Tv fra Folketinget

Møde i salen
14-03-2017 kl. 13:00

Møde i salen

Jeg accepterer Folketingets vilkår for deling

1. Folketinget tilbyder brugerne af ft.dk at dele tv-produktioner produceret af Folketinget.


2. Tv-produktioner fra Folketinget må anvendes uden at blive ændret eller bearbejdet. Endvidere må der ikke bygges videre på Folketingets tv-produktioner. Ophavsmanden (eks. politikere og øvrige talere) har eneret til at udgive samlinger af sine egne indlæg jf. den danske ophavsretslovs § 26


Du kan se alle vilkår her.


3. Folketinget tilbyder brugerne at dele Folketingets tv-produktioner via embed-kode, der kopieres fra hjemmesiden.


4. Det er ikke tilladt at ændre i den kopierede embed-kode.

Mødet starter 5 min. efter afstemningerne i salen, dog tidligst kl. 14:30


Møde i salen

1) Udvidet spørgetime med statsministeren. 

1.1) Spm. nr. US 44  
1.2) Spm. nr. US 45  
1.3) Spm. nr. US 46  
1.4) Spm. nr. US 47  
1.5) Spm. nr. US 48  
1.6) Spm. nr. US 49  
1.7) Spm. nr. US 50  
1.8) Spm. nr. US 51  
1.9) Spm. nr. US 52  

2) Spørgsmål om meddelelse af orlov til og indkaldelse af stedfortrædere for medlem af Folketinget Hans Andersen (V) og 

3) Indstilling fra Udvalget til Valgs Prøvelse 

Godkendelse af stedfortrædere som midlertidige medlemmer af Folketinget for Hans Andersen (V) og Martin Lidegaard (RV).

Afspiller

4) Fortsættelse [afstemning] af F 16: Om SU til vandrende arbejdstagere. 

Forespørgsel til uddannelses- og forskningsministeren om SU til vandrende arbejdstagere.

Af Jens Henrik Thulesen Dahl (DF) og Marlene Harpsøe (DF).

(Anmeldelse 09.12.2016. Fremme 13.12.2016. Forhandling 03.03.2017. Forslag til vedtagelse nr. V 50 af Jens Henrik Thulesen Dahl (DF), Mette Reissmann (S), Jakob Engel-Schmidt (V), Henrik Dahl (LA), Sofie Carsten Nielsen (RV), Jacob Mark (SF) og Brigitte Klintskov Jerkel (KF). Forslag til vedtagelse nr. V 51 af Finn Sørensen (EL)).

Afspiller

5) 3. behandling af L 50: Om obligatorisk kursus i dansk familieret, frihed og folkestyre for religiøse forkyndere m.v. 

Forslag til lov om ændring af udlændingeloven. (Obligatorisk kursus i dansk familieret, frihed og folkestyre for religiøse forkyndere m.fl. og løfteerklæring om overholdelse af dansk lovgivning).

Af udlændinge-, integrations- og boligministeren (Inger Støjberg).

(Fremsættelse 09.11.2016. 1. behandling 17.11.2016. Betænkning 21.02.2017. 2. behandling 02.03.2017).

Afspiller

6) 3. behandling af L 126: Om ændring af udlændingeloven som følge af forordning om den europæiske grænse- og kystvagt m.v. 

Forslag til lov om ændring af udlændingeloven. (Ændring som følge af forordning om den europæiske grænse- og kystvagt m.v.).

Af udlændinge- og integrationsministeren (Inger Støjberg).

(Fremsættelse 08.02.2017. 1. behandling 10.02.2017. Betænkning 28.02.2017. 2. behandling 02.03.2017).

Afspiller

7) 2. (sidste) behandling af B 38: Om indkvartering af mindreårige asylansøgere. 

Forslag til folketingsbeslutning om indkvartering af mindreårige asylansøgere.

Af Martin Henriksen (DF) m.fl.

(Fremsættelse 15.12.2016. 1. behandling 07.02.2017. Betænkning 28.02.2017).

Afspiller

8) 2. (sidste) behandling af B 48: Om loft for tildeling af dansk statsborgerskab. 

Forslag til folketingsbeslutning om loft for tildeling af dansk statsborgerskab.

Af Christian Langballe (DF) m.fl.

(Fremsættelse 10.01.2017. 1. behandling 09.02.2017. Betænkning 02.03.2017).

Afspiller

9) 2. behandling af L 7: Om Haagerkonventionen af 2007. 

Forslag til lov om Haagerkonventionen af 2007.

Af social- og indenrigsministeren (Karen Ellemann).

(Fremsættelse 05.10.2016. 1. behandling 14.10.2016. Betænkning 23.02.2017).

Afspiller

10) 2. behandling af L 133: Om en midlertidig jobpræmie til langtidsledige m.v. 

Forslag til lov om en midlertidig jobpræmie til langtidsledige m.v.

Af beskæftigelsesministeren (Troels Lund Poulsen).

(Fremsættelse 10.02.2017. 1. behandling 21.02.2017. Betænkning 01.03.2017).

Afspiller

11) 1. behandling af L 139: Om skærpelse af straffen for ulovlig besiddelse af skydevåben m.v. 

Forslag til lov om ændring af straffeloven og våbenloven. (Skærpelse af straffen for ulovlig besiddelse af skydevåben m.v. og ændring af forbuddet mod transport af våben m.v. mellem visse andre lande end Danmark).

Af justitsministeren (Søren Pape Poulsen).

(Fremsættelse 22.02.2017).

Afspiller

12) 1. behandling af B 65: Om offentliggørelse af indsamlede overvågningsbilleder. 

Forslag til folketingsbeslutning om offentliggørelse af indsamlede overvågningsbilleder.

Af Peter Kofod Poulsen (DF) m.fl.

(Fremsættelse 07.02.2017).

Afspiller

13) 1. behandling af B 74: Om tiltrædelse af økonomi- og handelsaftale mellem Den Europæiske Union og Canada. 

Forslag til folketingsbeslutning om tiltrædelse af den samlede økonomi- og handelsaftale mellem Den Europæiske Union og dens medlemsstater på den ene side og Canada på den anden side.

Af udenrigsministeren (Anders Samuelsen).

(Fremsættelse 28.02.2017).

Afspiller

14) Forhandling af R 8: Om udvalgte internationale organisationer. 

Udenrigsministerens redegørelse om udvalgte internationale organisationer (det nordiske samarbejde, OSCE, Østersørådet og Europarådet).

(Anmeldelse 28.02.2017. Redegørelse givet 28.02.2017. Meddelelse om forhandling 28.02.2017).

Afspiller

15) 1. behandling af L 141: Om tidsbegrænset parkering, oprettelse af klagenævn og vejmyndighedens mulighed for at overtage parkerin 

Forslag til lov om ændring af færdselsloven. (Tidsbegrænset parkering, oprettelse af klagenævn, vejmyndighedens mulighed for at overtage parkeringskontrollen m.v.).

Af transport-, bygnings- og boligministeren (Ole Birk Olesen).

(Fremsættelse 22.02.2017).

Afspiller

16) 1. behandling af L 142: Om ændring af sanktionerne for kørsel i THC-påvirket tilstand og af regler om alkolåse. 

Forslag til lov om ændring af færdselsloven. (Ændring af sanktionerne for kørsel i THC-påvirket tilstand og af regler om alkolåse).

Af transport-, bygnings- og boligministeren (Ole Birk Olesen).

(Fremsættelse 22.02.2017).

Afspiller

17) 1. behandling af L 143: Om medfinansiering af Center for Boligsocial Udvikling, mulighed for afskæring af klageadgang og ejerlej 

Forslag til lov om ændring af lov om almene boliger m.v., lov om friplejeboliger, lov om leje af almene boliger, lov om tvungen administration af udlejningsejendomme og lov om ejerlejligheder. (Medfinansiering af Center for Boligsocial Udvikling, mulighed for afskæring af klageadgang og ejerlejlighedsopdeling).

Af transport-, bygnings- og boligministeren (Ole Birk Olesen).

(Fremsættelse 22.02.2017).

Afspiller

Mødet er åbnet.

Jeg giver ordet til statsministeren for en indledende redegørelse. Værsgo.

Mange tak for det. I sidste uge var der mange, der havde fokus på trekløverregeringens første 100 dage, og det er i sagens natur jo også interessant, selv om jeg er helt sikker på, at de næste mange hundrede dage bliver endnu mere interessante. Men nuvel: 100 dage er 100 dage. Så kan man gøre en slags status, og det gør jeg også gerne. Samme dag markerede jeg, at det var 616 dage, siden jeg blev statsminister sidst.

Hvis man ser på, hvordan tingene har udviklet sig siden da, så er der egentlig en del at glæde sig over. Der er skabt 79.000 flere private arbejdspladser; der er 11.000 færre arbejdsløse; der er 29.000 færre på kontanthjælp, bl.a. jo fordi en masse mennesker nu er på den lavere integrationsydelse, som der heldigvis er et flertal, om end ikke så stort, som man kunne ønske, der vil tage ansvaret for, og som i den grad tilskynder folk med udenlandsk baggrund til at søge beskæftigelse. Det kan jo også bl.a. ses på, at hvor vi for et års tid siden sagde, at kun en meget, meget lille del af dem, der kom til, var arbejdsmarkedsparate, så er det i dag over halvdelen.

Vi kan glæde os over, at kontanthjælpsloftet og 225-timersreglen er trådt i kraft, og at der, siden det blev annonceret, er 5.200 færre såkaldte fuldtidspersoner i kontanthjælpssystemet. Det er jo også hjulpet på vej af de gode konjunkturer, som betyder, at ledigheden nu er den laveste, vi har oplevet i 40 år – med undtagelse af årene 2007 og 2008 med overophedning.

Vi har lavet en trepartsaftale. Før var det kuldsejlet, nu er det kommet på ret køl. Den seneste trepartsaftale skal give op mod 10.000 flere praktikpladser. Vi har strammet udlændingeloven 48 gange, rettet op på lempelserne under de socialdemokratisk ledede regeringer, og vi har medvirket til, at antallet af migranter og flygtninge er kommet under kontrol. I februar 2017 var antallet af asylansøgere det laveste, det har været i 1 måned i 7 år.

Samtidig har vi investeret i kernevelfærden. Siden valget har vi afsat milliarder af kroner til sundheds- og ældreområdet. Næsten 4.000 statslige arbejdspladser er på vej ud af hovedstaden og ind i resten af landet, og det er kun første bølge. Flere politibetjente er i uddannelse. En PSO-aftale giver et kæmpe vækstbidrag til dansk erhvervsliv, samtidig med at vi fastholder den grønne omstilling. Boligjobordning, gymnasiereform, ny planlov, nye kampfly, landbrugspakke, skærpede straffe for vold og voldtægt – en stribe ting, der har gjort Danmark stærkere.

Det er de 616 dage. Hvad så, hvis man zoomer ind på de sidste 100 af disse 616 dage? Ja, så er der i gennemsnit lavet en politisk aftale om ugen – næsten alle med brede flertal – bl.a. om bedre lægedækning, Europol, nye motorveje, udmøntning af en demenshandlingsplan til 470 mio. kr. Det er gode aftaler, og tak for opbakningen til dem.

Men vi skal videre med en boligskataftale, som skal skabe ro for boligejerne; med en bandeaftale, som jeg håber meget snart falder på plads, som skal skabe mere tryghed og sikkerhed; med et bedre og sammenhængende tilbud til de alt for mange unge, der hverken har en studentereksamen eller et svendebrev 7 år efter, de har forladt folkeskolen. Efter overenskomstforhandlingerne vil vi sammen med arbejdsmarkedets parter tage fat på et nyt trepartsforløb om voksen- og efteruddannelse, så flere får bedre kompetencer gennem hele arbejdslivet.

Betyder det, at vi er i mål? Næh, det gør det ikke. Jeg ønsker jo et friere, et rigere og mere trygt Danmark, hvor vi har vækst og udvikling, og hvor vi får alle med. Jo flere, der bakker op om den ambition, jo flere resultater kan vi skabe for danskerne. Derfor vil jeg jo opfordre til og arbejde for, at vi de næste 100 dage og også de 100 dage, der følger efter dem, og de 100 dage, der følger efter dem, ja altså de næste 2 år, vil se et Folketing, hvor alle går på banen for at gøre Danmark stærkere.

Nu er det her jo en udvidet spørgetime. Det er altid en fornøjelse. Det var mit møde med Grønlandsudvalget den 2. marts også – tak for det. Jeg synes, at vi havde en endog meget konstruktiv drøftelse ved den lejlighed, og jeg håber, at den kan fortsætte her i dag.

Det gælder også i forhold til vores færøske medlemmer. Tillykke til hr. Sjúrður Skaale, som fyldte 50 år i sidste uge. Det er også en anledning til at gøre status. Man kunne endda spørge: Hvordan går det, hr. Sjúrður Skaale? Hvussu gongur? Men det kan vi måske vende tilbage til senere i spørgetimen.

Tak for det. Vi går nu videre med spørgsmål fra partilederne. Spørgeren og statsministeren har begge op til 2 minutters taletid. Herefter følger to opfølgende spørgsmål, hvor spørgeren og statsministeren hver gang har 1 minuts taletid. Det er først fru Aaja Chemnitz Larsen, IA. Værsgo.

Mange tak for ordet. Interessen for Grønland og Arktis er tydeligvis vokset de seneste par år, og som Folketingets repræsentant i Komiteen for Arktiske Parlamentarikere er dette meget mærkbart. I Arktis arbejder vi meget konsensusorienteret, meget dialogorienteret, og der er et fælles ønske om at bevare Arktis fredeligt. Dette fik jeg heldigvis også bekræftet i sidste uge, da jeg var med Det Udenrigspolitiske Nævn i Norge og Rusland.

Center for Militære Studier udgav i sidste uge en rapport, som bl.a. handlede om det såkaldte Grønlandskort, som vurderes at have fået svækket sin forsvarspolitiske betydning for Danmark. Grønlandskortet handler kort sagt om Grønlands betydningsfulde geostrategiske placering for NATO og er dermed forsvarspolitisk, kan man sige, valuta for Danmark. Nu sidder vi som grønlandske folketingsmedlemmer uden indflydelse på det nuværende forsvarsforlig, ligesom naalakkersuisut kun orienteres om forsvarstiltagene i Grønland. Jeg synes, det er vigtigt at sige fra IA's side, at vi ikke mener, at dette er tilfredsstillende. I rapporten fra Center for Militære Studier anbefales følgende også:

»Det er derfor nødvendigt at inddragede grønlandske myndigheder og de grønlandske politikere mere systematisk og at tænke i nye måder, hvorpå Grønland kan blive involveret i de relevante processer.«

Ønsker Danmark fortsat at have et godt og konstruktivt samarbejde med Grønland i fremtiden, er inddragelse og respekt helt afgørende. Hvis Danmark ønsker at være en såkaldt arktisk stormagt, som det jo blev beskrevet i Taksøe-Jensen-rapporten, så kræver det en tættere dialog om og en gensidig respekt i forhold til de forhold og interesser, som Grønland finder vigtige.

For en lang række af de otte arktiske lande er Arktis kommet rigtig højt på den storpolitiske dagsorden, og Arktis er meget centralt i disse lande. Ønsker vi i rigsfællesskabet at spille en større udenrigs- og sikkerhedspolitisk rolle globalt set, er der behov for en mere effektiv inddragelse af os grønlandske folketingsmedlemmer, af Inatsisartut og af naalakkersuisut.

Noget, som jeg i hvert fald synes er ret interessant, er, at man så også i samme rapport nævner, at man foreslår, at der skal være en minister for Arktis. Det er jo faktisk noget, som Inuit Ataqatigiit tidligere har foreslået. (Formanden (Pia Kjærsgaard): Ja tak!)

Derfor spørger jeg statsministeren, som jo også er minister for rigsfællesskabet: Hvis statsministeren selv skulle sætte ord på, hvilken betydning Grønland har for rigsfællesskabets udenrigspolitiske rolle (Formanden (Pia Kjærsgaard): Ja tak!), hvad ville statsministeren så ...

Taletiden er overskredet! Værsgo til statsministeren.

Tak for det. Grønland har da en stor og betydningsfuld rolle. Det siger sig selv. Altså, udstrækningen af rigsfællesskabet med Danmark, med Færøerne og med Grønland betyder i sagens natur, at vi har en geopolitisk rolle qua den geografiske placering, som er betydningsfuld, og med det følger også et ansvar, og jeg er sådan set meget enig i den analyse, der her blev lagt frem om Arktis' tiltagende betydning og også vigtigheden af at fastholde det som et lavspændingsområde. Det er et sted, hvor vi i en tid, hvor der i øvrigt er mange sikkerhedspolitiske udfordringer at få øje på, jo altså i hvert fald indtil videre også har kunnet håndtere et fredeligt samarbejde med Rusland om search and rescue m.v.

Så det er ganske væsentligt, og det er jo også det, man har kunnet læse ud af den analyse, som ambassadør Peter Taksøe-Jensen har lavet til regeringen, og som ligger til grund for udarbejdelsen af den udenrigspolitiske strategi, som regeringen for tiden arbejder med, og som vi vil komme tilbage til Folketinget med på et tidspunkt for at få en grundig debat af, og som jo skal danne grundlag for en prioritering af alle de instrumenter, der indgår i den udenrigspolitiske værktøjskasse, altså både vores handelspolitik, vores forsvarspolitik, vores multilaterale indsats, vores europæiske politik, vores engagement i NATO etc. I den sammenhæng synes jeg jo også, det er vigtigt, at grønlandske aspekter indgår i drøftelserne, og det er også baggrunden for, at vi har signaleret – hvad jeg også gerne vil gøre her – at vi ved udarbejdelsen af oplæg til forsvarspolitiske forhandlinger og andet naturligvis også vil inddrage de nordatlantiske medlemmer i Folketinget.

Tak. Så er det fru Aaja Chemnitz Larsen.

Mange tak for ordene. Jeg vil gerne gå videre med et helt andet emne, som også optager min tid som grønlandsk folketingsmedlem, og det er justitsområdet. Vi har fra Inuit Ataqatigiits side valgt at tage initiativ til en høring, som finder sted i næste uge via Retsudvalget og Grønlandsudvalget, som netop handler om, hvordan vi kan styrke retsområdet. Fra IA's side mener vi, at der er behov for et tryggere Grønland og et styrket justitsvæsen, og jeg synes jo, det er rigtig positivt, at både justitsminister Søren Pape Poulsen og naalakkersuisoq for justitsvæsenet, Sara Olsvig, kommer og åbner den her høring. For jeg mener jo, at der er behov for, at vi skal samarbejde om at finde nogle løsninger i forhold til at styrke justitsområdet.

I 2009 fik Grønland selvstyre, og i selvstyreloven står der jo også, at rigsenhederne er ligeværdige. I Inuit Ataqatigiit ser vi som sagt samarbejdet som en forudsætning for en hensigtsmæssig udvikling i Grønland, og på justitsområdet er det helt afgørende, at de forskellige områder spiller sammen, og at vi samkører de indsatser, der er. De sociale ...

Ja tak! Værsgo til statsministeren.

Jeg kommer lidt til kort, i hvert fald i forhold til begrebet spørgetimen, for jeg havde på fornemmelsen, at vi nærmede os et spørgsmål, jeg skulle svare på, og jeg er næsten tilbøjelig til at tro, hvis jeg kan gætte spørgsmålet, at jeg sådan set vil bekræfte det, fru Aaja Chemnitz Larsen var i gang med at sige, nemlig at det er vigtigt, at vi også på det her område – omend det er hjemtaget – har et fortsat konstruktivt samarbejde. Og derfor vil jeg også gerne kvittere for, at der blev kvitteret for, at justitsministeren har stillet sig til rådighed for den høring, der blev refereret til.

Jeg skal minde om, at der kun er 1 minut, og at det altid er godt at begynde med spørgsmålet. Værsgo.

Så vil jeg starte med spørgsmålet og spørge statsministeren, om han mener, at de retsforhold, som vi har i Grønland, særlig hvis man kigger på de tal, som jo afspejler virkeligheden i Grønland, giver anledning til, at vi får styrket retsområdet. Hvis jeg skal fremhæve nogle tal, kan vi jo se, der er sket en stigning i anmeldelsesprocenten, og at kriminaliteten i Grønland generelt er ekstremt høj globalt set, og at der er behov for en styrket indsats på justitsområdet i Grønland.

Tak. Værsgo, statsministeren.

Regeringen vil jo arbejde for, at standarder på de danske ansvarsområder i Grønland også svarer til standarder i Danmark, og det gælder selvfølgelig også på retsområdet her, naturligvis, kan man sige, med en tilpasning til eller reflekterende de særlige forhold, der måtte være, og det er jo også baggrunden for, at man i Justitsministeriet bl.a. i øjeblikket sidder og kigger på den rapport, som jeg ved at en arbejdsgruppe under Advokatrådet har lavet, og jeg kan henvise til justitsministeren for spørgsmål i den henseende. Jeg tror jo, det er vigtigt, at vi dykker dybere ned i det her, sådan som der også er lagt op til med den proces, som fru Aaja Chemnitz Larsen refererede til for et øjeblik siden.

Tak for det. Så er spørgsmålet afsluttet.

Så er det fru Aleqa Hammond, uden for partigrupperne. Værsgo.

Jeg var rigtig glad for at høre statsministerens indledende tale, hvor statsministeren gjorde os opmærksom på de initiativer, der er blevet taget, som har gjort Danmark stærkere. I den sammenhæng håber jeg, at de initiativer, som statsministeren står i spidsen for, også gør Grønland stærkere, i forhold til at Grønland også gør Danmark stærkere i dag – ikke bare i forhold til Grønlands geostrategiske placering, men også i forhold til geopolitiske aspekter for fremtiden, som i sidste ende vil gøre ikke bare Danmark stærkere, men også Grønland stærkere.

Aftalen om amerikanernes tilstedeværelse i Grønland burde faktisk være et initiativ, som ikke bare gør Danmark stærkere, men også burde gøre Grønland stærkere, end det er tilfældet i dag. I dag står Grønland med store dilemmaer, hvad angår vores holdninger i forhold til amerikanerne. Ud over at vi skal være glade for, at amerikanerne forsvarer os, er der også mange aspekter i det grønlandske samfund, som gør, at vi sætter spørgsmålstegn ved amerikanernes tilstedeværelse i Grønland, både hvad angår amerikanernes efterladenskaber, men også hvad angår arbejdspladser, som sikrer det grønlandske samfund bedre, end det er tilfældet i dag.

Sidste år i forbindelse med efterårssamlingen i Inatsisartut blev det vedtaget enstemmigt, at naalakkersuisut skal pålægges at sikre, at der arbejdes for en bedre aftale i forhold til amerikanernes tilstedeværelse i Grønland. I den sammenhæng sagde et samlet Inatsisartut, at Grønland ikke kan acceptere den nuværende situation, hvor Grønland og det grønlandske samfund ikke i medfør af forsvarsaftalen fra 1951 og efterfølgende tillægsaftaler er sikret nogen former for fordele af aftalekomplekset indgået mellem USA og kongeriget Danmark.

I den sammenhæng vil jeg gerne spørge statsministeren, hvad statsministeren vil gøre for at sikre, at det bliver en aftale, som også gør Grønland stærkere.

Værsgo til statsministeren.

Tak for det. Må jeg ikke først beklage, at vejrlig eller andet – og det er jo ikke fru Aleqa Hammonds skyld – gjorde, at fru Aleqa Hammond ikke kunne deltage i det møde, vi havde med Grønlandsudvalget i Statsministeriet i sidste uge, hvor vi havde bedre lejlighed, end vi kan have i spørgetimen her, både hvad angår tid og i øvrigt også detaljer, til at drøfte de spørgsmål, der nu også lægges op til.

Det er i hvert fald evident, at vi har en udfordring i relation til Thule, og det arbejder regeringen på i et forhandlingsspor med USA, som vi også havde lejlighed til at gå lidt dybere ned i under mødet på mit kontor i sidste uge. For jeg vil pege på det sted som det sted, hvor der jo konkret er brug for noget handling, og det er et spor, vi er i.

Værsgo, fru Aleqa Hammond.

Den her måned er en meget vigtig måned, hvad angår forhandlingerne mellem USA og Danmark angående servicekontrakten i Pitufik. Den er det eneste stærke kort, som Grønland står med, hvad angår amerikanernes tilstedeværelse i Grønland. Det ser ikke ud, som om vi har fået nogen afklaring, med hensyn til om vi beholder servicekontrakten i det danske kongerige, eller om den kommer til at tilfalde amerikanerne. I en tid, hvor det er meget uvist, og med en aftale, som er af så stor og væsentlig betydning for det politiske samarbejde mellem Grønland og Danmark, er hele forhandlingsforløbet foregået under meget lukkede forhold, hvilket jeg har meget svært ved at se årsagen til.

I den sammenhæng vil jeg gerne spørge statsministeren, hvor kongeriget står til det. Står vi også stærkt i forbindelse med vores forhandlinger med amerikanerne, hvad angår servicekontrakten?

Ja, altså, servicekontrakten er jo vigtig både for Grønland og for Danmark, og der har været et retligt spor. Jeg er også bekendt med, at Greenland Contractors har anmodet om en genoptagelse af retssagen ved førsteinstansdomstolen. Det er endnu uklart, hvilken betydning det har for det videre forløb.

Vi så jo meget gerne en hurtig afklaring og var jo også i dialog med den tidligere amerikanske administration. Nu er der så i mellemtiden kommet en ny, og der er det hele det her spørgsmål om, hvordan Greenland Contractors' position vil sætte sig i processerne. Så den her sag har jo ikke fundet sin løsning endnu. Det er udenrigsministeren, der er ressortansvarlig for den her sag, og jeg skal henvise til ham for uddybende informationer og så bare lige igen kort sige, at vi i forbindelse med det møde, vi havde i Statsministeriet i sidste uge med Grønlandsudvalget med de rammer, der var ved det møde, nemlig bedre tid og en bedre mulighed for at være detaljeret omkring det, også vendte den her sag, men i spørgetimen her i dag kan jeg nok ikke komme det meget nærmere.

Fru Aleqa Hammond.

I regeringsgrundlaget står der, at retssikkerheden skal sikres bedre, end den bliver i dag, og det angår også retssikkerheden i Grønland. Allerede tilbage i 2004 kom Den Grønlandske Retsvæsenskommission efter 10 års arbejde med en meget omfattende rapport med anbefalinger på justitsområdet i Grønland, og i denne meget vigtige rapport står det meget klart nævnt, på hvilke områder inden for justitsområdet i Grønland der skal ske forbedringer. En meget, meget lille del af dem er blevet implementeret, men der er langt fra sikret en retssikkerhed i Grønland, der er på lige fod med retssikkerheden i andre dele af Danmark. Når statsministeren i regeringsgrundlaget siger, at retssikkerheden skal være ens overalt, også når det angår Grønland, og vi har et meget stort efterslæb, vil jeg gerne spørge, hvor statsministeren har tænkt sig at starte med at sikre en bedre retssikkerhed i Grønland.

Værsgo, statsministeren.

Vi har tænkt os at starte det ved at fortsætte det udmærkede samarbejde, vi har med Grønland. Vi var jo før inde på det i spørgsmålet fra fru Aaja Chemnitz Larsen. Det er klart, at der er mange udfordringer knyttet til Grønland. Det her område, vi kigger på nu, er et af dem, men generelt er der jo i det grønlandske samfund store udfordringer – der er konjunkturer, der er nogenlunde fornuftige i øjeblikket, men der er et enormt strukturelt underskud i horisonten – så der er mange ting, der skal gøres. Meget af det står der Grønland på, og andet er dansk ansvar, og noget tredje er et delt ansvar. Og jeg vil jo mene, at vi er i konstruktiv dialog og også er det på det retspolitiske område. Justitsministeren har, som vi også var inde på det før, stillet sig til rådighed. Der er taget forskellige konkrete tiltag i relation til kommunefogeder og andet for at sørge for, at man på det her område i Grønland gør det bedre eller mere tidssvarende, end man har kunnet gøre det tidligere, men der er fortsat udfordringer, og dem ønsker vi at samarbejde om.

Tak for det. Spørgsmålet er afsluttet.

Så er det hr. Magni Arge, Tjóðveldi.

Tak, fru formand. Theresa May fik i går i Underhuset velsignelse til at trykke på knappen for Storbritanniens udmeldelse af EU, men hun tøvede med eksekveringen, fordi Skotlands førstedame, Nicola Sturgeon, kom hende i forkøbet. Hun erklærede, at Skotland ønsker en folkeafstemning om selvstændighed senest i 2019, hvis det bliver en hard Brexit.

Udviklingen i Storbritannien har stor indflydelse på både dansk og færøsk økonomi og samfundsforhold, og det kan blive svært at danne sig et ordentligt billede af konsekvenserne. Den færøske velfærd bygger jo i høj grad på adgang til fiskeressourcer på den ene side og adgang til markeder på den anden side. Netop UK har stor betydning i denne sammenhæng, fordi det europæiske kort over suveræne fiskerinationer og selvstændige markeder kan ændres radikalt, når Storbritannien melder sig ud af EU.

Det får også stor betydning for Danmarks handelsinteresser og adgang til fiskeriressourcer, når Storbritannien melder sig ud.

