Tre tekniske gennemgange i Transportministeriet, fire samråd vedrørende lovforslaget, derudover ét samråd på almindelig del, én eksperthøring arrangeret af Transportudvalget og foreløbig 188 spørgsmål til lovforslaget. Jeg gentager lige: tre tekniske gennemgange, fire samråd, én eksperthøring, 188 spørgsmål. Det har behandlingen af dette lovforslag indtil videre givet anledning til.
Man kan så spørge sig selv, hvorfor jeg vælger at bære yderligere ord til bunken ved at tage ordet her til andenbehandlingen af lovforslaget. Det gør jeg, fordi jeg mener, at der er svaret på de bekymringer, der har været rejst til projektet, også de bekymringer, der har været rejst her på talerstolen ved andenbehandlingen. Ingen kan med rimelighed sige, at sagen mangler at blive belyst. Informationsniveauet er så højt, at intet nu burde være til hinder for, at man kan tage politisk stilling til sagen. Og det er i øvrigt, uanset om man så ønsker at stemme for anlæg af Lynetteholm eller imod anlæg af Lynetteholm, for man er selvfølgelig også velkommen til at nå til den konklusion, at man ikke vil stemme for.
Lad mig begynde med påstanden om, at det vil være i strid med Danmarks VVM-forpligtelser, hvis lovforslaget vedtages. Der henvises i den forbindelse til, at det vil være i strid med den såkaldte salamimetode. I den forbindelse kan jeg henvise til min besvarelse af samrådsspørgsmål B fra den 21. maj – en kopi af talen er blevet omdelt i udvalget i forbindelse med besvarelse af spørgsmål nr. 169. For som jeg nævnte i min besvarelse i samrådet, er det ikke et nyt spørgsmål, som er opstået under behandlingen af lovforslaget. Således har jeg allerede forud for behandlingen af lovforslag 220 besvaret intet mindre end ti skriftlige udvalgsspørgsmål om samme tema i indeværende år. Jeg henviser her til min besvarelse af udvalgsspørgsmål på almindelig del nr. 163, 164, 165, 166, 167, 180, 181, 182, 183 og 251.
Herudover vil jeg også henvise til Kammeradvokatens uafhængige vurdering i et notat af 17. maj 2021, som blev oversendt til udvalget samme dag, samt Kammeradvokatens notat af 26. maj 2021, som bl.a. er udarbejdet på baggrund af kritik rejst af professor Ellen Margrethe Basse, og det forholder sig altså igen til det.
Konklusionerne fra Kammeradvokaten er, at det ikke vil være i strid med vores EU-retlige forpligtelser, såfremt lovforslaget bliver vedtaget. Det samme blev desuden også udtrykt til den tekniske gennemgang, vi havde i Transportministeriet i går morges. Jeg mener derfor også, at dette emne er tilstrækkeligt belyst, og regeringen er derfor også sikker på, at den problemstilling ikke kan være til hinder for at stemme for lovforslaget.
Så har der været spørgsmål om, hvorvidt der ikke burde have været foretaget en såkaldt SMV – det, man kalder en strategisk miljøvurdering. Der har været stillet spørgsmål hertil som led i behandlingen af lovforslaget. De er besvaret i svar på spørgsmål nr. 29, 159 og 160. Endvidere bemærkede professor Peter Pagh under Transportudvalgets eksperthøring, at der burde være foretaget en SMV. Og lad mig her særlig henvise til, at jeg i min besvarelse af spørgsmål nr. 29 skrev følgende, og jeg citerer:
»Transportministeriet foretog tilbage i 2019 en vurdering af, hvorvidt der var pligt til at foretage en strategisk miljøvurdering (SMV) af principaftalen for Lynetteholm. Det var og er fortsat ministeriets juridiske vurdering, at aftalen ikke er omfattet af reglerne herom.«
Herudover kan jeg også henvise til min besvarelse af spørgsmål nr. 159, hvor jeg oplyste følgende, og jeg citerer:
»Jeg kan oplyse, at dette projekt hviler på en politisk aftale, som i overensstemmelse med vanlig praksis har dannet grundlag for en efterfølgende miljøvurderingsproces (VVM) og senere det forslag til anlægslov, som Folketinget behandler nu.
