Tv fra Folketinget

Møde i salen
24-05-2017 kl. 13:00

Møde i salen

Jeg accepterer Folketingets vilkår for deling

1. Folketinget tilbyder brugerne af ft.dk at dele tv-produktioner produceret af Folketinget.


2. Tv-produktioner fra Folketinget må anvendes uden at blive ændret eller bearbejdet. Endvidere må der ikke bygges videre på Folketingets tv-produktioner. Ophavsmanden (eks. politikere og øvrige talere) har eneret til at udgive samlinger af sine egne indlæg jf. den danske ophavsretslovs § 26


Du kan se alle vilkår her.


3. Folketinget tilbyder brugerne at dele Folketingets tv-produktioner via embed-kode, der kopieres fra hjemmesiden.


4. Det er ikke tilladt at ændre i den kopierede embed-kode.


Møde i salen

1) Besvarelse af oversendte spørgsmål til ministrene (spørgetid). 

1.2) Spm. nr. S 1241: Om vandscootere i Københavns havn.

Jan Erik Messmann (DF) :

Brugere af Københavns havn, kanal, rundfartsbåde, ro- og kajakklubber og private bådejere har gennem mange år kontaktet By & Havn i Københavns Kommune og politiet for at anmelde de mange vandscootere, der om sommeren sejler gennem havne og kanaler med ekstremt høje hastigheder til stor fare for dem, der lovligt befinder sig i havnen – hvad vil ministeren gøre for at sikre, at reglerne bliver overholdt?

Skriftlig begrundelse

Der henvises til følgende artikel: »http://www.bt.dk/danmark/to-piger-draebt-i-vandscooter-ulykke-ida-holst-forudsaa-tragedien-for-aar-siden«.

 
1.3) Spm. nr. S 1248: Om håndtering af medarbejderes personlige oplysninger.

Rasmus Prehn (S) :

Mener ministeren, at det skal have konsekvenser, når en arbejdsplads ikke håndterer sine medarbejderes personlige oplysninger korrekt, som det er tilfældet med den nye fragttjeneste, habil, der har offentliggjort deres chaufførers personlige dokumenter, herunder straffeattester, sygesikringsbeviser, kørekort og billeder af chaufførerne, jf. Ekstra Bladets artikel den 13. maj 2017?

Skriftlig begrundelse

Der henvises til ekstrabladet.dk: »Uber-afløser i kæmpe brøler: Straffeattester lå frit fremme« den 13. maj 2017.

 
1.4) Spm. nr. S 1249: Om den kriminelle lavalder.

Peter Kofod Poulsen (DF) :

Vil regeringen sænke den kriminelle lavalder til 12 år?

 
1.6) Spm. nr. S 1232: Om piloter ansat under kummerlige forhold.

Karsten Hønge (SF) :

Hvordan vil ministeren bruge den danske stats indflydelse i SAS til at forhindre samarbejde med firmaer, som ansætter piloter under så kummerlige forhold, som beskrevet i Berlingske den 18. maj 2017?

Skriftlig begrundelse

Der henvises til artiklen »SAS-partners løntilbud provokerer piloter og politikere« i Berlinske Business den 18. maj 2017.

 
1.9) Spm. nr. S 1242: Om marinehjemmeværnets hjælp til politiet ved kontrol af vandscootere.

Jan Erik Messmann (DF) :

Vi kender alle til den tragiske ulykke med vandscooter, hvor to unge piger omkom på grund af vanvidssejlads, og både Søværnets patruljefartøjer fra Division 24 under 2. Eskadre og Marinehjemmeværnet har mandskab, skibe og både til at kontrollere f.eks. vandscootere, men det er politiet, der skal anmode de førnævnte om almindelig hjælp, og som derfor også skal betale regningen for farvandsovervågningen – mener ministeren, at det er en hensigtsmæssig opdeling?

 
1.10) Spm. nr. S 1206: Om at offentlige udbud så vidt muligt skal opdeles i delkontrakter.

Andreas Steenberg (RV) :

Vil ministeren agere, hvis der kan fremlægges dokumentation for, at hensigten i udbudsloven om, at offentlige udbud så vidt muligt skal opdeles i delkontrakter, i vidt omfang ikke efterleves?

Skriftlig begrundelse

En væsentlig hensigt med udbudsloven er at sikre, at offentlige udbud i videst muligt omfang opdeles i delkontrakter, så ikke kun store totalleverandører, men også små og mellemstore virksomheder, har mulighed for at byde ind på opgaverne. Organisationen FødevareDanmark kan imidlertid med adskillige eksempler dokumentere, at det i hvert fald på fødevareområdet ikke er gået sådan, siden loven trådte i kraft den 1. januar 2016. Loven foreskriver i § 49, stk. 2, et såkaldt »følg eller forklar-princip«, hvorefter en ordregiver skal forklare sig, hvis et udbud ikke opdeles i delkontrakter, men der stilles ingen kvalitative krav til en sådan forklaring. Der er eksempelvis set forklaringer om CO2-miljøbelastning fra leverandørers lastbilers kørsel i en given kommune uden inddragelse af, hvor langt væk bilerne kommer fra. En sund konkurrence mellem små og store virksomheder forudsætter som det første, at begge segmenter har mulighed for at byde ind på opgaverne. Som FødevareDanmark har påvist, er små og mellemstore virksomheder ofte afskåret herfra, hvorved markedet på fødevareområdet reserveres til tre (udenlandsk ejede) totalleverandører.

 
1.11) Spm. nr. S 1235: Om regeringens vækstpolitik.

Thomas Jensen (S) :

Når ministeren den 18. maj 2017 udtalte til Berlingske, at »vi skal fjerne byrder og sætte kapitalskatterne ned«, vil ministeren så på den baggrund redegøre for, om det er regeringens vækstpolitik, at kapitalskatterne skal sænkes, og hvilke skatter skal i så fald sænkes, og med hvor meget?

 
1.12) Spm. nr. S 1240: Om hjemtagelse af udliciterede opgaver i kommunen.

Erik Christensen (S) :

Venstreborgmester i Halsnæs, Steen Hasselriis, har tidligere om hjemtagelse af udliciterede opgaver i kommunen udtalt »Det er ikke afgørende for mig, om opgaven bliver løst af kommunen eller en privat aktør, men om vi får opgaven løst i den rette kvalitet og til den rette pris, og det må man sige, vi gør efter hjemtagelsen«, er ministeren enig med borgmesteren i, at det vigtigste for en kommune er at få løst kommunens opgaver bedst og mest effektivt, og at det i nogle tilfælde betyder, at opgaver, der har været udliciteret, hjemtages, og hvordan mener ministeren at et fast måltal for udlicitering af opgaver flugter med kommunens mulighed for at tilrettelægge andelen af opgaver, der løses kommunalt og af private aktører?

 
1.13) Spm. nr. S 1215: Om at sende børn på genopdragelse på koranskoler.

Pernille Bendixen (DF) :

Mener ministeren, at vi har den rigtige lovgivning, når mødre sender deres børn på genopdragelse på koranskoler i f.eks. Somaliland, eller hvad mener ministeren at vi kan gøre for at stramme op?

Skriftlig begrundelse

Der henvises til TV 2 News den 16. maj 2017.

 
1.15) Spm. nr. S 1247: Om permanent grænsekontrol.

Peter Kofod Poulsen (DF) :

Vil regeringen arbejde for permanent grænsekontrol, og hvilken betydning for grænsekontrollen tillægger regeringen Kommissionens udmelding om, at grænsekontrol inden for få måneder skal bringes til ophør?

 
1.16) Spm. nr. S 1259: Om Sveriges syn på indvandring fra den tredje verden.

Henrik Brodersen (DF) :

Mener ministeren, at det er en trussel for det nordiske samarbejde, at Sverige har et meget anderledes syn på indvandring fra den tredje verden end resten af de nordiske lande, da de indirekte pålægger deres nabolande besværligheder og udgifter?

 
1.17) Spm. nr. S 1246: Om skattenedslag for seniorer.

Jesper Petersen (S) :

Er ministeren enig i, at 64-årige seniorer i arbejde, der dokumenterbart har arbejdet fuld tid i årene op til 2016 og dermed er berettiget til et skattenedslag på potentielt 100.000 kr., men som ikke vil få dette nedslag som følge af en upræcis måde at opgøre arbejdstimer på hos ATP, bør gives en fornyet mulighed for at rette ATP’s informationer og dermed få udbetalt den bonus, de er stillet i udsigt af den tidligere VK-regering?

Skriftlig begrundelse

Der henvises til L 160, 2007-08, vedrørende skattenedslag for seniorer.

 
1.18) Spm. nr. S 1214: Om den manglende mobildækning bl.a. i Bøgeskoven på Stevns.

Henrik Brodersen (DF) :

Hvad mener ministeren om den manglende mobildækning, der i flere tilfælde har været skyld i, at folk ikke har kunnet tilkalde hjælp, bl.a. i Bøgeskoven på Stevns, som beskrevet i Sjællandske den 15. maj 2017?

 
1.19) Spm. nr. S 1252: Om kommunerne lever op til Barnets Reform.

Karina Adsbøl (DF) :

Hvordan vil ministeren sikre, at kommunerne lever op til Barnets Reform?

 
1.20) Spm. nr. S 1253: Om overgangen til voksenlivet for anbragte børn.

Karina Adsbøl (DF) :

Hvordan vil ministeren sikre overgangen til voksenlivet for anbragte børn, så de ikke udsættes for endnu et svigt og tabes på gulvet?

 
1.21) Spm. nr. S 1236: Om Dansk Kirke i Sydslesvig.

Karen J. Klint (S) :

Er ministeren indstillet på at søge en løsning på Dansk Kirke i Sydslesvigs gentagne ønsker over for skiftende ministre om at være med i den medlemsdemokratiske proces, når der skal ansættes i den biskopstilling, deres kirker henhører under, og hvad kan ministeren oplyse om mulighederne for at imødekomme dette relevante ønske?

 
1.22) Spm. nr. S 1229: Om Kystbanen.

Kristian Hegaard (RV) :

Kan ministeren redegøre for regeringens holdning til nuværende forhold og fremadrettede initiativer for rettidighed og hastighed på Kystbanen, og er ministeren enig i, at man bør være endnu mere ambitiøs for rettidighed og hastighed for Kystbanen, som er Danmarks mest benyttede strækning?

 
1.23) Spm. nr. S 1231: Om flysikkerheden.

Karsten Hønge (SF) :

Hvilken betydning mener ministeren at det kan få for flysikkerheden, at piloter ansættes under vilkår så ringe som beskrevet i artiklen »SAS-partners løntilbud provokerer piloter og politikere« i Berlingske den 18. maj 2017, med deraf følgende risiko for ekstraarbejde og træthed?

 
1.24) Spm. nr. S 1233: Om erstatningssager ved flyforsinkelser.

Rasmus Prehn (S) :

Mener ministeren, at der er behov for tiltag over for flyselskaberne, sådan at det sikres, at erstatningssager, hvor passagerer som følge af forsinkelser har ret til erstatning, ikke overbelaster retsvæsenet, som man ser i Københavns Byret, hvor de nu har omkring 1.400 aktive sager?

Skriftlig begrundelse

Der henvises til DR's omtale den 18. maj 2017.

 
1.25) Spm. nr. S 1237: Om at øge tilgængeligheden til tog for alle borgere.

Karen J. Klint (S) :

Vil ministeren se på mulighederne for at øge tilgængeligheden til tog for alle borgere, bl.a. på Børkop Station, når Banedanmark i forbindelse med overgangen til elektrificering alligevel skal ændre på mange broer og der skal rettes kurver ud, ved at der om muligt anlægges tunnel og/eller elevatortårn?

Skriftlig begrundelse

Der henvises til artiklen »Elektrisk tog vil påvirke 200 ejendomme og kræve 39 nye broer« i Horsens Folkeblad den 18. maj 2017.

 
1.26) Spm. nr. S 1238: Om den seneste boligaftale.

Kaare Dybvad (S) :

Mener ministeren, at seneste boligaftales delmål om en opdatering af værktøjskassen med effektive redskaber til at skabe en positiv udvikling i udsatte boligområder er opnået?

 
1.27) Spm. nr. S 1239: Om den seneste boligaftale osv.

Kaare Dybvad (S) :

Mener ministeren, at de afsatte midler i den seneste boligaftale til forsøgspuljen, der kan gå til bl.a. energiforbrug, klimasikring, digitalisering, tilgængelighed, effektivisering af nybyggeri og drift, ny teknologi og bæredygtighed, er blevet brugt hensigtsmæssigt?

 

2) 1. behandling af B 135: Om oprettelse af pulje til kommunal støtte til lokale integrationshuse. 

Forslag til folketingsbeslutning om oprettelse af pulje til kommunal støtte til lokale integrationshuse.

Af Holger K. Nielsen (SF) og Jacob Mark (SF).

(Fremsættelse 31.03.2017).

Afspiller

3) 1. behandling af B 103: Om bekæmpelse af social dumping i transportsektoren. 

Forslag til folketingsbeslutning om bekæmpelse af social dumping i transportsektoren.

Af Karsten Hønge (SF) og Kim Christiansen (DF) m.fl.

(Fremsættelse 29.03.2017).

Afspiller

4) 1. behandling af B 123: Om kortlægning af omfanget af udenlandske opkøb af udlejningsejendomme i Danmark. 

Forslag til folketingsbeslutning om kortlægning af omfanget af udenlandske opkøb af udlejningsejendomme i Danmark.

Af Kaare Dybvad (S) og Søren Egge Rasmussen (EL) m.fl.

(Fremsættelse 31.03.2017).

Afspiller

5) 1. behandling af B 129: Om forebyggelse af indbrud i private hjem. 

Forslag til folketingsbeslutning om forebyggelse af indbrud i private hjem.

Af Rune Lund (EL), Trine Bramsen (S) og Lisbeth Bech Poulsen (SF).

(Fremsættelse 31.03.2017).

Afspiller

6) Forhandling af F 52: Om fælles myndighedsindsats mod social dumping. 

Forespørgsel til beskæftigelsesministeren:

Den fælles myndighedsindsats mod social dumping har nu fungeret i 5 år, og vil ministeren derfor kommentere de foreløbige erfaringer og fremlægge regeringens overvejelser på området fremover?

Af Mattias Tesfaye (S), Claus Kvist Hansen (DF), Finn Sørensen (EL) og Karsten Hønge (SF).

(Anmeldelse 04.04.2017. Fremme 07.04.2017).

Afspiller

Mødet er åbnet.

I dag er der følgende anmeldelser:

Martin Henriksen (DF) m.fl.:

Beslutningsforslag nr. B 155 (Forslag til folketingsbeslutning om forbud for alle offentligt ansatte mod at bære religiøs hovedbeklædning på arbejde) og

Beslutningsforslag nr. B 156 (Forslag til folketingsbeslutning om et helt eller delvist udgangsforbud for asylansøgere under 18 år).

Titler på de anmeldte sager vil fremgå af folketingstidende.dk.

Så skal jeg meddele, at det af Pernille Bendixen under nr. 1 opførte spørgsmål til justitsministeren (spørgsmål nr. S 1217) udgår af dagsordenen efter ønske fra spørgeren.

Jeg skal meddele, at de under nr. 5 (S 1228), nr. 7 (S 1243) og nr. 8 (S 1245) opførte spørgsmål til finansministeren af Jesper Petersen og Peter Hummelgaard Thomsen udgår af dagsordenen.

Endelig skal jeg meddele, at det af Christian Rabjerg Madsen under nr. 14 opførte spørgsmål til udlændinge- og integrationsministeren (spørgsmål nr. S 1244) udgår af dagsordenen efter ønske fra spørgeren.

Vi starter i realiteten med det, der oprindelig var nr. 2, nemlig et spørgsmål til justitsministeren af hr. Jan Erik Messmann.

Værsgo for oplæsning af spørgsmålet.

Tak, formand. Brugere af Københavns havn, kanal, rundfartsbåde, ro- og kajakklubber og private bådejere har gennem mange år kontaktet By & Havn i Københavns Kommune og havnepolitiet for at anmelde de mange vandscootere, der om sommeren sejler gennem havne og kanaler med ekstremt høje hastigheder til stor fare for dem, der lovligt befinder sig i havnen – hvad vil ministeren gøre for at sikre, at reglerne bliver overholdt?

Tak, og tak for spørgsmålet. Havnearealerne er over de senere år blevet en del af byens rum, og det betyder selvfølgelig også, at politiet har oplevet et stigende behov for havnepatruljering. Navnlig sejlads med speedbåde og vandscootere er et stigende problem. Vi så desværre tidligere på måneden, hvilke tragiske konsekvenser det kan have, når man sejler vildt og vanvittigt på vandscooter.

Som følge af den stigende brug af havnen til rekreative formål har Københavns Politi og andre politikredse besluttet at intensivere indsatsen i havneområderne og være mere synligt til stede i havnen. Københavns Politi var således også til stede i havnen den dag, hvor ulykken skete. Desværre forhindrede det ikke ulykken.

En af udfordringerne for politiindsatsen er jo, at det er meget vanskeligt i situationen at pågribe dem, der overtræder reglerne på vand. På en vandscooter kan man meget hurtigt komme ud på åbent hav, hvor det er særdeles vanskeligt at bringe et fartøj, som forsøger at undvige, til standsning. Jeg kommer netop fra et møde med Københavns overborgmester, Frank Jensen, ledelsen i By & Havn og politiet, hvor vi drøftede, hvilke tiltag der er brug for. Så vi gør, hvad vi kan, for at undgå flere forfærdelige uheld.

Et af mine forslag er at give politiet bedre redskaber til at identificere de ansvarlige ved at stille krav om, at vandscootere skal ansvarsforsikres og skal kunne identificeres ved hjælp af et tydeligt nummer, en slags nummerplade for vandscootere, om man vil. Det vil give politiet en markant forbedret mulighed for at identificere førere af vandscootere og efterfølgende straffe dem for deres lovovertrædelser.

Samtidig vil vi se på, om der er behov for at straffe overtræderne hårdere, f.eks. ved at beslaglægge og konfiskere vandscootere fra førere, som gentagne gange eller ved vanvittig sejlads har forbrudt sig mod reglerne. Og herudover kigger vi også på, hvordan vi kan indrette havneområderne, f.eks. ved at opsætte videoovervågning, for at forbedre sikkerheden i havne.

Det er nogle af de forslag, vi arbejder med. I den kommende tid vil vi arbejde videre og inddrage relevante aktører.

Tak. Jeg så justitsministeren på tv, og jeg har selv til daglig gennem de sidste 13 år været fører og kaptajn i kanalrundfarten, så jeg ved, hvad problemet består i. Vi har gennem alle årene hver eneste gang ringet til havnen og til politiet for at få hjælp, men det er rigtig, rigtig svært. Vi må se i øjnene, at det ikke er sidste gang, ting som det her sker, for det kan ske hver eneste dag. De sejler op til ti gange hurtigere, end de må, og de sejler slalom. Det vil sige, at det ikke kun er fartgrænsen, de overtræder. Det er også søfartsreglerne og havnereglementet.

I havnen er der opsat en fartmåler ved Langebro, hvor der står, hvor hurtigt man sejler. 6 knob er maks. fart der, og det hører jo ikke nogen steder hjemme, når de så sejler igennem havnen med 40-50 knob. De her vandscooterførere ved jo også udmærket godt, hvor politiet er, for det kan de hurtigt finde ud af. Havnen er rigtig mange kilometer lang, jeg kan ikke huske nøjagtig hvor lang, men det tager faktisk tre kvarter at sejle fra den ene ende til den anden med lovlig hastighed, så Københavns Havn er en meget stor havn.

Et andet problem, som masser af vidner gennem årene også har fortalt om, er, at vandscooterne let sejler fra politiet, for de sejler bare ned i Sydhavnen og igennem noget, der hedder stigbordene. Det er nogle små rør ligesom kloakrør gennem Sjællandsbroen, som politibådene ikke kan komme igennem. Og der er bare fri passage for vandscootere, kajakker, kanoer og mindre både. Så de griner ligefrem ad politiet, når de smutter den vej.

Derfor vil jeg spørge her og nu: Hvad vil ministeren gøre for at øge kontrollen?

Jeg vil sige, at jeg er meget enig i de betragtninger, som spørgeren kommer med, og det er også noget af det, politiet nu skal have en dialog med Københavns Havn om hvad man kan gøre ved. Der er flere aktører, vi skal have til at tale sammen her. Det, jeg kan sige helt konkret, er, at politiet over for mig har tilkendegivet, at de vil øge tilstedeværelsen i Københavns Havn med 50 pct. hen over sommeren, simpelt hen for at være meget mere synlige og meget mere til stede, for det er det, der er brug for.

Det håber jeg, fordi de er der ikke hver dag, så jeg håber, det bliver øget på den måde. Der skal sikkert også noget andet til. Der skal højere straffe til, som måske vil have en effekt på mængden af lovovertrædelser, hvad angår de unge mænd på vandscootere. Sådan nogle ting hilser jeg meget velkommen.

Vi ved også, at det er helt forbudt at sejle med jetski og vandscooter i Københavns Havn, og straffen for vanvidssejlads er faktisk op til 8 års fængsel efter straffelovens § 252. En strafferamme på op til 8 år burde i sig selv være nok til at motivere folk til at finde et andet sted at sejle på vandscooter, f.eks. på vandscooterbaner og kapsejladsbaner rundtomkring i landet.

Er ministeren enig i, at folks sikkerhed er det vigtigste, og at det derfor er nødvendigt med øget, optimeret kontrol, måske også langt ud over de 50 pct.?

Nu er vi ude over de 30 sekunder, det går hurtigt. Værsgo, minister.

Tak for det. Ja, jeg er enig i, at vi skal prøve på alle tænkelige måder på at sætte ind, langt mere, end vi gør nu. For det, det handler om, er jo, at hvis de ræser af sted, kan det være meget svært at identificere dem: Der var godt nok en vandscooter, men hvem var det? Og kunsten skulle så gerne være, at vi får nogle værktøjer, der gør, at vi kan registrere dem. For at kunne registrere dem ville det være godt, at der var sådan en slags nummerpladesystem, altså et lignende identifikationssystem. Det tror jeg kunne være med til det. Jeg tror også, at højere bøder og muligheden for, at vi kan konfiskere vandscooteren, kunne være en mulighed.

Spørgeren for det sidste spørgsmål.

Bare kort: Jeg vil sige tak for besvarelsen indtil nu. Og jeg vil så sige, at vi jo heller ikke skal straffe alle dem, der er lovlige, og det koster at registrere et fartøj. Men med hensyn til det vil jeg meget gerne være med i en gruppe sammen med justitsministeren om eventuelt at løse problemet på den bedste måde. Tak for det.

Det vil jeg bare kvittere for og sige tak for. Og så vil jeg sige, at der kommer en proces nu her efter de indledende drøftelser, hvor vi skal have en bredere drøftelse af det, og jeg vil se meget frem til også at drøfte det videre med spørgeren.

Spørgsmålet er slut.

Det næste spørgsmål er også til justitsministeren af hr. Rasmus Prehn.

(Talen er under udarbejdelse)

Værsgo til hr. Rasmus Prehn for oplæsning af spørgsmålet.

Mange tak, formand.

