Tak til formanden. Jeg vil gerne indlede med at takke stillerne af forslaget om en kortlægning af forfølgelse af kristne i de lande, som Danmark samarbejder med. Mange internationale rapporter dokumenterer, at omfanget af diskrimination mod og forfølgelse af kristne i verden ikke kun er komplekst og stort, men jo desværre også stigende. Det er derfor naturligt og rigtigt, at vi her i Folketinget sætter fokus på problemet, på dets omfang og karakter. Det ser jeg en selvstændig pointe i, for er der noget, regeringen er optaget af, er det netop også de her spørgsmål. Jeg mener, at vi har en forpligtigelse til at udvise solidaritet med de mennesker i verden, der på grund af deres tro og overbevisning må leve med diskrimination, undertrykkelse og forfølgelse – ja, undertiden faktisk også massemord og udslettelse.
Da jeg overtog posten som udenrigsminister, besluttede jeg at videreføre den særlige indsats for religions- og trosfrihed og forfulgte religiøse minoriteter, herunder udtrykkeligt også forfulgte kristne, fordi antallet af diskriminerede og forfulgte kristne på globalt plan er stigende, og fordi diskrimination er forfærdeligt og skal bekæmpes, uanset om det beror på religion, hudfarve, køn, seksuel orientering, eller hvad man nu måtte finde på af uhyrlige undskyldninger for at diskriminere sine medmennesker. Derfor har vi udbredt vores arbejde til også at inkludere ateister og andre ikketroende i tillæg til de forfulgte kristne. Ateister er navnlig forfulgt i lande, hvor det er forbudt at kritisere religion eller blot at mene, at Gud ikke eksisterer, fordi dette i sig selv betragtes som blasfemi – en forbrydelse, der i flere muslimske lande kan medføre dødsstraf.
Det er jo ofte sådan, at hvis ateister eller religiøse minoriteter er diskrimineret eller forfulgt i et land, er de kristne det som regel også. Det betyder, at når vi taler om ateisters eller yazidiers rettigheder, taler vi selvfølgelig også om de kristnes.
Det gode ved at tage udgangspunkt i friheden for tanke, samvittighed og religion er, at det handler om os alle – om os alle sammen. I lyset af den stigning, vi har set i antisemitismen globalt, i Europa og desværre også herhjemme, har vi også fra regeringens side opprioriteret arbejdet mod antisemitisme. Det gør vi bl.a. i International Holocaust Remembrance Alliance, IHRA som vi forkorter det, der arbejder for, at holocaust aldrig må gå i glemmebogen. Og i januar deltog jeg selv i markeringen af 20-året for det vigtige IHRA-samarbejde.
Den særlige enhed for religions- og trosfrihed har været aktiv i det arbejde, vi har haft mellem ministerier med den nationale handlingsplan til bekæmpelse af antisemitisme. Handlingsplanen forventes lanceret næste år.
Jødeforfølgelse og holocaust udgør nogle af de absolut mørkeste kapitler i menneskets historie, og det skete altså her i Europa. Vi har en særlig forpligtigelse over for vores jødiske medborgere og landsmænd til at sikre, at de kan leve og færdes frit og trygt i Danmark. Ordene aldrig mere betyder også, at vi skal bruge vores danske erfaringer til at kæmpe for, at der ikke finder nye folkedrab eller forfølgelser sted. Vi skal forebygge nye folkedrab ved at inddrage religiøse aktører som en del af løsningen. Vi skal fremme respekt for alle minoriteters ret til at være borgere på lige fod med alle andre. Vi skal bekæmpe religiøs nationalisme, intolerance og fanatisme. Denne regering ønsker at føre en klar værdibaseret udenrigspolitik, hvor menneskerettigheder står centralt. Vi står midt i et meget aktivt dansk medlemskab af FN's Menneskerettighedsråd. Her gik Danmark til valg på torturbekæmpelse, oprindelige folks rettigheder, kvinders og pigers rettigheder og religions- og trosfrihed.
Det betyder ikke, at det kun er disse menneskerettigheder, som er vigtige. Alle rettigheder er vigtige, indbyrdes forbundne og kan ikke rangordnes, men retten til religions- og trosfrihed har været den lidt oversete rettighed. Mange har troet, at det ville blive irrelevant, i takt med at vi blev mere moderne og religionernes betydning ville aftage. Virkelighedens verden har vist sig at være en noget anden. I denne tid, hvor vi igen er ramt af militante islamisters terrorangreb i Europa, er det indlysende, at ytringsfriheden hænger uløseligt sammen med religions- og trosfriheden, for en forudsætning for at kunne ytre sig frit er jo også, at man kan tænke frit, herunder at vælge sin egen religion eller helt at fravælge religion.
Religions- og trosfriheden er ikke religioners ret, men primært en rettighed for den enkelte. Religions- og trosfriheden kan heller ikke bruges til at skærme sig mod kritik eller endda latterliggørelse. Regeringen deler bekymringen for de mange alvorlige overgreb på religions- og trosfriheden rundt i verden. Det gælder i særdeleshed forfølgelsen af kristne, men det gælder også ateister, jøder, hinduer, muslimer og andre minoriteter. Når en minoritet udsættes for forfølgelse, rammer det også andre: Skal vi hjælpe de kristne, skal vi sikre alle minoriteters rettigheder. Alle skal sikres rettigheder som ligeværdige borgere. Det betyder ikke, at vi ikke har et særligt øje på de mest forfulgte, de kristne, for det har vi.