Det er Transportministeriets klare opfattelse, at der på denne baggrund ikke er pligt til at gennemføre strategiske miljøvurderinger (SMV). Dette bakkes i øvrigt op af Kammeradvokaten, jf. Kammeradvokatens notat af 25. maj 2021, som er sendt til Transportudvalget i forbindelse med besvarelse af spørgsmål nr. 55 til lovforslaget.«
Det har altså været Transportministeriets vurdering under hele forløbet, at der ikke er juridisk pligt til at foretage en strategisk miljøvurdering af principaftalen fra 2018 og heller ikke af den efterfølgende anlægslov. Også denne vurdering bakkes op af Kammeradvokatens juridiske vurdering.
Lad mig så tage fat på et andet punkt, som også giver anledning til spørgsmål, bl.a. også her i salen i dag, nemlig Sverige og Espoo. Der har fra flere sider været spurgt ind til, hvordan vi kan vedtage nærværende anlægslov i en situation, hvor Espooprocessen endnu ikke er overstået med svenskerne. Der har også været spurgt ind til, hvorfor der ikke er foretaget Espoohøring af andre lande. For nu at tage det sidste først:
I min besvarelse af samrådsspørgsmål A fik jeg lejlighed til at besvare, hvorfor de øvrige lande omkring Østersøen ikke var blevet hørt i forbindelse med behandlingen af det bagvedliggende miljøgrundlag til Lynetteholm. I den forbindelse havde jeg indhentet en udtalelse fra miljømyndighederne, Miljøstyrelsen og Trafikstyrelsen, som i en samlet udtalelse redegjorde for forløbet. Udtalelsen fremgår af mit talemanuskript, som jeg oversendte til udvalget i forbindelse med min besvarelse af spørgsmål nr. 169. Her kan man læse, at det var miljømyndighedernes vurdering, at det virkede helt usandsynligt, at der kunne være grænseoverskridende påvirkninger i Tyskland og Polen ved etablering af en halvø i Københavns Havn. Vi er også på de tekniske gennemgange af By & Havn og ikke mindst af deres rådgivere blevet oplyst, at der muligvis kan være en vis påvirkning for Sverige i forbindelse med klapning af materialer i Køge Bugt, men at der herudover ikke vil være nogen effekter.
Jeg kan derfor ikke se, hvordan det skulle påvirke andre lande negativt, når de i forhold til Sverige ligger længere væk. Det ændrer dog ikke ved det faktum, at jeg er opmærksom på, at andre lande har henvendt sig, efter at de har modtaget en bekymringsskrivelse fra et parti i dette Ting, som hr. Torsten Gejl nævnte at have sendt. Men som jeg også oplyste under min besvarelse af samrådsspørgsmål A, er der sendt oplysningsark ud til de andre lande.
I forhold til spørgsmålet om Espoosamrådsprocessen med Sverige er det de danske miljømyndigheders vurdering, at påvirkningen af svenske områder er begrænset. Til brug for min besvarelse af føromtalte samrådsspørgsmål A havde jeg anmodet By & Havn om at redegøre for de miljømæssige påvirkninger af Østersøen, hvis anlægsloven bliver vedtaget.
I den forbindelse handlede min tale om vandgennemstrømningen i Øresund, og den handlede om Lynetteholms blokerende effekt samt klapning i Køge Bugt. By & Havn vurderer, at Lynetteholms påvirkning af gennemstrømningen af Øresund på kort sigt og på lang sigt ikke vil have nogen mærkbar effekt for havmiljøet, da den ligger inden for den almindelige variation over årene. I forhold til klapning oplyste jeg, at miljøkonsekvensvurderinger viser, at svenske Natura 2000-områder kun vil blive påvirket i ubetydelig grad som følge af klapningen.