Mener ministeren, at det skal have konsekvenser, når en arbejdsplads ikke håndterer sine medarbejderes personlige oplysninger korrekt, som det er tilfældet med den nye fragttjeneste, habil, der har offentliggjort deres chaufførers personlige dokumenter, herunder straffeattester, sygesikringsbeviser, kørekort og billeder af chaufførerne, jf. Ekstra Bladets artikel den 13. maj 2017?

Tak. Ja, det er jeg meget enig i. Det er naturligvis helt uacceptabelt, når en arbejdsgiver ikke passer på sine medarbejderes fortrolige oplysninger. Som medarbejder skal man trygt kunne overlade sine oplysninger til sin arbejdsgiver, og så skal det selvfølgelig have konsekvenser, når en arbejdsgiver ikke har styr på, hvordan man opbevarer fortrolige personoplysninger om sine medarbejdere.

Som reglerne er i dag, straffes overtrædelser af persondataloven med bøde eller fængsel i op til 4 måneder. I forhold til den konkrete sag har de ansatte, som det her går ud over, mulighed for at klage til Datatilsynet. Datatilsynet har endvidere mulighed for at tage sagen op af egen drift. Da Datatilsynet er en uafhængig tilsynsmyndighed, har jeg ikke som minister mulighed for at sige til Datatilsynet, at de skal tage sagen op, og derfor kan jeg heller ikke i dag sige noget om, hvad konsekvenserne af sagen skal være, men jeg synes jo, at den her sag viser, at man tager beskyttelse af personoplysninger alvorligt.

Med den nye databeskyttelsesforordning, som får virkning om ca. 1 år, er der udsigt til yderligere skærpelse af sanktionsniveauet – faktisk en voldsom skærpelse af sanktionsniveauet for overtrædelse af persondatalovgivningen. Det bliver markant højere bøder for virksomhederne, der kommer, og desuden bliver en virksomhed, som utilsigtet har haft en sikkerhedsbrist, forpligtet til at anmelde bristen til Datatilsynet. Bare for at runde af vil jeg sige, at jeg har en klar forventning om, at man som virksomhed opfører sig ansvarligt, når man behandler personoplysninger om sine ansatte. Og gør man ikke det, ja, så får det konsekvenser.

Først og fremmest mange tak for ministerens klare tilkendegivelse her i salen i dag. Det er rart at få understreget, at den her meget lemfældige og uprofessionelle omgang med folks personlige oplysninger er fuldstændig uacceptabel, og den er også ulovlig. Det er rart at få slået det fast.

Der er jo faktisk ifølge Ekstra Bladet tale om hele 700 chaufførers dokumenter, der ligger derude og flyder. Det skulle være noget i retning af 1.500 forskellige filer, som ligger åbent tilgængelige på nettet. Jeg har respekt for de arbejdsgange, der er, og som ministeren også refererer til, men kan ministeren måske løfte lidt mere af sløret for, hvad den aktuelle situation i øjeblikket er? Er der sket en politianmeldelse, og er politiet inde i sagen i forhold til det her? Er man i gang med at efterforske det svigt, som der har været på det her område?

Selv om ministeren ikke har direkte instruktionsbeføjelse i forhold til den pågældende indsats, kan det jo godt være, at ministeren har haft lejlighed til at få en orientering om, hvad der sker på området, sådan at vi også i offentligheden kan blive lidt klogere på det her. For det er jo noget, der fylder meget, når der er et sådant kaos og en så lemfældig og professionel omgang med personlige data, så kan vi få sidste nyt i sagen?

Ja, det ville jeg ønske jeg kunne give. Jeg har ikke nogen viden om det. Jeg kan bare sige, at som forurettet borger ville det i hvert fald være naturligt enten at indgive en politianmeldelse selv eller i fællesskab, eller hvordan man nu kan blive enige om det, eller rette henvendelse til Datatilsynet. Datatilsynet kan så også i sager indgive en politianmeldelse. Det synes jeg må være den rigtige vej at gå, at de folk agerer enten med politiet direkte eller Datatilsynet, der så kan komme med en udtalelse, eller direkte anmelde det til politiet.

Mange tak til ministeren for lige at repetere det, der også var i det første svar, i forhold til, hvordan selve sagsgangen er her, at man altså som borger skal henvende sig til Datatilsynet, og så kan de gribe ind. Det synes jeg er positivt bliver klarlagt. Skulle der sidde nogle af de her 700 chauffører derude og føle sig forulempet, så ved de nu, hvad de skal gøre. Men har ministeren ikke haft lejlighed til at spørge ind til det her? For det er alligevel en voldsom sag, altså, med hele 700 chaufførers følsomme dokumenter, der ligger derude. Har ministeren ikke inden den her besvarelse prøvet at indhente informationer om, hvad der er status i sagen?

Det, der har været muligt, er det, jeg har redegjort for. Det er ikke af ond vilje, på ingen måde, men det kan jeg selvfølgelig gøre. Og det vil jeg gerne gøre. Bare lige for at sige det, det vil jeg selvfølgelig gerne gøre. Men det er, hverken fordi vi har sovet for meget til middag ovre i ministeriet eller har slappet af, jeg har simpelt hen bare ikke mere update på det. Jeg vil meget gerne undersøge det.

Sidste spørgsmål til spørgeren.

Jeg har stor respekt for ministerens indsats. Jeg ved, at ministeren arbejder stenhårdt, så det var ikke for at kritisere det. Og der kan være mange andre sager. Man kan jeg forstå det sådan, at ministeren vil være villig til at indhente status i den her sag og så eventuelt rundsende den til Retsudvalget? For jeg synes da også, at det er et vigtigt signal til eventuelle krænkere derude, at de ved, at når der er noget, så er justitsministeren opmærksom på det, spørger ind til det, følger med i sagen. Det skal jo ikke være sådan, at fordi der er nogle borgere, der ikke reagerer på det, så får det bare lov at ske.

Tak for det. Får jeg et skriftligt spørgsmål om det her, så vil jeg få det undersøgt, og så vil jeg sende svaret ud på det. Og så vil jeg bare lige slå fast her igen: Sidder der nogle nu og føler sig krænket, så bare lige for at repetere det: Klag til Datatilsynet, indgiv politianmeldelse direkte, hvis I føler, at det er relevant, og så kan der ske noget der. Men jeg skal meget gerne undersøge det nærmere.

Tak til hr. Rasmus Prehn. Og vi fortsætter med spørgsmål til justitsministeren.

(Talen er under udarbejdelse)

Hr. Peter Kofod Poulsen må meget gerne træde nærmere og læse spørgsmålet op. Værsgo.

Tak for det. Vil regeringen sænke den kriminelle lavalder til 12 år?

Tak for spørgsmålet. Jeg kommer nok ikke til at svare ret meget anderledes, end jeg gjorde til det beslutningsforslag, vi havde i sidste uge her i salen. Det, jeg bare godt vil sige, er, at vi er enige om, at der skal sættes tidligt ind over for unge, også unge helt ned til 12 år. De skal mærke konsekvens, når de begår kriminalitet. Altså, vi får simpelt hen et regime for de her 12-17-årige, hvor vi gør noget.

Det drøftede vi også i sidste uge i forbindelse med Dansk Folkepartis beslutningsforslag om ungdomsdomstole. Det var en god drøftelse, synes jeg, og jeg synes også, det står klart, i hvert fald for mig, at regeringen og DF har mange af de samme mål med en kommende reform. Det handler simpelt hen om at undgå, at unge mennesker havner i en kriminel løbebane og bliver hårdkogte kriminelle.

Som jeg også henviste til i sidste uge, vil regeringen i den kommende tid fremlægge et udspil til en reform af indsatsen mod ungdomskriminalitet. Derfor kommer jeg ikke i dag til at udtale mig om enkeltelementer, og det ved jeg at spørgeren ufattelig gerne vil have mig til. Men jeg håber så, at jeg kan trøste eller lindre smerten for spørgeren ved at sige, at jeg tror, at når vi kommer med det her udspil, vil vi på meget lange stræk kunne glæde os over det i fællesskab, både over noget af det, Dansk Folkeparti er kommet med, og noget af det, regeringen er kommet med. Og så håber jeg selvfølgelig, at vi får en god debat om det hen over sommeren, og at vi til efteråret kan lave en politisk aftale om det her.

Ministeren har i hvert fald ret i en ting, og det er, at vi har nogle fælles målsætninger på det her område. Og det havde vi jo også inden folketingsvalget, hvor ministeren selv lagde navn til en kronik sammen med min egen partiformand og de to øvrige partiformænd i det, der fra tid til anden omtales som blå blok. Det var jo nogle, må man sige, meget konkrete modeller, der blev skitseret, en meget klar retning.

Der blev efterfølgende fremsat et beslutningsforslag, som jo også meget klart skitserede, hvad det var, en enig blå blok faktisk gik til valg på. For det her skete umiddelbart inden sidste folketingsvalg, hvor vi efterfølgende fik et flertal. Vi har 90 mandater, og vi kan gøre det, der skal gøres. Vi kan gennemføre den politik, som vælgerne er blevet stillet i udsigt, og det er jo også derfor, vi i høj grad er utålmodige. Altså, vi har ladet os besnakke i 2 år med sniksnak af den tidligere justitsminister og nu også af den nuværende justitsminister.

Vi har altså ventet i 2 år, på trods af at vi har 90 mandater til at indføre det system, som vi jo inden valget var enige om var det rigtige. Det var det system, der virkede, og det var det system, vi kunne være enige om. Så jeg vil bare appellere til, at vi meget, meget hurtig kommer i mål med det her. Det er hjerteblod, at vi får rettet op på nogle af de her unge kriminelle, så vi både får færre ofre, og så de heller ikke skal spilde hele deres liv i et voksenfængsel, når de når dertil.

Men jeg vil egentlig vende tilbage til mit oprindelige spørgsmål, for ministeren var i sin besvarelse sådan lidt overfladisk inde på noget med et særligt system for de 12-18-årige, måtte man forstå. Altså, skal jeg forstå det sådan, at regeringens holdning er – vi kan kalde det et andet ord, hvis ministeren ikke kan lide at sige ordet – at det, der i dag hedder den kriminelle lavalder, skal ligge på 12 år?

Jeg vil godt lige starte med at sige, at jeg fuldt og helt anerkender, at vi var fire partiledere, der skrev en fælles kronik, og som har lavet noget forskelligt sammen, og nu skal vi så til at omsætte det til noget operativt. Det kan der være forskellige måder at gøre på, og det, regeringen kommer til at spille ud med, er én måde at gøre det på. Jeg håber, vi holder fokus på, at vi får noget effektivt ud af det.

Så vil jeg sige igen, at jeg ikke her i dag vil kommentere enkelte elementer.

Værsgo. Så er det spørgeren igen.

Når særlig det enkeltelement interesserer mig, er det jo, fordi det er meget målbart. Det kan vi tage og føle på. Det var det, der var tanken i kronikken, som ministeren i sin tid var medunderskriver på. Det var det, der gik igen i beslutningsforslaget. Det er noget, man kan måles og vejes på. Så kan vi altid tage effektdiskussionen hen ad vejen. Men det her er meget måleligt.

Så lad mig spørge på en anden måde: Kommer der en egentlig ungdomsdomstol a la det, der var lagt op til i kronikken og i forslaget?

Jeg har meget stor beundring for spørgerens mange måder at komme ind på det her på. Når jeg nu ikke vil svare præcist på det ene, kan man jo prøve med det andet. Jeg vil bare sige, at det, der bliver rigtig godt i det her, når vi nu er helt færdige, er, at vi får forskellige tilgange til at sanktionere de unge mennesker hurtigt. For jeg er helt sikker på, at det, spørgeren og jeg gerne vil, er, at der skal ske noget – noget, der virker, noget, det sker hurtigt, noget, der bliver præventivt, og noget, der gør, at de ikke bliver vaneforbrydere og småkriminelle.

Så er det sidste runde, 30 sekunder. Værsgo, spørgeren.

Tak for det. Vi er i hvert fald ikke interesseret i, at der skal skabes et eller andet nyt pædagogisk projekt, der bliver lige så svært at flytte og løfte og gøre alt muligt ved som det nuværende system. Jeg tror, der er behov for, at det står på to ben, både kærlighed – hvis et system overhovedet kan have kærlighed; det kan man jo diskutere – og i hvert fald konsekvens. For der er nogle rødder, som man ikke når med det system, vi har nu, som kommer længere og længere ud i kriminalitet, og som kommer fra et sted, hvor danske normer, love og regler er sat ud af kraft. Og vi må have et system, der kan hive dem ud. Vil ministeren garantere, at vi får sådan et system?

Så er det ministeren for afslutning.

Ja, det er bestemt sådan et system, jeg mener vi lægger op til, altså hvor vi tager fat i de her typer, som ikke helt kan finde ud af, hvad vej de skal gå. Og så er der en konsekvent hånd – ja, jeg mener faktisk, man godt kan sige en kærlig og konsekvent hånd – i ryggen det rette sted hen. For det skulle gerne være sådan, at der er konsekvens, første gang man begår noget, og så skal den konsekvens selvfølgelig være anderledes, end ottende gang man begår noget. For vi har alle sammen en interesse i, at unge mennesker skal have et godt liv. Og hvis unge mennesker skal have et godt liv, skal der være konsekvens fra dag et, i stedet for at en masse voksne i misforstået godhed er ligeglade og lukker øjnene. Så jeg glæder mig helt vildt til, at vi skal snakke om det her fremadrettet.

Jeg siger tak til justitsministeren.

Vi går videre, og nu hilser vi finansministeren velkommen til spørgsmål nr. 6 af hr. Karsten Hønge.

(Talen er under udarbejdelse)

Værsgo for oplæsning af spørgsmålet.

Tak. Hvordan vil ministeren bruge den danske stats indflydelse i SAS til at forhindre samarbejde med firmaer, som ansætter piloter under så kummerlige forhold som beskrevet i Berlingske den 18. maj 2017?

Nogle gange kunne man godt ønske sig mere indflydelse, end man har. Jeg er glad for, at spørgeren tillægger mig så stor indflydelse, at jeg som markant mindretalsaktionær – altså ikke markant stor, men markant mindre end en flertalsaktionær – vil kunne styre et selskabs ageren. Det kan jeg desværre ikke.

Når det så er sagt, vil jeg sige, at jeg med interesse og også nogen overraskelse er startet med at læse artiklen fra Berlingske, men blev dog en lille smule mere om ikke beroliget, så i hvert fald mindre bekymret, da jeg i slutningen af artiklen læste, at SAS er i gang med at gennemføre forhandlinger, så deres underleverandørers ansatte er på overenskomst og dermed ikke på det udgangspunkt, som var i starten af artiklen. De er på et andet niveau, som er resultatet af den overenskomstforhandling, som jeg går ud fra man er vant til at have mellem arbejdsmarkedets parter, inklusive de dele af arbejdsmarkedets parter, der er en del af luftfarten. Så umiddelbart vil jeg sige, at vi som ejer er interesseret i, at SAS har konkurrencedygtige vilkår, og at de har ordentlige vilkår. SAS har selv defineret, at ordentlige vilkår betyder, at deres egne og deres underleverandørers ansatte som udgangspunkt skal have overenskomst. Det er det, de også tilkendegiver i artiklen. Jeg går ud fra, at de vil kunne levere det.

Udfordringen for SAS er, at SAS har en kombination af et højt omkostningsniveau, en stor gæld og desværre en lidt ældre flybase. Det er sådan set tre rigtig dårlige ting at have i kombination, hvis man skal være konkurrencedygtig og kunne tiltrække kunder, der forventer høj klasse og komfort undervejs. Derfor tror jeg, vi skal se SAS arbejde videre på at reducere omkostninger, hvis vi skal bevare SAS som et levedygtigt selskab.

Tak for det. Så er der 2 minutter til spørgeren.

Jo, jeg er da helt opmærksom på, at den danske stat kun ejer 14 pct. af SAS, og i den forstand kan jeg selvfølgelig godt forstå finansministerens lidt forsigtige tilgang til det. Men tænk, at jeg skulle opleve det med: en ydmyg Venstreminister. Det havde jeg ikke lige forventet. Men jeg synes nu godt, at finansministeren i den her forbindelse kunne spænde overarmen lidt, for man er jo aktionær i foretagendet. Og hvis SAS har tænkt sig at arbejde sammen med underentreprenører eller underleverandører, som har tænkt sig at spille ud med de vilkår, som de gør her, så må man som ejer sige og fuldstændig klart udadtil signalere, at det kan man overhovedet ikke stå inde for.

Jeg kan jo se her, at en af piloterne bliver citeret, og han siger:

»Jeg bliver sindssygt provokeret af det. De forhold, som der spilles ud med, er horrible. Det er et principielt spørgsmål for mig, og for mig viser det, at SAS er ligeglade.«

Det der med, at SAS kunne være ligeglade, er jo et af de punkter, hvor man som ejer, herunder finansministeren, kunne slå i bordet og sige: Det sker under ingen omstændigheder, den danske stat har ikke at gøre med et firma, der udviser en arbejdsgiveradfærd, hvor man arbejder sammen med underentreprenører eller underleverandører, der har arbejdsforhold, der er så langt væk fra de almindelige vilkår i branchen. Ligesom finansministeren har jeg læst hele artiklen, og man kan da godt blive glad for, at de har tænkt sig at føre forhandlinger, men hvad i alverden er meningen med, at man overhovedet spiller ud med et forslag til en aftale, som ligger så langt væk fra enhver form for rimelighed?

Jeg synes, at spørgeren skal stille nogle flere spørgsmål til mig, for så vil spørgeren altid møde en ydmyg minister. Vi er her jo for at kunne levere gode svar, og det gode svar i den her sag er sådan set, at jeg ikke engang behøver at spænde overarmen for at få SAS til at mene, at deres underleverandører skal arbejde efter overenskomsten, for SAS siger direkte i den selv samme artikel, som der blev spurgt til, at de forventer, at der kommer overenskomster på området, også med det her selskab, og dermed, at de lønvilkår, som er beskrevet i artiklen, ikke vil være gældende, når SAS begynder at bruge de serviceydelser, som selskabet leverer.

Jo, jo. Der er dog en forhåbning om, at der vil komme en overenskomst, men det, jeg beder om, er, at finansministeren som medejer af SAS får sendt det utvetydige signal, at det er decideret provokerende, og at det– som piloten sagde før – gør folk sindssygt provokeret, at man overhovedet skal læse sådan et udkast til en aftale. Det er da rigtigt, at det ikke er det, som aftalen ender med, men hvad er dog ideen med at sende sådan noget ud? Vi kan se, at ejeren af det andet firma siger:

»Hvis ikke det var fair, ville jeg ikke tilbyde det.«

Her taler vi vel at mærke om pilotlønninger på mellem 13.000 og 20.000 kr., altså noget, der ligger langt, langt væk fra de forhold, der ellers i branchen.

Diskussionen kommer til at gå lidt i ring, for man forsøger at lægge en uenighed ned over det, som vi ikke har. Jeg mener, at der skal være en overenskomst på det her område. SAS mener, at der skal være en overenskomst på det her område. Jeg tillader mig at tro, at spørgeren mener, at der skal være en overenskomst på det område. Så det er jo det, der er i gang med at blive forhandlet. Fordi jeg i den her sag både er repræsentant som ejer af SAS, men også som politiker, vil jeg bare ikke som politiker blande mig i, hvordan man fører overenskomstforhandlinger. Det overlader jeg til arbejdsmarkedets parter, i det her tilfælde virksomheden og så det, der hedder FPU. Jeg tror på, at de også på det her område ligesom på andre områder er i stand til at lave en god aftale med det her selskab.

Spørgeren for sidste runde.

Jamen det håber jeg virkelig også, men jeg tror, at det vil være en stor hjælp, også for hele branchen her, at opleve en finansminister, der netop som medejer spænder overarmen, som jeg siger, og forklarer SAS, at man ikke vil finde sig i en arbejdsgiveradfærd, hvor der spilles ud med sådan et forhandlingsoplæg. Anders Mark Jensen, der er næstformand i den organisation, som finansministeren nævner, nemlig FPU, siger her:

»Det er bestemt ikke forhold, vi er vant til at se i Danmark.«

Én ting er, hvad aftalen ender med. Noget andet er, hvad der egentlig er ideen i, at staten er medejer af et selskab, hvis vilkår decideret provokerer branchen.

Må jeg ikke bare sige, at vi ikke er medejere af Regional Jet, om hvem der bliver sagt, at deres vilkår provokerer. Vi er medejere af SAS. SAS er i en økonomisk situation, hvor de har været nødt til at arbejde med deres omkostningsniveau igennem længere tid. Det bakker jeg fuldt ud op om at SAS gør, men jeg forventer så til gengæld, at SAS gør det på rimelige vilkår, og at de fortsætter med at tilstræbe, at deres underleverandører selvfølgelig skal have en overenskomst. Det forventer jeg også at de får på det her område med det her selskab.

Vi siger tak til finansministeren, idet spørgsmål 7 og 8 er udgået.

Det fører os frem til spørgsmål 9, som er til forsvarsministeren af hr. Jan Erik Messmann.

(Talen er under udarbejdelse)

Jeg beder hr. Jan Erik Messmann om at træde frem og oplæse spørgsmålet. Værsgo.

Tak. Vi kender alle til den tragiske ulykke med vandscooter, hvor to amerikanske piger omkom på grund af vanvidssejlads, og både Søværnets patruljefartøjer fra Division 24 under 2. Eskadre og marinehjemmeværnet har mandskab, skibe og både til at kontrollere f.eks. vandscootere i havne og på havet, men det er politiet, der skal anmode de førnævnte om almindelig hjælp, og som derfor også skal betale regningen for farvandsovervågningen – mener ministeren, at det er en hensigtsmæssig opdeling?

Først og fremmest vil jeg sige, at det var en forfærdelig tragisk ulykke, der skete i havnen, hvor de her to piger helt unødvendigt omkom. Jeg synes, at udtrykket vanvidssejlads dækker det meget godt, og man kan undre sig over, hvad de mennesker tænker på, når de udviser den adfærd.

Opgaven med at holde lov og orden er jo en politiopgave, og det er, hvad enten det foregår til lands eller til vands, og det er det selvfølgelig også, når det handler om havne. Den altovervejende hovedregel er, at løsningen af politimæssige opgaver skal foretages af politiets personale og med materiel, som politiet råder over. I særlige situationer kan politiet få bistand til opgaveløsningen af andre myndigheder, f.eks. forsvaret, herunder så også hjemmeværnet. De særlige situationer er, hvor det enten er en hensigtsmæssig følge af den virksomhed, som det militære forsvar i øvrigt udfører, eller når civilsamfundets ressourcer på det pågældende område ikke er tilstrækkelige og ikke er lige så egnede som forsvarets ressourcer.

I de tilfælde, hvor politiet måtte ønske at gennemføre en indsats til søs mod eksempelvis vandscootere, der sejler vanvidssejlads, råder forsvaret og hjemmeværnet over fartøjer, som er egnede til at hjælpe politiet. Og jeg er jo som forsvarsminister glad for, at forsvaret og hjemmeværnet kan hjælpe politiet, når der er behov for det, og det er mit indtryk, at ønsker om assistance imødekommes, og at samarbejdet mellem myndighederne fungerer godt.

Jeg kan forstå på justitsministeren, der jo tidligere i dag har afholdt møde med en række interessenter, at der nu sættes effektivt ind over for vanvidssejlads, og det bakker jeg fuldt ud op om.

