Mødet er åbnet.

Forhandlingen er åbnet. Transportministeren.

Tak, formand. Vi behandler i dag beslutningsforslag nr. B 172, som pålægger regeringen inden den 1. juni 2020 – en dato, vi jo har passeret – at invitere Folketingets partier til forhandlinger om fremrykning af investeringer i den trafikale infrastruktur – investeringer, der skal kunne igangsættes allerede i andet halvår af 2020, som led i stimuleringen af økonomien efter coronanedlukningen. Endvidere pålægger beslutningsforslaget regeringen senest i efteråret 2020 at invitere Folketingets partier til forhandlinger om en overordnet og sammenhængende plan for trafikale investeringer frem mod 2030.

Jeg vil godt på forhånd advare om, at der i behandlingen af dette beslutningsforslag kan opstå en følelse af deja vu, for ordlyden minder jo umiskendeligt om den tekst, der lå til grund for forespørgsel nr. F 36 i maj for få uger siden, og det forslag til vedtagelse, som Venstre, Dansk Folkeparti, Konservative, Nye Borgerlige og Liberal Alliance dengang stillede under behandlingen. I sidste uge var temaet det samme, da vi behandlede B 96 om igangsætning af en række vejprojekter fra den tidligere regering og Dansk Folkepartis investeringsplan. Jeg kan derfor også på forhånd varedeklarere og sige, at mine budskaber i dag er de samme som under behandlingen af forespørgsel nr. F 36 og beslutningsforslag nr. B 96, og det skyldes, at situationen, til trods for at der er gået et par uger, grundlæggende er den samme. Det danske samfund og den danske økonomi er fortsat ramt af coronaudbruddet, og vi har fortsat behov for at skabe et overblik over økonomien til investeringer, når vi kender konsekvenserne af de besluttede coronahjælpepakker.

Vi ser i regeringen vejen ud af krisen i to faser: Lige nu og her holder vi hånden under dansk økonomi og danske arbejdspladser, og i takt med at vi åbner samfundet igen, vil der også være behov for en genopretning af den økonomiske aktivitet – en genopretning, der både skaber aktivitet og arbejdspladser og samtidig gør Danmark grønnere og tager fat i klimaudfordringerne. I denne genopretning spiller infrastrukturinvesteringer en central rolle. Men der skal være en klar plan for, hvordan vi sikrer, at vores infrastrukturplanlægning skaber grundlaget for et sammenhængende transportsystem, hvor transportformer og mobilitetsløsninger spiller sammen, og hvor vi har det bedste grundlag for at træffe veloplyste beslutninger, der kan være med til at understøtte den grønne omstilling.

Det har ikke ændret sig siden forespørgselsdebatten i maj, hvor et flertal, nemlig regeringen sammen med Radikale Venstre, SF, Enhedslisten og Alternativet, tilkendegav, at netop fordi et bredt flertal af Folketingets partier har fastsat en ambitiøs målsætning om at reducere Danmarks udledning af drivhusgasser med 70 pct. i 2030 målt i forhold til basisåret 1990, skal klima- og miljøhensyn også i høj grad indgå i en fremtidig infrastrukturplan. Derfor skal de kommende forhandlinger om en langsigtet infrastrukturplan frem mod 2030 også koordineres med klimahandlingsplanerne, og derfor kan jeg i dag ikke sætte en dato for, hvornår vi kan indkalde Folketingets partier til forhandlinger om en ny infrastrukturaftale. Tak for ordet.

Tak for det. Der er korte bemærkninger. Først er det hr. Ole Birk Olesen.

Min første korte bemærkning skal handle om, at transportministeren lige sagde, at man ikke kunne vurdere, hvor mange penge der kunne bruges på infrastruktur i Danmark, før det stod klart, hvad coronahjælpepakkerne ville koste. Der synes jeg, at regeringen skulle koordinere sine synspunkter. For finansministeren siger altså noget helt andet. Han siger, coronahjælpepakkerne ikke påvirker den strukturelle holdbarhed af de offentlige finanser i Danmark og dermed heller ikke, hvor mange penge man kan bruge på investeringer i Danmark. Det har han sagt på pressemødet, og det har han sagt i et samråd i Finansudvalget for nylig. Så nytter det jo ikke noget, at vi har en transportminister, der render rundt og tror, at transportministeren er klogere på økonomien end finansministeren, og at transportministeren siger noget helt andet. Så kan vi lige få slået fast, at det er finansministeren, der her har ret, og transportministeren, der tager fejl?

Ministeren.

Som jeg sagde i min tale, vil vi, i takt med at vi åbner samfundet igen, også se på et behov for en genopretning af den økonomiske aktivitet – en genopretning, der både skaber aktivitet og arbejdspladser – og her spiller infrastrukturinvesteringer en central rolle. Men det er også klart, at vi skal have et overblik over dansk økonomi i et langsigtet perspektiv. Det var det, jeg sagde i talen.

Hr. Ole Birk Olesen.

Det er jo så heldigt, at det bliver optaget på video, og derfor kan man jo gense og genhøre, at transportministeren talte om coronahjælpepakker i sin tale, men det taler han så uden om.

Jeg vil gerne høre, om det er transportministerens indtryk, at danskerne ved folketingsvalget i juni 2019 fik den opfattelse, at hvis der kom en socialdemokratisk regering, ville der blive investeret mindre i infrastrukturen, end hvis der kom en borgerlig regering?

Ministeren.

Jeg sagde i min tale her i Folketinget, at der fortsat er behov for at skabe et overblik over økonomien til investeringer, hr. Ole Birk Olesen. Det er ikke for at være polemisk her, men det var det, jeg sagde. Det er rigtigt, at coronahjælpepakkerne selvfølgelig har nogle konsekvenser for samfundet, og at en eventuel genopretning også vil kunne have nogle konsekvenser for samfundet. Men hvordan den langsigtede økonomi ser ud i Danmark, giver jo en forudsætning for, at man kan gå ind og lave langsigtede investeringer. Og det er der jo ikke nogen, der har et samlet overblik over i dag.

Mette Thiesen.

Tusind tak for det. Jeg undrer mig lidt over det, ministeren siger. For det, vi i hvert fald hidtil har hørt, har været, at man lige skulle forhandle noget klimanoget hjem først, og så kunne man gøre det. Nu er det så noget coronanoget, vi lige skal have et overblik over, og så kan vi gøre det. Men det her handler jo sådan set grundlæggende om, at infrastruktur, netop også når vi skal have samfundet ordentligt i gang igen, bidrager. Det må jeg lige bede ministeren om at bekræfte. Men vil ministeren ikke give mig ret i, at infrastruktur netop bidrager til vækst og velstand i Danmark?

Ministeren.

Det er også derfor – for at gentage mig selv – at jeg siger, at i denne genopretning spiller infrastrukturinvesteringer en central rolle.

Mette Thiesen.

Okay, så langt, så godt. Hillerødmotorvejen, bare for at tage et konkret eksempel, er jo en af de ting, der virkelig, virkelig haster. Der sker alvorlige uheld igen og igen, og det er altså både frygteligt, men egentlig også en lille smule underligt at være vidne til, at den her sag igen og igen bliver syltet, fordi man bliver ved at udsætte de her infrastrukturforhandlinger. Kan ministeren ikke snart komme med en dato for, hvornår vi skal forhandle det her? For det haster.

Ministeren.

Jeg synes, at Hillerødmotorvejens forlængelse er et spændende og godt projekt, som også har en god forrentning, ligesom en lang række andre projekter på Fyn, i Jylland og på Sjælland også har det. Derfor ser jeg også frem til, at vi kan forhandle det her bredt, gerne med så mange partier som overhovedet muligt. Og som jeg sagde i min tale, kan jeg ikke sætte en dato på for, hvornår vi begynder forhandlingerne, men det er også klart, at infrastrukturinvesteringer selvfølgelig spiller en rolle, uanset om det er vej, bane eller cykelsti.

Hr. Kristian Pihl Lorentzen.

Tak for det, formand. Jeg noterede mig, at ministeren advarede mod mulige gentagelser, men det behøver ministeren ikke advare imod, for gentagelse kan faktisk være godt, især hvis der siges noget klogt, men det har jeg endnu til gode at høre fra ministeren i denne sag.

Det eneste, vi beder om, er jo at få ikke en dato, men en angivelse af, hvornår vi kommer i gang med de her forhandlinger, og når vi rejser det igen – og jeg kunne forstå, at ministeren antydede, at det måske var lidt utidigt, når vi lige har haft en forespørgselsdebat – er det jo, fordi rigtig mange partier her i salen, bl.a. Enhedslisten, SF og Radikale, for at nævne nogle, tilkendegav præcis det samme: Lad os nu komme i gang med disse forhandlinger. Så derfor er vi jo ikke enige om synspunktet om, at vi kan komme i gang.

Jeg undrer mig meget over, hvad argumentet i grunden er imod at gå i gang. Altså, hvis det er coronaargumentet, så har vi hørt finansministeren sige, at investeringsrammen er intakt – det har ikke noget med coronahjælpepakkerne at gøre. Så er det coronaen? Nej, det kan det ikke være. Har det så noget at gøre med klimaforhandlingerne? Der ved vi, at der er en nøje sammenhæng mellem investeringer og det, der skal køre på jernbanerne og vejene. Der er ingen modsætning – tværtimod er det et argument for, at forhandlingerne kan foregå samtidig.

Hvad er argumentet for, at vi ikke kan få en forhandling?

Tak for det. Så er det ministeren. Værsgo.

Jeg er jo glad for, at hr. Kristian Pihl Lorentzen er så engageret, som han er, og derfor vil jeg også bare sige tak for den fremstrakte hånd fra Venstre, i forhold til at man eventuelt kunne lave en fælles beretning om de overvejelser, der er. Jeg tror ikke, at der er nogen her i Folketinget, som er i tvivl om betydningen af infrastrukturinvesteringer og for den sags skyld også investeringer på det grønne område, altså energi, og at det kan være med til at genoprette dansk økonomi. Derfor ser jeg selvfølgelig også konstruktivt på den fremstrakte hånd fra Venstres side i forhold til dette. Om vi kan finde frem til en formulering, som vi alle sammen kan se os i, må vi så se på i udvalgsarbejdet. Men jeg forstår også godt, at man kan have et ønske om at komme i gang, men omvendt er vi også nødt til at have et samlet overblik over dansk økonomi og også være sikre på, at coronasituationen er vel overstået.

Kristian Pihl Lorentzen.

Ja, vi strækker hånden frem, og det gør vi jo, fordi det er vigtigt, og derfor vil vi gerne have et resultat i stedet for et hundeslagsmål. Så derfor håber jeg, at vi kan lande noget efter dagens debat. Men kan vi ikke bare komme det lidt nærmere? Nu har vi så peget på, at det er helt afgørende at komme i gang i efteråret – kan ministeren i det mindste ikke komme med, om ikke en dato, så dog et årstal for, hvornår ministeren forventer at vi skal i gang med at forhandle?

Ministeren.

Jeg håber selvfølgelig på, at vi kan komme i gang med at forhandle, lige så snart der er et samlet overblik, og lige så snart vi også har en vished for, hvad klimaforhandlingerne og klimahandlingsplanen kommer til at betyde i forhold til CO2-emissioner, også fordi vi jo selvfølgelig også er nødt til at leve op til 70-procentsmålsætningen.

Hans Kristian Skibby, værsgo.

Tak, hr. formand. Godt nok er jeg optimist, men jeg vil også have lov til at indrømme, at jeg nok ikke har forventet, at transportministeren her i dag ville komme ned i salen her og så sige: Jeg støtter simpelt hen det her beslutningsforslag; det er fantastisk unikt, så det er lige regeringens kop te. Den måde ville ministeren nok ikke bide til bolle på; det er jeg helt med på.

Men det undrer os meget i Dansk Folkeparti, at transportministeren så i det mindste ikke åbner en dør i forhold til det ene af de to initiativer, som der ligger konkret i det her beslutningsforslag – og det er netop det på den korte bane – set i forhold til, at det netop i den situation, som vi befinder os i, og som ministeren henviser til, nemlig coronakrisen osv. med stigende ledighed og alt muligt andet, så vil give rigtig god mening at gå ind og kigge på nogle af de anlægsinvesteringer, man kan rykke frem: trafikdæmpende foranstaltninger, asfaltarbejde på motorveje, brorenoveringer, sikkerhed på vejene og også en række mindre anlægsarbejder, som godt kan gennemføres, fordi man har gennemført vvm-undersøgelserne. Hvorfor åbner regeringen så ikke i det mindste på det her område?

Tak for det. Ministeren.

Det er rigtigt, at man jo altid skal kigge ned i et beslutningsforslag og se, om der er noget af det, som man kan imødekomme. Jeg har naturligvis også set på, om der et sted på ministeriets hylder ligger en tidsmaskine, sådan at man kan leve op til det, som der lægges op til her, altså hvor man pålægger regeringen at gøre noget i fortiden. Det var ikke muligt at finde en tidsmaskine. Men når det handler om at lave investeringer i infrastruktur, er det selvfølgelig noget af det, der kan være med til at genoprette dansk økonomi. Regeringen har ikke taget stilling til, om det så skal ske i form af at lave én stor samlet infrastrukturplan, eller om man skal lave nogle initiativer på den korte bane eller en kombination af begge dele.

Hans Kristian Skibby.

Diskussionen om hastigheden i lovarbejdet synes jeg måske transportministeren må tage med den person, der sådan sidder ret tæt på ministeren lige i øjeblikket, i forhold til at gennemføre tingene, for det her beslutningsforslag er sådan set sendt ind i rimelig god tid i forhold til datoen den 1. juni. Så er der jo sådan set bare den umiddelbare konsekvens, at tiden går. Det vil den også blive ved med.

Men det ændrer ikke på, at ministeren godt kunne gøre sig lidt mere umage med at forklare det for Folketinget og de mange partier, som jo faktisk foreslår det og mener, at det giver god mening at fremrykke en række af de mindre investeringer og netop sikre, at der kan blive mere beskæftigelse inden for området, nu hvor vi har en coronakrise. Det er så der, vi synes, det er lidt ærgerligt, at transportministeren har sat det i bakgear.

Tak. Så er det ministeren. Værsgo.

Jeg tror faktisk ikke, vi er så uenige, for som jeg også har sagt i min tale, er investeringer i infrastruktur noget af det, der kan rette op på dansk økonomi efter coronaen, og det er måske noget af det, som vi, hvis vi skal tage de konstruktive briller på, som hr. Kristian Pihl Lorentzen fra Venstre har indikeret, kunne blive enige om i fællesskab, når vi går videre i udvalgsbehandlingen.

Så er det hr. Hans Andersen. Værsgo.

Ministeren vil afvente at få sådan et samlet overblik over dansk økonomi. Samtidig siger transportministeren her i dag, at investeringer i vejprojekter sådan set også kunne spille en central rolle i genopretningen af Danmark. Det sidste er jeg bestemt enig i.

Jeg kan forstå, at der er en åbning for at lave investeringer, også på den korte bane. Og så er det blot en opfordring til også at få indkaldt til forhandlinger om investeringer, der kan rulles ud på den korte bane, fordi det behøver jo ikke at afvente alt andet. Altså, jeg forstår, at alt skal vente på, at vi får lavet en klima- og miljøhandlingsplan, men cykelstien vil fortsat være grøn, uanset om den bliver aftalt på den her side af en klimahandlingsplan.

Ministeren.

Jo, det er jo også sådan, at der løbende kigges på hjælpepakkerne. Det er der også, kan jeg også forstå, forhandlinger om i den kommende tid som indikeret af statsministeren her i Folketingssalen i går. Så derfor er det her selvfølgelig noget, som der løbende er en proces i, og hvor det mig bekendt er sådan, at alle Folketingets partier også indkaldes til de drøftelser. Så at skulle gøre noget selvstændigt på et enkelt ministerområde ville nok være at tage tingene ud af en kontekst, men jeg kan sagtens med de indikationer, der har været her bredt foreløbig i debatten, være enig i, at infrastrukturinvesteringer selvfølgelig spiller en central rolle og er et af flere virkemidler, som er gode at gribe til, hvis man gerne vil rette op på dansk økonomi.

Hans Andersen.

Der ligger jo også et vejprojekt: motorvejen helt til Frederikssund. Der ligger en anlægslov. Det er sådan set også et projekt, der kan sættes i gang med relativt kort varsel. Der er såmænd vedtaget en anlægslov. Der er lavet vvm. Den er ved at blive opdateret i år. Så den kan sådan set også køre, hvis man ønskede at fremme det.

Venstre har foreslået, at vi sætter gang i infrastrukturprojekter og jo ikke kun i cykelstier, men i noget, der faktisk også giver nogle job, og det er jo det, vi har skabt en forventning om. Det håber jeg også på at ministeren vil være med til, således at vi kan skabe nogle vejinvesteringer, også i Nordsjælland.

Tak. Ministeren, værsgo.

Ja, det ville jo være underligt, hvis ikke hr. Hans Andersen nævnte et projekt. Det skal man jo gøre, når man er valgt i et område. Så det vil jeg gerne kvittere for. Det er i øvrigt et udmærket projekt, ligesom der er udmærkede projekter på Fyn og i Jylland og forskellige steder på Sjælland. Det er et projekt, som også har en god forrentning, og som ganske rigtigt vil kunne skabe nogle arbejdspladser. Så det er ikke sådan, at jeg som minister og repræsentant for regeringen har noget imod det projekt, men om det skal gennemføres, vil jo indgå i de konkrete forhandlinger om en investeringsplan.

Hr. Erling Bonnesen.

Tak for det. Jamen det må jo være brandærgerligt at være transportminister og så nærmest skulle sidde og træde på bremsen i stedet for at få lov til at lave nogle af de her gode infrastrukturinvesteringer, som jo sådan set ligger i rigtig mange planer, som man havde i Socialdemokratiet, og som vi også havde i Venstre og i den blå regering. Det er også derfor, at vi gerne vil hjælpe med det.

Jeg er da glad for, at transportministeren nu her i sine besvarelser to gange har nævnt, at Fyn også ligger meget højt med hensyn til opmærksomhed; det kan vi heldigvis forstå. Når man på et eller andet tidspunkt når frem til, hvilket vi jo sådan set regner med, at der kommer gang i de her forhandlinger, vil ministeren så bekræfte, at man i hvert fald skal skele til de projekter, som er fuldstændig grydeklar, ligger klar eller faktisk er i gang? Og der kan vi jo netop pege på lige præcis det fynske, hvor man heldigvis med en Venstreledet regering i spidsen fik sat gang i arbejdet med det tredje motorvejsspor, som vi jo kan se, når vi kører derover nu. Så mangler vi jo bare lige at få trykket på knappen for også at få stykket syd om Odense. Alt er klappet og klar; der mangler bare at blive trykket på knappen. Vil ministeren så i forbindelse med det trykke på knappen for den etape med det samme?

Tak for det. Så er det ministeren. Værsgo.

Der er som sagt mange gode projekter landet over. Jeg har nævnt både Fyn, Jylland og Sjælland flere gange, og jeg må hellere skynde mig også at nævne, at i forhold til Lolland-Falster har vi i fællesskab, mange partier i Folketinget, også sat gang i et meget væsentligt projekt, hvor spaden går i jorden den 1. januar 2021, nemlig i forhold til Femerntunnellen. Og derfor er det aldrig helt kedeligt at være transportminister.

Der skal heller ikke lægges skjul på, at den indsats, som jeg også har oplevet at Folketingets partier har lagt i forhold til coronahåndteringen, har været meget proaktiv. Derfor vil jeg bare benytte anledningen til at sige tak for, at vi også har kunnet håndtere det. Og det er klart, at når vi når frem til at kunne diskutere trafikale investeringer, så er der også nogle projekter, der er grydeklar, og som er rigtig spændende. Det kan hr. Erling Bonnesen være helt forvisset om, og det gælder også projektet på Fyn.

Hr. Erling Bonnesen.

Tak for det. Nu er vi jo stadig væk i år et, kan man sige, efter det seneste folketingsvalg, og normalt – uanset om transportministeren er rød, blå eller en hvilken som helst farve – plejer man at kunne glæde sig over, at der er sådan god gang i spaden og snoreklipningen, ikke? Og det var derfor, jeg tænkte, at det må være meget ærgerligt som transportminister nu i et helt år kun at have kunnet slå op i de gamle scrapbøger og ikke rigtig selv har kunnet bidrage til det.

Så er jeg da glad for, at transportministeren har det fokus på det fynske. Og normalt kan vi jo godt lide at få mest muligt for pengene, så er det ikke helt naturligt at fortsætte det arbejde, der er sat i gang, og på den måde få mest muligt for pengene?

Tak, hr. Erling Bonnesen. Så er det ministeren. Værsgo.

Men det er jo sådan i transportpolitik, at beslutninger helst skal træffes så bredt som overhovedet muligt. Jeg har tidligere været formand for Transportudvalget, og i det arbejde har jeg jo også været med til nogle af forarbejderne til de beslutninger, der har ført til nogle af de indvielser, som jeg faktisk selv har været med til i det forgangne år, og det er jeg selvfølgelig glad for. Derfor skal man også bare huske, at det, der er det bedste, er, at man laver brede politiske forlig – det, som VLAK-regeringen desværre ikke formåede at gøre. Det er mit lod at sikre, at der bliver en bred politisk aftale om infrastruktur.

Tak. Så er det hr. Niels Flemming Hansen. Værsgo.

Mange tak. Ja, nu kunne jeg jo også stå her og tale om sønderjyske projekter, men det vil jeg undlade at gøre, for det brugte vi jo det meste af aftenen på i går.

Jeg kunne godt tænke mig at bede ministeren endnu en gang bekræfte, at vi i det mindste taler om, at vi samlet sætter os omkring et bord og laver nogle gode, brede, langsigtede forhandlinger, således at vi ikke igen kommer til at stå i en situation, hvor rigtig mange mennesker mister deres job, fordi der ikke er noget i pipelinen.

Ministeren.

Jamen der skal ikke herske nogen tvivl om, at jeg finder stor inspiration i det forlig, der blev indgået i 2009, og som var bredt funderet, i øvrigt under en konservativ transportminister. Det er et forlig, som jo har rakt frem til og med udgangen af i år, og som har skabt en stabilitet. Den stabilitet synes jeg også at vi skal sikre frem mod år 2030 og i virkeligheden også gerne efter den tid, for vi skulle gerne indbygge en mekanisme, så vi ikke igen kommer til at stå i en situation, hvor tingene udløber, altså sådan at vi har, kan man sige, en automatik, et rul i måden, vi arbejder på. Det tror jeg vil klæde os alle at vi finder en ramme for – ikke mindst fordi det også giver en planlægningshorisont og en sikkerhed, også for de entreprenører, kommuner, transportudbydere og andre, som er afhængige af investeringerne.

Niels Flemming Hansen, værsgo.

Det glæder mig meget at høre, at ministeren ikke bare har en tanke om at lave en socialdemokratisk reform på det her område, og så kan vi andre blive budt ind og så sige ja eller nej, og så kan det ellers drysse ud over de socialdemokratiske borgmestre. Det glæder mig rigtig meget, at ministeren anerkender, at vi skal have gode og brede forlig. Tak for det.

Ministeren.

Jeg skal dog varedeklarere og sige, at der er så mange socialdemokratiske borgmestre landet over, at det nok ikke kan undgås, at der er nogle af dem, der bliver glade for nogle af de investeringer, der kommer til at blive lavet med brede flertal i Folketinget.

Så siger vi tak til ministeren. Der er ikke flere korte bemærkninger. Vi går videre til ordførerrunden, og først er det hr. Thomas Jensen, Socialdemokratiet.

Tak, formand, og tak for ordet. For Socialdemokratiet er det afgørende, at Danmark kommer sikkert og trygt ud på den anden side af coronakrisen. Det skal vi sikre, ved at vi håndterer krisens udfordringer i den rigtige rækkefølge. Det er klart, at der, når vi ser på omfanget af krisen, vil være et behov for, at økonomien stimuleres, og at der dermed sættes gang i økonomien igen. Det skal gøres på en forsvarlig måde gennem sikre investeringer, hvor særlig grønne investeringer skal spille en rolle.

Med det her beslutningsforslag kan jeg jo ligesom ministeren sige, at det ikke er første gang, vi har haft den her debat i Folketingssalen, men det gør den bestemt ikke mindre vigtig. Som jeg også har sagt ved tidligere behandlinger på det her emneområde – det var under forespørgselsdebatten – er vi i Socialdemokratiet altid glade for at diskutere fremtidens investeringer i infrastrukturen, men at forslagsstillerne nu fremsætter samme ønske, som de gjorde under behandlingen af F 36 om trafikale investeringer, vidner måske lidt om en mangel på kreativitet – eller en meget, meget stor opsathed efter at komme i gang, vil man jo nok udlægge det som fra forslagsstillernes side.

Forslagsstillerne ønsker med det her forslag at sætte proces før indhold, men sandheden er bare, at vi i Socialdemokratiet ønsker at have et overblik over dansk økonomi i lyset af corona og samtidig ønsker, at fremtidens investeringer i infrastrukturen skal være grønne og effektive. Det kræver et tæt parløb med klimaindsatsen og de klimapartnerskaber, som for nylig fremlagde deres anbefalinger. Betyder det, at investeringer i fremtidens infrastruktur ikke er vigtige eller ikke bør prioriteres? Nej, bestemt ikke. Genopretningen af dansk økonomi beror på en lang række væsentlige og vigtige investeringer, og her skal investeringer i infrastrukturen også komme til at spille en rolle.

Det er afgørende, at en fremtidig investeringsplan bl.a. prioriterer den kollektive trafik og investeringer i jernbanen og i cyklisme. Derudover oplever mange mennesker trængsel på vejene, og det er et problem for den enkelte borger og for væksten. Derfor mener vi i Socialdemokratiet også, at en fremtidig infrastrukturplan skal gøre noget ved trængslen på de danske veje. Det er alle områder, der er vigtige for at forbedre infrastrukturen i Danmark og sikre den grønne omstilling, og samtidig vil sådan en investering sætte gang i økonomien.

Socialdemokratiet ønsker en bred og gennemarbejdet aftale for de fremtidige trafikale investeringer, og her vejer hensynet til coronakrisens konsekvenser og behovet for de grønne investeringer særlig tungt. Mange af mine kolleger fra Folketingets partier har gode ideer, og det har vi allerede hørt i salen i dag. Ofte knytter det sig jo til det enkelte medlems opstillingskreds. Og det er nogle vigtige input, som vi alle sammen skal tage med til forhandlingerne om en fremtidig infrastrukturplan. Så det ser jeg frem til at diskutere ved det forhandlingsbord, og jeg glæder mig til at drøfte de her investeringer, når vi kender de præcise økonomiske og beskæftigelsesmæssige konsekvenser af coronakrisen. Det glæder mig også, at vi på tværs af Folketinget fortsat er enige om, at investeringer i infrastrukturen er vigtige.

Afsluttende vil jeg sige, at med udgangspunkt i vigtigheden af, at fremtidens investeringer i infrastrukturen er grønne og spiller sammen med klimahandlingsplanerne og hensynet til økonomien i lyset af coronakrisen, kan Socialdemokratiet ikke støtte det her beslutningsforslag.

Der er en kort bemærkning til hr. Kristian Pihl Lorentzen.

Tak for det, formand. Jeg deler Socialdemokratiets ønske om en langsigtet, sammenhængende aftale med en bred tilslutning. Og jeg deler også ønsket om, at vi kan gå over i en rullende planlægning, så vi hele tiden tænker 4 år frem og lægger 4 år til. Så der er meget, vi kan mødes om. Men ordføreren var så inde på, at der er mange forslag til gode projekter, og vi har hørt nogle af dem i dag, og det er rigtigt. Men vil man for alvor søge inspiration til gode projekter, skal man jo kigge i Socialdemokratiets trafikudspil fra starten af 2019. For der er de nemlig alle sammen listet op; samtlige tænkelige vejprojekter i Danmark. Men jeg vil godt lige prøve at citere følgende:

»Vi vil sætte os i spidsen for, at Danmark får en ny langsigtet infrastrukturplan, og vi er klar til at reservere mindst 70 mia. kr. til nye centrale infrastrukturinvesteringer. Nu er det tid til, at Danmark får en ny langsigtet plan for vores infrastruktur.«

Hvem tror ordføreren har sagt det?

Ordføreren.

Nu skal vi jo ikke stå her og lege gætteleg, så det er jeg sikker på at hr. Kristian Pihl Lorentzen kan afsløre i det opfølgende spørgsmål her. Men jeg hæftede mig ved noget af det første, hr. Kristian Pihl Lorentzen sagde, og som jeg er rigtig glad for. Det viser jo noget om, hvad et godt udvalgsarbejde kan føre til. Vi var nogle stykker på besøg i Norge her i efteråret, og det er helt rigtigt, at der blev vi præsenteret for den norske model, hvor man ikke har sådan noget med, at man laver en plan fra 29. januar 2009, og så rækker den 10-11 år frem. Nej, der tager de det simpelt hen op hvert 3. eller 4. år, og så kigger de igen 10 år frem. Den der rullende planlægning vil jo forebygge, at vi kommer til at stå i en situation, som vi står i i dag, hvor der ikke ligger en ny aftale endnu.

Hr. Kristian Pihl Lorentzen.

Men så skal jeg komme med svaret på gættelegen. Det står nemlig i det socialdemokratiske trafikudspil fra starten af 2019, og det er jo et krav om, at nu skal der ske noget. Det er derfor, det står i skærende kontrast til, at vi ikke engang kan få regeringen til at sige, om vi kommer i gang i år. Er det i 2021? Er det i 2022? Og det er jo derfor, vi bliver ved, og det kan godt være, at man er lidt trætte af, at vi nu rejser et beslutningsforslag i kølvandet på forespørgselsdebatten. Men det er jo, fordi der var mange partier, der sidste gang tilkendegav, at de er ivrige efter at komme i gang med forhandlingerne. Så hvorfor lytter Socialdemokratiet ikke?

Ordføreren, værsgo.

Jeg tror, at de borgere, der sidder og lytter med på en debat som den her, har kunnet mærke, at der er sket noget i verden de sidste måneder. At vi er blevet ramt af en coronakrise, var der ikke nogen, der kunne forudsige. Heller ikke Socialdemokraterne, selv om vi kan meget, kunne forudsige det, dengang vi lavede vores katalog til trafikforhandlingerne tilbage i 2019. Og for bare lige at hæfte os ved det udspil vil jeg sige, at det jo var et katalog, der viste, at vi var forhandlingsvillige. Vi sagde, at det her var nogle af dem, der kom i betragtning til projekter. Og det var, fordi vi ville sikre os, at de ikke blev hældt ud ad døren, bare fordi man havde glemt det enkelte projekt.

Hans Kristian Skibby, værsgo.

Jeg hæftede mig ved, at ordføreren sagde, at Socialdemokraterne meget, meget gerne vil diskutere præmisserne for en forhandling om en infrastrukturplan. Det kan man jo så mene om, hvad man vil. Vi andre synes måske bare, det ville være bedre at sige, at man gerne ville forhandle. For diskussioner kommer der ikke så meget ud af andet end ævl og kævl. Det er jo forhandlinger, som kommer til at give virkningsfulde resultater, og derfor ærgrer det os i Dansk Folkeparti, at regeringen og Socialdemokraterne øjensynlig kun vil diskutere, men ikke forhandle.

Det står jo i skærende kontrast til, at vi kunne se, at i maj måned 2019 – det er ikke mere end et år siden – var ordførerens parti ude med en gigantisk melding med alt godt fra havet. Der var ikke det, man ikke ville have ind i en infrastrukturplan. Nu har man så vundet valget, og så er der vel ikke noget forkert i, at oppositionen stiller det helt elementære og præcise spørgsmål: Hvorfor udnytter man ikke den magt, som man har vundet, til bl.a. at sætte de her forhandlinger i gang?

Tak! Ordføreren.

Jamen som både ministeren og jeg selv i min ordførertale tydeligt har redegjort for, spiller coronakrisen ind på den korte bane, og så er der også det vigtige – og det er jo i forhold til det kæmpestore mandat, som vi fik af befolkningen ved valget sidste år – nemlig at vi skal sørge for at passe bedre på vores klode, passe bedre på vores klima. Det er derfor, vi heldigvis i bred enighed herinde har lavet en aftale om en 70-procentsreduktion af CO2-udslippet i forhold til 1990-tallene. Det er også noget, vi skal tænke ind, når vi skal lave en infrastrukturaftale. Vi ved alle sammen, at man på transportområdet udleder meget CO2, og det skal selvfølgelig tænkes ind i det, som de sidder og forhandler om hos klimaministeren, sådan at vi også sikrer, at vi kommer til at bruge alle tænkelige midler til at nedbringe CO2-udslippet. Så det er også et af de elementer, der spiller ind på, at vi ikke er kommet i gang endnu.

Så vil jeg også bare lige igen sige, at vi kom med vores udspil den 29. januar 2019, præcis på 10-årsdagen for det grønne transportforlig fra 2009, og det gjorde vi for at vise os forhandlingsvillige. Desværre blev det en blå aftale, hvor vi ikke var med.

Hans Kristian Skibby, værsgo.

Der manglede ordføreren så lige at nævne, at det var, fordi man ikke ville give opgive nogen af de tåbeligheder, der stadig væk ligger i Togfonden DK. Men det er jo sådan, at man altid nævner det, man gerne vil nævne, og så glemmer man behændigt alt det, der ikke er så fint i kanten. Det ændrer bare ikke på, at Socialdemokraterne altså er gået til valg på at gennemføre nogle investeringer i den danske infrastruktur. Ordføreren siger, at det har noget at gøre med, at vi skal have CO2-udledningen ned. Det er da rigtigt, men det ændrer jo ikke på, at der er et vedligeholdelsesefterslæb både på jernbanenettet, på vores motorveje og på vores landeveje. Alle mulige steder er der et vedligeholdelsesefterslæb, og det har ikke noget med CO2 at gøre.

Tak! Ordføreren, værsgo.

Der er jo mange ting, der skal håndteres i sådan en kommende infrastrukturaftale. Vi er fuldt ud bevidste om, at der er meget trængsel mange steder. Vi ved også godt, at der er et vedligeholdelsesefterslæb. Vi ved også godt, at der endnu ikke er et klart overblik over, hvordan vi sikrer, at transportsektoren bidrager bedre til en 70-procentsreduktion af CO2-udslippet. Det er de bolde, vi skal holde kørende, og så er der ikke mindst det her med at holde hånden under dansk økonomi.

Så hæftede jeg mig ved, at Dansk Folkepartis ordfører talte om Togfonden DK. Det var jo et forlig, som Dansk Folkeparti var med til at indgå i både Skatteministeriet og Transportministeriet. Hvis DF mener, der er tåbeligheder i det, er det så Billundbanen, man mener er en tåbelighed?

Så er det hr. Ole Birk Olesen. Værsgo.

Hr. Thomas Jensen omtaler Socialdemokratiets transportinvesteringsudspil fra januar 2019, og da Socialdemokratiet offentliggjorde det, gik socialdemokratiske folketingsmedlemmer overalt i landet ud og sagde: Der kan I se, vi socialdemokrater vil bygge den her vej i vores område. Eller: Vi vil udvide den her vej i vores område. Lige ved siden af hr. Thomas Jensen sidder Folketingets formand, som brugte det udspil til at gå i lokalpressen i Horsens og sige: Der kan I se, Socialdemokratiet vil udbygge E45 i Østjylland. Det sagde han på baggrund af det udspil, som Socialdemokratiet kom med i januar 2019. Det var et løfte fra Folketingets formand, som dengang ikke var formand for Folketinget, men som var hr. Henrik Dam Kristensen, om, at Socialdemokratiet med sit udspil garanterede, at der ville blive bygget motorveje i Østjylland. Nu er vi ikke engang gået til forhandling om at bygge motorveje i Østjylland – vi skriver snart 2021, og vi kan ikke engang få at vide, hvornår vi skal til forhandling.

Så er det ordføreren. Værsgo.

I sidste uge eller i forrige uge – det tror jeg det var – behandlede vi jo netop et beslutningsforslag fra hr. Ole Birk Olesen omkring E45. Og det, som jeg tror vi alle herinde er optaget af, er, at der er utrolig stor trængsel på E45. Så jeg vil ikke love noget, men jeg har meget, meget svært ved at forestille mig, at vi kommer til at indgå en infrastrukturaftale, uden at der er væsentlige tiltag på E45, fordi det simpelt hen er et af de meget pressede steder i Danmark. Derfor tror jeg også på, at den nuværende formand for Folketinget selvfølgelig også vil have en god dialog om, hvad det er for nogle projekter, der skal prioriteres i sådan nogle forhandlinger. Så man kan ikke sætte lighedstegn ved, at vi har annulleret en hel masse; man kan sige, at vi forbereder os på at lave en forhandling, og der kan jeg så også høre, at Liberal Alliance vil bringe E45 ind. Og det er bare glædeligt – det synes jeg at alle Folketingets partier skal gøre.

Hr. Ole Birk Olesen.

Hvis der var blåt flertal her i Folketinget, ville man allerede have programsat, at man skulle udvide bl.a. E45 i 2021, altså om ½ år, når vi går ind i det nye år, sammen med syv andre projekter til i alt 800 mio. kr., som skulle bruges i 2021. For så var der også penge til de projekter i 2022, 2023 og 2024 osv. Men altså, 800 mio. kr. ville der være afsat til nye projekter i 2021 ifølge den blå plan, og det ville der være flertal for i Folketinget i dag, hvis de blå havde flertal. Hvor mange penge vil Socialdemokratiet og regeringen afsætte til infrastrukturprojekter i 2021?

Tak. Værsgo til ordføreren.

Jeg tror, det er meget vigtigt, at vi ser tilbage på det folketingsvalg, der var for et år siden; der er langtfra blåt flertal i Danmark. Og hvis det var sådan, at den tidligere transportminister Ole Birk Olesen var interesseret i, at der var projekter, der var kommet længere frem i planlægningen i dag, end de er kommet nu, så skulle man have tænkt på det, dengang man forhandlede infrastruktur for halvandet år siden; så skulle man have sørget for at lave en bred aftale, hvor f.eks. Socialdemokratiet og andre partier fra vores fløj havde været med. For så kunne vi jo på trods af vælgernes tale have gennemført tingene.

Hr. Erling Bonnesen.

Tak for det. Den socialdemokratiske ordfører nævnte før, at det var sådan helt naturligt, at man som folketingsmedlem selvfølgelig fremdrog nogle projekter fra ens område – lokalt eller regionalt – og derfor er jeg da også glad for, at ordføreren så nåede at få sagt, at Fyn har været nævnt flere gange i debatten her. Og jeg er da også sikker på, at ordføreren kender Fynske Motorvej godt. Og nu er der så det ved det, at i forhold til det fynske motorvejsprojekt er det jo ikke kun en fynsk flaskehals, for det er faktisk også en national flaskehals. Og jeg er da også sikker på, at ordføreren er fuldstændig bekendt med det.

Så mit spørgsmål skal gå på, at hvis vi havde haft et blåt flertal, var stykket syd om Odense også sat i gang på det tredje spor. Nu er det andet sat i gang, så er ordføreren ikke principielt enig i, at når maskinerne nu er i gang, er det helt naturligt rent principielt set, at de maskiner skal køre videre fra den fase, der er ved at blive bygget nu, og så videre hen i den næste fase, og at vi på den måde så får mest muligt for pengene?

Ordføreren.

Jeg skal ikke stå og bakke op om alle mulige projekter her fra Folketingets talerstol. Jeg vil bare sige, at min egen erfaring med E20 er en masse stenslag og 80-kilometerkørsel, når der bliver lavet noget. Der er jo gang i en stor strækning lige nu, og det er rigtig, rigtig godt. Og vi må tage ved forhandlingsbordet, hvad det er, vi i fællesskab kan blive enige om. Vi har jo også sat gang i den vestfynske jernbane i et togfondsprojekt i den her folketingssamling. Så vi har bestemt haft fokus på Fyn, også under den her regering.

Hr. Erling Bonnesen.

Nu er vi stadig væk kun i år et, kan man sige, i den her valgperiode, så der er jo håb endnu i den her valgperiode. Men vil det ikke være meget ærgerligt, hvis vi når helt frem til næste valgkamp og Socialdemokraterne så skal høre fra os, at man stadig væk bare vil mødes til nogle forhandlinger eller noget i den stil? Så ville det ikke være godt at få sådan et projekt, som er så grydeklart, som det er nu, realiseret i stedet for at skulle imødese den debat, man så kan imødese – i hvert fald i den fynske valgdebat – hvis ikke det sker?

Ordføreren.

Jeg er meget glad for hr. Erling Bonnesens indlæg, for der blev det konstateret, at vi kun er i år et. Og her det første år har meget af det, højrefløjen har kunnet diske op med, været sådan noget med at presse regeringen på timing – altså hvorfor vi ikke er kommet i gang med dét og dét endnu. Man kan jo ikke lave alting på én gang, men som jeg også har hørt det på ministerens tale, og som jeg også har givet udtryk for i min egen tale, så er vi fokuseret på, at der skal gøres noget her, og vi håber, at vi får nogle gode, brede forhandlinger, hvor jeg også håber at Venstres ordfører så vil bringe noget af det ind, som der bliver redegjort for her.

Tak til ordføreren. Der er ikke flere korte bemærkninger. Så er det hr. Hans Kristian Skibby, Dansk Folkeparti.

Som transportministeren var inde på, kunne det her måske godt frembringe en vis form for genkendelighed i forhold til dagens debat her i Folketinget, for det er jo rigtigt, som ministeren sagde, at det ikke er første gang, vi har lejlighed til at debattere situationen for den danske infrastruktur, situationen for investeringer i vedligehold af vores vejnet og også udbygning af vores infrastruktur både på jernbane og på asfalt osv. Ikke desto mindre har det jo efter vores opfattelse været bydende nødvendigt, at vi igen tager diskussionen her i Folketinget, fordi vi har en regering, som tilsyneladende havde en politik, de gik til valg på, som var i diametral modsætning til det, der så bliver ført som politisk linje efter valget. Det synes vi i Dansk Folkeparti at regeringen skal stå på mål for, og jeg ved da også, at de gør et hæderligt forsøg, men det er altså ikke godt nok, hr. transportminister.

Det er ikke godt nok, at vi har en lang række af kommuner, som er gået i venteposition, vi har regioner, som også står og venter på at få afklaring, vi har en række virksomheder, som venter i forhold til deres medarbejderes pendlingssituation og i forhold til regional udvikling, og vi har ikke mindst en masse borgere, som har et forventeligt krav om, at der stadig væk bliver taget hånd om vejinvesteringer i Danmark. Det er noget, som regeringen gik til valg på. Socialdemokraterne kom med et meget, meget fint og bredt oplæg til det i det tidlige 2019, hvor man sådan set ridsede op, hvad det var for nogle elementer, man ville have fokus på, hvis man fik magt, som man har agt hos Socialdemokraterne.