Som følge af Espooprocessen og dialogen med de svenske myndigheder har By & Havn foreslået, at der etableres et særligt prognose- og overvågningsprogram. Prognose- og overvågningsprogrammet skal forhindre klapning af materialer, når strømretningen i sjældne tilfælde kan medføre spredning af sediment til svensk farvand. Ligeledes skal programmet ved opsætning af målestationer monitorere påvirkningen. Der etableres ligeledes en kommission, som skal følge udviklingen af sedimentspredningen. Forslaget om oprettelsen af et prognose- og monitoreringsprogram, som svenskerne inviteres til at deltage i, er nu fastsat i implementeringsredegørelsen.
Som oplyst tidligere er en kopi af mit talemanuskript blevet oversendt til udvalget. Herudover kan jeg henvise til, at By & Havns rådgiver, DHI, ved en teknisk gennemgang den 25. maj i år samt i går på en ny teknisk gennemgang har redegjort for, hvorfor påvirkningen af Lynetteholm er minimal i forhold til vandgennemstrømningen samt påvirkningen fra klapningen. Endelig synes jeg også, det er værd at bemærke, at det i forbindelse med den tekniske gennemgang, den tredje tekniske gennemgang i går, blev påpeget, at der er erfaring med klapning fra netop de to klapningspladser, herunder påvirkningen fra klapningen.
Det skyldes, at netop de to klappladser også er blevet anvendt til at klappe materiale i forbindelse med det eksisterende jorddepot i Nordhavn. Som jeg hørte erfaringerne fra tidligere, understøtter det kun, at vurderingen af mulig påvirkning af svenske Natura 2000-områder er retvisende. Vi fortsætter dialogen med svenskerne og besvarer alle spørgsmål, så længe svenskerne har behov for det. Men det er den samlede vurdering fra dansk side, at miljøpåvirkningerne er minimale, og at anlægsloven på den baggrund kan vedtages. Jeg henviser herudover til min besvarelse af spørgsmål til lovforslaget nr. 19, 31, 32, 96 og 139, og endelig henviser jeg til min besvarelse af spørgsmål nr. 7 til lovforslaget, hvor Trafikstyrelsen har oplyst om Espoosamrådene med de svenske myndigheder samt oversendt materiale fra samrådene, herunder referater.
Som jeg netop har oplyst, har vi haft en meget fyldestgørende gennemgang med By & Havns rådgiver, DHI, vedrørende påvirkningen af klapning. Endvidere er det også blevet oplyst, hvorfor gytjen, der graves op, ikke vil være hensigtsmæssig at anvende i nyttiggørelsesprojektet. Derfor foreslås det klappet. Herudover henviser jeg til følgende besvarelser om klapning, som er i besvarelserne af spørgsmål nr. 25, 34, 35, 51, 52, 53, 54, 119, 145 og 155.
Habitatvurderingerne har også fyldt meget, særlig på grund af kritik fremført af professor Ellen Margrethe Basse. Det er en kritik, vi har taget meget alvorligt. Det var også derfor, vi bad Kammeradvokaten om at foretage en juridisk vurdering af, om habitatvurderingerne lever op til direktivet. Jeg henviser her til Kammeradvokatens notat af 17. maj 2021, som blev oversendt til udvalget samme dag, og Kammeradvokatens notat af 26. maj, som blev oversendt til udvalget i forbindelse med min besvarelse af spørgsmål nr. 55.
Konklusionen er, at Kammeradvokaten vurderer, at de udførte habitatvurderinger juridisk er i overensstemmelse med reglerne herom. Som det også vil være udvalget bekendt, arrangerede jeg i går en tredje teknisk gennemgang, hvor By & Havns rådgiver fra Rambøll – i parentes bemærket er vedkommende biolog – nærmere gennemgik, hvordan man var nået frem til de konklusioner. Vi har altså Kammeradvokaten, som i forhold til det juridiske vurderer, at juraen er i orden, og vi har By & Havns rådgiver fra Rambøll, som står på mål for den miljøfaglige vurdering, som ovenikøbet også er gennemgået af miljømyndighederne på projektet. Jeg er derfor også tryg ved, at habitatvurderingerne er i overensstemmelse med habitatdirektivet. Derfor bør det heller ikke være en hindring for at stemme for lovforslaget.
