbne allerede i marts. Det har givet liv på baner og andre steder i foreninger, og mange er også rykket fra at være indendørs til udendørs, selv om det stadig væk var koldt, netop fordi man savnede det foreningsliv.

Ifølge den her rammeaftale vil de næste faser af genåbningen jo også betyde, at foreningslivet kommer med i hver eneste fase. I første omgang gælder det vores børn og unge under 18 år, og derefter gælder det de voksne, selvfølgelig forudsat at vi bliver ved med at holde virussen under kontrol. Imens vi gør det, skal vi jo kigge på, hvordan vi får Danmark tilbage og i gang igen. Det har nogle erhvervsmæssige perspektiver, men på det her område handler det jo i særdeleshed om hjerteblodet og engagementet. Så ud over de hjælpepakker, som vi jo løbende har vedtaget, og som der nok også vil være behov for i et stykke tid, så må vi nok også sige, at penge alene gør det ikke. Vi er også nødt til at lave et stærkt partnerskab, der handler om at få danskerne i gang igen og få de frivillige til at tro på, at det her kan vi godt – nu har vi coronapas, vi tester, og vi får vaccineret.

Derfor har jeg bl.a. også skrevet til kommunerne om at opretholde deres kommunale tilskud, sådan at de også er der økonomisk, men jeg har også rakt hånden ud i forhold til at få et samarbejde om sådan en gang i Danmark-kampagne igen til efteråret, og sidst, men ikke mindst, har vi jo i regi af genåbningsaftalen også aftalt den her sommerpakke, som også kan være med til at få engagementet til at blomstre.

Hr. Karsten Lauritzen.

Tak til kulturministeren for besvarelsen. Jeg tror, at den største hjælp, regeringen og kulturministeren kunne give til det frivillige foreningsliv, var at lade være med at udøve ekstrem forsigtighed og nøjes med almindelig forsigtighed. Nu nævner kulturministeren også coronapasset, og det er jo noget af det, der er en voldsom barriere

for, at det frivillige foreningsliv kan komme op. Og det er jo, som jeg forstår det, Socialdemokratiet og regeringen, der insisterer meget på det, selv om mange af de partier, man har forhandlet med, selvfølgelig står ved aftalen – det gør vi også i Venstre – men samtidig ikke helt kan forstå, at der i forhold til udendørs idræt og indendørs idræt skal være krav om coronapas, når vi nu har dokumentation, også fra sidst vi var nedlukket, for, at man faktisk har nogle andre måder, hvorpå man kan minimere smittespredningen.

Så jeg tror, at det bedste, kulturministeren kunne gøre konkret her i dag, var at sige: Vi skal have genåbnet væsentlig mere; smittetallene er væsentlig lavere end det, man regnede med. Jeg mener, det var 870 indlagte, man regnede med i midt april, og vi står med omkring 200 indlagte, så der er grobund for at åbne op. Det er jo det, partilederne skal diskutere, men det ville være rigtig herligt, hvis regeringen og kulturministeren ville gå foran og sige til foreningslivet: Vi kommer til at åbne meget mere op, og vi kommer til at åbne meget mere op for indendørs idræt. Og det her med, at man med coronapasset beder det frivillige foreningsliv om at lege politibetjent over for deres medlemmer, er der ikke nogen grund til, sådan som smitteudviklingen er. Det ville være herligt, hvis regeringen ville indtage det synspunkt, og det vil jeg godt spørge kulturministeren om, altså om det kunne være et synspunkt, som kulturministeren ville indtage. Det vil jeg gerne kraftigt anbefale at man gør.

Derudover er der fra et samlet frivilligt foreningsliv et ønske om, at regeringen, når man nu åbner yderligere op, ikke opfinder alle mulige nye bureaukratiske restriktioner, altså, så bygger man på genåbningen fra sidste periode. For det tror jeg er det, som det frivillige foreningsliv efterspørger, nemlig nogle regler, der er lette at forstå, og ikke alle mulige nye restriktioner, som er opfundet i den bedste mening.

Ministeren.

Jeg skal prøve at komme igennem alle de gode forslag, som jeg også vil glæde mig til fortsat at diskutere med Venstres kulturordfører og måske også med spørgeren i anden kontekst. Men jeg vil først og fremmest sige: Ja, vi har taget viden om de restriktioner ned , som vi kendte, sidst foreningslivet var åbent. Så har det været igennem sektorpartnerskaberne nu, og det, som vi grundlæggende bare afventer, er netop den aftale, som spørgerens parti og regeringen jo er fælles om. Det handler om, at sundhedsudsigterne bliver ved med at være så gunstige, som jeg i virkeligheden også fornemmer at spørgeren glæder sig over, ligesom jeg gør, nemlig at vi ikke ligger under, hvad der var vurderingen vi kunne komme ud i af smittede, men i den lave halvdel. Det er jo bl.a. takket være coronapasset.