Det kræver det rette udstyr, uanset om det er politiet eller søværnet, vi taler om. Det nytter ikke noget at indføre en masse nye regler, der ikke kan håndhæves, fordi politiet enten ikke har det nødvendige udstyr eller politiledelsen ikke lige kan finde en ledig politibetjent til opgaven. Det er også en fejlkonstruktion, at det er politiet, der skal betale regningen, hvis søværnet træder til, fordi manglen på penge i politikassen kan betyde, at der ikke bliver kontrolleret tilstrækkeligt.

Det kan jo ikke være rigtigt, at søværnets patruljebåde, når de alligevel sejler deres patruljeringsopgaver rundtomkring i landet, ikke samtidig kan kigge på, hvad der er af lovovertrædelser på vandet, da de alligevel er til stede døgnet rundt og assisterer nødstedte på vandet.

Jeg har i øvrigt svært ved forstå forsvarsministerens argumenter, for det er jo netop forsvarsministeren, der kan sikre, at søværnet får beføjelser til at eftersætte folk, der sejler for hurtigt eller er spirituspåvirket. Der står jo, som ministeren også nævnte, i lov om forsvarets formål, opgaver og organisation i § 15:

»Forsvarsministeren kan efter forhandling med justitsministeren fastsætte nærmere regler om forsvarets udøvelse af politimyndighed til søs og i luften.«

Der er ikke tale om kompliceret jura. Det vil sige, at hvis ministeren rent faktisk ønskede at øge kontrollen i de danske havne og farvande, så der reelt var en chance for, at de her vilde unge mennesker kunne blive fanget, er det forsvarsministeren, der kan sikre, at søværnet og marinehjemmeværnet får de øgede beføjelser til at hjælpe på dette. Synes ministeren selv, at kontrollen er nok, som tingene er i dag, hvor det alene er politiet, der med få ressourcer skal løse problemerne?

Helt konkret er det sådan, at når politiet har behov for støtte til søs, kan de anmode forsvaret om hjælp. Forsvaret kan døgnet rundt behandle anmodningen og finde den mest velegnede rådige kapacitet til at hjælpe politiet. Så når politiet har brug for at kontrollere vandscootere, kan forsvaret og hjemmeværnet altså efter anmodning støtte de polititjenestemænd, der skal løse opgaven. Det kan ske med små og hurtige fartøjer, som er velegnede til opgaven. Og der er lavet aftaler om, hvornår og hvordan merudgifter forbundet med forsvarets støtte til politiet dækkes, så man kan foretage en eventuel betaling efter indsættelsen.

Med det her svar fra ministeren er jeg jo sådan set tilfreds, hvis det bare er sådan, at vi får det sat i gang, for der er alt for lidt kontrol i havne og på vandet i dag. Så hvis vi får det her til at fungere, og jeg ved, at både søværnet og marinehjemmeværnet er interesseret, tror jeg, at vi får et godt udfald af det. Tak, minister.

Ønsker ministeren ordet?

Så er spørgsmålet sluttet, og vi siger tak til forsvarsministeren.

Vi går videre til erhvervsministeren og beder hr. Andreas Steenberg om at træde nærmere for oplæsning af spørgsmålet.

(Talen er under udarbejdelse)

Værsgo, hr. Andreas Steenberg.

Tak. Vil ministeren agere, hvis der kan fremlægges dokumentation for, at hensigten i udbudsloven om, at offentlige udbud så vidt muligt skal opdeles i delkontrakter, ikke efterleves?

Tak for det meget relevante spørgsmål. Det ligger mig meget på sinde, og jeg ved, det også ligger spørgeren meget på sinde, at vi har gode rammer for alle virksomheder, også SMV'er, og at vi sørger for, at de kan være med i konkurrencen, når det offentlige sender opgaver i udbud. Det understøtter en effektiv konkurrence, og det er i sidste ende med til at sikre, at opgaverne bliver løst bedst muligt. Det var også et vigtigt fokus, da vi lavede udbudsloven. Den indeholder flere konkrete tiltag, der har givet SMV'er bedre mulighed for at deltage i udbudsprocessen. Det gælder f.eks. opdel eller forklar-princippet, hvor det offentlige forpligtes til at tage stilling til, om en kontrakt kan opdeles i mindre kontrakter, som SMV'er bedre kan byde ind på. Hvis kontrakten ikke opdeles, skal man forklare hvorfor i udbudsmaterialet, der er offentligt tilgængeligt. Det skal sikre, at det offentlige får tænkt sig grundigt om, inden de store kontrakter sendes i udbud.

Jeg synes, det er vigtigt her at understrege, at princippet skal bruges. Derfor har vi også allerede sat en evaluering i gang for at se, om det bliver brugt. Vi har foretaget en stikprøveundersøgelse af, hvordan princippet bruges, og derfor kommer jeg nu med helt nye og ikkeoffentliggjorte tal. Andelen af udbud, som er opdelt i delkontrakter, ser ud til at være forøget, efter udbudsloven trådte i kraft. Undersøgelsen, som Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen har foretaget, viser, at ca. 22 pct. af udbuddene er opdelt i delkontrakter. Når man kigger på data for 2015, viser de, at tallene dengang var 15 pct. Så det vil sige, at der er kommet mere konkurrence, og flere SMV'er får mulighed for at byde ind, og dataene for 2015 er opgjort for flere udbud. Men det tyder altså på, at der er en øget opdeling.

Men undersøgelsen viser så også, at der er en forholdsvis stor andel, som ikke har anført en forklaring i udbudsmaterialet, og det skal vi selvfølgelig have kigget på. Det er utilfredsstillende, og det skal der følges op på. Når evalueringen så er færdig, vil jeg gå videre med at få fastlagt, hvordan der skal følges op, så vi sikrer, at reglerne overholdes. Og de skal overholdes, så SMV'er får en chance for at byde ind.

Tak. Så er det spørgeren. Værsgo.

Nu tilhører både ministerens parti og mit parti jo nogle af de mindre partier, så vi kunne måske blive enige om sloganet »Småt er godt«, men også at vi gerne ser, at det bliver lidt større. Det er i hvert fald den tilgang, vi har i Radikale Venstre til nogle af de her små og mellemstore fødevareproducenter, som blomstrer op, særlig i vores landdistrikter. Der er jo en hel underskov af spændende virksomheder, som laver nye produkter, som danskerne faktisk gerne vil købe.

Jeg har haft møde med den organisation, som organiserer de her små og mellemstore producenter, som fortæller, at når det offentlige køber mad ind, bliver det tit i nogle store udbud, hvor man både skal levere pålæg, fisk og alt muligt andet, og det er klart, at en lille slagter eller mindre slagter ikke kan levere alt muligt andet end lige præcis det produkt, han eller hun laver. Så de har i hvert fald opfattelsen af, at de her delkontrakter på fødevareområdet ikke bliver brugt. Konkret bliver det nævnt, at der lige har været et udbud på over 1 mia. kr., som altså blev lavet på den her måde, som gjorde, at de små ikke kunne komme ind og byde på det. Og det tror jeg både gør, at vi ikke fremmer de her små og mellemstore fødevarevirksomheder, men måske også at vi ikke får tilstrækkelig konkurrence til gavn for, at vi faktisk får mest for pengene.

Derfor vil jeg høre ministeren, om ministeren konkret vil gå ind og kigge de her fødevareudbud lidt efter i sømmene og agere, hvis ikke der bliver lavet delkontrakter.

Jeg synes, det var et interessant eksempel, som spørgeren kom med, og jeg vil meget gerne gå ind og kigge på det konkret. For vi har en lovgivning, som skal sikre, at SMV'er også skal have mulighed for at byde ind. Det betyder opdel eller forklar- princippet jo, og jeg nævnte her nogle tal, de sidste tal fra Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen, som viser, at der er flere udbud nu end før, som er opdelt i delkontrakter. Det tyder i hvert fald på, at det går i den rigtige retning.

Vi har også andre konkrete tiltag, som skal give SMV'er bedre mulighed for at være med. Der er indført et loft for det krav, som en ordregiver kan stille til virksomhedens omsætning, og så er der også lavet enklere regler for de helt små indkøb. Men vi skal være meget opmærksomme på det, og derfor har spørgeren helt ret.

Det er jo glædeligt her på sådan en onsdag, at vi kan blive enige om det. Jeg glæder mig også over, at der kommer flere udbud i delkontrakter.

Så vil jeg bare lige stille et enkelt spørgsmål til ministeren. Jeg vil høre, om ministeren kunne finde på at tage et møde med organisationen FødevareDanmark og så tage de her konkrete eksempler og få pindet ud, om det er rigtigt, at de godt kunne have lavet delkontrakter. For det kan jo også være, at ministerens embedsapparat har truffet et rigtigt valg. Så vil ministeren tage et møde med dem og få det afklaret?

Jeg mødes hver dag – også i dag – med flere forskellige aktører inden for erhvervslivet. Det er jo sådan set min opgave at forkæle og sørge godt for erhvervslivet. Men på spørgerens foranledning vil jeg selvfølgelig godt tage sådan et møde for at høre om deres erfaringer med udbudsloven og med muligheden for, at SMV'er kan gå ind og byde på de opgaver. For det er klart min intention, det er regeringens intention, og det forstår jeg også er Det Radikale Venstres intention. Så således godt lobbyet skal jeg nok tage det med.

Der er to gange 30 sekunder tilbage, men dem bliver der måske ikke brug for i den her omgang.

Jeg siger bare tak.

Vi siger tak til hr. Andreas Steenberg og går videre til hr. Thomas Jensen med et spørgsmål til erhvervsministeren.

(Talen er under udarbejdelse)

Værsgo for oplæsning af spørgsmålet.

Tak. Spørgsmålet lyder: Når ministeren den 18. maj 2017 udtalte til Berlingske, at »vi skal fjerne byrder og sætte kapitalskatterne ned«, vil ministeren så på den baggrund redegøre for, om det er regeringens vækstpolitik, at kapitalskatterne skal sænkes, og hvilke skatter skal i så fald sænkes, og med hvor meget?

Regeringens politik fremgår jo grundlæggende af regeringsgrundlaget og selvfølgelig også af de udtalelser, som jeg og andre ministre på det økonomiske område kommer med. Der har vi sagt, at det er regeringens mål at sænke skatter og afgifter, så det bliver billigere at være dansker og billigere at drive virksomhed i Danmark. Det vil komme os alle sammen til gavn. Det er regeringens ambition at fremme investeringer og risikovillighed. Gode investeringsvilkår er en forudsætning for, at virksomheder kan skabe ny vækst og sikre gode arbejdspladser i Danmark. Det vil også tiltrække udenlandske investeringer til Danmark.

Der er mange forhold, der er afgørende for, hvor virksomhederne placerer deres investeringer, og der kigger vi hele tiden på, hvordan vi får bedst mulige investeringsvilkår i Danmark, også for de mange små og mellemstore virksomheder. Vi vil til efteråret fremlægge forslag til en egentlig vækststrategi, som vil lempe skatter og afgifter for virksomhederne, herunder kapitalskatter. Sigtet med det vækstudspil er jo bl.a. at øge virksomhedernes investeringer, lempe skatten for iværksættere, give små og nystartede virksomheder bedre adgang til risikovillig kapital, styrke aktiekulturen m.v. Det skal medvirke til at indfri regeringens målsætning om at øge væksten.

Kapitalskat er jo et vidt begreb. Det er beskatning af aktieindkomst. Det kan være en aktiesparekonto, som LO selv er meget positive over for. Det kan også være selskabsskatten. Det kan være personafgiftsbeskatningen, ejendomsskatter, beskatning af personlig kapitalindkomst m.v. Men det er f.eks. også et fradrag for små og mellemstore virksomheder og fradrag for lønudgiften, som f.eks. Socialdemokratiet har foreslået i vækstudspil. Derfor er vi enige med Socialdemokratiet i, at kapitalskatter skal sænkes.

Tak. Grunden til, at jeg stiller spørgsmålet til ministeren i dag, er jo, at vi har fået tal for, at produktiviteten stadig væk udvikler sig alt, alt for sløvt – nogle steder faktisk den forkerte vej. Derfor er det også vigtigt, at vi hurtigst muligt søger hen over midten i dansk politik og sørger for, at vi på tværs af partiskel får indgået en aftale; forhandler os frem til en aftale om nogle gode vækstvilkår for danske virksomheder, hvor der i særdeleshed skal være fokus på, at vi skal fremme investeringerne i virksomhederne, i en ny teknologi, i nyt udstyr, sådan at det kan være med til at fremme produktiviteten og dermed konkurrencefordelene for de danske virksomheder i den internationale konkurrence, så de kan afsætte deres varer udadtil. Det vil være med til at sikre arbejdspladser og tjene gode penge til danske virksomheder.

Derfor vil jeg også i dag benytte lejligheden til at understrege, at vi fra Socialdemokratiets side selv har spillet ud med et udspil, og det har vi gjort for en måneds tid siden. Vi har gjort det i den ånd, at vi hurtigst muligt gerne vil til forhandlingsbordet, sådan at vi kan få lavet nogle løsninger, der kan komme til at virke ude i virkeligheden, ude hos virksomhederne. Derfor ser vi jo meget frem til at komme ind og gennemgå de her forhandlinger.

Ministeren nævner selv, at der er mange forskellige ting, der kan dækkes ind under kapitalbeskatning. Der er jo nogle ting, der ikke er særlig gunstige i forhold til at øge produktiviteten og investeringerne, og der er andre ting, der er langt bedre at røre ved. Derfor har vi i Socialdemokratiets udspil lavet nærmest sådan en nålestiksoperation, i forhold til hvad der er vigtigt for små virksomheder og mellemstore virksomheder og de helt store virksomheder. På den måde håber vi også, at regeringen vil være modtagelig for at se på de forslag, som vi har lagt frem.

Men altså, jeg har et konkrete spørgsmål her i dag. Det her er noget, der vil blive taget med i et vækstudspil fra regeringens side. Det her med kapitalskatterne, er det en konservativ mærkesag, eller er det generelt for regeringen, at man har fokus på det her?

Så er det ministeren. Nu er vi ovre ved 30 sekunder. Værsgo.

Tak for spørgsmålet og kommentarerne. Det er en generel mærkesag for regeringen, at vi får lettet skatter og afgifter, deriblandt også kapitalskatter. Det synes vi er en rigtig god idé for at få øget produktivitet i Danmark, som halter bagefter – det er rigtigt. Vi har også et efterslæb med hensyn til investeringer i virksomhederne. Den måde, man får investeringer nok og øget produktiviteten, er ved at kigge på, hvordan vi gør det mere attraktivt at investere i produktivitetsforbedringer, dvs. innovation. Det handler om forskningsudgifter, men det handler også om at sænke skatter og afgifter generelt for virksomhederne, specielt også kapitalbeskatningen, for det er der, investeringerne flyder hen. Så derfor kommer vi med et vækstudspil, som rummer de elementer.

Tak. Så er det spørgeren. Værsgo.

Tak. I dag kan vi jo godt prøve at få en frugtbar debat om, hvad det så er for nogle instrumenter, vi kan bruge, og som ministeren vurderer vil have størst effekt. Når vi ser på den her brede palet af kapitalskatter, som ministeren har remset op her under sin besvarelse af spørgsmålet, kunne det være fint, hvis ministeren her i dag kunne konkretisere, hvad for nogle af de skatter og afgifter ministeren ser som dem, der vil være mest fremmende for produktivitet i danske virksomheder, og dermed også være de afgifter og skatter, som vi skal fokusere på i en forhandling her til efteråret.

Vi kommer med en bred palet af forskellige initiativer, som jo bl.a. handler om, hvordan vi får lette skatter og afgifter for virksomhederne så målrettet og så prioriteret, at vi får sat mere skub i produktiviteten herhjemme. Derfor kommer vi med nogle interessante forslag, som vi meget gerne vil forhandle med også Socialdemokratiet om. For sigtet er, at vi skal have øget virksomhedernes investeringer, vi skal have lempet skatten for iværksættere, vi skal have givet nye små virksomheder bedre adgang til risikovillig kapital, vi skal have styrket aktiekulturen m.v. De ting vil vi også meget gerne snakke med Socialdemokratiet om til efteråret.

Så er det sidste runde med 30 sekunder. Værsgo.

Tak. Her i den sidste spørgerunde vil jeg bare sige, at der skal være en udstrakt hånd her fra Socialdemokratiet. Vi vil hellere forhandle i morgen end til efteråret, men hvis regeringen lige har behov for at tænke sig lidt om, må vi jo vente. Det er jo ikke for at tilfredsstille Socialdemokratiet, men for at tilfredsstille de små og mellemstore virksomheder de steder rundtomkring i dansk erhvervsliv, hvor der er behov for at få investeret, sådan at man kan få øget produktiviteten. Det er vigtigt for os alle sammen. Det er vigtigt for, at vi kan have en god konkurrencemæssig position for dansk erhvervsliv. Så Socialdemokratiet er selvfølgelig parat til at forhandle. Det ser vi frem til. Tak.

Det er vi glade for. Vi præsenterer et ambitiøst vækstudspil til efteråret, og der håber vi selvfølgelig på at Socialdemokratiet vil være med til at forbedre vilkårene for dansk erhvervsliv, så vi beholder arbejdspladser og produktion i Danmark.

Spørgsmålet er slut. Vi siger tak til erhvervsministeren og velkommen til økonomi- og indenrigsministeren. Vi beder hr. Erik Christensen om at træde nærmere for oplæsning af spørgsmålet.

(Talen er under udarbejdelse)

Jeg beder hr. Erik Christensen om at træde nærmere for oplæsning af spørgsmålet, værsgo.

Tak for det.

Venstreborgmester i Halsnæs, Steen Hasselriis, har tidligere om hjemtagelse af udliciterede opgaver i kommunen udtalt »Det er ikke afgørende for mig, om opgaven bliver løst af kommunen eller en privat aktør, men om vi får opgaven løst i den rette kvalitet og til den rette pris, og det må man sige, vi gør efter hjemtagelsen«, er ministeren enig med borgmesteren i, at det vigtigste for en kommune er at få løst kommunens opgaver bedst og mest effektivt, og at det i nogle tilfælde betyder, at opgaver, der har været udliciteret, hjemtages, og hvordan mener ministeren at et fast måltal for udlicitering af opgaver flugter med kommunens mulighed for at tilrettelægge andelen af opgaver, der løses kommunalt og af private aktører?

Det er min holdning, at det er borgerens oplevelser af service i kommunen, der er det væsentlige, og at det er borgerens skattebyrde i kommunen, der er det væsentlige. Det er de væsentlige ting. Det vil sige, at det, det handler om, jo netop er at få den bedste kvalitet og den bedste pris til gavn for borgeren. Det er det, der er hele udgangspunktet for regeringens politik. Det er derfor, at vi har sagt, at der skal konkurrenceudsættes noget mere, sådan at der kan blive en reel konkurrence om tingene for at sørge for at levere en service på et ordentligt niveau for færrest mulige penge til gavn for borgerne, når de også er skatteydere.

Så er det jo simpelt hen sådan, at man jo så kan teste, hvad prisen er i forhold til kvaliteten. Det skal vi glæde os over. Er det så klogt bare at hjemtage? Ja, det kan være klogt nok nogle gange, hvis man har haft den der konkurrenceudsættelse, hvor man har fundet ud af, at kommunen kunne klare det bedre end de private. Det kan selvfølgelig ske. Men det skal jo ske, efter at man har testet markedet og dermed ved, at man har fået det til den bedst mulige pris. Det er det, konkurrenceudsættelse kan, og det er derfor, at regeringen arbejder for at øge andelen af konkurrenceudsættelser ude i landets kommuner.

Jeg tror sådan set, at alle kommunalbestyrelser og byråd er interesseret i at løse opgaverne bedst og billigst. Men det lyder på ministeren, som om mange kommuner sådan set sætter det som et mål at lave den dårligste og den dyreste service for borgerne. Jeg tror sådan set på, at alle, der stiller op til et byrådsvalg og bliver valgt, har en intention om at give den bedste og billigste service til borgerne. Det håber jeg at ministeren er enig i.

Så har jeg læst, at ministeren bl.a. til Altinget og DI Business har udtalt, at der er ideologiske blokeringer for, at man vil konkurrenceudsætte. Kan ministeren nævne mig et par eksempler på kommuner, hvor der er en ideologisk blokering?

Man kan jo vælge at tage et rent liberalt synspunkt og sige, at det hele skal udliciteres til private. Det ville jeg måske godt have en personlig svaghed for. Man kan vælge at tage et rent socialistisk udgangspunkt og sige, at det offentlige skal tage sig af alt. Det har jeg en meget lille svaghed for. Så kan man vælge at tage det, som er regeringens politik, og som er den, jeg som økonomi- og indenrigsminister står på mål for, nemlig at der er en konkurrenceudsættelse, hvor både offentlige og private aktører kan byde ind. Det er altså renset for ideologi, men sørger for bedst kvalitet til de laveste priser til gavn for borgerne. Det var pointen med de citater.

Så skal vi lige udjævne tiden, så det passer nu, for vi går nemlig nu fra 2 minutters til 30 sekunders taletid, så jeg prøver at være lidt fleksibel. Men hermed er vi nu inde på de 30 sekunder. Værsgo til spørgeren.

Tak for det. Nu er det jo sådan, at de sidste tal viser, at omkring 26 pct. af de kommunale opgaver i dag konkurrenceudsættes. Jeg kan forstå på ministeren, at han mener, at det er for lidt, og at han gerne vil op i nærheden af de 33 pct. Hvad er det for områder, ministeren forventer at vi skal konkurrenceudsætte ude i kommunerne, som ikke i dag bliver konkurrenceudsat af de byråd, som jeg går ud fra – og det håber jeg også at ministeren går ud fra – sådan set vælger de bedste løsninger til den bedste pris, om det så er kommunalt eller privat?

Hvis alle havde den bedste løsning til den bedste pris, så ville der nok ikke være så stor forskel på, hvad forskellige kommuner bruger på forskellige opgaver uden nødvendigvis at have en større kvalitet. Det er jo ikke sådan, at bare fordi man propper flere penge ned i et bestemt område, så får man nødvendigvis en bedre kvalitet. Det tror jeg også at vi er enige om. Jeg ser bare, at Gribskov Kommune har konkurrenceudsat mere end halvdelen af de opgaver, der kan konkurrenceudsættes. Andre kommuner kan også komme højere op.

Sidste runde, værsgo til spørgeren.

Man må gå ud fra, at når ministeren gerne vil have noget mere konkurrenceudsat, så er det også ud fra en filosofi om, at så er der mere, der vil blive løst at de private. Anerkender ministeren, at i tilfælde af, at der er mere, der skal udliciteres, altså løses af private, så vil det give en meget større binding for byrådene i forbindelse med budgetlægningen, for skal man lave nogle længerevarende kontrakter eksempelvis på veje, asfalt osv., en tiårig kontrakt, så betyder det altså, at man har bundet sig i 10 år, og at der er en meget, meget mindre fleksibilitet i muligheden for at lægge budgetter i den kommune i de kommende år. Anerkender ministeren det?

