Beretning nr. 16/2012 om Danmarks indsats i Arktis

Status: Afsluttet

Om Statsrevisorenes beretning

Beretningen handler om de danske myndigheders indsatser i rigsfællesskabets dele af Arktis, dvs. Færøerne og Grønland.

Klimaforandringerne skaber både nye muligheder og udfordringer for sejladsforholdene og miljøet i Arktis. Danske myndigheder løser en række centrale opgaver i området, der særligt går ud på at skabe sikre forhold for sejladsen, varetage et eftersøgnings- og redningsberedskab (SAR-beredskab) og et havmiljøberedskab samt foretage overvågning af havmiljøet.

Formålet med undersøgelsen er at vurdere, om de danske myndigheders ansvar for indsatserne i rigsfællesskabets dele af Arktis er klart fordelt, og om indsatserne svarer til risiciene ved den øgede sejlads. Det har Rigsrevisionen undersøgt ved at besvare følgende spørgsmål:

• Svarer de danske myndigheders forebyggende indsatser – rettet mod at skabe sikre forhold for sejladsen – til risikoen?
• Er de danske myndigheders ansvar for SAR-beredskabet klart fordelt, og svarer udstyret til risikoen, fx ved større ulykker?
• Overvåger de danske myndigheder havmiljøet, og har de et havmiljøberedskab, som svarer til risikoen for forurening af havmiljøet?

Rigsrevisionen har igangsat undersøgelsen på eget initiativ i oktober 2012.

Statsrevisorerne afgav beretningen og deres bemærkning til Folketinget 11. september 2013.
Statsrevisor Henrik Sass Larsen har erklæret sig inhabil i denne sag.
Statsrevisor Lars Christian Lilleholt har erklæret sig inhabil i denne sag.