Hr. Karsten Lauritzen.

Der er jo bare ikke evidens og videnskab, der peger på, at coronapasset er en fair og effektiv restriktion til at mindske smitte ved udendørs eller indendørs idræt. Jeg vil gerne se undersøgelserne, så kulturministeren må gerne oversende dem. Jeg kan sige, at mit parti har en klar prioritet om, at vi gerne vil have åbnet mere op, men der hvor det kniber lidt, er angående meldinger fra regeringen og fra ministerens parti, Socialdemokratiet, som udviser forsigtighed. Vi er enige i, at der skal udvises forsigtighed, men Socialdemokraterne udviser ekstrem forsigtighed og har krav om test og coronapas og en række andre restriktioner, som altså gør, at det frivillige foreningsliv ikke kan udvikle sig, men må opleve en voldsom medlemstilbagegang, og det fornemmer jeg også kulturministeren ikke synes er tilfredsstillende, og det er jeg enig i.

Ministeren.

Medlemstilbagegangen er overhovedet ikke tilfredsstillende, og regeringen vil glæde sig til at komme videre med de her stærke partnerskaber for at få folk tilbage. Jeg deler nok bare ikke spørgerens indtryk af, at det er coronapasset, der forhindrer folk i at komme tilbage; det er jo bl.a. det forhold, at store dele af det danske foreningsliv stadig væk ikke har adgang til deres faciliteter, for det kommer først senere jævnfør den aftale, som spørgerens parti og regeringen står inde for. Tværtimod viser undersøgelser jo, at langt størstedelen af danskerne faktisk bakker op om det og netop ser det som en måde også at være tryg på.

Jeg havde fornøjelsen af at besøge nogle af de første zoologiske haver, der åbnede inden for kulturområdet, med coronapas, og jeg var meget spændt på, hvad folk kom hen og sagde. De kom faktisk hen og sagde, at de følte sig trygge, fordi de ved, at alle dem, de deler fysisk lokalitet med, er testet.

Hr. Karsten Lauritzen for den sidste runde.

Jo, det er rigtigt med zoologiske haver, men der har også været historier om, at der er langt færre besøgende, og jeg tror, at nogle af de zoologiske haver netop pegede på kravet om coronapas som begrundelse for det. Det kan være fint at have coronapasset i nogle situationer, men i forhold til at koble det op på det frivillige foreningsliv, at unge under 18 år skal testes – unge, for hvem corona heldigvis ikke er særlig farlig – må man bare spørge sig selv, om man skal opretholde det.

Mit partis holdning er, at det skal vi ikke, mens Socialdemokratiets holdning er – det må jeg også forstå på ministeren – at det skal vi, og det synes jeg bare er ærgerligt, for det giver ikke det frivillige foreningsliv mulighed for at få de medlemmer tilbage, man har tabt under coronaen.

Ministeren.

Der er det så bare værd at huske, at vi ikke ville kunne nå så langt i genåbningen, hvis ikke danskerne tog det her testning til sig, lod sig isolere og alt det der, og det er jo det, coronapasset er en del af. Coronapasset er ikke ekstra oven på test, coronapasset er en måde at dokumentere testningen, og det er det, der har gjort det muligt, at vi har åbnet højskoler og i det hele taget er på en rigtig positiv udvikling i Danmark. Så det håber jeg vi vil fortsætte samarbejdet med i regi af rammeaftalen. Tak.

Tak for det. Så er det spørgsmål afsluttet, så tak til spørgeren og til kulturministeren.

Jeg vil bede ministeren om at blive, for ministeren er også kirkeminister, og så er vi henne ved det næste spørgsmål, og det er stillet af hr. Peter Skaarup.

(Talen er under udarbejdelse)

Værsgo for oplæsning af spørgsmålet.

(Talen er under udarbejdelse)

Mange tak. Spørgsmålet lyder sådan her: Mener ministeren, at Dansk Islamisk Begravelsesfond med den berygtede Taibamoské skal kunne købe et stykke land til at anlægge en muslimsk gravplads?

Ministeren.

Tak for spørgsmålet. Jeg vil begynde med at redegøre for de regler, der skal være på plads, for at et trossamfund kan få mulighed for at få tilladelse til at anlægge en begravelsesplads, for det er der jo et system for.