Hvad er så hovedscenariet, som regeringen og for den sags skyld EU arbejder med angående Storbritanniens exit? Går man efter en hard Brexit, som isolerer det britiske marked, og vil man støtte skotternes ønske om, at et selvstændigt Skotland kan blive medlem af EU? Har man i Statsministeriet en mening om, hvordan det nye europæiske kort over suveræne fiskerinationer kan udløse en ny rivalisering mellem færøske og danske interesser angående f.eks. pelagisk fiskeri?

Værsgo, så er det statsministeren.

Hvad angår det sidste, er jeg meget, meget opmærksom på, at netop hele spørgsmålet om fiskeripolitik er en af de meget, meget store udfordringer, vi meget vel kan stå med i kølvandet på Brexit. Det er også baggrunden for, at vi allerede dagen efter afstemningen i Storbritannien nedsatte en tværministeriel taskforce for at få afdækket danske offensive og defensive interesser. Det siger sig selv, at når der losses meget fisk fra britisk territorium, er der en risiko. Det er vi meget, meget opmærksomme på.

Jeg tror ikke, jeg gør noget godt ved den danske forhandlingsposition eller i øvrigt for EU's ved at stå og fabulere over, hvad der nu kommer til at ske. Det er helt afgørende, at tingene kommer i den rigtige rækkefølge. Vi venter på, at Storbritannien trigger den her artikel 50. Jeg har også set, at der er nogle processer i det britiske parlament, der er ved at falde på plads. Det er vel forventningen, at det sker senere i marts, men vel formentlig først efter Romtopmødet i slutningen af måneden, og så skal vi i gang.

Jeg kan sige, hvad den overordnede indstilling er. Vi ønsker fremadrettet at tilvejebringe en relation med Storbritannien, der sikrer, at Storbritannien er så tæt på Europa som overhovedet muligt. Det er det ønske, vi har. Det er naturligt, eftersom det ikke er os, der har haft et ønske om, at de skulle forlade fællesskabet. Så vi ønsker den tættest mulige relation, der hviler på en balance mellem rettigheder og pligter. Det er jo den vision, vi har. Det britiske marked betyder meget for Danmark. Det europæiske kontinent betyder også meget for britisk erhvervsliv, og jo tættere relationer, vi kan opretholde, jo bedre.

Men det er klart, at det er nødt til at være en balance mellem pligter og rettigheder. Hvor meget af den vision der kan udleves, afhænger i første omgang af, hvordan Storbritannien selv spiller op til de forhandlinger, der nu skal i gang.

Værsgo til hr. Magni Arge.

Så kommer vi til det andet spørgsmål. Jeg ved godt, det kan være svært at fabulere over det, men Nicola Sturgeon har jo trykket på knappen og sagt: Nu vil vi have en afstemning om den skotske selvstændighed. Og de vil efterfølgende gerne indlemmes i EU. Men det er jo et relevant spørgsmål at forholde sig til, for det har de jo udtrykt helt klart. Men det har også kæmpestor betydning for Færøerne, for hvis Skotland er en del af EU, er det EU, vi skal forhandle med angående fiskeriressourcerne. Forbliver de en del af Storbritannien, bliver det en ny kyststat, som vi skal forholde os til. Er det også en diskussion, som I holder, om jeg så må sige, åben over for den færøske regering, sådan at man er klar over, hvor Danmark, som jo egentlig står for den samlede udenrigspolitik, står, men hvor man sagtens kan komme i konflikt med den færøske interesse i den her sag?

Tak. Statsministeren.

Må jeg ikke først sige i forhold til at afdække Danmarks udfordringer og der, hvor der måtte være muligheder – dem er der lidt færre af end udfordringer ved et Brexit – at der jo er altid muligheder. F.eks er der et lægemiddelagentur i UK, der skal genplaceres, hvis de forlader samarbejdet, og her har Danmark en fantastisk god case. Men det er måske undtagelsen, der bekræfter hovedreglen om, at det primært er en udfordring.

Men jeg kan ikke stå her i dag og forholde mig til scenarier om en skotsk afstemning og andet, al den stund at det jo slet ikke er klarlagt, om der bliver en sådan afstemning, på hvilke vilkår og med hvilket tidsperspektiv den finder sted. Så det kan jeg ikke. Vi bliver nødt til at tage tingene i den rigtige rækkefølge. Det starter med, at Storbritannien trigger artikel 50. Det sker vel her med udgangen af måneden, må man tro, og så går vi i gang. Jeg har forsøgt i runde, men også relativt præcise vendinger at sige: Hvad er det for en vision, vi går ind i det her med.

Tak. Værsgo til hr. Magni Arge.

Men vi kan nok ikke komme uden om, at det vil være interessant for EU, hvis Skotland forbliver en del af EU, for så har I i hvert fald råderetten over alle de havområder, som tilhører Skotland. Men til gengæld vil det også give et godt medløb i selvstændighedsprocessen på Færøerne. Det er man nok godt klar over.

Der var et spørgsmål, jeg ikke fik svar på, sidste gang jeg spurgte statsministeren. Det var, hvorfor den danske regering nu har en så restriktiv holdning til et færøsk medlemskab af Nordisk Råd, når Anker Jørgensen fremlagde et lignende forslag i 1980. Hvad er det, der har gjort, at man har tolket grundloven så forskelligt i 1980 og i 2016?

Værsgo til statsministeren.

Jeg kan sagtens få øje på, at det europæiske billede ser forskelligt ud, afhængigt af om der er et selvstændigt Skotland eller ej. Det kan jeg godt, men det får mig nu ikke til at kaste mig ind i den her debat. Det betragter jeg egentlig i første række som et anliggende for Storbritannien. Det tror jeg vi skal respektere.

I forhold til Nordisk Råd er jeg jo ikke i stand til præcis at gengive, hvilke nærmere overvejelser Anker Jørgensen måtte have gjort sig i 1980. Jeg kan støtte mig til, at den her regering ligesom tidligere regeringer jo altså lader sine grundlovsfortolkninger basere på Justitsministeriets bidrag. Det er en diskussion, vi har haft ad mange omgange, og konklusionerne rokker sig ikke fra gang til gang.

Med det i erindring vil jeg sige, at vi jo også i Nordisk Råd har arbejdet på at løse tingene så pragmatisk som overhovedet muligt, men spørgeren er også bekendt med, at det ikke kun er et spørgsmål om, hvordan Danmark ser på et fuldt færøsk medlemskab. Det er jo også et spørgsmål om, hvordan andre skandinaviske lande gør det. Derfor tror jeg, at det, man skulle koncentrere sig om, ville være – inden for rammerne af den grundlov, vi har – at få indrettet vores samarbejde og vores samarbejde hver især eksternt med andre parter så pragmatisk som overhovedet muligt, og det mener jeg også er ladsiggørligt.

Tak for det. Så er spørgsmålet afsluttet. Så er det hr. Sjúrður Skaale Javnaðarflokkurin.

Tak for det. Jeg vil starte med at takke statsministeren for hans hilsen. Jo tak, det kan kun gå fint. Jeg kan altså forstå, at vi er enige i, at det går godt. Vi har også været enige om, at det går godt i rigsfællesskabet, men vi ser alligevel lidt forskelligt på det sådan overordnet set. Jeg mener, at det er en politisk ordning, som er større end grundloven, altså, hvor grundloven er en delmængde, men statsministeren har gang på gang sagt, at grundloven er rigsfællesskabets absolutte ramme. Det kan lyde som en meget sådan filosofisk diskussion, men den har fået konkret betydning, og det kan den få igen.

Jeg ved godt, at det er meget svært at ændre Statsministeriets holdning på den her sag, men selv om man kun har en lille hammer og slår på en stor sten gang på gang, så knækker den dog til sidst. Hammeren er så mit lille spørgsmål her, og stenen er Statsministeriets holdning. Her kommer nok et lille slag.

Man har i USA fået et nyt begreb, som hedder alternative fakta. Man har et billede med få mennesker, det er fakta. De alternative fakta er, at der på samme billede er mange mennesker. Hvis vi ser på billedet af Færøerne, ser man et land, der er i et godt fællesskab med Danmark, men har eget parlament, egen økonomi, eget skattesystem, egne relationer til andre lande osv., altså et land, som i virkeligheden er vokset ud over grundlovens rammer.

Men så er der Statsministeriets alternative fakta, nemlig at det er grundloven, der sætter de absolutte rammer for rigsfællesskabet, grundloven, der ikke nævner rigsfællesskabet med et ord, og beskriver Danmarks rige som en enhedsstat, altså beskriver en virkelighed, som ikke findes. Tror statsministeren, at hans ministerium nogen sinde vil anerkende fakta, eller vil man til stadighed holde sig til de alternative fakta, at det er grundloven, der sætter de absolutte rammer for rigsfællesskabet?

Værsgo, statsministeren.

Tak for det. Nu plejer det jo at være journalister, jeg kommer på kant med, når jeg sådan begynder at angribe præmisserne i spørgsmålet, og vi skal jo have det godt kollegialt. Men jeg kan jo ikke svare på sådan et spørgsmål, som har som udgangspunkt, at det, vi siger af fakta, er alternative fakta, og så skal jeg så sige, om vi nogen sinde vil anerkende fakta, hvorved jeg så ligesom ville acceptere, at de fakta, at vi bruger nu, ikke findes, men de er alternative. Det bliver jo noget underligt noget. Fakta er fakta, og sådan er det (Munterhed) .

Vi går videre. Værsgo.

Som jeg sagde: Stenen er svær at knække, men jeg slår en gang til med min lille hammer. Jeg synes ikke, det holder. Jeg synes ikke, at det er fakta. En myndig person er f.eks. et subjekt i strafferetten. Det vil sige, at en myndig person kan dømmes til fængsel, hvis han stjæler og derfor ikke lever op til sine strafferetlige forpligtelser. Og den person er udelelig. Hvis han stjæler med højre hånd, kan højre hånd ikke sættes i fængsel, mens resten af kroppen går fri. Det er ét subjekt, kan man sige.

I folkeretten er det ligeledes således, at en enhedsstat er ét subjekt i folkeretten. Men fakta er, at Danmark i 2013 sammen med EU iværksatte meget stærke sanktioner imod Færøerne med den begrundelse, at Færøerne ikke levede op til sine folkeretlige forpligtelser. Altså, ét folkeretligt subjekt, Danmark, EU, sanktionerede et andet folkeretligt subjekt, nemlig Færøerne. Vil statsministeren så alligevel holde sig til det, som jeg kalder alternative fakta, altså at Danmark er en udelelig enhedsstat, og at vi dermed i 2013 havde at gøre med noget, som svarede til, at en persons ene hånd blev sat i fængsel?

Tak. Statsministeren.

Altså, Erasmus Montanus har jo ikke levet forgæves, eller hvad jeg nu skal sige. Jeg bliver nødt til at gentage, at grundloven er den retlige ramme omkring rigsfællesskabet. Med respekt for den ramme har vi så udviklet, hvad der i øvrigt i det internationale samfund, vil jeg selv mene, står som noget forbilledligt, nemlig, jeg havde nær sagt den højeste grad af selvstyre, der er foreneligt med det. Det er ordnet ved lov i Færøerne, i Grønland. Der er også fuld respekt for, at man gerne vil videre ad den vej med at skabe et identitetspapir eller en forfatning eller hvad ord, man nu vil bruge. Jeg har sådan set kun én rød linje, og det er ikke en, jeg har opfundet, men det er jo, fordi det følger med mit hverv, ligesom det i øvrigt følger med resten af Folketingets hverv, for vi skrev under på det, den dag vi blev valgt første gang, nemlig at vi vil respektere rigets grundlov, og det er, at det sker inden for rammerne af det.

Inden for rammerne af det er landet, altså Færøerne, udstyret med mange, mange kompetencer, og der er i virkeligheden nogle relativt få ting, som vi håndterer inden for rammerne af rigsfællesskabet. Og hvis man lægger det til grund, kan man jo udbygge og udvikle et fortsat harmonisk samarbejde med fuld respekt for egen identitet og egne interesser. Og jeg tror også, vi kan finde praktiske løsninger i de situationer, hvor vi objektivt bliver udfordret af det forhold, at Danmark er i EU, og at Færøerne står udenfor.

Tak! Der er 1 minut igen til hver. Værsgo.

Jeg er fuldstændig enig i, at det jo, som jeg sagde, fungerer meget godt. Den pragmatiske løsning er det, som har gjort det til en succes. Men der er vel ikke noget Erasmus Montanus ved at sige, at når Danmark sanktionerer Færøerne for at bryde sine folkeretlige forpligtelser, kan der ikke være tale om et og samme folkeretlige subjekt. Det er jo omsonst, undskyld jeg siger det. Man er på hver sin side af en meget rød linje.

Jeg mener jo, at grunden til, at rigsfællesskabet er blevet en succes, er, at man gang på gang er gået imod embedsværkets advarsler og har bevæget sig ud over grundlovens rammer og har givet Færøerne større og større kompetencer, således at disse ikke i dag kan trækkes tilbage, og således, at de i dag, som også de fleste statsretseksperter siger, ligger uden for grundloven.

Er statsminister enig i, at det her er nøglen til den succeshistorie, som rigsfællesskabet er blevet, altså at man har bevæget sig derhen, hvor det har været politisk nødvendigt, og at man ikke har ladet sig begrænse af meget rigoristiske juridiske fortolkninger?

Tak. Så er det statsministeren.

Nej, det er jeg faktisk ikke enig i, for jeg er ikke bekendt med det. Og hvis det forholder sig sådan, vil jeg selvfølgelig gerne belæres om det. Men jeg er ikke bekendt med, at der har været taget nogen skridt omkring selvstyre, autonomi og overførelse af kompetencer, som ikke også har været forankret i en faglig vurdering af, at det var grundlovsmedholdeligt. Så jeg er ikke bekendt med, at der skulle være situationer, hvor der har ligget et fagligt juridisk papir, der siger, at det her ikke er i overensstemmelse med grundloven, og at politikerne så har sagt, at nå nej, men vi gør det bare alligevel. Det er jeg faktisk ikke bekendt med.

Tak for det. Spørgsmålet er afsluttet.

Vi går videre til fru Mette Frederiksen, Socialdemokratiet.

Nu til noget ganske andet. Vi står jo lige nu i verdenssamfundet og i særdeleshed i Europa i en historisk flygtninge- og migrantkrise. Mere end 60 millioner mennesker er på flugt, og rigtig mange, ikke mindst fra Afrika, ønsker at komme til Europa. 180.000 mennesker kom sidste år via Middelhavet til Italien, men 4.000 mistede livet på samme rute, og det tal ser ud til at stige i år. Så vidt jeg kan se, er der ikke noget som helst, der tyder på, at den situation kommer til at ændre sig. Presset på Europa vil forblive stort. Vi har et Mellemøsten, der står i brand, og millioner af mennesker vil også på grund af den demografiske udvikling både i Mellemøsten og Afrika søge hertil.

Vores svar som socialdemokrater på den her udfordring er balanceret. På den ene side skal vi hjælpe mennesker på flugt, men på den anden side skal vi sørge for, at der ikke kommer flere til vores eget land og til Europa, end vi evner at integrere. Vi skal med andre ord kunne følge med i forhold til vores eget samfund. Det er i grove træk, som vi ser verden. Med det vil jeg også gerne tilkendegive, at vi ser de meget store strømme af mennesker både qua flygtningesituationen og på grund af migrationen som den største udenrigspolitiske udfordring overhovedet, som vi skal håndtere.

Når jeg rejser spørgsmålet her over for statsministeren, er det, fordi jeg blev forundret, da jeg læste et interview med udenrigsministeren, som direkte adspurgt siger, at det her ikke er det, som han som udenrigsminister betragter som den væsentligste opgave. Vi må forstå, at det at håndtere den her meget, meget alvorlige situation, som jo også inkluderer en masse menneskeskæbner, er røget ned ad listen, og at den største udenrigspolitiske udfordring nu er at gøre Danmark til en vinder i globaliseringen – måske ligefrem at elske globaliseringen; sådan tror jeg det blev udtrykt. Derfor kunne jeg godt tænke mig at have en dialog med statsministeren om det. Jeg kunne godt tænke mig at spørge statsministeren direkte, om han er enig i, at det her ikke er den største udfordring.

Man kan jo fornemme, at der bag det her sådan fine spørgsmål jo bare ligger et forsøg på almindeligt drilleri. Ingen kan jo være i tvivl om, at vi her står med en udfordring, som regeringen tager rigtig, rigtig alvorligt. Det er også derfor, at der har været brug for at stramme op 48 gange oven på den situation, som fru Mette Frederiksens parti efterlod Danmark i efter sidste folketingsvalg, hvor der var blevet lempet og lempet og lempet, for at få det her under kontrol. Jeg konstaterer med stor glæde, at det går den rigtige vej.

Efter en situation, hvor der gik hul på Europa, og hvor tallene eksploderede, er det en kombination af en europæisk handling, hvor Danmark fra dag et har presset på for at tale om det væsentlige først, nemlig at passe på de ydre grænser, frem for at have en eller anden diskussion af, hvordan vi skal flytte en byrde rundt mellem landene – her er det lykkedes at få noget realisme frem, der har gjort, at der er bedre kontrol, end der var – og det, at vi har lavet opstramninger, der gør, at vi nu har et tal, der i februar måned var så lavt, som man ikke har set det i 7 år. Så bliver jeg sådan lidt forstemt, når man stiller sig op og semantisk vil prøve at hente et eller andet point ved at spørge, om regeringen mener det her alvorligt eller ej. Ved Gud er det alvorligt.

Det er i øvrigt skyggesiden af globaliseringen, som også er alvorlig. Og vi magter godt i den her regering at kunne forholde os til mere end en svær udfordring af gangen. Og globaliseringen har ligesom to sider. Den positive side af globaliseringen er jo alle de muligheder, den kan skabe for dansk erhvervsliv og eksporten og for at give velstand; den negative side er, at verden er forandret. Man kan sidde i en afrikansk landsby og på sin iPhone følge med i, hvilket ydelsesniveau vi har i Danmark, og hvordan fremtiden tegner sig her. Det er jo sammensatte udfordringer. Og vi prioriterer sådan set at få løst de udfordringer, der presser os, og det gør migrationspresset på Europa, men naturligvis også samtidig se, hvor der er gevinster at hente i en verden, der bliver mindre og mindre.

Tak. Normalt behøver vi ikke at påkalde os de højere magter her i Folketinget. Værsgo.

Jeg er heller ikke sikker på – og jeg håber det sådan set ikke – at det er nødvendigt for at have den her diskussion. Jeg kan faktisk ikke forstå, hvorfor statsministeren altid tror, at spørgsmål bliver stillet, fordi man ønsker at drille regeringen. Lad os tage dagens eksempel. Når der er problemer på postområdet og Folketingets partier, i øvrigt inklusive regeringens eget støtteparti, ønsker at blive informeret af den pågældende minister, er det dril, ligesom når der bliver spurgt ind til et interview, som udenrigsministeren selv har givet. Det er fint, at de to ministre har en ordveksling nu, men det er jo ikke mig eller andre, der har sagt ordene, det er sådan set landets udenrigsminister, og vi plejer at lægge til grund, at der kun kan være én analyse af den førte udenrigspolitik. Selvfølgelig skaber det da opmærksomhed, også hos os, når landets udenrigsminister antyder, at det, vi andre betragter som den største udfordring, ryger ned ad listen. Man siger sågar, at man ikke kan prioritere, men man bliver jo nødt til at prioritere.

Sagen er jo den, at hvis ikke vi får vendt den udvikling, der er i gang, kan vi ikke håndtere situationen, og derfor er det at styrke Europas ydre grænser, det at sikre, at vi får styr på migrationen, at vende dem, der ikke har et asylgrundlag i Europa, rundt, sådan at vi kan følge med i integrationen herhjemme og dermed fortsætte den stramme udlændingepolitik, vi i øvrigt er enige om, hele forudsætningen for, om vi kan have et levedygtigt samfund også i fremtiden.

Tak. Statsministeren.

Jeg vil da gerne kvittere for den erkendelsesproces, som fru Mette Frederiksen har undergået sammen med sit parti i disse spørgsmål. Efter 4 år, hvor man under stærkt indtryk af Det Radikale Venstre lempede dansk udlændingepolitik og lempede dansk udlændingepolitik og i øvrigt også så, at tallene gik op, er det da rart at konstatere, at man nu ser på den her sag på samme måde som os andre, nemlig at det udfordrer os som nationalstat, som civilisation, som samfundsmodel, og det er noget, vi er nødt til at tage alvorligt. Og hvis erkendelsesprocessen også flytter sig helt derhen, at fru Mette Frederiksen på et tidspunkt omfavner hele udlændingepolitikken inklusive integrationsydelsen, som måske er et af de væsentligste værktøjer til på en og samme tid at sende et signal om, at man ikke skal komme her bare for at komme her – og hvis man er her, skal man yde sit – vil det glæde mig overmåde meget, men jeg ved ikke, om vi er nået dertil endnu.

Fru Mette Frederiksen, værsgo.

Der er ingen tvivl om, at rigtig mange har flyttet sig på udlændingespørgsmålet – og med god grund – for det er helt afgørende, at vi har styr på, hvor mange mennesker der kommer hertil, hvis vi skal kunne opretholde samfund, der ikke alene økonomisk hænger sammen, men også gør det kulturelt, socialt, demokratisk. Vi har flyttet os. Det står jeg gerne på mål for, og jeg tager meget gerne diskussionen også med statsministerens parti, som jo også har flyttet sig på det her område, selvfølgelig også fordi alvoren er en anden, end den var for årtier tilbage.

Måske afslører spørgsmålet og svaret her noget lidt andet, for er vi helt sikre på, at udenrigsministeren deler analysen? Det er jo ikke lang tid siden, at udenrigsministeren var af den overbevisning – og det blev sagt ved flere lejligheder – at det, der skulle være grundlaget for udlændingepolitikken, var åbne grænser og lukkede kasser.

Når jeg spørger ind til det her, er det selvfølgelig, fordi det interesserer os som parti, når landets udenrigsminister og sådan set også landets finansminister antyder en anden udenrigspolitisk og en anden udlændingepolitisk dagsorden end den, jeg håbede vi kunne være enige med regeringen om.

Statsministeren, værsgo.

Tak for det. Tak for dette indblik i, hvordan man flytter sig over tid. Det svæver så lidt i luften, om flytningen så på et tidspunkt også omfatter integrationsydelsen, for det ville da være en stærk markering fra Socialdemokratiets side. Men det er jo ikke mig, der kan sætte spørgsmålstegn her. Jeg kan med vanlig sindsro – og nu yderligere sindsro, da udenrigsministeren sidder her og i sit kropssprog tilkendegiver, at han er enig med mig – sige, at det, jeg siger, dækker regeringens politik.

Så er spørgsmålet afsluttet.

Så er det hr. Kristian Thulesen Dahl, Dansk Folkeparti. Værsgo. (Statsministeren: (Lars Løkke Rasmussen): Så fortsætter han).

Tak for det. Ja, det er jo fristende, for det har den højeste prioritet, det er der jo ingen tvivl om, og sådan er det.

Men det er faktisk lidt en variant af diskussionen om indvandring til bl.a. Danmark, som jeg gerne vil rejse spørgsmål om. Der udspinder sig jo i de her dage en stadig større diplomatisk krise i forhold til Tyrkiet, og jeg synes, det er meget tilfredsstillende, at statsministeren har taget initiativ til at udskyde besøg fra den tyrkiske premierminister. Men det, jeg også synes hele den her diskussion afstedkommer, er spørgsmålet om, hvad i alverden det er, vi har foretaget os, der skaber de problemer, som vi har nu. Der tænker jeg på, at der jo er en ganske stor mængde tyrkere i Danmark, Holland og i særdeleshed Tyskland, som åbenbart har en følelse af, at det er vigtigt for dem at blande sig i, hvad der sker i Tyrkiet, snarere end at være borgere i det land, de nu engang bor i. Jeg tror, at Tyskland sådan lidt uofficiel vel er den fjerdestørste valgkreds for Tyrkiet. Det betyder jo, at tyrkiske politikere skal til vores lande for at argumentere for, hvad man skal stemme til valg i Tyrkiet. Det giver ingen mening.

Det, det i hvert fald for mig illustrerer, er, at der er et sted, hvor man i dansk lovgivning har begået en fejl – og jeg håber at kunne få statsministeren med på, at der er tale om en fejl, og at vi måske i fællesskab kunne få rettet op på den fejl – og det er, at man for kort tid siden tillod dobbelt statsborgerskab, så det i virkeligheden nu er muligt at tjene to lande på en og samme tid. Jeg synes jo, at indvandrere, der kommer til Danmark, må vælge. De må vælge Danmark til eller fra, og når de vælger Danmark til, vælger de f.eks. også det danske demokrati til, og så er det i Danmark, de skal udøve deres demokratiske rettigheder og kan stille op til valg til Folketinget osv.. Når man bliver dansk statsborger, skal man altså ikke rende rundt og stemme til tyrkiske valg. Det synes jeg er en absurditet, ligesom det vil være, hvis folk fra andre lande synes, at det er i disse lande, de i højere grad skal udøve deres demokratiske ret end i Danmark, hvis de har valgt at søge om dansk statsborgerskab.

Det var jo i 2015, kort tid før sidste valg, reglerne blev ændret, bl.a. fordi Venstre skiftede holdning i forhold til deres oprindelige holdning til dobbelt statsborgerskab. Jeg vil gerne høre statsministeren, om han ikke på baggrund af det, vi nu ser i forhold til Tyrkiet, kan se, at det var en fejl, og at vi skal tilbage til det oprindelige standpunkt, som Venstre havde i den her sag.

Værsgo til statsministeren.

Tak for det. Hvis man laver fejl, skal man selvfølgelig ikke være for stor til at indrømme det, men det mener jeg for så vidt ikke er tilfældet her, og jeg må starte med at skuffe ved at sige, at vi vedstår den aftale, vi har lavet med Liberal Alliance, SF, Enhedslisten og den daværende socialdemokratisk-radikale regering.

Det er ikke, fordi jeg i øvrigt ikke anerkender analysen om det udfordrende i, at der føres valgkamp på fremmed jord, og at man ikke i sin livsførelse og i sit virke ligesom vælger til. Jeg tror bare, man må sige, at de her ting jo også afspejler den verden, vi lever i. Nu er der f.eks. præsidentvalg i Frankrig, og den fjerdestørste franske by, der går til præsidentvalg i Frankrig, er London – det er bare for at nævne et eksempel. Tanken om det dobbelte statsborgerskab er jo drevet af et ønske om, at danskere, der rejser ud og får statsborgerskab i et andet land, kan bevare en relation til Danmark. Det er jo det, der har båret det. Og alting har så to sider.

Uden at kunne tallene i hovedet tror jeg også, man må sige, at med hensyn til de befolkningsgrupper med tyrkisk herkomst, der er, f.eks. i Danmark, så er det jo ikke sådan, at hvis der ikke var mulighed for at få dobbelt statsborgerskab, ville der ikke være tyrkere bosiddende i Danmark med fortsat stemmeret i Tyrkiet. Så med hensyn til de udfordringer, vi står med, så har jeg forsøgt at håndtere dem på den måde, jeg har gjort, nemlig ved venligt, men altså også relativt præcist at sige noget om det hensigtsmæssige i timingen af et premierministerbesøg nu og dermed jo også sende et signal om, at vi ikke ønsker politikerbesøg i den her kritiske periode. Det er et forsøg på at håndtere en situation, men det er jo ikke sådan, at problemstillingen ville gå væk, hvis vi bare forbød dobbelt statsborgerskab.

Værsgo, hr. Kristian Thulesen Dahl.

Der er jo en afgørende forskel på at vandre fra et land til et andet for at bosætte sig og arbejde osv. Altså, Jeg mener jo, at det er en anden situation, end at man aktivt beder om at blive statsborger i det land, man er vandret til. Hvis man vælger aktivt at søge om statsborgerskab i et nyt land, så er det, fordi man har valgt fuldt og helt og med sine rødder og alle de der ting, som der er skrevet fine danske salmer om, at være borger i det nye land, man er kommet til.

Så skærer man altså også nogle bånd til det gamle land over. Ikke fordi man ikke har en fortid og kan have følelser osv., men altså, Venstres ordfører sagde tilbage i 2011, hvor vi jo havde fælles standpunkt i forhold til det her, at det bør undgås, og jeg citerer, at en person gennem dobbelt statsborgerskab har stemmeret og valgbarhed i flere lande.

Når han sagde det, vil jeg sige, at jeg synes, det er fuldstændig afgørende, at det da må være sådan. Det kan da ikke nytte noget,

at tyrkere, som er statsborgere her i Danmark, så samtidig skal have valgret i Tyrkiet. For går man først ind på det, giver det jo mening, at tyrkiske politikere skal komme til Danmark og føre valgkamp her. Og så får vi de konflikter, som er i Tyrkiet, her til Danmark, og det er præcis det, vi ser udspille sig.

Det er jo på baggrund af det, jeg i hvert fald gerne vil prøve at overbevise Venstre om, at man skal tage den her sag op til fornyet overvejelse på baggrund af det, vi ser i de her uger.

Værsgo til statsministeren.

Det har jeg godt noteret mig at det handler om, og fuld respekt for det. Hr. Kristian Thulesen Dahl anerkender jo selv, kan man sige, at vandrende arbejdstagere i sagens natur tager deres nationalitet med sig og i sagens natur derfor også udøve deres demokratiske ret i det land, de er vandret fra. Og når vi er enige om det og det forhold, at der i øvrigt vandres en del – og det er bare for at angribe analysen lidt – så vil det jo være sådan, at de udfordringer, vi altså aktuelt har, med, at der er et tyrkisk miljø i Danmark, som har demokratiske rettigheder i Tyrkiet, ville også være der, selv om vi ikke havde reglen om dobbelt statsborgerskab.