Der findes allerede en lang række internationale rapporter, som dokumenterer krænkelser af religions- og trosfriheden og kristenforfølgelser globalt og på landeniveau: Pew Research' rapporter, State Departments landerapporter, rapporterne fra den amerikanske Kongres' kommission for international religionsfrihed samt rapporter fra trosbaserede organisationer som f.eks. Open Doors, Church in Need og Humanists International, hvis 2020-rapport udkommer her den 10. december. De dokumenterer alle sammen de her forskellige forhold. Og det var bl.a. på grundlag af disse, at biskoppen af Truro udarbejdede sin egen rapport om kristenforfølgelser til det britiske udenrigsministerium. At gentage den øvelse, som forslagsstillerne lægger op til, vil efter min bedste vurdering næppe bidrage med væsentligt nyt. Med andre ord: Vi ved jo godt, hvad problemet er. Det er åbenlyst og ganske veldokumenteret allerede. Så spørgsmålet er jo: Hvordan sikrer vi så i et samarbejde en positiv forandring ude i verden?
Jeg er meget opsat på, at Danmark skal bidrage til arbejdet med at sætte fokus på kristenforfølgelser i verden, og jeg vil gerne gøre det på en måde, hvor vi udnytter de ressourcer, vi har, bedst muligt. Danmark bokser på flere områder allerede over sin vægtklasse. På 3 år har vi set en betydelig international mobilisering omkring retten til religions- og trosfrihed. Der er siden 2018 afholdt tre udenrigsministermøder med fokus på religions- og trosfrihed. Det seneste fandt sted så sent som den 16. november, hvor jeg selv deltog med indlæg. Jeg tog i mit indlæg udgangspunkt i terrorangrebene i Frankrig og retten til ytringsfrihed.
USA har som bekendt lanceret en international alliance til fremme af religions- og trosfrihed. Friheden til ikke at tro fremgår eksplicit af alliancens navn og principerklæring, og det er noget, som vi fra dansk side betingede os for at gå med i den her alliance. Det her er altså et konkret dansk aftryk og noget, som Danmark i øvrigt har fået meget ros for er sådan.
Et andet emne, vi særlig har sat lys på, er religionernes undertrykkelse af kvinder, piger og andre seksuelle orienteringer. Religions- og trosfriheden og kønnenes ligestilling står ikke i et modsætningsforhold, tværtimod. Danmark har sammen med Nederlandene og UK været bannerfører i alliancen FoRB for netop at sikre, at de positive synergimuligheder mellem FoRB og ligestilling anerkendes som vigtige arbejdsområder, og det er altså ikke ligetil i disse tider.
I det hele taget arbejder vi faktisk allerede tæt sammen med UK, altså med Storbritannien, inden for området religions- og trosfrihed. Og noget af det gode ved samarbejdet i alliancen er, at vi komplementerer hinanden. Og så må vi jo nok også erkende, at den britiske udenrigstjeneste er større end vores, og at vi f.eks. ikke har den permanente plads i FN's Sikkerhedsråd, som briterne har, og som der refereres til i rapporten af biskoppen af Truro.
Muligheden for at gøre en forskel for de trosbaserede minoriteter, herunder de kristne, har det meste af året selvsagt været mærket af covid-19-restriktionerne. En række af de dialoger med lande og religiøse institutioner, hvor der er udfordringer, har vi måttet udskyde, men det har dog ikke betydet, at alt er gået i stå. F.eks. rejste jeg spørgsmålet om religiøse minoriteter med min egyptiske udenrigsministerkollega, da jeg for nylig var i Kairo. Tilsvarende deltager regeringen senere på måneden i Kontaktforum for at drøfte resultaterne af den megafonundersøgelse, som Tænketanken for Forfulgte Kristne har fået iværksat og finansieret, og det er spændende læsning.
Ytringsfrihed er den rettighed, som danskerne synes er vigtigst. Det vidste vi måske godt allerede – det var noget, vi intuitivt tænkte nok var sådan, for vi ved, hvor skattet den rettighed er her i Danmark. Men at religions-, tanke- og trosfrihed er den næstvigtigste, havde få forventet. Det underbygger vores prioritering.
Undersøgelsen viser også, at vi har brug for at forbedre oplysningen til befolkningen. Danskerne tror eksempelvis, at muslimer er de mest forfulgte i verden, og danskerne tror, at muslimerne, næst efter i Kina, er de mest forfulgte i USA efterfulgt af i Danmark. Det er jo helt skævt, når man ser på virkeligheden. Der er med andre ord brug for, at folk får mere viden om de faktuelle forhold i verden, og det hjælper vi gerne med til i Kontaktforum og andre steder. Det tilkendegav den tidligere udenrigsminister i øvrigt også på sit møde med tænketanken i oktober måned.
Vi har meget arbejde, der skal gøres ude, men også hjemme. Vi har en god strategi, og dens udgangspunkt, altså i retten for tanke, samvittighed og religion, har givet Danmarks indsats troværdighed og gennemslagskraft. Det er vigtigt, at indsatsen ikke bliver set som populistisk eller ensidigt fokuserende på kristeninteresser – så mister vi den handlekraft, som vi skal have ude i verden for at gøre en reel forskel for minoriteter; så bliver vores indsats mindre effektiv. Og det er med den baggrund, at regeringen ikke kan tilslutte sig Dansk Folkepartis beslutningsforslag. Tak.