Vi har en trossamfundslov, hvoraf det fremgår, at et trossamfund efter ansøgning til kirkeministeren kan få tilladelse til at anlægge og drive egne begravelsespladser. Med ansøgningen er det et krav, at der skal være en vedtægt om, hvem der udgør begravelsespladsens bestyrelse, hvordan man fører tilsyn med det, benyttelsen m.v. af begravelsespladsen, herunder oplysninger om de særlige forhold, der gør sig gældende i henseende til gravstedernes udformning og beståen.

Det er endvidere også en forudsætning, for at man kan få tilladelse til en begravelsesplads, at Styrelsen for Patientsikkerhed har erklæret det pågældende areal for egnet til anlæg af begravelsesplads. Trossamfundet skal også selv sørge for køb af det areal, man måtte ønske at ansøge om begravelsesplads på, og det påhviler trossamfundet at sikre, at begravelsespladsen kan etableres inden for rammerne af de gældende kommuneplaner, kommuneplantillæg og lokalplaner. Kirkeministerens tilladelse til anlæg af begravelsesplads kan bl.a. betinges af, at der også stilles sikkerhed for begravelsespladsernes vedligeholdelse.

Indtil videre er der kun én dansk muslimsk begravelsesplads. Den ligger i Brøndby Kommune og er ejet af Dansk Islamisk Begravelsesfond, og en vedtægt for den her begravelsesplads blev godkendt tilbage i 2006. Fredningstiden for gravsteder på begravelsespladsen i Brøndby er 20 år, og det er således ikke en begravelsesplads med evighedskrav, som ellers nogle gange er oppe i en muslimsk kontekst.

På nuværende tidspunkt ligger der ikke en ansøgning fra Dansk Islamisk Begravelsesfond om tilladelse til anlæg af en yderligere begravelsesplads, og derfor kan jeg ikke udtale mig nærmere omkring det konkrete areal.

Hr. Peter Skaarup.

Tak til ministeren for besvarelsen. Det er jo klart noget, som der har været diskussion om lokalt på baggrund af de oplysninger, der har været, om, at man i Roskilde Kommune skulle have en muslimsk gravplads, og at Dansk Islamisk Begravelsesfond skulle være involveret med den her Taibamoské. Og grunden til, at det måske i særlig grad har været diskuteret, er, at Taibamoskéen har været kendt for gennem tiden at tage imod en række af de terrorister, nogle af dem dømt, nogle bare mistænkt, som vi har kendt i Danmark.

Så derfor er det jo selvfølgelig kritisk, synes vi i Dansk Folkeparti, at der opereres med planer fra radikaliserede grupper om begravelsespladser, ikke mindst hvis man fastholder nogle særlige krav til anlæggelse af sådan nogle gravpladser. Og noget af det, som man siger om initiativet i Roskilde, som ministeren måske ligefrem kender, er, at man bekræfter, at der skal finde et evighedskrav sted, når man anlægger en muslimsk gravplads.

Pågældende, der udtaler det, hedder, Yalcin Dogan, og han er socialdemokratisk byrådskandidat og formand for Roskilde Kulturforening, der står bag noget, der hedder Ayasofyamoskéen i samme by. Så det er jo ikke taget ud af den blå luft. Folk, der gerne vil lave den her muslimske gravplads, opererer altså med et såkaldt evighedskrav. Og der kunne jeg godt tænke mig at spørge ministeren, om ministeren bakker op om at udlægge evighedsgrunde til muslimske foreninger med radikaliserede kræfter i sig.

Ministeren.

Der var mange spørgsmål her, så jeg skal prøve at nå det så hurtigt som muligt. For det første: Dansk Islamisk Begravelsesfond, som er den, der ejer begravelsespladsen i Brøndby, er også en sammenslutning af muslimske foreninger og trossamfund, hvoraf Taiba, Islamisk Center og Moské også er blandt medlemmerne. Så der er, hvad kan man sige, den her moské, som jeg vil bekræfte fra Kirkeministeriets side, og så har vi netop tilvejebragt oplysninger om, at de har modtaget de her donationer fra udenlandske donatorer i både 2018 og 2019.