Nu har man så vundet valget, og som jeg tidligere har sagt: Tillykke med det! Men det ændrer jo ikke på, at vi jo så også må kunne forvente, at man prøver på at forfølge nogle af de sigtelinjer, som man har stukket ud i forbindelse med den periode, der var før folketingsvalget. Det har regeringen ikke gjort. Tværtimod er man krøbet i flyverskjul og har lagt hele den danske infrastrukturudvikling i dvale. Det er muligt, at man har hørt os sige de ting tidligere her fra Folketingets talerstol, men det ændrer altså ikke på, at det er sagens kerne; det er den situation, som folk oplever: Der bliver ikke investeret kapital i motorveje og broer og asfalt og jernbanenet og alt muligt andet. Derfor mener Dansk Folkeparti, at det er på sin plads, at vi til stadighed insisterer på, at regeringen da må komme til hægterne i forhold til også at kunne indkalde til forhandlinger.

Vi har lige oplevet Socialdemokraternes ordfører på området, hr. Thomas Jensen, sige, at Socialdemokraterne gerne vil diskutere. Jamen hvad kommer der ud af at diskutere? Ja, der kommer ord – ord, ord – og det er jo også vældig fornøjeligt, men det giver bare ikke nogen handling, og det giver ikke nogen aktiviteter; det giver ikke nogen forbedringer. Derfor er det jo vigtigt, at vi får forhandlingerne i gang. Vi har hørt både den socialdemokratiske ordfører og den socialdemokratiske transportminister igen og igen sige: Jamen det skyldes corona; vi er simpelt hen nødt til at vente på grund af corona. Man mangler bare lige at fortælle, at den her holdning til, at man vil lægge det hele i dvale, havde regeringen altså også, før der overhovedet var konstateret corona sidste år. Alligevel har man valgt at bibeholde den samme tilgang til det.

Jeg synes jo, det er lidt fattigt, at man bruger et argument, en undskyldning, som er kommet, efter at man har valgt at pakke sine egne valgløfter langt, langt væk, ned under dynerne. De er simpelt hen så langt væk, at man slet ikke kan få øje på dem, og regeringen siger bare, at vi skal afvente. Vi kan ikke engang få at vide, hvilket år vi skal til at forhandle infrastrukturplaner i Danmark. Det synes vi i Dansk Folkeparti ikke at man kan være kongeriget bekendt. Vi synes, det er til ugunst for så at sige alle interessenter i Danmark, og derfor vil vi selvfølgelig insistere på, at regeringen indkalder til de her forhandlinger, jo før, jo bedre.

I det mindste burde transportministeren have vist en stor imødekommenhed over for den del af det her beslutningsforslag, som jo netop har de kortsigtede briller på, set i forhold til netop at lave understøttende foranstaltninger, fordi vi kan se, at coronakrisen har medført konsekvenser for folk, der er blevet sendt hjem fra deres praktiske arbejde. Der er asfaltarbejder, der er brovedligehold, der er arbejde med støjdæmpende foranstaltninger og alle mulige andre initiativer, som sagtens kunne have fundet anvendelse. Det ønsker regeringen desværre ikke. Tak.

Tak til ordføreren. Der er ingen korte bemærkninger. Og derfor kan vi gå videre til hr. Andreas Steenberg, Radikale Venstre.

Ligesom for et par uger siden vil jeg gerne takke de borgerlige partier for at rejse den her debat, for jeg tager det som udtryk for, at man ligesom Radikale Venstre er utålmodig efter at komme i gang med at forhandle de her trafikale investeringer. Men jeg tager det også som udtryk for, at de borgerlige partier gerne vil være med i en bred aftale med både mit eget parti, regeringen og venstrefløjspartierne, og det håber jeg meget kan ske inden for en nær fremtid – og hellere i dag end i morgen, hvis det står til os.

Den helt overskyggende mærkesag for os i Radikale Venstre er selvfølgelig, at der bliver gjort noget ved transportens CO2-udledning og klimabelastning. Det nævner forslagsstillerne jo ikke meget om i det her beslutningsforslag om at indkalde til forhandlinger. For os handler det rigtig meget om, at de busser, lastbiler, biler, tog, færger, skibe, fly osv., der er i Danmark, kommer over på vedvarende energi. Og det handler jo ikke kun om, hvilken type infrastruktur man bygger, men om, om man eksempelvis tør bruge skatteinstrumentet til at fremme forskellige køretøjer og fly osv. på vedvarende energi.

Der synes vi jo, at det er mærkeligt, at i den sidste periode her i Folketinget kunne både den borgerlige side, men også med den nuværende regering, altså Socialdemokratiet, samles om hele tre gange at lette skatten på benzin- og dieselbiler, selv om begge partier førte kampagner på, hvor mange biler på vedvarende energi vi skulle have. Så er det jo lidt mærkeligt, at man bruger flere hundrede millioner hvert år på at give skattelettelser til de biler, man ikke ønsker at have. Det er jo sådan en af de diskussioner, vi godt kunne tænke os at have. Skulle man ikke komme i gang med at lave nogle reformer af skattesystemet?

På samme måde så vi i sidste uge, at en række aktører er gået sammen om at lave brændstof til fly, som er på vedvarende energi. Samtidig kommer der en anbefaling fra erhvervet selv om, at man kunne lægge en afgift på fly, som så kunne finansiere, at man kunne få lavet noget af det her brændstof. Det er også en af de ting, vi godt kunne tænke os at drøfte. For vi ser ikke for os, at man ligesom i den tidligere regering laver en infrastrukturaftale, hvor man overhovedet ikke nævner klima eller kommer med nogle initiativer i forhold til CO2-udledning. Så det er jo en af de ting, vi gerne vil have med. Og vi synes også, at det på det punkt er vigtigt at få et bredt forlig, så folk, der skal investere i vedvarende energi, ved, at der er en businesscase i mange år frem, fordi der har været et bredt forlig.

Så vil vi selvfølgelig også rigtig gerne – langt om længe efter mange års stilstand på infrastrukturområdet – komme ind at få forhandlet en bred aftale, sådan at vi kan sige til borgerne, virksomhederne, kommunerne, altså alle de interessenter, der kontakter os i de her måneder og gerne vil have et infrastrukturprojekt på plads i lige præcis deres område, at nu er der et meget bredt flertal, som har besluttet, at det er de her ting, der bliver bygget de næste 10 år. Det håber jeg meget man kan komme frem til – og som sagt ganske hurtigt.

Jeg er lidt i tvivl om, hvordan man kan lande det her forslag, for man kan jo meget nemt stemme for og sige, at der skal indkaldes til forhandlinger. Men hvis ikke Socialdemokratiet har besluttet sig for at ville noget, bliver det jo lidt nogle mærkelige møder. Det kan være, at kaffen og kagen er god i Transportministeriet eller Finansministeriet, men hvis ikke der er vilje til at få lavet en aftale, så bliver de møder jo lidt spild af tid. Derfor håber jeg, at vi kan skrive en eller anden beretning i udvalget, hvor vi jo alle sammen tilkendegiver, at vi gerne vil i gang. For så tilkendegiver vi jo også det over for både borgere og ikke mindst vores kollegaer i partierne. Det synes jeg kunne være en løsning på det. For at stemme igennem her i Folketinget, at vi skal holde møder, synes jeg ikke giver meget mening, især al den stund at vi jo næsten hele tiden er til møder i Transportministeriet om forskellige ting. Så det er ikke, fordi det er møder, der mangler. Men der mangler vilje til at lave det her brede forlig, og det håber jeg at alle vil være med til så hurtigt som muligt

Der er en kort bemærkning til hr. Kristian Pihl Lorentzen.

Tak, formand. Jeg er helt enig med hr. Andreas Steenberg i, at det altid er godt med kaffe, og at det er hyggeligt, især hvis der er træstammer til kaffen, går det jo rigtig godt. Men der skal også gerne komme noget ud af det. Det er vi helt enige om.

Men jeg vil gerne kvittere for det, jeg opfatter som en støtte til, at vi skal se at komme i gang med forhandlingerne. For vi ved jo alle sammen, at netop trafikforhandlinger er langstrakte. Det er ikke, fordi der er ond vilje, men fordi det simpelt hen tager lang tid at komme ned i dybden og materien, og derfor er jeg glad for støtten til, at vi kommer i gang.

Jeg vil også gerne kvittere for det, som hr. Andreas Steenberg sagde om klimahandlingsplanen. For jeg synes jo, det er utrolig vigtigt, at de forhandlinger, vi skal have om infrastruktur, selvfølgelig skal koordineres nøje med det, der skal køre på skinnerne og vejene. Derfor er der jo en nøje sammenhæng mellem de ting. Så jeg vil gerne kvittere for de meldinger, der er kommet her, og bifalde, at vi prøver at lande det her med en beretning i udvalget.

Ordføreren.

Der var ikke meget spørgsmål i det, men jeg kan så kvittere den anden vej, og det kan jo ligefrem være, at vi kan få lavet et forlig her en onsdag formiddag. Det kunne være meget godt.

Der er ikke flere, der har bedt om korte bemærkninger. Så vi siger tak til hr. Andreas Steenberg og går videre til Anne Valentina Berthelsen, SF.

Jeg synes, det er lidt morsomt og lidt hyggeligt, at vi sådan kan få en heftig diskussion ud af noget, vi jo faktisk er enige om, som jeg hører det, og det synes jeg er rigtig dejligt.

Vi er jo alle sammen enige om, at vi skal se at få gjort noget ved de her investeringer i trafikal infrastruktur. Det gav de fleste udtryk for, sidst vi havde den her diskussion, og det er sådan set også, sådan som jeg forstår regeringen, det, man gerne vil. Så det er jo godt. At vi så lige tager turen en gang til, er i orden med mig, men jeg synes egentlig, at vi skal prøve at lande det her i udvalget med en beretning, hvor vi bliver lidt nærmere enige om, hvad det er, der skal ske. For der er jo nogle åbenlyse forhindringer, og nu har Venstre selv siddet i regering og kender til udfordringerne ved Finansministeriet, og det kan godt være, at jeg synes, at transportministeren kan være utrolig anstrengende, men jeg tror, at jeg, hvis jeg var finansordfører, så ville have det endnu mere anstrengt. Og det synes jeg da at vi skal være åbne omkring, og jeg synes, vi hjælpe transportministeren i forhold til hans udfordringer med finansministeren, hr. Nicolai Wammen. Det vil SF i hvert fald gerne være med til.

Men jeg tænker ikke, at vi får noget ud af, lidt ligesom hr. Andreas Steenberg sagde, bare at sætte en møderække i gang, hvis ikke man er klar fra regeringens side, og det tror jeg også at Venstre forstår. Så jeg synes, vi skal tale lidt om det i udvalget og se, om vi kan komme det lidt nærmere, men måske uden at man sætter noget i gang, som ikke nytter noget, fordi Socialdemokratiet ikke er der endnu og Finansministeriet slet ikke er der endnu. Men ellers er der fuld opbakning fra SF's side til, at vi skal fremrykke nogle investeringer for at afbøde konsekvenserne af coronakrisen. Det vil vi rigtig gerne være med til, og vi synes jo, det er utrolig vigtigt, at det skal være grønne investeringer, og nu noterede jeg mig i bemærkningerne til det oprindelige beslutningsforslag, at man var meget interesseret i de her vejinvesteringer, når vi når til den store infrastrukturplanaftale. Jeg kunne godt se for mig, at vi måske i lyset af klimakrisen og det, som trafikforskerne i øvrigt siger om trængsel, og hvordan man håndterer sådan en problematik, begyndte at se på nogle værktøjer, som var noget andet end bare udbygningen af motorveje.

Men det kan vi jo tage til den tid. Jeg tror bare, det er vigtigt, at vi starter med at anerkende, at vi jo sådan set er ret enige om, at der skal ske noget, og lad os så tage den i en fælles beretning – forhåbentlig – i udvalget lidt senere.

Der er korte bemærkninger. Først er det hr. Ole Birk Olesen.

Jeg synes, det er interessant, hvis SF er enig med de blå partier om, at vi nu bør sætte os sammen og snakke om en investeringsplan for transportinfrastrukturen. Transportministeren er jo ikke enig, så det der med, at vi alle er enige om det, er ikke rigtigt. Men SF er tilsyneladende enig med de blå partier om, at det bør vi gøre nu. Når nu vi kan konstatere, at transportministeren ikke vil indkalde til forhandlinger, og samtidig ved, at han er minister i en mindretalsregering, så kunne vi jo sådan set godt lave de forhandlinger uden transportministeren. Der vil jeg bare høre: Hvis nu vi blå partier indkalder til forhandlinger, fordi vi næsten alle bortset fra transportministeren er enige om, at vi skal have de forhandlinger, ville SF så komme og snakke transportinfrastrukturinvesteringer med de blå partier? Så kunne vi jo danne et flertal uden om regeringen.

Ordføreren.

Jeg bliver simpelt hen så forfærdelig irriteret, når folk ikke hører, hvad det er, jeg siger. Jeg tror, at hr. Ole Birk Olesen skal tjekke, om han har et eller andet i ørerne. For det, som SF jo egentlig sagde, var, at vi er enige om, at vi skal fremrykke nogle investeringer, og vi er enige om, at det med fordel kan gøres hurtigt, men jeg sagde ikke noget om, at vi skal sætte os ned her onsdag formiddag og gøre det. Jeg sagde faktisk, at jeg forstår, at der er en problematik med Finansministeriet, som står en lille smule i vejen, og jeg sagde, at Venstre, som er en af forslagsstillerne, i og med at de har siddet i regering, jo så også må kende alt til, hvor tungt det er at danse med embedsværket i Finansministeriet.

Så jeg synes, vi skal sætte os ned i udvalget og finde en fælles formulering i en beretning, i og med at vi alle sammen er enige om det positive i fremrykningen af investeringerne. Men hvis hr. Ole Birk Olesen vil invitere SF på en kop kaffe ude på sit kontor efter den her forhandling i salen, så vil jeg meget gerne komme. Jeg tror måske bare, at hr. Ole Birk Olesen skal spidse lidt mere ører i forhold til, hvad det er, hvad der bliver sagt.

Hr. Ole Birk Olesen.

Der hørte jeg så åbenbart forkert. For jeg troede, naiv som jeg er, at når SF synes, at man hurtigt skal i gang med at lave investeringer i transportinfrastrukturen, så førte det ligesom med sig, at man, forinden man igangsatte de investeringer, så havde en forhandling om de investeringer. Men der kan jeg forstå, at vi skal igangsætte investeringerne hurtigt, men ikke gå i gang med hurtigt at forhandle om det. Det er så SF's synspunkt. Det er et lidt pudseløjerligt synspunkt, kan man sige, men hvis det virker for SF's retorik og i forhold til det at være dikkende lammehale for regeringen, er det jo så også okay.

Ordføreren, værsgo.

Men igen: Jeg forstår simpelt hen ikke, hvordan hr. Ole Birk Olesen kommer frem til de her lidt mærkværdige formuleringer. Jeg tror sådan set, at de fleste partier synes, det er hensigtsmæssigt at forhandle om noget, før man tager beslutninger om det, så det mener SF selvfølgelig også. Det, vi bare har sagt, er, at vi jo kan konstatere, at der er nogle udfordringer, før vi kan nå til en egentlig forhandling, og det bliver vi jo nødt til at respektere, når ministeren siger det, og så hjælpe ham med at komme igennem de udfordringer.

Vi holder lidt afstand hernede i salen, men nu er det hr. Kristian Pihl Lorentzen. Værsgo.

Ja, vi skal nok holde afstand, men vi står jo De Konservative tæt – som regel.

Tak til SF's ordfører for en god tale. Fru Anne Valentina Berthelsen sagde jo også, at hun er utålmodig efter at komme i gang med forhandlingerne. Det forstår jeg godt, fordi vi ved, de tager lang tid, og vi skal gøre det godt og grundigt. Jeg er også med på, at selvfølgelig skal regeringen have et forhandlingsgrundlag. Ellers giver det ikke rigtig nogen mening at mødes, hvis man ikke ved, hvad man har at gøre med. Det gælder en økonomisk ramme, en forhandlingsramme, og det gælder vel også nogle målsætninger, vi skal nå. Dem tror jeg vi er meget enige om, herunder at vi skal bane vejen for den grønne transport. Og så kræver det, at vi har nogle velgennemarbejdede beslutningsgrundlag, nogle projekter, som er gennemarbejdet.

Så er fru Anne Valentina Berthelsen enig i, at den økonomiske ramme sådan set er på plads? Det har vi finansministerens ord for. Coronakrisen gør jo ikke, at de penge, vi har til investeringer, offentlige investeringer, pludselig er væk. De er sådan set intakte, og dermed har vi pengene på plads. Det kræver bare, at regeringen har viljen til at sætte dem af til det her.

Ordfører, værsgo.

Nu er der jo to ting i det her forslag, som man har fremsat. Der er både en fremrykning, og så er der en stor infrastrukturplan, og det bliver mudret en lille smule sammen. Det er jo rigtigt, at finansministeren har sagt, at den økonomiske ramme er, som den skal være, men når vi snakker fremrykning af investeringer, er det jo ikke en på forhånd defineret ramme, og det tror jeg vi bliver nødt til at respektere.

Hr. Kristian Pihl Lorentzen.

Det er jeg helt med på. Jeg vil gerne endnu en gang kvittere for, at vi forhåbentlig kan lande det her med en beretning og en fornuftig tekst i udvalget.

Jeg er helt med på, at hvis vi nu forestiller os, at vi har en ramme på 112 mia. kr., så skal vi have fundet ud af, hvor meget af det, der med fordel kan fremrykkes. Er det 2 mia. kr., er det 3 mia. kr., vi går i gang med hurtigt? Det er jeg helt med på, men kunne SF ud fra den præmis så ikke godt se sig selv i, at vi prøver at mødes om at sige til regeringen: Lad os nu få gang i det her, senest til efteråret. Og så må vi se, hvor meget vi så kan fremrykke. Det er klart, at det skal der være tid til at kigge på.

Ordføreren, værsgo.

Jo, men så er det jo lidt ærgerligt, at man har lavet beslutningsforslaget, som man har lavet det, fordi det jo er to forskellige ting, vi egentlig forsøger at snakke om samtidig. Jeg tænker, at der løser vi det bedst med en fælles beretning i udvalget, hvor vi hjælper finansministeren til at komme lidt nærmere på, hvornår vi kan komme i gang med tingene, men stadig med respekt for, at når vi snakker om den økonomiske ramme, der er til trafikinvesteringer, så er det jo altså to forskellige ting: om det er fremrykning, vi snakker om, eller om det er den store infrastrukturplan, som forhåbentlig snart kan blive forhandlet på plads. Der tror jeg, at det er fuldstændig rigtigt, at finansministeren vil foretrække, at man lige har et overblik over, hvad der egentlig er at gøre godt med, baseret på, hvad der ville være hensigtsmæssigt ifølge hans embedsmænd oven på corona.

Tak til ordføreren. Der er ikke flere kortebemærkninger, og derfor kan vi gå videre i ordførerrækken til hr. Henning Hyllested, Enhedslisten.

Tak for det. Man fristes jo næsten til at sige: Så er vi her igen! Jeg vil sige, at der jo er tale om et veritabelt, synes jeg, stormløb fra oppositionens side mod regeringen. Vi har haft forespørgsel nr. F 36, som samtlige borgerlige partier stod bag, vi har haft beslutningsforslag nr. B 96, som Liberal Alliance stod bag, vi har haft beslutningsforslag nr. B 73, som Venstre stod bag, og nu har vi så et nyt beslutningsforslag fra de samme partier, som stod bag forespørgsel nr. F 36.

Man må sige, at i det store og hele er det samme problemstilling og samme indhold, der sådan går igen, men selvfølgelig med lidt forskellige vinkler på det. Men det handler om at flage trafikaftalen mellem den tidligere regering og DF fra sidste år og så kritik af Socialdemokratiet med vægt på den socialdemokratiske plan, og hvorfor den så ikke bliver realiseret. Selv et meget, meget konkret beslutningsforslag, som vi behandlede i går, nr. B 173, om dobbeltsporet mellem Tinglev og Padborg var viet til det her stormløb, som jeg kalder det, mod regeringen, idet halvdelen af bemærkningerne vedrørende dobbeltsporet handlede om den her VLAK-plan skråstreg DF-plan og kravet om en dato for fremrykninger. Det gælder så også for det her beslutningsforslag, og det er jo så altså mere eller mindre fjerde gang, at vi på en måned prøver at diskutere de her ting.

Man kan lidt polemisk spørge, om man fra oppositionens side, altså fra de borgerlige partiers side, tror, at vi er tungnemme. For mig er det borgerlige budskab såmænd feset ind. Det handler om VLAK-planen, og det var først og fremmest en motorvejsplan, for det handler om flere motorveje, både nye motorveje, men også udbygning af de eksisterende motorveje. Det mener vi jo er et forkert svar på både trængsels- og klimaproblemerne. Så alene af den grund skulle man måske fra Enhedslistens side sige, at vi egentlig ikke har travlt med at komme i gang med de her forhandlinger, hvis det ender med det her. Og det kan vi godt frygte, for hvis vi så ser den socialdemokratiske plan, som der hele tiden bliver henvist til, ligner den jo meget den borgerlige plan, og så kunne vi godt frygte, at det hele gik op i motorveje, og så er vi ikke så interesseret.

Men der skal nu ikke herske nogen tvivl om, at vi også i Enhedslisten er utålmodige efter at komme i gang, men vi vil jo så bare levere det, vi kalder de rigtige svar, og det er en udbygning af den kollektive trafik og cyklismen og ikke mindst jernbanen, som vi jo ved i den grad er nødlidende, og jeg kan jo her bare henvise til serviceeftersynet i den forbindelse. Årtiers underprioritering og manglende investeringer har gjort, at vi i dag står med en jernbane, som er næsten på sammenbruddets rand. Og vores prioriteter i forbindelse med f.eks. fremrykning ville være, at man fremrykker Vestfynbanen, og at man ser at komme i gang med at renovere Østbanen med en skinneløsning, vel vidende at det selvfølgelig er regionen, der skal tage sig af det, men vi tror på, at regionen her behøver hjælp, og der synes jeg man skulle finde ud af noget sammen.

Så har vi jo meget, meget stor vægt på cykelstier og i den forbindelse også nogle stikrydsninger osv., og der har vi jo faktisk fået en meget, meget lang liste fra Vejdirektoratet over projekter, som umiddelbart lader sig gøre – projekter, der er mere eller mindre udarbejdet, og som umiddelbart kan lade sig gøre. Der er A11 i Tønder Kommune, der er ved Vordingborg osv., og der er ved Randers, der er Faaborg-Midtfyn, der er Næstved-Ringsted, der er rigtig, rigtig mange steder, der er rigtig, rigtig mange cykelstiprojekter, så der synes vi vi umiddelbart kunne komme i gang, og det vil vi rigtig gerne være med til. Der er projekter for 332,5 mio. kr. bare på den her liste, så det synes vi da nok vi skulle se at komme i gang med.

Vi tror egentlig på, at transportministeren er ivrig efter at komme i gang, og derfor skal man sige, at vores utålmodighed måske snarere skal, som også andre har påpeget, rette sig mod finansministeren, og vi vil gerne hjælpe transportministeren med at presse på over for finansministeren. Vi vælger også at tro, at transportministeren faktisk presser på.

Vi ser også, at der er en sammenhæng mellem krisepakker og klimahandlingsplan og de egentlige infrastrukturforhandlinger, men det viser også bare, hvor kompliceret det er, for klimahandlingsplan handler i høj grad også om skatteforhold og alt muligt andet.

Hr. Kristian Pihl Lorentzen har her til morgen sendt et forslag til en beretning rundt, og det vil jeg godt lige hurtigt kommentere. (Formanden (Henrik Dam Kristensen): Det skal være meget hurtigt, for tiden er også godt og vel stort set gået). Det bliver også meget kort, men nu tager formanden min tid. Vi synes faktisk, det er et fornuftigt forslag, og det vil vi gerne prøve at snakke lidt om. Lad mig sige det på den måde.

Jeg vil gerne sige det på den måde, at formanden ikke tager nogens tid, for når formanden rejser sig op, er det, fordi taletiden er overskredet.

Der er en kort bemærkning til hr. Ole Birk Olesen.

Hr. Henning Hyllested ynder jo at fremstille det sådan, at borgerlige partier kun afsætter penge til veje og ikke vil give penge til cykelstier, jernbaner osv. Det er jo ikke rigtigt, og helt konkret kan jeg oplyse, at i den plan, som vi fremlagde i marts 2019, var der i 2021 afsat 100 mio. kr. til nye cykelstier og 100 mio. kr. til øget vedligehold af jernbanen – 100 mio. kr. til flere cykelstier, 100 mio. kr. til øget vedligehold af jernbanen. Det kommer jo ikke til at ske i 2021 med det nye røde flertal, der er i Folketinget. Der bliver ikke brugt 100 mio. kr. ekstra på cykelstier, og der bliver ikke brugt 100 mio. kr. mere på vedligehold af jernbanen, fordi de røde partier i Folketinget og regeringen – med regeringen i spidsen – ikke har indkaldt til forhandlinger. Så Enhedslisten er medvirkende til, at vi kommer senere i gang med at bygge cykelstier og senere i gang med at øge vedligeholdet af jernbanen.

Ordføreren.

Det er jeg jo ikke enig i. Jeg tror faktisk på, at vi kommer i gang med de her forhandlinger. Som jeg sagde i min ordførertale, er der en umiddelbar sammenhæng med forhandlingerne om klimahandlingsplanen, og det gør det selvfølgelig ekstra kompliceret. Men jeg er sikker på, at vi faktisk kommer i gang med de her forhandlinger. Som sagt er vi også utålmodige, men jeg er også fuld af fortrøstning for, at vi rent faktisk kommer i gang med det her.

Derfor tror jeg også på, at vi får fremrykket nogle af de her cykelstiprojekter, som jeg har gjort opmærksom på. Det er jo projekter, som umiddelbart lader sig realisere, og hvis vi beslutter dem i løbet af efteråret, tror jeg da på, at vi kommer i gang med dem i god tid. Alting har sin tid, og det er klart, at man selvfølgelig skal være klar. Og der er jo opstået en ny situation med den her coronakrise, som vi har været igennem, og med den økonomiske krise, som nu følger efter. Jeg forstår godt, at man i regeringen trods alt skal gøre sig nogle solide overvejelser over, i hvilken rækkefølge man tager det her.

Men som sagt er der sammenhæng mellem klimahandlingsplanen, infrastrukturforhandlingerne og krisepakker, og det tror jeg på at vi sidder med i efteråret.

Hr. Ole Birk Olesen, værsgo.

Vil det så sige, at Enhedslisten gerne vil lægge hovedet på blokken og erkende, at hvis der ikke kommer forhandlinger om en investeringsplan her i efteråret, så nye projekter kan gå i gang i 2021, har man svigtet det løfte om, at man vil have flere cykelstier og mere vedligehold af jernbanen, som man afgav i valgkampen? De blå partier havde cykelstier på dagsordenen og havde 100 mio. kr. til det i 2021, og de blå partier havde øget vedligehold af jernbanen med 100 mio. kr. på dagsordenen i 2021. Men hvis I i de røde partier ikke når at igangsætte forhandlinger, så vi kan gøre det i 2021, har I svigtet.

Ordføreren.

De blå partier havde først og fremmest en stribe motorveje – en stribe motorveje – i deres trafikplan. Og det er klart, at det bestemt ikke er Enhedslistens prioritering. Så det er jo også – hvad skal man sige – et problem, som vi skal have tacklet i Enhedslisten, og som vi skal have tacklet i forhold til regeringen. For som jeg også sagde, var der meget stor overensstemmelse mellem den blå investeringsplan og Socialdemokratiets katalog, sådan som det blev fremlagt. Det er klart, at der har vi selvfølgelig nogle diskussioner med Socialdemokratiet om, at det skal vi prøve at holde os fri af. Det giver jo også anledning til nogle problemstillinger.

Tak for det. Så er det hr. Kristian Pihl Lorentzen.

Tak. Jeg vil gerne kvittere for, at Henning Hyllested kommer os i møde med en fremstrakt hånd. Jeg fornemmer, at Enhedslisten også er indstillet på, at vi prøver at lande en beretning, så det må vi arbejde med i udvalget. Tak for det.

Så vil jeg lige rette to misforståelser. For det første prøver vi ikke at løbe stormløb mod regeringen. Altså, vi anerkender, at vi har haft et valg, og at vi nu har en periode foran os, hvor vi – i hvert fald indtil videre – har den regering, vi har, så det er ikke noget stormløb, men det er selvfølgelig et forsøg på at råbe op om, at vi her har behov for at komme i gang med nogle forhandlinger, og det fornemmer jeg så en vis opbakning til fra Enhedslistens side.

For det andet er der misforståelsen om, at vi kun vil investere i veje. Så sent som i går behandlede vi et beslutningsforslag, der faktisk handlede om en jernbane, som de røde partier i øvrigt glemte, da de lavede Togfonden DK, men vi interesserer os altså for andet end veje, herunder ikke mindst cykelstier, støjbekæmpelse, trafiksikkerhed og alt muligt andet. Så det er en balanceret tilgang, vi har til det.

Kan Henning Hyllested bekræfte, at Enhedslisten er klar til at forsøge at lande det her med en beretning, hvor vi opfordrer regeringen til, at vi kommer i gang senest til efteråret?

Ordføreren, værsgo.

Ja, det kan han bekræfte, og det var det, jeg ikke rigtig nåede at uddybe. Faktisk synes vi, at den beretningstekst, som hr. Kristian Pihl Lorentzen har foreslået, jo langt hen ad vejen er ganske fornuftig. Man kan diskutere det sidste afsnit, hvor der står, at forhandlingerne skal indledes til oktober. Man kunne måske forestille sig, at vi dér siger, at der i hvert fald skal ligge en plan for de forhandlinger. Men vi har, som jeg siger, stadig væk en forventning om, at vi kommer i gang, for man kan jo ikke forestille sig, at man går i gang med handlingsplanen for transportområdet i forbindelse med klimaforhandlingerne, uden at vi så lader det køre over i forhandlinger om infrastruktur i det hele taget. Der er en umiddelbar sammenhæng – det erkender vi – og derfor skal vi selvfølgelig i gang.

Hr. Kristian Pihl Lorentzen.

Tak for det. Jeg vil lige korrigere, for der står faktisk, at det skal være i efteråret 2020 og ikke oktober, og efteråret definerer jeg som september til og med november, og det er jo for anstændigvis at forsøge at give regeringen lidt spillerum, men det er jo også et signal om, at vi gerne vil have noget på plads, som vi kan få med i finansloven for 2021.

Ordføreren.

Okay, så står der, at det skal være i efteråret – det er fint nok. Som sagt har vi en klar forventning om, at vi kommer vi i gang med det. Og jeg må gentage, hvad jeg sagde i går, da vi diskuterede den her vinkel i forbindelse med det beslutningsforslag, nemlig at jeg ikke kan få øje på andet, end at transportministeren også er ivrig efter at komme i gang. Men vi har en samlet regering, og vi har en finansminister, som vi, om jeg så må sige, også skal have på plads, og det synes jeg vi skal hjælpe transportministeren med.

Jeg har fået oplyst, at det er Carsten Kissmeyer til en kort bemærkning, men det kan ikke rigtig passe. Så jeg tror vi siger tak til ordføreren. Og så er det Niels Flemming Hansen fra Det Konservative Folkeparti. Værsgo.

Mange tak, hr. formand. I Det Konservative Folkeparti er vi jo meget bekymret for den opbremsning, der er sket i udviklingen af dansk infrastruktur. Vi har altid været et samfund, der har forsøgt at kigge fremad og udvikle os netop på det her område, og vi har altid bestræbt os på at værne om vores gode medarbejdere i vej-, bygge- og asfaltindustrien.

Nu er der bare ikke flere projekter tilbage i den nuværende plan. Folk er blevet fyret i branchen, fordi der ikke har været projekter i pipelinen, og det ser desværre heller ikke ud til, at der kommer nye projekter, før vi får lavet en ny infrastrukturaftale, og derfor er den så vigtig at få på plads.

Selv regeringens venner, 3F, har jo været ude at kritisere regeringen for ikke at have nogen planer i pipelinen, og jeg må bare erkende, at når jeg kigger på vores minister, finder jeg ham ikke – i modsætning til min kollega fra SF – anstrengende på nogen måde. Tværtimod mener jeg, at vores minister lige nøjagtig er den fuldstændig rigtige minister på det her område, og jeg er fuldstændig sikker på, at når han går til finansministeren lige om lidt, vil han sagtens kunne klikke det mandat hjem, der gør, at vi kan forhandle – for ministeren er en hædersmand.

Vi danskere holder i kø for et sted mellem 17-24 mia. kr om året på de danske veje. Det koster vores virksomheder ualmindelig mange penge, og når jeg kigger rundt i salen her i dag og ser på mine kollegaer fra Transportudvalget – og ikke mindst på vores minister – så ved jeg, at der er en stor intelligens i lokalet, og derfor behøver jeg vel nærmest ikke at nævne, hvor den regning ender henne.

Sidst, men ikke mindst, har vi jo en statsminister, som ynder at kalde sig selv for børnenes statsminister, og herfra skal jeg blot nævne, at velfærd jo altså også er at kunne hente sine børn til tiden. Derfor er det på høje tid, at vi kommer i gang med at forhandle på dette vigtige område og får lavet nogle gode, brede, lange aftaler, som jeg egentlig vil mene at vi alle er interesserede i. Jeg blev rigtig, rigtig glad, da jeg hørte min kollega fra Enhedslisten støtte lidt op omkring den her beretning, som der er blevet lavet, og vi glæder os rigtig meget til at komme i gang med at få den pudset af, så vi kan få en god beretning på området. Tak.

Ingen korte bemærkninger, så vi siger tak til ordføreren – og går videre til fru Mette Thiesen, Nye Borgerlige.

Jeg vil lige starte med at sige, at hvis der var en elev, der havde talt sådan til mig, da jeg var lærer, så havde jeg nok spurgt som det første: Hvad vil du opnå? Men det til side – for det ved jeg jo sådan set godt.

Men infrastruktur er vigtigt. Infrastruktur er jo det, der binder landet sammen, styrker mobiliteten og sammenhængskraften, bidrager til vækst og til velstand. Når man står her som rimelig ny, som jeg gør, så er det virkelig underligt at opleve, at der faktisk er et flertal for langt de fleste fornuftige projekter med hensyn til infrastrukturinvesteringer. I stedet for at lave en aftale eller i hvert fald begynde nogle forhandlinger om det og sikre de projekter, der vil gavne Danmark, og som der faktisk er et flertal for, så skyder man skylden frem og tilbage.

Vi kan hurtigt blive enige om, at det var ærgerligt, at man ikke allerede i sidste periode fik forhandlet en bred aftale på plads, og at man kom med et oplæg lige fem minutter i midnat. Dengang var flertallet blåt, og det ville have givet et markant bedre udgangspunkt for en aftale. Nu står vi så her i dag med et blodrødt flertal, og det kommer desværre også til at have konsekvenser for de investeringer, der kommer. Men nu må vi altså komme i gang – det haster.

Vi skal væk fra sognerådspolitikken på transportområdet og i stedet sikre en fornuftig, langsigtet plan, gerne med et bredt flertal. I Nye Borgerlige ønsker vi flere ting af den forhåbentlig kommende aftale. Det har vi sagt før, og det siger vi igen, nemlig at vi ønsker en fuld trafikal ligestilling. Det skal ikke være dyrere at sejle 1 km end at køre 1 km. Vi skal gøre op med brugerbetalingen på Storebæltsbroen og stoppe med at bruge den som en statslig kassekredit. Vi ønsker bestemt heller ikke lokale betalingsmure, der skiller kommuner og hæmmer mobiliteten og skader både familier og erhvervsliv, som man har set det med Kronprinsesse Marys Bro i Frederikssund. Infrastruktur skal ikke være et skjult, væksthæmmende beskatningsprojekt.

Vi ønsker investeringer i vejnettet, og her kan der nævnes rigtig mange gode projekter rundtomkring i landet – både Hillerødmotorvejen, som jeg nævnte før, Frederikssundmotorvejen, E45, helt til grænsen, Næstved-Rønnede og den tredje Limfjordsforbindelse, for bare at nævne nogle.

Men først og fremmest skal vi se at komme i gang med forhandlingerne. Jeg kunne høre, at Det Radikale Venstre ønskede flere afgifter, også med hensyn til vores fly. Det mener vi selvfølgelig ikke. Vi skal bestemt ikke have flere afgifter – vi skal have færre afgifter og lavere afgifter.

Men som jeg sagde i min indledning, er der faktisk flertal for langt det meste, hvis man i stedet for at diskutere frem og tilbage bare ville indkalde til de her forhandlinger. Ikke flere dårlige undskyldninger – lad os nu bare komme i gang. Det vil være min anmodning til transportministeren: Lad os nu komme i gang med de her forhandlinger. Tak.

Tak til ordføreren. Der er ingen korte bemærkninger. Og så er det hr. Ole Birk Olesen, Liberal Alliance.

Med regeringsskiftet fik danskerne en brat opvågning i forhold til vores transportinfrastruktur i Danmark. De havde i valgkampen hørt alle partier sige, at transportinfrastruktur var enormt vigtigt; de havde hørt de blå partier fremlægge en konkret plan til 112 mia. kr.; de havde hørt Socialdemokratiets formand, fru Mette Frederiksen, og socialdemokratiske folketingsmedlemmer og transportordførere alle vegne sige, at de ville cirka det samme som de blå partier. Men få uger efter at valget var overstået og den nye regering var udpeget, fik danskerne at vide af den nye transportminister, at alle tidligere planer og løfter simpelt hen bare var taget af bordet. Nu ville man starte på et blankt kanvas, som den nyudnævnte minister sagde. Og man kunne ikke regne med noget som helst længere.

Dermed kunne danskerne konstatere, at de allerede i 2021 går glip af en række gode projekter, som de blå partier gerne ville gennemføre, og som Socialdemokratiet lovede i valgkampen at de også ville gennemføre. Det er inden for et bredt spektrum af transportinfrastrukturinvesteringer – og jeg kan godt remse dem op. Vi ville gå i gang med at bygge cykelstier allerede i 2021 for 100 mio. kr. Vi ville gå i gang med at bekæmpe støj for 100 mio. kr. i 2021. Vi ville øge vedligeholdet af jernbanen med 100 mio. kr. i 2021. Vi ville udvide E45 fra Aarhus Syd til Aarhus Nord. Vi ville udvide E20/E45 ved Kolding. Vi ville udvide E20 syd om Odense. Vi ville skaffe øget kapacitet på Motorring 3. Vi ville udvide Hillerødmotorvejen fra Motorring 3 til Ring 4. Vi ville udvide rute 15 fra Ringkøbing til Herning. Vi ville udvide E55 fra Sydmotorvejen til Nykøbing Falster. Og vi ville udvide rute 40 fra Ålbæk til Skagen. Det er alt sammen noget, vi ville gå i gang med i 2021. I alt er det projekter i 2021 for 800 mio. kr.

Nu kommer vi snart ind i 2021, og om godt en måned fremlægger regeringen sit forslag til en finanslov, og det forslag til en finanslov kan ikke rumme, at der skal sættes penge af til en ny investeringsplan, for der er ikke indkaldt til forhandlinger om en ny investeringsplan. Så eftersom der ikke er indkaldt til forhandlinger om, hvor mange penge der skal bruges i 2021 på infrastrukturinvesteringer, og eftersom der ikke har været forhandlinger om, hvordan pengene skal bruges i 2021 til infrastrukturinvesteringer, må vi formode, at regeringen simpelt hen har afsat nul kroner på sin finanslov for 2021 til infrastrukturinvesteringer. Det ville så være den anden finanslov med den nuværende transportminister som transportminister, hvor der ikke bruges en krone på infrastrukturinvesteringer, selv om vi altså lige er gået igennem en valgkamp, for et år siden, hvor Socialdemokratiet sagde, at man ville lige så meget som de blå partier i forhold til infrastruktur.

Jeg hører ikke til dem, der mener, at man kan redde et lands økonomi ved at pumpe offentlige kroner ud, heller ikke til investeringer. Men jeg mener ikke, det er gavnligt for nogen, at vi ligefrem stopper med de investeringer, som vi burde foretage i 2021. Det er ikke gavnligt i forhold til projekterne i sig selv og de borgere, der i dag sidder fast i trafikken eller kører langsomt i trafikken, men det er heller ikke gavnligt for økonomien, at vi har sådan en stop and go-politik, hvor man bruger en masse penge i nogle år, og så stopper man helt med at bruge penge. Hvis vi skal have det optimale investeringsafløb for transportinfrastrukturen i Danmark, skal vi helst have et jævnt investeringsniveau, så der kan holdes nogle medarbejdere i branchen, så man ikke skal fyre og ansætte og fyre og ansætte.

Så derfor vil jeg meget kraftigt opfordre transportministeren til – og det er også det, vi gør med det her beslutningsforslag – at indkalde til forhandlinger om de investeringer i transportinfrastrukturen, som skal foretages i 2021. Kravet må være, at vi mindst foretager de investeringer, som Socialdemokratiet gik til valg på, og som ligner det, som de blå partier gik til valg på, og det vil sige de projekter, som jeg har remset op her fra talerstolen. Ellers er der i hvert fald en masse, masse vælgere overalt i landet, som er blevet snydt af Socialdemokratiet og regeringen.

Tak til ordføreren. Der er ingen korte bemærkninger, og derfor er det nu ordføreren for forslagsstillerne, hr. Kristian Pihl Lorentzen, Venstre.

Tak for det, formand. Som ordfører for forslagsstillerne sidder jeg og glæder mig over den debat, vi har fået her i dag. Det kan godt være, at man synes, det lyder som en gentagelse og vil advare imod det, men nogle gange er det godt at få gentaget tingene, specielt fordi debatten i dag jo har vist, at vi begynder at samles om nogle ting, vi forhåbentlig kan blive enige om i Transportudvalget efterfølgende.

Men jeg synes, at jeg for de mange tilhøreres skyld lige vil ridse op, at det her jo starter med, at VLAK-regeringen i marts 2019 indgik en aftale med Dansk Folkeparti om en omfattende investeringsplan frem mod 2030, hvor vi afsatte knap 113 mia. kr. til at udbygge infrastrukturen med. Det var en ambitiøs, nødvendig og rettidig aftale, der ville sikre danskerne bedre mobilitet, mindre trængsel, et mere sammenhængende land med udvikling i alle dele af landet samt en mere sikker trafik. Desuden banede aftalen vejen for fremtidens grønne transport, herunder med tog, busser, lastbiler og personbiler, ud fra den præmis, at dette skal køre på fremtidens skinner, fremtidens vejbaner. Det bliver jo grønt.

En række vigtige projekter skulle ifølge aftalen bygges allerede fra og med 2021. Forud for den her aftale, i starten af 2019, præsenterede Socialdemokratiet et omfattende politisk udspil om trafikale investeringer med opremsning af stort set alle vejprojekter landet over. Det er derfor ikke underligt, at Socialdemokratiet valgte at rose den blå trafikaftale, da vi kom med den i marts sidste år. Og op til folketingsvalget i juni 2019 slog Socialdemokratiet kraftigt til lyd for omfattende trafikale investeringer, herunder ikke mindst i vejnettet landet over. Men efter valget valgte den nye regering at rive den tidligere regerings aftale i stykker, og statsministeren meddelte ovenikøbet efterfølgende tilbage i januar 2020, at trafikal infrastruktur nu er nedprioriteret, samt at regeringen ikke vil sætte årstal på, hvornår forhandlingerne om investeringer i den trafikale infrastruktur kan begynde.