Så kan hr. Kristian Thulesen Dahl sige, at hvis vi ikke havde dobbelt statsborgerskab, ville der måske være nogle, som ikke længere kunne udfylde den funktion i Tyrkiet. Men problemstillingen ville være der her i Danmark, og den ville være der i Holland. Der er mig bekendt 400.000 tyrkere i Holland, og jeg tror ikke, de alle sammen har dobbelt statsborgerskab.

Så det handler jo mere om, om vi nu får debatten på den rigtige baggrund, og hvad er årsag, og hvad er virkning?

Jeg synes, den udvikling, vi ser i Tyrkiet med et demokrati i bakgear, er dybt, dybt bekymrende. Det synes jeg er hoveddiskussionen.

Vores stillingtagen til dobbelt statsborgerskab er drevet af noget andet, og hvis det ligesom bliver fremstillet, som om statsborgerskab er den komponent, der kunne få alle de andre problemer til at gå væk, så ville jeg måske være parat til at revurdere vores position fra 2015. Men det tror jeg er en forkert slutning.

Altså, før lovændringen i 2015 var udgangspunktet jo, at man ikke kunne få dansk statsborgerskab, hvis man samtidig havde statsborgerskab i et andet land. Der var så nogle undtagelser, men det var hovedreglen.

Så blev det lavet om til, at man nu sagtens kan få dansk statsborgerskab, selv om man har et andet lands statsborgerskab. Og sammenligner man det med, at der er folk, der vandrer rundt i verden og tager arbejde og i perioder af deres liv er i et andet land, så devaluerer man jo snakken om statsborgerskab.

For Dansk Folkeparti mener, at det at få dansk statsborgerskab bør og skal betyde så meget ekstra, at man er parat til med hud og hår, havde jeg nær sagt, at tage det danske samfund og være en del af det og kæmpe for Danmark. Så kæmper man jo ikke for Tyrkiet, så kæmper man for Danmark, altså hvis man har valgt at være dansk statsborger.

Så vi ønsker selvfølgelig at få strammet kriterierne for, hvem der får dansk statsborgerskab, og som minimum at sikre, at dem, der ønsker et dansk statsborgerskab, hvis de får det bevilget, er nogle, der samtidig på den måde viser, at de er danskere, før de er noget som helst andet.

Det er ikke det samme, som at man ikke kan have rødder et sted og have kendskab til det. Men man har tilvalgt Danmark aktivt, og så skal man ikke føre valgkamp i Tyrkiet eller stemme til tyrkiske valg, og så ville vi ikke have diskussionen om, hvorvidt Erdogan eller hans premierminister skal til Danmark og føre valgkamp.

Så jeg vil endnu en gang sige, at jeg bare er glad for, at statsministeren er opmærksom på de udfordringer, det her giver, og jeg synes, at det er en helt naturlig konsekvens i forhold til diskussionen om dobbelt statsborgerskab, som vi i Dansk Folkeparti i hvert fald vil presse på for at holde på dagsordenen.

Tak for det. Og så er det statsministeren.

Men det er noteret, at man har det ønske. Og jeg har så tilkendegivet, at vi selvfølgelig vedstår os de politiske aftaler, vi har lavet.

Der er så en anden diskussion, der handler om, hvilke kriterier man så skal opfylde for at få det statsborgerskab. Og der har vi jo sammen strammet vilkårene ad flere omgange. Det er i øvrigt en diskussion, jeg altid er åben over for, for det skal selvfølgelig have en betydning, og man skal mene det, når man vælger Danmark til.

Der er jo to grunde til, at vi har ønsket reglen om dobbelt statsborgerskab. Den ene er den, jeg angav før, altså i forhold til danskere, der ønsker at fastholde en tilknytning. Det er det, der bliver muliggjort, og med det følger jo også, at rettighederne må gælde den anden vej.

Det andet er det forhold, at det er meget, meget svært at tage statsborgerskab fra folk, for man må ikke efterlade folk statsløse. Og historisk har vi jo set situationer, hvor folk der har fået dansk statsborgerskab, efterfølgende har ageret på en sådan måde, at hvis vi havde vidst, at de ville gøre de ting, havde vi næppe givet dem det.

Der skal jeg da ikke lægge skjul på, at der er det forhold, at der er være nogle mennesker, som har valgt at opretholde deres oprindelige statsborgerskab, hvilket altså muliggør, at vi kan tage det danske fra dem. Det spiller da også ind i mine egen samlede overvejelser om, hvorvidt det med dobbelt statsborgerskab er en god idé. Og det viser vel bare, at alle de her sager har nogle nuancer, og det, der ser ud til at være meget enkelt, måske ikke er det, hvis man kigger lidt dybere på det.

Jeg tror, man helt stilfærdigt må sige, at helt uagtet om hr. Kristian Thulesen Dahl eller jeg får ret i den her sag, altså om, hvad vi mener i Danmark, så vil de udfordringer, vi står med i den tyrkiske valgkamp, være der alligevel.

Tak . Værsgo til hr. Uffe Elbæk, Alternativet.

Jeg kan allerede nu love, at statsministeren får lov til at sige noget mere om Tyrkiet lige om lidt, men først har jeg to grønne spørgsmål.

For nylig kom Thomas Danielsen, altså klimaordføreren fra Venstre, med en interessant og på mange måder håbefuld udmelding om – og nu citerer jeg korrekt – at Danmark har den grønneste regering i nyere tid, som har taget nogle af de største grønne fremskridt. Det er et direkte citat fra Thomas Danielsen. Altså, det gør jo selvfølgelig, at jeg undrer mig, for hvad er det for nogle miljøtiltag, som bl.a. regeringen har taget? Man har indført en landbrugspakke, som både belaster miljø og klima; man har afskaffet en lang række klimamål for både 2020, 2030 og 2035; man har fjernet støtten til elbiler; man har afskaffet PSO-afgiften.

Man har altså truffet en lang række beslutninger, som gør, at jeg – i forlængelse af det citat fra Venstres egen ordfører på klima- og energiområdet om, at vi har den grønneste regering i nyere tid, som har taget nogle af de største grønne fremskridt – selvfølgelig får lyst til at spørge statsministeren, om han virkelig mener, at vi samlet set har den grønneste regering nogen sinde. Og hvis statsministeren mener det, hvad bygger man så den antagelse på?

Værsgo til statsministeren.

Svaret på det første spørgsmål er ja. Svaret på det andet spørgsmål er: Ja, bl.a. på det forhold, at den her regering har sat en meget, meget konkret og meget, meget ambitiøs målsætning op for 2030 om, at i 2030 skal halvdelen af det danske energiforbrug komme fra VE, altså fra vedvarende energi – halvdelen! Det skal jo holdes op imod, at man i EU har en fælles målsætning om 27 pct. Vi har sat en forpligtende målsætning for Danmark, som er i omegnen af dobbelt så stor som EU's, og vi er i øvrigt dedikerede med hensyn til at nå derhen. Det er jo også derfor, at det er lykkedes i efteråret på den ene side at få afskaffet PSO'en, som var en møllesten omkring dansk erhvervsliv, og som i øvrigt også var betvivlet af Europa-Kommissionen, og på den anden side samtidig at holde fast i den grønne omstilling – bl.a. jo altså med Kriegers Flak, mig bekendt vel verdens største havvindmøllefarm, og i øvrigt med en underliggende teknologi og et markedspres, der har gjort, at vi også er nede på nogle priser, der er til at håndtere. Og den vej ønsker vi at fortsætte ad.

Vi har en energikommission, som inden frygtelig længe barsler med nogle bud på, hvordan vi laver de samlede prioriteringer her, så pengene rækker længst og vi måske også kan bruge markedsmekanismer til at fremme den grønne omstilling. Og så vil der jo i kølvandet på det blive nye forhandlinger om, hvad der skal ske oven på den energiaftale, vi har, altså når den udløber. For vi er fuldstændig på det rene med, at den her omstilling jo ikke er gjort med det, vi allerede har besluttet, men at der skal ske mere efterfølgende, hvis vi skal nå de 50 pct. Og at nå 50 pct. i 2030 er den mest ambitiøse målsætning, nogen har haft, af en forpligtende karakter.

Værsgo til hr. Uffe Elbæk.

Ja, hvis det bare var så vel. Altså, jeg tror som udgangspunkt, at statsministerens ambitioner er reelt ment, men virkeligheden taler bare, i hvert fald for mig, et andet sprog. Senest i går kom der en fremskrivning fra Energistyrelsen, som sagde, at hvis vi ikke gør mere end det, vi gør i dag, vil udledningen af drivhusgasser i 2030 stige. Det vil sige, at der, hvor vi har været en frontløbernation, begynder vi at være en nation, der sakker bagud. Og et af de steder, hvor man måske kunne gøre noget – man kunne gøre noget mange steder, men der, hvor man rent faktisk kunne gøre noget, er i forhold til elbilmarkedet. Jeg står her med teksten fra COP21-aftalen, hvor regeringen jo har skrevet under på, i 2030 vil mindst 20 pct. af alle biler på vejene her i Danmark og rundtom i verden være elbiler. Og hvis man tager de fremskrivninger, som regeringen jo selv er afsender på, vil der være omkring 135.000 elbiler på de danske veje i 2030, men hvis man skal leve op til den aftale, man selv har skrevet under på, skulle vi have 480.000 elbiler. Så vi mangler rent faktisk 345.000 elbiler, hvis man skulle leve op til den aftale, man selv har skrevet under på.

Så jeg vil spørge, om regeringen har nogle overvejelser over, hvordan vi får danskerne til at købe nogle flere elbiler?

Må jeg ikke lige først sige i relation til den rapport, der kom i går, at jeg noterede mig, hvordan det blev taget ned. Der er jo ikke noget overraskende i det. Rapporten går ud på, at hvis ikke man gør mere, hvis man sætter sig ned på hænderne, hvordan ser verden så ud i 2030? Og sjovt nok er det sådan, at hvis man sætter sig ned på hænderne, sker der ingenting. Nej, det kan jeg godt regne ud. Men det er jo heller ikke vores ambition. Vores ambition er jo ikke, at der ikke skal ske mere. Vores ambition er jo ikke, at når vi har bygget Kriegers Flak, er det sidste gang, man hører fra os om en eneste anlægskrone, der har noget med grøn energi at gøre.

Vores ambition er jo, at vi på et tidspunkt, når det passer ind, i forhold til at vi skal kunne nå det, inden det skal have gennemslag, skal have nogle forhandlinger om en ny energiaftale. Det er jo en energiaftale, der skal have et indhold, der gør, at den målsætning, vi har, der hedder, at vi skal nå 50 pct. i 2030, bliver nået. Og det er en ambitiøs målsætning. Den er næsten dobbelt så høj som den, man har i EU, og det er jo det, vi skal dømmes på.

Men nu svarede statsministeren faktisk ikke på det spørgsmål, jeg stillede, nemlig hvad man vil gøre for at få flere danskere til at købe elbiler. Det går jo den helt forkerte vej. Der er ikke blevet solgt én elbil i januar måned, hvis de tal, jeg har, er korrekte. Så jeg vil sige tak for svaret, men det var bare ikke det svar, jeg havde håbet på i hvert fald.

Ud over det er det da dejligt at høre, at regeringen har ambitioner, og det respekterer jeg. Jeg respekterer, at regeringen har ambitioner, men det, vi efterlyser, er konkret handling. Og grunden til, at jeg stiller de her spørgsmål, er, at der er en lang række aftaler, der udløber. Den første, der udløber, er i 2018 i forhold til støtte til landvindmøller. Så det er begrundelsen for, at jeg stiller de her spørgsmål.

Det sidste spørgsmål – og nu skal jeg se, om jeg kan nå at få det formuleret – går på Tyrkiet. For Alternativets medlemmer er jo også bekymrede over, hvad der foregår i Tyrkiet – ikke så meget i forhold til dobbelt statsborgerskab, men mere over den undertrykkelse, der foregår i Tyrkiet. Den eneste, der har ytringsfrihed, er jo Erdogan. Nu kan vi så læse i aviserne, at han har tænkt sig at lave valgmøder rundtomkring i Europa, og Alternativets medlemmer vil gerne høre, hvordan statsministeren stiller sig i forhold til det krav eller ønske fra Erdogan om, at han kan gennemføre valgmøder rundtomkring i Europa.

Tak. Statsministeren.

Tak for det. Jamen det tror jeg egentlig jeg har tilkendegivet ved den handling, jeg foretog i weekenden ved at foreslå min tyrkiske kollega, at vi skubbede hans arbejdsbesøg, som jo altså, og det ligger i ordet arbejdsbesøg, ikke kun var et møde med mig, men en række aktiviteter i tilknytning til et møde med mig. Og det blev skubbet. Så det synes jeg er dokumenteret i min handling.

Må jeg så ikke bare sige ganske kort om det der med el, at når vi har sat den her VE-målsætning, er det jo, fordi det er den, der er den relevante at styre efter – for der blev også nævnt det med CO 2 -udslip. Og der skal man bare vide, at det ene mål kan forstyrre det andet. Altså, vi glædede os alle sammen for nylig over, at Facebook kom til Odense. Hvis man kigger isoleret på det, øger det det danske CO 2 -udslip. Grunden til, at Facebook kommer til Odense, er, at vi har så høj en energieffektivitet og vi har så grøn en energi, men nu kommer de og bruger rigtig meget af det. Og derfor vil CO 2 -bidraget fra den lille plet på jorden, der hedder Danmark, stige. Men alternativet ville jo være, at Facebook blev lagt et andet sted i Europa, hvor CO 2 -udslippet så ville stige endnu mere, fordi energiformen bagved var mindre ren. Og derfor styrer vi efter det relevante, nemlig en VE-målsætning på 50 pct., som er den mest ambitiøse, jeg kender til.

Tak for det. Spørgsmålet er afsluttet.

Så er det hr. Morten Østergaard, Radikale Venstre. Værsgo.

Først og fremmest kan jeg da ikke lade være med at følge lidt op på debatten. Jeg kan forstå, at der i hvert fald er et af de fremskridt, der blev lavet på det udlændingepolitiske område under den tidligere regering, som statsministeren stadig er glad for, og det er jo så det, der handler om dobbelt statsborgerskab. Det varmer da mit hjerte, at det hele ikke var én elendighed, men at der er noget af det, som det fortsat er både holdningen og standpunktet er en god idé, også set fra Venstres side. Så lad os da endelig holde fast i det.

Så varmer det også mit hjerte – for nu at blive i den positive ånd – at det jo fremgik så klart af den her 100-dagesmarkering i sidste uge, at stemningen i regeringen er god; man har det godt med hinanden. Det synes jeg da også er vigtigt, og jeg under i hvert fald de tre partier, at de kan hygge sig sammen og have det godt.

Men så blev jeg alligevel inspireret, da jeg kom cyklende ind til Christiansborg forleden, fordi Søværnet har sådan en annoncekampagne, de kører i øjeblikket, som hedder: Bliv leder i virkeligheden. Og så tænkte jeg på, om det, at der er sådan en god stemning i regeringen, måske kunne føre til, at der også her i Folketinget kunne blive anledning til, at vi så begyndte at tage hul på nogle af de store udfordringer. Jeg deler jo sådan set på nogle stræk regeringens analyse af, hvad de er, men jeg synes ikke rigtig, at jeg i stort omfang genfandt det i det, som statsministeren ridsede op som de store ting, der skal være på Folketingets dagsorden her i de kommende måneder.

Derfor vil jeg måske bare lidt åbent her lægge op til at sige, at med den vurdering af, at nu handler det om – selv om statsministeren mener, at vores civilisation er truet, må jeg forstå – at vi skal være vindere i globaliseringen og tjuhej da da, så skal vi måske også begynde at tage hul på nogle af de lidt større ting, altså det, der gør, at vi kan investere i fremtiden. I stedet for at alle gymnasierne skærer ned og man indfører uddannelseslofter, investerer vi i børns opvækst og uddannelse. Det kræver råderum, også råderum, der ikke er brugt på at sænke boligskatterne, eller hvad man nu ellers fremlægger forslag om at bruge råderum til.

Derfor er mit spørgsmål egentlig bare til statsministeren: Hvad er de tre vigtigste ambitiøse politiske aftaler, vi skal nå inden grundlovsdag, som peger i retning af det, som regeringen selv siger er den vigtigste prioritet, nemlig at forberede Danmark på fremtiden? Hvad er de tre vigtigste aftaler, vi skal smøge ærmerne op for at nå, statsminister, så vi ved, hvad der venter os, nu hvor stemningen er fantastisk i regeringen og man har haft 100 dage til de interne knæbøjninger?

Jamen hvorfor skal vi kun nå tre aftaler? Altså, jeg kan bare få øje på rigtig mange ting, vi skal have arbejdet med i det her forår. Vi skal have lavet en boligbeskatningsaftale, som er vigtig, ja, fordi den skal skabe den fundamentale tryghed for vores boligejere, så de også tør disponere økonomisk, og så vi i øvrigt også ved, hvad det så er for nogle udfordringer, vi har råderumsmæssigt. Det er en ting, vi skal.

Så skal vi følge op på det ekspertudvalg, der kom her for ganske nylig, og som jo altså tegner et billede af, at 7 år efter at vores elever har forladt folkeskolen, er der en femtedel af dem, der hverken har studentereksamen eller svendebrev. Hvis vi skal gribe fremtidens muligheder og gå forlæns ind i fremtiden, er det da i hvert fald en ting, der skal gøres signifikant, altså markant bedre.

Så skal vi i gang med arbejdsmarkedets parter i et trepartsforløb – og det kan godt være, at det på et tidspunkt også lander på Christiansborg, men det lander forhåbentlig et andet sted først med arbejdsmarkedets parter – for at få set på hele vores VEU-indsats og sikre, at man kan få fastholdt og udbygget de kompetencer, man har, ude på arbejdsmarkedet, så man kan blive der livslangt i en foranderlig tid.

Så skal vi i et samspil med dygtige iværksættere og entreprenører i det iværksætterpanel, som sammensættes om ganske kort tid, tage de bedst tænkelige forslag ned, der fremmer netop iværksætteri og entreprenørskab. Det vil være et tema i forbindelse med finansloven til efteråret at få skabt de rammevilkår, der gør, at de små vokser sig store, og at man overhovedet tør komme i gang.

Så skal vi på et tidspunkt, når vi har en 2025-plan – og det har vi, når vi har fået lavet en boligbeskatningsaftale, for så ved vi, hvad det er for et perspektiv, der tegner sig i 2025, når det lander på den måde, det nu måtte lande på – jo tilbage til den drøftelse, jeg også lagde op til i efteråret, der handler om, hvordan vi får nogle flere seniorer til at blive lidt længere på arbejdsmarkedet, så vi får skabt bedre balance i vores samfund og får frigjort noget økonomi og skabt noget råderum. Det er da en sag, som jeg også vil have konkluderet, inden vi skal på sommerferie. Det bliver nok flere end tre ting, og jeg kunne også godt nævne nogle flere, men nu lyser den røde lampe.

Ja, og alle, også statsministeren, skal overholde taletiden. Værsgo.

Tak for det. Jeg synes, at det, der kendetegner de punkter, statsministeren ridser op, jo ikke er, at det i meget vidt omfang er noget, som skal foregå med Folketingets partier. Jo, boligbeskatningsaftalen har vi jo nu gennem noget tid drøftet, og den håber jeg da også vi kan lande, men jeg vil også gerne understrege, at hvis det endnu en gang er på en måde, hvor regeringen lægger et ufinansieret forslag frem og peger på råderummet som den eneste måde gøre det på, så undergraver man jo nogle af de andre formål, medmindre man mener, at det er med en lav boligbeskatning, vi bliver vindere i globaliseringen.

Statsministeren nævnte selv i sin indledning spørgsmålet om udflytning af statslige arbejdspladser. Men det er jo sådan, at de massive besparelser på især ungdomsuddannelser, men også på de videregående uddannelser, gør, at de dele af Danmark, som var betænkt, jo netto ender med færre statslige ansatte, fordi der er afskediget så mange på vores gymnasier, på vores hf-uddannelser, på erhvervsuddannelserne og på de videregående uddannelser.

Derfor er spørgsmålet jo, om ikke det starter langt tidligere, hvis vi skal løse udfordringen med de 70.000 unge, end når de bliver genstand for Ungdommens Uddannelsesvejledning og den slags ting; så kræver det nok, at vi allerede fra barnsben har noget bedre fat. Vi vil meget gerne prioritere en øget indsats i vores daginstitutioner, og vi ved godt, at det koster penge. Derfor bliver det jo lidt bagvendt, hvis statsministeren først vil gøre alle de øvelser, der koster penge, uanset om det er boligbeskatningen, som skal løses, eller det er de udsatte unge, for så skubber vi de ting foran os, der kunne gøre, at det var muligt at undgå de mange kedelige besparelser, der nu rulles ud.

Tak. Statsministeren.

Tak for det. Jeg kunne godt have lagt til i min gennemgang her, at noget af det, vi også skal have drøftet på baggrund af et udspil fra regeringen, er jo en styrket kvalitet i vores dagtilbud. Vi har lavet en finanslov, hvor vi har skabt økonomi til at styrke kvaliteten i vores dagtilbud. Regeringen kommer med et konkret udspil i løbet af foråret. Det vil vi gerne have drøftet, inden vi holder sommerferie, så det kan implementeres efterfølgende. Regeringen kommer her i foråret med et konkret forslag til, hvordan vi bringer ½ mia. kr. i spil, målrettet de skoler, der har de fagligt svagest funderede børn, hvad enten de nu ligesom har dem eller ikke bare har sørget for at flytte dem. Det gælder altså de skoler, der klarer sig dårligst rent fagligt.

Jeg anerkender ikke det synspunkt, at det ikke skulle være muligt med den samfundsøkonomi, vi har til rådighed, og sådan som vi ligger sammenlignet med andre OECD-lande, f.eks. at drive en folkeskole, der er i stand til at lære børn, som de er absolut flest, at læse og skrive og regne på et niveau, der gør, at man kan få en erhvervsuddannelse. Det accepterer jeg simpelt hen ikke.

Det er baggrunden for, at vi er kommet med et helt konkret forslag, hvor de 100 skoler, der er presset mest i bund, får en tilskyndelse til at afprøve nye metoder til at gøre det bedre fremadrettet.

Værsgo, hr. Morten Østergaard.

Jeg kan bare konstatere, at når man ser på regeringens økonomiske prioriteter over tid, ser man, at det aldrig er de temaer, som vi drøfter her spørgetime efter spørgetime, som vinder. Når man fremlægger et forslag til, hvordan vi skal håndtere boligbeskatningen, er det finansieret af råderummet i en grad, så både daginstitutioner og udsatte skoler, går jeg ud fra, samlet set må se meget misundeligt på regeringens evne til at prioritere.

Jeg må sige, at jeg har besøgt en hel del af de her skoler, som statsministeren taler om. Det er jo ikke en økonomisk tilskyndelse, de mangler. Mange steder kunne man sagtens bruge ressourcerne, men jeg tror, man skal have mere grundlæggende fat. I hvert fald skal man ikke misforstå det sådan, at det, der mangler, er en økonomisk gulerod, for dem, der er på de udsatte skoler, slider og slæber for at gøre en forskel for de her unge, og de skaber små og store mirakler hver eneste dag.

Men det, der måske er brug for, er mere grundlæggende at få taget hånd om det allerede i daginstitutionerne med en helt anden vilje til at prioritere, end der er lagt op til i finansloven.

Det, man gør på skolerne i fællesskab, er at skabe grundlag for, at det ikke er nogle få skoler, der skal løse problemet, men at det er alle skoler, der skal bidrage.

Tak. Statsministeren for sin afsluttende bemærkning.

Jeg skal da beklage meget, hvis De Radikale prioriteter ikke vinder indpas nok i vores politiske arbejde. Det kan være, at stemningen er så god i regeringen, fordi vi ikke som sådan er styret af det hensyn. Det kan også godt være, at det er derfor, at det står i sådan en kontrast til, at stemningen var så dårlig i den tidligere regering, at den var nødt til at tage de her ting ned. Jeg glæder mig over, at der er en god stemning, for det er jo et vidnesbyrd om, at vi sådan set vil trække i den samme retning.

Nu er det så pludselig ikke et spørgsmål om penge, at der ikke bliver leveret godt nok i folkeskolen. Okay! Jamen så er der bare en undskyldning mere, man kan tage væk. Jeg kan bare få øje på, at på trods af alle gode viljer på tværs af alle partier, på tværs af skiftende regeringer, så har vi i dag en situation, hvor 20 pct., 7 år efter de er gået ud af folkeskolen, ikke har en ungdomsuddannelse, f.eks. i form af et svendebrev eller en studentereksamen, og det er ikke godt nok, og det skal gøres bedre. Vi har lavet en ny skolereform, den skal vi stå vagt om, og vi tror sådan set meget på, at ikke pengene i sig selv, men det fokus, det kan skabe at bruge nye didaktiske værktøjer, nye måder at organisere sig på, fordi der er en pulje med frie midler, vil kunne flytte noget – og ikke bare flytte noget på 100 skoler, men også flytte noget på flere end det, fordi det vil inspirere. Men det må jo stå sin prøve.

Tak for det. Spørgsmålet er afsluttet.

Så er det fru Pia Olsen Dyhr, Socialistisk Folkeparti. Værsgo.

Tak. (Statsministeren: Er det da ikke snart slut?). Nej, det er ikke slut. Du må leve med mig.

For 14 dage siden var jeg så heldig, at jeg var i praktik i Ønskeøen her på Amager, om formiddagen i vuggestue og om eftermiddagen i børnehave. Jeg må sige, at da jeg kom hjem om aftenen, tror jeg aldrig før, at jeg har været så træt, ligegyldigt hvad jeg har lavet herinde på Christiansborg. Det, der var tankevækkende, og det, jeg stod tilbage med ud over at opleve både de engagerede ansatte, forældre og børn, var, at de bruger ufattelig meget tid på dokumentation, på kontrolkrav, på en masse bureaukrati, som man godt kan mene ikke nødvendigvis er med til at forbedre dagligdagen for børnene. Derfor har SF i den her uge været ude med et forslag om, at det er på tide, vi gør tingene anderledes i den offentlige sektor. Vores problem er jo, at vores system i høj grad bygger på, at alt skal dokumenteres, og at alt skal kontrolleres. Jeg tror faktisk, at jeg er enig med mange herinde i, at vi bør udvise langt større tillid til de tusindvis af offentligt ansatte, som hver dag arbejder hårdt for både at passe deres arbejde og samtidig nå at dokumentere, at de faktisk passer deres arbejde.

SF har foreslår derfor, at vi lukker Moderniseringsstyrelsen, dropper new public management, hvilket er gjort i rigtig mange af de moderne virksomheder, som vi omgiver os med, hvor de for længst har lagt den styringsform på hylden, og så i stedet for rusker op i systemet og opstiller nye og mere enkle pejlemærker for den offentlige sektor og derfor opretter en ny styrelse, som skal arbejde for afbureaukratisering og godt arbejde. Styrelsens første opgave skal være at afskaffe hver tiende regel i det offentlige, ligesom vi jo i fællesskab har gjort det for erhvervslivets vedkommende. Hvis der ikke er nogen god begrundelse for en regel eller et dokumentationskrav, ryger det. Jeg mener jo, at det må være helt naturligt, at en liberal statsminister i Danmarks mest liberale regering nogen sinde, tror jeg I kalder jer, støtter op om at fjerne unødvendige dokumentationskrav og andet papirarbejde og i stedet giver de offentligt ansatte friheden til at have fokus på borgerne.

Derfor vil jeg gerne spørge statsministeren: SF foreslår, at vi lukker Moderniseringsstyrelsen og erstatter den med en ny styrelse, som skal arbejde for afbureaukratisering og godt arbejde. Hvad siger statsministeren til den idé?

Statsministeren.

Tusind tak for det spørgsmål, og ikke mindst tak for de store forventninger til min regering. Fru Pia Olsen Dyhr har jo selv lige siddet i en regering, altså en socialistisk regering, eller hvad det var, som ingenting gjorde, og så kan jeg da godt forstå, at man oven på den skuffelse ligesom må vende sig et andet sted hen og så kigge håbefuldt på os. Jeg tager det gerne ned, dog ikke forslaget om at lukke Moderniseringsstyrelsen. Det vil jeg rubricere som tilhørende afdelingen for det popsmarte, for tingene bliver jo ikke anderledes af, at vi kalder dem noget andet. Når man kigger på, hvad Moderniseringsstyrelsen laver, skal de vel bedømmes på løsningen af deres opgaver og ikke på deres navn. Jeg tror bl.a., at de udbetaler løn til folk, der sidder her. Gør de ikke det? Og det skal de vel blive ved med.

Men den tanke, der ligger bag, nemlig at arbejde med regelforenkling i den offentlige sektor, kan jeg garantere for at vi vender tilbage til, og det kommer til at ske meget snart. For det er jo årsagen til, at jeg har udnævnt en ekstra minister i Finansministeriet, nemlig innovationsministeren. Det er for at sætte hende i spidsen for et reformprogram, der rækker helt ind i den offentlige sektor i alle dens aspekter. Det handler bl.a. om regelforenkling, det handler om at flytte sig fra proceskrav til mål, det handler om at frisætte medarbejderne, og det kommer fru Pia Olsen Dyhr til at høre meget mere til, og det varer ikke så længe.

