Finansudvalget 2008-09
SB 2 5
Offentligt
749997_0001.png
Ministeren
Statsrevisorernes Sekretariat
Christiansborg
1240 København K
Den 29. januar 2009
Redegørelse vedrørende beretning nr. 2 2008 om styring af statslige digitaliseringsprojekter
Jeg har med brev af 19. december 2008 modtaget beretningen om styring af statslige
digitaliseringsprojekter og Statsrevisorernes bemærkninger hertil. Beretningen omhandler blandt
andet Kort & Matrikelstyrelsens udvikling af et nyt matrikelsystem, miniMAKS.
MiniMAKS systemet blev sat i drift den 12. september 2008 og følger Regeringens, KL og Danske
Regioners strategi for digitalisering af den offentlige sektor. Jeg er således overbevist om, at vi har
en fremtidssikret digital løsning, der effektiviserer den matrikulære sagsgang i Danmark til gavn for
borgere, virksomheder og den offentlige sektor.
Jeg kan tilslutte mig de normer for god projektstyring, som Rigsrevisionens beretning til
Statsrevisorerne henviser til vedrørende analyser af behov, risici, økonomi og gevinster. Jeg må
konstatere, at der i forbindelse med miniMAKS projektet har været rum for forbedringer hvad angår
anvendelse af risikostyring og cost-benefit-analyse samt opstilling af projektmål og succeskriterier.
Som det fremgår af beretningen, er projektet blevet forsinket med ca. 2�½ år og fordyret med ca. 20
mio. kr., hvilket overordnet set ikke er tilfredsstillende. I denne sammenhæng vil jeg dog gerne
fremhæve, at på trods af betydelige vanskeligheder i projektet har en fokuseret projektledelse og -
styring sikret, at målene er nået i form af et velfungerende system. Jeg har med tilfredshed noteret
mig, at det af Rigsrevisionens beretning til Stats-revisorerne fremgår, at Kort & Matrikelstyrelsen
har redegjort fyldestgørende for både forsinkelsen og budgetoverskridelsen.
Som det anføres i beretningen, har projektet været præget af en række leverandørspecifikke
udfordringer herunder forsinkede leverancer, der resulterede i anvendelse af kontraktens
bodsbestemmelser, som er et sidste og meget alvorligt skridt før opsigelse af kontrakten.
De eksterne faktorer, der påvirker den rettidige implementering, har således været betydelige i
dette projekt og har nødvendiggjort et stort ledelsesmæssigt og projektstyringsmæssigt fokus på
selve kontraktstyringen. Kort & Matrikelstyrelsen har oplyst, at der i hele forløbet har været
eksterne rådgivere tilknyttet arbejdet med projekt- og kontraktstyring for at sikre, at de nødvendige
kompetencer var til rådighed og for at sikre kontinuiteten i opgaveløsningen. Projekt- og
kontraktstyring har udgjort en betydelig post i projektforløbet.
Som det fremgår af Rigsrevisionens beretning har styrelsen planlagt en evaluering af projektet og
en tilhørende effektvurdering, når systemet er i konsolideret drift. Kort & Matrikelstyrelsen har
desuden oplyst, at styrelsen har taget den anbefalede nye model for business cases i anvendelse i
forbindelse med alle relevante projekter og vil anvende denne, uanset om projekterne ikke når
beløbsgrænsen på 10 mio. kr., hvor det er obligatorisk at udarbejde en business case.
Med de initiativer, der er taget i regi af den Digitale Taskforce og med IT- og Telestyrelsens
teknologiske anbefalinger og metodik, er der langt bedre styringsværktøjer til rådighed, end da
Kort- og Matrikelstyrelsens projekt startede. Som det fremgår af anbefalingerne i Rigsrevisionens
beretning, er der således et godt udgangspunkt for at forbedre projektstyringen i staten.
På baggrund af beretningen og Statsrevisorernes bemærkninger hertil vil jeg indskærpe, at
ministeriets styrelser bør anvende og indarbejde de tilgængelige projektstyringsredskaber.
Kopi af denne redegørelse er samtidig sendt til Rigsrevisor.
Med venlig hilsen
Troels Lund Poulsen