Finansudvalget 2011-12
SB 8 3
Offentligt
1138919_0001.png
Regionshuset
Viborg
Kvalitet og Sundhedsdata
Skottenborg 26
Postboks 21
DK-8800 Viborg
Tlf. +45 7841 0000
www.regionmidtjylland.dk
Ministeriet for Sundhed og Forebyggelse
Bemærkninger fra Region Midtjylland til Statsrevisorernes
beretning nr. 8/2011 om kvalitetsindsatser på sygehusene
Statsrevisorerne har den 8. februar 2012 afgivet beretning nr.
8/2011 om kvalitetsindsatser på sygehusene.
I beretningen finder Statsrevisorerne det positivt, at der på alle
niveauer i det offentlige sygehusvæsen gøres en væsentlig indsats for
at sikre og udvikle kvaliteten i patientbehandlingen. Region
Midtjylland er glade for den positive tilbagemelding og kan kun
tilslutte sig, at der i driftsorganisationen gøres en stor indsats for at
udvikle og forbedre behandlingskvaliteten. Denne positive
tilbagemelding fra Statsrevisorerne afspejler således, at der gennem
de seneste år har været et stort fokus på kvalitetsområdet.
Eksempelvis har Den Danske Kvalitetsmodel (DDKM) medført en lang
række forbedringer.
Derudover bemærker Statsrevisorerne, at de mange
kvalitetsindsatser øger behovet for at prioritere og lette arbejdet på
afdelingerne og dermed øges behovet for at vurdere og koordinere de
enkelte indsatsers indhold og relevans. Statsrevisorerne påpeger
derfor, at det er afgørende, at Sundhedsministeriet og regionerne
følger op på formål og resultater af kvalitetsindsatserne samt
foretager en vurdering af det samlede resurseforbrug.
Det skal i den sammenhæng bemærkes, at regionerne er blevet
bedre til at koordinere nationale og regionale initiativer. Dette er
blandt andet med reference til, at regionale indsatser bør indføres på
baggrund af strategiske prioriteringer og med henblik på at sikre
sammenhæng i de kvalitetsindsatser, som hospitalerne i øvrigt skal
arbejde med. Regionerne har eksempelvis i fællesskab udvalgt 3
fælles kvalitetsindsatser, der skal igangsættes i 2012. De tre
nationale indsatser er: Forebyggelse af tryksår, anvendelse af
Kirurgisk Tjekliste og behandling af sepsis. Her kan det fremhæves,
at Region Midtjylland har valgt at implementere de tre pakker fra
Patientsikkert Sygehus - Tryksårspakken, Kirurgipakken og
Sepsispakken - der lægger sig op ad de nationale indsatser.
Dato 20.03.2012
Tine Niemann
Tlf. +45 7841 2322
[email protected]
Side 1
Statsrevisorerne beretning SB8/2011 - Bilag 3: Ministeren for sundhed og forebyggelses redegørelse af 18. juni 2012
1138919_0002.png
Generelt er det efterhånden sådan, at langt de fleste regionale indsatser hænger sammen med
nationale krav. Et andet eksempel på dette er, at eftersom Sundhedsstyrelsen i forbindelse
med opfølgning på forløbstider i kræftpakkerne har besluttet at indføre et nyt nationalt
kodehierarki, omlægges de eksisterende regionale registreringer i Region Midtjylland i
overensstemmelse med dette nationale initiativ.
I relation til at foretage vurderinger af resurseforbruget ved en given kvalitetsindsats ønsker
Region Midtjylland naturligvis at efterkomme dette i det omfang, det er muligt. Som eksempel
kan nævnes, at regionerne ved indførelsen af Den Danske Kvalitetsmodel i 2009 estimerede
omkostningerne for arbejdet med at implementere modellen og ansøgte om DUT-midler hertil.
Der vil fremadrettet være endnu større fokus på en sådan tilgang. Med den nye
kvalitetsdagsorden fra Danske Regioner vil også Region Midtjylland have et styrket fokus på
koblingen mellem økonomi og kvalitet. Region Midtjylland har således udvalgt særlige
fokusområder for 2012, hvor der er sammenhæng mellem økonomi og kvalitet. Det drejer sig
blandt andet om et skærpet fokus på forebyggelige genindlæggelser, forebyggelse af tryksår
og blodforgiftning samt et forstærket fokus på høj behandlingskvalitet for udvalgte
sygdomsområder.
Samtidigt har Region Midtjylland et erklæret mål om fortrinsvis at implementere
kvalitetsindsatser, der skaber merværdi for patienten. Ved at forbedre kvaliteten vil det i
mange tilfælde være muligt at hente flere ressourcer hjem, eksempelvis ved at reducere spild
(fx genindlæggelser, komplikationer) og ved at forbedre patientsikkerheden. Med en sådan
indsats er det således muligt at høste gevinster, der forbedrer behandlingsmulighederne for
patienterne.
Region Midtjylland deler Statsrevisorernes opfattelse af, at der er behov for at koordinere
kvalitetsindsatserne samt i højere grad at vurdere det samlede ressourceforbrug. Region
Midtjylland vil således fremadrettet i højere grad gennem kvalitetsarbejdet være med til at
frigøre ressourcer. En af de helt store udfordringer i fremtiden er, at gennemsnitsalderen
stiger, hvilket alt andet lige betyder et større behandlingsbehov i befolkningen. Samtidigt
bliver arbejdsbyrden skævvredet, idet der bliver færre til at tage sig af flere. Frigørelse af
ressourcer er derfor en forudsætning for fortsat at kunne tilbyde høj service og
sundhedsydelser af høj kvalitet og sikkerhed.
Side 2