Jeg laver først og fremmest politik for borgerne i dette land. Det er kvaliteten af opgaverne i forhold til borgerne, der ligger mig på sinde. Og jeg er nødt til bare lige at anholde en enkelt ting: Vi taler ikke om udlicitering, vi taler om konkurrenceudsættelse, fordi det netop er en uideologisk tilgang, vi har, hvor det både er det offentlige og det private, der kan byde ind med den bedste pris til glæde for borgerne. Jeg har faktisk utrolig svært ved at se, hvordan man skulle kunne være imod.

Spørgsmålet er slut, og vi siger tak til økonomi- og indenrigsministeren og går videre til spørgsmål 13 til udlændinge- og integrationsministeren.

(Talen er under udarbejdelse)

Mange tak for det. Spørgsmålet lyder: Mener ministeren, at vi har den rigtige lovgivning, når mødre sender deres børn på genopdragelse i koranskoler i f.eks. Somaliland, eller hvad mener ministeren vi kan gøre for at stramme op?

Jeg kan sige, at jeg som, tror jeg, alle andre er dybt berørt af den historie, der var fremme for nylig. Det er fuldstændig uforståeligt, at man som forældre kan behandle sine egne børn på den her måde. Sagen viser jo desværre, at vi har en gruppe af indvandrere i Danmark, der har valgt at bo i Danmark, men på ingen måder vil Danmark og det samfund, som er bygget på et fundament af frihedsrettigheder, og som vi har her. Det er oven i købet forældre, der er så fanatiske, at de udsætter deres egne børn for både vold og frihedsberøvelse. Jeg må bare sige, at jeg synes, det er fuldstændig uforståeligt og ubegribeligt.

Udenrigsministeriet har p.t. kendskab til 25 personer, der opholder sig ufrivilligt i udlandet, eventuelt som følge af genopdragelsesrejser. Etnisk Ung havde i 2016 47 henvendelser om netop genopdragelsesrejser. Selv om det måske ikke umiddelbart kan lyde som et meget højt tal, vil jeg bare sige, at hver eneste genopdragelsesrejse for det første er én for meget, men det er altså også dybt, dybt krænkende for det unge menneske, som det går ud over. Og det er dybt skadeligt.

Genopdragelsesrejser er et overgreb, og det kan give de børn og unge, der bliver sendt af sted, både fysiske, men også sociale problemer, både mens det foregår, men også efterfølgende. Men genopdragelsesrejser er altså også et angreb på integrationen og især de danske værdier. Det er altså absurd, at unge, der har taget Danmark til sig med det værdisæt, vi har her, bliver straffet af deres forældre. Det er mig ubegribeligt.

Jeg kan bare helt klart sige, at vi vil tage alle tænkelige midler i brug for netop at forhindre den her slags.

Tak. Spørgeren, værsgo.

Så er det jo heldigvis sådan, at i februar 2012 fremsatte Dansk Folkeparti et forslag om, at man skal inddrage forældrenes opholdstilladelse, når de sender deres børn på genopdragelse. Det er så nu 5 år siden, at det blev hældt ned ad brættet med lange taler om forebyggende indsatser, og så står vi alligevel her i dag med den ene sag og f.eks. de 25 mennesker, der opholder sig i udlandet.

Mener ministeren så, at det er godt nok med det forebyggende arbejde, når vi alligevel har konkrete sager? Eller kunne man overveje, at vi i Folketinget genfremsatte det forslag, som Dansk Folkeparti fremsatte?

Så er vi ovre de 2 minutter. Så er det 30 sekunder. Værsgo til ministeren.

Tak. Det er bare desværre ikke så let, så man bare lige kan inddrage en opholdstilladelse. Men jeg mener ikke, at forebyggelse er nok. Jeg mener også, der skal andet til. Det er jo f.eks. de initiativer, som vi satte i gang, også i fællesskab, sidste år med bl.a. indberetningspligt for skoler og stramning af regler om børnetilskud, så ydelsen afhænger af, om barnet rent faktisk opholder sig i Danmark. Er man kontanthjælpsmodtager efter de gunstige forsørgelsesregler, som vi har her, bliver kontanthjælpen selvfølgelig også nedsat.

Ja, det er rigtigt, og derfor kan man jo undre sig yderligere over, at der så er en konkret sag med piger, der har været sendt væk. For de må jo have haft et abnormt fravær fra skolen. Altså, hvad er der så sket? Har man ikke indberettet? Har man ikke brugt de muligheder, der er, har man ikke sanktioneret godt nok, siden vi alligevel har en konkret sag?

Den bekymring deler jeg fuldt ud. For jeg deler fuldt ud bekymringen om, at børn kan være væk i en længere periode, uden at det netop bliver indberettet, og uden at der så også efterfølgende kan blive trukket i ydelserne, hvis det er tilfældet. Det kan jeg desværre ikke sige, for det ved jeg ganske enkelt ikke. Men det undrer mig, og jeg har nøjagtig den samme bekymring og undren, som fru Pernille Bendixen har.

Så vil jeg altså sige, at forældre jo rent faktisk også, hvis de tvinger deres børn på genopdragelsesrejse, kan få op til 2 års fængsel, og det er heller ikke et hak for meget.

Den sidste runde til spørgeren, værsgo.

Så er det jo bare oplagt at spørge, om ministeren så kunne have en interesse i, at vi fik set nærmere på, hvad det er, der er gået galt i den konkrete sag, sådan at vi måske eventuelt kan lave nogle yderligere tiltag, for at den slags ikke sker igen, netop i forhold til fraværet og de manglende sanktioner over for familien, hvis det er tilfældet.

Jeg synes, det er helt afgørende, at vi får den viden, der skal til, også for at se, hvem der har fejlet her ud over forældrene. For forældrene har jo selvsagt fejlet. Det er dem, der er skyld i det her, og det er dem, der skal have straffen. Men hvis der er andet, der er gået galt, f.eks. i forhold til skole eller sociale myndigheder, og der ikke er blevet indberettet, så synes jeg, det er væsentligt at få kigget på det. For det her uvæsen kan vi simpelt hen ikke tillade, og da slet ikke i et land, der netop er bygget på et fundament af frihedsrettigheder.

Tak til fru Pernille Bendixen.

Spørgsmål 14 er udgået, og derfor går vi fluks til spørgsmål 15, som også er til udlændinge- og integrationsministeren og af hr. Peter Kofod Poulsen.

(Talen er under udarbejdelse)

Værsgo, hr. Peter Kofod Poulsen, for oplæsning.

Tak for det. Vil regeringen arbejde for permanent grænsekontrol, og hvilken betydning for grænsekontrollen tillægger regeringen Kommissionens udmelding om, at grænsekontrol inden for få måneder skal bringes til ophør?

Jeg tror godt, at spørgeren ved, at permanent grænsekontrol går regeringen ikke ind for. Men jeg vil sige, at jeg er fuldstændig enig med Dansk Folkeparti i, at den midlertidige grænsekontrol er nødvendig, som det ser ud nu, og jeg vil også skynde mig at sige, at jeg ikke ser for mig, at grænsekontrollen sådan lige med det samme bliver ophævet, og det gør jeg ikke af flere årsager. Det er jo især, fordi vi kan se, at der ikke er styr på de ydre grænser til Europa, og så længe der ikke er styr på dem, mener jeg selvsagt, det er nødvendigt, at vi har grænsekontrol her mellem Tyskland og Danmark. Jeg vil også sige, at det med den terrortrussel, som vi ser, jo også er noget af det, der skal indgå i overvejelserne. Så jeg ser ikke for mig, at grænsekontrollen sådan lige med det samme bliver ophævet.

Tak for det svar. Man skal jo altid give regeringen en mulighed for at forbedre sig selv, og det var sådan set indgangsbønnen ved det her spørgsmål: Hvis man lige pludselig skifter mening, bliver klogere og går ind for permanent grænsekontrol, så skal man jo have muligheden for at sige det fra starten af. Men jeg vil egentlig tage udgangspunkt et lidt andet sted og komme med et citat: Det her bliver den sidste forlængelse, jeg gentager, det bliver den sidste forlængelse.

Det er altså sagt af en Dimitris Avramopoulos, tror jeg det er, det er ret godt ramt, håber jeg, som er kommissær for bl.a. grænser. Det er en græsk kommissær, og det er jo så en henvisning til, at grænsekontrollen rundtomkring i Europa her inden for de næste 6 måneder skal bringes til ophør, hvis det står til Europa-Kommissionen. Et eller andet sted smerter det mig jo, at der skal sidde en eller anden græker nede i Bruxelles og bestemme, om vi må have danske politibetjente stående på grænsen til Tyskland. Altså, det må godt nok være os selv, der skal bestemme det. Det skal de ikke komme og belære os om. Det sigter jo på den situation, at der står et EU-system, der siger: Inden for 6 måneder skal I altså stoppe med det her, I har gang i, I skal stoppe med at bestemme, hvad I gør ved jeres egne grænser og jeres eget land, det skal vi nok bestemme for jer.

Hvad gør regeringen, hvis den situation pludselig opstår, og Europa-Kommissionen siger, at man ikke bare raslede med sablen, men det var fuldstændig oprigtigt ment, og nu skal I til at holde op med det? Vil regeringen så lytte til sit parlamentariske grundlag – der jo er meget klar i spyttet, må man sige – til os, eller vil man ligge under for en eller anden græsk EU-kommissær?

Jeg kan sige, at jeg havde et møde med den her græske kommissær så sent som sidste torsdag, og jeg begiver mig også sjældent ud i at sige hans efternavn, for det er ganske svært at sige. Men jeg sagde til ham, at han ikke kunne forvente, at vi sådan lige ophæver grænsekontrollen i Danmark, og jeg sagde også til ham, at vi lever i den virkelige verden. Vi lever ikke i sådan en eller anden juridisk fatamorgana-verden, men vi lever i den virkelige verden, og der må man altså tage hensyn til, om der er styr på de ydre grænser. Og det er der ikke, som det ser ud nu.

Jeg synes, det er godt, at ministeren har sagt meget klart til EU-systemet, at vi selvfølgelig har grænsekontrol, lige så længe et flertal i Folketinget ønsker, at der skal være grænsekontrol ved de danske grænser. Jeg vil så spørge ind til Schengensystemet, for ministeren kom jo til at sige, at det var et juridisk fatamorgana, og nu kan jeg ikke lige huske, om det var sådan, det blev sagt, men det var et eller andet med et juridisk fatamorgana og at komme tilbage til den virkelige verden-agtigt. Mener ministeren, at Schengen og den måde, det har været håndteret på, er udtryk for et juridisk fatamorgana?

Nej, men det har vel måske nærmere været udtryk for, at man har bygget nogle ydre grænser op, som så i virkeligheden ikke har kunnet håndtere den situation, som vi var i, altså i den virkelige verden, nemlig at der er en meget, meget stor indstrømning i Europa, og det synes jeg jo i hvert fald ikke at man kan diskutere ret meget om er tilfældet eller ej. For det kan enhver desværre set er tilfældet. Der er en meget stor tilstrømning til Europa, og det er der fortsat, og det er jo, fordi der ikke er styr på de ydre grænser endnu.

Så er det hr. Peter Kofod Poulsen for sidste runde. Værsgo.

Kommissæren fik også sagt i det her interview, at tiden var inde til gradvis at returnere til et fuldt fungerende Schengensystem. Jeg vil bare høre: Er det regeringens holdning, at det her Schengensystem nogen sinde har fungeret? Altså, det er mit indtryk, at den her ydre Schengengrænse jo har stået åben i rigtig mange år. Det var bare i efteråret 2015, at man sådan for alvor fik syn for sagen, men den har jo altså i mange år stået åben. Det eneste land, der formentlig sådan aktivt har lagt sig i selen for at overholde de her regler, er Ungarn, der jo har taget konsekvensen og bygget et hegn op til Serbien. Er det så en fair måde, EU-systemet har forsøgt at udskamme det her hegn på?

Jeg kan i hvert fald skynde mig at sige, at jeg ikke umiddelbart ser hegn som løsningen. Jeg ser umiddelbart, at løsningen i første omgang må være at arbejde på at få de ydre grænser til at fungere. Men indtil vi, kan man sige, får et reelt funktionsdygtigt grænsesystem udadtil, så bliver vi jo nødt til i en periode at have grænsekontrol til Danmark. Sådan ser jeg på det.

Vi siger tak til hr. Peter Kofod Poulsen.

Vi fortsætter med udlændinge- og integrationsministeren, men nu beder vi hr. Henrik Brodersen om at træde nærmere.

(Talen er under udarbejdelse)

Værsgo, hr. Henrik Brodersen, for oplæsning af spørgsmålet.

Tak. Mener ministeren, at det er en trussel for det nordiske samarbejde, at Sverige har et så meget anderledes syn på indvandringen fra den tredje verden end resten af de nordiske lande, da de indirekte pålægger deres nabolande besværligheder og udgifter?

Lad mig starte med at sige, at vi rent faktisk – Danmark og Sverige – har et tæt samarbejde, og det har vi jo de nordiske lande imellem. Men lige nøjagtig på asylområdet og migrationsområdet vil jeg sige at vi både på ministerniveau og embedsmandsniveau har en tæt dialog, og det betyder også, at vi, når vi nu ser på de spørgsmål, der har fyldt meget her igennem de seneste 1½-2 år, har haft en tæt dialog. Men dermed ikke være sagt, at vi har været enige om alting. Det tror jeg står ret lysende klart. Jeg tror også, det står lysende klart for mange, at jeg i hvert fald ikke har været helt enig i, hvordan svenskerne har forsøgt at løse det – eller det er måske efter min mening en mangel på løsning – i forhold til tilstrømningen.

Men når det er sagt, vil jeg også sige, at jeg faktisk har noteret mig, at Sverige jo har ændret en lille smule syn på de her ting, og det ser jeg som en positiv udvikling. Men det er jo ikke mig, der skal føre politik i Sverige, det skal svenskerne selv. Men derfor kan jeg jo godt sige, at jeg ikke nødvendigvis er helt enig i den måde, de har gjort det på.

Endelig kan jeg sige med hensyn til grænsekontrol, at vi bestemt også har haft et meget tæt samarbejde nu her om id-kontrollen, som jo har generet mange danske pendlere, og som, kan man sige, har generet erhvervslivet meget i Øresundsregionen. Der havde vi, synes jeg jo, nogle konstruktive drøftelser om, hvordan vi kunne lette det. Nu har de fjernet id-kontrollen, og det betyder da så i hvert fald, at pendlerne har det nemmere.

Så jeg vil sige det sådan, at jeg ikke altid har været enig med svenskerne i den måde, de fører deres udlændingepolitik på. Det tror jeg alle ved, men derfor kan man godt have et ordentligt og godt samarbejde med hinanden.

Grunden til, at jeg tager det her op, er jo netop, at Sverige igennem en årrække har været lige som et fluepapir for indvandring fra den tredje verden, hvor de jo altså i hobetal har søgt Sverige helt bevidst, fordi der har været nogle meget, meget lempelige asylregler osv. osv. Det, der bekymrer mig, er jo, at de på den måde, ved at de massivt er blevet til et indvandrerland om nogen, også indirekte bliver et transitland for det øvrige Norden. Når vi eksempelvis har siddet på Island til en session og den svenske statsminister Stefan Löfven har forsøgt at sige til de andre lande, at nu må de også tage en del af ansvaret, og Sverige har taget sit, og det ene eller det andet, så må jeg sige, at der er opstået noget furore. For der var altså ikke ret stor forståelse for, at man har haft så fejlslagen en indvandringspolitik, og at man så, om jeg så må sige, prøver at tørre den af på nabolandene.

Jeg kan sige, at vi fører vores udlændingepolitik, og jeg tror, vi vel langt hen ad vejen deler syn på, hvordan det skal føres. Der er selvfølgelig nogle nuancer, og Dansk Folkeparti ønsker indimellem også at gå lidt videre, end regeringen gør, og det er sådan set fair nok, for vi er jo to forskellige partier. Men jeg tror, vi langt hen ad vejen deler syn på tingene, og der må man bare sige, at vi har adskilt os lidt fra Sverige.

Jo, og det er jo bare det, der har været så ødelæggende for den der rigtig fornemme forordning, vi har haft siden 1950'erne, om, at nordiske medborgere kan rejse rundt i Norden uden at skulle vise dokumentation for, hvem de er osv. Det bliver så ødelagt, fordi man har haft en i mine øjne fejlslagen indvandringspolitik.

Jeg tænker også på den frygtelige udvikling, der er i Malmø, hvor der til tider er nærmest krigslignende tilstande, og det ligger kun lige ovre på den anden side. Når man så samtidig ved, hvor nemt det i grunden er at få asyl i Sverige og dermed blive svensker og dermed nordisk statsborger, så man kan rejse frit i de andre lande, så synes jeg, det er bekymrende.

Jeg tillod hr. Henrik Brodersen at udligne tiden lidt, for de første 2 minutter brugte han kun det første minut af, så jeg udviste lidt fleksibilitet, da vi var fremme ved de 30 sekunder. Værsgo, minister.

Tak. Jeg forstår udmærket godt bekymringen, og det er jo netop, fordi vi har haft fri bevægelighed og man har været en så integreret del af hinandens lande, kan man sige. Det har befolkningerne også nydt stor gavn af.

Lad mig sige det helt firkantet: Vi skal jo ikke importere svenskernes problemer til Danmark, og derfor vil regeringen selvsagt blive ved med at føre en stram udlændingepolitik.

Men jeg forstår også godt det, som hr. Henrik Brodersen henviser til, altså at hvis man så bliver svensk statsborger, har man øget bevægelighed.

Dertil er der dog at sige, at der jo er et stykke vej til at blive svensk statsborger, men jeg kan godt forstå den problemstilling, man forsøger at rejse her. Og jeg kan i hvert fald bare sige, at vi ikke skal importere svenskernes problemer til Danmark.

Så er vi klar til sidste runde. Værsgo, hr. Henrik Brodersen.

Nu, hvor svenskerne holder op med at have den her stramme grænsekontrol, så stiger antallet af asylansøgere i Sverige i samme sekund. Så kan man sige, at det måske ikke er en ladeport, der står åben, men en dør, der står på klem. Og min bekymring er simpelt hen den udvikling, jeg kan se ovre i Malmø, som vi ligger så tæt på. Derfor kan vi meget nemt risikere med Sverige som transitland at få de udfordringer her i Danmark, som Malmø er belemret med. Og der tænker jeg, om det er noget, ministeren vil tage hånd om og følge skarpt.

Så er det ministeren for en afsluttende kommentar. Værsgo.

Jeg kan garantere for, at jeg vil følge det skarpt, og jeg forstår udmærket godt den problemstilling, hr. Henrik Brodersen rejser her. Og jeg vil sige det så klart, at jeg mener, det er nødvendigt fortsat at have en stram udlændingepolitik i Danmark, og jeg nyder også at føre den sammen med Dansk Folkeparti.

Tak til hr. Henrik Brodersen og tak til ministeren.

Spørgsmålet er sluttet.

(Talen er under udarbejdelse)

Hr. Jesper Petersen for oplæsning af spørgsmålet. Værsgo.

Er ministeren enig i, at 64-årige seniorer i arbejde, der dokumenterbart har arbejdet fuld tid i årene op til 2016 og dermed er berettiget til et skattenedslag på potentielt 100.000 kr., men som ikke vil få dette nedslag som følge af en upræcis måde at opgøre arbejdstimer på hos ATP, bør gives en fornyet mulighed for at rette ATP’s informationer og dermed få udbetalt den bonus, de er stillet i udsigt af den tidligere VK-regering?

Tak for spørgsmålet, som så er det sidste spørgsmål til mig i den her folketingssamling. Der kommer forhåbentlig rigtig mange spørgsmål fra hr. Jesper Petersen i den kommende samling. Det vil jeg se frem til, men nu til besvarelsen.

Seniornedslagsordningen, som spørgsmålet drejer sig om, var for en snæver persongruppe, nemlig fuldtidsbeskæftigede fra nogle konkrete årgange, og målretningen kom til udtryk, ved at der ved indførelsen tilbage i 2008 blev opstillet nogle ret skrappe betingelser for anvendelsen af ordningen. Det var bl.a. et indkomstkrav og krav om fuldtidsbeskæftigelse. Og en række skatteministre og beskæftigelsesministre har igennem årene modtaget mange henvendelser fra skuffede seniorer, som har erfaret, at de ikke opfyldte de her betingelser.

Jeg tror, at de tidligere ministre – ligesom jeg – i mange tilfælde kunne sætte sig ind i den skuffelse, det må være at miste et seniornedslag, fordi man har tjent nogle få hundrede kroner for meget eller for lidt. Det er fuldt forståeligt, at kravene kan opleves som rigide og uretfærdige. Og det er efter min mening ikke et eksempel til efterlevelse. Det er uheldigt og ærgerligt, at en ordning med så godt et formål på den måde ender med at skuffe nogle seniorer.

Der spørges så specifikt af hr. Jesper Petersen ind til opgørelsen af arbejdstid og kravet om fuldtidsbeskæftigelse. Opgørelsen af beskæftigelseskravet foretages af ATP på baggrund af det ATP-bidrag, der er indberettet af arbejdsgiveren. ATP sender oplysningerne til de relevante personer, som herefter har 3 måneder til at gøre indsigelse. Det gælder også, hvis arbejdsgiveren har givet forkerte oplysninger til ATP. Så der er altså en mulighed for at få rettet eventuelle forkerte oplysninger, hvis man henvender sig til ATP inden for 3 måneder.

Nu hører ATP jo ikke under mit ressort, men beskæftigelsesministerens, som jeg da har tæt kontakt til og dialog med, og som jeg betragter som en god kollega, og jeg har forstået, at ATP også ved en for sen indsigelse – dvs. efter 3 måneder – vil genoptage opgørelsen af en beskæftigelsesgrad, hvis der foreligger særligt undskyldelige omstændigheder eller myndighedsfejl. Jeg ved ikke, i hvilke tilfælde spørgeren mener at ATP, som det er formuleret i spørgsmålet, skulle have en upræcis måde at opgøre arbejdstimer på, men det må dreje sig om tilfælde, hvor den pågældende ikke har været opmærksom på den 3-månedersfrist, der gælder, og hvor ATP's opgørelse ikke kan beregnes som en myndighedsfejl.

Tak for det. Jeg tror godt, jeg kan love skatteministeren, at vi får rigelig lejlighed til også at have nogle ret kraftige politiske diskussioner i næste samling. Her er det dog mit håb at vi i mindelighed kan vise, at folkestyret også kan tage lidt hensyn i nogle enkeltsager, der er opstået på baggrund af en specifik lovgivning med nogle specifikke krav, men hvor der er mulighed for at være lidt mindre firkantet og i stedet imødekomme nogle borgere.

Konkret er der sket det, at jeg har fået en henvendelse fra en borger, som har haft fuldtidsarbejde siden 1995, og som er en del af de årgange, som er omfattet af den her nedslagsordning. Den her borger har på alle måder gjort, hvad vedkommende skulle, for at kunne være en del af den, altså med undtagelse af, at da der foreligger en opgørelse over de timer, der er blevet arbejdet, så er den upræcis, fordi man arbejder efter nogle ugenormer og 14-dagesnormer og der er en svingende arbejdstid. Bundlinjen er altså, at der dokumenterbart er arbejdet på fuld tid efter de krav, der er, men på grund af nogle specifikke normer hos ATP om, hvor mange timer man godtgør for forskellige perioder, har man ikke fået et retvisende billede af, at den her borger altså har arbejdet fuld tid.