Tak. Fru Pia Olsen Dyhr.

Jeg er glad for, at statsministeren, der ellers startede med at være sådan en lille smule vred og sur og måske i virkeligheden ikke ville have det sidste spørgsmål, blev lidt mere smilende til sidst. Det synes jeg klæder statsministeren.

Grunden til, at vi foreslår en ny styrelse, er jo, at vi vil ruske op i tingene. Jeg har noteret mig, at statsministeren jo også har lavet andre og nye ministerier ud fra netop samme antagelse, tror jeg, nemlig at hvis man bryder op og ændrer, er der også en chance for, at man tænker anderledes. Der er nogle af de opgaver, der ligger i Digitaliseringsstyrelsen med afbureaukratisering, som det ville være oplagt at lægge i en ny styrelse, selvfølgelig sammen med nogle af de personalestyringsopgaver, som der fortsat skal være, og som ligger i Moderniseringsstyrelsen nu. Dem lægger man sammen og siger, at okay, kan vi tænke på en ny måde? Kan vi afbureaukratisere, og kan vi sætte nogle nye pejlemærker for, hvordan vi skal lede den offentlige sektor?

Jeg synes, at statsministeren skal lade sig inspirere af noget af det arbejde, der sker i Sverige lige nu, hvor man har sat nogle pejlemærker, som netop handler om det gode arbejde, færre sygedage, mindre kontrol og bureaukrati. Det handler jo i virkeligheden om at fjerne de unødige regler. Så når statsministeren ikke vil lukke styrelsen, fordi han åbenbart har en særlig forkærlighed for Moderniseringsstyrelsen – jeg ved ikke, om man kan kalde den Moderniseringsstyrelsen, måske er den lidt for gammel til det – kunne statsministeren så forestille sig at lave en afskaffelse af hver tiende regel, ligesom vi har gjort i det private erhvervsliv?

Det er ikke, fordi jeg har nogen speciel forkærlighed for nogle styrelser frem for nogle andre, det er bare, fordi jeg synes, at det jo skal handle om det, der gør den rigtige forskel. Og jeg tror meget på, at det kommer til at gøre en forskel, at den regering, jeg nu er i spidsen for, for første gang har afsat en minister i Finansministeriet til at komme i dybden med de her aspekter af den offentlige sektor, som det tit kan knibe med, ikke af ond vilje, men fordi der skal indgås politiske aftaler, økonomiaftaler, og det er sjældent, at vi når derhen.

Politiken havde i søndags en udmærket og læseværdig artikel om hele det forløb, der var tilbage i 2007 omkring kræfthandlingsplanen, hvor man sådan set kan se, hvad det her handler om, nemlig at der altså er meget lang afstand fra et Folketing, der i den bedste mening vedtager nogle ting, sætter nogle penge af, og så til de virker ude i den virkelige virkelighed. Og det med at gå på jagt efter, hvordan vi flytter velmente ambitioner ud i den virkelige virkelighed i en kombination af at have klare mål, have de rigtige ressourcer, have de rigtige faglige kompetencer, have de rigtige frihedsgrader, have den rigtige ledelse, er et underprioriteret område. Det er et underprioriteret område. Og jeg vil gerne give et tilsagn om, at det vil vi gerne prioritere. Det er baggrunden for den nye minister, og det er baggrunden for, at vi inden ret længe offentliggør et reformprogram i fire spor, som også vil adressere nogle af de ting, fru Pia Olsen Dyhr tager frem her.

Tak, formand. Jeg synes jo, at det er en interessant og ny oplysning, at statsministeren siger, at lige om lidt offentliggør regeringen et reformprogram med fire spor, som vil prøve at kigge på den offentlige sektor. Det er da positivt. Jeg synes, at det, der må være interessant for udviklingen og ledelsen af den offentlige sektor – for selvfølgelig skal der fortsat være ledelse af den, det er jo ikke sådan, at vi siger, at der ikke skal være nogen styring af den offentlige sektor – må være fagligheden, der kommer i centrum, og at borgeren oplever den kvalitetsforbedring i dagligdagen. I sidste ende er det jo også en frustration for borgerne, der oplever, at sundhedsplejersken bruger mere tid på at dokumentere, eller at pædagogen skal sidde og lave sprogtest, måske på et område, hvor der ikke er brug for at sprogteste. Det er godt, at vi får brudt op i nogle af de regler.

Derfor vil jeg gerne vende tilbage – selv om ministeren er så venlig at love et reformprogram med fire spor – til det her spørgsmål om, hvorvidt vi kan kigge på det her på samme måde, som vi har gjort med det private erhvervsliv, hvor vi sagde:

Lad os kigge reglerne igennem. Hvis der ikke er noget argument for en regel, afskaffer vi den.

Vi lavede et virksomhedsråd, og hver tiende regel forsvandt. Det kunne vi jo også gøre i den offentlige sektor, for den offentlige sektor er jo ikke bare en pølsefabrik. Det er i virkeligheden en meget værdifuld virksomhed, som handler om mennesker, og derfor burde mennesker også være i centrum.

Tak. Statsministeren.

Jamen jeg er helt enig i, at hele spørgsmålet om regelforenkling også er et væsentligt element, og det er også et arbejde, vi gerne går ind i. Nu er der sjældent nogen regler, der er opfundet, uden at der er nogle, der har tænkt noget med dem. Jeg kan huske, at lige for nylig var der en diskussion – det var godt nok en historisk diskussion, og det var ikke med fru Pia Olsen Dyhrs partikollega, det var fru Pia Olsen Dyhrs tidligere partikollega. Der var sådan en diskussion om et plejehjem på Frederiksberg, om arbejdspladsvurderinger, og der var ikke så mange, der talte om tillidsreform, og da ministeren sagde, det var kommunens, sagde man nej, nej, det var ministerens ansvar. Hvis man dykker ned i tallene, tror jeg, at man vil se, at det var en institution med et uhyre lavt sygefravær, altså med et uhyre lavt, grænsende til næsten nul sygefravær.

Sådan som jeg lige har sporet mig ind på debatten her de sidste uger, er det egentlig ikke det, der har fyldt noget. Det har mere været spørgsmålet om, om man nu brugte en skabelon på nogle arbejdspladsvurderinger eller andet. Men sådan er der jo mange aspekter i det. Det er bare for at sige, at tit er det jo sådan med regler, at nogle har opfundet dem, og når de skal afskaffes igen, eller hvis man ikke efterlever dem fuldt og helt, kommer man i problemer. Men med det lille forbehold vil vi gerne gå ind i den her diskussion.

Tak for det.

Så er spørgetimen slut.

I dag er der følgende anmeldelser:

Alex Ahrendtsen (DF) m.fl.:

Lovforslag nr. L 148 (Forslag til lov om ændring af lov om bygningsfredning og bevaring af bygninger og bymiljøer. (Bevaring af særlige kulturarvsmæssige samlinger)).

Holger K. Nielsen (SF) og Jacob Mark (SF):

Beslutningsforslag nr. B 81 (Forslag til folketingsbeslutning om dansk tilslutning til den internationale »Safe Schools Declaration« om forpligtelse til at beskytte elever, studerende, lærere, skoler og universiteter i krig).

Der skal være lidt mere ro i salen. Tak.

Josephine Fock (ALT) m.fl.:

Beslutningsforslag nr. B 82 (Forslag til folketingsbeslutning om mulighed for lokale valutaer).

Stine Brix (EL) og Pernille Skipper (EL):

Beslutningsforslag nr. B 83 (Forslag til folketingsbeslutning om sundhedsvæsenets behandlingstilbud til transkønnede).

Jacob Mark (SF) og Trine Torp (SF):

Beslutningsforslag nr. B 84 (Forslag til folketingsbeslutning om mulighed for at udsætte skolestart).

Trine Torp (SF), Ida Auken (RV), Maria Reumert Gjerding (EL) og Christian Poll (ALT) m.fl.:

Beslutningsforslag nr. B 85 (Forslag til folketingsbeslutning om en effektiv indsats mod plastforurening).

Lisbeth Bech Poulsen (SF) m.fl.:

Beslutningsforslag nr. B 86 (Forslag til folketingsbeslutning om mindre diskrimination i nattelivet).

Kirsten Normann Andersen (SF) og Lisbeth Bech Poulsen (SF):

Forespørgsel nr. F 47 (Hvad kan finansministeren oplyse om den kommende aftale mellem KL og regeringen om kommunernes økonomi for 2018 m.v.?).

Carolina Magdalene Maier (ALT) og Rasmus Nordqvist (ALT):

Forespørgsel nr. F 48 (Hvordan vil ministeren sørge for, at processen omkring udarbejdelse af den nye faglige vejledning for transkønnede bliver respektfuld, værdig, åben og inddragende for de transkønnede selv, og hvilke initiativer vil ministeren tage for at sikre, at de fremtidige behandlingstilbud ikke placeres i psykiatrien?).

Titlerne på de anmeldte sager vil fremgå af folketingstidende.dk (jf. ovenfor).

Hans Andersen (V) har søgt om orlov fra den 20. marts 2017, jf. forretningsordenens § 41, stk. 4, medens Martin Lidegaard (RV) har søgt om orlov fra den 18. april 2017, jf. forretningsordenens § 41, stk. 4.

Hvis ingen gør indsigelse, vil jeg betragte det som vedtaget, at der meddeles orlov som ansøgt, og at stedfortræderne indkaldes som midlertidige medlemmer.

[Det er vedtaget].

Fra Udvalget til Valgs Prøvelse har jeg modtaget indstilling om, at 1. stedfortræder for Venstre i Nordsjællands Storkreds, Klaus Markussen, godkendes som midlertidigt medlem af Folketinget fra og med den 20. marts 2017 i anledning af Hans Andersens orlov.

Jeg har endvidere modtaget indstilling om, at 2. stedfortræder for Radikale Venstre i Nordsjællands Storkreds, Kristian Hegaard, godkendes som midlertidigt medlem af Folketinget fra og med den 18. april 2017 i anledning af Martin Lidegaards orlov. Det bemærkes, at første stedfortræder har meddelt, at hun ikke ønsker at indtræde under denne orlov.

Er der nogen, der ønsker ordet?

Da det ikke er tilfældet, går vi til afstemning.

Der stemmes om udvalgets indstilling.

Afstemningen er slut.

For stemte 102 (S, DF, V, EL, LA, ALT, RV, SF og KF), imod stemte 0, hverken for eller imod stemte 0.

Udvalgets indstilling er vedtaget.

(Talen er under udarbejdelse)

Forhandlingen er sluttet, og vi går til afstemning om de fremsatte forslag til vedtagelse. Der foreligger to forslag.

Der stemmes først om forslag til vedtagelse nr. V 50 af Jens Henrik Thulesen Dahl (DF), Mette Reissmann (S), Jakob Engel-Schmidt (V), Henrik Dahl (LA), Sofie Carsten Nielsen (RV), Jacob Mark (SF) og Brigitte Klintskov Jerkel (KF), og der kan stemmes.

Afstemningen er slut.

For stemte 89 (S, DF, V, LA, RV, SF og KF), imod stemte 13 (EL og ALT), [hverken for eller imod stemte 0].

Forslag til vedtagelse nr. V 50 er vedtaget.

Herefter er forslag til vedtagelse nr. V 51 af Finn Sørensen (EL) bortfaldet.

Hermed er forespørgslen afsluttet.

Der er ikke stillet ændringsforslag.

Er der nogen, der ønsker at udtale sig?

Da det ikke er tilfældet, går vi til afstemning.

Der stemmes om lovforslagets endelige vedtagelse.

Afstemningen er slut.

For stemte 103 (S, DF, V, EL, LA, ALT, RV, SF og KF), imod stemte 0, hverken for eller imod stemte 0.

Lovforslaget er vedtaget og vil nu blive sendt til statsministeren.

Der er ikke stillet ændringsforslag.

Er der nogen, der ønsker at udtale sig?

Da det ikke er tilfældet, går vi til afstemning.

Der stemmes om lovforslagets endelige vedtagelse.

Afstemningen er slut.

For stemte 82 (S, V, EL, LA, ALT, RV, SF og KF), imod stemte 21 (DF), hverken for eller imod stemte 0.

Lovforslaget er vedtaget og vil nu blive sendt til statsministeren.

Der er ikke stillet ændringsforslag.

Er der nogen, der ønsker at udtale sig?

Da det ikke er tilfældet, går vi til afstemning.

Der stemmes om forslagets endelige vedtagelse.

Afstemningen er slut.

For stemte 21 (DF), imod stemte 81 (S, V, EL, LA, ALT, RV, SF og KF), hverken for eller imod stemte 0.

Forslaget til folketingsbeslutning er forkastet.

Der er ikke stillet ændringsforslag.

Er der nogen, der ønsker at udtale sig?

Da det ikke er tilfældet, går vi til afstemning.

Der stemmes om forslagets endelige vedtagelse.

Afstemningen er slut.

For stemte 21 (DF), imod stemte 82 (S, V, EL, LA, ALT, RV, SF og KF), hverken for eller imod stemte 0.

Forslaget til folketingsbeslutning er forkastet.

Er der nogen, der ønsker at udtale sig?

Da det ikke er tilfældet, er forhandlingen sluttet, og vi går til afstemning.

Ønskes afstemning om ændringsforslag nr. 1-19, tiltrådt af udvalget?

De er vedtaget.

( Uro i salen ). Der er alt for meget snak i salen. Man må kunne gå ud uden at snakke sammen.

Jeg foreslår, at lovforslaget går direkte til tredje behandling uden fornyet udvalgsbehandling. Hvis ingen gør indsigelse, betragter jeg dette som vedtaget.

Det er vedtaget.

Er der nogen, der ønsker at udtale sig?

Da det ikke er tilfældet, er forhandlingen sluttet, og vi går til afstemning om ændringsforslag nr. 1 og 2, som er tiltrådt af udvalget. Nå, skal vi have ordføreren på her? Ja. Jeg så altså bare ikke, at man havde trykket sig ind eller noget som helst. ( Leif Lahn Jensen (S): Jeg stod og viftede.) Værsgo, så tager vi afstemningen bagefter.

Jeg takker for formandens fleksibilitet. Under førstebehandlingen var der nogle problemstillinger omkring finansieringen, som vi var nødt til at bore lidt mere i i Socialdemokratiet. Derfor ville vi også vente med at komme med vores indstilling til forslaget til andenbehandlingen i dag, og det er jo så derfor, jeg er gået på talerstolen.

Dette lovforslag, som vi behandler i dag, giver netop de her mennesker, som er langtidsledige og står længst væk fra arbejdsmarkedet, en ekstra gulerod, hvis de kommer i arbejde. Det er noget, som Socialdemokratiet før har foreslået og også fået vedtaget, da vi var i regering, og vi har derfor ingen grund til at stemme imod det her forslag. Så kan man spørge sig selv: Virker et forslag som dette over for de langtidsledige? Det tror vi på, men det er ikke bevist, og derfor hilser jeg selvfølgelig også velkommen, at der i forslaget er en evalueringsdel, så man rent faktisk kan se, om det er et værktøj, vi kan bruge med god virkning en anden gang.

Men når det kommer til finansieringen, er vi faktisk meget betænkelige ved, at finansieringen for det første ikke er beskrevet i lovforslaget, og at regeringen for det andet sammen med Dansk Folkeparti har besluttet, at man vil spare omkring 300 mio. kr. på byfornyelse i 2018 og 2019. Det gør, at jeg igen der stiller mig selv nogle spørgsmål: Hvad kommer det her til at betyde for byerne, for de mindre byer, og vil dette forslag endnu en gang trække Danmark endnu skævere? Vil det koste job i resten af landet?

Svaret er givet mange steder fra. Alle kommuner – det siger et svar fra ministeren i udvalgsbehandlingen – vil kunne blive berørt af reduktionen i byfornyelsesrammen, idet der bliver færre midler til fordeling blandt kommunerne i 2018 og 2019 som følge af finansieringen af jobpræmieordningen. Svaret på spørgsmål 1 viser også, at der bliver sparet på dette område, og at der vil være færre midler til byfornyelse. Breve fra KL, Kommunernes Landsforening, viser dog også, at man bruger disse puljer mere og mere i byerne og er med til at lave kønnere byer, nye cykelstier, rive gamle, faldefærdige bygninger ned og i det hele taget lave et meget pænere byrum. Man besluttede endda i 2016 at fokusere mindre på de større byer og mere på de mindre byer rundtom i landet.

Det er den pulje og de muligheder, der nu bliver beskåret. Det her vil, som jeg ser det, gå ud over udviklingen i landdistrikterne, da byudviklingen skaber job med bl.a. at renovere boliger. Det er noget, som efter min mening endnu en gang vil trække Danmark mere skævt. Det er som altid, som vi oplever hver dag, en prioritering – en prioritering, vi ikke har været med til at tage, fordi vi som sagt ikke har været med til at forhandle det her. Vi så gerne en anden finansiering. Vores forslag til finansiering af det her – igen udmærkede – forslag ville være at tage den fra det, vi kalder TB-reserven, altså tillægsbevillingsreserven. Det vil være logisk, fordi det er en midlertidig ordning.

Så med disse ord vil jeg gøre ligesom ved førstebehandlingen: Jeg vil rose forslaget. Jeg synes, det er et godt forslag, og derfor vil vi også stemme ja til forslaget i dag. Men vi vil have lov til her at rejse flaget for, at vi ikke synes, finansieringen er den rigtige. Det er også derfor, jeg har redegjort for det her til andenbehandlingen.

Der er en enkelt, der har bedt om en kort bemærkning. Det er hr. Hans Andersen fra Venstre. Værsgo.

Tak for det. Jeg skal bare forstå det helt korrekt. Socialdemokratiet ender med at trykke på den grønne knap, når vi skal vedtage dette lovforslag endeligt ved tredjebehandlingen, selv om Socialdemokratiet, som jeg må forstå det, er modstandere af den finansiering, der ligger til grund for selve lovforslaget, og dermed jo ikke kan støtte lovforslaget – eller hvordan skal jeg forstå det?

Jeg synes, jeg sagde det ganske klart til sidst: at vi stemmer for forslaget. Det vil sige, at vi ser jobpræmieordningen som en rigtig, rigtig god ordning til at kunne hjælpe nogle af de her mennesker i gang. Det var bl.a. derfor, vi selv foreslog det. Vi lavede en aftale med Enhedslisten og de andre dengang i 2012. Vi foreslog det også i 2015. Det var Venstre også på det tidspunkt for , men der var så et folketingsvalg, der overhalede os, og derfor fik vi det ikke igennem. Det er et rigtig godt forslag.

Vi har jo ikke været en del af forhandlingerne om finansieringen, og der står heller ikke noget om finansieringen i selve lovforslaget; det er sådan set på nogle papirer ved siden af. Jeg vil bare have lov til her at sige, at det er et udmærket forslag, som vi støtter, men jeg vil også have lov til at sige, at det ikke er en finansieringsmulighed, vi støtter. Derfor havde vi jo selvfølgelig som altid håbet på, at vi havde været en del af forhandlingerne, så vi kunne have gjort det anderledes.

Hans Andersen for den anden korte bemærkning.

Tak for det. Socialdemokratiet støtter nu forslaget om en jobpræmie, men Socialdemokratiet tager afstand fra finansieringen og henviser til en reserve til at finansiere et forslag. Det er, hvis det står til Socialdemokratiet. Ja, det kan man jo så lade stå lidt. Socialdemokratiet vil sådan set gerne hjælpe til med at få ledige i arbejde, men vil ikke tage ansvar for finansieringen og henviser til reserven på statens finanser.

Det er jo en gratis omgang. Det er en totalt gratis omgang. Jeg troede, Socialdemokratiet var et ansvarligt parti, der faktisk tog ansvar for at få tingene til at hænge sammen, og det eneste, man vil nu, er at sige ja til jobpræmien, men nej til finansieringen.

Socialdemokratiet er også et meget ansvarligt parti, og derfor havde vi håbet, at vi var blevet kaldt til forhandlinger om det her. Vi har åbenbart en regering, der ikke kan lide at forhandle bredt på alle områder, især det her. Det havde vi ønsket, og så kunne vi have fået vores finansieringsforslag på bordet. Det er et finansieringsforslag, som jeg ved at regeringen før har brugt til at finansiere deres finanslove, og jeg synes, det er fornuftigt, fordi det her er en midlertidig ordning, og så kan man sagtens gøre det.

Den undren, som Hans Andersen har, kan jeg ikke helt forstå, for vi tager netop ansvar. Vi kunne også have stillet os op og sagt, at vi sådan set var imod finansieringen. Her tager vi så ansvar og peger på en finansiering.

Der er ikke flere, der har bedt om korte bemærkninger. Er der flere, der ønsker at udtale sig i denne sag?

Det synes ikke at være tilfældet, og så er forhandlingen sluttet, og vi går til afstemning.

Ønsker man afstemning om ændringsforslag nr. 1 og 2, tiltrådt af udvalget? Det gør man ikke.

De er vedtaget.

Jeg foreslår, at lovforslaget går direkte til tredje behandling uden fornyet udvalgsbehandling. Hvis ingen gør indsigelse mod det, betragter jeg det som vedtaget.

Det er vedtaget.

Der er ikke flere, der har bedt om korte bemærkninger. Er der flere, der ønsker at udtale sig i denne sag?

Det synes ikke at være tilfældet, og så er forhandlingen sluttet, og vi går til afstemning.

Forhandlingen er åbnet, og den første ordfører er fru Trine Bramsen, Socialdemokratiet.

Ønskes afstemning om ændringsforslag nr. 1 og 2, tiltrådt af udvalget? Det gør man ikke.

De er vedtaget.

Jeg foreslår, at lovforslaget går direkte til tredje behandling uden fornyet udvalgsbehandling. Hvis ingen gør indsigelse mod det, betragter jeg det som vedtaget.

Det er vedtaget.

54 skudepisoder var der i 2016 med relation til rocker- og bandemiljøet. Det er en voldsom stigning fra årene før. Danmark skal ikke være et land, hvor der skydes i gaderne. Danmark skal være et land, hvor folk fra kriminelle grupperinger ikke kører rundt med skydevåben i bagagerummet.

Formålet med lovforslaget her er at skærpe straffen for våbenbesiddelse, og konkret betyder det, at den nuværende minimumsstraf hæves fra 1 år til 2 år. Herudover foreslås en ændring af bemyndigelsen fra justitsministeren til efter forhandling med udenrigsministeren at udstede forbud i medfør af våbenlovgivningen mod transport af våben mellem visse andre lande end Danmark, når der er tale om nærmere bestemte afsenderlande.

Der er meget få områder, hvor vi i Socialdemokratiet er tilhængere af minimumsstraffe. Våbenbesiddelse er et af dem. Der er ikke så meget at diskutere her. Enten besidder man våben, eller også gør man ikke. Er man i besiddelse af et våben i gadelivet, er der en stor risiko for, at man vil bruge det, og derfor skal straffen også være hård og kontant. Det bliver den med forslaget her, og derfor skal jeg meddele, at vi fra Socialdemokratiets side kan støtte forslaget.

Der er ikke nogen, der har bedt om korte bemærkninger, og vi går videre i ordførerrækken. Den næste ordfører er hr. Peter Kofod Poulsen fra Dansk Folkeparti. Værsgo.

Tak for det, formand. Vi har set alt, alt for mange banderelaterede skyderier igennem det seneste års tid. I 2016 var der 54 skyderier i det offentlige rum, der kunne relateres til rockere og til bander. Det er for mange, og det stiller ganske almindelige mennesker i en urimelig og helt uacceptabel situation, hvor man bliver bragt i stor fare. Det kan vi ikke have, og derfor skal vi have det stoppet.

Jeg er glad for, at Dansk Folkeparti i forbindelse med finanslovsforhandlingerne havde succes med kravet om en fordobling af minimumsstraffen for ulovlig våbenbesiddelse fra 1 år til 2 år. Det skal medvirke til, at bandemedlemmerne tænker sig bedre om, og hvis de ikke gør det, kan de se frem til et længere fængselsophold, hvilket jeg synes er helt, helt rimeligt. Jeg er glad for, at det lykkedes os at lave en aftale med regeringen om det her, og det siger sig selv, at når det i sin tid var vores forslag, kommer vi nødvendigvis også til at stemme for det, når det nu ligger i Folketingssalen.

Så jeg synes, det er et godt forslag. Vi er glade for den aftale, vi har lavet, og vi støtter selvfølgelig op om L 139. Tak for ordet.

Der er ikke nogen, der har bedt om korte bemærkninger, så vi siger tak til ordføreren. Den næste ordfører i rækken er Venstres hr. Jan E. Jørgensen.

Tak for ordet. De skyderier, som man ikke mindst i Københavns gader har været vidne til, må vi gøre hvad vi kan for at bremse, og derfor er det vigtigt, at vi nu skærper straffen for ulovlig våbenbesiddelse ganske markant. Forudsætningen for, at man skyder på andre, er jo, at man har noget at skyde med, og derfor er det vigtigt, at vi ikke bare sætter ind, når folk har skudt, men også sætter ind over for dem, der har et våben, som de kan skyde med.

De bandekonflikter, vi har set, har jo også ramt, hvad skal vi sige, udenforstående. Selvfølgelig duer det heller ikke, at man skyder på hinanden, men et eller andet sted er det vel værre, når man skyder på udenforstående. Der er politibetjente, der er blevet skudt, og der er fængselsbetjente, der er blevet skudt, og derfor er det altså vigtigt, at vi sender et meget klart signal, og at vi sørger for, at folk, der har et våben, som de ikke har lov til at have, kommer i fængsel.

Jeg er enig med Socialdemokratiets Trine Bramsen i, at minimumsstraffe er en absolut undtagelse. Det er et værktøj, man skal være meget forsigtig med at bruge, for der er ingen regel uden undtagelse, og der kan altid være sager, der falder lidt uden for rammen, og hvor man som dommer derfor har behov for at kunne gå under minimumsstraffen. Og derfor vil jeg gerne her fra Folketingets talerstol – og jeg håber selvfølgelig også, at man i domstolene læser forarbejderne til lovforslaget – gøre opmærksom på straffelovens § 83 om, at straffen jo altså kan nedsættes, altså at man kan blive straffet med mindre end de 2 år.

Ja, straffen kan endda helt bortfalde, altså at man slet ikke får en straf, når oplysninger om gerningen, gerningsmanden eller andre forhold afgørende taler herfor. Det er vigtigt, at domstolene benytter den bestemmelse i straffeloven, for den er netop beregnet til at kunne samle op i tilfælde, hvor en straf findes urimelig.

Så vil jeg også godt henvise til forarbejderne, hvor vi eksempelvis skriver, at for folk, der har et luftgevær, som tidligere har været lovligt, men nu er blevet ulovligt, vil der ikke være de særligt skærpende omstændigheder, som skal være til stede, før man straffer med minimumsstraffen. Det vil i stedet for blive henført under våbenlovens § 10, stk. 1. Det kan også være en jæger, som simpelt hen har glemt at forny sin våbentilladelse. En sådan person vil heller ikke falde ind under bestemmelsen.

Det kunne også være en ministerchauffør, der har været ude at køre med ministerens jagtriffel i bagagerummet – det har man vist set et tilfælde af fra virkelighedens verden – og en sådan ministerchauffør vil sandsynligvis også falde uden for bestemmelsen og vil altså ikke skulle straffes med minimumsstraffen. Der kan være tale om, at man måske har arvet et våben fra en bedstefar, der har været frihedskæmper eller andet, og aldrig har skænket det en tanke, at det var ulovligt at have det. Et sådant tilfælde ville også falde udenfor.

Når jeg bruger lidt krudt, om jeg så må sige – undskyld udtrykket – på at gå lidt nærmere ind i de her undtagelser, så er det netop for at tage det høringssvar, der er kommet fra Dommerforeningen, alvorligt og lidt spille bolden tilbage til dommerstanden og sige, at der selvfølgelig stadig væk skal være mulighed for, at man i undtagelsestilfælde, som ikke er det, vi havde intentioner om at ramme, altså går ind og fraviger de her 2 års minimumsstraf.

Men alt i alt er det et godt lovforslag, vi vedtager. Vi er ikke så naive, at vi tror, det vil få skyderier og bandekonflikter til at ophøre, men vi er sikre på, at det vil gøre, at der bliver færre, end der ellers ville have været. Og det største, vi kan håbe på som folketingspolitikere, er jo, at vi kan ændre en udvikling. Vi skal ikke bilde os ind, at vi kan bremse en udvikling.

Der er ikke nogen, der har bedt om korte bemærkninger, så vi siger tak til ordføreren. Den næste ordfører i ordførerrækken er hr. Rune Lund fra Enhedslisten. Værsgo.

Vi har i Danmark i det seneste års tid været vidne til en lang række skyderier, hvor uskyldige mennesker også har været udsat for fare, når der har været skyderier foretaget af rockere og bander i det offentlige rum. Det er selvfølgelig ikke noget, vi som samfund skal finde os i, det er noget, vi skal gøre noget ved. Det er jo også sådan, at vi har siddet sammen omkring forhandlingsbordet ovre hos justitsministeren, hvor der har været forhandlinger og diskussioner om en rocker-bande-pakke. Der er faktisk mange af de tiltag, som er rigtig gode og fornuftige. Der er tiltag, hvor man kigger på, hvordan vi kan styrke våbenkontrollen i forhold til de våben, der bliver opbevaret i private hjem, der bliver kigget nærmere på skydeklubberne og de regler, der er om det, og der bliver kigget nærmere på, hvordan vi kan styrke f.eks. samarbejdet, hvor SKAT samarbejder med politi og kommuner om at ramme rockere og bander, som laver socialt bedrageri. Der er en lang række tiltag, som er fornuftige, og der også er en lang række tiltag, som fra vores synspunkt er meget problematiske.