For det andet er der et perspektiv omkring de medlemmer, de måtte have, og det er ikke noget, vi samler op på i Kirkeministeriet. Vi har den her trossamfundslov, der skaber åbenhed omkring opbygningen, organiseringen og økonomien i de her trossamfund, og så ligger vurderingen i andre regi. Men det er noget, vi følger nøje, og vi har jo faktisk her til den næste folketingssamling planlagt en revision af den her trossamfundslov, hvor jeg synes, det ville være helt relevant også at tage begravelsesperspektivet op. For det er jo første gang, vi har en lov, der ordner vores trossamfund i Danmark ved lov. Det stod der i grundloven, helt tilbage fra 1849, at vi skulle have, men vi fik det først for et par år siden, helt præcist 3½ år, og det her er bestemt et relevant emne at diskutere i den forbindelse.

Hr. Peter Skaarup.

Det er jo meget interessant, hvad ministeren siger. Det, som så står tilbage, er svaret på det spørgsmål, jeg stillede, nemlig: Bakker ministeren op om at udlægge evighedsgrunde til muslimske foreninger med radikaliserede kræfter i sig? Hvis ministeren siger ja til det – og det kunne jeg sådan fornemme at man måske gør, for den pågældende forening har i forvejen en gravplads i Brøndby – så er det gode spørgsmål til ministeren: Fordi en begravelsesforening har en begravelsesplads allerede nu, bliver det så en praksis, der betyder, at man så også skal have flere? Og som sagt er det radikaliserede kræfter – det tror jeg godt vi kan være enige om – i hvert fald nogle af dem, der står bag. Er det overhovedet holdbart for Socialdemokraterne?

Ministeren.

For Socialdemokraterne er det en kæmpe opgave og prioritet netop at få nedkæmpet alle de ekstreme kræfter, der måtte være i Danmark og udenfor Danmark, og som prøver på at bekæmpe vores demokratiske samfundsstruktur. Og det er også derfor, at jeg nævner den her revision af trossamfundsloven som en rigtig, rigtig vigtig ting, der kommer op her på Kirkeministeriets område.

Når jeg har svært ved at svare helt konkret, er det, fordi det er et område, som vi er ved at dykke ned i for at forberede den her revision. Og der er det værd at huske, at der jo også er andre trossamfund, som forbyder nedlæggelse af gravsteder. Det gælder f.eks. jøderne, og derfor er der altså, for nu, mulighed for, at trossamfund kan etablere og bruge begravelsespladser, hvor der ikke finder genbegravelse sted ved udløb af fredningsperioden, eller at gravstederne i øvrigt nedlægges.

Det er der ikke forbud om, og derfor synes jeg – og det håber jeg spørgeren vil være enig i – at vi skal have boret ud, hvilke implikationer det kan have, i forhold til hvad evig gravfred betyder, hvis man begynder at sætte retningslinjer for det. Men konkret i forhold til muslimske begravelsespladser har vi det her ene eksempel nu, og der er der ikke evig gravfred. Det har altså ikke været et krav for, hvad kan man sige, bagmændene, altså organisatoren, arrangørerne af den muslimske begravelsesplads i Brøndby. Der er det 20 år, i stil med folkekirken.

Hr. Peter Skaarup, sidste runde.

Nu har Socialdemokraterne så en byrådskandidat i Roskilde, som dér er formand for kulturforeningen, der står bag, at der skal være evighedskrav. Man bekræfter, at der skal være evighedskrav. Og så siger ministeren: Jamen det er der ikke i Brøndby. Men hvis der nu er et ønske eller krav om, at der skal være det i Roskilde, er det så holdbart? Det er egentlig det, jeg spørger til. Det kunne jeg godt tænke mig et svar på. Og så vil jeg også godt bare have ministeren til at svare på, om ministeren mener, at Danmark også i fremtiden skal udlægge evighedsgrunde til brug for muslimske grave med radikaliserede moskéer i front. I Dansk Folkeparti er vi ikke i tvivl. Vi siger: Nej tak, det skal vi da ikke have.

Ministeren.

Danmark har ikke udlagt grunde til begravelsespladser med evighedsfred. Men Danmark har heller ikke regler, der forbyder bestemte åremål. Det eneste eksempel, vi har, er 20 år, i stil med folkekirken. Hvis en konkret ansøgning kommer ind, vil vi jo selvfølgelig vurdere, hvordan og hvorledes vi griber det bedst an. Men inden vi bare står her sådan og siger, at det må man overhovedet ikke, så synes jeg, at det er i begge partiers interesse også at få undersøgt, hvilke andre trossamfund der kunne rammes af sådan et forbud.

Tak for det. Hermed er spørgsmålet afsluttet. Tak til spørgeren og ministeren.

Hermed kan vi konstatere, at spørgetiden også er afsluttet.

(Talen er under udarbejdelse)

Forhandlingen er åbnet, og vi giver først ordet til Socialdemokraternes ordfører, og det er fru Annette Lind. Værsgo.