Det har i den grad skuffet mange borgere, kommuner, virksomheder og fagforeninger, og det har skabt en helt unødvendig uvished landet over, og det er det dødvande, vi skal ud af, og derfor må man altså undskylde os, at vi kører hårdt på med det her, ikke som et stormløb mod regeringen, men i et forsøg på at komme fremad i noget, vi faktisk er enige om.

Dertil kommer jo, at vi i kølvandet på coronakrisen har fået et behov for at få ny damp på de danske kedler. Der er brug for initiativer, der kan holde hånden under den danske økonomi og danske arbejdspladser, og der er det selvfølgelig oplagt at se på den infrastruktur, vi alligevel skal ud at bruge penge på, og så fremrykke nogle af de ting. Flere har peget på projekter, vi hurtigt kan iværksætte: cykelstier, støjafskærmning og andre ting. Allerede i begyndelsen af 2020 i april måned foreslog Venstre, at vi fremrykkede statslige investeringer for et betydeligt milliardbeløb. Det er Venstres formand, der står bag det, og det mener vi stadig væk, og vi håber, at det er noget, der kommer på dagsordenen hos regeringen meget hurtigt.

I dag er der kommet et nødråb fra en lang række borgmestre landet over, røde som blå, der appellerer til, at vi kommer i gang med de her investeringer, og det er jo et udtryk for rettidig omhu og forståelig frustration fra de her borgmestres side. Men regeringen har altså hidtil nægtet at indkalde partierne til forhandlinger, og jeg synes ikke, at der er nogen argumenter for det. Der er ikke nogen coronaargumenter. Tværtimod taler det for, at vi kommer i gang med at forhandle, at vi har haft en coronakrise og vores infrastrukturinvesteringsramme er intakt. Ifølge finansministeren er der ikke pillet ved den overordnede statslige investeringsramme, og derfor er det jo et spørgsmål om at beslutte, at vi afsætter den her ramme til en masterplan frem mod 2030, sådan at vi får et forhandlingsgrundlag. Der vil jeg gerne komme med en fremstrakt hånd til Socialdemokratiet, som jo har foreslået, at når vi laver den her sammenhængende, langsigtede aftale, skal vi begynde at tænke i en rullende planlægning, og det er vi helt med på. Det er en af de fællesnævnere, der samler os, men lad os dog komme i gang.

Det er jo simpelt hen baggrunden for dette velmente beslutningsforslag, der venligt, men bestemt pålægger regeringen at droppe nøleriet og indkalde til forhandlinger om trafikale investeringer. Det er jo forhandlinger, der med stor fordel kan køres sideløbende med klimaforhandlingerne, for det her hænger jo sammen. Forhandlinger om infrastruktur handler om, hvad det er for nogle skinner, hvad det er for nogle vejbaner, hvad det er for nogle andre infrastrukturting, vi er nødt til at investere i, og klimaforhandlingerne handler om, hvad der skal køre på dem, og de to ting hænger jo nøje sammen og kan dermed med stor fordel køre parallelt. Så det er sådan set vores appel her i dag.

Jeg vil gerne kvittere, ikke mindst til Det Radikale Venstre, Enhedslisten og SF, for, at de også kommer med de samme toner. Lad os komme i gang. Vi ved, det bliver nogle langstrakte forhandlinger. Vi skal i dybden med mange ting, og det taler for, at vi kommer i gang her efter sommerferien med de her forhandlinger. Jeg tror også, at regeringen lytter til det, og jeg tror i grunden også gerne, at transportministeren vil i gang og håber, at regeringen vil være med til at give et mandat til det her. Det er i hvert fald noget, der trænger sig meget på, og det er noget, hvor der er et stort pres ude fra hele landet om at komme i gang. Jeg står her med nogle artikler, hvor det er fagforeninger, som kommer med nødråb om, at nu begynder folk at blive afskediget i bl.a. anlægsindustrien, og det er jo ikke særlig klogt, at folk bliver fyret, når vi har brug for at få bygget de ting. Så derfor taler det for at komme i gang.

Vi iværksætter alverdens ting i øjeblikket, nødvendige ting, i kølvandet på coronaen, og der bliver brugt rigtig mange penge i øjeblikket. Så hvorfor kan vi dog ikke komme i gang med at drøfte, hvordan vi bruger de penge, som vi alligevel ved vi skal ud at bruge på infrastruktur, fordi det er nødvendigt for vores land, og fordi en god infrastruktur er med til at gøre Danmark rigere, fordi vi sparer tid og vi sparer penge? Så derfor, lad os komme i gang.

Jeg vil gerne takke for en god debat. Jeg synes, det har været godt, at vi fik den her anden runde, om jeg så må sige, for det har bragt os nærmere hinanden, alle sammen, føler jeg faktisk. Og jeg tror, vi kan lande det her på en rigtig god måde i Transportudvalget med en beretning, ikke vendt imod regeringen, for sådan skal det absolut ikke opfattes. Det skal opfattes som en velment hjælp til det her, for vi ved jo, at vi skal videre sammen omkring de her ting, og det forventer befolkningen af os. Tak.

Tak til ordføreren.

Der er ikke nogen korte bemærkninger, og dermed er forhandlingen slut.

Jeg foreslår, at forslaget henvises til Transportudvalget. Hvis ingen gør indsigelse, betragter jeg det som vedtaget.

Det er vedtaget.

Der er ikke mere at foretage i dette møde.

Folketingets næste møde er i dag kl. 13.00 med spørgsmål til ministrene.

Mødet er åbnet.

Jeg skal meddele, at medspørger på spørgsmål nr. 3 (S 1379) til udenrigsministeren, Rosa Lund, udgår efter ønske fra medspørgeren selv.

Jeg skal meddele, at spørgsmål 4 og 5 til ministeren for fødevarer, fiskeri og ligestilling (S 1340 og S 1341) udgår af dagsordenen efter ønske fra spørgeren.

Jeg skal samtidig meddele, at medspørger på spørgsmål nr. 8 (S 1359) til justitsministeren og på spørgsmål nr. 26 (S 1360) til transportministeren, Martin Geertsen, udgår efter ønske fra medspørgeren selv.

Jeg skal ligeledes meddele, at der er kommet medspørger, Marie Krarup (DF), på spørgsmål nr. 29 (S 1324) til børne- og undervisningsministeren.

Jeg skal endvidere meddele, at spørgsmål nr. 36 (S 1375), nr. 37 (S 1367) og nr. 38 (S 1374) til uddannelses- og forskningsministeren af henholdsvis Katrine Robsøe, Ulla Tørnæs og Jens Henrik Thulesen Dahl udgår efter ønske fra spørgerne.

Således er det næste punkt på dagsordenen punkt nr. 2, som er besvarelse af oversendte spørgsmål til ministrene.

Det første spørgsmål er stillet til finansministeren, og det er stillet af hr. Marcus Knuth fra Det Konservative Folkeparti.

Værsgo til oplæsning af spørgsmålet.

Tak, formand. Kan ministeren redegøre for, hvad regeringen agter at foretage inden sommer for at øge efterspørgslen i den danske økonomi i denne krisetid med covid-19?

Ministeren.

Tak for spørgsmålet fra hr. Marcus Knuth. Regeringen er dybt optaget af og arbejder stenhårdt på at få Danmark bedst igennem også den økonomiske side af covid-19-krisen, og det er også derfor, vi, bl.a. i samarbejde med spørgerens parti, har lavet hjælpepakker, da vi var i gang med at lukke Danmark delvist ned.

Nu er vi så heldigvis i gang med at åbne op igen, og i kølvandet på det har vi jo også lavet aftaler med en række partier, bl.a. i forhold til Landsbyggefonden, og at vi der kan få gang i hjulene. Vi har gjort det i forhold til at få unge i uddannelse, og vi har også netop lavet aftaler med både kommuner og regioner, med henblik på at de kan lave større anlægsarbejder, end de normalt ville kunne, fordi det også er godt for vores erhvervsliv og for byggebranchen.

Ved siden af det skal jeg jo mødes med hr. Marcus Knuths parti i morgen, hvor vi også får lejlighed til at drøfte, hvad man kan gøre, i forbindelse med at vi udfaser hjælpepakkerne, og hvad der så også kunne være af initiativer, der kan være med til at stimulere økonomien. Regeringen vil, som vi også har gjort rede for, komme med initiativer inden sommerferien, sådan at vi også på den måde kan være med til at holde hjulene i gang.

Spørgeren.

Tak for det. Jeg havde jo håbet, at finansministeren ville sige: Lad os få åbnet op for udbetalingen af de indefrosne feriepenge. Det er jo det, som vi konservative har sagt flere gange. Så havde vi jo kunnet sige tak for spørgsmålene og havde kunnet gå hver til sit. Men derfor er jeg jo desværre nødt til at spørge lidt videre.

Jeg var jo glad for, at statsministeren i går over for min partiformand åbnede op for netop muligheden for at udbetale de indefrosne feriepenge. I dag er det den 10. juni, og vi nærmer os jo sommerferien, så jeg synes, at det ville være fair over for danskerne at lade dem få den forventning, at det er noget, regeringen rent faktisk har tænkt sig at gøre. Der er mange, der sidder og planlægger sommerferie lige nu – skal man tage til Tyskland, eller skal man leje et sommerhus ved Vesterhavet? – så det lyder fint, at finansministeren siger, at der kommer, jeg vil nærmest sige en god plan i morgen. Det har vi jo hørt før, men i stedet for at vi lader danskerne vente: Hvorfor ikke komme med den gode plan i dag i stedet for i morgen eller i overmorgen?

Ministeren.

Det er jo fuldstændig rigtigt, at der i går var en – synes jeg – rigtig god og konstruktiv ordveksling mellem statsministeren og hr. Søren Pape Poulsen, formanden for Det Konservative Folkeparti, der handlede om et af de værktøjer, som både Det Konservative Folkeparti og regeringen har øje på, nemlig feriepengene, og om man på den ene eller den anden vis kan bringe dem i anvendelse til også at stimulere økonomien. Det er et af de værktøjer, regeringen ser på, og jeg er helt sikker på, at det også er et af de værktøjer, vi kommer til at tale med hr. Søren Pape Poulsen og måske også hr. Marcus Knuth om i morgen, og det ser jeg frem til.

Tak. Hr. Marcus Knuth.

Jeg er sikker på, at finansministeren kender det famøse udtryk fra Margaret Thatcher om, at problemet med socialisme er, at på et tidspunkt løber man tør for andre folks penge. Regeringens støtteparti, Enhedslisten, har jo været ude at sige, at man skal brænde 30 mia. kr. af på checks til de danskere, som Enhedslisten godt kan lide, men det vil jo være at indkræve penge fra danskerne. Altså, de indefrosne feriepenge er jo danskernes egne penge, og derfor synes vi ikke, at det er en så besværlig beslutning. Vi synes bare, at man skal sende den besked ud til danskerne nu: Den gennemsnitlige lønmodtager får, hvad der svarer til omkring 25.000 kr. efter skat. Hvorfor vente med det?

Ministeren.

Vi vil gerne se tingene i en helhed, samtidig med at vi ser på, hvordan vi kan udfase de hjælpepakker, som vi lavede, dengang vi var på vej til at lukke Danmark delvis ned. Nu er vi så i gang med at åbne Danmark op, og det skal også ses i sammenhæng med, hvilke initiativer vi tager for at understøtte økonomien, så man ikke bare tager en enkelt brik ud og diskuterer den, men at vi ser tingene i en sammenhæng. Det glæder jeg mig til at gøre, også med Det Konservative Folkeparti, i morgen, og så tror jeg, at vi forhåbentlig inden for en kort frist kan have en aftale bredt mellem Folketingets partier og meget gerne også, hvor både Det Konservative Folkeparti og regeringen deltager.

Hr. Marcus Knuth for en sidste runde.

Det er jeg jo glad for at høre, for jeg tror, at det er det, som danskerne venter på. Hvis jeg så må gå videre til et lidt andet emne, vil jeg nævne de mange virksomheder, som risikerer at gå konkurs. En analyse viser, at over 4.000 risikerer at gå konkurs, og det helt centrale er jo øget likviditet og at lette presset på virksomheder. Der siger vi jo fra Det Konservative Folkepartis side, at hvis vi kan lempe selskabsskatten, lemper vi også byrden, og vi gør Danmark mere attraktivt for udenlandske virksomheder at komme til. Er det noget, som finansministeren også har med i sine overvejelser?

Ministeren.

Det er fuldstændig rigtigt, at en af de udfordringer, danske virksomheder står med i krisen, er likviditet, og det er jo også baggrunden for, at vi i de hjælpepakker, vi har lavet, bl.a. har lavet en udskydelse af momsindbetalinger og andet. De anbefalinger, som vi har fået fra de tre økonomiske eksperter, som har givet deres bud på, hvordan man kan udfase hjælpepakkerne, indeholder jo også, at man fortsat er opmærksom på likviditetsudfordringen for danske virksomheder. Det kan man så løse på forskellig vis, og jeg synes, at der er kommet nogle rigtig fornuftige bud fra de tre økonomers side.

Tak til finansministeren, og tak til hr. Marcus Knuth. Spørgsmålet er besvaret.

Det næste spørgsmål er stillet til udenrigsministeren, og det er stillet af hr. Christoffer Aagaard Melson fra Venstre.

Værsgo til oplæsning af spørgsmålet.

Tak for det. Jeg vil gerne stille følgende spørgsmål til udenrigsministeren: Kan udenrigsministeren forklare logikken i, at mange tusinde danskere ikke kan rejse til eksempelvis Rhodos til sommer, hvor smittetrykket med covid-19 er langt lavere end i Danmark?

Ministeren.

Tak, og tak til spørgeren. Vi har baseret sommerens rejsevejledninger på tre kriterier. For det første er der et forsigtighedsprincip: Vi vil gerne forebygge, at danske rejsende tager smitte med tilbage til Danmark. For det andet er der smitterisikoen for de danske rejsende. Og for det tredje er der de lokale restriktioner i udlandet, man rejser til. På den baggrund har vi besluttet, at rejsevejledningerne til Tyskland, Island og Norge bliver lempet fra den 15. juni.

Vi er nødt til at gå kontrolleret frem. Det handler ikke kun om smittetrykket der, hvor vi lemper; det handler også om det samlede antal rejsende, som kan forventes. Derfor åbner vi ikke vores rejsevejledning til Grækenland. Som det ser ud lige nu, fraråder vi for resten af Europa og verden alle ikkenødvendige rejser frem til den 31. august.

Vi vil selvsagt gerne hurtigst muligt tilbage til en normaltilstand, hvor man kan rejse frit, og som bekendt har vi lavet en faseinddelt åbning af Danmark. Vi har ad et par omgange kunnet fremrykke tingene og gøre det hurtigere. Det er mit håb, at vi også kan gå hurtigere frem, når det drejer sig om lempelser af rejsevejledningen. Vi fraråder kun ikkenødvendige rejser, så længe det er relevant. Men vi har fortsat et forsigtighedsprincip.

Jeg er i tæt dialog med flere af mine ministerkolleger, fra andre lande selvfølgelig, nabolandene osv., ligesom spørgsmålet om rejsevejledninger drøftes i EU-regi. Det er forskelligt blandt de europæiske lande, hvordan genåbningen af rejsevejledningerne sker. F.eks. ser det ud til, at Tyskland vil lempe rejsevejledningerne lidt bredere for EU- og Schengenlandene, mens andre har valgt en mere forsigtig tilgang. Indrejserestriktioner og rejsevejledninger følges naturligt ad i øjeblikket, fordi de begge er en del af regeringens samlede indsats i håndteringen af covid-19. Derfor ser vi også på eventuelle lempelser samlet.

I år bliver det en sommer, hvor jeg tror de fleste danskere holder ferie hjemme. Selv skal jeg til det skønne Bornholm, og det glæder jeg mig til. Og jeg glæder mig også til, at vi på den anden side af krisen kan rejse frit igen.

Spørgeren.

Tak for det. Det blev vi jo ikke så meget klogere af. På Rhodos er der indtil videre f.eks. fire bekræftede tilfælde med covid-19. Der er ingen, der er døde. Det vil sige, at hvis f.eks. en borger fra det jyske kan tage til en destination som Rhodos, hvor der nærmest ikke findes covid-19, så virker det umiddelbart til, at det ville være mere forsigtigt, end at vedkommende tog på ferie i København, hvor der trods alt, selv om vi har et lavt smittetryk, er nogle, der er smittet med covid-19.

Synes ministeren ikke, at man f.eks. skylder de mere end 200 fyrede medarbejdere i Billund lufthavn eller de andre tusindvis af medarbejdere, der er fyret i turistbranchen, en bedre forklaring end et forsigtighedsprincip, som jo ikke giver mening, når man fraråder rejser til destinationer med lavere smittetryk end dem, man allerede har åbnet op for? Synes ministeren ikke, at de mange fyrede medarbejdere og konkurstruede virksomheder har brug for en bedre forklaring, der er lidt mere logisk, end den, ministeren lige kom med?

Ministeren.

Det var et meget, synes jeg, klart og tydeligt forsigtighedsprincip, som vi fik beskrevet her med den forklaring, jeg gav. Der var intet, jeg hellere ville, end at kunne lade være med at fraråde rejser til hele verden, hvis det var den situation, vi var i. Man skal huske på, at specifikt i forhold til en destination, man rejser hen til, er det jo også mængden af rejsende, som jeg også beskrev i mit svar, der er afgørende. Det er ikke kun, hvad smittetrykket er det pågældende sted. Tager man ferieøer i Sydeuropa, kan der sagtens komme mange turister, også fra andre lande end Danmark, som samles på samme sted, og dermed kan antallet af smittekæder stige voldsomt.

Derfor er vi nødt til at passe på danskerne, deres tryghed, og undgå, at smitten blusser op i vores samfund igen – derfor et forsigtighedsprincip.

Spørgeren.

Er det nogle sundhedsmyndigheder, der har anbefalet ministeren at fraråde danskere at rejse til lande eller områder med lavere smittetryk end Danmark, eller er det noget, ministeren selv mener er et forsigtighedsprincip, altså at fraråde rejser derhen?

Ministeren.

Der er tre ting, vi baserer vores rejsevejledninger på. For det første risikoen for, at en dansk rejsende bringer smitte med hjem og dermed spreder smitte igen i det danske samfund. Det ville underminere vores egen strategi for at inddæmme og bekæmpe covid-19. For det andet, at man kan blive smittet derude. Og for det tredje, at der er rejserestriktioner. Vi har eksempelvis stadig danskere, som står på vores såkaldte akutliste, altså danskere, der skal have hjælp til at komme hjem til Danmark.

Det er de tre kriterier, vi baserer vores rejsevejledninger på, og på den måde sikrer vi danskernes tryghed og sikkerhed. Og vi går også forsigtigt til værks i forhold til at undgå, at smitten kommer til at sprede sig i vores samfund igen, for smitten er jo stadig væk i Danmark og i mange andre lande i verden.

Spørgeren til en sidste runde.

Altså, det giver stadig ikke mening, hvorfor ministeren fraråder rejser til lande, som der ingen problemer er med at komme hjem fra, og hvor der stort set ingen smittede er. Det har jo kæmpestore konsekvenser. Nu nævnte jeg de mere end 200, der er blevet fyret i Billund lufthavn, og der er masser af virksomheder, der er ved at gå konkurs på grund af det her.

Skylder ministeren ikke en forklaring, der rent faktisk bygger på noget sundhedsfagligt i stedet for hans egen mavefornemmelse?

Ministeren.

Jamen jeg kan banke en pæl igennem den forestilling om, at noget bygger på en mavefornemmelse. Det her bygger på et forsigtighedsprincip, som jeg har forklaret to gange over for spørgeren. Og jeg har også forklaret spørgeren, at det ikke kun er smittetrykket i det pågældende område, som er afgørende – det er også er antallet af rejsende, der kommer til området, og som potentielt er smittede. Hvis man kommer mange turister til en græsk ferieø fra en række forskellige europæiske nationer, kan man godt risikere, at man kan blive smittet og bringe smitten med hjem.

Må jeg minde om, hvordan vi fik smitten ind i Danmark? Det gjorde vi bl.a. fra skisportssteder i Østrig og i Norditalien. Så jeg synes, det er klogt at anlægge et forsigtighedsprincip. Men jeg er helt enig med spørgeren i, at når det gælder de brancher, der er ramt, så er det selvfølgelig noget, som vi skal have øje for, og det har vi også, og sikre også får den nødvendige hjælp.

Tak til ministeren. Og tak til spørgeren. Spørgsmålet er besvaret.

Det næste spørgsmål er også stillet til udenrigsministeren, og det er stillet af fru Eva Flyvholm fra Enhedslisten.

Værsgo til oplæsning af spørgsmålet.

Mange tak. Mit spørgsmål lyder: Vil udenrigsministeren kritisere de voldsomme overgreb på journalister og demonstranter, der har været i forbindelse med demonstrationerne i USA, og hvad er udenrigsministerens holdning til præsident Trumps manglende håndtering af politivold og etnisk undertrykkelse?

Ministeren.

Tak til fru Eva Flyvholm for spørgsmålet. Det er helt fundamentalt for regeringen at støtte op om fundamentale rettigheder såsom ytringsfrihed og fredelig forsamling. Det er afgørende for et demokrati, at borgere kan samles og demonstrere for deres sag, og at uafhængige kritiske medier frit kan rapportere fra de begivenheder, der sker i samfundet, uden at frygte for deres helbred. Det er nogle principper, vi står ved, og det er nogle principper, vi tager op, og vi har i øvrigt også taget det op i forhold til situationen i USA; det gjorde vi i sidste uge, da vi sammen med en række andre europæiske lande lavede en erklæring i OSCE, Organisationen for Sikkerhed og Samarbejde i Europa, hvor vi understregede, hvor vigtigt det er, at den frie presse kan operere, at man har retten til at demonstrere fredeligt, og i øvrigt også, vil jeg understrege, at vi på det kraftigste tager afstand fra enhver form for racisme, intolerance og diskrimination, og at vi ingen sympati har, når det foregår.

Spørgeren.

Tak for det. Det er jeg glad for at udenrigsministeren siger, og jeg må også sige, at jeg synes, at den OSCE-erklæring, der kom i sidste uge, efter at jeg havde stillet det her spørgsmål, er rigtig fornuftig, fordi den også tager afstand fra den politivold og rejser den bekymring. Så det er rigtig godt.

Men det, der undrede mig lidt, også omkring forløbet i sidste uge, var, at der var nogle dage, op til at den her erklæring kom, hvor udenrigsministeren faktisk ikke ville forholde sig til situationen i USA og egentlig pegede på – udenrigsministeren skrev det selv på Facebook – at det kun er USA selv, der kan og skal håndtere den nuværende situation, og at USA stod et meget følsomt sted, og derfor skulle vores amerikanske venner mærke vores medfølelse, vores omsorg og vores støtte, og altså også, at vi ikke skulle blande os i det. Jeg må indrømme, at jeg var meget skuffet over, at udenrigsministeren ikke ville gå aktivt ind i det, og derfor er jeg også glad for den efterfølgende erklæring her, der lægger vægt på det, for jeg synes, det er meget, meget vigtigt, at vi siger fra over for især den eskalerende vold mod både demonstranter og journalister.

Men jeg vil gerne høre: Er det noget, som udenrigsministeren også selv vil tage op – altså den her bekymring, som jeg er glad for at vi deler – når USA og Danmark mødes i forskellige diplomatiske sammenhænge?

Udenrigsministeren.

Tak. Altså, jeg har gjort min holdning til enhver form for racisme, diskrimination og intolerance krystalklar, og det gjorde jeg også i sidste uge. Det er noget af det værste, der findes på jorden, og det er noget, vi skal bekæmpe, og alle har et ansvar for at bekæmpe det.

Vi har også, som jeg nævnte, taget det op i forhold til OSCE-erklæringen sammen med nogle andre lande, andre europæiske lande, bl.a. Tyskland og Frankrig og en række andre lande. I den erklæring skriver vi også, de europæiske lande, at vi har tillid til, at det amerikanske samfund og den amerikanske retsstat tager hånd om de overgreb og udfordringer, der er. Og det er vigtigt, at vi udtrykker det, for det er vigtigt, at vi, når vi har med andre retsstater og demokratier at gøre, har den tillid, ligesom de andre retsstater og demokratier har tillid til, at når vi har udfordringer i Danmark, tager vi også hånd om de problemer, der er, uanset hvor svære de måtte være.

Spørgeren.

Der må jeg så sige, at én ting er retssystemet – det er jo klart, at der vil køre en proces – men en anden ting er, om udenrigsministeren helt grundlæggende i forhold til det, vi har set den amerikanske præsident gøre indtil videre, har tillid til, at han har en fornuftig linje i det her. Det, jeg har set Trump gøre, er at tiljuble politiet og true med at sætte militæret ind over for demonstranter og kalde journalister for nogle syge mennesker, tror jeg det var, som spreder fake news. Altså, det synes jeg ikke er betryggende. Mener udenrigsministeren, at det er rimeligt at have tillid til Trumps håndtering af den her sag?

Ministeren.

Jeg har tillid til USA som demokrati og som retsstat og tillid til den amerikanske befolkning, som vi kan se står et svært sted, som går på gaden og demonstrerer mod racisme, strukturel racisme og ulighed, og som udtrykker en masse frustrationer, som de har. Jeg har tillid til, at det amerikanske samfund med de idealer, de bygger på, kan håndtere den her situation. Det er ikke en nem situation – det er en situation, der er smertelig for os alle. Jeg har selv amerikanske venner og familiemedlemmer, også med anden baggrund, og det er noget, som berører os alle. Men jeg har tillid til, at USA som land håndterer det her.

Fru Eva Flyvholm for den sidste runde. Værsgo.

Jeg er glad for ministerens kritik af også politivold og racisme, men jeg synes, vi savner, at Danmark også selv vil komme med en klar tilkendegivelse af, at her er der altså noget at være bekymret for. Jeg synes, at der med den stil, vi har set fra den amerikanske præsident, er grund til bekymring. Jeg tror ikke, det er noget, som amerikanerne bare selv kan håndtere, desværre. Derfor er der også brug for, at vi siger fra og siger til og hjælper til med at rejse den problemstilling internationalt. Det håber jeg at udenrigsministeren vil være med til at gøre direkte og ikke kun i en fælles erklæring.

Ministeren.

Vi i regeringen tager afstand fra enhver form for racisme, intolerance, diskrimination og overgreb. Det er sådan i retsstater, at når sådan nogle ting foregår, skal de efterforskes, og de skyldige skal bringes for retten. Sådan er det. Det har vi også lagt vægt på. Vi har lavet en erklæring sammen med andre europæiske lande, hvor vi også understreger, hvor vigtigt det er for retsstater at gøre de ting her. Så ja, det er vigtigt, og vi har også løbende en åben og ærlig dialog med andre lande, inklusive USA, også om spørgsmål, der er svære. Det skal man også kunne have.

Tak til udenrigsministeren. Der er ikke flere spørgsmål til udenrigsministeren. Tak til spørgeren.

Det næste spørgsmål (spm. nr. S 1342) og den næste lange række af spørgsmål er stillet til justitsministeren. Jeg skal gøre opmærksom på, at der samlet set er 1 time til rådighed.

Værsgo til fru Anni Matthiesen for oplæsning af det første spørgsmål til justitsministeren.

Tak for det, formand. Vil ministeren oplyse, hvorvidt sundhedsmyndighederne har anbefalet, at turister fra Norge, Tyskland og Island skal have ophold af minimum seks overnatninger uden for København, som regeringen har besluttet som et led i den delvise genåbning af grænserne?

Ministeren.

Tak for spørgsmålet. Modellen for den åbning, vi nu har besluttet for turister fra Tyskland, Norge og Island, hviler på regeringens beslutning, og sådan skal det selvfølgelig også være i et demokrati. Statens Serum Institut har som bekendt sagt, at det må forventes, at en åbning af grænserne vil betyde, at der rejser smittede personer ind i Danmark, og dermed er der en risiko for, at der opstår nye smittekæder. Den risiko skal vi tage alvorligt, og derfor arbejder regeringen også ud fra et forsigtighedsprincip, når det kommer til at åbne grænserne.

Når vi vælger at stille krav om, at man overnatter uden for København, er det bl.a., fordi vi har set, både herhjemme og i udlandet, hvordan smitten særlig hurtigt i tæt befolkede områder kan sprede sig. Og når vi stiller krav om, at man som turist i Danmark skal have seks overnatninger, handler det grundlæggende om, at vi ønsker at begrænse antallet af indrejsende turister, og at de turister, der er her, ikke rejser meget rundt i landet fra dag til dag.

Der findes jo desværre ikke nogen gennemprøvet model for, hvordan man genåbner Danmarks grænser efter en global pandemi, som jo heldigvis, i hvert fald i nyere tid, er uden fortilfælde. For regeringen er det afgørende, at genåbningen af vores grænser foregår på en gradvis og kontrolleret måde, så vi ikke risikerer, at den positive udvikling, som vi har sikret i Danmark, bliver sat over styr.

Spørgeren.

Tak for svaret. Årsagen til, at jeg har valgt at stille det her spørgsmål i salen i dag, er egentlig, at jeg får rigtig mange henvendelser fra mit lokalområde netop på baggrund af beslutningen her. Jeg kan sige, at der bl.a. er hotelejere i det syd- og sønderjyske, som er udfordret økonomisk, fordi mange af dem har bygget deres virksomhed op om, at de laver weekendarrangementer og weekendture, hvor der f.eks. kommer tyskere på besøg en til to nætter, og så tager de tilbage til Tyskland igen. Det samme gør sig gældende i hele Billundområdet, hvor både LEGOLAND, Lalandia, Givskud Zoo osv. typisk er bygget op om, at folk netop kommer nogle få dage og tager nogle få overnatninger og vender hjem igen, uanset om det så er til Tyskland eller Holland, hvis der også havde været åbent dertil.

Der tænker jeg lidt, i forhold til at man siger seks nætter – og jeg ved godt, at man har lavet en dispensation for den første uge, hvor det så er fem nætter – om tallet lige så godt kunne have været tre eller to. Kunne man ved det måske endda have opnået noget, som gav et mindre smittetryk, fordi mange af dem, i hvert fald dem, der bor i den nordtyske del, som vi også ved, tager på enten endagsture eller weekendture? Og var det egentlig noget, som regeringen overvejede, da man tog beslutningen?

Ministeren.

Først vil jeg sige, at jeg jo fuldstændig anerkender præmissen om, at der er en stor del af vores turisterhverv, som er udfordret økonomisk, ligesom der desværre er en stor del af samfundet i øvrigt, som også er udfordret økonomisk her under covid-19-krisen. Det er jo også derfor, vi har foretaget de åbninger, som vi har. Det er jo bl.a. for at imødekomme et ønske fra turismeindustrien om at få økonomien i gang igen, sådan at man f.eks. kan leje sommerhuse osv. Over for det står der et sundhedshensyn, som vi selvfølgelig også bliver nødt til at tage med i ligningen.

Spørgeren.

Men netop for at befolkningen forstår de regler, der nu er blevet fastsat, så tror jeg også, det på en eller anden måde er vigtigt, at man også forstår, hvordan virkeligheden er skruet sammen – måske endda næsten fra landsdel til landsdel. Jeg kan i hvert fald sige, at det, der også bliver spurgt om – og det kunne jeg godt tænke mig at ministeren ville bekræfte – er: Er det okay at tage overnatninger seks forskellige steder?

Ministeren.

Ja, det er okay. Man kan godt rejse ind og have overnatninger, f.eks. tre nætter, på ét hotel og så rejse til et andet hotel og tage tre overnatninger der. Det vil være seks overnatninger, så det er sådan set okay.

Spørgeren for en sidste runde.

Tak. Noget af det, jeg også har brug for at spørge ind til, er det med, at der er nogle, der siger, at det her let kan omgås. Jeg ved godt, at det skal man ikke opfordre til, men der er bl.a. nogle, der siger, at når man printer ordrebekræftelsen, kan man jo fint dagen efter sige: Vi nøjes lige med 3 dage frem for 6 dage. Men man har stadig ordrebekræftelsen. Er det noget, justitsministeren tænker der ikke er noget problem i? Selvfølgelig skal man ikke opfordre til ulydighed, men det er jo klart, at det vel er ordrebekræftelsen, som ligesom er adgangsbilletten til at komme ind i landet.

Ministeren.

Men det gælder for det her område som for så mange andre områder, at det er muligt at snyde med reglerne. Det, som er min appel, er, at vi holder fast i vores forsigtighed, og at også dem, som er udlejere af overnatningssteder, hjælper til med, at vi holder fast i, at smitten ikke kommer ud af kontrol igen, og begrænser smittekæderne osv. Men det er her som andre steder jo et stykke hen ad vejen et spørgsmål om at have tillid til den danske befolkning, og det har jeg grundlæggende.

Tak til justitsministeren, og tak til fru Anni Matthiesen. Spørgsmålet er besvaret.

Det næste spørgsmål er også til justitsministeren, og det er af hr. Jan E. Jørgensen.

Værsgo til oplæsning af spørgsmålet.

Tak for det. Hvad er ministerens holdning til, at europæiske – med undtagelse af borgere fra Tyskland, Norge og Island – ægtefæller og kærester af danskere bosat i udlandet ikke har mulighed for at rejse ind i Danmark på familiebesøg med deres danske ægtefælle eller kæreste som følge af regeringens nuværende retningslinjer?

Ministeren.

Tak for spørgsmålet. Vi har set over hele verden, ikke mindst i Europa, hvordan virussen har ramt mange rigtig hårdt, og hvordan lande, som vi plejer at rejse til, pludselig har lukket deres grænser for at bekæmpe smittespredningen. I dag er vi heldigvis et andet sted, hvor vi kan tage de næste skridt, og vi er i gang med at åbne Danmark igen, kontrolleret, forsigtigt og klogt. Det vil vi også fra den 15. juni, hvor vi, som spørgeren også nævnte, åbner for turisme fra Tyskland, Norge og Island, og der vil vi også give mulighed for, at udlandsdanskere, som der spørges til, kan tage deres ægtefælle og familie til Danmark på ferie eller for at besøge venner eller familie i Danmark.

Intentionen er også, at der skal ske en ligestilling for borgere fra EU og UK med Tyskland i forhold til de øvrige nordiske lande, og på den måde vil man jo også kunne bevæge sig i retning af en løsning af det kæresteproblem, som også ligger som det andet element i det spørgsmål, som spørgeren har stillet.

Spørgeren.

Nu håber jeg, at jeg fik rigtig fat på det, for det vil så sige, at ministeren sådan set i virkeligheden har en nyhed her i dag. Jeg hørte så bare ikke, om det kun var udlandsdanskeres ægtefæller, der kunne få lov til at rejse ind, eller om det også var udlandsdanskeres kærester.

Vi har jo foreløbig set nogle, synes jeg, ret hjerteskærende eksempler. Et eksempel var en kræftsyg ung dansk kvinde, som havde en amerikansk kæreste, der ikke kunne få lov til at besøge hende, men han havde dog af politiet fået lov til at komme til begravelsen, og der var ministeren jo hurtigt ude at sige, at det måtte vi få lavet om, og cadeau til det. Men senere har vi jo så set eksempler på personer, som enten har en kæreste, der er gravid, eller selv er gravide, men de kan ikke få lov til at dele graviditeten sammen og kan, som jeg har forstået det, først få lov til at være sammen 3 uger før terminen. Så må man jo håbe, at vandet ikke går for tidligt, og at manden i givet fald kan få en flybillet, for ellers har man jo altså nogle gevaldige problemer.

Så jeg vil bare være helt sikker på, hvad det er, der åbnes for. Nu handler mit spørgsmål om europæiske ægtefæller og kærester, men det her problem er jo lige så stort, når vi taler om kærester alle mulige andre steder fra, men der er dog den forskel, at vi er med i EU, og at vi jo har en traktat, hvor der står, at unionen giver borgerne et område med frihed, sikkerhed og retfærdighed uden indre grænser, hvor der er fri bevægelighed for personer, og senere står der så i traktaten for unionens funktionsmåde i artikel 21:

»Enhver unionsborger har ret til at færdes og opholde sig frit på medlemsstaternes område.«

Det er jo mildest talt sat ud af kraft for tiden.

Ministeren.

Tak for opfølgningen, og tak for en anerkendelse af, at man også må se differentieret på det her, altså at der må gælde ét for borgere fra EU, og noget andet må måske gælde for borgere fra tredjelande. Der er jo nogle områder i verden, hvor smittetrykket er rigtig, rigtig højt – og det her er ikke for at snakke udenom; jeg skal nok prøve at svare på spørgsmålene. Jeg er enig i, at det her er komplekst. Men den situation, som vi står i nu, er, at hvis det nu er en dansker, der er bosat i udlandet, og som rejser ind fra et EU-land, så må vedkommende fra den 15. juni rejse ind med ægtefælle eller fast samlever og børn.

Spørgeren.

Men fast samlever er jo ikke nødvendigvis nok, for det kræver, at man kan påvise, at man har haft et samliv i et bestemt antal år, og det er jo ikke sikkert, at man har det, hvis f.eks. den ene kæreste studerer i ét EU-land og den anden kæreste bor i et andet og man har et, om jeg så må sige langdistanceforhold, men hvor man ofte er sammen. Så fast samlever er ikke tilstrækkeligt. Og i forhold til EU-borgere er det jo rigtig fint, altså den åbning, jeg hører der kommer her, men hvordan forholder vi os så til tredjelande? Kunne man f.eks. lave en sondring mellem de visumfri lande og lande, hvorfra der kræves visum for at komme til Danmark?

Justitsministeren.

Jeg er enig med spørgeren i, at vi bliver nødt til at se på det forhold, at der er nogle grupper, som, når vi åbner for Tyskland og de øvrige nordiske lande, vil have indrejse, f.eks., som spørgeren nævner, en kæreste. Der synes jeg, at vi skal en intention om ligestilling, så reglerne for borgere fra de øvrige EU-lande sidestilles med det, der vil være reglerne for tyskere og for borgere fra de øvrige nordiske lande.

Spørgeren til en sidste runde. Værsgo.

Det kan godt være, at jeg skulle spørge ministeren, om vi kunne sætte os sammen for at få det her, om jeg så må sige pindet mere ud. For noget af det, vi jo har set, er, at det har været svært at lave generelle regler, som ikke har ramt urimeligt. Og noget af det, man måske også kunne drøfte, var behovet for en eller anden generel mulighed for, at man kan dispensere i tilfælde, der forekommer åbenlyst urimelige – så havde justitsministeren ikke skullet stå i fjernsynet og fortælle, hvorfor man eksempelvis ikke må besøge sin kræftsyge ægtefælle, for så havde sådan en situation været fanget i opløbet. Det kunne måske i virkeligheden være i alles interesse, ikke mindst ministerens.

Ministeren.

Jamen det er jeg faktisk fuldstændig enig i, og jeg vil meget, meget gerne, at vi kunne sætte os sammen, også meget gerne med spørgerens parti. Det her er uhyre komplekst, og jeg må jo give spørgeren ret i, at man må sondre mellem, om det så er personer, der er bosiddende i Danmark, eller om det er danskere, som er bosiddende i udlandet. Endelig er der nogle, der ikke har tilknytning til Danmark, men som kan være her af anerkendelsesværdige formål. Og der er så igen en sondring, i forhold til hvilket land du kommer fra, osv.

Så reglerne har udviklet sig til at være ganske komplekse og svære at forstå. Og det er også fuldstændig rigtigt, som jeg ved at spørgeren ved fra sit civile virke, at med sådan nogle regler her skal vi altså holde tungen lige i munden for ikke at risikere, at vi ender med nogle situationer, som er svært forklarlige. Så jeg anerkender problemstillingen.

Tak til justitsministeren for besvarelsen og til hr. Jan E. Jørgensen for spørgsmålet.

Det næste spørgsmål er også stillet til justitsministeren, og det er stillet af hr. Tommy Ahlers fra Venstre.

Værsgo til oplæsning af spørgsmålet.

Tak for det. Deler ministeren Københavns overborgmester, Frank Jensens, opfattelse af, at reglerne om, at turister ikke må overnatte i København, er svære at forstå, når han den 29. maj 2020 til TV 2 Lorry siger: »Det er for mig ærlig talt svært at forstå, at turisterne ikke må overnatte i København, og at vi som den eneste by i landet stadig er ramt af en form for indrejseforbud fra vores nabolande«?

Ministeren.

Tak for spørgsmålet. Jeg forstår selvfølgelig godt, at Københavns overborgmester ligesom – er jeg sikker på – rigtig mange andre havde håbet, at vi kunne have åbnet endnu mere op, men når vi nu åbner op for turisme igen, løber vi jo også en risiko for, hver eneste gang vi tager de skridt, at vi lukker smittede personer ind i landet, og dermed er der risiko for, at der startes nye smittekæder.

Vi har set herhjemme, men sådan set også ude i den store verden, hvor hurtigt den her virus pludselig kan sprede sig, navnlig i tæt befolkede områder. Derfor siger vi til turisterne, som kommer hertil, at de skal bestille deres ferie uden for København. Det synes jeg der er sund fornuft i i den situation, som vi står i nu. Der er ingen tvivl om, at coronakrisen sætter dybe spor, både i det danske samfund og sådan set også i den danske økonomi, og det gælder selvfølgelig også for vores hovedstad.

For regeringen er det afgørende, at vi bliver ved med at træde forsigtigt og kontrolleret frem, sådan at vi ikke ender i en situation, hvor vi får åbnet for meget op og så skal til at rulle tilbage igen. Det vil både være politisk uhensigtsmæssigt, men det vil sandelig også være uhensigtsmæssigt i forhold til danskernes mulighed for at indrette sig efter det og i øvrigt for, at vi kan sikre, at vi kan løfte økonomien tilbage på sporet igen. For noget af det, som jeg tror at den nedlukning, som vi har gennemført, og den åbning, som sker nu med hjælpepakker osv., kan facilitere, er faktisk, at vores økonomi forhåbentlig kan komme relativt hurtigt i gang igen, når vi foretager åbningen.

Spørgeren.

Tak, og tak til ministeren. Jeg synes virkelig, det er en god idé med de her § 20-spørgsmål, hvor jeg på vegne af mange af borgere – jeg er jo valgt her i København – kan spørge ministeren og prøve at få en bedre forklaring. Den synes jeg ikke helt er kommet endnu.

Det er en stor frustration, når vi ikke kan forklare de regler, vi har. Jeg synes, at et af de fineste principper er det, man finder i fortalen til Jyske Lov, nemlig at loven skal være ærlig, retfærdig, rimelig, efter landets sædvaner, behørig og tjenlig og åbenbar, således at alle kan vide og forstå, hvad loven siger, og her virker det faktisk lidt, som om lige præcis Jyske Lov ikke gælder i København. For de her regler gælder jo så kun for København og Frederiksberg Kommuner, 2 ud af 98 kommuner, og jeg synes ikke, at de er åbenbare, således at alle kan vide og forstå, hvad loven siger. For reglerne om, at turister ikke må overnatte i København og på Frederiksberg, men gerne må overnatte lige uden for og så tage S-toget ind til København, være hele dagen i Tivoli, i Nyhavn eller på Strøget og så tage tilbage igen og sove uden for København og så næste dag gentage det, virker ikke logisk. Når man så endelig prøver at sætte sig ned og forstå logikken i det, undres man endnu mere. For når man kigger på den seneste opgørelse af netop smittetryk, ser man jo faktisk, at de fleste kommuner uden for København grænsende op til København og Frederiksberg har et smittetryk, der er det samme eller væsentlig højere end det smittetryk, der er i København, hvis man kigger på antallet af smittede personer ud af 100.000. Så folk undrer sig og forstår det ikke, og det synes jeg faktisk er et stort problem. For jeg er bange for, at vi mister tilliden til de mange regler, der jo er behov for i den her svære krise.

