Beretning nr. 9/2011 om administrationen af CO2-kvoteregisteret

Status: Afsluttet

Om Statsrevisorenes beretning

Beretningen handler om administrationen af CO2-kvoteregisteret. Der foregik særligt i 2009 omfattende momssvindel ved handel med CO2-kvoter i Europa, som i pressen blev kædet sammen med, at Energistyrelsen ikke havde krævet dokumentation fra personer og virksomheder, der ønskede at oprette konti og handle med CO2-kvoter i det danske kvoteregister.

Formålet med undersøgelsen er at vurdere, om Miljøministeriet og Klima-, Energi- og Bygningsministeriet har sikret, at Kvoteregisteret blev administreret tilfredsstillende. Desuden er formålet at undersøge omfanget af momskarruselsvindel ved handel med CO2-kvoter og muligheden for at gennemføre momskarruselsvindel i dag. Det har Rigsrevisionen undersøgt ved at besvare følgende spørgsmål:

• Har Miljøministeriet og Klima-, Energi- og Bygningsministeriet sikret en tilfredsstillende administration af personkonti i Kvoteregisteret?
• Har klima- og energiministeren orienteret Folketinget korrekt om problemerne med administrationen af personkonti i Kvoteregisteret?
• Hvad er omfanget af momskarruselsvindel ved handel med CO2-kvoter i Europa, og hvad er muligheden for at gennemføre momskarruselsvindel i dag?

Rigsrevisionen har igangsat undersøgelsen på baggrund af en anmodning fra Statsrevisorerne.

Statsrevisorerne afgav beretningen og deres bemærkning til Folketinget 14. marts 2012.

Beretning om administrationen af CO2-kvoteregisteret

SR0911 (pdf-version)
Html-version