Som også tidligere omtalt vedrørende Sveriges bekymring har Lynetteholms påvirkning af vandgennemstrømningen og saltkoncentrationen givet anledning til bekymringer, i forhold til om det er tilstrækkeligt belyst. Som også tidligere nævnt havde vi ved en teknisk gennemgang den 25. maj et oplæg ved By & Havns rådgiver, DHI, hvor der blev redegjort for, hvorfor påvirkningen af Lynetteholm er minimal i forhold til vandgennemstrømningen og i forhold til salt. Jeg kan i øvrigt henvise til min besvarelse af spørgsmål nr. 12. Her fremgår det bl.a., at DHI har oplyst, at – og jeg citerer:
»For transporten af salt er blokeringen 0,21-0,23%, hvilket udlignes ved en havvandstigning på 2 cm. De angivne estimater er udelukkende baseret på strømningen i Øresund. Tages der udgangspunkt i det nuværende estimat for havspejlsstigninger korrigeret for effekt af landhævning, vil effekten på vandgennemstrømningen udlignes efter 10 år og salttransporten efter 13 år ved en betragtning alene for Øresund.
De klimarelaterede havspejlsstigninger vil også påvirke strømningen i Storebælt og Lillebælt. Storebælt er af større betydning for udveksling af vand, salt og ilt mellem Kattegat og Østersøen end Øresund. Betragter man alle tre danske bælter under et (Lillebælt, Storebælt og Øresund), vil man finde, at blokeringseffekten på udvekslingen med Østersøen reelt set vil blive udlignet ved en mindre havspejlsstigning end de ovenfor angivne. En udligning af effekten må derfor forventes opnået hurtigere og formentlig efter blot 5-6 år.
De angivne estimater er med til at tydeliggøre, at effekten af Lynetteholm er lille, set i forhold til de klimarelaterede effekter som indtræder i de kommende år. Uddybning af sejlrenden syd for Middelgrunden, ”Svælget”, vil desuden have en lille kompenserende effekt for den reducerede gennemstrømning som følge af Lynetteholm.
Det er alt i alt vurderingen, at Lynetteholms påvirkning af vand- og saltgennemstrømningen i Øresund, ikke forringer overfladevandområderne Nordlige Øresund, Køge Bugt og Østersøen 12 sm, da der ikke er en betydende påvirkning af hverken den økologiske eller kemiske tilstand.«
Jeg henviser desuden til min besvarelse af spørgsmål nr. 24, 41, 80, 81, 82, 129 og 148 på lovforslaget.
Spørgsmålet om, hvordan det sikres, at projektet kan gennemføres i overensstemmelse med vandplanerne, er naturligvis vigtigt, og spørgsmålet omfatter herunder også udledning af kvælstof. Jeg vil i den forbindelse gerne henvise til mine besvarelser af spørgsmål nr. 27, 33, 44, 45, 46, 47, 50, 152, 153, 154 og 163 på lovforslaget. Særligt i forhold til svaret på spørgsmål 33 indeholder dette et notat udarbejdet af Miljøministeriet, som omhandler udledning af næringsstoffer ved etablering og drift af Lynetteholm. Heri fremgår det bl.a., og jeg citerer:
Som sagen er oplyst over for Miljøstyrelsen forventer vi ikke, at renseanlæggene Lynetten og Damhusåen igen øger udledningerne væsentligt inden for rammerne af de gældende udledningstilladelser i 2021 og 2022. På den baggrund er det fastsat, at der også kan ske udledning som givet til og med 2022, hvorefter der skal ske en fornyet vurdering. Indsatsbehovet for tredje vandplanperiode for nordlige Øresund er endnu ikke endeligt opgjort, ligesom der ved forberedelse af indsatsprogrammet for vandplan 3 endnu ikke er taget stilling til, om det vil være nødvendigt at stille krav om reduktion af næringsstoffer i de udledningstilladelser, der er meddelt renseanlæggene Lynetten og Damhusåen. Citat slut.