Deler ministeren den opfattelse, at vi risikerer, at man simpelt hen, når man ikke forstår det, siger, at det her virker fjollet, og man spørger, hvorfor man ikke må danse efter kl. 24.00, hvis vi tager de andre regler omkring bryllupper?

Ministeren.

I det hele taget tror jeg, det er en god idé, at de regler, som vi laver i Folketinget, er i sync med, hvad der er befolkningens opfattelse af, hvad der er rimeligt og fornuftigt. Jeg har selv sagt det sådan, at politik handler om at gøre det, som folk mener, lidt før de selv ved, de mener det, altså at vi stiller os lidt længere frem og forhåbentlig peger i en retning, men at folk skal kunne se det fornuftige i det. Og reglerne på det her område er ganske komplekse, og jeg skal nok vende tilbage til det. Nu har jeg 3 sekunder tilbage, så det bliver i anden runde.

Spørgeren, værsgo.

Men hvor er logikken så i at sige, at man ikke må overnatte i København og på Frederiksberg, men gerne må overnatte i Glostrup, som har et smittetryk, der er markant højere, i Gladsaxe og andre af de kommuner, der ligger uden for, og så tage S-toget ind til København og tilbringe en hel dag der? Det er jo der, hvad skal man sige, jeg tror, at kæden hopper af for mange af de både forretningsdrivende og borgere i København, som siger, at det forstår de simpelt hen ikke logikken i. Det er den logik, jeg gerne vil høre om ministeren kan forklare lidt tydeligere.

Ministeren.

Jeg tror, at udgangspunktet for at forstå det er, at vi starter med at løfte os op og kigge på Danmark som land og konstatere, at hvis vi kigger ud over landet, er det område i landet, hvor der reelt er et smittetryk nu, hovedstadsområdet, og også lidt ude på Sjælland, og i meget, meget begrænset omfang i Jylland. Derfor er der selvfølgelig, når vi åbner, mindre risiko forbundet med at invitere folk, turister, ind i områder, hvor intensiteten i kontakten ikke er så stor, og hvor antallet ikke er så stort. For at kunne regulere det, altså midlet til at gøre det, skal vi kigge på hovedstadsområdet, konkret København og Frederiksberg, og så selvfølgelig kigge på antallet af overnatninger.

Spørgeren til en sidste runde. Værsgo.

Tak til ministeren. Men det virker lidt, som om man ikke tager højde for, at København også har forbedret sig. Det kan godt være, at København ligger højere, men det har jo også flyttet sig. Hvis man kigger på kurverne over udviklingen i smittetryk, viser det jo, at det er alle danskere, der har opført sig bedre og bedre og forstår de her regler, og samtidig har de turister fra de her lande, Norge, Tyskland og Island, som vi nu har inviteret ind, jo også lært at holde afstand og nyse i ærmet og ikke at give hånden. Så hvorfor er det, at København ikke også kan åbne mere op og komme mere tilbage til et normalt liv? Skal København blive ved med at stå bagest i køen, fordi det er en storby, hvor smittetrykket måske vil udvikle sig anderledes og være højere, men hvor det dog også har været kraftigt faldende i hele perioden?

Ministeren.

Heldigvis er udviklingen også god i hovedstadsområdet generelt betragtet. Når vi har valgt at invitere turister til Danmark fra Tyskland, fra Norge og fra Island, er det jo bl.a. stående på de overvejelser, som spørgeren også indikerer, nemlig hvordan smitten ser ud, hvordan deres håndtering er og hvordan deres omgang med smitten er i de lande, og som giver håb for, at det her kan vi gøre uden at sætte det, som vi har nået sundhedsmæssigt, over styr, hvilket jo også er grunden til, at vi ikke bare åbner op, men siger, at vi også her bliver nødt til at anvende et forsigtighedsprincip.

Tak til ministeren og tak til hr. Tommy Ahlers for besvarelse og spørgsmål.

Det næste spørgsmål er også til justitsministeren, og det er stillet af fru Eva Kjer Hansen fra Venstre.

Værsgo til oplæsning af spørgsmålet.

Tak. Hej, minister, så er vi her igen. Vil ministeren forbyde danskere at rejse til de europæiske lande, hvis borgere ministeren ikke vil tillade indrejse i Danmark?

Ministeren.

Tak for spørgsmålet. Det er ikke og har aldrig været tanken, at danskere skal forbydes at rejse til udlandet. Der er heller ikke nogen egentlige udrejserestriktioner i Danmark, som vi f.eks. har set det i andre europæiske lande. Det er dog klart, at vi gerne i videst muligt omfang vil forebygge, at danskere rejser ud og tager smitte med tilbage til Danmark på samme måde, som det skete, da smitten oprindelig blev introduceret i Danmark. Det er bl.a. på den baggrund, at Udenrigsministeriet i de gældende rejsevejledninger fraråder ikkenødvendige rejser til andre lande. Rejsevejledningen er vejledende, og det er altid borgerens egen beslutning og ansvar, hvor vedkommende vil rejse hen.

Som man jo også er bekendt med, præsenterede regeringen den 29. maj en plan for kontrolleret og gradvis åbning af sommerturismen. En del af denne plan er, at rejsevejledningen for Island, Norge og Tyskland ændres fra på mandag, den 15. juni, så rejser til disse lande ikke længere frarådes. Indrejserestriktionerne og rejsevejledningerne følges naturligt ad i øjeblikket, fordi de begge er en del af den samlede indsats for håndteringen af covid-19. Derfor ser vi også på lempelser af indrejserestriktioner og rejsevejledninger samlet. Dermed ikke sagt, at man aldrig ville forestille sig, at der kunne være en differentiering, men kan de følges ad, giver det mening, også for forståelsen.

Spørgeren.

Jeg forstår simpelt hen ikke sammenhængen i ministerens besvarelse. Altså, Danmark er meget restriktiv, åbner kun for ganske få lande, mens vi nu ser, hvordan de andre europæiske lande jo i stort omfang åbner for, at man kan komme på besøg i de lande. Det betyder, at danskerne fint kan tage til Berlin, til Rom, til Paris og til alle mulige steder. Så jeg forstår simpelt hen ikke, hvordan ministerens argumentation for at hindre eventuel smittespredning hænger sammen, når nu danskerne kan rejse ud, men man så fastholder et forbud mod, at andre landes borgere må komme til Danmark. Hvad er forskellen?

Ministeren.

Det synes jeg sådan set er relativt logisk. Vi siger, at hvis vi skal undgå, at smitten spreder sig igen i Danmark, så skal vi åbne forsigtigt op. Derfor vælger vi at åbne til Norge, til Tyskland og til Island fra den 15. juni. Samtidig siger vi til danskerne: Hvis I vil rejse ud på sommerferie, så rejs til de her lande. Vi anbefaler, at I ikke rejser ud til de øvrige lande. Gør de det, er det jo ikke noget, som vi kan gøre noget ved, men det indebærer en risiko for, at vi får hevet nye smittekæder hjem til Danmark, skulle danskere lade være med at rette sig efter anbefalingen.

Spørgeren.

Men hvorfor tager ministeren så ikke skridtet fuldt ud og simpelt hen laver et forbud mod at rejse ud, når ministeren er så bekymret for, at man kan hente smitten med sig hjem? Der er jo forbud mod, at andre EU-landes borgere må komme til Danmark. Der er meget klare restriktioner. Men ministeren siger jo så samtidig, at det kun er en rådgivning til danskerne. Dermed er der vel efter ministerens opfattelse en stor risiko for, at danskere rejser ud og så kommer med en smitte til Danmark. Hvad er så forskellen? Er det, fordi ministeren mener, at danskerne opfører sig bedre og er dygtigere til at respektere reglerne end borgere i andre EU-lande?

Ministeren.

Det ville jo være fristende at svare ja til det sidste, men jeg tror, at vi er sådan cirka lige så gode, som de andre lande er. Og hvis man kigger ud over Europa, må man også sige, at det billede, vi genfinder i Danmark, altså at man løfter indrejserestriktionerne, jo i vid udstrækning har været modsvaret af, at man også har haft en anbefaling om ikke at rejse ud fra de pågældende lande.

Så er der adgang til medspørgeren. Fru Ulla Tørnæs, værsgo.

Mange tak. Jeg hæftede mig ved, at ministeren i sin besvarelse understregede, at den danske regerings position er relativt logisk. Det synes jeg var meget fornuftigt, for den er i min optik absolut ulogisk. Derfor vil jeg vende tilbage til noget, som vi tidligere har drøftet, nemlig hvad så egentlig det sundhedsmæssige belæg er for den her relativt logiske beslutning, som den danske regering har truffet.

Ministeren.

Man skal jo passe på, hvordan man får formuleret sig, altså om det relative. Alt er jo relativt. Det sundhedsmæssige belæg, hvilket vi jo også har været over nogle gange, er grundlæggende, at Statens Serum Institut siger, at hvis vi åbner grænserne, risikerer vi, at vi inviterer borgere ind, som er smittet, og som dermed kan starte nye smittekæder i Danmark. Hvis danskerne rejser ud – lad os nu sige, at man rejser til områder, hvor der er meget omfattende smitte, f.eks. Brasilien – er der jo en risiko for, at vi kommer til at opleve det, som vi oplevede, dengang sygdommen blev introduceret i Danmark, nemlig at danskere har været ude og bringer smitte hjem til Danmark, sådan som det skete fra Østrig og Norditalien tidligere, og derfor bliver vi selvfølgelig nødt til at prøve at undgå den situation. Præmisserne til efteråret vil være egnede, for der er lært meget, men den grundlæggende mekanisme er sådan her.

Medspørgeren.

Skal jeg forstå det sidste, ministeren svarede her, sådan, at når vi når frem til efteråret, vil alt være normaliseret, og danskere vil have mulighed for selv med regeringens accept at kunne rejse til udlandet?

Ministeren.

Det ville jeg ønske jeg kunne sige ja til, men vi bliver nødt til at forholde os til situationen, som den udvikler sig hele tiden, og forventningen er jo, at der igen vil komme et øget smittepres, når vi når ind i efteråret. Jeg tror bare, at der er en række ting, som vi har lært, om test og om opsporing af smitte osv. Hvis vi gør det rigtigt, vil vi være i stand til at holde sygdommen godt under kontrol, også til efteråret. Men det kræver en stor indsats fra myndighedernes side, og ikke mindst kræver det, at danskerne bliver ved med at gøre det, som danskerne har været så dygtige til, nemlig at holde afstand, spritte hænder, vaske hænder, huske at nyse i ærmet osv.

Hermed er det spørgeren igen. Fru Eva Kjer Hansen til en sidste runde.

Tak. Jeg skal så bare spørge ministeren, om den rejsevejledning, som ministeren henviser til, er sundhedsfagligt baseret, eller om det er en politisk beslutning, regeringen har taget, om, at rejsevejledningen til de europæiske lande ser ud, sådan som den gør.

Ministeren.

Jeg tror faktisk, at det mest fair ville være – og det er ikke, fordi jeg ikke vil svare på det – at adressere det spørgsmål til udenrigsministeren, under hvis ressort spørgsmålet om rejsevejledninger strengt taget hører.

Så er spørgsmålet besvaret.

Det næste spørgsmål er også til justitsministeren, og der er også en medspørger. Men hovedspørgeren er fru Ulla Tørnæs, Venstre.

Værsgo.

Mange tak. Hvad er ministerens holdning til, at danske statsborgere, der er bosat i udlandet, ikke må tage deres udenlandske ægtefælle med på ferie i Danmark?

Ministeren.

Først vil jeg sige tak for spørgsmålet. Jeg forstår udmærket de mange mennesker, som gerne vil til Danmark for f.eks. at holde ferie, og vi er jo heldigvis i gang med genåbningen af landet. Fra den 15. juni kan personer, der er bosat i Tyskland, Norge og Island, som bekendt indrejse for at holde ferie i Danmark, og det er klart, at så skal ægtefæller og børn til udenlandsdanskere selvfølgelig også kunne rejse på ferie med deres ægtefæller eller forældre. Derfor vil regeringen også åbne op for det i forbindelse med åbningen den 15. juni.

Spørgeren.

Jeg skal ikke lægge skjul på, at jeg synes, det er uværdigt, umenneskeligt, på alle måder bare beskæmmende, at vi tilsyneladende er havnet i en situation, hvor danske statsborgere ikke kan få deres udenlandske ægtefælle med til Danmark. Det synes jeg er trist. Jeg har været lidt optaget af, hvad ministeren har drøftet med sine europæiske kolleger. I Europaudvalget har ministeren bl.a. i det notat, som er oversendt til Folketingets Europaudvalg, understreget, at de anbefalinger, Kommissionen er kommet med omkring den gradvise genåbning, herunder også af grænserne, flugter med den danske regerings holdninger.

Så vil jeg bare spørge ministeren: Fremgår det af anbefalingerne fra Kommissionen, at man skal lave den her slags, som jeg ser det, umenneskelig adskillelse af familier, altså hvor en person, som har dansk statsborgerskab, naturligvis kan komme til Danmark, men ikke have sin ægtefælle, som har statsborgerskab i et andet europæisk land, med sig?

Justitsministeren.

Jeg har meddelelsen fra Kommissionen med. Jeg kan ikke huske, at der er nogen anbefaling i den retning fra Kommissionen. Det er selvfølgelig altid vigtigt, hvad EU siger, men jeg synes i virkeligheden, det er vigtigere, at vi selv forholder os til, hvad vi synes om spørgsmålet. Og jeg synes, det er sådan, at hvis man er tilknyttet en dansker, som er bosiddende i udlandet, f.eks. som ægtefælle eller som fast samlever eller som barn eller lignende, så skal man kunne rejse til Danmark, også på et kort ophold, også som turist. Derfor kommer det også til at være sådan fra den 15. juni.

Fru Ulla Tørnæs.

Jamen det er jeg rigtig, rigtig glad for at høre, altså at der åbenbart bliver ændret i de retningslinjer, som oprindelig blev annonceret, således at man, hvis man er gift med f.eks. en østrigsk statsborger eller en italiensk statsborger, har mulighed for at medbringe sin ægtefælle til Danmark. Hatten af for det. Jeg kunne sådan tænke mig, at ministeren ville være lige så lydhør over for nogle af de mange andre situationer, som vi har bragt op her i spørgetiden, for så behøvede vi ikke at tage hverken ministerens eller andres tid til at drøfte de her fuldstændige absurditeter, som er opstået i kølvandet på de retningslinjer, regeringen har lavet.

Ministeren.

Lad mig starte med at sige, at der i min tid som minister ikke er mange faste holdepunkter i mit liv, men at mødes med spørgeren og medspørgeren hver onsdag er trods alt noget, som gentager sig med fuldstændig sikkerhed. Og så lad mig sige, at den her gradvise åbning, som vi er igennem, jo betyder, at vi i forhold til de andre EU-lande og de nordiske lande ser, hvordan mulighederne er for at åbne. Og der vil det være sådan, at hvis man er udenlandsdansker, men vil til Danmark med sin ægtefælle, med sin samlever, med sit barn eller lignende, så åbnes der for det.

Så er der adgang til medspørgeren. Det er fru Eva Kjer Hansen. Værsgo.

Jeg kan så sige til justitsministeren, at vi lover, at vi bliver ved med at komme onsdag efter onsdag, for vi har jo ret god succes med de her spørgsmål, vi stiller. Vi får jo faktisk lavet nogle forbedringer. Men jeg må jo også sige, at de sager, vi tager fat på, er fuldstændig vanvittige, altså at regeringen har lavet alle de mange restriktioner og dermed forbud, som har skilt familier ad. Jeg hilser det da velkommen, at justitsministeren siger, at okay, nu må den udenlandske ægtefælle godt komme med ægtefællen og børnene, som i øvrigt er danske statsborgere. Det hilser jeg da meget velkommen. Men hvorfor skulle det stå på i månedsvis? Hvad var ministerens begrundelse for at hindre en familie i at komme til Danmark ved ikke at tillade det? Hvorfor skal der så mange spørgsmål til her i Folketingssalen, før ministeren bliver en lille smule menneskelig i forhold til de restriktioner, som regeringen har indført?

Ministeren.

Det er rigtigt, at der har været mange restriktioner, ligesom der jo har været mange restriktioner for alle os, der bor i Danmark – for de offentligt ansatte med hensyn til at gå på arbejde, for daginstitutionerne, der har været lukket, og for folkeskolerne, der har været lukket. Alt det har vi gjort, jo ikke for at genere folk, men for at sikre, at vi har fået styr på den her sygdom. Og kigger man ud over Europa, må man bare sige, at Danmark har klaret det rigtig, rigtig godt, hvis man ser på, hvordan smittetrykket i øvrigt er nu. Der er de her restriktioner, men når vi så er i en situation, hvor der er mulighed for det, skal vi selvfølgelig åbne op, sådan at vi bliver ved med at gøre det sundhedsmæssigt forsvarligt, hvilket jeg jo også igennem den her perlerække af onsdage, vi har været her, har konstateret er et synspunkt, som vi deler.

Medspørgeren for sin sidste runde.

Men hvad er det for en forskel, det gør på smittetrykket, at man tillader familier med danske relationer og danske statsborgere at tage de familiemedlemmer med, der ikke er det? Altså, hvad er det egentlig, der er forandret, siden ministeren synes, at nu kan man godt udvise det her hensyn? Og er det virkelig sådan, vi skal arbejde videre, altså at vi onsdag efter onsdag skal hive den ene konkrete sag om mærkværdigheder fra regeringens side frem efter den anden, for at vi får skabt de her ændringer? Er det sådan, vi skal have sommeren til at gå?

Ministeren.

Det er ikke, fordi jeg vil underkende indsatsen, men vi har faktisk også tænkt politik ud over det, der afstedkommes af spørgsmålene her om onsdagen. Og det er faktisk sådan, at lige præcis det her med at måtte indrejse til Danmark, hvis du er ægtefælle til en dansker, der er bosiddende i udlandet, sådan set har været en del af reglerne omkring de anerkendelsesværdige formål helt fra starten. Der er så bare blevet lempet lidt på det, derved at vi her fra den 15. juni siger, at hvis det alene er turisme osv., er det også en legitim grund.

Hermed er det fru Ulla Tørnæs til den sidste runde. Værsgo.

Jamen også fra mig skal der lyde en tak og en anerkendelse af, at ministeren trods alt på det her specifikke område heldigvis har valgt at lytte til, hvad jeg også på det her område faktisk tror er et bredt flertal, og ikke bare af det danske Folketing; jeg tænker også, at den danske befolkning rent faktisk synes, at det, som regeringen havde lagt op til, var fuldstændig ude i hampen og fuldstændig grotesk og tåbeligt. Så tak for det.

Ministeren.

Jeg vil sige – det skal man selvfølgelig altid passe på med – at jeg i de undersøgelser af befolkningens vurdering af regeringens håndtering af den her krise indtil videre ikke har set den beskrevet som ude i hampen og fuldstændig grotesk. Jeg tror, at man, hvis man kigger bredt ud over det, må sige, at det har været håndteret fornuftigt. Og jeg har jo også konstateret, at spørgerens parti i flere sammenhænge har sagt, at det materielle, som er sket, den nedlukning, som er sket, osv., sådan set er ganske fornuftigt.

Tak til ministeren og til spørgeren. Spørgsmålet er besvaret.

Jeg skal her lige meddele, at spørgsmål nr. 16 til justitsministeren (spm. nr. S 1380) udgår af dagsordenen efter ønske fra spørgeren.

Det næste spørgsmål er også til justitsministeren, og det er af fru Anne Honoré Østergaard.

Værsgo til en oplæsning af spørgsmålet.

Tak. Mener ministeren, at det er rimeligt, at danskere med bopæl i udlandet ikke må tage med deres udenlandske ægtefælle til Danmark for at besøge familien, når danskere med bopæl i Danmark gerne må?

Ministeren.

Tak for spørgsmålet. Jeg har stor forståelse for, at man som udlandsdansker gerne vil tage familien med på ferie eller besøg hos venner eller familie i Danmark. Og når vi fra den 15. juni åbner, altså på mandag, for turister fra Tyskland, Norge og Island, skal man selvfølgelig også som dansker kunne tage sin ægtefælle med hertil på ferie. Det vil derfor være en del af åbningen fra på mandag.

Spørgeren.

Det må jeg sige både kommer som en glædelig og nok også som en overraskende nyhed. Men bare lige for at forstå ministeren, for vi er mange, der har fået mange henvendelser, og det er også derfor, at vi er mange, der stiller sammenlignelige spørgsmål om det her område: Vil det sige, at udenlandske statsborgere, der er gift med danskere, må komme, uanset hvilket land de kommer fra og uanset formålet? Må de komme ind, uanset om det er på ferie, familiebesøg, eller hvordan skal vi forstå det? Eller bliver vi nødt til at stå her igen på onsdag, fordi der opstår en anden uklarhed? Det er lige til det første.

Der har godt nok været mange uklarheder i det her. Jeg har f.eks. talt med Danes Worldwide i dag, som slet ikke kunne finde logikken i de regler, der har været. Heldigvis virker det, som om ministeren nu åbner op. Man har kunnet ringe til en coronahotline, som kommer med et mundtligt svar, men kan man støtte ret på det, når man kommer til grænsen? Der er så mange ting, som virker så ulogiske, som ikke er rimelige, og som ikke er tænkt ordentligt igennem.

Kan ministeren først bekræfte, at nu er reglerne fuldstændig klare på det her område? Og kan ministeren herefter fortælle lidt mere om, hvad der ligger bag, og om man egentlig kan støtte ret på det, man får at vide af coronalinjen, hvor der i øvrigt er en times ventetid, hvis det er en god dag? Eller hvad er det, man skal gøre, når man er i tvivl?

Ministeren.

Hvis du har bopæl i et EU-land eller et tredjeland og tilknytning til en dansker bosiddende i udlandet, må du rejse ind i Danmark med et anerkendelsesværdigt formål, eller hvis du er ægtefælle, du er fast samlever eller du er barn til den dansker, som er bosat i udlandet. Det gælder også, selv om du vil rejse ind for en kortere periode, fra den 15. juni, altså fra på mandag.

Spørgeren.

Tak for det. Kan ministeren fortælle, hvor lang en kortere periode er, for det tror jeg vi er mange der ikke ved, og fortælle, hvad der ligger i det, og hvad man må der? Herudover: Kan man i forhold til den coronahotline begynde at støtte juridisk ret på det, eller hvad kan man med den, ud over at få lidt råd og vejledning, og bliver der måske gjort noget ved ventetiden?

Ministeren.

Der er sådan set ikke nogen nedre grænse for den kortere periode. Tidligere var det sådan, at der skulle være særlige formål, og hvis det alene var turisme eller ferie, var der en begrænsning på det. Det er den begrænsning, der falder væk, og derfor er der sådan set ikke nogen nedre grænse for den kortere periode.

Med hensyn til mulighederne for at indhente oplysninger, skulle man jo nødig have behov for at støtte ret på det, al den stund at det her er reglerne. Så når man kommer og præsenterer sig ved grænsen, vil grænsefolkene jo sige: Værsgo at komme indenfor.

Spørgeren for en sidste runde.

Jamen så vil jeg sige tak til ministeren for, at der lige her er kommet lidt klarhed, for jeg må indrømme, at det generelt i de her tider er meget svært at finde ud af, hvad man må, og det er ikke alt, der virker lige logisk. Der er noget med bryllupper, og der er en masse andre regler, som vi kan blive lidt forvirrede over. Jeg er glad for, at nu kan udlandsdanskere endelig tage deres ægtefælle med ind. Det er trods alt dejligt at høre det.

Ministeren.

Hver eneste gang jeg får lejlighed til at kaste klarhed ind i Venstres folketingsgruppe, bliver jeg også lidt varm om hjertet. Så den glæde deler vi jo.

Tak til fru Anne Honoré Østergaard, spørgsmålet er besvaret. Tak til justitsministeren.

Jeg skal hermed meddele, at spørgsmål nr. 14 til justitsministeren (spm. nr. S 1353) også efter ønske fra spørgeren udgår, formentlig fordi ministeren har givet svar på nogle af spørgsmålene her. Det gør også en formand varm om hjertet.

Nu er der endnu et spørgsmål til justitsministeren, og det er stillet af hr. Andreas Steenberg fra Radikale Venstre.

Værsgo til oplæsning af spørgsmålet.

Hvis formanden vil tillade det, vil jeg sige til justitsministeren, at han gerne må gå over og tage et glas vand, hvis der er brug for det, for der har været mange spørgsmål. Mit spørgsmål er: Al den stund at mange europæiske lande nu åbner grænserne for alle EU-lande, vil regeringen så også rive sin grænsemur ned, så borgerne igen kan få besøg af deres partnere og familier fra udlandet, ikke bare fra EU, men fra udlandet generelt?

Ministeren.

Først og fremmest tak for muligheden for at tage noget vand. Jeg tror også, at det er en menneskeret, som man må unde selv en minister i spørgetiden. Så må jeg konstatere, at jeg desværre tror, at spørgsmålet står på en forkert præmis, for jeg kan simpelt hen ikke finde ud af, hvad det er for en grænsemur, spørgeren snakker om. Altså, vi har lavet nogle indrejserestriktioner, men vi har ikke opbygget nogen mure ved grænsen.

Spørgeren.

Med den kække tilgang kan jeg jo så starte med at sige til ministeren, at tidligere svarede ministeren nogle af Venstres medlemmer, at det hele vejen igennem har været muligt at få en ægtefælle på besøg. Det er jo ikke korrekt, for den 22. april stod jeg her med udlændinge- og integrationsministeren og stillede spørgsmål om, hvorfor ægtefæller var blevet holdt ude af det, jeg så vælger at kalde en grænsemur, og som regeringen kalder indrejserestriktioner. Der blev så åbnet op for ægtefæller, men nu står vi så med det problem, at folk ikke kan få en kæreste på besøg fra udlandet. Justitsministeren kan så i anden runde svare på, hvorfor en borger i Danmark ikke må få besøg af sin kæreste eller et familiemedlem fra udlandet, al den stund at mange andre lande rundtomkring i verden åbner op for grænserne.

Justitsministeren.

Så simpelt er det ikke. Det har siden ultimo april været sådan, at hvis man kommer fra et EU-land eller et tredjeland, må man rejse ind i Danmark, hvis man er ægtefælle eller fast samlever eller barn til en dansker, som er bosiddende i udlandet. Så det har sådan set været reglerne hele tiden. Det er så rigtigt, at indtil da har det været sådan, at man ikke kunne rejse ind, hvis formålet alene var turisme eller ferie eller et besøg hos familie og venner. Det er den ændring, der – som jeg har sagt nogle gange tidligere i dag – træder i kraft her fra den 15. juni, sådan at muligheden for at rejse ind bare med henblik på turisme er til stede.

Spørgeren.

Gælder det så også for familiemedlemmer og kærester, at man må komme på besøg?

Ministeren.

Det afhænger lidt af situationen. Hvis du er indrejsende fra Tyskland eller de nordiske lande, vil det være sådan, at du også kan tage din ægtefælle, kæreste, forældre, bedsteforældre og barn eller barnebarn – hvordan relationen nu er – med ind i Danmark, også selv om du er bosiddende i et af de pågældende lande. Reglerne er jo lidt anderledes, hvis det er et besøg hos en person, der er bosiddende i Danmark, og dem med relationerne kommer fra et sted uden for Danmark. Det her er, som jeg også sagde tidligere, rimelig komplekst, og derfor skal man holde tungen lige i munden.

Spørgeren.

Jeg synes, det er helt forkert, at staten ikke beskytter borgernes familie- og kærlighedsliv og sørger for, at man kan få besøg af en kæreste eller et familiemedlem, der bor uden for Norden eller Tyskland. Derfor vil jeg bare høre regeringen: Hvornår åbner I den del af grænsen, så man kan få besøg af en kæreste, man f.eks. venter barn med, eller besøg af et familiemedlem fra udlandet? Skal man virkelig vente helt til den 31. august med at se dem, man har kær, bare fordi de er fra udlandet?

Justitsministeren.

Det var faktisk det spørgsmål, jeg svarede en tidligere spørger på, nemlig hr. Jan E. Jørgensen. Med de regler, hvor der nu åbnes op for Tyskland og de andre nordiske lande, er det intentionen at lave en ligestilling for borgere fra EU-lande og UK, sådan at adgangen til f.eks. at få sin kæreste med revideres.

Tak til hr. Andreas Steenberg for at stille spørgsmål til justitsministeren.

Der er endnu et spørgsmål til justitsministeren, og det er af fru Birgitte Bergman fra Det Konservative Folkeparti.

Værsgo for oplæsning af spørgsmålet.

Tak for det, formand. Spørgsmålet lyder: Er ministeren enig i, at det er svært for lystbådesejlere og lystbådehavne at overholde reglen om 6 dages booking i relief til udlændinges gyldige indrejsehjemmel i Danmark, og agter ministeren at lempe på denne regel for de omtalte gæster til gavn for de danske lystbådehavne?

Justitsministeren.

Tak for spørgsmålet. Regeringen fremlagde forrige fredag, den 29. maj, en plan for gradvis og kontrolleret genåbning af sommerturismen. Med virkning fra den 15. juni bliver det muligt for turister fra Tyskland, Norge og Island at indrejse til Danmark. Som spørgeren så også fornuftigt fremhæver, har vi i den forbindelse stillet krav om, at man kan påvise at have planlagt seks overnatninger uden for København. Det gør vi, fordi det er så vigtigt, at vi bliver ved med at gå kontrolleret og gradvis frem. Det går den rigtige vej i Danmark, det skal det blive ved med, og når vi åbner op, skal vi gøre det på en måde, hvor vi er sikre på, at vi bliver ved med at kunne kontrollere det.

Hvis man kommer til Danmark som turist med egen båd og man ikke planlægger overnatninger på hoteller eller i sommerhus eller lignende – og hvorfor skulle man det, når nu man har båden med – står man selvfølgelig i en lidt særlig situation i forhold til at kunne dokumentere de seks overnatninger. Altså, det er i virkeligheden et dokumentationsspørgsmål, for tager man de seks overnatninger, er man sådan set i sin gode ret til at være her, hvis man kommer fra et af de lande, vi snakkede om før. Så i de tilfælde må man påvise seks planlagte overnatninger ved at fremvise f.eks. forhåndsreservationer af den første og den sidste havneplads med mindst seks overnatninger imellem de to bookninger. Jeg har forståelse for, at det er der nogen der vil opleve som besværligt, også mere besværligt, end de er vant til. Sådan tror jeg vi alle sammen har oplevet forskellige situationer i den her krise, hvor hverdagen har ændret sig, også til noget, som var mere besværligt. Det er ekstraordinære tider, vi står i, og det betyder desværre også, at vi den her sommer kommer til at stille nogle krav, som vi ellers ikke ville stille, også til turister, der kommer sejlende til Danmark.

Spørgeren.

Tak for svaret til ministeren. Det er rigtig godt for dansk kystturisme, at regeringen har åbnet for tyske, norske og islandske turister. Vi har hårdt brug for turisterne denne sommer, naturligvis samtidig med vi tager hensyn til det sundhedsfaglige. Turismen er jo Danmarks fjerdestørste erhverv med ca. 160.000 ansatte – en masse jobs – og ca. 130 mia. kr. i omsætning. Regeringen har valgt at lægge nogle krasse restriktioner for indrejsende, som skal kunne dokumentere et lejebevis til sommerhus, campingophold eller et ophold på hotel, blot ikke i København. Her må ingen turister overnatte, men gerne besøge byen om dagen. Det giver jo ikke rigtig mening.

Det giver heller slet ikke mening for lystbådesejlere med 6-dagesreglen. Jeg er selv en passioneret sejler og ved, hvad vind og vejr betyder for ens sejlads. Faktisk vil smitterisikoen være mindre, idet sejlerfolket jo hovedsagelig bliver om bord på deres båd. Booking kan knap nok foretages i vores havne – det kan de kun i 20 havne ud af 350; de har simpelt hen ikke faciliteterne til det. Så hvorfor indføre en regel, der trækker tæppet væk under lystbådehavne i hele Danmark? Det modarbejder turismen. Har regeringen haft de udenlandske lystbådesejlere med i overvejelsen, da man lavede 6-dagesreglen, og agter regeringen at lempe på reglen for de udenlandske lystbådesejlere til gavn for de danske lystbådehavne?

Ministeren.

Men det er jo fuldstændig rigtigt, og jeg ved, at det ved spørgeren alt om fra sit tidligere virke, at turisme er uhyre vigtigt for Danmark – vigtigt for arbejdspladserne, vigtigt for omsætningen, vigtigt for vores økonomi. Det er også derfor, vi har valgt gradvis at åbne op for turismen. Over for det hensyn står selvfølgelig hensynet til ikke at introducere nye smittekæder, ikke at risikere, at vi skubber til covid-19-smitten på en måde, sådan at vi bliver nødt til at lukke samfundet ned og dermed taber noget af alt det, som vi har vundet, og dermed skubber endnu mere til økonomien den forkerte vej.

Spørgeren.

Tak for svaret. Jeg forstår ikke, hvorfor man lige har sat sig fast på en 6-dagesregel. Det er, som om turismen generelt bliver slagtet endnu mere og specielt i den her tid. Jeg hører, at ministeren holder fast i 6-dagesreglen. Det kan betyde et omsætningstab for lystbådehavne på 0,5 mia. kr., og det kan betyde tab af rigtig mange penge for København og for hele Danmark. Hvad er begrundelsen for at gøre det så bøvlet for udenlandske turister at komme til Danmark? Er der et sundhedsmæssigt belæg, eller er det fra regeringens side ud fra et forsigtighedsprincip, og hvordan endte man lige på en 6-dagesregel?

Justitsministeren.

Det er jo et spørgsmål, som jeg har været over nogle gange. 6-dagesreglen handler grundlæggende om at prøve at regulere intensiteten, tætheden og muligheden for at få introduceret nye smittekæder. Der er de hensyn, i forhold til at vi så undgår en meget hurtig og fluktuerende turisme med risiko for nye smittekæder.

Spørgeren til den sidste runde.

Tak for svaret. Jeg synes, det er meget vigtigt, vi får sat fokus på retningslinjerne og på de åbenlyse problemer i den praksisudførelse, som 6-dagesbookingreglen medfører for udenlandske sejlere.

En anden regel er, at man ikke må overnatte i København og på Frederiksberg som udenlandsk turist fra de pågældende lande. Her kunne jeg bare godt tænke mig at høre, hvad overvejelsen har været, i forhold til at man ikke må overnatte på Frederiksberg og i København, men godt må lige uden for kommunegrænsen. I dag kan man læse i Berlingske, at to ud af tre hoteller i hovedstaden har en omsætning, som er faldet med 80 pct. sammenlignet med sidste år. Det kommer til at koste mange jobs, og vi står i en situation, hvor udenlandske turister kan tage i Tivoli og besøge museer, men ikke må overnatte i hovedstaden. Hvad gør regeringen for at understøtte turismen, som er en særlig hårdt ramt branche, nu hvor regeringen oven i hatten har lavet særlig hårde krav til virksomheder, der lever af turisme?

Justitsministeren.

Når spørgeren siger, at det kommer til at koste job, må man bare konstatere, at det allerede har kostet job. Der er tabt betydeligt med arbejdspladser i Danmark. Noget af det, som vi har gjort, er jo at lave hjælpepakker i den forhåbning at undgå fyringer og sikre, at der, når vi får mulighed for at åbne igen, så er grundlag for, at virksomhederne i industrien – arbejdspladserne – hurtigt kan komme i gang igen, og at vi dermed kan komme tilbage på et normalt, ret spor økonomisk.

Tak til fru Birgitte Bergman. Spørgsmålet er besvaret. Tak til justitsministeren.

Hermed kommer sidste spørgsmål til justitsministeren (spm. nr. S 1366), og der er en medspørger med. Spørgsmålet er stillet af fru Eva Kjer Hansen.

Værsgo til oplæsning af spørgsmålet.

Tak.

Hvad er begrundelsen for, at regeringen nu vil tillade almindelig færden over grænsen for beboere i grænselandet, når regeringen tidligere har afvist det?

Ministeren.

Nu skal jeg lige finde rundt i spørgsmålene, for der er jo nogle, der er faldet ud, og jeg må hellere læse det rigtige svar op. (Første næstformand (Karen Ellemann): Det hedder spørgsmål nr. S 1366. Det vil være rimeligt at give lidt serviceoplysning her). Jeps, det har jeg her.

Jeg ved, at svaret er så kort, at jeg godt kan nå det. (Eva Kjer Hansen (V): Men det ville måske blive bedre uden papirerne). (Munterhed). Det kunne være, jeg skulle prøve det en dag.

Tak for spørgsmålet. Jeg vil gerne indlede med at understrege, at vi fra regeringens side hele tiden har gjort det klart, at vi ikke har noget ønske om, at vores grænser skal være lukket mere eller længere tid end nødvendigt. Vi har også åbent sagt, at vi vil se på indrejserestriktionerne på den her side af sommerferien.

Når vi nu står et sted, hvor vi igen kan åbne for vores grænser, er det, fordi vi har fået covid-19-smitten under kontrol. Det handler grundlæggende om, at det fortsat går den rigtige vej i Danmark og heldigvis også i flere af landene omkring os. Vi har hele tiden sagt, at vi sigter efter en gradvis og kontrolleret genåbning af Danmark, og det skal ses i sammenhæng med de næste skridt, vi står over for. Der er ingen tvivl om, at lukningen af de grænser har haft helt særlig betydning i grænselandet, og derfor synes jeg også kun, at det er helt naturligt, at vi ser mod grænselandet som noget af det første, når vi åbner yderligere op. Det ved jeg er noget, som har ligget mange på sinde, og jeg ved, at det i særdeleshed har ligget spørgerne på sinde, og det er bestemt også noget, der har ligget regeringen på sinde.

Men jeg vil også afslutningsvis understrege, at det er klart, at når vi åbner op, er det, under forudsætning af at vi ikke pludselig mister kontrollen over smitten igen og bliver nødt til at rulle den forkerte vej.

Spørgeren.

Tak. Det er jo så ufattelig trist, at regeringen ikke har haft forståelse for, hvordan livet leves i grænselandet, og at det, regeringen i virkeligheden har gjort, er at skille familier og venner ad i et helt urimeligt omfang, fordi man netop ikke har haft respekt for, at man færdes på kryds og tværs af grænsen i dagligdagen. Men nu forstår jeg jo, at regeringen vil åbne mere op i næste uge. Jeg synes, justitsministeren skal løfte sløret for, hvad det præcis er, der kommer til at ske. Altså, hvordan bliver den her færden hen over grænsen så? Bliver folk fra Hamborg omfattet af det, så de nu uden restriktioner kan komme til Sønderjylland? Er det alle grænseovergange, der bliver åbnet?

Ministeren.

Hvis jeg ikke tager helt fejl, var vi inde over de her spørgsmål enten sidste onsdag eller i samrådet. (Eva Kjer Hansen (V): Det kan jeg bekræfte, men der blev de ikke besvaret). Ja, det var det med, om Hamborg er en del af Slesvig-Holsten eller ej, og hvor vi blev enige om, at det er Hamborg ikke.

Det, som vi kigger på, er jo at åbne for grænselandet på en måde, sådan at det er muligt at færdes og livet kan leves normalt i området med de muligheder og den interaktion, som der ville være under normale omstændigheder.

Spørgeren.

Men så længe ministeren kun taler om f.eks. beboere i Slesvig-Holsten, har det jo ikke noget som helst med en normalisering at gøre. Så er det jo kun nogle få restriktioner, man kommer til at fjerne for beboere lige netop i det lokale område. Hvis vi skal tilbage til normale tilstande, skal man jo åbne op for tyskere helt generelt og i virkeligheden følge det tyske eksempel og åbne op for EU-borgere og give mulighed for indrejse i Danmark uden restriktioner. Så hvad går det her mere konkret ud på?

Når ministeren nu ikke vil svare mig på, om det kommer til at omfatte personer fra Hamborg, så kan ministeren vel i det mindste svare på, om alle grænseovergange bliver åbnet i næste uge.

Ministeren.

Det kan godt være, det i virkeligheden er her, vi ser lidt forskelligt på det, for jeg synes, at det ville være for risikabelt, hvis vi sagde, at nu åbner vi for hele Tyskland fuldstændig frit. Når vi har sagt grænselandet, er det en anerkendelse af den særlige interaktion, der finder sted på tværs af grænsen, med de mindretal, som der er på begge sider af grænsen.

Når jeg kigger ned over europakortet, må jeg også sige, at der er betydelig variation i, hvordan smitten i øvrigt ser ud i Tyskland i øjeblikket.

Så gives der adgang til en medspørger, og det er fru Ulla Tørnæs. Værsgo.

Der var ét vigtigt spørgsmål, som min kollega ikke fik svar på, og det var jo det her med, om den normalisering, som er annonceret i grænselandet, omfatter alle grænseovergange.

Ministeren.

Det, vi sigter mod, er at lave en åbning, sådan at livet kan leves så normalt som overhovedet muligt på tværs af grænserne, og vende tilbage til den situation, som vi havde før. Før var der jo heller ikke den situation, at der ikke fandt grænsekontrol sted på grænsen til Tyskland, og vi er selvfølgelig også nødt til at overveje, når vi åbner op, hvordan den kontrol, der skal finde sted, så skal foregå. Men det er jo heller ikke sådan, at vi ikke har haft kontrol på grænsen før covidsituationen.

Fru Ulla Tørnæs.

Jeg skal skynde mig at understrege, at jeg ikke taler om grænsekontrol, altså den midlertidige grænsekontrol, som vi har indført af helt andre årsager end covid-19. Jeg taler om en åbning af grænser, altså muligheden for at krydse grænsen, så der ikke er en bom nede, som vi har set det i verdenspressen, hvor et ældre kærestepar – en dansk kvinde og en tysk mand – måtte sidde på hver sin side af bommen og drikke deres formiddagskaffe.

Vil alle grænsebomme blive åbnet på en måde, så man får mulighed for at krydse, uanset hvad det er for en grænseovergang, der er tale om?

Ministeren.

Når jeg svarede sådan lidt henholdende, var det til dels, fordi jeg ellers efterfølgende ville blive skudt i skoene, at jeg havde sagt noget andet. Det var simpelt hen bare for at sige, at vi jo er enige om – mit parti og spørgerens parti i fællig – at den midlertidige grænsekontrol, som vi havde før situationen med covid-19, også er grænsekontrol, og at den også skal fortsætte.

Således er der adgang til spørgeren igen for en sidste runde. Værsgo.

