Åbent samråd om brug af ulovlige pesticider i forbindelse med bananproduktion i Ecuador
Udvalg: Udenrigsudvalget
Mødedato: 05-04-2018
Starttidspunkt: 13.30
Sluttidspunkt: 13.30
Lokale: Vær. 2-133
Udenrigsudvalget har kaldt ministeren for udviklingssamarbejde, erhvervsministeren og miljø- og fødevareministeren i samråd om brug af ulovlige pesticider i forbindelse med bananproduktion i Ecuador. Samrådet er åbent for alle og finder sted torsdag den 5. april 2018 kl. 13.30 i vær. 2-133.

Under henvisning til Danwatch's undersøgelse "Danske bananer kan være sprøjtet med livsfarlige pesticider" af 14. december 2017 er ministeren for udviklingssamarbejde blevet bedt om at svare på, hvad hun mener om Danwatch's oplysninger om brug af pesticider i Ecuador. Udvalget ønsker derudover at vide, hvad ministeren mener, der kan gøres for at beskytte bananarbejderne og deres familier, hvordan Danmark kan bidrage til et internationalt forbud mod disse pesticider, der er ulovlige i Danmark, og om Danmark kan bidrage til at styrke bananarbejdernes egen indsats for sikre og sunde arbejdspladser.

Under henvisning til samme undersøgelse er også erhvervsministeren blevet bedt om at svare på, hvad han mener om Danwatch's oplysninger om brug af pesticider i Ecuador. Erhvervsministeren er ligeledes blevet bedt om at redegøre for, hvad han mener, der kan gøres for at sikre danske forbrugere oplysninger om, at de bananer, de køber i danske supermarkeder, indeholder de forbudte pesticider, hvilke initiativer ministeren vil tage over for supermarkeder, der ikke oplyser, om de bananer, de sælger, kan indeholde de forbudte pesticider, og hvad forbrugerne kan gøre for at sikre sig mod bananer, der er sprøjtet med ulovlige pesticider.

Under henvisning til Danwatch's undersøgelse "De lever og dør af bananerne" af 14. december 2017 og DR-artiklerne "I Ecuador både lever og dør man med de giftige bananer" af 18. december 2017 og "Forbrugerrådet Tænk: Vi skal kunne nyde vores bananer uden dårlig samvittighed" af 19. december 2017 er miljø- og fødevareministeren blevet bedt om at redegøre for, om han kan garantere, at danske virksomheder overholder reglerne for sprøjtegifte, om det er hans opfattelse, at certificeringsorganisationen Rainforrest Alliance reelt giver danske forbrugere retvisende vejledning i forbindelse med indkøb af bananer, og om der efter hans opfattelse er behov for bedre kontrol med sprøjtemidler i bananer fra Ecuador. Derudover ønsker udvalget at vide, hvad ministeren agter at foretage sig for at sikre, at danske detailbutikker løfter et socialt og miljømæssigt ansvar, når de indkøber bananer i Ecuador.

Samrådsspørgsmål J, K og L er stillet efter ønske fra Christian Juhl (EL) og Christian Rabjerg Madsen (S).

Tilmelding til samrådet er nødvendig - brug linket under billedet.

Kontakt
Udvalgssekretær
Niklas Borker Bjerre
3337 3621
Send e-mail
Udvalgsassistent
Amalie Andresen
3337 3618
Send e-mail