For at sikre overholdelsen ved næste vandplan er det derfor sådan, at der er indsat et vilkår i implementeringsredegørelsen, som har følgende ordlyd, og jeg citerer:
Forinden anlægsarbejder, drift af anlægget eller klapning kan ske efter 31. december 2022, skal det dokumenteres over for tilsynsmyndighederne, at nødvendige foranstaltninger for at udledning af kvælstof og fosfor er fastsat i en bindende plan, der sikrer, at udledningen ikke vil indebære forringelse af kystvandenes økologiske tilstand eller hindre opfyldelse af miljømålet om god økologisk tilstand i år 2027 eller senere. Citat slut.
Dette vilkår er sat ind i implementeringsredegørelsen på baggrund af et ønske fra Miljøministeriet i forbindelse med høringen over implementeringsredegørelsen.
Endelig kan jeg også henvise til Kammeradvokatens juridiske vurdering i sit notat af 17. maj i år, som jeg samme dag oversendte til udvalget. Heller ikke dette spørgsmål bør derfor være til hinder for at stemme for lovforslaget.
Så har der været spørgsmålet om regulering af betaling for omlægning af ledninger i søterritoriet.
Endvidere har 14 omegnsborgmestre skrevet et brev, hvor de udtrykker stor utilfredshed med, at deres borgere skal være med til at betale for projektet, fordi de på den måde skulle være med til at betale for flytningen af BIOFOS' ledning.
I forhold til det sidste kan jeg henvise til min besvarelse af spørgsmål 87 på loven. Her har jeg tydeligt tilkendegivet, at det havde været ønskeligt, om man på et tidligere tidspunkt havde inkluderet omegnskommunerne i spørgsmålet om, hvordan der findes en løsning, som mindst muligt påvirker omegnskommunerne, men at der samtidig har været en god dialog mellem Transportministeriet, omegnskommunerne, Københavns Kommune og By & Havn.
Det er en dialog, som har resulteret i, at vi nu har en fælles forståelse af en midlertidig løsning, som frem mod år 2025 sikrer, at projektet kan gennemføres med en begrænset påvirkning af BIOFOS' ledning. Herudover kan jeg generelt om betalingsspørgsmålet for ledningsomlægninger, herunder gæsteprincip, henvise til mine mange besvarelser – herunder spørgsmål nr. 2, 11, 20, 21, 91, 92, 93, 98, 99, 104, 105, 125, 126 og 134.
Lynetteholm er et modtageanlæg, der nyttiggør den overskudsjord, som skabes i forbindelse med forskellige slags byggerier i København og omegn. I dag køres jorden fra byggepladser til Nordhavn. I fremtiden skal jorden i stedet fragtes til Lynetteholm. Der kommer ikke mere eller mindre jord på grund af Lynetteholm. Trafikken bliver også nogenlunde den samme, dog selvfølgelig med en anden slutdestination for lastbilerne.
I forhold til diverse spørgsmål om det overskudsjord, som skal nyttiggøres på Lynetteholm, har jeg svaret på en hel del spørgsmål i forbindelse med lovbehandlingen og også før, bl.a. spørgsmål nr. 3, 4, 56, 60, 62, 65, 66, 67, 68, 69, 71, 72, 120, 121, 156, 166 og 184.
Anlæg af Lynetteholm finansieres ved den betaling, som vognmænd, bygherrer, entreprenører og andre betaler, når de afleverer overskudsjord ved modtageanlægget.