Et af de forslag, som netop er problematiske, er det her forslag om forhøjelse af minimumsstraffen fra 1 års fængsel til 2 års fængsel. Der er to grundlæggende problemer i det. Det ene problem er minimumsstraffe som sådan. Vi har jo en tredeling af magten: Vi har den lovgivende, det er der, vi er lige nu, vi har den udøvende, det er regeringen, og vi har den dømmende magt, det er domstolene. Hvis et parlament, i det her tilfælde Folketinget, går ind og vedtager minimumsstraffe, går vi direkte ind og blander os i den dømmende magts område. Det er principielt demokratisk problematisk, men det er jo også problematisk i forhold til de konkrete sager, hvor man som dommer uden en minimumsstraf, det vil sige, sådan som vi plejer at straffe, vil kunne gå ind og f.eks. tage højde for formildende omstændigheder. Det kan man ikke på samme måde – selv om der ligger en lille undtagelsesbestemmelse her, det er lidt uklart, hvordan den præcis kommer til at blive brugt – når der er tale om minimumsstraffe. Det er den ene ting, altså at minimumsstraffe principielt er problematiske.

Den anden ting er: Hvor er dokumentationen for, at det her vil have en præventiv effekt? Der er så mange forslag i det her Folketing, bare siden jeg blev retsordfører efter sommerferien i 2016, hvor det er straf med straf på, hvor det bare handler om mere straf, uden at der er nogen som helst dokumentation for, at det vil føre til mindre kriminalitet. Vi mangler simpelt hen den grundlæggende dokumentation for, at der er noget som helst land i den her verden, der har kunnet straffe sig til mindre kriminalitet, altså at højere straffe fører til mindre kriminalitet. Og på den måde er det desværre en meget absurd retspolitisk diskussion, vi fører her i Folketinget, for der er i hvert fald et område – der er også andre i Folketinget – hvor der virkelig foregår en politisk diskussion, som er fuldstændig løsrevet fra, hvad der er den etablerede viden på området, hvad der er forskningen på området, og hvad der ligesom er af erfaringer for, hvordan vi straffer bedst. For det er jo ikke et mål i sig selv at have høje straffe. Vi straffer jo for at forhindre, at folk begår ny kriminalitet. Det er i hvert fald en grundlæggende idé i den måde, vi bør indrette vores straffesystem på. Så den del af forslaget kan Enhedslisten ikke støtte.

Så er der den anden del af forslaget, som handler om ændring af det gældende forbud i medfør af våbenlovgivningen mod transport af våben m.v. mellem visse andre lande end Danmark. Det lugter jo af at være en skærpelse, og det er vi umiddelbart positivt indstillet over for, naturligvis, men det kan være, at justitsministeren også kan komme nærmere ind på det, når justitsministeren indtager talerstolen her lige om lidt. Ellers vil vi i hvert fald stille nogle spørgsmål til det under udvalgsbehandlingen.

Der er en enkelt, der har bedt om en kort bemærkning, og det er hr. Jan E. Jørgensen, Venstre.

Som jeg også nævnte i min tale, er minimumsstraffe et værktøj, man kun skal ty til i særlig alvorlige tilfælde. Det mener vi nu nok at våbenbesiddelse er, ligesom manddrab i øvrigt også er. Jeg ved ikke, om Enhedslisten har planer om at afskaffe minimumsstraffen for manddrab. Det kan ordføreren jo passende sige noget om.

Nu hører vi, at der ikke er dokumentation for, at straf virker. Det er der. Politiet blev interneret under anden verdenskrig. Der var ikke almindeligt politi på gaderne i de sidste par år af besættelsen. Det var et forsøg en til en, kan man sige. Det var ikke det, der var intentionen, men det var et forsøg en til en. I den periode steg omfanget af alle former for kriminalitet voldsomt, altså voldsomt . Det at have et politi, det at have fængsler, det at have straffe har en eller anden betydning.

Jeg har et konkret spørgsmål til Enhedslistens ordfører i dag: Hvis man i stedet for en bøde på 750 kr. for at køre uden billet i offentlig transport – tog, bus og den slags – fik 5 års fængsel, tror Enhedslistens ordfører så, der ville være færre, der kørte uden billet, flere eller det samme antal?

Jeg synes, at hr. Jan E. Jørgensen rammer lidt ved siden af i sin kommentar. Det drejer sig jo om, hvorvidt der findes evidens for, forskning, der kan dokumentere, at hvis vi hæver straffen på den her måde, fører det til mindre kriminalitet. Hvis hr. Jan E. Jørgensen kan oplyse mig om, at der findes en sådan forskning, er hr. Jan E. Jørgensen meget velkommen til at maile det til mig eller på anden måde redegøre for over for mig, at det skulle være tilfældet. Jeg savner bare den dokumentation.

Vi er ikke bange for at diskutere højere straffe i Enhedslisten. Vi har bare det grundlæggende udgangspunkt, at hvis vi skal hæve en straf, er det, fordi det skal give mening. Og så er det i særdeleshed, fordi vi skal kunne vise, at det vil have en præventiv effekt. Det ved vi det har på nogle områder. Hvis vi snakker f.eks. grov økonomisk kriminalitet, som jo er kriminalitet, som er nøje planlagt, veltilrettelagt, ved vi, at strafniveau og i særdeleshed opdagelsesrisiko har en effekt. Men jeg savner bare den dokumentation lige præcis på det her område.

Hr. Jan E. Jørgensen for sin anden korte bemærkning.

Enhedslisten mener, at det ikke er nøje planlagt og veltilrettelagt, når man anskaffer sig et skydevåben. Det er sådan noget, man kommer til: Jeg kommer gående og hov, der er en pistol; nå, den er til salg, så den tror jeg da lige at jeg køber. Altså, hold nu op. Vi taler om bandekriminelle, vi taler om organiseret kriminalitet. Selvfølgelig er det da nøje planlagt og veltilrettelagt, når de anskaffer sig et skydevåben. Det samme gør sig gældende ved økonomisk kriminalitet.

Men jeg stillede jo et spørgsmål, som jeg ikke fik svar på. Vi kan jo også bare nedsætte straffen. Hvis vi nedsatte straffen for manddrab til 30 dage, tror man så, at der ville være flere, der blev dræbt, eller ville det ikke have nogen betydning?

Det er jo et spørgsmål om, hvad der er det rigtige strafniveau. Jeg synes, at man bliver nødt til at holde fast i dokumentationen, og hvor er dokumentationen fra hr. Jan E. Jørgensen for, at det, når vi hæver straffene på det her område, vil føre til mindre kriminalitet? Jeg kan ikke se den nogen steder. Måske kan hr. Jan E. Jørgensen det, men jeg har ikke hørt det, heller ikke her i Folketingssalen i dag. Hvis hr. Jan E. Jørgensen sidder inde med den slags dokumentation, modtager jeg den meget gerne. Vi ved, at det på et område som økonomisk kriminalitet har en betydning. Jeg kan ikke se dokumentation for, at det har en betydning for det her område.

Der er en kort bemærkning til hr. Preben Bang Henriksen, også Venstre.

Tak. Jeg vil bare spørge ordføreren: Er det sådan, at Enhedslisten mener, at der skal være dokumentation for enhver form for straf? Vi har mig bekendt 306 paragraffer i straffeloven. Er der dokumentation for, at straffen virker i hver enkelt af de paragraffer efter Enhedslistens opfattelse?

Det er der naturligvis ikke, men jeg tror også, at hr. Preben Bang Henriksen må erkende og måske ligefrem er enig med mig i, at vi i øjeblikket herinde i Folketinget har en retspolitisk debat, hvor det handler om, at visse partier ønsker at overgå hinanden i at sige hårdere straffe, hårdere straffe, uden at der er nogen som helst dokumenteret effekt for, at det vil føre til mindre kriminalitet.

Jeg synes egentlig, at det burde være et rimelig fornuftigt synspunkt, og det har det jo også været i de retspolitiske debatter i det her Folketing tidligere, at man i højere grad inddrager, hvad effekten er af de ting, man laver, eller hvad forskningen siger, eller hvad erfaringen siger om de tiltag, man vil gennemføre. Men det er blevet mere og mere ligegyldigt, for nu handler det bare om at sige længere straffe, og så pyt med, om det fører os derhen, hvor vi gerne vil. Der kan jo netop ske det modsatte. Hvis vi bare siger længere straffe og lader folk sidde længere i fængslerne – og i øvrigt som justitsministeren gerne vil have det, nemlig at det skal være rigtig hårdt, og vi skal behandle folk nærmest som dyr i fængslerne – så kommer der også dyr ud på den anden side. Og så ved vi, at vi ikke får mindre kriminalitet, så får vi mere kriminalitet.

Jeg kunne godt bare tænke mig den saglighed i den retspolitiske debat herinde, som man faktisk ser andre steder, også uden for det her Folketing.

Når formanden står op, er det, fordi taletiden er opbrugt. Nu er det hr. Preben Bang Henriksen.

Ja, saglighed og evidens og beviser har ordføreren da ret i. Nu tænker jeg et par år tilbage, og da forhøjede vi strafferammen for konkurrencelovsovertrædelser fra 2 til 6 år med Enhedslistens stemmer. Jeg erindrer i hvert fald ikke, at Enhedslisten bad om nogen særlig evidens for, at det virkede. Jeg lagde nu i øvrigt mærke til, at Enhedslisten stemte for det pågældende, og det undrer mig lidt, for jeg kan forstå, at der skal være evidens for alt mellem himmel og jord. Det er ikke sådan, at vi kan have en fornemmelse herinde af, at det nu engang virker.

Det kan man godt, men jeg tror også, at det er hr. Preben Bang Henriksen bekendt, at vi, når det kommer til strafskærpelser, som udgangspunkt er meget fokuseret på, om det vil have den ønskede effekt. Det er ikke, fordi det altid skal være sådan. Der er også tilfælde, hvor vi ud fra vores vurdering af retsfølelsen – og retsfølelsen er jo også en kompliceret ting, for min retsfølelse bliver f.eks. styrket af, at vi straffer på en måde, som skaber mindst mulig kriminalitet – har været med til at støtte, at f.eks. straffene for voldtægt er blevet skærpet. Det står vi også ved.

Så det er jo ikke, fordi vi vil have evidens i enhver sag. Det kan man jo se, det har vi jo ikke krævet, men jeg tror også, at spørgeren vil være enig med mig i, at det er noget, vi lægger meget vægt på i den retspolitiske debat, og jeg skal ikke lægge skjul på, at jeg synes, at det er noget, der burde tillægges mere vægt, når vi diskuterer de her ting.

Der er ikke flere, der har bedt om korte bemærkninger, så vi siger tak til ordføreren. Den næste ordfører i ordførerrækken er fru Christina Egelund fra Liberal Alliance. Nej, det er hr. Villum Christensen. Værsgo.

Tak for det. I fraværet af vores sædvanlige ordfører skal jeg meddele følgende: Når der bliver skudt i gaderne, er det ikke kun hårdkogte kriminelle, som risikerer at blive ramt. Det er noget, der påvirker helt almindelige borgere, som ikke kan gå trygt rundt på gaden. En effektiv måde at sætte en stopper for disse skyderier på vil være at få fjernet de våben, som banderne og rockerne får fingre i. Et redskab i bestræbelserne herpå vil være at afskrække ikke bare rockere og bandemedlemmerne, men også alle de mellemmænd, der anskaffer de her ulovlige våben. Ved markant at hæve straffene opnås ikke kun dette, men der tages også hensyn til borgernes retsfølelse, som vi lige har været inde på i debatten, når man oplever, at der bliver slået hårdt ned på denne form for kriminalitet, som selvfølgelig har en enorm utryghedsskabende virkning. På den her baggrund støtter Liberal Alliance forslaget, og jeg har lovet at meddele, at også De Konservative støtter forslaget.

Der er ikke nogen, der har bedt om korte bemærkninger, så vi siger tak til ordføreren. Den næste ordfører i rækken er hr. Rasmus Nordqvist fra Alternativet.

Tak. Vi har eksporteret vores sædvanlige retsordfører til FN i disse dage, så derfor har I glæden af mig. Jeg vil faktisk gerne starte med at rose og give anerkendelse til justitsministeren for det her vedvarende fokus på at skabe tryghed og at sikre tryghed på gader og stræder i hele landet. Det er en ambition, vi selvfølgelig deler i Alternativet. Men i samme åndedrag må jeg også på det kraftigste advare imod falsk tryghed og automatreaktioner, som det her forslag i høj grad er præget af, og som jo er en del af en længere proces, hvor vi har mere og mere fokus på kun længere og hårdere straffe. I Danmark har vi jo desværre en masse bander, og det betyder, at en hård håndtering af enkeltpersoner faktisk ikke fjerner problemet med den organiserede kriminalitet alene og slet ikke på lang sigte, når de indsatte løslades efter at have været fastholdt i rollen som kriminel i mange år bag tremmer. Ungdomskriminaliteten er faldende, og det er faktisk glædeligt. Vi mener, at vi skal udnytte det momentum og sætte endnu mere ind på forebyggelse og resocialisering, så kriminalitet på alle niveauer håndteres ud fra princippet om, hvad der virker på lang sigt.

Man går imod en enig forskerstand, når man insisterer på, at det primært er hårdere og længere straffe, som er løsningen på rockernes og bandernes terrorisering af byer og kvarterer, og man skylder at give svar på, hvad man skal stille op med de personer efter afsoningen. Har vi andet at tilbyde dem end tilbagekomst til deres tidligere levevej, og hvad nu hvis vi faktisk øgede vores fokus på indsatsen med forebyggelse og resocialisering, så de unge udsatte mennesker stod stærkere over for rockere og banders tilnærmelser både før en mulig kriminel løbebane og efter en potentiel straf? Justitsministeriets forskningskontor har i en rapport fastslået, at tiltag som bl.a. uddannelse og behandling har en positiv indvirkning på risikoen for tilbagefald – kort sagt, mere forebyggelse, mere resocialisering er vejen frem.

Vi skal dreje på de håndtag, som vi ved virker. Straf kan have en præventiv effekt, og i de tilfælde, hvor det kan påvises, at det virker, er vi åbne over for at revidere strafudmålinger. Men vi er lidt nysgerrige efter, om ministeren kan præsentere os for noget evidens for, at hårdere straffe for våbenbesiddelse har den forebyggende effekt, så folk lige tænker sig om en ekstra gang, inden de begynder at bære ulovlige våben. Hårdere straffe tilfredsstiller en retsfølelse, men i Alternativet ønsker vi at handle ud fra retsfornuft, der faktisk giver et tryggere samfund på lang sigt. Kan dette forslag medvirke til færre våben, er vi åbne over for at sige ja til det, men vi har behov for at se noget evidens fra ministerens side. Vi ønsker, at problemerne med ulovlig våbenbesiddelse håndteres på den klogeste og bedste måde, der ikke bare fjerner folk fra gaden, men faktisk får våben og motivationen for at bære og skyde med ulovlige våben væk fra gaden, også på lang sigt.

Der er ikke nogen, der har bedt om korte bemærkninger, så vi siger tak til ordføreren og går videre i ordførerrækken. Den næste er fru Zenia Stampe fra Radikale Venstre.

Tak. Det er jo et sørgeligt deja-vu at stå her. Jeg var godt nok ikke selv retsordfører i 2013, men det var dengang, vi havde regeringsmagten, og der var også en bandekrig. 49 skudepisoder på et halvt år. På det tidspunkt foreslog vi også en bandepakke og skærpelser af straffen for ulovlig våbenbesiddelse. Før det var der også en bandekrig, som jo i første omgang banede vejen for indførelse af minimumsstraf, og derfor må vi desværre konstatere, ikke at det er noget, der sker regelmæssigt – for det er jo det, vi sammen kæmper imod, altså at det er noget, der vil gentage sig – men at det er noget, der, når vi ser tilbage, er sket med et par års mellemrum.

Når jeg siger det, er det jo ikke, fordi jeg så synes, at vi skal normalisere det og bare leve med det og sige, at sådan er det, men så er det også for at sætte det i relation til de bandepakker, der er blevet vedtaget i mellemtiden, og de strafskærpelser. For der er jo altså alligevel en del bandemedlemmer, der har syntes, at det var værd at have våben ulovligt, selv om der var en minimumsstraf på 1 år. Derfor er spørgsmålet, om det så vil gøre større indtryk på dem, at vi hæver minimumsstraffen til 2 år, eller om straffens betydning er overvurderet. Det er jo ikke det samme som at sige, at straf ikke har en betydning, men man må bare spørge sig selv, for når man ved, at det minimum giver 1 år at opbevare våben ulovligt, men alligevel vælger at gøre det, tror man så lige, at det med at hæve straffen til 2 år er det, der gør forskellen? Det tror jeg ikke.

Derfor er vi slet ikke overbevist om, at det her er det, der skal til, for at vi en gang for alle kan stoppe de her bandekrige, som vi nu har set opstå med et par års mellemrum i de sidste 10 år. Derfor er vi selvfølgelig også glade for de forhandlinger, der har været, og nogle af de tiltag, der bygger på forebyggelse og resocialisering. Vi tror mere på, at det er vejen at gå, hvis målet er at skabe færre ofre. Vores holdning har ikke noget at gøre med medlidenhed med de kriminelle, men det handler om, hvad der virker. Jeg vil sige, at jeg er meget enig med Enhedslistens ordfører, hr. Rune Lund, når han siger, at det, vi har set fra regeringen det sidste års tid, har været strafskærpelse og strafskærpelse. Og det er jo ikke, fordi vi principielt har noget imod alle strafskærpelser. Jeg er bare bange for, at man bruger al sin energi på at gå i den forkerte retning.

Vi er imod det her forslag. Det er ikke, fordi vi er imod en drøftelse af at hæve straffen for ulovlig våbenbesiddelse. Men for det første er vi ikke overbeviste om, at det vil have den nødvendige effekt, og for det andet er vi imod minimumsstraffe. Vi er før gået med, fordi vi har siddet i regering og har indgået kompromiser; sådan er virkeligheden jo. Det kan jeg jo lige så godt sige ærligt heroppefra. Men vi er ikke begejstret for minimumsstraffe. Det var Venstres tidligere justitsminister i øvrigt heller ikke. Hr. Søren Pind gav et interview til Altinget, hvori han sagde, at det i hvert fald ikke blev med ham som justitsminister, at der ville blive indført minimumsstraffe. Det skal jo så bare være en cadeau til den nye konservative justitsminister, at det faktisk gør en forskel, om det er en liberal justitsminister eller en konservativ justitsminister.

Ros til justitsministeren, selv om jeg så i det her tilfælde ville ønske, at det var en liberal justitsminister, der godt kan se problemet ved, at lovgiverne går ind og blander sig i den konkrete strafudmåling. For det er jo årsagen til, at vi er imod minimumsstraffe. Det er argumenter, som vi ikke står ene med, og som vi har forsvarsadvokaterne, landsretterne og Dommerforeningens ord for er en indblanding på den dømmende magts område. Det er jo ikke, fordi det er i strid med grundloven, men det er i strid med tanken, ideen, princippet om magtens tredeling. Og helt konkret, og det er så et eksempel fra Søren Pind, vil der måske også opstå tilfælde, selv om vi lige nu selvfølgelig har de der bandemedlemmer i tankerne – der er jo ikke nogen kære mor der, jeg tror ikke, der er nogen af os, der har lyst til at være kære mor for dem og give dem nogen som helst form for rabat – men der sker jo altså bare alligevel det, at der opstår enkeltsager, hvor sådan en minimumsstraf bare virker helt skæv. Det var jo også derfor, at knivloven i sin tid blev ændret, fordi der opstod den type minimumssager, og det kan jo også godt være, at der opstår det, efter at det her bliver vedtaget, og så kan det være, at der bliver ændret på det igen.

Men vi er i hvert fald imod af principielle årsager, fordi vi synes, at det er en sammenblanding af de tre magter, men også, fordi vi i andre tilfælde, hvor der er minimumsstraffe, har set, at det giver problemer i konkrete sager, hvor stort set alle kan se, at det da her rammer helt skævt. Derfor skal min afsluttende bemærkning være at sige, at vi egentlig ikke vil afvise strafskærpelser. Vi tror ikke rigtig på dem, men vi kunne måske godt overtales. Men vi er ikke parate til at acceptere minimumsstraffe.

Jeg skal lige minde om, at man titulerer ministre, i dette tilfælde uddannelses- og forskningsministeren, ved titel og ikke ved navn.

Der er en enkelt, der har bedt om en kort bemærkning. Det er hr. Jan E. Jørgensen.

Det var nu ikke det, jeg ville påtale, men mere spørgsmålet om, at det skulle være noget nyt at indføre minimumsstraf på det her område. Det er det jo ikke. Altså, minimumsstraffen på 1 år var der i forvejen.

Jeg er sådan set enig med Radikale Venstres ordfører, fru Zenia Stampe, i, at minimumsstraffen er noget, man skal bruge med varsomhed. Så vidt, så godt. Men der er jo altså alle de her tilfælde, hvor et forhold ikke bliver betragtet som særlig skærpende. Det er jo kun i de særlig skærpende situationer, at minimumsstraffen finder anvendelse. Kan det få fru Zenia Stampe til at se med lidt mildere øjne på det lovforslag, vi behandler her i dag?

Nej, for vi kan ikke forstå, hvorfor man ikke har tillid til, at dommeren godt kan vurdere, om der er en skærpende omstændighed. Hvorfor er det, at vi fra Folketingets side, inden vi har set den konkrete sag, vil fælde dom i stedet for at have tillid til, at vi godt kan finde ud af at lave lovgivning uden minimumsstraffe, men med bemærkninger, hvor vi så at sige giver dommerne en læsevejledning i, hvordan lovgiverne havde tænkt sig at den her lov skulle overholdes? Det har jeg tillid til.

Jeg synes, det lidt er et skråplan. I den her debat, vi har, handler det om tilliden til dommerne eller retsvæsenet. I næste debat, vi kommer til at have, er det jo tilliden til politiet, fordi Dansk Folkeparti så mener, at man pludselig skal opbygge en platform for ligesom at gå uden om politiet. Jeg synes, det er et skråplan. Vi må da have tillid til de myndigheder, som vi har givet magt i Danmark. Det kan da ikke passe, at det er os her i Folketinget uden kendskab til den konkrete sag med de mange nuancer, der kan være, der skal fælde dom. Det tror jeg på at domstolene er i stand til, men selvfølgelig efter kyndig vejledning fra os, og vi har alle muligheder for at lave bemærkninger, som Dommerforeningen i øvrigt også foreslår at vi kan gøre.

Hr. Jan E. Jørgensen.

Så er vi måske slet ikke så uenige, for det er jo dommeren, der skal fastslå, om der er særlig skærpende omstændigheder. Det er dommeren, der skal fastslå, om der er særlig skærpende omstændigheder. For hvis ikke der er særlig skærpende omstændigheder, er det slet ikke den her paragraf. Så er vi ovre i våbenlovens § 10. Så det er jo op til dommeren at vurdere, om der er særlig skærpende omstændigheder. Og er der ikke særlig skærpende omstændigheder, er der heller ikke nogen minimumsstraf.

Så behøver der jo heller ikke at være nogen minimumsstraf, hvis det er dommeren selv, der vurderer det. Men det er det jo heller ikke. Vi har Dommerforeningen, forsvarsadvokaterne, landsretterne, der alle sammen advarer mod det her og siger, at det er i strid med princippet om den konkrete strafudmåling, og at den skal foretages af dommeren. Så er det jo altså ikke bare noget, jeg står og finder på.

Der er ikke flere, der har bedt om korte bemærkninger, så vi siger tak til ordføreren. Den næste ordfører i ordførerrækken er fru Lisbeth Bech Poulsen, SF.

Der er jo ikke nogen partier herinde, som synes, at det er en fantastisk udvikling, vi har set på det seneste, hvor der er blevet skudt i gaderne. Det er bare lige for at få det på det rene. Vi bliver åbenbart alle sammen nødt til at komme med sådan en forsikring om, at vi også synes, det er noget forfærdeligt noget. Det tror jeg vi alle sammen gør, fra højre til venstre – det er der ikke politisk forskel på. Vi vil også alle sammen gerne gøre noget ved det, og regeringen og justitsministeren er så kommet med det her forslag, som er en del af den bandepakke, der så poetisk hedder »Bander bag tremmer«.

Jeg er helt sikker på, at justitsministeren har et oprigtigt ønske om at sikre mere tryghed på gaderne, i hjemmene, derude blandt borgerne. Men der, hvor jeg måske synes at man stikker borgerne en smule blår i øjnene, er, når man siger: På en lang række områder vil vi skærpe straffen, og derfor bliver der mere tryghed. Som nogle af mine kollegaer også har været inde på, er det den tredje bandepakke, vi er ved at forhandle om i den her tid. Og det ser ikke ud, som om der er nogen som helst sammenhæng mellem de strafskærpelser, der kommer, og den tryghed – både den oplevede tryghed og de, hvad skal man sige, objektive fakta – der er. Så hvis man ikke også har nogle andre tiltag, synes jeg, det bliver lidt poppet og symbolpolitik at have det som det eneste, at man vil hæve straffen.

Fra SF's side har vi jo foreslået justitsministeren, at der skal være en decideret våbenstrategi, altså en strategi for, hvordan vi håndterer situationen med de stigende antal våben, der er i Danmark. Hvordan kommer de til Danmark? Hvordan bliver de solgt osv.? Det synes vi mangler. Man bør også kigge lidt bredere på, hvad det er for en udvikling, vi har set, for hvis vi alene kunne imødegå den udvikling med hævede straffe, ville vi jo bare kunne se en lang nedgang i antallet af våben i Danmark og i antallet af skyderier.

Nu har mine kolleger fra partiet Venstre jo spurgt ind til, om man kan være kritisk over for brugen af minimumsstraffe, hvis vi allerede har nogle områder, hvor der er minimumsstraffe. Men så kan man sige, at hver eneste gang man hæver minimumsstraffen fra 1 år, 2 år, 3 år, 4 år, så minimerer man jo i endnu højere grad det råderum, som dommerne skal have for at kunne levere en individuel straf. Fra SF's side er vi ikke imod straf, men vores retspolitik går på to ben – eller tre, kan man sige.

Der er selvfølgelig for det første både strafelementet, som skal sikre, at ofrene også har en følelse af retfærdighed, for det har de ret til, men det har også den praktiske konsekvens, at vi undgår selvtægt. Det skal vi også diskutere i forbindelse med det næste forslag. Så det er godt nok.

Det andet er, at vi selvfølgelig skal sikre, når folk er kommet bag tremmer, at der er den nødvendige uddannelse og resocialisering, og at kriminalforsorgen, som faktisk er ekstremt dygtige i Danmark til at arbejde med de her mennesker, kan prøve at sikre, at de kommer ud på den anden side som bedre mennesker og mindre kriminelle og helst, at de overhovedet ikke begår kriminalitet igen. Deres råderum synes jeg vi er ved at indskrænke i de her år. Det er lidt ærgerligt.

Det tredje er selvfølgelig forebyggelse. Så når justitsministeren kommer op på talerstolen, kunne jeg godt tænke mig helt upolemisk at stille nogle spørgsmål om, hvordan vi sikrer, at vi forebygger, at det eskalerer. For selvfølgelig er der en sammenhæng mellem, om folk begår kriminalitet, og om der er en straf eller ej, men vi kan ikke se nogen empirisk sammenhæng mellem højere minimumsstraffe og mindre kriminalitet, færre skyderier. Det går i bølger, og lige nu har vi set en bølge, der er fuldstændig uacceptabel.

Jeg vil ikke på forhånd sige, at vi ikke kan støtte det her forslag, men jeg synes, det er problematisk, at det står alene, og at der nærmest er en slags løfte til borgerne om, at hvis vi hæver minimumsstraffen med 1 år, har vi skabt mere tryghed, for så er der færre skyderier og kriminalitet. Og så gør også indtryk, når der er så mange forskellige organisationer – Dommerforeningen, Landsforeningen af Forsvarsadvokater og andre – som i deres høringssvar siger: I er altså ude på en glidebane, når I igen og igen hæver minimumsstraffen. Straffelovrådet har også i deres rapport påpeget, at det ikke er et værktøj, de synes er godt. Min tid er udløbet, og jeg afviser det ikke på forhånd, men jeg synes ikke, det kan stå alene, og har også brug for processen i udvalget til at få svar på nogle spørgsmål.

Der er ikke nogen, der har bedt om korte bemærkninger, så vi siger tak til ordføreren. Da vi er færdige med ordførerrækken, går vi over til justitsministeren, værsgo.

Tak for det. Jeg vil gerne indlede med at takke for de overvejende positive indlæg, vi har hørt. Jeg synes, jeg kan høre, at der er et klart flertal for forslaget.