Det er egentlig det, jeg gerne vil nå frem til, altså at når man så ikke er opmærksom på det og ikke har fået det rettet inden for den 3-månedersfrist, om det så ikke var noget, vi kunne se på. Det er jo en ordning, der er udløbet nu, men man kunne se på, at man har resten af året f.eks. eller har en anden måde at imødekomme folk på, som simpelt hen bare er kommet en uge for sent i forhold til at få rettet det og af den grund så mister 100.000 kr., som de var stillet i udsigt.

Jeg vil godt give spørgeren det tilsagn, at jeg vil tage en kop kaffe og en drøftelse med beskæftigelsesministeren for at se på, om der er noget at gøre. Jeg ved også, at det her er en problemstilling, som en række borgere har rettet henvendelse til beskæftigelsesministeren om, også tidligere beskæftigelsesministre, og hvis der kan findes en god løsning, må vi kigge konstruktivt på det. Det kan jeg ikke love her i dag – det vil givetvis kræve ressourcer og penge, der så skal findes – men jeg vil godt tage en konstruktiv drøftelse om det, at der er nogle, der sidder i klemme i den her ordning, som spørgeren spørger ind til.

Det synes jeg da er et udmærket tilsagn at tage med. Jeg havde selvfølgelig håbet, at vi havde kunnet komme endnu længere, men jeg synes, det er godt, at der ligesom er en åbning for, at der kan være den dialog.

Jeg vil sige, at i forhold til hvilke omkostninger der er ved det, må Finansministeriet, staten jo på en måde have regnet med, at de her borgere ville få udbetalt de 100.000 kr., og dermed allerede have budgetteret med, at der var den her pågældende omkostning. For det, der er tale om, er, at der er nogle, der faktisk er kommet ind under ordningen, har haft de indtægter og lavet det arbejde, der skulle til, for at få det her nedslag, men som simpelt hen for sent får rettet i timeopgørelsen.

Jeg vil give det tilsagn, at det vil vi kigge på – jeg kan jo ikke love andet. Og det er sådan det udgangspunkt, jeg har, når borgere er i klemme. Uanset om det er den konkrete sag, som hr. Jesper Petersen kommer med, eller om det er andre, så kigger vi på, om det er rimeligt. Hvis det ikke er rimeligt, ser vi, om vi kan finde en løsning på det. Der er en udfordring i det – i forhold til økonomien handler det jo ikke så meget om pengene, der skal udbetales, tror jeg, men det handler om, at hvis man går ind i det rum, er den myndighed, der skal stå for det, ATP, og de er jo forpligtet til at behandle borgerne ens, og så skal man lige overveje, hvad omkostningerne er ved det. Men der må vi jo se på, om det er muligt at stille os på borgernes side. Det er et godt i hvert fald borgerligt udgangspunkt.

30 sekunder til hr. Jesper Petersen.

Tak. Jeg vil håbe, at vi kan have en dialog om det, og jeg tager ministerens ord i dag for, at der er en mulighed for at have sådan en drøftelse, og at ministeren tager den med beskæftigelsesministeren, og at det vil være muligt at finde en måde, hvor man kan tage et, synes jeg, rimeligt hensyn til nogle borgere, som har gjort, hvad de skulle, men som er kommet i klemme, fordi man har nogle lidt bureaukratiske måder at opgøre tingene på, der kan være praktiske for myndigheden, der skal gøre det – det har jeg fuld forståelse for – men hvor der også skal være et hensyn til de borgere, der egentlig har gjort, som de skulle.

Ministeren for en afsluttende kommentar.

Jamen der er jo ingen grund til at gøre min afsluttende kommentar længere end allerhøjst nødvendigt. Så jeg vil bare sige, at det vil jeg nu tage en drøftelse med beskæftigelsesministeren om, og hvis der findes en god løsning, er jeg sikker på, at vi vil prøve at nå frem til den. Det kan jeg ikke give et tilsagn om her i dag, men jeg kan give et tilsagn om, at jeg godt vil prøve at løfte den sag, der bliver spurgt ind til af hr. Jesper Petersen.

Tak til skatteministeren, og tak til hr. Jesper Petersen. Spørgsmålet er sluttet.

Vi går til spørgsmål nr. 18 til energi-, forsynings- og klimaministeren af hr. Henrik Brodersen.

(Talen er under udarbejdelse)

Hr. Henrik Brodersen for oplæsning. Værsgo.

Tak. Hvad mener ministeren om den manglende mobildækning, der i flere tilfælde har været skyld i, at folk ikke har kunnet tilkalde hjælp, bl.a. i Bøgeskoven på Stevns, som beskrevet i Sjællandske den 15. maj 2017?

Tak til Henrik Brodersen for spørgsmålet. Det tragiske tilfælde fra Stevns viser, hvor vigtig god dækning er i vores moderne samfund. I Danmark har vi heldigvis en god mobildækning, men der er fortsat mindre, lokale områder, hvor der er ustabil eller ingen dækning. Derfor stiller vi f.eks. dækningskrav, der forpligter selskaberne til at dække endnu flere mobilhuller. Men man må også erkende, at der altid vil være områder, hvor det er særlig svært at få has på hullerne. I områder med stejle skrænter eller tæt skov kan mobilsignalerne have svært ved at trænge helt frem. Sådan er fysikkens love desværre. Der kan også være naturbeskyttelseskrav, der betyder, at der ikke må opstilles master.

Regeringen vil dog se nærmere på behovet for en modernisering og justering af skovloven, så reglerne i praksis i højere grad afspejler ønskerne til samfundsudviklingen. Det vil i den forbindelse være naturligt at inddrage spørgsmålet om, hvorvidt det kan gøres nemmere for teleselskaberne at få lov til at opstille mobilmaster eller mobilantenner i skovområder. Ved 112-opkald er der særlige forhold. Mobiltelefonen vil automatisk anvende andre selskabers net, hvis de dækker i området, selv om ens eget net ikke har dækning.

Tak for svaret. Altså, det her har jo kostet menneskeliv og kommer formentlig til det igen. Her er der tale om folk, der falder om og ikke kan tilkalde hjælp. Hvis de så kommer igennem, er der tilfældigvis også så dårligt et gps-signal, at rederne ikke kan finde det sted, hvor ulykken er sket. Det kan være en rytter på en mountainbike, som er væltet og har slået hovedet meget slemt, og hvor hjælperen derude står og ingenting kan foretage sig. Det synes jeg er skræmmende, og jeg tænker bare, at det her er nogle få eksempler, men det finder jo sted alle vegne.

Jeg er meget, meget enig med spørgeren i, at det her er ganske alvorligt. Derfor er det også således, at når vi udbyder nye frekvenser – det gjorde vi sidste år, og det kommer vi også til at gøre i 2018 – så stiller vi simpelt hen krav til mobilselskaberne om, at de skal give en bedre dækning for at få de her frekvenser. Det synes vi er en effektiv måde at presse selskaberne på.

Så vil jeg sige helt konkret i forhold til skove, at der lægger vi i forbindelse med revisionen af skovloven op til, at man også giver nogle muligheder for inde i skovområder at kunne opstille ikke nødvendigvis master, men antenner og lignende, som kan være med til at sikre en bedre dækning. Det er regeringens mål, at vi skal komme så langt som overhovedet muligt, sådan at uanset hvor man tager sin mobiltelefon, skal der være mulighed for at få dækning.

Ja, for man kan sige, at efter den lovændring, der kom tidligere, og som betød, at kommunerne kunne gå ind og være medfinansierende på eksempelvis at sætte nogle master op de steder, har de teleselskaber, der har fået tilbuddet, jo bare afvist det, fordi der ikke var det kundegrundlag, der skulle være. Derfor tænker jeg, at der må være en lille smule tvang i det her. Altså, jeg synes, det er fuldstændig skræmmende, at der kan ligge folk derude og være slemt tilredt og så ikke kunne få hjælp, fordi teleselskaberne synes, at det her bare ikke er nogen god forretning, så det har man ikke krav på.

Samtidig oplever man f.eks. også på Stevns, at man står med en mobiltelefon, og så får man en sms, hvor der står »Velkommen til Sverige«. Altså, det tyder bare på, at signalet godt kan være der, hvis sendemasten er stor nok.

Så er det ministeren. Værsgo.

Tak for det endnu en gang. Vi presser på – alt det, vi overhovedet kan. Men det er jo også sådan, at der kan være skovområder, klinter osv., hvor det simpelt hen vil være helt umuligt at få dækning. Men vi skal gøre alt, hvad vi overhovedet kan, for at komme så langt ud, som vi kan komme. Og derfor gør vi også – og jeg gør det i alle sammenhænge – alt, hvad vi kan, for at presse på over for teleselskaberne. Vi gør det, når vi udbyder frekvenser, som jeg omtalte før. Så stiller vi krav til teleselskaberne om en bedre dækning. Det har vi prøvet at gøre en gang tidligere, og det har også vist sig, at det har en god effekt. Det er en måde at komme længere ud på, så vi får en endnu bedre mobildækning i Danmark.

Spørgeren for sidste runde. Værsgo.

Jamen jeg er meget tilfreds med svaret, også at ministeren konstant og hele tiden vil følge op på sagen. For jeg bliver direkte forarget, når der her ligger folk, der er kommet meget slemt til skade, men ikke kan få hjælp, fordi der ikke er en mobilmast, hvorimod hvis man eksempelvis holder et stort marked nede i Døllefjelde-Musse, som alle jo kender, så tager man og sætter master op midlertidigt, fordi der så er en bedre dækning og et bedre kundegrundlag – kun for at få endnu flere penge i kassen. Jeg synes, det er lidt forargeligt, at man kan skelne så meget og se på penge i stedet for på menneskeliv.

Så er det ministeren for den afsluttende bemærkning. Værsgo.

Tak for det. Det er jeg sådan set også enig i, og derfor handler det om at få teleselskaberne så langt ud som muligt, at give dem rammevilkår, således at det også er en god forretning for dem at investere i en fortsat udrulning af både mobilnet og bredbånd for den sags skyld. Det er jo helt afgørende for et velfungerende samfund, at uanset hvor man tager telefonen, har man mulighed for at komme på nettet. Og det samme gælder for bredbånd, at man også kan bruge det.

Tak til spørgeren, og tak til ministeren. Hermed er spørgsmål nr. 18 afsluttet.

Vi fortsætter til spørgsmål nr. 19, der er stilet til børne- og socialministeren af fru Karina Adsbøl fra Dansk Folkeparti.

(Talen er under udarbejdelse)

Værsgo til spørgeren for oplæsning.

Tak for det. Hvordan vil ministeren sikre, at kommunerne lever op til Barnets Reform?

Tak for spørgsmålet. Barnets Reform bestod af rigtig mange elementer, der skulle sikre kontinuitet i anbringelsen, at man hele tiden har fokus på barnets tarv, at man sikrer den tidlige indsats, og at man selvfølgelig også styrker kvaliteten i sagsbehandlingen. Det helt overskyggende formål med reformen var at sætte en tyk, tyk streg under, at barnet altid skal være i centrum. Det indikerer navnet heldigvis også.

Hvis man spørger mig, synes jeg, at det i høj grad er lykkedes for os at få udbredt det tankesæt til kommunerne. Jeg mener også, at vi er rigtig godt på vej. Det er mit klare indtryk, at ikke kun Barnets Reform, men også de seneste reformer som overgrebspakken og forebyggelsespakken har medvirket til at løfte indsatsen for de udsatte børn og unge. De har medvirket til øget fokus på området og til en bedre indsats for børnene.

Betyder det så, at man ikke kan blive bedre? Det kan man helt sikkert. At skabe så stor en forandring inde fra Christiansborg og lade det filtrere ned ude i kommunerne er en stor proces, og det er en langvarig proces, og det er en proces, som tager rigtig, rigtig lang tid. Så jeg tror også, vi må sige, at vi ikke er i mål endnu, og at vi kommer til at følge den her sag også fremover.

Baggrunden for det her spørgsmål er også den udsendelse, vi lige har fulgt, om mors lille dreng Jørn, om anbragte børns overgang til voksenlivet. Skal jeg så forstå det på en sådan måde, at ministeren ikke mener, at implementeringen af Barnets Reform er fuldt ud tilfredsstillende? Det er jo tragisk, at der gang på gang havner sager inde på vores borde, som ikke er blevet fulgt op.

Det får mig til at spørge: Mener ministeren, at den forebyggelsesparagraf, vi netop har i serviceloven, om at sætte hurtigt ind for at hjælpe de her familier, bliver tilstrækkelig anvendt i praksis?

Det er et vanvittig godt spørgsmål. Jeg tror virkelig, at man arbejder ude med det lokalt. Lige præcis med Barnets Reform søgte man netop at foregribe den gode overgang. Det er sådan set en del af reformen, at man skal lave en målrettet indsats, allerede fra de unge er 16 år og begynder at komme ind i voksenlivet. Så sikrer man den støtte, man sikrer den overgang og den udvikling, der skal til, for at den unge i sidste ende kommer til at stå på egne ben.

Lykkes det så? Det gør det ikke i alle tilfælde. Det kan vi se i en dokumentar, som TV 2 har lavet. Jeg havde selv et møde for et par uger siden med unge, som havde nogenlunde samme fortælling. Så det er altså et spørgsmål om vedblivende at sikre, at man altså får løftet de sammenhænge.

Men så må jeg jo spørge ministeren, hvilke krav ministeren så stiller til kommunerne, når lovgivningen ikke bliver overholdt eller fulgt, eller når nogle kommuner ikke får implementeret det her. Vi ser rækkevis af eksempler på, at der er fejl og mangler i sagsbehandlingen, og at man ikke har taget forebyggende initiativer, men også på, at man ikke inden det 16. år har lagt en plan. Altså, der burde jo ligge en klokkeklar plan for de børn, det omhandler, for man ved jo, at de børn kommer. Man har kendt børnene i systemet længe, så der burde jo ligge en klokkeklar plan for, hvad der skal ske med de børn fremadrettet, og hvordan man bedst muligt kan hjælpe dem, men også hvordan man bedst muligt sikrer, at børnene bliver hørt. Og det er så den anden side af sagen. Vi har jo også ad adskillige omgange hørt, at aftalerne om børnesamtaler ikke bliver overholdt, eller at der ikke bliver fulgt op på dem.

Vi har en række forebyggende indsatser: Barnets Reform og forebyggelsespakken. Vi har været inde at lempe lidt på den lov, der vedrører adoption uden samtykke. Vi har lavet målrettede indsatser for mødre med misbrugsproblemer, altså mens de er gravide, og inden de nedkommer og barnet kommer til verden. Så det er på lange stræk jo sikret, at man får taget hånd om de unge. Alligevel giver jeg spørgeren ret i, at vi ser eksempler på, at de overgange ikke er tilstrækkelig stærke. Jeg tror, det kræver en kontinuerlig og vedblivende indsats at løfte det, og derfor har jeg jo også i forbindelse med den her dokumentar sagt, at jeg gerne vil i dialog med KL om, om der er nogle initiativer, vi kan tage i fællesskab, for at styrke de overgange.

Altså, det er jo ikke tilstrækkeligt, og derfor har Dansk Folkeparti også ad flere omgange indkaldt til forespørgselsdebatter om Barnets Reform. Der er også sendt hyrdebrev ud til alle 98 kommuner om netop de udfordringer, der er. Så derfor vil jeg spørge ministeren, om ministeren mener, at der skal iværksættes sanktionsmuligheder, når man ikke overholder lovgivningen og ikke følger lovgivningen. I forhold til intentionerne har vi jo senest haft et fælles forslag til vedtagelse om Barnets Reform, hvor vi netop har skrevet, at hvis det ikke sker, må regeringen sikre, at man fremadrettet benytter de redskaber og sanktionsmuligheder, der findes over for kommuner, der ikke følger og overholder lovgivningen. Det står der i vores fælles vedtagelsestekst. Vil ministeren følge op på den del?

Jeg vil starte med at sige, at jeg synes, det er rigtig vigtigt med politisk opmærksomhed, og derfor bifalder jeg egentlig også, at Dansk Folkeparti har været meget stålsatte på at have en række forespørgselsdebatter om lige præcis Barnets Reform. Jeg tror, at man skal overveje meget nøje, hvordan man bruger sanktioner. Lad os bare være helt ærlige om økonomiske sanktioner, eksempelvis i form af dagbøder til kommunalbestyrelsen. Altså, en ung mand som Jørn vil jo have været voksen længe, inden sådan en sag overhovedet er afgjort, og det vil så ikke være noget, som kommer til at have betydning, imens han er ung. Så for mig vil det første ikke være at gå ind og lave økonomiske sanktioner.

Tak. Hermed er spørgsmål nr. 19 afsluttet.

Vi fortsætter med spørgsmål nr. 20, der ligeledes er stilet til børne- og socialministeren af fru Karina Adsbøl.

(Talen er under udarbejdelse)

Tak for det. Hvordan vil ministeren sikre overgangen til voksenlivet for anbragte børn, så de ikke udsættes for endnu et svigt og tabes på gulvet?

Vi ved, at overgangen til voksenlivet kan være rigtig svær for mange unge, som f.eks. har været anbragt i barndommen, og derfor er det også vigtigt, at kommunerne sørger for at tilrettelægge forløbet og herunder tager stilling til, om den unge har behov for støtte i den overgang, og at de gør det så tidligt som muligt. For det er jo kommunernes ansvar at sørge for, at den unge får et tilbud, som passer lige præcis til den unges situation, og det er jo ikke godt nok, hvis der er tale om en metervareløsning, som ikke tager højde for det, der gælder den enkelte unge – det kunne være stofmisbrug, det kunne være hjemløshed, det kunne være nedsat funktionsevne, det kunne være mange ting.

Når jeg hører om de her hjerteskærende sager, herunder om sagen om Jørn fra dokumentaren »Er du mors lille dreng?«, tænker jeg, at det er vanvittig vigtigt, at både vi politikere og fagpersonerne omkring de unge har fokus på arbejdet med at fastholde og motivere de unge i de tilbud, som de har krav på, og der er en række gode eksempler på, at kommunerne faktisk arbejder med overgangen til voksenlivet, og at man arbejder tværgående kommunalt, og jeg vil nu tage en dialog med KL, om der er noget, vi i fællesskab kan gøre for at udbrede de gode eksempler. Jeg mener, at vi alle sammen har interesse i, at det her lykkes; vi har interesse i, at den unge får tilbudt de rigtige indsatser.

Jeg tror også, at vi bare må være ærlige og sige, at når en kommune ikke formår at give den rigtige overgang, kan det i hvert fald ikke være hensynet til økonomien, som gør det, for vi kan jo alle sammen godt se, at det bliver langt dyrere, hvis man altså ikke etablerer den rette indsats fra starten. Så jeg tror simpelt hen det er et spørgsmål om at tænke på tværs af forvaltninger og siloer og blive klar over, at hvis man ikke laver den rette indsats i den ene forvaltning, kommer det altså virkelig til at koste kommunen i den anden forvaltning, og derfor må man altså gå på tværs og simpelt hen sammentænke, at den unge støttes i overgangen fra ungdomslivet til voksenlivet.

Jeg er sådan set ikke uenig i, at vi fra Folketingets side har gjort rigtig meget på det her område. Udfordringen er jo, at det ikke virker sådan i praksis ude i kommunerne, og det er derfor, at vi gang på gang ser, at anbragte børn anlægger sager mod kommunerne og endnu en gang oplever et svigt, når de ikke får medhold i, at de er blevet svigtet igennem deres opvækst, fordi man ikke havde taget nogen forebyggende initiativer og heller ikke havde sikret overgangen til voksenlivet.

Derfor vil jeg spørge ministeren om, hvordan ministeren mener at kommunerne bedst kan sikre den overgang for anbragte børn. Hvornår skal man sætte ind? Skal man sætte ind tidligere end ved 16 år? Hvad skal de helt klare mål være? Hvilke tværfaglige sektorer skal med indover? Og hvordan sikrer man den helhedsorienterede indsats for netop anbragte børn? Vi ved, at flere anbragte børn også bliver hjemløse, og vi ved, at mange anbragte børn har forsøgt at tage livet at sig selv, så derfor skal vi jo styrke den her indsats. Der skal måske netop tages nogle initiativer i forhold til det her med, hvordan vi så sikrer, at vores intentioner herinde i Folketinget bliver gennemført hundrede procent ude i kommunerne.

Der er sket rigtig mange gode ting med både Barnets Reform, forebyggelsespakken og ikke mindst anbringelsesreformen, men jeg tror også, at vi kan blive bedre. Samtidig er det vigtigt at sige, at det, der sker ude i kommunerne, ikke kun er skidt. Jeg er faktisk helt overbevist om, at der også er kommuner, hvor det fungerer rigtig godt med overgangen, og hvor man virkelig formår at støtte den unge, og det fortjener også at blive sagt højt.

Når jeg så får spørgsmålet: Er der noget, man kan gøre? tænker jeg, at noget af det, man i hvert fald kunne gøre, kunne f.eks. være at styrke plejefamilieområdet.

Lige nøjagtig i forhold til det med plejefamilierne vil jeg sige, at vi jo også ser et kæmpe svigt på det område, når nu ministeren kom ind på det. Jeg er da helt enig med ministeren i, at der er rigtig mange kommuner, der gør deres bedste og gør en god indsats, men det, vi har fokus på, er jo de kommuner, der ikke gør det, og derfor er det også vigtigt at italesætte det.

I forhold til plejefamilierne kunne jeg godt tænke mig at høre ministeren om det, der foregår i øjeblikket, med, at de anbragte børn ligesom bliver taget som gidsler, når der skal forhandles vederlag til plejefamilierne, og hvis plejefamilien ikke vil gå ned i vederlag, ja, så kan den risikere, at barnet bliver fjernet, og det vil sige, at der sker et sammenbrud i anbringelsen. Hvordan vil ministeren så sikre, at det ikke sker?

Det er vigtigt for mig at sige, at vederlagsdiskussionen tager udgangspunkt i den danske model, og det betyder, at man har to aftaleparter, og det er der ikke tradition for at vi politisk blander os i. Jeg har også indtryk af, at der er rigtig mange kommuner, som sådan set arbejder fornuftigt med vederlagsmodellerne. Men når det er sagt, er der mange andre ting og mange andre stræk, hvorpå man kan gå ind og styrke plejefamilieområdet. Det kan f.eks. være i højere grad at være opmærksom på, hvad det er for behov, barnet kommer med, og være opmærksom på, at en plejefamilie ikke kun skal kunne levere det at være familie og have nogle stabile familiemæssige relationer, men at der også for nogle børn er behov for en lidt mere behandlingskrævende vej, altså, hvor der simpelt hen er en plejefamilie, som har nogle kompetencer. Det har vi jo i dag i de typer, der er, og det tror jeg vi godt kunne styrke.

Jamen med hensyn til at styrke plejefamilieområdet vil jeg sige, at det vil vi meget gerne være med til i Dansk Folkeparti, og vi vil også give dem noget ekstra hjælp og støtte, for somme tider har man en fornemmelse af, at de kæmper for at få den ekstra hjælp og støtte, der skal til, og som vi så det skildret i udsendelsen om Jørn, står de alene i denne svære situation.

