Beretning nr. 7/2012 om DONG Energy A/S' elpriser

Status: Afsluttet

Om Statsrevisorenes beretning

Beretningen handler om DONG Energy's elpriser og om nogle af de forhold, der påvirker elprisen. Formålet med undersøgelsen er at vurdere DONG Energy's priser på henholdsvis forsyningspligtig el og VE-energi i forhold til andre danske elleverandører og at sammenligne DONG Energy's elpriser med internationale elpriser. Formålet er også at vurdere Energistyrelsens tildeling af bevillinger til forsyningspligtig virksomhed, da dette var en del af liberaliseringen af elmarkedet i 1999. Endelig er formålet at se på kontrollen og gennemsigtigheden af de offentlige forpligtelser, herunder særligt ordningen om støtte til ejere af VE-an­læg, fx vindmøller. Det har Rigsrevisionen undersøgt ved at besvare følgende spørgsmål:

• Afviger DONG Energy's priser på forsyningspligtig el fra elmarkedet i Danmark og i udlandet, og afviger DONG Energy's priser på VE-energi fra elmarkedet i Danmark?
• Er der fri konkurrence ved tildelingen af forsyningspligtbevillinger?
• Kontrolleres de offentlige forpligtelser, og er de gennemsigtige?

Rigsrevisionen har igangsat undersøgelsen i april 2012 på baggrund af en anmodning fra Statsrevisorerne.

Statsrevisorerne afgav beretningen og deres bemærkning til Folketinget 20. marts 2013.
Emneord: energiforsyning