Det forgangne år har jo været tydeligt præget af meget voldelige konflikter i rocker-bande-miljøet. Mere end en tredobling af antallet af rocker-bande-relaterede skudepisoder i det offentlige rum fra 2015 til 2016 har gentagne gange bragt lovlydige borgeres liv og helbred i fare. Vi skal ikke acceptere, at rockere og bander med rå og hensynsløs kriminalitet skaber utryghed i gaderne. Danskerne skal kunne færdes på gaden uden frygt for blive fanget i rockernes og bandernes skyderier. Derfor har det fra begyndelsen af min tid som justitsminister været en topprioritet at få skydevåben væk fra vores gader. Vi skal sikre, at der er en hård og mærkbar konsekvens ved ulovlig besiddelse af skydevåben.

Helt konkret lægger regeringen med dette lovforslag op til at fordoble minimumsstraffen fra 1 til 2 års fængsel for ulovlig besiddelse af skydevåben og eksplosivstoffer under særligt skærpende omstændigheder. Det forudsættes i den forbindelse, at strafniveauet for sådanne overtrædelser forhøjes med omkring 1 års fængsel i forhold til den straf, der hidtil har været fastsat af domstolene. Det indebærer eksempelvis, at straffen for besiddelse af en pistol med ammunition i det offentlige rum, som i dag straffes med fængsel i 1 år og 6 måneder, fremover skal straffes med fængsel i 2 år og 6 måneder. Der lægges altså op til en væsentlig skærpelse i de her sager, så de personer, der bliver taget med et skydevåben, får en længere ubetinget frihedsstraf.

Herudover foreslås det, at strafferammen hæves fra 6 års fængsel til 8 års fængsel for at sikre, at der fortsat vil være et væsentligt råderum for strafudmålingen ved særlig grove overtrædelser af bestemmelsen. Det er også vigtigt for mig at slå fast, at lovforslaget alene ændrer på strafudmålingen. Forslaget ændrer ikke på anvendelsesområdet for bestemmelsen. Derfor ændrer det heller ikke på, hvilke tilfælde der er omfattet af minimumsstraffen. Det betyder, at der fortsat skal være tale om besiddelse af et ulovligt skydevåben, og besiddelsen skal være under særligt skærpende omstændigheder.

Hvad angår den første betingelse om ulovlig besiddelse, er det min helt klare opfattelse, at alle danskere er bekendt med, at det kræver tilladelse at besidde et skydevåben. Det vil der normalt ikke opstå tvivl om. Den anden betingelse er som sagt, at den ulovlige besiddelse sker under særligt skærpende omstændigheder. Her er der tale om en konkret vurdering af sagens omstændigheder med fokus på våbnets farlighed. Hvis besiddelsen ikke sker under særligt skærpende omstændigheder, vil der kunne være tale om en overtrædelse af våbenloven.

Det vil netop være tilfældet med f.eks. jægere eller våbensamlere uden kriminel baggrund i øvrigt, der blot har glemt at forny våbentilladelsen eller jagttegnet inden for de relevante frister. Der vil med en sådan overtrædelse ikke være tale om ulovlig besiddelse under særligt skærpende omstændigheder. Overtrædelsen vil altså ikke være omfattet af straffelovens § 192 A, som er den bestemmelse, vi taler om her. Det tilsvarende vil gælde, hvis en person uden kriminel baggrund har tilladelse til at besidde et skydevåben, f.eks. et jagtgevær, men besidder det på et offentlig tilgængeligt sted under undskyldelige omstændigheder, der er i strid med tilladelsen. Det samme gælder for personer uden kriminel baggrund, som arver et skydevåben og igennem en årrække i strid med våbenlovgivningen har haft våbnet liggende ubenyttet, måske endda glemt, på bopælen eller i deres sommerhus.

Den nugældende bestemmelse indeholder med andre ord allerede en fornuftig afgrænsning, der gør, at den almindelige borger ikke pludselig og uforvarende rammes af urimeligt hårde straffe. Lovforslaget lægger derfor heller ikke op til at ændre på bestemmelsens anvendelsesområde. Så det er den rene straflængde, vi diskuterer her.

Så indeholder det her lovforslag også et andet element, nemlig et forslag om at ændre våbenloven, så vi fremadrettet kan fastsætte forbud mod transport af våben mellem andre lande end Danmark, når der er tale om nærmere bestemte afsenderlande. I 2004 blev der indsat en bestemmelse i våbenloven, så der kunne fastsættes forbud mod transport af våben mellem andre lande end Danmark, når der er tale om nærmere bestemte modtagerlande. Normalt indebærer våbenembargo, at man skal undgå, at der kommer våben til et bestemt land, men vi kan se, at det internationale sanktionsregime i enkelte tilfælde også forbyder transport af våben fra det embargoramte land. Med det her forslag tager vi højde for udviklingen på området for at sikre, at Danmark også fremadrettet kan efterleve sine internationale forpligtelser.

Med de bemærkninger skal jeg takke for indlæggene og ser frem til den videre behandling her i Folketinget, og jeg står selvfølgelig til rådighed for besvarelse af de spørgsmål, der måtte komme.

Det første spørgsmål er allerede kommet, og det er fra fru Lisbeth Bech Poulsen, SF. Værsgo.

Tak. Som jeg også sagde i min tale, tror jeg, at justitsministeren har et oprigtigt ønske om at skabe mere tryghed blandt borgerne. Ministeren har jo fuldstændig ret i, at der har været en eskalering af det, som er fuldstændig uacceptabel. Men er ministeren ikke enig i, at selv om vi kontinuerligt har set strengere straffe – vi ser jo ikke udviklingen gå den anden vej – er der ikke sket en tilsvarende udvikling i, at vi bare år for år kan se, at der er færre skydevåben og færre skyderier? Altså, mener ministeren, at man simpelt hen kan få mere fredelige og rolige gader alene ved at hæve minimumsstraffen og strafferammen?

Ja, for i den længere tid, folk sidder i fængsel, gør de da ikke skade på andre.

Så skulle det jo netop være sådan, at vi så færre skyderier og færre skydevåben, for strafferammen er kun gået op, og vi har også fået en minimumsstraf. Vi har ikke set en lempelse af strafniveauet, minimumsstraffe og strafferammer. Alligevel kommer det i bølger, og det følger også i høj grad opgør mellem bander og rockergrupperinger. Så jeg kan simpelt hen ikke følge ministerens logik, altså at alene det, at der er nogen, der sidder længere tid i fængsel, gør, at der kommer et fald i antallet. Det er egentlig bare for at prøve at forstå, at det alene skulle sikre mere fred og ro i gaderne.

Det gør det jo heller ikke alene. Vi er også i gang med at kigge på en rocker-bande-pakke, der forhåbentlig skal gøre en hel masse gode ting for lovlydige borgere og rigtig triste ting for rockere og bandemedlemmer. Men det er jo også, fordi verden udvikler sig. Hvis man kigger på den første bandepakke, bandepakke I, er der jo sket en udvikling. Dengang var det jo rockerne, der sloges mod hinanden. Siden dengang har vi fået et hav af bandegrupperinger. Jeg tror også, at man skal se det i den sammenhæng. De bandegrupperinger udvikler sig hele tiden. Man kan snart ikke følge med i, hvornår der er dannet nye bandegrupperinger, og i, hvordan de fraktionerer sig. Derfor har vi en udfordring i, at der kommer flere og flere af de her bander, og det er jo sådan set dem, vi skal gøre noget for at få sat i fængsel. Lad os endelig få sat dem i fængsel i lang tid.

Fru Zenia Stampe, De Radikale.

Men som jeg også sagde, er virkeligheden desværre, at vi har haft de her bandekrige med et par års mellemrum de sidste 10 år. Jeg vil derfor gerne spørge justitsministeren: Hvis det sker igen, altså at der opstår en ny bandekrig med mange skudepisoder, hvad skal vi så gøre? Vi kunne sige i 2019 eller 2020, for så er de, der har fået 2½ år, jo kommet ud igen, måske ekstremt forhærdede, fordi man er begyndt at arbejde lidt mindre med resocialisering. Det håber jeg ikke, men det kunne man jo frygte.

Altså, har ministeren så en idé til, om man skal hæve minimumsstraffen endnu en gang, hvis nu det viser sig, at det her altså ikke var det, der skulle til for endegyldigt at stoppe bandekrigene?

Men skal vi nu ikke prøve at løse de udfordringer, vi står med i dag – her og nu – i stedet for at kigge på, hvad der sker i 2019 og 2020 og 2025? Ja, verden kan se meget anderledes ud i 2050, hvis vi stadig væk er her osv.

Altså, lige nu står vi jo med en udfordring, hvor rockere og bandemedlemmer har skudt i gaderne – nogle meget voldsparate bandegrupperinger, som vi er nødt til at sætte ind over for. Jeg påstår jo ikke, at det her løser alt. Det her er jo en smuk blomst i den dejlige buket, vi nu er ved at binde som en rocker-bande-pakke, hvor vi tager hårdt fat hele vejen rundt. Jeg anerkender fuldt og helt, at det her gør det ikke alene, men jeg har det jo sådan, at det også handler om, at vi sender et signal. Verden udvikler sig, de kriminelle udvikler sig og bliver mere rå, og derfor handler det hele tiden om, at vi også har et modsvar.

Ud over at man selvfølgelig skal prøve at få nogle bedre mennesker ud af fængslerne – det er en anden diskussion – så handler det også om, at de skal ind at sidde i tilpas lang tid til, at de bliver holdt væk fra gaderne. De skal vide, at hvis de går rundt med de her våben, får de en straf, der virkelig knalder til.

Når jeg spørger, er det jo, fordi vi i forbindelse med tre bandepakker har fået at vide, at nu kom det instrument, der gjorde, at vi ikke kom til at se en bandekrig igen. Og det er bare derfor, jeg spørger: Hvis vi så ser en til, er det her så skruen uden ende, eller har vi nået niveauet nu? Tror ministeren det? Eller vil ministeren være parat til endnu en gang at hæve straffen? Der kan i virkeligheden bare svares ja eller nej til det. Eller kan vi regne med, at det her er den sidste gang, og at hvis det ikke virker, anerkender man en gang for alle, at det faktisk er den forkerte vej, og at vi må finde nye midler?

Jamen da jeg jo ikke har fået afsluttet mit i aftenskolekursus i krystalkuglekigning med fremtidsperspektiv, ved jeg simpelt hen ikke, hvad der kommer til at ske om 5 og 10 år. Men jeg ved i hvert fald, at hvis vi ingenting gør i dag, bliver det kun værre.

Jeg tror, vi skal anerkende – det var også det, jeg var inde på i mit svar til fru Lisbeth Bech Poulsen – at de kriminelle også udvikler sig. Vi har jo langt flere bandegrupperinger i dag, end vi havde sidst, vi lavede en rocker-bande-pakke, fordi tingene udvikler sig. Og så siger jeg: Nu strammer vi skruen, nu hæver vi minimumsstraffen her.

Jeg mener sådan set ikke, at det bare skal handle om minimumsstraffe på alle områder. Der er jeg sådan set enig i, at det er noget, man skal bruge med varsomhed, men det gør vi her. Og så kommer der jo en større bandepakke, som selvfølgelig tager mere fat.

Men hvis vi skal modgå de kriminelle, og hvis vi skal prøve at give borgerne tryghed, så kræver det altså også, at der følger nogle hårde straffe for den kriminalitet, der udøves.

Der er en kort bemærkning til hr. Rasmus Nordqvist, Alternativet.

Tak. Det er dejligt at høre, at ministeren gør brug af aftenskoletilbuddene i Danmark. Det er der mange der har glæde af.

Men jeg var jo lidt inde på det her med evidens i forhold til hårdere straffe, og hvad der egentlig virker, og om vi ved, om det virker i forbindelse med eksempelvis våbenbesiddelse. Og jeg kunne så høre på de svar, der ligesom var til fru Lisbeth Bech Poulsen, at det også handlede lidt om, at når de var låst væk, så lavede de ikke ballade. Det er jo en argumentation, jeg har hørt fra ministeren før, men hvis vi nu tænker den tanke helt til ende, kan vi jo spørge: Hvorfor er det så nok med 8 år? Hvad hvis de så laver ballade, når de kommer ud efter 8 år? Altså, mener ministeren virkelig, at det er en argumentation, der kan bruges, hvis vi vil gøre noget fornuftigt og langsigtet ved den her udfordring, som vi jo alle sammen er enige om der er?

Men hvad er svaret så? Man kan godt stille en masse spørgsmål, og hvis man ingen svar har, så tænker jeg: Skal vi så lade være med at straffe? Skal vi så sige, at hvis vi stort set ikke straffede, så kunne vi nok i fælles forståelse og samtale komme frem til, at de kriminelle ikke skulle være kriminelle? Jeg har jo sådan set bestræbt mig på at være meget, meget ærlig, når jeg siger, at når de er låst inde, gør de ingen skade. Det er den ene del af det. Men jeg tror også et eller andet sted på, at hvis man render rundt med et våben, man har ulovligt, og hvis man ved, at det, i takt med at straffene skærpes, kan koste en 2, 3, 4, 5 år, så vil man tænke over det. Og hvis de ikke tænker over det, så er det da også fint. For så kommer de ind at sidde rigtig længe, og det er godt for vores alle sammens tryghed.

Hr. Rasmus Nordqvist.

Nu hørte jeg også ministeren i dag tale om de forsøg, man laver i Københavns Kommune med varetægtsfængsling i eget hjem, hvor det også var den helt store retorik, ministeren var ude i – måske også lært på aftenskolen. Men nu ved vi, at der faktisk er noget, der virker, og vi ved, at når vi har med kriminelle at gøre, så handler det om at skabe en anden virkelighed for dem – det handler om den her resocialisering, både hvis man har begået kriminalitet, men også før, altså hvordan vi laver en præventiv resocialisering. Og er det så ikke en værktøjskasse, ministeren kunne gøre lidt mere brug af i stedet for konsekvent og hele tiden at sige, som jeg egentlig har hørt ministeren sige, siden han tiltrådte, at hårdere straffe er svaret på alt? Altså, skal vi ikke tage og sætte gang i et evidensbaseret arbejde for at se på, hvad der egentlig virker, i stedet for bare at køre på en eller anden sådan fornemmelse eller noget, man har set i en krystalkugle, som siger: hårdere straffe?

Men det handler også om retsfølelsen i befolkningen. Jeg er helt med på, at det her går på to ben, jeg er helt med på, at det også handler om, hvordan det er, vi resocialiserer generelt, når vi taler om straf. Nu har vi så her om rocker-bande-medlemmer, hvor jeg mener at der sådan er lidt længere mellem snapsene, når vi skal resocialisere. Der skal vi selvfølgelig kigge på exitindsatser og alt det dér, det er jeg fuldstændig med på. Men det handler for mig også om retfærdighed og retsfølelse, og når jeg i dag er ude at reagere på det her med, at man kan varetægtsfængsles i hjemmet, så er det simpelt hen, fordi jeg var ved at besvime, da jeg fandt ud af, at det kunne man. Det kan jeg simpelt hen ikke have med at gøre. Der skulle næsten have været en truck kørt ind med iltapparater, for at jeg kunne holde mig stående. For jeg blev simpelt hen så chokeret over, at det er sådan, det foregår i vores land. Det er jo fuldstændig at håne ofrene, at man siger, at du kan blive varetægtsfængslet i dit hjem. Jeg har da aldrig hørt noget mere tåbeligt.

Der er ikke flere, der har bedt om korte bemærkninger, så vi siger tak til ministeren. Og da der ikke er flere, der har bedt om ordet i det hele taget, er forhandlingen sluttet.

Jeg foreslår, at lovforslaget henvises til Retsudvalget. Hvis ingen gør indsigelse, betragter jeg det som vedtaget.

Det er vedtaget.

Jeg tror lige, at jeg trækker det en smule, så justitsministeren kan nå at gøre sig klar til sin næste sag. For det er nemlig sådan, at når forhandlingen er åbnet, og det er den nu, så er det justitsministeren, der får ordet. Værsgo.

Tak. Beslutningsforslaget, som Dansk Folkeparti har fremsat, rejser nogle vigtige spørgsmål, og regeringen har bestemt sympati for ideen bag beslutningsforslaget. Det er naturligvis frustrerende, hvis politiet ikke modtager og anvender de overvågningsbilleder eller videoer, som borgerne er i besiddelse af, i efterforskningen og opklaringen af lovovertrædelser.

Når man som borger henvender sig til politiet med fotos, videomateriale og andre relevante oplysninger til efterforskningen af kriminalitet, skal man naturligvis tages seriøst. Derfor mener jeg også, at det er en god idé med en digital løsning, som sikrer, at private og virksomheder let og enkelt kan aflevere overvågningsmateriale til politiet. Vi arbejder derfor på, at der bliver etableret en løsning, så politiet bedre kan bruge overvågningsmateriale fra private og virksomheder i deres eftersøgning og efterforskning. Det er et vigtigt initiativ, for den teknologiske udvikling betyder, at flere og flere i dag hurtigt og nemt kan dokumentere forbrydelser, og at man derfor kan ligge inde med f.eks. fotos og videomateriale, der kan have betydning for politiets arbejde.

Samtidig er vi også ved at se på, hvilke muligheder f.eks. butikker har for at dele oplysninger om tyverier og andre kriminalitetsformer med hinanden. Og endelig er der igangsat en generel kortlægning, som skal afdække problemer i forbindelse med borgernes kontakt med politiet, og hvilke initiativer der skal tages for at forbedre kontakten. I kortlægningen er politiets indhentning og brug af fotos og videomateriale fra private og virksomheder et selvstændigt spor. Vi vil således gøre, hvad vi kan, for at problemet bliver løst på rette vis.

I forhold til forslaget om, at politiet skal offentliggøre billeder, de modtager fra borgere af mulige lovovertrædelser, er jeg mere skeptisk. Det er og skal være en politimæssig opgave at vurdere, hvordan optagelser skal benyttes i efterforskningen, ligesom det er en politimæssig opgave at offentliggøre signalement eller andre oplysninger, der skal føre frem til en gerningsmand. Herudover er det meget indgribende at blive hængt ud som lovovertræder i offentligheden, f.eks. på sociale medier eller andre steder på nettet, især når man tager i betragtning, hvor svært det er at slette oplysninger fra internettet eller fra den kollektive erindring. I mange tilfælde vil en offentliggørelse derfor ikke stå mål med den begåede lovovertrædelse. Og derfor kan politiet i dag kun offentliggøre billeder, hvis nogle særlige betingelser i retsplejeloven er opfyldt. Og sådan mener jeg også det bør være fremadrettet.

Uagtet at regeringen således kan støtte nogle af ideerne bag beslutningsforslaget, kan regeringen ikke støtte forslaget i sin helhed.

Der er en enkelt, der har bedt om en kort bemærkning, og det er hr. Peter Kofod Poulsen, Dansk Folkeparti.

Altså, ministeren siger, at der er meget sympati for beslutningsforslaget. Men nu er sympati jo mig bekendt gratis og uforpligtende. Derfor vil jeg spørge ministeren om den løsning, som ministeren mener skal laves. For der skal etableres en eller anden løsning, så borgere nemmere kan henvende sig til politiet med de her billeder. Det kan godt være, det er en udfordring, men i forhold til de borgere, jeg har talt med, og de mange sager, der har været på det her område, er det jo ikke sådan, at borgerne ikke har kunnet komme i kontakt med politiet. Der har det været sådan, at politiet ikke har ønsket at viderefomidle de billeder, der er taget.

Så kan ministeren ikke se, at det forslag, regeringen arbejder med, kun rummer den ene af to dele? Det er simpelt hen ikke godt nok.

Derfor er der også mere end en tilgang til det. Altså, man kan diskutere, hvor let det er at give politiet det her materiale, og hvad der skal afhentes. Der er mange forskellige oplevelser af det, tror jeg. Jeg synes, det ville være godt at have en digital løsning, hvor man let og enkelt her og nu kan sende alt det, man har, og politiet hurtigt kan se, om det kan bruges i efterforskningen eller ej. Og så kan man selvfølgelig tale om det andet spor. For det er et spor i den kortlægning af mødet mellem borgere og politi, vi er i gang med, at se på, om politiet så i endnu højere grad end i dag kan overveje, om der i en sag er en tydeligt forbrydelse – det kan enhver se – og om man så hurtigere kan lægge billeder ud på internettet og de sociale medier eller andre steder. Jeg synes bare, det skal være politiet, der vurderer det, men jeg har sådan set langt hen ad vejen forståelse for forslaget. Jeg synes bare, det skal være politiet, der vurderer det.

Hr. Peter Kofod Poulsen.

Det er det jo så også i det her beslutningsforslag. Det vil altid være politiet, der har foden på bremsen, i forhold til hvad der ikke skal videreformidles. Sådan er det jo allerede, som man kan se, hvis man læser det her forslag.

Jeg vil gerne spørge ministeren om en anden ting. Der har jo været en stribe eksempler på sager, som jeg må sige jeg synes er dybt uretfærdige, og som kalder på, at reglerne på en eller anden måde skal laves om. Hvad synes ministeren om nogle af de sager, der har været fremme gennem det seneste halvandet år? Har de ting, man har set, været rimelige, altså ting, hvor ellers fuldstændig lovlydige mennesker, der har været udsat for en forbrydelse, lægger det på internettet i god tro? Er det rimeligt, at de er blevet straffet på den måde, som har været skitseret i medierne? Og hvis det er urimeligt, hvad vil ministeren så gøre ved det?

Jeg er helt enig i, at nogle af de sager, som vi alle sammen har set være fremme i offentligheden, kan virke voldsomt groteske. Altså, at man får en højere straf for at lægge noget ud, end gerningsmanden får. Derfor tror jeg også, vi kommer til at kigge på, hvordan strafniveauet skal være, altså hvad bødeniveauet skal være for dem, der gør det. For jeg synes, det er vigtigt at holde fast i, at det ikke kan nytte noget, at vi alle sammen går rundt og gør os selv til politi eller dommere over, hvad der kan blive lagt ud. Det er altså politiets opgave. Men jeg synes bestemt, det er relevant at kigge på, om bødeniveauet og strafstørrelsen er rimelig og retfærdig set i forhold til den straf, som den egentlige forbryder, om jeg så må sige, får.

Der er ikke flere, der har bedt om korte bemærkninger, så vi siger tak til justitsministeren og går til ordførerrækken. Det er fru Trine Bramsen, Socialdemokratiet.

Digital dokumentation i forbindelse med kriminalitet bliver stadig mere udbredt. Flere har overvågningskameraer, og den overvejende del af den danske befolkning går rundt med et kamera i lommen, nemlig deres telefon.

I Socialdemokratiet er vores holdning til offentliggørelse af billeder og videoer meget klar. I et retssamfund må det være politiet og alene politiet, der beslutter, om billeder af mistænkte skal offentliggøres. Vi må ikke gå på kompromis med noget af det mest grundlæggende i vores samfundsopbygning, nemlig at vi har overladt vores magtbeføjelser til politiet og vores sanktionsbeføjelser til domstolene. Derfor må det aldrig blive op til borgerne selv at træffe beslutning om offentliggørelse af mistænkte, heller ikke på de sociale medier. Det går simpelt hen ikke, at borgere gør sig selv til dommer over, hvem der skal efterlyses eller ej.

Nok er der mange tilfælde, hvor sagen ser fuldstændig klar ud set med lægmandsøjne, altså hvor nogle åbenlyst har stjålet eller gjort noget andet. Men der er altså også mange gråzonesager, hvor det ikke er klart, hvad forseelsen handler om, og hvor det dermed bliver påstand mod påstand og helt uskyldige i værste fald risikerer at blive hængt ud på grund af misforståelser. Men det er ikke det samme, som at vi ikke kan forbedre politiets systemer. I Socialdemokratiet har vi selv flere gange agiteret for, at politiet skal blive bedre og mere effektive, når det gælder om at anvende borgernes billeder. Det er vel egentlig det, som forslaget her lægger op til, og fra Socialdemokratiets side vil vi meget gerne være med til at sikre politiet bedre adgang til offentliggørelse af billedmateriale, og vi vil gerne have, at det bliver på en særlig side, hvor man så fra den side kan dele billederne ude på de sociale medier eller andet, og at billederne så bliver slettet, når politiet sletter dem fra den side. Derved undgås det også, at man er hængt ud for tid og evighed, fordi det simpelt hen skal være reglen, at der kun må deles fra politiets side.

Men der er også steder i forslaget, som vi diskuterer her, hvor vi stiller os tvivlende. Og det er bl.a. den del, der handler om, hvornår politiet skal offentliggøre billederne. Det tror vi sådan set fortsat er klogt at overlade til politiet, og af forslaget kan det tolkes således, at politiet kun i særlige tilfælde ikke skal offentliggøre billeder. Og hvad er så de særlige tilfælde, hvor politiet ikke skal offentliggøre billeder? Er det, når de alligevel kender gerningspersonen på billedet og derfor kan køre ud og hente ham eller hende? Er det, når politiet skønner, at det vil være fatalt, hvis gerningsmanden bliver stemplet som kriminel for livet? Er det, når der er tale om et familieopgør eller en mindreårig? Hvornår er der tale om de her enkelttilfælde, hvor offentliggørelse vil kunne fraviges? Det fremgår ikke af forslaget, som vi behandler her.

Derfor kan vi ikke støtte forslaget, som det ligger, men vi vil meget gerne finde hinanden på den sidste del af forslaget, altså så vi fastholder, at politiet er dem, der afgør, om billeder skal offentliggøres eller ej. Altså, hvis det bliver formuleret bedre, støtter vi gerne forslaget her. Vi mener faktisk, at det er nødvendigt med en ny platform til offentliggørelse af billeder og ikke mindst en effektiv sagsgang, så vi kommer til at se, at flere billeder bliver offentliggjort, og også hurtigt, for der er også nogle ting i forhold til hurtighed i det her. I den forbindelse kunne man eksempelvis forestille sig en særlig fast track-ordning, hvor man kan sende billederne til en central politimyndighed, der hurtigt kan vurdere, om der er tale om åbenlys kriminalitet, så billederne hurtigt kan lægges ud. Det ville nok styrke både den oplevelse, borgerne har, og rent faktisk også kriminalitetsbekæmpelsen.

Der er en kort bemærkning fra hr. Peter Kofod Poulsen.

Tak for det, og tak for den konstruktive ordførertale, som jeg synes det var. Jeg kan jo forstå, at Socialdemokratiet synes, at der er nogle gode takter i det her forslag, og at vi kan forbedre det, hvis man tager den sidste del af forslaget ud, og der vil jeg bare tilkendegive, at det er jeg sådan set helt åben for. Hvis det betyder, at Socialdemokratiet vil støtte forslaget, kan vi godt lave den ordning.

Så jeg vil egentlig bare høre ordføreren: Hvis den sidste del tages ud, kan Socialdemokratiet så støtte forslaget? Så vil jeg i øvrigt sige, at jeg synes, at det er en mægtig god idé med en fast track-ordning – så point for den, den var god.

Vi støtter forslaget, hvis den sidste del slettes, og det kunne jo også rent faktisk være, at vi kunne få den her del med en fast track-ordning ind i forslaget. Det kan vi jo tage en god drøftelse om. Men hvis vi holder fast i princippet om, at det er politiet, der vælger, hvilke billeder der skal offentliggøres, men med en klar tilkendegivelse om, at vi forventer, at billeder offentliggøres i større omfang og hurtigere, støtter vi forslaget her.

Ønsker hr. Peter Kofod Poulsen sin anden bemærkning? Værsgo.

Det synes jeg er rigtig konstruktivt og positivt, så jeg vil bare takke Socialdemokratiets ordfører for tilkendegivelsen.

Tak for det. Så fik vi også lavet politik i Folketingssalen i dag.

Der er ikke flere, der har bedt om korte bemærkninger. Så vi går videre i ordførerrækken, og det er Venstres ordfører, hr. Jan E. Jørgensen.

Tak for det. I retsplejelovens § 812 fremgår det, at fotografier af en mistænkt kun må forevises for personer uden for politiet, såfremt 1) den pågældende med rimelig grund er mistænkt for en lovovertrædelse, der er undergivet offentlig påtale, og 2) indgrebet må antages at være af væsentlig betydning for efterforskningen, og stk. 2, afgørelse om forevisning af fotografier træffes af politiet. Venstre mener ikke, at der skal ændres ved, at det er sådan, tingene skal foregå, men dermed ikke sagt, at vi ikke er åbne over for at se, om vi teknisk, teknologisk kan udvide brugen af offentliggørelse af fotos. Men altså stadig væk: Politiet træffer afgørelsen. Det skal ikke være op til enkeltpersoner at gøre det.

Når det så er sagt, må jeg sige, at i Venstre har vi selvfølgelig fuld forståelse for baggrunden for forslaget, og vi har også fuld forståelse for den frustration, som man som offer for en forbrydelse kan stå med, når man ser, at der ikke rigtig sker så frygtelig meget, på trods af at man måske har billeder fra et overvågningskameraer af den person, som man mener har f.eks. stjålet i ens forretning, eller hvad det nu kan være. Der var også en sag her for nylig. Det var min søn Valdemar på 12 år, der kom hjem og sagde:

Far, har du set, at der er en her, der har været blotter, og han får 2.500 kr. i bøde, og så er der en, der har lagt et billede af ham på Facebook – det er så moren – og hun får så en bøde på 5.000 kr. Det kan da ikke være rigtigt.

Det er jo svært at argumentere imod, at det umiddelbart virker skævt. Der vil jeg bare sige, at det så er Venstres opfattelse, at det er straffen for blotteren, der er for lav. Princippet må stadig væk være, at det altså er politiet, der afgør, om forbrydere eller mistænkte forbrydere på den måde skal have deres billede offentliggjort.