I dag er der en artikel på Altinget.dk, og jeg ved ikke, om ministeren har læst den, men ellers vil jeg opfordre ministeren til at læse den, og overskriften er »Plejebørn: Lyt til os - vi ved, hvad det handler om«. Deri står simpelt hen nogle tanker fra dem, og jeg synes, ministeren skulle læse artiklen, hvis ministeren ikke har læst den.

Jeg må ærligt tilstå, at den har jeg ikke læst, men jeg vil kvittere for, at Dansk Folkeparti siger, at der godt kan være god grund til at gå ind og kigge på selve plejefamilieområdet. Det tilsagn er jeg glad for, og jeg vil tage det med videre, så mange tak for det.

Hermed er spørgsmål 20 afsluttet. Tak til spørgeren, og tak til ministeren.

Vi fortsætter med spørgsmål nr. 21, der er stillet til kirkeministeren af fru Karen J. Klint, Socialdemokratiet.

(Talen er under udarbejdelse)

Jeg giver ordet til spørgeren for oplæsning. Værsgo.

Tak for det. Spørgsmålet lyder sådan:

Er ministeren indstillet på at søge en løsning på Dansk Kirke i Sydslesvigs gentagne ønsker over for skiftende ministre om at være med i den medlemsdemokratiske proces, når der skal ansættes i den biskopstilling, deres kirker henhører under, og hvad kan ministeren oplyse om mulighederne for at imødekomme dette relevante ønske?

Mange tak for spørgsmålet. Dansk kirke i Sydslesvig spiller jo en meget central rolle for det danske mindretal i Sydslesvig. Vi er heldigvis rigtig mange, som interesserer os for det og lægger meget stor vægt på de historisk tætte bånd, der er mellem Danmark og det danske mindretal. Det havde både spørgeren og jeg jo sammen med to tidligere kirkeministre lejlighed til at opleve for bare fire uger siden ved kirkedagen i Sydslesvig, hvor der var rigtig stor sympati for ønsket om indflydelse på bispevalget, når det måtte finde sted.

Det er faktisk som udgangspunkt en sympati, som jeg deler, og som jeg også tror at spørgeren deler, men spørgsmålet er bare ikke helt så enkelt at besvare, som det måske kunne lyde til. Det er jo ikke første gang, vi har det her spørgsmål oppe. Danske Sømands- og Udlandskirker, det, som hedder DSOK, ansætter jo præsterne i Sydslesvig, og de er ifølge egne vedtægter en privat kirkelig organisation, som er tilsluttet folkekirken. Så DSOK får hvert år et tilskud fra finansloven til 22 præstestillinger i Sydslesvig, og det afspejler den særlige status, som dansk kirke i Sydslesvig har for de danskere, som af historiske grunde bor syd for grænsen.

Præsterne i Sydslesvig er siden 2010 blevet anerkendt som præster i folkekirken, og derfor er de under det, som hedder gejstligt tilsyn af en biskop – for øjeblikket i Haderslev. Men hverken biskoppen eller kirkeministeren har altså ansættelsesretlige beføjelser over for præsterne. Så den demokratiske tradition i den danske folkekirke, hvor menighedsråd og præster vælger, hvem der skal være biskop i deres stift, hænger altså netop sammen med biskoppens særlige beføjelser over for stiftets præster og sognemenighederne.

I Danmark har biskoppen altså både et gejstligt og et almindeligt legalitetstilsyn med stiftets præster. Biskoppen fører også tilsyn med menighedsrådenes funktioner og varetager gennem stiftsøvrigheden en del af tilsynet med menighedsrådenes økonomiske forvaltning. Biskoppen har i dag, sådan som situationen er, ikke de tilsvarende beføjelser i forhold til præster og menigheder under dansk kirke i Sydslesvig. Så situationen er altså lidt anderledes dernede.

Umiddelbart tror jeg, at stemmeret ved bispevalget må kombineres, hvis vi skal gennemføre det, men drøftelsen om, hvorvidt man er interesseret i nogle af de tilsynsforpligtelser, som jeg lige her har nævnt, i dansk kirke i Sydslesvig, og drøftelsen i forhold til DSOK har vi til gode endnu. Så det er altså ikke noget, man bare lige kan beslutte at gøre, fordi der er knyttet så mange spørgsmål til det.

Jeg synes altså, at det, vi i første omgang kan gøre, og det vil jeg gerne være med til at tage initiativ til, er at få en drøftelse af både af de ønsker og behov, der måtte være, men også en drøftelse af rækkevidden af både rettigheder og pligter. Det synes jeg vi skal tage initiativ til. Dels vil jeg diskutere det med de parter, jeg her har nævnt, men jeg vil også meget gerne drøfte det med Kirkeudvalget, hvis man har en interesse i det.

Tak for svaret. Det er jo netop, fordi vi er i god tid, at jeg rejser dilemmaet, for det er et ønske, de er kommet med flere gange, og det var meget presserende ved sidste bispevalg i Haderslev. Nu er der udsigt til, at der er mange års fred på bispevalget, fordi vi jo har en ung biskop, som vi forhåbentlig har rigtig mange år, og som de også er meget glade for syd for grænsen.

Det er meget godt at få drøftet nogle af de her ting: Hvad er uløselige udfordringer, og hvad er løselige udfordringer? Det er jo ikke sikkert, at det er stemmeretten, det kunne jo være taleretten eller medvirken ved nogle af de møder, så man også har en fornemmelse af ejerskab, men også for at få afklaret, hvori forskellene består. Det er det dilemma, jeg ønsker at rejse over for kirkeministeren. Kan vi ikke godt have nogen dialoger på forhånd og i meget god tid? Jeg hører sådan set også ministeren sige, at det kan vi måske godt.

Det er jeg fuldstændig enig med spørgeren i, fordi der er både den hårde jura, hvor rettigheder og pligter og den slags ting hører sammen, men jo også det folkelige, som betyder rigtig meget for folkekirken, men også for det danske mindretal i Sydslesvig, og den tilknytning, man har til institutioner i Danmark, herunder til biskoppen i Haderslev. Det kunne jo principielt set også være andre steder, men for øjeblikket er det i Haderslev.

Lad os derfor prøve at se på, hvad der er af jura i det, men også hvad der er af andre muligheder, hvor vi mere følger det folkelige spor, så man har den her oplevelse af at blive hørt og en oplevelse af reelt også at høre til.

Det er mit indtryk, at netop nærheden mellem dem syd for grænsen og Haderslev også betyder noget mentalt, ikke kun fysisk og geografisk, for så føler man jo en tilknytning til noget nært. Når man kigger på hjemmesiden for de danske kirker syd for grænsen, ser man, at de har et lille budskab: »Vi gør Folkekirken lidt større«. Det står der som en undertitel på deres hjemmeside. Det, jeg prøver at opfordre til, er, at vi så som Folketing er med til at gøre medlemsindflydelsen, medlemsdialogen i folkekirken nord og syd for grænsen lidt større.

Må jeg forstå ministeren rigtigt: at det også er det, ministeren siger, nemlig at vi godt kan finde nogle samtalefora for det i første omgang, og så kan vi bagefter se på, hvor vi ender?

Det kan jeg uden tøven give tilsagn om.

Det med, at Dansk Kirke i Sydslesvig gør folkekirken lidt større, er jo en parallel til det slogan, som den store kulturelle forening Sydslesvigsk Forening har, nemlig: »Vi gør Danmark lidt større!« Så lad os gribe bolden ud fra en oprigtig interesse for og kærlighed til det danske mindretal syd for grænsen.

Jeg vil bare gerne kvittere for det positive tilsagn om fortsat dialog, og det håber jeg så også at man hører syd for grænsen, og det tror jeg bestemt også vi får ros for fra biskoppen i Haderslev. Tak for det.

Jeg tager kvitteringen til efterretning og glæder mig til det videre forløb.

Hermed er spørgsmål 21 afsluttet. Tak til ministeren. Tak til spørgeren.

Vi fortsætter til spørgsmål 22, der er stilet til transport-, bygnings- og boligministeren af hr. Kristian Hegaard, Radikale Venstre.

(Talen er under udarbejdelse)

Værsgo til spørgeren for oplæsning.

Kan ministeren redegøre for regeringens holdning til nuværende forhold og fremadrettede initiativer for rettidighed og hastighed på Kystbanen, og er ministeren enig i, at man bør være endnu mere ambitiøs for rettidighed og hastighed for Kystbanen, som er Danmarks mest benyttede strækning?

Kystbanen er ikke helt Danmarks mest benyttede strækning, men det er en meget vigtig banestrækning. I februar kunne jeg i et andet svar pege på en række årsager til problemerne med punktligheden på Kystbanen. I forhold til dengang har den svenske regering med virkning fra den 4. maj frafaldet krav om id-kontrol for passagerer, som rejser ind i Sverige. Togene skal dermed ikke længere gøre et langt ophold i Københavns Lufthavn. Det vil skabe et bedre flow for togene i retning mod Kastrup, og det vil også kunne mærkes på Kystbanen. Selve grænsekontrollen er ikke afskaffet, men den foregår i Sverige.

Desuden drøfter vi i øjeblikket mulighederne for en praktisk og organisatorisk forenkling af trafikken over Øresund med den svenske trafikkøber Skånetrafiken. Princippet for drøftelserne er at dele den nuværende Øresundstrafik op i strækningen mellem Malmø og Østerport og mellem København og Helsingør. Sverige får ansvaret for Øresundstrafikken til og fra København, mens Kystbanen mellem København og Helsingør bliver et rent dansk anliggende. Det vil medføre, at Kystbanen kan afkobles fra den svenske trafik. Denne sammenbinding har hidtil været medvirkende til dårlig punktlighed. Adskillelsen af trafikken kan i praksis først gennemføres fuldt ud fra omkring år 2022, hvor elektrificeringsprogrammet gør det muligt at køre alle Kystbanens tog til og fra andre stationer på Sjælland. På det tidspunkt vil Kystbanen kunne undgå alle svenske påvirkninger. Man kan dog ikke gå ud fra, at alle problemer forsvinder, for i fremtiden vil forsinkelser fra sjællandske tog så få indflydelse på Kystbanen, men de har typisk en bedre punktlighed, end togene fra Sverige har.

Tak til ministeren for den indledende besvarelse. Man kan lidt morsomt sige, at der kommer ikke en god løsning i morgen, der kommer en god løsning i 2022. Det må vi så glæde os til. Men et af de andre gode initiativer, der også er på vej, er det her sporopbygningsprojekt, der indledes her i sommeren 2017, hvor man gør en masse for at tilpasse forskellige ting på Kystbanen for at forbedre rettidigheden.

Jeg kunne godt tænke mig at høre ministeren om noget. Man har jo set fra andre lignende arbejder, der har været, f.eks. Østfynprojektet og sidste sommers arbejder på Køge Bugt-banen, at tidsplanen sprænges, så hvad vil ministeren gøre, for at tidsrammen og tidsplanen, der er lagt for det her sporopbygningsprogram, ikke også i det her tilfælde overskrides, sådan at man undgår, at mange pendlere oplever at bruge ekstra unødig tid som følge af ekstra sporopbygningsarbejde?

Jamen det vil jeg holde et årvågent øje med, som enhver minister bør gøre. Som det er med den slags sporarbejder, opstår der en gang imellem uforudsete problemer og forsinkelser, og det kan jeg ikke garantere imod, men jeg vil da anspore alle medarbejdere i Banedanmark til at gøre sig den største umage med det her.

Det, jeg bl.a. har noteret mig som noget meget positivt, er, at man i modsætning til f.eks. projektet Køge Bugt-banen deler arbejdet op i to. Det vil sige, at man tager en etape i år og en etape næste år. Jeg tror, det er rigtig godt at gribe det an på den måde. Jeg hører så ministeren sige, at man måske vil overvåge det, hvis det ikke lige overholder tidsplanen. Kan ministeren blive sådan lidt mere konkret og gå lidt mere til biddet? Vil man gøre andet end at overvåge? Vil man ikke være lidt mere konkret, med hensyn til hvad man vil gøre, hvis det ikke overholder tidsplanen?

Der er jo en fast procedure for det, hvis der er forsinkelser i projekter af den slags. Så melder Banedanmark ind til ministeriet, og ministeriet forhører sig om, hvad der er årsagen til det, og hvad der kan gøres ved det, og så tages der nye initiativer, der er passende til det, der sker. Det er, som det er. Det er sådan på Kystbanen, og det er sådan andre steder. På Kystbanen ville man kunne opnå en forbedring af regelmæssigheden, hvis man f.eks. kørte med færre tog, som til gengæld var længere, men det forstår jeg på folk langs Kystbanen de ikke ønsker. Men det ville være en løsning til at opnå en i hvert fald noget større punktlighed end i dag.

For lige at gå væk fra det her sporopbygningsprojekt vil jeg lige kort gå tilbage til det indledende spørgsmål, for jeg tillod mig i går at skrive på min Facebookside, at jeg ville stille det her spørgsmål om Kystbanen, og der fik jeg en række gode indlæg fra forskellige, som sagde, at der var nogle ting, som jeg skulle nævne. Jeg vil godt lige læse et af dem op, og det er fra en, der hedder Emil Sebastian Birk, som skriver:

Du kan fortælle, at jeg i de sidste 8 dage har brugt Kystbanen både morgen og eftermiddag og har oplevet forsinkelser i begge retninger. Det er alle tog, jeg har taget på den strækning, uden undtagelser, og forsinkelserne har varet mellem 10 minutter og 1½ time.

Hvad vil ministeren sige til sådan en oplevelse og til andre, der måske har lignende oplevelse?

Jeg er fuldstændig enig med alle, der synes, at Kystbanen ikke kører godt nok, men jeg bliver nødt til at minde om, at Kystbanen er et produkt af flere årtiers beslutninger om den fysiske indretning af det danske banenet, herunder Kystbanen. Det forhold, at vi ikke kan køre Kystbanen, uden at den er sammenkoblet med et svensk fjerntog, gør, at alle de forsinkelser, der er på den lange svenske strækning, smitter af på den danske strækning på Kystbanen. Og det er en rigtig dårlig måde at organisere tingene på, men vi kan ikke gøre anderledes, sådan som de fysiske forhold er i dag. De fysiske forhold bliver bedre fra 2022, og så kan vi begynde at gøre det bedre. Men det er mange års politiske beslutninger om, hvordan man indretter dansk jernbanes fysik, der er årsag til, at togene kører dårligt på Kystbanen.

Hermed er spørgsmål 22 afsluttet. Tak til spørgeren.

Vi fortsætter til spørgsmål 23, der er stilet til transport-, bygnings- og boligministeren af hr. Karsten Hønge fra SF.

(Talen er under udarbejdelse)

Hvilken betydning mener ministeren, at det kan få for flysikkerheden, at piloter ansættes under vilkår så ringe som beskrevet i artiklen »SAS-partners løntilbud provokerer piloter og politikere« i Berlingske den 18. maj 2017, med deraf følgende risiko for ekstraarbejde og træthed.

Tak for spørgsmålet. Jeg vil gerne gentage, hvad jeg tidligere har sagt her i Folketingssalen og i samråd til bl.a. hr. Karsten Hønge og hr. Rasmus Prehn: Det er min grundlæggende holdning, at arbejdsvilkår først og fremmest er et anliggende for arbejdsmarkedets parter. Staten bør blande sig udenom arbejdsmarkedsforhold, hvilket også plejer at være et synspunkt, en dansk model, som nyder bred opbakning blandt Folketingets partier. Det er en model, som regeringen støtter fuldt op om, også på luftfartsområdet.

Det er væsentligt for mig at slå fast, at Trafik-, Bygge- og Boligstyrelsen over for mig har tilkendegivet, at der ikke er indikationer på et sikkerhedsproblem for de lavprisselskaber, der opererer i Danmark. Der er heller ikke noget, der tyder på, at dette skulle være tilfældet inden for EU. Samtidig er jeg opmærksom på, at luftfarten skal forblive sikker. Jeg lægger derfor vægt på, at luftfartssikkerhedsmyndighederne i EU, og særlig Det Europæiske Luftfartssikkerhedagentur, EASA, følger området. Samtidig kan jeg henvise til processen om en lex luftfart. Jeg har tidligere fortalt hr. Karsten Hønge om indholdet og processen for dette initiativ, som er skabt på initiativ af og med støtte fra repræsentanter for luftfartsbranchen, brancheorganisationer samt Trafik-, Bygge og Boligstyrelsen.

Da luftfarten er et internationalt og grænseoverskridende erhverv, skal der findes fælles løsninger på EU-plan. Det er vigtigt, at flypersonale klart oplyses om de arbejdsmæssige forhold, hvorunder de er ansat. Det er også vigtigt, at de ansatte kender deres rettigheder i form af social sikring m.m.

Afslutningsvis vil jeg gerne understrege, at de selskaber, der opererer i EU, naturligvis skal overholde europæisk luftfartslovgivning, herunder de regler, der gælder flyve- og hviletid.

Jo, men det er helt rigtigt, hvad ministeren siger. Vi er mange, der glæder os til at se en luftfartsstrategi sådan rullet ud – det er helt sikkert. Problemet er bare lidt, at vi ikke kan vente på det, når vi kan se, at her og nu bliver piloter øjensynlig ansat under fuldstændig uacceptable vilkår. Og det er sagt i fuld respekt for den danske model.

Det interessante er jo her, at ministeren gennem staten er medejer af SAS med 14 pct. og derfor med god grund skal tage stilling til, om det er en arbejdsgiveradfærd, som man kan stå inde for. Jeg mener bare, at hvis man leverer så ringe forhold, at der er en grundløn på 13.000 kr. om måneden, og firmaet selv indregner, at man har en forventning om, at piloterne derudover skal tjene 50 pct. af deres senere indtjening på akkord, altså efter hvor mange timer man flyver, så kan jeg bare konstatere, at her har vi en cocktail – meget farlig cocktail:

1) En nyuddannet pilot, som på det tidspunkt i livet sandsynligvis står over for at ville etablere sig, 2) 1 styk kummerlig kontrakt med en begyndelsesløn på 13.000 kr. og 3) en akkordaftale, der lægger op til, at man kommer til arbejde meget mere, enten som pilot i firmaet, hvor man decideret har en akkordaftale, eller ved et job ved siden af. Her handler det ikke om den danske model, for den kan man så sidde fromt og tænke på, mens man har retning mod jordoverfladen, fordi piloten er faldet søvn.

Jeg ved ikke, om hr. Karsten Hønge ikke hørte, hvad jeg sagde, nemlig at luftfartsselskaber i Danmark og i EU skal overholde de regler, der gælder for flyve- og hviletid. Det gælder uanset lønvilkår, at de skal overholde reglerne for flyve- og hviletid. Disse regler er sat, fordi man mener, at det er de rigtige regler at have for at forhindre træthed i cockpittet.

Hvad mener ministeren så er det sandsynlige, der vil ske, når man laver kontrakter med så kummerlige forhold, som ligger langt under de vilkår, der ellers gælder i branchen? Og det kan vi jo se, det bliver udtalt både af de piloter, der har udtalt sig i sagen, og af Flyvebranchens Personale Union, nemlig at det ligger så langt fra de vilkår, der ellers er i branchen, at hvis man alligevel lægger en arbejdskontrakt frem, der i den grad opfordrer til, at piloterne arbejder meget enten ved siden af eller i den rene akkordaftale ved at flyve rigtig meget – hvor man regner med, at 50 pct. af lønnen skal være noget, piloterne skal tjene oveni – så sætter man jo flysikkerheden på spil uanset en from henvisning til, at det burde man ikke gøre. Det er jo nok det, der kommer til at ske, når der er så elendige aftaler.

Altså, for at forhindre træthed i cockpittet har vi nogle regler om flyve- og hviletid. Disse regler er lavet for at sikre, at der ikke flyver trætte piloter rundt. Hvis man mener, at disse regler ikke er tilstrækkelige, skal man foreslå dem ændret. Jeg har ikke hørt forslag fra SF om, at man skal ændre reglerne for flyve- og hviletid.

Det, SF nu taler om, er nogle lønspørgsmål. Det kan være en fagforeningskamp, det kan være et spørgsmål mellem arbejdstager og arbejdsgiver, men lønforholdene ændrer ikke på reglerne for flyve- og hviletid, som tager hånd om de sikkerhedsproblematikker, der er med træthed i cockpittet.

Jeg er helt sikker på, at ministeren vil være i stand til at svare mere nuanceret end med de papegøjesvar, jeg får i øjeblikket, så jeg synes da, ministeren skal have en chance igen.

Når man lægger kontrakter frem, der giver en grundløn på 13.000 kr. om måneden, og firmaet selv indregner, at de 7.000 kr. oveni skal tjenes, ved at man flyver rigtig meget, kan man så nøjes med nogle fromme tanker og en from henvisning til nogle flyve- og hviletidsbestemmelser – altså hvis man samtidig laver en kontrakt, der i den grad opfordrer til ekstraarbejde og dermed følgende træthed? Det er simpelt hen ikke nok, hvis der er en kurs mod jordoverfladen gennem den her sociale dumping, ræset mod bunden, at man tænker, at de burde have overholdt reglerne, hvis man samtidig laver kontrakter, der understøtter det modsatte.

Mine svar er ikke papegøjesvar. Mine svar er svar på de spørgsmål, som bliver stillet, og hr. Karsten Hønge udtrykker bekymring for, om der er træthed i cockpittet. Jeg svarer, som sandt er, at træthed i cockpittet kontrolleres og reguleres af flyve- og hviletidsbestemmelser i lovgivningen, som er sat for at forhindre træthed i cockpittet. Så blander hr. Karsten Hønge nogle lønspørgsmål ind i sagen, og det synes jeg er udtryk for hr. Karsten Hønges papegøjespørgsmål.

Hermed er spørgsmålet afsluttet. Tak til spørgeren.

Vi fortsætter til spørgsmål nr. 24, der er stilet til transport-, bygnings- og boligministeren af hr. Rasmus Prehn, Socialdemokratiet.

(Talen er under udarbejdelse)

Værsgo til spørgeren for oplæsning.

Tak, formand. Mener ministeren, at der er behov for tiltag over for flyselskaberne, sådan at det sikres, at erstatningssager, hvor passagerer som følge af forsinkelser har ret til erstatning, ikke overbelaster retsvæsenet, som man ser i Københavns Byret, hvor de nu har omkring 1.400 aktive sager?

Tak for spørgsmålet. Det er på ingen måde tilfredsstillende, at en lille niche, som flypassagerers rettigheder jo nu engang er, skal fylde så meget hos Københavns Byret. Jeg er på den baggrund enig i spørgsmålets grundlæggende præmis om, at det ikke er hensigtsmæssigt med så mange klagesager. Passagerrettighedsforordningens udgangspunkt er, at luftfartsselskaberne selv er i stand til at følge reglerne og dermed eksempelvis sikre, at passagererne informeres om deres rettigheder og gives den behandling, som de har krav på efter forordningen. Det gælder også kompensation for lange forsinkelser, aflysninger eller afvisninger ved boarding af flyet.

Det skal understreges, at det ikke er acceptabelt, hvis luftfartsselskaberne spekulerer i at omgå reglerne eller udsætte passagererne for unødige forhindringer. Jeg vil på den baggrund bede Trafik-, Bygge- og Boligstyrelsen om at indskærpe over for luftfartsselskaberne, hvordan passagerrettighedsforordningen skal fortolkes, så domstolene ikke belastes unødigt. Desuden mener jeg også, at programmet viste et behov for, at luftfartsselskaberne bliver bedre til at informere passagererne om deres rettigheder, sådan som forordningen forpligter dem til. Jeg vil derfor også bede styrelsen om at indskærpe dette over for luftfartsselskaberne.