I Nordhavn er der modtaget ca. 2,6 mio. ton årligt i gennemsnit. Det er sådan, at der for Lynetteholm er lavet følsomhedsberegninger af indtægterne på modtagelse af ned til 1,6 mio. ton årligt i gennemsnit, eller at den samme mængde jord modtages, men til en pris, der er ca. 40 pct. lavere end forudsat. En selvstændig analyse af sammenhængen mellem jordmængder og den fremtidige demografiske udvikling i Københavns Kommune bekræfter størrelsesordenen af de forventede jordmængder.
Analysen viser faktisk, at estimatet for fremtidige jordmængder er konservativt sat. Det vil derfor også fremover være sådan, at der er behov for at skulle håndtere overskudsjord fra København, ja, fra hele hovedstadsområdet, bl.a. fra boligudbygning i omegnskommunerne, der forventes at øges i de kommende år. Businesscasen for anlæg, businesscasen for finansiering af Lynetteholm er også i det lys ret robust.
I forhold til spørgsmålet, om der er jord nok til at fylde Lynetteholm op, og om økonomien i projektet holder, har jeg svaret på mildest talt en lang række spørgsmål til lovforslaget, bl.a. spørgsmål nr. 8, 57, 58, 61, 63, 64, 73, 74, 84, 88, 89, 101, 102, 103, 115, 116, 117, 124, 127, 138, 142, 156, 158, 167, 174, 177 og 178.
Lynetteholm er et meget stort og langsigtet projekt, der ændrer flere af de nuværende forhold i området. Det påvirker selvfølgelig også de forskellige brugere, og det gælder ikke mindst sejlerne. Der er kommet mange gode input fra sejlermiljøet både på møder og i diverse høringssvar. Jeg har også selv holdt et møde med Sejlklubben Lynetten om en såkaldt akvædukt.
I forhold til jordtransportvejen, der skal etableres ud til Lynetteholm, har vi dog valgt at holde fast i en løsning med en klapbro mellem Kraftværkshalvøen og Refshaleøen. Løsningen er billigere og kan ikke mindst anlægges hurtigere, så lastbilerne hurtigt kan komme væk fra det normale vejnet.
Som jeg nævnte, skal Lynetteholm hvile i sig selv økonomisk, som det er aftalt med forligspartierne. De mange forslag og input fra klubberne og fra transportordførerne, som har stillet spørgsmålene videre til mig, har gjort det tydeligt, at der er behov for yderligere initiativer for at tilgodese sejlermiljøet. Jeg vil derfor sørge for, at der i implementeringsredegørelsen indgår yderligere initiativer, som By & Havn skal etablere for at tilgodese sejlerne. Det fremgår bl.a. af svaret på spørgsmål nr. 181.
Derudover vil jeg opfordre både sejlerne og By & Havn til at fortsætte dialogen, så man i fællesskab kan finde nogle gode løsninger på de mange praktiske spørgsmål, sådan at det stadig er trygt at sejle ind og ud af de forskellige lystbådehavne. I forhold til spørgsmålet om sejlerne har jeg bl.a. svaret på følgende spørgsmål: nr. 14, 15, 16, 17, 18, 23, 76, 164, 170, 181 og 187 til lovforslaget.
Endelig ønsker jeg at pointere, at der under udvalgets behandling af lovforslaget også har været sat spørgsmålstegn ved Lynetteholm som stormflodssikring, herunder etablering af en dokport mellem Lynetteholm og Nordhavn. Jeg kan i den forbindelse henvise til mine besvarelser af spørgsmål nr. 13, 70, 78, 79, 108, 113 og 151.
Som det er fremgået, er der blevet stillet mange spørgsmål ved behandlingen af dette lovforslag – og de er besvaret. Jeg synes, det er positivt, at der er stillet alle de spørgsmål, ikke mindst fordi Folketinget på den baggrund er i stand til at tage stilling til lovforslaget på et oplyst grundlag. Så med denne opsummering af sagen vil jeg gerne have lov til at takke Folketinget for behandlingen og takke for ordet i første omgang. Jeg stiller mig naturligvis til rådighed for besvarelse af eventuelle spørgsmål.