(Talen er under udarbejdelse)

Tak for det, formand. Det var en lang indflyvning. For i dag er det sådan, at vi anbefaler at sambehandle de to beslutningsforslag fremsat af regeringen vedrørende grænsedragning i Nordatlanten.

Det er godt nok sager under udenrigsministeren, men vi er så heldige at have haft ministeren for nordisk samarbejde i salen i dag, og det er jeg glad for som vicepræsident i Nordisk Råd, altså at det netop er ministeren for nordisk samarbejde.

Det er rigtigt, at med B 288 kan Folketinget give samtykke til Danmarks indgåelse af overenskomst af 30. oktober 2019 mellem kongeriget Danmarks regering sammen med Færøernes landsstyre på den ene side og Norges regering på den anden side. Og i B 289 er det samme foranstaltning, bare med Islands regering på den anden side vedrørende afgrænsning af kontinentalsoklen uden for 200 sømil i området mellem Færøerne, Island, Fastlandsnorge og Jan Mayen, som er en arktisk ø ved Svalbard under kongeriget Norge.

Det er en meget teknisk gennemgang i forhold til det her, men egentlig er det ikke så teknisk endda. Det er sådan, at i 2006 og 2019 indsendte Norge, Island og Danmark sine anbefalinger til, hvordan grænsedragningen i det maritime område skal være. Det er altså ikke hver dag, at vi får 27.000 km² nyt land, eller det er jo faktisk vand, til kongeriget Danmark. Men det er faktisk det, som vi får i den her anbefaling; det her beslutningsforslag. Det er havterritorier nord for Færøerne. Og det er sådan, at man har vedtaget det i Færøerne, og når vi så nu vedtager det her i Folketinget, gælder loven faktisk derfra.

Efter 2009 er det sådan, at man har indsendt sine anbefalinger til FN's Sokkelkommission, og Sokkelkommissionen er så kommet med sine anbefalinger, og så har der så været en forhandling mellem de tre kongeriger. Og det er sådan, at man er kommet til enighed om hele den her måde at fordele på, så Danmark får 27.000 km², altså Danmarks kongerige, for det er jo nord for Færøerne, og så 29.000 km² til Island og 55.528 km² til kongeriget Norge.

Færøerne har været tæt inddraget, og jeg kan også se, at den færøske repræsentant, hr. Sjúrður Skaale, er i salen. De har været inddraget hele vejen igennem forløbet. Og det færøske Lagting har også tilsluttet sig overenskomsterne, som allerede blev inddraget og besluttet den 20. november 2020. Så nu udestår altså kun Folketingets vedtagelse, og det ser vi på med positive øjne. Vi er glade for at blive større i kongeriget, så Socialdemokratiet siger selvfølgelig ja tak til det. Tak for ordet.

Tak for det. Der er ikke nogen korte bemærkninger, så vi siger tak til ordføreren. Så går vi videre til Venstres ordfører, og det er hr. Christoffer Aagaard Melson. Værsgo.

Tak for det. B 288 og B 289 markerer afslutningen på en langvarig proces og er den endelige godkendelse af den overenskomst, der blev undertegnet den 30. oktober 2019 i Stockholm. I snart 20 år har kongeriget Danmark, altså hele rigsfællesskabet, forhandlet med Island og Norge om, hvem der retmæssigt kan gøre krav på det område midt i Norskehavet, som er klemt inde mellem Færøerne, Island, Norges kyst og den norske ø Jan Mayen.

Det syner måske umiddelbart ikke af meget på kortet, men med en tilslutning til beslutningsforslaget udvides rigsfællesskabets territorium med 27.000 km2, eller hvad der svarer til et område på størrelse med Jylland, som den tidligere ordfører også var inde på, og det er jo ikke hver dag, vi træffer den slags beslutninger her i Folketingssalen.

Jeg noterer mig, at der i den indgåede overenskomst beskrives, hvordan aftalen også er et udtryk for gode relationer mellem hele rigsfællesskabet og de øvrige nordiske lande. Det kan synes som en selvfølgelighed, men det er bestemt ikke nogen selvfølgelighed, at det sker i god ro og orden og efter nogle principper, når grænser drages. Vi er rigtig glade for, at det har fungeret i den ånd, og forhåbentlig kan den her proces danne præcedens i forhold til nogle af de fremtidige grænsedragninger, der skal trækkes i Nordatlanten.