Som sagt, jeg kan godt forstå, at man kan have lyst til at tage sagen i egen hånd og gøre noget aktivt, ikke mindst hvis man måske mange gange har været udsat for butikstyverier eller andet, men vi skal bare holde fast i, at når folk har det på den måde, skyldes det jo, vil jeg sige til justitsministeren, en frustration over manglende reaktion fra politiet, og vi skal huske, at samfundspagten, den pagt, vi har indgået for at leve i et samfund som det danske, jo er, at politiet reagerer, fordi hvis politiet ikke reagerer, er det, at folk tager loven i egen hånd, og så er det, at vi får selvtægt. Vi lever altså ikke i det vilde vesten, hvor man har de her wanted-plakater, dead or alive, hvis der er en, man mener skal efterlyses på den måde.

Vi skal jo altså også huske på de elektroniske muligheder, vi har i dag. Hvis der er en knægt, der har snuppet en Ritter Sport i Meny og der så bliver smidt et billede af ham på Facebook, er det altså et billede, der kan ligge der til evig tid og forfølge ham, selv om vi jo egentlig godt ville give ham en chance til. Der er også spørgsmålet om proportionalitet. Forbrydelsen skal altså nogenlunde stå i forhold til at få offentliggjort sit billede på de elektroniske medier.

Så altså sympati, og igen er jeg enig med Dansk Folkeparti – sympati er gratis, og der kommer man ikke så langt – men kunne vi slutte det med, at de teknologiske muligheder hos politiet udnyttes i højere grad, er det ikke så skidt endda, og så har debatten her da også ført noget med sig.

Der er ikke nogen, der har bedt om korte bemærkninger, så vi siger tak til ordføreren. Vi går videre i ordførerrækken til hr. Rune Lund fra Enhedslisten.

Dansk Folkeparti har jo på det her område en grundlæggende holdning om, at selvtægt er okay, altså at alle mennesker og virksomheder frit bare skal kunne lægge billeder op af hvem som helst og så beskylde dem for at begå noget kriminelt. Det er der ikke nogen andre partier i Folketinget, som synes er en god tilgang til problemstillingen, heldigvis. Det her forslag er dog af en lidt anden karakter, for som det hedder:

»Folketinget pålægger regeringen i indeværende folketingsår at tage de nødvendige initiativer til at etablere en ny digital platform, hvor overvågningsbilleder indsamlet af borgere, der har været udsat for kriminalitet, f.eks. indbrud, tyveri, røveri og butikstyveri, kan offentliggøres af politiet og dermed kan deles på hjemmesider og sociale medier, såfremt der i samme anledning er indgivet politianmeldelse.«

Det tilføjes til sidst:

»Politiet skal dog i enkelte tilfælde kunne fravige fra offentliggørelse, hvis der ligger politifaglige skøn til grund for beslutningen.«

Det er altså et skridt væk fra selvtægt, sådan som forslaget ligger her, forstået på den måde, at det trods alt er politiet, der skal offentliggøre billederne, hvilket jo er den rigtige tilgang. Der er dog stadig væk nogle problemer i den måde, det er formuleret på. Det er specielt den sidste sætning om, at politiet i særlige tilfælde skal kunne fravige det, altså at man i realiteten vil gøre politiet til en form for gummistempel, hvor det jo i dag er sådan, at der foretages en politifaglig vurdering af, om billeder skal lægges op eller ej. Og jeg vil sige, at den sætning, der kommer før, i virkeligheden også kan tolkes sådan, altså at politiet skal lægge billederne op, såfremt der bare også er indgivet en politianmeldelse.

Så sådan som forslaget ligger her, kan vi ikke støtte det. Men jeg vil godt sige, at vi egentlig gerne vil tage en diskussion af, om der er noget, vi kan gøre bedre på det her område. Når en borger henvender sig til politiet, hvis man f.eks. er virksomhedsejer og har en tøjbutik og har fået stjålet en dyr frakke, er det så nemt nok for borgeren at henvende sig til politiet? Behandler politiet henvendelsen på den måde, som er mest optimal i forhold til at sikre en effektiv, en hurtig, men også en rigtig behandling af f.eks. billedmateriale, der måtte komme ind fra borgere eller virksomheder? Det synes jeg kunne være interessant at se på. Og det er i virkeligheden også det, som jeg hørte justitsministeren sige i indledningen.

Men der er netop også nogle ting, man skal huske at tage i betragtning her. For os er det i hvert fald vigtigt, at der ikke skal slækkes på den politifaglige vurdering, og at vi ikke skal sænke standarden for, hvornår man skal offentliggøre et billede. Men vi vil gerne kigge på, netop hvordan man kan gøre det lettere for borgeren at henvende sig til politiet, have en dialog med politiet, at det står klart, hvad for nogle krav man skal leve op til, når man fremsender materiale til politiet, at det kan gøres på en nem måde, at vi kigger på, hvad det er for nogle processer, der er internt i politiet, og om det er de rigtige i forhold til at løse opgaven, og om der skal være en eller anden form for digital understøttelse, som kan gøre det nemmere. Det er svært at være imod, at man ligesom laver tingene så effektivt og fornuftigt på den måde som overhovedet muligt.

Men der er også lige nogle ting, vi skal huske på her, synes jeg. Altså, man er uskyldig, indtil det modsatte er bevist. Bare fordi der er nogle, der har taget et billede af en og sendt det ind til politiet, er man altså ikke dømt. Der skal også være noget om proportionalitet i det her – andre ordførere har været inde på det. Altså, hvis man har stjålet en pakke tyggegummi i den lokale kiosk, skal man altså ikke retweetes flere tusinde gange på de sociale medier, fordi der bliver lagt et billede op af en, selv om man har fingrene for langt nede i tyggegummipakken i den lokale kiosk. Så der er noget om proportionalitet.

Der er også det, at politiet godt kan opklare forbrydelser, uden at de nødvendigvis lægger et billede op på en digital platform. Altså, det er jo langt fra, at det altid er sådan, at det er nødvendigt at lægge et billede ud for at opklare en konkret forbrydelse. Der skal vi jo også tage ind, at det her ikke skal være en form for ny gabestok, altså en ny elektronisk statssponsoreret gabestok fra Folketingets side.

Det lader til, at der kan være nogle forbedrede muligheder for at kigge på det her, og det er faktisk også det, jeg hører justitsministeren sige. Men sådan som forslaget ligger her, kan vi ikke støtte det, men vi vil meget gerne være med til at tage en dialog med Folketingets partier og høre, hvad politiet siger, og få nogle input til, hvordan man kunne gøre det her. For er der nogle ting, vi kan gøre bedre og nemmere, jamen så synes jeg da, vi skal kigge på det. Vi skal bare ikke sænke standarderne, i forhold til at det er en politifaglig vurdering, der skal lægge til grund for det her.

Der er en, der har bedt om en kort bemærkning, og det er hr. Peter Kofod Poulsen, Dansk Folkeparti.

Jeg synes egentlig, at det, der kom fra ordføreren, var ret konstruktivt, altså det med en bagatelgrænse, i forhold til at sagen allerede er opklaret, så man ikke behøver lægge billeder ud. Og så var der noget med den sidste sætning i selve forslaget, som Enhedslisten ikke synes om. Så derfor vil jeg da række en hånd ud til Enhedslisten og spørge: Hvis vi nu stiller et ændringsforslag gående på de tre ting – og nu var det de tre ting, som jeg hørte at der skulle gøres noget ved – kan Enhedslisten så støtte beslutningsforslaget?

Det vil jeg gerne diskutere med hr. Peter Kofod Poulsen. Jeg vil sige, at jeg i udgangspunktet vil have det bedst med en vedtagelse, som siger, at Folketinget pålægger justitsministeren at indkalde til forhandlinger, hvor vi diskuterer det her ud fra de bemærkninger, der er faldet i Folketingssalen. Hvis det er sådan et forslag, som det her måtte blive ændret til, kan jeg i hvert fald sige, at så vil jeg indstille til min folketingsgruppe, at det skal vi bestemt støtte. Og så vil vi tage diskussionen ud fra det i vores folketingsgruppe. Så det vil være det, jeg vil have det bedst med, men jeg vil gerne tage en snak med hr. Peter Kofod Poulsen om det.

Hr. Peter Kofod Poulsen ønsker ikke yderligere korte bemærkninger, og der er ikke flere, der har bedt om ordet for korte bemærkninger til denne ordfører. Så vi siger tak til ordføreren, som så godt må gå ned.

Vi går videre i ordførerrækken til hr. Villum Christensen fra Liberal Alliance. Værsgo.

Tak for det. I fravær af vores ordfører skal jeg oplyse følgende:

Politiet kan i dag vælge, hvorvidt man ønsker at offentliggøre privatindsamlede overvågningsbilleder som led i deres efterforskning. I Liberal Alliance mener vi, at politiet bedst kan vurdere, hvorvidt det er gavnligt for deres efterforskning at benytte disse privatindsamlede billeder, og hvorvidt de også bør offentliggøres. Det er jo i sidste ende politiet, der har efterforskningsmonopolet, og de bør også have friheden til at kunne tage de efterforskningsskridt, de finder nødvendige.

Vi forstår selvfølgelig godt intentionen i forslaget her, nemlig at vi skal blive bedre til at benytte den hverdagsteknologi, folk er i besiddelse af, men vi bryder os ikke helt om, at man skal offentliggøre billeder af mulige – jeg gentager: mulige – lovovertrædere. Det kan let gå hen og blive en glidebane efter vores opfattelse, og offentliggørelsen kommer så ikke til at stå mål med forbrydelsen. Det er faktisk den vigtigste begrundelse for, at vi ikke kan støtte forslaget.

Men vi ser også en mulighed for, at man får sparket synspunktet ind i en eller anden model, bare vi til sidst er sikre på, at det er en offentlig myndighed, der tager stilling til, om man skal eller ikke skal benytte de her billeder.

Tak til ordføreren. Den næste ordfører i rækken er hr. Rasmus Nordqvist, Alternativet. Værsgo.

Det er altid krænkende, når man som borger ikke føler, at politiet prioriterer kriminalitet som tyveri højt nok, og derfor er beslutningsforslaget da også sympatisk over for butiksejere og andre, som ikke føler, at deres anmeldelse af tyveri og lignende kriminalitet bliver taget særlig alvorligt. Al kriminalitet skal efterforskes og opklares af politiet, og det er heldigvis også reglen snarere end undtagelsen. Vi lever i en retsstat, hvor retsstatsprincipperne vejer tungt. Det indebærer bl.a., at politiet står for efterforskning af og bevissikring ved lovovertrædelser. Har borgerne i visse tilfælde vigtigt og afgørende bevismateriale, skal det overdrages til politiet, som må vurdere, om det skal indgå i efterforskningen. Det må og skal altid være en politifaglig vurdering, om offentlighedens assistance er ønskelig i forbindelse med en konkret efterforskning af en lovovertrædelse.

Derfor finder vi det ikke ønskeligt, at politiet som hovedregel pålægges at offentliggøre overvågningsbilleder. Vi frygter, at man med det her tiltag reelt ender med at straffe dobbelt, først blandt lokalbefolkningen og derefter i retssalen. Denne form for dobbeltstraf er vi betænkelige ved. Vi frygter desuden, at tiltaget stigmatiserer den mistænkte resten af livet på grund af en dum handling engang i ungdomsårene. Herudover vil vi også sikre os, at offentliggørelse af overvågningsbilleder ikke medfører, at den mistænkes familie udskammes, udstilles og udstødes af lokalsamfundet. Man kunne her indvende, at folk bare skal afholde sig fra at begå kriminalitet, hvilket jeg selvfølgelig også er enig i, men vi skal altså beskytte dem, som ikke har valgt konsekvenserne af andres handlinger.

Vi er fuldstændig forstående over for de butiksejere og andre, som ikke føler, at der bliver handlet på deres anmeldelser, og derfor er vi også åbne over for tiltag på området. Men det skal være velovervejet, og det skal være inden for rammerne af, hvad der kendetegner vores retsstat. Det er også derfor, vi siger, at hvis politiet kommer med et ønske om at lave en webside til det her, så må vi da snakke om det, men det må komme fra politiet.

Afslutningsvis må jeg altså også i al stilfærdighed gøre opmærksom på, at forslagsstillerne bl.a. sammen med den siddende regering har pålagt politiet ressourcekrævende og bebyrdende opgaver såsom grænsekontrol, som dræner politiets ressourcer – ressourcer, som bl.a. må flyttes fra almindelige politiopgaver. Derfor klinger det altså en smule hult for os, når forslagsstillerne siger, at de gerne vil hjælpe bl.a. butiksejere, samtidig med at man fjerner ressourcerne fra kernepolitiopgaver til fordel for nytteløs symbolpolitisk grænsekontrol.

Tak til ordføreren. Den næste er fru Zenia Stampe, Det Radikale Venstre. Værsgo.

Jeg vil gerne være fuldstændig ærlig og indrømme, at jeg er blevet en lillebitte smule mere positiv, ikke over for forslaget i dets form nu, men over for emnet, fordi det jo sådan set er rigtigt, at der er temmelig store perspektiver i de billeder, optagelser, den dokumentation, som vi i stadig stigende grad har, også når der bliver begået en forbrydelse. Der er jo store perspektiver i at bruge dem for politiet.

Det er jo ikke længe siden, vi havde en diskussion her i Folketingssalen om indbrud, hvor opklaringsprocenten desværre er meget lav. Så der kan jo godt være et perspektiv her. Og man kan jo heller ikke bebrejde borgere, butiksejere eller private, der har haft indbrud, at de har lyst til selv at offentliggøre billeder, hvis deres oplevelse er, at de ikke bliver prioriteret af politiet, selv om de faktisk har bevismaterialet, eller i hvert fald noget, som de selv opfatter som bevismateriale.

Så jeg synes helt klart, at der er grundlag for at diskutere perspektiverne i den her dokumentation og sammenspillet mellem politi og borgere, altså særligt i de tilfælde, hvor der er dokumentation eller noget, der kan bruges som dokumentation, bevis. Nu kan man jo aldrig være helt sikker, og det er selvfølgelig også en af grundene til de betænkeligheder, der er, omkring det her forslag: tænk, hvis man kommer til at hænge den forkerte ud. Men der er ingen tvivl om, at her er der måske noget at hente.

Derfor vil jeg også gerne melde ud, at det er et område, vi også gerne vil gå mere ind på og interessere os for, men jeg synes ikke det her forslag i dets konkrete udformning er svaret. Men jeg synes måske godt, man kunne opfordre politiet, måske også i en diskussion med os lovgivere, om at lave en strategi for anvendelsen af den her form for materiale. Men vi er bare slet ikke parate til at gå med på den her model.

Først vil jeg sige, at den jo slet ikke er gennemarbejdet – med al respekt. Jeg spurgte også ordføreren, om det er noget, man kender fra andre lande. Nej, Danmark skulle være det første sted, og vi skal være førende. Det synes jeg da sådan set også godt vi kan være, men måske er det her lige at gå et skridt for vidt, især fordi der jo er rigtig mange overvejelser omkring sådan en model. Jeg ville være meget bange for netop at komme til at hænge den forkerte ud eller ødelægge det politifaglige arbejde, for vi ser jo tit, at politiet frabeder sig, at man altså selv efterlyser folk, fordi det kan virke kontraproduktivt for deres arbejde. Den respekt synes jeg vi skal have for politiet. Det er dem, der bedst vurderer, hvordan man kan bruge det her materiale.

Men måske kunne vi – og det er jo der, hvor min tale så skal slutte – opfordre politiet til at lave en strategi for, hvordan man i øget omfang kunne bruge den her form for materiale, så vi kan fælde nogle flere domme, ikke mindst i indbrudssager. Det synes jeg faktisk er en interessant og perspektivrig vej at gå, men vi er altså ikke med på sådan en model, hvor man bare kan gå ind og uploade billeder, hvor man ikke engang ved, om det så er dem, der har begået forbrydelsen, og hvor man pålægger politiet at offentliggøre de her billeder. Det må være en politifaglig vurdering.

Der er jo hensynet til den person, man hænger ud, men der kan jo også være andre. Det kan jo også være, at politiet siger, at de altså også har brug for, at der er forskel, og at når de efterlyser nogle for rigtig alvorlige forbrydelser, skal det ikke sådan forsvinde i mængden af efterlysninger af folk, der har stjålet, måske ikke 10 l mælk, men et eller andet i Brugsen; altså at de også godt vil kunne prioritere, hvem de efterlyser offentligt, og bruge det til at prioritere de rigtig hårde sager, så der kommer fokus på dem, og så vi ikke bare vænner os til, at der hele tiden dukker ansigter på personer op, der er efterlyste, og derfor også holder op med at bide mærke i dem, tage notits og tænke, om det nu er nogle, vi selv har set og mødt.

Så jeg synes, det ville være godt, hvis vi kunne bringe den her diskussionen videre ind i politiet, med respekt for at det er dem, der har politifagligheden, både i forhold til den generelle drøftelse om, hvad perspektiverne er i det her, og hvad de konkrete arbejdsgange skal være, og også i forhold til den enkelte sag; altså om der er nogle billeder, noget materiale, der skal offentliggøres, eller om man foretrækker at holde det inden for politiet, fordi man vurderer, at det vil være det bedste.

Vi siger tak til ordføreren. Den næste i rækken er fru Lisbeth Bech Poulsen, SF.

Jeg kan lige så godt sige det med det samme: SF kommer ikke til at støtte det her beslutningsforslag, som DF har fremsat. Jeg har fuld forståelse for den frustration, man kan føle som mor, hvis ens barn bliver udsat for en blotter, eller hvis man som butiksindehaver oplever tyveri igen og igen. Det samme gælder de andre eksempler, som vi hører om. Det er enormt frustrerende. Men svaret er ikke at få sådan en offentlig gabestok, en folkedomstol. Det hører ikke hjemme i et retssamfund, at det er borgeren, der på den måde skal begå selvtægt. Et af de værste eksempler, vi har set på det, var ikke en borger, men et medie, en avis, der i 2010 satte et billede af en mand på forsiden – det var det her forfærdelige mord i Herning på en ung pige nytårsnat, og fordi manden boede i den ejendom, hvor pigen blev fundet, blev han hængt ud på forsiden. Det er selvfølgelig et ret voldsomt eksempel. Men i mange andre tilfælde kan det også bero på fejltagelser, misforståelser eller uenigheder om det, der er sket.

Jeg vil gerne rose Socialdemokratiets ordfører. Jeg synes, at hun holdt en rigtig god tale om farerne ved det her. Men jeg synes også, at det lyder til, at vi alle sammen er enige om, at det er urimeligt, at borgerne skal opleve den form for frustration, så de må ty til det her, for jeg tror ikke, at det er det første, de gør, i de tilfælde, vi hører om. Det bliver til en frustration, når de oplever, at de ikke bliver taget alvorligt, eller oplever, at der ikke er tid til at tage hånd om de her sager, som kan være meget alvorlige.

Derfor må vi også tage den diskussion med politiet, og det tror jeg også at justitsministeren er indstillet på, om, hvordan vi kan sikre, at den frustration ikke opstår, sikre, at man ikke føler sig afvist, hvis man som butiksindehaver er blevet bestjålet adskillige gange, eller hvis man er mor til et barn, der er blevet udsat for en blotter, eller at den ikke opstår i mange af de andre sager. Vi skal tage den diskussion med politiet og så gøre os det klart, at vi, og det ved vi jo alle sammen, har et politi, der er under et ekstremt pres. Og hvis man ikke tilfører flere ressourcer – det er jo den evige diskussion, vi har – prioriterer politiet i sine opgaver. Det er en politisk beslutning, at der skal være grænsebevogtning, at der skal være terrormålsbevogtning og alle de andre ting. Så det er heller ikke rimeligt bare at pege fingre ad politiet og sige: Hvorfor kommer I ikke, når der har været indbrud i hjemmet? Hvorfor gør I ikke det og det og det? Der bliver vi nødt til at sikre, at der er de ressourcer, der er behov for.

Jeg kan jo godt personligt lide DF's ordfører, og jeg synes, han er en venlig mand. Men jeg synes, at det her forslag er en ekstrem populistisk udnyttelse af den helt rimelige frustration, der kan være, når folk oplever, at det, de er blevet udsat for, ikke bliver taget alvorligt. Vi kan sikkert alle sammen få den følelse, så man i sidste ende tænker, at man ikke har andre muligheder end at lægge det her billede, som man har af den person, som man ved har gjort det her, op. Den følelse kan vi sikkert alle sammen få. Den tror jeg også at jeg ville kunne få, hvis der var sket mig noget og jeg oplevede ikke at blive taget alvorligt, eller hvis der ikke var tid til at efterforske det. Jeg tror, det er en meget menneskelig følelse.

Men det er jo ikke den slags følelser, vi kan basere et retssamfund på – netop på grund af alle de tilfælde, hvor det ikke er rimeligt, hvor der er misforståelser, eller hvor en person på et kornet overvågningsbillede måske ligner en helt anden. Det har jeg bare behov for at sige. Jeg synes ikke, det er rimeligt at udnytte den situation og de sager, vi har hørt om, til det her. I stedet for tror jeg godt at vi kan finde et fælles fodslag og tage en diskussion med politiet og sige: Det kan ikke passe, at der er nogen, der skal føle sig afvist, eller at der ikke bliver taget hånd om de her ting; vi ved, at I er pressede, men det er politisk bestemt, at der er så mange af jeres mandetimer, der skal bruges til det her, hvordan kan vi løse det i fællesskab?

Tak. Der er en kort bemærkning fra den venlige mand, hr. Peter Kofod Poulsen. Værsgo.

Tak for det. Med al respekt for ordføreren vil jeg bare lige spørge ind til det her første eksempel, der blev nævnt i ordførertalen, nemlig eksemplet fra den her danske avis, der i 2010 bragte et billede af en mand på forsiden, der altså viste sig ikke at have noget som helst at gøre med det, som avisen beskyldte ham for. Det har jo meget lidt at gøre med det, der er i det forslag, vi behandler nu. Det, vi behandler nu, er jo sådan set et forslag om en digital platform, der kan sørge for, at man kan komme ud over rampen med nogle af de gode overvågningsbilleder, der findes, så borgere kan tippe politiet. Ikke fordi vi skal have en offentlig gabestok, for det skal vi ikke, men vi skal da sørge for, at politiet kan komme til at tale med relevante personer, så man kan få opklaret nogle af de her mange indbrud, som jo også tidligere ordførere har været inde på i deres ordførertaler.

Der blev i ordførertalen talt om ressourcer til politiet, og der vil jeg gerne have nogle bud på, hvad det er for nogle ressourcer, SF gerne vil sætte af, for jeg har jo bidt mærke i, at SF gerne vil tale om ressourcer til politiet, men man vil altså ikke være med i den flerårsaftale for politiet, hvor man jo kan sidde direkte med og få indflydelse på, hvor mange ressourcer politiet skal have til forskellige ting. Så vil ordføreren ikke sætte nogle tal på det? Det kunne f.eks. være for, hvor mange ekstra betjente der er behov for, eller for, hvor mange ressourcer vi skal tilføre ud over dem, der bliver tilført i de næste år.

Jeg har lige noget til den første kommentar. I bemærkningerne til ordførerens forslag, som vi behandler lige nu, står der: ... hvor overvågningsbilleder kan lægges op med en beskrivelse af den begåede forbrydelse, således at borgerne har mulighed for selv at dele denne information fra hjemmesiden, f.eks. på sociale medier.

Jeg synes stadig væk, at det at tage det skridt, hvor man siger, at der skal være det her digitale forum, hvor man kan lægge billeder ind, politiet skal stå for det, og så skal man kunne dele dem på sociale medier, er en glidebane. Men i forhold til de konkrete spørgsmål om politiets ressourcer – og dem synes jeg er meget rimelige, for vi ender jo tit specielt på det her område netop med at tale om politiets ressourcer – så synes vi fra SF's side ikke, at der skal være grænsebevogtning. Det var noget, der selvfølgelig blev indført efter ønske fra bl.a. DF, og fordi der på et tidspunkt for 1½ år siden var rigtig mange flygtninge. Det håndterede man på den måde. Men vi ser jo nu ekstremt få mennesker – det så vi i 2016 – komme hertil. Vi synes ikke, der er behov for den grænsebevogtning, vi ser i dag.

Vi kan også se – og det er selvfølgelig af historiske årsager – at der er et kæmpe efterslæb fra dengang, man lavede reformen af bl.a. politielevuddannelsen, hvor man et år fik meget færre ansøgninger, så vi har også et historisk efterslæb fra tiden, før man gik over til at skulle være på SU som elev osv. Det kan vi ikke gøre noget ved nu. Vi ville gerne have været med i politiforligskredsen, men vi syntes bare, at det var urimeligt at betale det med de unges ungdomsuddannelse.

Diskussionen om grænsekontrol må vi tage en anden dag. Men nu var ordføreren så venlig at læse højt af bemærkningerne til forslaget, så jeg vil gerne spørge ind til noget andet. Hvordan adskiller det sig fra, hvad politiet gør i dag? Altså, det, ordføreren nævnte kunne være en glidebane, gør politiet jo i enkelte sager i dag. Vi oplever bare, at utrolig mange butiksejere står med nogle fantastiske billeder af nogle folk, der har stjålet eksempelvis jakker til mange, mange tusinde kroner, som ikke kan blive dækket af forsikringen, fordi der ikke er foregået vold, og de skal så dække det tab selv. De står tilbage og kan ikke få offentliggjort sådan et billede. Det synes jeg da er ulideligt at høre på, særlig når man får så mange henvendelser, som jeg også går ud fra at SF's retsordfører må få, fra selvstændige erhvervsdrivende, der står tilbage og er til grin for deres egne penge.

Politiet kan jo godt offentliggøre billeder i dag, hvis de vurderer, at det er det rigtige. Det lyder på ordføreren, som om der ikke er nogen forskel mellem det her forslag og praksis i dag, men det er der jo. Ellers havde ordføreren sikkert heller ikke fremsat forslaget. Men selv om vi ikke kan støtte det her, prøvede jeg også at sige, at vi faktisk gerne vil samarbejde med DF om, hvordan vi kan finde en måde, hvorpå de billeder, der bliver taget, kan blive brugt af politiet, ikke til offentliggørelse, ikke så de ligger et sted, som man så kan linke til fra sin Twitterprofil eller fra sin Facebookprofil, men så det bliver på en måde, hvor politiet nemt kan få de her billeder. Jeg tror også, at de får dem i dag. Jeg tror, de fleste vil kontakte politiet, inden de lægger sådan noget op i nogen af de sager, vi har hørt om.

Men vi må have en diskussion med politiet om, hvad det er, der mangler. Er det mandskabstimer? Er det penge? Er det prioriteringer? Hvad er det? For jeg synes, det her er en glidebane, og jeg tror heller ikke, at ordføreren mener, at det er den rigtige vej at gå, at man som det første skridt lægger et billede, måske et kornet overvågningsbillede, ud. Så jeg tolker det egentlig mere som et svar på en frustration, som vi forhåbentlig kan håndtere på en anden måde.

Tak til ordføreren. Så er det ordføreren for forslagsstillerne, hr. Peter Kofod Poulsen, Dansk Folkeparti.

Tak, formand. For noget tid siden besøgte jeg Laura og Henrik. De har en modetøjsforretning i Silkeborg, og de var udsat for et butikstyveri, hvor der blev stjålet en meget, meget dyr jakke. De oplevede en trækken på skuldrene fra myndighedernes side. Der skete ikke noget, og de besluttede selv at lægge et billede af tyven ud på Facebook. Kort efter blev tyven fanget på grund af gode tip fra borgere til politiet. En træls historie fik altså en positiv udgang, i og med at tyven blev fanget og stillet til ansvar på grund af gode tip fra offentligheden. Desværre blev Laura og Henrik politianmeldt, fordi de med offentliggørelsen af billedet havde brudt reglerne, og så skulle de straffes.

Igennem de seneste år har vi set en stribe sager, hvor borgere har været udsat for kriminalitet og i afmagt over manglende interesse for at opklare de her sager fra myndighedernes side har besluttet sig for at lægge overvågningsbilleder ud på bl.a. sociale medier. Det er ulovligt, og i de forskellige sager har personerne fået ofte strenge bøder. De regler, vi har i dag, bytter om på offer og gerningsmand. Vi straffer ofrene, og gerningsmændene bliver pludselig gjort til ofre. Det er uretfærdigt. Jeg synes, det er langt ude, og at det er på tide, at vi stopper det.

I et tidligere forslag fra Dansk Folkeparti ville vi sætte det her meget fri, som Enhedslistens ordfører rigtigt bemærkede. I det forslag, vi her har fremsat, pålægger vi jo alene politiet i højere grad end i dag at offentliggøre de her billeder. Det vil sige, at vi sådan set stadig væk har de sanktionsmuligheder, der eksisterer i dag, i forhold til at det skal gå igennem politiet. Man må ikke bryde de regler, der er; vi sørger bare for, at politiet kommer til at gøre brug af de mange gode billeder, der indsamles af private. Det er selvfølgelig mit håb, at Folketinget vil støtte det.