Men altså, minister, man kan jo ikke stå her og tale om en normalisering af forholdene i grænselandet og så ikke ville svare på, om grænseovergangene åbner i næste uge. Det er jo igen et uhyre simpelt spørgsmål: Bliver alle grænseovergange mellem Danmark og Tyskland åbnet i næste uge, ja eller nej? Og hvis ikke ministeren kan svare på det, synes jeg simpelt hen ikke, det er i orden at tale om, at man nu går ind for at normalisere forholdene i grænselandet og sørge for, at beboere kan færdes frit hen over grænsen. Om nogen burde justitsministeren jo vide, hvilken barriere det er, når der er grænseovergange, der er lukket for, at folk kan færdes. Og bare for en god ordens skyld: Jeg taler heller ikke om, hvorvidt der skal være kontrol eller ej. Jeg taler om muligheden for, at der er passage hen over de grænseovergange, der er, hvor en stor del er lukket i dag.

Tak. Ministeren.

Men jeg tror måske, at der bliver talt en uenighed op, som der i virkeligheden ikke er. Jeg tror grundlæggende, at vi er enige om, når vi kigger på at åbne Danmark igen, at et af de områder, hvor vi gerne vil prioritere, at det kan blive lettest muligt at færdes på tværs af grænserne uhindret, præcis er grænseområdet – en luksus, som vi jo desværre ikke endnu kan tillade os i forhold til vores svenske naboer eller i øvrigt verden omkring os.

Tak til spørgerne, og tak til justitsministeren. Der er gået præcis 60 minutter, og alle spørgsmål er besvaret, så tak til justitsministeren.

Det næste spørgsmål (spm. nr. S 1326) er stillet til social- og indenrigsministeren, og det er stillet af fru Marie Krarup fra Dansk Folkeparti.

Værsgo til oplæsning af spørgsmålet.

Hvad er ministerens holdning til, at børn i dag får mere og mere mærkelige navne, som f.eks. Ønne og Diddedarling?

Ministeren.

Tak for spørgsmålet. For at et navn kan blive godkendt som fornavn her i Danmark, skal forskellige betingelser være opfyldt. For det første skal navnet være et egentligt fornavn. Det betyder f.eks., at titler eller tal ikke kan godkendes som fornavne. For det andet må navnet ikke være uegnet til at blive anvendt som fornavn her i landet. Om et navn er egnet, beror på en helhedsvurdering. Bl.a. skal navnet kunne skrives og udtales på dansk, og det skal kunne fungere som navn. Endelig, for det tredje, må navnet ikke være upassende eller, som der står i navneloven, vække anstød. F.eks. vil racistiske ord, navne på fiktive personer eller kendte varemærker eller brands ikke kunne godkendes som fornavn.

Det beror på et konkret skøn, hvad der kan godkendes som et nyt fornavn, men der er med navneloven altså grænser for, hvor langt man kan gå. Det er sognene og Familieretshuset, der tager stilling til de nye fornavne, og det er også dem, der skal sætte foden ned, hvis der er nogen, der går for langt i deres ønsker. Jeg har ikke noget problem med, at der er plads til unikke og kreative navne. Det gælder både, når børnene skal navngives eller døbes, eller hvis voksne ønsker sig et nyt fornavn. Men jeg vil også gerne sige, at jeg da regner med, at forældre, der vælger at give deres børn et unikt navn, husker, at det skal holde både i børnelivet med alt, hvad der hører til, og jo i øvrigt også resten af livet ind i voksenlivet. Det er et ansvar, som jo kun er et blandt vældig mange ansvar, vi forventer at forældre er i stand til at tage for deres børn.

Spørgeren.

Tak for svaret. Jeg kan forstå på svaret, at ministeren ikke er interesseret i at stramme loven, sådan som vi er i Dansk Folkeparti. Jeg er selvfølgelig glad for, at man ikke kan kalde sit barn for Nutella eller Neskaffe eller Nr. 7 eller Nr. 13, men jeg synes, det er forkert, at man kan få lov at kalde sit barn for Slaven eller Diddedarling eller Ønne, som var en del af mit spørgsmål, eller Rasmusbailey eller Smiley eller Piphat eller Julianvitus, som er eksempler på nyligt brugte havne, som er blevet tilladt efter den liberalisering af navneloven, der fandt sted i år 2006.

Jeg synes, det er sørgeligt, at det er muligt. For med den liberaliserede navnelov giver vi den her tendens i tiden med, at man skal være anderledes, at man skal være ny, og at man skal være helt innovativ på alle områder, fuldstændig frit løb, og det er gået amok på navneområdet, og når man går amok på det område, afvikler man sig selv som en kultur. For det barn, der kommer til at hedde de der mystisk-mærkelige ting, vil jo ikke kunne genkende sig selv i den tradition, der går forud. På en eller anden måde har forældrene dermed udskrevet deres barn af traditionen, og det kan synes som en lille ting, men jeg tror, at det er noget, der har en betydning for, om vi kan videreføre den danske kultur og det danske fællesskab i Danmark. Derfor mener jeg ikke, at det skal tillades, at man finder på alle mulige gakkede navne. Jeg har forståelse for, at man skal kunne give navne, der ikke er helt almindelige, men jeg mener, at man er nødt til at hegne det bedre ind, hvad man mener med »almindelig«, altså f.eks., at navnene skal have været brugt tidligere.

Derfor mener jeg, det er nødvendigt, at vi bremser den her form for liberalisering, for at fastholde vores tradition og fastholde, at nye danskere får mulighed for at indgå i den her tradition, også med deres navn.

Ministeren.

Det er jo ikke en overraskelse for mig, at Dansk Folkeparti gerne vil stramme lovgivningen. For som jeg husker det, var Dansk Folkeparti det eneste parti, der stod uden for den liberalisering, der var af navneloven i 2006, som jo altså bar et bredt ønske igennem i Folketinget. Jeg er sådan set enig med spørgeren, når spørgeren laver en principiel opkobling til den her diskussion, og den principielle baggrund for at ændre navneloven var en grundlæggende forståelse af, at det nok er forældrene, der er de nærmeste til at bestemme et barns navn. Det er ikke noget, som staten ved bedre end forældrene. Der synes jeg jo i den principielle diskussion, om det er forældrene eller staten, der bedst kan tage vare på børnene, at det her så i hvert fald er et sted, hvor Dansk Folkeparti står et andet sted, i forhold til når jeg løbende har haft hele diskussionen om udsatte børn og anbringelsesområdet med spørgerens kollega, som også er her i salen i dag. Derfor tror jeg jo, at det, når det kommer til navne, er en lille del af det kæmpe ansvar, der følger med, når man bliver forældre. Der er jeg altså tilbøjelig til at synes, at man med den principielle afvejning, man gjorde, da man liberaliserede navneloven, havde fat i den lange ende.

Spørgeren.

Der er altid en grænse mellem, hvad staten skal bestemme, og hvad den enkelte person skal bestemme. Det er helt rigtigt. Men når det drejer sig om liberaliseringen af navneloven, mener jeg, at vi gik for vidt. Alle de ting, som vi advarede mod i 2006, er nemlig sket. Det er jo det, der er blevet dokumenteret i nogle artikler her på det seneste, nemlig at folk kalder deres børn hvad som helst. Der mener jeg, at vi som politikere har et politisk ansvar for at fastholde traditionen. På sundhedsområdet har staten jo ikke noget imod at blande sig i de mest intime detaljer af folks liv, så det må være muligt på det her område at blande sig lidt mere. Jeg siger ikke, at man fuldstændig skal tage ansvaret fra forældrene, men det er nødvendigt at gå ind at sige, at der er en tradition, som vi ønsker at værne om, og det kan vi gøre bl.a. med navneloven.

Ministeren.

Som jeg også redegjorde for i min besvarelse, er det jo ikke sådan, at alt blev givet frit med liberaliseringen af navneloven i 2006. Der er stadig nogle rammer, og der er stadig nogle begrænsninger, som jeg gennemgik i min besvarelse. Der er jo stadig også med henvisning til vores tradition forskel på navne til mænd og navne til kvinder. Alle de ting bliver jo diskuteret løbende. Det er ikke, fordi jeg ikke hilser diskussionen velkommen, men lige hvad det her angår, synes jeg egentlig, at man ramte principielt rigtigt, da man i sin tid sagde, at med hensyn til et navn til et barn er det altså i udgangspunktet forældrene, der er nærmest til at bestemme det – altså hvad der er rigtigt for barnet – og ikke staten, med de begrænsninger, der trods alt er fastholdt.

Spørgeren til en sidste runde. Værsgo.

Men rammerne blev for vide. Rammerne for, hvad man kunne vælge, blev for vide. Når man i dag kan kalde sit barn for Slaven eller for Ønne, er der altså noget, som er gået galt. Der er der, vi siger, at man så er nødt til at tage det op igen og se på, om man kan lægge snittet et andet sted, lidt tættere på traditionen, og altså gå ind at definere, hvad traditionen er, og sige, at folk ikke kan gå uden for det. Det mener jeg vi skylder børnene, men det skylder vi også vores traditionelle og historiske fællesskab i Danmark. For uden det forsvinder vores kultur.

Ministeren.

Jeg tror, jeg må fastholde det, jeg har sagt, altså at det vigtigste for mig er, at forældre i det hele taget passer på deres børn og kan tage vare på dem og have overvejelserne omkring, hvilket navn der er det rigtige for barnet, og som kan følge barnet både godt igennem børnelivet og ind i voksenlivet. Det er jo trods alt en af de beslutninger blandt vældig mange, som man skal kunne træffe. Jeg er glad for, at der er de begrænsninger, som der trods alt er, i den liberaliserede navnelov, men jeg synes – hånden på hjertet – at der er større diskussioner og problemstillinger, hvor fællesskabet burde gribe mere ind, i forhold til nogle børn der bliver svigtet i deres familier.

Tak til ministeren, og tak til spørgeren for spørgsmålet.

Så skal jeg, inden vi går til næste spørgsmål, lige meddele, at det af Anne Honoré Østergaard under nr. 25 opførte spørgsmål til sundheds- og ældreministeren (spm. nr. S 1372) udgår efter ønske fra spørgeren.

Hermed endnu et spørgsmål til social- og indenrigsministeren, denne gang stillet af fru Mette Hjermind Dencker, Dansk Folkeparti.

Værsgo til oplæsning af spørgsmålet.

Mange tak for det. Hvad er ministerens holdning til, at Social- og Indenrigsministeriet ikke har inkluderet Landdistrikternes Fællesråd, som bl.a. repræsenterer 55 kommuner og 2 regioner, på høringslisten i forbindelse med høring over udkast til lovgrundlag vedrørende reform af udligningssystemet, men udelukkende har sendt det i høring til KL og Danske Regioner?

Ministeren.

Tak. Jeg vil starte med at understrege, at ministeriet i forbindelse med høring om L 196, som udmønter aftalen om udligningsreformen, har modtaget høringssvar fra bl.a. Landdistrikternes Fællesråd. Det er også medtaget i det høringsnotat, der er oversendt til Folketingets Social- og Indenrigsudvalg den 27. maj.

Jeg er meget positiv over for det store engagement, der har været omkring udligningsreformen. Jeg har modtaget og besvaret et stort antal henvendelser. Jeg har holdt en lang række møder med både enkeltkommuner og kommunegrupperinger. Det gælder også Landdistrikternes Fællesråd. Så jeg vil sige, at der har været en høj grad af inddragelse, og det er også afspejlet i den endelige aftale, som jeg synes indeholder en god balance af de mange synspunkter og hensyn, der er, og jo vigtigst af alt sørger for et Danmark i bedre balance, hvor forskellene ikke bliver for store.

Ministeriet har sendt det konkrete lovforslag i høring hos KL og Danske Regioner, som repræsenterer landets kommuner og regioner. Desuden er det lagt offentligt tilgængeligt på Høringsportalen, så alle har haft adgang til at afgive et høringssvar. Det er samme fremgangsmåde som ved tidligere lovforslag om ændringer i udligningssystemet.

Spørgeren.

KL repræsenterer kommunerne som helhed, og Danske Regioner regionerne som helhed. Landdistrikternes Fællesråd er jo den organisation, som repræsenterer landdistrikterne som helhed. Når udligningsreformen jo netop er noget, der kommer til at berøre landdistrikterne dybt, hvad er det så, der gør, at ministeren slet ikke har haft Landdistrikternes Fællesråd i sine overvejelser, da ministeren skulle beslutte, hvem de ville gøre høringsberettigede?

Ministeren.

Først vil jeg sige, at jeg synes, det var et rigtig godt møde, jeg havde med Landdistrikternes Fællesråd i januar, og jeg tror også, at der er mange af vores yderkommuner, der er glade for den udligningsreform, som jo flytter 1,4 mia. kr. til landets 30 yderkommuner. Det er et godt, solidt resultat, som sørger for et Danmark, hvor der ikke er for store forskelle.

Der er ikke tradition for, at ministeriet sender lovforslag om ændringer i udligningssystemet til forskellige kommunegrupperinger. Der er Landdistrikternes Fællesråd, men ordføreren er også bekendt med, at der findes andre grupperinger og sammenslutninger af kommuner, forskellige samarbejder mellem forskellige kommuner. At man i ministeriet ikke har tradition for at sende lovforslag om ændringer i udligningssystemet i høring hos forskellige og jo også nogle gange opstående og forsvindende sammenslutninger, skal jo ikke ses, som at vi ikke lytter til dem. Jeg havde som sagt et rigtig godt møde med Landdistrikternes Fællesråd.

Tak. Spørgeren.

Og jeg er taknemlig for, at det møde overhovedet fandt sted. Det er takket være, at jeg kaldte ministeren ned i spørgetiden, da ministeren seks gange havde nægtet at holde møde med Landdistrikternes Fællesråd. Så jeg er rigtig glad for, at det møde blev til noget. Det er jo godt at høre, at ministeren fik noget ud af det, og det vil jeg godt hjælpe ministeren med fremover, hvis ministeren skulle glemme at prioritere dem.

Men når det kommer til udligningsreformen, er det jo netop noget, der berører landdistrikterne. Det er jo netop noget, hvor landdistrikterne er dem, som kan blive de store tabere i det. Hvorfor er det, at de slet ikke har været med i overvejelserne?

Ministeren.

Hvis vi nu udvalgte landdistrikterne som eneste gruppering, der fik det tilsendt som høringspart, så tror jeg da, at de store byer, og de byer, der ligger nord for København, de rigeste kommuner, som bidrager mere med den her udligningsreform, ville undre sig over, hvorfor de ikke skulle høres.

Jeg synes, det er en meget god tilgang, at vi hører KL, der repræsenterer alle kommuner, og i øvrigt lægger lovforslaget åbent frem, så alle kan afgive bidrag, hvis de vil. Det har Landdistrikternes Fællesråd gjort. Ministeriet har forholdt sig til det i høringsnotatet på lige fod med de andre høringssvar oversendt til Folketinget. Jeg synes, det er en rigtig fin proces.

Spørgeren.

Jeg anerkender, at der er flere forskellige grupperinger, men udligningsreformen handler jo primært om dels landdistrikter, dels de her sårbare områder, de her sårbare kommuner, hvor der også er en befolkningssammensætning i nogle af de kommuner, som gør det problematisk, også i forhold til kriminalitet og ghettoer osv. Det er jo de ting, som er ekstra sårbare i udligningsreformen. Så er det ikke muligt, at man kan tage de emner frem, som er ekstra sårbare, og sige: Her er det altså vigtigt at høre de organisationer, som repræsenterer det?

Ministeren.

Den her regerings udspil til udligningsreform handlede om at løfte de kommuner, hvor det er sværest at drive kommune, hvor man har de største udfordringer. Det var hele vores udgangspunkt for de her forhandlinger, og derfor tror jeg, at man skal lede meget efter en tænkt konflikt, hvis man vil påstå, at vi ikke har tænkt og husket udkantsområderne.

Yderkommunerne blev løftet med 1,4 mia. kr. i den her udligningsreform. Man kunne også have lavet en udligningsreform, der handlede om at flytte penge til de rigere dele af Danmark. Det har ikke været dagsordenen her. Så jeg tror, at man skal ville have en eller anden konflikt i Folketingssalen for at kunne sige, at yderområderne og landdistrikterne kan føle sig glemt i vores udligningsreform.

Tak. Spørgsmålet er besvaret. Tak til social- og indenrigsministeren og til fru Mette Hjermind Dencker.

Det næste spørgsmål er spørgsmål nr. S 1354 til sundheds- og ældreministeren, og det er stillet af fru Karina Adsbøl fra Dansk Folkeparti.

Værsgo at læse spørgsmålet op.

Tak for det. Hvad mener ministeren om at ældre mennesker tilsyneladende er blevet nægtet at forlade deres bolig, som det fremgår af artiklen »Slut med at plejehjem nægter pårørende gåture med deres kære« bragt på www.alzheimer.dk den 20. maj 2020?

Ministeren.

Det ærgrer mig meget, hvis der er plejehjem, der på den måde har fejlfortolket reglerne om besøgsrestriktioner og på den måde nægtet beboerne mulighed for at forlade plejehjemmet. Det har aldrig været meningen med de regler at begrænse plejehjemsbeboernes mulighed for at forlade deres bolig. Restriktionerne giver heller ikke adgang til isolation eller karantæne af beboerne.

Efter Sundhedsstyrelsens vejledning bør borgere, der forlader plejehjemmet, dog støttes i grundig håndhygiejne og overholdelse af Sundhedsstyrelsens generelle råd om forebyggelse af smitte. De restriktioner er jo indført med det formål at begrænse risikoen for smitte af en særlig sårbar gruppe. Vi ved jo, at plejehjemsbeboere udgør en tredjedel af de registrerede dødsfald med covid-19 i Danmark. Så det er selvfølgelig yderst vigtigt, at den her yderligere åbning af plejehjemmene, vi nu er i gang med, sker velovervejet og inden for de generelle sundhedsfaglige anbefalinger.

I går kunne vi offentliggøre, at der i forlængelse af aftalen af 20. maj er fastlagt en ny model for en delvis genåbning af bl.a. plejehjem. Herefter vil det ikke længere være muligt at forbyde besøg på udearealer, og der kan udpeges en til to faste besøgspersoner, som kan aflægge indendørs besøg, når beboernes helbred eller de fysiske rammer for besøg gør, at besøget ikke kan foregå udendørs.

Så vi har arbejdet for at finde en forsvarlig og en langsigtet løsning, så en gradvis åbning sker på en sundhedsmæssigt forsvarlig måde, hvor både beboere, pårørende og personalet kan føle sig trygge. Og vi har i den forbindelse alle et medansvar for at holde smitten nede ved at følge sundhedsmyndighedernes anbefalinger. Det har vi generelt været rigtig gode til, på trods af at vi altså her har eksempler på, at nogle er gået for langt. Vi har generelt været gode til det, og jeg håber, at vi alle sammen vil blive ved med at holde smitten nede. Tak.

Fru Karina Adsbøl.

I Dansk Folkeparti er vi dybt bekymrede over det her. Altså, det er borgerens egen bolig, man tilsyneladende er blevet nægtet at forlade – og man er blevet nægtet at gå en tur uden for plejehjemmets matrikel. Og mange af dem, der måske har gjort det eller har været ude, har også fået besked på, at de så skulle i isolation bagefter. Så jeg spørger bare ministeren: Mener ministeren, at der har været kommunikeret ordentligt til plejehjemmene og til kommunerne, når sådan nogle ting som det her sker? Der har været adskillige artikler, bl.a. i Politiken og i Ekstra Bladet i dag, som kan berette om det her. Og nu siger ministeren: Hvis der er plejehjem, der har nægtet beboere det her – jamen hvad så, hvis der er det? Det er jo de historier, vi hører. Det er de borgere, der skriver ind til os. Hver dag er der en plejehjemsbeboer, der ringer til mig og fortæller, at han ikke må gå ud af plejehjemmet, fordi han bor på et plejehjem, der har flere etager – og jeg fortæller hver gang, at det må man gerne; han må gerne gå en tur udenfor. Hvordan kan det opstå? Altså, hvordan kan man tolke reglerne på den måde? Der må jo være gået noget galt i kommunikationen fra ministeriets side og fra myndighedernes side, når så mange kan tage fejl af, hvad retningslinjerne er, og hvad det er, man må.

Det er jo derfor, vi gang på gang i Dansk Folkeparti har efterspurgt den her positivliste over, hvad det er, man kan, frem for hele tiden at få at vide, hvad det er, man ikke kan, og hvad det er, man ikke må. Men ministeren og hans embedsværk har jo ikke villet udarbejde den her positivliste, som vi har efterspurgt i rigtig lang tid, netop også i forhold til om man må cykle en tur på en rickshawcykel og alle de her ting, som jeg har diskuteret adskillige gange med ministeren. Så nævner ministeren, at en til to faste personer nu kan få lov til at komme ind på besøg, men som jeg forleden igen skrev til ministeren om, er det jo altså borgernes egen boliger – det skal vi huske på i forhold til det her – det er borgerens egen bolig. Derfor skrev jeg igen til ministeren omkring det her med en til to personer på besøg: Hvem skal man vælge? Hvis man har guldbryllup, hvem skal man så vælge at få besøg af? Og derfor mener jeg simpelt hen, at ministeren må melde klart ud om, hvad konsekvenserne er af ulovlig frihedsberøvelse.

Ministeren.

Der blev stillet ret mange spørgsmål her, og jeg har 30 sekunder til at svare. Det store spørgsmål, som jeg kan se, er, om der har været kommunikeret godt nok fra myndighederne, fra mit eget ministerium og fra de myndigheder, som jeg er ansvarlig for, til kommunerne og dermed til vores institutioner. Og svaret er: Tydeligvis ikke jo, når der er sådan nogle eksempler. Og noget af det, som blev sagt fra starten af, er, at det her kommer til at gå så stærkt, at der formentlig – helt sikkert – vil blive begået fejl undervejs, som så må rettes undervejs. Og hvis der er blevet begået fejl her, synes jeg, vi skal erkende det, og så må vi få rettet de fejl. Og jeg kan forstå, at KL også har sagt, at de er i gang med at sikre, at det ikke sker fremover i de forskellige kommuner.

Spørgeren.

Jamen det her er jo tilsyneladende sket i flere kommuner. Og hvad er ulovligt? Altså, det er jo ulovlig frihedsberøvelse. Mig bekendt må man ikke anvende magt og holde borgere fra at gå ud af deres egen bolig. Så ét er kommunikationen fra ministerens side, men hvad agter ministeren at gøre? Det her er jo så essentielt. Altså, man har kommunikeret ud på en måde, hvor man ikke har gjort det klart nok for plejehjemmene og for kommunerne, hvad de skal forholde sig til i forhold til det her. Under hastelovbehandlingen nævnte jeg netop over for ministeren, at ministeren fik en række bemyndigelser, og at dem skulle han bruge meget, meget fornuftigt. Ellers ville vi komme efter ham, og det er jo det, vi gør, for det er simpelt hen ikke rimeligt, at man nægter beboerne at forlade deres egen bolig og gå en tur, og at folk skal mødes i det skjulte på kirkegårde og andre steder.

Ministeren.

Jeg har jo konkret gjort det, at jeg har fulgt op på det, når jeg har fået præsenteret nogle ting enten fra spørgeren eller fra andre eller fået henvendelser om nogle ting, som jeg mener er forkerte. Jeg har fulgt op på det konkret over for KL, og jeg kan citere, hvad KL har udtalt til Ritzau lørdag den 24. maj, efter at der endnu en gang var debat om den her sag. Der sagde KL, at der er »ingen tvivl om retningslinjerne, og dem følger vi i kommunerne«. Og så står der noget om, at man er i gang med at samle op de steder, hvor man altså har misforstået dem. Det synes jeg er en god melding fra KL. Vi kan nok ikke komme uden om, at der kan være enkelte fejl nogle steder, men vi skal have rettet de fejl – hver enkelt fejl – for de har jo store konsekvenser. Det er jeg helt enig med spørgeren i.

Spørgeren.

Det har da rigtig store konsekvenser. I går i nyhederne kunne vi se, at der har været kræftramte, der ikke har kunnet få lov til at tage afsked med deres pårørende. Altså, der er jo blevet begået rigtig, rigtig mange fejl, og hvis myndighederne og sundhedsministeren simpelt hen ikke formår at melde klart ud, hvad det er, man skal forholde sig til, både i kommunerne og på plejehjemmene, så vil der ske fejl. Derfor vil jeg godt høre ministeren: Hvordan vil ministeren rette op på det her? Hvordan vil ministeren sikre, at man ikke på den måde risikerer at begå ulovligheder i form af ulovlig frihedsberøvelse? For det er det vel i bund og grund, når man nægter beboere at gå ud af deres egen bolig.

Ministeren.

Vi kan se i Danmark, som ikke, som tallene ser ud nu i hvert fald, har haft overdødelighed på plejehjemmene som følge af covid-19, at en tredjedel af dødsfaldene som følge af covid-19 alligevel er sket på vores plejehjem. I andre lande og også lande tæt på os er tallene endnu værre for plejehjemmene. Derfor skal vi som samfund være ekstra påpasselige, ekstra omhyggelige og ekstra forsigtige, når det handler om besøg på plejehjemmene. Det er sådan, myndighedernes regler og anbefalinger har været. Så er der nogle eksempler på nogle, der er gået for langt, og dem er der selvfølgelig handlet på, og sådan skal det også være.

Tak. Spørgsmålet er besvaret.

Den næste, der skal stille spørgsmål til sundheds- og ældreministeren, er fru Liselott Blixt fra Dansk Folkeparti.

Værsgo at læse spørgsmålet højt.

Tak. Hvad er ministerens holdning til solnedgangsklausulen i epidemiloven vedrørende de midlertidige beføjelser?

Ministeren.

Jeg synes, at den klausul er klog, og vi, hele Folketinget, blev jo også enige om den, altså at loven skal ophæves igen den 1. marts 2021 som følge af sådan en solnedgangsklausul. Det er klogt at have sådan en klausul, når man har lovgivning, altså hastelovgivning, som det jo var i en meget, meget særlig situation i danmarkshistorien. Og så er det klogt at give sig selv de rammer, der er i en solnedgangsklausul. Det betyder helt konkret, at der er en solnedgang, altså at tiden løber ud for de beføjelser, som myndighederne og jeg selv som minister har fået. Det sker helt automatisk.

I forhold til den aktuelle solnedgangsklausul er den metode, som vi så valgte i Folketinget, og som partierne var enige om, jo altså en model, hvor hele epidemiloven faktisk bliver ophævet, ikke kun de nye beføjelser, men faktisk hele den meget, meget gamle – ja, faktisk 100 år gamle – epidemilov; den bliver ophævet. Det vil sige, at det, vi også gav hinanden håndslag på, var, at der skal laves et grundigt, inddragende arbejde i forhold til at få lavet en moderne, ny epidemilov, således at vi vil være bedre rustet til også at kunne stå i en situation, hvor der skal handles hurtigt og foretages handlinger i en tid, hvor vi står med en epidemi – det vil være langt at foretrække.

Nu, hvor vi har haft tre hastelove, må jeg som minister sige, at det er langt at foretrække, både for mig, mit embedsapparat, for vores styrelser og for folkestyret – langt at foretrække, altså at vi kan undgå så meget som muligt af hastelovgivningen og have så meget som muligt, der allerede er på plads. Der var ikke meget på plads lovgivningsmæssigt, før epidemien ramte Danmark. Derfor var det klogt også at gøre det, og Folketinget giver jo også mulighed for, at man kan hastelovgive; det var Folketinget også enig om.

Men hovedspørgsmålet er: Hvad er min holdning til det? Jeg må sige, at jeg støtter det og synes, det er klogt, at der er en solnedgang, en udløbsdato, på hasteloven.

Fru Liselott Blixt.

Det er jo rigtig interessant, at det er hele epidemiloven, det gælder. Sådan havde jeg ikke forstået det. Og jeg er spændt på, om andre partier har forstået det på samme måde. Fra Dansk Folkepartis side handler en solnedgangsklausul om en midlertidig bestemmelse, som hasteloven var. Det vil sige, at vi regner med, at når den er væk, er det det gamle, der står tilbage. Så må der jo en helt ny lovgivning til, og så er det ikke sikkert, at det er alle partier, der går med i det. Der skal ministeren vel først finde et flertal, der vil give en minister de samme beføjelser, som man har gjort her ved hasteloven. Jeg synes, det er meget utrygt for borgerne i øjeblikket, som faktisk er meget beklemte ved , at vi har taget det her skridt, som vi alle sammen var enige om vi tog, fordi det var en midlertidig løsning, altså en hastelov, så man kunne reagere her og nu, og hvor ministeren i det her tilfælde fik nogle beføjelser, som han normalt ikke ville have.

Så mener ministeren, at man skal tilbage til det, som vi faktisk har nu, når solnedgangsklausulen er væk? Skal vi så have en lov, der giver ministeren de beføjelser, som der er i dag?

Ministeren.

Nej, det mener jeg ikke. Først vil jeg sige: Jeg tror, Folketinget er fuldt ud klar over det her. Selv om det var en hastelov, var det en stor del af udvalgsarbejdet omkring loven, men ellers skal jeg gerne sende over til Folketinget, hvad det præcis er, Folketinget har vedtaget her. Jeg er helt sikker på, at Folketinget er med på det.

Men det betyder altså, at den aftale, vi også lavede med hinanden, var, at vi i efteråret begynder evalueringen af det og udarbejdelsen af en ny lov, som jo så skal vedtages i Folketinget i det tilfælde, at vi i Danmark synes, vi skal have en epidemilov. Det synes jeg vi skal have. Det synes jeg er klogt at have. Hvad indholdet skal være af den, er for tidligt at sige nu.

Spørgeren.

Men det kunne jo være, at vi mener, at den epidemilov, der var før hastebehandlingen, var okay, og at vi fra Dansk Folkepartis side siger, at det er den, vi ønsker igen. Det er rigtigt, at vi sagde, at vi ville evaluere det, og det er helt i orden. Det var lige så meget for at se, om det var nødvendigt at have solnedgangsklausulen den 1. marts. Det kunne jo være, at vi allerede til november vil finde ud af, at vi kan få solen til at gå lidt hurtigere ned. Hvad siger ministeren til det?

Ministeren.

Mit mål er, at vi kan arbejde sammen med Folketinget i en åben og inddragende proces om en ny epidemilov, som skal erstatte den hidtidige. Hvor stor en forskel der skal være fra den hidtidige, er simpelt hen for tidligt at sige. Jeg vil anbefale alle partierne, at vi afventer, at vi får en nærmere viden om, hvordan de her hastelove, vi her har gennemført, har virket, og så drager nogle konklusioner. Så målet er, at vi skal have en grundig og ordentlig proces og med god tid til efteråret – den luksus har vi, og den skal vi også have – og det vil sige, at når den bliver vedtaget, vil den anden bortfalde, når Folketinget er klar til det.

Spørgeren.

Jamen noget af det, som borgerne er utrygge ved med den her lov, er, at den giver lov til tvangsundersøgelse, tvangsbehandling af folk, at forbyde større forsamlinger og at forbyde adgangen til bl.a. offentlige institutioner, butikker og transportmidler. Er det noget af det, ministeren mener skal ligge som ministerbeføjelser i en ny epidemilov?

Ministeren.

Det er alt for tidligt at sige noget om. Vi er i øjeblikket ved at planlægge, hvordan Danmark skal være rustet til en mulig anden bølge med meget, meget hurtigere og mere fintmaskede indgreb, og hvordan vi skal kunne håndtere en sådan situation. Der vil jeg anbefale, at det foregår på en grund, hvor vi ikke skal ud i nye hastelovgivninger for at håndtere den eksisterende epidemi. Det tror jeg ville være meget, meget klogt. Jeg er tilhænger af, at der selvfølgelig skal laves hastelovgivning, når det er nødvendigt, men vi bør også tænke langsigtet og lære af det, hver eneste gang der er noget at lære – og her er virkelig noget at lære.

Tak. Besvarelsen af spørgsmålet er afsluttet, og vi går videre.

Det er stadig væk sundheds- og ældreministeren, der stilles spørgsmål til, og denne gang er det også stillet af fru Liselott Blixt.

Værsgo at læse højt.

Tak.

Hvad er ministerens holdning til, at en række praktiserende læger har politianmeldt Sundhedsministeriet vedrørende de 5,3 millioner bestilte coronatest?

Ministeren.

Markant øget testning bredt i befolkningen er jo noget af det, som understøtter genåbningen af samfundet, og det er også en del af den politiske aftale med alle Folketingets partier.

Ved at åbne for test af alle voksne med fast bopæl i Danmark har vi fået en ubureaukratisk løsning, hvor det er muligt for den enkelte selv at vurdere, om man vil testes for covid-19. Det vil sige, at man som f.eks. frisør eller taxachauffør eller andet, som er i risiko for at blive udsat for smitte via sit arbejde, altså nu har let adgang til at blive testet, eller hvis man er pårørende og gerne vil testes inden et besøg hos et sårbart familiemedlem, hvis man har været tæt – for tæt – på mange mennesker til en begivenhed og udsat for smitte, kan man blive testet, også selv om man ikke har symptomer. Det synes jeg er en rigtig beslutning.

Situationen her med covid-19 er jo helt ekstraordinær, og der har været, og det vil jeg godt erkende, behov for at finde hurtige og sikre løsninger og i det her tilfælde sikre løsninger, for at alle danskere kan blive testet. Det sker som led i overvågning og bekæmpelse af smitsomme sygdomme med hjemmel i sundhedslovens § 222. Samtidig er det afgørende, at den lægefaglige opfølgning på positive prøvesvar kan ske hos egen læge. Det er egen læge, som kender patienterne bedst, og derfor har det været en praktisk anordning, at de praktiserende læger er blevet tekniske rekvirenter på egne patienter, så der er sikkerhed for, at positive prøvesvar faktisk også sendes til egen læge. Det er også værd at understrege, at de rekvisitioner til test, som oprettes til alle danskere i Testcenter Danmark, er særligt markeret i it-systemet, så de altså ikke kan forveksles med en rekvisition, som lægen af egen drift har rekvireret.

Jeg indrømmer, anerkender fuldt ud, at der er tale om en særlig løsning i en særlig situation, og jeg har også fuld forståelse for, at det for mange praktiserende læger har givet anledning til bekymrede spørgsmål. Derfor har jeg også haft en god og konstruktiv dialog med PLO, og jeg glæder mig over, at der netop i går er indgået en aftale med de praktiserende læger om honorering og håndtering af prøvesvar i det brede samfundsspor.

Spørgeren.

Jamen det er jo et lidt underligt samfund, vi lever i. Det er sundhedsmyndighederne, der beder Seruminstituttet om at sende test ud på alle landets borgere, uden at de har været til egen læge, og uden at informere lægerne om det. Og her dagen før jeg stiller spørgsmålet, laver man en aftale med lægerne om, at de nok skal blive lønnet efter det.

Der er rigtig mange læger, der er utrygge ved det her. De har deres autorisation. De ønsker, at det er dem, der sidder foran, når det er, der skal bestilles, og også tager det ansvar, der er, når man får et testsvar tilbage. Men her har man gjort det uden at informere lægerne og bare sendt det ud.

Så spørger lægerne selvfølgelig også: Hvad sker der så, når de her testsvar kommer? Borgeren tror, det er lægen, der har rekvireret det. Der er faktisk nogle, der har fået svar, selv uden at være blevet testet. Det er også lidt underligt. Så der sker måske også nogle fejl her. Så hvad tænker ministeren at gøre mere, i forhold til at det her er noget, som man ikke har gjort tidligere, og man faktisk ikke ved hvordan, og hvilke fejl der opstår undervejs?

Ministeren.

I den bedste af alle verdener havde vi jo haft et system, hvor det her kunne køre, men systemet skal jo altså bl.a. kunne håndtere, at alle danskere skal kunne bestille en test. Det mener jeg er en klog strategi, for det er jo en bred samfundstest, og vi har jo selv haft diskussionen tidligere – os to faktisk – og derfor nævnte jeg taxachauffører, for spørgeren fremhævede taxachauffører og sagde: Hvordan kan de blive testet? Skal de virkelig igennem egen læge?

Det er vi fri for nu. Det vil sige, at det jo er, synes jeg, en meget, meget smidig ubureaukratisk løsning, vi har fundet, men it-systemerne skal jo også spille sammen, og det var nødvendigt at gøre det på den måde her, og så er der nogle anmærkninger i it-systemet, og de skulle jo løse det problem.

Spørgeren.

Men man blander tingene sammen.

Ja, jeg har stået heroppe og sagt: Test, test, test. Hvorfor tester vi ikke taxachaufførerne? Hvorfor tester vi ikke den gruppe? Så vi er helt enige i, at vi skal teste, men det her er lægernes autorisation, man går uden om. Det er også derfor, man har meldt det til politiet. Der vil jeg da også høre: Har man det juridiske med sig? Har man ansøgt etisk komité, og hvad der ellers skal til, for at man kan gøre den her slags ting? Hvilke myndigheder er det, man har lyttet til her? Er det en paragraf i loven, der siger, at det har man ret til, eller hvad?

Ministeren.

Statens Serum Institut har med hjemmel i sundhedslovens § 222 vedrørende SSI's myndighedsopgaver mulighed for at udsende rekvisitioner til test for covid-19. Spørgeren siger så, at hun også har stået og sagt: Test den her gruppe og den her gruppe. Hvis man har den holdning, kan man ikke samtidig have den holdning, der hedder, at alt i øvrigt skal være ud fra en lægefaglig vurdering, for så er det ikke jo ud fra et spørgsmål om, at man politisk kan beslutte det. Så er det ud fra den enkelte lægefaglige vurdering, og det var det jo tidligere.

Nu har vi åbnet op, og det vil sige, at alle grupper, som man også politisk kunne synes eller som man selv synes har brug for at blive testet, kan blive testet. Jeg synes, det er en fin løsning.

Spørgeren.

Nej, man blander tingene sammen. Jeg vil sige til ministeren, at jeg ønsker, at borgeren også selv tager et ansvar. Det skal ikke være tvang. Det skal ikke være sådan: Nu har vi bestilt din prøve, uden at din læge ved det, og så kan vi teste dig.

Når jeg siger, at vi skal teste taxachauffører, er det for at sige til alle taxachaufførerne: Ved I hvad? Nu er det jeres tur. Det er for at informere dem om det og så få dem hen i de hvide telte, som man netop har lavet for at kunne teste mange af dem, som ikke lige har symptomer. Det er da noget andet, end at det bliver bestilt i ens navn uden en læges autorisation.

Ministeren.

Der er ikke tale om tvang her; det er fuldkommen frivilligt, om man vil lade sig teste. Men det var jo det setup, vi havde i Danmark, og jeg skal da bare minde om, at der var utrolig meget debat, også her i Folketinget, hvor mange partier mente, at vi testede for lidt: Der var hver eneste uge nye grupper, som man kunne teste, for de var også en slags frontpersonale. Så var der også pølsemanden, og så var der også skraldemændene og taxachaufførerne og kassemedarbejderne. Der er mange, som er i berøring med mange mennesker, og jeg synes, at det alt sammen var klogt. Derfor var det, at vi sagde: Frem for at have den evindelige debat var det måske klogere, at vi åbnede bredt op, så vi også får fanget flest, for der er jo stadig væk, selv om det er et lille niveau, skjulte smittelommer, og hver eneste gang man finder en af dem, kan vi begynde opsporingen, og så kan vi inddæmme smittespredningen i samfundet.

Tak til fru Liselott Blixt.

Den næste spørger, som også skal stille spørgsmål til sundheds- og ældreministeren, er fru Karina Adsbøl.

Værsgo at læse op.

Tak for det.

Er det ministerens holdning, at kommuner lever op til ældreaftalen vedrørende tilbuddet til borgerne om grundigere rengøring, hvis en kommune skriver ud til sine borgere, at de kan få 10 minutters ekstra rengøring, og hvad vil ministeren gøre for at sikre, at der bliver tilbudt en grundigere rengøring?

Ministeren.

Lad mig starte med at slå fast, at kommunerne har en pligt til at foretage en konkret og individuel vurdering af den enkelte borgers behov og ressourcer, inden de træffer afgørelse om tildeling af hjælp. Det betyder bl.a., at en kommune ikke kan træffe en generel beslutning om indholdet og omfanget af den hjælp, som tilbydes de ældre i kommunen. Jeg har selvfølgelig ikke kendskab til, hvordan hver enkelt kommune tilrettelægger genetableringen af den hjælp, der midlertidigt har været suspenderet under covid-19, og det samme gælder, hvordan de enkelte kommuner følger op på behovet for en grundigere rengøring efter en længere periode uden hjælp til rengøring.

Men i forhold til den konkrete sag, som jeg formoder ligger til grund for spørgsmålet, vil jeg sige, at jeg kan forstå fra presseomtale, at den pågældende kommune har beklaget sagen. Jeg tolker det, som om kommunen får rettet op. Men som jeg også nævnte i mit mundtlige svar på § 20-spørgsmål nr. S 1202, har jeg den 12. maj skrevet rundt til alle 98 kommuner og gjort dem opmærksomme på ældreaftalens indhold. I brevet har jeg understreget vigtigheden af, at ældreområdet prioriteres højt og skal tilbage til normalt niveau, i takt med at samfundet jo generelt også åbner. Jeg har også understreget i brevet, at der er behov for grundig rengøring hos de ældre, der på grund af begrænset rengøring i en længere periode måtte have behov herfor.

Hvordan og hvornår den del af aftalen udmøntes lokalt, vil jo selvfølgelig afhænge af lokale forhold og den konkrete vurdering, der er, af den enkelte ældre. Det er så i øvrigt Ankestyrelsen og ikke mig som minister, der skal behandle klager over de konkrete afgørelser om hjælp, som kommunen træffer. Derfor er det også Ankestyrelsen, der fører tilsyn med, om kommunerne overholder lovgivningen på området. Tak.

Fru Karina Adsbøl.

Men kan ministeren ikke bekræfte, at vi i den aftale, som vi indgik, aftalte, at vores intention rent politisk var, at de borgere, som havde fået nedsat deres hjælp – og mange havde jo fået den nedsat; det er op til 84 pct. af kommunerne, der har anvendt bekendtgørelsen og skåret ned på den praktiske hjælp, herunder rengøring – trængte til en grundigere rengøring. Når man nu ikke har fået gjort rent i flere måneder for nogles vedkommende, trænger man til en grundigere rengøring. Det var intentionen med den aftale.

Så snakker ministeren om Ankestyrelsen og klage og individuelle vurderinger. Jeg må bare sige, at intentionen i den aftale – det var i hvert fald det, Dansk Folkeparti kæmpede for i den aftale – var, at dem, der havde fået skåret ned i deres rengøringshjælp, skulle tilbydes en grundigere rengøring. Kan ministeren så bekræfte det? Og kan ministeren også bekræfte, at 10 minutter ikke er godt nok? Altså, det er langtfra godt nok. En grundig rengøring er en grundig rengøring. Er ministeren enig med DF i, at på 10 minutter kan man ikke nå en grundig rengøring inden for den ramme?

Så jeg bliver nødt til at være sikker på, at sundhedsministeren endnu en gang vil følge op på det her og sikre, at den aftale, vi har indgået, også bliver udmøntet i praksis, så alle de borgere, der har fået skruet ned for deres hjælp, får tilbudt en grundigere rengøring.

Ministeren.

Jo, jeg kan bekræfte, at det var en del af aftalen. Derfor har jeg også skrevet det til kommunerne, og derfor kan vi jo også høre, at kommunerne nu er i gang. Så er der et konkret eksempel i en avis om en kommune, som har skrevet noget om 10 minutter, som spørgeren jo fremhæver her. Og der kan jeg så forstå, at den pågældende kommunes sundhedsdirektør har sagt til Ekstra Bladet, at man beklager det her, og at man er i gang med at vurdere individuelt. Men det er jo præcis det, man skal: altid vurdere individuelt.