Jeg er glad for, at jeg også i dag kan bringe en hilsen fra Edmund Joensen fra Sambandsflokkurin, som jo sidder med i Venstres gruppe også. Han er jo tidligere lagmand og har derfor fulgt den her sag i mange år, og han er meget tilfreds med og glad for, at den her lange proces endelig finder en ende. Så på baggrund af de ord kan jeg tilkendegive, at Venstre stemmer for de to beslutningsforslag.

Tak for det. Der er ikke nogen korte bemærkninger. Så går vi til Dansk Folkepartis ordfører, og det er hr. Søren Espersen. Værsgo.

Mange tak. Jeg kan tilslutte mig de ord, der er blevet sagt af mine to forgængere, Venstres ordfører og Socialdemokratiets ordfører. Det her er en kæmpe ting, men det er noget, som jeg tror vi bliver enige om alle sammen, og jeg synes, det er meget glædeligt, at sådanne territoriale krav kan løses på en fredelig og ordentlig facon og i det her tilfælde mellem kongeriget Danmark, Island og Norge. Så vi kan støtte lovforslagene. Tak.

Tak for det. Der er ikke nogen korte bemærkninger. Så går vi videre til SF's ordfører, og det er hr. Rasmus Nordqvist. Værsgo.

Tak. Jeg skal heller ikke gøre det langt, for der er allerede gjort godt rede for, hvad det her går ud på. Men jeg vil dog sige, at det, jeg egentlig synes er værd at være rigtig glad for, jo ikke nødvendigvis er de 27.000 km²; det er jo, at man i fred og fordragelighed løser en sag som den her. Det håber jeg da kan inspirere andre steder til, at man finder en god løsning, og netop også, at FN's Sokkelkommission siger, at det her er den rigtige måde at gøre det på, og så skriver vi under og kommer videre.

Så det er da værd at fejre, og SF kan selvfølgelig også støtte de to forslag.

Tak for det. Der er ikke nogen korte bemærkninger. Jeg kan ikke se nogen ordfører for Radikale Venstre, så vi går til Enhedslistens ordfører, og det er hr. Christian Juhl. Værsgo.

Tak for det. Alle husker sikkert den gamle konflikt om Jan Mayen, som jo endte ved en international domstol og blev afgjort der. Den her har haft et lidt andet forløb, og det ser ud til, at landene som sådan er enige om at slå nogle streger på et kort. Det er uklart, om der er noget i undergrunden, og hvis der er det, er der jo i aftalen skrevet, at så skal man tale med hinanden om det. Hvis nu man havde skrevet den i dag, vil jeg gætte på, at man havde skrevet nogle klima- og miljøkrav ind, sådan at man forpligtede hinanden til at tage hensyn til havmiljøet. Det er ikke særlig klart beskrevet i det her – det er kun beskrevet, hvilke lande der har rettighed over området. Det kunne man jo så overveje at gøre nu, hvor man er så enige i den her situation, for det er jo et meget, meget følsomt område, både hvad angår fiskeri, men især også hvis man begynder at rode i undergrunden efter olie og sjældne metaller, og hvad ved jeg, som kan findes i fremtiden. Men når folk er blevet enige om nogle ting, er det sådan set godt at bakke det op.

Jeg vil høre, hvad årsagen er til, at Grønland har været helt uden for de her forhandlinger, for de ligger jo i hvert fald lige på kanten af området, og derfor var det måske interessant for dem også at have haft et ord at skulle have sagt i den sammenhæng. Jeg ved godt, at de juridisk ikke ville have ret til det, men når nu kongeriget sidder med ved bordet, kunne det da have været interessant at høre, hvad grønlænderne havde sagt til den her aftale. Vi kan støtte forslagene.

Tak for det. Der er ikke nogen korte bemærkninger. (Christian Juhl (EL): Det tænkte jeg nok). Vi går videre til Det Konservative Folkepartis ordfører, og det er hr. Marcus Knuth. Værsgo.

Tak, formand. Vi synes jo også, det her er en rigtig fin aftale, ikke bare fordi vi selv har været med til at indgå den, men bl.a. også fordi der er bred politisk opbakning, som vi jo hører her.

I en tid, hvor der desværre er stigende strid og uenighed om, hvor grænserne går på havbunden, i undergrunden, ved kontinentalsoklen osv., ikke mindst i Arktis, er det her jo en aftale, der nyder bred opbakning. Det er også en rigtig god aftale for kongeriget Danmark, og som fru Annette Lind siger, giver den 27.000 ekstra kvadratkilometer til kongeriget Danmark, og selv om vi er et stort kongerige af sind, er vi jo ikke et kæmpe kongerige af kvadratkilometer, så det her er bare ekstra positivt. Så er det også dejligt at høre, at det er en aftale, som ikke splitter, for en gangs skyld, men en aftale, som har bred opbakning fra Island, Norge, Danmark og herunder Færøerne. Så det er en aftale, som Konservative bakker op om.

