Beretning nr. 3/2010 om betaling til medlemmer af statslige kollegiale organer

Status: Afsluttet

Om Statsrevisorenes beretning

Beretningen handler om betaling til medlemmer af statslige kollegiale organer. Statslige kollegiale organer er råd, nævn, kommissioner, udvalg mv. Baggrunden for undersøgelsen er, at reglerne for betaling til medlemmer af statslige kollegiale organer er komplicerede, og at Rigsrevisionens løbende lønrevisioner har vist, at der er en betydelig risiko for fejl på området.

Rigsrevisionen har udvalgt 6 ministerier og har undersøgt, om statsansatte medlemmer af kollegiale organer betales efter gældende cirkulære og vejledning. Endvidere er det undersøgt, om ministerierne sikrer, at der er sammenhæng mellem betalingen til medlemmerne og deres tidsforbrug. Rigsrevisionen har også undersøgt, om Finansministeriet har fulgt op på cirkulærets anvendelse.

Rigsrevisionen har igangsat undersøgelsen af egen drift i april 2010, og oplysningerne i beretningen er indsamlet fra april til september 2010.

Statsrevisorerne afgav beretningen og deres bemærkning til Folketinget 26. januar 2011.