Spørgeren.

Så vi indgår en aftale om, at de beboere, hvis hjælp er blevet skåret under covid-19 og ikke har fået gjort rent, skal tilbydes en ekstra rengøring, og hvad så, hvis kommunen går ind og vurderer, at det skal de ikke? Ministeren siger, at det er en individuel vurdering. Vores intention er, at alle de borgere skal tilbydes en ekstra, grundigere rengøring, og det var sådan set det, vi aftalte. Det må ministeren gerne svare på. Nu siger ministeren, at det her er ét eksempel, men ét eksempel står sjældent alene. Altså, vi skal nok se flere eksempler på det. Det har vi set tidligere, og det kommer vi nok til at se igen.

Ministeren.

Ja, og hvad skal man så gøre, hvis man ikke har fået den grundige rengøring? Så er det altså Ankestyrelsen, der både er klageinstans og har det overordnede tilsyn med kommunerne. Det ændrer vores aftaletekst jo altså ikke på. Det vil sige, at vi har en klageinstans, hvis man ikke får den konkrete rengøring efter det individuelle behov, man har. Det synes jeg ikke at vi skal tale ned. Det er klogt og godt, at der er et individuelt behov, man skal imødekomme her, for det er selvfølgelig forskelligt, alt efter hvor meget behov man har for hjælp som ældre medborger og hvor meget nedskæring der har været. Det er jo det, som aftalen netop tager sigte på.

Spørgeren.

Jeg bliver lidt gal og lidt bekymret over ministerens svar. Som jeg forstår ministeren, siger han, at ja, det er jo den individuelle vurdering. Og ja, som udgangspunkt er det jo fint med en individuel vurdering, hvis man efterlever vores aftale. Hvis man ikke efterlever vores aftale, ender vi faktisk ud i, at de her borgere skal ud i en lang klagesag ved at klage til Ankestyrelsen og andet for at få den ekstra rengøring, den grundigere rengøring, som vi har aftalt politisk. Derfor vil jeg gerne have, at ministeren i hvert fald præciserer, hvad vi mener med vores ældreaftale med hensyn til grundigere rengøring, så vi ikke ser det her, og så borgerne ikke skal igennem lange klageforløb for at få det, vi har givet midler til, og som vi har aftalt i vores aftale.

Ministeren.

Det er jo præcis det, jeg har gjort i det brev, jeg har sendt til KL – og det vil jeg meget gerne oversende til Folketinget. Der præciserer og udfolder jeg netop indholdet af vores politiske aftale, og jeg præciserer endda den del af det, som handler om, at der er et efterslæb hos nogle ældre, som har haft mindre hjemmehjælp på grund af covid-19 i en periode, forståeligt nok. Nu skal vi op igen, og der er et efterslæb, hvor der er behov for noget grundig rengøring. Det er det, aftalen beskriver, og det er skrevet specifikt ud til vores kommuner.

Tak for det. Der er ikke flere opfølgende spørgsmål. Tak til fru Karina Adsbøl. (Karina Adsbøl (DF): Ej, hvor ærgerligt! Jeg bliver stående). (Munterhed). Ja, det er altid spændende at være i dialog med ministrene, så derfor kunne man godt føle sig fristet til at stille flere spørgsmål, end forretningsordenen tillader.

Men nu er det en ny spørger, og det er fru Gitte Willumsen fra Venstre, der skal stille spørgsmål til sundheds- og ældreministeren.

Værsgo.

Tak, formand. Mener ministeren – i lyset af at smitten ifølge sundhedsmyndighederne spreder sig bedst i større forsamlinger – at risikoen for større forsamlinger er større på hoteller i København end eksempelvis på hoteller i Hvidovre?

Ministeren.

Nej, det mener jeg ikke. Jeg har nu fået en række spørgsmål fra partiet Venstre om, om der er større smittespredning efter kl. 24, og om der er større smittespredning på et hotel i Hvidovre end i København, og jeg tror, jeg får nogle tilsvarende senere i dag. Det mener jeg ikke, for der er ikke noget sundhedsfagligt belæg for at sige, at der er det. Naturligvis er der ikke det. Jeg tror næsten, det må gå under karakteristikken retoriske spørgsmål. Jeg skal selvfølgelig nok svare på dem alligevel, men det er bare for at sige det, som det er, fra starten af: Nej, det er der ikke.

Men sagen er lidt mere nuanceret end som så. Først og fremmest vil jeg sige, at hvis man ser ud over Europa, vil man se en lang række restriktioner på rejser ud over Europa, og vi er slet, slet ikke det eneste land i Europa, der har restriktioner. Vi er i gang med at lempe på dem i Danmark, og det er der også mange andre lande der er – der er en lang række lande, der er i gang med at lempe på dem.

Det, vi kan se, er, at når man lemper, sker det gradvis i Danmark, og det gør det også mange andre steder, i forhold til hvor man kan tage ophold. Noget af det, vi også har sat ind med her, er at se, hvor det er, smitten trives allerbedst, og det er præcis de steder, hvor der er mange mennesker tæt sammen. Hvad angår vores hovedstad, er vores turistattraktioner på et mindre område tæt ved siden af hinanden, så der er risikoen også. Og man kan huske, at sidste sommer i København slog det en, hvor utrolig mange turistklumper der var mange, mange steder, og ved at have den her regel har vi sat et værn op mod, at der skal komme et lige så stort turistsammenrend, hvor det fysisk er helt umuligt at holde den afstand, som man faktisk skal holde. Så det er selvfølgelig derfor, altså et ønske om at sprede turismen mere ud over landet.

Hvis vi satte grænsen uden for Hvidovre, tror jeg, vi havde fået spørgsmål om, hvad der så skulle ske med Rødovre, med Køge osv. Det giver god nok mening i debatten, men samtidig giver det ikke mening, hvis jeg må have lov til at sige det. Medmindre man selvfølgelig bare åbner op for alt, og det kan man godt have som politisk mål og holdning. Målet har vi alle sammen, men at have holdningen om at gøre det nu har jeg ikke.

Fru Gitte Willumsen.

Tak. Turisterhvervet har rigtig stor betydning for Københavns erhvervsliv og beskæftigelse. København har allerede oplevet en gigantisk nedgang i antallet af overnatninger på hele 60 pct., og det kan oversættes til, at man alene i marts måned har mistet 480.000 overnatninger, og det er altså et tab, der svarer til, hvad man har set i resten af landet. Ministerens egen partifælle overborgmester Frank Jensen har den 29. maj udtalt til TV 2: »Mit hjerte bløder for Københavns hoteller, restauranter og forlystelser«. Han sagde videre: »Det er for mig ærligt talt svært at forstå, at turisterne ikke må overnatte i København«.

I forlængelse heraf vil jeg gerne spørge ministeren, om det gør indtryk på ministeren, når en partifælle kommer med sådan en kraftig undsigelse af regeringen, og hvilket svar ministeren har givet overborgmesteren og københavnerne, når der nu er flere smittede på Vestegnen, hvor turisterne jo godt må sove. De kan være inde i København i løbet af dagen, og så kan de så tage tilbage til Hvidovre eller Glostrup eller Køge og retur til København og klumpe sig sammen, som ministeren før omtalte var det, man ville undgå.

Ministeren.

Jamen det gør altid indtryk på mig, hvad Københavns meget, meget dygtige overborgmester siger, og hvad hans vurderinger er. Jeg har fuld forståelse for det, og det ville have overrasket mig, hvis ikke han sagde det, vil jeg også være ærlig og sige – uanset partifarve i øvrigt. Man har lov til at komme ind til København og spise på restauranter og være i Tivoli eller på Bakken eller gå i parkerne og nyde den smukke hovedstad som turist, men overnatning skal altså ske uden for, og det vil selvfølgelig begrænse turisttrykket i København, og det er det, der er hele formålet.

Spørgeren.

Når det nu tilsyneladende er farligt at sove på et hotel i København, hvad så med de mange andre muligheder for at overnatte i København? Må man heller ikke leje sig ind i private boliger via Airbnb? Jeg har været inde at tjekke deres hjemmeside, og du kan leje lige præcis det, du har lyst til: en nat, to nætter, eller hvad man nu har lyst til. Der står intet på hjemmesiden om, at man ikke kan leje en privat bolig i København.

Ministeren.

Hvad angår spørgsmålet om juraen i det, må jeg henvise til justitsministeren.

Spørgeren.

Men sundhedsministeren må jo, når man nu mener, at det er sundhedsmæssigt uforsvarligt at have folk til at klumpe sig sammen i København, og at de derfor skal ud af byen for at overnatte, have gjort sig nogle overvejelser om, hvordan man vil kontrollere det her. Vil man tage rundt og se, om der bor turister i de her lejligheder? Eller er vi ude i whistleblowerordninger, eller hvad har ministeren tænkt sig?

Ministeren.

Jeg er desværre nødt til igen at henvise til justitsministeren. Vi har jo nogle ressortområder, og spørgsmål om, hvordan man overholder det, og hvad myndighederne gør i forhold til de her ting, er det altså min kollega justitsministeren, som svarer på.

Tak for det.

Vi fortsætter med det næste spørgsmål, som også er stillet af fru Gitte Willumsen til sundheds- og ældreministeren.

Værsgo.

Tak. Hvad er den sundhedsfaglige begrundelse for, at man kun må komme til Danmark som turist, hvis man har bestilt minimum seks overnatninger her?

Ministeren.

Det anede mig, at vi ville være samme sted igen. Det er jo næsten samme spørgsmål, og det er i hvert fald helt sikkert samme tematik, der ligger her. For nu at springe til konklusionen vil jeg sige, at det ikke er sådan, at virus opfører sig på den måde, at hvis en turist er her 1 dag, er virus mere smitsom, end hvis en turist i stedet er her 6 dage. Det er ikke sådan, det er. Det har vi på ingen måde påstået eller sagt, og der er heller ingen myndigheder, der har sagt til os, at det er sådan.

Det her er et redskab til at have en rimelig kontrol med, hvor meget vi åbner grænserne. Jeg vil sige, at jeg er i tæt kontakt med mine europæiske kolleger og med ECDC, det europæiske smitteagentur. Og i forbindelse med den store åbning, der sker mange steder i Europa, af samfundene, ser vi ind i en stor usikkerhed – en stor usikkerhed! Når vi får prognoser – og der kommer også nogle i løbet af denne uge – er de fyldt med meget, meget stor usikkerhed. Det vil sige, at det er klogt og rigtigt – det er min faste overbevisning – at gå gradvis frem her og ikke bare åbne op på vid gab for alt og forestille sig, at vi kunne have en situation som en normal sommer. Det her er desværre ikke en normal sommer. Vi længes alle efter det, både vores erhvervsliv og alle os mennesker, der bor i Danmark. Hele verden længes efter det. Men kig rundt i næsten alle andre lande, både i Europa og i verden i øvrigt. Der er restriktioner. Der er kæmpestore lande, som ellers fuldstændig baserer sig på frihedsrettigheder, som man ikke kan komme ind i. Der er lande, som har indført udgangsforbud. Vi er i en særlig situation, og det er det, de her regler er udtryk for.

Fru Gitte Willumsen.

Det er jeg helt med på, og jeg er også biolog, så jeg ved godt, hvordan virus opfører sig. Men så kunne jeg godt tænke mig at høre sundhedsministeren om, hvornår man er turist. Er man turist, hvis man skal til bryllup eller konfirmation i Danmark og kommer fra f.eks. Norge – altså hvis man ikke er nært beslægtet? Hvis svaret er ja, vil det betyde, at bryllupsgæsterne og konfirmationsgæsterne skal tage fri 6 dage for at deltage i de her festlige begivenheder. Det bliver nok den dyreste konfirmationsfest eller bryllupsfest, de her gæster nogen sinde har deltaget i. Jeg har et eksempel fra en dansk-norsk familie, som netop står med den her problemstilling. Vil en fætter, en onkel, en kusine eller en tidligere skolekammerat være turist, når vedkommende sætter sig ved et veldækket bord hjemme i privaten og låner børneværelset til at overnatte i?

Ministeren.

Jeg anerkender fuldt ud, at især de ægteskaber og parforhold, som går på tværs af landegrænser, er nogle af dem, som har betalt en høj, høj pris her, og deres pårørende har kunnet mærke det allerførst i forhold til den måde, man normalt er sammen på. Vi andre begynder først at mærke det, når det begynder at blive sommer og vi har lyst til at tage på ferie. Men de har mærket det allerede fra dag et, det er jeg fuldstændig med på. Sådan er det i Danmark og hele resten af verden. Så det har jeg fuld forståelse for.

Det helt konkrete spørgsmål om grænser og myndigheder er det altså justitsministeren, som skal svare på, i forhold til hvordan reglerne præcis er der. Så jeg vil anbefale, at man sender et skriftligt spørgsmål til justitsministeren.

Spørgeren.

Okay. Tænker ministeren, at en konfirmation eller en bryllupsfest kan betragtes som et anerkendelsesværdigt formål, hvis gæsterne kan vise en invitation, sådan at gæsterne ikke behøver at blive en hel uge i Danmark? Man kan let finde smittespredningen her, fordi man jo har en gæsteliste. Så kunne man betragte det som et anerkendelsesværdigt formål at være gæst ved en konfirmation?

Ministeren.

Igen må jeg henvise til justitsministeren i forhold til det at rejse ind i landet og til udenrigsministeren i forhold til at rejse ud af landet. Jeg tror, at den debat foregår, mens vi står her. Den har foregået i Folketingssalen tidligere og foregår i Nævnet nu her, så vidt jeg forstår. Det vil sige, at det er temmelig afgørende for os, at vi lige holder os til det her ressort. Det er ikke, fordi jeg ikke vil svare på de ting, der bliver spurgt om, men det er bare vigtigt for os, at vi lige holder os til de ressortområder, vi nu har, og mens der foregår en debat i Nævnet, vil jeg ikke gå ind på en anden ministers ressort – slet ikke mens der foregår sådan en debat.

Spørgeren.

Tak for det. Så kan jeg jo komme igen på onsdag og stille spørgsmålene til en anden minister.

Så vil jeg spørge ministeren: Hvis nu man kører gennem landet, er man så turist? Altså, hvis vi nu forestiller os, at man er en nordmand og skal til Tyskland, og at man skal tilbage igen, og at der er noget med noget færgeoverfart, og at man skal have rejseplanen til at passe, må man så godt overnatte en enkelt nat? Er det sundhedsfarligt for os, at der er en norsk turist, som er nødt til at tage en overnatning i Frederikshavn, inden han eller hun kan komme med færgen? Hvordan ser sundhedsministeren på det?

Ministeren.

Lige præcis reglerne for at køre igennem Danmark vil jeg ikke komme ind på, for det hører under justitsministerens ressort. Men til det, der handler om det sundhedsfaglige, og om, om det, hvis der kommer en og overnatter én nat, så skulle være mere farligt, end hvis man overnatter her seks nætter, vil jeg sige nej. Vi er nok enige om, at det ikke er sådan, det hænger sammen. Men når vi har sat den grænse og lavet den regel, at man altså skal kunne fremvise, at man skal overnatte i Danmark i seks nætter, er det jo netop, fordi vi er nødt til at begrænse turisttrykket i Danmark. Vi åbner op så meget som muligt, men der bliver ikke det samme turisttryk, som vi er vant til, på grund af det sundhedsfaglige. Det er der mange der er kede af. Jeg er da også selv ked af det. Vi åbner så meget som muligt, men vi skal være på helt sikker grund.

Tak til sundheds- og ældreministeren, og tak til fru Gitte Willumsen.

Vi går nu videre til spørgsmål nr. S 1360, som er til transportministeren, og det er stillet af hr. Tommy Ahlers fra Venstre.

Værsgo at læse spørgsmålet op.

Er ministeren bekymret for, om forbuddet mod, at turister overnatter i København, vil føre til mere trængsel i de i forvejen tætpakkede busser, tog og S-tog, der kører ind og ud af København?

Ministeren.

Indledningsvis vil jeg gerne sige hr. Tommy Ahlers tak for spørgsmålet – jeg opfatter det som, at hr. Tommy Ahlers er bekymret for danskernes og turisternes ve og vel. Og jeg kan først og fremmest oplyse, at den kollektive trafik ind og ud af København nu kører efter normal køreplan og altså ikke efter reduceret køreplan, dvs. at den kører efter den samme køreplan som før coronakrisen. I forbindelse med den gradvise genåbning af Danmark er passagererne ved at vende tilbage til den kollektive transport, og det er sådan set glædeligt, men vi er dog meget, meget langt fra normalen.

Tirsdag, onsdag og torsdag i sidste uge – vi havde jo mandag og fredag, der var helligdage, så dem har jeg set bort fra – var rejsekortaktiviteten i eftermiddagsmyldretiden for S-tog ca. 35 pct. lavere end normalen, i metroen havde man i eftermiddagsmyldretiden de samme dage ca. 45 pct. lavere aktivitet, og kigger vi på Movias busser i hovedstadsområdet, var aktiviteten hele 50 pct. lavere end normalen. Så samlet set har rejsekortaktiviteten i eftermiddagsmyldretiden altså været mellem 35 pct. og 50 pct. lavere end normalt. Og her skal gøres opmærksom på, at eftermiddagsmyldretiden er det tidsrum, hvor der for nuværende er flest passagerer; normalen er faktisk, at det er morgenmyldretiden, der er mest hektisk. Kigger vi på strækningen mellem Roskilde og København onsdag i sidste uge, den 3. juni, var belægningen på cirka 22 pct. af normalen.

Generelt er der altså ikke for tiden trængsel i busser, S-tog og tog ind og ud af København. Det er klart, at der vil kunne findes busser og tog, som der er mange passagerer i, i myldretiden, og her er det vores alle sammens ansvar at rejse på en så hensigtsmæssig måde som muligt. Jeg kan f.eks. anbefale, at man benytter sig af DSB's webapp, der hedder »Plads på rejsen«, hvor man kan tjekke, om der er god plads i S-toget, hvis man gerne vil rejse med dér. Men da vi jo altså forventer, at der hen over sommeren også vil være færre pendlere, er der altså ikke umiddelbart nogen bekymring i forhold til rejsemønstrene.

Hr. Tommy Ahlers.

Tak for det. Det lyder, som om ministerens opfattelse er, at der er plads, også til turisterne, i S-togene og S-busserne, og hvad man nu ellers vælger at køre med ind og ud af København. Grunden til, at jeg spørger, er jo sådan helt reel, for når man er i København og tager metroen ud af København – i hvert fald sidste sommer – vil man lægge mærke til, at der er rigtig, rigtig mange turister med, hovedsagelig frem og tilbage til lufthavnen. Nu skal de turister jo alt andet lige frem og tilbage til de steder, hvor de godt må bo, i kommunerne rundt omkring København og Frederiksberg. Og når man kigger generelt på det, vi har talt om, når vi har talt om transport, og når ministeren også har talt om transport og corona, så har der jo været en bekymring for, om det var et sted, hvor vi ville hobe os op, altså om der ville være for mange med. Vi blev anbefalet at sidde med behørig afstand, vende den samme vej – det har der også været diskussion om – og så også, at vi måske ikke skulle køre på samme tid.

Vi deler jo bekymringen omkring det her, men jeg kan også forstå, at grunden til, at man har valgt at sige, at turisterne ikke må overnatte i København, er, at man særskilt er bange for, at der kan komme nye smittekæder til København – det har ikke nødvendigvis noget med mængde at gøre. Skal man så ikke også vurdere det særskilt i forhold til transport? For det handler ikke nødvendigvis kun om, at der er 35 pct. ekstra kapacitet og dermed plads i togene, men også om, at der måske er nogle personer, altså turisterne her, som man er bange for, og at det er det, som regeringens forsigtighedsprincip omkring København lægger op til. Og derfor bør man også gøre mere, hvis man skal følge den logik, altså gøre mere sådan meget specifikt i forhold til transporten ind til og ud af København – hvordan kan man styre den i forhold til turisterne?

Så mit spørgsmål er helt konkret: Har ministeriet gjort noget konkret? Har der i de dialoger med transportoperatørerne, altså DSB og Metroselskabet, været en diskussion om, hvor meget pres der ville komme, på grund af at turisterne ikke måtte bo i København, og hvad gør man i forhold til det?

Ministeren.

Det er jo sådan, at vi har en generel anbefaling om, at man undgår myldretiden, hvis det kan lade sig gøre. Og kigger vi på normaltrafikmønsteret uden for myldretiden, er der ikke nogen stor grund til bekymring. Antagelsen er jo også, at der alt andet lige i sommerperioden er en række danskere, som er på ferie og holder ferie andre steder udeomkring i landet, og derfor er der i øvrigt også et mindre pres på den kollektive trafik i myldretiden. Så der er ikke den helt store bekymring her, men det er klart, at anbefalingen selvfølgelig skal være, at man som turist i København prøver at undgå myldretiden.

Spørgeren.

Skal jeg forstå ministeren sådan, at der ikke er gjort noget specifikt i forhold til en dialog med transportoperatørerne om, hvordan man skal håndtere det her ekstra pres, der kommer, når nu turister godt må bo uden for København, men ikke bo inde i København? Og antagelsen er jo stadig væk, at de gerne vil ind og se alt det fantastiske, vi har her i København, når de nu har indlogeret sig på et hotel i Gladsaxe eller Rødovre. Har man ikke gjort noget specifikt i forhold til transporten?

Ministeren.

Jeg har løbende dialog med transport- og trafikselskaberne, DSB, de regionale trafikselskaber m.v., og for at være helt hudløst ærlig er det, der er den store bekymring, hvordan søren vi får nogle flere til at benytte sig af den kollektive trafik, fordi den har blødt så mange passagerer, som den har. Så problemet er måske ikke i så høj grad, hvordan man undgår at få passagerer, men det modsatte.

Spørgeren.

Grunden til, at jeg stiller spørgsmålet, er også, at der er mange, der ikke kan forstå de her regler, og en af de ting, som de så spørger om, er, hvorfor turisterne må tage bus og tog frem og tilbage. Det har jeg simpelt hen ikke kunnet svare på, og jeg har heller ikke, når jeg har været ude, set, at man har gjort noget specielt her. Det er derfor, at jeg stiller ministeren spørgsmålet, om den her problemstilling har været nævnt, eller om regeringen ikke anser det for at være et problem, at de her, som man ellers ser som farlige, og som derfor ikke må bo på hoteller i København, kører med den offentlige transport. Er det sådan, det skal forstås?

Ministeren.

Det vil altid være en fordel, hvis man selv var frekvent bruger af den kollektive trafik, så spørgeren selv havde haft et indblik i, hvor få passagerer der faktisk er i den kollektive trafik. Det er en kæmpe udfordring, og det kommer til at være en stor økonomisk byrde at rette op på det billetindtægtstab, der har været. Vi kommer selvfølgelig altid til at have en løbende dialog med trafikselskaberne. Det her er ikke en bekymring, de har nævnt med et ord.

Tak for det. Besvarelsen er afsluttet. Tak til hr. Tommy Ahlers.

Vi fortsætter med spørgsmål til transportministeren, og nu er det hr. Hans Kristian Skibby fra Dansk Folkeparti, som skal stille spørgsmålet.

Værsgo at læse spørgsmålet op.

Tak, fru formand. Synes ministeren ikke, at det giver endog meget god mening at igangsætte en hurtig politisk forhandling, hvor Folketingets partier kan opnå flertal for en infrastrukturaftale på de områder, hvor trafikale projekter kan fremrykkes og gennemføres relativt hurtigt anlægsmæssigt?

Ministeren.

Tak for spørgsmålet. Det er jo kun, nogle timer siden vi senest havde en debat her i Folketingssalen om behovet for en bredt funderet og langsigtet infrastrukturplan, og jeg vil også tilkendegive her, at det er noget, vi uagtet coronakrisen fortsat mener der er et behov for. Det er en plan, som også skal have et tydeligt grønt aftryk.

Et bredt flertal i Folketinget har fastsat en ambitiøs målsætning om at reducere Danmarks udledning af drivhusgasser med 70 pct. i 2030 målt i forhold til 1990-udgangspunktet, og kigger man på transportsektoren, står den for en betydelig del af udledningen, og derfor må vi også nødvendigvis se på vores infrastrukturinvesteringer i sammenhæng med klimaindsatsen. Vi skal ikke træffe beslutningerne i blinde, og derfor bliver vi nødt til at vide mere om, hvordan en infrastrukturplan bliver grøn, og det kræver, at vi er længere i arbejdet med klimahandlingsplanerne, før vi kan indkalde til brede forhandlinger om en ny infrastrukturplan med Folketingets partier.

Jeg er selvfølgelig også opmærksom på, at der er en utålmodighed, og i forhold til det beslutningsforslag, som blev drøftet i Folketingssalen tidligere i dag, synes jeg, det var en meget konstruktiv debat, og der var et ønske om at finde en formulering i en beretning til beslutningsforslaget, som så mange partier som muligt kan stå bag. Det synes jeg sådan set er ret konstruktivt, og jeg finder egentlig, at den debat, vi har haft i forbindelse med forespørgselsdebat, beslutningsforslag og andet, også peger på, at der netop er et ønske om at lave brede aftaler.

Spørgeren.

Tak, og tak for ministerens besvarelse af spørgsmålet. Ministeren har naturligvis ret i, at det ikke er, ret mange timer siden vi sidst havde en lignende anledning til at diskutere infrastruktur i Danmark, og hvordan det skal gå med igangsættelse af forhandlinger og projekter og finansiering osv. Grunden til, at jeg stiller det her spørgsmål, er, at ministeren havde chancen, havde jeg nær sagt, i forbindelse med et beslutningsforslag tidligere i dag, hvor der både indgik en kortsigtet dialog om, hvad der skulle forhandles om, og også en langsigtet. Der var forventningerne nok ikke så store til, at transportministeren og regeringen ville gøre særlig meget ud af at diskutere den langsigtede del, for det har regeringen jo gentagne gange meldt ud. Derimod synes vi i Dansk Folkeparti, at det giver rigtig god mening at tage diskussionerne op om de ting, som vi har mulighed for og lejlighed til at fremrykke, altså forskellige anlægsinvesteringer inden for den statslige del af transporten.

Det, vi tænker på, er bl.a., at vi kan se, at asfaltarbejdet nogle steder er for nedadgående, der er altså folk, der bliver sendt hjem, og det gælder også inden for renovering og asfaltarbejde på det overordnede vejnet i Danmark, også via kommunernes del af opgaven. Jeg tænker også specielt på støjdæmpende foranstaltninger. Mange steder er det jo et udtrykt ønske fra specielt borgere, der har beboelser relativt tæt på motorvejsnettet osv., og vi har hele diskussionen om brorenoveringer, hvor der er en liste over projekter. Det er der også i forbindelse med cykelstiproblematikken, hvor der også ligger en lang række muligheder for at fremrykke anlægsinvesteringer. Det er der også i forhold til en række mindre anlægsarbejder, hvor der allerede er givet en anlægsbevilling.

Når vi nu har coronakrisen og flere bliver meldt ledige, synes vi i Dansk Folkeparti, at det faktisk giver god mening at sætte gang i de her forhandlinger om de forskellige anlægsarbejder.

Transportministeren.

Når det handler om lige præcis asfalt, vedligehold af anlæg og nye slidlag, må man sige, at Vejdirektoratet på statens veje har et ret højt vedligeholdelsestryk og ret høje vedligeholdelsesstandarder, og derfor er der også planlagt ret omfattende asfaltarbejder hen over sommeren. Jeg skal beklage over for dem, der vil blive generet af de asfaltarbejder, der kommer, men den gode nyhed i den sammenhæng er, at der er tale om klimavenlig asfalt, altså asfalt, som er støjdæmpende, og som også har et bedre CO2-aftryk. Derfor er det nok ikke så meget lige præcis asfaltvedligehold på statens veje, men nok mere ovre på det kommunale, der kan være nogle arbejder.

Spørgeren.

Generelt er det jo sådan, at når man har investeret i eksempelvis vejnet, er der også en kapital, der er bundet i det – et stort milliardbeløb er jo sat af til vores vejkapital – og derfor giver det også god mening, at den har så lang en levetid som overhovedet muligt. Det vil faktisk sige, at det efter vores opfattelse er et rigtig klogt sted at holde vedligeholdelsen på en høj standard, netop fordi levetiden af de vejnet, der er, så også bliver længere.

Så mener ministeren ikke, det er en god idé, at man netop på vejdelen går ind med den her form for aftale?

Ministeren.

Altså, generelt er det en god idé at investere rettidigt, med rettidig omhu, i forhold til at udskifte slidlag, og niveauet på de statslige veje er højt der. Det er også rigtigt, at man sagtens kan finde kommuner, som har et efterslæb. Nu har jeg ikke snakket med alle landets kommuner, og det er heller ikke min opgave – det er andre ministres – men da de jo har fået suspenderet anlægsloftet for indeværende år, kunne man også forestille sig, at der ville være kommuner, som gør brug af at vedligeholde. Men hvad angår det statslige vejnet, er det mit indtryk, at vi har en ret høj vedligeholdelsesstandard for asfalten.

Spørgeren.

Det er rigtigt, at en stor del af det naturligvis ligger hos kommunerne, men det gør det også i forhold til den del, som de medfinansierer, eksempelvis på cykelstier. Og en anden del af præmissen er jo netop, at man kunne vælge at fremrykke investeringer i forhold til de bløde trafikanter, herunder ikke mindst mange af de cykelstiprojekter, som anlægsmæssigt sådan set er klar til at blive sat i gang, men hvor der selvfølgelig er behov for en finansiering, hvor der indgår både kommunale og statslige midler.

Kommuner, regioner, virksomheder og borgere synes faktisk alle sammen, at det her giver god mening. Hvorfor gør regeringen ikke også det?

Ministeren.

Som jeg har sagt i salen tidligere i dag, giver infrastrukturinvesteringer også mening i en økonomisk sammenhæng, hvor man skal genoprette dansk økonomi. Og som jeg også tilkendegav i salen tidligere i dag, har regeringen ikke taget stilling til, om man skal lave en indsats på den korte bane i form af stimuli kombineret med en langsigtet investeringsplan, eller om man skal tænke de to ting i sammenhæng. Det kommer regeringen til at vende tilbage med, når vi har taget stilling til det.

Tak til transportministeren, og tak til hr. Hans Kristian Skibby.

Så er det næste spørgsmål til ministeren for udviklingssamarbejde, og det er stillet af fru Marie Krarup.

Værsgo.

Hvad synes ministeren om situationen for Mellemøstens forfulgte kristne, herunder særlig i Irak og Syrien, hvor de kristne mindretal er tæt på udslettelse, og hvilke konkrete initiativer har regeringen iværksat for at hjælpe denne gruppe?

Ministeren.

Først og fremmest mange tak til spørgeren, fru Marie Krarup, for spørgsmålet, og tak for at sætte fokus på denne vigtige problemstilling. Der er god grund til at være bekymret over de religiøse mindretals kår i Syrien og i Irak, herunder også de kristnes. I Syrien udgjorde kristne ved konfliktens begyndelse ca. 10 pct. af befolkningen. I dag er der ifølge et estimat kun en tredjedel af dem tilbage. I Irak har mange års krig og konflikt angiveligt medført et endnu større fald. Ifølge nogle vurderinger er man gået fra 8 pct. til kun ½ pct. over de seneste 30 år. ISIL's brutale fremmarch havde dertil markante konsekvenser for de religiøse minoriteter, ikke mindst i Irak. Danmark gik tidligt ind militært for at bekæmpe ISIL, og vi bidrager fortsat. Vi har fra starten bidraget til at stabilisere befriede områder til gavn for civilbefolkningen. Det arbejde pågår også ufortrødent under denne regering via Danmarks regionale stabilitetsprogram for Syrien og Irak.

I Irak er forsoning og social sammenhængskraft centralt for fremtidig stabilitet. Derfor støtter regeringen forsoning og bedre social sammenhængskraft gennem bidrag til FN under det regionale Syrien-Irak-program. Danmark støtter også FN's minerydningsprogram, så internt fordrevne, herunder kristne, sunnier og yazidier, kan vende hjem.

I Syrien presser Danmark fortsat på for en inkluderende politisk proces. Kristne og andre mindretal bør spille en aktiv rolle, og deres rettigheder bør sikres. Vi opfordrer derfor aktivt oppositionen til at inkludere minoritetsrepræsentanter i relevante forhandlingsdelegationer. Kristne bør samtidig hjælpes som led i en bredere indsats for mindretals- og menneskerettigheder. Marginaliseringen af kristne skal ses på baggrund af de rammevilkår, herunder de lovgivningsmæssige, som minoritetsreligioner gives i mange muslimske samfund. Danmark er derfor i dialog med myndigheder og trosbaserede organisationer i regionen om fri tanke og tro, om diskrimination og forfølgelse af mindretal samt om mulighed for samarbejde på området. Tak for ordet.

Tak til ministeren. Så er det fru Marie Krarup.

Tak for svaret. Jeg er jo glad for, at ministeren deler bekymringen for de kristne mindretal, men jeg hører det ikke som en specifik bekymring for de kristne mindretal. Jeg hører det som en bekymring for alle mindretal. Det, som jeg jo gerne så, var, at man sagde, at de kristne står os særlig nær, fordi de har den samme tro, som vi selv har. Derfor ønsker vi jo i Dansk Folkeparti, at man gør noget særligt for de kristne og ikke bare går efter trosfrihed generelt, men at man særlig bekymrer sig om, om det nu også er muligt for de kristne at udfolde sig og bygge kirker og leve et frit liv.

Det er jo meget, meget bekymrende at se, hvordan situationen har udviklet sig især i Irak og Syrien, og ministeren nævnte allerede tallene, som jeg også selv har, dog ikke i procent, men i reelle tal. Jeg har fået at vide, at i Irak er det gået fra 1,5 millioner kristne i år 2000 til ca. 200.000 i år 2015. Det er Klaus Wivels bog, der giver de tal, som jeg synes er ekstremt bekymrende. Og det er jo så kun gået ned ad bakke siden da.

Men den tidligere regering havde jo et vist fokus på det. Der blev afsat 2 mio. kr. til et kontor i Udenrigsministeriet, som havde fokus på religionsforfølgelse i Nordafrika og Mellemøsten, og der blev oprettet et religions- og trosfrihedsforum. Er de blevet videreført?

Derudover giver vi jo ulandsbistand i Danmark. Hvorfor gør vi ikke det, at vi stiller modkrav og siger, at de lande, som modtager vores penge i ulandsbistand – enten bilateralt eller multilateralt, men altså penge fra Danmark – skal leve op til nogle krav om beskyttelse af de kristne, og gør de ikke det, må vi fratage dem de midler?

Ministeren.

Som jeg også sagde indledningsvis, er jeg virkelig glad for, at fru Marie Krarup sætter fokus på det her. Det er også noget, jeg er dybt bekymret over. For når man ser de her tal, bliver man jo frustreret og vred over den her situation. Så det er noget, vi virkelig lægger vægt på, og jeg kan da sagtens sætte mig ind i, at når man selv er kristen, er det der, man har sin primære loyalitet. Sådan tror jeg at vi er mange der tænker.

Men udgangspunktet har netop været, hvad ordet religionsfrihed handler om, nemlig frihed for alle. Derfor har vi en bred tilgang til det her, hvor det gælder frihed for alle religioner, også friheden til at være ikketroende, hvilket er en af de ting, der også er undertrykt derude. Så vi gør en masse. Jeg fik flere spørgsmål, som jeg ikke kan nå at svare på, men vi fortsætter arbejdet, og vi vil gerne styrke indsatsen fremadrettet.

Spørgeren.

Jeg er glad for at høre, at man fortsætter arbejdet, selv om jeg ikke synes, det fremgik af den første besvarelse, men det kan jeg måske få uddybet i næste besvarelse.

Men der, hvor jeg vil kritisere ministerens holdning, er, at man udelukkende går efter generel trosfrihed, fordi vi jo ser, at kristne er specifikt udsatte i muslimske lande, hvor det ofte er en del af selve islam, at man ikke accepterer andre religioner på samme niveau. Selv om kristne og jøder har en særstilling, er det en særstilling, hvor de står under den muslimske troende. Så derfor har kristne i muslimske lande et usædvanlig hårdt liv, og det synes jeg man bør gå specifikt efter.

Ministeren.

Når vi har dialog med de forskellige religiøse parter udeomkring i verden, oplever vi faktisk igen og igen, at mange italesætter det: Husk nu, at det ikke er én religion frem for en anden, det er os alle sammen, og hvis vi kæmper for religionsfrihed, gælder det os alle sammen. Så det er den ånd, vi arbejder videre i. Hvis der så er nogle, som vi kan se bliver særlig udsat i et område, skal vi selvfølgelig hjælpe særlig dér, og det gør vi også med kristne i Mellemøsten.

Fru Marie Krarup var inde på det med modkrav i forhold til vores udviklingsbistand, og det er jo sådan, at ser vi, at der sker overgreb, så italesætter vi det fra dag et. Vi tager det op med de samarbejdspartnere, vi har, og gør opmærksom på, at vi ikke vil finde os i det, hvis der er grupper, der bliver undertrykt.

Spørgeren.

Men jeg synes ikke, det er godt nok, hvis ikke man har et særligt fokus på de kristne, for, som jeg sagde før, hvis man giver religionsfrihed til islam, er det faktisk næsten det samme som at give mulighed for, at kristne kan blive generet eller blive anset for mindreværdige. Så det er et problem. Man er nødt til at se specifikt på den kristne gruppe. Og man er nødt til – vil jeg mene – at se specifikt på den kristne gruppe, når vi giver ulandsbistand, og sige, at hvis der er nogen overgreb dér, er der ikke nogen penge fra Danmark. For vi er et kristent land, og vi bør have en særlig solidaritet med de kristne i andre lande.

Ministeren.

Jeg synes, det ligger i selve begrebet religionsfrihed, at det er frihed for alle – friheden til at tro på det, man tror på, og også friheden til ikke at tro, hvis det er det, man vælger. Det ville være i modstrid med selve ånden i kampen for religionsfrihed at gå ud at sige, at én religion er vigtigere end en anden. Men jeg medgiver da, at når man selv er kristen, føler man et stærkere engagement, når det er kristne, det går ud over. Det kan jeg sagtens sætte mig ind i – sådan tror jeg vi er mange der føler det.

Tak til ministeren for udviklingssamarbejde og til fru Marie Krarup fra Dansk Folkeparti.

Den næste minister, der skal stilles spørgsmål til, er børne- og undervisningsministeren, og spørgeren er hr. Jens Henrik Thulesen Dahl med medspørger fru Marie Krarup.

Værsgo at læse spørgsmålet højt.

Tak for det. Hvad er ministerens holdning til kristendomsundervisningen i folkeskolen, og finder ministeren, at der kan være behov for at kigge på, hvordan undervisningen i kristendom kan styrkes?

Ministeren.

Tak for spørgsmålet. Kristendomskundskab er som bekendt et obligatorisk fag i folkeskolen, og formålet med faget er bl.a., at eleverne skal tilegne sig viden om kristendom og andre religioner, der gør dem i stand til at forholde sig til religions betydning for livsopfattelsen hos det enkelte menneske og forholdet mennesker imellem. Formålet med faget er også, at elever skal kunne bruge deres kompetencer i forbindelse med personlig stillingtagen og medansvar og handling i et demokratisk samfund.

Der er – som der i øvrigt er for folkeskolens øvrige fag – nedsat en faggruppe for kristendomskundskab i regi af Børne- og Undervisningsministeriet, som løbende følger fagets udvikling. Jeg mener ikke, at der er et aktuelt behov for at ændre rammerne for undervisningen i kristendomskundskab fra centralt hold. Med de rammer, der er i dag, er jeg tryg ved, at de dygtige lærere og skoleledere ude på landets skoler sikrer en god undervisning i faget.

Spørgeren.

Nu er situationen jo den, at folkeskolens kristendomsundervisning stod over for at få tilført, man kunne kalde det ny ilt til hjernen. Den forrige regering nedsatte en rådgivningsgruppe, der skulle se på, hvordan kristendomsundervisningen i folkeskolen kunne blive styrket, og vi mener faktisk i Dansk Folkeparti, at det er en rigtig vigtig ting at få taget ind. Jeg undrer mig over, at ministeren jo har taget den beslutning, før arbejdsgruppen overhovedet var kommet nogen vegne, at nedlægge den – altså egentlig at have dømt gruppen til ikke at kunne noget. Har ministeren ikke en lyst og vilje til at sikre, at kristendomskundskabsfaget får det løft, det trænger til?

Altså, det er jo sådan, at kristendommen er Danmarks åndelige fundament, og det udgør faktisk en hjørnesten kulturelt og historisk. Og at forstå Vesten og forstå Danmarks litteratur, musik, kunst, etik osv. er fuldstændig umuligt uden samtidig at forstå den kristendom, som har været her i mere end 1.000 år. Det er altså for os at se i Dansk Folkeparti afgørende, at børn og unge får den viden om kristendommen for at forstå Danmark, for at forstå det Danmark, de er en del af. Det er jo sådan set også væsentligt for de børn og unge med muslimsk baggrund, der måtte komme hertil andre steder fra, at forstå det kulturelle grundlag, som de nu også er en del af her. Det handler jo også om at gøre de børn og unge klar til de videregående uddannelser, til at komme videre i livet, og til at få den dannelse, som gør, at de faktisk er i stand til at kapere livet.

Derfor vil jeg egentlig bare gerne spørge ministeren helt enkelt: Anerkender ministeren ikke, at kendskab til kristendommen er et afgørende element i den almene kulturelle dannelse af børn og unge i Danmark?

Ministeren.

Jo, det anerkender jeg. Men jeg ser ikke noget behov. Vi har utrolig mange forskellige råd og nævn og alle mulige, der skal lave en opgave, som vi grundlæggende jo har nedsat en faggruppe til, altså løbende at følge med i, hvordan det går med kristendomsundervisningen. Så altså, jeg synes egentlig, at der i dét ligger, at jeg ikke mener, at der er behov for det; det mener jeg ikke der er.

Jeg er overbevist om, at de rammer, der ligger for kristendomsfaget, er fine, som de er, og at de dygtige undervisere, der er på området, løfter opgaven derude. Derfor har jeg ikke set noget behov for, at man skulle have sådan et ekstraordinært nævn, hvor vi siger: Nu nedsætter vi endnu et nævn eller endnu et udvalg, som kan sidde og arbejde med det. Det er simpelt hen et spørgsmål om, at jeg ikke har opfattet det som væsentligt, at man nedsatte den specifikke gruppe, simpelt hen fordi jeg ikke kunne se behovet. Faget er vigtigt, faget eksisterer, faget lever, og det vil sige, at der for mig at se ikke var noget behov for at have det ekstra udvalg.

Tak til ministeren. Så er det spørgeren.

Så ministeren mener ikke, der er behov for at udvikle faget, og mener ikke, at der er behov for at komme videre og arbejde med at gøre det bedre? Jeg får den tanke, at ministeren måske helst så, at kristendomsfaget helt blev sløjfet. Og hvad skulle vi så sætte i stedet, hvis vi ikke skulle have det?

Ministeren.