Tak for det. Der er ikke nogen korte bemærkninger. Vi går videre til Nye Borgerliges ordfører, og det er hr. Peter Seier Christensen. Værsgo.

Tak. Det er jo ikke hver dag, vi skal udvide kongerigets territorier. Nye Borgerlige stemmer naturligvis for de to beslutningsforslag.

Tak for det, og der er ikke nogen korte bemærkninger. Jeg ser ikke nogen fra Liberal Alliance, så vi går til JF's ordfører, og det er hr. Sjúrður Skaale. Værsgo.

Tak for det. Som det er blevet sagt, er det her selvfølgelig en formalitet. Selve aftalen blev indgået i oktober 2019 i Stockholm. Men det er en stor sag, både principielt og helt konkret. Det handler om 27.000 km², og Jylland er 29.000 km², så det er en ikke helt ubetydelig luns af Nordatlanten, som tilføjes Færøerne og kongeriget Danmark med den her aftale. Det er en formalitet, men formaliteter kan jo også være vigtige. Når man bliver gift, tager man et brudebillede. Det er jo en formalitet, men det er vigtigt. Når man har vundet i sport, får man en pokal. Det er en formalitet, men det er også vigtigt.

Nu fejrer vi, at en lang strid er forbi, og det er jo i virkeligheden også meget smukt og stort, at det er sket ad diplomatiets vej. Grænsedragninger op gennem tiden er sket, efter at man har brugt krudt og kugler og ikke forhandlinger. Her er det sket i regi af FN. I regi af FN har Færøerne, Danmark, Island og Norge forhandlet det her på plads. Det er set i historiens lys faktisk meget stort.

Så er det også lidt stort for mig, at vi i dag anbefaler, at man skal vedtage en færøsk tekst her i Tinget. Hvis man læser aftalen, står den jo på færøsk. Derfor vil jeg benytte lejligheden til for første gang i de mange år, jeg har været her, at læse lidt op af den aftale, som skal vedtages. Der står i artikel 9:

»Hesin Sáttmáli fær gildi, tá ið Partarnir hava kunnað hvønn annan skrivliga um, at teirra kravdu innlendsku mannagongdir eru loknar.

Gjørdur í Stokkhólmi tann 30. oktober 2019 í tveimum eintøkum á donskum, føroyskum, norskum og enskum, og hava allir tekstir sama gildi. Er ósemja um tulkingina, skal enski teksturin setast framum.

Fyri stjórn Danmarkar Kongsríkis

Fyri stjórn Noregs Kongsríkis

Fyri Føroya landsstýri«

[Denne Overenskomst træder i kraft, når Parterne skriftligt har informeret hinanden om, at de nødvendige indenlandske procedurer er blevet fuldført.

Udfærdiget i Stockholm den 30. oktober 2019 i to eksemplarer på dansk, færøsk, norsk og engelsk, idet alle tekster har samme gyldighed. I tilfælde af fortolkningstvist, skal den engelske tekst have forrang.

For Kongeriget Danmarks Regering

For Kongeriget Norges Regering

For Færøernes Landsstyre]

Det er så det, som skal vedtages. Det er smukt. Tak for ordet.

Tak for det. En enkelt forespørgsel kan være at bede om at få det oversat til dansk, men det får vi jo at se.

Nu er det hr. Christian Juhl. Værsgo.

Jamen jeg vil ikke oversætte det til dansk, for det står jo i papiret, så I kan bare selv læse det.

Jeg vil gerne spørge ordføreren, om det ikke er rigtigt forstået, at den dansk-tyske grænse i 1920 ikke blev lagt med krudt og kugler, men med en folkeafstemning. Det var godt nok efter første verdenskrig, men det var faktisk første gang, at en række landegrænser blev lagt, ved at mennesker stemte. Så på den måde er der andre, der også har brugt diplomatiet og demokratiet.

Hr. Sjúrður Skaale.

Det er fuldstændig korrekt, og det var også meget stort og meget smukt – og noget, der stadig væk er værd at fejre den dag i dag, altså at det skete på den måde, det skete. Men hvis man ser det i det helt store historiske perspektiv, er det desværre krudt og kugler, som har været den mest almindelige måde at opnå en grænsedragning på.