Jeg vil herudover opfordre til, at man som flypassager starter med at kontakte Trafik-, Bygge- og Boligstyrelsen i stedet for at gå direkte til domstolene. Styrelsen tilbyder gratis klagesagsbehandling med bindende afgørelser, og det er nærliggende at søge sin sag afgjort dér. Luftfartsselskaberne kunne også med fordel informere passagererne om denne mulighed.

Jamen mange tak til ministeren, også for at bakke op i, at det her er et stort problem. Det var her den 18. maj, at vi i Danmarks Radios udsendelse »Kontant« kunne se om de her mange tilfælde, der er, hvor passagerer, der har bestilt fly og så bliver mere end de her 3 timer forsinket, simpelt hen ikke bliver gjort opmærksom på, at de faktisk har ret til en form for erstatning.

Derudover er det sådan, at der er så lidt information på det her område, at mange simpelt hen tyer til private selskaber for at få hjælp i de her sager. Og som ministeren selv siger i sit svar, er det faktisk sådan, at Trafikstyrelsen har den opgave at skulle hjælpe passagererne med at få håndteret de her sager. I stedet for er der så private selskaber, der lukrerer på det. De hjælper borgerne, og det er selvfølgelig positivt, men de tager altså også 25 pct. – i nogle tilfælde 50 pct. – af den erstatning, passagererne får, hvis de får en erstatning, for at håndtere det her. Og det burde kunne gøres anderledes. Derfor er jeg rigtig glad for, at ministeren tilkendegiver, at der vil komme noget aktion på det her område, for det er der brug for. Altså, passagererne skal have en helt anderledes god retsstilling på det her område.

Hvis det ikke virker, vil ministeren så være med til sammen med de øvrige EU-lande at kigge på, om vi skal gøre mere med den her EU-forordning, altså om der skal være et bødekrav, hvis flyselskaberne ikke gør opmærksom på det her? Og vil ministeren gøre mere ud af, at Trafikstyrelsen informerer passagererne om, hvilken hjælp de kan få? Og er der yderligere tiltag end det, ministeren har gjort opmærksom på allerede nu, for at sikre passagerernes retssikring i den her situation? For det er uacceptabelt, at flyselskaberne i den grad springer over, hvor gærdet er lavest.

Jeg vil i hvert fald gerne gøre, hvad der skal til, for at det her virker, så længe det ligger inden for, hvad der er rimeligt at gøre. Jeg går ind for det her princip om, at luftfartsselskaber, som jo på en måde snyder passagererne ved ikke at levere det, som kunderne har betalt for, nemlig afgang til en bestemt tid og ankomst til en bestemt tid, skal betale en form for kompensation. Det fungerer så ikke så godt i øjeblikket, når der kommer så mange sager ved byretten.

Jeg vil sige, at der er gjort én ting. Der er for øjeblikket for lang ventetid i styrelsens behandling af de her klager, og derfor har styrelsen iværksat en handlingsplan for inden udgangen af 2017 at nedbringe sagsbehandlingstiden til maksimalt at være 12 uger.

Igen: Det er rigtig positivt, at transportministeren orienterer om de tiltag, der er, og at man nu laver en strategi på området, så mange tak for det.

Kunne man mere synligt tydeliggøre over for passagererne, hvilke rettigheder de har, eventuelt ved meget mere tydelig skiltning i lufthavnene og måske på flyselskabernes hjemmesider, altså forpligte dem til at oplyse om det her? Passagererne skal have at vide: Du har de her rettigheder, og hvis de bliver svigtet, altså hvis flyselskaberne ikke lever op til det, kan du altså ringe hertil og få hjælp til at håndtere din sag. Vil ministeren gå ind for den form for mere tydelig tilkendegivelse?

Man kunne også håbe, at det kunne være med til at presse flyselskaberne til at opføre sig ordentligt fra starten af, sådan at de af sig selv yder hjælpen, så vi ikke skal til at have en masse bøvl og bruge en masse tid på det efterfølgende.

Jeg synes bestemt, man skal undersøge, om man ved en informationsindsats kan gøre passagererne opmærksom på, at hvis de har en berettiget klagesag, står styrelsen til rådighed for dem. Det kan sagtens være, at den information ikke er spredt godt nok derude, og at det i stedet er nogle private advokatlignende virksomheder, der har kontakten til kunderne via deres information og bilder kunderne ind, at det er nødvendigt med en omstændelig proces via byretten, i stedet for at man bare som almindelig forbruger kan gå via styrelsen og klage. Det kan godt være, der er en overinformation om byretsvejen via de der private advokater og en underinformation om styrelsesvejen via noget, som vi kan igangsætte. Det vil jeg undersøge.

Mange tak til ministeren for at være meget klar i spyttet om det her spørgsmål. Det er vigtigt, at vi får sendt det klare signal til flyselskaberne, at der skal andre boller på suppen. Der skal altså være en anden service over for passagererne; de skal mere tydeligt gøres opmærksom på, hvilke rettigheder de har. Alene det, at vi nu har haft det oppe her i spørgetiden, kan være med til at løfte bare en lille smule af det informationsbehov, der er. Men der må gerne være endnu mere.

Så tak til ministeren for at hjælpe med at sætte fokus på det her, også fremadrettet. Vi holder øje med sagen.

Det var så lidt. Det er jo det, jeg får min løn for.

Tak til spørgeren. Hermed er spørgsmål 24 afsluttet.

Vi fortsætter til spørgsmål 25, der er stilet til transport-, bygnings- og boligministeren af fru Karen J. Klint, Socialdemokratiet.

(Talen er under udarbejdelse)

Tak for det, formand. Spørgsmålets ordlyd er: Vil ministeren se på mulighederne for at øge tilgængeligheden til tog for alle borgere, bl.a. på Børkop Station, når Banedanmark i forbindelse med overgangen til elektrificering alligevel skal ændre på mange broer og der skal rettes kurver ud, ved at der om muligt anlægges en tunnel i stedet for trappen og så et elevatortårn?

Tak for spørgsmålet. Tilgængelighed er noget, man skaber med forskellige tiltag, og derfor er det at tale om øget tilgængelighed, som spørgeren gør, som udgangspunkt et vidt begreb. Når man f.eks. taler om tilgængelighed på handicapområdet, kan man således nævne niveaufri adgang, perronhøjde, adgangsveje, belysning, trafikinformation og ledelinjer. Det er derfor meget vidtgående at skabe tilgængelighed for alle borgere, og, som fru Karen J. Klint kan forestille sig, også forbundet med meget høje udgifter.

Dette sagt, så er svaret som udgangspunkt: Ja, det er målet. Der kigges på mulighederne for at øge tilgængeligheden på de danske togstationer, og det overordnede mål er, at tilgængeligheden øges over hele landet. Dette sker imidlertid ikke fra den ene dag til den anden, men måske skridt for skridt. Således har regeringen og Dansk Folkeparti netop udmøntet 50 mio. kr. til tilgængelighed på de danske togstationer netop for at få forbedret tilgængeligheden.

Hvad angår Børkop Station, så støtter regeringen elektrificeringen af strækningen, og Banedanmark har allerede indtænkt øget tilgængelighed i forbindelse med elektrificeringen. Den mest hensigtsmæssige udformning af tilgængelighed på Børkop Station i forbindelse med elektrificeringen bygger på en konkret vurdering og et fagligt oplæg, som Banedanmark er ansvarlig for. Jeg forventer således, at de vil komme med det bedste forslag, både hvad gælder teknik og økonomi.

Endelig vil jeg bemærke, at såfremt fru Karen J. Klint ønsker en mere detaljeret og teknisk beskrivelse af de planlagte ændringer på Børkop Station, er hun meget velkommen til at stille et almindeligt udvalgsspørgsmål.

Tak for det lange svar. Jeg har læst den VVM-redegørelse, der nu er til debat på borgermøder rundtomkring på steder langs den strækning, der skal elektrificeres, og jeg synes ikke, man kan sige, at det er en speciel dyr foranstaltning i forhold til tilgængelighed. Der kan altid være nogen, der ikke kan tilbyde en tilgængelighed.

Hvis man skal fra Børkop til Vejle, hvilket er en meget kort strækning, skal man faktisk til Fredericia og skifte dernede for at kunne komme med toget til Vejle og den modsatte vej hjem. Det har været drøftet på flere møder, hvor man har debatteret Togfonden DK, og der så man kun på løsningen med to elevatortårne på trappen, men det er faktisk muligt at få en niveaufri adgang til den ene perron ved at bruge den anden parkeringsplads ved stationen, og dermed er der kun behov for øget tilgængelig på den modsatte side. Det var for at se på nye muligheder i stedet for at se på det, man har drøftet på nogle af de andre borgermøder, og jeg kan hilse fra lokalrådet derude og sige, at de gerne giver en kop stationskaffe til ministeren, hvis han vil komme på besigtigelse – det er der nogle af forgængerne der har været.

Jeg kan bekræfte, at det, man påtænker at lave der, er en ny gangbro og elevatorer på begge perroner. Det er det, man påtænker. Hvis der er et andet genialt forslag, er det hermed sagt, og jeg er sikker på, at Banedanmark også lytter med på debatten her, sådan at de kan tage det med i overvejelserne.

Det er i hvert fald mere tilgængeligt at gå under banelegemet og kun have en elevator i stedet for at have en gangbro og måske to elevatorer. Så det var ligesom for at stille ind på det materiale, der så tilfældigvis også lige i dag er med på et borgermøde i lokalområdet, for der kører jo borgermøder nu med drøftelser af den undersøgelser, der ligger.

Men jeg hører det lidt som håndsrækning i forhold til, at ministeren ikke er imod, at der bliver set på andre alternativer end dem, der lige ligger i det, der er sendt til folkehøring nu.

Jeg forventer altid af medarbejderne i mit ministerium og de tilknyttede styrelser, at de er meget åbne over for forskellige alternativer i forhold til både at kunne vælge noget, der måtte være bedre, men også nogle gange noget, der er billigere uden at være dårligere. Så det kan jeg fuldt ud bekræfte.

Jeg følger gerne op med at stille nogle konkret spørgsmål via udvalget, selv om jeg ikke er medlem af udvalget. Men derfor kan man jo godt stille spørgsmål. Så tak for de svar for nu.

Tak til spørgeren.

Dermed er spørgsmål 25 afsluttet.

(Talen er under udarbejdelse)

Værsgo til spørgeren for oplæsning.

Mange tak, formand. Mener ministeren, at seneste boligaftales delmål om en opdatering af værktøjskassen med effektive redskaber til at skabe en positiv udvikling i udsatte boligområder er opnået?

I november 2014 indgik den daværende SR-regering sammen med SF, Enhedslisten, Dansk Folkeparti og Det Konservative Folkeparti en boligaftale om anvendelse af Landsbyggefondens midler. Den nuværende regeringen har tilsluttet sig aftalen, da Det Konservative Folkeparti var en del af aftalen.

Et centralt element i aftalen var at kvalificere den boligsociale indsats yderligere, og aftalepunktet om opdatering af værktøjskassen kan ses som en del af den målsætning.

I regeringen mener vi, at det er en god målsætning at styrke de boligsociale indsatser, bl.a. ved at fleste mulige tilsagn tildeles på et rimelig evidensbaseret grundlag.

Til at understøtte dette er kataloget med tyve løsninger til udsatte boligområder, udgivet af Center for Boligsocial Udvikling i november 2015, ganske anvendeligt.

Kataloget indeholder eksempler på virkningsfulde indsatser og konkrete anbefalinger. Det er målrettet kommuner, boligorganisationer og andre, der arbejder med den boligsociale indsats. Kataloget opdateres, i takt med at nye resultater foreligger.

Hermed formidles resultater og metoder fra de mest effektfulde indsatser, og de omsættes til praksis som anvendelige redskaber, der kan bidrage til en positiv udvikling i områderne.

Jeg er tilfreds med, at Center for Boligsocial Udvikling, der rent faktisk har til formål at kvalificere de boligsociale indsatser, bl.a. gør det ved at formidle eksempler på de effektfulde boligsociale indsatser. På den måde mener jeg, at boligaftalens overordnede målsætning bliver understøttet tilfredsstillende.

Hvis man har behov for at få det genopfrisket, kan jeg fortælle ministeren, at der bl.a. står i den her boligaftale fra 2014, at den opdaterede værktøjskasse forelægges aftaleparterne. Det kan jo være, at der er sket en forskydning eller et eller andet ovre i ministeriet, men der står her i aftalen, at den skal forelægges aftaleparterne, og jeg ved jo, at mit eget parti i hvert fald er et af de partier, som er aftalepart, og det er, fordi det bl.a. var mit parti, der sad i regering.

Så det har haltet lidt, synes jeg nok, og den tidligere minister med ansvar for boligområdet, fru Inger Støjberg, udskød det jo, men havde en ambition om at lægge en plan frem i forhold til de udsatte boligområder, bl.a. fysiske forandringer, at sørge for at få en større gennemstrømning i områderne og en række andre ting. Jeg har så spurgt den nuværende minister til det, og han har sagt, at det ikke var noget, man havde en ambition om længere. Men i det mindste synes jeg dog det var rimeligt, at vi fik forelagt det her, sådan som det står i aftalen, og som ministerens parti og ministerens regering jo også har tilsluttet sig. Hvad mener ministeren om det?

Jamen hvis det står i aftalen, skal det selvfølgelig ske. Men jeg forstår det sådan, at kataloget jævnligt opdateres. Men så skal man åbenbart ved hver opdatering også lige sende det nugældende katalog til aftaleparterne, hvis den tolkning af aftalen, som hr. Kaare Dybvad fremlægger, er korrekt. Og hvis det er korrekt, skal det da gøres – det er helt sikkert.

Jeg vil lige for en sikkerheds skyld citere fra side 8, den sidste side i aftalen fra 2014, hvor der står, og jeg citerer:

På den baggrund er parterne enige om at opdatere værktøjskassen i lyset af den indgåede boligaftale. Den opdaterede værktøjskasse forelægges aftaleparterne. Citat slut.

Det er jo ikke, fordi jeg vil køre rundt i det her, men jeg synes nu alligevel, at boligområdet fortjener en vis opmærksomhed. Man må nok som boligpolitiker eller en person, der arbejder med boligpolitik, føle sig lidt forsømt og lidt som stedsønnen i familien, når man ikke engang får opdateringerne og man ikke bliver indkaldt til forhandlingen om den her aftale, som skulle have været i efteråret. Og det her er så en del af det. Men jeg ser frem til, at ministeren gør noget ved sagen.

Det er ofte sådan med hr. Kaare Dybvads spørgsmål, at de udvikler sig fra skriftlige spørgsmål, som man kan forberede, over til nogle helt nye spørgsmål, dog inden for samme emne, men som man ikke har haft lejlighed til at forberede. Og det er også tilfældet i dag. Så jeg kan nok give et bedre svar, hvis jeg lige kommer hjem og kigger lidt i papirerne. Men hvis det er rigtigt, at man ikke har levet op til aftalen og sendt det opdaterede katalog ud, skal man da gøre det.

Tak for det skudsmål. Jeg synes nu nok, at jeg holder mig i rimelig grad inden for spørgsmålet her om, hvorvidt en opdatering af værktøjskassen er opnået, i og med at det er det, der står i aftalen. Men jeg vil se frem til at få en tilbagemelding fra ministeren.

Hermed er spørgsmål nr. 26 afsluttet.

Vi fortsætter til spørgsmål nr. 27, der også er stilet til transport-, bygnings- og boligministeren af hr. Kaare Dybvad.

(Talen er under udarbejdelse)

Tak. Mener ministeren, at de afsatte midler i den seneste boligaftale til forsøgspuljen, der kan gå til bl.a. energiforbrug, klimasikring, digitalisering, tilgængelighed, effektivisering af nybyggeri og drift, ny teknologi og bæredygtighed, er blevet brugt hensigtsmæssigt?

Tak for spørgsmålet. Som led i boligaftalen 2014 blev der i 2015 afsat 11 mio. kr. til forsøg og udvikling af den almene boligsektor. Størstedelen af midlerne er fordelt på baggrund af ansøgninger om støtte til forsøgsprojekter inden for to temaer, som den daværende udlændinge-, integrations- og boligminister udmeldte. Det drejede sig dels om temaet effektivisering af ejendomsdriften, dels temaet bæredygtige almene bebyggelser. Herudover er der anvendt midler på målrettede projekter, som er iværksat på ministeriets initiativ. Det drejer sig f.eks. om udvikling af et digitalt projektgranskningsmodul, værktøjskasse til indbrudsforebyggelse og udvikling af et mobilt udekøkken til brug i den almene sektor. Og endelig er der anvendt en mindre del af bevillingen på formidling af forsøgsresultater.

Det er min vurdering, at midlerne er tildelt i overensstemmelse med bevillingens formål. En række af projekterne er endnu ikke afsluttet, og det kan derfor endnu ikke vurderes, i hvilken udstrækning de kommer til at bidrage til udviklingen af det almene byggeri.

Tak. Som jeg hører ministeren, er en del af pengene altså brugt på det, som der er fastlagt i aftalen, altså energiforbrug, klimasikring, digitalisering, tilgængelighed, effektivisering af nybyggeri og drift, ny teknologi og bæredygtighed. Men derudover er en del af pengene blevet brugt på, jeg hørte bl.a. ordet udekøkkener og et par andre forhold, som der jo ikke står i aftalen her. Mener ministeren, at pengene er brugt hensigtsmæssigt, når de ikke er brugt på de emner, som er beskrevet i aftalen?

Jeg går ud fra, at udekøkkener hører under de overskrifter, som er sat i aftalen. Ellers går jeg ikke ud fra, at man ville bruge pengene på det.

Det er jo ministerens vurdering. Umiddelbart synes jeg ikke, udekøkkener falder ind under nogen af de her kategorier. Udekøkkener er jo det, som man laver ved sit parcelhus, hvis man gerne vil have mulighed for at stå udenfor en sommerdag og grille og ikke vil vandre frem og tilbage mellem køkkenet indenfor og verandaen. Men det kan være, jeg tager fejl her. Jeg vil dog alligevel give ministeren mulighed for at svare igen.

Det kan godt være, man skal tænke lidt kreativt, men et udekøkken kan vel både gå ind under energiforbrug, ny teknologi og bæredygtighed, hvis man tænker kreativt. Men jeg kan godt se, at det, sådan som det opremses af hr. Kaare Dybvad, måske kan virke perifert i forhold til de opremsede formål. Det må jeg kigge nærmere på, hvis der skulle være problemer der. Pengene er jo blevet afsat af en anden minister end mig.

Ja, det er jo så sandt, men det er ministeren, der er ansvarlig. Jeg vil dog ikke undlade at benytte lejligheden til at opfordre ministeren til at holde hus med de penge, der er, hvad enten det er offentlige penge eller lejernes. Det synes jeg er vigtigt at vi gør, og ikke klatter dem væk på forskellige ting.

Så vil jeg som afslutning sige tak for sæsonen her. Vi ses til efteråret.

Så siger jeg selv tak, og så glæder jeg mig til efteråret.

Hermed er spørgsmål 27 afsluttet. Tak til spørgeren. Tak til ministeren. Hermed er også hele spørgetiden afsluttet.

Jeg ser ikke forslagsstilleren til det næste punkt på dagsordenen i salen. Derfor udsætter jeg mødet, indtil vi får forslagsstilleren til stede.

Forhandlingen er åbnet. Jeg giver indledningsvis ordet til udlændinge- og integrationsministeren. Værsgo, ministeren.

SF har fremsat et forslag til folketingsbeslutning om oprettelse af en pulje til kommunal støtte af lokale integrationshuse. Af bemærkningerne til beslutningsforslaget fremgår det:

»Der er større risiko for, at integrationen ikke får fat, hvis man står uden for arbejdsmarkedet, er dårlig uddannet og ikke får tilegnet sig det danske sprog.«

Jeg kunne simpelt hen ikke være mere enig. Så langt, så godt. Spørgsmålet er så, hvordan vi får løst den her integrationsudfordring. Hele fundamentet for det danske velfærdssamfund er jo den borgernære service. Det er en service, som kommunerne er ansvarlige for. Den decentrale model, som vi har her i Danmark, hvor kommunerne har tilrettelagt og tilrettelægger indsatsen efter lokale forhold og behov, er helt unik, og det er rent faktisk også min opfattelse, at modellen har en bred politisk opbakning. Det er derfor kommunerne, der har ansvaret for integrationsindsatsen i Danmark. Det er kommunerne, som anviser boliger, som sørger for danskundervisning, og som skal understøtte, at flygtninge hurtigst muligt kommer i beskæftigelse og er selvforsørgende. Så hvis man skal lykkes med integrationen, er det helt afgørende, at den kommunale integrationsindsats også fungerer.

Regeringen indgik i marts 2016 en aftale med Kommunernes Landsforening, som indeholder 57 konkrete initiativer, der netop giver kommunerne nogle bedre rammer for at modtage og integrere flygtninge. Initiativerne vil bl.a. gøre det nemmere for kommunerne at boligplacere flygtninge, styrke beskæftigelsesindsatsen og gøre danskuddannelsen mere erhvervsrettet. Det er alt sammen for at gøre det nemmere for kommunerne at integrere flygtninge, så de hurtigst muligt kommer til at bidrage og deltage aktivt i det danske samfund. I trepartsaftalen fra marts 2016 var der enighed om et forsøg med en integrationsgrunduddannelse. Integrationsgrunduddannelsen er endnu et værktøj, som kan bidrage til at få flere flygtninge i beskæftigelse.

SF har fremsat et forslag om, at der etableres lokale integrationshuse efter Kringlebakkenmodellen. Kringlebakken er et integrationshus, som ligger på Bispebjerg i Københavns nordvestkvarter, og Kringlebakken er en frivillig social forening, som siden 1999 har arbejdet med integration og også empowerment af nydanske kvinder og deres børn. Når man læser bemærkningerne til SF's beslutningsforslag, kan man læse, at integrationshusene skal have mange funktioner. Derfor vil jeg bare lige lave et par nedslag.

Det fremgår, at integrationshusene skal fungere som en overgangsordning fra hjemmet til uddannelse og arbejdsmarkedet for marginaliserede og isolerede kvinder og mænd med etnisk minoritetsbaggrund. Jeg forstår simpelt hen ikke, hvad der menes med en overgangsordning, for det er kommunen, som har ansvaret for at få flygtninge og familiesammenførte i beskæftigelse. Så hvilken funktion vil en overgangsordning få i et integrationshus? Hvis overgangsordningen bliver en ventesal til at komme i beskæftigelse, må jeg indrømme, at jeg faktisk har meget svært ved at se værdien af det, for den bedste vej til at bryde isolationen er jo netop at få et job. Vi ved, at virksomhedsrettede indsatser virker, så det er helt afgørende, at vi får flygtninge og indvandrere hurtigst muligt ud på en arbejdsplads. Og løsningen er altså ikke efter regeringens mening et aktiveringsprojekt i et integrationshus, men netop at få ledige kvinder ud i virksomhedsrettede tilbud.