Jeg synes faktisk, der bliver draget nogle ret vilde konklusioner. Altså, faggruppen er der for at udvikle faget, og det er det, den er nedsat til at skulle gøre, og det vil sige, at det der med at skulle have flere lag af alt muligt, synes jeg ikke der er nogen grund til.

Det står altid spørgeren frit for at rejse det i vores folkeskoleforligskreds, hvis der er konkrete ting, man gerne vil forbedre, eller ting, man har lyst til at gøre noget ved; man er velkommen til at rejse det. Men det der med bare at have råd og nævn siddende – efter min mening i den her sammenhæng – for syns skyld et sted, hvor man har en faggruppe til at udvikle faget, synes jeg ikke der er nogen grund til.

Tak. Så er det medspørgeren, fru Marie Krarup.

Jeg synes jo, det er enormt ærgerligt, at ministeren ikke synes, at der er nogen grund til det. Jeg var faktisk inddraget i arbejdet med at nedsætte den her gruppe til opfriskning af kristendomsundervisningen under den tidligere regering, og der var jo røster fremme, der sagde, at det er nødvendigt: at der skal ske noget fornyelse, og at kristendomsundervisningen skal gøres mere interessant og mere relevant for de unge. Det syntes jeg var værd at lytte til, og derfor syntes jeg, det var en super god idé med den her gruppe, som ministeren jo så nu bare har smidt i skraldespanden uden overhovedet at høre på dem. Det synes jeg er meget forkert.

Men ministeren siger, at kristendom er et vigtigt fag. Hvorfor gør ministeren det så ikke obligatorisk? Lige nu er kristendommen jo det eneste fag, du kan blive fritaget for, og det synes jeg da er besynderligt, hvis man rent faktisk mener, at kristendom er et væsentligt fag. Og det mener vi jo meget i Dansk Folkeparti at det er, også med henblik på integration, men selvfølgelig først og fremmest for fastholdelse af den tradition, som er eksisterende i Danmark.

Ministeren.

Jeg synes, der ligger sådan en underlig underkendelse af de utrolig dygtige lærere, der underviser i kristendom til hverdag, og jeg hører ikke, at der kommer nogen konkrete ting her. Det ville da være interessant, hvis Dansk Folkeparti faktisk kom med nogle konkrete ting, man mener skulle forbedres eller forandres. Sådan som jeg hører det, har man – og det var også det, jeg kunne se af den gruppe, man havde nedsat – nedsat en gruppe med nogle mennesker til at udvikle på et eller andet diffust uden noget konkret sigte. Jeg mener, at vi har en udmærket faggruppe til at tage sig af præcis den opgave. Jeg og i øvrigt regeringen ser ikke noget behov for at ændre på rammerne omkring det.

Jeg mangler ligesom at høre fra Dansk Folkeparti, hvad det helt præcis er, lærerne derude gør forkert. Jeg synes, det er meget diffust, må jeg blankt erkende – og det syntes jeg også, da jeg satte mig ned og kiggede på den her gruppe – hvor det er, man egentlig gerne vil hen, andet end at sige, at man synes, at kristendomsundervisning er vigtigt, og det har jeg sådan set ikke hørt nogen herinde sige det ikke var. Så hvorfor man skulle have den her specifikke gruppe, forstår jeg simpelt hen ikke, men det kan jo være, at spørgeren kan oplyse mig om det.

Fru Marie Krarup.

Jamen det kan jeg jo lige præcis, fordi jeg netop har hørt fra folk, der underviser i det, og fra folk, der har børn, der er blevet undervist i det, at man rigtig gerne så, at der kom nogle nye idéer og måske nogle forslag til, hvordan man kunne ændre i bekendtgørelserne, sådan at man kunne åbne for at gøre det mere interessant og vedkommende og henvendt til det, som man har behov for i dag. Derfor synes jeg, at der er alt muligt behov for det. Men jeg hørte ikke ministerens svar. Vil ministeren gøre det obligatorisk, når nu ministeren indrømmer, at det er et meget vigtigt fag?

Ministeren.

Til det første, altså på hvilken måde det så adskiller sig fra faggruppen, vil jeg sige, at det jo er præcis det, faggruppen skal lave. Så vi har jo folk, der varetager den opgave med at gå ind og kigge på, om der er ting, der skal ændres i bekendtgørelser, eller om man kunne gøre tingene på en anden og mere nærværende måde. Jeg svarede faktisk på det andet: Nej, regeringen har ikke nogen nye initiativer, hvad angår rammerne omkring kristendomsfaget.

Tak for det. Så er det den sidste omgang spørgsmål og svar under dette punkt. Værsgo til hr. Jens Henrik Thulesen Dahl.

Tak for det. Jeg hører i hvert fald en udtrykt enighed om, at kristendom er et vigtigt fag i folkeskolen. Det er vigtigt for dannelsen, det er vigtigt for børnenes udvikling. Så hører jeg også ministeren sige, at den arbejdsgruppe, som var nedsat under den forrige regering, kan man ikke rigtig se formålet med. Jeg synes jo, der var et rigtig glimrende formål, i forhold til at der faktisk var en efterspørgsel efter at udvikle kristendomsfaget. Men det, jeg også hører, er så, at hvis vi så efterfølgende kommer fra Dansk Folkeparti og siger til ministeren, at jamen det er det og det, der skal komme ud af det, så er ministeren med på at gennedsætte den arbejdsgruppe.

Tak. Ministeren.

Absolut nej. Det, jeg sagde, var, at så var jeg åben over for at drøfte det og ændre på faget. Vi har en gruppe, der arbejder med udviklingen af kristendomsfaget, nemlig faggruppen. Og det vil sige, at nej, jeg mener ikke, at det er nogen god idé med lag på lag på lag, altså at have folk siddende, der beskæftiger sig med det samme. Det kaldes pseudoarbejde. Det er jeg imod. Man skal helst give folk en opgave, der ikke er nogen andre der allerede løser. Så det, det her helt specifikt handler om for mig – og det er faktisk grunden til, at det har taget lidt lang tid at træffe beslutningen – er, at jeg har forsøgt at dykke ned i, hvad de egentlig kvalitativt beskæftiger sig med, som ikke allerede bliver løst. Og eftersom der bagefter står et stort blankt intet – udråbstegn – så har jeg nedlagt den. Det er det, det handler om. Så alle gode forslag er altid velkomne i forligskredsen. Har man gode idéer til, hvordan man kan forbedre noget, så er jeg all ears. Men jeg er ikke villig til at nedsætte alle mulige råd og nævn.

Tak for det. Tak til hr. Jens Henrik Thulesen Dahl.

Den næste spørger er fru Anni Matthiesen, som også skal stille spørgsmål til børne- og undervisningsministeren.

Værsgo at læse spørgsmålet højt.

Tak for det, og spørgsmålet lyder: Hvordan vil ministeren sikre, at flere anbragte børn og unge tager folkeskolens afgangsprøver?

Ministeren.

Det er så godt et spørgsmål, og jeg er faktisk særskilt glad for, at det bliver taget op på Børne- og Undervisningsministeriets område, men jeg håber også, at spørgeren tager det op på Social- og Indenrigsministeriets område, for social- og indenrigsministeren og jeg er begge to utrolig optaget af anbragtes forhold i skolerne, og det ligger mellem de to siloer. Det har altid selvstændigt været et problem: Hvem er det så, der har ansvaret for at gå ind og sørge for, at der sker noget på det her område?

Det er et de største svigt, vores samfund laver år efter år efter år, at de unge anbragte ikke får samme uddannelsesmuligheder som alle andre, og at det er så få, der tager afgangsprøven. Det, som regeringen i første omgang har gjort – og jeg siger i første omgang, fordi jeg ikke tror på, at der er nogen enkle løsninger på det her – er at nedsætte en tværministeriel gruppe, og det er i sig selv vigtigt, altså på tværs af siloerne, som arbejder med de interne skoler, hvor en del af de anbragte børn går, og det er kun en del af de anbragte børn, og derfor er det også kun en del af vores forsøg på at skulle løse problemet fremadrettet. Jeg tror, at der skal mange flere ting til, som vi ikke har taget hul på endnu, og det vil sige, at det næsten er ligesom at skulle svare på spørgsmål vedrørende hjælpepakkerne, altså at regeringen ikke kan afvise, at det er det første skridt i rækken af mange flere ting, der kommer til at ske derhenad.

Jeg tror, at vi skal tage rigtig alvorligt fat, og jeg tror, det gælder om at være utrolig vedholdende. For jeg tror, at der skal rigtig mange forskellige ting til, herunder det med de interne skoler, som var det første, vi tog fat om på Børne- og Undervisningsministeriets område og fik nedsat, inden corona ramte os.

Spørgeren.

Tak. Jeg kan jo så sige her, at jeg faktisk stillede spørgsmålet til social- og indenrigsministeren til at starte med, men fik at vide, at det var børne- og undervisningsministeren, der skulle svare på det, fordi det netop havde med folkeskolens afgangsprøver at gøre.

Som flere af os måske har set, var der jo en udsendelse mandag aften på DR, som netop viste nogle af de grelle eksempler på unge mennesker, som har været anbragt, måske endda det meste af deres liv, og som aldrig er nået dertil at få folkeskolens afgangseksamen, og også hvor store konsekvenser det har for de her unge mennesker efterfølgende i forhold til at kunne komme videre i livet, og hvor de jo i udsendelsen også virkelig gav udtryk for, hvor stort et svigt de syntes de havde været udsat for.

Jeg er helt enig i, at det er fint, at man nu er gået i gang med arbejdet og jo så i første omgang kigger på de interne skoler, men vi ved jo også rigtig meget om, at mange af de unge mennesker, som går på de interne skoler, faktisk også kommer fra folkeskolen. Så man kan sige, at det, hvis man skal have taget fat tidligere, måske så også er folkeskolen, man skal have kigget på, og om der dér er nogle steder, hvor man kan gøre det bedre. I hvert fald kan jeg sige, og det er også det, jeg hører, når jeg taler med repræsentanter fra de interne skoler, at de ofte modtager børn, unge mennesker, som måske har gået i folkeskolen igennem mange år, men som har haft et utrolig stort fravær, og som for den sags skyld ikke er blevet hjulpet på vej, hvis de var ordblinde osv.

Så er det også noget, som ministeren tænker at regeringen på en eller anden måde vil tage fat på, altså også at undersøge det bredere og ikke udelukkende kigge på de børn og unge på de interne skoler?

Ministeren.

Ja, absolut. Jeg mener slet ikke, det er nok kun at kigge på de interne skoler, vil jeg gerne sige, også fordi der er en sammenhæng. Rigtig mange af dem har været på folkeskoler tidligere, og en hel del af dem skal over i folkeskolen på et senere tidspunkt. Mens jeg sad som socialordfører, var en af de drøftelser, der var, at gøre en bestemt lærer ansvarlig for den elev, som er anbragt. Vi har godt 10.000 anbragte børn i Danmark, og fordi det ligger i det der krydsfelt mellem det sociale og det undervisningsmæssige, falder et barn, der er anbragt, ofte rigtig meget mellem to stole, og det vil jo sige, at den primære voksne, de har i hverdagen, når de går i skole, er deres lærer. Det vil altså sige, at der er et eller andet i at få brugt nogle af de sociale redskaber inde på undervisningsområdet, og det er nogle af de ting, vi bl.a. vil kigge ind i hvordan man kan få løst.

Tak. Spørgeren.

Noget af det, som de unge mennesker i udsendelsen mandag aften efterspurgte, var faktisk også, at der blev stillet flere krav til dem. De følte egentlig lidt, at der ikke var nogen voksne, der stillede krav til dem, og det gjorde også, at de let fik lov til at falde ned mellem stolene. Tænker du lidt, at lærerne, også i folkeskolen, egentlig er klædt godt nok på til måske også at håndtere den her gruppe af unge mennesker? Eller kan man gøre mere på det her område?

Tak. Og vi skal lige huske det der med ikke at tiltale direkte.

Men værsgo til ministeren.

Det synes jeg egentlig er svært at sige, for jeg synes, at hovedsynden ligger i, at vi aldrig har bedt lærerne om det. Hovedsynden ligger faktisk i, at der, når man har et anbragt barn i en skoleklasse, så eksempelvis ikke er sat tid af til, at man har en ekstra forpligtelse og en ekstra opmærksomhed på præcis det barn, selv om vi ved, at der gælder nogle helt særlige ting, når man er anbragt. Så jeg vil sige: Gid, vi vidste det; gid, jeg kunne svare på det spørgsmål. For det ville jo betyde, at vi faktisk havde givet nogen på skolen ansvaret, som så havde vist sig at svigte. Vores svigt består i, at vi slet ikke har givet nogen ansvaret, og faktisk tror jeg, at det er der, vi skal have fat. Så kan det også være, at vi skal kigge på kvalifikationerne. Men det er bare for at sige, at jeg simpelt hen tror, at vi skal nogle spadestik dybere ned, hvis vi skal have rigtig fat om det her problem, i øvrigt også på friskolerne. Det gælder ikke kun folkeskolerne, men grundskolerne generelt, og det gælder også, når de kommer ind i ungdomsuddannelsessystemet.

Tak. Spørgeren.

Jeg kan så sige, at jeg rigtig gerne vil have et svar på, hvornår ministeren så forventer at den her arbejdsgruppe er færdig med arbejdet, og om det vil blive noget, som Folketingets ordførere, altså både på undervisningsområdet og socialområdet, bliver involveret i.

Til sidst kan jeg også sige, at der er højskoler derude, som er specialister i at tage sig af de her unge mennesker. Så jeg vil godt lave et reklameindslag for det. Så ved jeg også godt, at det er kulturministerens område, men der er faktisk højskoler, som er rigtig gode til at rette nogle af de her unge mennesker op og hjælpe dem, selv om de ikke har fået en afgangsprøve, men så hjælpe dem på vej til at få en afgangsprøve.

Ministeren.

På grund af coronaen kan jeg faktisk ikke give et præcist tidspunkt for, hvornår vi bliver færdige med den interne arbejdsgruppe. Men jeg kan sige, at jeg selv har taget hul på det og er gået i gang igen på trods af coronaen, og at jeg derfor har mødtes med socialpædagogerne i den her uge eller i sidste uge – dagene flyder en lille smule sammen i øjeblikket – for simpelt hen igen at tage hul på, hvor det er, vi skal hen, altså begynde at slå nogle streger for, hvordan vi kan tage de gode ting fra de interne skoler og få sorteret det fra, der ikke fungerer så godt, og få levet op til de ting, som ombudsmanden har været inde at sige, altså at der simpelt hen er for langt mellem snapsene, i forhold til om vi er sikre på, at de får den kvalitet og undervisning, som de skal have.

Så jeg kan ikke sige et præcist tidspunkt for, hvornår vi barsler med det, men jeg forsøger at skubbe det så hurtigt i gang, jeg overhovedet kan, i forhold til at få slået nogle streger for det, parallelt med at det stykke arbejde foregår, og det skal heller ikke forhindre os i at gå i gang med den bredere folkeskole. Så det er bare for at sige, at lige så snart vi sådan har fået coronaen rystet bare lidt af os, er det noget af det, jeg har allermest på hjerte at vi får gjort noget ved.

Når det er spændende debatter, er det svært at overholde taletiderne, men tak til fru Anni Matthiesen.

Vi går videre til det næste spørgsmål, som også er til børne- og undervisningsministeren, og det er stillet af hr. Stén Knuth fra Venstre.

Værsgo at læse højt.

Tak for det, formand. Mener ministeren, at det er rimeligt, at egu ikke er ligestillet med eud-uddannelsen, som bl.a. har praktikpladstaxameter, indgår i aub-ordningen og senest har modtaget en opgradering af værkstedsfaciliteter som følge af en ubalance i aub-systemet?

Ministeren.

Både ja og nej. Ja, fordi de jo ikke er en del af aub-ordningen, det er de simpelt hen ikke, og derfor er de ikke en del af det, der er blevet forhandlet der. Men nej, forstået på den måde, at det selvfølgelig ikke duer, at der er den ubalance i de forhold, man har, i forhold til det efterår, vi går ind i, og at man derfor risikerer at efterlade en gruppe af egu-elever på perronen. Derfor har jeg også valgt at forsøge at se, om jeg kan løse problemet, og det håber jeg at kunne have en afklaring på inden for overskuelig fremtid. Så jeg er helt med på det.

Venstre har også løftet det over for mig i forbindelse med de møder, vi har i den parlamentariske følgegruppe, og der er vi altså faktisk kommet et stykke længere, og det vil sige, at lige nu er jeg i gang med at sidde og kigge finansiering – bare for at være helt konkret – og det skal man jo også gerne finde nogle bud på, hvis gerne man vil ligestille dem med de forhold, der er for de elever, der er inde under aub-ordningen. Men egu-eleverne er ikke en del af aub-ordningen, og derfor er der lige nu nogle anderledes forhold for egu-eleverne end for de andre. Men jeg synes bestemt, det er et problem, vi skal løse, så de ikke står med ringere muligheder end de andre.

Hr. Stén Knuth.

Tak. Jeg tror, at ministeren og undertegnede skal mødes lidt tiere i Folketingssalen, for så tror jeg faktisk, vi ville kunne løse rigtig mange problemer. Sidste gang vi mødtes, var det 45 minutters bevægelse i folkeskolen, og nu er der så også det her. Det glæder mig selvfølgelig, at ministeren kan se, at der er en udfordring, for det er der. Når vi hjælper, så eud-elever får en mulighed for at komme ud i praktik, også ved at det har været støttet, er det jo lige præcis den ubalance, der er i forhold til egu-elever. Jeg håber på, at ministeren også vil tage det med i de overvejelser, vi skal til at gøre os i forbindelse med de diskussioner, vi skal have, og jeg håber rigtig meget, at vi kommer til at diskutere det inden sommerferien.

Ministeren.

Vi kommer bestemt til at diskutere det inden sommerferien. Jeg har den slet skjulte bagtanke, at vi skal have det op på det parlamentariske følgegruppemøde næste gang. Så det er blot, fordi vi står her i salen, at vi får sådan en processtatus på tingene. Men jeg sætter også utrolig stor pris på, at I løfter de her ting, og det gælder både den parlamentariske følgegruppe og her, for ja, jeg tror faktisk, man et antal gange kan sætte hak ved, at der kommer konkrete løsninger ud af, at vi tager de her drøftelser på den her måde og bliver konkrete med, hvad det er for nogle problemer, der skal løses. Det er der et kæmpemæssigt behov for, særlig her i coronatiden, hvor ting bevæger sig utrolig hurtigt og der bliver truffet hundredvis af beslutninger på daglig basis. Så der er selvfølgelig et behov for, at vi kan tage tingene på den her måde, og jeg håber at kunne præsentere en løsning på det næste parlamentariske følgegruppemøde, men det kræver, at tingene lige falder på plads.

Som ministeren også siger, går det jo rigtig hurtigt. Der vil i hvert fald være nogle elever, som får en fordel frem for nogle andre. Dem, som vi måske vil efterlade på perronen, er jo, som ministeren også siger, de svageste elever. Men i de samtaler, vi skal have i fremtiden, bliver vi også nødt til at kigge på, om der også er en generel udfordring i forhold til det med egu-eleverne. Det ser nemlig ud til, at det antal er dalet voldsomt, og det er ikke kun på grund af coronakrisen. Men det tænker jeg at ministeren også vil tage med i de samtaler, vi skal have i forbindelse med det her.

Ministeren.

Vi kan bestemt godt tage en mere generel status på det. Netop fordi vi har haft en periode, hvor der har været så store forandringer på det område, er det grundlæggende en god idé at få samlet op på det. Det er både i lyset af coronaen, men faktisk også i det hele taget.

Men jeg vil først og fremmest bruge krudtet på at få løst den konkrete problemstilling, for ellers står vi i den situation, og det er jo den, som spørgeren også peger på, at der er nogle elever, der får en lønkompensation på 90 pct. med sig, hvis de skal ud at søge en læreplads, mens der er andre – og det er så egu-eleverne – det er ikke får det. Det er faktisk ikke, fordi de er blevet glemt, men fordi de ikke er en del af aub-ordningen. Så det, jeg forsøger på nu, er simpelt hen at få skaffet de penge, der ville skulle til. Det vender jeg tilbage med og præsenterer i den parlamentariske følgegruppe, så vi i det forum kan lave aftalerne i fællesskab.

Hr. Stén Knuth.

Lige præcis med hensyn til økonomien ser det ud til at være 20-25 mio. kr., hvis man skal løfte de egu-aftaler – eller i hvert fald have det samme støtteniveau for de elever, som er der. Jeg tænker, at det skal være den sum penge, vi skal finde. Vi imødeser selvfølgelig at få den invitation til at kunne drøfte det her videre inden sommerferien.

Ministeren.

Det er rigtigt. Og for dem, der ikke er vant til at håndtere de der meget store beløb, vi gør det i herinde, er det sådan, at når der bliver sagt 20-25 mio. kr., er det, i hvert fald på Børne- og Undervisningsministeriets område, en håndterbar størrelse. Derfor skulle det også være håndterbart at finde en finansiering, men jeg skal lige have detaljerne til at falde på plads. Og vi skal heller ikke stå her og forhandle om forslagene. Det gør vi under andre former. Det er bare for at sige, at vi er rigtig langt i processen, og derfor er der efter min bedste overbevisning ingen sandsynlighed for, at vi når hen til sommerferien uden en løsning – medmindre selvfølgelig I stiller jer i vejen, men det lyder det ikke til.

Det gør vi aldrig.

Så siger vi tak til hr. Stén Knuth, og vi siger tak til børne- og undervisningsministeren. Det var slut på spørgsmålet.

Det næste spørgsmål er stillet til forsvarsministeren af hr. Kim Valentin, Venstre.

Værsgo for oplæsning af spørgsmålet.

Tak til formanden. Er ministeren enig i, at det generelt skal være op til en domstol at vurdere, om hjemmesider skal lukkes?

Forsvarsministeren.

Jeg går ud fra, at der i spørgsmålet henvises til artiklen fra Jyllands-Posten, der handler om cyberangreb under coronakrisen, og hvor jeg svarer, at jeg set i lyset af det store antal falske sider, der har til formål at stjæle oplysninger fra virksomheder og privatpersoner, ønsker at drøfte den midlertidige lovgivning om blokering af hjemmesider med Folketinget. Derfor sætter jeg også stor pris på, at spørgeren rejser problemstillingen her i Folketinget. Det var jo netop mit ærinde, at vi i ytringsfrihedens navn kunne diskutere og drøfte erfaringer, holdninger og udfordringer.

Lad mig starte med at svare på, om det skal være op til vores domstole at vurdere, om der er grundlag for at blokere en hjemmeside: Det er min holdning, at det skal være sådan. Det er jo lige præcis sådan, det er i dag under den midlertidige lovgivning, som Folketinget vedtog i starten af april. Loven giver i særlige tilfælde mulighed for at blokere en hjemmeside uden på forhånd at have indhentet en retskendelse. Det er i tilfælde, hvor formålet med indgrebet ellers ville forspildes. Politiet vil efterfølgende skulle forelægge sagen for retten, helt som det foregår med andre typer af kendelser. Det er dog ikke det samme som, at denne lovgivning skal udbredes til at omfatte hjemmesider generelt, men jeg synes, vi skylder at diskutere det, ikke mindst set i lyset af at vi oplever stadig flere hjemmesider, der har det ene formål at franarre oplysninger fra virksomheder og borgere. Det kan have fatale konsekvenser for såvel virksomheder som borgere, når de udsættes for denne form for kriminalitet. Det har vi efterhånden set mange eksempler på. For nogle virksomheders vedkommende har det haft enorme økonomiske omkostninger.

Så for at opsummere synes jeg kun, at det er ansvarligt at tage diskussionen om, hvorvidt man med en retskendelse bør give politiet bedre muligheder for at kunne blokere falske hjemmesider, som bruges til at begå kriminalitet.

Så er det hr. Kim Valentin.

Tak, og tak til ministeren for svaret. Jeg vil gerne anerkende det at tage diskussionen – det er selvfølgelig altid vigtigt på et hvilket som helst punkt. Det, der måske kan være provokationen i at tage diskussionen om det her, er, at det jo er en del af vores grundlov, at man kan få lov til at agere på den måde, som man agerer på, og så er det domstolene, der afgør, om der er noget, der skal lukkes, eller om det ikke skal lukkes. Det er det, som ministeren pirker lidt til.

Så er der en anden ting i det, som lovgivningsmæssigt måske også er lidt provokerende, og det er, at det spiller lidt på frygten for at blive hacket. Og der ved vi jo godt, at det er meget nemmere at være én til at bestemme det hele. Det er meget nemmere at være én end at være mange til at bestemme. Men sådan er det jo ikke; altså, vi er jo et demokrati, og vi har en masse frihedsrettigheder, og hvis vi ligesom går på kompromis med det og lader én bestemme i stedet for de mange og ikke lader vores domstole komme til orde i forhold til lovgivningen, så er det, vi går på kompromis med de her ting. Jeg anerkender selvfølgelig, at man altid skal tage diskussionen af det, men – og nu er det ikke forsvarsministeren, der har ansvaret for det hele – der har været nogle eksempler fra regeringens side, f.eks. opbevaring af dna uden eksplicit samtykke, det at give politiet lov til at trænge ind på privat grund uden dommerkendelse og nu også det her med at lukke hjemmesider uden dommerkendelse.

Det kan godt være, man bare siger det, men det er altså rigtig vigtigt, når en minister siger det. Og derfor må jeg spørge: Deler ministeren min og Venstres holdning om, at knægtelser af danskernes retssikkerhed ikke skal indføres, bare fordi det er effektivt?

Ministeren.

Jeg ved ikke, hvor den påstand om, at jeg skulle have sagt, at jeg ønsker at lukke hjemmesider uden dommerkendelse, kommer fra. Altså, det har jeg ikke sagt nogen steder. Jeg ved godt, der er nogle, der gerne vil tillægge mig det synspunkt , altså at jeg skulle mene det, men det ændrer ikke ved, at jeg ingen steder har sagt det, og at den midlertidige lovgivning, som der er i dag, og som giver myndighederne mulighed for at lukke hjemmesider under coronakrisen, er fæstet i en domstolsprøvelse.

Jeg svarer gerne igen, at min holdning er klar: Det skal være sådan, at danske domstole er inde over, såfremt man skal lukke hjemmesider; det synes jeg er en diskussion værd, også her i Folketinget, men at jeg skulle have påstået nogen steder, at der ikke skal være en dommer, som skal ind over et sådant indgreb, køber jeg ikke, for det har jeg ikke sagt nogen steder.

Hr. Kim Valentin.

Tak. Det, jeg kan forstå, er, at ministeren så måske et eller andet sted er citeret forkert, og at meningen har været forkert opfattet. Jeg kan bare sige, at når man læser det, ministeren er citeret for, så er det, man opfatter, jo netop, at man går på kompromis med de frihedsrettigheder, der er. Og det giver artiklen i øvrigt også udtryk for.

Derfor må jeg jo spørge ministeren: Er ministeren enig i, at det i en retsstat er ekstraordinært at give myndigheder lov til at lukke hjemmesider uden domstolenes velsignelse? Det må jo så være nemt at svare på.

Ministeren.

Jamen jeg synes ærlig talt, det er lidt grotesk, hvis jeg skal svare på noget, som jeg ikke har sagt. Nu står jeg med artiklen her, og der står ingen steder, at jeg siger, at der skal lukkes hjemmesider uden en dommerkendelse. Og sågar den midlertidige lovgivning, der altså er indført midlertidigt, og som har en solnedgangsklausul, er også bundet op på en domstolsprøvelse. Jeg ved godt, at der er nogle, der gerne vil tillægge mig det synspunkt, men det har jeg ikke givet udtryk for nogen som helst steder.

Til gengæld har jeg sagt – og det vil jeg gerne citere fra artiklen her – at jeg gerne vil tage en drøftelse med Folketinget, men at det er en hårfin balance mellem ytringsfrihed og retssikkerhed. Og det spejler jo netop, at jeg siger, at det her ikke er nogle indgreb, man bare kan lave; det her handler altså om de indgreb, der har en domstolsprøvelse indbygget. Men jeg kan ikke genfinde nogen steder, at jeg skulle have sagt, at der ikke skal være den her domstolsprøvelse, og det er ganske enkelt af den grund, at jeg mener, at der skal være en domstolsprøvelse, men også, at vi skal give vores myndigheder et effektivt redskab, når der er kriminelle, som forsøger at franarre virksomheder oplysninger eller bestjæle borgere. Jeg mener faktisk, at man helt ligesom i den fysiske verden, hvor vi også giver myndighederne nogle redskaber i forhold til at kunne agere på det, skal gøre det i den digitale verden, men med respekt for den ytringsfrihed, som der er, og med respekt for vores domstole.

Hr. Kim Valentin.

Man kan jo så også se i artiklen, at f.eks. Dansk Industri udtaler sig om, at det vil de i hvert fald ikke være interesseret i, altså at man, hvad skal man sige, gav mere magt til myndighederne. Jeg siger bare, hvad der står i den her sammenhæng. Og jeg opfatter det egentlig positivt, at ministeren tager sådan lidt på vej over, at jeg spørger om det. Men man skal også se på det, i forhold til at det, man rører ved, jo er de grundlovssikrede rettigheder, og derfor må jeg spørge ministeren: Er der andre områder end det her område, som ministeren ønsker at drøfte mere indgående med Folketingets partier, på samme vis som f.eks. det her med at hacke hjemmesider? Er der noget, der er på vej?

Ministeren.

Jeg vil sige to ting. Jeg synes, det er ret vigtigt, hvis vi skal holde et ordentligt debatniveau, at vi tager udgangspunkt i, hvad folk rent faktisk siger, og ikke i, hvad man tror de siger, eller hvad nogle andre udlægger at man siger. Jeg synes, det er vigtigt, at vi i hvert fald i Folketinget holder os på sporet i forhold til det, for ellers synes jeg, vi får nogle urimelige debatter.

Den anden ting, som jeg synes er noget helt centralt, og som jeg meget gerne vil diskutere med Folketingets partier, er den udfordring, vi har med virksomheder og borgere, der bliver bestjålet, og som bliver franarret oplysninger. Vi bliver nødt til at forholde os til, at det er noget, der foregår. Så kan der være mange forskellige svar på, hvordan vi løser det. Jeg har selv nedsat et nyt råd, som er en kombination af private og offentlige myndigheder, og som skal finde bedre svar på det. Der kan også være nogle redskaber, og det vil jeg ikke lægge mig fast på, men vi bliver nødt til at kunne diskutere den problemstilling, vi ser, og som koster både borgere og virksomheder rigtig mange penge.

Tak, og tak til hr. Kim Valentin.

Det næste spørgsmål er til forsvarsministeren, og det er stillet af fru Lise Bech, Dansk Folkeparti.

Værsgo at oplæse spørgsmålet.

Tak for det. Hvad er ministerens holdning til, at nogle af Danmarks mest udsatte veteraner har haft det særlig hårdt her under coronapandemien, hvor den sociale kontakt for mange har været begrænset, og har ministeren konkret søsat nogle initiativer i perioden for at hjælpe denne gruppe veteraner?

Ministeren.

Det spørgsmål vil jeg gerne sige mange tak for, for jeg er dybt optaget af, at vi passer på vores veteraner. De har ydet en helt særlig indsats for at passe på os, og derfor skal vi passe på dem.

Derfor sendte jeg i begyndelsen af april et brev til alle ca. 39.000 registrerede veteraner. I brevet opfordrede jeg til, at de rettede henvendelse til Veterancentret, hvis de eller deres familier havde brug for støtte eller hjælp. Og jeg opfordrede de veteraner, som havde overskud til det, til at give en ekstra håndsrækning til den særlig sårbare veteranven – det kunne være ved at tilbyde praktisk hjælp med indkøb, en opmuntring, et tilbud om en gåtur i skoven eller at sende en hilsen på sociale medier. Desuden bad jeg vores veterancenter om at række en ekstra hånd ud til veteranerne og til at være ekstra opmærksom på, når nogle søger hjælp, uanset om opråbet kommer fra veteranen selv eller fra familien.

På den baggrund har Veterancentret ydet en omfattende ekstra indsats. Bl.a. har alle de veteraner, som Veterancentret har vurderet at være i en særlig risikogruppe, modtaget et tryghedsopkald, og Veterancentret har intensiveret og tilpasset den opsøgende indsats i forhold til de mest udsatte veteraner, herunder hjemløse. Der har også været en øget indsats fra Veterancentrets familieenhed i forhold til sårbare familier.

I erkendelse af kommunernes vigtige rolle i veteranindsatsen er alle kommunale veterankoordinatorer blevet gjort opmærksom på sårbare veteraners mulige udfordringer som følge af coronasituationen.

Jeg har været særlig glad for, at mit brev til veteranerne fik adskillige veteraner til at henvende sig til Veterancentret med tilbud og støtte til andre veteraner. Det viser et helt særligt sammenhold, hvor veteraner har hinandens ryg. Disse tilbud har Veterancentret selvfølgelig formidlet videre.

Igen vil jeg understrege, at vores veteraner har bidraget til det store fællesskab, og vi skylder både dem og deres familier en stor tak for, at vi danskere lever i et af verdens mest frie og trygge samfund. Derfor skal vi passe godt på dem, som har passet godt på os, også under coronaen.

Fru Lise Bech.

Mange tak for det svar. Det er jeg rigtig glad for at høre, for vi ved jo godt, at hovedparten af veteranerne klarer sig fint, når de kommer hjem, men vi har en lillebitte gruppe, der er ekstra sårbare, og det er dem, vi skal tage hånd om. Det er også rigtig godt, at ministeren har sendt brev ud og har sagt, at man kunne tage hånd om hinanden, altså at de stærke kunne tage lidt hånd om de mindre stærke. For man må jo bare sige til det, at dem, der har det allersværest, får et brev i e-Boks, at de nok ikke åbner e-Boks – det kan jeg ikke forestille mig at de gør – så vi skal sørge for, at vi hegner det ind. Og det lyder også, som om vi i hvert fald er på vej derhen.

Nu er jeg veteranordfører, og jeg kunne godt have ønsket mig, at vi havde fået den information ud. For vi er jo i Dansk Folkeparti også meget optaget af veteraner, og jeg ved, at der også kommer noget senere hen, hvor vi ligesom skal kigge på det med veteraner.

Så det, jeg egentlig vil spørge om, er: Hvordan har det været i den tid, hvor man egentlig ikke kunne få lov til at komme særlig meget ud? Nu bliver der jo åbnet mere op, og vi kommer ud. Hvordan er det med psykologer, samråd og samtaler? Kommer de ud til de her ekstra sårbare? Får vi fat i dem? Det er det, jeg er interesseret i, og det er slet ikke for ligesom at sætte noget i gang; det skyldes virkelig en interesse fra min side.

Ministeren.

Jeg vil igen sige tak for spørgsmålet, og jeg synes, det er rigtig vigtigt, at vi kan diskutere og tale om de her grupper, som det er så vigtigt at vi tager os af. Og det, der jo er sket i forbindelse med coronasituationen, er, at nogle veteraner rent faktisk har fået det bedre, fordi de ikke har oplevet det pres fra samfundet. Så nogle har fået en bedre hverdag, mens andre har fået det værre, fordi der har været nogle tilbud, de ikke har kunnet nyde godt af.

Jeg vil også sige, at det har været en rigtig hård omgang for nogle af de familier, der er til de særlig sårbare veteraner, at skulle være derhjemme med en syg ægtefælle eller far. Og derfor har jeg også været glad for, at vi nåede at etablere familieenheden, og at den har været åben i den her tid. De fysiske fremmøder har der været lukket ned for i et vist omfang, men de mest sårbare har der været tilbud til, og der har også været telefon- og videomøder og den slags, som vi kender fra resten af samfundet.

Fru Lise Bech.

Tak. Jeg er glad for, at ministeren har taget så godt hånd om det, som det lyder til. Jeg kunne godt have tænkt mig, at vi havde været inddraget, men det er så, hvad det er.

Det, jeg så lige vil spørge om nu, er, om ministeren så fremadrettet kigger på det med dem, der har haft de særlige udfordringer under coronaperioden.

Ministeren.

Det er modtaget, at der skulle have været en større politisk inddragelse. Det vil jeg tage med videre. Jeg nævnte det for forsvarsforligskredsen, men jeg ved godt, at der er andre, der også har veteraninteresse. Så det er modtaget, at der kan komme noget skriftligt ud der også.

Jeg vil sige, at vi står over for en stor evaluering af vores veteranarbejde, og den er godt på vej. Og så er det min holdning, at vi i hvert fald skal lave nogle justeringer af vores veteranindsats, fordi vi har mange, mange tilbud, der retter sig mod de samme grupper af veteraner. Men den helt lille sårbare gruppe, som det er rigtig svært at nå, har vi ikke særlig mange tilbud der retter sig imod.

Så når vi nu kommer tilbage igen på den anden side af sommeren og skal til at udvide vores veteranindsats, udbygge den – og det synes jeg er helt rimeligt at gøre efter 10 år, mens jeg så synes, det er pinligt, at vi kun har haft en veteranindsats i 10 år – er det jo helt rimeligt, at vi kigger efter, om der er nogle steder, hvor vi mangler at rette os mod bestemte målgrupper, og det drejer sig lige præcis om den her sårbare gruppe.

Tak. Fru Lise Bech.

Jamen jeg kan jo kun sige, at jeg er meget tilfreds. Og jeg ser meget frem til, at vi skal til at kigge på det her igen, for det er, som ministeren siger, meget vigtigt. Og det er den lille gruppe, der har det allersværest, som vi skal kigge på. Det er jeg meget glad for, så egentlig har jeg ikke et sidste spørgsmål her.

Ministeren.

Jamen jeg vil bare sige tak, og at jeg glæder mig til at drøfte det her videre, for jeg synes også, det er vigtigt. Vores veteraner har ydet så meget for Danmark, og derfor er det vigtigt, at de oplever, at det er et samlet Folketing, som vil dem, og som sørger for, at der er tilbud til dem.

Så siger vi tak til fru Lise Bech. Og vi siger også tak til forsvarsministeren.

Så går vi videre med et spørgsmål til uddannelses- og forskningsministeren, der er stillet af hr. Per Larsen, Konservative.

Værsgo for oplæsning af spørgsmålet.

Tak for det, formand, og tak til ministeren for at møde op og svare på spørgsmål her i dag. Spørgsmålet lyder i al sin enkelhed: Vil ministeren tage højde for regionale styrkepositioner i forbindelse med den igangværende klyngekonsolidering på erhvervsfremmeområdet?

Ministeren.

Tak for spørgsmålet. Svaret er ja, klyngerne skal have en stærk regional forankring, og det vil selvfølgelig indgå i forhold til vurderingen af det aktuelle ansøgningsfelt. I det igangværende klyngeopslag indgår både kvalitet og tilgængelighed som bedømmelseskriterier. Ét kriterie er, at klyngerne er af høj kvalitet og egnethed, og at de spiller ind i forhold til de konkrete innovationsbehov og innovationsudfordringer for virksomheder i målgruppen. Et andet kriterie er, at de er tilgængelige for deres målgruppe på tværs af landet. Herudover er det en forudsætning for de midler, som skal tildeles fra Danmarks Erhvervsfremmebestyrelse, at aktiviteterne understøtter realiseringen af bestyrelsens strategiske fokus, der bl.a. betoner, at klyngeindsatsen tilrettelægges i respekt for de relevante erhvervsstyrker og -potentialer.

Så samlet set vil jeg helt klart mene, at det er en svaghed, hvis en ansøger ikke tager højde for regionale styrkepositioner. Hele pointen med klyngeindsatsen er, at der skal være gode og relevante muligheder for vidensamarbejde for virksomheder i hele Danmark. Det er helt afgørende for mig, for det må ikke være en virksomheds geografiske placering, der afgør, om dens muligheder for at samarbejde om innovation og overførsel af viden er gode eller dårlige.

Nu har vi modtaget ansøgningerne, og Styrelsen for Institutioner og Uddannelsesstøtte og sekretariatet for Danmarks Erhvervsfremmebestyrelse er gået i gang med den faglige vurdering af ansøgningerne. Vi har ikke det fulde billede endnu, men ud fra den foreløbige gennemgang af ansøgningerne, ser det på nuværende tidspunkt ud til, at en overvægt af klyngerne er forankret i København og i hovedstadsområdet. Det ser jeg som en udfordring for den geografiske dækning af klyngernes aktiviteter. Som jeg nævnte før, skal de nye klynger være tilgængelige for deres målgruppe på tværs af hele landet. Det indgår i opslaget. Den regionale dækning vil derfor være en del af det, som Styrelsen for Institutioner og Uddannelsesstøtte og sekretariatet for Danmarks Erhvervsfremmebestyrelse nu vil se på i forbindelse med bedømmelsen af ansøgningerne og gå i dialog med ansøgerne om. Hvis vi i forbindelse med det nuværende opslag ikke finder en tilfredsstillende løsning i forhold til den regionale dækning ud fra en helhedsbetragtning og på tværs af klyngerne, er jeg i yderste konsekvens villig til at lade opslaget gå om.

Så er det hr. Per Larsen.

Mange tak for det svar. Jeg har faktisk interesseret mig for det her i et stykke tid, og jeg spurgte tidligere ministeren via en mail og fik et svar den 26. marts, hvor ministeren gør rede for, at klyngeorganisationernes geografiske placering ikke indgår som et selvstændigt kriterium i forbindelse med udvælgelsen. Derfor er jeg da glad for, at der så er sket den her udvikling, i forhold til at man nu vil tage geografien med. Men betyder det simpelt hen, at geografi og de styrkepositioner, man måtte have i de enkelte regioner, vil have en betydning for placeringen af de forskellige klynger?

Ministeren.

Det, jeg i mellemtiden som minister har været ude at signalere kraftigt på baggrund af det billede, vi indtil nu har på baggrund af ansøgningerne, er, at én ting er den enkelte klynge og deres argumenter for at have indrettet sig på den måde, de nu engang har ansøgt til, men en anden ting er det samlede helhedsbillede på tværs, når man ser ud over de nye klynger. Der må vi da politisk insistere på, at det fordeler sig over hele Danmark, som et spejl af at vi også har stærke erhvervsliv i hele Danmark. Det synes jeg vi skal insistere på, det vil jeg i hvert fald som minister.

Hr. Per Larsen.

Jamen jeg bliver faktisk mere og mere glad for svarene. Når nu jeg så kigger på sammensætningen af de der klynger – der er jo flere forskellige slags – så tænker jeg, at det jo sikkert er ministeren bekendt, at vi i Nordjylland har et rigtig stærkt maritimt miljø. Altså, Det Blå Danmark står rigtig, rigtig stærkt i Nordjylland. Vi har jo Danmarks største fiskerihavn – over halvdelen af de fisk, der bliver fanget i Danmark, kommer ind i Nordjylland. Det er altså et voldsomt stort fiskeri. Vi har værft, både med nybyggeri og med reparation, der giver stor værftsaktivitet. Og vi har også stor forskningsaktivitet. Så jeg vil da håbe, at ministeren vil lægge vægt på det, når den maritime klynge skal placeres.

Ministeren.