Hr. Christian Juhl.

Hvis man ser historisk og aktuelt på det, så er det nok rigtigt, men der er ikke meget, der er større for en sønderjyde, end at en grænse er trukket demokratisk, og at den ligger der endnu.

Hr. Sjúrður Skaale.

Nej, og tillykke med det – det er jo også blevet fejret på behørig vis, som det sig hør og bør.

Tak for det. Så er der ikke flere korte bemærkninger. Og så kan vi gå videre og give ordet til ministeren for nordisk samarbejde, som også er fungerende minister på sagerne her. Værsgo til ministeren.

Mange tak. Jeg vil gerne takke alle ordførerne for de positive udsagn og hr. Sjúrður Skaale for den flotte oplæsning af en del af teksten på færøsk. Og jeg bemærkede det samme. Jeg har selv været ordfører for Færøområdet og Grønlandsområdet, og jeg bemærkede selv det samme. Det glædede mig, at man havde teksterne stående ved siden af hinanden. Jeg vil også gerne sige tak for hilsenen fra hr. Edmund Joensen, som ikke kunne være her i salen i dag – en hilsen, som udtrykte den samme glæde og begejstring, som hr. Sjúrður Skaale gjorde.

Med baggrund i den behandling, vi lige har været vidne til her, er det min opfattelse, at der vil være et stort flertal for beslutningsforslagene her, om end Radikale Venstre og Liberal Alliance ikke gav udtryk for deres holdning her i dag. Det glæder mig rigtig meget.

Der er virkelig også grund til, at vi får udtrykt en tak for, at der har været så godt et samarbejde med det færøske landsstyre i forbindelse med forhandlingerne her med Island og med Norge, ligesom det også er en rigtig stor glæde for mig – og jeg synes, at rækkefølgen er den rigtige – at det færøske Lagting i efteråret sidste år vedtog de to tilsvarende beslutningsforslag i forhold til at tiltræde de her aftaler.

Derudover vil jeg sige, at aftalerne jo, som det også fremgår, er underskrevet i Stockholm, på fremmed jord, den 30. oktober 2019. Det var også et rigtig godt udtryk for et godt samarbejde mellem kongeriget Danmark, Island og Norge.

Det er rigtig positivt, at vi får aftalerne på plads og får en afklaring med vores nordiske naboer, i forhold til hvor vi har vores fælles grænser i området nord for Færøerne. Og jeg har i den sammenhæng også tænkt på, at der findes et engelsk udtryk, som jeg skal prøve at oversætte til dansk, for det er det sprog, vi helst skal bruge her – det går med det færøske, når vi selv har teksten foran os. Det er et engelsk udtryk, som siger, at hvis man har gode hegn, så har man også gode naboskaber. Og det tror jeg er rigtigt; det er godt at vide, hvor vi har vores grænser, hvor vi har vores hegn henne.

Jeg vil også sige, at det jo er sådan, at det nordiske samarbejde hviler på en ny handlingsplan, hvor der også gives udtryk for, at et af målene er, at den nordiske region skal være den mest bæredygtige og den mest harmoniske region i verden. Og der synes jeg blot også, at måden, hvorpå man har forhandlet sig frem til den her aftale, er harmonisk og er et rigtig godt eksempel.

I det store billede udgør de to grænsedragningsaftaler endnu et skridt på vejen, for at vi får den endelige fastlæggelse af kongerigets grænser på plads, og det er i sig selv en positiv udvikling.

Hr. Christian Juhl stillede et spørgsmål, og det vil jeg godt give et umiddelbart svar på her. Det er sådan, at Grønland har været en del af det forarbejde, der er gået forud for den sådan rent videnskabelige udredning af det her, men i kraft af at Grønland ikke har grænsedragning heroptil, så har de ikke været en part i det – men de har været en del af det at lære, hvordan man kan gøre tingene.

Hvis der er yderligere spørgsmål, besvarer jeg dem naturligvis gerne i forbindelse med udvalgsbehandlingen, som ligger ovre hos min kollega, udenrigsministeren; det kan jeg godt love på hans vegne. Men jeg takker rigtig mange gange for tilbagemeldingerne i forhold til forslagene her. Tak.

Tak for det. Der er ikke nogen korte bemærkninger, så vi siger tak til ministeren.

Da der ikke er flere, som har bedt om ordet, er forhandlingen sluttet.

Jeg foreslår, at forslagene til folketingsbeslutning henvises til Udenrigsudvalget. Og hvis ingen gør indsigelse, betragter jeg dette som vedtaget.

Det er vedtaget.