Beretning nr. 5/2011 om mål, resultater og opfølgning på kræftbehandlingen

Status: Afsluttet

Om Statsrevisorenes beretning

Beretningen handler om økonomi, mål, resultater og opfølgning på kræftområdet. Kræftområdet har igennem en årrække været højt politisk prioriteret, og der er taget en række initiativer til at forbedre kræftbehandlingen.

Formålet med undersøgelsen er at vurdere, om Sundhedsministeriet har opstillet mål for kræftbehandlingen, og om ministeriet og regionerne følger resultaterne af kræftbehandlingen. Det har Rigsrevisionen undersøgt ved at besvare følgende spørgsmål:

• I hvilket omfang er der afsat midler til kræftområdet, og har Sundhedsministeriet knyttet betingelser til og fastsat resultatmål for bevillingerne?
• Har Sundhedsministeriet opstillet mål for kvaliteten af kræftbehandlingen, patienternes ventetid og patienternes overlevelse, og er der sket en forbedring på disse 3 områder?
• Følger Sundhedsministeriet og regionerne kvaliteten af kræftbehandlingen, patienternes ventetid og patienternes overlevelse?

Rigsrevisionen har selv igangsat undersøgelsen..

Statsrevisorerne afgav beretningen og deres bemærkning til Folketinget 18. januar 2012.
Statsrevisor Henrik Thorup (udpeget af DF) har erklæret sig inhabil i denne sag.