Med integrationsydelsen, kontanthjælpsloftet og 225-timersreglen har regeringen sikret, at det kan betale sig at arbejde, og med 225-timersreglen giver vi jo ikke mindst indvandrerkvinderne en løftestang til netop at komme ud af hjemmene og ud på arbejdsmarkedet. Her vil jeg i øvrigt gerne minde om, at målgruppen for integrationshusene er omfattet af pligten til at stå til rådighed ligesom alle andre ydelsesmodtagere i det her land.

Det fremgår videre af SF's forslag, at integrationshusene skal fungere som brobyggere til de kommunale indsatser. Den tankegang mener jeg faktisk er helt forfejlet, når det gælder forholdet mellem borgere og kommuner. Jeg har svært ved at se, at det skaber tillid, hvis man siger til en flygtning, at der er behov for en brobygger, når man skal i kontakt med kommunen. Så kan det godt være, at der er nogle frivillige indsatser, der kan supplere og understøtte den kommunale indsats. Det skal man jo frit kunne gøre. Og det er selvfølgelig fint, hvis det er sådan, men det er altså kommunen, der skal have den direkte kontakt til borgerne.

SF foreslår, at integrationshusene skal tilbyde danskundervisning under barsel, så kvinderne kan gennemføre undervisningen inden for den normerede tid. Her er det sådan, at flygtninge og familiesammenførte, der er på barsel, får forlænget deres danskuddannelse i den periode, de er på barsel. De mister derfor ikke ret til danskuddannelse eller undervisningstid.

Så har forslagsstillerne, vil jeg gerne sige, en pointe i, at det er overordentlig vigtigt, at de kvinder, der er på barsel, også får talt dansk i deres barselsperiode. Her er der så allerede i dag en række tilbud i frivilligforeninger, som kvinderne kan benytte. Der er f.eks. frivilliggrupperne i Dansk Flygtningehjælp, for selvfølgelig kan man som kommune ikke løse alting, og det er også godt, at vi har det frivillige arbejde som supplement til den offentlige indsats på områder, som det offentlige hverken kan eller skal varetage.

Her er der mange gode eksempler, og jeg vil gerne fremhæve bare et par stykker. I trepartsaftalen om arbejdsmarkedsintegration fra foråret 2016 blev der afsat midler til et forsøg, hvor arbejdsmarkedsorganisationerne rekrutterer frivillige mentorer blandt deres medlemmer med henblik på at støtte den enkelte flygtnings mulighed for at få et job. I satspuljen for 2016 blev der afsat 12 ½ mio. kr. til Dansk Røde Kors' projekt »Venner viser vej«. Formålet er, at alle flygtninge, der boligplaceres i en kommune, skal have tilbudt en ven, der kan hjælpe den enkelte med at blive integreret i lokalsamfundet.

SF fremhæver også i deres forslag, og her citerer jeg igen: Integrationshusene skal ligge i ikkekommunalt regi for at sikre den personlige og nære hjælp til brugerne og skal samtidig støtte op om den kommunale kernedrift og fungere som brobyggere til de kommunale indsatser, citat slut. Her mener jeg altså for at være helt ærlig, at SF går helt galt i byen. Jeg køber ikke præmissen fra forslagsstillerne om, at de mange medarbejdere, som arbejder i kommunerne, ikke er i stand til at sikre den personlige og nære hjælp til borgerne. Og jeg køber heller ikke præmissen om, at for at sikre den personlige kontakt til brugerne og en mere helhedsorienteret rådgivning er nødvendigt med et, som der står, selvstændigt og ikke direkte kommunalt tilknyttet tilbud, citat slut.

Det ville klæde SF, synes jeg, at have en større tiltro til de medarbejdere, der er rundtomkring i kommunerne, og som altså gør et kæmpestort stykke arbejde for at integrere flygtningene i Danmark. Jeg synes, at vi skal kvittere for deres indsats frem for at slå kommunernes medarbejdere oven i hovedet. Jeg må indrømme, at jeg på det lange stræk er forundret over bemærkningerne til beslutningsforslaget, og jeg undrer mig ærlig talt over, hvad de kommunale medarbejdere egentlig har gjort, siden de sådan skal komme i SF's vridemaskine. Hvis man følger logikken i bemærkningerne, er det jo ikke kun de medarbejdere, som arbejder på integrationsområdet, som kritikken gælder. Man må udlede, at det også er medarbejdere, som arbejder med udsatte børn og voksne og handicappede og indsatsen i jobcentrene. Ja, det er jo store dele af medarbejdergrupperne, der lige får en med krabasken her af SF.

Jeg synes, at det er et problem, hvis man taler kommunernes og de kommunale medarbejderes indsats ned. Det mener jeg ikke at der er grund til. Jeg mener, der er risiko for, at det bliver en selvopfyldende profeti, så borgerne møder kommunen med en forventning om, at de ikke bliver hørt, og at de ikke får den hjælp, der er behov for. Der afføder altså en skepsis, mener jeg, mellem borger og myndigheder, når man taler, som man gør her. Jeg synes i stedet for, at man skal anerkende den store indsats, som kommunernes medarbejdere rent faktisk yder hver eneste dag for netop at sikre en god integration i Danmark. Jeg synes, at vi skal anerkende kommunerne for at løfte den store udfordring, som Danmark står i med netop integration af et stort antal flygtninge, som er kommet til Danmark her igennem årene.

Løsningen på integrationsudfordringen i Danmark er ikke at skabe parallelsystemer til den kommunale indsats. Løsningen er at give kommunerne nogle gode rammer for at løse den opgave, som de er blevet sat til, og så behøver jeg vel ikke at trække spændingen længere: Regeringen kan ikke støtte forslaget.

Tak. Der er en kort bemærkning fra ordføreren for forslagsstillerne, hr. Holger K. Nielsen, SF, værsgo.

Jeg skal først beklage, jeg kom for sent. Når jeg hører ministerens bemærkninger her, må jeg sige, at jeg er en smule forundret, ikke mindst fordi ministeren er fra Venstre. Jeg troede, Venstre var et parti, der gik ind for civilsamfund og ikke mente, at det er den offentlige sektor, der skal have alt. Hvis man læser det her forslag, ser man, at der ikke ligger nogen kritik overhovedet af kommuner eller andre dele af den offentlige sektor. I det hele taget er det lidt deprimerende. Hvis der laves noget alternativt, noget, der ikke passer til de systemer, som regeringen har lavet, går man straks i forsvarsposition. Så er det kritik af andre. Så er det en vridemaskine, og jeg ved ikke hvad.

Det kunne godt være, at man havde en tanke om, at man måske kunne gøre tingene bedre ved at tænke lidt ud af boksen på visse områder. Det skal ikke være ved bare at nedbryde den offentlige sektor, kommunerne. Det er ikke det, der er tale om her. Det er, at man måske tilskynder til nogle andre måder at se på tingene på. Det synes jeg er en meget, meget konstruktiv tilgang til et problem, som vi alle ved ikke har været løst særlig godt, selv om der er mange, der knokler med det på glimrende vis udeomkring. Men alligevel er der vanskeligheder med det.

For det første vil jeg sige, at jeg tror, at vi alle har prøvet at komme for sent hernede i Folketingssalen, så det er ikke et problem for mig i hvert fald.

Når det er sagt, vil jeg sige, at jeg sådan set synes, at det her forslag gennemsyres af noget. Man skriver, at integrationshusene skal ligge i et ikkekommunalt regi for at sikre den personlige og nære hjælp til borgerne og skal samtidig støtte den kommunale kernedrift og fungere som brobygger til de kommunale indsatser. Jeg mener ikke, der er behov for endnu flere mennesker inden for integrationsindsatsen. Jeg mener sådan set, at vi skal prøve at give kommunerne de bedst mulige betingelser. Det gjorde vi sidste år, da vi fjernede en masse regler og fjernede en masse bureaukrati fra kommunerne for netop at sikre, at man kunne varetage kerneopgaverne, at man kunne varetage den opgave, som man skal over for de nye borgere, der er kommet til kommunerne. Det mener jeg sådan set de kommunale medarbejdere gør godt. Men der er heller ikke nogen tvivl om, at de har haft meget bureaukrati at skulle forholde sig til.

Ja, vi kan tydeligvis gøre det bedre, men jeg tror bare ikke, vi bliver helt enige om hvordan, for jeg mener jo, det handler om at stille krav til de mennesker, der kommer hertil. Og vi er nok ikke helt enige om, hvilke krav der skal stilles.

Jo, men det er jo dér, det går helt galt, ikke? Selvfølgelig skal der stilles krav, men det, som er så forfærdeligt, er, at den her regering ligesom er kørt med på det her med, at der skal være en patentløsning på det her. Ja, der skal stilles krav, men det kan da også godt være, at der er eksempler på personer, som ikke bare uden videre kan gå ind i den danske offentlige sektor, og som det kan være en god idé at hjælpe på vej. Det kan være nogle, som er i en speciel situation, som f.eks. at de har små børn og godt vil deltage i danskundervisningen. Hvordan gør man så? Hvordan overskuer man det med en dansk vuggestue? Hvad er det for noget? Med andre ord kan det da godt være, at tingene kan gøres på en lidt anden måde end den måde – selv om den er udmærket – som det sker på i øjeblikket.

Ja, det kan det, og det er jo sådan set også lige præcis derfor, vi støtter civilsamfundet i det her. F.eks. fik Dansk Røde Kors', synes jeg, glimrende projekt, der hedder Venner Viser Vej, 12,5 mio. kr. af os alle sammen i satspuljen – eller lige minus Enhedslisten. Ellers er Folketingets partier jo med. Det er netop, fordi vi også ønsker at støtte civilsamfundet. De gør et glimrende arbejde, ligesom Dansk Flygtningehjælp jo med deres danskundervisning for kvinder, der er på barsel, også, synes jeg, gør et glimrende stykke arbejde.

Den næste spørger er hr. Kristian Hegaard. Værsgo.

Tak for det. Jeg vil gerne spørge ministeren om en del af SF's forslag, hun ikke lige berørte, nemlig den del, der handler om, at der skal oprettes nogle kommunale ansøgningspuljer. Der vil jeg bare spørge ministeren, om ikke hun er enig i, at der i forvejen er masser af ansøgningspuljer for kommunerne, og at det ikke ligefrem vil være en forbedring af det kommunale bureaukrati – snarere tværtimod – og om ikke det er med til at skabe yderligere bureaukrati for kommunerne med flere ansøgninger og mere papir.

Altså, man må sige, at det ikke er så tit, at jeg står og er fuldstændig rørende enig med en radikal, men det sker så i dag. Jeg er fuldstændig enig i det, der bliver sagt. Så lad det her på en eller anden måde være en mærkedag. Jeg mener bestemt også, at der er rigeligt med bureaukrati.

Har spørgeren en opfølgende bemærkning? Nej, så siger jeg tak til ministeren, og vi fortsætter rækken af talere. Den næste er hr. Mattias Tesfaye som ordfører for Socialdemokratiet.

De fleste indvandrere i Danmark lever heldigvis gode liv. De er integreret i det danske samfund, de taler sproget, og de bidrager på arbejdsmarkedet, og det skal vi selvfølgelig værdsætte. Desværre er der også, som vi alle ved, stadig alt for mange, der står uden for arbejdsmarkedet, som ikke taler sproget, og som ikke deler de grundlæggende demokratiske værdier i Danmark. Historien om dansk integrationspolitik er derfor ikke nogen entydig succeshistorie. Det er jo ikke, fordi der har manglet politisk vilje hos nogen fløje eller politisk kreativitet. Det er heller ikke, fordi der ikke har været tilstrækkelige ressourcer eller gode intentioner hos det danske samfund eller hos mange af dem, der er kommet hertil, eller gode ideer for den sags skyld. Næh, når integrationen ikke er lykkedes, er det, fordi det er svært, det tager lang tid og det er dyrt og er mere kompliceret og afføder flere kultursammenstød, end vi lige er vant til.

Når der kommer 100 nye flygtninge til en kommune, går det lokale velfærdssamfund i gang med at finde boliger, læger, daginstitutioner, skoleklasser og meget andet. Sprogskolerne skal tilbyde danskundervisning, og jobcenteret skal hjælpe med at finde et job. Frivillige hjælper til rette med netværk og foreninger. Alt det gør vi i dag, og det skal vi selvfølgelig blive ved med og måske endda i højere grad, men integrationen kommer under alle omstændigheder også i fremtiden til at give udfordringer, og allerede året efter kommer der 100 mere. Det er derfor, antallet er så vigtigt, og det er derfor, integrationen skal kunne følge med. Hvis ikke vi har styr på antallet, får vi aldrig løftet integrationsopgaven ude i vores lokalsamfund, uanset hvor gode intentionerne så end måtte være her på Christiansborg.

Jeg synes umiddelbart, det lyder som en god idé med en tidligere og en helhedsorienteret indsats for marginaliserede og isolerede kvinder eller mænd med etnisk minoritetsbaggrund. Jeg synes også, det lyder oplagt, at sådan nogle integrationshuse, som er nævnt i det her forslag, drevet af frivillige kan bidrage med noget og supplere kommunernes integrationsindsats. Jeg må da også indrømme, at jeg ikke selv er godt nok inde i det konkrete projekt på Bispebjerg, som der nævnes, til at vurdere, om det så rent konkret er en succes eller ej. Det kender jeg det ikke godt nok til at vide. Men det mener jeg som udgangspunkt må være en forudsætning, før man skalerer det op til at dække hele landet, og derudover er vi selvfølgelig særlig interesserede i at høre, om der er nogle andre, der har nogle bedre erfaringer eller yderligere indsigt i erfaringerne med de her integrationshuse.

Samtidig har vi så også hæftet os ved, at der i hvert fald ikke på nuværende tidspunkt er anvist nogen finansiering af forslaget, og af den grund kan Socialdemokratiet heller ikke støtte forslaget, som det foreligger her. Vi har som udgangspunkt og går ud fra, at det står kommunerne frit for selv at finansiere projekter som det her, men at det er nødt til at være initiativer, der igangsættes og understøttes af kommunerne selv. Det er dem, der bærer det samlede integrationsansvar.

Tak til Socialdemokratiets ordfører. Den næste i rækken er hr. Christian Langballe som ordfører for Dansk Folkeparti.

Tak. Lad os bare sige det hurtigt: Vi kan ikke støtte SF's forslag om integrationshuse, der ikke er kommunalt drevne, og som tænkes finansieret over serviceloven med mellem 10 og 20 mio. kr. Jeg kunne egentlig sige det kort og udtrykke det på den måde, at forslaget er bøf på en anden måde, altså mere af den samme slags, som man har prøvet mange gange før. Rammen, den private ramme, er måske en anden, men strategien er den samme.

Hvis jeg så skal prøve at uddybe, hvad det er, jeg er uenig i, så tror jeg, jeg vil sige, at det er selve indfaldsvinklen til integrationen, som jeg finder problematisk. Forslagsstillerne har ladet sig inspirere af integrationshuset Kringlebakken, og hvad angår forskning, er det Rockwool Fondens evalueringsrapport om projekt Familiens Hus, der ligger til grund. Hvad angår integrationshuset Kringlebakken, henviser forslagsstillerne til en hjemmeside, hvilket jo er meget lidt. Og hvad angår Rockwool Fondens evalueringsrapport, finder jeg den ærlig talt på det her område ubrugelig, fordi den tager sit udgangspunkt i en dansk sammenhæng, dvs. den er trukket ud af nogle erfaringer, som man har, med etniske danskere. Når vi taler om flygtninge og indvandrere, der er kommet hertil, er det jo en ganske anden historie, og der savner jeg et svar, altså bl.a. vedrørende de flygtninge og indvandrere, der er kommet hertil med en helt anden kulturel og religiøs baggrund. Lad os tage personer, der er kommet fra en islamisk kultur, der vil skelne mellem rent og rent, mellem de rene og de urene. Sharia, hele det islamiske lovkompleks, vil ligge der som et klippemassiv af formørkede normer, der virker ind på alt i dagliglivet. Det vil være i form af et fjendtligt forhold til det omkringliggende samfund, massiv kvindeundertrykkelse, genopdragelsesrejser, kvindelig omskæring osv. osv.

Jeg betvivler såmænd ikke forslagsstillernes velmenende intentioner, men hvis vi ikke engang formår at analysere årsagerne og pege på, hvad der er hovedårsagerne til, at vi har en så dårlig integration, hvordan skal vi så nogen sinde når bare i nærheden af at løse integrationsopgaven?

Så vi kan ikke støtte forslaget.

Tak til Dansk Folkepartis ordfører. Den næste i rækken er hr. Marcus Knuth som ordfører for Venstre.

Tak, hr. formand. Jeg tror ikke, at det er nogen større hemmelighed, at jeg mener, at de sidste årtiers integrationsindsats har været noget nær en katastrofe, både fordi vi igen og igen så røde regeringer, der lempede, hvor de burde have strammet op, hvilket førte til alt for mange, der er kommet hertil, men også, fordi mange af dem, der er kommet hertil, har placeret sig selv i et parallelsamfund væk fra arbejdsmarkedet, væk fra at deltage i det sociale danske samfund. Spørgsmålet er så nu, hvordan vi for dem, der er i Danmark, opnår den bedste integration.

For Venstre er hjørnestenen arbejdsmarkedet. Det handler om at stille krav til folk, således at de kommer ud på arbejdsmarkedet og bliver en del af samfundet. Det er på arbejdsmarkedet, at man lærer det danske sprog, det er her, man indgår i sociale relationer, og det er her, man får den danske kultur og det danske sprog ind under huden. Det er også her, man lærer et socialt ansvar. Og tænk på det fra børnenes perspektiv. Er det ikke bedre for børn at vokse op med en far og en mor, der tager hen på en arbejdsplads i stedet for at sidde som en del af det danske overførselssystem?

Vi skal væk fra et mønster, hvor vi ser folk blive lullet ihjel af velfærd og ineffektive integrationsprogrammer og i stedet have et system, hvor folk deltager aktivt i det danske arbejdsmarked og det danske samfund. Desuden vil deltagelse i arbejdsmarkedet styrke kompetencerne for de flygtninge, der er kommet hertil, og det er også en god ting, idet jeg håber, at flest muligt kan komme tilbage til deres hjemland, når der er fred, og på den måde have styrkede kompetencer, hvor de kan hjælpe til med at bygge deres hjemland op.

Det går jo faktisk rigtig fint med at få folk i arbejde. Det viser en nylig undersøgelse fra Dansk Arbejdsgiverforening, der viste, at beskæftigelsen blandt flygtninge og familiesammenførte er mere end fordoblet fra 2015 til 2016. En stor årsag skal findes i trepartsaftalen fra 2016, hvor regeringen sammen med arbejdsmarkedets parter satte et øget fokus på beskæftigelsen i integrationsindsatsen. Kort sagt er der tale om et paradigmeskifte fra, at vi før var bange for at stille krav til flygtninge, til, at vi nu siger, ja, vi vil gerne stille krav, flygtninge skal i arbejde i den periode, de er i Danmark, også selv om de ikke kan dansk fra dag et.

Derudover er det værd at nævne, at vi sænkede ydelserne til den nye integrationsydelse, hertil kommer kontanthjælpsloftet, og tallene taler jo for sig selv. Der er tusinder, der er kommet i arbejde på tværs af praktikophold, igu, løntilskud og regulært arbejde.

I forhold til det konkrete beslutningsforslag her er spørgsmålet, om det så vil bidrage gennem de såkaldte integrationshuse. Lad mig sige, at i Venstre er vi altid glade for forslag til, hvordan vi kan få flere kvinder af anden etnisk herkomst ud på arbejdsmarkedet. Så vi er selvfølgelig glade for at høre forslag. Vi er jo enige i, at man er ekstremt dårligt stillet, hvis man er uden for arbejdsmarkedet som kvinde, hvis man er dårligt uddannet, hvis man ikke kan det danske sprog, som der står i beslutningsforslaget. Det tror jeg sådan set at vi alle sammen er enige i.

Men spørgsmålet er så, om det er den rigtige vej mod integration, og der mener vi i Venstre ikke, oven i alle de tiltag, vi har for at få folk i arbejde, at ufinansierede integrationshuse ud over nogle af de tiltag, som ministeren nævnte før, er vejen frem. Vi stoler på, at kommunerne kan løfte den opgave. Vi mener, at integrationshuse, som det også blev nævnt fra vores kollega fra Det Radikale Venstre før, kun vil øge bureaukratiet og administrationsomkostningerne. Som jeg læser forslaget, er der en indbygget præmis om, at kommunerne ikke på egen hånd skal sikre hjælp til borgerne i forhold til at hjælpe dem med at blive integreret, og det er en præmis, som vi på ingen måde køber.

Lad mig slå fast, at Venstre mener, at ansvaret ligger hos kommunerne, og lad mig i den forbindelse fremhæve regeringens topartsaftale med Kommunernes Landsforening fra marts 2016. Den indeholder 57 initiativer, der hjælper kommunerne med at integrere flygtninge, og den viser, at vi i Venstre er optaget af at skabe de bedst mulige betingelser for kommunerne. Med andre ord er der allerede iværksat en række initiativer, som skal få folk ud på arbejdsmarkedet, og dermed frygter vi, at forslaget her kan føre til mere bureaukrati, og derfor er vi imod beslutningsforslaget. Tak for ordet.

Der er en kort bemærkning fra hr. Holger K. Nielsen. Værsgo.

Jeg tror da, at vi alle sammen er enige om, at det er en fordel, at flygtninge og familiesammenførte kvinder kommer ud på arbejdsmarkedet. Det er ikke det, vi er uenige om. Men sagen er jo, at der stadig vil være et problem desangående, og det indrømmer hr. Marcus Knuth jo også at der er.

Derfor kan jeg ikke forstå, at man ikke kan se, at det her jo ikke er et forslag, der står i et modsætningsforhold til kommunerne. Der er jo tale om, at det er en pulje, der kan sikre en medfinansiering fra statens side, hvis kommunerne går i gang med det her.

Det forudsætter jo så, at kommunerne er involveret i det og er med på den, at der har vi da en tro på at også kommunerne er optaget af den her form for indsatser.

For de erfaringer, vi kan ser der er, er faktisk gode, fordi det netop handler om at få nogle af de svageste kvinder ind på arbejdsmarkedet og ind i samfundet. Det synes jeg kræver en særlig indsats.

Det mest centrale for at få folk ude på arbejdsmarkedet er at få reduceret tilstrømningen, og den så man jo med al respekt bare stige og stige, dengang ordførerens parti var i regering. Siden da har vi strammet så meget op, vi kan, og vi har fået tilstrømningen helt i bund. Det tror jeg er det, der gør det nemmest for kommunerne.

Men selvfølgelig skal der en række tiltag til, og når det kommer til kvinder af anden etnisk herkomst, har vi jo bl.a. indført 225-timersreglen og en lang række andre tiltag, som vi faktisk føler bidrager rigtig, rigtig positivt. Så i forhold til det her med et parallelsystem til kommunerne, vil jeg sådan set sige, at ordføreren for Det Radikale Venstre opsummerede det meget fint lige før ved at sige, at han frygtede, at det bare vil føre til øget bureaukrati.

Vi siger tak til ordføreren, medmindre der er et supplerende spørgsmål. Der er ikke trykket, men værsgo til spørgeren.