Jeg har også noteret mig, at regeringen vil fremsætte et forslag, der sigter mod at løse det samme problem, som vi håber på at kunne løse med det her forslag. Jeg er i den anledning nødt til at bemærke, at regeringens forslag jo ikke kommer til at lukke det hul, der er i dag, men alene er et plaster på et stort sår, hvorfor vi heller ikke umiddelbart kan love det opbakning. Men vi håber, at det er noget, vi kommer til at forhandle om på et senere tidspunkt.

Jeg vil gerne takke de ordførere, der har været oppe at komme med kommentarer og forskellige løsninger til, hvordan man kan forbedre det forslag, der er her. Det synes jeg er positivt. Jeg håber, det er noget, vi kan snakke om i Retsudvalget, når vi skal behandle det der. Jeg håber, vi kan finde frem til en god løsning, der måske også kan rumme flere partier end dem, der umiddelbart tilkendegiver støtte til forslaget i dag. Det er i hvert fald noget, vi helt sikkert fra vores side kommer til at arbejde videre med. Der er masser af de her sager, hvor ganske almindelige mennesker får en fuldstændig uretfærdig behandling af det offentlige, og hvor man bytter om på offeret og den kriminelle. Det bryder vi os ikke om, og det problem vil vi have løst, og derfor fortsætter vi det her. Tak.

Der er en enkelt kort bemærkning fra hr. Preben Bang Henriksen, Venstre. Værsgo.

Tak for det. Ordføreren nævnte eksemplet fra Silkeborg, og jeg skal bare forstå forslaget fra Dansk Folkepartis side korrekt: Mener man, at det samme skulle gøre sig gældende, altså at det skulle hilses velkommen at lægge billedet ud på nettet, hvis der var tale om, at det var en 15-årig dreng, der havde gjort det?

Jamen det eksempel fra Silkeborg var jo aldrig forekommet, hvis man havde gennemført det forslag, som vi har fremsat, og som vi diskuterer i dag, for så ville de ikke have stået i den situation. Så ville de mennesker, der ejer en butik i Silkeborg, og som blev udsat for noget, være gået til politiet, og politiet ville have lagt billedet på deres hjemmeside. Folk kunne så have delt det fra deres profil, medmindre politiet selvfølgelig havde sagt, at der var en god grund til ikke at gøre det, altså at der var et skøn, der klart talte imod det.

Det vil sige, at hvis man kunne etablere et sådant system, som vi foreslår, så ville det jo gøre op med de wildwesttilstande, der allerede den dag i dag er på de sociale medier. Så jeg håber, at det her forslag kan medføre, at der vil komme en eller anden form for kontrol med det, så vi kunne begynde at dæmme op for de problemer, der helt reelt er i dag.

Jamen det er, fordi der står her i forslaget:

»Politiet skal som led i et sådant system som udgangspunkt pålægges altid at offentliggøre overvågningsbilleder – medmindre et politifagligt skøn taler imod dette. Det skal altså være reglen frem for undtagelsen, at politiet offentliggør overvågningsbilleder.«

Det er så derfor, jeg spørger: Hvor er grænsen? Hvis det er en 15-årig, der stjæler en Yankie bar henne i Brugsen, skal der så også offentliggøres billeder der? Der må jo være en eller anden grænse. Nu bliver udtrykket politifagligt skøn brugt her, og det er et taknemligt udtryk, kan man sige, for så har man ligesom fået lagt ansvaret fra sig. Men hvis det nu stod til Dansk Folkeparti, hvor var grænsen så henne?

Jeg tror ikke, der er nogen, der har tanker om, at man skal lægge et billede ud af en 15-årig, der hugger en Yankie bar. Men i de sager, vi har set det sidste halvandet år, drejer det sig om folk, der driver en virksomhed, og som sælger f.eks. dyrt tøj til mange, mange tusind kroner pr. del, som jo altså ikke kan forsikres, og de må selv dække det her tab. Altså, der kan det have en enorm betydning.

Der må jeg bare sige til hr. Preben Bang Henriksen, at hvis der er nogle begrænsninger, som man ønsker fra Venstres side, og hvis det er en prioritet for Venstre, så er vi villige til at se på det, når vi behandler beslutningsforslaget i Retsudvalget. Så hvis Venstre synes, det er meget vigtigt, at der tages stilling til det, og man vurderer, at det skal være folk, der er over 15 år, eller at det skal dreje sig om en vis beløbsstørrelse, jamen så er vi sådan set villige til at diskutere det.

Dermed siger vi tak til ordføreren, og da der ikke er flere, der har bedt om ordet, er forhandlingen sluttet.

Jeg foreslår, at forslaget henvises til Retsudvalget. Hvis ingen gør indsigelse, betragter jeg det som vedtaget.

Det er vedtaget.

Forhandlingen er åbnet. Hr. Peter Hummelgaard Thomsen, Socialdemokratiet. Værsgo.

Tak for ordet, formand. I dag tager vi hul på en forhåbentlig lang og god diskussion, dels om at Folketinget meddeler sit samtykke til, at Danmark tiltræder handelsaftalen mellem EU og Canada, dels forhåbentlig mere generelt om den globale handelspolitik. Lad mig starte der.

Der trækker sig mørke skyer sammen over forholdene for verdenshandelen. Efter det amerikanske præsidentvalg har Donald Trump allerede opsagt indgåede handelsaftaler og bebudet genindførelse af told og andre restriktioner. Hvis den nye amerikanske nulsumstilgang til handel får lov til at brede sig, vil det entydigt skade små eksportafhængige lande som Danmark, det vil bremse produktionen, det vil skade beskæftigelsen, og det vil i sidste ende underminere finansieringen af vores velfærdssamfund. I Socialdemokratiet mener vi utvetydigt, at det er i Danmarks interesse, at vi kan handle frit og let med andre lande, og vi er også tilhængere af en handelsaftale med Canada. Det er der flere årsager til.

For det første vil en frihandelsaftale gøre det lettere og billigere for europæiske konkurrencedygtige virksomheder at øge eksporten over Atlanten. Det betyder flere arbejdspladser i Europa og i Danmark af høj kvalitet og til en god løn til gavn for alle borgere. Vi lever af vores eksport. I 2015 udgjorde Danmarks eksport af varer og tjenesteydelser ca. 7,6 mia. kr. til Canada. Det kan blive bedre, og vi ser et endnu større potentiale ved at handle med et land som Canada, som på så mange afgørende punkter ligner Europa.

For det andet skaber mere samhandel vækst og velstand, og det bidrager på afgørende vis til finansieringen af vores velfærdssamfund. Danmark har som et lille land og en lille økonomi altid haft gavn af at være åben for omverdenen og at handle med andre lande. Når konkurrencen skærpes, tilpasser vi os og bliver dygtigere.

For det tredje er vi glade for og trygge ved, at CETA-aftalens kapitel om handel og arbejdsmarked anerkender værdien af en sammenhængende politik, der kan skabe anstændigt arbejde, et højt niveau af arbejdstagerbeskyttelse kombineret med en effektiv håndhævelse. EU og Canada anerkender også betydningen af den sociale dialog og forpligter sig til at fremme sådan en dialog. I aftalen anerkender EU og Canada hinandens ret til at fastsætte regler på arbejdsmarkedsområdet; lov og praksis på arbejdsmarkedsområdet skal sikre beskyttelse af de grundlæggende principper og rettigheder på arbejdspladser, herunder også retten til at organisere sig og til at føre kollektive forhandlinger, afskaffelse af alle former for tvangsarbejde, reel afskaffelse af børnearbejde samt afskaffelse af forskelsbehandling med hensyn til beskæftigelse og ansættelse.

På samme måde skal arbejdsmarkedslovgivningen leve op til ILO's erklæring fra 2008 om social retfærdighed med henblik på en fair globalisering, sikkerhed og sundhed på arbejdspladsen, mindstekrav vedrørende ansættelsesvilkår for lønmodtagere, ikkeforskelsbehandling, hvad angår arbejdsvilkår, herunder for vandrende arbejdstagere. Endelig anerkender EU og Canada, at det er uhensigtsmæssigt at fremme handel eller investeringer gennem en sænkning eller lempelse af beskyttelsesniveauerne i deres lovgivning og regler på arbejdsmarkedet.

For det fjerde ser vi heller ikke, at der med aftalen åbnes en ladeport for privatiseringer og udliciteringer. Både EU og Canada har taget en lang række forbehold i den sammenhæng. Det gælder inden for undervisning, sundhedsydelser, sociale tjenesteydelser, vandudvinding, vandrensning, vanddistribution. Hertil har EU-Kommissionen meddelt, at CETA-aftalen fuldt ud beskytter offentlige tjenesteydelser. EU's medlemsstater vil fremadrettet være i stand til at drive offentlige monopoler, hvis de ønsker det, og CETA vil ikke tvinge eller tilskynde regeringer til at privatisere eller deregulere offentlige tjenester. Kommissionen understreger også, at CETA ikke vil forhindre en regering i at omgøre en tidligere beslutning om at privatisere sektorer.

For det femte er vi glade for, at der forhandlingsparterne imellem er blevet lyttet til kritikken af den hidtidige investeringsbeskyttelsesmodel, også kaldet ISDS. CETA-aftalens ICS-model er mere gennemsigtig, der udpeges faste dommere, så det fungerer mere som et tribunal, og de vil være upartiske og uafhængige.

Alt i alt er CETA-aftalen en af de bedre og mere progressive handelsaftaler mellem flere stater, som vi hidtil har set. Det gør ikke, at alt er perfekt, eller at alt er ambitiøst nok, men aftalens vægt på lønmodtagerrettigheder, på at fastholde EU's høje standarder, samt at både EU-landene og Canada forpligter sig til at fremme bæredygtig handel og høje standarder på miljø- og naturbeskyttelse, gør alt i alt, at det er en bedre aftale.

I Socialdemokratiet er vores håb, at CETA-aftalen kan være en ny standard for handelsaftaler, når vi i fremtiden forhåbentlig skal indgå nye aftaler med både Japan og USA. Socialdemokratiet støtter derfor beslutningsforslaget om Danmarks tiltrædelse af CETA-aftalen.

Tak. Der er korte bemærkninger. Vi starter med Enhedslisten, og det er hr. Søren Søndergaard. Værsgo.

Tak. Også i sin tale her var hr. Peter Hummelgaard Thomsen meget glad for, at der var nogle henvisninger til ILO-standarder. ILO er jo den internationale arbejderorganisation under FN, som ganske rigtigt har nogle standarder, som man bør leve op til. Derfor kunne jeg godt tænke mig at spørge: Hvis nu der er nogle parter i aftalen, der ikke lever op til de ILO-standarder, hvad sker der så ved det?

Jamen det fremgår jo også af den konsoliderede aftaletekst, at parterne har forpligtet sig til at leve op til det og til at fremme et højt beskyttelsesniveau.

Jeg kan bekræfte, at det fremgår, at de har forpligtet sig til det, men det, mit spørgsmål gik på, var: Hvad nu, hvis de ikke gør det alligevel? Altså, når det gælder kapitalens interesser, er der en domstol, men hvad kan man gøre, hvis anbefalingerne ikke bliver fulgt? Jeg går ud fra, at hr. Peter Hummelgaard Thomsen er klar over, at Danmark ikke lever fuldt og helt op til ILO's anbefalinger.

Så spørgsmålet er bare: Hvad gør man, hvis de anbefalinger ikke følges? Er det ikke bare en pose varm luft, som vi får serveret her?

Jeg håber ikke, det er en pose varm luft, og det synes jeg heller ikke at det, staterne har forpligtet sig til, er. Mest af alt er det jo et fremskridt, at det overhovedet er med i aftalen. Jeg er med på, at der mangler en præcisering af selve håndhævelsen; det er jeg sådan set enig med ordføreren i, og det er også derfor, jeg også i min ordførertale var inde på, at ikke alt var lige ambitiøst. Men det er stadig væk et væsentligt fremskridt i forhold til det, vi har set i tidligere handelsaftaler, og det håber jeg også at ordføreren er enig med mig i.

Vi bliver i Enhedslisten, det er nemlig hr. Nikolaj Villumsen. Værsgo.

Ærlig talt, hr. Peter Hummelgaard Thomsen, det virkede mest som en tilståelsessag, at der lige præcis ikke er nogen konsekvens, hvis ILO-standarderne ikke følges. Det, jeg skrev mig på for at spørge hr. Peter Hummelgaard Thomsen om, er en udtalelse fra hr. Jeppe Kofod, det socialdemokratiske medlem af Europa-Parlamentet, som udtalte for nylig:

»Forstå mig ret. Jeg havde da også foretrukket en aftale helt uden bestemmelser om investeringsbeskyttelse. Jeg er ikke ét sekund i tvivl om, at både de danske og de canadiske domstole formår at træffe både lovlige og rimelige kendelser uanset farven på sagsparternes pas.«

Jeg kunne godt tænke mig at høre: Er hr. Peter Hummelgaard Thomsen enig i udsagnet fra sin socialdemokratiske kollega?

Jeg er enig i, at i den bedste af alle verdener var der så stor tillid mellem forskellige stater, som indgår en investeringsaftale som den her, at man ikke nødvendigvis behøvede et ekstra tvistbilæggelsessystem. Men vi må også bare konstatere, at hvis den tillid ikke er til stede eller det er for at forsikre de investorer, der er ude i at tage store risici, altså at det skaber ekstra sikkerhed om investeringerne, så synes jeg, det er en god idé. Og jeg synes mest af alt, at det er en god idé med den model, der er fundet i ICS-modellen, som jo har fuld gennemsigtighed, hvor der er appelmuligheder, og hvor der samtidig også er faste, udpegede upartiske dommere.

Så det betyder, at hr. Peter Hummelgaard Thomsen er uenig med hr. Jeppe Kofod? Altså, hr. Peter Hummelgaard Thomsen mener, at det er på sin plads og nødvendigt at sætte danske domstole ud af kraft og lave en særdomstol i modsætning til hans socialdemokratiske kollega i Europa-Parlamentet? Det undrer mig, at Socialdemokratiet på den måde slingrer. Hvorfor mener hr. Peter Hummelgaard Thomsen, at hr. Jeppe Kofod tager fejl?

Jeg mener ikke, at hr. Jeppe Kofod tager fejl. Altså, hvis ordføreren lyttede grundigt efter, ville han høre, at jeg faktisk gav hr. Jeppe Kofod ret. Men jeg ved jo samtidig også, at det citat, hvor det er, hr. Jeppe Kofod har forklaret, hvorfor man lagde vægt på at ændre systemet fra en ISDS-model til en ICS-model, som jeg også ved at hr. Jeppe Kofod nede i Europa-Parlamentet har stemt for, formentlig er taget ud af sammenhæng. Så jeg er faktisk enig med min partifælle i Europa-Parlamentet.

Tak. Så er det hr. Rasmus Nordqvist, Alternativet. Værsgo.

Det var sådan set, da ordføreren begyndte at udnævne CETA til en progressiv handelsaftale, at jeg reagerede, fordi jeg synes godt nok, at man skal lede længe efter det progressive i det her. Når man ser på de forskellige artikler, altså kapitel 22, kapitel 23, kapitel 24, der handler om bæredygtig udvikling, som handler om arbejdstagerrettigheder og miljø, er der jo netop ikke nogen konsekvenser der. Det er alene hensigter, hvor man så kan nedsætte konsultationsmekanismer og ekspertgrupper, men vi har ICS'en, som virkelig kan gå ind og banke til, hvis der er en virksomhed, som føler sig uretfærdigt behandlet. Det, man jo så lægger sig op bag, når man sådan støtter det her, er jo meget det her med, at der står, at vi gerne må lave legitime politiske mål gennem lovgivning, og så kan man ikke bliver dømt for det, men er ordføreren ikke enig i, at det er op til ICS-tribunalet at vurdere, om det så er et legitimt politisk mål – eller hvem er det, der ifølge ordføreren vurderer det?

Jo, det er jeg da enig i, og det synes jeg sådan set også fremgår meget klart både i selve aftaleteksten og også af det fortolkningsdokument, der har været. Jeg synes egentlig, at det virker, som om der er rimelig klare rammer for, hvad det er for nogle områder, hvor virksomheder ikke kan få medhold, hvis det er, at man eksempelvis klager over, at en stat har vedtaget ekstra afgifter eller reguleret forskellige sektorer. Men ikke desto mindre i forhold til ordførerens første spørgsmål vil jeg sige, at jeg gerne havde set – og det var også det, jeg sagde i min ordførertale – at man var gået skridtet videre. Når jeg kalder den her aftale for en af de mere progressive af slagsen, er det jo, fordi det overhovedet er taget med. Det er jo ikke set tidligere i handelsaftaler, at man har alle mulige målsætninger med om at fremme bæredygtig handel, at man lægger vægt på høje miljøstandarder, og at de skal følge de standarder, vi i øvrigt har i EU, og det er det, jeg mener, når jeg siger, at det er en af de mere progressive af slagsen.

Men kan ordføreren så ikke lige uddybe det? Mener ordføreren virkelig, at det er i orden, at vi lægger det her op til vurderinger? Det er jo kun ting, hvor vi siger, at det her skal I tage med i jeres vurderinger. Vi siger jo ikke, hvordan det præcis skal fortolkes, hvordan de her kapitler skal bruges. Det er jo op til ICS-tribunalet at tage stilling til de her ting. Bekymrer det slet ikke ordføreren, i forhold til at vi netop står med 17 bæredygtighedsmål for verdens udvikling, som vi jo risikerer at give køb på gennem sådan en aftale som den her? Bekymrer det slet ikke ordføreren?

Jeg har ikke en generel bekymring for, at vi giver køb på de bæredygtighedsmål, vi selv har været med til at vedtage. Jeg har jo den fortolkningsramme af den her aftale, og jeg ved, at også voldgiftsdommere og dommere i det hele taget opererer efter den, og der skal man lægge til grund, hvad det egentlig er, der er aftalens ånd, og når staterne har forpligtet sig til at fremme bæredygtig handel, når man har forpligtet sig til at have høje standarder på miljøbeskyttelse og forbrugerbeskyttelse og deslige, er det også nødt til at tælle med i den vurdering, hvis der endelig er en sag.

Det andet er jo samtidig også, at der endnu ikke i nogen af de investeringsaftaler og investeringsbeskyttelsesmekanismer, vi har indgået som en del af aftaler, har været ført nogen sager mod Danmark. Det er jo, fordi vi egentlig har ret høje standarder, at vi egentlig er ret gode til at have klare principper, når vi handler og lader andre virksomheder handle i Danmark og med Danmark osv.

Det sidste er jo også, at det, der i virkeligheden bekymrer mig rigtig meget, som jeg også var inde på i min ordførertale, er, at vi går en periode i møde, hvor vi ser et decideret tilbageskridt for verdenshandelen. Det tror jeg i den grad er i direkte modstrid med danske interesser og danske lønmodtagerinteresser.

Dermed siger vi tak til ordføreren. Den næste i rækken er hr. Kenneth Kristensen Berth, Dansk Folkeparti.

Tak for det. Dansk Folkeparti kan støtte ratificeringen af frihandelsaftalen mellem Canada og EU. Dansk Folkepartis grundsynspunkt er det enkle, at Danmark som en lille, åben økonomi med et beskedent hjemmemarked som altovervejende hovedregel har gavn af at indgå frihandelsaftaler med andre lande, der respekterer gængse normer i forhold til internationalt samarbejde.

I forhold til Canada er situationen jo den, at der vel ikke kan findes et land uden for EU-kredsen, der ligner Danmark mere end netop Canada. Indgåelsen af en frihandelsaftale med Canada øger markedsadgangen for danske virksomheder til Canada og må dermed forvente at øge eksporten til Canada. Det vil være til gavn for danske arbejdstagere og for dansk økonomi som sådan.

Vi har måttet konstatere, at der iblandt visse grupperinger på venstrefløjen er forsøgt skabt et problematisk billede af frihandelsaftalen, som om den skulle udgøre en trussel mod klima, arbejdstagerrettigheder og meget andet. Ret beset må man imidlertid nok slå fast, at optagelsen af de ti østeuropæiske lande i EU i 2004 udgjorde en langt større udfordring for arbejdstagerrettigheder og miljøet, end tiltrædelsen af en frihandelsaftale med Canada gør det.

For så vidt angår investor-stat-tvistbilæggelsesmekanismen, er der forsøgt rejst tvivl om, hvorvidt tiltrædelsen af denne skulle være en udfordring af dansk suverænitet. Jeg skal i den forbindelse minde om to ting, nemlig at Danmark jo allerede har tiltrådt internationale aftaler, der indeholder lignende forpligtelser, som f.eks. internationale investeringsaftaler, eksisterende handelsaftaler, afgørelser fra Den Internationale Domstol i Haag og Menneskerettighedsdomstolen i Strasbourg, og jeg vil gerne derudover sige, at det ikke er alle disse ting, vi er begejstret for, men det er ikke desto mindre sådan, det er. Jeg skal også minde om Folketingets vedtagelse i forbindelse med forespørgselsdebatten, F 21, den 14. maj 2014, hvor et bredt flertal i Folketinget, herunder Dansk Folkeparti, stillede sig bag den opfattelse, at der i frihandelsaftaler kan indgås regler om tvistbilæggelse på investeringsbeskyttelsesområdet.

Dansk Folkeparti er blandt de partier i Folketinget, der i øvrigt har stillet flest spørgsmål om den her frihandelsaftale. Det har vi gjort, fordi vi mener, at det er vigtigt at være helt klar over, hvad rammerne er for den aftale, som vi indtræder i. For Dansk Folkeparti har det været afgørende, at frihandelsaftalen med Canada ikke indebærer en generel mulighed for, at arbejdskraft fra Canada får adgang til at komme til Danmark og arbejde. Det vil der, efter hvad integrationsministeren har oplyst, jo heller ikke være mulighed for ud over de regler, der allerede er gældende i dag i Danmark.

Dansk Folkeparti er af den opfattelse, at hvis EU overhovedet skal have en eksistensberettigelse, er det jo netop i forhold til kerneopgaven handel, herunder altså på Danmarks vegne at indgå frihandelsaftaler med lande uden for EU. Der er allerede indgået en stribe af sådanne aftaler, senest altså aftalen med Canada, ligesom en aftale med bl.a. Japan er i støbeskeen. Danmark har grundlæggende gavn af at kunne afsætte sine varer internationalt uden toldbarrierer og restriktioner i øvrigt. Det behøver ikke nødvendigvis at være sådan for ethvert land. Der kan være lande, der har gavn af restriktioner og toldbarrierer, men Danmark er ikke et sådant land.

Canada er med sine 35 millioner indbyggere et interessant og relativt stort marked for danske virksomheder at få forbedret markedsadgang til. Derfor forventer vi os også noget af frihandelsaftalen med Canada, selv om betydningen af aftalen naturligvis ikke er sammenlignelig med måske kommende aftaler med Japan med 125 millioner indbyggere og USA med langt over 300 millioner indbyggere. Vi glæder os imidlertid over, at frihandelsaftalen med Canada efterhånden ser ud til at nå i mål, og vi vil altså stemme for ratificeringen af aftalen ved andenbehandlingen i Folketingssalen.

Tak. Vi har et fast spørgepanel fra Enhedslisten, idet det er hr. Søren Søndergaard.

(Uro på tilhørerpladserne). Vi beder om, at I forlader salen.

Vi genoptager punktet. Så nåede vi til hr. Søren Søndergaard, Enhedslisten. Værsgo.

Tak. Det er jo fuldstændig rigtigt, vil jeg sige til hr. Kenneth Kristensen Berth, at den handelsaftale, der hedder EU, har skabt enorme problemer med social dumping. Men det store spørgsmål er jo, hvordan det forhindres i den aftale med Canada, der nu lægges op til. For jeg har også med stor interesse læst svarene, og jeg har med stor interesse læst selve teksten om nøglemedarbejdere osv. osv., der bl.a. skal leve op til bestemmelser om mindsteløn, som vi jo som bekendt ikke har i Danmark. Derfor er det afgørende spørgsmål, hvad det er for en garanti, Dansk Folkeparti som støtteparti har fået – eventuelt i forhandlinger med regeringen, som vi andre ikke kender til – om, at det her ikke fører til social dumping; at det her ikke fører til, at der inden for områder i Danmark bliver ansat folk, der får en betydelig lavere løn end den, de ville få, hvis de arbejdede på danske vilkår?

Så kom vi til sagen efter at være blevet afbrudt af de der månemennesker. Måske nogle af dem skulle stille op til Folketinget. Så kunne det godt være, de skulle klæde sig anderledes. Det ved jeg ikke om man kunne tilbyde ... Nu fortsætter det deroppe. Er de ikke lidt mere normalt klædt på?

Vi afbryder punktet og må bede om, at man forlader salen. Det er ikke tilladt at vise bannere her. Jeg går ud fra, at vi straks får hjælp til at få jer fjernet. Jeg må bede om, at I forlader lokalet nu.

Vi genoptager punktet i tillid til, at der bliver lidt stærkere kontrol ved indgangen, så vi bliver fri for de her afbrydelser. Vi vender tilbage til ordføreren. Værsgo.

Det kunne være, det var på sin plads at drøfte spørgsmålet om, hvorvidt man skulle kunne straffes for at afbryde Folketingets møder. Det var måske en idé til nogen i Retsudvalget.

Jeg tror, det ville være en god idé at gentage spørgsmålet. Der har efterhånden været en del interruptions. Så måske det ville være tilladt fra formanden.

Det er tilladt for spørgeren. Værsgo, hr. Søren Søndergaard.

Jeg tager det i den meget korte form, nemlig den, der hedder: Hvad er det for nogle garantier, Dansk Folkeparti har fået, for, at det her ikke bliver et hul, der fører til social dumping i Danmark?

Jamen jeg har ikke fået nogen garantier fra regeringen. Men jeg har meget, meget svært ved at forestille mig, hvordan det skulle kunne ske. Sagen er jo også den, at der er nogle af de forpligtelser, som andre lande er omfattet af, som følge af at de ikke er i den lykkelige situation at have et retsforbehold, som Danmark ikke er omfattet af. Det vil sige, at vi ikke vil have de samme problemer, som man eventuelt måtte have i andre lande i forhold til spørgsmålet om vandrende arbejdstagere.

Så skal man jo også huske på, at det her drejer sig om nøglemedarbejdere. Det drejer sig ikke om, at man kan få en direkte adgang til at komme ind på det danske arbejdsmarked som det, vi f.eks. ser i forhold til EU, hvor man jo netop kan komme ind og påstå at søge arbejde i Danmark, opholde sig her 3 måneder og så i øvrigt tage hjem igen, hvis man ikke har fundet noget arbejde, eller blive ved med reelt at opholde sig her. Så det, det drejer sig om i EU, er i virkeligheden noget helt andet end det, det handler om, når vi snakker frihandelsaftalen med Canada.

Jeg vil godt sige, at det svar forstår jeg simpelt hen ikke. Det, der er omfattet, er jo nøglepersonale – det er så defineret på forskellig måde – herunder praktikanter. Det er leverandører af kontraktbaserede tjenesteydelser – leverandører af kontraktbaserede tjenesteydelser – selvstændige erhvervsdrivende. Jeg er sikker på, at Dansk Folkeparti kender begrebet falske selvstændige erhvervsdrivende, hvor folk formelt set bliver selvstændige, men reelt ikke er det, eller forretningsrejsende på kortvarigt ophold. Det er næppe det sidste, der er problemet.

Derfor bliver jeg bare nødt til at spørge igen: Hvad er det for nogle garantier, man har fået mod, at vi ikke lige præcis her har et hul, der kan udnyttes til social dumping i Danmark, og hvad vil Dansk Folkeparti gøre, hvis det viser sig, at vi står over for et sådant hul?

Jeg har simpelt hen ikke fantasi til at forestille mig, at vi skulle blive udsat for social dumping fra Canada. Altså, vi skal huske på, at vi er med i et samarbejde i EU, der indebærer, at en rumænsk sigøjner kan tage sin Volvo og køre herop til Danmark og påstå, at vedkommende søger arbejde, mens vedkommende hutler sig frem i tilværelsen. Se, det er det reelle problem, ikke at vi indgår en frihandelsaftale med Canada, der kan betyde, at et relativt begrænset antal medarbejdere, som har en tilknytning til en canadisk virksomhed, kan få adgang til at komme ind og arbejde i Danmark.

Jeg synes, vi skal forholde os til de reelle problemer, som det danske samfund står over for, i stedet for at forsøge at male nogle problemer op, som jeg i hvert fald ikke mener er reelle.

Næste spørger er hr. Nikolaj Villumsen, Enhedslisten. Værsgo.

Jeg tror, at mange af dem, som føler et pres på deres løn- og arbejdsvilkår, ville have været glade, hvis svaret fra Dansk Folkeparti havde været, at man havde en klar garanti for, at deres forhold ikke ville blive forværret med den nye frihandelsaftale, som Dansk Folkeparti åbenbart har tænkt sig at stemme for. Men det var ikke baggrunden for, at jeg skrev mig på.

Det er dyrevelfærd. Dyrenes Beskyttelse skrev for en måned siden i en pressemeddelelse, at de klart opfordrede Folketinget til ikke at vedtage CETA uden først at sikre, at aftalen bliver forbedret, hvad angår dyrevelfærd. Ligeledes sagde præsidenten for Eurogroup for Animals for nylig, at aftalen i den nuværende form er et tilbageskridt for dyrevelfærden. Jeg ved, at Dansk Folkeparti tit bryster sig af at gå op i dyrevelfærd. Kan Dansk Folkeparti virkelig stemme for noget, der forringer dyrevelfærden i Danmark?

309