Det hører jeg mest af alt som en opfordring til mig – og tak for engagementet i sagen i forhold til faktisk at sikre et Danmark i balance, også når det gælder erhvervspolitikken. Jeg er bekendt med de styrkepositioner, der både er i det nordjyske og andre steder i landet. Men på nuværende tidspunkt, hvor processen er i gang, kan jeg ikke kommentere på de enkelte ansøgere. Det eneste, jeg kan sige her og nu, er, at efter en helhedsbetragtning ser det for skævt ud, og derfor er vi gået i dialog med de ansøgere, der er kommet ind, for at få det rettet op.

Hr. Per Larsen.

Altså, det kan være lidt vanskeligt lige at forstå, om de der styrkepositioner, som man så har i den enkelte region, så får den vægt, som jeg synes de bør have, for det har jo så åbenbart ikke været tilfældet ved det første opslag. Hvis der nu kommer et nyt opslag, vil det så være et opslag, hvor man kan forvente, at man vil lægge op til, at de styrkepositioner, som man har i den enkelte region, så også vil blive vægtet – modsat det, der har været tilfældet ved det første opslag?

Ministeren.

Der er ikke noget af det, jeg siger, som er en kommentar til den enkelte ansøgning i de mere end, så vidt jeg husker, 3.000 sider, som det her samlede ansøgerfelt dækker over. Jeg har ikke forholdt mig til indholdet og sådan egnetheden af den enkelte ansøgning. Det er der styrelsesfolk, der er i gang med. De lægger en indstilling til mig, og så tager jeg stilling.

Det, jeg forholder mig til som øverst politisk ansvarlig, er helhedsbilledet. Og lige nu tegner det simpelt hen til at blive alt for skævt – det skal vi have rettet op på.

Så siger vi tak til hr. Per Larsen. Spørgsmålet er afsluttet.

Så går vi over til den næste spørger af uddannelses- og forskningsministeren, og det er fru Katrine Robsøe, Radikale Venstre.

Værsgo at læse spørgsmålet op.

Synes ministeren, at det er rimeligt, at flygtninge med midlertidig beskyttelsesstatus efter udlændingelovens § 7, stk. 3, fortsat ikke har ret til gratis videregående uddannelse, og vil ministeren ændre dette?

Ministeren.

Tak for spørgsmålet. Nej, jeg finder det ikke hensigtsmæssigt, at flygtninge efter § 7, stk. 3, ikke har samme ret til uddannelse som flygtninge med ophold efter § 7, stk. 1, eller § 7, stk. 2. Det skyldes ikke mindst, at der er en ligestillingsudfordring ved den nuværende situation. Flygtninge omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 3, er hovedsagelig kvinder, og de har i dag ikke samme muligheder for at tage en uddannelse som flygtninge omfattet af § 7, stk. 1 og 2, der oftest er mænd.

Jeg erkender, at det er en meget lille gruppe, vi taler om. Det antages, at der med justeringer af den her art gennemsnitligt vil være 86 personer på videregående uddannelser fra gruppen. Men regeringen finder det som sagt hensigtsmæssigt, at vi får ligestilling uanset. Det fremgår da også af det politiske forståelsespapir, at regeringen vil sikre adgang til uddannelse for flygtninge med ophold efter § 7, stk. 3. Udlændinge- og integrationsministeren har også bekræftet over for Folketinget, at regeringen ønsker at justere ordningen for midlertidig beskyttelsesstatus, så flygtninge omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 3, gives samme ret til at tage en videregående uddannelse som andre flygtninge.

Fru Katrine Robsøe.

Jeg er meget glad for at høre, at ministeren også ser den her udfordring, som jeg gør. For selv om det måske ikke antalsmæssigt er enormt mange mennesker, vi taler om, så betyder det jo enormt meget for de mennesker, der bliver omfattet. Og selvfølgelig skal de også have adgang til uddannelse og adgang til at kunne blive bedre til at bidrage til vores samfund og udvikle sig, ligesom alle andre har, og jeg synes på nøjagtig samme måde som ministeren, at det er rigtig ærgerligt, at vi lige nu har en regel, der gør, at særlig kvinder ikke har samme adgang til gratis videregående uddannelse, som de mandlige flygtninge har – og jeg mener jo så selvfølgelig, at alle sammen skal have adgang til gratis videregående uddannelse.

Den her gruppe af kvindelige flygtninge har altså ventet rigtig længe nu på at kunne få lov til at få samme adgang, og de skal efter min mening ikke vente længere. Derfor vil jeg godt høre, om ministeren vil garantere, at § 7, stk. 3-flygtninge vil få adgang til videregående uddannelse ved sommerens optag.

Ministeren.

Det her handler om at give en gruppe ret til det, de andre allerede har. Jeg forventer, at man vil kunne lave ændringer af bekendtgørelsen på det videregående uddannelsesområde med gyldighed fra den 1. juli.

Fru Katrine Robsøe.

Tusind, tusind tak for det. Jeg glæder mig rigtig meget til at kunne se, at de her flygtninge på § 7, stk. 3-ordningen også får adgang til videregående uddannelse allerede fra sommer. Det ved jeg der er rigtig mange der har ventet på, altså at få det positive svar, så tusind, tusind tak for det.

Det bliver jo så lidt begrænset, hvor lang tid de har til at få søgt. Har ministeren nogen idéer til, hvordan vi kan gøre opmærksom på, at de vil kunne søge til sommer?

Ministeren.

Fristen er den 5. juli for at søge kvote 1 til vores videregående uddannelser, og det vil sige, at det kan man lige præcis nå. Det er jeg sikker på der vil være nogle ganske få, som er berettiget til og godt vil have mulighed for. Men det er selvfølgelig en del af det at ændre en bekendtgørelse også at gøre opmærksom på, at muligheden er der.

Fru Katrine Robsøe.

Så vil jeg faktisk bare gerne her til sidst sige tak, fordi vi endelig får gjort noget ved det her. Jeg har presset på længe, og jeg er virkelig glad for, at vi i dag er kommet hertil.

Ministeren.

Jamen der var ikke meget spørgsmål over det andet end en kvitteren for, at vi får rettet op på en ligestillingsskævhed. Og det kan man jo kun glæde sig over.

Så siger vi tak til fru Katrine Robsøe, og vi siger tak til uddannelses- og forskningsministeren.

Så skal jeg oplyse, at spørgsmål 36, 37 og 38 er udgået.

Det næste spørgsmål er spørgsmål 39 til erhvervsministeren, men da vi mangler erhvervsministeren, skal vi lige udsætte mødet, foreløbig i i hvert fald 5 minutter, eller til erhvervsministeren dukker op.

Så er mødet genoptaget, nu hvor erhvervsministeren er kommet på plads. Og jeg skal lige sige, at grunden til, at erhvervsministeren kommer lidt sent, er, at der er rigtig mange spørgsmål, der er udgået i dag, og så er det svært at passe tiden, i forhold til hvornår det nu er, den næste minister skal til. Så ministeren er måske lidt uforskyldt. Det var i hvert fald pænt sagt her i dag.

Men nu er det et spørgsmål fra hr. Kim Valentin, Venstre, til erhvervsministeren.

Værsgo at læse spørgsmålet op.

Jeg læser langsomt, så ministeren kan få pusten. Hvad er ministerens holdning til, at Københavns Kommune indtil videre har mistet 4,25 mia. kr. i tabt omsætning fra udenlandske turister, og hvad vil ministeren gøre for at sikre københavnske turistvirksomheder, der lige nu står i en ekstraordinært sårbar situation?

Erhvervsministeren.

Tak for spørgsmålet, og også tak for forståelsen lige i den her særlige situation.

Der er ingen tvivl om, at coronakrisen sætter dybe spor både i det danske samfund og i den danske økonomi. Og der er ingen tvivl om, at turisterhvervet er meget hårdt ramt af situationen, herunder ikke mindst, selvfølgelig, turisterhvervet her i hovedstaden. Heldigvis har vi i dag smitten så meget under kontrol, at vi har haft mulighed for at genåbne meget store dele af det danske samfund igen. Senest er der i starten af den her uge indgået politisk aftale om genåbningens fase 3, og det håber jeg vil være med til at sætte gang i forbruget – også i København – hvor der jo igen er kommet folk ud på restauranterne og cafeerne i bybilledet.

Vi har også fra den 15. juni åbnet op for, at turister fra Tyskland, Norge og Island kan rejse ind i landet. Jeg er helt opmærksom på, at det desværre ikke i første omgang kommer det københavnske turisterhverv til gavn, både fordi der ikke åbnes for turister, der ønsker at tage ophold i København, men også fordi de tyske og norske sommerturister i høj grad besøger andre dele af Danmark.

Når vi nu har valgt at gå frem på den her måde, er det for at sikre, at vi ikke sætter de gode resultater, som vi har opnået, over styr. Vi har set både herhjemme og i udlandet, hvordan smitten kan sprede sig særlig hurtigt i tætbefolkede områder. Jeg er helt opmærksom på, at de tilbageværende restriktioner betyder, at der fortsat er nogle virksomheder, der er forhindret i at drive deres forretning. Det gælder også dele af turisterhvervet i København, der som nævnt er påvirket af indrejserestriktionerne.

Regeringen har sammen med Folketinget og arbejdsmarkedets parter gennemført historisk store hjælpepakker, som netop er designet til at holde hånden under virksomheder og lønmodtagere i den her situation. Her i weekenden har vi aftalt en udfasningsplan for lønkompensationsordningen med arbejdsmarkedets parter, der betyder, at den løber frem til den 29. august.

På tilsvarende vis forhandler vi i øjeblikket med Folketingets partier om udfasning af de øvrige hjælpepakker på baggrund af anbefalingerne fra den økonomiske ekspertgruppe, som afleverede deres rapport den 27. maj 2020.

Hr. Kim Valentin.

Tak, og tak for svaret, minister. Men jeg bliver jo om muligt endnu mere undrende, for jeg spørger jo ikke til alle de her ting, der er omkring København. Jeg spørger til Københavns Kommune, Frederiksberg Kommune og deres problemer med de her regler, der netop er kommet i forbindelse med fase 3, altså det her med, at man ikke må tage ind og bo på et hotel i Københavns Kommune og så gå ned på gaden og opleve København. Men man må godt bo i Rødovre Kommune, som ligger lige uden for, og man må også godt bo i Gentofte og andre steder – bare det ikke er Frederiksberg og Københavns kommuner. Og så må man godt gå ned at tage metro og bus og alle mulige andre former for offentlige transportmidler og lade sig transportere frem og tilbage – altså endnu mere transport, kan man så sige, endnu mere smittemulighed, hvis det nu var sådan, at der var smitte. Så det er sådan lidt uforståeligt for de her virksomheder, at de ikke må åbne, men at man godt må åbne lige uden for København. Altså, der er nogle ting, der måske ikke hænger helt sammen.

Jeg skal lige sætte nogle tal på plads også. I 2017 omsatte vi i Danmark for 128 mia. kr. på det her område. 40 pct. af det lå i hovedstaden. 60.000 job i Region Hovedstaden er der i det her. Så det er ikke sådan småpenge, vi snakker om.

Vil ministeren fortælle mig det logiske i, at udenlandske turister må gå rundt i hovedstaden, men ikke må booke en overnatning samme sted?

Ministeren.

Regeringen optaget af, at vi ikke holder Danmark lukket eller begrænset en dag længere, end det er nødvendigt, og derfor handler de restriktioner, vi laver, om at kunne kontrollere og begrænse risikoen for smittespredning. Det er derfor, vi har valgt at sige, at i tætbefolkede dele – herinde i vores hovedstad – gælder der nogle andre restriktioner for gæster, der kommer ude fra en verden, hvor smittetrykket er væsentlig forskelligt fra smittetrykket i Danmark.

Når alt det så er sagt, forhandler vi jo i de her dage med Folketingets partier om udfasning af hjælpepakkerne og jo også om, hvordan vi for de erhverv, der er særlig sæsonudsatte og særlig afhængige af f.eks. turister, kan gøre en indsats, sådan at sommeren bliver så god for dem, som den kan i den givne situation.

Så vi er opmærksomme på erhvervenes udfordringer, men vi er også meget opmærksomme på at holde smitten under kontrol, og det er i det lys alene, man skal se de restriktioner, der er lagt

Hr. Kim Valentin.

Jeg oplever alligevel, at ministeren taler en lille smule udenom nu, for der er altså nogle virksomheder, som er i risiko for at lukke. Det er jo en meget hård branche. Københavns Kommune alene havde 9 millioner overnatninger svarende til 16 pct. af det samlede antal overnatninger i Danmark.

Jeg tror ikke, at man som direktør for et hotel i København udviser særlig stor forståelse for den holdning, at man godt må ligge på et hotel i Rødovre, men man må ikke ligge på et hotel i København og på Frederiksberg – det må jeg bare sige. Kan ministeren forstå, hvis turistvirksomheder i København føler sig snydt for den åbning af samfundet, som øvrige dele af Danmark har fået, og at det forstærkes, når der ikke ligger nogen sundhedsfaglig anbefaling bag?

Ministeren.

Jeg oplever, at man bredt i dansk erhvervsliv har forståelse for, at vi i den her svære situation for Danmark skal passe på, at vi hele tiden har smitten under kontrol. For opstår den modsatte situation, risikerer vi en situation, hvor fornyede restriktioner vil komme til, og det bliver sværere og sværere for flere erhverv at kunne drives.

Så vil jeg bare sige om det med at tage ophold i København, når man er her: Altså, vi har jo set både herhjemme og også i udlandet, hvordan smitten kan sprede sig særlig hurtigt i tætbefolkede områder, og derfor handler det ganske enkelt om, at vi ikke i den nuværende situation ønsker at samle for mange mennesker på for lidt plads. Altså, det handler om at begrænse risikoen for en smittespredning, vi ikke ønsker – og ikke andet end det. Og så er vi på den anden side opmærksomme på, at det har nogle udfordringer for nogle erhverv.

Hr. Kim Valentin.

Jeg lytter virkelig aktivt, men der er stadig væk ikke nogen sådan sundhedsfaglige beviser for det her. Jeg kan sige, at Jonas Bjørn Jensen, Socialdemokratiets politiske ordfører her i Københavns Kommune, har sagt, at han ikke har mødt nogen, der med andet end mavefornemmelser har været i stand til at fortælle, hvorfor man har taget den her beslutning om at udelukke København og Frederiksberg fra udenlandske overnatninger. Mavefornemmelser, altså, er det virkelig sådan, at regeringen vil sætte gang i samfundet igen ud fra mavefornemmelser?

Ministeren.

Vi træffer politiske beslutninger, og vi træffer mange af dem i den her situation og med stor hast for at passe godt på Danmark. At passe godt på Danmark er at kunne kontrollere den smitterisiko, der er, med den virus, der er på besøg i vores land. Og så er jeg nødt til at sige, at vi altså har set både herhjemme, men også i udlandet, hvordan tæt befolkede områder har en særlig risiko for smittespredning. Det er vi nødt til at tage alvorligt. Og det er det, vi tager bestik af i den her situation. Og så er vi som regering opmærksomme på, at det har en pris for nogle erhverv, og der forhandler vi med partierne i Folketinget om løsninger her.

Så siger vi tak til hr. Kim Valentin. Spørgsmålet er afsluttet.

Næste spørgsmål til erhvervsministeren er stillet af hr. Hans Kristian Skibby, Dansk Folkeparti.

Værsgo til oplæsning af spørgsmålet.

Tak, hr. formand. Vil ministeren, idet der henvises til regeringens udmelding fredag den 29. maj 2020, hvor alle rejser til en lang række lande blev frarådet som minimum frem til udgangen af august måned, redegøre for regeringens vurdering af situationen hos de danske rejsearrangører, rejsebureauer og onlinerejseportaler og oplyse, om ministeren mener, at de mange tusind kunder i øjeblikket oplever en tilfredsstillende situation?

Ministeren.

Mange tak for spørgsmålet. Det er vigtigt for mig at slå fast, at danske forbrugere har de samme rettigheder, som de hele tiden har haft, nemlig at rejsearrangøren skal betale pengene for den aflyste rejse tilbage. Udfordringerne i rejsebranchen og den situation, som mange forbrugere står i, er helt ekstraordinær, og derfor har regeringen i samarbejde med aftalekredsen også nedsat en arbejdsgruppe, der skal kigge på, hvordan forbrugerne og pakkerejsebranchen bedst sikres på både kort og længere sigt.

Vi aftalte også i kredsen, at vi i EU vil arbejde for, at der midlertidigt under coronakrisen indføres en obligatorisk voucherordning. Da forpligtigelsen til at godtgøre forbrugeren udspringer af EU's pakkerejsedirektiv, var det en forudsætning, at der fra EU's side blev givet mulighed for at fravige den her forpligtigelse. Kommissionen har efterfølgende understreget, at det ikke er en mulighed at fravige forpligtigelserne i pakkerejsedirektivet, og på den baggrund har vi vurderet, at det ikke vil være den rette vej at gå. Derfor er det ikke muligt at give obligatoriske vouchers til forbrugerne, og det er fortsat noget, forbrugerne kan vælge at tage imod, men så er det på frivillig basis.

Jeg vil igen gerne understrege, at forbrugernes rettigheder er de samme, som de hele tiden har været, altså at rejsearrangøren skal betale pengene for den aflyste rejse tilbage. Regeringen har sammen med et bredt flertal af Folketingets partier derudover indgået en aftale om en særskilt hjælpepakke til rejsebranchen og dermed også til forbrugerne.

Aftalen indeholder bl.a. en økonomisk saltvandsindsprøjtning på 725 mio. kr. Med aftalen forlænges samtidig rejseudbydernes mulighed for at få dækket faktiske omkostninger i forbindelse med annullerede og afbestilte pakkerejser frem til den 31. maj 2020. Dermed får pakkerejseudbyderne altså et økonomisk tilskud og et lån stillet til rådighed i en længere periode, hvilket skal hjælpe dem med at tilbagebetale forbrugerne retmæssigt.

Hr. Hans Kristian Skibby.

Tak for ministerens besvarelse. Jeg er helt med på de politiske aftaler, der ligger i den situation, som vi er i. Men det, jeg har fremsat et spørgsmål til ministeren om, er jo ikke så meget, hvad partierne og regeringen har gjort, men det er mere, hvordan de ting, vi har sat i gang, er blevet modtaget hos forbrugerne, og hvordan de er blevet modtaget hos parterne, hos rejsearrangørerne og hos de interessenter, der er på det her område.

Som jeg også har skrevet til ministeren, skal der gerne være en redegørelse for regeringens vurdering af situationen. Altså, om det, som hr. og fru Danmark oplever i forhold til at få deres penge tilbage, opleves som tilfredsstillende. Kan vi se, om der bliver refunderet de beløb, som folk rettelig har til gode i forhold til EU's pakkerejsedirektiv osv.? Og oplever man, at den hjælp, vi har givet, den håndsrækning, der er kommet til rejsearrangører og rejsebureauer, også bliver modtaget og er anvendelig for branchen?

For efter min bedste vurdering er det altså stadig væk sådan, at vi oplever en stor likviditetsmæssig udfordring, i forhold til at rejsearrangørerne, om end de gerne vil, så ikke har likviditeten til at betale tilbage. Og det er måske også derfor, vi oplever, at mange jo så henvender sig til politikerne og siger: Hvorfor kan vi ikke få vores penge tilbage, for vi har jo et legitimt krav på det?

Det er derfor, jeg har valgt at stille det her spørgsmål til ministeren, altså simpelt hen for at få en vurdering af, hvordan det går med de initiativer, som vi jo har taget i fællesskab – det anerkender jeg, og dem er vi sådan set vældig tilfredse med. Men vi har behov for at vide, om de er i god gænge, og om de bliver fulgt til dørs på en rimelig og forsvarlig måde.

Ministeren.

Hvis jeg først skal prøve at give en vurdering af forbrugernes situation, vil jeg sige – og jeg prøvede også at understrege det i min besvarelse – at her er forbrugerne stillet præcis lige så godt i dag, som man var for 1 uge eller for 1 måned siden: Man har ret til at få sine penge tilbage for en aflyst pakkerejse. Min vurdering er samtidig, at der har været tvivl derude, både i rejsebranchen, men også blandt forbrugerne, om, hvorvidt det nu også var tilfældet, og derfor følte jeg anledning til at understrege det her i dag.

Det er samtidig min vurdering – og den deler jeg med den her ekspertgruppe, som lige har afrapporteret til vores aftalekreds – at den økonomi, der er afsat, på 1,5 mia. kr. i garantiramme og et ekstraordinært tilskud på 725 mio. kr., er tilstrækkelig til, under alle de usikkerheder, der er, at kunne hjælpe branchen igennem hen til udgangen af august måned.

Hr. Hans Kristian Skibby.

Det synes jeg faktisk er vældig fint, altså at vi har den tilgang til det, og jeg deler selvfølgelig også ministerens betragtning om, at vi fandt en passende portion likviditet, altså penge, men også nogle statsgarantier i forhold til Rejsegarantifonden osv. Men jeg oplever bare stadig væk en vis bekymring i forhold til den del, der så hedder at udføre modellen, når pengene skal udbetales og kunderne skal have de penge tilbage, som de rettelig har krav på. Samtidig vil vi også gerne holde en sikker hånd under de 600 virksomheder, som også har mange tusinde ansatte inden for branchen.

Ministeren.

Jeg oplever kun, at vi deler ønsket om at finde en løsning, hvor forbrugerne er sikre på at kunne få de penge, de har ude at svømme – hvis jeg må bruge det udtryk – samtidig med at flest mulige i rejsebranchen kan komme med igennem coronakrisen. Den udfordring findes både på kort sigt hen over sommeren nu – for med de rejserestriktioner, der er for at kunne passe godt på Danmark, skaber den nogle udfordringer – men den findes også på lidt længere sigt, og her lægger vi som regering op til at tage en lidt grundigere drøftelse med Folketingets partier om, om vi har den rigtige indretning af sikkerheden for både branchen og forbrugerne på lidt længere sigt. Det vil vi tage politiske forhandlinger med Folketingets partier om.

Hr. Hans Kristian Skibby.

Det er også rigtigt, og det siger vi også pænt tak for. Men det ændrer bare ikke på, at likviditeten er under stort pres, og efter min bedste overbevisning og de indikatorer, som jeg i hvert fald noterer mig, er det stadig væk likviditeten, der er den helt store udfordring for mange af de her 600 virksomheder. Og når likviditeten ikke er fungerende, fungerer det jo heller ikke med kundernes retskrav, og det er jo på den måde, tingene ligesom hænger sammen.

Jeg er selvfølgelig betrygget af, at ministeren viser interesse for, at vi finder en god løsning på det, og at vi også følger op på de politiske aftaler, som vi har indgået. Men jeg synes ikke her ved min afslutning, at jeg føler mig på helt sikker grund, i forhold til om regeringen har fulgt op på, om de initiativer, som vi har sat i søen, er i god gænge hele vejen igennem systemet.

Ministeren.

Det vil jeg i hvert fald gerne sammen med ordføreren og andre partier sikre, altså at de skal være i god gænge. For vi deler ønsket om, at vores rejsebranche i videst muligt omfang kommer helskindet igennem coronakrisen, og derfor har det været en opmuntrende læsning, vil jeg sige, at ekspertgruppen, som vi i fællesskab har haft nedsat, rent faktisk siger, at på baggrund af det træk, der har været på garantirammer osv. fra rejsebranchens side, er det faktisk vurderingen, at de ting, vi i fællesskab har sat i søen for at hjælpe rejsebranchen – med alle de usikkerheder, der nu engang er – vil kunne række hen til udgangen af august måned. Og det borger da om ikke andet for et godt grundlag at føre vores videre forhandlinger på.

Så siger vi tak til hr. Hans Kristian Skibby, og tak til erhvervsministeren.

Den næste, der har stillet spørgsmål, er hr. Morten Dahlin, Venstre, og det er stillet til udlændinge- og integrationsministeren.

Værsgo for at læse spørgsmålet op.

Mener ministeren stadig, at det er en god idé at indføre det modtageloft over ikkevestlige indvandrere, som Socialdemokratiet lovede inden valget sidste år?

Ministeren.

Ja, det synes jeg er en god idé. Det er en af vores hovedprioriteter, at der er styr på tilstrømningen af asylansøgere til Danmark, og regeringen står fuldstændig fast på at føre den udlændingepolitik, som vi er gået til valg på, og som vi også har en oplevelse af der er et bredt flertal, både Folketinget og i befolkningen, der støtter op omkring. Det er en politik, der skal sikre, at der ikke kommer flere hertil, end vi kan integrere, og at vores velfærdssamfund kan følge med.

Lige nu er indrejsetallene forbløffende og historisk lave, men selv om tallene er lave, er det fortsat regeringens ambition at få gennemført et loft over, hvor mange ikkevestlige udlændinge Danmark kan tage imod hvert år. Det er vores vision, at loftet skal fastsættes i samarbejde med kommunerne, og det er rigtigt, at sådan et loft ikke indgik i det her års kommuneaftale, som blev afsluttet for kort tid siden, men den her kommuneaftale fra i år skal selvfølgelig også ses i lyset af coronakrisen, som er en af de største kriser, der har været i de sidste 100 år.

Opgaven med det her års kommuneaftale har derfor været at sikre, at kommunerne ikke får en stor ekstraudgift som følge af krisen. Det synes jeg også selv har været den rigtige prioritering. Selv om det ikke kom med i det her års kommuneaftale, vil regeringen fortsætte arbejde for at få gennemført sådan et loft over antallet af udlændinge fra ikkevestlige lande, fordi vi mener, det har givet anledning til integrationsudfordringer.

Men for her til sidst at opsummere: Vi synes stadig væk, det er en god idé, og vi har stadig tænkt os at gennemføre det.

Hr. Morten Dahlin.

Tak for det. Jeg er jo glad for, at ministeren bekræfter, at han stadig synes, det er en god idé. Faktisk går ministeren lidt længere, for ministeren siger, at det skal være en af ministerens hovedprioriteter. Det kolliderer så bare en lille smule med det faktum, at regeringen nu har haft to økonomiforhandlinger med kommunerne, og ikke en eneste gang er det her loft blevet bragt på banen – altså to forspildte chancer for at få en af sine hovedprioriteter igennem. Det er en lille smule ærgerligt, og det er en lille smule mærkeligt, hvis det nu virkelig er en hovedprioritet for regeringen.

Ministeren får det til at lyde, som om det er en svær forhandling med kommunerne; at det er lange, komplicerede forhandlinger, hvor kommunerne sidder og stritter imod. Men jeg tænker, at det er de færreste kommuner, der vil stritte imod at få færre flygtninge tilsendt end før. Det er også blevet sagt, og det var sådan set statsministeren, der sagde det før valget, og nu citerer jeg:

»Landets kommuner skal fortælle, hvor mange de tror, de faktisk kan integrere. Og så fastsætter Folketinget et loft på baggrund af det.«

Det er altså ikke i en eller anden svær forhandling. Man skal bede Kommunernes Landsforening, kommunerne, om et tal, og så fastsætter Folketinget et loft. Hvorfor har regeringen ikke bragt det op, når man nu har haft to konkrete økonomiforhandlinger med kommunerne?

Ministeren.

Jeg vil starte med at sige, at det, der er en af regeringens topprioriteter, er at få styr på tilstrømningen af asylansøgere til Danmark. Det var det, jeg sagde. Men det ændrer ikke på, at det er en prioritering, og at det er vores politik at få etableret et loft over indvandring fra de lande, hvor vi mener der er de største integrationsudfordringer. Det ændrer heller ikke på, at det er noget, vi har tænkt os at gøre i samarbejde med kommunerne.

Så er det hr. Morten Dahlin.

Men hvorfor har ministeren så ikke bragt det op? Hvorfor har regeringen ikke bragt det op over for kommunerne?

Ministeren.

Det skyldes, at vi i de to første kommuneaftaler har haft andre prioriteter. Ved den første var vi lige tiltrådt, og ved den anden handlede det om at håndtere den meget akutte og aktuelle krise i forbindelse med covid-19, som vi står i.

Hr. Morten Dahlin.

Så ministeren lover, at regeringen vil tage det op i forbindelse med den næste forhandling om økonomi med kommunerne, eller hvordan skal det forstås? Jeg vil stadig bare sige, at jeg synes, det er lidt underligt, at man kan stå og kalde det en topprioritet, en hovedprioritet – jeg tror, ministeren brugte begge ord – og så har man alligevel ikke prioriteret det højt nok til at kunne tage det med til forhandlingerne. Men vil ministeren så i det mindste love, at regeringen kommer til at tage det med, næste gang der skal forhandles økonomi med landets kommuner?

Ministeren.

Jeg tør ikke love, hvad der bliver taget op, næste gang der skal forhandles økonomi med landets kommuner, men jeg tør love, at det er en prioritet for regeringen at få det gennemført, fordi vi synes, det er det rigtige at gennemføre. Der er ikke nogen hemmelighed, at det ikke er helt simpelt at skrue det sammen, for det skal også give mening i den virkelige verden, men det er en prioritet at gennemføre det, og det har vi tænkt os at forfølge.

Så siger vi tak til hr. Morten Dahlin.

Nej, vi siger ikke tak til hr. Morten Dahlin endnu, for det er også hr. Morten Dahlin, der har stillet det næste spørgsmål til udlændinge- og integrationsministeren. Det er bare et nyt spørgsmål.

Værsgo for oplæsning af spørgsmålet.

Tak, formand. Deler ministeren statsministerens opfattelse af, at statsløsekonventionen »beskytter de forkerte«, dvs. fremmedkrigere, og »har et forkert indhold«, sådan som statsministeren udtalte sidste år i november?

Ministeren.

Mange tak for spørgsmålet. Statsministerens udtalelse deler jeg selvfølgelig, og den faldt i forbindelse med en drøftelse af fremmedkrigere og skal naturligvis også ses i det lys, hvad spørgeren også selv er inde på. Vi arbejder målrettet for at bekæmpe fremmedkrigere og har siden regeringens dannelse gennemført en række stramninger på netop det her område.

Danmark har efter regeringens opfattelse som et lille land en klar interesse i at bakke op om den internationale retsorden, der er grundlaget for det internationale samarbejde, og derfor opsiger vi ikke nogen konventioner, som vi er en del af. Det sagde statsministeren i øvrigt også i forbindelse med den udtalelse, der henvises til.

Hvorvidt en konvention så har et korrekt eller et forkert indhold, er efter min opfattelse et politisk spørgsmål og et komplekst spørgsmål, men nogle gange sidder vi tilbage med en opfattelse af, at visse konventioner kan yde beskyttelse af mennesker på et forkert grundlag. Omvendt er ideen med konventioner, at de skal yde fundamental beskyttelse for alle mennesker, der er omfattet af de enkelte konventioner. Det er vigtigt, at man ikke ændrer en konvention som statsløsekonventionen på en måde, så man helt udhuler den beskyttelse, konventionen yder.

Danmark skal dog sige det højt og tydeligt, når vi mener, at konventionen fører til resultater, som ikke kan forklares eller forsvares, og derfor har vi også besluttet at indlede en dialog med relevante organisationer og ligesindede lande. Det har vi også varslet partnere om.

Dialogen skal tage udgangspunkt i, at konventionernes beskyttelse mod statsløshed, herunder statsløsekonventionens, efter regeringens opfattelse i visse tilfælde er for vidtrækkende. Det har helt konkret været tilfældet i sager om fremmedkrigere. Regeringen er helt opmærksom på, at det er meget svært at ændre i de internationale spilleregler. Min egen forgænger forsøgte som bekendt også uden held at søge opbakning til at ændre statsløsekonventionen. Så det er ikke for at sige, at det er nemt, men jeg synes, det er vigtigt, at vi tager diskussionen.

Hr. Morten Dahlin.

Det var et interessant svar fra ministeren. Nu skal jeg passe på med at overfortolke, så nu må jeg hellere bruge min tid her på at spørge ministeren, så jeg kan få et klart svar. Skal jeg forstå det sådan, at det, ministeren siger, er, at nu har regeringen indledt en dialog med en række andre lande om at ændre statsløsekonventionen for at gøre det lettere at bekæmpe fremmedkrigere? Er det sådan, jeg skal forstå det?

Ministeren.

Det skal forstås sådan, at vi er tilhængere af at overholde de internationale spilleregler, men vi er også tilhængere af, at de ikke opfattes som religiøse tekster, der er hugget i granit, og at de selvfølgelig kan diskuteres, hvis man synes, de fungerer på en forkert måde. Derfor har vi rakt ud til relevante organisationer og ligesindede lande og varslet relevante partnere om det, og det er jo med henblik på at få en diskussion af, at vi i nogle konkrete tilfælde med fremmedkrigere er stødt på en opfattelse af, at konventionen virker på en måde, hvor vi i hvert fald har tilladt os at sætte spørgsmålstegn ved, om det virkelig er hensigten, at det er fremmedkrigerne, der her skal være beskyttet.

Hr. Morten Dahlin.

Tak. Det er meget interessant, og det er jo mere, end vi tidligere har fået ministeren til at sige han har gjort. Hvornår har man rakt ud til de her partnere, og kan ministeren ikke forklare mig her i dag, hvad det er, man har sagt til de her partnere og lande man gerne vil ændre? Altså, ministeren rækker jo ikke bare ud og siger: Vi synes, det er for dårligt. Ministeren må jo pege på nogle steder i statsløsekonventionen, hvor ministeren siger, at det er her, vi skal ind at arbejde; at det er her, vi skal ind at ændre. Så kan ministeren ikke uddybe, hvilke steder i statsløsekonventionen ministeren har tænkt sig at pege på? Det skal selvfølgelig ses både i relation til det svar, ministeren lige har givet, og i forhold til at statsministeren har sagt, at hun altid vil arbejde på at forandre konventioner, der rammer forkert.

Ministeren.

Jeg tør ikke lige sætte dato på, hvornår vi har rakt ud, men det er klart, at det er sket efter statsministerens udtalelse og som en konsekvens af det, som både jeg og statsministeren har sagt. Jeg tør heller ikke lige sige, præcis hvilken paragraf det handler om, men det handler jo om beskyttelsen mod statsløshed, som vi mener i nogle konkrete tilfælde har været for vidtrækkende, og de konkrete tilfælde har handlet om sager om fremmedkrigere.

Hr. Morten Dahlin.

Men kan ministeren ikke redegøre for, hvad det præcis er, ministeren vil have ændret? Jeg tænker, at hvis regeringen har en ambition om at få ændret nogle konventioner eller nogle fortolkninger af nogle konventioner og man bruger energi og tid, så har man vel sagt, hvad det er, man gerne vil ændre. I øvrigt er det sket efter opfordring fra Folketinget, for ministeren kunne ikke sige til mig, hvornår han havde gjort det, sidst jeg spurgte ham. Så det må jo være, fordi vi har lagt et pres, og det er jeg glad for. Men man rækker vel ikke ud til relevante samarbejdspartnere og lande uden at forklare dem, hvad det er, man vil ændre. Så er chancen for at opnå et godt resultat i hvert fald dårlig.

Ministeren.

Som jeg også afsluttede min tale med at sige, forsøgte min forgænger også uden held at søge opbakning til at ændre i statsløsekonventionen, og derfor er jeg nok også lidt forsigtig med at stå her og garantere, præcis hvad og hvornår der skal ændres noget. Men den diskussion, den dialog, vi ønsker at tage både med organisationer og med, hvad vi kalder ligesindede lande, tager afsæt i, at vi mener, at beskyttelsen mod statsløshed har været for vidtrækkende i de her konkrete tilfælde, der handler om fremmedkrigere. Så det er jo det, vi ønsker diskussionen skal handle om, og ikke om alt muligt andet.

Så siger vi tak til hr. Morten Dahlin. Det var slut på spørgsmål 42.

Vi går over til det næste spørgsmål til udlændinge- og integrationsministeren, og det er stillet af fru Pia Kjærsgaard, Dansk Folkeparti.

Værsgo for oplæsning af spørgsmålet.

Tak for det. Mener ministeren, at indvandringen fra arabiske og nordafrikanske lande har bidraget positivt til det danske samfund og i bekræftende fald hvordan?

Ministeren.

Tak for spørgsmålet. Der er jo ingen tvivl om, at indvandring fra arabiske lande og nogle områder i Afrika har været en særlig udfordring for vores samfund. Selv om Danmark i international målestok stadig væk er et ret homogent og sammenhængende land, så kommer vi nok ikke uden om, at når mange folk indvandrer hertil fra fjerne kulturer, tester det også sammenhængskraften og sammenholdet i vores eget land. Det bliver vi nødt til at forholde os til. Vi kan jo ikke bare trække på skuldrene og lade, som om alt er, som det skal være.

Vi er derfor også meget optaget af at få gjort op med parallelsamfund, med folk, der ikke tilslutter sig demokratiet. Ingen er vist længere i tvivl om, at integrationen tager lang tid, at den koster mange penge, og at den medfører mange kulturkonflikter.

Men jeg tror, vi skal blive ved med at insistere på, at når man kommer hertil, uanset hvor man kommer fra, og uanset at man i udgangspunktet kun er her midlertidigt, så skal man blive en aktiv del af det danske samfund. Det vil sige lære sproget, komme i arbejde, uddanne sig. Men man bliver også nødt til at tilslutte sig demokratiets værdier, for vi kan ikke tage nogen omkamp om årtiers tilkæmpede fremskridt.

Men jeg må også understrege, med forbehold for, at vi aktuelt står i en krisesituation, at det faktisk går bedre med at få nyankomne i job og uddannelse. Det halter så med nogle af dem, der har været her noget længere. Det skal ikke få os til at læne os tilbage, for vi er jo slet, slet ikke færdige. Der er bandekriminalitet. Der er mødre, der går arbejdsløse derhjemme bag nedrullede gardiner. Der er social kontrol. Aviserne skriver hele tiden om det. Så der er stadig store udfordringer. Vores håb, vores ambition og vores plan er at begrænse tilstrømningen til Danmark og samtidig styrke integrationen.

Så vil jeg nemlig også tillade mig at være optimist, for så tror jeg også på, at vores samfund nok skal komme styrket ud på den anden side. Det kræver selvfølgelig bare, at vi fastholder en stram tilstrømning og en styrkelse af integrationsindsatsen.

Fru Pia Kjærsgaard.

Det var ikke sådan helt et svar på det, jeg spurgte om. Det er selvfølgelig fint, at der er kommet velassorterede grønthandlere. Det svar fik jeg fra et andet parti, da jeg spurgte under en forespørgselsdebat. Jeg tror også, at der var noget med hiphop og sådan noget, vi kunne lære noget af. Det er jo lidt tyndt.

Altså, jeg er meget bekymret i forhold til den forhøjede kriminalitet, kønsopdelte svømmehaller, tørklæder, halalmad, ikke mindst social kontrol, moskeerne, minareterne, socialsvindelen, bandekonflikter, bandekriminalitet, balladen og utrygheden. Og jeg taler ikke her om den enkelte indvandrer, for jeg anerkender bestemt også, at der kan være indvandrere, som gør det godt. Men det er indvandringen som helhed, hvor jeg i hvert fald, og mange andre, er blevet tudet ørerne fulde af, igennem ganske mange år, at det var et positivt bidrag til det danske samfund.

Det synes jeg overhovedet ikke det er. Det er beklageligt, men jeg synes også, at de statistikker, som jeg kan henvise til, også på de områder, jeg har fremhævet her, viser det stik modsatte. Jeg er meget, meget bekymret, og jeg tror ikke, at det bare og alene drejer sig om integration, om at lære dansk og om at komme i arbejde. Det er en del af det, men det er langtfra nok, og der synes jeg stadig væk, at vi halter enormt bagefter.

Ministeren.

Jeg er sådan set enig i, at det halter enormt bagefter. Jeg synes bare, det er lidt svært at svare ja eller nej til spørgsmålet. Altså, har indvandringen fra arabiske og nordafrikanske lande bidraget positivt til det danske samfund? Det afhænger jo af, hvem vi taler om. Jeg er selv et produkt af indvandringen fra et afrikansk land til Danmark, så jeg kan jo ikke stå her og sige, at det er negativt. Omvendt kræver det jo ikke nogen studenterhue at regne ud, hvis man bare slår op i statistikkerne, at det er ret voldsomt, hvor meget overrepræsentation der er i kriminalitetsstatistikkerne; hvor mange, særlig kvinder, der går arbejdsløse; hvor mange problemer man har skabt med parallelsamfund, social kontrol, bander. Det er jeg sådan set helt enig i. Men diskussionen er nødt til lige at komme et spadestik dybere, ellers tror jeg ikke rigtig, vi kommer længere.

Fru Pia Kjærsgaard.

Jeg synes jo, det er ret nemt at svare ja eller nej, og jeg synes, at ministeren bevæger sig ud i noget, hvor man ikke rigtig vil gå helt konkret i dybden. Jeg mener, at svaret er nej. Jeg mener ikke, at indvandringen som sådan overhovedet har bidraget positivt til det danske samfund. Nej, det har den ikke.

Den her indvandring fra Mellemøsten og Nordafrika har ikke bidraget positivt til det danske samfund. Den har ikke bidraget med noget som helst, som har betydet, at Danmark er blevet et rigere land, end før indvandringen startede – det bliver vi bare nødt til at se i øjnene. Og jeg synes egentlig bare, at svaret ligger lige for. Er det et ja eller et nej fra ministeren?

Ministeren.

Vi er jo ikke med i en tv-quiz her, hvor det handler om at svare ja eller nej. Det handler om at løse politiske problemer – det er vel derfor, vi er her. Og vi to kan jo tage hinanden i hånden og gå ud og mødes med tusindvis af mennesker, som har bidraget til det danske samfund, og som har gjort vores samfund stærkere, bedre og rigere. Men vi kan også tage hinanden i hånden og gå andre steder hen og se, at indvandringen har haft enormt negative konsekvenser for vores samfund. Men hvis det skal kunne bruges til noget i vores samfund, at vi to står her og diskuterer her, så er vi jo nødt til at være præcise i vores analyser og i vores problemformuleringer. Og det er ikke et problem, at folk er her, arbejder, overholder loven og har tilsluttet sig Danmark og demokratiet. Men det er et problem, at folk er involveret i bandekriminalitet.

Så lad os være præcise med hensyn til udfordringen i stedet for bare at bede hinanden om at svare ja eller nej, for jeg synes, at den debat gør os dummere, end vi er. Vi kan sagtens diskutere det her på en nuanceret måde. Det er helt åbenlyst, at der er enorme integrationsudfordringer. Lad os løse dem.

Fru Pia Kjærsgaard.

Jo, men nogle gange er vi jo både dumme og naive, og det synes jeg vi har været i en lang, lang årrække – vi kan jo lige så godt erkende, at det har været sådan. Vi har i hvert fald været naive. Om vi er dumme? Det ved jeg ikke om vi kan tage på os, men vi er i hvert fald naive – tordnende naive. Og derfor er jeg bare så opmærksom på og interesseret i, hvad vi gør, og om man bare kan sige, at det har været super positivt, for det er i hvert fald det, vi er blevet tudet ørerne fulde af, altså at indvandringen er et positivt tilskud til det danske samfund. Nej, det er den ikke.

Det er fair nok, at man ikke lader sig provokere af alle de her mellemøstlige og nordafrikanske forandringer af det danske samfund, men ligefrem at blive i bedre humør, end man var før, synes jeg er at trække den alt for vidt. Jeg ved ikke, om jeg skal forstå det sådan, at humøret før var lidt skidt, og så lyste alting op, fordi der rundt om hjørnet kom gående en kvinde med tørklæde på.

Tak. Ministeren.