Beretning nr. 18/2014 om staten som selskabsejer

Status: Afsluttet

Om Statsrevisorenes beretning

Beretningen handler om, hvordan staten forvalter sit ejerskab af selskaber.

Formålet med undersøgelsen er at vurdere, om Finansministeriet og de ministerier, der ejer udvalgte statslige selskaber, har organiseret og tilrettelagt styringen af selskaberne, så den understøtter, at de samfundsmæssige opgaver løses, samtidig med at selskaberne har en effektiv forretningsmæssig drift. Rigsrevisionen besvarer følgende spørgsmål i beretningen:

• Har Finansministeriet udarbejdet klare og dækkende rammer, som kan lægges til grund for selskabsdannelser og ved udøvelsen af ejerskabet?
• Har ejerministerierne med udgangspunkt i Finansministeriets rammer tilrettelagt en hensigtsmæssig styring af de samfundsmæssige opgaver og den forretningsmæssige drift i udvalgte selskaber?
• Fører ejerministerierne og tilsynsmyndighederne et dækkende tilsyn med udvalgte selskabers samfundsmæssige opgaver og forretningsmæssige drift?

Undersøgelsen har særligt fokus på de selvstændige offentlige virksomheder, men inddrager også statslige aktieselskaber og andre lignende organiseringsformer til perspektivering.

Rigsrevisionen har igangsat undersøgelsen på baggrund af en anmodning fra Statsrevisorerne i juni 2014.

Statsrevisorerne afgav beretningen og deres bemærkning til Folketinget den 24. juni 2015.
Emneord: administration