Beretning nr. 8/2013 om kvindekrisecentre

Status: Afsluttet

Om Statsrevisorenes beretning

Beretningen handler om den indsats, som servicelovens § 109 forpligter myndighederne til at yde over for volds- og kriseramte kvinder og børn. Social-, Børne- og Integrationsministeriet har ressortansvaret for lovgivningen, mens kommunerne har myndighedsansvaret for at hjælpe kvinder og børn under og efter deres ophold på kvindekrisecentre.

Formålet med beretningen er at undersøge, om kvinder og børn får den hjælp til at etablere et liv uden vold, som de har ret til efter servicelovens § 109. Det har Rigsrevisionen undersøgt ved at besvare følgende spørgsmål:

• Hvilke rammer sætter lovgivningen for organisering og betaling af krisecentrene og kommunernes myndighedsopgaver?
• Sikrer kommunerne, at kvinder og børn under og efter ophold på et krisecenter får den hjælp, de har ret til efter servicelovens § 109?
• Bidrager Social-, Børne- og Integrationsministeriet til, at kommunerne giver kvinder og børn på krisecentre den hjælp, de har ret til efter servicelovens § 109?

Rigsrevisionen har selv taget initiativ til undersøgelsen i februar 2013.

Statsrevisorerne afgav beretningen og deres bemærkning til Folketinget 22. januar 2014.
Emneord: udsatte voksne